Information om Danmark
Info-Stat
Det ædle metal
som
forgyldt møntfod
Løser en metallisk basis for en
international værdistandard
nogle af de problemer, det var hensigten
den skulle i morgen
Del 1
”To eller flere fænomener kan optræde
samtidig i tid og rum, uden der af den grund lyser en sammenhæng”
“Lad os lære af bedstefaders og
oldefaders erfaringer, uanset den evigt herskende og altfortærende tidsånd.”
“Kendsgerninger tæller først i det
lange løb, dels fordi der sammen med løgnene bliver for meget at vælge imellem,
dels fordi de er universets byggeklodser.”
”Vi ligger alle
sammen i rendestenen, men enkelte ser stadig efter stjernerne.”
”Det er bedre at
tænde et lille lys, end blot at bande over mørket.”
Denne historiske
gennemgang tilstræber at vise, hvad guld- og sølvstandard ikke var, og hvilke
virkninger man ikke kan hævde de havde. I udgangspunktet koncentreres
gennemgangen fortrinsvis omkring engelske forhold og forhold på det europæiske
fastland i 1800-tallet. Der skal ikke bruges to kontinenter for at vise
effekterne af og intentionerne bag standarderne, der selvfølgelig havde lidt
forskellig udformning.
Det er således
ikke tanken at give en historisk opregning og gennemgang af metalstandarderne i
USA i det 18. og 19. århundrede, men at tilstræbe at tegne et generelt gyldigt
billede af, hvad sådanne standarder var og stadig er i lyset af historien, i
hvilken de blev introduceret ved lov eller aftaler og bragtes til at virke.
Op til sammenbruddet
af den såkaldte guld-(exchange-)standard-basis (begrebet introduceres gradvist
neden for) havde verdens stater gældsat deres respektive nationer. Dette
medførte at borgerne i disse nationer måtte betale for beslutningerne truffet
af staternes ledere. Staternes ledere kunne afgjort ikke betale selv, og måske
skulle de heller ikke betale for, hvad de havde gjort eller blot sanktioneret
med guldet og andre aktiver i deres besiddelse eller uden for deres rækkevidde.
Når verden i hver
generation når til et bestemt punkt bestemt måske af den menneskelige natur og
menneskelivet i almindelighed, og i hvert fald som forudsætning tæt knyttet til
skiftet fra bytteøkonomi til forretningsøkonomi med pengeenheder, kommer det
til handelskrige og rigtige krige. Man kan give den herskende moral blandt
borgerne skylden, måske nationernes blotte eksistens, måske staterne, måske de
politiske magthavere eller designerne bag det herskende monetære system. Så har
jeg nævnt nogle muligheder. Og det ville ikke hjælpe at forsøge at forandre
kultur og sprog hverken med våben og blodsudgydelser eller med tiden som
fredsbevarende faktor. Et af resultaterne af konflikter og krige ses ofte at
være centralisering af magten.
Erfaringen giver
os gode huskeregler, selvom mange ting ændrer sig med tiden. Mennesket indre
sæt af tænkemåder har ikke, tror jeg, udviklet sig meget i de sidste 2500 år,
når alt kommer til alt. Ordet ”afvikling” er måske et mere beskrivende udtryk
end ”udvikling”. Og resultatet af den såkaldt fredelige og altid gradvise
centralisering af magten er ofte det samme, som når forandringer sker ved
konflikter og krige. Måske vil nogen sige de kom af logisk nødvendighed?
Pengeenheder kan
tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner og spare op og at
flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder er også koblet sammen med
risikoen for falsknere eller det at lovlige pengeudstedere kommer til at styre
nogle ting, som andre faktisk har ansvaret for. Og hvis det faktisk bringes til
at ske, kan man se helt bort fra de monetære enheders første opgaver.
Penge er ikke bare
sedler, mønter og bankindeståender. Anonyme ihændehaveraktier, aktier på navn,
obligationer, kreditter og som noget nyt de såkaldte derivater samt en lang
række andre papirer er også mere eller mindre penge, al den stund de kan byttes
uden videre for ressourcer, produkter du har behov for, jord, ejendomme og
kontanter i brugbare former.
Når jeg hører at
telefon-udbyderen Nokia har lavet årligt resultat, 50% større end året forinden,
og samtidig at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver
investeret krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet
være gået fuldstændigt skævt, enten med forventninger – som er det, der
bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende
tilgang af ny egenkapital, der er strømmet derfra ind i firmaet.
Når jeg hører at
Bolivia finansierer den offentlige aktivitet, ikke med skattebetalinger, men
ved pengeudstedelse, må jeg sige, at dette faktisk er muligt at gøre, men
samtidig understrege, at dette er en stor risiko at løbe for landets befolkning
uden veluddannede masser af demokratisk indstillede borgere eller en næsten
utænkelig (derfor helt teoretisk) gruppe velmenende magthavere i toppen. Det sidstnævnte
er et typisk teoretisk, selvmodsigende fænomen. Jeg tror den har en indbygget modsigelse (når vi tager i betragtning hvad magt er) , og
derfor vil den passe godt til grundlaget for den mest magtsamlende og derfor
mest anerkendte videnskab. Men når jeg også hører at denne finansieringsmåde
førte til en statsgæld – som vi ikke forventes at nævne, før de har fortalt os
om den på TV, og det gjorde de sandelig også -
så stor, at IMF end ikke besvarede telefonopkaldene fra de såkaldt
ansvarlige i Bolivia, er et eller andet gået ragende galt med pengeudstedelsen
i Bolivia, og magthaverne der er måske ikke meget forskellige fra magthavere
andre steder på denne planet. Vi kan i hvert fald sige, at de ikke har været
tilstrækkeligt forsigtige og omhyggelige med at lade monetære enheder indtage
rollen som penge i Bolivia.
Staten, dens
ledere og din bank skulle også tage ansvaret, når du køber og sælger i udlandet
ved at bruge dine nationale penge omvekslet til udenlandsk valuta derhjemme. Du
må have tillid til dine hjemlige monetære enheder eller ægtheden af tallene på
din konto, tillid til vekselkursen og omkostninger ved at veksle. For at sikre
at den udenlandske modtager af dine pengeenheder får, hvad han fortjener i en
transaktion, må han stole på de tilsvarende ting i sit land. Hvis han ikke kan
stole på vekslekursen, må den udenlandske modtager af monetære enheder
simpelthen lide et tab (når/hvis han køber) eller henvende sig til sin stat,
dens ledere eller sin bank og beklage sig, og forvente af dem, at de retter,
hvad der er ukorrekt. Måske foretrækker den udenlandske modtager aktier i dit
foretagende i dit land i stedet for penge, hvis han forventer at disse aktier
giver et sikkert afkast, der er let at disponere over. At mindske disse
praktiske trusler og få udenrigshandel og overførsel af kapital til at foregå
på en måske mere glidende måde; det er hvad et international monetært system
for penge og gæld skal gøre.
Lad det være nemt, ukompliceret, især uden uforklaret
fagsprog og uden så megen truende personlig uduelighed som muligt.
Efter traditionen må vi enes om formålet med et international
system for penge og kredit: at sikre udenrigshandelens gennemførelse blandt
nationer som udgangspunkt. Men da historien tilsyneladende helst skal gentage
sig, lad os da se lidt på historien først; det kunne måske hjælpe lidt. Det
skal være et system, der er egnet til at foretage økonomistyring for alle
nationer i verden og primært, at tjene de typiske magthaveres interesser er der
ikke særskilt behov for, skulle jeg mene. Et system med netop sådanne
kvaliteter er tæt på den uorden, vi allerede har, tæt på kaos.
Forskellige
standardværdienheder:
For at danne os et billede af, hvad guldstandard kunne gøre og
ikke kunne gøre for at tjene sit formål i dag, må vi forstå, hvad
guldstandarden faktisk var og også forstå lidt den verden, i hvilken den blev
introduceret og sat til at virke på den internationale økonomi, handel og
overførslerne, specielt (hvis muligt) effekterne på de fænomener, det var
tanken den skulle virke på dengang, og hvad den i morgen skulle øve indflydelse
på.
1820 besluttedes
Guldstandarden ved lov I Storbritannien – lige efter Napoleonskrigene og
Wienerkongressen: Et ruineret Europa undtaget Rusland, bankerotte stater og
folkeslag, som det var umuligt at plyndre mere i skat. Disse folkeslag var, set
fra i dag, repræsenteret af monarker, prinser, prinsesser og deres agenter ved
Wienerkongressen der skulle ende i fredsslutningen efter krigene. Disse
kongresdeltagere i deres pragt var ekstremt afvigende fra fattigdommen blandt
de europæiske folkeslag. Bankerotter overalt. I Danmark (statsbankerot), en
devaluering på 90 pct. i 1813. Du vågner om morgenen, og den ene krone, du
måske havde (kronen kom ganske vist først til senere, faktisk i stedet en
rigsdaler, hvormed to soldater aflønnedes på månedsbasis), var blevet til en
tiøre i stedet.
David Hume og Merkantilisterne:
Allerede den
skotske filosof David Hume (1711-1776) berigede os med bidrag (”Om Penge” 1752
og ”Balance i Handelen”), der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som
nu byggende på merkantelistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam
Smith). Merkantelisterne fokuserede for et land på at få fat i så meget guld,
sølv og soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af
guld- og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet)
gjorde i deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller
for efterspurgte varer. Tankegangen dækker over en forestilling blandt folk,
der ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge
med velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes gang: At for
veksle penge med guld.
Udenrigshandel
blev betragtet som en ensidig interesse, kan man sige. Kun én af handelspartnerne
ville nyde gavn af handelen – de komparative fordele som forklares for et barn
– var ikke nået tankegangen hos de 1700-tals-handlende. Tværtimod: ”Eksporter
ikke dine gode naturlige eller producerede hjemlige varer, men prøv få fat i alt
det du kan fra fremmede lande”. Hvis det lykkedes for dig med den taktik,
bliver du den rigeste. Vinderne var i korthed dem, som kunne samle de største
mængder af værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at
beskytte deres egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes
varer og endog opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for,
ønsket eller begæret.
Nogle ganske få af David
Hume’s argumenter:
“Penge er ikke,
ærligt talt, et af emnerne for handel, men kun et instrument, som handelsmænd
blev enige om til et lette byttet af én vare med en anden.” (mit: bemærk dette
restriktive og vel teoretiske udgangspunkt, der desværre får alt til at kikse)
“Det er kun det offentlige, som høster en
fordel af en stor pengerigelighed; og kun i krige og i forhandlinger med
fremmede stater.” (mit: spekulanter drager også nytte af større
pengerigelighed; men de handler også med penge)
“Og som for
udenrigshandel, viser det sig, at den store pengerigelighed er nærmere en ulempe,
idet den får prisen på al slags arbejde til at stige. For at tage højde for
dette fænomen, må vi tage i betragtning, at selvom den høje pris på varer er en
nødvendig konsekvens af større mængder af guld og sølv, så er det ikke
sådan, at prisstigningen følger umiddelbart, men der går nogen tid, før pengene
cirkulerer i hele landet og dermed lader effekten virke på alle
befolkningslag.”
”Efter min
opfattelse, er det kun i det interval, altså i den mellemliggende periode
mellem erhvervelsen af penge og stigningen i priserne, at den voksende mængde
guld eller sølv er favorabel for aktiviteten. Når mængden af penge importeres
ind i en nation, er den til at begynde med ikke spredt på flere hænder, men
lagt i nogle få folks kufferter, folk som straks søger at sætte dem i
fordelagtigt omløb.”
“Det er ikke
særlig ualmindeligt i nationer domineret af uvidenhed om handelens natur, at
forbyde eksport af varer, holde alt hvad der kan tænkes at have værdi og nytte
tilbage. De overvejer ikke, at ved dette forbud, handler de direkte imod deres
egne intentioner, og at desto mere der eksporteres af ethvert gode, desto mere
vil der blive udbudt derhjemme af de goder, som de altid vil være de første til
at byde på.”
“Forestil dig at
fire femtedele af alle penge I Storbritannien blev tilintetgjort på en nat, og
at nationen blev reduceret til de samme forhold, med hensyn til guldomløbet,
der kunne være som i Harry-ernes og Edwardernes tid, hvad ville konsekvensen
være? Ville priserne på arbejde og varer ikke falde forholdsmæssigt, og ville
alt ikke blive solgt lige så billigt som dengang.”
“Igen, forestil
dig, at pengemængden i Storbritannien blev femdoblet på en nat, ville den
modsatte effekt ikke følge? Ville ikke alt arbejde og alle varer stige i pris,
vokse til så umådelige højder, at ingen nabonation havde råd til at købe noget
af os, medens deres varer, på den anden side, blev så billige i sammenligning,
at uanset alle love, der kunne blive udarbejdet, ville virke mod os, og vores
penge ville flyde væk; indtil vi faldt til niveau med udlændingene og mistede
de riges overlegenhed, som havde bragt os i sådan ufordelagtig situation?
“Strømmen, ville,
uden kontakt med de omkringboende, ved en sådan kunstig (en offentlig
pengemængde ude af cirkulation) blive øget til et hvilket som helst omfang. At
bevise dette behøver vi blot at vende tilbage vores første antagelse, med
tilintetgørelse af halvdelen af alle omsætningsmidler; hvor vi ville finde den
øjeblikkelige konsekvens af sådan en hændelse til at være tillokkelse af en
tilsvarende sum fra alle nabonationer.” (slut på citater af David Hume)
Du kan finde den
fuldstændige redegørelse af David Hume, der refereres til heri på:
http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/money.txt
og på:
http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/trade.txt
Konklusion:
Penge er ikke en
handelsvare, fastholdt Hume i sit udgangspunkt. Men jeg er bange for penge
allerede dengang og netop var en sådan ting i den virkelige verden.
”Det er kun det
offentlige, som drager nogen fordel af en pengerigelighed.” Og spekulanter, må
jeg tilføje. Hume understregede, at penge er lavet af guld og sølv. Han
fastholdt også, at penge (altså guld og sølv) i cirkulation var det
afgørende.
I slutningen af
det 18. århundrede var Storbritannien det eneste land, der var gået over til en
faktisk klassisk guldstandard, efter lang periode, hvor sølv stadig forsvandt
mere og mere fra den hjemlige cirkulation. Guldets overvægt var begyndt så
tidligt som 1717, da guld guinea fik tildelt værdien 21 shilling. Sølvs
betydning som monetær enhed blev reduceret yderligere i 1774, hvor sølv som
lovligt betalingsmiddel blev begrænset til betalinger op til £25. Imidlertid
var sølv så undervurderet målt i guldværdi derefter, at det snart skulle
indtage en sådan rolle som underordnet møntenhed, med de slidte sølvmønter i
cirkulation, at det var ufordelagtigt at trække dem ud af cirkulation og smelte
dem om til eksport. I 1797 blev Bank of England fritaget for at forpligte sig
til veksle dets sedler med guld på grund af Napoleonskrigene. Guldets
overordnede rolle som regneenhed i Storbritannien blev sikret det år. Man kan
sige at basis-værdi-måle-redskabet faktisk var i cirkulation, så at det rigtige
udtryk blev guld-mønt-basis eller klassisk guldstandard og ikke bare
guld-indløseligheds-standard, som vi skal definere separat senere. Var Hume
ikke særlig kritisk over for guld og sølv trukket ind i definitionen af penge,
var han meget opmærksom på sondringen mellem redskabet velegnet for handel og
de virkelige varer, som rent faktisk blev efterspurgt – men fortrinsvis
teoretisk, må vi nok sige.
Spørgsmålet er
afgjort om England nogensinde vendte tilbage til nogen egentlig guldstandard efter
krigsinflationen og fredsdefla-tionen til erstatning for statslån for at sikre
”en eller anden balance”.
Bevægelsen mod
skabelsen af den såkaldte guld-indløseligheds-standard i Storbritannien blev
standset i krigsårene, da kontantbetalinger blev suspenderet som et typisk
krigsfænomen (som nævnt i sidste afsnit). Umiddelbart efter krigen blev de
facto guldstandarden fra det senere 18. århundrede faktisk endeligt indført ved
lov i parlamentet i 1820. Det første var møntprægningsloven af 1816, der tillod
prægning af Guld Sovereign, et 20 shillings guldstykke; det første eksemplar
blev udstedt i det følgende år. Guldindholdet af Sovereignen blev fastsat i
overensstemmelse med prægningsprisen i guld.
Den industrielle
revolution begyndte i England omkring 1750. Behovet for kapital var meget
begrænset i begyndelsen, og det samme var behovet for penge generelt i det 18.
århundrede. 80% af befolkningen var smålandbrugere og husmænd, og
bytteøkonomien var dominerende. Jordejerne finansierede primært de tidligere
trin i produktions-omdannelses-processen på landet, primært bomuld. Importen af
bomuld, mængdemæssigt blev ganget med 10 fra 1770 til 1800 56 mill. engelske pund
og i 1830 var denne mængde blevet ganget med 5-6. Mål for produktionsmængden
eller salget findes ikke, men eksportværdien af den forarbejdede bomuld
eksisterer: 1764: £200,000, 1780: £1 mill., 1815: £22mill., 1830: $41 mill.
Bankhusene i det Absolutte Monarki (som var regeringsformen i de
fleste stater) var forretningsejede af én mand eller af partnere. Dette skulle
ikke fortsætte på den måde, når papirpengene blev til og lidt senere det
såkaldte demokrati introduceredes. Banker som i dag eksisterede ikke,
bankier-huse, gået i arv igennem generationer. Obligationer og aktier i nogle
privilegerede kompagnier, og markeder for disse havde deres oprindelse i det
17. århundrede – for eksempel huset Marselis Danmark og huset De Guerre i
Sverige, med henholdsvis hollandsk og fransk oprindelse. De finansierede hver
sin side i Den Store Nordiske Krig. I midten af det 18. århundrede, ved
begyndelsen af den industrielle revolution var der knap et dusin bankhuse i
England og Wales uden for London-området.
Veksleteknikker og
spekulation i papirer på privilegerede kompagnier var centralt fra begyndelsen,
for eksempel den engelske John Law’s Southsea-Bubble og den franske
Missisippi-Swindle af kolossale dimensioner er de mest kendte, og af mindre
dimensioner spekulation i engelske, hollandske og danske kompagniaktier. Denne
spekulation havde ofte betydning for den pågældende stat, som var betydelig
aktionær (grundet de tildelte privilegierne ved lov), med store aktieandele i
statsligt regi, var det ikke sjældent staten, der måtte bære tabene i sidste
eller rettere næstsidste ende (og så lade skatteyderne betale, præcis som i
dag). Når spekulation kunne opstå var grunden primært den stærkt varierende
kredit udbudt af de pågældende stater. Rygter om krig eller f.eks. om en prinsedød
kunne få obligationerne til at falde voldsomt.
Repeter det sjette afsnit i denne gennemgang:
Monetære enheder
kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner, spare og flytte
værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder kan også have til følge, at en
forfalsker eller selv lovlige pengeudstedere kommer til at styre nogle
forretninger, som det slet ikke var deres opgave at have noget at gøre med.
To anerkendte store
økonomi-tænkere i 1700- og 1800-tallene:
Det private aktieselskab var ikke særligt udbredt før
1800-årene. Al industri var i sin vorden, og for eksempel for at bygge en stor
formforandrende produktion med installationer og udstyr, så skulle du bruge
fabrikeret stål. Til jernbanerne havde du brug for både toget dreven frem ved
damp og ikke mindst opfindelsen af hårdt-stål-fremstillingsprocessen, der
stammede fra puddling-processen i de sene 1700-år og endelig Bessemer-processen
i 1850-erne (efter Henry Bessemer; den blev udbredt 1850-60). Den sidstnævnte
metode gjorde det muligt at forbedre stålfremstillingen som meget at meget
store laster af korn kunne transporteres med for-tjeneste fra det amerikanske
Midtvesten og bringes i konkurrence med europæisk korn. De store laster
forudsatte utroligt solide skinner. Den enorme betydning af disse få
opfindelser kan faktisk ikke overdrives.
”Men lad os ikke foregribe eller afspore hændelserne, selvom det
kunne være fristende.”
Adam Smith,
David Ricardo og det værdifulde metal:
Grundlæggeren af den økonomisk liberale tankegang og filosoffen
Adam Smith (1723-1790) var en populær foredragsholder i Retorik, Æstetik og
Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han
temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i
Glasgow. 1776 (det samme år som David Hume døde, året hvor Adam Weishaupt
etablerede [1]
David Ricardo (1772-1823)
David Ricard var en glimrende forretningsmand og spekulant. Han
var den første efter Adam Smith, der havde gennemgribende indflydelse på måden
regeringen faktisk opførte sig og var blandt de vidunderbørn, som tidsalderen
valgte specialisere sig i. Hans fader kom fra Amsterdam og var børsspekulant,
han kom til London og blev udvalgt som en af et dusin spekulanter til at tjene
jøderne i City. David lavede børsforretninger i en alder af 14 år. Han
spekulerede dristigt i Øst Indisk Company og, som Nathan
Rothschild, gjorde han bestillingsforretninger for mange af regeringslånene
i perioden 1811-1815. Ved dette og ved geninvestering med umådelig succes i
landejendomme erhvervede han sig en betydelig formue, og den gjorde ham i stand
til at koncentrere sig om at skrive senere i sit liv. Blandt hans bøger var
”Den Høje Pris på Guldbarer” (1810) i hvilken han forklarer grundene til
værdifaldene på britiske banksedler, ”Svar til Hr. Bosanquet og Forslag til en
økonomisk og sikker valuta” (1816) og ”Principper for Politisk Økonomi og
Beskatning” (1817). Han blev medlem af Underhuset (1819).
”Det bekymrede Ricardo, at en udækket papirvaluta næsten med
sikkerhed førte til inflation, kan man læse i mainstream-tekstbøgerne”, men jeg
finder desværre ikke ordet ”inflation” eller noget synonym herfor i de nævnte
af hans bøger, der er citeret ovenfor og nedenfor og udgivet 1810 og 1817.
Han indførte derimod papirpengene, skjulte at penge skulle blive
en vare og hans løsning i øvrigt: ”Banken skal bringe sit guldlager i standard
guldblokke/barer, som kan bruges af de handlende, som behøvede barer til at
lave guldbetalinger i udlandet.” Han kom igennem med forslag i Underhuset, og
de første guldbarer blev udstedt den 1. februar 1820 med navnet ”Ricardos”.
Adam Smith’s arbejde som nævnte ikke med monetære emner (1776)
og David Ricardo (grundlæggeren af Guld-indløselighed-Standard, 1816) var
student hos Adam Smith. Dette giver anledning til konklusionerne, der følger
umiddelbart efter citaterne af David Ricardo
Man må forestille sig, at tidsånden var optimistisk og alt udpræget
fremgangsrigt og uden meget at bekymre sig for blandt initiativets mænd, især
efter Napoleonskrigene 1800-1815, og ny realkapital skulle bygges op næsten
hurtigere end nogen mulig cirkulation af penge.
Historiske kendsgerninger:
Statslån 1790-1816 blev ikke kun optaget i form af
regeringsobligationer, men også som valutalån og forskud (i Bank of England),
som skaffede sig midler ved at udstede pengesedler. I 1792 var det nået til 11
mill. med dækningsfond på £5½ mill. Uden en stigning i skatteopkrævningen steg
statens udgifter til det dobbelte hvert år i perioden 1792 til 1794, 1797 var
udgifterne mere end tredoblet, og i 1813 og 1814 var statens udgifter blevet
ganget med 6 sammenlignet 1790, og skatteprovenuet var ikke engang blevet hævet
til det firdobbelte i samme periode. Budgetunderskuddet på de offentlige
finanser i perioden 1790-1816 var i alt £440 mill. Parlamentet tillod fra 1793
regeringen at optage rentefrie lån fra centralbanken, efter den netop havde
overstået krisen 1792, da 300 banker gik bankerot, men nu tilsyneladende
svækket af regeringens træk, fra £1/4 mill. i 1789, nåede de £10 mill. i 1793
og 12 £mill. i 1797, hvilket var tæt på den samlede seddelmængde i omløb.
England udlånte £11 mill. delvis i guld til dets allierede i 1790-erne. Det
blev mere og vanskeligt for Bank of England at hjælpe forretninger og
landbankerne, så regeringen gjorde sedlerne uindløselige i 1797.
Citater
fra David Ricardo’s “Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810):
”Banksystemets fornemste opgave i et land er ved hjælp af
papirpenge (ved altid at bevare deres standardværdi) at få dem til at fortsætte
deres cirkulation med den mindst mulige mængde guldpenge og guldbarer. Dette
er, hvad denne plan vil resultere i. Og selv med en sølvpenge-tidsalder, bare i
princippet, vil vi have den mest økonomiske, mest konstante valuta i verden.
Prisudsvingene på barer, uanset hvilken efterspørgsel der måtte være efter dem på
kontinentet, og uanset hvilket udbud, der måtte bliver trukket ind fra minerne
i Amerika, vil blive begrænset af priserne, som Banken køber barer til, og
udmøntningsprisen til hvilken de solgte dem. Mængden i cirkulation vil blive
tilpasset behovene for handel med den største præcision; og hvis Banken et
øjeblik var så indiskret at overvurdere cirkulationsbehovet vil den offentlige
indsigt hurtigt rette dem i deres fejl. Som for landbankerne må de, som nu
betaler for deres sedler, når de efterspørger Bank of Englands sedler. Det vil
være tilstrækkelig sikkerhed mod muligheden for stor papir-cirkulation. Der vil
ikke være nogen fristelse til at omsmelte til mønter, og helt konsekvent
arbejderne, der har været nyttesløst anbragt ved ét parti, der udmøntede, hvad
et andet parti fandt interesse i at omsmelte til barer, ville være effektivt
frelst. Valutaen kunne hverken klippes eller blive forringet og ville have en
værdi så uvarieret som guldet selv, det objekt som hollænderne havde i
tankerne, og som de mest succesfuldt fuldendte med system meget lig det, som
her foreslås” (citat slut)
Mit centrale og meget korte argument: En papirseddel kan måske
gøres lige så sjælden som en guldmønt, men den er ulige nemmere at reproducere
den. Og offentligheden indsigt i og evne til at rette fejl i
cirkulationsbehovet er ikke en overestimering; det er en fed løgn, såvel
dengang som nu.
Kendsgerninger fra historien: I USA gik debatten om beskyttelse i 1790.I krigstiden mellem Frankrig og England var de sædvanlige kanaler for produktion og handel blokeret af den europæiske fastlandspærring. Krigstidens knaphed resulterede i en enorm stimulans til de brancher inden for den amerikanske industri, så som bomuld, uld og jernfremstilling, hvis produkter havde været importeret for ganske nylig forud.
I 1815 udgjorde
seddelcirkulationen £27½ mill. med en dækkende fond på 2 mill. i guld, og
samtidig havde landbankerne i England oversvømmet landet med £30 mill. i sedler
(det hele opgjort i årets priser). Dette forhold mellem sedler i cirkulation og
den dækkende fond havde udviklet sig mere og mere ulige siden 1799. £13-13½
mill. i cirkulation med en dækkende fond på £7 mill. i 1799, 1802 en
gennemsnitlig cirkulation på £16 mill med en dækning på £4 mill., i 1809 en
cirkulation på £19 og en dækning på £4 mill., 1810-1812 £23 mill. i cirkulation
med en dækning på £3-3½ mill. £1 skulle have værdien svarende til 123 ¼
guldkorn, i 1809 blev den reduceret til 107 og i 1813 til 87 ¼ guldkorn. Lord
Stanhopes lov af 1811 tilsigtede at stoppe prisen på sedlerne, ikke direkte med
en tvangspris, men ved at gøre det kriminelt at stifte opgæld (forskellen
mellem pålydende og kursværdi) for guldmønter, men prisen på guld til guldbarer
var stadig fri, og de blev dyrere end guldmønter, hvilket førte til omsmeltning
af mønterne.
Var det guldet,
der havde fået priserne til at stige eller var Sterlingen faldet. Det var
spørgsmålet Barer-kommissionen af 1810 skulle besvare. Resultatet blev Edwin
Cannan’s:
Når en papirvaluta
oprindelig funderet på og omvekslelig med guldmønter er blevet uvekslelig, kan
den kun holdes oppe på sin garanterede værdi ved at begrænse dens mængde
byggende på observationer af barer-prisen og kurserne på udenlandsk valuta.
Kommission
foreslog at gøre sedler konvertible igen, det lykkedes ikke for den, tværtimod
cirkulationen øgedes yderligere til en mængde på £27½ mill. med dækningsfond på
£2 mill. i 1815 som nævnt i begyndelsen af det andet afsnit lige oven for.
Kommissionen havde
set helt rigtigt. Fænomenet kaldes i dag inflation, og den skyldes en
ukontrolleret udstedelse af papirsedler, når disse kaldes penge.
Effekten på
leveomkostningerne:
Hvis du går til
opgørelserne af leveomkostninger som T. B. Wood (i Econ. Journ. 1899) og N. J.
Silberling (in Rev. og Econ Statistics, Harv. Ec. Sery., 1913), finder du ved
at sætte 1790 til 100, at indekset steg til 170 i 1800 og 174 i 1801. Maksimum
blev nået i 1813 med indekstal på 187. Derefter faldt indekset kraftigt til 108
i 1830, et niveau som før krigene som korte ophold varede i 23 år.
De britiske
krigsudgifter som følge af Napoleonkrigene 1800-1815 var £638 mill. Så de små
nævnte beløb som forskud i Bank of England og regeringsobligationerne var
afgjort langt fra den samlede finansielle overførsel i krigstiden 1800-1810.
Tallene stamme
også fra mainsteam-historiebøgerne.
Effekten af de
massive forbrugsudgifter lod ikke vente på sig.
Leveomkostninger
og pengeudstedelsen kunne have været lagt i grafisk illustration. Men hvorfor i
grunden, når beskrivelserne alle-rede er så udpræget tydelige.
Men enden på
Napoleonskrigene ændrede forholdene (??) som vi læser i de anerkendte
historiebøger.
The missing link:
Til den
mere eller mindre sammenhængende historie af hvilken dette var tænkt at være et
lilleputbidrag:
Det sidste, men
måske morsomste teorielement er de såkaldte konjunkturer eller business-cykler
efter cyclus og måske sinus-kurver.
Konjunkturteori
har betydning simpelthen, fordi mange folk tror på konjunkturernes eksistens.
Det har ikke været et længerevarende eller mere permanent trosspørgsmål. I
1800-tallet betragtede man ikke konjunkturer som noget forklaringselement, men
op- og nedgangene mere som nogle udslag af krisers forstyrrelser af den jævnt
gode udvikling af økonomien. Selv kriser blev senest brugt i 1970-erne Europa
om f.eks. arbejdsløsheden, også længe efter, én eller anden havde gjort
opmærksom på, at kriser måtte have en målbar varighed, i alt fald en ende for
at give ordet mening. Man troede måske den havde en ende. I de senere år er såvel økonomer og ikke økonomer begyndt
at tro på krisernes regelmæssighed, idet man så analyserer afstandene og
sammenhængene hertil fra de økonomiske strukturer og variable. Endog
universiteter tog ”cykler” og gjorde dem til noget videnskabeligt efter Lord J.
M. Keynes’ hellige evangelium. Antagelseslogik behøver ikke komme tæt på
sandheden, hvis antagelserne er falske. Hvis det lykkes at få gentaget
konklusionerne på antagelseslogikken ofte nok, bliver de imidlertid til
sandheder i de postmoderne eller transmoderne, forberedte politisk korrekte
hjerner. Det vil sige: overtro for tumper, oversat til vort sprog.
Et par eksempler mere på vanvidet:
Den industrielle Revolution (præcis
angivet til: 1787-1842) er den mest berømte Kondratiev-bølge: boomet
begyndte omkring 1787 vendte til nedgang i begyndelsen af Napoleonsårene i 1801
og, i 1814, uddybedes den til depression. Depressionen varede indtil omkring
1827, efter hvilken der var en opgang indtil 1842. Som det er tydeligt, red
denne Kondratiev mest på udviklingen af tekstiler, jern og andre industrier
byggende på dampkraft.
Karl Marx (eller Mordercai som navnet hans
forældre gav ham), der overså den internationale arbejdsdeling (i dag faktisk
benævnt ”globaliseringen” og aktivt engagerende for hans fortsat troende i
første generation efter virkelighedens fald), selvom den var blevet
inkorporeret i de økonomiske tekstbøger hundrede år før Marx skrev sin egen
bog, dikteret af Albert Pike, bidrog også til ”business-cyklerne”: 7 år med
spekulation i aktier, så 7 år med spekulation i obligationer etc. Det er
særdeles nærliggende at slutte, at Marx højest sandsynligt var inspireret af
tallene i Toraen, som læstes meget i hans familie.
Citater fra David Ricardo’s ”On
the Principle of Political Economy and Taxation” (1817):
“Pengemængden, der kan sættes i omløb i et land må afhænge
af pengenes værdi: hvis guld alene var i omløb til erstatning for varerne selv,
ville én mængde være krævet; en femtendedel af det, der ville være påkrævet,
såfremt sølv skulle bruges til det samme formål.”
”En pengecirkulation må aldrig være så rigelige, at den er
i overflod, for ved at mindske dens værdi, skal du øge mængden i det samme
forhold, og ved at øge dens værdi, skal du mindske dens mængde.”
”Medens staten udmønter penge og ikke tager
udmøntningsafgift, vil pengene være af samme værdi som ethvert andet stykke
metal af samme vægt og samme renhed; men hvis staten tager en udmøntningsafgift
for udstedelsen, vil pengestykkets værdi generelt overstige værdien af umøntet
metal med hele udmøntningsafgiften, fordi der kræves en større mængde arbejde,
eller, hvad der er det samme, produktionsværdien kræver en større mængde
arbejde for at tilvirke den.”
”Medens staten alene udsteder penge, kan der ikke være
nogen grænser på udmøntningsafgiften, for ved at begrænse mængden af penge kan
den hæve værdien til ethvert tænkeligt niveau.”Det er på dette princip
papirpengene cirkulerer: den samlede afgift for papirpenge kan opfattes som
udmøntningsafgift. Selvom den ikke har nogen væsentlig indre værdi, er dets
bytteværdi dog større ved en begrænsning af mængden svarende til den nominelle
værdi af en mønt eller en metalbare i samme møntmetal.” (citater af David
Ricardo slut)
Ved undersøgelse af udviklingen, der gav regeringer magten til
at manipulere det nationale pengesystem, må vi begynde med at nævne de mest
seriøse gennemgange udarbejdet af klassiske økonomer.
Både Adam Smith og David Ricardo så først og fremmest på
omkostningerne ved at sikre metalpengene som et tab. Og det er jo en ganske
anden historie.
Deres vurdering var substitutionen af papirpenge med metalpenge
ville gøre det muligt at fremskaffe kapital og arbejdskraft, der var nødvendigt
til produktion af mængden af guld og sølv, der skulle bruges til det monetære
formål, og i stedet bruge ressourcerne til goder, som direkte kunne
tilfredsstille menneskelige behov.
Efter indførelsen af banker havde staten ikke enemagten
til slå mønt og udstede penge. Pengemængden kan hæves lige så hurtigt uanset,
og den består af papir eller mønter; så hvis staten skal forringe landets mønt,
og begrænse den mængde, så kan den ikke sikre dens værdi, fordi bankerne vil
have en tilsvarende magt til at føje til den samlede pengemængde i omløb.
Paul Johnson’s “Birth of Modern”, London 1991, sider 862-863,
nogle få citater:
“Den hurtige vækst i verdensøkonomien i de tidlige 1820-erne
markerede opsvinget i den første konjunktur (eller business-cykel) (men den var
stadig ikke opfundet i begyndelsen af 1820-erne). Den havde dog paradoksalt nok
utallige konsekvenser. En af dem var, at en ny art af eksperter skabtes,
økonomer – der i det mindste for en tid – skulle være lederne og filosofferne
for menneskeheden.”
”Da Harriet Martineau lærte økonomi i 1820-erne og udgav sine
lektioner uden ophør som bestseller i moralske taler – The Rioter, The Turn-Out
og så videre – var der endnu ikke konkurrerende skoler af økonomi, men kun en
enkelt strøm udover doktrinerne fra Adam Smith (fulgt af forskellige kættere),
gennem Thomas Malthus (med den jernhårde lønningslov) og David Ricardo”
ӯkonomi var ikke rigtig et emne, der kunne studeres som teori,
som dets forsvarere mente det utvivlsomt var. Det eneste problem, set fra deres
synspunkt, var, hvorledes det skulle indlæres af arbejderklassen, for at stoppe
dem i at afbrænde høstakke og smadre maskiner, når tiderne var hårde.”
[Når vi kommer til John Maynard Keynes’ evangelium i 1930-erne
er det præcis det samme: http://www.lilliput-information.com/hed/
sand1.html ]
”Men der var meget tungere bind, der også cirkulerede i stort
antal. Udgiverne betalte Thomas Malthus og James Ramsay McCulloch, forfatter
til ”A Discourse on…Political Economy” (1825), betydelige summer, der løb op i
tusinder af pund, for deres arbejder. Pludselig opdagede universiteterne
økonomi-disciplinen. McCulloch fik sin første videnskabelige lærerstol oprettet
ved det nye universitet i London. Nassau Senior blev udnævnt til ny lærerstol
skænket ved Oxford. Artikler om økonomi beslaglagde enorme mængder af plads i
anmeldelserne. Også dommerne opdagede jernlovene og gav tendentiøse foredrag om
dem fra dommer-sæderne til skulende maskinstormere og brandstiftere.”
(citaterne slut).
Manglede vi kun Charles Darwin, der har tiltalt først
liberalister, så de konservative, dernæst nationalsocialisterne og sidst men
ikke mindst kommunisterne? Nej! Vi må give ham ret i hans ord på dødslejet; han
skrev så udpræget for tidsånderne.
På samme tid praktiserede G.W.F. Hegel sine foredrag om den
Dialektiske Proces (den endelige filosofi) i Berlin og nåede sin karrieres
tinder netop i 1820-ernes Berlin, og lidt senere begyndte Wilhelm Wundt at
praktisere sine vedvarende under-påvirkninger af det menneskelige sind med
eksperimental-psykologien i Leipzig: http://www.lilliput-information.com/lep.html
Konklusion:
Alle de betydelige økonomer, der beskæftigede sig med
problemerne ved guldmøntfod og guldstandard, undlod at undersøge den
kendsgerning, at når ordningerne er placeret i hænderne på regeringens mænd
eller hos nogle få private banker med nære forbindelser til de styrende
myndighederne, hvor let ville det så være at manipulere med deres nationers
valuta?
Nogle økonomer tog udgangspunkt i, at ingen regering i en
civiliseret nation ville bruge guld (indløselig) standarden forsætligt som et
inflationspolitisk instrument. Det er måske en ret skidt antagelse at tage
udgangspunkt i.
Men det gjorde de. Bemærk, hvorledes de egentlige problemer
simpelthen ikke berøres (ovennævnte citater). Den egentlige årsag var den
pro-inflationære ideologi, der simpelthen var blevet født med de forfattere,
man sidenhen har gjort til den såkaldt ”gyldne tidsalders” apostle.
Guld (indløseligheds) standarden var simpelthen et passende middel at
realisere inflationsplanerne med. Uden standarden forhindredes skabelsen af
inflation. USA fastholdt fortsat den klassiske guldstandard i 1933. Denne
kendsgerning medvirkede ikke til at stoppe New Deal-inflationsbølgen. USA
fjernede den klassiske guldstandard med ét slag ved at konfiskere dens borgeres
guldbeholdninger og devaluere dollaren i forhold til guld.
Ved udenrigshandel var pengeordrerne lettere at klare og
transporten heraf meget billigere end guldtransporterne. I begyndelsen af
1800-årene var omløbet af mønter alt for lille. Så nogle gange måtte man betale
arbejderne deres lønninger i fremmed valuta. Derfor truede deflationen faktisk
Storbritannien.
Under klassiske guldstandard (benævnt tidligere som
guldmøntfoden) bestod en del af individernes kontantbeholdninger af guldmønter.
Under guld (indløssligheds) standarden (og senere i 1920-erne endnu mere under den
”Fleksible (indløseligheds) Guldstandard”) bestod individernes kontantbeholdninger
udelukkende af værdi-substitutter. Disse værdi-substitutter (mest papir) kunne
indløses til den lovligt gældende kurs i forhold til guld eller i forhold
værdien af fremmede landes valuta under klassisk guldstandard eller guld
(indløseligheds) standard. Bemærk, de monetære og bankernes institutioner er
formålsindrettet på at forhindre offentligheden i trække guld fra centralbanken
for at øge den indenlandske kontante beholdning.
Det højest
prioriterede indløsningsformål er sikring af stabile valutakurser, som hurtigt
kunne blive presset hårdt af alt det papir. Det væsentligste er nok at få
fastsat nogle reelle valutakurser til erstatning for de nominelle der fortsat
eksisterer.
Lovfæstet Guld (indløseligheds) Standard :
For at et land kan
siges at være gået fuldt ud over til guld (exchange) standard skal fem
basiskrav være gældende:
For det første
skal afregningsenheden være bundet til en bestemt mængde gram guld; for det
andet skal guldmønter cirkulere indenlandsk og enhver bankseddel i cirkulation
skal kunne veksles til guld, hvis det efterspørges; for det tredje, andre
mønter i brug skal underordnes guld; for det fjerde; ingen lovlige
restriktioner må kunne indføres på det at omsmelte guldmønter til barer; og
endelig må der ikke være nogle hindringer for eksport af guldmønter eller
barer. Dobbeltmøntfod, på den anden side, betyder at både guld og sølvmønter
skal i omløb som standardpenge eller lovligt betalingsmiddel under helt
tilsvarende betingelser som guld. Sammenlignet med guld (indløseligheds) standard, har
dobbeltmøntfod én afgørende ulempe; den arbejder kun gnidningsfrit så længe
raten mellem værdierne ved hvilken de to metaller frit kan udmøntes svarer til
værdiforholdet mellem metallerne på de internationale markeder. Hvis der er
forskel, vil det metal med den højeste markedsværdi begynde at blive sendt
udenlands og blive udskiftet med det andet metal, så landet efterlades med en
enkel møntfod i stedet for en dobbeltmøntfod. Når udmøntningsforholdet og
verdensmarkedsforholdet divergerer, betaler det sig for dem, der engagere sig i
arbitrage-handel i forskellige valutaer. Forestil dig, for eksempel,
Pariserbørsen tilbyder 15½ ounces sølv for et ounce guld og at USA-handleren
får 15.000 ounces sølv for 1.000 ounces guld på et amerikansk udmøntningssted.
Det vil da betale sig for ham at veksle guld til sølv i Paris og veksle alt sit
parisersølv til guld i Amerika. Slutresultatet vil selvfølgelig blive, at alt
guld forlader USA og sølvet bliver ædelmetallet i omløb. Guldet var
undervurderet og i overensstemmelse Gresham’s Lov, at dårlige penge driver
guldet væk, når den pålydende værdi er den samme, vil guldudmøntningen og
guldomløbet standse.
På den måde blev guld (indløseligheds) standarden faktisk det første
skridt, men bestemt ikke det sidste mod inflation i den såkaldt
civiliserede verden. Dette var også et af resultaterne af Napoleonskrige.
Det er lettere at handle i et land, når der kun er én
valuta, der er fælles for alle regionerne i landet, men internationale
transaktioner forudsætter et monetært system, der gør det muligt for handel at
foregå med mange forskellige nationale valutaer. Alt går godt, hvis
mange-valuta-barrieren kan klares ved at indførelse af et simpelt international
byttesystem, og i Oldtiden og Middelalderen forekom den slags internationale
transaktioner ofte. Men rent bytte lægger helt klart alvorlige begrænsninger på
væksten i handelen på alle niveauer, så derfor opstod der på meget tidligt
tidspunkt forskellige valutamarkeder, der kunne sikre, at valutaerne kunne veksles mellem hinanden, således at
udenrigshandel faktisk kunne foregå på en pengemæssig basis uden mange
begrænsninger.
Traditionel historieskrivning:
Den nyskabte
industrialisme (fra ca. 1750) fik befolkninger til at fordobles og tredoble
uden meget underskud i slutningen af
1700-tallet. Prisen på guld havde været fastholdt på £3 17shilling og 10½ pence pr. ounce guld igennem hele 1700-tallet. Sølvmønter var
lovligt betalingsmiddel, men underordnet guldet og var yderligere begrænsede
ved kun at være legalt betalingsmiddel i betalinger indtil £2. I 1819 blev
indløseligheden af banksedler genindført, da en parlamentslov overdrog retten
til at foretage kontantbetalinger i guldbarer til Bank of England (jf. Ricardo)
og efter 1823 i guldmønter. Denne lov ophævede loven mod forbud mod at omsmelte
mønter til barer (forklaret ovenfor), og handelen i barer blev erklæret fri.
Med genoptagelsen af kontantbetalinger i 1820, var den fulde guldstandard
faktisk indført i Storbritannien.
Prisen på guld
steg målt i produktenheder. Dette stimulerede søgningen efter guld yderligere.
Denne udvikling førte automatisk til en stigning i realindkomsterne
(nominalindkomster korrigeret for prisændringer). Større profitmarginaler
skabtes, større end de kunne ædes op af betalingsmiddelmængden. (slut på uddrag
af den traditionelle historieskrivning)
Årsagen bag den
relative lange periode med såkaldt stabilitet i England i det 18. århundrede
var simpelthen produktiviteten, der steg hurtigere end mængden betaingsmidler
og kreditter – og det er selvsagt ikke noget, der kan følge af guldstandarden i
det 19. århundrede, en guldstandard der i øvrigt aldrig virkede andre steder
end i teorien.
Price-Specie-Flow
teorien af David Hume (som svar på Merkantilismen virkede ikke i praksis - se
mere neden for). Industrialismen og London som et finansielt centrum sammen med
alle opfindelserne, både inden for industriel omdannelse, transport og i
finansverdenens strukturer er mere almindelige og også mere reelle
forklaringer. Lavere marginale omkostninger hver måned eller hvert år førte
automatisk til lavere prisniveau, når konkurrencen dominerede markederne. Der
var næsten ingen firmaer med begrænset hæftelse, der kunne
overkapitalisere i 1700-tallet. Med et hidtil uset udbud af kredit stammende
fra både det finansielle centrum (London) og fra begyndelsen til en
organisering af opsparingen blandt
almindelige mennesker var rentefoden meget lav. Så altid gik meget
nemt.
Guld som en international afregnings-standard:
Overgangen til
guldstandard fandt rent faktisk sted i slutningen af 1800-tallet. Specielt
efter den tysk-franske krig 1871-1872 og Tyskland med det franske guld
omvekslet fra sølv-thaler og sølv til guld, da prisen på sølv målt i guld
begyndte at falde voldsomt. Et af resultaterne var, at sølv blev trukket ud af
omløbet efter 1870-erne. Holland, presset mellem det engelske og det tyske
guldomløb, var det næste land, der fulgte guldstandarden. I 1874 ophørte det
med at udmønte sølv og ikke lang tid efter adopterede det guld som
afregningsenhed. Norge, Sverige og Danmark (statsgæld!) fulgte hurtigt efter og
kombinerede skiftet med den Skandinaviske Monetære Union 1873, udvidet med
Norge i 1875. Den latinske Møntunion, der var under pres fra begyndelsen, mødte
ekstreme vanskeligheder i de tidlige 1870-er, og dens medlemmer blev i januar
1874 tvunget til at begrænse deres udmøntning af femfranc mønter. I 1878
suspenderedes udmøntningen af samtlige sølvmønter, og fra det tidspunkt af var
Frankrig og dets kreditorer med på den såkaldte haltende guldstandard. I USA
blev dobbeltmetallet som møntfødder lovligt opgivet før 1900, men landet
arbejdede effektivt på guldstandarden, fra tidspunktet, hvor sedlernes
indløselighed blev genindført (efter Borgerkrigen 1861-1865) i 1879. Østrig
skiftede til guld i 1892, og Rusland og Japan i 1897, det samme år som Indien
adopterede guld exchange (indløseligheds-) standarden ved binde rupeen til
Sterling. Et år senere blev den phillipinske peso tilsvarende bundet til den
amerikanske dollar. Efter 1900, adopterede andre lande, inklusiv Siam og Ceylon
i Asien, Argentina, Mexico, Peru og Uruguay guldstandarden, medens andre ved
udbruddet af Den Første Verdenskrig fortsatte i den retning. I 1914 klamrede
alene Kina blandt de store lande sig fortsat til sølvstandarden.
Denne meget korte
beskrivelse af før-1914-guld-standarden bringer et af de mest slående træk
frem, nemlig, dens relativt korte varighed som redskab i det internationale
monetære system – det korteste vi haft for et international monetært system,
måske. Ligesom det ikke er muligt at datere den internationale guldstandards
begyndelse præcist – den eksisterede ikke i 1879, men den gjorde i 1900 –
markerede Den Første Verdenskrig som alle andre større krige dens afslutning.
Det skal nævnes, at den forsøgtes genindført i kort periode i midten af
1920-erne. Nogle ville sige, at borgerne havde fundet det bedre at skulle møde
en hurtig skattefinansiering af verdenskrigens papirpenge. Den samlede varighed
for guldstandarden: mindre end 30 år, vil jeg hævde.
Jo længere desto værre,
var jeg fristet til at bemærke, Bretton Woods Aftalen (af 1944) varede i cirka
25 år. Her er måske et anden tidsfænomen, der
bestemt heller ikke kan kaldes en konjunktur eller en business-cykel.
Måske: Den Internatonale Monetære Trend.
London kapitalmarkedets rolle og Sterlingen som international valuta:
Var guldstandarden
et delmål på vejen til noget bedre internationalt, eller var den snarere
midlet, ved hvilket London som koloniriget sugede ethvert finansielt led i
verdenshandelen til sig med århundreders erfaring? I perioden 1880 eller 1897
til 1913 faldt Europas andel af verdenseksporten fra 64,2% til 58,9% og dets
andel af verdensimporten faldt fra 69,6% til 65,1%.
Udviklingen på
Londons kapitalmarked var af skæbnesvanger betydning for, hvorledes den
internationale guldstandard overhovedet sås virke internationalt.
Storbritanniens voksende betydning i verdenshandelen er det ikke muligt at læse
om fuldt ud i statistikkerne. Det forenede kongerige og Irland reducerede deres
eksportandel af fabrikerede varer fra 88,1% i 1880 til 69,7% i 1913, og i den
samme periode voksede deres eksportandel af primære goder fra 11,9% i 1880 til
30,3% i 1913. Men statistikkerne fortæller meget lidt om Storbritanniens
investeringer, der også bidrog til britisk dominans på et kludetæppe af
markeder i forandring med de senere førende USA og Japan, der kommer ind som
henholdsvis dominerende landbrugs- og industrinationer i 1900-tallet.
Som jeg har mere
end antydet en anden faktor af uhyrligt betydning var London som verdens
finansielle centrum i mere end 100 år, 80-97% af tiden sugede London nationer
ind for at de skulle handle, forsikre og låne og udlåne gennem Storbritannien
udelukkende på en guld standard basis.
Organiserede
markeder blev etableret i London. Der gjaldt mange typer varer, et træk, der
især forstærkedes i årene med fortsat vækst i den britiske re-eksport handel og
senere ved adoptionen af frihandel. Disse markeder svarede med at stimulere den
britiske skibsfart og skabte et voksende behov for forsikringsordninger til at
dække transport-risiciene. Som et resultat af disse udviklinger, voksede London
i betydning som internationalt center for handel og finansiering, og
forskellige institutioner, som diskonteringshuse, handelsbanker, forsikringsselskaber
og andre specialiserede finansierings-organisationer, som senere sørgede for en
række specialtjenester til sikring af en ekspanderende international økonomi,
begyndte at vokse i antal. Fra begyndelsen af det 19. århundrede skred London
fremad foran Amsterdam, Hamburg og Paris som førende finansielt centrum i både
Europa og verden.
Medens disse
udviklinger fandt sted, blev en voksende andel af verdenshandelen finansieret med
kortfristede kreditter i form af valutaveksler. Under disse arrangementer ved
for eksempel at acceptere en veksel med importørgaranti som betaling inden for
3 måneder. Den fremmede eksportør på den anden side kunne diskontere vekslen i
en bank (eller i en anden institution, der ville diskontere), hvis han krævede
kontanter før vekslen udløb, for et noget mindre beløb end pålydende, således
at den diskonterende fik rente fra diskonteringstidspunktet til
udløbstidspunktet mod at løbe risikoen for tab. Det var ikke før end i det
tidlige 19. århundrede, at disse finansielle arrangementer blevet
perfektionerede i Storbritannien af handelsbankerne og vekselspekulanterne, der
hver for sig kom til at udføre specialiserede opgaver. Handelsbankerne, der var
godt kendte og respekterede for deres integritet, begyndte så at acceptere
veksler på vegne af troværdige forretningsfolk og firmaer, hvis navne var
mindre familiære end deres egne. Med andre ord, ved at betale en mindre
kommission, kunne handelsbankerne ved endossering (underskrive bagpå)
garantere, at valutavekslen ikke ville blive ikke-honoreret ved forfald. På den
måde sikrede handelsbankerne, at et stort antal veksler ville blive præsenteret
til diskontering. Diskonteringsopgaven blev oprindelig løst af
vekselspekulanten - det finansielle mellemled - samlede valutaveksler og udsøgte
sig banker med overskydende midler med den hensigt at få bankerne til at
investere i vekslerne i hans varetægt. For dette besvær og vekselspekulantens
viden udbad han sig en mindre kommission. Nogle år senere gav vekselspekulanten
plads til en såkaldt dealer. Idet han supplerede sine egne, måske betragtelige,
midler med kortfristet lånte penge fra de store London-banker, brugte han alle
pengene til at diskontere veksler for egen regning. Senere kom
diskonteringshusene, der var en smule større end en dealer (=handlende) i stor
skala. De havde mere kapital at investere; de tog indskud fra offentligheden og
udbetalte renter heraf, og lavede derved nogle meget større forretninger.
Før det 19.
århundrede var pengemarkederne meget uorganiserede i store centre
i Amsterdam, Paris
og mange byer i Italien. Lånerenten var temmelig høj. Jordbesiddere og
handlende var kilderne. Den unge industrialisme, der byggende på
kapitalomdannelse, manglede simpelthen kapital for at fortsætte. I
begyndelsen af det 19. århundrede var udstedelsen af penge fri. Det betød, at
et passende udbud af penge udviklede sig i den første halvdel af det 19.
århundrede og udlåns- og indlånsaktiviteter hermed. Brugen af metalmønter blev
faktisk udkonkurreret af brugen af sedler. Den nødvendige kredit i
industrialiseringen skabtes gennem denne konkurrence. Her skal man huske at
også det ringere betalingsmiddel fortrænger det bedre (mere herom nedenfor).
Et andet næsten
lige så vigtigt træk i udviklingen af banksystemet og andre nærmest tilhørende
forretningsaktiviteter er friheden til danne selskaber med begrænset hæftelse
(disse vil blive behandlet i Del 2 af denne gennemgang). Der var restriktioner
i mange lande, Frankrig, for eksempel, endog restriktioner på brugen af sedler
så tidligt som 1848. Retten blev simpelthen overdraget til en enkelt
institution med monopol, Bank of France. I Storbritannien forhindrede
privilegierne for Bank of England og andre end et lille antal sammenslutninger
effektivt at engagere sig i bankopgaver.
Flere finansielle
institutioner til at styre pengeudbuddet så dagens lys for første gang i
historien og opsparing fra almindelige borgere forandrede situationen fra
enkeltmandsejede trods alt noget begrænsede skatkamre til egentlige
bankindeståender fra masseengagementer med offentligheden. Det
kortfristede udbud af kreditter steg enormt. Vekselaccept-husene begrænsede
ikke deres forretnings-aktiviteter til markedet for kort kredit. Med væksten i
britiske investeringer oversøisk efter 1820, begyndte de også at specialisere
sig i forsikringsopgaver, og før 1850 var de også vigtigere dealere i fremmed
valuta og guldbarer. Senere specialiserede forskellige handelshuse sig
imidlertid vekselaccept-forretninger eller i forsikringsopgaver, og handel med
fremmed valuta blev koncentreret i grene af fremmede banker i London. Disse
grene voksede hurtigt i antal efter 1870, da væksten på Londons kapitalmarked
og omfanget af den britiske udenrigshandel gjorde det afgørende nødvendigt for
mange banker at etablere grenene i centre.
I stigende grad i
årene op til 1814 repræsenterede disse operationer af fremmede banker en
udfordring til London centrets overlegenhed, når det kom til instrumenter til
håndtering af internationale betalingerne. Gennem brugen af telegrafi blev de
akkumulerede Sterling reserver i disse fremmede grene tilskyndet til at
omplacere vekslen på London til betalinger direkte på tværs af valutaerne.
Den
voksende betydning af Londons kapitalmarked, specielt efter 1870, hang
sammen med den øgede brug af Sterling som international valuta. I gennem det
19. århundrede fastholdt Storbritannien uafbrudt et overskud på de løbende
betalingsba- lanceposter i forhold til hele verden. Men Storbritannien samlede
ikke store guldreserver, væsentligst begrundet i landets villighed til at
investere oversøisk. Erfaringen fra et antal tiår viser dog, at fremmede
institutioner og de handlende accepterede tillidsfuldt Storbritanniens evne til
at fastholde en sikker veksling fra Sterling til guld. Sterling-stabiliteten
var uforlignelig, og ansvaret for dens devaluering blev aldrig så meget så
overvejet. Sterling var lige så godt som guld, og i nogle henseender endog
bedre, fordi det var mere bekvemt, forstået på den måde, at Storbrianniens
eksportører og importører, som dominerede verdenshandelen, foretrak at trække
og blive trukket i pund Sterling, også fordi det netop bragte en indkomst ind
for dem, der holdt Sterling modtaget som rentebetalinger. Guldbeholdninger gav
ingen indtjening.
Med den generelle
accept af Sterlingen overalt i den internationale økonomi, er det ikke
overraskende at kunne påvise, at guld kun spiller en ubetydelig rolle for den
internationale gælds orden. En enorm sum af fremmed statsgæld udviklede sig nærmest vildt
uanset guldstandarden.
Den helt overvejende del af
betalingerne blev gjort enten ved overførsler, ved veksler i Sterling, ved køb og salg af veksler i fremmed valuta
eller ved simpel overførsel af kredit i bankernes bøgerne, selvom de to
sidstnævnte metoder ikke havde noget stort omfang før 1914. Således blev
Sterling-veksler brugt ikke kun til at finansiere eksport og import til og fra
Storbritannien, men også eksport og import til fra alle mulige lande i verden.
Grundene til denne verdensomspændende præference for Sterling som
betalingsmiddel i den internationale handel er mange.
Den vigtigste er utvivlsomt at
Storbritannien var verdens største handelsnation, dominerende i det vi i dag
også kalder shipping i Danmark, og den største enkeltkilde til fremmed
kapital.
Delvis også fordi værdien af et pund
Sterling blev holdt stabil i hele perioden 1821-1914 med streng tilpasning til
guldstandarden, vil nogle hævde. Men måske endnu vigtigere var den høje
standard og anseelse som de britiske accepthuse og forsikringshuse nød, således
enhver modtaget veksel med behørig endossering straks kunne diskonteres til
verden ved fordelagtige omkostninger på Londons diskonteringsmarked. De to
forhold gjorde London til verdens finansielle centrum og Sterling til en
international accepteret valuta. Medens Sterling således blev brugt til at effektuere
hovedparten de internationale transaktioner i det 19. århundrede, forblev guld
det ultimative middel at opstille balancer i, der ikke kunne tilpasses på anden
måde.
Mainstream historie:
Den internationale
accept af Sterling ved gældsarrangementer beroede på dens ubesværede
indløselighed i guld. Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvorledes den
såkaldte guldstandard virkede i perioden optil 1914.
Hvor den monetære
enhed i hvert land består af en bestemt mængde guld var værdien af hvert lands
valuta målt i andre landes valuta fastsat ved møntpariteten eller pariværdien
(guldmøntfod). Men hvis pari-raten mellem to landes valutaer, f.eks. pund
sterling og dollaren, var fastsat ved guldindholdet i hver sin valuta, blev
markedskursen på valutaerne bestemt af markedets udbud og efterspørgsel. Hvis
efterspørgslen efter dollars voksede relativt i forhold til udbuddet, ville
markedskursen på pund falde. Under guldstandarden kunne borgerne i
medlemslandene eksportere og importere guld frit, men med indbyggede grænser
fastsat for i hvilket omfang markedskursen kunne stige eller falde henholdsvis
over og under pari-raten. Hvis efterspørgslen efter dollars i London steg så
meget relativt i forhold til udbuddet, at markedets vekselkurs (dollars per pund
sterling) steg til over udmøntnings-paritets-raten og med mere end omkostninger
ved at eksportere guld, ville det have været profitabelt for dem, der
efterspurgte dollars, at købe guld i London, afskibe det til New York, og sælge
det for dollars på markedet.
Tilsvarende, hvis
efterspørgslen efter dollars var faldet relativt i forhold til udbuddet, så
markedskursen på dollars var faldet under udmøntnings-pariteten og med mere end
omkostningerne til skibstransport af guld, ville de, der var villige til at
udbyde dollars (og de der efterspurgte sterling) have profiteret på at skibe
guld fra USA til London og sælge det
for sterlings.
[Omkostningerne
ved at skibe guld fra et finansielt center til at andet gav plads til en
bestemt grad af fleksibilitet i valutakurserne.]
Altså,
markedskursen kunne fluktuere i overensstemmelse til kræfterne bag udbud og
efterspørgsel mellem de to punkter, kaldet guldeksport-punktet og
guldimport-punktet. Disse begrænsende vekselkurser blev sat ved værdier over og
under pari-værdien bestemt af omkostningerne ved at transportere guld.
Afstanden mellem guldpunkter kunne ændre sig over tiden, hvis transport og
andre omkostninger ændrede sig. Tilsvarende, var afstanden mellem de to punkter
relativ stor eller lille afhængig af afstanden mellem de to lande, hvis
valutaer var bundet til hinanden. Generelt, ville spotkursen på dollar i London
bevæge sig mod guldeksport-punktet, når Storbritannien oplevede et underskud på
dets betalingsbalance med USA (overefterspørgsel efter dollars og et udbud af
sterling på valutamarkedet).
Tilsvarende, et
britisk underskud i forhold til USA vil skabe overskudsudbud af dollars (efterspørgsel efter sterling) og
et fald i markedskursen på dollars mod guldimport-punktet. Normalt ville de
fleste transaktioner have været ført i fremmed valuta, og kun store og
vedvarende ubalancer mellem to lande ville have skabt en guldstrøm. Men medens
guldstrømme skaber kortsigtet balance i udbud af og efterspørgsel efter fremmed
valuta, så kan det klart nok ikke fortsætte i det uendelige, for et land kunne
ikke fastholde guldeksport altid uden at løbe tør for metal. Guldimport kunne
fortsætte noget længere, måske, men eventuelt ville det importerende lands
handelspartnere udtømme deres udbud af guld. Og det var så
naturen i den
langsigtede tilpasning under guldstandarden, der forhindrede disse situationer
i at opstå (slut på mainstream history)
Guld (indløseligheds-) Standardens virkelighed:
Guld (exchange) Standard ved lov I
Storbritannien 1820.
Allerede I midten
af 1820-erne skulle Bank of England, den mest magtfulde og ophøjede finansielle
organ i verden få alvorlige problemer. Tidligt den 17. december, kaldte John
Charles Herries (1778-1855), finansiel sekretær i Finansministeriet på fru
Arbuthnot og fortalte hende, at ”der havde været en ekstraordinær efterspørgsel
efter guld til udbud i landbandkerne for at imødekomme det generelle stormløb
af en sådan størrelse, at Bank of England var komplet drænet for dets
metalmønter og beholdningen reduceret til 100.000 sovereigns, med hvilke den må
åbne med i dag og møde en efterspørgsel der måske er fire gange større”.
Som ved et
tilfælde faldt bankens ansatte over en mægtig umærket kiste som indeholdt £1,5
mill. i solid sterling. Men tre dage efter var banken atter nede, nu på 60.000
sovereigns. Nu leverede Rothschild, der blev brugt til at holde guldlageret
oppe, £200.000 mere. Sådan undgik banken at suspendere betalingerne for at
sikre dens kredit.
Hvordan kunne det
gå så galt? Først og fremmest statsobligationer og lån stammende fra
Napoleonskrigene skulle indløses. Krigenes omkostninger var £638 mill. Fra
slutningen af Napoleonskrigene var traditionen med at regeringerne finansierede
krige ved at udstede sedler og så glemme den reelle finansiering til efter krigen
holdt op. Nu gik Rothschild faktisk ind og finansierede ved udlån i fredstid,
hvor det rigtige havde været ikke et skjule krigsformålets enorme udgifter. I
1818-1832 ordnede Rothschild syv af seksogtyve regeringslån rejst i London (alt
i alt £21 mill. eller 39% af det hele) og en ukendt mængde af forskellige
regerings-obligationer.
I november
1824 vendte valutaerne sig mod Storbritannien, da en enorm eksport af
kapital til fremmede regeringer, private lån og voksende import af konsumgoder
førte til en modsat rettet strøm af guld og sølv, der nu begyndte at forlade
landet i voksende mængder. [Det amerikanske marked konkurrerede med Europa. Det
første forsøg på at styrte den russiske Zar fandt sted 14. december 1825 og var
finansieret af Bank of England. Og også en enorm og meget risikabel
mine-investering fandt sted i Sydamerika.]
På børsen var der
en tiltagende følelse af uro i flere aktørers sind. Wellington tænkte, noterede
fru Arbuthnot sig: ”De største nationale ulykker vil blive konsekvenserne af
den spekulationsmani, som alle kompagnier er bobler i, opfundet til
aktiespekulations-formål, og som vil føre til et generelt sammenbrud!” Denne
forudsigelse var i marts 1825, og hertugen fik ret.
December 1825 blev
kaldt den sorte måned. Adskillige store finanshuse annoncerede fallit i London
Times. Et af dem Chalmer & Co, var London nøglefirma med forbindelser til
landbankerne i Yorkshire. 13. december begyndte den rigtige panik.
Landbanker var i
London med det formål at fremskaffe metalmønter og banksedler som en
beskyttelse mod stormløbet mod dem. Ingen havde guld. Herefter fulgte faktisk
en meget urolig tid England med opstande og oprørsstemning rundtom.
Mainstream historien:
I spørgsmålet
Storbritanniens kriser 1825-1866 må vi notere, at svagheden i kreditsystemet og
den af Bank of England førte monetære politik er den fremhævede årsag. Det er
blevet hævdet fra flere sider, at den seddeludstedende bank ikke håndterede
spekulationsperioder særlig godt, og at det var grunden til metalbasis blev foreslået,
således at kredit og cirkulation af monetære enheder ikke valgtes efter bankens
luner. Men dette er faktisk ikke sandt. Bemærk, et yderligere inflationært
skridt blev taget: monetære enheder, der kunne komme på tale, var sedler
bestemt inden for rammerne af Loven af 1844. Den blev opkaldt efter dens
ophavsmand Peel.
(Mit: Ingen
forklarer hvorfor spekulationen opstod, hvorfor den kunne opstå)
Loven
bestemte at sedler skulle være dækket af guld, når ses bort fra en bestemt
fastsat mængde, og det blev besluttet, at seddelbeholdningen ikke skulle være
bestemt af andet end tilstrømningen af guld. Dette princip blev mere eller
mindre brugt i andre lande også, og samtidig blev retten til at udstede sedler
også overdraget til et centralbank-monopol. Fleksibel guld indløselig
standard er nøgleordet. Det andet eller rettere tredie skridt på
inflations-trappestigen. Nu mangler vi blot at få valgte politikere til at tage
ansvaret efter de vel at mærke har delt ansvaret ligeligt imellem sig.
For at finde ud hvordan
flere penge fører til meget mere papir og til at produktionen til sidst
standses bl.a. via det private begrænsede selskab, må du til Del 2. Jeg vil
også forsøge at give nogle få forslag, der peger i en mere berigende og sund
retning. Noget af den uofficielle finanshistorie tæt forbundet til emner, der
tages op her, er også medtaget i Del 2.