EURO betyder, at der skal være fælles pengepolitik og fælles finanspolitik overalt i EU. D.v.s. EU kommer til at bestemme størrelsen af den danske stats udgifter og indtægterne. Så enkelt er det. Hvordan bliver danskernes velfærd så, når vi skal dele med sicilianerne og med bl.a. 18 mill. polakker. Den bliver meget lavere, eftersom den er meget højere nu. Det er ikke så svært. Politikerne i Danmark er stort set lige glade, for de løber bare fra ansvaret, og det gør de også klogt i, for vetoretten for enkeltlandene skal også afskaffes, og de store lande skal have større stemmevægte straks efter mønten forventes vedtaget.

(se endnu en traktat nedenfor)

Fortidens synder og løgnene herom

Vi skal sikre os, at spekulanterne ikke dumper kronen. Ja, hvorfor mon? Fordi vore politikere har løjet om kronens styrke. I 1999 faldt med henved 20% ligesom Euroen [I 2003 er vi tæt på deflation]. Den har kun været holdt oppe af Tyskland, der køber næsten alle regeringens gældspapirer, og det har Tyskland gjort i årevis. Hvorfor skulle spekulanterne da dumpe kronen, hvis der er orden i Danmarks pengesager? Så taber de da på spekulationen. 11. juli 2000 meldte tyske regeringskilder i danske dagblade, at de danske kronepapirer skal sælges ud, hvis danskerne siger NEJ til Euro.

Tidligere møntunioner i Europa

Møntunioner i Europa har været prøvet to gange før i nyere tid. Den latinske og den nordiske møntunion. Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer glemte at fortælle, at begge møntunioner straks brød sammen, da han villigt genoptog sine andægtigheds-indslag uden modspil på TV for nylig, pludselig løsrevet fra sit otium her under den bløde Euro-skoling på TV.

Kan man ikke gå på vandet, så må man forsøge at ophæve tyngdekraften

Med en 25-30 millioner arbejdsløse i EU kan man sige, at det bliver et sært eksperiment at forsøge at standse kapitalstrømmen ud af EU - det er hvad Euro-kursfaldet er det håndgribelige udtryk for. Uden diktatur plejer man at lade renten stige - den vil så gerne, når vi bruger mere end vi får ind - for at få kapitalen til at blive eller komme tilbage. Sådan en rente, der virkelig vil noget for privatkapitalen uden for produktionen, giver vist ikke just et klima for produktive investeringer. Så bliver der istedet mere arbejdsløshed. Hvor mange skal vi mon have? I Danmark er 915.000 sendt på overførselsindkomst foruden folkepensionisterne. Nu skal man imidlertid huske, at Maastricht traktatens artikel 73F hjemler ret til at forbyde kapitaleksport/udstrømning. Et sådant forbud er vist yderst aktuelt for de vildeste tilhængere af Euroen. Sådanne forbud fandtes nemlig også i USSR og i DDR.

Falsk lyd og billede på TV, og manglende skuen ud over egne grænser begrænser

Det lyder hele tiden, som om der foregår noget voldsomt skelsættende ved det store bord, hvor ministrene mødes i EU. Og det gør der også, bare ikke det, der refereres i medierne. Man mindes kransenedlægninger i Sovjetunionen ved de officielle besøg udefra. Alt væsentligt bestemmes på hemmelige møder i Kommissionen sammen med højfinansen og industritoppen. TV kan da kun yderst sjældent fortælle os noget væsentligt om, hvad der egentlig foregår i EU, og så er det kun i overskrifter. For det meste skal vi selv finde det i krogene. Det er oftest noget med, at de mødes, trykker hinanden i hånden, tager opstilling til fotografering, efter de har været til over- og under-hunde-møde, eller at de er mødtes på informerende og skolende weekend-møder. Her lytter de fleste andægtigt, og ellers er der et oversat referat, når det er overstået. Forresten, hvor mange portrætter har de mon efterhånden af hinanden. Det er da pinligt, men det fremstilles typisk 2-3 gange om ugen på TV, som om, der igen er foregået noget, der vil gå over i historien, men noget vi andre dødelige alligevel ikke rigtig kan begribe. Historieundervisningen har de for en sikkerheds skyld også afskaffet i skolerne, så fremtiden bliver i alt fald ikke børnenes. For fine-smeckere af historien vil der blive noget at skrive hjem om, når EU er brudt endelig sammen: "En stor misforståelse for politikerne til afskaffelse af den politikerskabte statsgæld, der igen skal indfries af landenes borgere."

Kapitalflugt – "Vi kan sælge mere af det, vi ikke kan producere"

Man har forsøgt at forklare fordelen ved, at Euroen hele tiden falder i stedet for at forklare, hvorfor den falder. Fordelen skulle bestå i, at det er godt tilstadighed at devaluere kronen og Euroen. Det var nu ikke god latin "på Bjerget" fra 1979-1999. Sidste år (1999) faldt krone og Euro med 13,2 % i forhold til US-dollaren. Her til svares: Så sælger vi mere. Når det nu er således, at lavt teknisk niveau, for lidt vidensproduktion og for få fornyelses-investeringer, kapitalflugt, tyngende mamut-statsgæld og et uddannelsessystem i ruiner sammen med tårnhøje omkostninger er ken-detegnende for EU-området, i særdeleshed for Danmark, kan det så være tiden bare at lade den udenlandske kapital forlade Europa hurtigere. Desuden har det samlede EU en ret begrænset handel med den øvrige verden. Euro-kreatørerne i Tyskland tror de med et stykke papir kan konkurrere med dollaren. Skulle EU-landene i stedet forsøge at forbedre deres realøkonomi? Økonomi er jo noget ganske andet. Spekulanterne, der har fat i den længste tovende, ved godt, hvad der vil sker, når man fusker med en kunstvaluta (eller junkvaluta, som de kalder den). Euroen er og bliver en sådan. Form uden indhold og ikke til tiden. Politikerne bed på. Den kloge narrede den mindre kloge.

Løgn over løgn

Det er tydeligt, at beskyttelsen af sig selv fra sandheden er hovedopgaven for dagens professionelle politiker. Det er ikke, som de plejer at sige, de vil beskytte Europas borgere mod virkningerne af globalisering. I realiteten tror de på, hvad deres venner, multibillionærerne i det skjulte har fortalt dem: "I vil blive de reelle magthavere i et centraliseret og politisk korrekt Europa-Rige". Måske skulle det rettes til, at "I vil blive Cæsars, Filip II's, Louis XIV's, Napoleons, Stalins, Kaiser Wilhelms og Hitlers arvtagere. For at sikre, at vi ikke ad åre vender tilbage til et sandt billede igen, har de sågar transformeret vore børn til dyr. Stædigt og vedvarende over en periode af 150 år: http://www.lilliput-information.com/wundt. html

Inflation og socialkrise

ECB's (Den Europæiske Centralbank i Frankfurt) kompetente personer vil sikkert ikke være samvittighedsløse inflationister. Gennem en prisstabilitets-orienteret politik vil de forsøge at gøre den nye valuta troværdig, og måske kan de europæiske ledere få de russiske ganstere til at tage 100 Euro-sedler i stedet for 100 dollar-sedler. Men de sidder tilbage med det problem, at den stabilitetssøgende politik tilstadighed skal skærpes p.g.a. pengeflugten ud af Euro-zonen - og at denne politik tilsidst vil støde på national modstand, der vil opstå på grund af den tilspidsede strukturelle og sociale krise - massearbejdsløhed og tilmed voldsomt bortfald af købekraft.

"Stabilitet er ustabilitet eller også er det omvendt"

Intet tyder på, at politikerne tillader ECB at køre en ganske uafhængig pengepolitik. Det er er forlængst passé, som de siger i Frankrig. Alternativet er en fælles finanspolitik. Med den kan politikerne se hen til politisk ustabilitet som følger direkte efter. Når vore Ja-sigere snakker om økonomisk stabilitet tænker de mon så på et Tyskland under Ardenauer og Erhardt? Hvordan var det med f.eks. Maastricht traktatens 5 konvergenskrav. De er alle frafaldet, alle på nær ét. Skulle det ikke give den, der ikke ellers følger med, et fingerpeg. I Danmark måtte man sågar indføre 13 måneder på indtægtssiden på Finansloven for 1997 for at leve op til det sidste konvergenskrav og pantsætte fri-terrænerne omkring DSB's banelegeme efter, at de var blevet gjort lovligt belånbare ved placering i tvivlsomt statsligt aktieselskab. Kreativiteten fejler ikke noget. Alle de fem konvergenskrav var i øvrigt ulogiske og også delvis indbrydes modstridende. Kravene honoreredes ikke bedre i Tyskland og Frankrig. Fiflerierne i Danmark var vand i forhold til. Uden politikere var det gået; men de har desværre fået ødelagt det hele, og nu render de så selv fra ansvaret for at nedlægge nationen. Historien gentager sig, når vi ikke må lære af den.

"At løse cirklens kvadratur"

Obligatorisk enhedsmønt og nationen er to sider af samme stykke. De har bare aldrig ville fortælle dig, at de igennem 60 år har ladet pengetrykningen og låntagningen køre, hver gang de manglede penge. De blæste på nationen og pudsede deres egen glorie for vælgerne. Nu skal det hele så holde op, tror de, ved at vi kastes i armene på en ny Europastat. Vi kan da bare lave ordentlige regler for pengeudstedelsen herhjemme i stedet. Det umulige i projektet er, at forholdene er så milevidtforskellige i hele Europa, ikke mindst i forhold til de nye ansøgerlande, og at politikerne og deres håndgangne tilstadighed blander sig i penge- og kreditspørgsmål. Nu tilsidst forsøger de at bygge et hus ved at begynde med taget og arbejde sig nedefter. Det er politikernes sædvanlige eksperimenteren med Europa. Det er sket før, og de kalder det igen fredskabende. Det er det modsatte. Demokrati, hvorledes diskuterer en dansker med en portugiser, en græker og en sicilianer? Det behøver vi heller ikke, for demokratiet afskaffes selvfølgelig. Det er, hvad det går ud på.

(Se nedenfor udpluk af den nye traktat til vedtagelse i dette efterår)

En enkelt af de morsomme:

Da Prodi besøgte England i 1999, var det muligt at forlade Euroen igen. Da Prodi var i Danmark i 1999 var det ikke muligt at forlade Euroen. Gud ved, hvad han sagde i Sverige. Vi ved det godt, ved du det?

For nyligt (i 2002) bemærkede i øvrigt samme Prodi, at det som ikke lykkedes for Cæsar og Hitler vil EU nu skabe.

For at forstå overstående økonomibetragtninger i en kapital- og monetærsammenhæng sat i historisk erfaringslys kan det anbefales at læse følgende link:

http://www.lilliput-information.com/oklek.html

http://www.lilliput-information.com/tide/tidevand.html

http://www.lilliput-information.com/intmo.html

\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\

I 1995 gik Bernard Connolly, en senior embedsmand, på orlov fra sit job som leder af Europa Kommissionens afdeling for monetære anliggender for at skrive en kontroversiel bog. Den var et produkt af hans arbejdsfrihed. 'Europas Rådne Hjerte' ('The Rotten Heart Of Europe') var titlen på bogen.

Han argumenterer for, at den obligatoriske enhedsmønt bliver brugt til at generere et uimodståeligt moment, der kan løfte en politisk union i fuld skala på plads. Eliten i Tyskland og Frankrig skal dele magten. Mr. Connolly blev afskediget på stedet. Nu har han fået lov til at søge at forsvare sig ved Europa Domstolen i Luxembourg.

Han skriver bl.a. at mange europæiske politikere sjældent har følt behov for at skjule, deres ønske, at skabe United States of Europe, især ikke når de taler indbyrdes og uden for perioder med valg.

"Helt fra starten argumenterede Jean Monnet kraftfuldt og præcist i forberedelsesperioden før 1956-traktaten for at overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa så der skabtes et kraftfelt, hvori en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt skulle begynde med relativt ikke-trovertielle økonomiske funktioner og stålfremstillingen, for at minimere bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold garanteret af traktat-doktrinen acquis communautaire, der sikrer at al magt overført til (de europæiske) samfundsinstitutioner bliver gjort til permanent europæisk lov og så samtidig, at de tages ud af de nationale lovsæt i medlemslandene." Jean Monnet's lidt besynderlige baggrund kan du se på:

http://www.lilliput-information.com/mon.html

Han skriver også:

"I de nye Europa er magt og ansvar udpræget adskilte. Selv der, hvor der er en formelt offentlig ansvarlighed, er dette ikke fastslået ved lov, at det skal være sådan. Det er opstået mere eller mindre tilfældigt. Den Europæiske Centralbank (ECB), for eksempel, gør krav på at være "den mest gennemskuelige centralbank" i verden, fordi den trykker et communique efter hvert møde i Rådet. Men selvom dette komiske krav blev taget for pålydende er bankens ansvarlighed ikke engang lovfæstet – det er simpelthen en politik banken har valgt efter bekvemmelighed og for øjeblikket. "

og videre:

"Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kan sikre, at centralbanken ter sig næsten som den gamle tyske forbundsbank og holder tøjlerne fuldstændigt stramme.(mit: Emnet faldt allerede på Dublin topmødet i december 1998, og også i år 2002 kom Frankrig ud med et for alt stort underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne). Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB er fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank er meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod er den meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har afleveret deres krav til forholdene omkring Euroen. Nu er Kohl helt væk og den nye forbundskansler er selv centralist. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke bliver tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den montære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for Euroen."

Glem alt om den hårde, stabile Euro; det var kun lokkemad for noget ganske andet.

Desuden vil den rene (økonomiske) stabilitetspagt indført, uden at landene har orden i deres økonomier, fører til virkelig politisk ustabilitet. Årsagen er ganske enkel:

Må pengemængden ikke diskuteres over den samlede Euro-zone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der bliver ballade. For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal "aflevere noget overskud" på de offentlige finanser eller "forpligte sig til det på forhånd" (men problemet er, at ingen kan eller vil dette her og nu, fordi det går af H til), til de mindre godt gående lande, Italien, Belgien, Danmark, Sverige, Portugal, snart Polen, snart Ungarn. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele Euro-zonen. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, også mange andre.

Mærkeligt nok har man midt i alt dette besluttet sammen med FN, at EU skal modtage yderligere 75 mill. fremmede fra Sydasien og Afrika (i følge TV2 Teksttv 25/7).

Når man skal dømme efter den faldende DM og den stigende Lire, må markedet få det indtryk, at der bliver tale om blød medgørlig Euro. Der var en simpelthen ukendt men super-enorm Lire-mængde, der skulle have evigt fastlagt Euro-kurs i juli 1998. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle betale Italiens enorme gældsbjerg - det er sket tilsyneladende, ville det ødelægge Euroen fra starten af. Vi skrev det, og understregede, at dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande.

På denne måde ville i øvrigt skabes en alliance, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den Euro-monetære politik uden at have det. Det er også sket.

Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med to eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation. Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om.

12. februar 1998 meldte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet er aldeles udsigtsløst. Dette var indslag på Tageschau (fra ARD TV) samme dag, men det blev ikke oplyst på de danske TV-kanaler.

Dr. Wilhelm Hankel, professor i Pengepolitik og Udviklingsøkonomi ved Goethe Universitetet i Frankfurt am Main.

Wilhelm Hankel skrev følgende efter Maastricht traktaten var trådt i kraft:

(IoD's forklarende kommentarer er medtaget)

Globalisering og modtræk mod samme

1. Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markederne herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og velfærdsstaten.

Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser.

De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrence-mekanisme, og de fremkalder krise på krise (Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika).(IoD: "Kriserne bliver dybere p.g.a. af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Det bliver værre, når alle staternes ledere låner mere og mere.") Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer.

Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier.

Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende (IoD: "fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste".)

2. Euro-Union er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbelt-motiv er a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markeds- andele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrer Europas udvikling og integration, men siden "Maastricht" har målet været afskaffelse af D-marken. Begrundelsen er, at netop D-marken skulle have drevet Euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård Euro. Inflationen er forud programmeret.

(IoD: "Alle deltagerstaterne undtaget Luxembourg er dybt forgældede og kører alle med underskud".)

3. Med Euroens start taber de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og flexibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme poltikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet.

Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostnings-konkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindstestandarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trussels-potentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. (IoD: "F.eks. p.t. til Irland, hvor selskabsskatten i nogle områder er 10 pct".)

Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har socialpolitikken takket endeligt af  og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.

IoD-kommentar: Fordi de sidder på magten og vil holde den.

4. Euro-Unionen er ikke et middel imod globalismens udløste beskæftigelseskrise. Tværtimod: Begge forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er "fremskridt" mod det 19. århundrede, ikke mod det 21. århundrede.

Euro-Unionen er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener, den forstærker dem ydeligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den europæiske centralbank må føre fuldstændig fællespolitik for 11 forskelligt strukturerede lande, uden at kunne gribe tilbage til vekselkursenes udligningsventil. (IoD: "For at hindre kapitalen i at forlade EURO-unionen må Centralbanken (ECB) hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden ydeligere".)
En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde - med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik. Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Unionen viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden?

OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS:

Med Euroen i hus skæres en luns mere af salami-pølsen:

Den nye europæiske traktat, der skal op allerede i December 2000, skal endelig aftales af ministrene på møde i Paris. Med den skal der ske noget helt nyt, der skal ikke bare være mere europæisk integration. Med den underskriver de dødsdommen for et dansk, et svensk og et engelsk selvstyrende demokrati.

Se nedenfor