Information om Danmark

http://www.lilliput-information.com

 

 

Tre skridt frem og to tilbage

Petro-Euro i verdensøkonomien, og hvad der er brug for

”Euro er lettere end olie, kun derfor flyder den ovenpå”

 

 

 

En bevidst overset nyhed

i mainstream-medierne i USA og Europa

 

 

INDHOLD

Fra pengesystem over dollar-dominans til flydende valutakurser

Dollarområdet udvides

Dollaren løsrevet fra guldet

Petrodollars

IMF - gældskriser

USA’s placering af gældsforøgelsen

US-verdens-reserve-rollen under forandring

Japan i gældsfælde

Euro og Europæisk Union

Euro og dens primære opgaver

Angsten for konkurrence hæmmer rationalitet

Euro Union og globalisering

To udbydere af internationale betalingsmidler

Behovet for indførelse af reelle valutakurser

Anbefal denne fil

Fra pengesystem over dollar-dominans til flydende nominelle valutakurser:

Det internationale betalingssystem efter Den Anden Verdenskrig, som USA og England rent faktisk besluttede under krigen, allerede i 1944 i Bretton Woods, New Hampshire, USA, gjorde dollaren til en såkaldt reservevaluta; det meste af verdenshandelen aftaltes i dollar, nationalbankerne verden over holdt gerne en betydelig dollarreserve for at kunne beskytte den nationale valuta ved for meget uligevægt i samhandelen eller mere eller mindre tilfældig spekulation mod landets valuta, og værdien af dollar kunne andre valutaer måles sikkert i forhold til. Dollaren var nemlig koblet til guldprisen $35 dollars pr. ounce fint guld. Alene dollarens dominans i verdenshandelen medførte store dollarreserver overalt i verdens nationalbanker. Marshall Planen efter krigen sikrede genopbygningen af Europa; men den kostede faktisk ikke USA en cent, fordi penge selvsagt er billigere at fremstille og overføre end andre varer og tjenester. Kun når disse dollars præsenteredes ved afregning for køb af varer og tjenester i USA påvirkede de den amerikanske økonomi ad varehandelens vej, ellers ikke. Men de vendte ikke tilbage. USA kunne samtidig langt hen ad vejen importere nærmest ubegrænset og betale med endnu flere dollars, der heller ikke vendte tilbage. Store mængder ophobede dollars, for eksempel som følge af et gunstigt samhandelsresultat kunne landene investere i rentebærende og valutasikre amerikanske statsobligationer og andre værdipapirer. De kunne også investere direkte i realproduktionen i USA. Den førende økonomiske magt var med dette system fristet til ved betalingsmiddelmisbrug over selve pengeudstedelsen og kreditgivningen at honorere kæmpe underskud i egen samhandel. Det betød at USA reelt modtog udlandets vare uden at betale. Dette kunne selvsagt ikke holde i længden.

Uden at gå i mange detaljer kom inflationen og statsgældsætningen ind som en oplagt mulighed for de professionelle politikere, der ikke bekymrede sig særskilt om nation og tradition eller kendte de benhårde forudsætninger for en sund økonomi. Devalueringer på nationens vegne på statens initiativ hørte også med i denne udvikling ligesom tvangsdevalueringer i samarbejde med IMF i en række tilfælde kom som en tyv om natten, fordi det nødvendige måtte foretages, for at forhindre svikmøllen i at fortsætte i en længe politikerhærget nation. Finanskrise efter finanskrise kloden rundt.

 

Det var ikke nogle ganske nye fænomener, der var blevet indført med Bretton Woods-systemet. For eksempel førte fredsafslutningen med Wienerkongressen i 1815 og Danmarks statsbankerot 1813 til en devaluering på 90 procent i Danmark. Det sammenbrudte pengesystem, der besluttedes i april 1944, og som endnu ikke er blevet erstattet af et andet internationalt aftalt pengesystem, havde, lidt afhængig af ledernes standhaftighed faktisk indbyggede uheldige tilskyndelser til politikerne. Af andre afledte effekter (udover Keynes': Døden) i det lange løb bør nævnes:

 

 

Dollarområdet udvides:

For USA var ordningen derimod forpligtende, udadtil, i realiteternes verden præget af praktisk genopbygning af produktionskapacitet, markeder og forsvarsindsats under den Kolde Krig. Og den øvrige verden kunne efter behov altid indløse dollars i guld til den faste pris som anført. Dette forudsatte at USA som økonomisk og militær stormagt sikrede dollarens værdi i forhold til guldets. Guldindløseligheden stod USA med de fleste guldreserver som garant for.

Vesteuropa kom hurtigt på fode igen, og væksten førte til store europæiske eksportoverskud, der samtidig skabte en ophobning af dollars i eksportlandene. Allerede i 1960-erne begyndte Frankrig at indløse dollars i guld og andre fulgte med. Samtidig havde USA et engagement i Vietnam Krigen og andre steder, der bragte underskuddene på de amerikanske offentlige finanser på den tids uinflaterede himmelflugt. I 1967 nåede dræningen af guldreserverne i USA og i Bank of England til et kritisk punkt. At Frankrig og andre europæiske lande helt i overensstemmelse med det aftalte øgede konverteringen af dollars til guld bragte vedvarende dollaren under pres, givet at guldprisen målt i dollars fortsat var uændret. Det forventedes at USA ville devaluere dollarens pris i forhold til guldet med det stadigt større og større pres fra efterspørgslen efter guld for dollars og fra USA’s handelsbalanceunderskud, ikke mindst de fortsat ufinansierede krigsunderskud på det hjemlige amerikanske budget. Samtidig ”indfarvede” de fleste europæiske lande efterhånden deres egen pengemiddeludstedelse i dollargrønt og begyndte den inflationære vækst, der gik over i stagnerende produktion og beskæftigelse og stadigt højere inflation for til sidst at ende på en rentefod for kortfristet gæld på 21%; dette var kendetegnene for Skandinavien i 1970-ere, hvor velstand omdannedes til lånt såkaldt velfærd.

Dollaren løsrevet fra guldet:

I 1971 begyndte England side om side med Frankrig også at anmode om indløsning af dollars i guld. I stedet for at fortsætte mod et forudsigeligt kollaps af markedet gik USA fra guldindløseligheden af dollaren i august 1971. Herved gik faktisk hele det aftalte internationale monetære system byggende lidt på guld, mest på dollaren som forudset af mange, i opløsning (blandt andet af de norske forhandlere i Bretton Woods), og verden skiftede til systemet med flydende eller fleksible nominelle valutakurser[1]. Dette kan også kaldes internationalt finansielt anarki, ”forudsat man har forstået at den hedengangne købmand ikke kunne sælge vægten og fortsat hævde han handlede med friskmalet afvejet kaffe.”

Petrodollars:

OPEC er et kartel der aftaler fælles oliepriser, og fordeler produktionskvoter mellem sig efter produktionskapacitet. OPEC blev grundlagt af Iran, Irak, Saudi Arabien og Venezuela i september 1960 (siden kom flere til) med de klare formål at ”koordinere og forene” oliepolitikken i medlemslandene. Efter den historiske Teheran Konference 1971 (hvor prisfastsættelsesinitiativet overførtes fra olieselskaberne til de eksporterende regeringer) var købers marked for olie ophørt. Der var nu et enormt behov for en flydende dollarkurs, hvis den økonomiske verdensmagt USA - fortsat underskudsbehæftet - ikke skulle tabe terræn. I oktober 1973 hævede OPEC den fælles oliepris med 400%, samtidig med der indførtes embargo på afskibning af olie til ethvert land, der havde støttet Israel i "Yom Kippur Krigen" mod Egypten, og OPEC reducerede samtidig olieproduktionen med 25%. Forinden var USA i maj 1973 nået til en uformel aftale med Saudi Arabien om at landet ville kunne investere i USA, som modydelse til USA’s assistance med at udvikle Saudi Arabiens hjemlige økonomi. Bortset fra de voldsomme olieprisstigninger - der var én mere i 1979, men ikke så kraftig - var der ikke noget katastrofalt i at olielandene samlet forlangte mere for deres olie, da reserverne var begrænsede. Oliepengene (indtjent ved oliesalg i dollars) flød nu i enorme mængder ind på bankkonti i England og USA, da OPEC-landene simpelthen ikke kunne finde bedre anvendelse for disse petrodollars i første omgang. Problemet der opstod var at allokere disse mange penge tilbage i produktivt omløb - recycle petrodollars -, nu hvor Vesten samtidig red på en bølge af kombineret stagnation og inflation. Dette ny fænomen - ”Philips-Kurven flyttede sig, men først da virkelighedens verden gav inspirationen til at løsne teoriens præmisser” - var fremkaldt af pengemiddeludstedelse, irreversible pengelønningsstigninger og underskud på det offentlige budget. [Det skyldtes ikke olieprisstigningerne, som det ellers hævdedes i 10-15 år, ellers ville det supplerende kunne hævdes at den såkaldte krise som følge af olieprisernes himmelflugt var så hårdnakket, at den efterhånden må omdøbes til normaltilstanden.] Såkaldte euro-dollar-obligationer udstedtes og stilledes som sikkerhed for lån i private banker til tredjeverdenen med Bretton Woods-pengesystemets internationale organer - IMF og Verdensbanken - i formidlerollen. Udviklingslandene kunne ikke skaffe penge til den dyrere olieimport ad andre veje[2].

Petrodollars blev grundpillen under mange udsigtsløse lånearrangementer og derfor også drivmidlet for mange af tredjeverdenslandes senere gældskriser i 1980-erne, og i 1990-erne også blandt mere udviklede stater i Latinamerika, Asien og Europa. Hvem skabte risikoen, hvem overdrog risikoen, og hvem måtte i sidste ende tage ansvaret?

Allerede i februar 1945 havde USA med den saudiske konge aftalt militær beskyttelse af Saudi Arabien mod at give USA fortrinsret til landets oliekilder. Selvom olieforekomsterne blev nationaliseret i 1976 bevarede ARAMCO (sammenslutning af arabiske og amerikanske selskaber) styringen af produktionen og markederne for olie uden for Saudi Arabien. Overskydende petrodollars holdtes i amerikanske statsobligationer. Et sådant marked er selvsagt et magtpotentiale i hænderne på verdens førende militærmagt. Et eksempel: I 1980 konfiskeredes Irans og Libyens formueposter i USA, og for nylig har organisationer, der angiveligt støtter international terrorisme, lidt den samme skæbne.

IMF – Gældskriserne:

Med den indretning IMF - International Monetary Fonds - havde fået som ét led i det internationale penge- og udlånesystem, blev det til tider en skånselsløs gældsinddrivelseskamp mod svagt funderede stater i tredjeverdenen. Det blev understreget fra enkelte kilder, at den årlige nygældsætning i Vesteuropa faktisk var større end hele tredjeverdenens opbyggede gæld alt i alt i 1970-erne. Tager vi kreditværdighedsspørgsmålet: enkeltstaterne der oprindelig gik ind på Bretton Woods Systemet havde indskudt penge, men mest ydet garantier[3]i IMF’s fonde på skatteborgernes vegne i forhold til nationernes økonomistørrelser, så ansvaret for mangfoldige lånedispositioner i private banker, især til stater i tredjeverdenen var ofte et ganske andet sted end initiativet. Hvordan sådanne lånearrangementer og andre arrangementer etableredes, kan man orientere sig om i bl.a. Frederick K. Listers 'Decisi­on-Making Strategies for international Organisations: The IMF Model', Denver, USA 1984.

 

USA's placering af gældsforøgelsen:

Cirka 70% verdenshandelen aftales i dollars. Olie er den vigtigste vare i verden, alle lande skal have olie, og har man ikke olie skal den købes, for dollars. Dette har været realiteterne i de sidste 40 år. Recyclingen af petrodollars har simpelthen været prisen som USA har forlangt af de olieproducerende lande for at USA har tolereret det olieeksporterende udbyderkartel OPEC siden 1973. I hen ved to tiår er USA’s underskud på handelsbalancen blevet større. Det udgør i dag cirka 25% af det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) eller omkring $ 2,5 (europæiske) billioner. I 1988 var underskuddet i samhandelen nul, og dengang var USA en kreditornation. Siden 2002 har det årlige offentlige budgetunderskud ligget på $450-600 milliarder, svarende til 4,5-6% af BNP til sammenligning med 1,3% af GNP i 2000, når stats- og lokalregeringernes underskud begge medregnes. Rusland og asiatiske centralbanker i Kina, Sydkorea og Japan har købt amerikanske statsobligationer og andre værdipapirer svarende til mere end 60% af de samlede offentlige underskud, for mere end $1 billion de sidste tre år for holde dollaren stærk i forhold til asiatiske valutaer, hvilket faktisk reducerer pengeudstedelsen som følge af underskuddene betragteligt. Det fremgår også af at inflationen fortsat holdes i ave samtidig med en betydelig beskæftigelsesfremgang.

I første halvdel af 2004 er mere end $201 milliarder papiraktiver blevet opkøbt af udenlandske centralbanker. Af disse er $180 milliarder amerikanske statsobligationer. I Japan ligger mange af disse obligationer som sikkerhed for adskillige japanske banker, der ellers ville have været krakket, mere herom nedenfor. I Kinas tilfælde er det resultatet af en ny stor eksport af billige eksportvarer til USA fra bl.a. outsourcede amerikanske og hjemlige kinesiske produktioner, der fører til en ophobning af dollars. Disse placeres i US-statsobligationer og realinvesteringer uden for Kina. Kursen på den kinesiske yuan er i øvrigt koblet til dollarkursen - ikke blot som indirekte følge af obligationsopkøbet. Det betyder at yuan uden US-statsobligationerne ville være i samme båd som USA, når dollaren falder, som nu. Et betydeligt yderligere fald på 20% eller mere i dollaren vil kunne fører til fald i aktiekurser og føre til højere aktieudbytter, når udenlandske poster flyttede investeringerne andet steds hen. 40% af de amerikanske statsobligationer er ejet af udlændinge, ligesom 25% af virksomhedsobligationer og 13% af US-stamaktierne. Bag US-papirgældens placering skal ligeledes tages i betragtning at Kinas efterspørgsel efter energi til industrisektoren forventes at ville fordobles over de næste 15 år, Kinas efterspørgsel efter el er blevet fordoblet de sidste 10 år og forventes at firedoble inden 2019. USA har indtil nu været det eneste land i verden der kan øge sin købekraft på verdensmarkedet ved at trykke flere pengemidler. USA-importen er omkring 50%, eller for $310 milliarder flere fremstillede varer end USA eksporterer (på årsbasis). Det bringer landet i en særlig situation, betegnet ved magt og også sårbarhed. Uden den centrale, meget særegne status for dollaren og en konsekvent og konstant strøm ind af kapitalinvesteringer fra hele verden, ville landet meget hurtigt krænge over i en katastrofal betalingsbalancekrise.

US-verdens-reserve-rollen under forandring:

Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og  Malaysia. Saddam Hussein havde indtil da udelukkende brugt europæiske banker til det begrænsede sanktionsprogram, “Mad for Olie”. Saddam Hussein tilkendte palæstinenserne 1 milliard euros i 2000. EU tilkendte kort efter palæstinenserne samtidig 90 millioner euros i støtte for at vise sit venskab med den arabiske verden, hvis Israel standsede betalingsstrømmen. Nogle få dage herefter indgik den Europæiske Investeringsbank (EIB) en aftale om at låne Syrien 75 millioner euros efter i otte år med sanktioner at have været udelukket fra at gøre forretninger med dette land. Lidt før, i august 2000, donerede EU 1,7 millioner euro til Yemen til støtte for eritreanere, etiopere, somaliere og repatrierede asylanter fra Yemen efter krigen med Etiopien. Støtte fra EU i euros igen: for ikke længe siden foreslog den italienske statsminister Berlusconi en europæisk version af ”Marshall Planen”, som han karakteriserede som en generøs handling til genopbygning af Europa. Han foreslog at yde palæstinenserne en sådan hjælp til en værdi af 6,2 milliarder euro over fem år. [Disse sidste ting medtages for at karakterisere motiver og situationsopfattelse blandt nogle initiativtagere.] Fra november 2000 til den 19. november 2004 er dollar faldet relativt i forhold til euro med 34,5%, fra den 1.december 2002 til 19. november 2004 med 23,5%. En lavere dollarkurs gavner dobbelt, ved at den mindsker det enorme betalingsbalanceunderskud (ved gunstig påvirkning af handelsubalancen og ubalancen i investeringsstrømmen) og øger samtidig amerikanske eksportørers konkurrenceevne, hvilket fører til større investeringer i disse eksporterende firmaer og en forøget beskæftigelse. I øvrigt tyder meget på at petrodollar-eventyret forlængst er overstået på grund af den øgede import i de olieproducerende lande og reduktionen i OPEC’s andel af den samlede olieeksport. 

Irak har de næststørste kendte oliereserver blandt verdens nationer. 45% af EU’s olieimport kommer fra Mellemøstens oliekilder, 80% af Japans olieimport sker fra Mellemøsten, der har 60% af verdens kendte oliereserver. Skulle et sådant skift, som det benævnes enkelte steder, til petroeuro have virkning, skulle Storbritannien og Norge indføre euro, således at Nordsø "Brent" råolie kunne blive prissat i euro. Kort efter Iraks træk satte Jordan bilaterale arrangementer i gang med Irak. I august 2002 havde Iran konverteret mere end halvdelen af sine valutareserver Forex Reserve Fund til euro, og Kina var også begyndt at konvertere nogle af landets valutareserver fra dollars til euro. Samtidig fordoblede den Russiske Centralbank dens beholdninger af euro til 20% af $48 milliarder. En iransk senior olietalsmand Javad Yarjani bemærkede i en tale til det Spanske Finansministerium at ”det var muligt med den voksende handel mellem Mellemøsten og den Europæiske Union, at det kunne være passende at prisfastsætte i euro. Dette ville kunne skabe flere bånd mellem disse handelsblokke med et voksende handelssamkvem, og samtidig befordre en meget tiltrængt europæisk investering i Mellemøsten.”

Det britiske herredømme blev bragt på ret køl via Storbritanniens behov for at importere mad, da det hjemlige landbrug blev fortrængt af industrien. Det amerikanske herredømme vil måske blive bragt på ret køl via USA's behov for at importere fabrikerede varer, når den hjemlige produktion bliver fortrængt af de finansielle serviceydelser.

Samtidig med at dollaren er faldet siden 2000 er prisen på olie afregnet i dollars steget. Euro-prisen på råolie forblev stort set uforandret igennem denne fire års periode. Det synes ikke logisk at dette resultat skulle være en ren tilfældighed, og det synes heller ikke at skulle tage sig ud som en overraskelse, at andre kunne komme på banen som udbydere af en reservevaluta. EU’s pengeplaner har ikke været holdt så hemmelige. Det er mest sandsynligt et resultat af gennemtænkt planlægning og design. Tilmed synes OPEC at tage dollar-deprecieringen helt naturligt og hæver olieprisen svarende til det tab, som man ellers ville have lidt.

Japan i gældsfælde:

Kursen på japanske yen er faldet med 5-7% pr. år i forhold til euro fra 2001 til 2004, bemærk, et relativt fald svarende til cirka halvdelen af dollarfaldet. Det vil sige en årlig depreciering, der betyder dyrere varer i Japan, og landet er langt fra at være selvforsynende med energi og mad. Japan har stagflationen nu og stod ikke det foreløbig sidste aktiekurs-boble-krak igennem fra 1997 i Asien, fordi bankerne i Japan blev ved med at kaste nye penge efter dårlige med regeringens garanti, mest byggende på i øvrigt amerikanske statsobligationer som sikkerhed. 10. februar 2002, Observer noterer: "Japanske forbrugere er flokkedes omkring bankerne for at konvertere den hurtigt deprecierede yen til guldbarrer. Der er frygt for at banksystemet kunne kollapse, når regeringens indskudsgarantier bortfalder i marts.” Vi skrev i 1999 at Japan-regeringen forsøgte at genbruge den japanske økonomipolitik fra 1920-1927: udstede milliarder af yensedler og nye kreditter, med hvilke bankernes dårlige lån kunne opkøbes, formuegoderne skulle så overvurderes nærmest som under Weimar Republikken i Tyskland. Nu var det desværre perioden 1920-1927, hvor Japan håndterede præcis det samme problem lige så fejlagtigt som i slutningen af 1990-erne, der ville have været rigtigt at henvise til, hvis vi/de skulle lære af erfaringen. Det er ikke således, at historien gentager sig uden videre. Men det er nok rigtigt, at hvis de ledende anlægger den samme fejlagtige tankegang på det samme problem (f.eks. mod bedre vidende), så  fristes de overtroiske til at hævde, at historien gentager sig. [Og helt forkert er dette jo heller ikke, bortset fra at uvidenhedens blinde skæbne vel bør rubriceres i kategorier henhørende til en tidligere eller en kommende middelalder.] En så ubegribelig politik gennemførtes rent faktisk, idet der satsedes på negative rentesatser og statsgaranti for bankerne for at få priserne til at stige ”ved således at stimulere produktionen” på bedste keynesianer-maner. Den faldende yen er kørt uhjælpelig fast i en gældsfælde. Den offentlige gæld er $5 billioner, lidt mindre end USA’s, der den 19. november 2004 har hævet lånerammen til $6,4 billioner. Mere statsgæld udstedes fortsat til højere afregningspriser, selvom det kun forøger gælden. Gældsfælden er lukket, og der er ikke nogen nem vej ud. Japan, som er en betydelig industrination, uanset, er en stor importør af olie. Japans handelsoverskud fra salg af biler og andre goder blev brugt til import af olie afregnet i dollars. Det overskydende blev investeret i amerikanske, rentegivende statsobligationer og andre værdipapirer. Japans regering ejer 15% af USA ’s nationalbank-værdipapirer. G-7 blev grundlagt for at holde Japan og Vesteuropa inden for dollarsystemet. Fra tid til anden i 1980-erne forekom fra forskellige kilder i Japan udtalelser om tre valutaer - dollar, tyske mark og yen – til at dele verdensreserverollen under flydende nominelle valutakurser. Indtil nu forblev dollaren den dominerende.

Euro og Europæisk Union:

Europæisk Union med fælles obligatoriske pengeenheder og forfatning er under etablering blandt EU’s nu 25 medlemslande. At det kniber gevaldigt med at opnå tilstrækkelig consensus blandt europæerne er måske overflødigt at oplyse. At etablere europæisk monetær union netop, hvor samtlige europæiske lande er dybt gældsatte - bortset fra vel to lande uden for EU - med utilfredsstillende aktivitet og beskæftigelse overalt, og tilmed negativ vækst i de tre førende lande Frankrig, Tyskland og Italien på andet, måske tredje år er mere end et kunststykke; det er en kunstig, ideologisk konstruktion. Den nationale valutasuverænitet er afskaffet sammen med  de nationale valutaer i eurozonen. Formålet er angiveligt prisstabilitet og vækst i eurozonen. Man lod i en årrække forstå udadtil, at valutareformen garanterer prisstabil vækst, selvom valutaens regler herom i Maastricht-traktaten (for eksempel: artikel 104C) beretter noget ganske andet; netop de nyopfundne, til dels modstridende og irrelevante såkaldte konvergenskrav kan overtrædes, hvis ministerrådet ikke vurderer overtrædelse til indgreb. Landene - Frankrig og Tyskland - der indførte disse krav i traktaten var de første der overtrådte kravene til underskuddene og statsgældens maksimale størrelse - de levede end ikke op til disse selvvalgte krav ved euroens indførelse, uden at der manipuleredes med budgetterne (salg af guld og pensionsforpligtelser) i henholdsvis Tyskland og Frankrig. Det fortsætter i Tyskland i 2004 med postfunktionærernes pensioner.

Euro og dens primære opgaver:                                                                                                                           

At gå ud fra at de fælles obligatoriske pengeenhed skulle afspejle realøkonomien i EU og tjene denne har vi åbentbart misforstået. Svarende til Spaniens skæbnesvangre forvaltning af det indvundne guld i Latinamerika i 1500-tallet ser det ud til at euro på bedste merkantilistiske vis via handel afregnet i euro med f.eks. olie fra Mellemøsten skulle danne det genererende moment, der skabte forandring i et Europa med mere end 20% arbejdsløse og udstødte (officielt 9%) og en enorm statsgæld, som det ikke er muligt at tegne et entydigt billede af længere. Jean Monnet - en af stamfædrene til projektet - hævdede netop i 1950-erne, at den obligatoriske enhedsmønt ville blive brugt til at løfte en politisk union i fuld skala på plads. Det var formen, ikke indholdet, der talte, kan vi konstatere. Skulle for eksempel et af Maastricht-kravene til konvergens omhandlende statsgældens størrelse, der ikke må overstige 60% af BNP, have faktisk gyldighed, ville mellem halvdelen og to tredjedele af landene kun opfylde dette krav ved at acceptere stabiliseringskriser. Så meget kan uddrages af de reelle informationer, der slipper ud tid efter anden. Bortset fra under Merkantilismen, der vel historisk afsluttedes med Napoleonskrigene, er det således at stabilitet og udvikling ikke måles som et prisindeks eller et forholdstal, at når for eksempel visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta (med henvisning til de fem Maastricht konvergenskrav). Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investerings-processen, økonomisk vækst, ny teknologi og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage vælgerne alvorligt. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb. Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne have sikret, at centralbanken agerede som den gamle Tyske Forbundsbank og holdt tøjlerne fuldstændigt stramme, men fra et ganske andet udgangspunkt. Det blev besluttet på Dublin topmødet i december 1998 at droppe stabilitetspagten, og også i årene 2002 og 2003 kom Frankrig ud med et for alt store underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne og Tyskland ligeså på 5. år. Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB blev ved den lejlighed samtidig fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank var meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod var banken meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var politikeren Helmuth Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har fået indbygget deres krav til euroen i de efterfølgende traktater. Nu er Kohl helt væk og den nuværende tyske forbundskansler er selv centralist. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke kunne blive tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu (efter Amsterdam-traktaten) 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for euro.

Desuden vil indførelse af den rene (økonomiske) stabilitetspagt uden at landene har orden i deres økonomier, føre til virkelig politisk ustabilitet. Må pengemængden ikke diskuteres over den samlede eurozone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der bliver politisk ustabilitet. ikke alene Italien og Grækenland er oplagte eksempler.

For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal "aflevere noget overskud" på de offentlige finanser eller "forpligte sig til det på forhånd" (men problemet er, at ingen kan eller vil dette) til de mindre godt gående lande, Italien, Belgien, Grækenland, Portugal, Polen. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele eurozonen. Dette er fælles finanspolitik. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, men også mange andre.

Når man skulle dømme efter den faldende DM og den stigende Lire i 1997-1998, måtte markedet få det indtryk, at der blive tale om en blød medgørlig euro ved dens etablering. Der var en simpelthen ukendt, men kolossal italiensk lire-mængde, der skulle have en evigt fastlagt eurokurs i juli 1998. Hvordan kunne det lade da sig gøre?

Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle overtage Italiens enorme gældsbjerg - det er sket tilsyneladende -, ville det ødelægge euroen fra starten af. Dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig af at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande, for eksempel Grækenland, og hvad der ellers kunne forventes optaget af EU-medlemmer i Østeuropa i øvrigt. På denne måde ville i øvrigt skabes en alliance, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den monetære politik uden at have det. Det er også sket. Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med tre eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation - uden en kraftig løftestang udefra. Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om.

Angsten for konkurrence hæmmer rationaliteten:

Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markeder herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og nationalstaten. Det gør den kun fordi der ikke længere findes et internationalt pengesystem til at forhindre det. Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser, ved bl.a. udflytning. De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise på krise - Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika. Kriserne bliver dybere på grund af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Og det hele skyldes at man har valgt at handle med målebåndet i stedet for at bruge målebåndet til at måle med. Det bliver værre, når alle staternes ledere fortsat netto låner mere og mere. Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer. Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier. Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende, fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste.

Euro-Unionen er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv var a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed, hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrede Europas udvikling og integration, men fra "Maastricht" var målet afskaffelse af D-marken, og det er så sket. Begrundelsen var, at netop D-marken skulle have drevet euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård euro. Inflationen er forud programmeret. Så kan der blæses mere luft i ved at lade den flyde i olie først, men kollapset bliver så bare endnu større. Alle deltagerstaterne er dybt forgældede og kører alle med underskud.

Straks ved euroens start tabte de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er herefter arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har arbejdsmarkeds- og socialpolitikken takket endeligt af - og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.

Euro-Union og globalisering:

Euro-Union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Der er intet specielt ved denne globalisering; det er blot et fyndord; international konkurrence er det rette ord. Euro-union forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Det er "fremskridt" mod det 19. århundrede (her søgte man også det rigtige styringsredskab), ikke mod det 21. århundrede. Euro-Union er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den Europæiske Centralbank (ECB) må føre fuldstændig fællespolitik for de nu 12 forskelligt strukturerede lande i eurozonen, uden at de kan gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. For at hindre kapitalen i at forlade eurozonen, må centralbanken hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere. En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde - med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik, men uden D-marken. Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Union viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden? Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk, som det blev forudskikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig sidste år for at sætte frihandelszone[4] op, og Algier, Libanon, Mauretanien, den palæstinensiske myndighed og Syrien inviteres til at være med i den store frihandelszone. Egypten forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med 12 Middelhavslande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperation mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd. [5] Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål så vel som politiske. Dette skal føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande i 2010.

Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de er kommet op, og vi kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.

To udbydere af internationale betalingsmidler:

Med det sidste europæisk-monetære træk, hvis det altså er forsøg på etablering af euro som mulig reservevaluta eller afregningsvaluta i en eller anden udstrækning på linie med den amerikanske dollar, sker der intet reelt løft af Euro-union. ”I givet fald vil der være to iskageboder i stedet for én på omtrent den samme badestrand. Forklaringen metaforen er at boderne udbyder betalingsmidler for at kunne leve højt på andre landes varer i stedet for at udbyde flere iskager og beskæftige egen arbejdsstyrke med at producere flere varer og flere tjenester. Investeringsklimaet er dog langt det bedste i dollarzonen af stranden, og de øvrige varer og tjenester er langt mere konkurrencedygtige i dollarzonen. Den europæiske centralbank er indrettet til at skulle forhindre euro i at falde; den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. Skal ECB til at udstede mange flere tilskuds-euro, der ikke dækkes ind af realøkonomien, men skævvrider den yderligere? Underskuddene på de offentlige finanser i Euro-unions to førende lande er af samme størrelsesorden, når sammenlignes forholdsmæssigt med BNP, som det tilsvarende i USA, omkring 4% mod 4,5-6,0%. Hele eurozonen trues af deflation, hvis euroen for eksempel stiger 20% mere, fordi der allerede nu er nulvækst eller mindre i de tre førende lande i eurozonen. Dollarzonen kan forvente en voldsom forbedring af sit samhandelsforhold. Om denne zone er på vej mod en mere sund dollarværdi, var det værd at foreslå at det eneste der mangler: Et fælles redskab, så vi undgår krise på krise, dybere og dybere, og som samtidig sikrer at betalingsmidlerne bruges til det, der i sandhed er deres eneste brugbare formål. De klassiske økonomer som for eksempel David Hume og John Stuart Mill påviste i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkedet, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden en internationalt vedtaget monetær ordning, der må være i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed galt.

Behov for indførelse af reelle valutakurser:

Det gældende internationale pengesystem indtil 1971 var ikke den pengeordning, som Englands hovedforhandler længe havde fastholdt skulle være det gældende efter krigen. For at kunne beskytte mod kriser og inflation anviste J. M. Keynes et internationalt emissionsorgan med en ikke fuldt omsættelig international pengeenhed, der kunne købes for guld, men ikke omvendt. Kun ved at staterne frivilligt standser inflationsorgierne og statsgældsætningen eller tvangsdevaluerer og lader pengemængde og kredit styre af andre, kan der bringes harmoni i det internationale betalingssystem, hævdede Keynes. Incitamentet til spekulation fjernes samtidig. Et monetært måleinstrument uden tilhørende banksedler til fastlæggelse af reelle valutakurser, og ikke egnet til at fortrænge de nationale valutaer.                                                                                                                                                                                                                                           

Reelle valutakurser er de nuværende nominelle valutakurser korrigeret for inflation. Inflation har vi set i sidste halvdel af 1900-årene er et udpræget skadeligt fænomen. Har inflationen gjort et lands varer mindre konkurrence dygtige, kunne landet blot devaluere den nominelle valutakurs og på den måde høste fordel af at landets værdier afsættes i et andet bytteforhold med udlandet. Uanset om denne trafik gradvist måtte gentages for at have virkning - dog med større inflation til følge - var det ikke desto mindre vejen landene gik i næsten straks efter den Anden Verdenskrig og genopbygningen. Det skal være muligt for lande at køre med inflation i en afgrænset periode, fordi visse strukturelle eller udviklingsmæssige ting skal bringes på plads. Her skal det så sikres at der åbnes mulighed for inflation uden at denne inflation ikke kan ramme andre lande. Landet med behov for inflation skal devaluere straks og forud. Det er nemt at indregne inflationen i valutakursen. Herved er alle beskyttet effektivt mod inflation og også deflation, hvor den negative vækst kan føre til stilstand, hvis de monetære indgreb ikke foretages i tide, som vi så det i 1930-erne. Der må ikke bringes nogen national valutaenhed ind i dette internationale pengesystem. Vi har haft et lignende system under den såkaldte guldmøntfod, der særligt knyttede sig til industrialismens fremkomst og tidlige udvikling samt verdenshandelen via City, London. Guldmøntfod var omdrejningspunktet, men guldet var samtidig en handelsvare og havde derfor ikke en fastlagt værdi i sig selv, men den var bestemt af udbuddet og nationalbankernes efterspørgsel, i sidste ende politisk. En international møntenhed lidt tilsvarende ECU - oprindelig den frivillige europæiske møntenhed udstedt fra et emissionshus, der kunne veksles til efter behov, men til det foreliggende formål kun en regneenhed. En regneenhed i en offentliggjort, fastlagt mængde og fastlåst værdi, en afregnings- og reserveenhed. Ikke noget salgbart værktøj, der påvirkes af udbud og efterspørgsel. Endelig skal både debitor og kreditor pålægges rentebetalinger ved udlån til udviklings- og andre lande med den nye reserveenhed som sikkerhed, så vi undgår udlån ud i den blå luft, og således at når det går galt, skal almindelige borgere ikke snydes hver gang, og finanskriserne vælte ind over den ene udviklings- eller misinformerede udviklede nation efter den anden. Der skal simpelthen være en nationalbank for hele verden, hvis der fortsat skal være verdenshandel. Længere er den ikke. Det er simpel logik som enhver kan forstå: at vi ikke kan kontrollere nationale valutamarkeder med en centralbank, hvis de internationale monetære redskaber er en multi-sammenblanding fra alle nationale markeder.

Det sidste vidste mange med undertegnede i 1971, da USA dengang ”forlod guldet”, som det udtryktes, men selvtilliden øges med erfaringen. Det vidste sig i øvrigt at meget af det jeg siden skulle lære om økonomi desværre ikke var egnet til at give mig ret meget mere fast grund under fødderne. Erfaringer skal der til.

Og vi skal muligvis igennem en katastrofe mere, før det går op de ledende, hvad de og deres forgængere har gjort afgørende forkert, eller er blevet forledt til at gøre afgørende forkert på deres i mange henseender marionetpositioner.

Store op- og nedgange i økonomien internationalt i det 20. århundrede:              http://www.lilliput-information.com/economics/tide/tidevand.html

Guldet som international målestok for værdierne – en historisk redegørelse (1): http://www.lilliput-information.com/economics/gul1/gul1.html

Guldet som international målestok for værdierne – historisk redegørelse (2): http://www.lilliput-information.com/economics/gul2/gul2.html

J. M. Keynes’ teorier, moment der bidrog til den sidste gældsafhængighed:  http://www.lilliput-information.com/economics/dkeyne.html

Den 22. november 2004

cand.oecon. Ebbe Vig



[1] Vi husker hvorledes de nominelle valutakurser tid efter anden devalueredes i et enkelt eller i en gruppe af lande samtidig. Vi mente det måtte være en slags avanceret svindel med værdierne. Vi undrede os over de andre fandt sig i det; men forstod ikke den fulde konsekvens af bedraget dengang, for os alle.

[2] Der brugtes selvfølgelig andre argumenter end driftens behov.

[3] Men rollerne forbyttedes fra begyndelsen, banken var ikke en bank, men en fond, og fonden var en bank, så vi kan beskrive Verdensbanken i stedet: ”Med en aktiekapital på $10 milliarder  fordelt på 100.000 aktier, der skulle overtages af de stater, der deltog i bankens opretholdelse. Adgang hertil havde først og fremmest stater, der var medlemmer af Den Internationale Valutafond, men senere skulle der gives andre stater adgang, hvorfor kun $9,1 milliard af aktiekapitalen blev udbudt til salg på den stiftende konference. Kun 20% af aktiekapitalen skulle indbetales, hvoraf en tiendedel i guld (altså reelt 2%); besatte lande kunne dog udskyde en fjerdedel af guldindbetalingen i 5 år. Bankens hovedopgave skulle være gennem lån eller garantier for private lån at fremme medlemsstaternes genopbygning efter krigen og herved bidrage til på længere sigt at udvikle udenrigshandelen og hæve landenes produktivitet og levefod. Direkte lån måtte dog kun ydes, såfremt låntageren ikke kunne opnå private lån på rimelige vilkår. Bankens ledelse skulle organiseres efter samme retningslinier som er gældende for Den Internationale Valutafond. “Således skrev daværende ekspeditionssekretær (senere dansk statsminister) Viggo Kampmann i 1944.

[4] Frihandel er et udtryk der bruges i den politiske retorik til at signalere andet end fri handel.

[5] Bl.a. den skjulte, men fremfundne Europæisk-Arabisk Dialog taler sit tydelige sprog om "fællesplanerne" for de arabiske lande og EU. Euro-Middelhavs-konferencen i Barcelona første gang 27-28. november 1995 fulgte disse bestræbelser op med mere konkrete tiltag (jfr. Udenrigsministeriets sag j.nr. 400. E.6-14).