Information om Danmark

Info-Stat

 

Mere guld, mere papir, mere statsgæld

 

Løste en metalbasis faktisk nogle af de problemer,

som en sådan basis skulle løse i morgen ?

 

Del 2

 Mainstream historieskrivningen fortsat:

Opgaven gående ud på at sikre stabilitet inden for bimetal-systemet, ved faktisk at kontrollere verdenspriserne på guld og sølv, faldt på Frankrig. Gennemførelsen af denne funktion medførte ganske få problemer i årene mellem 1815 og 1850, da efterspørgsels- og udbudsforholdene for begge metaller var nogenlunde stabile. En del sølv blev trukket ud af cirkulationen, da guldproduktionen faldt stødt og dets værdi steg relativt i forhold til prisen på sølv, men Frankrig havde relativt store reserver af begge metaller og havde let ved at aftage sølvet på bekostning af guldet uden rent faktisk at skifte til sølvstandard. USA var også lovgivet om bimetallisk standard i det meste af det 19. århundrede. Indtil 1830 opererede landet faktisk på en sølvstandard, for den amerikanske udmøntnings-rate, 15 til 1 for sølv mod guld, undervurderede guld og førte til dets forsvinden fra cirkulationen (Gresham’s Law er gennemgået i detaljer i Del 1). Men en de facto sølvstandard var stærkt upassende for et land, der primært handlede med et andet, Storbritannien, der var på guldstandard. Dette var sandsynligvis grunden til at møntlovene af 1834 og 1837 reducerede det gamle guldindhold i en dollar og fastslog en ny udmøntnings-rate på 16 til 1. Da denne rate var over det frie markeds rate, der generelt lå omkring den franske udmøntningsrate på 15½ til 1, bevægede den tidligere trend mod en sølvstandard sig nu faktisk mod en guldstandard helt svarende til den, der fandtes i Storbritannien i 1700-tallet.

Presset på bimetalstandarden toppede i 1850, da der blev fundet betydelige guldforekomster i Californien[1] og Australien og disse skabte dramatiske ændringer i valutaforholdene og ædelmetalmarkederne. Den relative pris på guld faldt og den franske ud-møntningsrate på 15½ til 1 viste sig nu at være upassende til den nye verdensmarkedssituation, fordi den overvurderede guldet. Da sølvet steg relativt i pris i forhold til guld, absorberede Frankrig store mængder guld og den franske franc blev en guldenhed, da Greshams Lov begyndte at virke. Som et forsøg på at stabilisere situationen ved en præsentation af et bimetallisk system, indkaldte Frankrig til et møde med de franc-baserede nationer i 1865. Som et resultat af dette møde, aftalte Frankrig, Belgien, Schweiz og Italien at regulere deres valutaer sammen (ofte refereret til som den Latinske Mønt-union (slut på mainstream historieskrivningen) – svarende til det første skridt i det Europæiske Monetære System). Aftalen havde meget lidt indflydelse på trykket fra bimetalliske lande. Derfor steg varepriserne generelt, og derfor var inflationen aktiv.

 

Hvordan inflation og spekulation støtter hinanden,

og hvordan sådanne fænomener accelereres op:

 

Det private, begrænsede kompagni var ikke særlig udbredt indtil 1800-årene. Også bankhusene var forretninger ejet af en mand eller af partnere under det Absolutte Monarki (som herskede i de fleste nationer). Det private selskab med begrænset ansvar bliver præsenteret en masse i 1800-årene. Herefter skal der sondres mellem fysiske og juridiske personer, og samtidig skal der trækkes en skillelinie mellem ansvaret hos en fysisk person og det tilsvarende hos en juridisk ”person”. Jeg skal ikke analysere lovene for det private, begrænsede selskab i forskellige lande, men snarere vise, hvorledes den tydelige fordel ved det private, begrænsede kunne vende sig og blive ikke så lidt af en plage for samfundet under industrialismen, når det såkaldte demokrati spillede med fra midten af 1800-årene. Lovene om det private, begrænsede selskab er tildels forskellige i forskellige lande, men meget af det reelle indhold om rettigheder og ansvar er alligevel temmelig fælles. I alt fald så meget fælles, at en grov linie kan tegnes her: 

 

Det private, begrænsede[2] selskabs teori eller

principper (virkeligheden følger herefter):

 

Et retssubjekt med dets karakteristika og rettigheder. Det private, begrænsede selskab får et liv, som skal beskyttes. Det afgørende er dets position som ejer af forretningen, dets beskyttelse og dets frihed til at indtjene profit. Selskabet ejer nogle virkelige goder, virksomhed/er, jord og færdigvarer. Aktionærerne er koblet direkte og i kontakt med disse goder, fordi de ser sig selv som medlemmer af en kooperativ sammenslutning/et foretagende, og fordi selskabets forretning ikke var større eller fjernere, end at de var i stand til at holde informationen herom aktuel. Ihændehaveraktierne og aktierne på navn var stykker af dokumentation/bevis for/på en bestemt andel af de faktiske goder i almindelighed, af hvilke der blev lavet omsætning og fortjeneste. Deltagerne havde nogle fælles mål. Det var årsagen til at de var gået sammen i deres bestræbelser, og fordi hver aktionær ikke er økonomisk stærk nok selv. De havde udpeget nogle deltagere – de største aktionærer – der danner en bestyrelse. På den måde bliver bestyrelsen en slags afløserorgan for aktionærgruppen; bestyrelsen har nogle forpligtelser over for aktionærerne. Den er ikke uden funktioner; men dens hele eksistens skyldes det private selskab. Aktionærerne er på en måde en slags ledere, som handler pr. delegering, og de føler at de har, og har også rent faktisk et ansvar, endog uden for de økonomiske spørgsmål.

 

Aktionærens interesse er bestemt ikke bare profit, men snarere værdistigning, og han føler endog en slags moralsk ansvarlighed for at sine goder nu også arbejder i en hæderlig produktion, ikke engang årets fortjeneste er i hans primære interesse. Aktionærernes forhold til selskabet er vedvarende, de sælger ikke deres aktier, kurserne på aktien har kun interesse i forbindelse med arv, eller hvis kræfter af uheld slår til og tvinger ham til at sælge, og en aktie er ofte solidt forankret i både kurs og indflydelse hele livet.

 

Lovgivningen for det private, begrænsede selskab blev introduceret adskillige tiår efter at det private, begrænsede selskab var blevet vidt udbredt, og beskrev det private, begrænsede selskab noget i retning af den beskrivelse, jeg lige har givet. Formålet med lovgiv-ningen er så at regulere forholdene mellem aktionærerne, at beskytte minoriteterne blandt aktionærerne og sikre at aktiekapitalen er tilstede under hensyn til kreditorerne. Gradvist kunne der vise sig et brud på tilliden mellem bestyrelsen og direktionen, og derfor sætter lovgivningen nogle fælles regler op på dokumenter nedfældet direkte på generalforsamlingen på vegne af selskabet, også regler for bestyrelsens forpligtelser, ganske vist ofte udtrykt meget vagt.

 

Mere virkelighedsnær placering af det private,

begrænsede selskab drevet ud i det ekstreme:

 

Virkeligheden svarer ikke til den netop beskrevne idyl. Forretningslivet afviser tanken, at det private, begrænsede selskab bare er en anden slags forretningsmænd i aktivitet. Det er blevet en social organisation, skabt for at fremme nogle produkters virke. Det er som en kommune, der eksisterer i mange år, længere end et individs liv, uafhængigt af aktionærer, bestyrelse, ledelse, ansatte arbejdere. Den er et udtryk for en ønsket kooperation. Den er noget i sig selv, og sætter mål for sig selv, ledelse og arbejdskraft. De tydeligste forskelle mellem en kommune og privat, begrænset selskab er måden organisationen er ledet på, dens beskyttede adgang til profit og til fordelene, og den viden den arbejder med. Opgaverne er ofte forskellige, men de behøver ikke at være det. Selskabet arbejder ikke primært på at tilfredsstille aktionærernes behov for profit eller bestyrelsens behov for at få højere gager.

 

Et selskab har ikke et privat liv eller en sjæl, ingen som kan komme i fængsel og intet omdømme, der kan plettes. I princippet er det ansvarsløst og amoralsk, fordi det er kun en ide, når alt har været sagt og gjort. Det håndgribelige er dets kapital – der er begrænset og delt – men som skal være tilstede.

 

Fra at være traditionel ejer er aktionæren holdt med at være leder, den intense forbindelse mellem ham og selskabet og hans udpegning af gode venner og gode forbindelser til bestyrelsen er ophørt. Han giver ikke noget til selskabet udover den mængde kapital, som aktien repræsenterer. Ofte er aktien ikke anskaffet ved tilmelding og lydende på navn, men købt fra en anden aktionær. Han er faktisk blevet reduceret til en udlåner, han er næsten i samme situation som ejeren af en obligation.

 

Dette er understreget af de opdelte aktier i forskellige kategorier, præferenceaktier med kumulativt udbytte og ordinære aktier med et varierende udbytte, og vi har aktieobligationen og præference-obligationen, som er overgangen til obligationer. Vi har også opsatte aktier, der ikke afkaster udbytte fra det tidspunkt den er udstedt. Nogle forbedringer skal finde sted, for eksempel i organiseringen af salget eller i graden af monopol, før udbytte udbetales.

 

In 1926 fastlåste Frankrig og Belgien den løse gæld i form af statsobligationer, der supplerede den faste rente med en andel i profitten fra statsjernbanerne og andre statsmonopoler. Selskabets kapital stammede fra lån og på den måde forsvandt den primære forskel mellem aktier og obligationer. Aktien er et lånebevis med en varierende rente/ udbytte, andenklasses sikkerhed og en andenklasses retsstilling, medens obligationen har en fastsat, uforandret rente, men en førsteklasses sikkerhed og en førsteklasses retsstilling. Ofte repræsenterer obligationskapitalen reale værdier. Præferenceaktien repræsenterer som oftest en profitmulighed og en almindelig aktie mest håbet. Ved dette er aktien holdt op med at fremstå som et realt bevis knyttet til en bestemt samling  af goder. Den er blevet et retsdokument på en varierende udbytte, hvis værdi er afhængig af den samlede profit, eventuelt dens varighed og sikkerhed sammenlignet med den generelle rente. På den måde er den varierende kurs eller pris på aktien blevet af primær interesse, og spekulation i pris- eller kursændringer bliver det afgørende grundlag for aktieejeren.     

 

Og husk, retten til at stemme på generalforsamlingen er også blevet splittet op helt tilsvarende kapitalopsplitningen. Aktien er således blevet løsrevet fra dens grundlag, der er reale formuegoder, som producerer og samtidig (men i realiteten pænt uafhængigt heraf) også afkaster fortjeneste. Nedbrydningen fortsætter, og varmluft-processen følger med hjælp ovenfra:

 

Aktionæren har i høj grad været adskilt fra forretningen, hvorfra han tjener udbytte. Eksemplet fra de franske jernbaner illustrerer dette.

 

Det værste sker, når det offentlige skaber private, begrænsede selskaber eller går ind I sådanne og stjæler majoriteten med nytrykte sedler[3]

 

Indehaveren af almindelige aktier har vanskeligt ved at bedømme noget som helst, og da en forskel på nogle få procent i et selskab kan føre til en fordobling af udbyttet for de almindelige aktionærer eller at udbyttet helt forsvinder, og da bestyrelsen og direktionen har kendskab til den samlede fortjeneste længe før aktionærerne, er de sidstnævnte faktisk blevet effektiv adskilt fra selskabet. 

 

Men da selskabet, inspireret af al den nye kapital, som vi skal forklare neden for – skal gøre en anstrengelse for at skaffe forrentning til den investerede kapital, skal fremstille produkterne effektivt, lave forretningsfusioner vertikalt og horizontalt (eller mo-nopolisere), så trusten er introduceret (med eller uden offentlig kontrol), hvad sker der så? Nu er aktionæren kun en udlåner, hvis position er utrolig svag.

 

Aktien har nu karakter af et stykke papir i et morskabsspil eller en væddeløbstalon. Aktionæren kan ikke fastslå eller kontrollere det fjerne selskab, der virkelig producerer. ”Jeg, der ejer en aktie i et London-finansselskab, der ejer aktier i en Sydamerikansk dia-manttrust, der ejer aktier i de enkelte miner, har ingen muligheder for at skaffe mig kendskab til noget som helst om produktionen og fremtidsperspektiverne”. Jeg må købe efter at have lyttet til rygter, og jeg sælger i panik. Jeg har ingen menneskelig interesse tilfælles med de virkelige producerende enheder i selskabet. Alt er ukendt. Jeg lytter i City til rygter, der siger, at de sandelig forventer en bestemt fortjeneste næste år, jeg har ingen interesse i ærligt arbejde længere. Aktien er blevet lodseddel.   

Aktien er måske ikke engang ejet af nogen bestemt. Ved grænsebetalinger kan man komme til at ”eje” en aktie ved at betale en tiendedel af kursværdien, måske mindre.

Aktiespekulanten eller den lombarderende bank[4] er den egentlige ejer. Hvad der har skiftet ejer er kun den tiendedel, som jeg betalte. På den måde reduceres interessen for forretningen yderligere, og min interesse i aktiens kurs bliver overvældende stor. Forskellene mellem det forventede aktieudbytte, den forventede kursgevinst og lånerenten i banken er, hvad der interesserer mig nu.

Aktionærerne er holdt op med at være aktionærer i den oprindelige forstand. De har intet at gøre med produktionen. Den ikke-spekulerende indehaver af aktier på navn, som ejer og har betalt sin aktie fuldt og helt, og som har aktien i årevis, er næsten forsvundet.

Hvis du ser på administrationen af selskabet, så vil du finde aktionærer på generalforsamlingen, der er fuldstændig uforberedte og intet ved. Regnskaberne er i bedste fald helt uigennemsigtige og ofte ukorrekte. Aktionærerne er ofte tåber og de er under normale forhold tvunget til at være spagfærdige som sådanne, fordi de ved at kritik af selskabets ledelse vil trykke kursen på deres egne aktier. Så aktionærerne er derfor inkompetente og kan ikke afgive deres stemmer baseret på noget sundt, gennemskuet grundlag. Men her skal man huske, at de fleste af stemmerne afgivet på generalforsamlingen er dem tilhørende ikke-spekulanterne. Aktierne har været brugt til at låne penge, og retten til at stemme er blevet overført til banken, eller hvem der nu er kreditoren; det kan også være en finansgruppe, der med midler lånt i en bank, overtager aktiemajoriteten med den berømte 10-procents-betaling, eller at bestyrelsen overtager magten ved at opkøbe aktiemajoriteten i dagene før generalforsamlingen. Bestyrelsen, hvis interesser ikke er selskabets, med handlinger dikteret af formål, der intet har med driften af selskabet og en fornuftig ledelse, kan også tage initiativer. Ledelsen er ikke en flok af ikke-spekulerende repræsentanter for aktionærerne. Den er blevet valgt af en magtgruppe, der bestemt ikke ejer kapitalen, men den har været i stand til at betale en lille smule af kursværdien på aktiemajoriteten. Det er ofte den bank, der har finansieret majoriteten, der udpeger ledelsen i selskabet. Ofte er kapitalen ejet af sparerne i den finansierende bank, uden deres vidende, og uden at de kan håndhæve deres legale ret. Finansgruppen består bestemt ikke af den gamle type aktionærer, og den repræsenterer dem bestemt heller ikke. De er professionelle uden egne midler, de handler som irrelevante selvudpegede mestre i branchen og er indehaverne af samfundskapitalen. Ledelsen, som nu ikke er afhængig af bestyrelsen, fører til det faktum, at ledelsen ikke kan handle i selskabets interesser i det lange løb. Den har taget initiativer, som finansieringsgruppens bank ønskede, og det er sjældent i selskabets interesser.  

Et nyere illustrerende dansk eksempel:                                                                                   

En rapport fra én af de fire direktører i den tidligere Kosan-Gruppen:    

Kosan-stripningen - et kort resumé

I 1989 aftalte 4 direktører i de 4 største datterselskaber i Kosan-koncernen (deriblandt undertegnede), at vi skulle foretage et såkaldt MBO (Management Buy-Out), hvor vi skulle købe vores moderselskab. I den forbindelse blev der indgået en aftale (Aftalen af 21. marts (kaldet Rammeaftalen i tidl. bind)). Det aftaltes, SDS skulle rådgive os og låne os penge til købet. Da Kosan havde mange skjulte værdier, og de daværende ejere ville sælge relativt billigt til os direktører, besluttede SDS at bruge os som stråmænd og kø--be Kosan selv. Kort tid efter købet var Kosan-koncernen strippet fuldstændigt og stort set alle datterselskaberne var solgt fra. Dette tjente SDS naturligvis en stor bunke penge på, men da det var klart i strid med aftalen, gjorde vi direktører naturligvis vrøvl.

Den ene af direktørerne (Mogens Petersen) skiftede på et tidligt tidspunkt hest og er i dag medlem af Unibanks bestyrelse, den anden (Erik Thygesen) skiftede (senere) også side, men støtter banken. Den tredje direktør (Robert Storm) blev afskediget inden nogen nåede at opdage, hvad der i virkeligheden var sket. Han kan p.g.a. tavshedsløfte ikke udtale sig om Unibank eller sagsøge dem. Jeg nåede at gå til pressen inden, jeg led ikke samme skæbne som Storm, hvorfor jeg i dag ejer det Kosan datterselskab, som jeg var direktør for. Samtidig kæmper jeg på 8. år for at få min del af overskuddet fra Kosan-stripningen.

Fra Finanstilsynet var der desværre ingen hjælp at hente, da tilsynet er i lommen på de store banker. Selvom Erhvervsankenævnet i 1996 udtalte, at der ikke var givet nogen bæredygtig begrundelse for, hvorfor MBO'et ikke blev (forsøgt) gennemført, samt at Fi-nanstilsynet eller Økonomiministeriet burde foretage en tilbundsgående (gransknings-lignende) undersøgelse af Kosan-sagen.

Samtidig har jeg stævnet SDS (nu Unibank) ved Østre Landsret i 1994 for at undgå den 5-årige forældelse. Landsretten afviste imidlertid sagen, p.g.a. en voldgiftsklausul i en aktionæroverenskomst, som banken på et tidspunkt, hvor den var næsten 100% ejer, dikterede overfor os direktører. Denne afvisning er nu anket til Højesteret, som stadig (december 1997) behandler sagen.

Desuden har jeg indklaget Finanstilsynet og Økonomiministeren for Folketingets Ombudsmand, bl.a. p.g.a. deres mangelfulde undersøgelse af sagen.

København Byrets Afdeling J
blev sag nr. j.-1006-94  kun enkelte brudstykker er medtaget:

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren Søren Kofoed Nielsen, kan kræve erstatning fra Sparekassen SDS A/S, nu Unibank A/S, for sagsøgers påståede tab i anledning af, at dennes aktier i Kosan A/S i 1989/90 blev tvangsindløst.

Dom

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte, Sparekassen SDS A/S, nu Unibank A/S frifindes. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

 

Bemærkninger:

Henset til sagsøgtes retsstridige adfærd i relation til deponeringspørgsmålet, finder retten, at sagsøger har haft rimelig grund til at indlede retsforfølgning og ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

Da medarbejderrepræsentanten fik beskikket advokat, betød det, at i modsætning til Unibank A/S slap medarbejderrepræsentanten for advokatudgifter.

Efter at vidneafhøringer ved Højesteretssagen var afsluttet i januar 1998 traf Højesteret på anmodning beslutning om, at der skulle være skriftlig procedure. For sagens opklaring mener jeg, at det er en stor fordel i en omfattende sag. Ved den mundtlige procedure er det vanskeligt at sikre sig, at ens advokat er orienteret om alle forhold. Ved en skriftlig procedure kan man med megen større vægt fremlægge sagen med henvisning til relevante bilag. Indstævnte SDS/Unibank udarbejder herefter sit første indlæg. I mit andet indlæg tilbagevises påstande i SDS/ Unibanks indlæg. Det har her været af stor betydning, at der har været god tid til at gennemgå materialet, så tilbagevisningerne er dokumenterede. SDS/Unibanks andet indlæg bærer præg af, at bankens advokat har pro-blemer, som han mener at kunne løse ved at indkalde et nyt vidne. Ved de allerede gennemførte vidneafhøringer er det kommet frem, at samtlige fire direktører troede, at de var købere af Kosan a/s, så vi er alle blevet ført bag lyset af SDS/Unibank og Marianne Philip. Uden at kommentere SDS/Unibanks ønske har Højesteret den 25. september 1998 optaget sagen til dom.

Fortsat bemærkninger:

Advokat Marianne Philip har - modsat appellanten - været bekendt med, at SDS havde registreret sig som 100% ejer af det købende selskab Kosan Holding A/S. Det var således velbegrundet, at Erhvervsankenævnet i sin kendelse af 14/10 1996 udtaler: "Det fremtræder uklart for Ankenævnet, hvem Marianne Philip har repræsenteret under sagen."

Aktionæraftalen er således efter appellantens opfattelse ensidigt konciperet af indstævnte og dennes advokat Marianne Philip. Højesteret har stadfæstet Landsretsdommen på tvivlsomt grundlag. Dommen er derudover refereret fejlagtigt i Ugeskrift for retsvæ-sen. Se i det følgende, hvorfor.

Højesterets afgørelse af formalitetssagen vedr. Kosan-Sagen fremgår af UFR Nyheds-Service: "Voldgiftsklausul i aktionær-overenskomst omfattende de foreliggende tvister. Nyt andragende ikke tilladt fremsat".

Retspleje 261.3 og 28.1

Med henblik på køb af moderselskabet i en større koncern stiftede pengeinstitut P og 4 direktører i datterselskabet i koncernen et holdingaktieselskab. Købet fandt sted i april 1989, og juni 1989 indgik deltagerne i holdingselskabet en aktionæroverenskomst, der indeholdt en voldgiftsklausul. I 1994 anlagde en af de 4 direktører A retssag mod P med påstand om, at denne var erstatningsansvarlig for forskellige dispositioner i forbindelse med overtagelsesprojektet. A anførte bl.a., at P havde fraveget en rammeaftale, som parterne havde indgået i marts 1989. Der fandtes ikke at være grundlag for at antage, at aktionær-overenskomsten først skulle træde i kraft, når institutionelle investorer som planlagt var indtrådt som aktionærer, og det fandtes ubetænkeligt at lægge til grund, at de foreliggende tvister var reguleret af aktionæroverenskomsten og således var omfattet af denne voldgiftsklausul. P's påstand om sagens afvisning blev derfor taget til følge. Et først under den skriftlige procedure for Højesteret fremsat anbringende om, at aktionæroverenskomsten var ugyldig, blev ikke tilladt fremsat.

J. P. Fischer Hansens kommentarer:

Det forekommer mig, at der er opstået nogle forståelsesproblemer i forbindelse med den aftale, jeg indgik med SDS den 21. marts 1989 om købet af Kosan a/s og den senere underskrevne tegningsliste og aktionæroverenskomst.

I henhold til aftalen af 21. marts 1989 §3 er jeg aktionær i det købende selskab af Kosan a/s, og ud fra denne position skulle der udarbejdes en aktionæroverenskomst. Den i aftalen af den 21. marts 1989 §8 omtalte aktionæroverenskomst har intet med den aktionæroverenskomst, SDS senere krævede, at jeg skulle underskrive.

Hverken den under tvang underskrevne aktionæroverenskomst med løfte om, at jeg kunne blive aktionær i Kosan Holding A/S, som jeg burde have været i henhold til aftalen af 21. marts 1989 (sådan står der!). Først i juli 1989 bliver jeg aktionær i Kosan Holding A/S.

Alle SDS's manøvrer skulle kun tjene det formål, at skjule SDS's aftalebrud og ulovligheder overfor offentligheden og myndighederne. I stedet for at Kosan-Sagen kunne behandles for åbne døre i en retssal, er den indbragt med begæring om voldgift for lukkede døre.

Slut på resume af J. P. Fisher Hansens egen redegørelse jævnfør: http://www.lilliput-information.com/economics/kosan.htm

I virkeligheden er intet forandret siden 1920-erne. Ja, navne og betegnelser kan skifte, men realiteterne bag er de samme. Holdingselskabet svarer til den ovenfor omtalte finansgruppe (ofte organiseret i et særligt selskab; der kan være andre grunde til at etablere et holdingselskab; det skal oplyses).

 

USA havde Enron, Worldcom a.o. 2001-2002: Landmandsbankens krak, 1923, er et dejavue hermed i dansk udgave. I Danmark måtte Landmandsbankdirektøren opkøbe aktiemajoriteten i hemmelighed til egen fordelagtig tilbudspris for ikke selv at ryge ud. Men det gik langt videre, alt sammen via overkapitaliseringen og spekulationen. Ansvaret skulle placeres: hos direktøren?, hos national-bankdirektøren?, hos finansministeren?, hos regeringen? Nej, det skulle ikke frem. Intet nyt under solen. Især husmændene og landbrugerne i Danmark måtte bære kæmpetabene og betale regningen for svindelen.

 

Bestyrelsen kommer måske til den erkendelse, at den ikke længere er en fungerende gruppe. Den er ikke valgt til at gøre noget og den gør heller ikke noget. Den repræsenterer måske nogle tredjemands-interesser (bankdirektørers, andre industriselskabers), som måske er ganske meget på tværs af selskabets hidtidige mål. Bestyrelsen er bare formelt valgt på generalforsamlingen, i realiteten er den udpeget af ledelsen, som den rent faktisk skulle kontrollere. Vi er nået et punkt, hvor medlemmer af bestyrelsen kan kaldes ”pengegrise” –  harmløse og funktionsløse, grådige dyr - eller hvor pladserne i bestyrelsen er blevet gaver, der uddeles mellem medlemmerne. Én direktør får en plads i bestyrelsen, og anden betaler for pladsen ved at give plads til en anden i en anden bestyrelse. ”Fraværende” var den mest beskrivende betegnelse i 1920-erne. 

 

Via den sidstnævnte forholdsregel kombineret med det faktum, at det er finansgruppen, der har retten til at stemme, er vi nået til det punkt, hvor vores økonomiske liv er blevet lagt i hænderne på en klike, hvis magt er afgørende i samfundet, stærkere end enhver anden magt inklusive statsmagten. Den udøver magt udelukkende i dens egen interesse, og det er den snævreste interesse med korteste sigt.

 

Det er slemt nok, at det økonomiske liv er blevet lagt I hænderne på en hensynsløs flok af mænd, der ikke engang ejer den kapital, som deres aktier viser, og at de oprindelige aktionærer er blevet rene forskelsspillere (med reference til kurserne). Men det værste er, at kursen på aktien ikke længere er bestemt af den indre værdi (eller den fysiske værdi) i selskabet, ikke engang af profitværdien under hensyntagen til sikkerhed og varighed. Aktionæren glemmer nu hurtigt. Det allerværste er, at kurserne har mistet ethvert sundt grundlag og fremkommer som resultat af allehånde manøvrer.   

 

Nye friaktier (uden kapitalindskud) bliver snart udleveret og med dem vil de gamle og de nye snart stige i kurs endnu højere end kursen på de gamle aktier før friaktierne (”virksomhedsinflation”).

 

En lille smule hjælp er nødvendig, for at det kan ske; det bliver forklaret i næste afsnit. Fra da af er selskabet ikke etableret af tekniske-økonomiske grunde, men delvis for at samle magt og delvis for at tjene profit til grundlæggeren. Grundlæggeren har skabt ideen om selskabet, eventuelt ideen om samlingen af flere selskaber (horizontal eller vertikal integration for at skabe en samlet position nærmere monopolet). Han må samle personalet i ét selskab, finde en bank, der vil hjælpe og finde en sponsor, der vil købe, hvad der ikke forud kan sælges ved bestillinger på navnenoterede aktier, ved reklame eller ved forhandling i forbindelse med købet af forretninger og selskaber, udstyre dem med sæder i bestyrelsen og forklare udgifterne afholdt for at reklamere for aktiesalget. Hvis det lykkes for ham, kan han også læse om i referaterne, hvilke magtgrupper repræsenterende forskellige aktiegrupper/andele han får for sine tjenester med en plads i bestyrelsen. Kapitalisation herunder overkapitalisering er gennemgået på:

http://www.lilliput-information.com/economics/kapt.html

    

Mere fart i kapitaliserings-processen

Processen, der fører kapitalen væk fra produktiv virksomhed og over i privatkapitalen, går hurtigere i et samfund, hvor kapital er en mere og mere stram betingelse for frihed og sikkerhed i livet, og dette kendetegner netop et samfund, hvor produktionsaktiviteter ikke findes profitgivende, og arbejdsløsheden derfor er stor. Når jeg køber en fabrik og betaler for dens fysiske værdi, indestår jeg ikke alene over for samfundet med, hvad jeg ejer, men også med profitten af den kapitaliserede goodwill – fordelen af forret-ningsforbindelserne inklusive kundernes midler – som vil afkaste fremtidigt udbytte. Faktisk arbejder jeg på at gøre forrentningen af den historiske værdi fortjent i forretningen. 

 

Hvis det lykkes for mig at få profitten op, kan jeg håbe på at kapitalisere, hvad jeg har tilført goodwillen og måske noget af den fremtidige profit, når jeg omdanner forretningen til et privat, begrænset selskab eller hvis/når jeg sælger det. Men indtil da er jeg nødt til at gøre mig til en slave af fortiden for så måske, hvis det lykkes, at gøre fremtiden til en slave af mig.

 

For at lykkes må jeg reservere en del af resultatet forud. Det betyder, at priserne på produktionsfaktorerne må reduceres, eller priserne på produkterne må stige. Dette presser mig mod en monopol-positionen, specielt når faktorpriserne inklusive lønningerne (undtaget min egen) er uden for det jeg har hold på. Alle forretningsfolk er i den samme situation.

 

Forestil dig, at du sælger en forretning, der årligt gav dig 50.000 kr. ved siden af løn og renten af den investerede kapital i forretningen. Du sælger den for 100.000 kr. mere end du betalte (i en periode uden inflation). Forretningen giver en profit på 50.000 kr., men den nye ejer vil ikke acceptere denne lille profit, fordi han har 100.000 kr. mere end du havde, der skal afkaste profit. Du har endog kapitaliseret din løn og noget af fremtiden også.

Da en god boghandler fusionerede med ”Det Nordiske Udgiverfirma”, fik han nogle hundredetusinde for det, og da De Svenske Sukkerfabrikker blev etableret for næsten hundrede år siden, fik en direktør 3 millioner for at opgive sin stilling, så sammenlæg-ningen af fabrikkerne kunne ske. Du kan gå så langt som til at kapitalisere den fortjeneste, som du forventer at få fra indførelsen af bedre teknik og organisering. De mest ærlige udsteder dog opsatte aktier, som ikke giver udbytte automatisk.

 

Som du vil forstå motiverne til at komme nærmere markedsformen monopol, er meget typiske, når der laves fusioner. Fusioner er en fremgangsmåde til at få mere plads til overkapitalisering, der resulterer i alle slags særegne transaktioner. Aktieudstedelser er én måde, og at udstede friaktier er en anden. Finansernes mestre accepterer sædvanligvis den sidstnævnte, fordi den koncentrerer magten yderligere, ligesom de også accepterer højere gager og andre unødvendige udgifter forbundet til direktører og deres agenter. 

 

Når kapitaliseringen (udregningen nutidsværdien af værdien af en række forventede betalingen og overførslen af beløb til privat eller andet formål) bliver til overkapitalisering, kapitaliserer du uden nogen overvejelse om sikkerhed og varighed. Den købende offentlig-hed oplært af TV fandt det at være med på noderne at investere vildt i IT-aktier ”med evigtvarende fremtidigt produktionskraft” i begyndelsen af 1990-erne, nøjagtig som sølv- og guldminer sammen med jernbaner var øverst på hitlisten i slutningen af 1800-årene. Propagandaen i medierne fik folk til at tro uden nogen egentlig forståelse, på spillet. Al kapitalen, der blev modtaget af selskaberne, skulle afkaste profit på den ene eller den anden måde. Men mange gange kan dette ikke lade sig gøre inden for rammerne af selskabet, oftest fordi meget lidt sandhed er blevet fortalt i det offentlige rum om disse produktionsorganisationer. Men hvorfor stiger aktierne så, vil du måske spørge.

 

Der havde allerede været et snevejr af papir, der ville forrentes. Men forretningerne kan ikke fremvise et regnskab, der harmonerer med disse markedskurser på aktierne. Med en stabil vækst i pengemængden og statsgælden finansieret med en stabilt voksende mængde statsobligationer, voksede bjerget af papir bare endnu mere. 

 

Hemmeligheden er, at en stabil vækst i privatkapitalen er skæbnesvanger for samfundet, og eksperimenter med at give skattefinansierede eller fejlfinansierede tilskud for at løfte eller kick-starte økonomien forhindrer simpelthen staten i at få nedbragt gælden. Resultatet er inflation. Inflationen er privatkapitalens bedste ven uden for produktionen, og også den bedste ven politikerne og deres tjenestemænd har.  

 

Så aktiekurserne stiger endnu mere med den falske købekraft. For dem, der vil beskytte samfundet, er det som tæller, at få privatkapitalen reduceret og få realkapitalen til at vokse, altså standse statsmaskinen. Vi har forklaret hvad der må gøres, før dette kan ske på: http://www.lilliput-information.com/economics/tida.html

 

 

Amerikanske eksempler fra sidst 1800-årene og begyndelsen af 1900:

 

Kapitaliseringens hoforgan er børsen. Dens teknik centraliserer ejendomsrettens opsplitning: Kapitalisationen af et selskab kan måske foregå via 4-5 forskellige papirer: Aktien, formelt en andel af ejerskab til forretningen, i realiteten en andenklasses obligation med varierende udbytte, eller som en obligation med førsteklasses gældsbevis med en fastholdt rente. I den forstand er aktie- og obligationsejeren begge passive kapitalister[5], selvom denne betegnelse faktisk kun bruges om den sidstnævnte. Når $200 mill. i præferenceaktier blev omsat i the American Steel Trust tjente Morgan og hans venner 4% garantikommission og 1% ved at købe præferenceaktier til en kurs under pålydende. Af de $1400 mill.- i dag regnes disse beløb i hundrede af milliarder p.g.a. problemet som denne gennemgang behandler - som var den kapitaliserede af disse, var mere end $700 mill ”varm luft”, og den anden halvdel var virkeligheden. Initiativtagere, underskrivere og finansierende banker fik $150 mill. (Morgan, Moore, Carnegie og Rockefeller fik en betydelig del af disse). Takket være markedsformen monopol, der fulgte, var de i stand til at betale renter af denne kapital, endog selvom de havde købt adskillige miner, der ikke blev sat i gang med det samme. Forskellen mellem opregningen lavet af ledelsen i the Steel Trust og opregningen foretaget af USA-Trust-Commission i 1910-1912 var på $775 mill. (1457- 682) af værdierne i trusten i 1902.

 

Denne enorme overkapitalisering kunne ikke være skabt uden inflation, skabt i forvejen af staten og bankerne.

 

Fra 1898 til 1914 og 1920 steg omløbet af pengemidler, guld, sølv, Greenbacks[6] og andre certifikater[7] samt andre banksedler fra $2 milliarder til henholdsvis $3 2/3 og 6 1/3 milliarder. Omløbet pr. individ kan opgøres med et simpelt gennemsnit til $17 I 1880, $35 i 1914 og $42 I 1924. Hertil skal lægges en stadigt voksende kredit. Så den private formue, der udgjorde $90 milliarder i 1900 kom nærmere $200 i 1914 og $350 i 1920.

 

Kapitaliseringens bedste hjælper var inflationen. Den private kapital (eller den passive kapital holdt fri af produktionsaktiviteter, men stadig afkastgivende) skabt af inflation, hævdes af ejerne at være fastholdt under og efter en reduktion af kreditten, som fulgte (kaldet deflation) og ikke bare blevet til statsgæld. Dette specifikke punkt får et afsnit nedenfor. At betale renter på en overkapitalisering forudsætter, at en enhver monopol-mulighed har været brugt, og det i en sådan grad, at dine henlæggelser har presset den varme luft ud af aktien, så kun indholdet er tilbage (den direkte forbrugsmulighed). I de første 10 år med the Steel Trust tjente den $1100 mill. af hvilke ejeren af obligationen fik 284 og aktionærerne $394 mill., medens $422 mill. blev placeret som henlagt fortjeneste.

 

I 14 år var profitten i The Steel Trust den samme som dens kapitalisation.

 

Kapitalen i Tobakstrusten (The Trust of Tobacco) steg fra $25 til $235 mill. fra 1890 til 1910 af hvilke $150 mill. repræsenterede goodwill. Produktionsanlægget under Trust W. Duke & Sons blev vurderet til $½ mill. i 1885. Uden andre stigninger end henlæg-gelser. Selskabet blev kapitaliseret til $25 mill. før WWI, i 25 år var der blevet betalt omkring $20 mill. til aktionærerne og obliga-tionsejerne. Alt i alt er Duke’s $½ mill. blevet ganget med 90 til at udgøre $45 mill. Disse beløb er hovedsagligt gået i Mr. Duke’s lommer og i lommerne på 8-9 mænd fra finansieringssektoren. Proceduren har været den samme:

Når konkurrencen er dominerende holdes profitten nede, derefter etableres et nyt selskab. Dette selskab friholder aktionærerne i de mindre selskaber med en udstedt obligation. Når konkurrencen er standset og monopolet er etableret, drives profitten op i det nye selskab. Denne ekstraprofit er da overkapitaliseringen i den forstand, at almindelige aktier, præferenceaktier og obligationer nu kan udbydes på dette grundlag.

 

Når du fortsætter med at bytte aktier for obligationer og den anden vej rundt over det nye selskab, skabes grundlaget for de manøvrer, der kan give gevinster. Finansmændene får stadig deres betalinger tilbage, fordi mængden af obligationer netop matcher den samlede sum.  At sikre profitten ved at sælge præferenceaktierne og forblive ved magten i selskabet sker ved at holde på majo-riteten af de ordinære aktier, der fortsat har  stemmeret. For at få systemet til fungere optimalt, må stemmeretten begrænses til en relativt snæver kreds. I mange lande er det forbudt at adskille ejerskab til aktierne fra stemmeretten. I Danmark for eksempel over-drages stemmeretten på belånte aktier til panthaver, oftest en bank. For at komme nærmere ind på, hvorledes den danske industri kunne blive finansieret tidligere, kan det anbefales at gå til Landmandsbank Kommissionen (rapport om af 1923). Vort korte resumé ligger på http://www.lilliput-information.com/economics/leka.html . Det kan oplyses at meget ser ud som i dag (2001-2003).

 

Kapitaliseringsprocessen bliver gjort lettere med systemet med holding- eller trustselskab og datterselskaber. Et holdingselskab ejer aktiemajoriteten i f.eks. en papirtrust og en cellolose-trust og eventuelt tilsvarende i avistrust og en papirmaskinetrust. Hver trust har ofte flere fabrikker, men deres vigtigste formuegode er majoriteten af aktier i hver fabrik, der igen er i stand til at sikre majoriteten i hver af de produktionsmæssigt tilstødende industrier eller bare den samlede aktiemajoritet i de af industrierne, der køber deres produkter. Systemet var mest udviklet i Sydafrikas mineindustri, hvor man tit fandt en 4-5 leddet organisation. 3-4 selskaber forhindrer folk udefra i bare at lave et groft estimat på værdien af aktierne i de producerende selskaber. Kapitaliseringsprocessen forløber nu uden en bare fornuftig indsigt/indblanding fra omgivelserne. Den danske parallel til John Law’s Mississippi-selskab er uden tvivl det Transatlantiske Selskab, der gik bankerot og tog Landmandsbanken med i sit fald i 1923.

  

Væksten I den private (passive ) kapital som følge af statsgælden:

 

Produktion i den ene ende, forbrug i den anden. Forbruget og skatterne fjerner realkapitalen fra produktionen over i privatkapitalen (uden for produktionen), og det meste går til endeligt forbrug. Der er et dilemma ved kapitaldannelsen. Kapitalen flytter sig der til, hvor den bedst forrentes. Så hvis statsgæld (i form af obligationer) afkaster en større profit, så kender kapitalen dens destination. Men medens statsgæld og inflation øver indflydelse, er kapitalejerne ikke særligt interesserede i for megen vækst i realkapitalen, fordi dette nedsætter rentefoden og lader de passive rentenydere tilbage med lavere indkomster fra renterne. Skatter og offentlige udgifter (også selvom der blot køres med underskud) dræner købekraften ud af produktionen, og de falske inflationsmidler eller stagflationsmidler fylder varm luft i kurserne på aktiemarkedet og ender i privatkapital til sidst. Herved trækkes initiativet også væk fra produktionen, som skulle have tjent beskæftigelsesformålet/eller det fremtidige forbrug og retten til at være her.

 

Du kan bruge kunstig sne, men på et tidspunkt må du fjerne det igen, og det er besværligt jo mere sne du har brugt. Naturlig sne forsvinder uden videre. Hvis den bliver, fordi det fortsætter med at sne, så kan du køre det væk i en trillebør ved at trille et antal gange. Du kan roligt køre videre, medes det fortsat sner, fordi den sne du har kørt væk så er til side. 

 

Hvis en krig ødelægger realkapital for 500 milliarder vil behovet for kapital føre til højere rentefod. I den situation foretrækkes statslån blandt pengeejerne. Medens realkapitalen bliver ødelagt, er privatkapitalen en fikseret rentekilde, og det sker samtidig med at real-kapitalen reetableres ved f.eks. udstedelse af 500 milliarder traditionelle statsobligationer. Måske udstedes der endnu mere, idet det skal tages i betragtning, at obligationen udstedes til kurs under 100, og fordi staten har forbrugt en mængde kapital i krigen udover den ødelagte realkapital. Derved er varepriserne blevet presset i vejret og har givet store profitter. Og også en større renteindtjening fra privatkapitalen og en større ydelse fra statsobligationerne, der erstattede realkapitalen som en kilde til indtjening. 

 

Pengeejerne ser gennem bankens øjne og forstår ikke at ikke bare lønningerne, men også profitterne får mindre realværdi ved netop den højere rentefod. Den højere nominelle renteindtægt repræsenterer simpelthen en mindre købekraft, hvis der ikke deltages i fremtidens tilbagebetaling. Pengeejeren handler, som om han tror: ”Jeg kan spise kagen og stadig have et større stykke kage tilbage, end før jeg spiste”. 

 

Verden står i papirformuens tegn. Fra statsmagten og højfinansen er der blevet fyldt varm luft i værdipapirerne overalt i verden. Disse papirer forlanger forrentning og efterlader ikke aktørerne bag realkapitalen nok spillerum. Papirerne forstyrrer både de ideelle og materielle opgørelser af værdi, og endelig synes de at sætte de såkaldte op- og nedgange, konjunktursving eller business-cykler mere i sving med endnu højere frekvens og større amplituder, og de truer med at afslutte med en fuldstændig disor-ganisering af produktionen. Det er sket mange gange før. 

Mainstream historien:

Bourgeois Kondratiev-kurven  (1843-1897) er et navnene på nogle sådanne udsving: Efter 1842 genopstod opsvinget og en ny Kondratiev-bølge begyndte, denne gang som et resultat af jernbanebyggerierne i Nordeuropa og Amerika og den medfølgende ekspansion i kul- og jernindustrierne. Opsvinger sluttede cirka omkring 1857, da det vendte til nedgang. Nedgangen blev til depression i 1870, der varede til 1885. Opgangen herefter og varede indtil 1897.

Der er også den Neo-Merkantelistiske Kondratiev (1898-1950?): Opsvinget startede omkring 1898 med ekspansionen i den elektriske kraft og automobilindustrien og varede til 1911. Nedgangen der fulgte blev til depression omkring 1925, og den varede til omkring 1935. Vi kan konkludere, at denne tredje bølge vendte til opgang øjeblikkelig efter, den vi skulle tro varede indtil omkring 1950. Det er da lidt morsomt.

Amerikansk krise i de sene 1800-år og begyndelsen af 1900-årene:

Omkring tiden for Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) havde USA allerede haft to større økonomiske depressioner, panikkerne i 1819 og I 1837. Omkring 1873 var der efterkrigsekspansion, især med jernbanerne, et fald i den europæiske efterspørgsel efter amerikanske produkter, spekulation og markedsmanipulation af nogle få individer og endelig et stort bankkrak med J. Cooke, der bragte depression fra 1873 ti 1878. (slut på mainstream historien)   

Nogle ønskede hjælp fra forbundsregeringen med at kontrollere op- og nedgangene. Disse folk foreslog at regeringen skulle lade pengeudbuddet vokse enten ved at tilføje mønter i sølv til dem af guld for således at øge det såkaldte ædle udbud af penge eller ved at udstede papirpenge. Igennem hele det 19. århundrede, og indtil USA opgav guldet som grundlag for pengeudbuddet i 1933, var mange forslag om at udmønte sølv og udstede Greenbacks, der er uindløselige pengemidler. Nogle gange blev forslagene imødekommet. For eksempel udstedte Unionen store mængder af Greenbacks for at hjælpe med med betalingen af Borgerkrigen. Da disse Greenbacks blev tilbagekaldt og udelukkende penge baseret på ædelmetal blev at betragte som rigtige penge, var der en stor virkning på pengeudbuddet som hjalp med at fremskynde depressionen i 1873. (Bemærk at ordet ”pengeudbuddet” her anvendes. Det indikerer at penge er blevet til en vare.

Regeringens bekymring for afbetalingen af gælden og dens ønske om at fastholde kraftig kredit varede ved igennem hele krisen, der begyndte med et fald i værdipapirkurserne, som i dag kaldes et styrt på Wall Street.

Inflationen i midten af 1890-erne kombineret med en høj arbejdsløshed i USA[8] og som fortsatte ind i 1900-årene var tæt forbundet til de nye guldfund i Sydafrika, Vestaustralien og Klondike i USA mellem 1887 og 1896.

 

Grundene til 1873-depressionen var for stor ekspansion, spekulation, konkurser, som har gentaget sig selv gennem hele USA’s historie. Efter New Deal i det 20-århundredet har den føderale regering aktivt været konstant involveret i forsøg på undgå eller kontrol-lere op- og nedgangene, og med Keynes er interessen for at foretage disse indgreb blevet udbredte i resten af verden samtidig med at op- og nedgangene vel at mærke er fortsat uformindsket. Det 19. århundredes laissez-faire-filosofi, der blev understøttet af socialdarwinisternes nyopfundne udviklingshistorie m.v., foreskrev ingen regeringsindblanding i de dengang (et link til Charles Darwin) nærmest ukendte op- og nedgangs-trosspørgsmål. Efter J. M. Keynes blev de betragtet som afgjorte kendsgerninger tæt på naturvidenskabslove. 

 

De mere eller mindre sammenhængen finansielle kendsgerningers historie:

 

Længe før Slaget ved Jena 1806 havde Kurfyrsten af Hessen-Cassel Wilhelm IX og hans forgængere været pengeudlånere for regen-terne i Europa. Men den mest indbringende forretning var at sælge unge europæiske eventyrlystne løsgængere og soldater som tropper til krige, og specielt til (U)afhængighedskrigen i Amerika på engelsk side. Den britiske regering finansierede krigen med kredit i form af valutaveksler.

 

Mayer Amschel blev udnævnte til Chefagent for Kurfyrsten. I slutningen af det 18. århundrede i tiden omkring den amerikanske revolution ((U)afhængighedskrigen) var meget i situationen forskelligt fra det, vi kender til samme emne i dag. Europa var et sammensat kludetæppe af store og små kongeriger, hertugdømmer og andre stater, der hele tiden kævledes indbyrdes. De fleste mennesker var reduceret til slaver – uden politiske rettigheder. De tarvelige ’privilegier’ de var allernådigst tildelt af deres ’ejere’ kunne fjernes på et øjeblik.

 

Det var på den tid, at en ung mand dukkede op på den europæiske scene; han skulle vise sig at få en enorm indflydelse på historiens gang; hans navn var Mayer Amschel Bauer. Senere blev hans navn, som han ændrede, synonymet med velstand, magt og indflydelse. Han var den første af Rothschilderne – den første sande internationale bankier! 

 

Lige før (Napoleons) Marschal Augereau okkuperede Frankfurt den 23. januar 1806 og udbad sig 4 mill. francs fra indbyggerne, som han hævdede havde handlet med engelske produkter, havde Mayer Amschel (Rothschild) fået en fuldmagt til at sikre Kurfyrstens formue. Som den første eksporterede Nathan (Mayer Amschels søn) hemmeligt kontrabande til Frankrig og andre besatte lande af Napoleon. Produkter af bomuld, garn, tobak, kaffe, sukker og indigofarve til skyhøje sortbørspriser. I ti år (1800-1810) kørte dette som succesforretning for Rothschild-familien. 

 

På samme tid som europæerne tilsyneladende faldt i hænderne på Napoleon, der havde lagt den berømte fastlandsspærring, flyttedes umådelige summer til England, hvor en af Mayer Amschels fem sønner Nathan allerede residerede som en finansprins, og Wilhelm blev bragt i eksil i Slesvig nær den tysk-danske grænse, senere i Danmark og i Prag. Alle Europas stater skyldte enorme summer – helt uden for næsten alles forestilling – til Wilhelm, men Napoleon havde nu besat hvert eneste af landene.

 

Fra 1806 var Wilhelm IX’s formue og også andre fastlandskreditorers formuer blevet flyttet til London og en god del heraf i hænderne på Nathan Rothschild, der var flyttet fra tekstilområdet Manchester til London i 1804. N. M. Rothschild and Sons blev navnet på forretningen. Fra sidst i 1810 flyttede familien deres investeringer – også Wilhelms, men i navnet Rothschild – til kapitalinvesteringer eller finansielle investeringer. Nathan udbyttede de muligheder, som Napoleon havde givet ham. Hans højhed fik så engelske rentebærende statsobligationer i stedet. 

Mainstream Historien:

Mayer Amschel Rothschild sendte nogle af Wilhelms penge til sin søn Nathan i London, og følger vi the Jewish Encyclopedia, lærer vi: ”Nathan investerede dem (pengene)  i 800.000 pund i guld fra the East India Company, idet han vidste de ville skulle bruges på Wellingtons kampagne på Den pyrenæiske Halvø (mod Napoleon). Han tjente ikke mindre end fire gange: 1. på salget af Wellingtons papir (engelske statsobligationer), 2. på salget af guldet til Wellington, 3. på at genkøbe guldet (som han købte for 50 cent pr. dollar), og 4. at levere det til Portugal. Dette var begyndelsen til en stor formue. (slut mainstream historien)

Guldbarer blev også smuglet i enorme mængder af Nathan og hans broder James Rothschild i Paris til Wellington, så den lille mængde, der stod opført i foregående afsnit skal vi snart se er intet i forhold til virkeligheden. Hver dag var han inde og ude med Kurfyrstens engelske pund. Nathan havde været i England i syv år på det tidspunkt, og officielt var hans formue vokset enormt (især den, der tilhørte Kurfyrsten) og også hans kreditværdighed selvfølgelig.

 

I perioden 1811-1815 overførte Nathan Mayer Rothschild og J. C. Herries også £42,5 mill. i guld sikkert til Wellingtons hær i Spanien med hjælp fra Nathans broder James i Paris (etableret i Paris fra den 24. marts 1811) og gennem Frankrig. Prøv et øjeblik at sammenligne denne sum med det samlede pengeomløb af sedler og mønter og den dækkende fond i England samlet i de samme år (læs herom i det nævnte i part 1) og klik ”back”, når du er færdig. Medens Napoleon kæmpede og tabte i Rusland strøm-mede guldet gennem Frankrig til Wellington, der sluttelig stoppede Napoleon ved Waterloo.

 

Slaget ved Waterloo blev udkæmpet fra kl. 11.25 til omkring kl. 22 søndag den 18. juni 1815. Slaget gjorde England til den førende magt i Europa og Nathan Rothschild (1777-1836) til den mest indflydelsesrige skikkelse i sin tid. Det hårde arbejde var planlagt længe forinden. Så snart de fem Rothschild-brødre var blevet etableret i Frankfurt, Wien , Paris, Neapel og London begyndte de at udvikle deres egen nyhedstjeneste (fra London kunne Rothschild sende sine blåtklædte kurerere til Rio, Toronto eller Nairobi uden varsel indtil WW2). De opbyggede simpelthen deres egen efterretningstjeneste meget mere effektivt end de tilsvarende, som regeringen havde.

 

Ingen nyheder var så værdifulde for spekulanterne som nyhederne om udfaldet af Slaget ved Waterloo. London lyttede i flere dage. Hvis Napoleon vandt, ville kurserne på engelske regeringsobligationer falde. Hvis England vandt, ville Napoleons rige falde, og så ville regeringsobligationerne stige i kurs. Europas skæbne lå indhyldet i røg. Ved frokost mandag den 19. juni 1815 krydsede en Rothschild-agent Rothworth fra Ghent til Folkestone på den engelske kyst i en hurtig fiskerbåd. Han rapporterede til Nathan Rothschild på New Court 2, St. Switin’s Lane i City, London, styrtede så hurtigst muligt til Lord Liverpool’s house i Westminster: the Prime Minister fik nyhederne kl. 14. Wellingtons ordonnans, der havde været aktiv i krigen dagen før, og som roede over Kanalen, nåede London kl. 22, gik til Earl Bathurst’s House i Grosvenors Square, hvor Kabinettet spiste middag, derefter ned til St. James’s for at præsentere ørneseglet for Prinsen af Wales. 

 

Med denne viden offentliggjort ville enhver have vidst, at de engelske regeringsobligationer ville stige i stedet for at falde, så enhver ville have købt regeringsobligationer. Men Nathan Rothschild havde planlagt at lave et såkaldt corner. Han begyndte med at sælge regeringsobligationer, idet han lænede sig til pillen, hvor han plejede at stå i børssalen. Hans ansigt var uden noget udtryk overhovedet, så det blev tolket som et engelsk nederlag mod Napoleon ved Waterloo. Alle hans agenter, som kun han kendte, solgte også obligationer og andre papirer. ”Rothschild ved besked”, blev det visket. Han vidste besked, men ikke hvad de andre var bragt til at frygte. Kurserne gik ned og ned, markedet kollapsede. Kurserne faldt fra minut til minut, der var ingen bund. De solide og stærkeste bank- og finanshuse begyndte at skælve. Papirerne slog bogstavelig talt saltomortaler.

 

Men den dødblege Nathan (han havde ikke sovet natten før) lo i sit indre bag ved ansigtet. I hemmelighed beordrede han sine agenter til at begynde at købe i stedet for at sælge. Syv timer efter Rothworth havde informeret den britiske regering om udfaldet af Slaget ved Waterloo ankom Wellingtons kurer med den samme information og meddelte på samme tid, at Blücher havde vundet ved Ligny. Rothschild meddelte det for London Børsen. Kurserne steg så hurtigt og nåede indtil da ukendte højder.

 

Dette gav Rothschild familien fuldstændig kontrol med den britiske økonomi.

Dette var hverken første eller sidste corner lavet af verdensmesteren i spekulation og statslån.

 

I kølvandet på den fine Wienerkongres blev der holdt en nu nærmest glemt supplerende kongres i Aix-la-Chapelle (nu den tyske Achen, hvor i øvrigt Neanderthalmanden blev fundet). Alt såkaldt nødvendigt (når du lige glemmer ”tak” og ”undskyldninger”) har en finansiel side. Kongressen er blevet kaldt den glemte, så det var måske ikke meningen, vi skulle minde læseren om den.  

 

November 1818:

Ludwig den Attende lånte bogstavelig talt til genopbygningen af  Bourbon’s storhed hos Nathan og James Rothschild. Han havde modtaget forskud på britiske pengeordrer for at finansiere sit glorværdige indtog i Paris 1814. I 1818 var den gamle finansier vendt til-bage, og Rothschilderne blev ikke regnet med i denne forbindelse. De blev betragtet som opkomlinge. 

Napoleon begyndte med en gæld på omkring 2 millarder francs. I 1815 krævede de allierede 700 mill. francs i krigsskadeserstatning og krævede 400 mill. francs til deres udgifter ved besættelsen. Den nye franske regering behøvede et lån på 350 mill. francs. Dette blev ydet af Ouvrard og British Baring Brothers. I 1818 begyndte forhandlinger om meget større summer, et ekstralån på 270 mill. francs. Ouvrard and the Baring Brothers favoriseredes, men lånet skulle finansiere nogle af de franske krigsskadeserstatninger. Rothschilderne forsøgte at købe sig noget indflydelse, men intet hjalp tilsyneladende, før de franske statsobligationer begyndte at falde fra den 5. november efter at have været steget i det sidste år.

Et andet corner og stadig ikke det sidste.

 

Dag efter dag blev faldet mere og mere stejlt. Andre værdipapirer begyndte at ryste også. Kollapset truede, ikke kun i Frankrig, men på hele det europæiske fastland.

 

Pludselig ændrede scenen sig i Aix paladset. Rothschilderne, som var tålmodige med at  vente på deres chance og vente i forværelset, blev vist ind i kongens nærværelse. Nu var de centret for opmærksomhed. Deres klæder var højeste mode. ”Deres penge var nu den kæreste låners kæreste. ”Rothschilderne havde vundet kontrollen med Frankrig, og kontrol er det bedste navn på spillet! Benjamin Disraeli, der var statsminister i England, skrev en novelle med titlen Coninsby. Den Jødiske Encyclopedi, bind 10, pp.501, 502 beskriver bogen som ”et ideelt portræt” af Rothschild-riget. Disraeli karakteriserer Nathan 

(i forening med hans fire brødre) som “the lord og mester i verdens pengemarkeder, og virkelig the lord og mesteren i alt andet. Han holdt bogstaveligt talt Syditaliens statsindtægter i pant, og monarker og ministre i alle lande søgte at vinde hans råd og var ledet af hans forslag.”

 

Fyrst Metternich, hertugen af Richelieu, Fyrst Hardenberg og endog Lord Castlereigh gjorde, hvad de skulle. En ny æra var begyndt.

 

Storbrittanien alene på den tvivlsomme Guldstandard I 100-200 år:

 

Med væksten i udenrigshandelen viste de finansielle nyskabelser sig hurtigt. Valutasystemet blev introduceret tidligt, og i det 14. århundrede blev et simpelt multilateralt system etableret. Multilateralisme (uddybes i de næste afsnit ved dens modsætning), i alt fald i den simple udgave, har været det store værktøj for den internationale handels forhold i århundrede. Meget senere, i det 17 og det 18. århundrede: Det første foruddaterende valutamarked blev udviklet for at kunne håndtere usikkerheden om fremtidige be-vægelser i spotkursen på valuta, så de indbyggede risici for udsving i kurserne kunne reduceres.     

 

På den tid var Amsterdam blevet det vigtigste valutamarked i verden, tæt fulgt af London, der hurtigt overtog en stor og voksende rolle i verdenshandelsfinansieringen i det 18. århundrede. Derfor var markederne for fremmed valuta meget udviklede i begyndelsen af det 19. århundrede, både når det drejede sig om finansiering af handel og om internationale overførsler i form af investering og statslån. Alle kommercielle og finansielle transaktioner inklusive selvstændige kapitaloverførsler ind og ud af landet, indkomster, investeringer og simpelthen varer som betaling. I de 19. århundrede blev Japan en industrination, og USA’s del af verdenshandelen voksede stærkt, sat i gang af foreningen af de amerikanske stater til en nation og opfindelserne.

 

Alene Storbritannien havde lovformelig guldstandard i både den hjemlige som i udlandshandelen fra 1821. De fleste andre handelsnationer på den tid kørte med enten en dobbeltmetalstandard, som for eksempel Frankrig og USA, eller en sølvstandard, som de fleste andre europæiske lande gjorde.

 

Det triangulære betalingssystem indbefattet Storbritannien, Vesteuropa og de Baltiske lande havde domineret den nordeuropæiske handel i mange år, og slave-trekanten, der forbandt Storbritannien, Afrika og Vestindien repræsenterede et andet eksempel på den-ne type handelssystem. Andre triangulære handelssystemer udviklede sig i den første halvdel af det 19. århundrede. 1860 blev Storbritanniens handelsunderskud med USA i det store og hele dækket ind af overskuddene i handelen med Latinamerika, og et britisk underskud i handelen med Kina blev dækket ind af et overskud i handelen med Indien.

 

Når fremmed kapital strømmer fra et land til et andet, kan overførslen påvirkes på adskillige måder, for eksempel ved en flytning af guld fra et udlånerland til et lånerland, ved en stigning i kapitalimporten fra et udlånerland eller for så vidt et skyldnerland, hvis (i sidste tilfælde) f.eks. der sker et fald i lånerlandets eksport af varer og tjenester så at handelsbalancen bliver mere ufavorabel.

 

Guldstrømme og reduceret eksport påvirkede dog meget sjældent overførslerne i slutningen af 1800-tallet, og i de fleste tilfælde skete overførslen af kapital fra et udlånerland til et lånerland i form af øget vareimport i det kapitalmodtagende land.    

Intet i regnskaberne/opgørelserne fra det 18. eller det 19. århundrede viser os noget præcist om overførsler af guld, der skulle være sket netop for at udligne et handelsunderskud eller handelsoverskud på betalingsbalancen eller begrundet i fremmede investe-ringer eller lån.

 

Price-Specie-Flow:

 

Svar gives af de klassiske økonomer, David Hume, Adam Smith, og J. S. Mill, who worked out the price-specie-flow mechanism. Ifølge den forklaring, sker prisændringer som følge af guldstrømmen. Hvis et land udvikler et betalingsbalanceunderskud, fordi det har en for stor import og fortsætter med at eksportere guld for at dække ubalancen, så vil dette guldtab reducere det indenlandske udbud af pengemidler, da hverken guldet er i omløb, eller pengeudbuddet kan komme til at modsvare mængden af guldreserver. Et fald i den indenlandske betalingsmiddelmængde vil føre til et fald i varepriserne, da mindre købekraft med en uændret produktion betyder lavere priser. De lavere priser på varerne vil til gengæld få eksporten til at stige, da udlændinge finder, at landet bliver billigere at købe i. Lavere indenlandspriser vil også reducere importen, da indenlandske produkter substituerer (tilvælges) på bekostning af udenlandske produkter, da deres priser er blevet lavere i forhold til de fremmede udbudspriser. I det guldmodtagende land er det præcis modsat. 

Dette var mainstream-forklaringen.

 

Et par supplementer af kendsgerninger:

Price-Specie-Flow er teori og i virkeligheden ingen mekanisme overhovedet, der  sikrer, at der er overensstemmelse mellem guldreserver og pengeomløb.

Dertil kommer stabilitets-fondene og f.eks. de triangulære handelssystemer, der lod guldet – mellem underskuds- og overskuds-lande – cirkulere mellem bestemte handelspartnere uden nogen cirkulation ad andre kanaler.

 

I det sene 1800-tal blev denne price-specie-flow mekanisme eller teori udviklet på en række måder. Den vigtigste vedrører guldbevægelsernes indflydelse på centralbankens pengepolitik. I Storbritannien, især, blev det hævdet at guldstrømme førte til æn-dringer i diskontorentefoden og dermed renteniveauet i almindelighed ved en automatisk tilpasning. Således hævdede man, at guldeksportøren fik guld fra Bank of England, og dette førte til at dækningen faldt. Hvis dette fald fortsatte, ville banken eventuelt hæve diskontorentefoden automatisk for at forhindre yderligere udtømning af dens guldreserver. En sådan handling ville (som nævnt) få renteniveauet til at stige generelt og også lægge en restriktion på kreditten. Dette ville have en modsat effekt på forretningsaktiviteten og beskæftigelsen og føre til et fald i priser inklusive lønninger, der så ville forstærke den direkte effekt fra price-specie-flow-mekanismen. På den anden side, når en guldindstrømning fandt sted, ville en forøgelse af pengeudbuddet betyde en overflod af kredit, og rentefoden ville falde. Faldende rentefødder ville stimulere den indenlandske aktivitet og generere et pres opad på lønninger og andre priser. Hvis rentepolitikken på den måde er en spilleregel med nøje overvågning fra de monetære myndigheder, ville guldstandardens mekanisme have været et automatisk system. Kombinationen af guldstrømme og ændringer i rentefod ville have givet en æra med stabile valutakurser og givet en moderat stor beholdning af guld til pengeformålet i hvert land, og selvom størrelserne selvfølgelig ville fluktuere, ville der ikke være fare for en permanent udtømning, da tabet af guld automatisk ville være korrigeret af tilpasningsmekanismen.

 

Guldstandard:

 

Under dens relativt kortvarige eksistens, blev guldbasis ikke standardiseret eller gjort til et internationalt monetært system, som mange faktisk troede i brede kredse i 1930-erne og senere, og også i dag. Der var forskellige versioner af guldgrundlaget: således Guldmøntfod eller Klassisk Guldstandard, Guldindløselighedsstandard og endelig fra 1840-erne den Fleksible Guldindløselig-hedsstandard. De blev alle brugt, især den sidstnævnte. Her er det de faktiske forhold i Storbritannien, der beskrives.

 

De øvrige europæiske lande var ved 1870 enten på en sølvstandard, de tyske stater, Holland, Skandinavien – eller som Rusland Østrig-Ungarn, Italien, Grækenland og som noget nyt Frankrig var blevet tvunget af krigene og revolutionerne til at udstede uindløse-lige papirpenge. Uden for Europa var Orienten og Latinamerika på sølv, og USA havde uindløselige og værdinedsatte sedler (Greenbacks) udstedt under Borgerkrigen i omløb. Så omkring 1870 var guldstandarden langt fra at være en internationalt ordning. Kun England opererede på den lovfæstede guldindløselighedsstandard. Bimetalstandard eksisterede lovligt i USA, og den Latinske Møntunion og Tyskland, Holland, Skandinavien, Latinamerika og Orienten holdt fast ved sølvstandarden.

 

Der er en anden vigtig udvikling knyttet til væksten I den internationale økonomi mellem 1820 og 1913: Prisfaldene var bestemt ikke problemer. Bemærk, at England i 1800-årene i 80-90% af tiden var på guldstandarden. Her finder vi faktisk prisfald i perioden 1817-1896 som helhed, mens der er generelle og hurtige prisstigninger 1851-1854 og 1872-1873. Store forekomster af guld blev fundet i Californien og Australien mellem 1848 og 1855 (som nævnte tidligere) og det førte til en betydelig øgning af cirkulationen i guldmønter i Europa og andre steder. Hurtigt stigende priser begynder i England, hvor guldmønter dominerer cirkulationen. I England sidst i 1790-erne, i USA i 1850-erne under guldfeberen, Japan i 1870-erne og Italien i 1880-erne.  

 

Et eksempel på konkurrence om gælden og guldstandarden:

Den ufri handels- og industrikonkurrence på det europæiske fastland, konkurrencen på havene og i kolonierne og til sidst på landjorden i Europa også. Det meste af alt finansieret ved gældsætning. Den tyske stålproduktion, der var koncentreret i Ruhr-distriktet, steg til det 12-dobbelte i perioden 1880-1913. I den samme periode voksede den tyske andel af verdenshandelen fra 17 til 22 procent, medens den britiske faldt fra 38 til 27 procent. Den nationale gæld i Tyskland blev fordoblet fra 1900 til 1910 (under guldstandarden). Under den anden forøgelse af den tyske Marine blev der indført indkomst- og formueskat i 1913 for første gang i den tyske historie. Ved udbruddet af Den Første Verdenskrig var den tyske stålproduktion 3 gange større end den britiske.

 

Statsgæld under den internationale guldstandard og umiddelbart

efter Den første Verdenskrig, bl.a. i følge Professor L. V.  Birck:

 

“I 1922 kunne Professor L. V. Birck opgøre statens kapital i ”Vedenskrisen og Danmark” …Kapitalens indkomst er tilbagebetaling af gæld og solgte værdier, og dens udgifter er tilbageindbetaling af lån og investering af penge…Om fremtiden er der efter min opfat-telse tre veje at gå, og alle veje er lige umulige for øjeblikket, fordi tiden er forpasset. 1. At gå åbent og ærligt bankerot. Det er en forfærdelig uretfærdighed mod de folk, der tilfældigvis har papirerne. 2. Så kan vi tilbagebetale. Umiddelbart efter Den første Verdenskrig betalte England af på sin nationale gæld, det andet år betalte den renterne og det tredje og fjerde år gjorde det, hvad andre hæderlige nationer gjorde, betalte renter ved at lade den flydende gæld – kortsigtet gæld, boggæld og underskud på de offentlig finanser – vokse. 3. Endelig kan man ødelægge sin valuta, og forsøge at gøre det lige så hurtigt som andre gældsatte nationer. ”Lige efter Første Verdenskrig (1922) skrev Birck i den samme bog: ”Det hjælper ikke at tro, at verden kan gå ud af krigen uden at se anderledes ud end før, og at de folk, som har papirerne (gældspapirer, tyske mark og inflaterede og nedskrevne aktier) skulle kunne leve sikkert af dem, selvom de kræver det.”    

 

Tag 1800-årene og den første fjerdedel af 1900-årene: statsgælden florerede som aldrig før, og det kom til at gentage sig helt vildt indtil omkrig 1980. Inflation, deflation og arbejdsløshed næsten som i tyverne og trediverne.

 

Den første Verdenskrig blev gennemført ved et falskmøntneri ført helt ud i karikaturen og en statsgæld af sindssyge dimensioner. I den europæisk-amerikanske økonomi voksede statsgælden fra 150 milliarder kr. til 1 billion i 1918, 1½ billion i 1919 og 2 billioner lidt senere. I 1923 var Danmark på randen af statsbankerot. Uanset hvilke enheder vi vælger at regne i, er statsgælden i dag mere end 13 gange større. Og i den anførte statsgæld  omkring 1920 er de nationers gæld, der var for astronomisk store, end ikke medregnet.   

Fra den internationale højfinans hørte man dengang ordene:

Den nationale valutakurs så tæt som muligt på pari (i forhold til guld) og fasthold gælden  så meget som muligt, endelig ingen afdrag med det samme, men en langsom amortisation, båret af de årlige ordinære skatter. Så vil vi gradvist udfylde statsgældens tomme rum med realkapital.

 

Den danske statsgæld efter den første fjerdedel af det 20. århundrede:

Efter Første Verdenskrig kunne man vælge statsbankerot eller fortsætte den pantsætning af landets værdier og arbejdskraft, der allerede var begyndt. Den danske statsgæld var 2400 mill. kr. i 1923, når kommunernes og havnenes gæld medregnes, og prisniveauet er fælles (og her skal man ikke sammenligne med enhederne, der regnes i i dag). I år 1900 var statsgælden omkring 200 mill. kr. Gælden var således steget med en faktor 12 på bare 23 år. Til statsgælden skulle nutidsværdien af statens pensionsbyrder ellers være lagt til. I det officielle sammenlignede man dengang en sådan statsgæld med aktiverne tilhørende staten og kommunerne. Denne ekstra sum viste 1800 mill. i skæbneåret 1923.   

 

Statsgælden skulle fra midten af 1930-erne betragtes fuldstændig modsat, fordi nationerne nu skulle gældsættes af de professionelle ledere af staterne.

 

Jeg skulle måske for en god ordens skyld repeterende drage sammenligningen til krigs-skadeerstatningen, som Frankrig skulle betale Tyskland efter krigen 1871-1872. Den var på 5,3 milliarder francs i tyske sedler (med en rentebyrde på 356 mill. pr. år) sammenlignet med en papirpenge-cirkulation i Frankrig i 1882 på 2430 mill. stigende til 6 milliarder i 1914, 27 milliarder i 1918 og mere end 38 milliarder i 1921. Frankrig samlede gæld var 400 milliarder francs af hvilke 7 milliarder var udenrigsgæld i 1921. De franske borgere var vældig gode til at spare op i modsætning til de fleste europæiske folkeslag, og de franske kapitalister var en afsondret klasse, mest private investorer, der havde deres aktiviteter udenlands.

Jeg kunne også have fortalt historien om den amerikanske papirmølle i 1800-tallet, men måden den arbejdede på svarede meget til den europæiske papirmølle, både dengang og i dag.

 

Papirmøllen ruinerede verden dengang, og den gør det i morgen igen

”Disse papirer skal destrueres på den ene eller den anden måde, samfundet kan ikke eksistere, hvis det skal betale renter og andet afkast af disse papirværdier, det er ne krise, der vælter ind over verden på den ene eller den anden måde, og den må ramme os

selv ad sympatiens vej, fordi vi trods alt er så forholdsmæssigt tæt forbundne til hinanden i Europa. Dette er også gældende for aktiekurserne, der er 1000 millioner fra, hvad de var i deres maksimum, og de skal skrives ned med 500 millioner inden for de næste 1½ -2 år. Men alle nedskrivninger af værdier kan kun ske ved med individuelle tab til følge. Jeg hævder, at hvad der sker nu (1922) i verden er en revolution, som i realiteten er meget større end den Bolshevikkerne laver, hvor der slås nogle indbyggere ihjel og nogle arbejdere skydes. Kapitalen, som verden tror den har, er ikke tilstede, den skal skrives med 30-40 procent. Det kan skade dig og mig, og det virker i mange henseender temmelig revolutionært. Det er sket før.” (slut på citat fra L. V. Birck i ”Verdenskrisen og Dan-mark”, 1922) 

Bliv ikke det mindste overrasket over, at de monetære enheder skifter fra milliarder til billioner i perioden 1920-erne til år 2000, nye tal, nye navne og nye udtryk dækker over præcis det samme bedrageri.

“Et lands evne til at bære gæld var efter Norges Banks opfattelse afhængig af en række kvalitative faktorer, som for eksempel love, traditioner, national folkekarakter og erhvervsstrukturerne. At forbinde ændringer i valutakurserne med betalingsbalanceproblemer var efter bankens opfattelse ikke holdbart, og det ville være rent kvantitative kriterier, som, hvis det brugtes, ville føre til helt forrykte forhold.” 

Norges Bank havde ganske givet ret i 1944, da en ny og endog endnu mere skæbnesvanger international aftale om et nyt pengesystem blev konstrueret og aftalt til brug i efterkrigstiden.

Hvordan kan vi tillade et land at lave en devaluering, bare fordi dets produkter er blevet for dyre at købe for de andre landes borgere. Hvorfor skulle landet/staten/lederne ikke tvinges til at holde en god orden i landets økonomi. Problemet er de nominelle valuta-kurser, der var koblet til betalingsbalanceproblemerne og ikke mindst kombineret med en dominerende, men inflationshungrende dollar indløselig i guld til en fast pris. Guldets bundethed til dollaren fjernedes under Vietnamkrigen i 1971-1972. Siden da flyder alt. Problemstillingen er nærmere gennemgået på http://www.lilliput-information.com/economics/hed/sand1.html sand1.html

Endelig konklusion:     

David Hume havde ret: ”Penge er rent ud sagt et redskab for handelen, men kun et redskab, som mænd skal være enige om for at lette byttet af en vare med en anden”.

Desværre var dette også teori. Virkeligheden havde længe forinden omgjort pengene til varer, der også kunne [9]omsættes i handelen. Og med 1800-tallets penge og andre papirer udvikledes dette karakteristika til det yderste, som jeg har vist. Hume havde også ret i sine overvejelser om pengenes omløb som centralt emne at fokusere på, når værdien af penge (målt i nyttige ting) skal fastslås. Penge er ikke de knappe sølv eller guldstykker medmindre pengene gøres til genstand for køb og salg. Det er at bekæmpe virkeligheden, hvis man hævder dette, ligesom visse ideologer fastholder at menneskene er skabt gode. David Hume beviser også at begge handelsparter gavnes af samhandel; stik modsat den da gældende orden under Merkantelismen efter guldrøverierne begyndende i Mellemamerika og Spaniens bankerot som en direkte følge.

Både Adam Smith og David Ricardo var fremragende forfattere og berømte og anerkendte tænkere, og vel at mærke anerkendte af eliten. De spekulerede ikke noget særligt på papirmøllen, men overlod det hellere til de kommende politikere at sætte moral-begreberne op omkring det monetære styre. Nogle økonomer troede blindt på, at ingen regering i en civiliseret nation ville bruge guldindløselighedsstandarden bevidst som instrument til et føre inflationspolitik. Jeg skal ikke miskreditere deres bidrag, i særde-leshed ikke den nye teoretisk viden centreret omkring prisparameteren udviklet af Adam Smith og for begges vedkommende deres sikkert ærlige tro på det kommende system baseret på guld og Storbritannien. De troede sikkert også på hæderlige politikere.     

Pris-Specie-Flow mekanismen: Den lader én konkludere, at prisændringer som følge af guldstrømme ville føre til tilpasning eller ligevægt. Forestil dig et land, der udvikler et betalingsbalanceunderskud, fordi det har en overskudsimport og derfor fortsætter med at eksportere guld for at dække dette underskud i varehandelen. Prøv så at kombinere med følgende: Intet i opgørelserne fra det 18. og 19 århundrede lader os ane, hvor meget af guldstrømmene, der stammede fra en udligning, der havde med handelsover- eller underskud at gøre, og hvor meget der stammede fra investeringer og lån.

Det er forhåbentlig klart, at det afgørende problem med for meget papir (begrundet i dårlig ledermoral) må løses ved at skifte fra nominelle valutakurser til reale valutakurser. Hvordan det kan ske i morgen, kan du læse på http://www.lilliput-information.com/economics/ intmo.html. Men det er er ikke det eneste problem at få løst ordentligt. Problemerne med det uansvarlige, begyndende med det begrænsede ansvar i private selskaber løses delvis ved at papirmøllen standses delvis ved at ændre på det anonyme ejerskab med det begrænsede ansvar.

Tilbage til del 1.

Tilbage til index

Et citat fra :

Sandheden, er det(,) hvad du tror på (?)

http://www.lilliput-information.com/economics/hed/sand1.html

Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grådige, fagforeninger ligeså, men national gældsætning, inflation, deflation eller massearbejds-løshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter, ikke spiller med.

Du kan finde bagmanden til nedenstående citat på:  www.lilliput-information.com



[1] 1851, Guldfund i Australien. Sammen med fundene i Californien tre år tidligere fortsatte dette til en kæmpe- ekspansion udbuddet af guld i verden og også i udbuddet af pengemidler.

[2] Selskabet og dets investorer i selskabskapitalen hæfter kun med den indskudte aktiekapital.

[3] Det er hvad der sker – med henvisning til DRTV-tekst den 2. oktober 2003. Ideen med denne forbindelse i Danmark er at en mængde kommuner forsøger at låne fra elektricitets-selskaberne. Den danske lov om private, begrænsede selskaber forbyder aktionærer at låne i selskabet. Om denne lov overholdes vil vise sig. 

[4] Banken der udlåner mod pant.

[5] Ordet “kapitalist” er så vidt jeg ved opfundet af Karl Marx og den illuminati-indvigede Albert Pike som

mere eller dikterede Marx’s skrivning. Jeg må understrege at kapitalisme er tæt forbundet med papir-regimet, som jeg netop har beskrevet. Som sådan har realkapital og produktionsorganiseringen absolut intet med ideo-logi at gøre.

[6] $450 mill. ikke-omsættelige papirpenge udstedt i Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865. 

[7] Sølvcertifikater udstedt i henhold til Bland Allison-Bill 1878 lydende på  $10 mod indskud i sølv.

[8] 1893, 1894, 1895, 1896, 1897, 1898 henholdsvis 11.7%, 18.4%, 13.7%, 14.4%, 14.5% and 12.4%.