Information om Danmark, www.lilliput-information.com , Internet 15-09-1999,
e-post-adresse: mail@lilliput-information.com

 

 

Fagforeningstvang og politisk tvang i Danmark

 

I nr. 2 15. årgang, maj 1995 af avisen fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger stod en særdeles interessant artikel at læse med titlen: Fagforeningstvangen skyldes, at folketinget i 1982 blev vildtledt af Svend Auken (mit: tidligere arbejdsminister, nuværende miljø- og energiminister). Forfatteren til artiklen er civilingeniør Erik Boeck. Han blev i 1987 afskediget fra sit job i Patentdirektoratet, fordi han ikke ville være medlem af en fagforening, han vidste arbejdede på et socialistisk grundlag.

 

I Danmark blev der vedtaget en lov om fagforeningsfrihed (Lov nr. 285 af 9. juni 1982). Ja, man kunne tro det var sandt; men det er det faktisk ikke. Loven drejede sig netop om det modsatte. Her skal læseren hæfte sig især ved metoden, der går ud på at knægte friheden i frihedens navn. Denne metode er udbredt på andre felter.

Se, nu havde der aldrig været behov for at lovgive om frihed til foreningsmedlemsskab. Denne frihed hjemler Grundloven i forvejen. Derfor burde de ærede på tinge have været på vagt; men det er de stort set aldrig.

Når man læser paragraf 2 stk. 2. i denne lov om frihed, vil man se, at loven kun blev foreslået for at sikre tvangen lovgivningsmæssigt. Så kan man så hævde, at denne lovvedtagelse strider mod Grundloven; men det interesserer heller ikke ret mange folketingsmedlemmer, der nærmest betragter Grundloven som en hæmsko for deres hersen med befolkningen.

 

I paragraf 1 står der: En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af en forening eller af en bestemt forening.

I paragraf 2 stk. 1 står der: En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne ikke er medlem af en forening eller af en bestemt forening.

Den kvikke vil her straks se, at paragraf 1 er helt overflødig.

Men se, nu er der så stk. 2 i paragraf 2. Dette lyder: Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt lønmodtageren ved ansættelsen var bekendt med, at arbejdsgiveren stillede medlemsskab af en forening eller af en bestemt forening som betingelse for beskæftigelse i virksomheden.

Stk. 3 i paragraf 2 lyder: Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse, når en lønmodtager, der er medlem af en forening efter ansættelsen gøres bekendt med, at medlemsskabet er en betingelse for fortsat ansættelse i virksomheden.

 

Nå, så han kan ikke melde sig ud af den forening, han har meldt sig ind før ansættelsen, såfremt det blot oplyses efter ansættelsen, at dette ikke vil kunne godkendes.

 

Formålet med loven var helt klart, hævder Boeck, at sætte en ventil på det folkelige pres, der var opstået mod fagforeningstvangen. Der var forud den 13. august 1981 faldet en dom ved Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstol i en sag fra England.

I denne dom fastslås, at ansættelse betinget af medlemskab af en bestemt faglig forening strider mod menneskerettighedernes artikel 11.

 

Derfor måtte der gøres noget, mente Auken og socialdemokraterne i Danmark. Derfor loven, for nu var vejen til foreningsfrihed banet. Det var især partistøtten, der bekymrede socialdemokraterne. Havde borgerne frihed på dette felt, ville det være den største begivenhed siden Stavnsbåndets Ophævelse, skriver Erik Boeck. Det hastede og det kneb. Derfor måtte Svend Auken vildlede Folketinget. Han påstod i følge Boeck, at grundlaget for Menneskerettigheds- domstolens dom var, at aftalen om fagforeningsfrihed var blevet indgået, efter at de tre pågældende arbejdere, sagen drejede sig om, var blevet ansat.

 

Derfor skulle dansk lovgivning tage højde herfor. Derfor undtagelserne i paragraf 2 stykkerne 2 og 3 i den danske lov. Denne argumentation accepterede levebrødspolitikerne i Folketinget. Det skal siges, at denne falske argumentation, som Boeck betegner den, faldt før Aukens "dag-penge-skandale" blev officielt kendt. Ellers havde man vel været mere på vagt. Første arbejdsminister i den regeringen fra 1993, også fra Socialdemokratiet, Jytte Andersen kan ikke besvare Boecks spørgsmål til hende.

 

Grundlaget for undtagelsesbestemmelserne i denne lov er falsk, fordi hævder Boeck, 2 af de 3 arbejdere netop ikke blev ansat efter det tidspunkt, hvor der var indgået eksklusivaftaler.

Fagforeningstvangen og den politiske tvang i f.eks. Polen og Eks-DDR er forlængst ophævet.

Fagforeningstvangen og den politiske tvang opretholdes i Danmark.

 

At en anden ung mand, Morten Sørensen sammen Danmark Frie Fagforening i tilsvarende sag taber mod FDB ved Højesteret i foråret 1999, skyldes ene og alene at Fagforeningstvangen jo indført ved lov i Danmark.

 

Følg denne sag på :

http://www.ffff.dk ,

http://www.dff.net

 

Hvis sandheden om Danmarks fagforeningstvang og dermed politiske tvang blev kendt både her og ude i verden, ville den uværdige situation i Danmark ikke kunne opretholdes, skrev Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger. De har fået frie fagforeninger i Polen. Danmark har ikke frie fagforeninger.

 

***

 

Med Jytte Andersen synes håbet meget ringe for danske statsborgere. I november 1995 kreerede hun ny lovgivning, der skulle modvirke etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet. [1]

Her blev sædvanen tro taget udgangspunkt i en af det internationale selskabs mangfoldige konventioner: International konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. [2]

Jytte Andersen læste i denne konventions afsnit 1, artikel 1, stk. 2 og fandt følgende anvendelsesområde for konventionen: Begrænset til at forbyde forskelsbehandling, en stat måtte foretage mellem sine egne statsborgere.  

 Da arbejdsministeren orienterede Folketinget blev dette til:

Denne konvention finder ikke anvendelse på sådan forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i denne konvention deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge.

Normale mennesker vurderer på dette grundlag, at arbejdsministeren ved at anvende konventionens ordlyd frit og efter eget forgodtbefindende, som her bevist, netop forsøger at lovliggøre forskelsbehandling rettet imod danske statsborgere og tilmed at foreslå ny lovgivning til fordel for udlændinge og dermed rette sådanne initiativer imod danske statsborgere. Dette sidste kaldes racisme i nævnte konvention.

 

Forskelsbehandler en dansk minister imod danske statsborgere til fordel for udlændinge, strider dette mod Danmarks Riges Grundlov, og det betegnes forræderi efter den danske straffelov.

 Således skrev forfatteren den 12. november 1995 til en af folketingspartiernes gruppefo­rmænd.

De vurderede ikke det var nok til mistillidsdagsordensforlag.

Tilmed lydoptagelser af telefonsamtaler med ministeren, hvor hun var gået langt videre end lovforslaget med sine pålæg og hen-stillinger sine undersåtter.

Lovforslaget blev skam vedtaget, for man har vel flertal, selvom man som ar­bejdsminister stod til en synlig flovmand. Noget var sivet. Men bare rolig nu er forræderi-grundlaget i orden. Der kan bygges videre mod den danske befolkning med enkelte paragrafændringer en dag lige før sommerferien.

Det netop berettede om arbejdsministeriets ressort er efterhånden hverdagskost. Da vi imidlertid er så få, der gør en indsats for demokratiet, står vi i færd med at miste det. Prøve på forræderiet:

Bydelsrådet på det indre Nørrebro i København vil indføre "positiv særbehandling" af bydelens egne indvandrere, når der skal besættes kommunale jobs i bydelen. Socialdemokraternes gruppeformand i bydelsrådet Henry Thingvad udtaler til formiddags-bladet BT den 29. august 1996: "Står valget mellem en dansker og en indvandrer til et job - og de har lige gode kvalifikationer - bør indvandre­ren have jobbet."

***

Den 31. januar 2003 stemmer Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokrater, SF og Enhedslisten mod regeringen og forhindrer således at eksklusivaftalerne kan ophæves. Angiveligt skulle dette til gengæld sikre, at indvandringen fra de nye EU-ansøgerlande i Østeuropa forhindres nogle år i endnu. DF havde eller ffremsat lovforslag om afskaffelse af ekslusivaftalerne året for inden. Og nu kunne de radikale, der ellers alle de andre år havde forhindret deres afskaffelse så i stedet stemme for deres afskaffelse....Længe leve den falske politiske reklame. 

 

Opdateret første gang d. 29-10-99. Opdateret 2. gang den 31-01-03