Appendix 1

Et nyt Europa – et tabt Europa

 

12. februar 1998 meldte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand helt på linie med Information om Danmarks oplysninger, at Europrojektet er aldeles udsigtsløst. Dette var indslag på Tageschau samme dag, men det blev ikke oplyst på de danske TV-kanaler. Yderligere kapitalflugt, høj rente, yderligere arbejdsløshed og hyperinflation er resultaterne. IoD kan supple-rende oplyse, at Tyskland havde officielt 4,82 mill. arbejdsløshedsforsikrede (12,6%) uden arbejde i januar 1998, den største nogensinde. I juli 1998 var den tyske ledighed faldet til 4,3 mill; men arbejdsmarkedspolitiske forbundsdags-repræsentanter for SPD - det tyske socialdemokrati - meldte dengang på skærmen i valgkampen forud for Forbundsdagsvalget i 1998, at den reelle ledighed i Tyskland snarere var hen ved 10 mill. I maj 2005 meldtes den officielle ledighed at være 5 mill. i Tyskland. I efteråret 2004 angives den officielle ledighed til 10%. I 2005 erkendes det officielt i at 10 mill. er uden arbejde.

I 1932 havde Tyskland 4,1 mill. arbejdsløse og cirka samme befolkningsstørrelse som i 1998, men en betydeligt mindre andel heraf på arbejdsmarkedet (kvinderne).

 

Nedsmeltningen af det monetære system er ikke af ny dato:

Et europæisk træk mere, der runder epoke af

 

Der er behov for et nyt internationalt betalingssystem – ikke for Euroen

Det internationale pengesystem brød endeligt sammen i 1971. Her på kontinentet har ingen ansvarlige ledere draget konsekvensen af denne kendsgerning. Tyskland var forholdsvis godt rustet, fordi den tyske Forbundsbank fra nationens start i 1948 kun var underkastet Den tyske Forfatning. Ingen ansvarlige politiker kunne/ville blande sig overhovedet i Tysklands pengeudstedelse, fordi erfaringen fra 1920-erne klart viste og overbeviste om, hvordan det så ville gå. Nu troede tilhængerne af Euro, vel indtil omkring 2002, at det er dette Tyskland, der vil redde pjalterne for alle de andre EU-medlemslande. Dette er ikke tilfældet. Tysklands ledere hverken vil eller kan. Tyskland er nu i samme båd som alle de andre, så der er ikke noget at komme efter. Den 11. juli 1999 meldte tyske regeringskilder i danske blade, at de danske krone-papirer skal sælges, hvis danskerne bliver ved at slå sig tøjret. Kronepapirerne har den tyske stat opkøbt i stor stil for - som jeg nævnte i 1995 - at have en klemme på danskerne.

Vi får altså, dunket uanset ja eller nej, kollapset med Euroen kommer blot lidt senere. Det kan også være en tom trussel fra den tyske regerings side, således at vi med en f.eks. EØS-aftale udenfor kan håbe på tyskerne fortsat vil at holde papirerne, så længe det altså fortsat slæber af med Euroland på den betingelse, at vi bringer orden i vores nationale økonomi. Men andre kan sælge kronepapirer; de er afsat overalt. Den danske økonomi er i den grad i uorden, uanset hvad du måtte have hørt og læst herom. Illusionsboblen er bristet, selv politikernes, hvorfor de blæser en ny. Du skal forstå det bedrag, som også vore magthavere er sat eller har sat sig i. Det bliver meget værre endnu.

 

Om naturlove og menneskeskabte love:

Realkapital (som vi var inde på i Kapitel 6) er livsnerven i de goder, der sammen producerer grund-laget for vort materielle liv. Den vedligeholder sig selv, medens produktionen og afsætningen forløber og typisk gentages. Uden livsnerve intet materielt liv. Noget af realkapitalen er bundet permanent i en længere periode i jord, bygninger, anlæg og udstyr og eventuelt i lager. Den flydende realkapital er i modsætning hertil bundet i de råvarer, halvfabrikata, arbejdstimer og andet, der indgår i produktionsprocessen, medens den forløber, eventuelt også bundet i lageret. Da produktionsprocessen typisk gentages er en stor del af den flydende kapital i praksis temmelig fast bundet.

Privatkapital karakteriseres ved summen af rettigheder til at tjene indkomst (oftest i form af rente, udbytte og fortjeneste på værdistigninger - falske og ægte ). Her er det ikke muligt at påvise nogen forbindelse med produktiv aktivitet. Kapitaldannelsen skulle helst være koncentreret om at kanalisere kapitalen til produktionen for at dække alle mulige materielle behov og ønsker og det mere immaterielle behov for meningsfuld aktivitet.

Den naturlige orden vil altid i det lange løb trække kapitaldannelsen i den mest overskudsgivende retning blandt mennesker på denne jord. Der har imidlertid aldrig været og vil aldrig blive en naturlig orden takket være politikernes ageren i bedste fald inden for en konstitutionel beskyttelse af borgerne.

Uden grundlovssikret beskyttelse kan politikerne, hvis de får lov af de reelle magthavere, lave en ny menneskeskabt orden, der strider mod denne naturlige orden. Her taber politikerne i sidste ende. Men hver gang må der ofres et utal af borgere først. Kun ved politikerskabt indblanding dirigeres kapitaldannelsen per automatik ind i privatkapital eller ud af landet. Det overrasker mange hver gang. Mest fordi de ikke lever så længe, at de kan opleve fænomenet mere end højest to gange.

Det er hvad der sker nu. Da det begyndte at knibe med stabiliteten p.g.a. for lav aktivitet i forhold til de mange politiske gøremål forøgedes den politikerskabte gældsætning hos de internationale banker, fordi al falsk pengeudstedelse via først og fremmest underskud fik priserne til at stige mere end konkurrencen kunne tillade i længden. Man kan ikke berettiget hævde, at enhver politiker er lige så dum eller sindssyg, som alle de andre hele tiden. Men de forstår ikke ret mange af deres opgaver, fordi deres tanker altid er andetsteds end hos borgerne.

 
Når magten samles har magthaverne mange at stå på:

Fra 1994 begyndte man at kunne tale om statsgælden igen i Danmark. Siden 1938/39 havde det været rent tabu blot at nævne begrebet endsige lade det spille en rolle for ens resonnementer. Finansministeriets Budgetredegørelse 1999 melder, at 915.000 i de erhvervsaktive aldre foruden unge under uddannelse på S.U. og folkepensionister uden for arbejdsstyrken lever af en eller anden form for overførselsindkomst. I 2001 er 1,1 mill. i alt i de erhvervsaktive aldre uden for arbejds-styrken, som anført i i kapitel 13. Af de 915.000 i 1999 var 150.000-200.000 invalidepensionister. I dag er sidstnævnte slået sammen med førtidspensionister, så de ikke kan udskilles i de officielt tilgængelige over-sigter. Så da vi nåede til 600.000-700.000 ledige i alt i september 1998, var vores skøn på det tilgængelige grundlag faktisk ret godt, men lidt i underkanten. Vi lagde vore analyser på: http:// www.lilliput-information.com/led/index.html i maj 1999. De udstødte havde ikke eksiste-ret i opgørelser og i meldingerne på TV. Det var præcis som i DDR og USSR. Der var altså omkring 25% sat udenfor (1997-1998), flere i 2004, men det skulle vi helst ikke vide, før hver eneste familie havde nogle stykker, og det så var for sent. (Se nedenfor under K. Jespersens reklameoffensiv i Holland i sommeren 2000: http://www.lilliput-information.com/bt.html )

I årene forud for sidste verdenskrig reduceredes arbejdsløsheden i Danmark ved beskæftigelsesarbejder, ved eksport til et oprustende Tyskland og ved at lade pengemøllen køre (‘New economics’, ‘Recovery’ or ‘New Deal’ made in USA kaldtes boblen dengang). Arbejdsløsheden reduceredes en del ved at følge disse Keynesianske kickstart-operationer: Underskud og tilskud. Pengene og værdierne blev ødelagt, men det nåede næsten ingen at opdage, før krigen var i gang. Efter krigen havde Keynes tilrettelagt et helt nyt internationalt monetært pengesystem. Det blev misbrugt til eller havde direkte som følge, at alle landene, der brugte dele af hans idekompleks, blev gældsatte og gjort afhængige. Endemålet var som altid at samle magten i toppen.

At effekten af blindt at følge Keynes’ teorier førte til en bureaukratisk styret offentlig sektor, en god del større end alle de ting, der styredes i privat regi, og af individuelle dispositioner og til en kolossal national gæld burde have været forudset, men teorierne fortalte meget passende intet derom, og teorierne eller brudstykker heraf blev fulgt i hen ved 70 år på det europæiske kontinent. Diktaturet byggende på en anden nonsense-teori nedfældet af Karls Marx holdt stand også i 70 år. Intet har været overladt til tilfældighederne, hvis du ser i den rigtige retning. Hvordan skulle uuddannede mennesker hamle op med det i tide, når samtidig familierne splittedes, og løgnene kørte for fuld kraft, ikke mindst i de besnærende elektroniske medier.

Ingen sund eller naturlig produktion er sket på grundlag af de danske offentlige tilskud fra 1993-2004. Pengemidlerne er blevet omdirigeret, og alle får det indtryk, at tiltagene er sunde. Blandt andet ved at udlejningsboligejerne via tilskud nu har fået hævet huslejen til henved halvdelen af lejernes disponible indkomst. Men priserne begynder til sidst at stige generelt, fordi der hele tiden bringes flere falske penge i omløb – medmindre de bringe til at flyde i olie, for eksempel. Samtidig satser politikerne og deres monetære topembedsmænd på kunstigt lave renter for at få aktiviteten mere i gang, således at arbejdsløsheden også kan bringes ned ad den vej. Den lave rente skyldes ingenlunde, at borgerne har valgt at spare mere op. De afleverer i stedet i alt knap 60% af deres samlede værdiskabelse til magthaverne. Den kunstige lavere rente gælder selvfølgelig både udlåns-renten og indlånsrenten. Uden noget særligt renteafkast spares der ikke op i de sædvanlige former, selvom det var det, der var brug for. De institutionelle investorer tager over fra de flittige pensionsopsparere, der gerne vil låne noget mere. Det bliver det også værre af. Tværtimod lokkede TV i slutningen af 1990-erne ugentligt de unge til at købe de oppustede aktier, bare for at score. Se hvorledes det vil gå -  er gået andre steder -  med det under ”Gælds- og finanskriser”  eller i appendix 2).