Information om Danmark

Info-Stat

 

    Det ædle metal

som forgyldt møntfod

 

Løser en metallisk basis for en international værdistandard

nogle af de problemer, det var hensigten den skulle i morgen

Del 1

 

”To eller flere fænomener kan optræde samtidig i tid og rum, uden der af den grund lyser en sammenhæng”

 

“Lad os lære af bedstefaders og oldefaders erfaringer, uanset den evigt herskende og altfortærende tidsånd.”

 

“Kendsgerninger tæller først i det lange løb, dels fordi der sammen med løgnene bliver for meget at vælge imellem, dels fordi de er universets byggeklodser.”

 

”Vi ligger alle sammen i rendestenen, men enkelte ser stadig efter stjernerne.”

 

”Det er bedre at tænde et lille lys, end blot at bande over mørket.”

 

Denne historiske gennemgang tilstræber at vise, hvad guld- og sølvstandard ikke var, og hvilke virkninger man ikke kan hævde de havde. I udgangspunktet koncentreres gennemgangen fortrinsvis omkring engelske forhold og forhold på det europæiske fastland i 1800-tallet. Der skal ikke bruges to kontinenter for at vise effekterne af og intentionerne bag standarderne, der selvfølgelig havde lidt forskellig udformning.

 

Det er således ikke tanken at give en historisk opregning og gennemgang af metalstandarderne i USA i det 18. og 19. århundrede, men at tilstræbe at tegne et generelt gyldigt billede af, hvad sådanne standarder var og stadig er i lyset af historien, i hvilken de blev introduceret ved lov eller aftaler og bragtes til at virke.

 

Op til sammenbruddet af den såkaldte guld-(exchange-)standard-basis (begrebet introduceres gradvist neden for) havde verdens stater gældsat deres respektive nationer. Dette medførte at borgerne i disse nationer måtte betale for beslutningerne truffet af staternes ledere. Staternes ledere kunne afgjort ikke betale selv, og måske skulle de heller ikke betale for, hvad de havde gjort eller blot sanktioneret med guldet og andre aktiver i deres besiddelse eller uden for deres rækkevidde.  

 

Når verden i hver generation når til et bestemt punkt bestemt måske af den menneskelige natur og menneskelivet i almindelighed, og i hvert fald som forudsætning tæt knyttet til skiftet fra bytteøkonomi til forretningsøkonomi med pengeenheder, kommer det til handelskrige og rigtige krige. Man kan give den herskende moral blandt borgerne skylden, måske nationernes blotte eksistens, måske staterne, måske de politiske magthavere eller designerne bag det herskende monetære system. Så har jeg nævnt nogle muligheder. Og det ville ikke hjælpe at forsøge at forandre kultur og sprog hverken med våben og blodsudgydelser eller med tiden som fredsbevarende faktor. Et af resultaterne af konflikter og krige ses ofte at være centralisering af magten.

 

Erfaringen giver os gode huskeregler, selvom mange ting ændrer sig med tiden. Mennesket indre sæt af tænkemåder har ikke, tror jeg, udviklet sig meget i de sidste 2500 år, når alt kommer til alt. Ordet ”afvikling” er måske et mere beskrivende udtryk end ”udvikling”. Og resultatet af den såkaldt fredelige og altid gradvise centralisering af magten er ofte det samme, som når forandringer sker ved konflikter og krige. Måske vil nogen sige de kom af logisk nødvendighed?

 

Pengeenheder kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner og spare op og at flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder er også koblet sammen med risikoen for falsknere eller det at lovlige pengeudstedere kommer til at styre nogle ting, som andre faktisk har ansvaret for. Og hvis det faktisk bringes til at ske, kan man se helt bort fra de monetære enheders første opgaver.

 

Penge er ikke bare sedler, mønter og bankindeståender. Anonyme ihændehaveraktier, aktier på navn, obligationer, kreditter og som noget nyt de såkaldte derivater samt en lang række andre papirer er også mere eller mindre penge, al den stund de kan byttes uden videre for ressourcer, produkter du har behov for, jord, ejendomme og kontanter i brugbare former.

 

Når jeg hører at telefon-udbyderen Nokia har lavet årligt resultat, 50% større end året forinden, og samtidig at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investeret krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet være gået fuldstændigt skævt, enten med forventninger – som er det, der bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende tilgang af ny egenkapital, der er strømmet derfra ind i firmaet. 

 

Når jeg hører at Bolivia finansierer den offentlige aktivitet, ikke med skattebetalinger, men ved pengeudstedelse, må jeg sige, at dette faktisk er muligt at gøre, men samtidig understrege, at dette er en stor risiko at løbe for landets befolkning uden veluddannede masser af demokratisk indstillede borgere eller en næsten utænkelig (derfor helt teoretisk) gruppe velmenende magthavere i toppen. Det sidstnævnte er et typisk teoretisk, selvmodsigende fænomen. Jeg tror den har en indbygget modsigelse (når vi tager i betragtning hvad magt er) , og derfor vil den passe godt til grundlaget for den mest magtsamlende og derfor mest anerkendte videnskab. Men når jeg også hører at denne finansieringsmåde førte til en statsgæld – som vi ikke forventes at nævne, før de har fortalt os om den på TV, og det gjorde de sandelig også -  så stor, at IMF end ikke besvarede telefonopkaldene fra de såkaldt ansvarlige i Bolivia, er et eller andet gået ragende galt med pengeudstedelsen i Bolivia, og magthaverne der er måske ikke meget forskellige fra magthavere andre steder på denne planet. Vi kan i hvert fald sige, at de ikke har været tilstrækkeligt forsigtige og omhyggelige med at lade monetære enheder indtage rollen som penge i Bolivia.    

 

Staten, dens ledere og din bank skulle også tage ansvaret, når du køber og sælger i udlandet ved at bruge dine nationale penge omvekslet til udenlandsk valuta derhjemme. Du må have tillid til dine hjemlige monetære enheder eller ægtheden af tallene på din konto, tillid til vekselkursen og omkostninger ved at veksle. For at sikre at den udenlandske modtager af dine pengeenheder får, hvad han fortjener i en transaktion, må han stole på de tilsvarende ting i sit land. Hvis han ikke kan stole på vekslekursen, må den udenlandske modtager af monetære enheder simpelthen lide et tab (når/hvis han køber) eller henvende sig til sin stat, dens ledere eller sin bank og beklage sig, og forvente af dem, at de retter, hvad der er ukorrekt. Måske foretrækker den udenlandske modtager aktier i dit foretagende i dit land i stedet for penge, hvis han forventer at disse aktier giver et sikkert afkast, der er let at disponere over. At mindske disse praktiske trusler og få udenrigshandel og overførsel af kapital til at foregå på en måske mere glidende måde; det er hvad et international monetært system for penge og gæld skal gøre.

 

Lad det være nemt, ukompliceret, især uden uforklaret fagsprog og uden så megen truende personlig uduelighed som muligt.

Efter traditionen må vi enes om formålet med et international system for penge og kredit: at sikre udenrigshandelens gennemførelse blandt nationer som udgangspunkt. Men da historien tilsyneladende helst skal gentage sig, lad os da se lidt på historien først; det kunne måske hjælpe lidt. Det skal være et system, der er egnet til at foretage økonomistyring for alle nationer i verden og primært, at tjene de typiske magthaveres interesser er der ikke særskilt behov for, skulle jeg mene. Et system med netop sådanne kvaliteter er tæt på den uorden, vi allerede har, tæt på kaos.

Forskellige standardværdienheder:                                                          

For at danne os et billede af, hvad guldstandard kunne gøre og ikke kunne gøre for at tjene sit formål i dag, må vi forstå, hvad guldstandarden faktisk var og også forstå lidt den verden, i hvilken den blev introduceret og sat til at virke på den internationale økonomi, handel og overførslerne, specielt (hvis muligt) effekterne på de fænomener, det var tanken den skulle virke på dengang, og hvad den i morgen skulle øve indflydelse på.

1820 besluttedes Guldstandarden ved lov I Storbritannien – lige efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen: Et ruineret Europa undtaget Rusland, bankerotte stater og folkeslag, som det var umuligt at plyndre mere i skat. Disse folkeslag var, set fra i dag, repræsenteret af monarker, prinser, prinsesser og deres agenter ved Wienerkongressen der skulle ende i fredsslutningen efter krigene. Disse kongresdeltagere i deres pragt var ekstremt afvigende fra fattigdommen blandt de europæiske folkeslag. Bankerotter overalt. I Danmark (statsbankerot), en devaluering på 90 pct. i 1813. Du vågner om morgenen, og den ene krone, du måske havde (kronen kom ganske vist først til senere, faktisk i stedet en rigsdaler, hvormed to soldater aflønnedes på månedsbasis), var blevet til en tiøre i stedet.

 

David Hume og Merkantilisterne:

 

Allerede den skotske filosof David Hume (1711-1776) berigede os med bidrag (”Om Penge” 1752 og ”Balance i Handelen”), der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som nu byggende på merkantelistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam Smith). Merkantelisterne fokuserede for et land på at få fat i så meget guld, sølv og soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af guld- og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet) gjorde i deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller for efterspurgte varer. Tankegangen dækker over en forestilling blandt folk, der ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge med velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes gang: At for veksle penge med guld.

Udenrigshandel blev betragtet som en ensidig interesse, kan man sige. Kun én af handelspartnerne ville nyde gavn af handelen – de komparative fordele som forklares for et barn – var ikke nået tankegangen hos de 1700-tals-handlende. Tværtimod: ”Eksporter ikke dine gode naturlige eller producerede hjemlige varer, men prøv få fat i alt det du kan fra fremmede lande”. Hvis det lykkedes for dig med den taktik, bliver du den rigeste. Vinderne var i korthed dem, som kunne samle de største mængder af værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at beskytte deres egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes varer og endog opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for, ønsket eller begæret.

 

Nogle ganske få af David Hume’s argumenter:

 

“Penge er ikke, ærligt talt, et af emnerne for handel, men kun et instrument, som handelsmænd blev enige om til et lette byttet af én vare med en anden.” (mit: bemærk dette restriktive og vel teoretiske udgangspunkt, der desværre får alt til at kikse)

 

“Det er kun det offentlige, som høster en fordel af en stor pengerigelighed; og kun i krige og i forhandlinger med fremmede stater.” (mit: spekulanter drager også nytte af større pengerigelighed; men de handler også med penge)

 

“Og som for udenrigshandel, viser det sig, at den store pengerigelighed er nærmere en ulempe, idet den får prisen på al slags arbejde til at stige. For at tage højde for dette fænomen, må vi tage i betragtning, at selvom den høje pris på varer er en nødvendig konsekvens af større mængder af guld og sølv, så er det ikke sådan, at prisstigningen følger umiddelbart, men der går nogen tid, før pengene cirkulerer i hele landet og dermed lader effekten virke på alle befolkningslag.”

 

”Efter min opfattelse, er det kun i det interval, altså i den mellemliggende periode mellem erhvervelsen af penge og stigningen i priserne, at den voksende mængde guld eller sølv er favorabel for aktiviteten. Når mængden af penge importeres ind i en nation, er den til at begynde med ikke spredt på flere hænder, men lagt i nogle få folks kufferter, folk som straks søger at sætte dem i fordelagtigt omløb.” 

 

“Det er ikke særlig ualmindeligt i nationer domineret af uvidenhed om handelens natur, at forbyde eksport af varer, holde alt hvad der kan tænkes at have værdi og nytte tilbage. De overvejer ikke, at ved dette forbud, handler de direkte imod deres egne intentioner, og at desto mere der eksporteres af ethvert gode, desto mere vil der blive udbudt derhjemme af de goder, som de altid vil være de første til at byde på.”

 

“Forestil dig at fire femtedele af alle penge I Storbritannien blev tilintetgjort på en nat, og at nationen blev reduceret til de samme forhold, med hensyn til guldomløbet, der kunne være som i Harry-ernes og Edwardernes tid, hvad ville konsekvensen være? Ville priserne på arbejde og varer ikke falde forholdsmæssigt, og ville alt ikke blive solgt lige så billigt som dengang.” 

 

“Igen, forestil dig, at pengemængden i Storbritannien blev femdoblet på en nat, ville den modsatte effekt ikke følge? Ville ikke alt arbejde og alle varer stige i pris, vokse til så umådelige højder, at ingen nabonation havde råd til at købe noget af os, medens deres varer, på den anden side, blev så billige i sammenligning, at uanset alle love, der kunne blive udarbejdet, ville virke mod os, og vores penge ville flyde væk; indtil vi faldt til niveau med udlændingene og mistede de riges overlegenhed, som havde bragt os i sådan ufordelagtig situation?

 

“Strømmen, ville, uden kontakt med de omkringboende, ved en sådan kunstig (en offentlig pengemængde ude af cirkulation) blive øget til et hvilket som helst omfang. At bevise dette behøver vi blot at vende tilbage vores første antagelse, med tilintetgørelse af halvdelen af alle omsætningsmidler; hvor vi ville finde den øjeblikkelige konsekvens af sådan en hændelse til at være tillokkelse af en tilsvarende sum fra alle nabonationer.” (slut på citater af David Hume)

 

Du kan finde den fuldstændige redegørelse af David Hume, der refereres til heri på:

 http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/money.txt

og på:

http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/trade.txt

 

Konklusion: 

Penge er ikke en handelsvare, fastholdt Hume i sit udgangspunkt. Men jeg er bange for penge allerede dengang og netop var en sådan ting i den virkelige verden.

 

”Det er kun det offentlige, som drager nogen fordel af en pengerigelighed.” Og spekulanter, må jeg tilføje. Hume understregede, at penge er lavet af guld og sølv. Han fastholdt også, at penge (altså guld og sølv) i cirkulation var det afgørende.

 

I slutningen af det 18. århundrede var Storbritannien det eneste land, der var gået over til en faktisk klassisk guldstandard, efter lang periode, hvor sølv stadig forsvandt mere og mere fra den hjemlige cirkulation. Guldets overvægt var begyndt så tidligt som 1717, da guld guinea fik tildelt værdien 21 shilling. Sølvs betydning som monetær enhed blev reduceret yderligere i 1774, hvor sølv som lovligt betalingsmiddel blev begrænset til betalinger op til £25. Imidlertid var sølv så undervurderet målt i guldværdi derefter, at det snart skulle indtage en sådan rolle som underordnet møntenhed, med de slidte sølvmønter i cirkulation, at det var ufordelagtigt at trække dem ud af cirkulation og smelte dem om til eksport. I 1797 blev Bank of England fritaget for at forpligte sig til veksle dets sedler med guld på grund af Napoleonskrigene. Guldets overordnede rolle som regneenhed i Storbritannien blev sikret det år. Man kan sige at basis-værdi-måle-redskabet faktisk var i cirkulation, så at det rigtige udtryk blev guld-mønt-basis eller klassisk guldstandard og ikke bare guld-indløseligheds-standard, som vi skal definere separat senere. Var Hume ikke særlig kritisk over for guld og sølv trukket ind i definitionen af penge, var han meget opmærksom på sondringen mellem redskabet velegnet for handel og de virkelige varer, som rent faktisk blev efterspurgt – men fortrinsvis teoretisk, må vi nok sige. 

 

Spørgsmålet er afgjort om England nogensinde vendte tilbage til nogen egentlig guldstandard efter krigsinflationen og fredsdefla-tionen til erstatning for statslån for at sikre ”en eller anden balance”.

 

Bevægelsen mod skabelsen af den såkaldte guld-indløseligheds-standard i Storbritannien blev standset i krigsårene, da kontantbetalinger blev suspenderet som et typisk krigsfænomen (som nævnt i sidste afsnit). Umiddelbart efter krigen blev de facto guldstandarden fra det senere 18. århundrede faktisk endeligt indført ved lov i parlamentet i 1820. Det første var møntprægningsloven af 1816, der tillod prægning af Guld Sovereign, et 20 shillings guldstykke; det første eksemplar blev udstedt i det følgende år. Guldindholdet af Sovereignen blev fastsat i overensstemmelse med prægningsprisen i guld.

 

Den industrielle revolution begyndte i England omkring 1750. Behovet for kapital var meget begrænset i begyndelsen, og det samme var behovet for penge generelt i det 18. århundrede. 80% af befolkningen var smålandbrugere og husmænd, og bytteøkonomien var dominerende. Jordejerne finansierede primært de tidligere trin i produktions-omdannelses-processen på landet, primært bomuld. Importen af bomuld, mængdemæssigt blev ganget med 10 fra 1770 til 1800 56 mill. engelske pund og i 1830 var denne mængde blevet ganget med 5-6. Mål for produktionsmængden eller salget findes ikke, men eksportværdien af den forarbejdede bomuld eksisterer: 1764: £200,000, 1780: £1 mill., 1815: £22mill., 1830: $41 mill.

Bankhusene i det Absolutte Monarki (som var regeringsformen i de fleste stater) var forretningsejede af én mand eller af partnere. Dette skulle ikke fortsætte på den måde, når papirpengene blev til og lidt senere det såkaldte demokrati introduceredes. Banker som i dag eksisterede ikke, bankier-huse, gået i arv igennem generationer. Obligationer og aktier i nogle privilegerede kompagnier, og markeder for disse havde deres oprindelse i det 17. århundrede – for eksempel huset Marselis Danmark og huset De Guerre i Sverige, med henholdsvis hollandsk og fransk oprindelse. De finansierede hver sin side i Den Store Nordiske Krig. I midten af det 18. århundrede, ved begyndelsen af den industrielle revolution var der knap et dusin bankhuse i England og Wales uden for London-området. 

Veksleteknikker og spekulation i papirer på privilegerede kompagnier var centralt fra begyndelsen, for eksempel den engelske John Law’s Southsea-Bubble og den franske Missisippi-Swindle af kolossale dimensioner er de mest kendte, og af mindre dimensioner spekulation i engelske, hollandske og danske kompagniaktier. Denne spekulation havde ofte betydning for den pågældende stat, som var betydelig aktionær (grundet de tildelte privilegierne ved lov), med store aktieandele i statsligt regi, var det ikke sjældent staten, der måtte bære tabene i sidste eller rettere næstsidste ende (og så lade skatteyderne betale, præcis som i dag). Når spekulation kunne opstå var grunden primært den stærkt varierende kredit udbudt af de pågældende stater. Rygter om krig eller f.eks. om en prinsedød kunne få obligationerne til at falde voldsomt.

Repeter det sjette afsnit i denne gennemgang:

 

Monetære enheder kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner, spare og flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder kan også have til følge, at en forfalsker eller selv lovlige pengeudstedere kommer til at styre nogle forretninger, som det slet ikke var deres opgave at have noget at gøre med.

 

 

To anerkendte store økonomi-tænkere i 1700- og 1800-tallene:

Det private aktieselskab var ikke særligt udbredt før 1800-årene. Al industri var i sin vorden, og for eksempel for at bygge en stor formforandrende produktion med installationer og udstyr, så skulle du bruge fabrikeret stål. Til jernbanerne havde du brug for både toget dreven frem ved damp og ikke mindst opfindelsen af hårdt-stål-fremstillingsprocessen, der stammede fra puddling-processen i de sene 1700-år og endelig Bessemer-processen i 1850-erne (efter Henry Bessemer; den blev udbredt 1850-60). Den sidstnævnte metode gjorde det muligt at forbedre stålfremstillingen som meget at meget store laster af korn kunne transporteres med for-tjeneste fra det amerikanske Midtvesten og bringes i konkurrence med europæisk korn. De store laster forudsatte utroligt solide skinner. Den enorme betydning af disse få opfindelser kan faktisk ikke overdrives.

”Men lad os ikke foregribe eller afspore hændelserne, selvom det kunne være fristende.”

 

Adam Smith, David Ricardo og det værdifulde metal:

Grundlæggeren af den økonomisk liberale tankegang og filosoffen Adam Smith (1723-1790) var en populær foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. 1776 (det samme år som David Hume døde, året hvor Adam Weishaupt etablerede [1] Illuminati og året for Den Amerikanske Uafhængighedserklæring blev Adam Smith’s store arbejde “Spørgsmål om naturen og årsagssammenhængene i nationernes velstand” udgivet. Det var den første systematiske gennemgang nogensinde inden for emnet Økonomi. Adam Smith beskæftigede faktisk ikke pengespørgsmålet.

David Ricardo (1772-1823)

David Ricard var en glimrende forretningsmand og spekulant. Han var den første efter Adam Smith, der havde gennemgribende indflydelse på måden regeringen faktisk opførte sig og var blandt de vidunderbørn, som tidsalderen valgte specialisere sig i. Hans fader kom fra Amsterdam og var børsspekulant, han kom til London og blev udvalgt som en af et dusin spekulanter til at tjene jøderne i City. David lavede børsforretninger i en alder af 14 år. Han spekulerede dristigt i Øst Indisk Company og, som Nathan Rothschild, gjorde han bestillingsforretninger for mange af regeringslånene i perioden 1811-1815. Ved dette og ved geninvestering med umådelig succes i landejendomme erhvervede han sig en betydelig formue, og den gjorde ham i stand til at koncentrere sig om at skrive senere i sit liv. Blandt hans bøger var ”Den Høje Pris på Guldbarer” (1810) i hvilken han forklarer grundene til værdifaldene på britiske banksedler, ”Svar til Hr. Bosanquet og Forslag til en økonomisk og sikker valuta” (1816) og ”Principper for Politisk Økonomi og Beskatning” (1817). Han blev medlem af Underhuset (1819).

”Det bekymrede Ricardo, at en udækket papirvaluta næsten med sikkerhed førte til inflation, kan man læse i mainstream-tekstbøgerne”, men jeg finder desværre ikke ordet ”inflation” eller noget synonym herfor i de nævnte af hans bøger, der er citeret ovenfor og nedenfor og udgivet 1810 og 1817.

Han indførte derimod papirpengene, skjulte at penge skulle blive en vare og hans løsning i øvrigt: ”Banken skal bringe sit guldlager i standard guldblokke/barer, som kan bruges af de handlende, som behøvede barer til at lave guldbetalinger i udlandet.” Han kom igennem med forslag i Underhuset, og de første guldbarer blev udstedt den 1. februar 1820 med navnet ”Ricardos”.

Adam Smith’s arbejde som nævnte ikke med monetære emner (1776) og David Ricardo (grundlæggeren af Guld-indløselighed-Standard, 1816) var student hos Adam Smith. Dette giver anledning til konklusionerne, der følger umiddelbart efter citaterne af David Ricardo 

Man må forestille sig, at tidsånden var optimistisk og alt udpræget fremgangsrigt og uden meget at bekymre sig for blandt initiativets mænd, især efter Napoleonskrigene 1800-1815, og ny realkapital skulle bygges op næsten hurtigere end nogen mulig cirkulation af penge.

Historiske kendsgerninger:                                                                                                         

Statslån 1790-1816 blev ikke kun optaget i form af regeringsobligationer, men også som valutalån og forskud (i Bank of England), som skaffede sig midler ved at udstede pengesedler. I 1792 var det nået til 11 mill. med dækningsfond på £5½ mill. Uden en stigning i skatteopkrævningen steg statens udgifter til det dobbelte hvert år i perioden 1792 til 1794, 1797 var udgifterne mere end tredoblet, og i 1813 og 1814 var statens udgifter blevet ganget med 6 sammenlignet 1790, og skatteprovenuet var ikke engang blevet hævet til det firdobbelte i samme periode. Budgetunderskuddet på de offentlige finanser i perioden 1790-1816 var i alt £440 mill. Parlamentet tillod fra 1793 regeringen at optage rentefrie lån fra centralbanken, efter den netop havde overstået krisen 1792, da 300 banker gik bankerot, men nu tilsyneladende svækket af regeringens træk, fra £1/4 mill. i 1789, nåede de £10 mill. i 1793 og 12 £mill. i 1797, hvilket var tæt på den samlede seddelmængde i omløb. England udlånte £11 mill. delvis i guld til dets allierede i 1790-erne. Det blev mere og vanskeligt for Bank of England at hjælpe forretninger og landbankerne, så regeringen gjorde sedlerne uindløselige i 1797.

Citater fra David Ricardo’s “Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810):

”Banksystemets fornemste opgave i et land er ved hjælp af papirpenge (ved altid at bevare deres standardværdi) at få dem til at fortsætte deres cirkulation med den mindst mulige mængde guldpenge og guldbarer. Dette er, hvad denne plan vil resultere i. Og selv med en sølvpenge-tidsalder, bare i princippet, vil vi have den mest økonomiske, mest konstante valuta i verden. Prisudsvingene på barer, uanset hvilken efterspørgsel der måtte være efter dem på kontinentet, og uanset hvilket udbud, der måtte bliver trukket ind fra minerne i Amerika, vil blive begrænset af priserne, som Banken køber barer til, og udmøntningsprisen til hvilken de solgte dem. Mængden i cirkulation vil blive tilpasset behovene for handel med den største præcision; og hvis Banken et øjeblik var så indiskret at overvurdere cirkulationsbehovet vil den offentlige indsigt hurtigt rette dem i deres fejl. Som for landbankerne må de, som nu betaler for deres sedler, når de efterspørger Bank of Englands sedler. Det vil være tilstrækkelig sikkerhed mod muligheden for stor papir-cirkulation. Der vil ikke være nogen fristelse til at omsmelte til mønter, og helt konsekvent arbejderne, der har været nyttesløst anbragt ved ét parti, der udmøntede, hvad et andet parti fandt interesse i at omsmelte til barer, ville være effektivt frelst. Valutaen kunne hverken klippes eller blive forringet og ville have en værdi så uvarieret som guldet selv, det objekt som hollænderne havde i tankerne, og som de mest succesfuldt fuldendte med system meget lig det, som her foreslås” (citat slut)

Mit centrale og meget korte argument: En papirseddel kan måske gøres lige så sjælden som en guldmønt, men den er ulige nemmere at reproducere den. Og offentligheden indsigt i og evne til at rette fejl i cirkulationsbehovet er ikke en overestimering; det er en fed løgn, såvel dengang som nu. 

Kendsgerninger fra historien: 
 
I USA gik debatten om beskyttelse i 1790.
I krigstiden mellem Frankrig og England var de sædvanlige kanaler for produktion og handel blokeret af den europæiske fastlandspærring. Krigstidens knaphed resulterede i en enorm stimulans til de brancher inden for den amerikanske industri, så som bomuld, uld og jernfremstilling, hvis produkter havde været importeret for ganske nylig forud. 

 

I 1815 udgjorde seddelcirkulationen £27½ mill. med en dækkende fond på 2 mill. i guld, og samtidig havde landbankerne i England oversvømmet landet med £30 mill. i sedler (det hele opgjort i årets priser). Dette forhold mellem sedler i cirkulation og den dækkende fond havde udviklet sig mere og mere ulige siden 1799. £13-13½ mill. i cirkulation med en dækkende fond på £7 mill. i 1799, 1802 en gennemsnitlig cirkulation på £16 mill med en dækning på £4 mill., i 1809 en cirkulation på £19 og en dækning på £4 mill., 1810-1812 £23 mill. i cirkulation med en dækning på £3-3½ mill. £1 skulle have værdien svarende til 123 ¼ guldkorn, i 1809 blev den reduceret til 107 og i 1813 til 87 ¼ guldkorn. Lord Stanhopes lov af 1811 tilsigtede at stoppe prisen på sedlerne, ikke direkte med en tvangspris, men ved at gøre det kriminelt at stifte opgæld (forskellen mellem pålydende og kursværdi) for guldmønter, men prisen på guld til guldbarer var stadig fri, og de blev dyrere end guldmønter, hvilket førte til omsmeltning af mønterne.

 

Var det guldet, der havde fået priserne til at stige eller var Sterlingen faldet. Det var spørgsmålet Barer-kommissionen af 1810 skulle besvare. Resultatet blev Edwin Cannan’s:

Når en papirvaluta oprindelig funderet på og omvekslelig med guldmønter er blevet uvekslelig, kan den kun holdes oppe på sin garanterede værdi ved at begrænse dens mængde byggende på observationer af barer-prisen og kurserne på udenlandsk valuta.

Kommission foreslog at gøre sedler konvertible igen, det lykkedes ikke for den, tværtimod cirkulationen øgedes yderligere til en mængde på £27½ mill. med dækningsfond på £2 mill. i 1815 som nævnt i begyndelsen af det andet afsnit lige oven for.

 

Kommissionen havde set helt rigtigt. Fænomenet kaldes i dag inflation, og den skyldes en ukontrolleret udstedelse af papirsedler, når disse kaldes penge. 

 

Effekten på leveomkostningerne:

 

Hvis du går til opgørelserne af leveomkostninger som T. B. Wood (i Econ. Journ. 1899) og N. J. Silberling (in Rev. og Econ Statistics, Harv. Ec. Sery., 1913), finder du ved at sætte 1790 til 100, at indekset steg til 170 i 1800 og 174 i 1801. Maksimum blev nået i 1813 med indekstal på 187. Derefter faldt indekset kraftigt til 108 i 1830, et niveau som før krigene som korte ophold varede i 23 år.

 

De britiske krigsudgifter som følge af Napoleonkrigene 1800-1815 var £638 mill. Så de små nævnte beløb som forskud i Bank of England og regeringsobligationerne var afgjort langt fra den samlede finansielle overførsel i krigstiden 1800-1810.

Tallene stamme også fra mainsteam-historiebøgerne.

Effekten af de massive forbrugsudgifter lod ikke vente på sig.    

Leveomkostninger og pengeudstedelsen kunne have været lagt i grafisk illustration. Men hvorfor i grunden, når beskrivelserne alle-rede er så udpræget tydelige.

 

Men enden på Napoleonskrigene ændrede forholdene (??) som vi læser i de anerkendte historiebøger.

The missing link:
 

 

Til den mere eller mindre sammenhængende historie af hvilken dette var tænkt at være et lilleputbidrag:

 

Det sidste, men måske morsomste teorielement er de såkaldte konjunkturer eller business-cykler efter cyclus og måske sinus-kurver.

 

Konjunkturteori har betydning simpelthen, fordi mange folk tror på konjunkturernes eksistens. Det har ikke været et længerevarende eller mere permanent trosspørgsmål. I 1800-tallet betragtede man ikke konjunkturer som noget forklaringselement, men op- og nedgangene mere som nogle udslag af krisers forstyrrelser af den jævnt gode udvikling af økonomien. Selv kriser blev senest brugt i 1970-erne Europa om f.eks. arbejdsløsheden, også længe efter, én eller anden havde gjort opmærksom på, at kriser måtte have en målbar varighed, i alt fald en ende for at give ordet mening. Man troede måske den havde en ende. I de senere år  er såvel økonomer og ikke økonomer begyndt at tro på krisernes regelmæssighed, idet man så analyserer afstandene og sammenhængene hertil fra de økonomiske strukturer og variable. Endog universiteter tog ”cykler” og gjorde dem til noget videnskabeligt efter Lord J. M. Keynes’ hellige evangelium. Antagelseslogik behøver ikke komme tæt på sandheden, hvis antagelserne er falske. Hvis det lykkes at få gentaget konklusionerne på antagelseslogikken ofte nok, bliver de imidlertid til sandheder i de postmoderne eller transmoderne, forberedte politisk korrekte hjerner. Det vil sige: overtro for tumper, oversat til vort sprog.

Et par eksempler mere på vanvidet:

Den industrielle Revolution (præcis angivet til: 1787-1842) er den mest berømte Kondratiev-bølge: boomet begyndte omkring 1787 vendte til nedgang i begyndelsen af Napoleonsårene i 1801 og, i 1814, uddybedes den til depression. Depressionen varede indtil omkring 1827, efter hvilken der var en opgang indtil 1842. Som det er tydeligt, red denne Kondratiev mest på udviklingen af tekstiler, jern og andre industrier byggende på dampkraft.  

Karl Marx (eller Mordercai som navnet hans forældre gav ham), der overså den internationale arbejdsdeling (i dag faktisk benævnt ”globaliseringen” og aktivt engagerende for hans fortsat troende i første generation efter virkelighedens fald), selvom den var blevet inkorporeret i de økonomiske tekstbøger hundrede år før Marx skrev sin egen bog, dikteret af Albert Pike, bidrog også til ”business-cyklerne”: 7 år med spekulation i aktier, så 7 år med spekulation i obligationer etc. Det er særdeles nærliggende at slutte, at Marx højest sandsynligt var inspireret af tallene i Toraen, som læstes meget i hans familie.

 

Citater fra David Ricardo’s ”On the Principle of Political Economy and Taxation” (1817):

“Pengemængden, der kan sættes i omløb i et land må afhænge af pengenes værdi: hvis guld alene var i omløb til erstatning for varerne selv, ville én mængde være krævet; en femtendedel af det, der ville være påkrævet, såfremt sølv skulle bruges til det samme formål.”

”En pengecirkulation må aldrig være så rigelige, at den er i overflod, for ved at mindske dens værdi, skal du øge mængden i det samme forhold, og ved at øge dens værdi, skal du mindske dens mængde.”

”Medens staten udmønter penge og ikke tager udmøntningsafgift, vil pengene være af samme værdi som ethvert andet stykke metal af samme vægt og samme renhed; men hvis staten tager en udmøntningsafgift for udstedelsen, vil pengestykkets værdi generelt overstige værdien af umøntet metal med hele udmøntningsafgiften, fordi der kræves en større mængde arbejde, eller, hvad der er det samme, produktionsværdien kræver en større mængde arbejde for at tilvirke den.”

”Medens staten alene udsteder penge, kan der ikke være nogen grænser på udmøntningsafgiften, for ved at begrænse mængden af penge kan den hæve værdien til ethvert tænkeligt niveau.”Det er på dette princip papirpengene cirkulerer: den samlede afgift for papirpenge kan opfattes som udmøntningsafgift. Selvom den ikke har nogen væsentlig indre værdi, er dets bytteværdi dog større ved en begrænsning af mængden svarende til den nominelle værdi af en mønt eller en metalbare i samme møntmetal.” (citater af David Ricardo slut)

Ved undersøgelse af udviklingen, der gav regeringer magten til at manipulere det nationale pengesystem, må vi begynde med at nævne de mest seriøse gennemgange udarbejdet af klassiske økonomer.

Både Adam Smith og David Ricardo så først og fremmest på omkostningerne ved at sikre metalpengene som et tab. Og det er jo en ganske anden historie.

Deres vurdering var substitutionen af papirpenge med metalpenge ville gøre det muligt at fremskaffe kapital og arbejdskraft, der var nødvendigt til produktion af mængden af guld og sølv, der skulle bruges til det monetære formål, og i stedet bruge ressourcerne til goder, som direkte kunne tilfredsstille menneskelige behov.

Efter indførelsen af banker havde staten ikke enemagten til slå mønt og udstede penge. Pengemængden kan hæves lige så hurtigt uanset, og den består af papir eller mønter; så hvis staten skal forringe landets mønt, og begrænse den mængde, så kan den ikke sikre dens værdi, fordi bankerne vil have en tilsvarende magt til at føje til den samlede pengemængde i omløb.

Paul Johnson’s “Birth of Modern”, London 1991, sider 862-863, nogle få citater:

“Den hurtige vækst i verdensøkonomien i de tidlige 1820-erne markerede opsvinget i den første konjunktur (eller business-cykel) (men den var stadig ikke opfundet i begyndelsen af 1820-erne). Den havde dog paradoksalt nok utallige konsekvenser. En af dem var, at en ny art af eksperter skabtes, økonomer – der i det mindste for en tid – skulle være lederne og filosofferne for menneskeheden.”

”Da Harriet Martineau lærte økonomi i 1820-erne og udgav sine lektioner uden ophør som bestseller i moralske taler – The Rioter, The Turn-Out og så videre – var der endnu ikke konkurrerende skoler af økonomi, men kun en enkelt strøm udover doktrinerne fra Adam Smith (fulgt af forskellige kættere), gennem Thomas Malthus (med den jernhårde lønningslov) og David Ricardo”

”Økonomi var ikke rigtig et emne, der kunne studeres som teori, som dets forsvarere mente det utvivlsomt var. Det eneste problem, set fra deres synspunkt, var, hvorledes det skulle indlæres af arbejderklassen, for at stoppe dem i at afbrænde høstakke og smadre maskiner, når tiderne var hårde.” 

[Når vi kommer til John Maynard Keynes’ evangelium i 1930-erne er det præcis det samme: http://www.lilliput-information.com/economics/hed/ sand1.html ]

”Men der var meget tungere bind, der også cirkulerede i stort antal. Udgiverne betalte Thomas Malthus og James Ramsay McCulloch, forfatter til ”A Discourse on…Political Economy” (1825), betydelige summer, der løb op i tusinder af pund, for deres arbejder. Pludselig opdagede universiteterne økonomi-disciplinen. McCulloch fik sin første videnskabelige lærerstol oprettet ved det nye universitet i London. Nassau Senior blev udnævnt til ny lærerstol skænket ved Oxford. Artikler om økonomi beslaglagde enorme mængder af plads i anmeldelserne. Også dommerne opdagede jernlovene og gav tendentiøse foredrag om dem fra dommer-sæderne til skulende maskinstormere og brandstiftere.” (citaterne slut).

Manglede vi kun Charles Darwin, der har tiltalt først liberalister, så de konservative, dernæst nationalsocialisterne og sidst men ikke mindst kommunisterne? Nej! Vi må give ham ret i hans ord på dødslejet; han skrev så udpræget for tidsånderne.

På samme tid praktiserede G.W.F. Hegel sine foredrag om den Dialektiske Proces (den endelige filosofi) i Berlin og nåede sin karrieres tinder netop i 1820-ernes Berlin, og lidt senere begyndte Wilhelm Wundt at praktisere sine vedvarende under-påvirkninger af det menneskelige sind med eksperimental-psykologien i Leipzig: http://www.lilliput-information.com/economics/lep.html

Konklusion:

Alle de betydelige økonomer, der beskæftigede sig med problemerne ved guldmøntfod og guldstandard, undlod at undersøge den kendsgerning, at når ordningerne er placeret i hænderne på regeringens mænd eller hos nogle få private banker med nære forbindelser til de styrende myndighederne, hvor let ville det så være at manipulere med deres nationers valuta?

Nogle økonomer tog udgangspunkt i, at ingen regering i en civiliseret nation ville bruge guld (indløselig) standarden forsætligt som et inflationspolitisk instrument. Det er måske en ret skidt antagelse at tage udgangspunkt i.

Men det gjorde de. Bemærk, hvorledes de egentlige problemer simpelthen ikke berøres (ovennævnte citater). Den egentlige årsag var den pro-inflationære ideologi, der simpelthen var blevet født med de forfattere, man sidenhen har gjort til den såkaldt ”gyldne tidsalders” apostle.

Guld (indløseligheds) standarden var simpelthen et passende middel at realisere inflationsplanerne med. Uden standarden forhindredes skabelsen af inflation. USA fastholdt fortsat den klassiske guldstandard i 1933. Denne kendsgerning medvirkede ikke til at stoppe New Deal-inflationsbølgen. USA fjernede den klassiske guldstandard med ét slag ved at konfiskere dens borgeres guldbeholdninger og devaluere dollaren i forhold til guld.  

Ved udenrigshandel var pengeordrerne lettere at klare og transporten heraf meget billigere end guldtransporterne. I begyndelsen af 1800-årene var omløbet af mønter alt for lille. Så nogle gange måtte man betale arbejderne deres lønninger i fremmed valuta. Derfor truede deflationen faktisk Storbritannien.

Under klassiske guldstandard (benævnt tidligere som guldmøntfoden) bestod en del af individernes kontantbeholdninger af guldmønter. Under guld (indløssligheds) standarden (og senere i 1920-erne endnu mere under den ”Fleksible (indløseligheds) Guldstandard”) bestod individernes kontantbeholdninger udelukkende af værdi-substitutter. Disse værdi-substitutter (mest papir) kunne indløses til den lovligt gældende kurs i forhold til guld eller i forhold værdien af fremmede landes valuta under klassisk guldstandard eller guld (indløseligheds) standard. Bemærk, de monetære og bankernes institutioner er formålsindrettet på at forhindre offentligheden i trække guld fra centralbanken for at øge den indenlandske kontante beholdning.

Det højest prioriterede indløsningsformål er sikring af stabile valutakurser, som hurtigt kunne blive presset hårdt af alt det papir. Det væsentligste er nok at få fastsat nogle reelle valutakurser til erstatning for de nominelle der fortsat eksisterer.  

Lovfæstet Guld (indløseligheds) Standard :

 

For at et land kan siges at være gået fuldt ud over til guld (exchange) standard skal fem basiskrav være gældende:

For det første skal afregningsenheden være bundet til en bestemt mængde gram guld; for det andet skal guldmønter cirkulere indenlandsk og enhver bankseddel i cirkulation skal kunne veksles til guld, hvis det efterspørges; for det tredje, andre mønter i brug skal underordnes guld; for det fjerde; ingen lovlige restriktioner må kunne indføres på det at omsmelte guldmønter til barer; og endelig må der ikke være nogle hindringer for eksport af guldmønter eller barer. Dobbeltmøntfod, på den anden side, betyder at både guld og sølvmønter skal i omløb som standardpenge eller lovligt betalingsmiddel under helt tilsvarende betingelser som guld. Sammenlignet med guld (indløseligheds) standard, har dobbeltmøntfod én afgørende ulempe; den arbejder kun gnidningsfrit så længe raten mellem værdierne ved hvilken de to metaller frit kan udmøntes svarer til værdiforholdet mellem metallerne på de internationale markeder. Hvis der er forskel, vil det metal med den højeste markedsværdi begynde at blive sendt udenlands og blive udskiftet med det andet metal, så landet efterlades med en enkel møntfod i stedet for en dobbeltmøntfod. Når udmøntningsforholdet og verdensmarkedsforholdet divergerer, betaler det sig for dem, der engagere sig i arbitrage-handel i forskellige valutaer. Forestil dig, for eksempel, Pariserbørsen tilbyder 15½ ounces sølv for et ounce guld og at USA-handleren får 15.000 ounces sølv for 1.000 ounces guld på et amerikansk udmøntningssted. Det vil da betale sig for ham at veksle guld til sølv i Paris og veksle alt sit parisersølv til guld i Amerika. Slutresultatet vil selvfølgelig blive, at alt guld forlader USA og sølvet bliver ædelmetallet i omløb. Guldet var undervurderet og i overensstemmelse Gresham’s Lov, at dårlige penge driver guldet væk, når den pålydende værdi er den samme, vil guldudmøntningen og guldomløbet standse.

På den måde blev guld (indløseligheds) standarden faktisk det første skridt, men bestemt ikke det sidste mod inflation i den såkaldt civiliserede verden. Dette var også et af resultaterne af Napoleonskrige.

Det er lettere at handle i et land, når der kun er én valuta, der er fælles for alle regionerne i landet, men internationale transaktioner forudsætter et monetært system, der gør det muligt for handel at foregå med mange forskellige nationale valutaer. Alt går godt, hvis mange-valuta-barrieren kan klares ved at indførelse af et simpelt international byttesystem, og i Oldtiden og Middelalderen forekom den slags internationale transaktioner ofte. Men rent bytte lægger helt klart alvorlige begrænsninger på væksten i handelen på alle niveauer, så derfor opstod der på meget tidligt tidspunkt forskellige valutamarkeder, der kunne sikre, at valutaerne  kunne veksles mellem hinanden, således at udenrigshandel faktisk kunne foregå på en pengemæssig basis uden mange begrænsninger.

Traditionel historieskrivning:

 

Den nyskabte industrialisme (fra ca. 1750) fik befolkninger til at fordobles og tredoble uden meget underskud  i slutningen af 1700-tallet. Prisen på guld havde været fastholdt på £3  17shilling og 10½ pence pr. ounce guld  igennem hele 1700-tallet. Sølvmønter var lovligt betalingsmiddel, men underordnet guldet og var yderligere begrænsede ved kun at være legalt betalingsmiddel i betalinger indtil £2. I 1819 blev indløseligheden af banksedler genindført, da en parlamentslov overdrog retten til at foretage kontantbetalinger i guldbarer til Bank of England (jf. Ricardo) og efter 1823 i guldmønter. Denne lov ophævede loven mod forbud mod at omsmelte mønter til barer (forklaret ovenfor), og handelen i barer blev erklæret fri. Med genoptagelsen af kontantbetalinger i 1820, var den fulde guldstandard faktisk indført i Storbritannien.

 

Prisen på guld steg målt i produktenheder. Dette stimulerede søgningen efter guld yderligere. Denne udvikling førte automatisk til en stigning i realindkomsterne (nominalindkomster korrigeret for prisændringer). Større profitmarginaler skabtes, større end de kunne ædes op af betalingsmiddelmængden. (slut på uddrag af den traditionelle historieskrivning)

 

Årsagen bag den relative lange periode med såkaldt stabilitet i England i det 18. århundrede var simpelthen produktiviteten, der steg hurtigere end mængden betaingsmidler og kreditter – og det er selvsagt ikke noget, der kan følge af guldstandarden i det 19. århundrede, en guldstandard der i øvrigt aldrig virkede andre steder end i teorien. 

 

Price-Specie-Flow teorien af David Hume (som svar på Merkantilismen virkede ikke i praksis - se mere neden for). Industrialismen og London som et finansielt centrum sammen med alle opfindelserne, både inden for industriel omdannelse, transport og i finansverdenens strukturer er mere almindelige og også mere reelle forklaringer. Lavere marginale omkostninger hver måned eller hvert år førte automatisk til lavere prisniveau, når konkurrencen dominerede markederne. Der var næsten ingen firmaer med begrænset hæftelse, der kunne overkapitalisere i 1700-tallet. Med et hidtil uset udbud af kredit stammende fra både det finansielle centrum (London) og fra begyndelsen til en organisering af opsparingen blandt  almindelige mennesker var rentefoden meget lav. Så altid gik meget nemt.  

 

Guld som en international afregnings-standard:

 

Overgangen til guldstandard fandt rent faktisk sted i slutningen af 1800-tallet. Specielt efter den tysk-franske krig 1871-1872 og Tyskland med det franske guld omvekslet fra sølv-thaler og sølv til guld, da prisen på sølv målt i guld begyndte at falde voldsomt. Et af resultaterne var, at sølv blev trukket ud af omløbet efter 1870-erne. Holland, presset mellem det engelske og det tyske guldomløb, var det næste land, der fulgte guldstandarden. I 1874 ophørte det med at udmønte sølv og ikke lang tid efter adopterede det guld som afregningsenhed. Norge, Sverige og Danmark (statsgæld!) fulgte hurtigt efter og kombinerede skiftet med den Skandinaviske Monetære Union 1873, udvidet med Norge i 1875. Den latinske Møntunion, der var under pres fra begyndelsen, mødte ekstreme vanskeligheder i de tidlige 1870-er, og dens medlemmer blev i januar 1874 tvunget til at begrænse deres udmøntning af femfranc mønter. I 1878 suspenderedes udmøntningen af samtlige sølvmønter, og fra det tidspunkt af var Frankrig og dets kreditorer med på den såkaldte haltende guldstandard. I USA blev dobbeltmetallet som møntfødder lovligt opgivet før 1900, men landet arbejdede effektivt på guldstandarden, fra tidspunktet, hvor sedlernes indløselighed blev genindført (efter Borgerkrigen 1861-1865) i 1879. Østrig skiftede til guld i 1892, og Rusland og Japan i 1897, det samme år som Indien adopterede guld exchange (indløseligheds-) standarden ved binde rupeen til Sterling. Et år senere blev den phillipinske peso tilsvarende bundet til den amerikanske dollar. Efter 1900, adopterede andre lande, inklusiv Siam og Ceylon i Asien, Argentina, Mexico, Peru og Uruguay guldstandarden, medens andre ved udbruddet af Den Første Verdenskrig fortsatte i den retning. I 1914 klamrede alene Kina blandt de store lande sig fortsat til sølvstandarden. 

 

Denne meget korte beskrivelse af før-1914-guld-standarden bringer et af de mest slående træk frem, nemlig, dens relativt korte varighed som redskab i det internationale monetære system – det korteste vi haft for et international monetært system, måske. Ligesom det ikke er muligt at datere den internationale guldstandards begyndelse præcist – den eksisterede ikke i 1879, men den gjorde i 1900 – markerede Den Første Verdenskrig som alle andre større krige dens afslutning. Det skal nævnes, at den forsøgtes genindført i kort periode i midten af 1920-erne. Nogle ville sige, at borgerne havde fundet det bedre at skulle møde en hurtig skattefinansiering af verdenskrigens papirpenge. Den samlede varighed for guldstandarden: mindre end 30 år, vil jeg hævde.

 

Jo længere desto værre, var jeg fristet til at bemærke, Bretton Woods Aftalen (af 1944) varede i cirka 25 år. Her er måske et anden tidsfænomen, der  bestemt heller ikke kan kaldes en konjunktur eller en business-cykel. Måske: Den Internatonale Monetære Trend.

London kapitalmarkedets rolle og Sterlingen som international valuta:

Var guldstandarden et delmål på vejen til noget bedre internationalt, eller var den snarere midlet, ved hvilket London som koloniriget sugede ethvert finansielt led i verdenshandelen til sig med århundreders erfaring? I perioden 1880 eller 1897 til 1913 faldt Europas andel af verdenseksporten fra 64,2% til 58,9% og dets andel af verdensimporten faldt fra 69,6% til 65,1%.

Udviklingen på Londons kapitalmarked var af skæbnesvanger betydning for, hvorledes den internationale guldstandard overhovedet sås virke internationalt. Storbritanniens voksende betydning i verdenshandelen er det ikke muligt at læse om fuldt ud i statistikkerne. Det forenede kongerige og Irland reducerede deres eksportandel af fabrikerede varer fra 88,1% i 1880 til 69,7% i 1913, og i den samme periode voksede deres eksportandel af primære goder fra 11,9% i 1880 til 30,3% i 1913. Men statistikkerne fortæller meget lidt om Storbritanniens investeringer, der også bidrog til britisk dominans på et kludetæppe af markeder i forandring med de senere førende USA og Japan, der kommer ind som henholdsvis dominerende landbrugs- og industrinationer i 1900-tallet.

 

Som jeg har mere end antydet en anden faktor af uhyrligt betydning var London som verdens finansielle centrum i mere end 100 år, 80-97% af tiden sugede London nationer ind for at de skulle handle, forsikre og låne og udlåne gennem Storbritannien udelukkende på en guld standard basis. 

 

Organiserede markeder blev etableret i London. Der gjaldt mange typer varer, et træk, der især forstærkedes i årene med fortsat vækst i den britiske re-eksport handel og senere ved adoptionen af frihandel. Disse markeder svarede med at stimulere den britiske skibsfart og skabte et voksende behov for forsikringsordninger til at dække transport-risiciene. Som et resultat af disse udviklinger, voksede London i betydning som internationalt center for handel og finansiering, og forskellige institutioner, som diskonteringshuse, handelsbanker, forsikringsselskaber og andre specialiserede finansierings-organisationer, som senere sørgede for en række specialtjenester til sikring af en ekspanderende international økonomi, begyndte at vokse i antal. Fra begyndelsen af det 19. århundrede skred London fremad foran Amsterdam, Hamburg og Paris som førende finansielt centrum i både Europa og verden. 

 

Medens disse udviklinger fandt sted, blev en voksende andel af verdenshandelen finansieret med kortfristede kreditter i form af valutaveksler. Under disse arrangementer ved for eksempel at acceptere en veksel med importørgaranti som betaling inden for 3 måneder. Den fremmede eksportør på den anden side kunne diskontere vekslen i en bank (eller i en anden institution, der ville diskontere), hvis han krævede kontanter før vekslen udløb, for et noget mindre beløb end pålydende, således at den diskonterende fik rente fra diskonteringstidspunktet til udløbstidspunktet mod at løbe risikoen for tab. Det var ikke før end i det tidlige 19. århundrede, at disse finansielle arrangementer blevet perfektionerede i Storbritannien af handelsbankerne og vekselspekulanterne, der hver for sig kom til at udføre specialiserede opgaver. Handelsbankerne, der var godt kendte og respekterede for deres integritet, begyndte så at acceptere veksler på vegne af troværdige forretningsfolk og firmaer, hvis navne var mindre familiære end deres egne. Med andre ord, ved at betale en mindre kommission, kunne handelsbankerne ved endossering (underskrive bagpå) garantere, at valutavekslen ikke ville blive ikke-honoreret ved forfald. På den måde sikrede handelsbankerne, at et stort antal veksler ville blive præsenteret til diskontering. Diskonteringsopgaven blev oprindelig løst af vekselspekulanten - det finansielle mellemled - samlede valutaveksler og udsøgte sig banker med overskydende midler med den hensigt at få bankerne til at investere i vekslerne i hans varetægt. For dette besvær og vekselspekulantens viden udbad han sig en mindre kommission. Nogle år senere gav vekselspekulanten plads til en såkaldt dealer. Idet han supplerede sine egne, måske betragtelige, midler med kortfristet lånte penge fra de store London-banker, brugte han alle pengene til at diskontere veksler for egen regning. Senere kom diskonteringshusene, der var en smule større end en dealer (=handlende) i stor skala. De havde mere kapital at investere; de tog indskud fra offentligheden og udbetalte renter heraf, og lavede derved nogle meget større forretninger.   

 

Før det 19. århundrede var pengemarkederne meget uorganiserede i store centre

i Amsterdam, Paris og mange byer i Italien. Lånerenten var temmelig høj. Jordbesiddere og handlende var kilderne. Den unge industrialisme, der byggende på kapitalomdannelse, manglede simpelthen kapital for at fortsætte. I begyndelsen af det 19. århundrede var udstedelsen af penge fri. Det betød, at et passende udbud af penge udviklede sig i den første halvdel af det 19. århundrede og udlåns- og indlånsaktiviteter hermed. Brugen af metalmønter blev faktisk udkonkurreret af brugen af sedler. Den nødvendige kredit i industrialiseringen skabtes gennem denne konkurrence. Her skal man huske at også det ringere betalingsmiddel fortrænger det bedre (mere herom nedenfor).

 

Et andet næsten lige så vigtigt træk i udviklingen af banksystemet og andre nærmest tilhørende forretningsaktiviteter er friheden til danne selskaber med begrænset hæftelse (disse vil blive behandlet i Del 2 af denne gennemgang). Der var restriktioner i mange lande, Frankrig, for eksempel, endog restriktioner på brugen af sedler så tidligt som 1848. Retten blev simpelthen overdraget til en enkelt institution med monopol, Bank of France. I Storbritannien forhindrede privilegierne for Bank of England og andre end et lille antal sammenslutninger effektivt at engagere sig i bankopgaver.

 

Flere finansielle institutioner til at styre pengeudbuddet så dagens lys for første gang i historien og opsparing fra almindelige borgere forandrede situationen fra enkeltmandsejede trods alt noget begrænsede skatkamre til egentlige bankindeståender fra masseengagementer med offentligheden. Det kortfristede udbud af kreditter steg enormt. Vekselaccept-husene begrænsede ikke deres forretnings-aktiviteter til markedet for kort kredit. Med væksten i britiske investeringer oversøisk efter 1820, begyndte de også at specialisere sig i forsikringsopgaver, og før 1850 var de også vigtigere dealere i fremmed valuta og guldbarer. Senere specialiserede forskellige handelshuse sig imidlertid vekselaccept-forretninger eller i forsikringsopgaver, og handel med fremmed valuta blev koncentreret i grene af fremmede banker i London. Disse grene voksede hurtigt i antal efter 1870, da væksten på Londons kapitalmarked og omfanget af den britiske udenrigshandel gjorde det afgørende nødvendigt for mange banker at etablere grenene i centre.

 

I stigende grad i årene op til 1814 repræsenterede disse operationer af fremmede banker en udfordring til London centrets overlegenhed, når det kom til instrumenter til håndtering af internationale betalingerne. Gennem brugen af telegrafi blev de akkumulerede Sterling reserver i disse fremmede grene tilskyndet til at omplacere vekslen på London til betalinger direkte på tværs af valutaerne.

 

Den voksende betydning af Londons kapitalmarked, specielt efter 1870, hang sammen med den øgede brug af Sterling som international valuta. I gennem det 19. århundrede fastholdt Storbritannien uafbrudt et overskud på de løbende betalingsba- lanceposter i forhold til hele verden. Men Storbritannien samlede ikke store guldreserver, væsentligst begrundet i landets villighed til at investere oversøisk. Erfaringen fra et antal tiår viser dog, at fremmede institutioner og de handlende accepterede tillidsfuldt Storbritanniens evne til at fastholde en sikker veksling fra Sterling til guld. Sterling-stabiliteten var uforlignelig, og ansvaret for dens devaluering blev aldrig så meget så overvejet. Sterling var lige så godt som guld, og i nogle henseender endog bedre, fordi det var mere bekvemt, forstået på den måde, at Storbrianniens eksportører og importører, som dominerede verdenshandelen, foretrak at trække og blive trukket i pund Sterling, også fordi det netop bragte en indkomst ind for dem, der holdt Sterling modtaget som rentebetalinger. Guldbeholdninger gav ingen indtjening. 

 

Med den generelle accept af Sterlingen overalt i den internationale økonomi, er det ikke overraskende at kunne påvise, at guld kun spiller en ubetydelig rolle for den internationale gælds orden. En enorm sum af fremmed statsgæld udviklede sig nærmest vildt uanset guldstandarden.

 

Den helt overvejende del af betalingerne blev gjort enten ved overførsler, ved  veksler i Sterling, ved køb og salg af veksler i fremmed valuta eller ved simpel overførsel af kredit i bankernes bøgerne, selvom de to sidstnævnte metoder ikke havde noget stort omfang før 1914. Således blev Sterling-veksler brugt ikke kun til at finansiere eksport og import til og fra Storbritannien, men også eksport og import til fra alle mulige lande i verden. Grundene til denne verdensomspændende præference for Sterling som betalingsmiddel i den internationale handel er mange.

Den vigtigste er utvivlsomt at Storbritannien var verdens største handelsnation, dominerende i det vi i dag også kalder shipping i Danmark, og den største enkeltkilde til fremmed kapital.  

 

Delvis også fordi værdien af et pund Sterling blev holdt stabil i hele perioden 1821-1914 med streng tilpasning til guldstandarden, vil nogle hævde. Men måske endnu vigtigere var den høje standard og anseelse som de britiske accepthuse og forsikringshuse nød, således enhver modtaget veksel med behørig endossering straks kunne diskonteres til verden ved fordelagtige omkostninger på Londons diskonteringsmarked. De to forhold gjorde London til verdens finansielle centrum og Sterling til en international accepteret valuta. Medens Sterling således blev brugt til at effektuere hovedparten de internationale transaktioner i det 19. århundrede, forblev guld det ultimative middel at opstille balancer i, der ikke kunne tilpasses på anden måde.  

 

Mainstream historie: 

 

Den internationale accept af Sterling ved gældsarrangementer beroede på dens ubesværede indløselighed i guld. Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvorledes den såkaldte guldstandard virkede i perioden optil 1914.

 

Hvor den monetære enhed i hvert land består af en bestemt mængde guld var værdien af hvert lands valuta målt i andre landes valuta fastsat ved møntpariteten eller pariværdien (guldmøntfod). Men hvis pari-raten mellem to landes valutaer, f.eks. pund sterling og dollaren, var fastsat ved guldindholdet i hver sin valuta, blev markedskursen på valutaerne bestemt af markedets udbud og efterspørgsel. Hvis efterspørgslen efter dollars voksede relativt i forhold til udbuddet, ville markedskursen på pund falde. Under guldstandarden kunne borgerne i medlemslandene eksportere og importere guld frit, men med indbyggede grænser fastsat for i hvilket omfang markedskursen kunne stige eller falde henholdsvis over og under pari-raten. Hvis efterspørgslen efter dollars i London steg så meget relativt i forhold til udbuddet, at markedets vekselkurs (dollars per pund sterling) steg til over udmøntnings-paritets-raten og med mere end omkostninger ved at eksportere guld, ville det have været profitabelt for dem, der efterspurgte dollars, at købe guld i London, afskibe det til New York, og sælge det for dollars på markedet.     

Tilsvarende, hvis efterspørgslen efter dollars var faldet relativt i forhold til udbuddet, så markedskursen på dollars var faldet under udmøntnings-pariteten og med mere end omkostningerne til skibstransport af guld, ville de, der var villige til at udbyde dollars (og de der efterspurgte sterling) have profiteret på at skibe guld fra USA  til London og sælge det for sterlings.

 

[Omkostningerne ved at skibe guld fra et finansielt center til at andet gav plads til en bestemt grad af fleksibilitet i valutakurserne.] 

 

Altså, markedskursen kunne fluktuere i overensstemmelse til kræfterne bag udbud og efterspørgsel mellem de to punkter, kaldet guldeksport-punktet og guldimport-punktet. Disse begrænsende vekselkurser blev sat ved værdier over og under pari-værdien bestemt af omkostningerne ved at transportere guld. Afstanden mellem guldpunkter kunne ændre sig over tiden, hvis transport og andre omkostninger ændrede sig. Tilsvarende, var afstanden mellem de to punkter relativ stor eller lille afhængig af afstanden mellem de to lande, hvis valutaer var bundet til hinanden. Generelt, ville spotkursen på dollar i London bevæge sig mod guldeksport-punktet, når Storbritannien oplevede et underskud på dets betalingsbalance med USA (overefterspørgsel efter dollars og et udbud af sterling på valutamarkedet).

 

Tilsvarende, et britisk underskud i forhold til USA vil skabe overskudsudbud  af dollars (efterspørgsel efter sterling) og et fald i markedskursen på dollars mod guldimport-punktet. Normalt ville de fleste transaktioner have været ført i fremmed valuta, og kun store og vedvarende ubalancer mellem to lande ville have skabt en guldstrøm. Men medens guldstrømme skaber kortsigtet balance i udbud af og efterspørgsel efter fremmed valuta, så kan det klart nok ikke fortsætte i det uendelige, for et land kunne ikke fastholde guldeksport altid uden at løbe tør for metal. Guldimport kunne fortsætte noget længere, måske, men eventuelt ville det importerende lands handelspartnere udtømme deres udbud af guld. Og det var så

naturen i den langsigtede tilpasning under guldstandarden, der forhindrede disse situationer i at opstå (slut på mainstream history)

 

Guld (indløseligheds-) Standardens virkelighed:

 

Guld (exchange) Standard ved lov I Storbritannien 1820.

Allerede I midten af 1820-erne skulle Bank of England, den mest magtfulde og ophøjede finansielle organ i verden få alvorlige problemer. Tidligt den 17. december, kaldte John Charles Herries (1778-1855), finansiel sekretær i Finansministeriet på fru Arbuthnot og fortalte hende, at ”der havde været en ekstraordinær efterspørgsel efter guld til udbud i landbandkerne for at imødekomme det generelle stormløb af en sådan størrelse, at Bank of England var komplet drænet for dets metalmønter og beholdningen reduceret til 100.000 sovereigns, med hvilke den må åbne med i dag og møde en efterspørgsel der måske er fire gange større”.

 

Som ved et tilfælde faldt bankens ansatte over en mægtig umærket kiste som indeholdt £1,5 mill. i solid sterling. Men tre dage efter var banken atter nede, nu på 60.000 sovereigns. Nu leverede Rothschild, der blev brugt til at holde guldlageret oppe, £200.000 mere. Sådan undgik banken at suspendere betalingerne for at sikre dens kredit.  

Hvordan kunne det gå så galt? Først og fremmest statsobligationer og lån stammende fra Napoleonskrigene skulle indløses. Krigenes omkostninger var £638 mill. Fra slutningen af Napoleonskrigene var traditionen med at regeringerne finansierede krige ved at udstede sedler og så glemme den reelle finansiering til efter krigen holdt op. Nu gik Rothschild faktisk ind og finansierede ved udlån i fredstid, hvor det rigtige havde været ikke et skjule krigsformålets enorme udgifter. I 1818-1832 ordnede Rothschild syv af seksogtyve regeringslån rejst i London (alt i alt £21 mill. eller 39% af det hele) og en ukendt mængde af forskellige regerings-obligationer. 

 

I november 1824 vendte valutaerne sig mod Storbritannien, da en enorm eksport af kapital til fremmede regeringer, private lån og voksende import af konsumgoder førte til en modsat rettet strøm af guld og sølv, der nu begyndte at forlade landet i voksende mængder. [Det amerikanske marked konkurrerede med Europa. Det første forsøg på at styrte den russiske Zar fandt sted 14. december 1825 og var finansieret af Bank of England. Og også en enorm og meget risikabel mine-investering fandt sted i Sydamerika.] 

 

På børsen var der en tiltagende følelse af uro i flere aktørers sind. Wellington tænkte, noterede fru Arbuthnot sig: ”De største nationale ulykker vil blive konsekvenserne af den spekulationsmani, som alle kompagnier er bobler i, opfundet til aktiespekulations-formål, og som vil føre til et generelt sammenbrud!” Denne forudsigelse var i marts 1825, og hertugen fik ret.

 

December 1825 blev kaldt den sorte måned. Adskillige store finanshuse annoncerede fallit i London Times. Et af dem Chalmer & Co, var London nøglefirma med forbindelser til landbankerne i Yorkshire. 13. december begyndte den rigtige panik.

Landbanker var i London med det formål at fremskaffe metalmønter og banksedler som en beskyttelse mod stormløbet mod dem. Ingen havde guld. Herefter fulgte faktisk en meget urolig tid England med opstande og oprørsstemning rundtom.

 

Mainstream historien:

 

I spørgsmålet Storbritanniens kriser 1825-1866 må vi notere, at svagheden i kreditsystemet og den af Bank of England førte monetære politik er den fremhævede årsag. Det er blevet hævdet fra flere sider, at den seddeludstedende bank ikke håndterede spekulationsperioder særlig godt, og at det var grunden til metalbasis blev foreslået, således at kredit og cirkulation af monetære enheder ikke valgtes efter bankens luner. Men dette er faktisk ikke sandt. Bemærk, et yderligere inflationært skridt blev taget: monetære enheder, der kunne komme på tale, var sedler bestemt inden for rammerne af Loven af 1844. Den blev opkaldt efter dens ophavsmand Peel.

(Mit: Ingen forklarer hvorfor spekulationen opstod, hvorfor den kunne opstå)

 

Loven bestemte at sedler skulle være dækket af guld, når ses bort fra en bestemt fastsat mængde, og det blev besluttet, at seddelbeholdningen ikke skulle være bestemt af andet end tilstrømningen af guld. Dette princip blev mere eller mindre brugt i andre lande også, og samtidig blev retten til at udstede sedler også overdraget til et centralbank-monopol. Fleksibel guld indløselig standard er nøgleordet. Det andet eller rettere tredie skridt på inflations-trappestigen. Nu mangler vi blot at få valgte politikere til at tage ansvaret efter de vel at mærke har delt ansvaret ligeligt imellem sig.  

 

For at finde ud hvordan flere penge fører til meget mere papir og til at produktionen til sidst standses bl.a. via det private begrænsede selskab, må du til Del 2. Jeg vil også forsøge at give nogle få forslag, der peger i en mere berigende og sund retning. Noget af den uofficielle finanshistorie tæt forbundet til emner, der tages op her, er også medtaget i Del 2.

 

Part 2

 



[1] Året hvor Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) afsluttede Lodron Nightmusic (indeholdt i Serenade Notturn, K239), nogle anledningsstykker komponeret til fejringen af navngivningsdagen for Komtesse Anthonia Lodron (født Arco) 13. juni.