De fremmede koster danskerne og Danmark et beløb du ikke må kende

Et udpluk af de kolossale summer og afsløring af nogle camouflage-me-toder, der anvendes for at skjule sandheden, p.t. især om arbejdsmarkedet, så længe det nu går.
Med intern indrømmelse af Bertel Haarder og ikke mindst hans rådgivere til sidst.

Af cand.oecon. Ebbe Vig

Fremmed-økonomien har det svært som disciplin, fordi den samlede regning er så kolossal, at hvis det blev fortalt ærligt til de danskere borgere, ville det formentlig føre til politisk uro i landet. Samtidig gøres der så store anstrengelser for at skjule sandheden, at selv de anvendte videnskabsgrene og f.eks. også den statistiske metode må holde for, når der skal skæres en hæl og hugges en tå.

Ustabiliteten kommer såmænd lidt senere alligevel, også af andre grunde, men denne her informationsopgave udskydes og hemmeligholdes, fordi den alligevel er det værste. Var danskerne informeret, ville alt væsentligt om hele projektet være blotlagt. Både det internationale initiativ igangsat meget langt fra Danmark, selve sigtet med projektet og vejen til den ideologiske katastrofe, vi skal ende i for enhver pris. Efter denne afsløring i denne og i de næste par filer kunne man få den helt absurde tanke, at samtlige politikere i Europa, uanset hvilket land de skal forestille at lovgive for, blev sindsyge, alle sammen på præcis det samme tidspunkt.

Senest refererede danske økonomiberegning i medierne vedrørende frem- medpolitikken:

Hvis ikke 60.000 indvandrere kommer i arbejde skal skatterne hæves med 28,2 mia. kr. eller også skal der findes tilsvarende besparelser andre steder. Sådan oplyser Ritzaus, og Ekstra Bladet bragte det den 26. juni 2003. Når det forholder sig således at der i Danmark ikke er under 650.000 fremmede, hvoraf mindst 75% er uden egentlig indtjening, så skal de 28,2 mia. kr. måske ganges med 6 eller 8 for at vi kan fastslå, hvorfor myndighederne ikke agter at fortælle os prisen. Udgifterne vedrørende de fremmede er enorme. Det skal nok komme frem efterhånden som integra- tionen viser sig at fejle, men så er det for sent.

I bl.a. Metro-Xpress  side 15 den 31. oktober 2002  med overskriften ”Dyrt for sam-

fundet ikke at integrere”? Integrationsministeriet skal have fået en af de her ”tænketanke” til at udarbejde seks scenarier, med og uden succes-integration af fremmede.

Selv sympatisør i vor kreds med videnskabelig økonomi-uddannelse og speciale med topkarakter i cost-benefit-analyser – som det kunne se ud til at skulle handle om i artiklen –  kan hverken ikke få hoved eller hale på artiklens indhold. Så kan vi vel gå ud fra, at mere end 99% af læserne heller ikke fatter en disse. Artiklen indledes med, at det vil koste samfundet 23,4 mia. kr. årligt, hvis ikke integrationen af udlændinge på arbejdsmarkedet bliver forbedret. Derefter anføres en tabel, der angiveligt skal vise udgiftssummen i en række mulige scenarier.

Mon ikke vi skal konkludere alene ud fra signalværdien?:

”Det var noget (for ikke lige at skrive afsindigt meget) dyrere end først antaget, så vi tager lige lidt forbehold, hvis det skulle vise sig, at de formastelige sædvanen tro skulle få ret igen.”

Lars Janssons fremmed-udgiftsberegning på svenske forhold:

De seneste pålidelige resultater på immigrations-økonomiudregningen for så vidt angår indvandringen i Sverige ser således ud: I Sverige har lektor i Erhvervs-Økonomi Lars Jansson beregnet et årligt beløb for Sverige og svenskerne på  267 mia. kr. Det er påvist i bogen "Mångkultur eller välfärd"? Den udkom i juni 2002.

Artikel i Berlingske Tidende den 26. september - 2002, samme emne, men nu et helt andet, nærmest morsomt svensk regneresultat på danske fremmed- udgifter:

Indvandrere (i Danmark) koster danskerne 8,8 mia. kr., refererer journalist Lars Erik Skovgaard (Berlingske Tidende) svensk professor. Beregningen lægges frem i en bog af professor Eskil Wadensjö fra Stockholms Universitet, som udkommer ved Århus Universitetsforlag (26/9) under titlen »Immigration and the Public Sector in Denmark.« Sidstnævntes fremmedudgiftsberegninger er mere end 2,2 mia. kr. lavere end den danske stats officielle beregningsresultat i 1997 (godt 11 mia. kr. mod 10,3 i 1995). Lars Erik Skovgårds boganmeldelse inviterer så afgjort ikke interesserede i immigrations-økonomi til at bruge tid på denne gennemgang. Udgangspunktet i Wadensjö’s gennemgang er tæt på 160.000 indvandrere fra ikke-vestlige lande i Danmark, skriver Berlingske Tidende.

”Nogle vil måske straks konkludere, at vi må have tjent styrtende med penge på de fremmede, der er strømmet til Danmark siden 1997. Andre tilsyneladende mere eftertænksomme vil hævde, at de fremmede tværtimod har forladt Danmark igen i hundredetusindetal.”

Begge dele stemmer vel næppe? Nej, ingen dele stemmer med den ideo-logisk ukorrekte, men sande virkelighed.

Sådan er der så meget, når alting uden for ideologien svæver og er ligegyldigt.

Eksempel på udregning af fordelingen af Finanslovens udgiftsposter på fremmede og danske:

Daværende socialminister Karen Jespersen kunne 10/9 1999 melde i Jyl-landsposten, at hver tredje bistandsklient i Danmark er indvandrer. Tager vi udgiftsposten ”Sociale sikringsydelser” på Finansloven (den funktionelle opstilling), og vi forudsætter, at udbetalingerne pr. modtager er de samme for danske som for fremmede, må vi gå ud fra at 1/3 af udgifterne på denne post så vedrører fremmede. Finanslovens udgiftsbeløb på posten i 1998 (Danmarks Statistik er altid bagefter med opgørelserne til statistisk brug – men vi har vænnet os til at underdrive) er 198 mia. kr. Fremmeandelen bliver så: 1/3 x 198 mia. kr. = 66 mia. kr.

Se, nu hævder professor Eskil Wadensjö (refereret i Berlingske Tidende 26/9 02), at ikke-vestlige indvandrere i Danmark nu udbetales 38% af den danske kontanthjælp. Den refererende journalist (jf. ovenfor) anfører desværre ikke behørigt, hvilket år dette procenttal henviser til, men mon det vil være helt forkert at regne således, hvis forudsætningerne fra forrige udregning blot fastholdes:

 0,38 x (198 + ?) mia. kr.  = 75,2 mia. kr. (i år 2001 eller 2002)

Det var så den første, måske den største af samtlige mulige, af i alt  29 hovedposter på Finansloven vi tog under behandling.

Pensionist-spørgsmålet er heller ikke uinteressant, nu da ikke alle danske pensionister nyder den velfærd, de har betalt så dyrt for:

Samtidig har vi for nylig konstateret (medio november 2002), at de fremmede bidrager med 60.000 pensionister her inden så længe. Det er Rockwoolfonden, der har lavet et projekt, der bl.a. skulle vise dette. Jeg har villet kikke lidt på deres rapporter bag medieomtalerne, dels Integrationsministeriets dels Rockwoolfondens, der henvistes til i indslaget. Ikke mindst fordi prof. P. C. Matthiessen er tilknyttet fonden. Desværre kan vi hverken læse eller hente noget over Nettet, da det er lagt i, og forudsætter, et system (Acrobat) installeret, som ikke vil blive installeret på min maskine. Mon man ønsker indblanding? Nej, og det interesserer også kun 1 promille af danskerne, for de har ikke sagt det på TV.

For 12 år siden udgjorde pensionisterne blandt de fremmede 4-5% af det samlede antal fremmede. Nu ser det noget anderledes ud, for ældre bliver de her i landet, og ældreandelen vokser, når de ikke rejser hjem, selvom der fortsat er forholdsvis flest unge/yngre blandt de indrejste og også i gruppen som helhed. På sin vis er det jo heldigt: For ellers ville her have været 1,2-1,5 mill. (= fra 60.000/0,05 til 60.000/0,04) fremmede her i landet. Pensionistandelen blandt danskerne er omkring 20%. Nu er det sådan, at de fremmede fortsat har en langt mindre andel i folkepensionsaldrene end danskerne. Skal vi sige 8% eller 10%, måske? Som befolkningsregnskabet henligger, kommer vi det ikke nærmere.

Så skal vi bare gange de 60.000 med 12½ (=100/8) eller 10, og det er jo ikke så galt, for at vide, hvor mange fremmede her er.af de fremmede figurerer ikke i opgørelserne som sådanne. De kaldes danskere eller nydanskere, uden vi har kunnet få sidstnævnte begreb defineret og kategorien opgøres heller ikke

Til den sidste bekymring angående de 60.000 fremmede pensionister, er spørgsmålet hvorvidt det drejer sig om almindelige folkepensionister af fremmed her-komst, eller om dem, man kunstigt har fjernet fra udbudssiden på arbejds-markedet og tildelt (førtids-)pension (jf. note). Det fremgik bekvemt nok ikke af det korte medieindslag, DR-Teksttv engang i november. Det er blevet fast kutyme at sløre alt, så den egentlige pointe eller substansen er ufuldstændig i ethvert indslag.

Er det sidste gældende, bliver arbejdsstyrke-beregningen - af den andel af de 15-66 årige, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder de ledige på a-kasseunderstøttelse og bistandshjælp m.v. - for de fremmede reelt udregnet anderledes end for danskere, og efterfølgende sat yderligere ind i den nu vedtagne ideologiske beskrivelsesform for arbejdsmarkedet (jf. note tilsidst). Reelt fuskes der med ledighedstallet for fremmede (og også for danskere). Vi kan som nævnt ikke indplacere de pågældende pensionister, efter at grupperne, førtidspensionister og invalidepensionister er blevet lagt i samlebetegnelsen ”pensionister”, når det præsenteres. Sådan foregår det. Det koster cirka det samme og alt er lige meget, for det går, som det skal, ideologisk:

Hoben ser et lavere - men ideologisk korrekt ledighedstal - end det ideologisk ukorrekte rigtige. Og samfundet sættes ideologisk korrekt endnu mere i stå uden yderligere statsindblanding, lån og skat. Vel at mærke uden at vælgerne opdager noget, når et antal ledige fremmede, svarende til 35 procentpoint af den samlede gruppe, trækkes væk fra arbejdsstyrken og helt uvedkommende indplaceres i pensionistgruppen og bistandsklientgruppen, uden at de i bedste fald på noget tidspunkt har haft nogen reel kontakt med det danske arbejdsmarked. Det samme sker med bistandsklienter i øvrigt (jf. note). Dette har vi understreget gang på gang, men endog mange af vore sympatisører er hoppet på gentagelserne af løgnene (= politisk korrekt sandhed) i medierne. Der kunne måske spørges:

Importerer vi fortrinsvis invalider, på tallene ser det sådan ud!

Vi har tæt på mere end 800.000 danske folkepensionister.

Hvis de fremmede har 60.000 folkepensionister, udgør disse formentlig 8-10% af den samlede fremmedgruppe, men kun cirka 7% af alle pensionister i Danmark. De fremmede giver så anledning til et træk på Folkepensionistkontoen svarende til mindst 7% af det samlede udgiftsbeløb til formålet. Udgiftsposten til Folkepensionen var i 1991, da vi lavede vores tredje opgørelse af fremmed-udgifterne 40 mia. kr. Fremmedudgifterne blev dengang 16 mia. kr. højere. D.v.s. at de fremmede dengang kunne forventes at forbruge (40 x 0,06=) 2,4 mia. kr. af den samlede Folkepension. Og så har vi ikke (i vore beregninger) ladet folkepensions-udgiften stige i 11 år.

Det var to væsentlige poster (Folkepensionen og sociale sikringsydelser), der er dog mange, langt større end fremmedtrækket  på Folkepensionen.

Sundhedssektoren, Uddannelsessektoren, Justits-, Politi- og Fængselsvæsenet, bare for at nævne nogle virkeligt store. Sidstnævnte: ca. 6 mia. kr. svarende til en del mere end halvdelen af de samlede udgifter på hovedposten. 35-50% af de indsatte i fængslerne er fremmede, der har en andel af befolkningen på 12-14%. Derudover er deres sager altid ressourcemæssigt mindst 1½ gange tungere p.g.a. sprog- og kulturkløfter. D.v.s. hyppigheden (deres tilbøjelighed til at være kriminelle) er omkring 3-5 gange større end svarende til deres befolkningsandel. Hertil skal lægges den øgede ressource-tyngde i forhold til danskerne ved tilsvarende sagers behandling m.v.

………..

Forklarende note :

Arbejdstyrke-begrebet anvendes ikke længere i Danmark (videnskabelig deroute). Ved arbejdsstyrken forstod man som nævnt oppe i teksten: Den andel af de 15-66 årige, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, altså tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedets (dengang) udbudsside. Man udregnede netop ledigheden i procent af arbejdsstyrken. Da der så begyndte at blive sendt mange ud af a-kasserne og ledigheden fortsat steg, valgte man først ikke at medregne bl.a. danske bistandsklienter som ledige, selvom langt den overvejende andel heraf skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette introduceredes under Marianne Jelved, siden kom der flere ideologisk korrekte nyskabelser til (med Karen Jespersen som Indenrigsminister) befordret af behovet for samtidig at kunne  skjule de fremmede på førtidspension, på bistandshjælp, revalidering, aktivering m.v..

Det viste sig simpelthen, at arbejdsstyrke-begrebet, hvorefter der regnedes på arbejdsmarkedet, ikke passede ind i de ideologiske beskrivelsesformer, der må anvendes for at skjule den ideologisk ukorrekte, sande virkelighed.

Nu udregnes alt om arbejdsmarkeds- og socialstatus i forhold til den samlede befolkning/population (sidstnævnte kan også være gruppen af indvandrere og efterkommere):

Herefter kan vi så læse i den pågældende artikel i Berlingske Tidende 18/8-2001, at danske mænd og kvinder har henholdsvis 81% og 72% i beskæftigelsesgrad (i 1999) (i forhold til den samlede danske befolkning). Ledigheden blandt danske mænd og kvinder angives til henholdsvis 4% og 5% (i forhold til den samlede danske befolkning). Især de sidste tal er jo pænt lave og passer fortrinligt til de ideologiske krav. I virkeligheden EU-krav. Ledigheden blandt danskerne er 4-5 gange så høj: http://www.lilliput-information.com/led/ index.html

Går vi så til indvandrere og efterkommere, ser de fire tal henholdsvis således ud ifølge artiklen:

50% og 36% for beskæftigelsesgraden og 18% og 21% for ledigheden. Og disse sidste tal er da også nogenlunde, men ikke pæne, og afgjort ikke udtryk for en udpræget vellykket såkaldt integration, hvilket bl.a. bekræftes indirekte af Metro-Xpress-artiklen den 31/10-2002 refereret ovenfor i teksten. Nogle vil nok hæfte sig ved de meget lave beskæftigelsesgrader for indvandrere m.v., især når tages i betragtning, at netop denne gruppe fortsat har forholdsvis meget lave andele af deres samlede population indplaceret som folkepensionister, og at disse fremmede folkepensionister selvsagt så udgør en lav (men stadigt voksende) andel af den samlede folkepensionistgruppe. Ved at kikke lidt mere på det, der så følger i artiklen, og regne procenter af procenter kommer man til nogle helt andre tal end f.eks. 18% og 21% i ledighed for de fremmede.

For at camouflere yderligere foretages som udgangspunkt i tabellen en opdeling i varige og midlertidige ordninger. Nu har jeg aldrig hørt om hverken kontant-hjælpsmodtagere, kommunalt aktiverede eller revalidenter, der kun har været uden arbejde midlertidigt  – jeg skulle kende det! Det er muligt, at 1 ud af 1.000 kommer i rigtigt arbejde. Det ”midlertidige” her kan måske referere til noget ganske andet. Metoderne i Sovjet er ikke helt glemt.

Tager vi bare førtidspensions- og kontanthjælpsmodtagere, revalidenter og folk på aktivering, og vi anvender tallene i tabellen korrekt, så kan de 18% tillægges:

7,6% (=10%x76%), 23,6% (=62% x 38%), 6,2% (=62% x10%) og 6,8% (=62% x 11%), altså tillægges indvandrernes (under ét) ledighedsprocent: (18% til 21%) + 7,6% + 23,6% + 6,2% + 6,8% =

62,2% til 65,2%

Der kommer meget mere – se til sidst.

Kønsspecifikke beskæftigelsesgrader for mænd og kvinder  kan ikke udregnes, da vi ikke kender gruppestørrelserne. Men addition af ledighedsgrad med beskæftigel- sesgraden ville ganske givet føre til, at vi kom over 100%, for der kan være lidt dobbeltregning, når vi hverken får en entydig beskæftigelsesgrad defineret, eller kilderne anføres korrekt i artiklen.

Førtidspensionen og flere andre passivordninger bruges til bekvemt at ekskludere de fremmede fra ledighedskøen. Ordningerne er alt, alt for udbredte blandt indvan- drere.

Man kunne få den (faktisk meget nærliggende) tanke, at frelser-industrien simpelthen satser på invalider i Afrika og Sydasien. Hvis ikke er den såkaldte integrationsopgave helt uoverstigelig, hvilket vi også på forhånd oplyste ideologi-Danmark den ville være.

Andelene på kontanthjælp af fremmede kvinder og mænd er i gennemsnit mere end 4,8 gange større end svarende til deres andel, for revalidering mere end 3,3 gange og for kommunal aktivering 3,7 gange større. Når de fremmede ved almindeligt sygefravær (under kortvarige ordninger) er stærkt underrepræsenteret – fordi de ikke er på arbejde noget sted, som de kan være væk fra under sygdom – så er det ikke udpræget nemt at forstå, at førtidspensionen tildeles 7,6% af de fremmede mod 8,9% af danskerne. Pensioneringen af de fremmede skyldes altså ikke arbejdsskader og nedslidning, som vi blev fortalt typisk var årsagen til danskernes pensionering før tid.

Hvad skyldes den da?

For indvandrer-kvinderne separat anføres procenttal for varige og midlertidige hjælpeformer simpelthen ikke. De angivne procenttal for fremmede viser fordelingen af fremmede mænd og fremmede kvinder under ét (som nævnt) – fremmed-kvindernes separate fordeling på de forskellige ordninger ville skrige til himlen, hvis de vistes i en avis-artikel. Det eneste vi så kan fastslå om fremmed-kvindernes fordeling på ordningerne, også med usikker pålidelighed, er, at 64% (=100%-36%) af kvinde-indvandrerne ikke er i beskæftigelse.

Den politisk ukorrekte virkelighed er endnu værre:

Alle naturaliserede efter 2. generation og deres børn og børnebørn behæfter danskerne. Man har desuden behændigt lige afskåret 10 år af (fra 15 år til 25 år) selvfølgelig begrundet i, at bistandshjælpen først gælder fra det 25. år; men det er en slem (bevidst) fejl at se bort fra ledighed og ledighedsunderstøttelse blandt fremmede i denne gruppe under 25 år.  

Opgørelsen i artiklen (i Berlingske Tidende 18/8-2001) omhandler altså kun 25-66 årige indvandrere og efterkommere samt danskere, der modtager indkomstrela- terede ydelser.

Hvor store andele i den anførte 10-års-gruppe, der lever af offentlig forsørgelse (ungdomsydelse m. v.), kan vi kun gisne om, men netop de har 14-15% af hele fremmedgruppen i denne aldersgruppe.

Det er simpelthen et camouflage-projekt og Indenrigsministeriets ”tænke-tank” og researcher Lisbeth Bjerre har lagt sig i selen for at kunne fremvise ideologiske resultater. Selvfølgelig mangler al dokumentation og alle kildehenvisninger – det forlanger løgnens ideologi. Vi kunne sagtens udregne de tilsvarende tal for danskerne og nå til cirka 25% ledighed for dem, men det er ikke umagen værd, da Danmark er danskernes. Det er gennemgået på: http://www.lilliput-information. com/led/index.html

Der har været en udbredt kritik af, at så mange ulovlige indtrængere kunne strømme ind over de åbne grænser. Andre ulovlige ophold er netop blevet aktualiseret/ eksponeret igen i efteråret 2002. Det drejer sig om at udvise ansøgere, der har fået deres opholdssag færdigbehandlet, men afvist af ud-lændingeorganerne. Social- og justitsmyndigheder har ikke hidtil betragtet det som en gældende regel eller en kutyme til overholdelse, at de skulle orientere hinanden i disse afslags/ udvisningssager (meldtes det i gratis avisen Urban 24. september 2002), hvilket så almindeligvis fører til, at afviste ansøgere bare bliver her og stadig oppebærer offentlig understøttelse, selvom de altså så fortsætter opholdet her ulovligt….Det drejer sig formentlig om titusindvis.

Man kunne formode, at justitsministeriets lovkontorer bevidst japper lovindholdene af, så sådant efter ideologi-planen skal kunne passere uhæmmet. I hvert fald er ordet ”skal” f.eks. blevet erstattet med ordet ”kan” på alt for mange følsomme områder. ”Alt er så individuelt , så anderledes, så uforudsigeligt, og nu skal vi jo heller ikke.” Den sidste problemstilling med udviste, der bliver her uden forsvarlig kontrol af lovhjemlen og samtidig hæver af den offentlige kasse er myndighedernes centrale ansvar. Der har formentlig ophobet sig et kæmpeproblem her, der antageligt er langt større end det tilsvarende med indtrængerne.

.....Det är danskarnas slapphet som förstör integrationen. Flyktingar och invandrare står inte till arbetsmarknadens förfogande. Det måste vi konstatera. Men de får bidrag ändå. Det är ju en skandal. En katastrof för integrationen och välfärdsstaten. Det finns för mycket konsekvenslöshet när någon inte vill ta ett arbete, börja på en utbildning eller försummar danskundervisningen, säger Bertel Haarder. Sådan kan vi i læse i en svensk oversættelse af artikel fra "Danske Kommuner" nr. 30, 9. oktober 2003, udgivet af Kommunernes Landsforening med titlen "Kræv mere af flygtninge og indvandrere". Det må vi kalde en indrømmelse, der viser vi har ret i vores påstand om, at en stor andel af de fremmede ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Artiklen behandler flere andre spørgsmål om det mislykkede projekt.

Forskningschef Gunnar Viby Mogensen og Professor Poul Chr. Matthiessen, Rockwoolfonden havde netop skrevet forinden:

I 2001 var 44 pct. af de voksne ikke-vestlige indvandrere i job, mod 33 pct. i 1994. Indvandrernes beskæftigelsesfrekvens i 2001 er dog kun godt halvdelen af danskernes på 76 pct., og deres beskæftigelsesfrekvens er også væsentligt dårligere end for et par tiår siden. (min kursiv)

Realistisk belastningsbudget

Fremmedantallet i Danmark 1. januar 2003

Befolkningsprognoser, november 2003

Løgnen er blevet hverdagskost

Indstik med facts

Svindel med taksterne

Aktivitet i landdistrikter