Information om Danmark

Finansskandaler i småt og stort:

Lektion nr. 2a i virkelighedsforståelse omfatter historien:

 

 

Færøernes Sag

                      Landmandsbankskandalen

Statens finanser og styring

Kapitalisation og Statsgæld

 

Landmandsbank Kommissionen af 21. september 1921.

En måned efter kom Landmandsbankens første rekonstruktion og i september det store sammenbrud, hvor staten måtte træde til for at redde banken. Hårdt trængt af den offentlige mening måtte regeringen i forbindelse med loven af 21. september om statens medvirken ved banken rekonstruktion ved særlig lov gennemføre nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af bankens forhold, særlig årsagen til bankens økonomiske vanskeligheder.

 

Kommissionen anordnedes tillige som en ekstraordinær ret. Den kom til at bestå af daværende landsdommer Rump (som formand), daværende bankinspektør Green og professor L. V. Birck. Overfor offentligheden, der krævede undersøgelse og klarlæggelse til bunds, måtte Birck blive den, hvis navn borgede for, at dette krav ville ske fyldest.

 

Kort efter kommissionens nedsættelse blev senere økonomidirektør Holger Roed ansat af professor Birck som medarbejder ved kommissionen. Af kommissionens øvrige medlemmer og sekretærer kan nævnes nævnes E. Kaufmann, T. B. Riber, W. Juul og endvidere rigsadvokat TopsøeJensen, der assisteredes af revisor N. F. Torner, og statsadvokat Viggo Thomsen, der assisteredes af revisor Axel Andersen, samt senere direktør i Landmandsbanken Poul Ingholt, der som fuldmægtig i banken var stillet til rådighed for fremskaffelse af materiale fra denne.

Kommissionen fik lokaler i Landmandsbanken, i øverste etage af den såkaldte Grønske ejendom, et smalt hus, der ligger ved siden af den egentlige bankbygning. Her havde Glückstadt haft en lille aftrædelseslejlighed på nogle få værelser, og i disse indrettede kommissionen og dens sekretariat sig. Under særlig travlhed blev også badeværelset inddraget til kontorlokale.

Næppe nogen opgave har passet Birck bedre end den, der nu skulle løses, og han følte det som et stort personligt ansvar, at den blev løst tilbunds. Hans tidligere kritik forpligtede; han havde ydeligere i en artikel mellem rekonstruktionens to faser, betitlet "fhv. Direktør Emil Glückstadt som bankleder" (før Glückstadt blev forhenværende), offentlig givet en vurdering af de mangler ved bankens ledelse, der havde ført til misèren, som dengang endnu ikke var blevet til en katastrofe. Her havde Birck ikke blot en vid jagtmark for sin ejendommelige sporsans overfor svindel af enhver art, men tillige et stort materiale for økonomiske studier over udviklingen i en hektisk højkonjunktur. Her var der et grundlag for den vekselvirkning mellem teori og praktisk erfaring, der kendetegnede Birck som nationaløkonom.

Birck kastede sig ind i arbejdet med voldsom energi.

 

Karakteristisk for ham var det, at det lykkedes ham, blot med enkelt medarbejder til hjælp, i løbet af den første uges tid på grundlag af de foreliggende officielle årsregnskaber og beretninger at udrede trådene og tabene i den Harald Plum’ske koncerns mylder af gensidigt indfiltrerede selskaber. Resultatet blev uddybet, men ikke væsentlig ændret, ved senere detailundersøgelser. Ved disse senere undersøgelser blev det parodiske samhandelssystem mellem søster og datterselskaber klarlagt, et system, hvis købmandsmæssige forrykthed kulminerede i, at hvert af selskaberne havde ret til at sende ubeordrede varer i konsignation til hvert af de andre selskaber og at trække en veksel på beløbet. Varerne fordyredes derved ofte med flere fragter og beregnede avancer og sendtes fra sted til sted til stadig forøgede priser, hvorved tabene, da priserne på verdensmarkedet faldt, kunne kamoufleres, indtil varerne endelig måtte sælges til en udenforstående spotpris. Når et vareparti f.eks. var fragtet tre gange over Atlanterhavet, inden det solgt, måtte tabet blive derefter. Det samlede tab måtte tilsidst såvel for koncernen som det deraf flydende tab for banken skrives med et nicifret tal.

Med samme virkelyst tog Birck fat på behandlingen af forholdene i en række dampskibsselskaber, i hvis aktier betydelige og mærkelige spekulationer havde fundet sted i banken, på bankens forhold til offentlige lån og på udredningen af den indre udvikling i en række industri og handelsselskaber, der figurerede som tabsgivende debitorer i banken.

 

En dybtgående undersøgelse blev foretaget af Ballin-koncernens forhold. Det blev bl.a. dokumenteret, at Max Ballin og hans meddirektør Hugo Rothenberg til stadighed i stort omfang havde spekuleret i deres eget selskabs aktier, foruden at de havde været deltagere i en mængde andre spekulationer, resulterende i tab på 6 mill. kr. i vekselererfirmat I. M. Levin og Co, hvorfra tabet havnede i Landmandsbanken. Punkt for punkt kunne det godtgøres, hvorledes hensynet til børskurserne havde været det ledende ved deres dispositioner og regnskaber. For Rothenbergs vedkommende kom hertil nogle mislige pengetransaktioner med firmaets kunder.

 

Birck supplerede i udstrakt omfang de oplysninger, gennemgangen af bøger, protekoller og korrespondance gav, med samtaler med de pågældende firmaers ledere og funktionærer og kom derved langt nærmere ind på livet af de motiver, der havde været bestemmende for transaktionerne, og de personlige forhold, hvorom bøgerne intet fortalte.

 

Klikens medlemmer erfarer vi om gennem Bircks ord: "Hvis jeg nævner de herrer, som er i over 10 selskabers bestyrelser: C. C. Clausen, Max Ballin, Alfred Benzon, Benny Dessau, Hey, Johan Levin, Lester Levig, Ringberg, Schack Eiber, overretssagfører Olesen o.s.v. eller for at at tage dem, som satte rekorden, bankdirektør Emil Glückstadt, som har sæde i henved 40 selskaber, forstår man, at det er de samme mænd, vi møder overalt, i forskellig iklædning, men med samme sindelag.

 

Finanstidende december 1922:

"Den klike, der har styret landet og folket i disse år, var som nu de sammenspistes klub. Dens deltagere delte bestyrelsesposter, tantiemer, spekulationsavancer, magt og indflydelse imellem sig under megen indbyrdes misundelse, men under en stiltiende forståelse af, at således profiterede de alle bedst af taburetterne.

 

For bankens vedkommende var naturligvis direktionens korrespondance og indbyrdes telegramudveksling af betydning for forståelsen af mange ting. Den var noget vanskelig at trænge ind i, fordi firmaer og personer ofte betegnedes med sindrige omskrivninger eller fantastiske øgenavne. Etatsråden på den anden side af "Niels Juel" betegnedes således "Elefanten", hvilket efterhånden "forkortedes" til "Snabelen" en enkelt gang ændret til "Snøbelen". Formanden for et andet af vore store nationale foretagender betegnedes som "Fjolset" og fremdeles. Det var en stor fornøjelse for Birck at gætte disse gåder. Nogle alenlange telegramudvekslinger syntes en tid helt uforståelige. De drejede sig om vejr og vind, befindende og søsyge og alskens tilfældig snak, holdt i en for udenforstående ret uforståelig jargon. Det varede et stykke tid, inden det blev klart, at de indeholdt ikke værdifulde oplysninger i et eller andet kodesprog, som det gjalt om at dechifrere, men kun var, hvad de gav sig ud for. At nogen skulle kunne benytte den dyre udenlandske telegrafforbindelse til så ørkesløst et formål, havde Birck vanskeligt ved at tro.

 

I banken som hos dens kreds af debitorer var det til stor skade, at de ledendes interesse ganske var opslugt af Børsen, hvor kurserne på kredsens favoritpapirer manipuleredes gennem konsortier ved udbredelse af rygter om, at nu skulle papiret stige. Glückstadt og hans meddirektør Ringberg var førende i disse spekulationskonsortier, hvis deltagere ofte kun var kendt af dem personligt, men ikke af banken som sådan. Efter spekulationens udfald kunne det så afgøres, om det var direktørerne personligt eller banken (eller vedkommende selskab), der havde været deltager i konsortiet.

Herved blev det let for personerne at befri sig for tab, når kurserne gik ned, medens fortjenesten til dem var sikker.

Glückstadt havde en god allround bankuddannelse, her og i udlandet. Ringbergs forudsætninger for at beklæde sin stilling gik ikke ud over dem, han havde erhvervet på et vekselererkontor (I.M. Levin & Co). De var begge uden dyberegående økonomisk viden og forståelse.

 

I disse år måtte det ene selskab efter det andet standse virksomheden og træde i likvidation. Men det personlige sammenhold mellem lederne var stærkt, og det lykkedes som oftest venner at få direktørerne i forulykkede selskaber anbragt i andre ledende stillinger, uanset hvor udygtige de havde vist sig at være. Denne flugt fra ansvaret hos de ledende, medens aktionærerne, funktionærerne og arbejderne måtte bære byrderne ved tab eller arbejdsløshed, forargede Birck, der udarbejdede tekst til et standardtelegram (til en reder), som han med virkning citerede, hver gang et nyt tilfælde af denne art indtraf. Det lød: "Skibet er gået under med mand og mus, men gudskelov, kaptajnen blev reddet."

 

Netop i denne periode i dansk politik nød det radikale parti gennem direktør Heilbuth en økonomisk støtte, der bl.a. dannede grundlag for dagbladet Politikens opblomstring. Heilbuth forærede det radikale parti 1 mill. kr., som var tjent ved spekulationer og af hvilke han ved Landmandsbankens sammenbrud kom til at skylde meget store beløb. Politiken blev således finansieret ved Landmandsbanksvindelen.

 

På forskellige tidspunkter viste der sig kraftige bestræbelser på at standse eller indskrænke undersøgelsen. Ikke blot var de indflydelsesrige heri, men også hos andre betydende faktorer kom der betænkeligheder frem ved omfanget af de mulige virkninger af de afsløringer, der kunne ventes. Medvirkende hertil var det sikkert, at de transaktioner vedrørende et konsortium i kabelaktier, som senere medførte en bedrageridom over den ansete industrimand H. P. Prior, ligesom tilfældigt blev spillet kommissionen i hænde fra bankens side på et tidligt tidspunkt i undersøgelsen. Man kunne ikke værge sig mod den opfattelse, at dette var en manøvre, der skulle skræmme: Ville ikke hele toppen blive skåret af erhvervslivet ved fortsatte undersøgelser? Kunne de "ansete mænds fagforening" holde til det mandefald, der eventuelt ville komme? Det lykkedes Birck at afværge anslagene mod arbejdets fortsættelse.

 

For Birck blev det væsentlige at søge de økonomiske fejlgreb opklaret, der havde ført til katastrofen, medens Rump lagde hovedvægten på klarlæggelsen af den strafferetlige side af sagen. Efter Rumps opfattelse måtte undersøgelsen koncentreres om forholdene i selve banken, hvorimod Birck ville have undersøgelsen ført videre ud til bankens debitorer for at få konstateret, hvorfor banken havde tab på sine tilgodehavender hos dem.

 

Den forskellige opfattelse med hensyn til omfanget af kommissionens arbejde førte til tider til stærke meningsudvekslinger, og den form, disse antog, var sikkert påvirket af, at de to stridende parter var hinanden så ulige som vel muligt i både åndsliv og levevis.

 

Ved disse meningsudvekslinger om undersøgelsens omfang lagde Birck ikke fingrene imellem. Han chokerede således ganske den pæne landsdommer ved engang i stridens hede at betegne ham som "en jurist, der er avanceret som følge af tyngdeloven"

 

Birck udfoldede i hele kommissionens virketid et utrætteligt arbejde. Var han først kommet igang med en sag, fortsatte han helst ud i et træk, sålænge det var muligt. En væsentlig del af mit arbejde sammen med ham blev derfor natarbejde, ofte indtil den første morgensporvogns klemt mindede om, at det var på tide at søge hvile.

 

Det overfor er berettet af en af kommissionens centrale skikkelser (Holger Roed) 30 år efter Landmandsbankkommissionens arbejde var afsluttet. Han er primærkilden, der har givet ovenstående (her kun i uddrag) til eftertiden.

 

Birck forlod Landmandsbankkommissionen som en træt og skuffet mand. Den udrensning, han havde kæmpet for, blev kun delvis til virkelighed. Eksempelvis kunne Harald Plum, der fik en dom, som af den offentlige mening nærmest opfattedes som frifindelse, fortsætte sin virksomhed med Crown Butter, og først skudet på Thorø satte punktum for hans virksomhed, hvorefter hans bedrageriske transaktioner ikke lod sig skjule. Men også på mange felter var udrensningen ikke ført til bunds, og år skulle hengå og ydeligere misgreb gøres, inden forholdene bedredes. Tiden gav Bircks synspunkter ret.

 

I 1933 mødte Lauritz V. Birck, knap 62 år gammel, den bratte død, han altid havde ønsket sig.

 

Undervisningsminister Byskov i 1924:

"Det er rigtigere at sige, at vi styres og regeres af højfinansen, som forholdet er i de fleste andre lande, der har den lykke at styres parlamentarisk.

 

 

Statens finanser og styring

 

Først skal læseren forstå, at staten trykker pengemidler eller lader pengemidler trykke, staten låner penge, staten inddriver penge i skat, og staten bruger penge. Det er snublende nemt at tolke kendgerningerne aldeles forkert. Alle nationaløkonomer stort set har siden keynesianismens start i midten af 1930-erne haft til opgave at fylde folk med "en historie fra dansemyggenes korte sommer".

 

Formålet kan ikke ses at have været andet end at få en ren kreditøkonomi etableret på den vestlige hemisfære efter 2. verdenskrig.

 

Altså, staten skaber ikke penge, den trykker sedler, låner, inddriver og forbruger penge. Helt svarende til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med velsignelser, kan staten ej heller skabe penge.

 

Er læseren stadig i tvivl, kan "Sandheden, er det hvad folk tror på(?)" anbefales læst. Vi nævnte ovenfor at seddelmængden udgjorde 140 mill. kr. i 1914. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr. Staten lod altså pengemidler trykke for at komme

igennem 1. verdenskrig så bekvemt som muligt.

 

Finansministeriet misbrugte denne form for gæld. Forskuddene hos nationalbanken nåede op til 100 mill. kr. De blev iøvrigt ikke afbetalt kontant, men blev ombyttet med gældsbeviser. Under krigen trak staterne overalt på denne måde på deres banker, helt absurd i Frankrig og Mellemeuropa, men selv i England nåede disse "advances, ways and means" i 1919 op på nær ½ mia. Pd. Strl.

 

Når staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, så går det galt. Så stiger priserne. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Så slås bundet ud af markedet, prisen på kartofler går i bund og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene, når der er for mange sedler. Det svarer helt til at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.

 

Når 1. verdenskrig samtidig skabte varemangel på grund af problemer med udenrigshandelen under krigsforhold, så syntes den med at trykke penge til for at finansiere krigsperioden helt gal. Alt det der var slemt nok blev meget værre, end det ellers ville være blevet. Men det var prøvet før.

 

Den såkaldte Uafhængighedskrig i USA og senere Borgerkrigen sammesteds finansieredes på lignende måde. Nu er det ikke nemt at få folk til at betale højere skatter for at finansiere en krig, som de samme borgere ikke ønsker. Iøvrigt kunne en sådan finansiering hurtigt føre til noget ganske uoverskueligt under et parlamentarisk styre. Regeringen kunne jo falde. Også historien der fortæller om Trediveårs eller Kejserkrigen og Napoleonskrigene havde nu gentaget sig i en ny, lidt anden version end den officielt berettede.1. verdenskrig førtes ved et ud i karikaturen krænget falskmøntneri og en statsgæld af afsindige dimensioner. I den europæiskamerikanske økonomi steg statsgælden fra 150 milliarder til 1 billion i 1918, til 1½ billion i 1919 og til 2 billioner danske kroner lidt senere. Og så er statsgælden ikke medregnet for de stater, hvis gælds tab blev for astronomiske.

 

Ved 1. verdenskrigs udbrud var I. Zahle statsminister og Edvard Brandes finansminister. Sidstnævnte var iøvrigt broder til literaten Georg Brandes. Dette Zahles 2. ministerium, det 8. ialt i Danmark på 12 år, tiltrådte 21. juni 1913. Venstre bærer ansvaret 1902-1914. Det første ministerium Zahle (Radikale) sad fra 28. oktober 1909 til 5. juli 1910. Det 2. misterium Zahle falder i marts 1921. Fra april 1921 (reelt) Niels Neergaards finanstyre.

 

Edvard Brandes særegne finansstyre falder i tre perioder. 1) Krigens første to år, hvor de offentlige udgifter ikke steg så meget som prisniveauet, men hvor Dr. Brandes barslede med en uheldssvanger lånepolitik, 2) de tre sidste krigsår, og 3) endelig afviklingsårene 191921 de to sidste år foregik under højkonjunktur, men med et skæbnesvangert finansielt resultat. Landet stod til bankerot i 1923. Gælden var fra 1919-1922 vokset med 50 pct., og den voksede med 100 pct. det næste år 1922/23.

 

For at bedømme Dr. Brandes finansstyre, hvis reelle virkninger strækker sig fra 1914 til 1921, skal vi se på hans underskud på det egentlige budget i de 7 år 237 mill. kr. penge der burde være inddrevet i skatter og forhøjede takster allerede i de tre første krigsår.

 

Den kritik der kan rettes mod finanspolitikken under og umiddelbart efter verdenskrigen er umiddelbart mest af økonomisk art. Man optog lån, da borgernes skatteevne var stor, og valgte at tilbagebetale i en tid, hvor skatteevnen var svag. Dertil kommer at disse statslån netop ikke var blevet udbudt bredt til publikum i form af obligationer, som det lå snublende nært at gøre netop i perioden med pengerigelighed. Hertil skal lånenes behagelige betingelser tages i betragtning.

I oktober 1920 udstedes et dollarlån på 25 mill. 8 pct. til kurs 95, uden rente de første 5 år derefter forrentet i 20 år, i de første 10 år til kurs 110 og i de sidste 10 år til kurs 107½. Det andet lån til 6 pct. er efter Lov december 1921 30 mill. dollars, kurs 90, tilbagebetales efter 20 års forløb til pari.

I statsregnskabet i 1922 opgøres de to lån med renter til ca. 287 mill.kr.

 

De er optaget gennem National City Compagny. Der er flere problemer; men f.eks. er 1920-lånet optaget til en kurs på mellem 7 1/4 og 7 1/2; men det blev fra december solgt til herværende banker til kurser, der efterhånden falder til 5 kr. I gennemnsit 5,90.

 

Derudover garanterer staten for det kommunale lån, som en række købstæder optog i januar 1923, 15 mill. Pd. Strl., rente 8 pct., overtagelseskurs 93 og tilbagebetalingskurs 107½.

"Efter Bankkommissionens Betænkning er intiativet til udenlandske lån udgået fra de amerikanske firmaer, for hvilke Landmandsbanken faktisk var agent", skriver Birck i 1925.

"Den kritik som eftertiden vil rette mod den daværende finansministers ansvar for disse låns tidspunkt, vil han med føje kunne henvise til den mærkbare mangel på støtte, han fik fra nationalbankens side", skriver Birck i ‘Europas Svøbe’ i 1925.

 

Var krigen endt i 1916, kunne man have kørt videre, og kapitalen ville have tjent enorm, for gælden var dengang ikke større, end at både renter og afdrag kunne tages af de løbende skatter uden problemer....

Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5årige krig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var før krigen 1100 mill. kr., i 1922 3500 mill.kr.

 

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra realaktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital (se næste afsnit).

 

Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

 

29. november 1922 skrev Finanstidende:

"Allerede i 1913 byggedes den første bro fra Finansministeret til Nationalbanken, og i det følgende år, da direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens ledelse fuldendtes brobygningsarbejdet, hvad etatsråd Glückstadt senere med så fuldendt mesterskab udnyttede."

 

I Jyllandsposten kunne man ved den tid læse redaktør H. Hansens betragtninger på Zahles intelligens. Derimod Edvard Brandes og Ove Rode (i regeringen) viste sig at være gode hoveder til at ødelægge finanserne, skrev H. Hansen.

 

Valget efter krigen stod mellem at gå bankerot eller fortsætte den pantsætning og belåning af nationens grundværdier og arbejdskraft, der allerede var begyndt. Statens gæld var i 1923 2400 mill. kr., når kommunernes og havnenes gæld medregnes, og prisniveauet er fælles. I år 1900 var den ca. 200 mill. kr. Altså en 12dobling på 23 år. Til statsgælden skulle egentlig lægges pensionsbyrden omregnet til nutidsværdi.

 

I det officielle forum sammenlignede man dengang et sådant gældstal med statens og kommunernes rentebærende aktiver. De var bogført til 1800 mill. kr. i 1923. Statsgælden skulle officielt betragtes helt modsat fra midten af 1930erne.

 

Under 'Statens Status' (i Aktuelle Økonomiske Spørgsmål af Jørgen Pedersen, udgivet af Ejnar Munkgaard i 1939):

"Hvis man endelig vil operere med et statusbegreb for statens vedkommende som udtryk for dens økonomiske stilling, må det vel blive borgernes skatteevne i forhold til de udgifter, som staten planlægger.."(citat slut)

 

Keynesianismen, som bl.a. Jørgen Pedersen markedfører i Danmark, beskæftiger sig yderst virkelighedsfjernt med samfundets centrale problemer. De gøres til problemstillinger i matematisk symbolsprog eller noget lige så begrænset, der udredes en logisk sammenhængende tankefølge, der hverken beskriver det pågældende problem, som det er i virkeligheden, eller medtager alle de tiltag, der i praksis øver indflydelse på problemets løsning.

 

For eksempel har pengemidlernes indflydelse på samfundsøkonomien eller inflationen en ringe placering hos Keynes og hans eftersnakkere. Det samme kan siges om statsgælden, som det fremgår. Det nye system, som skulle opbygges for efterkrigstiden (efter 2. verdenskrig), skulle netop bygge på fri adgang til statsgældsætning.

 

Målene for samfundet er herefter altid noget med beskæftigelse, aktivitet og lignende. Den offentlige sektors virkning på økonomien interesserer man sig slet ikke for, og man bliver straks i tvivl om de erklærede mål er andet end til "den ydre" opfattelse, som Keynes selv benævnte den. Hele angrebssynsvinklen i den keynesianske tankegang vidner om en fatal mangel på virkelighedsinteresse.

 

Tilbage til begyndelsen

Tilbage til index

 

Kapitalisation og Statsgæld

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder sig vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

 

Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed.

 

Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 20-25 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigede af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen.

 

Tilskuddet får intiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommandoøkonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskudene bliver ledigheden meget større, end den først var.

 

Naboen gøre som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme.

Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud.

 

Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr., var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr., hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg.

Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen. Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibsselskabers historie fra 1912 til 1920 (se ovenfor). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidobbelte overpris, de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærernes lommer. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse.

 

I dag har vi selskabstømning, der har fået lov at fortsætte, medens myndighederne ser til eller har, måske uden at ville dette, deltagere med i nye kasketter.

 

Tænker man på de manøvre, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirpenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente, forstår man, at dette kan intet samfund leve med.

Det er/var galt overalt i Europa, før som nu Schweiz, Norge og Tjekkiet undtaget i dag.

 

Realkapitalen er ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds og fondsektorerne udover, hvad brandbeskatningen kunne magte at finansiere. Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter den ad denne dødsrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande.

Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af byrderne for nutiden, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op.

Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver "dansemyggenes" bedst skjulte hemmelighed.

 

Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt.

Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efterspørgsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger provenuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da borgerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et øselt forbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tro han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere. Det går ufattelig godt! Opsvinget!

 

Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster.

Staten har nemlig ingen penge.

 

Til det andet forløjede udtryk stammende fra John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning byggende på behov og ærligt tjent købekraft og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet.

 

Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privatkapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag.

 

Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale, medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Det er her "dansemyggene" både skriver og indstuderer koreografien.

 

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene deflation, hvor alle værdierne begynder at ødelægges. Vejen ud herfra er ganske langvarig og smertefuld. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig.

Men man har forud kapitaliseret fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.

 

Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os.

Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold iøvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europamønt, som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation.

Hvorledes 12 gældsatte lande faktisk kan ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeles til erstatning de ødelagte nationale møntenheder, er ikke umiddelbart indlysende. Derimod kan de med Euroen ændre på noget andet, og det er i realiteten, hvad det drejer sig om. Ved at "dumpe Europa" via sådanne påhit og selvfølgelig instruere de mestendels uvidende politikere til at markedsføre ideen sendes vor opsparing og papirværdier ud i intet og dermed tilbagebetales statsgælden - både den falske og den sande - til dem, der satte det hele igang.

 

Vi du kende til de centrale baggrunde for op- og nedgangene i økonomien med historiske bidrag:

Tilbage til index

Tilbage til begyndelsen

 Part 2b

TIDEVANDS-ØKONOMI (lektion 3)

 

Er guldet løsningen? (lektion 4)