|
Den gode stat og
det nye menneske
”Det nye
menneske, uden national bevidsthed, uden religion, uden historiske rødder,
uden traditioner. Det udhulede menneske, for hvem alt er ligegyldigt.
Fædrelandet skal skrottes og erstattes med den gode sociale stat. Folket skal
kues til blot at være en ”befolkning”. Et tilfældigt sammenskrab. En grå
lunken grød”. Fra 1950
til 1968 fordoblede danskerne deres levestandard. En så hastig fremgang er
aldrig før forekommet i landets historie, og det vil formodentlig aldrig ske
igen. Men det var en økonomisk vækst, som gjorde sig gældende i hele den
vestlige verden. Der blev talt om velstandseksplosionen i de
industrialiserede lande. Det vil sige de lande, hvor styreformen er
demokratisk og økonomien kapitalistisk. Beskæftigelsen
var høj. Industrien arbejdede på fuld kapacitet. Priserne var stabile. I
1950-erne kunne folk udmærket huske 30-ernes krise, krigens nød og de første
efterkrigsårs afsavn. De var derfor glade og taknemmelige for den nye
materielle fremgang. Almindelige lønmodtagere så sig efterhånden i stand til
at erhverve eget hus eller sommerhus, hvilket indtil da var noget ganske
usædvanligt. Men ikke kun det. Arbejdere, håndværkere og funktionærer købte
deres første bil. De tog med familien på deres første udenlandsrejse. Man fik
det første køleskab, det første oliefyr, det første fjernsyn. Der
bredte sig en stigende tilfredshed med tilværelsen og en gemytlig
fordragelighed mellem menneskene. Man levede livet og nød frugterne af sit
arbejde. Det forhøjede nationalprodukt var bragt til veje alene gennem øget
effektivitet og forbedret teknologi. Dette vellevned. Alle disse
fredsommelige fornøjelser. Al denne nyskabte private ejendomsbesiddelse var
blevet opnået på tværs af alle ideologiske beregninger og uden ideologernes
medvirken. Ja, hvad der var endnu værre, udenfor deres rækkevidde. Det var
foruroligende. De følte sig tilovers. Begivenhederne var ude af kontrol, uden
offentlig styring og kunne udvikle sig til hvad som helst. Fra de
kulturradikale kredse blev der derfor talt og skrevet og advaret kraftigt
imod den sorgløse materialisme, det åndløse forbrugersamfund og folkets
tiltagende fordummelse og afstumpede ligegyldighed. De nye modeord blev
”forbrugerismen” og ”forbrugerracet”. Befolkningens almindelige indkøbsvaner
vakte virkelig bekymring og harme blandt kulturens radikale vogtere.
”Erhvervslivets reklamefremstød gør forbrugerne til viljeløse sløve ofre for
manipulation”, blev det hævdet, og videre hed det: ”Befolkningen kommer til
at fungere som bevidstløse forbrugsdyr, som ikke ejer evnen til at
registrere deres egne, egentlige behov og dermed også uden kritisk evne til
at vælge rationelt”. Og endelig konklusionen: ”Eftersom disse døllede,
hypnotiserede forbrugsdyr samtidig skal forestille at være en slags vælgere,
så vil hele forbrugerismen uvægerligt få betydning for demokratiets
eksistens”. Denne
sanseløse demagogi blev fremsat som rene dybsindigheder og værdifuldt
tankegods, og det blev taget alvorligt og viderebragt i de dertil indrettede
medier. Et af oraklerne, der førte an i denne kampgane, var Poul Henningsen,
også kaldet PH. Selv samme person, som berigede folket med nationalsangen
”ølhunden glammer”, og som derudover blev berømt på at konstruere en lampe,
der ikke kan lyse. Det kan
måske være svært at forstå, hvorledes en jævnt fordelt stigende velstand
skulle kunne optræde som et socialt problem og endda som en trussel imod
demokratiet. Men forklaringen skal søges deri, at stigende velstand vil medføre
en svindende tilslutning til venstrefløjspolitik og socialdemokratisme. Det
er vanskeligt at skabe mistillid til et samfund, der giver sine borgere
mulighed for at realisere deres ønsker. Når alle veje står åben for
menneskene, blegner de revolutionære ideologier. Når jævne håndværkere og
industriarbejdere får hus og bil og penge i banken, så vil mange af dem
gradvis være tilbøjelige til at antage den borgerlige kultur, borgerlig
levevis og tænkemåde. Det vil sige, at de bliver borgerliggjorte, hvilket ud
fra et socialdemokratisk synspunkt er det værste, der overhovedet kan ske. Den
marxistiske tankegang appellerer til kollektivet, til gruppen, til
organisationen, til partiet, til klassen, til massen. Alt er flok og rad. Det
enkelte individ tæller ikke. Men mennesker, der klarer sig bravt og har styr
på tilværelsen, de vil ikke gå i flok og rad. Tværtimod føler de ofte trang
til at optræde selvstændigt. De tænker selv. Tager ansvar for sig selv. De
bliver frie. De bliver ustyrlige. De
marxistiske ideologer følte sig trængt. De forstod problemets omfang og
farlighed. De intellektuelle har en fortryllende evne til at producere
offentlige samfundsmæssige problemer. Problemet er aldrig dem selv, det er
altid alle andre. Deres
nyopfundne problem var spørgsmålet om den politiske opdragelse og afretning
af landets indbyggere. Tidens altafgørende samfundsproblem var slet og ret
blevet vælgerne, - det danske folk. Når de intellektuelle parasitter
konstaterer eksistensen af et problem, de selv har konstrueret, kræver de
efterfølgende, at problemet skal løses. Der var således nok at diskutere. Allerede
i 1950-erne havde danskernes støt voksende velstand sat alarmklokkerne i
gang blande de visionære cand-politer i socialdemokratiets nye elite. Og de
vidste næsten fra første øjeblik, hvad de ville. Al den nødvendige
teoretiske og praktiske viden kunne de hente hos deres svenske
partikammerater. De kom ikke på vildspor. De kendte den direkte vej til
målet. Man skulle blot kalkere den svenske model. Diskussionen kørte under
slagordet: ”Mennesket i centrum”. De nye ord begyndte at indfinde sig:
”Velfærdsteori”. Velfærdsdemokrati. Velfærdssamfund. Velfærdsstat”. Alt
lanceret i floromvundet politisk patos. Udtænkt med iskold beregning. Og som
de dog kunne udtrykke sig. Redaktør
Henning Fonsmark har i sin ypperlige bog ”Historien om den danske utopi”
detaljeret kortlagt og dokumenteret med hvilken målbevidsthed velfærdsstaten
blev etableret. Blandt andet de følgende citater er gengiver derfra.
”Velstand” skrev Viggo Kampmann, ”det er noget man kan måle på antallet af
fjernsyn og biler. Men velfærdet kommer ind, når man spørger til antallet af
skoler og sygehuse. Og det er staten – ikke private særinteresser – der med
sine indgreb definerer, hvad samfundet skal forstå ved velfærd”. Viggo
Kampmann var statsminister fra 1960 til 1962. Endnu
tydeligere sagde den senere udenrigsminister K.B. Andersen det: ”Alle de pæne
mennesker, der kan deres ting fagligt, som passer deres hjem, svarer enhver
sit, som kort sagt anses for samfundsstøtter og som alligevel, fordi de i
uhyggelig grad er sig selv nok og ikke interesserer sig for fællesskabets
anliggender, er at betragte som direkte snyltere på ethvert demokratisk
samfund”. Tydeligere kan det velfærdsstaten ikke siges, at enhver dansker,
uanset hvor pligtopfyldende og retskaffen han end er, hvis han ikke
underkaster sig kollektivet og bifalder socialdemokratismens ideer, er han
blot at betegne som en snylter. I den
politiske terminologi blev gloserne ”velfærd og velstand” de to diametrale
modsætninger. Velstand var et mistænkelig onde. Velfærd var noget smukt og
godt. Enhver, som ikke i princippet bifaldt dette postulat, risikerede at
blive stemplet som ”reaktionær”. En grim og nederdrægtig egoist. Velstand,
det er, når borgeren beholder hovedparten af den indtjente løn til sig selv. Velfærd,
det er, når samfundsmagten inddriver hovedparten af den indtjente løn i
skat. Gennem
hele velfærdsteorien går der en klar erkendelse af, at det er statsmagten,
der skal tilrettelægge menneskets trivsel. Det er kun statsmagten, der formår
at skabe retfærdighed, lighed og harmonisk fællesskab i hele samfundet. Det
er statsmagtens vigtigste opgave, at betrygge og forme menneskets liv, og i
sidste instans forme mennesket selv. Som Julius Bomholt tidligere havde
udtrykt det: ”Dannelsen af det socialistiske menneske, der selvforglemmende
går op i fællesskabets arbejder og helt fylder nuet med handling og
umiddelbar oplevelse. – Et fuldblodsmenneske”. Julius Bomholt kunne undertiden
virke lidt højtstemt, men hans udsagn er dækkende for, hvad der altid har
været et marxistisk mål, nemlig skabelsen af ”det nye menneske”. Monsteret,
der er tilpasset systemet. Velfærdsstatens
arkitekter havde for længst indset, at samtidig med, at den udbredte
velstand i værste fald kunne føre til en borgerliggørelse af befolkningens
flertal, så indebar denne pengerigelighed til privatforbrug også en
enestående chance til at realisere velfærdsideen. Ved at
inddrive velstanden gennem konstant forøgelse af skatterne kunne
velfærdssamfundet finansieres. Velstanden ville blive omdannet til velfærd.
Det måtte naturligvis være statsmagtens – det vil sige elitens pligt og
ansvar, at administrere alle disse milliarder til samfundets fælles gavn og
lykke. Det er jo kun statsmagten, der formår at vurdere, hvad der er sundt og
nærende for rigets undersåtter. Skattekarusellen
blev sat i gang, og den kørte med lystig musik – rundt og rundt. Så sent som
i 1968, da VKR-regeringen blev dannet havde det endnu været muligt at
gennemføre et opgør om velfærdsstatens fortsatte opbygning. Men det skete
ikke. Tværtimod. Venstre
og konservative lod sig afvæbne og tryne af de radikale. De radikale var lige
så begejstrede for velfærdssamfundet som socialdemokraterne. De to store
borgerlige partiet havde dermed gjort sig ukampdygtige i dette spørgsmål. De
svigtede deres egne ideer, og de svigtede deres vælgere. Under VKR-regeringen
fortsatte skatteudskrivningen med at stige, endda voldsommere end nogensinde
før i landets historie. 68-generationen
Da
ungdomsoprøret eller studenteroprøret i slutningen af 1960-erne bredte sig i
hele den vestlige verden, skulle det vise sig, at Danmark blev det land, hvor
oprøret hurtigst vandt frem og samtidig kom til at sætte sig de varigste
spor. Dette såkaldte 68-er oprør var i virkeligheden et marxistisk inspireret
stormløb imod demokratiets lovlige institutioner og imod folkets traditioner,
vedtagne normer og levevis. I USA og
de vesteuropæiske demokratier mobiliseredes efterhånden en folkelig modstand,
der satte en stopper for 68-ernes tøjlesløshed og genindførte normale
civiliserede tilstande. Men i Danmark skete nøjagtig det modsatte. Når
Danmark blev et ekstremt undtagelsestilfælde, skyldtes det, at 68-erne i det
store og hele havde idegrundlag fælles med velfærdssocialisterne. For de
socialdemokratiske reformatorer kom 68-degenerationen som kaldet. Der var
virkelig tale om ideologiske ønskebørn. 68-erne
kunne derfor optræde med hæmningsløs provokatorisk frækhed og samtidig være
forvisset om, at enhver udskejelse ville blive belønnet. Ja, de kunne i
praksis knap nå at fremsætte deres krav, førend de var opfyldt. Aldrig har
nogen generation været så forkælet og inderlig overflødig, og alligevel
krævet så meget og ydet så lidt. Fra første
færd var 68-erne selvskrevne til at danne grundstammen i den nye herskende
klasse af offentligt sysselsatte undervisere, administratorer,
sagsbehandlere og mediefolk. Gennem en stilfærdig, men behændig
ansættelsespolitik kom 68-erne hurtigt til at beklæde en betydelig række
poster i Danmarks Radio. Institutionen forandredes radikalt. Radiolovens
alsidighedsbestemmelser blev nyfortolket. I den journalistiske friheds navn
blev der nu fortrinsvis pro-duceret aggressive samfundskritiske udsendelser,
hvor man i ”solidaritetens” hellige navn agiterede for stadig øgede
velfærdsforanstaltninger. På det
udenrigspolitiske felt blev demokratiske nationer, som var Danmarks nære
allierede, mistænkeliggjort og lagt for had. I særlig grad blev der hetzet
imod USA. Alt imens totalitære socialistiske regimer med koncentrationslejre
og åbenlys undertrykkelse altid kunne regne med sød overbærenhed, forståelse
og sympati. Det var
på den tid, at den permanente meningsterror og indoktrinering tog fat. En
konstant belæring og manipulation af befolkningen. En brutal ideologisk
hjernevask, som ikke har noget sidestykke i hele Europa. Det skulle vel være
overflødigt at tilføje, at denne metodiske folkeopdragelse i princippet gør
sig gældende den dag i dag. Men for nuværende er det store skrækkelige
spøgelse ikke mere USA – men racisme. Tiderne skifter. Statens
hovbønder Gennem
20 år blev velfærdsstaten markedsført med vedholdende påtrængenhed. Den var
forholdsvis nem at sælge til de uforberedte og godtroende vælgere. De havde
jo ikke deltaget i diskussionen. De anede vel knap, hvad velfærden indebar.
Og der var i hvert fald ingen, der fortalte, hvad det ville komme til at
koste. Men i dag kender vi omkostningerne og kan gøre status. Kildeskattens
indførelse skulle vise sig at blive det instrument eller rettere den
vridemaskine, hvormed politikerne ganske ubesværet kunne påføre danskerne
verdens højeste skattetryk. I 1968 kunne halvdelen af Danmarks befolkning
sidde trygt og godt i eget hus med kun en enkelt indkomst. Det var normen.
Som den naturligste ting af verden gik mødrene hjemme og passede deres egne
børn. De
stigende skatter førte til, at den enkelte familie blev tvunget til at skaffe
sig to indtægter for at dække udgifterne og bevare, hvad man havde opnået af
private goder. Familien kom til at arbejde det dobbelte for at opnå det
halve. Det blev kaldt kvindernes frigørelse. Børnene blev sendt på
institution. Også det blev fremhævet som en progressiv nyskabelse. I dag
har titusinder af pæne familier de allerstørste med at betale
boligudgifterne, trods det de nu har to indtægter. Selvom lønningerne er
steget de forløbne 25 år, er skatterne og afgifterne hele tiden steget
hurtigere, og resten er tæret bort af inflationen. Hver
eneste dansker, der er beskæftiget i produktionen, arbejder hver mandag,
tirsdag og onsdag som hovbonde for den gode stat, først torsdag og fredag kan
han begynde at tjene til sig selv. Sådan er
det uge efter uge, år ud og år ind. Sandheden
er, at danskerne først og fremmest arbejder for at fylde penge i de
offentlige kasser. Staten og kommunen tager nemlig de 65 øre af hver krone,
en typisk dansk familie tjener. Disse oplysninger stammer fra Danmarks
Industriråd 1988. men når staten beslaglægger 65 procent af
nationalproduktet, er der ikke længere tale om civiliseret skatteudskrivning,
men nærmere om tvangsekspropriation af lønninger. Gennem
de sidste 25 år har Danmark haft den højeste stigning i skattetrykket i hele
den vestlige verden. Hvad angår privatforbrug pr. indbygger ligger vi til
gengæld som en andenrangsnation 20 procent efter lande som Italien, Frankrig
og England. Den
danske familie betaler næsten 3 gange så meget i indkomstskat som en vesttysk
familie på samme indkomstniveau. Alligevel har skatterne ikke kunnet dække udgifterne
til den såkaldte velfærd, hvorfor det har været nødvendigt at oparbejde en
imponerende udenlandsgæld. I alt
skylder vi omkring to milliarder arbejdstimer til udlandet. Det svarer til et
hundrede tusinde fuldtidsbeskæftigede industriarbejderes indsats i ti år. Er det
mærkeligt, hvis venligtsindede udlændinge undertiden synes, at danskerne har
en skrue løs? Magtens
cementering En
velfærdsstat kræver en udbygget offentlig sektor, og vi har da også verdens
største offentlige sektor i forhold til landets størrelse. For hver
et hundrede industriarbejder i Tyskland er der 51 ansatte i landets
offentlige sektor. Italien og Frankrig, der begge er berygtede for deres
gamle tætvævede bureaukratier, har henholdsvis 69 og 76 offentlig ansatte
for hver et hundrede i industrien. Men i Danmark er der ansat 161 personer i
den offentlige sektor, for hver hundrede der er beskæftiget i industrien. Vi
er simpelthen suveræne. Vi har
for flere år siden passeret det punkt, hvor et flertal af vælgerne enten er
offentligt ansatte eller gjort afhængig af offentlige ydelser. 60
procent af landets voksne indbyggere med stemmeret modtager deres indkomst
fra de offentlige kasser. Det drejer sig om i alt 2,3 millioner mennesker. Et
samfundssystem, der i praksis har gjort over halvdelen af vælgerne til enten
sine sociale klienter eller sine ansatte, har ikke nødig at finde andre
begrundelser for sin eksistens. Fundamentet er cementeret. Velfærdssamfundet
er ligeså forrykt som det er udspekuleret. Mange har da også været
forundrede over, at det overhovedet kan løbe rundt. Undertiden breder
panikken sig. Finansminister Knud Heinesen advarede imod den økonomiske
afgrund og andre har talt om en mulig statsbankerot. Men en statsmagt kan
ikke gå fallit. Det vil aldrig ske, heller ikke for velfærdsstaten. Hvis
staten trænges op i krogen, så vil den gribe til at lade seddelpressen køre
for fuld kraft. Hvilket uværgeligt fører til hyperinflation. Dermed giver
staten sorteper videre til befolkningen. Befolkningen bliver til gengæld
ruineret, ribbet for alt, hvad de ejer og har. Det er
altid det jævne folk, der ryger ned i den økonomiske afgrund. Staten klarer
frisag. Det er, hvad man forstår ved ordet statsbankerot. Velfærdssocialismens
økonomiske overlevelsesevne grunder sig på, at det er en treottendedels
model for socialisme. Det vil sige, at systemet nøjes med at socialisere
vælgerne, men afstår fra at socialisere erhvervslivet, industri og håndværk.
Erhvervslivet forbliver privatkapitalistisk for at kunne fungere som effektiv
trækdyr og malkeko for systemet. Som tak for at holde velfærdssocialismens
plimsoller økonomisk flydende, forhånes og mistænkeliggøres selv samme
erhvervsliv ved enhver passende lejlighed. De
såkaldte kapitalister fremstilles som hensynsløse, ego-istiske mennesker, der
producerer overflødige og sundhedsskadelige varer, og som tjener deres fede
profitter ved at udnytte og nedslide deres medarbejdere, foruden de rask væk
ødelægger miljøet. Indimellem er det bønderne og fiskerne, der må holde for. Denne
ringeagt og nedvurdering af stort set alle private producenter er en
ideologisk nødvendighed. Befolkningen skulle jo helst ikke tage fejl af, hvem
der er deres sande velgørere. Ideologernes
totale triumf Gennem
massemediernes påvirkningsmonopol er der med monoton utrættelighed skabt den
myte, at man i Danmark har indrettet det bedst tænkelige af alle eksisterende
samfund. Kongeriget Idyllien. Det hævdes, at der i intet andet land udenfor
Skandinavien findes nogen egentlig social omsorg og tryghed for de svage
grupper. Men det er ganske enkelt løgn. Alle
demokratiske lande har sociallovgivning og dertil hørende budgetter. På
nogen områder ligger deres ydelser under den danske standard, på andre
områder ligger de faktisk over. Det er utroligt, at sociallovgivningen andre
steder i motiver og hensigter minder meget om, hvad der var gældende i
Danmark før velfærdssystemets
indførelse. Men det var heller ikke så dårligt. Landet var beboeligt. Vi
klarede os. Vi kom igennem. Livet fungerede. Uden den klæbrige sociale
omklamring. Både i
Tyskland, England og Frankrig tager man sig af sine syge, gamle og svage. Og
betaler, hvad det koster. Hverken i Østrig, Holland eller Schweiz optræder
man hjer-teløst overfor sine landsmænd i nød. Alene i
USA er socialbudgettet på 160 milliarder dollars om året. Men det er værd at
bemærke, at i de nævnte lande gør man sig ikke til af det. Staten bryster sig
ikke af sin godhed, og borgerne går ikke rundt og er taknemmelige. Alle
parter betragter det som noget naturligt og selvfølgeligt, der blot skal
være i orden. Man har andet og mere at være samlet om. Men det
er derimod korrekt, at man i andre demokratiske lande ikke råder over en
tilsvarende hærskare af socialrådgivere, støttepædagoger, psykologer,
kontrollanter, overvågere og indberettere og hvad der ellers i Danmark
forefindes indenfor arten af sagsbehandlere. For det
er just humlen ved det danske velfærdssystem, at selve apparatet er blevet en
forvokset og grådig mastodont, der fungerer for sin egen skyld og til egen
fordel. Det har
vist sig, at uanset hvor mange milliarder skattekroner, der hældes i det
bundløse kar, så gavner det i højere grad terapeuter og behandlere, læger og
administratorer, og ansatte i institutioner og forvaltninger, end det gavner
de syge, de gamle og svage, som pengene efter sigende var tiltænkt. At det
realistisk forholder sig sådan, indrømmes nu og da ved højtidelige
lejligheder. Blandt andre af Ritt Bjerregaard, da hun var socialminister. Vi er
kommet dertil, at man kan stille spørgsmålet: ”Tilhører det offentlige
apparat samfundet, eller er det reelt samfundet, der tilhører det offentlige
apparat?”. Velfærdssamfundet
blev ikke indført som følge af et folkeligt krav. Et sådant krav er aldrig
blevet fremsat. Det skete heller ikke på baggrund af særligt grelle sociale
forhold, for den sociale nød, der forefandtes i 50-erne og 60-erne, var i
virkeligheden mikroskopisk i sammenligning med den kroniske og åbenlyse
elendighed, der eksisterer i dag. Hundredtusinder
er i dag låst fast i behandlersystemet. De fleste helt og aldeles uden egen
skyld. De passiviseres. Sættes på ventepenge. At være låst fast i systemet er
lige så udsigtsløst, som at sidde på en jernbanestation og vente på et tog,
der aldrig kommer. Aldrig
før har så mange danskere følt sig forladt og alene. Aldrig før har man i
dette land talt om at tabe en hel generation på gulvet. Dermed menes en
generation, der måske ikke har nogen fremtid. Men at berøve et ungt menneske
dets fremtid, er det samme som at berøve mennesket glæden ved livet. Man kan
kun beklage alle de spildte muligheder, alle de evner og kræfter, der måske
aldrig kommer til udfoldelse. Alle
disse unge mennesker har jo også ret til et liv med det selvværd og den
selvrespekt, som opstår gennem kampen for tilværelsen. Et liv med frihed og
ansvar. Er der noget at sige til, at mange af dem slår sig på flasken? Man
siger Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker. Vi er
nået vidt i dette land, hvor en modbydelig betændt overklasse har sat sig som
sit højeste mål at frelse hele verden. Men som til gengæld med fornøjelse vil
prisgive Danmark og danskerne. Den marxistiske elite foregiver altid at ville
gøre det gode for alle mennesker. Men man skal lige huske at tage med, at det
besynderligt nok altid falder ud til deres egen fordel og til ubodelig skade
for alle andre. Sådan gik det også denne gang. Velfærdsstaten
blev oprettet alene fordi en elite med totalitære tilbøjeligheder stræbte
efter magten over samfundet. Det indgik i beregningerne, at velfærdsmodellen
automatisk ville gøre dem selv til samfundets nye herskende klasse. Og det
var, hvad der skete. De fik deres vilje alle disse teoretiserende og
veltalende højskolelærere. Vordende levebrødspolitikere. Kulturradikale
skribenter. Gamle stalinister forklædt som SF’ere. Psykologer og arkitekter.
Cand-politer og andre følsomme stræbere. De
socialt afrettede Dette
skule så nogenlunde være en gennemgang af, hvornår, hvordan og hvorfor
velfærdsstaten blev indført. Af det jeg indtil nu har sagt, kan man måske få
det indtryk, at jeg betragter velfærdssamfundet som først og fremmest et
spørgsmål om økonomi. Men sådan forholdet det sig ikke. En falleret økonomi
er i sig selv alvorlig nok, men den kan trods alt i det lange løb bringes på
fode igen. Det er
derimod den anden side af velfærdssocialismen, som er langt farligere og mere
ondartet, og det er den proces, som hedder ”skabelsen af det nye menneske”.
Denne proces har længe stået på i Danmark. Den har for længst omkalfatret
danskernes tilværelse i bund og grund. Uden at ret mange egentlig har ænset
det. Hvis vi
vil på det rene med, hvor vidt det allerede er kommet, og hvad vi endnu har
i vente, så skal vi rette øjnene mod Sverige. Tidligere
lød de danske socialdemokraters evindelige omkvæd: ”Det har de i Sverige”.
Hvilket betød, at det måtte man nødvendigvis tilsvarende indføre i Danmark.
At de havde dit og dat i Sverige var begrundelse nok. En ufejlbarlig garanti
for kvalitet. Sverige var det store efterlignelsesværdige forbillede. De
sidste 25 års politiske eksperimenter med det danske samfund er faktisk i
store træk en efterabning eller kopiering af den udvikling, der forudgående
var sket i Sverige. Hvad angår at forvride og deformere den menneskelige
natur og karakter ved at klippe en hæl og hugge en tå, så er Sverige det
absolutte foregangsland. Det
lægger svenskerne da heller ikke skjul på. De er tværtimod stolte af det.
Det bliver sagt ligeud – højt og klart, at det endelige mål er at skabe det
nye menneske til det nye samfund. Som Olof
Palme udtrykte det i en tale til svenske skolebørn: ”I går ikke i skole for
at opnå noget personligt, men for at lære, hvordan I skal fungere som
medlemmer af en gruppe”. Det nye
samfund har brug for en mennesketype, der tænker kollektivt og som
undertrykker sin individualitet til fordel for gruppen. Skolens opgave er
ikke i første række at give eleverne kundskaber, men derimod at være et
instrument til indterpning af den rette sociale adfærd. Tidligere
undervisnings- og statsminister Ingvar Carlsson har sagt det således: ”Skolen
skal frembringe et veltilpasset, godt medlem af samfundet. Skolen skal lære
folk at respektere den almindelige mening og ikke sabotere den”. Der kan
fremlægges flere citater af mere ekstrem karakter, fremsat af folk, der er
lavere placeret i hierarkiet. Men det vil kun yderligere bekræfte, at i
Sverige opdrages skoleungdommen efter næsten de samme principper, som var
gældende i Sovjetunionen. Gennem
gruppepres og lighedstyranni søger man at fortrænge personlige særpræg og
selvstændig vilje. Det er en dødssynd at skille sig ud fra gruppen, og
lærerne gør sig de største anstrengelser, for at få afvigeren drevet ind i
folden igen. Personligt initiativ opmuntres ikke. Selvstændige præstationer
påskønnes ikke. Den gode
stat tilstræber at forme en undersåt, der uden protest underkaster sig
bureaukratiets overhøjhed og ledelse af samfundet. Det foregår ved hjælp af
en allestedsnærværende blid og ubønhørlig pædagogik. Men
dermed er den mentale forkrøbling af svenske børn og unge ikke overstået. Der
er endnu en række øvelser, de skal gennemgå. Kollektivt
hukommelsestab Hvis man
stiler efter at omforme og dressere et folk, så er det nødvendigt, at starte
på bar bund. Det vil sige, alle menneskets rødder skal kappes, og alt det
forgange skal mørkelægges. Derfor
er Sverige et land uden fortid. Svenskerne er gjort til et historieløst folk.
Sveriges historie er slet og ret Socialdemokratiets historie. Hvilken udsøgt
national nøjsomhed. Udover
den socialdemokratiske arbejderrørelses opkomst og fremmarch, er det kun den
franske revolution, der har overlevet den ideologiske censur. Den franske
revolution betragtes som udgangspunkt for alt. Det var der, lyset blev tændt.
Guillotinen barslede med humanismen. Derfra stammer den sociale lighedsfidus,
der de næste to hundrede år blev påskuddet for de intellektuelles magtstræb
og samfundshersen, og hvis foreløbige højdepunkt er velfærdsstaten. Til
gengæld er hele den europæiske arv og dens klassiske baggrund skåret væk.
Ignoreret. Fortiet. Oldtidens Athen, Kejser Augustus og de følgende to
tusinde års kristne kultur, der udviklede sig til verdenscivilisationens
absolutte hovedstrøm og hovedkraft, - alt er bortcensureret. Arkiveret som
ikke eksisterende. Hvilket hovmod. Hvilken ynk. Den
historieskrivning, der omhandler Sveriges egne forhold starter fra og med
året 1932. det skelsættende år, hvor Socialdemokratiet kom til magten. 1932
er tidernes morgen og altings begyndelse. Hvad der
er hændt forud for velfærdsstatens tilblivelse, er værdiløs viden, der anses
som direkte skadelig for fremelskelsen af den rette sociale bevidsthed. De
generationer, der ved ideologisk manipulation er gjort historieløse vil
aldrig kunne gennemskue velfærdsparadiset. De fanges i et tomrum, en primitiv
begrebsverden og åndelig fattigdom. De er lige så ilde stedt, som mennesker
der har mistet hukommelsen. Men det er også just hensigten. I de
svenske skoler koncentreret man sig om nutidens herligheder. Sex. Aids.
Narkotika og forurening. Børnene skal også have praktisk viden om deres eget
miljø, siges der. Samtidig lærer de i samfundsfag at elske den gode stat. ”Nød
lindres af myndighederne”, lyder teksten, ”den sociale velfærd tager sig af
enhver, der er i vanskeligheder. Man skal blot henvende sig på et offentligt
kontor, så vil øjeblikkets problemer blive klaret”. Punktum. Javist.
Den gode stat er det eneste faste holdepunkt. Den almægtige beskytter og
forsørger. I stedet
for at kende deres eget foks historie, indterpes børnene paroler om
solidaritet med udviklingslandene. Svenskerne har i årtier været nærmest som
besatte af ideer om solidaritet med den tredje verden. Dette ulandshysteri
er blevet retfærdiggjort med påstanden om, at man ville udrydde nationalismen
og fremme den globale solidaritet. Men der
stikker andet og mere under. Når svenske børn blev indoktrineret til at
beundre Cuba og Ho Chi Minh og kommunistiske oprørsbevægelser i Afrika og
Latinamerika, når der oppiskedes heftige fordømmelser af Sydafrika, så havde
det sine ganske specielle udspekulerede motiver. Ifølge
officielle ordrer til skolerne blev det allerede i 1960-erne pålagt lærerne
at lægge afstand til vesteuropæisk kultur og samtidshistorie, og til gengæld
vende opmærksomheden med den tredje verden. Resultatet blev ikke
overraskende, at en hel generation af unge svenskere blev fjendtligt
indstillet med Vesteuropa og USA. Deres sympati og interesse blev rettet mod
fjerne folkeslag, således at Afrika og Asien optog en større plads i deres
bevidsthed end den vestlige verden. De
vestlige værdier, selv de mest beundringsværdige, blev fornægtet og
mistænkeliggjort, ja direkte lagt for had. Formålet med denne kyniske
manipulation synes ganske klar. Sveriges ungdom skulle isoleres fra vestlig
påvirkning. Gamle borgerlige dyder, vestlige ideer om personlig frihed og
respekten for individets ukrænkelige rettigheder er alt sammen kætterske
tanker i Sverige og uforeneligt med frembringelsen af det perfekte nye
menneske. Forespurgt
om ikke han følte sig som europæer, svarede Olof Palme: ”Jeg kan ikke se noget
særligt ved Firenze eller Rom eller Paris. – Renæssancen? – Den såkaldte
vestlige kultur? – Hvad har den at sige os?”. Nej vel. Jamen det forstår vi
da så godt. Grundet
den opsigtsvækkende måde Olof Palme afgik ved døden på, er han på det
nærmeste blevet kanoniseret. Men det bør ikke forglemmes, at det var under
hans arrogante regimente, at processen til skabelsen af det nye menneske for
alvor blev sat i værk. Når
staten bliver guddommelig Det nye
menneske er et kollektivt dyr og en historieløs stakkel. Men dette
ideal-produkt vil først være fuldendt, når det også er renset for religiøse
tilbøjeligheder. I hvert fald hvad angår kristendommen. Sverige er da også
blevet mere effektivt afkristnet end noget andet land. Det tidligere
Sovjet-Rusland ikke undtaget. Socialdemokratiet
har bevidst opmuntret denne proces. Religionsundervisning er lagt til rette,
så den i virkeligheden er antireligiøs. Faget rummer en gennemgang af de
forskellige for religion i verden, og stiller kristendommen helt på linie
med alle andre former for tro, eller slet ingen tro. Religion forklares som
et udslag af virkelighedsflugt. Det anbefales at gennemgå marxismens kritik
af religion. Det er
endvidere ønskeligt at man kommer ind på psykologiens opfattelse af religion
som en tvangsneurose med infantile træk. I en vis forstand er den svenske
metode mere virkningsfuld end den ateistiske propaganda, der blev bedrevet i
Sovjetunionen. Ved at
fratage kristendommen enhver betydning, men samtidig undervise i den, får
ideologerne et skin af
”objektivitet”. Dette fag i religionskundskab er tvunget stof, og det
har givet gevinst. En hel generation af svenskere er overvejende
anti-kristne og betragter religion som noget meningsløst og latterligt.
Opfattelsen af religion som en form for sindslidelse er fremherskende. Eftersom
undervisningen på dette område er lagt til rette som en tilsyneladende ”fri”
diskussion, så eleverne manipuleres til at tro, at det er dem selv, der er
nået frem til konklusionerne, er deres overbevisning rodfæstet. Men
kristendommen er blevet reduceret til politisk teori, så er til gengæld de
politiske begreber blevet forherliget til religiøs værdi. Det tomrum, der
skabes ved fravær af kristendommen, udfyldes af ideologiske fraser. Under
etiketten ”Etik og moral” bliver banale politiske slagord om lighed og
ligelighed og solidaritet med de lavtlønnede og solidaritet med den gode stat
– benyttet i undervisningen, som de rene evangelier. Triviel
socialdemokratisk valgpropaganda. Velfærden og den sociale tryghed er ophøjet
til statsreligion. Fagre nye Sverige. Hvis de
her beskrevne tilstande forekommer besynderligt genkendelige, så er årsagen
hertil den enkle, at man i den danske folkeskole underviser efter love og
regler, der i substansen er et plagiat af de infamiteter, som i årtier er
blevet praktiseret i Sverige. I tusind
år har kristendommen været fundamentet for det danske folks tilværelse,
traditioner og levevis. Uadskillelige fra nationens eksistens og historie. I
vor moderne tid er kristendommen i den såkaldte ”danske folkeskole”
reduceret til at blive behandlet på linie med alverdens andre religioner.
Som om kristendommen blot er et tilfældigt hotel i et katalog fra et
tarveligt rejsebureau. Den slags svineri går under benævnelsen ”tværfaglig
helhedsorientering”. Smarte ord er ideologerne jo som bekendt aldrig i bekneb
for. Jeg vil
ikke udtale mig om, hvad det kan føre til, når danske skolebørn systematisk
unddrages indsigt i og forståelse af kristendommen. Der er andre, der er
betydelig mere kompetente til at gøre rede for konsekvenserne i den sag. Men jeg
vil i den forbindelse ikke undlade at fortælle en lille episode, der blev
vist på TV. man så en gruppe unge mennesker i Moskva, der var mødt op i
kirken for at lade sig døbe. Blandt dem var flere soldater. Efter
dåbshandlingen spurgte reporteren en af soldaterne ”Tror De på Gud?”. ”Det
ved jeg ikke”, sagde soldaten. ”Jamen, hvorfor lader De Dem så døbe”, spurgte
reporteren. Soldaten så roligt på spørgeren og svarede: ”Fordi jeg er russer.
Fordi jeg vil være russer”. Ja,
indtil dette øjeblik havde han været et sovjetmenneske. Et ideologisk
produkt. Flasket op og formet af den gode stat. Og han følte altså, at hvis
han ville være russer, et rigtigt menneske, så var han nødt til at lade sig
døbe. Det hørte til. Jeg tror, han havde ret. Uvidenhed
er styrke Ligesom
svenskerne er også danskerne udset til at blive et folk uden fortid. Et
historieløst folk. Det foregår udfra de samme motiver og den samme
ideologiske planlægning, som er gældende i Sverige. Allerede
i midten af 1980-erne gjorde professor ved Odense Universitet David
Favrholdt opmærksom på, at de studerende, der ankom til universitetet for at
videreuddanne sig til forskning og undervisning på højeste videnskabelige
niveau, afslørede en mildest talt mangelfuld almen viden. Gennem fire år
havde professoren gjort sig til vane at stille nogle enkle spørgsmål til de
nyankomne studerende. På spørgsmålet: ”Hvornår gik Romerriget under?”.
forvirrede blikke. Hvaba. Romerriget – aldrig hørt om det. Næste spørgsmål:
”Hvad er stavnsbåndet?”. Igen forvirring. Hårbånd? Strømpebånd? Narj, det er
nok noget andet. Tredje spørgsmål: ”Det byzantinske rige?”. Fnisfnis.
Byzantinske rige. Sikke dog et mærkværdigt ord. Spørgsmål om Karl den Store,
Oehlenslæger, Holberg eller Columbus afslørede samme forvirring og blanke
uvidenhed. Professoren
konkluderede: ”Deres viden om historie er lig nul. Det eneste, de måske ved
lidt om er vikingetiden og Hitlers Tyskland, men det hæver sig sjældent over
det rent anekdotiske plan. Deres viden om geografi er lige så ringe, og her
er det ikke blot de fremmede verdensdele, der står hen i tågerne for dem, men
også de europæiske lande og endda de danske byer”. Så vidt
professoren. Jeg har
selv prøvet at spørge mig for blandt unge mennesker og har måttet
konstatere, at professoren har ganske ret. De ved ikke, hvem Niels Ebbesen
er, med mindre de er vokset op i Randers. De ved ikke, hvem Niels Juel er. De
har aldrig hørt om Griffenfeld, Bernstorff eller Høegh-Guld-berg. De kendte intet
til tilbagetoget fra Dannevirke og tabet af Slesvig. Og de ved heller intet
om genforeningen i 1920. de kender intet til deres eget folks historie. På samme
vis forholder det sig med verdenshistorien. Hellas. Renæssancen.
Reformationen – er ord, som de overhovedet ikke kan forbinde med noget som
helst. Jeg fik at vide, at Martin Luther var en sort præst i Amerika. At
Cæsar var en sanger, ingen gad høre på mere. Det er
så tragisk, at det næsten er komisk. Men jeg skylder at sige, at de unge
mennesker, jeg har spurgt, alle er opvakte og videbegærlige. De har taget
deres eksamener med glans. De har ærligt søgt at opfylde de krav, der er
blevet stillet til dem. Der er i intet henseende noget at sige dem på. De er
de sagesløse ofre for den mest kyniske ideologiske manipulation og
fordummelse. De repræsenterer den forrådte generation. I stedet
for at indgive skoleungdommen en kontant almen viden, de kunne bygge videre
på resten af livet, har de unge som en kummerlig erstatning fået
underholdning og tidsfordriv i form af såkaldte ”samfundsrelevante projekter”
og gruppearbejder, der skal fremme den sociale kollektive tankegang – eller
tomgang. Skolesystemet
har sørget for, at de er åndeligt rodløse. Afskåret fra den rigdom og
erfaring, der ligger i historien. Og uden et reelt verdensbillede. Alt står
hen i flimmer. Gennem hele deres skolegang er de blevet grundigt snydt og
bedraget. Men det opdager de ikke. De er logisk udelukkede fra at vide, hvad
det er, de ikke ved. At gøre dem opmærksom på deres totale uvidenhed er
næsten lige så meningsløst som at forklare en farveblind om farverne, han kan
jo alligevel ikke se dem. Men den
uvidenhed, vore unge er blevet påført, er væsentlig mere ondartet end
manglende evne til at skelne farverne. I Georg Orwells roman ”1984” lyder et
af slagordene i den gode stat: ”Uvidenhed er styrke”. At uvidenhed er
styrke, det er en sandhed, som totalitære regimer altid har baseret deres
magt på. De kliker, som i vort land har sat fordummelsen i værk, ved
naturligvis også, hvad den skal bruges til. De ved,
at hvis man vil ødelægge et folk, skal man begynde med at tage historien fra
dem. Historien er grundlaget for folkets nationale identitet. Ja, der er
endog dem, der hævder, at et folk uden historie slet ikke er noget folk. Generationer,
der systematisk er gjort historieløse, kan derfor let ende med at blive
fædrelandsløse. Men det indgår også i beregningerne. Processen tilstræber at
forme det nye menneske, uden national bevidsthed, uden religion, uden
historiske rødder, uden traditioner. Det udhulede menneske, for hvem alt er
ligegyldigt. Fædrelandet skal skrottes og erstattes med den gode sociale
stat. Folket skal kues til blot at være en ”befolkning”. Et tilfældigt
sammenskrab. En grå lunken grød. At være
et folk betyder at have ansvar. Pligten til at overtage, bevare og
videregive den fælles arv. Pligten til om nødvendigt at forsvare nationen med
ild og jern og livet som indsats. Uden et folk ingen nation. Uden nation
intet folk. En
”befolkning” er nøjagtig det modsatte. ”Befolkningen” har kun bistandsloven
og den sociale tryghed at være fælles om. Ligesom alummerne er fælles om
asylet. I den
gode stat er der ingen mening eller mål med noget. Intet der er værd at
risikere livet for. Og livet er heller ikke værdigt at risikere. Her gælder
det blot om at hytte sit skind og rage til sig. Hvad kan jeg få gratis? Hvad
er jeg i min ret til at få? Saml fødderne og stik hånden fladt frem og se
lidt forurettet ud: Man gør klogest i at kende paragrafferne. Ellers deltager
man nemlig ikke i lodtrækningen. Og så skal man i øvrigt beskytte sit
dyrebare privatliv. ”Hvad er der i fjernsynet i aften?”. Bhaa, det
sædvanlige. ”Skal vi ikke snart spise? Jeg keder mig”. ”Hvem har hugget mit
nye pornoblad? Det finder jeg mig ikke i. nu er det nok”. ”Æv, hvor er det
surt alt sammen. Jeg føler mig så tom og klam. Jeg gider ikke. Gid jeg kunne
vinde i lotto”. ”Men vi har det jo trygt og godt i lille Danmark”. En sådan
befolkning, der er spændt solidt fast i velfærdsstatens åndelige jernlunge,
er nem at styre og modtagelig for den sødladne totalitære ideologi, der
lokker med stadig mere tryghed og nemme løsninger på alle tilværelsens
genvordigheder. Det er, hvad man forstår ved slagordet: ”Uvidenhed er
styrke”. I 1932
udgav Aldous Huxley bogen: ”Fagre nye verden”. Her forudser han et moralsk
forfald og degeneration af den vestlige livsform. Han beskriver
reagensglasbørn og styring af arveanlæggene. Han beskriver narkomanien som en
metode til at holde ferie. Han beskriver det løsslupne og følelseskolde
seksualliv. Og han forudser opkomsten af en ny herskende klasse med en hidtil
ukendt magt over samfundet. Huxley
siger: ”Et totalitært styre, der bygger
på henrettelsespelotoner, er påviseligt ineffektivt. En virkelig
effektiv totalitær stat vil være den, hvor de politiske lederes almægtige
system gennem en hær af administratorer styrer en befolkning af slaver, der
ikke behøves drives frem med tvang, fordi de elsker der slaveri”. ”Oprettelsen
af Fagre nye verden”, siger Huxley, ”er først og fremmest afhængig af
økonomisk tryghed, uden den kan der ikke skabes kærlighed til slaveriet”. Den
totale sociale tryghed indgiver befolkningen ærbødighed for autoriteterne,
lydighed mod kollektivet, beundring for staten og underdanighed for
embedsstanden”. Af alle
folk er det svenskerne, der er kommet denne samfundsorden nærmest. For en
svensker er begrebet ”trygghet” noget dybtliggende og altomfattende.
”Trygghet” betyder den yderste form for sikkerhed mod livets omskiftelser og
imod alt, som er ubehageligt. Han er fuldt bevidst om, at hans ”trygghet” er
en generøs gave, skænket ham af den gode stat. Staten nærer en faderlig
omsorg for hans velbefindende. Staten omfavner og beskytter ham mod den ydre
verdens farer. Han er
så dødelig angst for at miste sin ”trygghet”, at han er villig til at ofre
alt andet og underkaste sig skatteudplyndring og formynderi. Offentlig
kontrol og overvågning af hans familieliv og socialisering af hans børn.
Foruden alle tænkelige former for småtskåren og særpræget samfundshersen.
Den statsdirigerede ”trygghet” fra vugge til grav er blevet selve meningen
med hans liv. Tryghedsnarkomanen
elsker sin tryghed, ligesom luderen elsker sin alfons. Alfonsen udnytter
hende, men hun bilder sig ind, at han beskytter hende. Sådan er hendes
dyrtbetalte ”trygghet”. I 1982
skrev forfatteren Hans Magnus Enzenberger om sine funderinger i Stockholm:
”Det så fuldstændigt ud, som om denne politiske kulturs forvaltere,
socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer,
fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at
tæmme mennesket. Mens jeg stavrede gennem hovedstadens gader tilbage til mit
hotel, spurgte jeg mis selv, - hvordan mon dette mirakel var lykkedes for dem?”. Spørgsmålet
om, hvordan man udfører det mirakel at tæmme mennesket, er der for så vidt
allerede svaret på. Men for at miraklet kan være helgarderet imod uønskede
tilbagefald, kræves der endnu et kirurgisk indgreb. Med dette indgreb får
magthaverne endelig krammet på det tæmmede menneske, og det endda uden at
offeret selv ved af det. Indgrebet
går i al sin enkelhed ud på at begrænse menneskets mulighed for at tænke.
Det lader sig faktisk gøre ved hjælp af semantisk manipulation. Semantik
betyder: Videnskaben om ordenes betydning. Fænomenet
semantisk manipulation kan studeres på nært hold forud for ethvert valg til
den svenske rigsdag. Svenske valgkampe afvikles med uhyre besindighed. Den
politiske diskussion foregår høfligt og afdæmpet, monotont og søvn-dyssende.
En opvisning i ædel kappestrid under hvilken alle deltagerne kun bryder deres
hoved med, hvordan det er muligt at hjælpe de arbejdsløse og vanføre,
pensionisterne og de sociale tabere. Indvandrerne og allehånde minoriteter.
Her er der ingen, der tænker på egne snævre interesser. Ingen appellerer til
lave selviske instinkter. Bekvemt nok kan det sociale tema benyttes i næste
valgkamp og næste igen. Det er uopslideligt. En hyklerisk maskerade til
opbyggelig adspredelse for de enfoldige. Uanset om
socialdemokraterne er i opposition eller har regeringsmagten, så er det dem,
der fører ordet og angiver retningen. Alle andre partier må følge de
socialdemokratiske spilleregler, hvis de vil overleve. At
undsige de offentlige udgifter på noget område i Sverige er det samme som at
bryde et tabu. En trussel mod skatterne er en trussel mod tryghedsfølelsen
og fremkalder angst hos vælgerne. Ingen politiker kan holde en tale uden at
gå ind for trygheden. Når
socialdemokraterne anklager borgerlige politikere for at true trygheden og
velfærdssamfundet, er de formastelige dermed jaget ud på den tynde is og har
rigeligt at gøre med at redde sig i land. Udenlandske
korrespondenter har uafhængigt af hinanden konstateret, at det svenske
borgerskab står svagt, fordi de ikke ejer noget sprog, hvormed de kan
udtrykke deres tanker. Det svenske sprog er simpelthen så forvredet og
beskåret ved hjælp af tabuer og semantisk manipulation, at det er gjort
nærmest umuligt at modsige socialdemokraterne. Den
britiske korrespondent, Robert Huntford, der gennem otte år opholdt sig i
Sverige, giver dette eksempel på semantisk manipulation: ”Da man begyndte at
virke for seksuel lighed, og det blev besluttet, at kvindens plads ikke var
i hjemmet, men ude i erhvervene, skete der en hastig ændring i sproget. Det
normale og rosende ord ”husmor” blev erstattet med det nyopfunde ”hemmafru”
fik straks en nedvurderende klang. På få måneder var massemedierne i stand
til at få slået ordet ”husmor” ihjel og erstatte det med den nye konstruktion
”hemmafru”. Sproget
var blevet ændret, ”husmor” var ikke længere anvendeligt, den eneste udvej
var at benytte det nye udtryk ”hemmafru” vrængende og ironisk. Kvinder, som
tidligere havde været tilfredse og måske endda stolte af at være husmødre,
dukkede nu nakken og begyndte at skamme sig over deres lavtstående position i
samfundet, og i titusindtal underordnede de sig tidens nye krav om
udearbejde. Ved hjælp af offentlig forhånelse og deklassering af husmødrene
havde ideologerne ændret samfundet. Meget behændigt blev det kaldt
”kvindernes frigørelse”. Udskiftningen
af ordet ”husmor” med det nye ord ”hemmafru” var foregået gennem en massiv
propaganda i massemedierne. Men der var næsten ingen, det var i stand til at
erkende den indoktrinering, der lå i den sproglige manipulation.
Befolkningen var i egentligste forstand blevet hjernevaskede. Det var
George Orwell, der i bogen ”1984” afslørede, hvorledes et totalitært regime
kan sikre sin magt ved brug af semantisk manipulation. Orwell kaldte det
”newspeak” – altså ”nysprog”. Ifølge Orwell er formålet med ”nysprog” ikke
blot at skabe et udtryksmiddel for socialistiske anskuelser, men også at
gøre enhver anden form for tænkning umulig. Dette opnås ved at konstruere
nye ord, men først og fremmest ved at afskaffe uønskede ord, og ved at berøve
de gamle ord, deres oprindelige betydning. På den
måde kan man styre tanken og gøre det af med uønskede begreber, fordi selve
midlet – ordene til at tænke dem med og udtrykke dem med er forsvundet. De
svenske socialdemokrater har i praksis gjort Orwells værste forudanelser til
virkelighed. Man har manipuleret sproget, siger Roland Huntford, så det er
uhyre vanskeligt at tale i andet end gunstige vendinger om velfærdsstaten, fordi
ordene på dette område er blevet positivt ladede. I
modsætning til ordet ”social”, der er sød og liflig musik i enhver
sammenhæng. Såsom – socialt orienteret. Socialt ansvar. Sociale holdninger.
Social veltilpasset. Socialt samvær og endelig ikke at forglemme –
Socialdemokratiet. Ordet
”demokrati” betyder blot mere ”trygghet”, mere offentlig forsorg og omsorg.
Demokrati forbindes med derimod aldrig med forestillinger om den enkelte
borgers ukrænkelige rettigheder og personlige frihed. Ordet
”frihed” har i det hele taget mistet sit oprindelige indhold og betegner
slet og ret ”seksuel frihed”. I den svenske lovgivning forekommer glosen
”frihed” da også kun i denne ene forbindelse. Gennem
undervisning i skolerne og uophørlig propaganda i massemedierne er svenskerne
indterpet det klarsyn, at frihed er lig med kønslige udskejelser befriet for
gammeldags moralske hæmninger. Når svenskeren er seksuel frigjort, tror han,
at han er et frit menneske. Jo mere frigjort, i jo højere grad samarbejder
han eller hun med den gode stat. ”Sex er
kropslig funktion ligesom at spise og drikke og holde fordøjelsen i orden”,
hedder det. Det er i sengen, svenskerne skal udfolde deres personlige frihed
og erobre nye trofæer til nationens ære. ”Efterhånden som den politiske
frihed mindskes”, sagde Aldous Huxley, ”vil der som kompensation blive givet
større seksuel frihed”. Han fik ret endnu engang. I
Sverige, hvor næsten alt er forbudt, som ikke udtrykkelig er påbudt, er der
til gengæld som trøstpræmie eller sutteklud givet frit slag på det seksuelle
område. Eksperterne i folkeopdragelse betragter ”suttekluden” som en
fortrinlig afløbsrende for eventuelle aggressioner, der let kan opstå midt i
den endeløse kedsommelige ”trygghet”. I virkeligheden er det blot et
yderligere bevis for den grænseløse foragt, som den socialdemokratiske elite
nærer for sine velafrettede vælgere. Men det er altså, hvad ordet ”frihed”
dækker på det svenske nysprog. Ord som
”administrationen” og ”bureaukratiet” forbindes ufortøvet med noget rart og
troværdigt. Det er jo embedsværkets institutioner, der sørger for
solidaritet og ligelighed, hjælp og retfærdighed. Kun onde og grimme
mennesker kan have noget imod sådanne velgørere. Staten er selvsagt altid god,
udadlelig og ufejlbarlig, og der findes ingen ord, hvormed man kan give
udtryk for tanker, der blot antyder kritik af staten, samfundet og
kollektivet. ”Det
politiske sprog i Sverige er så beskåret, at der reelt kun er
socialdemokraternes ordforråd”, siger Roland Huntford, ”det medfører, at det
er næsten umuligt at udforme afvigende meninger rent sprogligt. Men det sker
endda ikke så sjældent, at man faktisk kommer til at sige det modsatte af,
hvad man mener”. Sproget
er spærret, så tanker og ord ledes ad ufravigelige faste render, som gled de
gennem et slimet kloakrør. Det er
en gammel marxistisk frase, at den politiske magt er deponeret i
kapitalisternes bankbokse. Nej, den politiske magt baserer sig på, hvad der
er proppet ind i hovederne på befolkningens flertal. Hvilke uskrevne love de
er indoktrinerede og kujonerede til at indordne sig. Hvilket sprog de er
indterpet, det vil sige med hvilke ord de opbygger deres begreber og billedet
af den verden, de lever i. og hvilke meninger og anskuelser de er
tyranniserede og dresserede til at undvige, fordi de ikke anses for politiske
korrekte. Det er
naturligvis massemedierne, der gennemfører sprogets devaluering og
hjernevask af befolkningen. Uden journalisternes ihærdige indsats kunne det
overhovedet ikke lade sig gøre. Svenske mediefolk virker da også som en stor
kollektiv organisme, så man skulle tro, at de blev dirigeret fra et
propagandaministerium. Tendenserne hos de journalister, der arbejder for de
privatejede aviser, adskiller sig ikke fra deres kolleger i radio og TV. Denne
ensartethed garanteres blandt andet ved eksistensen af journalisthøjskoler,
hvorfra den samlede presse rekrutterer sin medarbejdere. Dette betyder, at
journalisterne fra disse udklækningsanstalter selv er grundigt
indoktrinerede med de rigtige meninger. De er optrænede i gruppetænkning, og
i deres lyserøde åndelige verden opfattes enhver afvigelse fra de totalitære
normer som et utilgiveligt forræderi. Et udspekuleret system med
selvforstærkende virkning. Hvad
angår den semantiske manipulation eller tankekontrol, kan det derfor være
vanskeligt at skelne, hvad der kynisk er planlagt og beregnet, og hvad der er
en følge af journalisternes egen ideologiske forgiftning. Men det er for så
vidt også ligegyldigt, for resultatet bliver det samme. I
Sverige hersker således ”den frie presses” kompakte tyranni. Der findes et
vist spillerum for andre meninger, men det rum er særdeles snævert, og kan
bedst betegnes som småtingsafdelingen. Enhver spirende modstand fra
småtingsafdelingen afvæbnes i reglen blidt og roligt af medierne med en
passende dosis pædagogisk belæring og formaning. Anderledes
forholder det sig med mere afgørende spørgsmål, som for eksempel den
socialdemokratiske arbejderrørelse, bureaukratiets embedsstand,
afholdsbevægelsen, ulandene i den tredje verden og indvandrerne og
flygtninge. På disse områder tolereres ingen afvigende meninger. Alt er
tabubelagt, urørligt og uangribeligt. Det
menneske, som bryder et tabu, vil øjeblikkelig blive erklæret for usvensk,
en person ingen kan tage alvorligt. Den formastelige vil blive udstødt og
isoleret, og med alle midler vil man søge at gøre hans tilværelse
uudholdelig. Formelt
er der ytringsfrihed i Sverige, men reelt er den ikke mere bevendt end den,
der praktiseredes i Sovjetunionen. Systematisk propaganda, enstemmige
fordømmelser, inkvisitoriske nederdrægtigheder, meningsterror og
samfundshersen er grundlaget for samfundsdebatten i Sverige. I
Hitlers Tyskland havde de GESTAPO til at holde befolkningen i skak. I
Sovjetunionen havde de KGB. I den fagre nye verden har de journalisterne. Jeg vil
undlade at drage sammenligninger mellem disse forhold i Sverige og de
tilstande, som for nuværende hersker i Danmark. Det turde være inderligt
overflødigt. Men lad os i stedet for prøve at forestille os det Danmark, der
fandtes for ikke så længe siden. Efter
krigen i 1945, op gennem 1950-erne og 1960-erne var Danmark faktisk en
harmonisk og driftig nation. Vi lå lunt i svinget, som man dengang sagde. De
fleste levede med den optimistiske opfattelse, at alting ville blive bedre og
bedre – år for år. hvilket ikke var ubegrundet. Skatteprocenten
var 25. man sagde altid, en fjerdedel til skat, en fjerdedel til husleje, en
fjerdedel til kosten og resten til fornøjelser. En familie kunne leve jævnt
og godt af en enkelt indkomst. Det var
dengang ikke naturstridigt, at mødre passede deres egne børn. At sætte en ære
i at klare sig selv, blev ikke betragtet som asocialt. Ungdommen havde mod på
livet og tro på egne kræfter. Alle veje stod åbne. Tryghed og omsorg det var
noget små børn og gamle mennesker havde særskilt krav på. Der var
ikke så meget løgn og hykleri. Der var heller ikke brug for det. At ægtepar
holdt sølvbryllup var regelen og ikke undtagelsen. Ord som ”parforhold med
hastigt skiftende partnere”, var endnu ikke opfundet. Familien
var ikke et offentligt anliggende. Ansvaret for børnene var alene
forældrenes. Nævenyttige pædagoger og anmassende sagsbehandlere havde ikke
kollektivt adgangstegn til at snage i familiernes privatliv. At tvangsfjerne
tusinder af børn fra forældrenes skadelige indflydelse var endnu ikke
udviklet til en særpræget industri. De
offentlige myndigheder anså det ikke som deres primære opgave at producere
sociale klienter, som andre producerer kyllinger. Narkotikamisbrug
eksisterede ikke som samfundsproblem. De såkaldte morfinister, der fandtes,
var så få, at det ikke var ulejligheden værd at registrere dem. Kriminaliteten
forefandtes i beskedent omfang. Absolut overkommelig for politiet at holde
styr på. Hvad som
var almindeligt og ganske normalt, smukt, naturligt og livskraftigt, blev
åbenlyst foretrukket (endda i diskriminerende grad) for alt, som var sygeligt
abnormt og perverst. Alle syntes, det var helt i orden. Men man var jo heller
ikke så oplyste på den tid. Der
fandtes dengang en ægte folkelig solidaritet. Skønsomhed og hjælpsomhed. Da
det senere blev lagt i hænderne på de professionelle socialpædagoger og gjort
til levebrød, - døde solidariteten. Pædagoger
blev dengang tituleret med det fine navn – børnehavelærerinder. Det var
nydelige og venlige damer. Begrebet ”sagsbehandler” eksisterede end ikke i
ordbogen. Sager det var noget politiet og domstolene tog sig af. Andre
”sager” fandtes ikke. Derfor blev advokater også dengang kaldt for –
sagførere. Men det
er ikke kun sproget, der forandrer sig. Ord der forsvinder, og nye ord der
opstår. Samtidig med at sproget ændres, ændres også menneskets tanker. Fordi
vi tænker ved hjælp af ord. Når begrebernes navne glider ud af sproget, går
de værdier, de betegner, samtidig til grunde. De forsvinder ud af menneskenes
bevidsthed og dermed ud af deres liv. Den, som antager og benytter fjendens
sprog, har allerede tabt slaget og underkastet sig tyranniet. Dengang,
og det er jo ikke så længe siden, da var ord som ære, tapperhed, personligt
mod, stolthed, sanddruhed, selvværd, selvopofrelse, selvrespekt,
pligttroskab, myndighed, lov og orden og retfærdighed – det var altsammen
højagtede og anerkendte begreber. Det var ord, der indgik i det almindelige
ordforråd. Men samtidig var det håndgribelige realiteter i folkets hverdag.
Det faldt ingen ind at udsætte de her nævnte begreber for hån og vrængende
latter. Og man ville heller ikke være sluppet godt fra det. Der var
rige og fattige. Klasseskel og klassekamp. Det skal der være. Det er
betingelsen for menneskets værdighed, og en uadskillelig del af demokratiet
og friheden. Men samtidig var der fælles urørlige værdier. Der var kun et
folk – samlet til en nation. National loyalitet var en selvfølge. Danmark var
for danskere. Det var indlysende. Fundamentalt. Aldeles indiskutabelt. En
ubestridelig historisk sandhed. At påstå andet ville blive stemplet som
landsforræderi. De
folkevalgte danske politikere følte sig ikke kaldet til at frelse hele
verden. De tænkte på dansk. De havde rigeligt i at hyppe vore egne nationale
kartofler. Høsten var god. Højtflyvende
idealer og ideologiske fraser havde endnu ikke fortrængt sansen for
realiteter. Der blev ført praktisk politik på grundlag af almindelig logik og
sund fornuft. Sådan var Danmark indrettet dengang. Sådan levede vi. Vi har
unægtelig i alarmerende grad fjernet os fra det Danmark, det folk og den
nation, som fandtes dengang. Vort land er blevet misregeret og mishandlet
næsten til det uigenkendelige. Det er den pris, danskerne har betalt for den
så højt besungne velfærd. Et kaotisk, selvopgivende samfund, præget af
politik og alment forfald. Ingen kan vide, hvor længe, hvor forrykt og
forkrøblet dette forfald vil udarte. Men det kan siges med sikkerhed, at
velfærdssamfundet bliver ikke noget tusindårsrige. Systemet
vil på et tidspunkt bryde sammen. Ikke på grund af et folkeligt oprør, eller
fordi politikerne skulle komme på bedre tanker. Begge muligheder kan lades
ude af betragtning. Sovjetunionen
– ondskabens imperium, gik i opløsning under vægten af sin egen elendighed.
Der var ikke noget oprør. Ingen erkendelse. Ingen anger. Kommunismen kørte
fast og druknede jammerligt i det stinkende slam og mudder, systemet selv
havde frembragt. Det
endeligt, som venter velfærdssamfundet, vil ikke forme sig stort anderledes.
Velfærdsstatens egentlige styrke beror på eksistensen af en stor offentlig
sektor. Et uhyre antal offentligt ansatte sikrer den politiske stabilitet og
gør det umuligt at ændre systemet med demokratiske midler. Eftersom
man i Danmark har opbygget verdens største offentlige sektor, må det
erkendes, at systemet er solidt fundamenteret. Men denne vældige styrke er
samtidig en svaghed. En akilleshæl. Der
findes i politik en økonomisk lov, der er ligeså uafviselig som
tyngdekraften, og som lyder således: Det er
imidlertid forudsigeligt, at den offentlige sektor vil vedblive at vokse
ligesom en svulst. Det er nu engang svulstens natur at vokse og vokse,
samtidig med den udmarver og udtærer det legeme, den snylter på. Ethvert
oppustet bureaukratisk apparat er som en svulst befængt med vokseværk. Det
deraf stadig øgede skattetryk og skærpede umyndiggørelse vil sluttelig få
apatien og ligegyldigheden til at brede sig som en lammelse af hele
samfundslegemet. Trækdyrene
skal såmænd nok blive ved med at trække, men de trækker for lidt, vognen
bliver for tung og rokker sig ikke ud af stedet. Just da indtræffer
kollapsen. Velfærdsfidusen fungerer ikke længere. Landet vil være ruineret
og tappet for fremdrift og livskraft. Den sociale komedie er forbi.
Forfaldet vil være fuldbyrdet. Hvordan
kollapsen ellers vil gå for sig, kan ingen vide, men det bliver givetvis ikke
noget smukt syn. Det vil siden kræve årtiers utrolige anstrengelser at
udbedre skaderne og genrejse nationen økonomisk og politisk, moralsk og
menneskeligt. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre. De
generationer, som skal løse denne gigantiske opgave, vil ofte blive tvunget
til at bruge barske midler. Som Machiavelli sagde til fyrsten: ”Deres
fyrstelige højhed, koldbrand kureres ikke med lavendelolie”. Ikke et
ord mere om hverken Danmark eller Sverige. Jeg vil slutte med en kort
beretning fra oldtidens Grækenland. For mere
end 2500 år siden opstod her en stat ved navn Attika omkring byen Athen. Det
var i denne stat, friheden blev opfundet, eftersom friheden aldrig før havde
eksisteret noget andet sted på jorden. Der var det besynderlige, at i Athen
rådede enhver fri borger over sit liv og sin ejendom, samtidig med at han
havde stemmeret i folkeforsamlingen. Her vedtog man lovene og valgte statens
ledere eller afsatte dem, hvis man fandt grund dertil. Til
gengæld var enhver borger strengt forpligtiget til i farens stund at indtage
sin plads i falanksen og med livet som indsats forsvare den fælles frihed.
Dette system kaldte de ”demokrati”. Athenerne var stolte af deres frihed. ”Vi
er frie mænd af Attika”, sagde de. ”Vi kryber ikke i støvet for nogen
hersker”, sagde de. De ord skulle komme til at stå sin prøve. De kom i krig
med det vældige Perserrige, der var hundredefold større, stærkere og rigere
end det lille fattige Attika. Perserne
invaderede hele Grækenland. Alt blev lagt øde. Menneskene blev massakreret i
titusindtal. Byen Athen blev en stinkende brandtomt. Indbyggerne flygtede ud
over havet til øerne Ægina og Salamis. Men grækerne kapi-tulerede ikke. De
vedblev at kæmpe med et mod, en udhol-denhed og et raseri, som ikke er
overgået af nogen. Til sidst besejrede de fjenden. Knuste den persiske flåde,
drev persernes hær på hovedkulds flugt og tilføjede asiaterne et nederlag,
som de aldrig forvandt. ”Ved
Maraton, Thermopylæ, Salamis og Platææ betalte vi for retten til friheden med
heltenes blod”, sagde grækerne. Men de vidste ikke, at det var hele Europas
fremtid og frihed, de havde kæmpet for. Sejren gjorde dem til den
betydeligste magt i Middelhavet. De anlagde byer som Napoli og Marseille og
andre byer, som ikke findes mere. Men frem for alt skulle de komme til at
præge Europa med deres drømme om friheden, og lagde dermed grunden til hele
den vestlige civilisation. Det var
deres storhedstid. De var flittige, nøjsomme og nys-gerrige. De udviklede
aritmetikken og geometrien. De grundlagde naturvidenskaben. De gav os den
klassiske arkitektur og den fineste kunst. De var de første og bedste såvel i
krig som i fred. De følte, at de havde løftet verden af hængslerne, og at guderne
smilede til dem. Men det skulle få ende. Tiden
gik. De mænd, som havde opfundet friheden og kæmpet så tappert for at bevare
den, fandtes ikke mere. Deres efterkommere var af en ganske anden støbning.
Forfaldet kom snigende som en tærende sygdom. De degenererede. De forsumpede.
Kunsten devalueredes til pornografi. Rigdommen, demokratiet og velværet blev
en selvfølge. Friheden skulle ikke mere forsvares, den var der jo alligevel,
så rigelig endda. Nej så
hellere ligge blødt på silkepuder, nippe til liflig vin og lytte til
fløjtespil og strengeleg og samle kræfter til nattens eskapader. Carl
Grimberg skriver i sin store verdenshistorie: ”Det foretrukne mål blev at
skaffe sig en så behagelig tilværelse som muligt, og for den store hob – især
i Athen – kom prægtige fester og gratis teaterforestillinger til at spille
hovedrollen i det daglige liv”. Det var
jo ikke nødvendigt at arbejde, da staten betalte løn til alle og enhver for
at udføre de såkaldte borgerpligter, og befolkningens store ubemidlede flertal
blev mere og mere indstillet på at benytte deres politiske magt til at leve
af offentlig understøttelse. Som al anden arbejdsfri indtægt virkede
statsunderstøttelsen demoraliserende. ”Man kan sammenligne den med et sold”,
sagde Aristoteles, ”hvor meget man end øser op idet, så løber det omgående ud
igen. Den skærper blot massernes appetit på mere og mere i det uendelige”. Staten
blev for gennemsnitsatheneren næppe andet end den store
understøttelsesbetaler og festarrangør, og at risikere livet for den havde
man ikke lyst til. Nu var
det ikke længere borgerhære, som kæmpede for by og hjem, men i farens stund
afgjordes statens skæbne af en sammenskrabet flok hjemløse eventyrer, hvis
troskab og pålidelighed strakte sig akkurat så langt, som der var penge i statskassen. Så dybt
var det gamle borgersind sunket, at alle råbte på rettigheder, men ingen
ville høre tale om pligter. Underslæb og korruption hørte til dagens orden
indenfor forvaltningen. Man indsatte kontrolkommissioner i det uendelige, men
hvad hjalp det, når også kontrollanterne kunne bestikkes. En
overgang troede man at kunne genopvække samfunds-ånden med nye love og et
sandt lovgivningsraseri tog sin begyndelse. Følgen blev naturligvis, at man
fik en mængde love og forordninger, som ingen kunne holde rede på, og at
praktisk talt hver eneste athener blev lovovertræder. Det
attiske demokratis store og ophøjede træk udslettedes, medens de
ødelæggelsens spire, som denne samfunds-orden bar i sig, sprang ud i fuld
blomst. Livet tabte sit alvor, blev overfladisk og frivolt. ”De vigtigste
samtaleemner i byen”, siger en historiker, ”var de kendteste skøgers
meri-ter, eller den fineste konditors nyeste opfindelse på bag-værkets
område. Frivole kvikheder, som fødtes under glade drikkelag, gik som en løbeild
gennem byen”. Friheden
havde udartet til tøjlesløshed. Demokratiet var afløst af tyranni. Athen var
i færd med at træde ud af historien. Forfaldet blev fuldbyrdet. Den attiske
stat gik i opløsning og forsvandt. De følgende to tusinde år kom grækerne
næsten uafbrudt under fremmed herredømme. To tusinde års nedværdigende
slaveri i afmagt og rædsel. Kunne det have været forhindret? Svaret er – JA! Men som en af filosofferne skal have sagt: ”Den som
lever midt i et forfald, bringes i et dilemma. Thi taler han imod forfaldet,
da risikerer han at blive udskreget som folke-fjende, og måske drevet i
landflygtighed. Men tier han om alt det, han kan se, da deltager han selv i
forfaldet”. De ord
gælder stadig – den dag i dag. Derfor skal der også siges fra og tales ud,
uanset hvad det koster. Jens
Jackie Jensen, Tidehverv nr. 02/1995. |