Information om Danmark, www.lilliput-information.com
Internet 28-05-1999
(med enkelte tilføjelser den 29. juni 2004),
e-post-adresse:
mail@lilliput-information.com
Uddrag af
Nyhedsbrev
nr. 2, oktober 1998, 2. årgang
Verdens
finanskrise - Verdensomspændende finansielt kollaps?
1967-1968: Dollarkrise
1971: Dollar løsrives fra guldet
1974: Oliekrise I, olieprisstigning 400%
1979: Oliekrise II
1979: USA flydende diskonto
1982: Mexico's 1. gældskrise
1983: Brasilien og Argentinas gældskrise
1987: Børskrak i oktober
1992: EMS-systemets kollaps i EF, Sveriges gældkrise
1995: Mexicos 2. gældskrise, Polens gældskrise,
Japans bankkrise
Statsgæld – Finanspolitik – og krigsfinansiering:
Dette er et uddrag af store og små internationale finanshændelser fra
nær og fjern de sidste 30 år før den sidste. Den 22. maj 1969 kunne følgende
overskrift læses i Horsens Folkeblad:
Dansk økonomi har længe levet livet farligt... Derfor blev vi så hårdt ramt af den internationale valutauro - Nu haster det med at brin-ge betalingsbalancen i orden. I en anden overskrift i samme blad samme dag læstes: Bygge-Societetet: Ønsker den offentlige lån-tagning indskrænket. 8 år senere var den danske statsgæld vokset til knap 10 mia. kr.
I dag er den danske statsgæld mere end 750
mia. kr.
Men statsgælden opgøres ikke entydigt i Danmark fra 1996. Nationalbanken, Finansministeriet og EU kommer ikke til samme resultat.
1971:
USA
suspenderer guldindløseligheden, og dermed også dollaren, der havde været
bundet til guldet ved prisen 35 US$ pr.ounse guld. I 1971 blev bindingen
opgivet under Vietnamkrigens pengeforbrug. Det blev så til pengemiddelforbrug.
Siden da har det internationale betalingssystem i princippet været brudt
sammen. Det internationale monetære system, der er kommet mere i omtale her på
det sidste, har sin oprindelse ved en konference, der forløb under 2.
Verdenskrig frem til 21. april 1944 i Bretton Woods, New Hamshire, USA.
1998:
Historien om dette systems tilblivelse og svaghederne fra starten er
beskrevet i Sandheden er det hvad folk tror på. Historien blev skrevet, fordi
sandheden er, at enden er nær. Sidste internationale finanskrise begyndte så
småt sidste sommer. Den 23. septem-ber i år tog krisen en ny dramatisk og
yderst alarmerende vending. 16 internationale storbanker og finanshuse var til
krisemøde i New York. Verdens største spekulationsfond Long-Term Capital
Management (LTCM) havde mistet hele sin egenkapital. Efter
derivat-spekulations-investeringer, d.v.s. i korthed at aktier og obligationer
kastes i én pulje, hvor hele forestillingen reelt er blevet et casinospil, hvor
man blot vædder om kursudviklingen.
Den amerikanske Føderalbank, der styrer
pengeudstedelsen i USA, gik ind og reddede dette monster. Måske indeholdt
fonden 1.250 mia. dollars regnet i derivat-kontrakter. Rusland stoppede
handelen med rubler og statsobligationer og fastfrøs rubelkursen. Direktør i
Federal Reserve Bank Alan Greenspan meldte, at det var sammenbruddet i den
russiske økonomi, der var den direkte anledning til LTCM's dramatiske nedtur.
Herfra tales der konstant med to tunger.
Man havde ellers fornylig uddelt Nobelprisen til
Robert C. Merton og Myron S. Scholes for en formel til udregning af risikoen
ved derivat-kontrakter. Formlen gav sikkerhed, meldte de.....på de givne
forudsætninger uden for virkeligheden. Nogle få måneder efter Nobelprisuddelingen
kollapsede markedet første gang.
Det reelle problem, som de amerikanske skatteydere og
resten af verden nu skal lide under, er, at et sådant krak nemt kunne trække en
mængde store indflydelsesrige banker i bankerot fulgt af mere nød og elendighed
for folk. Det var dog kun den første bobbel med LTCM. Der er en anden på vej
under overfladen, hvor den samler kræfter til et endnu større brag, måske det
endelige, når den "fra oceanernes bund når ind på lavere dybde". Det
var sidste gang den såkaldte redningsplanke blev kastet ud, meldte Alan
Greenspan.
Nu foreslås det fra alle sider, at vi skal have et
nyt internationalt betalings-, udlignings- og statslånesystem til erstatning
for Bretton Woods. Guldmøntfoden skal genindføres siger nogen, andre vil have
kontrol med kapitalbevægelser, atter andre vil have frihed for investeringer
uden indblanding fra supra-nationale organer. Franskmændene vil efter sigende
have gjort IMF fransk.
Hvis blot de ordførende vidste, hvad de talte om,
ville der være en chance. Det skal for god orden skyld oplyses, at også danske
realkredit-obligationer solgt i udlandet var med i LTCM-boblen. Der er endnu
flere danske obligationer med i den næste.
Lad os prøve med sandheden: Efter John Maynard Keynes blev udstyret med
Nobelprisen blev han som Englands repræsentant i 1930-er sat til at finde på et
nyt internationalt betalings-, clearings- og statslånesystem. Hans medcombatant
var Harry Dexter White på amerikansk side. Bretton Woods-systemet var i
grundrids færdigt 21. april 1944. Herefter skulle verden til at gå ind på
Keynes' aldeles virkelighedsfjerne og statsgældsfremmende tanker. Socialisme-
og Én-Verdens-fremmende var tankerækken selvsagt også. Hans tanker har vundet
fodfæste, næsten bedre end marxismens blandt de dårligst oplyste. Hver eneste
tekstbog i Vesten har været fyldt op med "hans teoretiske sandheder i
efterkrigstiden".... Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte
goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og
holder sig vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere
tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende real-kapital bindes
i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og
evt. i lageret. Processen gentages typisk. Privatkapital er karakteriseret ved en mængde
rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og
kurs-gevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv
virksomhed. Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag
angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et
par ejendom-me og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min
ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver
samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg
bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men
hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra
realproduktionen. 1991-2003 kørte tilskuddene til såkaldt byfornyelse.
Det drejede sig om tilskud til boligejerne, der via tilskuddet fik en større
privatformue som følge af prisstigningerne uden at arbejde og som følge af den nedvæltede effekt på huslejerne i opadgådende retning. Værdistigningerne blev til mere end 400 mia.
kr. i perioden 1995-2003. Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et
andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig
på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommandoøkonomien og
funktionærstaten, og skævvridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser
tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var. Naboen gør som
jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var
fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud. Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det
system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede
med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i
dag i endnu vildere omfang. Hvordan kunne det da ske, at det udviklede sig så
95-99 pct. af de fleste større virksomheders omsætning i dag stammer fra
spekulation? http://www.lilliput-information.com/gul2/gul2.html Realproduktion kan ikke betale sig, de fleste steder.
Kun narkohandel, menneskesmugling og spekulation kan betale sig efterhån-den. Hvorfor, kan der spørges. Det er skam nemt nok at forstå, ikke sandt? I de førende selskaber i EU og i USA taler man
fortsat om tilskud til produktionen, i 2003 nåede man til at halvdelen af alle
udgifter var tilskud. Hvorledes dette forenes med EU-centralbank-reglerne i EU
er lige så svært at forstå som fælles rente på Sicilien og i Baden Würtenberg
med Ruhr-distriktet. Der var 154 tyske økonomiprofessorer der delte min
skepsis på tysk TV-ARD's Tageschau 12/2 1998. Det er en kendt sag, at under
Keynes-æraen har vi skullet acceptere underskud på de offentlige finanser for
angiveligt at starte økonomien op. Det var simpelthen gavnligt, lærte vi alle.
Der manglede altid ordentlig logik. Det var også en løgn og misbrug af en begrænset metode. Det var ikke uvidenhed. Herhjemme har vi finansieret de offentlige
driftsudgifter med disse falske penge, og samtidig er statsobligationer blevet
kastet ud for angiveligt at opsuge købekraft; men reelt for at give spekulanter
noget at rive i. Statspapirerne er jo nemme at ombytte for aktier eller
derivater, hvis man keder sig. Især denne betalingsmiddelmængde skal væk. Derimod
skal betalingsmiddelmængden til husholdnings-brug ikke styres af
privatbankerne; men den skal være underkastet en national nationalbank med
ufravigelige regler fastsat i en dansk, ikke en europæisk grundlov. Ingen
finansminister eller anden politiker skal have ét ord at sige her! Økonomien i nyt historisk lys:
Er det sket før? Ja, masser af gange. Vi har bare
ikke lært af det, fordi vi troede på ...idioternes skuespil. Bogen "Aktuelle Økonomiske Spørgsmål",
udgivet på Ejner Munksgaards forlag 1939 behandler emnet Keynesianisme eller
New Economics på dansk. "Penge kan fremstilles i ubegrænset mængde, og
næsten uden omkostninger", er trylleformularen. Desværre kører mange
vestlige lande stadig med på denne vildfarelse. Der kommer dog heller ikke
andet fra himlen, end velsignelser, i bedste fald. Pengemidler kan fremstilles,
penge kan ikke. Penge er retten til at købe eftertragtede ting og tjenester.
Fremstilles der bare pengemidler, bliver retten ødelagt. Sådan er det, uanset,
hvad man måtte have læst hos Jørgen Pedersen eller andre fra selskabet. Det
hjælper heller ikke at henvise til socialisten John Galbraight, der er en anden
af J. M. Keynes epigoner. Han har i øvrigt de samme forslag for Europa som
tidligere EU-kommissionsformand, nu Bilderberger Jacques Delors: Vi skal have
Tilskuds-Europa. Dette er en Fælles-Europæisk-Socialistisk-Enhedsstat, bliver
jeg nødt til at oplyse. Jeg ved godt, at nogle på linie med Indre Missions
hang til skylden og marxisternes had til kapitalen lige så ivrigt foragter
rente og pengeudlånere. Mere åbne kort synes jeg absolut vi kunne forlange af
dem og især vore magthavere, og mere hæderlig folkeoplys-ning i ordets bedste
betydning har længe været tiltrængt. Her et første bidrag: Lån og rente drejer sig i al enkelhed om, at hvis man
ikke ligger inde med værdier i en passende form til det formål, man vil forsøge
at forfægte nu, så kan man låne. Her for skal man så betale lidt ekstra
tilbage, fordi dispositionsretten overdrages. Udlåneren kunne have investeret
værdierne i andet i stedet. En stat kan låne meget i udlandet, og det gør den;
men det går dog snart ud over selv-stændigheden. Det er selvsagt uklogt at
låne, hvis man ikke er i stand til at få mere ud af pengene end det, som det
koster at låne de værdier, som lånesummen repræsenterer. Den danske stat får ikke meget ud af - taber måske på
- at investere det lånte i bureaukrati og kontrol af alle os undersåtter.
Demokratiet er blevet til i bedste fald et "mediekrati", synes jeg.
Mest med løgn og humbug. Kører det i stor målestok med ufordelagtige
investeringer, bliver der (rent økonomisk) nemlig inflation og høj rente, så
intet efter-hånden kan betale sig. Derfor bør vi for at sikre de bedste kår for
alle skikkelige mennesker, skaffe os meget lavere skatter på indkomst og på
andet og skaffe os et lille kor af ærlige, kyndige forvaltere - ikke formyndere
-, der vel at mærke ikke skal have chance for at udnytte taburetterne til egen
fordel som nu. De områder, vi kan enes om, forvaltes bedst i
fællesforbrug, skal så drives i fællesskab, men aldrig uden at opkræve de
fornødne skatter til finansieringen. Retten kan ikke bruges flere gange. Den
maximale skatteopkrævning skal fastsættes i Grundloven. Det bedste er at knytte
brugerbetaling så nært til leverancen som vel muligt ved fællesopgaver, hvis
ikke det private initiativ skal være rådende. Kun herved kan effektivitet og
produktivitet sikres. Der er klart en række områder, som ikke kan drives
privat. Allervigtigst: man må aldrig se bort fra, at i et land, hvor hen ved 70
pct. af alt, der skal forbruges direkte eller som input i produktionen, skal
importeres, vil også lånegælden til udlandet vokse så snart, der ikke er styr
på de offentlige finanser eller statens husholdningsregnskab. Skatter og
lønninger dræner simpelthen økonomien. Verdens statsgæld skyldes i det alt væsentlige, at
pengeudstedelsen er gået over gevind. Vi har engang haft renter på 4-5 pct.,
også her. Dengang var der mange nyttige produktioner, der betalte sig, selvom
kapitalen til at gennemføre produktionen var lånt. Når spekulationen kører
vildt nu, er det, fordi magthaverne har gældsat nationerne for at blive på
magten. At nogle banker har spillet fandango har kun været muligt med hjælp fra
magthaverne på tinge, og nu støttes de sågar af den privatiserede, amerikanske
nationalbank. Undladelsessynder, udbredt korruption og især uvidenhed dominerer.
Så kan spekulanterne udnytte situationen. Aktiekurserne er også her gledet
urealistisk til skyerne sammen med en lind strøm statsgældsbeviser. Aktiekurserne er intet andet end forventninger til
fremtidigt afkast. Men sådanne afkast, som kurserne udtrykker i dag, kan dog
ikke skabes ved nogen produktion. Statsgældspapirerne er i øvrigt ingenlunde længere
blot et indenlands virkende instrument. Alle lande i Europa søger i disse år
(før EUROen i 1999) med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne
dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegæl-den, der er den mest
presserende af de to byrder. I Danmark "har man sikret sig ydeligere"
ved at offentlig-orientere og forringe uddannelserne og gøre landet til et af
de mest omkost-ningstunge områder i verden via skatterne, der har trukket
pengelønningerne vildt i vejret. Vore synlige øverster har til syneladende ikke
forstået, at nogle af de økonomiske love er naturlove. Det kan dog ikke undre
med den indoktrinering og forvirring, der bevidst skabes fra alle kanaler
døgnet rundt. Arbejdsløsheden i Danmark (33 pct. i 1933) nedbragtes
i 1930-erne mest ved offentlige, fremskudte beskæftigelsesarbejder, eksport til
et oprustende Tyskland og statsgæld, som "satte gang i økonomien" ved
den i dag benævnte "kick-start-operation". At pengene blev ødelagte
nåede (næsten) ingen at opdage, fordi krigen kom, og der så skabtes et helt nyt
internationalt pengesystem, der alene byggede på kreditøkonomien. At effekten
af den blinde anvendelse af Keynes' teorien førte til en autonomt voksende,
bureau-kratisk styret offentlig sektor, der blev en god del større end det, der
styres af private, individuelle dispositioner, og at vi ville påføre os en mammut
statsgæld burde være forudset; men det fortalte teorierne, der i princippet
fulgtes blindt, meget behændigt intet om. Dette bedrag indgik i beregningerne. Man stod uforstående overfor Tysklands økonomiske
udvikling under Hitler-diktaturet. Det gør vi ikke længere, bortset fra John
Galbraight, der måske vil have os til at tro noget andet i sin udgivelse
("Penge"). Opgangen fra deflation i Tyskland - stilstand med 5,2
mill. arbejdsløse i 1932. I dag har tyskerne 4,3 mill. Arbejdsløse og næsten
samme indbyggertal, muligvis mange flere ledige p.g.a. samme opgørelsessvindel,
som den jeg gennemgik for såvidt angår Danmark i dag i Nyhedsbrev nr 1, 2. årgang.
Det var ikke, som John Galbraight hævder, ved i det alt væsentlige at satse på
civil produktion, at tyskerne kom i arbejde. Motoriseringen var kommet som en
gave fra teknikken, der var våbenproduktionen herunder dens motorisering,
fortsatte byttehandler med Sovjet (se nedenfor), stram valutakontrol, belånbare
skatte-rabat-sedler ved ansættelser, og ikke mindst suspendering af
fagforeningstarifferne. Det var akserne i den tyske økonomiske
genrejsningspolitik i 1930-erne. I 1932 var der officielt 4,1 mill.
arbejdsløse, i 1934 officielt 2,4 mill. Guldmøntfod hjælper ikke meget, spekulationen og
statsgælden afskaffes ikke med den. Historien taler sit tydelige sprog. Guldets
pris bestemmes alene af spekulationen. Kender De, læser, nogen, der kan bruge
guld til noget praktisk, smykkeværdien er symbol-værdien afledt af
spekulationen. Der er enkelte andre anvendelser; men det kan ikke bortforklare
faktum om prisdannelsen på guld. Et spekulations-corner i guld eller sølv har vi også
set mange gange tidligere. Guldet cirkulerede fra 1932 mellem landene, der var
med i stabiliseringsfonds-systemet sat i gang i England. Det skulle hindre
Tyskland adgang til guld trods et eventuelt samhandelsoverskud i tysk favør,
og samtidig skulle det tvinge Tyskland til at betale en totalt vanvittig
Reparationsgæld (set i et verdensøkonomisk perspektiv). På denne baggrund var
tyske virksomheder tvunget til at rette blikket mod Sovjetunionen, der manglede
en mængde især teknik til opbygning af industrien. Sovjet kunne/ville betale
med guld eller gangbar valuta og olie for tysk industriteknik. Sådan kan der
sågar læses i de officielle historiebøger. Hjalmar Schacht var fra 1924 Rigsvalutakommissær,
senere Præsident for Reichbank. Fra 7. april 1924 indledtes angrebet på
inflationen med Schachts beslutning om kreditstop. Renten fór til vejrs og
sendte aktiekurserne ned til halvdelen. Med en kort pause fra marts 1930 var
han igen reelt øverst ansvarlige for Reichbank under Hitler-regimet fra 1933
indtil 26. november 1938. Se nærmere om en af Schachts store opgaver for det
internationale selskab Samhandlen m.v. med
fjenden Tyskland i 1920-er og 1930-erne: Mange er
blevet bildt ind - og dette er netop en medvirkende årsag til, at dette skal
skrives -, at det var ved at udstede pengemidler Hitler (eller rettere Schacht)
fik bugt med arbejdsløshedens værste svøber. Tværtimod! Det var lønstop, det
var behersket og kon-trolleret offentlig udgiftspolitik til sikring af valutaen
foruden det ovenfor nævnte, det var også fra politisk side løfter og vildt opskruede
forventninger, der ikke i længden kunne indfries med eller uden krig. Hjalmar
Schacht var ikke nazist, og han modarbejdede alle Hitlers planer om krig og
forfølgelse, alene styrede Schacht økonomien og vogtede med sin stab på alle
fejlindretninger fra gemeinde (kommune) til statens mangfoldige forgreninger.
Han blev til 1938 for at mildne virkningerne af diktaturet for det tyske folk. Der var bilateralt udlignings-system i Tyskland fra
1933, d.v.s. udligning af samhandels-ubalancerne land for land, fra 1938 med
tilføjelsen: "med mindre landet okkuperedes". Allerede i april 1922 havde Tyskland og Rusland slået
den officielle streg over uoverensstemmelserne fra krigens tid (1. Verdenskrig)
med Rapallo-traktaten. Uofficielt havde Kejseren og de russiske revolutionærer
dog en aftale om krigens gang. Endnu et initiativ taget af de høje herrer.
Udover de diplomatiske forhandlinger (som således var nok så intime under hele
forløbet) var der hemmelige militære samtaler på højeste plan. Chefen for
Tysklands forsvarsstyrker, General Seeckt, og den tyske Kansler, dr. Wirth,
deltog i forhandlinger, der førte til en hemmelig militærpagt mellem Den Røde
Hær og Den Tyske Hær. Den blev underskrevet den 29. juli 1922. Titlen
"Foreløbig Handelsoverenskomst" var rent humbug, eftersom formålet
var at få de tyske våbenfirmaer som Krupp med i opbygningen af Ruslands
våbenindustri. Det drejede sig om russisk fabrikation af nye Juncker
bombemaskiner, uddannelse af tyske flyvere i Sovjetunionen og en fælles tilvirkning
af giftgas og righoldigt udvalg af artilleriammunition. Udover "den
foreløbige handels-overenskomst", fik Krupp sig samme år (1922) en
landbrugskoncession i Ukraine, der selvsagt bedre kunne omtales. Dette og de
beskrevne tiltag i 1930-erne havde intet med Keynesianisme at gøre, selvom det
i dag skal være en udbredt opfattelse....for at fremme socialismen. Under 1. Verdenskrig hældte Tyskland Mark ud i de
neutrale lande (bl.a. her til køb af især landbrugsvarer). I det omfang vi for disse
landbrugsvarer modtog Mark, som havde været 45 øre værd, har den danske
landbrugseksport under krigen givet et nationalt tab. Vi modtog Mark til 45,
som måske var 5 øre i værdi i 1921 (et par år efter). Amerika havde et lignende
problem, fordi U.S.A. lå inde med enormt mange millarder Mark, og derfor blev
tvunget til at holde Mark-kursen oppe. Dette benyttede Tyskland sig af til at
hælde Mark ud over hele verden.Tyskland ville gerne importere til reeksport, så
ænge det i udlandet kunne få lov at betale i Mark og kunne få råvarerne eller
færdigvarer og reeksportere disse mod Kroner eller Pund. Det kunne faktisk
være en fordel for Tyskland at "eks-portere tyske fabrikker" for at
tyskerne for deres eksport kunne købe værdier i udlandet, der ellers ville
ligge uden for den tyske regerings rækkevidde og kontrol. Hjalmar Schacht opererede på højeste niveau i de
fleste af 1920-er også, og hans linie var den samme hele vejen igennem skal vi
nu se. Det var også Hjalmar Schacht der tilsidst fik mildnet
Reparationskravet med Owen D. Young-Planen (1929) efter fuldstændig saglig
argumentation i London og i USA på foredragsturnéer. Men utak er verdens løn.
Tyskland skaffede sig først fremmest gangbar købekraft ad den udspekulerede vej
med pengemiddeltryknin-gen og en forrykt rentepolitik. Det lindrede en smule en
tid som modspil til det, der var sat op mod Tyskland med erstatnings- kravene.
Men det var en dødsrute. Med Schachts fuldstændige kreditstop fra Reichbank fra
7. april 1924 fulgte en reform af det tyske valutastyringssystem, men allerede
fra 16. august 1924 trådte Dawes-planen i kraft, og med den blev Reichbank
bundet. Reparations-bestemmelserne var nu også foreløbig på plads trods
protester fra alle virkelig kyndige på området, bl.a. J. M. Keynes, Gustav
Cassel og Bertil Ohlin. Der var hungersnød i Tyskland. Virkelig mange, især
tyske børn, kom til at lide . Keynes, der havde rejst i Tyskland og noteret sig
elendigheden sagligt, skrev herom allerede i sin bog The Economic Consequences
Of The Peace (12. december 1919), i hvilken han nedsablede Versailles
Traktatens bestemmelser om erstatningskravene. Året før (1918) i november havde Hjalmar Schacht skrevet i sin dagbog: Da var der 15 år til J. M. Keynes skiftede til
"optræden bagved og ovenover scenen". "Se, alt dette vil jeg
give dig, hvis du vil følge mig" (blot min strøtanke). Under datidens
forhold førte den tyske økonomiske trafik bl.a. til, at mange tyske aktieandele
kom over på udenlandske hænder, fordi ingen i længden ville modtage de
efterhånden værdiløse tyske pengesedler i udlandet, når der skulle leveres
varer m.v. Man tilbød simpelthen aktier for guld, dollars eller Sterling. De
dumme angrebsplaner under Hitler forudsatte også fuldstændig valutakontrol og
bilateral udligning om samhandelen. Der var således dels almene dels
internationale begrundelser for indretningen under Hjalmar Schacht, men så
sandelig også begrundelser, der var direkte koblet til en selvmodsigende
erobrings-politik, herunder rustnings- og forsyningspolitik under krigsforhold.
Guldet cirkulerede mellem landene, der var med i stabiliserings-fonds-systemet
sat i gang i England. To trediedele af Tysklands fødevarebeholdning måtte
fra starten importeres. I New York Times 7. august 1933 udtalte bl.a. Samuel
Untermeyer, at "denne økonomiske boykot er vores metode til selvforsvar.
Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i Nati-onal Recovery
Administration". Dette var Keynesianisme. En sådan virkede ikke nær så
skadelig (trods grundlæggende virke-lighedsfjern og fremmende socialisme) i
USA, fordi dette land var/er meget selvforsynende i modsætning til f.eks. Tyskland
og i særlig grel modsætning til Danmark. De to store skruppelløse internationalister Wilson og
Lenin døde begge i 1924 af syfilis. Keynesianismen, som Jørgen Pedersen ukritisk markedsfører
på dansk, beskæftiger sig yderst virkeligheds-fjernt med samfundets centrale
problemer. De gøres til problemstillinger i matematisk symbolsprog eller noget
lige lige så begrænset, der udredes en logisk sammenhængende tankefølge, der
hverken beskriver det pågældende problem, som det er i virkeligheden, eller
medtager alle de tiltag, der i praksis øver indfly-delse på problemets løsning.
For eksempel har pengemidlernes indflydelse på samfundsøkonomi-en eller inflationen
en ringe placering hos Keynes og hans eftersnakkere. Det samme kan siges om
statsgælden, som det fremgår. Det nye system, som skulle opbygges for
efterkrigstiden, skulle netop bygge på fri adgang til statsgældsætning som
forudsætning for etableringen af Én-Verdens-samfundet. J. M. Keynes var skræmt
af denne plan og mente ikke den med fordel kunne hemme-ligholdes, skriver
Anthony Sampson i Den Skjulte Magt. Målene for samfundet efter Keynes er altid
noget med beskæftigelse, aktivitet og lignende. Den offentlige sektors virkning
på økonomien interesserer man sig slet ikke for, og man bliver straks i tvivl
om de erklærede mål er andet end til "den ydre" opfattelse, som
Keynes selv skriver om. Hele angrebssynsvinklen i den keynesianske tankegang
vidner om en fatal mangel på virkelighedsinteresse, f.eks. interesse for om de
valgte forudsætninger overhovedet sam-men og hver for sig tegner et billede af
den virkelighed, der forsøges spået om. Det bliver en opgave i sig selv for
keynesianeren til stadighed at søge at dække sig ind, så det han har sagt
hænger logisk sammen, når alle forbehold er husket. Om disse logisk
sammenhængende skoleridt fortæller noget om virkningerne af en række
forskellige politisk-økonomiske tiltag fra myndighederne mod nogle korrekt
beskrevne fænomener i samfundet, interesserer i princippet ikke keynesianeren.
Her skal han have sin ryg fri, som det også er en central dellære for
"dansemyggene" i keynesianismen at indøve i alle henseender. Det kan kun beklages, hvis vi interesserer os for
keynesianeren eller lader os besnakke af ham. Det skal for god orden skyld oply-ses,
at Jørgen Pedersen, der blev Rockefeller Fellow, antagelig kunne have fået
Nobel-prisen i stedet for John Maynard Keynes. Pedersen var dog ikke så kendt i
Akademiet og skrev ikke så meget på engelsk. Når man tildeles Nobel-prisen, så
må det, man har præsteret, være af stor betydning. Ja, af stor betydning for hvem i hvilken verden?
Særskilt Nyhedsbrev 1998-1999 Statsfinansielt Kollaps lllustreret ved eksempler Indhold: Europæiske møntunion og dansk statsgæld Statens finanser og styring Finanspolitik uden grænser Statsfinancier nr. 1 Euro og dansk Finanslov anno 1997 Dygtig officiel spåmand Mest interessant ved den foreliggende gennemgang:
Kapitalbetragtningen anvendes ukompliceret på økonomien. Ingen overflødig debat
på "dansemyggenes" teorier. Europæisk møntunion (ØMU) og dansk
statsgæld: Alle Europaunionens
medlemstater er voldsomt statsgældsatte. Det er planlagt fra den 2. maj 1998 at fastsætte de
enkelte hidtil gældende nationale valutaers omvekslingskurs i forhold til den
nye fælles obligatorisk mønt Euro. Denne sidste kursfastsættelse skal være
gældende til evig tid meldes det fra Franfurt am Main. England deltager ikke i møntfællesskabet endnu.
Danmark har forbehold til efter én folkeafstemning mere udover den den 28. maj
1998 om Amsterdamaftalen. Med et JA den 28/5 kunne den næste folkeafstemning i
Danmark bekvemt afholdes i september 1998. Den skulle så dreje sig om at få
danskerne til at fjerne de fire politisk forpligtende forhold til
Maastrichtaftalen, der folkeafstemtes om den 18. maj 1993. Den danske statsgæld er f.eks. vokset år for år til
nu at udgøre et beløb meget tæt på den bevilgede låneramme på 950 mia. kr.
"Meget tæt på" fordi gælden ikke opgøres entydigt mere. Fra 1996/97
har der hersket uenighed imellem Danmarks Nationalbank og Finansministeriet om
opgørelsesmetoden. Dette fremgår af 'Statens Låntagning og Gæld', der udgives
af Danmarks Nationalbank. Den udkommer hvert år i februar og kan rekvireres
gratis d.v.s. skattefinansieret ved at ringe på tlf. 33 14 98 24. Pr. medio 1996 var statsgælden angivet til 852 mia.
kr., hvoraf ca. 180 mia. kr. var lånegæld, resten stats-papirgæld (ultimo
1995). Til sammenligning var statsgælden 9,8 mia. kr. i 1976 og den årlige
renteudgift dengang ca. 1 mia. kr. Den årlige renteudgift i 1996 var ca. 65 mia.
kr., og gælden voksede med næsten det samme beløb i 1996. I perioden 1999-2002 (møntunionens 3. fase) bevares
de nationale valutaer formelt i deltagerlandene. Kurserne på disse valutaer i
forhold til euroen bliver dog fastlagt efter planen primo maj måned 1998. I samme periode (1999-2002) ændres alle
beløbsangivelser i alle værdipapirer og overalt, hvor europæiske værdier
opregnes, til Euro. Om konsekvenserne heraf skal vi se nedenfor. Statsfinancier nr. 1
- Det første corner - Finansieringen af krigen mod Napoleon
"Statsfinansielt kollaps" (et tidligere IoD-Nyhedsbrev) byggede
på viden om sandheden i historisk lys. Det bringes nedenfor i uddrag
"Marianne Forskolelærerinde" fra
Allerød sagde i DR-TV 12/10 1998, at vi bruger for mange penge, og vi skal
altså også spare noget mere op, ellers kommer hun med "SDS-Stavad II"
og hæver lønkonfiskationen nærmere på de 100%. Det har hun selv fået at vide
nede i EU, eller var det i OECD. Og så var det også på grund af opsvinget -
det, der betyder, at folk køber meget mere på kredit og arbejder på tilskud -
at hun lod folk låne noget mere i deres huse og lade dem afvikle gælden på 30 i
stedet for 20 år. Og de gamle biler købte det offentlige jo, og så skal de
stadigt eksisterende, der ellers var dyre nok, også til syn hele tiden. Det
giver beskæftigelse.., hvis de ellers kan nå det...og ubalance. Og så køber vi
nogle flere biler, men kun hvis de kan afskrives over forretningen, eller de
kan købes på kredit; i hvert fald i udlandet"
Men
jeg ved altså ikke, om landbrugsstøtten, der nu skal fjernes, er nogle
milliarder eller nogle millioner, sagde Marianne Jelved 12/10 1998 på TV. Vi
vil have kapitalen til at indgå mere i realproduktionen, går jeg ud fra (se i
øvrigt ovenstående afsnit om realkapitalen). Så skal statsgældsætningen ophøre.
D.v.s. lånegælden skal afvikles og statspapirgælden skal væk og forbydes
fremover. Det sker ved at underskud på de offentlige finanser kriminaliseres,
og overskud på betalingsbalancen skabes ved, at Danmark gøres reelt
konkurrencedygtig. Indkomstskatterne og lønninger skal ned - skatterne mest.
Der er ingen anden vej. Vi skulle endda have satset på vidensproduktion i
stedet for den løntunge produktion, der søger væk i stor stil. Men de har
sikret sig, at vore uddannelser mestendels er ødelagte også.
"Gewalt nicht noch Geld / Formen die Welt /Geistige Kraft und
sittliches Handeln /Vermögen Welten zu wandeln".
Har du spørgsmål eller ønsker du vore
materiale- og kassetteoversigt, skriv til:
Information om Danmark v/ Ebbe
Vig - Stadion Allé 48 - 8000 Århus CInformation om Danmark
Uddrag af 'Rothschilderne' forfattet af Ignaz Balla og
oversat til dansk af Carl Behrens (forlagt af V. Pios Boghandel, København
1914):
"...Dette skete omkring året 1785, i hvilket
Landgreven ( af Hanau, den senere Kurfyrst Wilhelm IX af Hessen-Cassel) besteg
tronen i sit lille rige. Forretningsforbindelsen med Rothschild var endnu i
lang tid ubetydelig, hans hele virksomhed i landgrevens tjeneste indskrænkede
sig til levering af gamle mønter og til at indløse små veksler på London, som
landgreven ligesom sin fader modtog fra ørigets regering for leverancen af
soldater. Den gang stod det enhver tysk fyrste frit for efter behag at holde en
hær, og denne uind-skrænkede højhedsret førte til den mest egenkærlige sjakren
med sjæle. Allerede landgreve Karl af Hessen, en af Wilhelm IX's forfædre,
havde begyndt denne ågren med menneskekød og derved forøget sin formue med
næsten tolv millioner thaler. Hans sønnesøn Friedrich II havde sin
"vise" forgængers (mit: Friedrich den Weise, der skjulte Martin
Luther for Kejseren) spor og har ligeledes drevet den rigelig indbringende
forretning. Efter hans død forsmåede Wilhelm IX heller ikke denne art
pengeerhverv, og allerede i sin regerings andet år sluttede han overenskomst
med England om levering af 12.000 mand. Han fik herfor på stedet udbetalt
675.000 thaler, som han kunne lægge til de 22 millioner thaler, som hans
"glorige" forgænger havde stukket i lommen for de til de
nordamerikanske kolonier solgte undersåtter."
"Disse uhyre summer, ved hvilke den unge
landgreve og senere kurfyrste Wilhelm blev en af sin tids rigeste fyrster,
dannede også den indirekte årsag til Rothschildernes opkomst. I løbet af mindre
end et halvt århundrede blev de Europas "sjette stormagt."
"...På grund af denne tillid henvendte
Rothschild sig i året 1789 med en ansøgning til Wilhelm IX, der allerede i fire
år havde resideret i Kassel som sin faders efterfølger, om at denne
allernådigst ville betro ham på samme måde som bankierne i Hanau salget af den
engelske veksler."
"...Den danske finansforvaltning anbragte lige
fra året 1780 sine statsgældsobligationer i udlandet, især i Am-sterdam; men
senere anvendte den ofte i samme øjemed det største Franfurter bankhus Brødrene
Beth-manns hjælp. I året 1804 skulle disse sælge resten af et sådant dansk lån,
men det var dem imidlertid umuligt at udføre dette, dels på grund af den
politiske stilling, dels på grund af den almindelige pengemangel.
I slutningen af oktober frembød sig visselig udsigt
til at afsætte nogle hundredetusinde thaler, men kun med en rabat af 8%. På
samme tid indtraf dog et betydeligt bedre tilbud fra en altonaer bankieren
Lawaetz til København, men dette oversteg langt dette firmas materielle
kræfter. Det var hermed klart, at denne offerte blev gjort på trediemands
vegne. Lawaetz bestred det heller ikke, men han ville ikke under nogen
betingelse forråde navnet på sin mandant. I virkeligheden stod.... Maier
Amschel Roth schild bag hans tilbud. Naturligvis kunne heller ikke han operere
med egne kapitaler bag ham skjulte sig Wilhelm IX, hvad der var den egentlige
grund til den hemmelighedsfulde fremgangsmåde."
"Sandsynligvis var det Rothschild, der også i
året 1802 på lignende måde skaffede det danske hof 100.000 thaler, men man
erfarede aldrig i København, hvor pengene stammede fra. Men nu tilbød Lawaetz
yderligere 200.000 thaler med den bemærkning, at hans mandant var en frankfurter,
der ikke ønskede, at de derværende bankierer skulle få nys om forretningen, af
hvilken grund statsob-ligationerne skulle sendes direkte til Kassel, hvor den
tilsvarende valuta øjeblikkelig ville blive stillet til dispensation. Selv om
Rothschild heller ikke nu afslørede sig, så var dog betegnelsen af Kassel som
betalingssted et tydeligt vidnesbyrd om, hvorfra pengene stammede. Da
forretningen derefter blev definitivt afsluttet, stemte Lawaetz, at kuponerne
skulle sendes til den hessiske overhofagent Maier Amschel Rothschild, der ville
indløse dem.
Heraf kunne den danske finansforvaltning tydeligt se,
hvem der var den egentlige tillidsmand og mægler."
"I virkeligheden blev Danmark ydeligere på lignende
måde forstrakt med større summer, så at lånene i året 1806 beløb sig til næsten
to millioner thaler. Betingelserne blev dog ikke gunstigere, men formede sig
betydelig vanskeligere på grund af den almindelige pengemangel. Også de truende
politiske tilstande forøgede det hessiske hofs mistillid, så at et nyt dansk
statslån i begyndelsen af 1806 på et hængende hår var mislykket. Denne gang
rejste Rothschild ofte selv til Hamburg og Mecklenburg; han førte pengene med,
og forhandlingerne nærmede sig allerede deres afslutning, da den danske
finansforvaltning erklærede vilkårene for uantagelige. Senere kom dog
forretningen til et beløb af 1.300.000 thaler i stand med Lawaetz, og ved denne
afslutning hændte det for første gang, at Rothschilds navn figurerede offentlig
i hans egenskab af kasselsk agent."
"Ikke længe efter gjorde Brødrene Bethmann det
danske hof et noget billigere tilbud på et lån på 500.000 gylden. De kunne dog
ikke indfri deres løfte og var også ude af stand til at opfylde andre forpligtelser;
ja de måtte endog forlange et lille forskud tilbage, som de i februar samme år
havde ydet Danmark. Dette bestyrkede tilliden til Rothschild, hos hvem noget
lignende aldrig passerede, og som altid punktlig holdt sit ord, uafhængig af
den pengemangel, som forårsagedes af politiske forhold. Han kom også denne gang
Dan-mark, der var bleven bragt i en slem forlegenhed ved Brødrene Bethmanns
optræden, beredvilligt til hjælp, og stillede gennem Lawaetz i Altona 300.000
til 400.000 thaler til rådighed."
"Det var i det hele året 1806, at Rothschilds
lykkestjerne begyndte at stråle med forøget glans. Ved de danske lån var den
gamle Maier Amschels formue vokset i betydelig grad; af større betydning var
det dog, at han nu nød Wilhelm IX's ubetingede og urokkelige tillid."
"I sit lykkelige ægteskab med Meier Amschel, med
hvem hun (Gudula) havde levet fredeligt i 42 år i huset med det grønne skilt,
havde hun haft ti børn, fem sønner og fem døtre. Hendes døtre Charlotte,
Isabella, Babette, Julie og Henriette giftede sig med mænd af familierne Worms,
Beyfusz, Sichel og Montefiore. Af hendes sønner blev Jacob grundlæggeren af
Pariserfirmaet, Karl af Nea-pelerfirmaet, Nathan af Londoner-firmaet og Salomon
af Wienerfirmaet. Den ældste, Anselm, førte Rothschildernes gamle stamhus i
Frankfurt videre."
"Gamle Maier Amschel Rothschilds sønner var
bleven pengefyrster i fem verdensbyer. Og disse fem verdensbyer betyder fem
riger..."
"Utvivlsomt har Rothschild i London under de
"hundrede dage" ydet såvel den engelske som den preussiske stat
uvurderlige tje-nester. Men disse "hundrede dage", ligesom den dag
Napoleon led sit nederlag i slaget ved Waterloo, bragte Frankfurter Ghettoens
sønner en kæmpemæssig avance, medens de nogle uger forinden havde stået overfor
enorme tab. Bonapartes uventede tilbage-komst fra Elba havde slået en tyk streg
over Nathan Rothschilds finansielle planer, og det lod et øjeblik næsten til,
at hans hus, der allerede i vide kredse gjalt for urokkeligt, næppe ville kunne
modstå denne pludselige verdenshistoriske vending. Alt stod på spil for ham.
Rådvild ilede han til fastlandet for at slutte sig til den engelske hær og
overalt følge dens spor. Da den så ved den sydlige grænse af Soignes Skoven
traf forberedelser til det afgørende slag, kunne Nathan Rothschild, der ellers
gøs tilbage for synet af blod, ikke længere beherske sin utålmodighed; han
ville ikke opholde sig længere bag ved tropperne, men ilede i feberagtig ophid-selse
hen til slagmarken. Med beklemt hjerte, med bankende tindinger, med nerver, der
var bristefærdige af spænding, og nær ved at blive vanvittig var han her fra et
højdedrag øjenvidne til den store afgørende kamp."
"I dette blodige slag fik Napoleons andet
herredømme, der varede hundrede dage, sin skæbne beseglet. Og endnu før Napoleon
foretog sit sidste, fortvivlede angreb, for selv med de blodigste tab at
gennembryde fjendens slaglinier og ved hjælp af sin garde tvinge ham til
tilbagetog, vendte Nathan slagmarken ryggen: det han havde fået at se, var ham
et tydeligt varsel om Napoleons fald."
"Nu forfærdede synet af de døde og sårede ham
ikke mere: nu svævede kun hans egen slagmark på børsen ham for øje. Han drog i
krig."
"Med hjertet svulmende af grænseløs fryd
galopperede han med slappe tøjler til Bryssel. Her lejede han uden at spilde så
meget som et minut, til trods for den forlangte, uforskammede høje pris, en
vogn, og jagede uden at unde hestene nogen skånsel, ventre à terre til Ostende,
for derfra uden tøven at vende tilbage til London."
"Han nåede også lykkelig til Ostende, men dèr
syntes det, som om alle hans anstrengelser havde været spildte: Overfarten var
umulig, for der rasede en frygtelig storm over havet, og der fandtes ingen
sømand, der i et sådant uvejr ville vove sit liv."
"Men Rothschild, der ellers levede i evig angst
for attentater, lod sig nu ikke afskrække af døden. Han, der visselig ikke var
nogen helt, følte nu ikke frygt. Han tilbød den, der ville bringe ham til
England, gennem de rasende bølger, 500, 800 og til sidst endog 1000 franc.
Ingen vovede det. Han ville allerede til at opgive det hele, da der meldte sig
en modig knøs, som erklærede sig rede til at sejle Londoner Krøsus'en over,
hvis han på forhånd ville betale hans kone 2000 franc i rede penge.
Forsynlighed var en borgmesterdyd, og hvis de nu begge gik hen og druknede,
skulle han kone da i det mindste have noget i behold."
"Med glæde betalte Nathan Rothschild (det: var
Rothworth, en agent for Nathan Rothschild i følge Frederic Norton i "Huset Rothschild", Wangels Forlag, København 1962)) det forlangte beløb og belønnede
ydeligere gavmildt den tapre skipper, da han kunne sætte sin fod på engelsk
jord. Halvdød var han nået til den engelske kyst, men dog tøvede han heller
ikke nu et øjeblik, men fortsatte med hurtigpost sin vej fra Dover til
London."
"Næste dags morgen stod han atter på sin
sædvanlige plads i børssalen, lænet til en søjle. Kun var hans ansigt
ualmindeligt blegt. Han stod der fuldstændig udmattet, med trætte øjne og
vaklende knæ. Han så ud som en på sjæl og legeme nedbrudt mand, der i løbet af
en eneste nat var bleven ti år ældre."
"I den mægtige børssal herskede der en bevægelse
som i en opskræmt bisværm. De ellers så koldblodige børsherrer gik i dag
nervøse og urolige frem og tilbage, hviskede korte bemærkninger til hinanden,
udvekslede forstående tegn, og hver enkelt af dem skælvede på sjæl og legeme
for noget ubekendt. Jobsposterne fløj fra mund til mund. Med sagte stemme
diskuterede de Blüchers nederlag, og fra øre til øre hviskedes efterretningen
om, at Napoleons tunge livgarde også havde slået Wellingtons hær. Allerede de
ubekræftede rygter var nok til i disse bekymrede øjeblikke at få folk til
fuldstændig at tabe hovedet. Og denne uhelds-svangre tilstand nåede sit
højdepunkt, da de børsbesøgende fik øje på Nathan Rothschild. Dér lænede han
sig, ligeså jaget til døde,
mod en søjle og syntes i sin ynkværdige tilstand
næppe at kunne holde sig oprejst han, den koldblodige, rolige Cæsar, hvem
ellers den mest rasende børspanik ikke formåede at bringe ud af ligevægt."
"Hvad man hidtil havde betragtet som ubekræftet
snak, det antog nu skikkelse af uigendrivelig sandhed, thi mere eftertrykkelig
end de omkringsvirrende, ubestemte rygter talte Nathan Rothschilds ansigt. Og
over hele børsen blussede som en elektrisk gnist den panikagtige frygt for, at
England mest uforsonelige, mest lidenskablige fjende atter var fri, og at ingen
ville kunne standse ham op hans vej, når han atter som en svøbe fra Gud
styrtede sig over Europa."
"Som en ødelæggende cyclon bemægtigede angsten
sig City. Efteretningerne antog stadig mere og mere bestemte former, de voksede
lavineagtigt, og idet de formede sig til sande rædselsbilleder, fyldte de menneskene
med forfærdelse. Der opstod vild panik. Kurserne fald fra minut til minut, der
var til sidst ingen bund at finde, og da man bemærkede, at ikke alene
Rothschild, men også hans agenter tilbød papirerne til salg i store poster, ja
formelig kastede dem ud på markedet, da var der intet, som mere kunne standse
værdipapi-rernes fald. Som om vanvid havde grebet mængden, begyndte i løbet af
få minutter de solideste og stærke-ste bankhuse at vakle, og kursen på de
sikreste værdipapirer slog kolbøtter som afgudsbilleder, som de troende, der i
deres skuffelse er blevne grebne af hævnlyst, styrter ned fra deres piedestaler
og knuser."
"Imidlertid lo den dødblege mand ved søjlen i
skægget. Medens deltagende sjæle beklagede Nathan Rothschild, hvis mægtige
firma, som de troede, nu også var trådt i støvet og ødelagt ved kæmpemæssige
tab, lod han uden at vække opsigt sine hemmelige agenter, der i denne egenskab
ikke var kendt af nogen som helst, opkøbe alle tilbudte værdipapirer."
"Den følgende dag indtraf efterretningen om, at
Blücher havde sejret ved Ligny og Wellington ved Waterloo. Rothschild meddelte
det selv med strålende ansigt ved åbningen af børsen, kurserne steg rivende og
nåede en hidtil ukendt højde. Han havde på en dag tjent henved tyve millioner
kroner. Den gang opstod det bevingede ord: "De allierede vandt slaget ved
Waterloo, men i virkeligheden var det alene Rothschild, som vandt"."
"Det var ikke Italiens naturskønheder, som
bevægede Rothschilderne til at vælge dette land til et felt for deres
virksomhed, de havde tværtimod med stor grundighed udregnet, hvilke økonomiske
resultater de kunne vinde i det på skatte så rige Italien."
"På hint tidspunkt bestod det nuværende Italien
endnu af talrige små stater, ganske på samme måde som datidens Tyskland. Men
just denne politiske adsplittelse var en overordentlig gunstig faktor for den
Rothschildske forretningsånd. Da Karl Rothschild valgte Neapel til residens,
ville han ikke udelukkende indskrænke sine pengeoperationer til kongeriget
Neapel alene, men tænkte på at udstrække dem til samtlige italienske
stater."
"I hele Italien var statskasserne tomme, og
Vatikanet måtte også kæmpe med evige pengekvaler. Roms finanser var allerede
under Pius VI's ødsle regering kommen i en jammerlig tilstand."
"I året 1821 nåede i kongeriget Neapel de
renter, som årligt skulle betales, et beløb af næsten fire millioner
neapolitanske dukater."
Alle muligheder var opbrugte og forsøgt lige ned til
saltmonopol og lotterispil.
".. .Karl Rothschild åbnede sit hus Neapel.
Snart efter henvendte kongerigets regering sig til ham angående et lån, ved
hjælp af hvilket den i det mindste kunne redde sig ud af sine øjeblikkelige
pengevanskeligheder."
"Karl Rothschild var nøje underrettet om Neapels
finansielle forhold og vidste, at kongeriget bestandig havde at kæmpe med
pengevanskeligheder. Men han vidste også, at grunden hertil ikke måtte søges i,
at statskassen hverken formåede at bære de løbende eller de overordentlige udgifter,
men udelukkende deri, at på den ene side var de gamle byrder alt for trykkende,
på den anden side blev der i ledelsen af landets finanser begået alvorlige
fejl."
"Lånesummen var 16 millioner dukater, som Karl
da også indbetalte i kongerigets statskasse. Men disse 16 mill. var aldeles
ikke nok til fuldkommen at ordne kongerigets ødelagte pengeforhold. Hertil
behøvedes et nyt lån, og angående et sådant henvendte regeringen sig på ny til
Rothschildhuset i Neapel."
"Da følte Karl Rothschild for første gang den
mægtige indflydelse, han besad i kongeriget Neapel. Han havde næppe nok opholdt
sig et eller to år i landet og allerede personificerede han en magt, der var så
stor, at hans ønske gjaldt som befaling. Og nu ønskede han at gøre sin vilje
gældende."
"Et intimt venskabsbånd forbandt Karl Rothschild
med Cavaliere de Medici, en fornem italiensk artistokrat af fin smag og frem-ragende
evner, der var en stor kunstkender, men samtidig også en fortræffelig
finansmand. Den neapolitanske regering havde imidlertid af politiske grunde
forvist Cavaliere de Medici, og han levede den gang i landflygtighed i
Florens."
"Men Rothschild lod ikke sin ven i stikken. Det
kan være, at han særlig stærkt følte fraværelsen af sin intimeste ven i Neapel,
hvor han i grunden var en vildtfremmed og savnede passende selskab: i hvert
fald knyttede han den absolutte betingelse til bevillingen af de nye statslån,
at man skulle kalde Cavaliere de Medici tilbage fra forvisningen. Karl
Rothschild kendte sin vens evner på det finansielle område, og han ville ikke
blot se sin ven igen i sin kreds, men også binde den fremragende fagmand endnu
fastere til sig og vide ham i sin nærhed for i det rette øjeblik at hjælpe ham
til en stilling, der ikke blot ville betyde en ophøjelse for Cavaliere de
Medici, men også ville yde ham, pengemanden Rothschild, en garanti."
Næppe en menneskealder efter hans fader, gamle Maier
Amschel kun havde været en simpel bissekræmmer, var han bleven en sådan magt,
at han ganske simpelt kunne diktere regeringen i et land, der nylig endnu havde
været ham fremmed, sin vilje, og at der ikke var andet for denne regering at
gøre end at adlyde ham.
Det andet lån beløb sig til 20 mill. Betingelsen
herfor var, at den nuværende finansminister blev afskediget fra sit embede, og
at Cavaliere de Medici blev udnævnt finansminister. Cavaliere de Medici, den
landsforviste, blev næppe et år efter sin benådning ene og alene på Karl
Rothschilds tilskyndelse udnævnt til finansminister.
'Rothschilderne' af Ignaz Balla på dansk ved Carl
Behrens
Euro og dansk Finanslov anno 1997 - Euro
Finanspolitikken i Danmark stod i et særligt tegn op
til starten af 1997. EU havde udstukket nogle betingelser for at landene kunne
deltage i ØMUens tredie og sidste fase en fælles europæisk, obligatorisk
møntenhed til erstatning for de nationale møntenheder i de deltagende lande. De
bilaterale kursfastsættelser i forhold til euroen finder sted primo maj 1998 i
følge ECOFIN-beslutning meddeler Den Danske Bank.
Der var oprindelig fem temmelig tilfældige krav.
Således meldtes fra Information om Danmark i 1996 og det samme forlød
fra bl.a. prof. Wilhelm Hankel den ene i de ovenfor nævnte 154 tyske økonomiprofessorer,
der afleverede et bønskrift til den tyske regering 12. februar 1998. Måske var
tanken at indøve en ny og ukendt disciplin, der kunne gå ud på, at den
struktur, der fremkalder under-skud og statsgældsætning alene virker på
uvæsenet. Alle de andre heksekunster, der blev indført i trediverne med Keynes
og videreført af "dansemyggene" efter 2. verdenskrig førte kun til
målet, statsgæld. Dette mål er nu nået overalt i EU-medlemsstaterne.
Det sidste ØMU-krav var, at underskuddet på de
offentlige finanser ikke må udgøre mere end 3 pct. af bruttonationalproduktet i
markedspriser i året 1997.
Med den nye møntenhed er det planen at vende
udviklingen væk fra statsgældsætningen og dermed et for lidt aktivt og for
afhæn-gigt Europa. Det skal ske ved, at strukturerne endelig forandres væk fra
den ineffektive anvendelse af kapitalen i offentligsheds- og fondssektorerne og
fra den passive private indtægtsgivende erhvervelse og over til anvendelse i
produktionen af nyttige ting.
Et væsentligt forhøjet fælles renteniveau besluttet
efter de nye fælleseuropæiske central- bankregler og en svag euro bliver resul-tatet.
Kapitalflugt fra Europa først i en inflationskrise, der ubehandlet hvilket
strider mod centralbankreglerne bringer magthaverne til at vælge mellem en dyb
deflationskrise og en merkantilistisk tilskudskommandoøkonomi for hele Europa.
Men denne aktive finans-politik kan ikke føres efter centralbankreglerne.
Derfor vil nationalstaterne i sidste ende være nødsaget at trække sig fra
unions-bestræbelserne. Sker dette ikke og reglerne tilsidesættes, som det
allerede er sket i Tyskland, så kender vi udviklingen:
Der er så kun én udvikling mod den form for økonomi,
man for tiden forsøger at afskaffe i Østeuropa.
Dette er ikke tro og håb eller det modsatte. Det er
ren logik.
Tidligere var nogle begreber, indenrigsgæld og
udenrigsgæld, dem, der hyppigt refereredes til, når der skulle sondres
mellem indenlandske instrumenter og udenlandsk virkende kapitaltilførende
instrumenter. I dag anvendes statsgældspapirerne næsten udelukkende til at suge
valuta hjem. Det skete overalt i EU-medlemslandene i 1980-erne og 1990-erne.
Mange af disse rente-bærende papirer havnede i de olieproducerende arabiske
lande. Nu vil de nok ikke æde flere.
At sondre mellem indenrigs og udenrigsgæld i dag er
direkte bevidst misinformerende. I øvrigt har sondringen ikke væsentlig
relevans, når bortses fra hæftelsen og det faktum, at statspapiret opkøbt
indenlands fjerner realkapital til privatsfæren.
England og Danmark har ikke besluttet deltagelse i
Euroen. I Danmark skal det ske efter en folkeafstemning, men strategisk set er
det for Danmarks vedkommende muligvis en let sag at lade det komme an på en prøve:
sælges de mange statsgældspapirer, som bl.a. Tyskland har overtaget, falder
kronevurderingen måske mere og hurtigere end Euroen i første omgang.
Kursfastsættelserne sker efter planen primo maj 1998. Nu meldes det at kronen
blev fast koblet til EURO-en mod at den danske regering gennemførte en
nødvendig besparelseslovgivning. D.v.s. EURO-en faktisk er mere end indført i
Danmark, fordi vi som gældsnation allerede går ret om i tøjret, hvis
alternativer er en krone i frit fald.
Dette træk vil kunne overbevise nogle tvivlende
danskere. Her skal det huskes, at årsagen til den overvurderede danske krone
gennem de senere år slet ikke skyldes dansk styring. Det skyldes ene og alene,
at den tyske stat har dækket os ind med opkøb, som slippes, når vi dropper
unionen.
Betalingsbalanceoverskuddene fra 1980-erne er næsten
væk nu, konkurrenceforholdene for Danmark er ingenlunde gode, de bliver værre
til næste år, strukturen forværres fortsat i Danmark, og statsgælden stiger
derfor hurtigere år for år.
Alle værdiangivelser vil med Euroen i perioden
1999-2002 blive ændret til denne nye valuta. Bliver det en svag valuta, som
selv Den Danske Bank ved direktør Mads Jacobsen i pressemeddelelse mere end
antydede 29. november 1996, kommer der en for staterne ikke uinteressant
sideeffekt: Statsgælden bliver fjernet, fordi alle indehavere af objektiveret
besiddelse af ejendom, anden formue eller tilgodehavender på
papiret, så mister værdier sammen med en svag Euro.
Er der et alternativ til de Europæiske
penge:
EU og nationalstaternes
fremtid
Dansk finanspolitik i internationalt uvejr:
Uddrag af interview på Radio Falcon, Frederiksberg 6.
februar 1997 kl. 8.20:
De er vel ikke så dumme, de politikere, at de tror de
kan få folk til at tro det går så godt med økonomien, når de har måttet låne så
meget, og fortsat gør det, spørger intervieweren.
Den adspurgte politiker:
"Der er noget helt fundamentalt galt i den måde
man driver og taler politik på. Man nedgør i virkeligheden den danske vælger.
Det bør altid være en regerings interesse, ærligt at fortælle, hvilke problemer
man står med. Finde forståelse for at man er nødt til at gøre noget, som
politiker, som folkevalgt, som lovgiver. Det er derfor taldebatten kommer op,
fordi de siger det går så godt. Er vi f.eks. sikre på, at vi i Danmark så fører
den politik, der gør at danske virksomheder, så også er konkurrencedygtige. Det
bekymrer dem, der er sat til at sige den slags ting, at inflationen er
godt i gang og konkurrenceevnen er vigende igen, og at det vil den også være
til næste år. Vi taber danske arbejdspladser eller eksporterer danske
arbejdspladser til udlandet i stedet for at eksportere varer, som er produceret
i Danmark. Det er et problem som man burde forholde sig til. Hvad gør
regeringen, ja, de lukker øjnene. Det går jo godt, og på den nye finanslov
lægger man så nye byrder over på de danske virksomheder i milliardstørrelse, og
siger, jamen det må de så kunne klare at betale ekstra. Tre tal, der belyser
dette: De administrative byrder i virksomhederne blev mind-sket med en
besparelse for virksomhederne på ca. 200 millioner. Med den anden hånd har man
lagt ca. 1 milliard ekstra i Finans-loven i arbejdsgiverafgifter, og man har
forringet likviditeten i firmaerne ved at de skal indbetale feriepengene
tidligere; ved dette forringes likviditeten i virksomhederne med 5 milliarder i
1997. For disse mange penge ansætter man så flere i den offentlige sektor på
bekostning af ansættelser i virksomhederne. Regeringen siger ét og gør i
virkeligheden noget andet."
"Ét eksempel. Det er ikke mit yndlingstema at
tale om regeringens fiflerier, fup og fiduser. Men jeg føler, det er min pligt
at fortælle, hvordan man egentlig agerer. De sidste fire år er statsgælden
steget med ca. 175 milliarder samtidig med at skatterne er sat op med godt 100
millarder i faste priser. Der kunne altså let have været sket en afbetaling af
gælden, men pengene er soldet op. Det mest alvorlige, det mest beklagelige, det
som er blevet vanen på Christiansborg; det er uærligheden, eller den rene
politiske uhæ-derlighed. Jeg finder det fuldstændig uacceptabelt, at de krav
man stiller til en almindelig dansk virksomhed, en privat forretning; at der
skal være et større etisk krav at stille til aktionærerne, end det krav
regeringen stiller til sig selv."
"Et par eksempler: Havde man samme kodeks, som
man har i regeringen, så ville den private bestyrelse blive sigtet for
ulovligheder. Hvis jeg oplevede det samme i en privat bestyrelse, som jeg
oplever på Christiansborg, så ville jeg være tvunget til at træde ud af
bestyrelsen, for det ville ikke være lovligt. Det man oplevede i
Finansministeriet, da man skulle lave Finanslov for 1997, da var der egentlig
var et underskud på Finansloven på 25-26 mia. kr. Det var efter man havde
medtaget en ekstra måneds kildeskat (ca. 9 mia.). Endelig var der en
embedsmand, der spurgte, hvem har sagt at et år kun har 12 måneder. Hvis man
har et år med 13 måneders indtægter og 12 måneders udgifter, så ser det hele jo
egentlig meget pænere ud. "Top", sagde finansministeren, nok står der
i den Gregorianske Kalender noget med 12 måneder, men det står hverken i
Grundloven eller i De 10 Bud , at et år egentlig har 12 måneder, når vi ser på
indtægterne. Derfor vedtog man sammen med Finansloven, at man flytter en måneds
indtægter fra 1998 til 1997. Så kan man selvfølgelig spørge, hvad vil du så
gøre i 1998, så bliver man nødt til at gå ind i 1999. Hvis man gjorde det samme
i en privat virksomhed, så ville det være i strid med årsregnskabsloven, fordi
det hedder her man skal give et retvisende billede af virksomhedens økonomi.
Man ønsker ikke at give et retvisende billede af landets økonomi, man forsøger
at narre fru Jensen og hr. Olsen: jamen, det går jo godt. Det er direkte
bedrag. Det er rent pynt."
[Thor Pedersen er dansk finansminister i 2004.]
"Dette var et eksempel, det er virkeligheden
værre. Man vil oprette et statsligt aktieselskab, der skal eje statens
ejendomme, hvor man overfører ejendomme, som staten i dag ejer og bruger. Det
kan være dårlige arealer i forbindelse med jernbaneterræner, det kan være
kontorejendomme, som staten selv bruger fuldt ud. Dem fører man over i et
statsligt aktieselskab med det ene formål, at man så kan belåne dem i
Real-kreditten. Det er sådan noget som virksomheder i yderste nødt har gjort.
Men enhver bestyrelse vil afstå fra sådan noget, nemlig sælge ejendommene til
sig selv, alene med det formål at belåne dem. Der er ikke sat nogen grænse for,
hvor meget et sådan aktieselskab kan eje. Dette sidste er en ren øvelse, der
går ud på at undgå, at staten skulle ud og sælge statsobligationer. Der er
Søkrigskassen....., og jeg kan blive ved i to timer, så lytterne falder ned af
stolene."
Det Store Spørgsmål den 30. maj 1997:
Pressemeddelse via Finansministeriet:
Tele Danmark A/S: Rothschild udpeget som finansiel
rådgiver for staten.
Som nævnt i pressemeddelelser af henholdsvis 31.
januar 1997 (Forskningsministeriet) og 9. april 1997 er der nedsat en arbejds-gruppe
af repræsentanter for Finansministeriet og Forskningsministeriet med henblik på
at analysere perspektiverne for statens ejerskab af Tele Danmark.
Den Danske Bank har rådgivet gruppen siden
begyndelsen af april, herunder om valget af en yderligere finansiel rådgiver.
Staten har i dag udpeget N. M. Rothschild & Sons Limited som den
anden part i statens rådgivningsteam.
Den 27. oktober 1997
Pressemeddelelse fra Finansministeriet:
Den danske
stat sælger betydelig aktiepost i Tele Danmark til Ameritech, var overskriften.
Herunder kan bl.a. læses:
"Statens provenu ved den samlede transaktion
forventes at blive på ca. 29 mia. kr., hvis indløsning var sket til slutkursen
på B-aktier den 24. oktober. Provenuet fra aktiesalget og indløsningen vil
indgå på Finansloven for 1998 og medvirke til at nedbringe statens gæld."
For den engagerede modstander af aktiesalget kunne
følgende tanke måske strejfe:
Når vi ved at Rothschild udover de dominerende
statslån har været direkte involveret i jernbanedrift i bl.a. Frankrig, Østrig
og Rus-land, så kunne det, den tekniske udvikling taget i betragtning, være
spændende at få besvaret følgende spørgsmål: Den domine-rende aktiepost i
Ameritech?
Andre har andre bekymringer, der går langt videre end
det perspektiv, der vises på skærmen og sågar videre end til, hvad der
udspiller sig i virkeligheden omkring os. Vi kunne måske ændre virkeligheden i
tide, hvis vi havde mulighed for at gøre brug af ærligt udarbejdede
beskrivelser af virkeligheden. Forudsætningerne for at få sand information ud
til en bredere offentlighed er ikke tilstede.
På sin vis er der taget højde for alt.
Dygtig officiel spåmand:
I 1984-udgivelsen: Trilateral Commission Task Force Report,
nr. 28: "Democracy must work"(= "Demokratiet skal kunne
fungere") skrives side 72 i konklusionsafsnittet:
"I bekneb for et godgørende/velvilligt
verdensdiktatur med tilbøjelighed til reformer, er vi nødt til at arbejde inden
for grænserne af et ineffektivt, internationalt system under opvækst, med alle
dets lidelser, kriser og irrationalitet, som netop ungdommeligheden
dikterer".
Samtidig kan man på side 84 læse den præcise (i kort
form) opskrift på den økonomiske/arbejdsmarkeds-politiske krisepolitik, som den
fra midten af 1980-erne føres overalt i Europa uanset regeringernes skiftende
farve. Det var også herfra skiftende danske, udenrigsministre og
økonomi-ministre i 1980-erne og 1990-erne fik og får de "vises sten"
ved hyppige konsultationer i bl.a. OECD. Det kan nævnes at tidligere
kommissions-formand i EF/EU nu Bilderberger Jacques Delors hilser den danske
orlovs-camouflage velkommen i EU. Dette fremgår af EUROPA nr. 9 1996 fra EU-Kommisssionen.
Lidt nyttig historie fra dygtig spåmand:
Zbigniew Brzezinski lagde i bogen fra 1970,
"Between Two Ages" (= "Mellem To Tidsaldre"), stor vægt på
sit og Robert Baileys syn på den europæiske tidsånds skiften. "Vi skal
(min kursiv) fra i dag (1970) gennemleve en tidsfase med følgende kendetegn: 1.
Perioden uden fremskridt. 2. Den sociale udvikling kører i ring. 3. Vestens
civilisation er inde i en periode uden integration (uden samling), og civilisationen
aftager. 4. Mennesket er irrationelt eller ikke-rationelt. 5. Samfundet er
sammensat af masser, som er ikke-rationelle, og da de er let påvirkelige, vil
menneskeheden reduceres til middelmådigheder. 6. Videnskabelig sandhed og viden
kan være skadelig for samfundet. 7. Myter og overtro kan være velgørende. 8. Et
samfund er altid sammensat af interesser i kon-flikt. 9. Samfundet styres af
eliten. 10. Demokrati og humanitære, sociale værdier er desværre
misforståelser, der resulterer i de uuddannede massers regimente. Og han
anfører tillige, at menneskeheden skal gennemleve følgende faser i det lange historiske
perspektiv: Fasen med (en eller anden) religiøs afklaring, den socialistiske
fase, så nationalstaternes tidsalder og endelig "Én-Verdens-Samfundet
", som kronen og afslutningen på værket.
E-post til: mail@lilliput-information.com