|
Sandheden er (det,) hvad du tror på (?)
6. udgave 2005
Anmeldelse
Af Keld Rasmussen, Roskilde
Winston Churchill skal engang have sagt, at han kun
troede på de statistikker, han selv havde været med til at forfalske. Når det
kommer an på nationaløkonomi - herunder penge-, finans- og skattepolitik - er
der alskens gode grunde til at huske på den alvor og det gode råd, der ligger
i Churchills ramsaltede spøg:
Hvis folk vil være hamre i stedet for ambolte, gør de klogt i at
stole på sig selv, bruge almindelig sund fornuft og dømmekraft, tænke selv og
ikke fæste lid til hvad som helst - heller ikke når såkaldte eksperter pakker
håndgribelige forhold ind i uhåndgribelige, knudrede og vidtløftige
fagbegreber.
Men ikke mindst i Danmark anser godtfolk statslig gældsætning, valuta-kursjusteringer
og skattepolitiske kunstgreb og andre statslige, økono-miske tiltag for at
være svære størrelser med mangeartede og sære iboende følger. Svære at
overskue, gennemskue og forudberegne - det er vist slet ingen syssel for
almindelige dødelige ...Officielle prognoser og forudsigelser knyttende sig
den virkelighed, som begreberne og modeller dækker over, er man efterhånden
også gået helt væk fra, måske af gode grunde.
Men skulle mon virkeligheden - sandheden - alligevel være en anden? Er det,
folk tror på, sandheden? Og bliver noget til sandhed, fordi mange tror på
det?
Økonomen Ebbe Vig fremlægger en meget usædvanlig, men især vægtig og
omhyggelig begrundelse for et højlydt NEJ som svar på spørgsmålet. Det gør
han som privatudgiver af en bog med den underfundige titel "Sandheden er
(det,) hvad folk tror på (?)" – afprøv selv mulighederne for at sætte
komma, med og uden spørgsmålstegn, og at lægge trykket forskelligt, når
sætningen udtales.
I 13 velfortalte kapitler fordelt på 360 A4-sider gennemgår Ebbe Vig det
seneste århundredes økonomiske udvikling i USA og Europa med hovedvægten lagt
på efterkrigstidens pengepolitik, der anskues både nationalt og
internationalt. Undervejs indflettes mange eksempler, regnestykker og sjældne
godbidder af både historisk og filosofisk art.
Guldkornene stammer ikke fra de "rigtige" og "korrekte"
historiebøger, men Ebbe Vig har sine kildehenvisninger i orden: Læseren får
både brugervenlige fodnoter og henvisninger til mere læsestof, men i tråd med
forfatterens gode fortællerevner siges det meste ligeud i selve teksten.
Ebbe Vig læste for et par år siden den første
udgave af manuskriptet op i det århusianske lokalradioprogram Saxen over ni
timelange udsendelser. Den underholdende, causerende form er fastholdt i
nyeste udgave af det læservenlige manuskript, som henvender sig til enhver.
Den, der hellere lytter end selv læser, anbefales da varmt at anskaffe de ni
kassettebånd, som Saxen-programmet er samlet på, direkte hos forfatteren -
hvis radiostemme ikke står tilbage for hans gode pen.
Læseren kan således - både på lydbånd og papir -
møde kendte skikkelser og sammenhænge i overraskende uvant belysning, der
ikke sjældent er ganske bengalsk. Læseren møder den balstyrisk ubestikkelige
danske økonomiprofessor L. V. Birck. Også en John Maynard Keynes, der slet
ikke altid var helt så genial, som hans fortalere skildrer ham. I pap
udskæres det også, hvor Karl Marx og Friedrich Engels fik deres ideer fra.
Der kastes strejflys på sære forbindelser mellem lederne i Ruslands
bolsjevikiske revolution og magtfulde kredse i USA. Der kan også læses tankevækkende
vidnesbyrd om, at Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin stod hinanden langt
nærmere, end det vanligt berettes. Og ganske andet og meget mere ...
Sammenfattende tager Ebbe Vig nationaløkonomernes
parnas ved vingebenet på samme måde, som den lille dreng hos H. C. Andersen
reagerede på kejserens nye klæder. Stille, roligt og på et klart og ukunstlet
dansk godtgør forfatteren, hvordan en akademisk elite på tværs af
landegrænser fører en formummet kamp for politisk magt gennem offentlige
embeder i tæt parløb med magtfulde bank- og finanskredse.
Jævnsides med alskens ideologisk kampagnemageri
indgår ikke mindst den "heksekunst", som nationaløkonomer ifølge
forfatteren betjener sig af: Ved at påtvinge almindelige mennesker et
kunstlet og uhåndterligt begrebsapparat, afskæres folk fra at forstå
grundlæggende økonomiske sammenhænge, som de ellers sagtens kunne begribe.
Nationaløkonomien kan derfor holdes tæt ind til kroppen af lærde
"eksperter", politikere og bureaukrater, der med fagsproget i deres
magt anstiller den som utilgængelig videnskab for de uindviede. Hermed gøres
økonomhånd- værket til et politisk kampmiddel.
Målet for den fremvoksende herskerklasses
ideologiske tæppebombning - og i sidste ende måske kampens tabere - er det
selvstændige enkelte menneske, familien og den suveræne og uafhængige
nationalstat. Og Danmark er ingen undtagelse. Det er forfatterens anliggende
at advare mod denne udvikling samt at få den vendt ved at give folk mod til
at tænke selv. Ebbe Vigs bog er derfor måske en meget politisk bog - men den
går langt hinsides, og står langt over, partipolitik.
Det hører med i billedet, at forfatteren
har prøvet lidt af hvert og har haft stoffet, han skriver om, tæt inde på
livet. 12 år som underviser på handelshøjskolerne i København og Århus,
udgivelse af lærebøger i driftsøkonomi og 5½ års arbejde i
Centraladministrationen har givet Ebbe Vig en betydelig indsigt i - og
væmmelse ved - det system, han lærte at kende indefra, hvorfor han måtte gå
sin vej. Forfatteren er i dag rådgiver i edb-mæssige og økonomiske forhold.
Ved siden af formidler han læsestof, lydbånd, informationer - og forbindelser
mellem selv-stændigt tænkende mennesker, der vil bevare et frit og uafhængigt
Dan-mark for danskerne, vil være fri hamre og ikke være ufri ambolte.
Indholdsfortegnelsen og første kapitel
Jeg ønsker at aflytte bogmanuskriptet fra lydoptagelse
Keld Rasmussen, Roskilde
E-mail: otier@privat.dk
|