Information om Danmark
EU-projektet inklusive køreplanerne er irreversible
Allerede køreplanen lagt for en EU-traktats endelige
vedtagelse strider imod den danske grundlovs paragraf §56, der byder politikerne at beslutte alene efter
deres overbevisning. Hvis de ikke beslutter efter deres overvisning, hvad beslutter de så efter?
EU-grundlovens køreplan blev endeligt vedtaget december 2000
som en politisk bindende erklæring til endelig vedtagelse i EU i sommeren 2004,
jf charterets (=grundlov) §51-54. Det betyder at de nationale, ansvarlige
regeringspolitikere og Folketinget i praksis er bundet af erklæringen og fra da
af skal arbejde på at plane vejen for den nye traktat herunder forsøge
systematisk at fjerne alt i den nationale lovgivning, der kunne stille sig
hindrende i vejen og ikke ændre i de nationale lovsæt mod traktaten, indtil
den endelige vedtagelse. Dette strider mod den danske grundlovs §56 som anført
ovenfor.
Det er ikke noget nyt, men det har selvfølgelig ikke været
omtalt noget særligt. I 1995 gik Bernard Connolly,
en senior embedsmand, på orlov fra sit job som leder af Europa Kommissionens
afdeling for monetære anliggender for at skrive en kontroversiel bog. Den var
et produkt af hans arbejdsfrihed. 'Europas Rådne Hjerte' ('The Rotten Heart Of
Europe') var titlen på bogen, et enkelt citat:
"Helt fra starten argumenterede Jean Monnet
kraftfuldt og præcist i forberedelsesperioden før 1956-traktaten for at
overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den
funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et
kraftfelt, hvori en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt
skulle begynde med relativt ikke-kontroversielle økonomiske funktioner og
stålfremstillingen, for at minimere bekymringerne for, at den nationale
suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle
overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold
garanteret af traktat-doktrinen acquis communautaire, der sikrer at al
magt overført til (de europæiske) samfundsinstitutioner bliver gjort til
permanent europæisk lov og så samtidig, at de tages ud af de nationale lovsæt i
medlemslandene." Jean Monnet's lidt besynderlige baggrund kan du se på: http://www.lilliput-information.com/mon.html
Et par eksempler fra den europæiske grundlov:
Artikel 10, Unionens Lov.
Den siger: "Grundloven og loven skabt af unionens
institutioner i deres udøvende kompetencer og overdraget til den, skal have
forrang over lov i medlemslandene.”
Det betyder, at hvis vi underskriver og ratificerer (bl.a med et JA ved
folkeafstemning) traktaten med den
europæiske grundlov, vil alle love fremover komme fra Brussels.
Artikel 40, Den Generelle Sikkerheds- og Forsvarspolitik.
Det vil fremover være en gruppe ikke-valgte bureaukrater fra
Brussels, der styrer den, for artikel 40, section 3 siger: ”Medlemsstater skal
stille civile og militære styrker til rådighed for unionen til udførel-sen af
en fælles sikkerheds- og forsvars- politik”; hvem tropper skal sværge troskabsed
til i fremtiden får stå hen.
Det er muligt, at dette blot er et udkast, men erfaringen
med disse traktater viser, at det meste går igennem, og vores embedsmænd blot
er værktøjer.
Det er udpræget tilrådeligt at anskaffe en kopi af traktaten
og at læse den. Den Europæiske Kommis-sions kontor i dit land må sende dig et
eksemplar. Internettets muligheder er desværre meget præget af EU’s udlægninger
og PDF-filer. Er det ikke muligt, kan du få den i England: Skaf en kopi ved at skrive til: The European
Commission, 8 Storeys Gate, London SW1P 3AT.
The ISBN is ISBN92-78-401-4.
Danskerne skal formentlig folkeafstemme om EU-charteret i
2004 eller 2005, danskerne skulle ikke folkeafstemme om bl.a. EU-charterets
køreplan blev lagt på Nice-mødet ultimo 2002. Skønt Danmark havde et retligt
forbehold, sagde Folketinget Ja til rammerne om f.eks. en fælles asylpolitik i
charterets artikel 18 og 19. Her er virkelig tale om suverænitetsafgivelse, der
vil noget. Bemærk, at flygtninge eller asylanter kan hvis/når charteret bliver
vedtaget som traktat i 2004, få en ret overfor EU og den danske stat, og denne
ret skal vi som danskere være pligtige til at respektere. Det har fremmede
aldrig tidligere haft i Danmark. Det har vist heller ikke været set andre
steder i Europa tidligere.
Dansk udlændingelov plus mere adgang og ret indstøbes i
EU-charteret:
Med den famøse 1983-udlændingelov
blev de facto-flygtninge opfundet (lovens §7, stk. 2), og lovens virkefelt udvidet til at være
gældende for hele kloden, samtidig med at der blev indført omvendt bevisbyrde
for at kunne afvise ansøgerens adkomstret og samtidig blev der givet dansk ret
til frit ophold, medens sagerne behandledes. Der var ingen konvention, der pålagde os at lave en sådan regel. Og havde der været, kunne den have været
opsagt efter 6 måneder.
Derudover blev retten til asyl
gjort til en menneskeret efter
ansøgning, selv for folk, der ikke var
flygtninge efter Geneve-konven- tionen, og fra da af forpligtede den danske stat
sig altså til at skulle kunne tilbagevise ”at tilbagevenden til hjemlandet gav
risiko for dødsstraf eller tortur eller umenneskelig eller nedværdigende
behandling”, for at kunne afvise en flygtning. Det var i dette sidste den
omvendte bevisbyrde lå. Det var ganske nyt og helt i strid med alle hidtidige
retsprincipper, der tog udgangspunkt i nationalstaten, ikke i klodens kaos
mere eller mindre behersket af andre.
Denne lovtekst i den danske
udlændingelovs §7, stk. 2 svarer præcis til EU-charterets artikel 19.
I artikel 19 stk. 2 ”Ingen må udsendes, udvises eller
udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt
dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
straf eller behandling”.
I charteret sidste artikel (§54) står faktisk, at charteret
er gældende til evig tid.
Så med EU-charteret står indvandringen fast til evig
tid…eller tusinde år, afhængig af Rigets levetid.
Og bemærk, de facto-begrebet kunne allerede have været
fjernet af et flertal i Folketinget, men efter EU-grundloven er vedtaget, og
begrebet er indstødt heri, kan det ikke fjernes, uanset hvad vælgerne eller
danske politikere måtte mene. Den danske Integra- tionsminister Bertel
Haarder har i formandskabshalvåret 2002 bidraget til udvidelse af
begrebet flygtning under Danmarks formandsskab den 6. december 2002. Man
havde forskellige definitioner i de enkelte lande, så derfor udvidede Haarder Geneve-konventionens flygtningebegreb
til brug i charteret, så flere grunde
end tidligere (i den dan-ske udlændingelov) kan findes anerkendelsesværdige til
at give ret til asyl. I et EU-land.
Nu forstår man måske bedre, hvorfor f.eks. det danske
de-facto-begreb ikke blev ophævet ved afta-len mellem Dansk Folkeparti og
Regeringen (i flertal) af den 1. juli 2002.
Det var faktisk den tidligere danske indenrigsminister Thorkild
Simonsen, der på et EU-møde i Finland i 1999 på initiativ af de radikale og
Socialdemokratiet, fik introduceret
de-facto-begrebet for de andre EU-lande, der ikke kendte til det. Nu er det så
blevet indføjet i den evigt gældende grundlov EU skal køre videre med.
Chartrets artikel 21: Enhver
forskelsbehandling på grund af køn, race, etnisk eller social oprindelse,
genetiske anlæg, sprog, religion, tro, politiske eller andre anskuelser,
tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formue-forhold, fødsel, handicap,
alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Og i stk.2
præciseres, at enhver øvrig forskelsbehandling er forbudt.
Teksten er lodret i strid med
den danske grundlovs §4, hvorefter vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed.
Det er også i strid med §68 at føre artikel 21’s retskrav ud i livet for
skatteborgernes regning. Denne ”almene interesse, der er anerkendt af unionen”,
fremgår af den positive indstilling til indvandring, som de pågældende
regeringschefer havde besluttet sig for, herunder Nyrup, og som var baggrunden
for at udvide retten til familiesammenføring ved et forslag til direktiv, som
Danmark som følge af det retlige forbehold står udenfor lidt endnu.
Med chartret lægger
EU-landene sig fast på formen for fremtidig indvandring til EU-lande til som
minimum at bestå af asylsøgende og deres familier. Sådant er helt nyt.
Hvor konventioner er aftaler, der efter deres indhold kan opsiges med passende varsel, ses der
ingen juridisk mulighed for at opsige
chartrets tekst andet end ved en mellemstatslig godkendelse fra de andre
EU-lande. Også dette er nyt, ligesom
de som noget nyt med vægt kan vælge
at gøre brug af Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7´s fremtidige indhold, for
at efterleve og effektuere EU-regelsættet.
Artikel 6 og 7 i Amsterdam-traktaten drejer om den
Europæiske Unions Corpus Juris:
Amsterdam-traktatens princip: Al magt til den Europæiske
Domstol:
Sektion 35.2 Ingen begrænsninger overhovedet
fra nu af og i al fremtid skal kunne lægges på jurisdiktionen (det juridisk
virkefelt) som Europa Domstolen dækker. Dette vil gøre det muligt
for den styrende elite i EU at under-trykke al modstand med "lovlige"
midler samtidig med at ansvaret bag magtudøvelsen ikke kan ses.
Dette har Europa haft før, og jeg forstiller mig, at
de fleste normale mennesker ikke ønsker sig dette gentaget!
Der opstår et specielt folkeretligt
problem ved chartret, som reelt
ses at være en helt ny konstruktion
inden for folkeretten, hvis rækkevidde er tvivlsom: Udover - som nævnt - at indrømme rettigheder for
aftaleparternes, dvs. EU-landenes statsborgere, indrømmer chartret også grundrettigheder til tredjelandes statsborgere. Dette
er en form for afgivelse af tredjemands-løfte over for andre nationers borgere.
Dette er en udstedelse af retsgarantier til en uvis kreds af mennesker udenfor
EU-landenes jurisdiktion. Vil sådanne garantier overhovedet kunne udstedes
og/eller senere kunne ophæves mellemstatsligt? Så snart chartret er vedtaget som traktat, vil enhver tilrejsende fra
tredjelande have retskrav på at få dette spørgsmål prøvet.
EU vil med rette engang i en ikke så fjern fremtid, når
stabiliteten i Europa er ved at være væk, blive beskyldt for at ændre karakter
fra et grænseløst EU udadtil til et Fort Europa, selvom ingen af delene p.t. er
tilfældet. Det er ærgerligt, at EU på denne måde gør sig sårbar. Ethvert
EU-land var i sin gode ret til at sige fra.