Hørt og set i Dommervagten - I
Dommervagten er beliggende i et hjørne af Københavns Politigård. Det er stedet, hvor der afholdes grundlovsforhør over de sigtede, som politiet begærer varetægtsfængslet. Retten åbner hver dag klokken halv ti. Det er tilladt enhver, der har lyst dertil, at overvære retshandlingerne. Publikum eller tilhørerne begrænser sig i regelen til pensionister og unge under uddannelse. Andre, der har et arbejde at passe, er af gode grunde afskåret fra at deltage.
Siden midten af året 1991 har jeg besøgt Dommervagten rundt regnet en gang om ugen. Man får efterhånden et indblik i den kriminalitet, der trives i København. En stor del omhandler berigelsesforbrydelser, der alene har til formål at skaffe penge til narkotika. Men iøvrigt oprulles der i retten et broget billede af alle former for grov kriminalitet.
Blandt de kriminelle sigtede er udlændinge fra fjerne egne ganske flot repræsenteret. Dertil kommer de mange udlændinge, der ikke er sigtet for kriminalitet, men som fremstilles i retten, fordi de er indrejst i landet uden at være i besiddelse af pas eller andre personlige papirer, der kan bevidne deres identitet.
Der foregår som bekendt i disse år en gradvis ændring af den danske befolknings sammensætning. I Dommervagten kan man studere et lille hjørne af denne store proces. En proces, der jo ellers som helhed søges fordunklet i nat og tåge.
Jeg har naturligvis ikke nogen samlet opgørelse over det antal udlændinge, der af den ene eller anden grund fremstilles i retten i løbet af et år. Hvis en sådan opgørelse eksisterer, vil den næppe være tilgængelig for almindelige danskere. Men jeg kan derimod fortælle om nogle af de fremstillinger, jeg selv har overværet, hørt og set i Dommervagten.
Tirsdag
den 28. maj 1991
Dagens første fremstilling gælder en ung mand med langt rødligt hår og forhutlet udseende. Han er sigtet for forsøg på indbrud. En så ringe forseelse vil normalt ikke medføre krav om varetægtsfængsling. Men sigtedes generalieblad er ganske imponerende. Hans resultatliste opviser en lang stribe af fængselsstraffe og betingede domme for tyveri. Hans seneste dom er fjorten dage gammel. Det er det samlede billede, der får dommeren til at afsige kendelse om varetægtsfængsling. En afgørelse den unge mand bliver meget vred og ophidset over.
Den næste, der tager plads på de uheldiges stol, er en marokkaner. Høj, slank, meget mørk og med kruset hår. Han er iført et sort jakkesæt og hvid skjorte. Han er turist med tre måneders opholdsvisum. Han har logi hos en dansk veninde, der stiller seng til rådighed for ham. Men nu sigtes den pæne turist for gement tasketyveri. Gennem tolken kan marokkaneren heldigvis meddele, at det hele er en misforståelse, og at han er fuldstændig uskyldig.
Marokkaneren forklarer, at han var gået ind på en restaurant, hvor han havde sat sig ved et tilfældigt bord. Han havde aftalt at mødes med nogle bekendte og ville ikke foretage nogen bestilling, men vente til vennerne dukkede op. Medens han sad der i sine egne tanker, opdagede han, at der lå et bundt pengesedler lige nede mellem hans fødder. Han samlede seddelbundtet op og stak det i lommen, og tænkte egentlig ikke mere over den sag.
Han havde ikke hæftet sig ved selskabet ved nærmeste bord. Heller ikke at damen, der sad på stolen lige bag ham, ubetænksomt havde hængt sin taske på ryglænet. Men pludselig var denne dame begyndt at råbe op, og han var blevet så forskrækket, at han straks besluttede sig til at forlade restauranten. Men det var ikke lykkedes, fordi nogle andre gæster greb fat i ham og holdt ham tilbage. Midt i al den opstandelse havde han forsøgt at kaste seddelbundtet fra sig. Men det blev opdaget.
Tilsyneladende er forsvareren den eneste, der tror på den forklaring. Altså, at den taske, der hang på stolens ryglæn en halv armslængde fra marokkaneren, selv havde åbnet sig, og pungen i tasken havde åbnet sig på samme vis, hvorefter syv hundrede kronesedler var hoppet op ved egen kraft og landet lige mellem fødderne på marokkaneren. Man er i Dommervagten ikke uvant med at høre på fantastiske løgnehistorier. Denne her blev belønnet med syv dages varetægtsfængsel.
¬
Dagens tredie fremstilling er også marokkaner, indrejst som turist. Han er iklædt en elegant grøn frakke og bærer meget mørke briller, der giver ham et næsten intellektuelt præg. Han har også logi hos en dansk veninde. Der synes at være en del unge blåøjede skjoldmøer, der yder, hvad de kan, til den mellemfolkelige forståelse.
Sigtelsen lyder på tasketyveri. Marokkaneren blev pågrebet på en restaurant, hvor han på dametoilettet var i færd med at skille sig af med taskens indhold og det endda med en sådan iver, at kummen blev tilstoppet. Pungen, som havde været i tasken, blev fundet i hans lomme. Han var blevet pågrebet sammen med en landsmand, men det var lykkedes denne at stikke af, inden politiet ankom.
Marokkaneren nægter sig skyldig. I betragtning af, at han er uskyldig, tager han dommerens afgørelse om varetægtsfængsling med flegmatisk koldsindighed. Men forsvareren gør gældende, at fængslingen alene beror på, at det er en udlænding - og derfor falder hammeren.
Argumentets syrlige hensigt er ikke til at misforstå.
Men dommeren reagerer på passende vis. Fast og myndigt. "Ja", siger hun, "varetægtsfængslingen er fordi sigtede er udlænding uden særlig tilknytning til Danmark.
Taksten for tasketyveri er i regelen 30 dages fængsel, hvis det er en dansker. Men den her sigtede vil vi ikke kunne komme i forbindelse med ved sagens videre behandling. Derfor varetægtsfængslingen. Er det forstået?" Hvortil forsvareren grinende trækker på skuldrene og svarer: "Ja - ja".
¬
Danmark har et godt ry blandt alverdens tyveknægte. De valfarter hertil med store og berettigede forventninger. Et par enkelte eksempler.
Den 10. juli havde Dommervagten besøg af fire chilenere. De holdt tre måneders ferie i Danmark og levede højt og flot. Inden politiet fik tag i dem, havde de foreløbig sendt 28.000 kr. hjem til Santiago i Chile. Hvilket fremgik af postkvitteringer - fundet under politiets ransagning.
Den 19. juli var det en ferierende kineser fra Hongkong. Specialist i falske kreditkort. Da han blev pågrebet, havde han på sig - ure, lighter og halskæde i rent guld til en værdi af 234.000 kr. Det var julegaver til familien hjemme i Hongkong, forklarede han. Den generøse kineser havde flere gange holdt ferie i Danmark. Men det vides ikke, hvor mange julegaver han bragte hjem fra tidligere besøg.
Den følgende sag drejer sig om røveri fra en Shell-tank. Politiet har pågrebet to unge mænd, som de sigtede. Det gælder for dem begge, både hvad deres fremmedklingende navne og udseende angår, at de tydeligvis ikke er af dansk oprindelse. Men hvilket fjernt land, der har beriget os med deres nærværelse, bliver ikke oplyst.
Det hele er meget banalt. De havde først stjålet en bil, hvilket er den letteste sag af verden. Derefter var de kørt til Shell-tanken og gået ind i kiosken og havde truet den unge pige, der passede den, til at fjerne sig fra kasseapparatet, som de havde tømt for indhold. På vejen derfra havde de delt udbyttet på i alt 800 kr. ligeligt mellem sig. Eftersom de begge var arbejdsløse, var det jo rart nok at supplere understøttelsen op med lidt skattefri indkomster.
Men festen varede ikke ret længe, fordi politiet endda meget ofte er ustyrlig hurtige og effektive. Derfor sidder de nu dér og må med en lidt flakkende hukommelse nølende erkende, at der måske nok er tale om tyveri, men de afviser blufærdigt, at det skulle være røveri.
Den ældste af dem er en af politiets gamle kendinge. Han varetægtsfængsles. Kammeraten er ikke tidligere straffet og har under røveriet været forholdsvis passiv. Han bliver løsladt. Ikke desto mindre har politiet under ransagning på hans bopæl fundet et større lager af kostbart fotografisk udstyr. Stjålet fra Roskilde tekniske skole.
¬
Dagens sidste sag drejer sig om vold og røveri. En 46-årig kvindelig lektor var efter et biografbesøg på vej hjem gennem den indre by - omkring midnat. Hun var blevet antastet af en ung sydlandsk person, spinkel med smalt ansigt og langt kruset hår. Han havde først frimodigt knebet hende i enden. Kvinden havde søgt at komme væk fra ham. Det lykkedes imidlertid ikke, idet han fulgte efter hende og ustandselig spurgte, "why-why-why".
Måske fordi han følte, at hun diskriminerede ham ved ikke at ville indlade sig nærmere med ham.
Hun var meget forskrækket og skyndte sig af sted, men hun kunne stadig ikke ryste den fremmede af. Tværtimod opdagede hun, at han ikke var alene, men at yderligere to andre sydlændinge fulgte efter gennem de mørke øde gader.
I krydset mellem Fiolstræde og Krystalgade blev udlændingen mere aggressiv og greb fat i hendes taske for at rive den fra hende. Da hun vedblev at holde fast i sin taske, blev hun pludselig væltet omkuld af en af de to andre sydlændinge, der kom sin ven til undsætning.
Hun slog ansigtet og nakken voldsomt i faldet og blev nu også tildelt en række hårde slag i ansigtet. Hun kunne ikke senere overfor politiet gøre klart, hvor mange slag hun havde modtaget. Den kvindelige danske lektor var meget stærkt chokeret og fysisk medtaget. Hun havde en kraftig hævelse i baghovedet og kunne ikke bevæge kæben. Hun befandt sig nu på Rigshospitalet.
Tilsidst havde kvinden givet slip på tasken og forbryderne stak af ned gennem Fiolstræde. Men de blev forfulgt af en ung mand, der tilfældigt havde hørt tumulten og var ilet til hjælp Mens han jagtede de tre flygtninge over Universitetspladsen, slog han højlydt alarm, og netop da dukkede en af politiets patruljevogne op.
De to betjente sprang ud og søgte at pågribe de tre forbrydere, der imidlertid satte sig hidsigt til modværge. Betjentene blev tildelt en række knytnæveslag i ansigtet. Det lykkedes en af forbryderne at undslippe, men han mistede den ene sko. Da han kort efter blev pågrebet, var han ret nem at identificere grundet den halverede fodbeklædning.
¬
De tre libanesere, som politiet sigtede for det røveriske overfald, var brødre på henholdsvis 22 - 19 og 17 år. Forhøret startede med den yngste. Politiadvokaten bad ham fortælle, hvad han havde foretaget sig mandag aften. Han havde naturligvis en tolk på, for selvom han havde opholdt sig seks år i landet, kunne han ikke tale dansk.
Ifølge den arabiske tolk havde den syttenårige været hjemme hos sin bror, - en fjerde bror. Han havde drukket øl. Han havde fået omkring ti øl. Derefter var han sammen med de to andre brødre gået en tur i byen.
De var havnet på Nytorv, hvor de havde drukket mere øl. Mens befandt sig der, var politiet kommet og havde undersøgt deres identitetspapirer, men de var jo i fineste orden.
Senere var han skiltes fra sine brødre. Han havde overhovedet ikke set de mere, - førend politiet pludselig havde overfaldet ham, og han derefter blev anbragt i politiets vogn, hvor alle tre blev genforenet.
Han kendte ikke noget til nogen dame eller noget overfald eller forsvunden dametaske. Overhovedet ikke. Han var fuldstændig sagesløs. Om han dog ikke havde slået på politiet og modsat sig anholdelse? - Nej, det havde han ikke. Men det havde været nødvendigt for ham at forsvare sig mod politiet.
Han lod sig ikke anfægte af, at politiet havde to vidner.
Manden, der var fulgt efter dem fra gerningsstedet, og en ung dansk pige, der modigt havde forsøgt at standse dem. Vidnerne havde udpeget ham som den ene af gerningsmændene. Desuden havde den overfaldne kvindelige lektor givet et yderst præcist signalement af ham.
Nej, han var og blev med arabisk logik en forfulgt uskyldighed. Et offer for politivold. På grund af hans unge alder blev han ikke fængslet, men anbragt i en lukket institution. En socialpædagog var straks klar til at
yde ham al mulig social pleje og omsorg.
¬
Derefter var det den 22-årige storebrors tur til at afgive forklaring. Men han var også ganske uforstående overfor, at han befandt sig i Dommervagten, eftersom han intet ulovligt havde foretaget sig.
Han forklarede om sin færden, at han ganske rigtigt sammen med sine brødre havde drukket øl hos en ældre bror det meste af aftenen. Han anslog, at han havde drukket femten øl. Klokken cirka halv tolv var han sammen med sine to brødre gået til Nytorv, hvor de havde drukket videre. Her havde to betjente henvendt sig til dem, men mere var der ikke sket.
Senere var brødrene skiltes. De var gået rundt hver for sig. Så han anede intet om, hvad de to andre havde foretaget sig. Han havde ikke set nogen dame. Han havde ikke bemærket noget overfald eller nogen forsvunden dametaske. Det var ikke hans problem.
Da det blev foreholdt ham, at to vidner havde set ham løbe med tasken i hånden, blev han meget ophidset og skældte heftigt ud på arabisk.
Dommeren måtte her gribe ind og bede ham forholde sig rolig. Spurgt om sine personlige forhold, svarede han, at han siden 1986 havde asyl som politisk flygtning. Lige for tiden var han arbejdsløs. Da politiadvokaten nævnede, at sigtede havde en dom fra Thisted - for vold af særlig farlig karakter imod sagesløs, blev araberen aldeles rasende og hvæsede flere gange, - hvad kommer det sagen ved.
Ifølge politiet var denne voldsdom fra 1985.
Året efter belønnedes voldsmanden med politisk asyl. Politiet kunne også oplyse, at sigtede ved arrestationen var bevæbnet med en kniv over den tilladte længde. Ikke en almindelig kniv til at snitte i træ med. Men derimod et typisk stikvåben.
Dér sad han, storebroderen, tydeligvis bandens anfører, og var mopset og fræk. Hans ansigt og alle hans gebærder udtrykte den dybeste foragt. Foragt for retten. Foragt for alt dansk.
Men denne foragt er vel egentlig ikke forbavsende. I hans seks år lange bekendtskab med det offentlige behandlersystem har han oplevet danskere som en skare opvartere og tjenestefolk, vennesæle indtil det servile, imødekommende indtil det sleske.
Det kan heller ikke være forbigået hans opmærksomhed, at han selv og alle hans lidelsesfæller udelt har den herskende klasses gunst og sympati.
Uden at røre en finger har han fået forærende en levestandard, der ville være uopnåelig i hans hjemland. Men den, som ideligt får alting gratis, føler hverken tilfredsstillelse eller taknemmelighed. Tværtimod, det vil kun avle grådighed og frækhed.
Det gælder for alle - også arabere.
Dette latterlige lille land, hvor enhver kan slå sig ned og kræve ind. Hvor der tilsyneladende ikke findes værdighed, selvværd og selvrespekt blandt menneskene.
Hvor man kan tillade sig alt. Hvor alting er muligt og alting ligegyldigt. Hvad skulle han andet end foragte disse ynkelige vantro hunde?
Dommeren varetægtsfængslede ham i 13 dage.
¬
Som den sidste var det den 20-årige arabers tur til at afgive forklaring. Han var tilsyneladende den, der havde været mindst fremfarende og derfor også havde den mindste grad af hukommelsessvigt.
Jo, han havde drukket sammen med brødrene hele aftenen. Klokken halvtolv var de taget ind til Nytorv og havde drukket videre. Politiet havde ganske rigtigt talt med dem.
Derefter var de gået gennem gaderne, der lå øde og tomme. Der var kommet gående en dansk dame. Lillebroderen, der var blevet ret fuld, havde gået efter hende for at lave lidt sjov med hende.
Bare sådan for sjov.
Lillebroderen var blevet ved med at følge efter damen, og de to andre var fulgt efter på nogen afstand.
"Hvor stor afstand", spurgte anklageren.
"Som herfra og hen til døren", svarede araberen.
"Altså en fem seks meters afstand. Javel. Og hvad så". Men nu begyndte hukommelsen alligevel at svigte. Ja, så havde lillebroderen grebet fat i damens taske. Men han kunne ikke huske noget om, at hun var faldet. Han havde heller ikke set, at hun blev slået. Det var jo mørkt - og hele fem meters afstand.
Men storebroderen havde taget tasken fra lillebroderen, og det havde han gjort udelukkende i den gode hensigt at aflevere tasken tilbage til damen. Men det havde han ikke fået gjort, fordi politiet pludselig dukkede op og overfaldt dem og således havde hindret storebroderen i at udføre den ridderlige handling. På politiets forespørgsel om hans personlige forhold oplyste han, at han havde politisk asyl og var arbejdsløs. Da dommeren afsagde sin kendelse om varetægtsfængsel i 13 dage, protesterede han vredt og erklærede, at det var alt for længe.
Hvis politiet ikke var dukket op i rette øjeblik, var de sluppet heldigt fra det hele. Formodentlig er det ikke første gang, de tre banditter er taget ind til byen kort før midnat, for dér at vente indtil det tyndede ud mellem folk, hvorefter de er gået på jagt efter et forsvarsløst offer.
Sagen vakte naturligvis på ingen måde opsigt. Fem linier i de få aviser, der overhovedet gad omtale den. Men det skulle lige have været en muslimsk kvinde, der var blevet jagtet gennem de mørke gader i København af tre danske forbrydere. For til sidst at blive væltet omkuld og tæsket og frarøvet sin taske. Så ville der ikke have været nogen ende på mediernes forargelse og dybe medfølelse. Der er forskel på folk.
En af de andre tilhørere i Dommervagten sagde til mig: "Hørte du, at den kvindelige lektor havde været stærkt chokeret. Det forstår man godt. Men skal de virkelig allesammen have sådan en omgang, førend de begynder at forstå, hvad der foregår"
Tirsdag den 28. maj var på to punkter atypisk.
For det første er det ikke normalt, at kriminelle udlændinge helt og aldeles dominerer Dommervagten. Det siger sig selv. Der er rigeligt med tyveknægte, voldsmænd og røvere af dansk oprindelse. Vi behøver ikke importere dem.
Til gengæld kunne jeg have valgt en dag, hvor udlændinge er blevet sigtet for særligt grove forbrydelser. Såsom voldtægt eller seksuelle overgreb mod børn. Forbrydelser begået med afstumpet kynisme, og hvor ofrene hver gang har været danskere. Men jeg vil afstå fra at fremlægge de oprørende detaljer i disse
sager.
Jovist, de fremmede er mærkbart repræsenteret i hele den kriminelle skala. Selvom mord ikke indgår i mine notater, kan det ikke være ukendt, at udlændinge i adskillige tilfælde fuldkommen bestialsk har myrdet danske statsborgere. Det har trods alt ikke kunnet holdes hemmeligt.
Hvad angår sigtelser, der omhandler narkotika, er jeg afskåret fra at berette om dem, fordi sager om narkotika næsten altid behandles for lukkede døre. Men jeg har jo kunnet observere, når de tilkaldte tolke bevæger sig ind til disse retshandlinger, at udlændinge meget ofte er indblandet.
For det andet var tirsdag den 28. maj atypisk på det punkt, at der netop på denne dag ikke blev fremstillet asylansøgere, som var ankommet til landet uden personlige identifikationspapirer. En bemærkelsesværdig undtagelse, som jeg ikke har oplevet hverken før eller siden.
Det skal understreges, at asylansøgere, der er i besiddelse af gyldige identifikationspapirer, ikke på noget tidspunkt fremstilles i Dommervagten.
De glider uden videre ind i systemet. De indlogeres i Sandholmlejren og kan i ro og mag afvente, at de bevilges livsvarigt ophold med offentlig forsørgelse og trestjernet retskrav på familiesammenføring. Hvad angår asylansøgere uden identifikation, så skal politiet ifølge loven begære dem mildt "frihedsberøvet" i et tidsrum, hvori det påhviler de danske myndigheder at opklare asylansøgerens rette identitet.
Denne såkaldte "frihedsberøvelse" foregår i Sandholmlejrens lukkede afdeling. Det hele virker som en tom formalitet. Et meningsløst ritual. Der på ingen måde forringer muligheden for at opnå asyl.
De papirløse flygtninge udgør givetvis en mindre del af det samlede antal tilrejsende. Men det er denne kategori, man kan opleve i Dommervagten.
Hørt og set i Dommervagten -
II
Fredag den 7. juni 1991
Dagens første fremstilling er en tyrkisk mand ved navn Mohammed Nureddin.
Han har til politiet oplyst, at han er indrejst til Danmark gemt i en bil og hjulpet af en agent. Det er opklaret, at han i længere tid har opholdt sig i Tyskland, hvor han har søgt om politisk asyl. Han har intet pas eller anden identifikation, og han har heller ikke overfor det danske politi udtrykt ønske om asyl i Danmark. Han skulle med rimelighed kunne udvises.
Direkte udspurgt af forsvareren forklarer han temmelig svævende, at han føler sig forfulgt af det tyrkiske politi. Men det kan jo have sine naturlige årsager. Der er vel også kriminelle i Tyrkiet, som det derværende politi meget gerne vil snakke med. Endelig er der den mulighed, at det hele er løgn.
Men forsvareren er en af dem med den helt rigtige indstilling. Han forklarer omhyggeligt Mohammed, at han kan søge asyl i Danmark, og hvilke fordele det vil indebære. Endelig lader forsvareren tolken oversætte langsomt ord for ord, følgende klare budskab: "Nu spørger jeg Dem, Mohammed Nureddin, søger De på nuværende tidspunkt politisk asyl i Danmark".
Det er et tilbud, Mohammed ikke kan afslå. Han forvandles på et øjeblik til en asylansøger og glider dermed ind i det store apparat, som Flygtningehjælpen råder over.
Derefter fremstilles to høje ranglede arabere. De opgiver deres navne som Hasan og Erodana og deres alder til at være 24 og 22 år. De påstår, at de er brødre, og at de er rejst fra Tunis til Norge som blinde passagerer på et skib.
De er torsdag aften blevet anholdt af politiet i et S-tog. De havde ingen billetter, ingen penge, ingen pas eller papirer.
Det kræver ikke stor skarpsindighed at forstå, at de uden penge har været og fortsat vil være henvist til at leve af tyveri under deres diskrete ophold i Danmark. Men det kommer ikke på tale i retten.
Derimod spørger forsvareren, om politiet har fortalt de to tunesere, at de kan søge politisk asyl. "Nej", svarer politiadvokaten, "det er ikke vores opgave at opmuntre udlændinge til at søge asyl".
Forsvareren spørger tuneserne, hvad deres hensigt har været med at komme til Danmark. De to arabere har fået oversat alt, hvad der foregår, og de er ikke så åndssvage, at de fortæller, at de har været på ganske almindeligt tyvetogt. Nej, slet ikke. De ønsker skam asyl.
Hvad er da deres baggrund for at søge asyl? Jo, de er begge meget opskræmte over den islamiske fundamentalismes fremmarch i Algier. De frygter, de vil brede sig til Tunis. Det har gjort dem så utrygge, at de er flygtet i rimelig god tid til Skandinavien. - Men de har altså også fået at vide, at tunesere ikke kan få asyl i Danmark.
"Det kan være", siger forsvareren, "men det gælder ikke i alle tilfælde". Samtidig henviser han til, at hvis de søger asyl, vil de komme til et sted, der er betydeligt mere behageligt end i et fængsel, hvor de ellers skal sidde, indtil de kan blive sendt tilbage til Tunis. (På den danske stats regning - forstås).
Alligevel kan tuneserne ikke rigtig beslutte sig. Gennem tolken forklarer den ældste, at de vil tænke over det og så måske senere vende tilbage og søge asyl.
Forsvareren er en ihærdig mand, så han finder det nødvendigt at få et separat m›de i enrum med sine to klienter og tolken.
Efter et kvarters forløb vender de alle tilbage og forsvareren kan nu på sine klienters vegne forny deres ansøgning om politisk asyl.
Dermed er sagen afgjort. De frygtsomme tunesere skal nu overflyttes fra fængslet til Sandholmlejrens mere bekvemme forhold.
Men efterhånden som tolken oversætter dommerens kendelse, går der nærmest panik i de opløbne knægte. De vil ikke forlade lokalet. I en lavmælt samtale mellem forsvareren, tolken og araberne fremgår det, at de to "nye danskere" havde regnet med, at når de gik med til at søge asyl, så skulle de da også have penge udbetalt lige på stedet. Men det havde dommeren ikke sagt noget om.
Forsvarerens redegørelse om fordelene ved at søge asyl er måske i tolkens oversættelse fra dansk til arabisk blevet mere rosenrødt, end det er i virkeligheden. Selvom man ikke skulle tro det muligt. Men lad det være sagt, så det gælder hele vejen: Det er forsvarsadvokatens pligt at varetage sin klients interesser på bedste måde. Udlændingeloven gør ham denne opgave så overkommelig, at det nærmest er en farce.
Det er loven, der er skingrende forrykt.
Men det er hverken politiet, dommeren eller forsvareren, der har vedtaget og indført loven. Loven er politikernes værk.
Den tredie fremstilling er en meget elegant og overlegen araber. Han opgiver sit navn som Salmin‚ og at han er født i Beirut i Libanon 1966. Ingen pas eller papirer. Han var på vej til Tyskland, men blev afvist ved grænsen. Hans forklaringer er mystiske. Indtil 1986 boede han i Frankrig. Men hvor han har opholdt sig siden synes uklart. Mange lande - siger han.
Den fjerde fremstilling er en neger fra Ghana. Indrejst uden bagage som blind passager på et skib. Ingen pas eller papirer. Men de kan begge to feltråbet. Det magiske ord - asyl. Så snart det er sagt, er alle yderligere formaliteter ryddet af vejen. Den faste formulering lyder: "Direktoratet for udlændinge har ikke på det foreliggende grundlag kunnet træffe nogen afgørelse. Sagen overgår til normal procedure". Sandholmlejren.
Onsdag den 10. juli 1991
Dagens første udlænding er en neger fra Gambia ved navn Musa. Han angiver sin alder til 33 år. Han er indrejst med fly fra Nigeria. Han har boet på et hotel i en uge, men han er uden midler til at betale for sit ophold.
Direktoratet for udlændinge har behandlet sagen og ønsker ham udvist. Hr. Musa har returbillet, men den gælder kun til et fly den 11. juli. Derfor begærer politiet ham fortsat frihedsberøvet de næste 24 timer, så man er sikker på, at Hr. Musa bliver sendt rettidigt afsted. Forsvareren ønsker imidlertid at tale med sin
klient i enrum. Efter denne seance kan forsvareren meddele to ting. For det første, at Musa taler så dårligt engelsk, at det er umuligt at gøre sig forståelig for ham på dette sprog. For det andet, at Hr. Musa vistnok nærmest søger politisk asyl.
Vistnok nærmest - det var ordene. Men det er også nok. Nu skal der fremskaffes en tolk, der behersker Musas modersmål maningga.
Derefter er det tænkeligt, at Hr. Musas ophold i Danmark forlænges fra 24 timer til livsvarigt, - med alle de forbavsende rettigheder, det indebærer.
Derefter fremstilles to meget unge rumænere. De er indrejst uden papirer og uden kendskab til deres rejserute. Men ellers kan de lektien. De søger politisk asyl. Det er dog ikke sikkert, de får det. Det er nemmere for muhamedanere. Normal procedure. Sandholmlejren.
Fredag den 12. juli 1991
Dagens første udlænding er en iraner. Skummel og hoven. Han har i tre dage boet på hotel i København. Han er rejst ind på falske papirer. Han er i besiddelse af flere pas - alle falske. Han har desuden købt og betalt med annullerede amerikanske kreditkart. Hvorfor politiet sigter ham for dokumentfalsk. Han afviser sigtelsen.
Han forklarer, at han ved hjælp af en agent i Teheran var rejst til Holland, hvor han efter aftale fik udleveret de falske pas og kreditkartene, som der ikke er spor i vejen med.
Det er hans plan at rejse videre til USA, hvor han agter at slå sig ned for længere tid. Han nægter pure at afgive fingeraftryk og meddeler, at det kan man ikke uden videre tvinge ham til.
Alle hans forklaringer lyder ligeså selvsikre som mystiske. Så forsvareren ønsker at konferere med ham i enrum. Da forsvareren og iraneren efter et kvarterstid vender tilbage, kan forsvareren på sin klients vegne meddele, at iraneren med besynderlig pludselighed er blevet politisk flygtning i Danmark. Efter ordet -asyl-
er nævnt, er sagen afgjort.
Den dag var der ikke flere asylansøgere. Kun nogle gemytlige svenske drukkenbolte, danske tyveknægte og en enkelt polak med speciale i at stjæle biler i Vesten, som derefter sælges på det sorte marked i Polen.
Fredag den 19. juli 1991
Inden dagens retshandlinger går i gang hører jeg, at det er lutter småting, der skal behandles i dag. Men jeg kan se på antallet af tolke, der er tilkaldt, at det ikke er småting, hvad det kommer til at koste.
Første fremstilling. En 29-årig indisk statsborger. Han opgiver sit navn som Rachid. Han er indrejst på falsk pas. Han er arresteret af politiet for dokumentfalsk. Men efter arrestationen krævede han politisk asyl. Normal procedure. Sandholmlejren. Hr Rachid er meget fornærmet over, at han skal indlogeres på den lukkede afdeling.
Anden fremstilling. Navn Ata Duuka. Alder 21 år. Hjemsted Tyrkiet. Indrejst uden pas. Han kræver politisk asyl. Men eftersom han er rejst hertil gennem Østrig og Tyskland, har direktoratet for udlændinge besluttet at sende ham tilbage til Tyskland. Der er blot den hage ved det, at de tyske grænsemyndigheder nægter at modtage ham.
Hvad nu?
Tredie fremstilling. En 34-årig neger fra Somalia. Velklædt og velsoigneret. Han har henvendt sig i Sandholmlejren og krævet asyl. Men han har allerede været registreret som asylansøger i Sverige i over et år. Men det er sikkert en god ide at have asyl i to lande samtidig. Det giver dobbelt indkomst.
Den 11. juni kunne Jyllands-Posten referere, at de britiske immigrationsmyndigheder havde afsløret tilfælde, hvor asylansøgere havde hævet sociale bidrag under op til syv forskellige navne. -
Vældig smart.
Fjerde fremstilling. En 33-årig neger fra Somalia. Han er meget overvægtig. Han er fløjet fra Nairobi til Amsterdam og derfra til Kastrup. Ingen form for legitimation. Han kræver asyl og henviser til, at han har familie i Danmark. Normal procedure.
Femte fremstilling. En 28-årig neger fra Somalia. Han hævder, at han hedder Muhammed Ali. Politiet kan fortælle, at han i løbet af et døgn har skiftet identitet tre gange. Han hævder, at han er rejst fra Nairobi til Kastrup. Han fortæller, at han er blevet hjulpet af en agent. Da han forlod lufthavnen tilintetgjorde han alle sine papirer.(Hvilket er løgn. De blev afleveret til agenten, så de kan bruges igen.) Han tog til byen og meldte sig hos politiet på Hovedbanegården. Han kræver asyl. Normal procedure.
Sjette fremstilling. En 27-årig iraker. Han påstår, at han er kørt fra Istanbul til Polen i taxa. Fra Polen tog han med lastbil til Danmark. Lastbilen gjorde bekvemt nok holdt lige foran Sandholmlejren. Han opgiver sit navn til Ahmed. Ingen legitimation. Kræver politisk asyl. Normal procedure.
Syvende fremstilling. Ibrahim og Samid fra Irak. De hævder, at de er brødre og opgiver deres alder til henholdsvis 23 og 22 år. De påstår at være rejst over Tyrkiet og Polen. Men alle hidtidige oplysninger, de har givet politiet, har været falske. De kræver politisk asyl. Men samtidig er de meget højrøstede og uforskammede. De optræder, som om det er dem, der har magt og myndighed. De er tydeligvis blevet belært om, at de vantro danske hunde skal der tales hårdt til. Forsvareren appellerer høfligt til dem om dog at anerkende lovligheden i, at de tilbageholdes i Sandholmlejren, indtil deres identitet er undersøgt. Normal procedure.
Ottende fremstilling. En stor kraftig neger fra Ghana. Han har besluttet sig til at slå sig ned i Danmark. Typisk bums. Grov og fræk. Afvist i Tyskland. Afvist i Sverrig. Direktoratet har besluttet at udvise ham. Men bliver han det?
Der er gang i indvandringen til Danmark.
Som et land, der har udstyret en uoverskuelig del af verdensbefolkning med retskrav på at få ethvert asylkrav grundigt behandlet, er den danske stat naturligvis forpligtet til at have et korps af tolke, så alle tænkelige sprog er dækket ind.
Der findes da også en hærskare af tolke. Mange af dem kan kun nogle få brokker dansk. I deres hjemland har de måske haft et usselt og underbetalt arbejde. Men nu aflønnes de med en timebetaling på 448 kr.
De lever en behagelig og lukrativ tilværelse. De er særdeles velklædte og flot kørende. Der er brug for dem på politistationer, i fængsler, på hospitaler, hos advokater, på bistandshjælpen, på alle offentlige kontorer, i Flygtningehjælpens mange institutioner og i det særlige reservat Sandholmlejren. Det er en hel industri. Udgifter til tolke løber givetvis op i mange millioner. Men alle eksakte tal er som sædvanligt hemmeligholdt.
Mandag den 29. juli 1991
Første fremstilling. En 30-årig neger fra Somalia. Han hævder at hedde Muhammed. Han er indrejst på falsk pas. Ingen identifikation. Han kræver politisk asyl. Normal procedure.
Anden fremstilling. To negre fra Somalia. Begge 28 år. De opgiver navnene Abdi Muhammed og Sheik Muhammed. Ankom med fly til Kastrup. Ingen legitimationspapirer. De kræver politisk asyl.
Normal procedure.
Tredie fremstilling. Fire ganske unge marokkanere. Hr. Rachid, Hr. Alit, Hr. Abdel Hafid og Hr. Uhanu. Udlændinge tiltales med De og Hr. Men til danske småkriminelle siger man du. Måske fordi man synes, at de ligesom står os nærmere, - trods alt.
De fire marokkanere er alle anholdt i Rødby Havn, fordi de ikke havde noget visum hverken til Danmark eller Tyskland. De er kommet fra Norge, hvortil de har visum. De er uheldige turister. Det lyder jo også meget troligt, at fire unge opløbne knægte fra Marokko tager på en kostbar rundrejse og ferie i Skandinavien.
Det er besluttet, at de skal udvises til Norge så hurtigt som muligt. Men indtil udvisningen kan finde sted, vil de blive installeret i Sandholmlejren. Det er ikke utænkeligt, at de i Sandholmlejren vil lade sig forvandle til asylansøgere.
Fjerde fremstilling. Hr. Ibrahim fra Irak. Alder 25 år. En meget arrogant herre. Han henvendte sig til politiet på Københavns Hovedbanegård. Men hævder iøvrigt at han er rejst med fly fra Moskva til Kastrup. Ved indrejsen benyttede han et falsk pas, som han derefter i lufthavnen afleverede tilbage til sin agent.
Han kræver politisk asyl. Normal procedure.
Femte fremstilling. Hr. Okoku fra Ghana. Han forklarer, at han indrejste til Kastrup for en måned siden. Han har været i Danmark i fire uger på falske papirer. Det blev opklaret, da han over Padborg forsøgte at rejse ind i Tyskland. Da han således var kommet i forbindelse med politiet, blev han på stående fod asyansøger.
Normal procedure.
Sjette fremstilling. Hr. Abdal fra Iran. Ankom til Kastrup.
Efter at være kommet gennem paskontrollen afleverede han sine falske papirer til sin agent. Hr. Abdal er meget misfornøjet med den uhøflige modtagelse, han har fået i Danmark. Men kræver dog alligevel politisk asyl. Normal procedure.
Den danske flygtningelov administreres i praksis for en stor del af arabiske gangstere. Gangstersyndikaterne sælger falske pas og papirer, tilrettelægger sikre rejseruter og giver brugbare instruktioner om, hvordan man skal forholde sig, når man søger asyl i det lille muntre land.
Syvende fremstilling. En 23-årig albaner. Han søger politisk asyl. Men politiet har opklaret, at denne albaner forlængst har fået bevilget politisk asyl i Italien. - Javist, men han havde altså hørt, at forholdene i Danmark var meget bedre og man fik flere penge. Direktoratet for udlændinge har bestemt, at han skal udvises til Tyskland og derfra til Italien.
Ottende fremstilling. Hr. Adbul og Hr. Sasmarai. De er afghanere og henholdsvis 42 og 54 år. De søger asyl. De hævder at være ankommet til Kastrup fra Karachi i Pakistan. Men de har hverken kunnet fremvise flyvebilletter eller anden identifikation.
Normal procedure.
De to ældre afghanere kan reelt kun se hen til at blive pensionister. Men man får en fornemmelse af, at de også har det mål eller den opgave at blive en basis for familiesammenføringer. Men forsåvidt gælder det for alle asylansøgere.
I Sverrig blev 250 bådflygtninge på tolv år til 6000. Udelukkende ved hjælp af familiesammenføringer. Nogle få hundrede Iranere blev til 40.000. I Danmark findes tilsvarende imponerende udviklinger, men det forties.
¬
Jeg har talt med en mand, der har tilknytning til systemet. Jeg skal undlade at røbe hans navn eller stilling. Han skal ikke stilles for inkvisitionen. Men han bedømmer resigneret situationen sådan:
"Næsten alt hvad udlændingene fortæller, er løgn. Alle ved, at det er løgn, men man accepterer det. Hele dette flygtningeapparat fungerer som i trance, ubesværet af nogen form for logik. Vi kan vel nok blive enige om, at vi skal tage imod rigtige flygtninge, hvis liv er i fare. Men halvfems procent af dem, der kommer hertil, er ikke flygtninge. Mange af dem er kriminelle, rene forbrydere. I byretten er der dage, hvor halvfjerds procent af de anklagede er udlændinge. Alle ved det, og alle lader, som om de ikke har bemærket det. Der er simpelthen lagt låg på, det er tabu.
Næsten alle tal om flygtninge, der offentliggøres, er forvanskede. Så snart de får statsborgerret, tæller de ikke mere med i statistikken. Men så er det først rigtigt, at familiesammenføringerne sætter igang. Alt, hvad der foregår, er så udspekuleret og gement, at man får kvalme. Danskerne aner ikke, hvad det koster. De kan ganske simpelt ikke forestille sig, hvor enorme beløb det drejer sig om. Mange milliarder - hvert eneste år".
Javist koster det, når balstyriske politikere arrangerer en formidabel og mageløs fest, hvori et ubegrænset antal af alverdens muslimer er inviteret til at deltage ganske gratis - hele livet.
Alt imens danskerne manipuleres indoktrineres og proppes med løgn. Det danske folks godhed og hjælpsomhed er i disse år udsat for sjofel udnyttelse og misbrug af allergroveste karakter.
Politikernes forordning til det jævne folk er enkel og klar. Danskerne skal blot passe deres arbejde og ellers holde kæft og betale, hvad det koster. Men hvad der kan gøres op i penge, er ikke det værste. Det værste er alt det, der kan gå tabt og aldrig vindes tilbage.
Fredag den 2. august 1991
Første fremstilling. Hr. Muhammed Sarid. Han hævder at være 29 år og fra Somalia. Særdeles velklædt og arrogant. Han er fløjet fra Nairobi til Bruxelles og derfra til Kastrup. Ingen legitimation. Han kræver politisk asyl. Det skal han nok få.
Normal procedure.
Anden fremstilling. Hr. Samarai, 24 år. Hjemsted blev ikke opfattet. Samarai har købt billet til Danmark på middelhavsøen Malta. Han er rejst over Sofia i Bulgarien og derfra til Kastrup. Det er ganske vist en omvej, men så kommer han fra Bulgarien, som ikke anses for sikkert. Dermed har hans bagmænd sørget for, at
han ikke kan sendes tilbage. Alverdens forbryderorganisationer kender den forrykte flygtningelov i alle detaljer. De kunne ikke have skrevet den bedre selv.
Hr. Samarai sidder provokerende henslængt på stolen, så han næsten ligger ned, hans lange stankelben stritter ud til siderne. Han er meget fortørnet over, at han skal frihedsberøves i Sandholmlejren. Kræver asyl. Normal procedure.
Tredie fremstilling. Hr. Ali. Hævder at være 24 år og fra Mali. Ankommet med fly fra Marokko til Kastrup. Han påstår, at han ikke har noget pas, fordi det er blevet stjålet fra ham i København. Det påstod Samarai også var overgået ham. To nye løgnehistorier på kortest muligt tid. Kræver asyl. Normal procedure.
Fjerde fremstilling. Martinez Cortes. 22 år og fra Chile. Martinez blev arresteret for bedrageri, hvorefter han søgte politisk asyl. Direktoratet har bestemt, at han skal udvises og have indrejseforbud. Men han vil ikke tilbage til Chile. Selvom han tilbydes gratis hjemrejse. Han hævder at være studerende på Moskva Universitet. Han vil til Moskva. Beklageligvis har politiet fået den besked på den sovjetiske ambassade, at de sovjetiske myndigheder aldrig har hørt om Martinez Cortes og nægter ham indrejse.
Femte fremstilling. Hr. Kamel Oroube. Hævder at være 33 år og fra Irak. Han er klædt elegant som en velhaver eller alfons. Han påstår, at han købte et falsk rumænsk pas og at han er fløjet fra Bucarest til Kastrup. Han kræver politisk asyl, men samtidig er han meget vred over den dårlige modtagelse, han har fået i Danmark. Normal procedure.
Sjette fremstilling. Hr. Asis. Hævder at være fra Irak. Hr. Asis er fløjet fra Istanbul til Kastrup. I Kastrup sneg han sig forbi paskontrollen uden at blive opdaget. Men han kan ikke forklare hvordan lufthavnen er indrettet. Til gengæld har han mange venner og familie i Danmark. Han kræver politisk asyl.
Normal procedure.
Syvende fremstilling. En marokkansk indvandrer - 24 år. Han er sigtet for sammen med sin kammerat, en 32 årig marokkaner, - ved knivstik, at have begået manddrab på en 50-årig dansk kvinde - Jytte Schnedler Bengtson. Den myrdede blev fundet i sin lejlighed, liggende i en blodpøl og med sår efter knivstik i ryggen og i nakken.
Så er det sket igen. Hun er ikke den første. Hun bliver heller ikke den sidste.
Men inden sagen kommer igang, begærer forsvareren navneforbud for at beskytte de sigtede. Og politiet kræver dørene lukkede af hensyn til den videre efterforskning.
Vi må forlade lokalet. Vi får ikke mere at vide.