Appendiks 2

Gælds- og finanskriser

Verdensomspændende finansielt kollaps?

 

1967-1968: Dollarkrise

1971: Dollar løsrives fra guldet

1974: Oliekrise I, olieprisstigning 400%

1979: Oliekrise II 

1979: USA flydende diskonto

1982: Mexico’s 1. gældskrise

1983: Brasilien og Argentinas gældskrise

1987: Børskrak i oktober

1992: EMS-systemets kollaps i EF, Sveriges gældkrise

1995: Mexicos 2. gældskrise, Polens gældskrise

1995: Japans bankkrise

1998: Rusland

2001: Argentina

 

Dette er et uddrag af store og små internationale finanshændelser fra nær og fjern de sidste 30 år.

22. maj 1969 kunne følgende overskrift læses i Horsens Folkeblad:

 

Dansk økonomi har længe levet livet farligt...

Derfor blev vi så hårdt ramt af den internationale valutauro - Nu haster det med at bringe betalingsbalancen i orden. I en anden overskrift i samme blad samme dag  læstes: Bygge-Societetet: Ønsker den offentlige låntagning ind-skrænket. 8 år senere var den danske statsgæld vokset til knap 10 mia. kr. I dag er den danske statsgæld tæt på 1000 mia. kr. eller 1 billion kr.

Statsgælden opgøres ikke entydigt i Danmark fra 1996.

 

USA suspenderede guldindløseligheden, og dermed også dollaren, der havde været bundet til guldet ved prisen 35 US$ pr. ounse guld. I 1971 blev bindingen opgivet under Vietnamkrigens pengefor-brug. Det blev så til pengemiddelforbrug.

Siden da har det internationale betalingssystem i princippet været brudt sammen.

 

Det internationale monetære system, der er kommet mere i omtale her på det sidste, har sin oprindelse ved en konference, der forløb under 2. Verdenskrig frem til 21. april 1944 i Bretton Woods, New Hampshire, USA. Historien om dette systems tilblivelse og svaghederne fra starten har jeg nu beskrevet. Sandheden er (det,) hvad du tror på(?)

Historien blev skrevet, fordi sandheden er, at det internationale pengesystem længe har været brudt sammen. Sidste internationale finanskrise begyndte så småt i sommeren 1998. Den 23. september i 1999 tog krisen en ny dramatisk og yderst alarmerende vending. 16 internationale storbanker og finanshuse var til krisemøde i New York. Verdens største spekulationsfond Long-Term Capital Management (LTCM) havde mistet hele sin egenkapital. Efter derivat-spekulations-investeringer, d.v.s. i korthed at aktier og obligationer kastes i én pulje, hvor hele forestillingen reelt er blevet et casinospil, hvor man blot vædder om kursudviklingen. Læs mere herom på :

http://www.lilliput-information.com/tide/tidevand.html

 

Den amerikanske Føderalbank, der styrer pengeudstedelsen i USA, gik ind og reddede dette monster. Måske indeholdt fonden 1.250 mia. dollars regnet i derivat-kontrakter. Rusland stoppede handelen med rubler og statsobligationer og fastfrøs rubelkursen. Direktør i Federal Reserve Bank Alan Greenspan meldte, at det var sammenbruddet i den russiske økonomi, der var den direkte anledning til LTCM’s dramatiske nedtur.

 

Herfra tales der konstant med to tunger.

 

Man havde ellers for nylig uddelt Nobelprisen til Robert C. Merton og Myron S. Scholes for en formel til udregning af risikoen ved derivat-kontrakter. Formlen gav sikkerhed, meldte de..... på de givne forudsætninger uden for virkeligheden, ganske vist. Det reelle problem, som de amerikanske skatteydere og resten af verden nu skal lide under, er, at et sådant krak nemt kunne trække en mængde store indflydelsesrige banker i bankerot fulgt af mere nød og elendighed for folk.

 

Det var dog kun den første bobbel med LTCM. Der er en anden på vej under overfladen, hvor den samler kræfter til et endnu større brag, måske det endelige, når den “fra oceanernes bund når ind på lavere dybde.” Det var sidste gang den såkaldte redningsplanke blev kastet ud, meldte Alan Greenspan.

 

Nu foreslås det fra alle sider, at vi skal have et nyt internationalt betalings-, udlignings- og statslånesystem til erstatning for Bretton Woods. Guldmøntfoden skal genindføres hævder mange, andre vil have kontrol med kapitalbevægelser, atter andre vil have frihed for investeringer uden indblanding fra supra-nationale organer. De ordførende franskmænd vil efter sigende have gjort IMF fransk. Hvis blot alle eller nogen af de ordførende vidste, hvad de talte om, ville der være en chance.

Det skal for god orden skyld oplyses, at også danske realkredit-obligationer solgt i udlandet var med i LTCM-boblen. Der er endnu flere danske obligationer med i den næste. Mere herom i sidstnævnte link. Hvordan kunne det da ske, at det udviklede sig så 95-99 pct. af de fleste større virksomheders omsæ-tning i dag stammer fra spekulation?

 

Realproduktion kan ikke betale sig, de fleste steder. Kun narkohandel, våbenhandel, menneske-smugling og spekulation betaler sig efterhånden. Hvorfor, spørger folk mig.

 

“Jamen, nu siger “Marianne skolelærerinde” fra Allerød i DR-TV 12/10 1998,  at vi bruger for mange penge, og vi skal altså også spare noget mere op, ellers kommer hun med “SDS-Stavad II” og hæver lønkonfiskationen nærmere på de 100%. Det har hun selv fået at vide nede i EU, eller var det i OECD? Og så var det også på grund af opsvinget - det, der betyder, at folk køber meget mere på kredit og arbejder på tilskud - at hun lod folk låne noget mere i deres huse og lade dem afvikle gælden på 30 i stedet for 20 år. Og de gamle biler købte det offentlige jo, og så skal de stadigt eksisterende, der ellers var dyre nok, også til syn hele tiden. Det giver beskæftigelse.., hvis de ellers kan nå det...og ubalance. Og så køber vi nogle flere biler, men kun, hvis de kan afskrives over forretningen, eller de kan købes på kredit; i hvert fald i udlandet.”

Det er skam nemt nok at forstå, ikke sandt?

”Jeg ved altså ikke, om landbrugsstøtten via EU, der nu skal fjernes, er nogle milliarder eller nogle millioner”, sagde Marianne Jelved 12. december 1998 på TV.

 

Vi vil have kapitalen til at indgå mere i realproduktion, går jeg ud fra (se i øvrigt ovenstående afsnit om realkapitalen).

Så skal statsgældsætningen ophøre. D.v.s. lånegælden skal afvikles og statspapirgælden skal væk og forbydes fremover. Det sker ved at underskud på de offentlige finanser kriminaliseres, og overskud på betalingsbalancen skabes ved, at Danmark gøres reelt konkurrencedygtig. Indkomstskatterne og lønninger skal ned - skatterne mest. Der er ingen anden vej. Vi skulle endda have satset på videns-produktion i stedet for den løntunge produktion, der søger væk i stor stil. Men de har sikret sig, at vore uddannelser mestendels er ødelagte også.

I de førende selskaber i EU og i USA taler man fortsat om tilskud til produktionen. Hvorledes dette forenes med EU-centralbankreglerne i EU er lige så svært at forstå som fælles rente på Sicilien og i Baden Würtenberg.

154 tyske økonomi-professorer der delte min skepsis på tysk ARD’s Tageschau 12/2 1998. Prøv: http://www.lilliput-information.com/wh.html

Det er en kendt sag, at under Keynes-æraen har vi skullet acceptere underskud på de offentlige finanser for angiveligt at starte økonomien op. Det var simpelthen gavnligt, lærte vi alle. Der manglede altid ordentlig logik. Det var Münchhausen-myter i teorien. Det var en forbryderisk løgn og misbrug af en begrænset metode i praksis.

 

Det var ikke uvidenhed.

Herhjemme har vi finansieret de offentlige driftsudgifter med disse falske penge, og samtidig er statsobligationer blevet kastet ud for angiveligt at opsuge købekraft; men reelt for at give spekulanter noget at rive i. Stats-papirerne er jo nemme at ombytte for aktier eller derivater, hvis man keder sig.

 

Især denne betalingsmiddelmængde skal væk. Derimod skal betalingsmiddelmængden til hushold-ningsbrug ikke styres af privatbankerne; men den skal være underkastet en national nationalbank med ufravigelige regler fastsat i en dansk, ikke en europæisk grundlov.

Ingen finansminister eller anden politiker skal have ét ord at sige her!

 

To dygtige spåmænd på dansk jord:

 

J. O. Krag og P. O. Gersmann skriver i Krigsøkonomi og Efterkrigsproblemer 1944:

“Hvad enten man lægger hovedvægten på det økonomiske eller det politiske, må det imidlertid betragtes som et fremskridt, der måske kan give anledning til en vis optimisme, at de planer, der er kommet frem under denne krig (2. verdenskrig), i højere grad end Wilsons kendte 14 punkter (efter 1. verdenkrig) tager hensyn til verdens økonomiske fundament og ser en nyordning som en nødvendig forudsætning for, at en politisk nyordning kan lykkes. Skabes de to forudsætninger for en bedre verden samtidig, kan det i og for sig være ligegyldigt, i hvilken rækkefølge man vil tildele dem rang af vigtighed [1] (min fodnote). Såvel for de tysk-europæiske efterkrigsplaner som for de vigtigste af de planer, der er fremkommet fra engelsk-amerikansk side, er det således et fremtrædende træk, at man vil skabe centrale økonomiske kontrol-organer, som kan overvåge de enkelte landes økonomiske politik, som forudsættes at være baseret på en eller anden national planøkonomi. Disse lande må naturligvis afgive en - efter de forskellige udkast større eller mindre - del af deres selvstændighed med hensyn til den økonomiske politik til centralorganerne. Det er prisen. Prisen for hvad, ville jeg gerne have spurgt dem? Alt har nok en pris, selv sandheden, også sandheden.

 

Medens vi venter på krakket  - det store økonomi-mysterium:

60 års indoktrinering og så tavshed om de forløjede økonomiske termer i medierne skal afsløres nu.

 

Hvorfor kollapser aktiemarkedet pludselig fra den 14. april 2000. Var det fordi Bill Gates var ved at tabe en retssag? Er det kun IT-aktierne der dumper? Hvad kan medierne fortælle dig? De må ikke fortælle dig noget, du kan bruge, så de giver dig nogle halve og efterhånden mest hele løgne, som mange af disse mediemedarbejdere ganske vist selv tror på. Nogle få af dem har ukritisk lært lidt økonomi-disciplin i kategorien "heksekunster og anden hokus-pokus", og de andre beretter bare, hvad de får besked på. De kritiske og selvstændigt tænkende bestod simpelthen ikke den adgangs-givende prøve, så dem hører du ikke. De fleste i den sidste kategori har i øvrigt valgt at holde kæft. Det giver mest. Der er nogle ganske få åbenmundede, der både har bestået prøverne og samtidig bevaret den selvstændige, kritiske stillingtagen byggende på erfaringen og almindelig virkeligheds-

nær sund fornuft.

Man behøver ikke være senildement for at gøre brug af erfaringen, selvom mange heksekræfter gerne vil trække os i denne erkendelsesretning.

 

1929-Børs-krakket:
Tyvernes USA var præget af umiddelbar velstand, gennemsnitsborgere kunne sågar lave mange penge på aktiemarkedet og samtidig gjorde en mængde nye opfindelsers brug - f.eks. elektricitet, automobil, radio - på mange måder livet lettere. De, der dengang ikke forstod sig på baggrunden for et økonomisk såkaldt boom og sparede op, mistede deres opsparing, uanset om de havde placeret deres værdier i aktiemarkedet eller i de mere traditionelle opsparingsformer. I 1920-ernes USA oplevede folk næsten de samme fænomener, som vi gør i dag. Danmark var ved at gå statsbankerot i 1923. I Tyskland indførte man fra april 1924 kreditstop, så renten fløj til vejrs. I Danmark havde vi først Landmandsbankens krak, og siden fulgte de verdens-omspændende virkninger af det store krak på New Yorker børsen 1929.

Mere indgående økonomisk gennemgang er foretaget i kapitel 6.

 

Den økonomiske nedtur i USA startede i 1929, mange virksomheder lukkede og mere end tyve procent af arbejdsstyrken mistede deres jobs. I Danmark var der 33 pct. arbejdsløshed i 1933.

Hitler og Roosevelt kom begge til den synlige magt netop dette år.

Mere om udviklingen i bl.a. Tyskland: http://www.lilliput-information.com/dkri.html#krise

Fra midten af trediverne berørte den stadigt dybere depression enhver amerikaner på den ene eller den anden måde, fordi krisen behandles forkert.

 

Hvorfor var USA-økonomien så god i begyndelsen og så pludselig ramlede det hele? Vi vil gå trinvis frem for at besvare disse to spørgsmål og dermed forklare de økonomiske principper. Der er både tydelige og umiddelbart forståelige konsekvenser, men der er især skjulte og nærmest ukendte træk, der må frem i lyset efter 60 års indoktrinering særligt i Europa.

 

Bankerne er insolvente:
Banker udlåner en del af det deres indskydere har sat ind på deres checkkonti eller andre bankkonti. Problemet her bliver tydeligt, når det oplyses at bankerne både må stå inde for at tilbagebetale alle de indskudte midler, når du måtte ønske det, men samtidig låner de pengene ud på samme tid. Selvfølgelig, jo større en andel banken udlåner af indskuddene desto større risiko løber banken i det korte løb, når indskyderne kan trække deres midler ud. Det som kontoen eller checkhæftet viser står på kontoen til indskyderens rådighed, men banken udlåner summen eller dele heraf også. Regeringen i landet garanterer rent faktisk for dette bedrag, men hvad består garantien i? Intet, fordi regeringen har kun reserver til dækning af en lille smule af bankernes manko.

Set på en anden måde: Når en person indsætter 1000 kr. og reserve-kravet der stilles fra regeringens side er 10%, så vil banken holde de 100 kr. men udlåne 900 kr. Disse 900 kr. vil antagelig ende i en anden bank. Nu sker det samme igen. 90 kr. holdes i reserve, men de 810 kr. udlånes igen. Slutresultatet er at for hver indsatte 1000 kr. udlånes optil 99.000 kr.

Resultatet er at der skabes pengemidler ud af den blå luft.

 

Det helt afgørende er, at pengemidler kun er midler til at lette byttehandelen af goder, der efterspørges, men pengemidler bliver ved det netop beskrevne fænomen en trussel mod ordentligt handelssamkvem. Penge er lette at transportere – pengeoverførsler endnu nemmere – og de letter den arbejdsdeling, der skaber den velstand, som alle gerne vil have. I stedet for at medbringe varer og råstoffer kan der udlignes ved, at der betales med penge, når handel foregår. Penge i sig selv er jo blot papir, mønter, måske et digitaltal på en skærm eller blot en lind elektronstrøm, der former informationer af en særlig udløsende karakter.

 

Pengemidler mister deres værdi, således at priserne på de virkelige varer stiger, og man så kan få mindre for de samme penge af nu ringere værdi. De falske anvisninger på værdier kaldes papir-penge, og fordi de ikke er sunde eller rigtige penge kan de bedst lignes ved en veksel, der skal indfries med rigtige værdier. De kan godt bruges og tilsyneladende uden problemer, så længe de modtagne værdier man får for de falske anvisninger svarer til det, der står på anvisningerne. Det går dog ikke i læng-den, den falske pengemængde får priserne på de efterspurgte varer til at stige.

 

Regeringerne gør det endnu værre:
Se, sådant er en rigtig fristelse for genvalgsivrige politikere ved magten. At love mere end man kan holde kaldes at gå bankerot. Regeringerne trykker også falske penge. Regeringerne er vældig inter-esserede i at bruge flere penge, end de kan få folk til at betale i skatter og afgifter. På den måde kan de indfri flere vælgerønsker og deres egne ambitioner og dermed lettere blive genvalgt. Med John Maynard Keynes idekompleks udformedes alle økonomiske tekstbøger i efterkrigstiden således, at politikernes tjenerskab – embedsmændene – hoppede på ideen, om at man kan stimulere et lands økonomi ved at forøge pengemængden. Man kan låne penge, trykke pengemidler og især øge denne trafik, når der ikke er udsigt til, at skatterne kan hæves mere i takt med politikernes uendelige behov for at opbruge værdier skabt af borgerne.

 

For at kunne styre retten til disse pengeanvisninger er det vigtigt for regeringerne at have en nationalbank, der låner midler ud til de private banker. På den måde behøver bankerne ikke holde så store reserver i forhold til indskuddene. D.v.s. betalingsmiddelmængden eller retten til værdierne i et land styres i høj grad af bankfolk og politikere, mest bankfolk, medens produktionen og arbejdet med at frembringe og omsætte værdier klares af helt andre, hvoraf langt hovedparten intet aner om bedraget.

 

Jo mere regeringerne ønsker at låne desto mere må nationalbanken reducere reservekravet. Normalt sælger regeringen så statsobligationer - der er for ihændehaveren er et rentebærende tilgodebevis.

 

Se, regeringen sælger normalt disse statsobligationer til nationalbanken, der betaler med egne, trykte midler. Statsobligationerne vil typisk efterfølgende søges afsat til borgere, der har ledig kasse at investere. Ved den sidste operation opsuges der så den købekraft eller de penge, der i stedet bruges af regeringen. Den forpligter sig ganske vist til at betale mere tilbage for at få obligationerne afsat, men her kan man fuldt berettiget spørge, hvorledes regeringen skulle blive i stand til at betale mere tilbage end den lånte hos borgerne.

 

Det kan regeringen selvfølgelig ikke. Kun ved at hæve skatterne yderligere, låne noget mere eller udhule værdierne i samfundet med inflation "kan den betale". Hvor skulle et postbud fra Vorbasse, der tilfældigvis sidder i en regering, være blevet i stand til at skabe sådanne omsætningsværdier, der er efterspurgt af borgerne i et land ved at være udviklingsminister for u-landene?

 

Når betalingsmiddelmængden øges repræsenterer de udstedte pengemidler ikke øget velstand. Når de bruges, bliver goderne i samfundet omsat hurtigere, end de hidtil er blevet produceret og så redu-ceres varelagrene. Det var teoretikeren Keynes’ opfattelse, at knapheden på umiddelbart omsætte-lige goder så ville stimulere produktionen til stigning. Dette er selvfølgelig ingen-lunde tilfældet. Virkeligheden fører til at priserne stiger, fordi dette netop typisk giver større fortjeneste end en øget produktion. Med denne overefterspørgsel efterspørges også flere udenlandske varer, så ubalancen i samhandelen forværres, fordi der så også importeres mere p.g.a. de falske penge. Flere (u)fine tricks en regering kan gøre brug af, repeter:

http://www.lilliput-information.com/lek1.html#tricks

 

Hvis borgerne sparer mere op i bankerne, vil bankerne, hvis de har nok at låne ud, sænke indlåns-renten. Den lavere rente vil også gælde udlånsrenten, således at forretningsfolkene opmuntres til at låne mere til at få etableret kapitalapparat, der kan øge produktionen. Den øgede produktion gør varerpriserne lavere, og herved fristes borgerne til at efterspørge flere varer og spare mindre op. Lavere opsparing vil hæve renten og bringe opsparingen og kapitalopbygningen tilbage i balance. I et frit marked - som her illustreret - vil renterne være selvregulerende, der foregår en automatisk tilpasning op og ned til bedst mulige økono-miske vækst. Anderledes hvis regeringen blander sig:

Når regering/nationalbank fastsætter en kunstig lav rente for at aktiviteten mere i gang: Herved sendes der falske signaler til forretningsverdenen så den overekspanderer. Til at begynde med fører den øgede kapitalopbygning til mere efterspørgsel efter arbejdskraft. Dette får lønkravene til at stige. De fleste imødekommes, fordi arbejdsmarkedet her er ganske monopoliseret af fagfore-ningerne. Herved stiger omkostningerne på almindelige forbrugsvarer, hvorved afsætningen dæm-pes, salgsvolumet falder, lagrene vokser, og forretningerne begynder at afsætte til lavere priser for at komme af med varerne. Når virksomhederne begynder at miste penge ved den øgede produktion, begynder de også at afskedige medarbejderne, og nedgangen er i gang. Det er national-bankens/ regeringens lette og billigere kreditter, der skaber de kunstige booms og også fallitterne efterføl-gende. Det samme med tilskudsøkonomien, der er blevet så altomfattende i Europa. Tilskuddene driver aktiviteten hen, hvor den ellers ville have holdt sig væk, og i grelle tilfælde væk fra ellers fordelagtig aktivitet. Herved skævvrides økonomi-ordningen og værre endnu, fordi alle led vender sig til tilskuddet, så kalkuleres der med vedvarende større efterspørgsel efter råvarer, halvfabrikata og andet. Når så tilskuddene ophører eller blot ikke øges, så bliver tilbageslaget meget større end det falske opsving og nedgangen til et endnu lavere niveau end før tilskuddene.

 

Byfornyelsestilskuddene er ophørt i Danmark. Dette giver kæmpearbejdsløshed i entreprenør-branchen igen.

 

USA i 1920-erne:
To dage før jul 1913 - hvor flere af senatorerne var taget på juleferie - vedtog Kongressen med Woodrow Wilson som præsident i USA The Federal Reserve Act, der reelt privatiserede pengeud-stedelsen i landet - d.v.s. lagde den i hænderne på visse private personer uden for kredsen af folke-valgte. Den første handling herfra var at mindske reservekravet over for bankerne. Senere blev reservekravet mindsket yderligere for at regeringen kunne gå (u)finansieret ind i Den Første Ver-denskrig - krige er vanskelige at skattefinansiere, fordi folk ikke ønsker krig. Først efter krigen påbegyndtes ødelæggelsen af pengene med inflation. Nu gjordes det muligt at udlåne 40% (eller 4 milliarder $ i begyndelsen af tyverne) mere i nytrykte sedler.

 

Folk troede at festen aldrig ophørte. Dette gav bankerne meget mere kredit at tilbyde end virk-somhederne overhovedet kunne bruge, så bankerne blev opfordret til at udlåne til det krigshærgede Europa til genopbygning. Indtil da havde det været nærmest umuligt at skaffe sig amerikanske dollars p.g.a. af de meget høje amerikanske import-tariffer; men nu kunne de låne dollars. Europæere købte de amerikanske produkter, og bankerne kom af med deres enorme bjerge af dollars.

 

Der var et lille problem her, import-tarifferne i USA opretholdtes, så europæerne havde næsten ingen mulighed fik for at tilbagebetale disse lån med dollars byttet for europæiske varer. Derfor valgte man at låne endnu mere ud til europæerne. Der blev også udlånt til at mildne erstatningskravet på Tyskland efter Den Første Verdenskrig (se første ovennævnte link). Sidst i tyverne begyndte man så at indse, at efterspørgslen efter pengemidler stadig voksede i USA, og spekulation i alt fra jord til aktier blev hver mands mulighed, dårligdommen lurede med dramatik, uden almindelige mennesker anede uråd. Var det måske ikke deres venner der sad og styrede kreditgivningen i Federal Reserve Systemet? Da handelsminister Hoover advarede, skiftede Federal Reserve fra at opkøbe regeringens statsobligationer til at sælge dem i stedet. Ved udgangen af 1928, efter at 63 pct. af alle statsobligationer i Federal Reserve’s depot var solgt, gik det stadig godt med økonomien. Dette hang bl.a sammen med, at bankerne fortsat kunne rediskontere eller sælge deres lån til Federal Reserve. Sidst i august 1929 hævede Federal Reserve rediskonteringsrenten fra 5 pct. to 6 pct. Fordi penge altid flyder derhen, hvor renten er højest startede en strøm af guld til USA fra Storbritannien - her skal man huske at guld stadig bar basisværdien under Guldstan-darden. Det betød betød at aktiemarkedets kurser steg yderligere på et ganske falsk grundlag. Den 23. september hævede England så renten med 62 pct. Inden for 48 timer gjorde Østrig, Denmark, Norway, Sweden og den Irland næsten det samme. Nu flød guldet guldet tilbage lige så hurtigt, som det var kommet over. De kunstigt høje aktiekurser i USA måtte nu ned, og bankerne måtte tilbagekalde de mange udlån til aktiespekulanter i millionsvis. Der var dog kun én måde de kunne tilbagebetale lånene på; det var ved at sælge aktierne. Så faldt kurserne yderligere, hvilket krævede opsigelse af endnu flere lån. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til… og omvendt. Sådan startede det store krak. Hvor Federal Reserve skulle have begrænset kreditterne øgede de dem, og hvor pengemængden blev reduceret skulle den hellere have været udvidet. Sjovt nok arbejdede danske nationalbank lige så fjollet i begyndelsen af tyverne (se næste link nedenfor). Gennem de næste tre år fra 1929, da de europæiske lande måtte misligholde deres dollarlån lukkede mere end 9000 banker i USA, pengeudbuddet faldt med 31 pct., og mere 9 millioner mennesker mistede deres opsparing.

 

USA år 2000:

I 1981 underskrev Præsident Ronald Reagan en lov, der indebar store skattenedsættelser, indkomst-skatten blev faktisk reduceret med 25 pct. Reagan reducerede dog ikke de offentlige udgifter, hvilket førte til en eksplosion i den nationale gæld. For at kunne finansiere den stigende gæld forblev renten høj. Hvad gav det af konsekvenser? Igen fordi kapitalen flyder til de mest profitable markeder, blev USA med de lave skatter og den høje rente meget attraktivt for udenlandske investorer. For at kunne købe amerikanske aktier og obligationer måtte udlændingene veksle deres penge til dollars. Denne efterspørgsel førte til knaphed på dollars i udlandet, og derfor måtte landene holde flere amerikanske dollars i reserve for at tage højde for denne vekslen til dollars. Se, dette her var vel ikke et led i nogen særlig bevidst plan? Nu måtte de udenlandske banker holde dollars i reserve, som de havde holdt guld i reserve tidligere.

 

Når Federal Reserve fortsat laver inflation med pengemiddeludbuddet - herunder budgetunder-skuddet - og disse nye penge bruges til at købe importerede produkter for, sker der følgende:

For det første kommer de af med de nytrykte, udækkede pengemidler, hvilket har bidraget til at holde betalingsmiddelmæng-den stabil i USA . For det andet, så længe udlændingene ikke bruger disse nye penge er det ligesom, hvis man ikke indløser en check, og på den måde har amerikanerne faktisk fået vores varer gratis. Ved at importere varer, som de ikke rent faktisk betaler for, vokser amerikanernes levestandard.

Det er denne stigning i velstanden sammen med eksporten af overskudspengemidlerne, der får dollaren til at holde sig på et højere niveau, end den reelt skulle være. Og dette sidste fænomen transformeres til lavere priser for amerikanerne i sidste ende.

 

Fordi amerikanske dollars er blevet internationalt betalingsmiddel holder udenlandske regeringer/ nationalbanker typisk 60 pct. af deres reserver i dollars. Disse reserver består ikke af dollars, men af amerikanske statsobligationer, som de køber i stedet for amerikanske varer. D.v.s. hele verden låner de amerikanske regeringer penge i større og større summer. Hver eneste dol-lar udenfor USA er et udlån til USA, der venter på tilbagebetalt. Det sket først når der købes varer for penge-midlerne.

 

Papirmøllen underminerer os:
Når dansk TV i en lang periode i begyndelsen af 2000 opfordrede folk til at købe aktier og især IT-aktier var det som sædvanen og nærmest som da det startede med de såkaldte investeringsforenin-ger sidst i 1970-erne: Når toppen begynder at frygte for at spekulationsvanviddet får en ende plejer deres lakajer at tilbyde undersåtterne sådanne forretninger også. Med investeringsforeningerne skete det ikke sjældent, at bankernes dårlige spekulationsaffærer gennem et år havnede i investeringsfor-eningernes portefølje. Lidt af det blev trukket frem.

 

I tyvernes boom kunne almindelige amerikanere låne penge at spekulere for. Det sendte selvfølgelig kurserne til vejrs, ikke mindst fordi et så meget større potentiale deltog i de arbejdsfri aktiviteter. Faktisk udtrykker en akties kurs forholdet imellem det forventede afkast i den pågældende virk-somhed og den indskudte kapital. Der udbetales ganske vist et udbytte som en generalforsam-lingsaftalt procentdel af pålydende på aktien. Men den tid er ved at være forbi, hvor virksomheder-nes aktivitet og indtjening har nogen primær interesse for investor. Det er blevet forventningerne til den fremtidige kursudvikling, der næsten er eneafgørende for om der købes aktier. Aktiemarkedet bruges også i stigende omfang i Europa til at skaffe sig den fornødne kapital til en ekspansion på en nem måde. De mange små investorer er blevet det tynde øl, der får det hele til at glide, bare der nok af det. Går det galt fordeles skader ligeså.

 

Opsparingen i dag går ikke de traditionelle bankkonti længere, den placeres i obligationer og aktier (endnu), bl.a. fordi bankrenterne holdes kunstigt lave, så ikke er det profitabelt at spare op i de sædvanlige former længere. De vil gerne have os alle med i spekulationen og aktiviteten må ikke falde for drastisk og dermed tydeligt. Man kan sige "de prøver at ophæve tyngdekraften ved at få nogen at stå på".

 

Med en politiker-opfundet EURO stærkt inspireret af internationale banker er der kommet en foreløbig redningsplanke for amerikanerne. Kunstvalutaen EURO lagt over et højest diffentieret kontinent uden fælles sprog og kultur og i øvrigt en ukendt betalingsmiddelmængde (i f.eks. Italien af ukendt, men galakse-stor) samt en såkaldt pengepolitik, der kan modificeres af nogle politikere, der er blevet ministre, skal EURO falde, og dette driver selvfølgelig investorerne fra EURO-zonen mod dollar-, yen-, pund-markederne, som vi har set det første år med EURO i 12 EU-lande. Guldet har vi vel også efterhånden set en minimumspris på. Med EURO strømmer kapitalen således ud af Europa. Rentepolitikken virker faktisk på andet end kapitalstrømmen. Der er sågar regler i Maa-stricht-traktaten, der kan aktiveres, om forbud mod kapitaleksport… ligesom i den nyligt nedlagte union ovre østpå og i Nazityskland iøvrigt. Om EURO (en generel og en lidt specialiseret gennem-gang):

http://www.lilliput-information.com/euro.html

 

Læs denne gennemgang igen og lær, hvad der foregår. Kun sproget er tilpasset, indholdet er i top og vel nærmest unikt i Europa, skulle jeg mene. Hører gerne din kommentar, hvis du bruger hjernen, når du har noget på hjerte.

 

 

Til appendiks 3