Information om Danmark

 

Frem til år 2020-strategiske rids

 

ANBEFAL: År 2020, et rids af udviklingen

For at tegne et nogenlunde virkelighedsnært billede af fremtiden i Danmark og Europa, skal der gøres nogle forudsætninger, om bl.a. nogle kendetegnende mønstre, der enten er uforandrede, eller som kan forventes at udvikle sig efter nogenlunde erfaringsmæssigt kendte veje. Og de forventede reaktioner på denne udvikling skal også forsøges medtaget.

 

Der kan her vælges mellem utallige forhold, der kan gøre det ud for byggeklodserne i den model af mønstre, som dette notat skal omhandle. Selvfølgelig bliver der tale om en skitse, men til gengæld er de valgte mønstre eller byggeklodser ganske godt beskrevet hidtil. Om andre mønstre er mere fuldgyldige, eller andre mønstre havde været nemmere at fremskrive efter skal jeg lade læseren om at bedømme og eventuelt bidrage med:

 

1.      Masseindvandrings-projektet fra fortrinsvis muslimsk dominerede områder med overskudsbefolkning

2.      Europa-statens opbygning med grundlov, obligatorisk fælles mønt og hær til erstatning for nationernes

3.      Angrebet på landets økonomiske, finansielle suverænitet via gældsætningens keynesianske overbudspolitik

4.      Angrebet på mental-tilstanden hos individerne i et stærkt og aktivt folk, tilpasning til strukturforandringerne

 

Derudover vil jeg forsøge at skitsere, hvorfra initiativerne og ansvaret fremover reelt kan forventes udøvet i virksomhederne og i staten.

 

Det sidste centrale strategiske felt, der er udpræget dominerende for udviklingen, og som initiativtagerne/de besluttende forsøger at påvirke eller tilpasse sig, er den øgede internationale konkurrence, som de senere års tekniske udvikling har muliggjort. Den kan her fjerne store dele af grundlaget, som vi har kendt det i hen ved 100 år.

5.      Mønstrene

6.      Truslerne

7.      Fremtiden

 

 

1. Masseindvandrings-projektet

1. januar 2007 var antallet af immigranter stammende ikke-vestlige områder ikke under 700.000 i Danmark, snarere mange flere. De naturaliserede og deres børn medregnes i dette antal og medregnes altså ikke som danskere, nydanskere eller andet i modsætning til ”gammeldanskere”, som den danske stambefolkningen benævnes af Danmarks Statistiks Dorthe Larsen.

 

Uanset om tilstrømningen er reduceret betydeligt fra officielt knap 19.000 årligt i år 2000 til ca. 8.500 i 2004, hvorefter tilstrømningen var 7.487 i 2005, 9.730 i 2005 og 11.086 i 2006, vil antallet af fremmede i år 2020 være mindst 1.5 mill. Antallet af danskere (altså ”gammeldanskere”) vil allerhøjest være 4 mill., forudsat at danskerne mod al forventning i perioden ikke er begyndt at forlade landet svarende til tilfældet med hollænderne i Holland siden år 2000 -  http://www.lilliput-information.com/holfly.html - i voksende antal, eller danskernes fødselshyppighed ændrer sig drastisk. Det vil sige hen ved hver 3. i Danmark kan forventes at være fremmed i 2020.

 

I perioden 1987-2000 ramte vore prognoser virkeligheden betydeligt bedre end Danmarks Statistiks: http://www.lilliput-information.com/dado.htm , der bl.a. kun medregner første generation af børn af indvandrere til fremmedgruppen. I 2005 er vi nået til tredje generation, og det viser sig, at disse tilpasser sig danske forhold endog betydeligt ringere end forældre og bedsteforældre-generationen.

 

Hen ved hver 3. i Danmark. Alt tyder på, at i de store byer vil befolkningssammensætningen være næsten fuldstændig domineret af de fremmede ligesom byrådene, hvorimod landdistrikterne og kommunalbestyrelserne der vil fremstå med betydelig mindre og meget varierende fremmedandel, om forholdene i øvrigt forløber som nu. Om de fremmede så er repræsenteret af deres egne i de besluttende organer eller repræsenteret af medløbende fremmedtjenere afhænger af, hvornår de fremmede rundt om i landet vurderer, at det er en fordel/en mulighed at have deres eget parti eller opstillingsliste i valgkredsene.

 

Om der opstår voldsom ustabilitet i landet en hel del år forud for 2020 var svært at sige noget om i 2004; men det er beskæmmende lettere, selv for efterretningstjeneste, der netop i november 2007 har måttet ændre sin vurdering af trusselniveauet. Det afhænger ikke alene af, om mindst 75.000 danskere – ikke 5.000 - giver deres protester udpræget tydeligt til kende. Vi skal regne med at modstands-opsamlings-projektet omkring et kritisk folketingsparti i perioden 1997 - 2013 ikke giver nogen mærkbar effekt - det er erfaringen i perioden 2001-2007, hvor partiet havde flertal sammen med regeringen. At der vil blive svaret voldeligt igen på tydelige danske protester er helt sikkert. Kriminaliteten blandt unge fremmede i København i 2004 taler sit eget sprog. Indvandrer-medløbende reaktioner mod indvandringsmodstandernes forsamlings- og ytringsfrihed var allerede dominerende og nærmest beskyttet af de danske myndigheder og medier helt fra starten af den spæde protest i 1987.

82% af sigtelserne af unge under 18 år for kriminalitet i Københavns Dommervagt i 2004 var de fremmedes. Overkriminaliteten i København blandt disse fremmede unge i 2004 var mere end 11 gange danskernes kriminalitet, når de officielle, ganske vist stærkt fejlbehæftede befolkningsopgørelser lagdes til grund - og der var en stærkt stigende tendens som tydeligt ses af tallene for første kvartal 2007: Trussel mod det danske folk. Og denne overkriminalitet er tilmed i voldsom vækst: http://www.lilliput-information.com/domv.html. Alene dette forhold giver et tydeligt vink. Vi kan tilføje et dokumenteret kendskab til voldspotentialet blandt fremmede unge i Tyskland fra midten af 1990-erne: http://www.lilliput-information.com/ungho.html. Op imod halvdelen af alle de unge under 18 år i København var derimod reelt fremmede i 2004 – officielt opgjort bevidst fejlagtigt til en andel på ca. 28%, jfr. næstsidste link. Her bruger jeg Information om Danmarks korrigerede befolkningsopgørelser. Overkriminaliteten blandt de fremmede unge reduceres herved til cirka halvdelen, hvilket også umiddelbart synes langt mere plausibelt/troværdigt. Vi har nogle ret så tragikomiske betragtninger fra midten af 1990-erne på denne groteske andelsproblematik skabt af myndighederne illustreret ved den sammenlignende kriminalitet[1].

 

At hævde disse unge ikke vil føre fremmedgruppen i flertal i Københavns Skolevæsen inden år 2013 er det samme som at hævde, at disse unge ikke bliver voksne.

 

Udebliver de massive protester fra danskernes side, og de føjer sig omtrent som nu, skal vi regne med, at ustabiliteten eventuelt udsættes lidt. Hvor konfliktlinierne eller fronterne i en sådan uro skal findes, er det vanskeligt at sige ret meget om. Der har været erklæret såkaldt ”frizoner” fra Politiet m.v. fra Nørrebro, i Gellerup ghettoen og fra Vollsmose i Odense. Det kunne være de fremmede mod Politiet, brandvæsenet og redningskorpsene, mod øvrige myndigheder, mod enkeltpolitikere eller de fremmede mod andre fremmede. Intet tyder på, at danskerne er til sinds at forsvare deres egen ret til riget. Og her skal det også tages i betragtning, at det modstandspotentiale, der opsamledes fra begyndelsen af 1990-erne blandt danskere mest bestod af voksne og ældre mennesker født før eller lige efter Den Anden Verdenskrig. De unge, der i dag og i fremtiden vokser op med en stadigt stigende fremmedandel fra vuggestuen, er mentalt blevet omdannet til at hilse invasionen velkommen gennem hele deres opvækst. Mange af dem bliver helt åbentlyst dopet med amfetamin, hvis de sætter sig til modværge, for eksempel som følge af deres families modvægt til den totalitære afretning i institutionerne,http://www.lilliput-information.com/viclaw.htm.

Når vi tilmed ser et nyt modstanderparti i den lovgivende forsamling blot opsamler modstandskraft for derefter at vende til de nærmest modsatte signaler, kan vi selv ved en øget indvandring, igen, påregne en stadigt aftagende og opgivende modstandskraft, måske indtil de økonomiske forhold i landet virkelig ændres dramatisk, og/eller erfaringerne en hel del senere, for sent, begynder at tælle hos et mindretal af de i dag, ganske vist generelt svækkede børn og unge, som nævnt.

 

 

2. Europa-staten

Helt fra starten argumenterede Jean Monnet kraftfuldt og præcist i forberedelsesperioden før 1956-traktaten for at overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et kraftfelt, hvori en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt skulle begynde med relativt ikke-kontroversielle økonomiske funktioner og stålfremstillingen, for at minimere bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold garanteret af traktat-doktrinen acquis communautaire, der sikrer at al magt overført til (de europæiske) samfundsinstitutioner bliver gjort til permanent europæisk lov og så samtidig, at de tages ud af de nationale lovsæt i medlemslandene.

 

Euro:

Den obligatoriske enhedsmønt blev/bliver brugt til at generere et uimodståeligt moment, der kan løfte en politisk union i fuld skala på plads. Eliten i Tyskland og Frankrig skal dele magten. Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne sikre, at centralbanken teede sig næsten som den gamle tyske forbundsbank og holdt tøjlerne fuldstændigt stramme.(mit: Emnet faldt allerede på Dublin topmødet i december 1998, hvor både Frankrigs og Tysklands administrationer havde måtte manipulere regnskaberne for at leve op til Maastricht-optagelseskravene, og både i år 2002, 2003 og 2004 kom Frankrig og Tyskland ud med et for alt store underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne). Forholdene i Italien, Grækenland, Portugal – før udvidelsen østpå – er i øvrigt meget værre.

Fra november 2000 er Euro begyndt at flyde i oliehandel

[eller se kort gennemgang nedenfor]

 

At et flertal af tyskerne, der ikke er blevet spurgt ved folkeafstemning, ville i 2004 have D-marken tilbage. Det er forventeligt, når sammenholdes med landets aktivitets- og beskæftigelsessituation, se nedenfor.

 

Den Tyske Forbundsbank var meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod var den meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister havde afleveret deres krav til forholdene omkring Euroen. Nu er Kohl helt væk og den nye forbundskansler er selv centralist. Kohl måtte også æde, at der ikke blev tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond) som modstykke til, at ECB-banken ledes af franskmand. Der kræves nu 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for Euroen.

Glem alt om den hårde, stabile Euro; det var kun lokkemad for noget ganske andet. Euroens efterfølgende tilsyneladende relative styrke bygger på noget ganske andet – se nedenfor.

Desuden vil den rene (økonomiske) stabilitetspagt indført, uden at landene har orden i deres økonomier, fører til virkelig politisk ustabilitet. Årsagen er ganske enkel: Måtte pengemængden ikke diskuteres over den samlede Euro-zone, fordi den skulle fastsættes af en hård ECB, så ville konsekvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der ville blive ballade. For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal "aflevere noget overskud" på de offentlige finanser eller "forpligte sig til det på forhånd" (men problemet er, at ingen kan eller vil dette her og nu, fordi det går af H til overalt), til de reelt mindre godt gående lande, Italien, Belgien, Danmark, Sverige, Portugal, Polen, Ungarn. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele Euro-zonen. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, også for mange andre.

Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle betale Italiens enorme gældsbjerg - det er sket tilsyneladende, ville det ødelægge Euroen fra starten af. Vi skrev det, og understregede, at dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande. På denne måde ville i øvrigt skabes en alliance via stemmevægtene, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den Euro-monetære politik uden at have det. Det er også sket. I 2004 kunne sandheden ikke skjules længere.

Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og  Malaysia. Saddam Hussein havde indtil da udelukkende brugt europæiske banker til det begrænsede sanktionsprogram, “Mad for Olie”. Saddam Hussein tilkendte palæstinenserne 1 milliard euros i 2000. EU tilkendte kort efter palæstinenserne samtidig 90 millioner euros i støtte for at vise sit venskab med den arabiske verden, hvis Israel standsede betalingsstrømmen. Nogle få dage herefter indgik den Europæiske Investeringsbank (EIB) en aftale om at låne Syrien 75 millioner euros efter i otte år med sanktioner at have været udelukket fra at gøre forretninger med dette land. Lidt før, i august 2000, donerede EU 1,7 millioner euro til Yemen til støtte for eritreanere, etiopere, somaliere og repatrierede asylanter fra Yemen efter krigen med Etiopien. Støtte fra EU i euros igen: for ikke længe siden foreslog den italienske statsminister Berlusconi en europæisk version af ”Marshall Planen”, som han karakteriserede som en generøs handling til genopbygning af Europa. Han foreslog at yde palæstinenserne en sådan hjælp til en værdi af 6,2 milliarder euro over fem år. [Disse sidste ting medtages for at karakterisere motiver og situationsopfattelse blandt nogle initiativtagere.] Fra november 2000 til den 19. november 2004 er dollar faldet relativt i forhold til euro med 34,5%, fra den 1.december 2002 til 19. november 2004 med 23,5%.
En lavere dollarkurs gavner dobbelt, ved at den mindsker det enorme betalingsbalanceunderskud (ved gunstig påvirkning af handelsubalancen og ubalancen i investeringsstrømmen) og øger samtidig amerikanske eksportørers konkurrenceevne, hvilket fører til større investeringer i disse eksporterende firmaer og en forøget beskæftigelse.
I øvrigt tyder meget på at petrodollar-eventyret for længst er overstået på grund af den øgede import i de olieproducerende lande og reduktionen i OPEC’s andel af den samlede olieeksport. Irak har de næststørste kendte oliereserver blandt verdens nationer: http://www.lilliput-information.com/revalu.html

 

Med det sidste europæisk-monetære træk, hvis det altså er forsøg på etablering af euro som mulig reservevaluta eller afregningsvaluta i en eller anden udstrækning på linie med den amerikanske dollar, sker der intet reelt løft af Euro-union. ”I givet fald vil der være to iskageboder i stedet for én på omtrent den samme badestrand. Metaforen er at boderne udbyder betalingsmidler for at kunne leve højt på andre landes varer i stedet for at udbyde flere iskager og beskæftige egen arbejdsstyrke med at producere flere varer og flere tjenester. Investeringsklimaet er dog langt det bedste i dollarzonen af stranden, og de øvrige varer og tjenester er langt mere konkurrencedygtige i dollarzonen. Den europæiske centralbank er indrettet til at skulle forhindre euro i at falde; den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. Skal ECB til at udstede mange flere tilskuds-euro, der ikke dækkes ind af realøkonomien, men skævvrider den yderligere med fornyet inflation? Underskuddene på de offentlige finanser i Euro-unions to førende lande er af samme størrelsesorden, når sammenlignes forholdsmæssigt med BNP, som det tilsvarende i USA, omkring 4% mod 4,5-6,0%. Hele eurozonen trues af deflation, hvis euroen for eksempel stiger 20% mere, fordi der allerede nu er nulvækst eller mindre i de tre førende lande i eurozonen. Dollarzonen kan forvente en voldsom forbedring af sit samhandelsforhold. Om denne zone er på vej mod en mere sund dollarværdi, var det værd at foreslå, at det eneste der mangler: Et fælles redskab, så vi undgår krise på krise, dybere og dybere, og som samtidig sikrer at betalingsmidlerne bruges til det, der i sandhed er deres eneste brugbare formål. De klassiske økonomer som for eksempel David Hume og John Stuart Mill påviste i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkedet, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden en internationalt vedtaget monetær ordning, der må være i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed galt: http://www.lilliput-information.com/intmo.html

 

Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med to eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation. Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lod de som om indtil 2004, hvor det ikke længere kunne skjules: http://www.lilliput-information.com/euint.html

Europa-grundlov:
                                                                           

Som kronen på værket skulle Europa Unionen udstyres med en menneskeretsgrundlov, samtidig med at der skete en voldsom udvidelse af unionen bl.a. østpå med 10 nye stater. http://www.lilliput-information.com/grta03.html

De nordiske lande byggede allerede efter Wienerkongressen og Napoleonskrigene åndeligt på den personlige frihed, selvom der ikke for de fleste var meget andet end hårdt arbejde ved landbruget efter bankerotten, hvor der devalueredes med 90 pct. i Danmark, i 1813. Men bytteøkonomien var fortsat meget gældende på den tid, så i grunden blev det ikke meget værre for de fleste.

England har haft den mestendels ikke nedskrevne Magna Charta siden 1215. Briternes Magna Charta bygger netop på en adskillelse af Kejserens og Guds rige. Petition of Right and Declaration of Right fastlægger rettigheder som uafhængig, historisk arv helt på linie med Jyske Lov af 1241.

 

EU-grundloven blev vedtaget af ministerrådet i 2004 forud for den nødvendige ratifikation via folkeafstemninger rundt om i medlems-landene bygger derimod på kollektivet og underkastelsen, generelt. Men helt konkret er det meget værre: http://www.lilliput-information.com/grta03.html

 

Katolicisme kontra protestantisme i forhold til grundlov

Forskellene viser sig blandt andet som følge af den katolske kollektivisme. Indholdet i vores enkle og klare grundlov kunne antagelig indgå i det nye begreb, systemeksport. Den sikrer den ny-testamentlige åndsfrihed og værner om den enkeltes frihed, og har dette protestantisk-kristne værdisæt til fælles med England og resten af Norden. Denne kristne kulturarv kan vi måske godt ønske at gøre os fri for (selvom den dog var hele vor identitet, indtil EU/FN-identiteten blev opfundet sådan for en 40-50 år siden); men Valdemar Sejrs Jyske Lov af 1241 byggede også på kristne grundværdier. Den var kronen på Valdemar Sejrs Livsværk.

 

Uden en grundlov kan politikerne lave love om alt, og forsøge at lave om på hele dit liv fra fødselsforberedelse til kirkegården. Ja, vi skal netop have det hele med; dette ene sikrer magtsyge politikerne sig nemlig.

 

Den danske grundlov bygger på frihed. Frihed er et begreb opfundet eller lavet af europæerne. Det er nok muligt at andre folkeslag har fået et begreb om frihed, men det stammer fra os. Frihed til at være os selv og frihed til at udvikle vores personlige bevidsthed i frihed og dermed til gavn for fællesskabet, men udelukkende i frihed. Nu er der megen tale om ændring af grundloven, sidst ændret 1953, med indførelsen af §20, der hjemler ret til suverænitetsafgivelse til internationale organer i mindre og begrænset omfang.  Den med arvefølgen har været nævnt så tit; men det var §20 det væsentligst drejede sig om for magthaverne. Det ved enhver, der holder sig til sandheden.

Hvorfor har grundloven nu igen været kastet på dagsordenen uden debat?

 

Fordi indholdet af vores grundlov strider fælt mod de såkaldte grundlæggende rettigheder i EU, de såkaldte menneskerettigheder, som køreplanen blev sat i gang for med EU-Charteret med dets 54 artikler eller paragraffer. Charter betyder grundlov.

Med den danske frihed i princippet nedfældet i grundloven betyder det faktisk, at udlændinge må indordne sig for at kunne være her og dermed vælge deres eget fra. Havde det ikke været tilfældet, ville danskernes frihed blive begrænset i strid med grundlovens bestemmelser, hvilket også er sket, fordi grundloven er blevet overtrådt.

 

I EU ser man stort på religion og kultur og laver nye EU-værdier, og nye mennesker, som alle skal leve uden et frit valg. Ja, man forbyder faktisk grundlaget for nationale stater og deres borgere ved at fjerne førstefødselsretten til nationerne. EU-charterets vedtagelse var taktisk lagt tæt på den danske folkeafstemning om Euroen.  Det skulle ikke debatteres. Poul Nyrup underskrev, og så var det i orden efter en kort i tur i Folketinget.

Vi måtte til nogle hjemmesider England for at finde nogle af konsekvenserne af charteret og Amsterdamtraktaten. Der er meget andet end immigrant-problemerne.

 

EU-grundlovens køreplan blev vedtaget endeligt december 2000 i Nice som politisk bindende erklæring, indtil det skal blive endelig EU-grundlov pr. traktat i 2004, jf. charteret §51-54. Det betyder faktisk at folketinget ikke må ændre i de nationale lovsæt, indtil dette kan vedtages endeligt. Dette strider mod den dansk grundlovs §56, der byder politikerne at beslutte alene efter deres overvisning. EU-grundloven skal vi folkestemme om, for her er der tale om suverænitetsafgivelse, der vil noget. Vi skulle ikke folkeafstemme om EU-grundlovens køreplan i Amsterdam-traktaten i modsætning til f.eks. irerne.

 

Skønt Danmark havde er retligt forbehold, sagde Folketinget Ja til rammerne om en fælles asylpolitik i EU-grundlovens artikel 18 og 19. i EU-grundloven er mange flere helt grundlæggende ting, der strider fælt imod den danske grundlov. Jeg vil vove den påstand, at danske statsborgere ikke har behov for chartret, fordi de har grundloven. Men flygtninge kan, hvis - og når - chartret bliver vedtaget som traktat i 2004, få en ret overfor EU og den danske stat – som det danske folk er pligtige til at respektere, og som fremmede aldrig tidligere har haft i Danmark  - eller i andre europæiske lande.  Det har vi aldrig set før.

 

Et enkelt grundlovseksempel: 

Med den famøse 1983-udlændingelov blev de-facto-flygtninge opfundet (§7, stk. 2), og lovens virkefelt udvidet til hele kloden. Retten til asyl blev gjort til en menneskeret efter ansøgning, selv for folk, der ikke var flygtninge efter Geneve-konventionen, og fra da af forpligtede den danske stat sig til at skulle kunne tilbagevise ”at tilbagevenden til hjemlandet gav risiko for dødsstraf eller tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling”, for at kunne afvise en flygtning. De skulle alle sammen herefter have dansk ret til at opholde sig her i landet,  medens deres sag behandledes. Der var ingen konvention, der pålagde os at lave en sådan regel.  Og havde der været, kunne den have været opsagt efter 6 måneder.

 

Se, denne lovtekst i Udlændingelovens §7, stk. 2 svarer præcis til EU-charterets artikel 19. I artikel 19 stk. 2 ”Ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling”. Og bemærk, de-facto-begrebet kunne allerede have været fjernet af et flertal i Folketinget, men efter EU-grundloven er vedtaget, og begrebet er indstøbt heri, kan det ikke fjernes, uanset hvad vælgerne eller danske politikere måtte mene. Bertel Haarder har i formandskabshalvåret 2002  bidraget til udvidelse af begrebet flygtning under Danmarks formandsskab den 6. december 2002. Man havde forskellige definitioner i de enkelte lande, så derfor udvidede Haarder Geneve-konventionens flygtningebegreb til brug i charteret,  så flere grunde end tidligere kan findes anerkendelsesværdige til at give ret til asyl. I et EU-land.

 

Nu forstår man måske bedre, hvorfor det danske de-facto-begreb ikke blev ophævet ved aftalen mellem DF og Regeringen af den 1. juli 2002.

 

Det var faktisk tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen, der på et EU-møde i Finland i 1999 på initiativ af de radikale og Socialdemokratiet, fik introduceret de-facto-begrebet for de andre EU-lande, der ikke kendte til det. Nu er det så blevet indføjet i den evigt gældende grundlov EU skal køre videre med.

 

I charteret sidste artikel (§54) står faktisk, at charteret er gældende til evig tid.

 

Ratifikationerne via folkeafstemninger i medlemslandene får hele dette grundlovsprojekt til at falde i første omgang. England, Danmark og flere af de østeuropæiske befolkninger har fået nok. Sporene skræmmer for meget, østpå tæller erfaringerne, vestnationers befolkninger har hørt for mange løgne, og vi ser ingen forbedringer i at øge afstanden til de ledende i alle henseender. Derefter prøver de selvfølgelig med en ændret udgave af Europa-forfatningen.

 

3. Angrebet på landets økonomiske og finansielle suverænitet – Globalisering, tilpasning og modtræk mod samme

a. Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markederne herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og velfærdsstaten.

Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser. De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrence-mekanisme, og de fremkalder krise på krise (Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika).(IoD: "Kriserne bliver dybere p.g.a. af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Det bliver værre, når alle staternes ledere låner mere og mere.") Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer. Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier. Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende. (IoD: "fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste".)

 

b. Euro-Union er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbelt-motiv er a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.

 

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrer Europas udvikling og integration, men siden "Maastricht" har målet været afskaffelse af D-marken. Begrundelsen er, at netop D-marken skulle have drevet Euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård Euro. Inflationen er forud programmeret. (IoD: "Alle deltagerstaterne undtaget Luxembourg er dybt forgældede og kører alle med underskud".)

 

c. Med Euroens start taber de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og flexibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjedring blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostnings-konkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindstestandarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trussels-potentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, økologi-billige) EU-zoner. (IoD: "F.eks. p.t. til Irland, hvor selskabsskatten i nogle områder er 10 pct".) Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-union har socialpolitikken takket endeligt af  og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne. IoD-kommentar: Fordi de sidder på magten og vil holde den.

 

d. Euro-unionen er ikke et middel i mod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise.

Tværtimod: Begge forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er "fremskridt" mod det 19. århundrede, ikke mod det 21. århundrede. Euro-unionen er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener, den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkono-miske kommandoer. Den europæiske centralbank må føre fuldstændig fællespolitik for 12 forskelligt strukturerede lande, uden at kunne gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. (IoD: "For at hindre kapitalen i at forlade Euro-unionen må Centralbanken (ECB) hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere".) En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde - medmindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik. Når overførslen af disse forbilleder på Euro-unionen viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden?

 

 

4. Tilpasning til strukturforandringen:

Euro-union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Der er intet specielt ved denne globalisering; det er blot et fyndord; international konkurrence er det rette ord. Euro-union forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk, som det blev forudskikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig sidste år for at sætte frihandelszone Euro-union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Egypten forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med 12 Middelhavslande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperation mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd. [5] Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål så vel som politiske. Dette skal føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande i 2010. Frihandel er blevet et camouflage-udtryk i politikernes retorik, når de taler om integration/samling, sociale spørgsmål (her løsrevet fra det politiske i signalgivningen) kan måske relateres til indvandring. http://www.lilliput-information.com/revalu.html

Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de er kommet op, og vi kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.

5 millioner tyskere uden arbejde pr. januar 2005. Det svarer til 12,1 %. Her til kommer hen ved lige så mange udstødte af forsikringsordninger og reelt på lavere velfærdsydelse svarende til bistandshjælp i Danmark. Den psykologiske grænse blev nået i januar med 5.037.000 registrerede uden arbejde, det højeste siden 1930'erne. De 2 store økonomier i Europa, Tyskland og Frankrig har ikke råd til velfærdsstaten med mindre de bliver mere konkurrence-dygtige. Tyskernes fagforeninger mener det er en menneskeret med 6 ugers ferie og rekordhøje lønninger.[3] Det rammer de ledige mest. Det samme gør sig gældende på velfærdstoppen, Sverige og Danmark. Sydeuropa har det endnu værre p. g. a. underskudsproblemerne stammende mest fra papirpenge-bjergene forud.

 

Østeuropa har én god ting i forhold til fremtidsperspektivet: lave lønninger og priser i øvrigt, lavere skatter og lavere værdier i almindelighed.

 

I en situation tæt på nulvækst i Italien, Frankrig og Tyskland for tredje år i træk år i 2004 nedskrives dollaren yderligere, så det samlede fald i perioden 1. november 2000 til 19. november 2004 udgør 34,5%. Her er Europa–Union fanget med bukserne nede. Det man sukkede efter var forbedrede eksportmuligheder uanset de forsømte ændringer i de utidssvarende indre strukturer, hvorefter USA slog en tyk streg under sin agt i udenrigshandelssammenhæng, som et centralt led den amerikanske outsourcing-politik, der havde været i gang siden begyndelsen af 1980-erne, hvor EU nærmest udsigtsløst beskæftigede sig med opbygning af det såkaldte indre marked i EU uden en fælles obligatorisk møntenhed.

 

 

Kendsgerninger om danske skoleelevers og studenters niveau:
Viser, hvor galt det står til, også med det producerende Danmarks fremtid. Til sidst vil vi se på, hvorfor det er gået, som det er gået.

Ugebrevet Mandag Morgen nr. 36 fra 21. oktober 1996 bidrager bl.a. til kendsgerningerne sammen med Henning Fonsmarks bog 'Kampen mod kundskaber', Gyldendal 1996. Først vil vi stille diagnosen på Danmarks sygdom i uddannelsen, i skolen, i konkurrencen. http://www.lilliput-information.com/skole/index.html

Globaliseringen, den globale landsby, er et sigende ord. Vel ikke en jernbanestation, hvor ekspressen suser forbi hver time, men dette billede fortæller også noget, og hunden ligger måske begravet et helt andet sted end hos de unge selv. Kan vi som nation følge med de planer, der tilsyneladende er lagt uanset, hvorfra vi ser og uanset, hvilke tænkende mennesker vi kontakter. Det er ikke sandsynligt, at Danmark kan kompensere med videnstung produktion til erstatning for, at den løntunge produktion flyttes til udlandet i stor stil.

I følge Ugebrevet Mandag Morgen (se ovenfor) halter Danmark på 10 udvalgte nøgleområder efter andre lande. Vi kan langt fra præstere resultater, der skal modsvare, at Danmark i forvejen er et af verdens mindste markeder med et af de højeste omkostningsniveauer.

Danmark repræsenterer den internationale middelmådighed. Det skyldes årtiers forkert satsning. Danmark kan ikke blive hjemstedet for de upræget vidensintensive produktioner. Danmark har forpasset chancen for at blive højteknologisk industrination.

Danmark "skal skabe" 100.000 jobs de næste 15 år (fra 1996) til kortuddannede eller videreuddanne dem, konkluderede Erhvervsministeriet i en bekymret analyse. Økonomi- og Finansministeriet forhindrede vurderingen i at blive offentliggjort og gennemtvang omfattende ændringer i regeringsnotatet. Rent teknisk diskussion, sagde Jelved. Desværre harmonerede vurderingen i notatet ingenlunde med de konklusioner man forud samme år havde draget vedrørende konkurrencen med Østeuropa i et EU-papir. Det kan man jo ikke have. Der er altså fundamental uenighed om globaliseringens konsekvenser. Og der er måske alt for mange hensyn at tage til virkeligheden.

Dette er 9 år siden nu, og den beskrevne udvikling er i fuld gang, toget har været kørt længe, uden at politikerne har taget skeen i den anden hånd.

Det finder virkeligheden sig ikke i.                                                                                                                                               Vidensøkonomiske nøgleområder, som Ugebrevet Mandag Morgen anvender i sin analyse:

1. Antal årlige undervisningstimer i Folkeskolen
2. Uddannelsesniveau i befolkningen
3. Andel af de beskæftigede i højteknologiske områder i industrien.
4. Værdien af produktionen i den private sektor
5. Antal forskere i arbejdsstyrken
6. Nationale patentansøgninger i forhold til indbyggertallet
7. Investeringer i informationsteknologi i procent af bruttonationalproduktet.
8. Antal IT-patenter optaget i U.S.A. sat i forhold til de nationale forsknings- og udviklingsudgifter.
9. Erhvervslivets samlede udgifter til forskning og udvikling
10. Antal innovative - fornyelsesskabende - virksomheder

De 1000 vigtigste danske virksomheder forventer at investere 45 mia. kr. og oprette 50.000 arbejdspladser uden for landets grænser de næste 5 år, melder undersøgelse udført af Ugebrevet Mandag Morgen. Dette er et dramatisk skred, idet virksomhederne i dag skønnes at have 30.000 ansatte i udlandet. Fremtrædende erhvervsfolk taler nu (1996) om udflytning i stor skala. Grundfoss vil flytte hovedparten af den traditionelle pumpeproduktion væk fra Danmark de næste 10 år. Bestyrelsesformand Niels Due Jensen advarer mod investeringsefterslæbet i det danske uddannelses- og forskningssystem. Dette kan føre til færre arbejdspladser i år 2000 end i dag.

Denne advarsel er 9 år gammel. Der er intet sket.

Administrerende direktør Erik Sørensen i Christian Hansen - et stort dansk laboratoriefirma - har sagt, at virksomheden kan blive tvunget til at drive hovedparten af sin forskning og udvikling i udlandet, hvis kvaliteten af danske kandidater ikke forbedres.

Bekymrende træk på alle niveauer i Danmarks kompetencepyramide:
Overvejelserne i Christian Hansen - en af Danmarks mest succesrige virksomheder - bidrager til indtrykket af, at Danmark ikke i tilstrækkeligt omfang udnytter mulighederne for at opbygge kompetence i international topklasse. Regeringer har ved flere lejligheder - f.eks. i Erhvervsredegørelsen (1994) - slået fast, at Danmark skal satse på at skabe jobs med et højt vidensindhold. Der er ikke fremtid i lavtlønsjobbene. De vil i høj grad flytte til udlandet p.g.a. af globaliseringen af markederne. Man kan ikke tænke sig til jobs, der skal handles, og tidligere var der mange gode grunde - og måske netop derfor var den noget ganske særligt i netop Danmark - til at fastholde "uddannelse" primært som den offentlige opgave, det har været siden klosterskolerne.

De aktuelle advarselssignaler, skriver Ugebrevet Mandag Morgen:
Regeringens Velfærdskommission sagde, at Danmark er karakteriseret ved lav beskæftigelsesandel i højteknologiske brancher i forhold til andre OECD-lande.  Den sagde også lavt teknologiindhold i produktionen i forhold til andre OECD-lande var karakteristisk for Danmark. Danmark ligger under OECD-gennemsnittet i midlerne til forskning. 50 pct. fald i antallet af ingeniører i Danmark. Stort frafald på universiteterne. 30 pct. af en ungdomsårgang får ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Stor merarbejdsløshed. Kritik af voksenuddannelserne indhold og effekt. Stigende kritik af Folkeskolens resultater.

Højteknologiske og videnstunge miljøer skabes ikke kun i virksomhederne, men grundlaget skabes i forskningverdenen, på erhvervs-skolerne og allerede i de tidlige undervisningsår. Vidensintensive arbejdspladser er et slutprodukt, hvor kvaliteten af det, der foregår i børnehaverne og Folkeskolen, også spiller en rolle og indgår i det, der kan kaldes Danmarks kompetencepyramide. Den starter nede ved førskolestadiet, børnehaver og vuggestuer, så kommer Folkeskolen, så arbejdsliv uden erhvervskompetenceuddannelse, gymnasier, HF og erhvervsuddannelserne, de videregående uddannelser, offentlig og privat forskning, produktionsmetoder i erhvervslivet og endelige erhvervslivets produkter.

Den danske Folkeskole ligger i bund med antallet af elevernes undervisningstimer sammenlignet med andre lande. Eleverne modtager relativt få undervisningstimer samtidig med de er blandt de dyreste elever i hele OECD-området.

I Holland undervises 9 årige næsten dobbelt så meget som i Danmark samtidig med, at udgiften er næsten den halve.

Mere end 40 pct. af befolkningen har kun en folkeskoleuddannelse at gøre godt med på arbejdsmarkedet. I Tyskland er dette tal under 20 pct. Danmark jævne uddannelsesniveau matcher beskæftigelsen i industrien. Her er det kun lidt mere end 10 pct., der er beskæftiget med højteknologisk fremstilling. OECD har undersøgt de enkelte landes investeringer i informationsteknologi. De danske virksomheder følger pænt med m.h.t. investeringer i forskning og udvikling; men der bruges dog kun halvt så mange midler til formålet som i Sverige i procent af bruttonationalproduktet. Danmark ligger langt fra OECD-eliten målt med antal forskere pr. tusind indbyggere. Japan har dobbelt så mange forskere som Danmark. Også Norge, Sverige og Finland ligger et stykke over Danmark. Antallet af danske patentansøgninger i forhold til indbyggertallet ligger langt under OECD-gennemsnittet. I Danmark søges kun lidt over en tredjedel af de patenter, der søges om i de andre lande. Værdien af teknologien i den private sektor i forhold til bruttonationalproduktet er lavere i Danmark end i de fleste andre OECD-lande. Tallene viser at værdien ligger på niveau med det italienske, langt under lande som Storbritannien og Holland.

Det danske omkostningsniveau hører til de højeste i verden. I følge The World Competiveness Yearbook 1995 udgivet af IMD i Schweiz har kun 7 af 43 lande højere lønomkostninger i industrien. Selvom om lønomkostningerne kun er en begrænset årsag til danske virksomheders globalisering i de kommende år, vidner lønniveauet om høje krav til værditilvækst for virksomhederne, der skal konkurrere i Danmark.

Den utilstrækkelige udvikling af kompetencer på alle niveauer i kompetencepyramiden peger på en risiko for, at Danmark udhuler sit vækstpoten-tiale. En mere gunstig international position skabes langt fra på et par år. Internationale forskningsmiljøer opbygges f.eks. over mange år.

Dagens danske velstand er skabt på baggrund af tidligere tiders satsninger. De 10 nøgletal viser, at nedslidningen kan være godt i gang. I 1996 konkluderede Ugebrevet Mandag Morgen sådan. Udgivelsen er et af de medier, som læses i de centrale og øverste rådgiverkredse omkring Christiansborg. Så politikerne kan ikke hævde at de ikke er blevet advaret.

Allerede nu skal Koranen indføres som obligatorisk lærestof i gymnasierne i Danmark. Elever, der er så svagt kørende, at de kan ikke følge med i nogen anden skole skal gives et sidste særtilbud, hvor man på hver elev pøser kr. 1.500 i lærerlønning m.v. ud pr. elev hver gang de går gennem døren til skolen. Der opereres med klassekvotienter på 3, for bl.a. at forsøge at proppe dem med det, som man i dag kalder matematik. Typisk 16 årige, der agerer som 8-9 årige, og fortsat kæmper med 6-tabellen. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange elever det kan dreje sig om på landsplan, og vi kender heller ikke fordelingen på nationalitet. Det er spild af tid og penge, og se nu hvorfor: Vi ved også at arbejdsløse akademikere selv med ph-grader fortsat tilbydes offentlige tilskudsjob - kaldet "dansk koncentrationslejr" - med indsamling af løvfaldsblade og stabling af brænde i skovene, en enkelt uddeler aviser i Vollsmose, mange andre kører bus; imens man ufortrødent fortsætter med at optage kæmpe, nye studenterhold til endnu mere fremtidig humaniora-arbejdsløshed i et land, hvor uddannelsen som en selvforsynende evighedsmaskine er gjort såkaldt gratis - for andre end skatteyderne - , og studenterne fortsat frit kan vælge selv, næsten uden begrænsninger. Samtidig importerer vi kirurger fra bl.a. Pakistan og Afghanistan - det berettes at hen ved 25% af landets kirurger er udenlandske (husk på dét, inden bedøvelsen virker!) -, for her har man valgt at uddanne de svenske og norske studenter (der står overfor meget stramme begrænsninger i adgangen til uddannelserne derhjemme). De returnerer straks til hjemlandet efter endt uddannelse i Danmark. At kalde sådanne angreb for trehovedede misiler mod det danske samfunds grundvold og dermed dets fremtid er fuldt korrekt. Og disse her var kun småtingene: Eks. mere: http://www.lilliput-information.com/sankt/index.html

Økonomisk politisk - ingen tilpasning:

Til økonomisk stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, økonomisk vækst, forskning og ny teknologi, kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage vælgerne alvorligt. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb eller andet godt fra Bendt Bendtsens eller Mimi Stilling Jakobsens lille tabel.

At beskylde de arbejdsløse for at hæve for store understøttelser, når hele brancher flytter ud samtidig med også deres huslejer via sindssyge boligtilskud til lejeboligejerne – for at camouflere håndværkerledigheden midlertidigt -  øges til at udgøre halvdelen af en normal disponibel indkomst i løbet af 1990-erne er en himmelråbende frækhed.

 

At glemme hen ved 600.000 udstødte foruden de 175.000 registrerede ledige i februar 2005, når ledigheden opgøres/omtales, fortæller alt om, hvem der skal være tidens syndebukke. 45-50 pct. af disse er ukvalificerede immigranter fra ikke-vestlige områder:http://www.lilliput-information.com/ok.html Immigranter som befolkningen aldrig har bedt om. 9 ud af 10 i vort parlament ønsker indvandringen, i befolkningen er det præcis modsat, og det er den eneste grund til, at befolkningen aldrig er blevet spurgt.

 

Overløn og overbeskatning dræner virksomhedernes muligheder for at kunne tjene penge ved vareproduktion. Derfor lægges flere og flere løntunge og let overførbare produktioner i lavløns-, økologibillige- og lavt beskattede områder i Østeuropa, Asien, måske Nordafrika uden at tilstrækkeligt nyt kommer til som erstatning. Offentlige tilskud fra staten eller EU ”er kunstigt åndedræt, der kvæler både patienten og ”hjælperen” i sidste ende”.

 

Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer ikke betinger produktionen eller en ændret produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen) som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe. Kan tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere[4]. Er det bedste andet alternativ bedre end begge disse alternativer og er det at flytte produktionen til udlandet, så flyttes den. Især hvis kvalificeret arbejdskraft findes på arbejdsmarkedet.

 

Mønstrene:

 

Stadig større afstand mellem elitens og befolkningernes ønsker til fremtiden

Fortsat en betydelig nettoindvandring hvert år fra ikke-vestlige områder

Fortsat stigende arbejdsløshed og fortsat netto virksomhedslukninger og udflytninger fra Danmark og EU

Betydelig årlig stigning i en voldsom overkriminalitet blandt de indvandrede fremmede

Ineffektiv europæisk obligatorisk møntenhed, der forhindrer enhver ”nationaløkonomisk forsvarspolitik”

Totalitær, europæisk grundlov, med nærmest fri adgang til indvandring til uddannelse og arbejdsmarked.

EU-charteret synes ikke at blive til noget i første ombæring

Stadig større afstand mellem elitens og befolkningernes ønsker til fremtiden

Manglende uddannelse eller fejluddannelse uanset videnstunge produktioner kunne forventes som eneste erhvervsmulighed. Den er forpasset

Næsten alle børsnoterede firmaer og også andre er hovedsagelig ejet af fonde, hvoraf fagbevægelsen kontrollerer/administrerer værdier svarende til mere end 700 mia. kr., cirka svarende til den danske statsgæld

Unionen skabt af eliten til beskyttelse mod det værste fra globaliserigen virker præcis modsat politiker-forventningerne

Overbudspolitikken med ufinansieret velfærd, der har ført lønninger, værdier, statsgæld og skatter til tops og produktionen tæt på nulvækst under Keynes-æraen standses først af unionens sammenbrud

Ingen i Folketinget har nogen som helst effektfuld indflydelse på noget væsentligt, og derfor har regeringsskifter ikke skabt forandringer, der ikke passede smukt til mønstrene beskrevet her

Folketinget er mest til konstellations- og tidsrøverisk tomgangssnak samt lettere sagsbehandling af lovtiltagene, der forberedes i den Europæiske Kommission.

Stadig større afstand mellem elitens og befolkningernes ønsker til fremtiden.

 

Truslerne:

 

Tyskland og Frankrig har ikke råd til velfærdsstaten medmindre de bliver mere konkurrencedygtige. Tyskernes fagforeninger mener det er en menneskeret med 6 ugers ferie og rekordhøje lønninger. Det rammer de ledige mest.

Overløn og overbeskatning dræner virksomhedernes muligheder for at kunne tjene penge ved vareproduktion. 

Ingen udsigter til forbedringer af eksportmulighederne med de forsømte ændringer i de utidssvarende indre strukturer, manglende dynamik

 

Danmark "skal skabe" 100.000 jobs de næste 15 år (fra 1996) til kortuddannede eller videreuddanne dem, konkluderede Erhvervsministeriet i en bekymret analyse.

Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, økonomisk vækst, forskning og ny teknologi, kompetencer og høj produktivitet

Overløn og overbeskatning dræner virksomhedernes muligheder for at kunne tjene penge ved vareproduktion

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt.

Værdien af teknologien i den private sektor i forhold til bruttonationalproduktet er lavere i Danmark end i de fleste andre OECD-lande

Danmark repræsenterer den internationale middelmådighed. Det skyldes årtiers forkert satsning. Danmark kan ikke blive hjemstedet for de upræget vidensintensive produktioner. Danmark har forpasset chancen for at blive højteknologisk industrination.

Hele eurozonen trues af deflation, hvis euroen for eksempel stiger 20% mere, fordi der allerede nu er nulvækst eller mindre i de tre førende lande i eurozonen.

 

Fremtiden:

 

Europas befolkning:

Selvom EU’s befolkning blandt de 15 lande før udvidelsen voksede med knap 1,3 mill. i 2002, hvoraf 988.600 var nye indvandrere (76,6%), og resten plus det europæiske efterslæb (p. g. a. for lav fødselshyppighed blandt europæerne til blot at holde stabiliteten) var børn født af indvandrere, så vil EU og FN have meget større indvandring til EU fra ikke-vestlige lande, også selvom den officielle fremmedandel var 12% i 2003 [5]:

 

Ifølge journalist Frede Vestergaard Weekendavisen den 23. marts 2001, hvor Hans Kornø Rasmussen og Thomas Mortensen refereredes, skal indvandringen fra ikke-vestlige lande til EU 12-dobles i perioden 2001-2024, således at der skulle være brug for 47 mill. flere fremmede i EU år 2051 udover de 45,5 mill. i 2001, hvoraf cirka 32,5 mill. var muslimer. Altså cirka en fordobling, der skal ske meget hurtigt af frygt for aldersfordelingen. Jyllandsposten den 20. januar 2004 refererer: "Indbyggertallet i Europa vil frem til 2050 falde med 100 millioner, og derfor er der brug for massiv indvandring, vurderer FN".

Meget kunne tyde på, at det kunne være en ældreandel på for eksempel 50 pct. af befolkningen i en periode, fordi fødselshyppigheden har været for lavt siden 1970-erne, der skulle bekymre de eliten. Dette findes der flere løsningerne på, der er knap så ødelæggende. Nu skal vi også passe på, at vi ikke falder for en sammenblanding af årsag og virkning: http://www.lilliput-information.com/stb/page2.html

DR-teksttv den 16. april 2001: Boligpolitikken i Danmark bygger på fejlprognoser, mere end 1 mill. indbyggere i Danmark i år 2025. Efter det oplyste skulle tidligere indenrigsminister Thor Pedersen have prognosticeret 1 mill. danskere forkert i 1988, således at befolkningstallet i 2025 ikke kan forventes at blive 4,7 mill. Man oplyser så, at tallet år for år er blevet rettet. Det forventes i dag 1,1 mill. højere, altså 5,8 mill i 2025. Det skyldes meldes det fødsler, indvandring og længere levealder. Det sidste kan vi se bort fra al den stund, at det offentlige selv oplyste omkring årsskiftet 2000-2001, at levealderen i Danmark er faldende. Det kunne være en simpel misforståelse, hvor ældreandel er blevet udskiftet med levealder. Den officiøse kilde er Entreprenørforeningen cheføkonom Curt Liljengren. Der bliver altså tale om fødsler og indvandring. Men her drejer det sig ikke om danskere. Danskernes føder langt fra nok til at få befolkningstallet til blot at forblive det samme (det kræver 2,1 barn pr. kvinde). Det vil sige 1,1 mill. flere fremmede i Danmark - forudsat den samme indvandring og forudsat, at danskerne også fremover fortsat får befolkningstallet til at falde. D.v.s. endnu flere fremmede. Hvis vi nu sagde 2 mill. fremmede i 2025, så ville vi komme nærmere sandheden og nærmere IoD-prognosen, som er ærlig. Det er nu tragikomisk, at fødsler og indvandring bliver til danskere, når danskere fortsat siden 1968 føder for få børn og fra 1983 kun 1.377 (af de nødvendige 2,05-2,1), langt færre end der dør af danskere. http://www.lilliput-information.com/edu/index.html

I cirka samme periode 2001-2050 forventes befolkningstallet i Tyskland på 83 mill. at gå tilbage til 67 mill., hvis ikke disse EU’s og FN’s multietniske planer realiseres i følge Tageschau på ARD-TV den 14. april 2001. http://www.lilliput-information.com/eufolk.html og http://www.lilliput-information.com/foda.html

 

Denne udvikling skal altså forløbe efter planen samtidig med at stadigt flere stameuropæere end de nuværende officielle ca. 9% (reelt 18%) bliver ledige eller udstødte i Euro-zonen i 2005.

 

Outsourcing:

Barcelona-processen – beskrevet ovenfor – skal åbenbart gøre Nordafrika og dele af Mellemøsten til industrinationer. Målet ud over Østeuropa og Asien for de kommende års outsourcing fra overlønnen og overbeskatningen skabt af systemaktørerne selv i Euro-zonen, der med fælles obligatorisk mønt hurtigere gøres ensartet m. h. t. omkostningsniveau, kan være området syd for Middelhavet. At man ligefrem tilskynder til denne udflytning med tilskud hjemmefra understreger dette yderligere.

 

Med hen ved hovedparten af arbejdsstyrken således bevidst gjort ledige i EU omkring 2020 forventes der billige, måske forringede importvarer fra Orienten og Østeuropa, der kan betales med understøttelsen til erstatning for en produktion på hjemmemarkedet. Samtidig synes projektet med import af immigranter til EU dog ingen ende at ville tage. Om det skal ses som udtryk for den keynesianske, generelle frygt for et aftagende skattegrundlag, der ganske vist også smulrer med indkomstnedgangen, eller det er et simpelt forsøg på at holde den socialistiske tilskuds-Europa-Union i gang med løntrykkere og velfærds-klienter for systemaktørerne at øve sig på er svært at sige. Det kan være ideologien om et multietnisk paradis, der fortsat spøger. Den er dog forlængst realiseret med den hidtidige import af immigranter sammenholdt med deres fødselshyppighed, fordi de fremmede ad den vej kommer til at udgøre flertallet inden 2050.

 

Europa, Goodbye:

I 2020 er hver 3. fremmed, hver 2. ledig, hver 4. folkepensionist. D. v. s. 75% inaktive, som de resterende 25% skal skabe livsgrundlag for.

 

Uden videnstung produktion, der kan lades helt ude af betragtning som en mulighed, al den stund initiativtagerne intet har foretaget sig for at rette op på skole- og uddannelsessektoren igennem mere end 20 år, hvor alle har vidst det var rivende galt efter 68-eksperimentet, er det givet at slagstyrken er langt den største blandt immigranterne, når vi tager den forlængst igangsatte ødelæggelse af de europæiske børn og unge i betragtning:

http://www.lilliput-information.com/euune.htm

Styreformen for en udflytning af det løntunge lidt i tråd med tankerne bag Jacques Servant Scriber's "Den Globale Udfordring" fra 1970-erne tilrettelægges måske allerede af USA i Mellemøsten. Styreformen her kan ingen være i tvivl om.