Et nyt
Europa – et tabt Europa
12.
februar 1998 meldte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som
talsmand helt på linie med Information om
Danmarks oplysninger, at Europrojektet er aldeles udsigtsløst. Dette var
indslag på Tageschau samme dag, men det blev ikke oplyst på de danske
TV-kanaler. Yderligere kapitalflugt, høj rente, yderligere arbejdsløshed og
hyperinflation er resultaterne. IoD kan supple-rende oplyse, at Tyskland havde
officielt 4,82 mill. arbejdsløshedsforsikrede (12,6%) uden arbejde i januar
1998, den største nogensinde. I juli 1998 var den tyske ledighed faldet til 4,3
mill; men arbejdsmarkedspolitiske forbundsdags-repræsentanter for SPD - det
tyske socialdemokrati - meldte dengang på skærmen i valgkampen forud for
Forbundsdagsvalget i 1998, at den reelle ledighed i Tyskland snarere var hen
ved 10 mill. I maj 2005 meldtes den officielle ledighed at være 5 mill. i Tyskland. I efteråret 2004 angives den officielle ledighed til 10%. I 2005 erkendes det officielt i at 10 mill. er uden arbejde.
I
1932 havde Tyskland 4,1 mill. arbejdsløse og cirka samme befolkningsstørrelse
som i 1998, men en betydeligt mindre andel heraf på arbejdsmarkedet
(kvinderne).
Nedsmeltningen af det monetære system er ikke af ny dato:
Et europæisk træk mere, der runder epoke
af
Der
er behov for et nyt internationalt betalingssystem – ikke for Euroen
Det internationale pengesystem brød
endeligt sammen i 1971. Her på kontinentet har ingen ansvarlige ledere draget
konsekvensen af denne kendsgerning. Tyskland var forholdsvis godt rustet, fordi
den tyske Forbundsbank fra nationens start i 1948 kun var underkastet Den tyske
Forfatning. Ingen ansvarlige politiker kunne/ville blande sig overhovedet i
Tysklands pengeudstedelse, fordi erfaringen fra 1920-erne klart viste og
overbeviste om, hvordan det så ville gå. Nu troede tilhængerne af Euro, vel
indtil omkring 2002, at det er dette Tyskland, der vil redde pjalterne for alle
de andre EU-medlemslande. Dette er ikke tilfældet. Tysklands ledere hverken vil
eller kan. Tyskland er nu i samme båd som alle de andre, så der er ikke noget
at komme efter. Den 11. juli 1999 meldte tyske regeringskilder i danske blade,
at de danske krone-papirer skal sælges, hvis danskerne bliver ved at slå sig
tøjret. Kronepapirerne har den tyske stat opkøbt i stor stil for - som jeg
nævnte i 1995 - at have en klemme på danskerne.
Vi får altså, dunket uanset ja eller nej,
kollapset med Euroen kommer blot lidt senere. Det kan også være en tom trussel
fra den tyske regerings side, således at vi med en f.eks. EØS-aftale udenfor
kan håbe på tyskerne fortsat vil at holde papirerne, så længe det altså fortsat
slæber af med Euroland på den betingelse, at vi bringer orden i vores nationale
økonomi. Men andre kan sælge kronepapirer; de er afsat overalt. Den danske økonomi er i den grad i uorden,
uanset hvad du måtte have hørt og læst herom. Illusionsboblen er
bristet, selv politikernes, hvorfor de blæser en ny. Du skal forstå det bedrag,
som også vore magthavere er sat eller har sat sig i. Det bliver meget værre
endnu.
Om
naturlove og menneskeskabte love:
Realkapital (som vi var inde på i Kapitel 6) er
livsnerven i de goder, der sammen producerer grund-laget for vort materielle
liv. Den vedligeholder sig selv, medens produktionen og afsætningen forløber og
typisk gentages. Uden livsnerve intet materielt liv. Noget af realkapitalen er
bundet permanent i en længere periode
i jord, bygninger, anlæg og udstyr og eventuelt i lager. Den flydende realkapital er i modsætning
hertil bundet i de råvarer, halvfabrikata, arbejdstimer og andet, der indgår i
produktionsprocessen, medens den forløber, eventuelt også bundet i lageret. Da
produktionsprocessen typisk gentages er en stor del af den flydende kapital i
praksis temmelig fast bundet.
Privatkapital karakteriseres ved summen af rettigheder
til at tjene indkomst (oftest i form af rente, udbytte og fortjeneste på
værdistigninger - falske og ægte ). Her er det ikke muligt at påvise nogen
forbindelse med produktiv aktivitet. Kapitaldannelsen skulle helst være
koncentreret om at kanalisere kapitalen til produktionen for at dække alle
mulige materielle behov og ønsker og det mere immaterielle behov for
meningsfuld aktivitet.
Den naturlige
orden vil altid i det lange
løb trække kapitaldannelsen i den mest overskudsgivende retning blandt
mennesker på denne jord. Der har imidlertid aldrig været og vil aldrig blive en
naturlig orden takket være politikernes ageren i bedste fald inden for en
konstitutionel beskyttelse af borgerne.
Uden grundlovssikret beskyttelse kan
politikerne, hvis de får lov af de reelle magthavere, lave en ny menneskeskabt orden, der strider mod denne naturlige orden. Her
taber politikerne i sidste ende. Men hver gang må der ofres et utal af borgere
først. Kun ved politikerskabt indblanding dirigeres kapitaldannelsen per
automatik ind i privatkapital eller ud af landet. Det overrasker mange hver
gang. Mest fordi de ikke lever så længe, at de kan opleve fænomenet mere end
højest to gange.
Det er hvad der sker nu. Da det begyndte
at knibe med stabiliteten p.g.a. for lav aktivitet i forhold til de mange
politiske gøremål forøgedes den politikerskabte gældsætning hos de
internationale banker, fordi al falsk pengeudstedelse via først og fremmest
underskud fik priserne til at stige mere end konkurrencen kunne tillade i
længden. Man kan ikke berettiget hævde,
at enhver politiker er lige så dum eller sindssyg, som alle de andre hele
tiden. Men de forstår ikke ret mange
af deres opgaver, fordi deres tanker altid er andetsteds end hos borgerne.
Fra 1994 begyndte man at kunne tale om
statsgælden igen i Danmark. Siden 1938/39 havde det været rent tabu blot at
nævne begrebet endsige lade det spille en rolle for ens resonnementer.
Finansministeriets Budgetredegørelse 1999 melder, at 915.000 i de
erhvervsaktive aldre foruden unge under uddannelse på S.U. og folkepensionister
uden for arbejdsstyrken lever af en eller anden form for overførselsindkomst. I
2001 er 1,1 mill. i alt i de erhvervsaktive aldre uden for arbejds-styrken, som
anført i i kapitel 13. Af de 915.000 i 1999 var 150.000-200.000 invalidepensionister.
I dag er sidstnævnte slået sammen med førtidspensionister, så de ikke kan
udskilles i de officielt tilgængelige over-sigter. Så da vi nåede til
600.000-700.000 ledige i alt i september 1998, var vores skøn på det
tilgængelige grundlag faktisk ret godt, men lidt i underkanten. Vi lagde vore
analyser på: http://
www.lilliput-information.com/led/index.html i maj 1999. De udstødte havde
ikke eksiste-ret i opgørelser og i meldingerne på TV. Det var præcis som i DDR
og USSR. Der var altså omkring 25% sat udenfor (1997-1998), flere i 2004, men det
skulle vi helst ikke vide, før hver eneste familie havde nogle stykker, og det
så var for sent. (Se nedenfor under K. Jespersens reklameoffensiv i Holland i
sommeren 2000: http://www.lilliput-information.com/bt.html
)
I årene forud for sidste verdenskrig
reduceredes arbejdsløsheden i Danmark ved beskæftigelsesarbejder, ved eksport
til et oprustende Tyskland og ved at lade pengemøllen køre (‘New economics’,
‘Recovery’ or ‘New Deal’ made in USA kaldtes boblen dengang). Arbejdsløsheden reduceredes
en del ved at følge disse Keynesianske kickstart-operationer: Underskud og
tilskud. Pengene og værdierne blev ødelagt, men det nåede næsten ingen at
opdage, før krigen var i gang. Efter krigen havde Keynes tilrettelagt et helt
nyt internationalt monetært pengesystem. Det blev misbrugt til eller havde
direkte som følge, at alle landene, der brugte dele af hans idekompleks, blev
gældsatte og gjort afhængige. Endemålet var som altid at samle magten i toppen.
At effekten af blindt at følge Keynes’
teorier førte til en bureaukratisk styret offentlig sektor, en god del større
end alle de ting, der styredes i privat regi, og af individuelle dispositioner
og til en kolossal national gæld burde have været forudset, men teorierne
fortalte meget passende intet derom, og teorierne eller brudstykker heraf blev
fulgt i hen ved 70 år på det europæiske kontinent. Diktaturet byggende på en
anden nonsense-teori nedfældet af Karls
Marx holdt stand også i 70 år. Intet har været overladt til
tilfældighederne, hvis du ser i den rigtige retning. Hvordan skulle uuddannede
mennesker hamle op med det i tide, når samtidig familierne splittedes, og
løgnene kørte for fuld kraft, ikke mindst i de besnærende elektroniske medier.
Ingen sund eller naturlig produktion er
sket på grundlag af de danske offentlige tilskud fra 1993-2004. Pengemidlerne
er blevet omdirigeret, og alle får det indtryk, at tiltagene er sunde. Blandt
andet ved at udlejningsboligejerne via tilskud nu har fået hævet huslejen til
henved halvdelen af lejernes disponible indkomst. Men priserne begynder til
sidst at stige generelt, fordi der hele tiden bringes flere falske penge i
omløb – medmindre de bringe til at flyde i olie, for eksempel. Samtidig satser
politikerne og deres monetære topembedsmænd på kunstigt lave renter for at få
aktiviteten mere i gang, således at arbejdsløsheden også kan bringes ned ad den
vej. Den lave rente skyldes ingenlunde, at borgerne har valgt at spare mere op.
De afleverer i stedet i alt knap 60% af deres samlede værdiskabelse til
magthaverne. Den kunstige lavere rente gælder selvfølgelig både udlåns-renten
og indlånsrenten. Uden noget særligt renteafkast spares der ikke op i de
sædvanlige former, selvom det var det, der var brug for. De institutionelle
investorer tager over fra de flittige pensionsopsparere, der gerne vil låne
noget mere. Det bliver det også værre af. Tværtimod lokkede TV i slutningen af
1990-erne ugentligt de unge til at købe de oppustede aktier, bare for at score.
Se hvorledes det vil gå - er gået andre
steder - med det under ”Gælds- og finanskriser” eller i appendix 2).