GANG I HJULENE - GANG
I EUROPA - LIGE NU - 23.
september 2003
Nogle vil sige det er en politikeropgave, andre at behovet opstår,
fordi kvælertaget faktisk virker.
EUROPA NETOP NU:
Nu viser den Europæiske
Centralbank (ECB) initiativer taget primært og aftalt af den franske og den
tyske regeringstop:
Med negativ vækst i både Frankrig, Tyskland og Italien i 2. kvartal 2003 skal
der ske noget. En forventet vækst for hele 2003 på bare 0,5% i halvdelen af
Europa og nedadvurdering af den forventede vækst i 2004 til 1,9% (i følge
International IMF Monetary Report, den 18. september 2003)
USA gennemgik det samme fra 1/11-2000 til 1/11 2001.
19. september mødtes Tony Blair, Gerhard Schröder og Jacques Chirac for at
drøfte fælles bestræbelser dels vedrørende Irak dels vedrørende et løft eller
en såkaldt kickstart til Europas økonomi. Sidste gang de mødtes var november
2001, og der er unægteligt sket noget siden.
Cheføkonom Kenneth Rogoff, IMF udtaler, at "den europæiske vækst er mest
synlig på TV". Herefter retter selv de europæiske politikere sig
åbentbart. 3 milliarder Euro pumpes i et tysk-fransk initiativ, der skal gå ud
på at løfte 10 nøgleområder. Den typiske keynesianer-model/tankegang styrer
Schröder/Chirac-initiativet. Den gammeldags keynesianer-facon fra
"Kerneuopa" - som den tysk-franske akse nu kaldes - forventes ikke at
slå an hos Tony Blair, der er fritmarkedsmand. Blair forsømmer ikke en chance
for at fortælle de andre, at de skal åbne deres økonomier lade konkur-rencen
råde, også de europæiske lande imellem. Blair vil også undre sig såre over,
hvorledes de to fastlandsfolk vil kunne give en masse penge ud, samtidig med at de
skal indfri deres egne løfter om begrænsning af de offentlige udgifter. Det er
tilmed to lande, der er tæt på at bryde deres egne nedfældede regler; om blandt andet
gældens relative størrelse i forhold til bruttonationalproduktet også om. Og for tredie år i træk for
med for store budgetunderskud underminerer de tilliden til en, efter deres egen mening, flyvefærdig Euro.
Planerne om en uafhængig europæisk hær var
utvivlsomt heller ikke et egnet emne at finde enighed om, med udgangspunkt i det
belgiske forslag efter Irakkrigen.
Samtidig med mini-topmødet blandt disse førende i Europa (Bemærk dette!)
udsender London Schools of Economics (mest keynesianisme): "Store
Lønforskelle i Storbritannien". Punkt-vækst på den øverste og på den
laveste skala. Det er Storbritannien i
følge London Schools of Economics. Og så altså, det går faktisk
bedst med økonomien og beskæftigelsen i England. Der bliver dog færre jobs på mellemniveau. Det teknologiske klima vurderes af
de to unavngivne økonomer til at være omdrejningsmomentet. De glemmer f.eks. at
fortælle, at hver eneste mindre provinsby i Sydengland blomstrer, så man føler
sig hensat til Danmark år 1958. Her har vi en ”døgner” og nu og da en Dagli’Brugs,
men lyset slukkes kl. 19.00 efter 1/11.
Men det, der skal til at ske blandt de førende på fastlandet, skal være noget
med forskning, miljø, trafik og IT, melder toppolitikerne i Tyskland og
Frankrig. Dette bør selvfølgelig kommenteres ærligt:
Når der ikke kunne skabes fortjeneste på at investere tilstrækkeligt i disse
områder før, skyldtes det mestendels, at de fleste af områderne, er offentlige
anliggender, i resten var der overinvesteret vildt med spekulationsmidler
forud.
Skal der fortsættes ad samme vej eller skal der renses ud, kunne være
spørgsmålet?
Sådan behandler man en JUNK-valuta, ikke en hård D-mark eller en hård EURO.
Finanslovsunderskud både sidste år, i år og næste år i strid med
Maastricht-konvergens-kravene, for nu er de pressede, og så gælder reglerne kun
i bøjet neon, d.v.s. reelt for de andre. Desuden var kravene i forvejen
tilfældigt valgt, uden at jeg skal hævde, at de ikke kunne virke opdragende på de
værste europæiske økonomi-finansministre.
Valutastabilitet eller
vækstmuligheder måles ikke som et prisindex eller ved tilfældige
procentudregninger, sådan forstået, at når visse kvantitative normer er
opfyldt, så er der tale om en vækstøkonomi eller en stabil valuta.
Til valutastabilitet og vækst hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen
herunder begrænsning af forbruget udenfor produktionsprocessen, som Europa
ligger med forskning, uddannelse, ny teknologi og med høje produktivitetskrav.
Alt dette kan man ikke opnå eller planlægge ved at beregne sig til et eller
flere statiske nøgletal.
Men det er hvad
Maastricht-konvergenskravene er.
ECB gør det til kultur at slå på
flertydighed som en mulighed, så ingen nationale følelser skades. Men flertydighed
står sig ikke godt med ansvarlighed, og banken bliver oftere og oftere udråbt
til at være uigennemsigtig. Dette førte
til hidsige uoverensstemmelser mellem cheføkonom i ECB, Otmar Issing, og Willem
Buiter, et medlem af den pengepolitiske Komité
i den engelske centralbank. Debatten
er et perfekt eksempel på kulturernes sammenstød. Buiter forlanger af ECB den
interne protokol offentliggjort, som flere andre centralbanker gør. Dette
afvises på det bestemteste af Issing. I den engelske pengepolitiske komité i Bank
of England sidder forskellige grupper fra den samme nation. De står for den
fælles udfordring, at sikre bestemte inflationsmål, som de er blevet forelagt af den siddende finansminister som politisk autoritet.
ECB derimod er uden noget fast anker og temmelig fri til at sætte sig forskellige
politiske mål om inflation, vekselkurs og økonomisk vækst. Tilmed sidder der i
ECB-rådet repræsentanter for de nationale beskårede centralbanker, og de
adskiller sig kun ved deres nationale oprindelse. Buiter bekymrer sig om den
demokratiske ansvarlighed og gennemsigtighed, Issing står for opgaven at skabe
enighed mellem 16 medlemmer, der tidligere afveg ikke så lidt både i kultur og
erfaringer.
Man kan hertil føje, at demokrati, politik og centralbank er en meget skæbnesvanger blanding af trækul, svovl og salpeter. I det rette forhold, der altid skal prøves påny, går det helt galt.
Der ingen fare for, at hverken
Schröder eller Chirac pludselig gribes af trangen til at udvikle en særlig tysk
eller særlig fransk udgave af Thatcherismen i Storbritannien fra 1980-erne.
Ej heller selvom Frankrig p.t. synes grebet lidt af trang til en helt
igennem traditionel liberalisme. At den europæiske velfærdsstat står ved
afslutningen af sin gamle fremtid med Euro-projektet som trækkraft er bestemt
ikke slået igennem overalt. Tomme offentlige kasser og globaliseringens
skånselsløse konkurrence/hærgen, som Euroen fremmer,
høj arbejdsløshed (mere end dobbelt så høj i forhold til det officielt
meddelte, når hele arbejdsmarkedet medregnes – nu skal man ikke forveksle forfængelighed med skam og
lyver derfor herom, fordi virkeligheden strider fælt imod deres ideologi), et underdrejet, visse steder betændt uddannelses- og
forskningmiljø og et truende demografisk perspektiv har overtaget scenen uden
mindste hensyntagen til nogen politisk strategi eller utopi. At
Europa helst skulle vende tilbage til økonomisk vækst er blevet et spørgsmål
om, at ambitionerne helst skulle indfries. Og det er der altid enighed om
blandt politikerne.
Det yngste filosofiske Europa-manifest
stammer fra Habermas. Grundstemningen heri er ufortrøden tro på statens skatteformåen. Uunderbygget skepsis
over for ethvert frit marked. Mistro til markedet er naturlig, fordi det er en simpel
følge af kapitalismen (som ikke er en isme) og den personlige føren sig frem i
den anden halvdel af 1990-erne. De nyopdukkede efterkommere er dårligt hjulpet, hvis de holder sig til projektioner
af forældregenerationens forholden sig til verden under den kolde krig. Ville de blot nøjes med at se på og forstå de tørre tal for beskæftigelse,
statsgæld og forbrugsandel og glemme alt om ideologi, der kun omgør enhver
seriøs gøren og laden til blindebuk for billioner, død og elendighed, så var
der håb. Det er nok for meget at håbe på. Globalisering er ikke noget politikerne har noget at gøre med, og ret beset heller
ikke kan gøre ret meget ved, andet end at åbne det marked, de vil have lukket. Beskytte sig kan de ikke der. De kan gøre det hele meget værre, og det er, hvad de europæiske toppolitikere er i færd med at gøre med Euroen.
Tornadoer standses ikke med
ambitioner, uanset hvis de er. Det ved man i det mindste i USA.
USA NETOP NU
I modsætning hertil forventes væksten i indenlandsproduktionen at nå
2,6 % i USA i 2003 og 3,9% næste år.
Et offentligt budgetunderskud på på $455 milliarder i år (3 millarder Euro i
Europa) og tæt på $500 milliarder (eller $0,5 billion svarende til 3,5 billion
kroner) eller næsten en fjerdedel af budgettet. Her er ingen Maastricht-krav.
Her er terrorkrig. Det bliver til gæld under alle omstændigheder og til
midlertidig øget beskæftigelse. Demokraterne beklager sig meget over
underskuddene og slår på, at det ville være bedre at vende tilbage til
budgetoverskuddene fra slutningen af 1990-erne. Desværre kan de ikke
indfri sådanne ambitioner uden at tilbagekalde Bush's skattelettelse på $1,7
billion til især middelklassen. Dette ville være en kortslutning for fortsat
keynesiansk økonomiske opgang, og ville efterfølgende endog forøge underskuddet
på de offentlige finanser.
Alternativet er at der sættes en pris på friheden (med henvisning til
terrorkrigen), lyder det fra republikanerne. De eneste indvendinger, der er
gangbare, er at slå til typisk imod offentlig-sektor-vækst og offentlige udgifter
til andet end forsvaret i forbindelse med terror-initiativet.
HISTORISK RIDS
Uddrag af www.lilliput-information.com/tide/tidevand.html
Ren økonomisk virkelighed:
Når opgangen går i forudprogrammeret selvdestruktion, skal centralbanken gå
til side og tillade fejlinvesteringer blive likvideret så hurtigt som muligt.
Og der er rigtig mange af dem, hvor tilskudsordninger og allehånde lobbyvirksomheder
har sendt/suget pengemidlerne over i det mest tvivlsomme.
Indblandingen i denne proces vil
kun fordybe og forlænge denne pine, som det desværre skete 1930-erne igennem,
medens krigen stundede til; men netop ikke under udrensningen af økonomien
1920-1921.
Pristoppet indført af Hoover/Roosevelt-regeringerne forhindrede den nødvendige
gentilpasning i at finde sted. Fejlen bygger i bedste fald på en misforståelse
af begrebet købekraft. Hvis lønningerne - der også er priser - overstiger
værdien af lønmodtagerens produktionsresultat stiger arbejdsløsheden og den
ledige kapacitet viser sig. Hoover-regeringen forsøgte i bedste
keynesianer-stil at holde pengelønninger oppe samtidig at med øvrige priser faldt.
Det betød, at reallønnen steg, samtidig med at værdien af arbejdsresultatet
faldt. Så svandt fortjenstmarginerne selvfølgelig ind, og ledigheden steg.
Havde man i stedet ladet omkostningerne herunder pengelønningerne gentilpasse
sig som i 1920-1921, var kapaciteten ikke blevet fastholdt, men der ville have
været skabt mere købekraft, og nedgangen havde ikke været låst fast i
depression lige indtil Den anden Verdenskrig. Sådan skulle det være.
I 1930 hævede Hoover skatterne
og de offentlige udgifter. I 1931 var regeringen blevet bekymret for, og ville
imødegå, underskuddet på de offentlige finanser. Så hævede han skatterne igen i
december. I 1932 vedtoges Omsætningsloven, der introducerede en lang række nye
skattestigninger. Men desværre, økonomien kom sig ikke. Skattestigninger førte
faktisk til, at skatteprovenuet, der kom ind, blev mindre, fordi mere lukkede,
og flere indkomster forsvandt. Så kom Roosevelt til og hævede skatterne
yderligere i 1935. Resultatet var fortsat depression, samtidig at med de
offentlige udgifter til stadighed steg. New Economics kaldtes det, opfundet af J.
M. Keynes. I perioden 1929-1935 udgjorde de offentlige underskud i gennemsnit
3,6% af bruttonationalproduktet (lidt mindre end i dagens Tyskland og Frankrig)
og arbejdsløsheden i gennemsnit 18,6% (cirka det samme eller lidt mindre end i
dagens Europa).
At en skattereduktion kunne give et større provenu, fordi flere kom til og færre faldt fra, samtidig at med omsætningen steg, havde man ikke tanke for. Det har man faktisk heller ikke nu. Det er slapt, hvis ikke bedrageri.
Man kunne også have rettet sig efter følgende faktum: regeringsudgifter
stimulerer ikke, men dræner økonomien, ligesom det meste af forbruget. (Jo,
sådan er det!). Dette er sandt, uanset om du finder regeringsudgifterne retfærdige
eller ej.
Misudviklingen:
D.v.s. vi skal have endnu mere
konsum i monopolsektoren, nu stammende fra seddeltrykning og
kreditgivning/ foræringer fra ECB, for skatterne forslår tilsyneladende ikke. Og
kapitalen er længe søgt væk fra de lave europæiske renter, der ikke kan gøres
negative for at fremme realinvesteringerne, hvis drivkraft forlængst var gået
over i privatformuen uden for produktionen.
Eller også skal midlerne investeres, hvor der notorisk har været
overinvesteret vildt hidtil, fordi spekulationen har kunnet tilføre
aktiekurserne stadig nye mængder af lummer luft, der kvæler
virksomhedernes initiativ eller lokker deres topledere til privatøkonomisk kriminalitet.
Kendsgeringer:
At forskning, uddannelse og skolen generelt er slået knock-out skyldes i første
række den mangeårige satsning på den offentlige forbrugsbeskæftigelse, fri
adgang kombineret med offentlig finansiering. Her kunne man tale om behovet for
en strukturomlægninger til sikring af fremtiden...bogstavelig talt fremtiden .
Men det er ikke det, politikerne vil i deres korte liv.
Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer ikke betinger produktionen
eller en ændret produktion.
Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde
ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er
for ringe. Kan tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et
lavere produktionsniveau, gennemføres produktionen måske ved det lavere niveau,
typisk også for beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere.
Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. tilskud eller prisforskelle, men
s.f.a. tilstrækkeligt fortjenestegivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet
er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt.
Det er blevet sagt, at keynesianere ikke kan tænke i mere end én dimension ad
gangen. Er det sandt, skal det ikke undre, at
de økonomiske kommentatorer i bedste fald også er éndimensionelle.
Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig
følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer
må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man
forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug;
det vil dog kun kunne ske over adskillige
år (ca.12 på det nuværende niveau). Det, der gives ud på forbrug, stammer rigtignok
fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive
produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen.
Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og
akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.
En ting som vanskeligt forstås - især for den ledende top, tilsyneladende - er
at opsving skabt af billige, let tilgængelige kreditter altid fører til en mængde
dårlige investeringer, der ikke kan skabe de fornødne fortjenstmarginer. For
eksempel har det været konstateret, at omkring 70% af alle nyinvesteringer her
til lands ikke fører til succes. De billige kreditter til under markedsrenten
fik gang i allehånde investeringer, hvoraf de fleste senere viste sig ikke at
være fortjenstgivende, også fordi de billige kreditter ikke kunne blive ved at
flyde i en jævn strøm; men netop fordi der ikke er tilstrækkelig kapital til
faktorer og producentvarer i længden. Mange af investeringerne endte i
finansiel baglås, når de viste sig senere ikke at kunne dække de stigende omkostninger.
Resultatet vil være:
Midlertidig opgang igen med voksende inflation, der hele tiden skal fodres for
at undgå flere lukninger. Dermed øges inflationen og den nutidige eller den
fremtidig arbejdsløshed. Velfærdssamfundet undermineres på én gang.
Så får man se hvor de/vi er!
Det mest skæbnesvangre er, at
regeringerne for at bekæmpe inflationen typisk tøver eller gør det værre (som
Japan de sidste 10 år). Den anden mulighed er, at arbejdsløsheden vokser og den
ledige kapital behandles, som om det drejede sig om frugterne af forbrugernes
opsparingstilbøjelighed.
DET GØR DET INGENLUNDE, HER
ARBEJDES DER SAMTIDIG I AFDRAGSFRIE LIVSFARLIGE HUSLÅN FOR AT KLARE DAGEN OG VEJEN.
Resultatet er det samme, bare
værre for hver gang.
AFSNITTENE:
Konvergenskrav – Stabilitet, Kapitalflugt
– Regelforfald, Inflation – Socialkrise
i www.lilliput-information.com/euro.html
,
sidste halvdel, fra 1998 kan anbefales.
Ebbe
Vig, den 23. september 2003
Information
om Danmark