Appendix 3

Enron, USA. Kæmpeskandalen i dansk dejavue anno 1923

 

Den administrerende direktør Kenn Lay arbejder centralt på hindre kontrol med firmaets finansielle operationer. Den amerikanske finansminister Robert Rubin blev tilbudt plads i bestyrelsen. I stedet går han til Citibank, der er en a Enrons stør-ste långivere. Få måneder efter den nye finansminister Lawrence Summers tiltræden stiller Enron krav om at derivat-markedet ikke får indblanding fra staten. Gennem årene har koncernen betalt flere hundrede millioner dollars til de amerikanske politikere med det største bidrag til Bush’s valg til guvernør i Texas og til at blive Amerikas præsident.

Staten skulle gribe ind, vældige tab som investorerne og tusinder af arbejdere har lidt. Stumpesalg med konkursboets godkendelse. Bl.a. 250 millioner der skal dække en gæld på 4 mia. Flere regerings-kommissioner. Revisionsfirmaet Arthur Jensen vil betale mellem 700 og 800 millioner efter mangel-fuld kontrol med regnskaberne i Enron og for sin rådgivning.

Salg af underskud, kurspleje, overvurdering af aktiver, undervurdering af passiver, nymission af aktier for ny markedskapital. Intet nyt under solen siden 1923. Når det gøres helt rigtigt er finansministeren og nationalbankdirektøren med.

 

Den overordentlige Kommission af 8. august 1914 :

 

Magtens mænd var overskriften på tre sider i Ekstra Bladet 28. december 1997. Her kunne bl.a. læses med  følgende undertitel, Kan knuse Dansk Økonomi: “Som nævnt findes der i den vestlige verden ingen parallel til den enestående magt, som Den danske Bank i ledtog med A. P. Møller besidder i det danske samfund. Men et enkelt eksempel hentet fra erhvervshistorien dokumenterer, hvor galt det kan gå, hvis en sådan magtkoncentration ikke forvaltes med for-sigtighed og hæderlighed.”

“Vi skal tilbage til Danmark under 1. verdenskrig og starten af 20-erne. Dengang eksisterede der også en magtakse mellem Danmarks største bank og Danmarks mægtigste virksomhed.”

“Da var Landmandsbanken, som Den Danske Bank hed dengang, allieret med tidens mægtigste mand, H. N. Ander-sen og hans ØK”(citat slut).

Herefter skriver Ekstra Bladet særdeles kryptisk om årsagen til det passerede dengang. Det er da ret forståeligt, at sandheden ikke skrives. Den kan Ekstra Bladet vanskelig kende, eftersom næsten alt konkret blev mørkelagt om Landmandsbank-krakket, herunder Kommissionens Betænkning. Derfor er ordet, som vi har understreget i ovenstående uddrag af Ekstra Bladets artikel af Jan Michaelsen, ikke særlig velvalgt.

Anderledes stiller det sig, når førstehåndskilder er for hånden, kilder der fulgte tingene og hændelserne på allernærmeste hold. Landmandsbanken var udsprunget af en af børsverdenens mest usunde vækster. Sadelmagersvend og børsspekulant, ’baron’ Gottlieb Abraham Gedalia grundlagde 1849 (samme år som vi fik grundloven) en vekselererforretning i København. Han startede Land-mandsbanken i 1873 [1]. Han gik fallit i 1875.

Efter Landmandsbankkrakket i 1923 og Emil Glückstadts endeligt skiftede banken præg endegyl-digt. A. P. Møller blev indflydelsesrig aktionær direkte og gennem årene også mere indirekte domi-nerende via diverse selskaber ejet af A. P. Møller.

Når vi derimod ser på perioden fra 1900 til 1923, så er den officielle historieskrivningen ikke så tip top. Den er noget stykke-vis og nogle steder endog helt spredt, andre steder direkte misvisende og mangelfuld.

Den overordentlige Kommission med det lange imponerende navn, der i det daglige blev kaldt Prisregulerings-kommissionen, havde til opgave gennem den første Verdenskrig 1914-1918 og i den vanskelige situation i efterkrigstiden indtil 1921, at afbøde varemangelen og de uheldige markedsvilkår, der uden indgriben opstår, når leverancerne fra udlandet bliver knappe og uregel-mæssige. Her skal det huskes, at den uindskrænkede undervandsbådskrig og den udvidede blokade fra 1. februar 1917 skabte en meget uholdbart situation for både danske virksomheder og forbru-gerne. Under den næste verdenskrig etable-redes tilsvarende Priskontrolrådet og Vareforsynings-direktoratet, hvis navne vel er mere betegnende.

Kommissionens økonomiske sekretariatsforretninger udførtes af  senere økonomidirektør Holger Koed og den senere kontorchef i Store Nordiske Selskab B. Gloerfelt-Tarp. Med et større arbejdsfelt måtte sekretariatet udvides med senere lands-dommer  T. Spang-Hansen og senere kontorchef i Udenrigsministeriet Hans Jacob Hansen. Taget i betragtning hvilken be-manding tilsvarende institutioner var udstyret med er det forbløffende, hvor få medarbejdere Prisreguleringskommis-sionen klarede sig med; det samlede antal var 25.

Kommissionen havde dengang (under krigen) til huse i Zahlkammerporten, som er forbindelsesbyg-ningen mellem Christiansborg og den røde bygning. Triumviratet, hvis medlemmer udgjorde forretningsudvalget og ledede Kommissions-arbejdet, be-stod formanden, overformynder M. P. Friis, meddirektør Heilbuth i Landmandsbanken og konsul Lauritzen. Af øvrige med-lemmer af Kommissionen kan nævnes professor L. V. Birck, redaktør (senere minister) Hauge, Niels Frederik-sen, Jensen-Klejs og industriens store fører, Alex Foss, der også var medlem indtil 1918.

Allerede i 1916 havde Birck stærkt kritiseret overkapitaliseringen[2] og børsmanøvrer ved sammenslutningen, som Ballin og Hertz foretog af 10 skotøjsfabrikker til A/S De forenede Skotøjs-fabrikker. Ikke alene sattes aktiekapitalen helt urealistisk højt til 9 mill. kr. (i 1916), men indeha-verne af de hidtidige foretagender blev også stillet i udsigt, at de nye aktier i sammen-slutningen, som de skulle overtage som vederlag for de gamle, ville kunne sælges for kurs 200. Kursen blev inden emissionen – nyudstedelsen af aktier i sammenslutningen - drevet helt op i 300. Om emis-sionen står det senere (1923) i Landmandsbank-kommissionens beretning:

“Stemningen var præpareret, og da kun 2 mill. af de 9 mill. kr. udbødes (til 110 pct. )[3], blev der et run på Landmands-banken for at tegne aktier. I Emil Glückstadts korrespondance findes adskillige breve fra kendte supplikanter (ansøgere) om at få lov at være med. Inden emissionen omsattes aktierne til 300, så folk stod i kø for at få fat i de 2 mil-lioner. Beløbet overtegnedes 100 gange, 2.700 personer tegnede sig for større eller mindre poster. --- 400 personer fik de 2 mill. kr. aktier, og kun de mest begunstigede fik over 10.000 kr. Max Ballin overtog selv af de 2 mill. kr. 750.000 plus 20.000 som han mulig har foræret bort blandt sine venner. Ellers gaves poster på over 20.000 kr. kun til ledende mænd i finansverdenen; de øvrige accepterede tegninger havde karakteren af et nådessekretariats gaver, givet til folk, der enten stod Glückstadt, Ballin eller vekselerer I.  M. Levin nær, eller som ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd. Ved at gennemgå listen over de smukke navne, der var interesseret i kursens opretholdelse, forstår man, hvilken halsløs gerning det måtte være at kritisere denne emission.”

Nu skal man ikke hæfte sig så meget ved beløbsstørrelserne i millioner. De kan selvsagt ingenlunde sammenlignes med noget millionbeløb af dags dato. For at illustrere, hvilke beløb, der var tale om i datidens tælleenheder - om man vil - kan det oply-ses, at i år 1900 var der ialt 100 mill. kr. i sedler i omløb i Danmark. I 1914 var omløbet i sedler 140 mill. kr.

De udbudte aktier faldt efterhånden, og et par år efter stod de i 160. Noget måtte gøres for at holde kursen oppe, og udvejen blev den store sammenslutning i 1918, der ganske manglede teknisk og økonomisk ide, men gav anledning til børsrygter og kursstigning for de tre enkeltselskabers aktier, samt til et par mill. kr.s fortjeneste til et konsortium. L. V. Birck fremsatte også en kraftig kritik af denne sammenslutning.

Ved de forhandlinger om branchens forhold, der så begyndte i 1918, var der grobund for en voldsom modsætning og intrige imellem Birck og Ballin. Birck blev hængt ud i hele den køben-havnske presse af Ballins forbindelser. Bølgerne gik højt og ved en lejlighed var det nær kommet til et direkte korporligt optrin de to herrer imellem.

Max Ballin tilhørte den kreds af spekulanter, der samledes om Landmandsbanken og veksele-rerfirmaet I. M. Levin & Co, og hans død for egen hånd i april 1921 efter en kæmpemæssig mislyk-ket spekulation i chevreauskind bragte kursen på Land-mandsbankens aktier til at vakle.

I svindelperioden efter den første verdenskrig var den lette og behændige etatsråd Emil Glückstadt den førende. Gennem arvefølge var han i 1910, 35 år gammel, blevet administrerende direktør i landets største bank, Landmandsbanken. Han samlede under verdenskrigen og i efterkrigstiden en sluttet kreds af børsspekulanter og projektmagere om sig og banken. Det var folk der ubekymret regnede med, at krigsperiodens højkonjunktur[4] ville vare evigt, og som derfra i deres vurderinger kapitali-serede årsindtægter[5], der kun beroede på konjunkturen. Haussespekulationen[6] florerede. Landmandsbanken og dens kreds er sikkert den største kapitalistiske magtkoncentration, vort land havde kendt indtil da. Har der nogensinde her i landet eksisteret et “tredje ting”, har det været, medens denne taffelrunde beherskede vort økonomiske liv.

Ikke blot indenfor sin egen kreds, men også i pressen og dermed i den offentlige bevidsthed, gik Glückstadt for at være en finansmand i verdensformat, for hvem alt lykkedes. Regeringen benyttede ham i vigtige missioner: Ordningen af de finansielle forhold i forbindelse med Genforeningen, Finanskonferencen i Brüssel. For Folkeforbundet undersøgte han i 1921 Østrigs finanser. National-banken så ydmygt op til hans storhed, pressen lå i støvet for hans magt.

Dels nogle store industri- og handelsforetagender, deriblandt ØK og den Ballin’ske læder- og skotøjstrust, dels en række vekselerere og spekulations-konsortier, der (indtil udgangen af  1921) lededes af Harald Plum, og for hvilke Glückstadt var formand, var knyttet nært til Landmands-banken. (Harald Plums) Transatlantisk Kompagni, der havde et net af filialer over hele kloden, var et typisk udtryk for de letsindige storhedsdrømme, der dengang sigtede mod at gøre København - Østersøens Stabelplads - til et centrum for verdenshandelen efter krigens ødelæggelser.

Medens Glückstadt endnu stod på magtens og ærens tinder, satte Birck sit angreb ind.

På Transatlantisk Kompagny’s generalforsamling den 10. juni 1922, hvor regnskabet for 1921 blev forelagt med forslag om likvidation eller overdragelse til et nyt selskab mod betaling af 15% til aktionærerne, rettede Birck en stærk og indgående kritik mod grundlaget for det aflagte regnskab og mod den overdrevne finansiering af kompagniet. Han kritiserede dets organisation, der var et æskesystem, dets slette og dyre administration og dets handel, der havde kædehandelens karakter, og som ikke afgav nogen profit. “Om årsagen til krakket siger bestyrelsens formand: “Konjunk-turerne”, - I de gode år hed det: Ledelsens dygtighed, i de dårlige år får Vorherre skylden.”

Mod slutningen af sin lange tale vendte Birck sig direkte mod formanden, Etatsråd Glückstadt, idet han udtalte:

“Det er ikke mod Etatsråd Glückstadt personligt, at jeg optræder, men mod hans ulykkelige finanssystem, som for at skaffe forrentning til den for store kapitalisation[7] tvinger den ene industri efter den anden ud i forretninger, som må ødelægge dem. Denne finansiering er en snylteplante på dansk erhvervsliv, og når dertil slutter sig mangel på vilje til i tide at trække i land, så bliver resultatet, som vi har set, at hvor Etatsråd Glückstadt har trådt med sin finansie-ringskunst, der vokser der aldrig græs mere. De, hr. Etatsråd Glückstadt, er en stor mand - efter den københavnske presses enstemige udtalelse i 5 år af dimensioner, som næsten sprænger vort stakkels lille lands økonomi. De har magt og forbindelser, og dog - der ligger dansk erhvervsliv, og der ligger dansk industri, svækket og ødelagt på grund af Deres finanspolitik og Deres uvilje mod at tage den endelige opgørelse. At sunde og nye foretagender ikke kan få den nødvendige kapital, fordi denne skal bruges til at holde værdier oppe, der for længst er forsvundne, herfor har De æren og ansvaret. Jo, visseligen er De en stor mand! Nu ender De med dette fyrværkeri: for 4½ million kr. køb af et underskud, der angives til 3½ million, men efter mit skøn er 8½. Det er en ganske net afslutning for aktionærerne, men for selve det Transatlantiske eventyr, for koncernen og måske for Dem selv er det ikke en afslutning, men en udsættelse - en frist.”

 

Landmandsbank-Kommissionen af 21. september 1921:

En måned efter kom Landmandsbankens første rekonstruktion og i september det store sammenbrud, hvor staten måtte træde til for at redde banken. Hårdt trængt af den offentlige mening måtte regeringen i forbindelse med loven af 21. september om statens medvirken ved banken rekonstruktion ved særlig lov gennemføre nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af bankens forhold, særlig årsagen til bankens økonomiske vanskeligheder.

Kommissionen anordnedes tillige som en ekstraordinær ret. Den kom til at bestå af daværende landsdommer Rump (som formand), daværende bankinspektør Green og professor L. V. Birck. Overfor offentligheden, der krævede undersøgelse og klarlæggelse til bunds, måtte Birck blive den, hvis navn borgede for, at dette krav ville ske fyldest.

Kort efter kommissionens nedsættelse blev senere økonomidirektør Holger Roed ansat af professor Birck som medarbejder ved kommissionen. Af kommissionens øvrige medlemmer og sekretærer kan nævnes E. Kaufmann, T. B. Riber, W. Juul og endvidere rigsadvokat Topsøe-Jensen, der assisteredes af revisor N. F. Torner, og statsadvokat Viggo Thomsen, der assisteredes af revisor Axel Andersen, samt senere direktør i Landmandsbanken Poul Ingholt, der som fuldmægtig i ban-ken var stillet til rådighed for fremskaffelse af materiale fra denne.

Kommissionen fik lokaler i Landmandsbanken, i øverste etage af den såkaldte Grønske ejendom, et smalt hus, der ligger ved siden af den egentlige bankbygning. Her havde Glückstadt haft en lille aftrædelseslejlighed på nogle få værelser, og i disse indrettede kommissionen og dens sekretariat sig. Under særlig travlhed blev også badeværelset inddraget til kontorlokale.

Næppe nogen opgave har passet Birck bedre end den, der nu skulle løses, og han følte det som et stort personligt ansvar, at den blev løst til bunds. Hans tidligere kritik forpligtede; han havde yderligere i en artikel mellem rekonstruktionens to faser, be-titlet “fhv. Direktør Emil Glückstadt som bankleder” (før Glückstadt blev forhenværende), offentlig givet en vurdering af de mangler ved bankens ledelse, der havde ført til misèren, som dengang endnu ikke var blevet til en katastrofe. Her havde Birck ikke blot en vid jagtmark for sin ejendommelige sporsans overfor svindel af enhver art, men tillige et stort materiale for økonomiske studier over udviklingen i en hektisk højkonjunktur. Her var der et grundlag for den vekselvirkning mellem teori og praktisk erfaring, der kendetegnede Birck som nationaløkonom.

Birck kastede sig ind i arbejdet med voldsom energi. Karakteristisk for ham var det, at det lykkedes ham, blot med enkelt medarbejder til hjælp, i løbet af den første uges tid på grundlag af de foreliggende officielle årsregnskaber og beretninger at udrede trådene og tabene i den Harald Plum’ske koncerns mylder af gensidigt infiltrerede selskaber. Resultatet blev uddybet, men ikke væsentlig ændret, ved senere detailundersøgelser. Ved disse senere undersøgelser blev det paro-diske samhandels-system mellem søster- og datterselskaber klarlagt, et system, hvis købmands-mæssige forrykthed kulminerede i, at hvert af selskaberne havde ret til at sende ubeordrede varer i konsignation[8] til hvert af de andre selskaber og at trække en veksel på beløbet. Varerne fordyredes derved ofte med flere fragter og beregnede avancer og sendtes fra sted til sted til stadig forøgede priser, hvorved tabene, da priserne på verdensmarkedet faldt, kunne camoufleres, indtil varerne endelig måtte sælges til en udenforstående spotpris. Når et vareparti f.eks. var fragtet tre gange over Atlanterhavet, inden det blev solgt, måtte tabet blive derefter. Det samlede tab måtte til sidst - såvel for koncernen som det deraf flydende tab for banken - skrives med et nicifret tal.

Med samme virkelyst tog Birck fat på behandlingen af forholdene i en række dampskibsselskaber, i hvis aktier betydelige og mærkelige spekulationer havde fundet sted i banken, på bankens forhold til offentlige lån og på udredningen af den indre udvikling i en række industri- og handelsselskaber, der figurerede som tabsgivende debitorer i banken.

En dybtgående undersøgelse blev foretaget af Ballin-koncernens forhold. Det blev bl.a. dokumen-teret, at Max Ballin og hans meddirektør Hugo Rothenberg til stadighed i stort omfang havde spekuleret i deres eget selskabs aktier, foruden at de havde været deltagere i en mængde andre spekulationer, resulterende i tab på 6 mill. kr. i vekselererfirmaet I. M. Levin og Co, hvor-fra tabet havnede i Landmandsbanken. Punkt for punkt kunne det godtgøres, hvorledes hensynet til børs-kurserne havde været det ledende ved deres dispositioner og regnskaber. For Rothenbergs vedkom-mende kom hertil nogle mislige pengetransaktioner med firmaets kunder.

Birck supplerede i udstrakt omfang de oplysninger, gennemgangen af bøger, protekoller og korrespondance gav, med samtaler med de pågældende firmaers ledere og funktionærer og kom derved langt nærmere ind på livet af de motiver, der havde været bestemmende for transaktionerne, og de personlige forhold, hvorom bøgerne intet fortalte.

Klikens medlemmer erfarer vi om gennem Bircks ord: ”Hvis jeg nævner de herrer, som er i over 10 selskabers bestyrelser: C. C. Clausen, Max Ballin, Alfred Benzon, Benny Dessau, Hey, Johan Levin, Lester Levig, Ringberg, Schack Eiber, over-retssagfører Olesen o.s.v. eller for at tage den, som satte rekorden, bankdirektør Emil Glückstadt, som har sæde i henved 40 selskaber, forstår man, at det er de samme mænd, vi møder overalt, i forskellig iklædning, men med samme sindelag.

 

Finanstidende december 1922:

“Den klike, der har styret landet og folket i disse år, var som nu de sammenspistes klub. Dens deltagere delte bestyrelsesposter, tantiemer, spekulationsavancer, magt og indflydelse imellem sig under megen indbyrdes misundelse, men under en stilti-ende forståelse af, at således profiterede de alle bedst af taburetterne.

For bankens vedkommende var naturligvis direktionens korrespondance og indbyrdes telegramud-veksling af betydning for forståelsen af mange ting. Den var noget vanskelig at trænge ind i, fordi firmaer og personer ofte betegnedes med sindrige omskrivninger eller fantastiske øgenavne. Etatsråden på den anden side af “Niels Juel” betegnedes således “Elefanten”, hvilket efterhånden “forkortedes” til “Snabelen” - en enkelt gang ændret til “Snøbelen.” Formanden for et andet af vore store nationale foretagender betegnedes som “Fjolset” og fremdeles. Det var en stor fornøjelse for Birck at gætte disse gåder. Nogle alen-lange telegramudvekslinger syntes en tid helt uforståelige. De drejede sig om vejr og vind, befindende og søsyge og alskens til-fældig snak, holdt i en for udenforstående ret uforståelig jargon. Det varede et stykke tid, inden det blev klart, at de indeholdt ikke værdifulde oplysninger i et eller andet kodesprog, som det gjaldt om at dechifrere, men kun var, hvad de gav sig ud for. At nogen skulle kunne benytte den dyre udenlandske telegraffor-bindelse til så ørkesløst et formål, havde Birck vanskeligt ved at tro.

I banken som hos dens kreds af debitorer var det til stor skade, at de ledendes interesse ganske var opslugt af Børsen, hvor kurserne på kredsens favoritpapirer manipuleredes gennem konsortier ved udbredelse af rygter om, at nu skulle papiret stige. Glückstadt og hans meddirektør Ringberg var førende i disse spekulationskonsortier, hvis deltagere ofte kun var kendt af dem personligt, men ikke af banken som sådan. Efter spekulationens udfald kunne det så afgøres, om det var direktørerne personligt eller banken (eller vedkommende selskab), der havde været deltager i konsortiet.

Herved blev det let for personerne at befri sig for tab, når kurserne gik ned, medens fortjenesten til dem var sikker.

Glückstadt havde en god allround bankuddannelse, her og i udlandet. Ringbergs forudsætninger for at beklæde sin stilling gik ikke ud over dem, han havde erhvervet på et vekselererkontor (I.M. Levin & Co). De var begge uden dyberegående økono-misk viden og forståelse.

I disse år måtte det ene selskab efter det andet standse virksomheden og træde i likvidation. Men det personlige sammenhold mellem lederne var stærkt, og det lykkedes som oftest venner at få direktørerne i forulykkede selskaber anbragt i andre leden-de stillinger, uanset hvor udygtige de havde vist sig at være. Denne flugt fra ansvaret hos de ledende, medens aktionærerne, funktio-nærerne og arbejderne måtte bære byrderne ved tab eller arbejdsløshed, forargede Birck, der udar-bejdede tekst til et standardtelegram (til en reder), som han med virkning citerede, hver gang et nyt tilfælde af denne art indtraf. Det lød: “Skibet er gået under med mand og mus, men gudskelov, kaptajnen blev reddet.”

Netop i denne periode i dansk politik nød det radikale parti gennem direktør Heilbuth en økonomisk støtte, der bl.a. dannede grundlag for dagbladet Politikens opblomstring. Heilbuth forærede det radikale parti 1 mill. kr., som var tjent ved spekulationer og af hvilke han ved Landmandsbankens sammenbrud kom til at skylde meget store beløb. Politiken blev således finansieret ved Landmands-banksvindelen.

På forskellige tidspunkter viste der sig kraftige bestræbelser på at standse eller indskrænke undersøgelsen. Ikke blot var de indflydelsesrige heri, men også hos andre betydende faktorer kom der betænkeligheder frem ved omfanget af de mulige virkninger af de afsløringer, der kunne ventes. Medvirkende hertil var det sikkert, at de transaktioner vedrørende et konsortium i kabelaktier, som senere medførte en bedrageridom over den ansete industrimand H. P. Prior, ligesom tilfældigt blev spillet kommissionen i hænde fra bankens side på et tidligt tidspunkt i undersøgelsen. Man kunne ikke værge sig mod den opfattelse, at dette var en manøvre, der skulle skræmme: Ville ikke hele toppen blive skåret af erhvervslivet ved fortsatte undersøgelser? Kunne de “ansete mænds fagfore-ning” holde til det mandefald, der eventuelt ville komme? Det lykkedes Birck at afværge an-slagene mod arbejdets fortsættelse.

For Birck blev det væsentlige at søge de økonomiske fejlgreb opklaret, der havde ført til katastro-fen, medens Rump lagde hovedvægten på klarlæggelsen af den strafferetlige side af sagen. Efter Rumps opfattelse måtte undersøgelsen koncentreres om forholdene i selve banken, hvorimod Birck ville have undersøgelsen ført videre ud til bankens debitorer for at få konstateret, hvorfor banken havde tab på sine tilgodehavender hos dem.

Den forskellige opfattelse med hensyn til omfanget af kommissionens arbejde førte til tider til stærke meningsudvekslinger, og den form, disse antog, var sikkert påvirket af, at de to stridende parter var hinanden så ulige som vel muligt i både åndsliv og levevis.

Ved disse meningsudvekslinger om undersøgelsens omfang lagde Birck ikke fingrene imellem. Han chokerede således ganske den pæne landsdommer ved engang i stridens hede at betegne ham som “en jurist, der er avanceret som følge af tyngdeloven” Birck udfoldede i hele kommissionens virketid et utrætteligt arbejde. Var han først kommet i gang med en sag, fortsatte han helst ud i et træk, så længe det var muligt. En væsentlig del af mit arbejde sammen med ham blev derfor natarbejde, ofte indtil den første morgensporvogns klemt mindede om, at det var på tide at søge hvile.

Det ovenfor er berettet af en af kommissionens centrale skikkelser (Holger Roed) 30 år efter Landmandsbankkommissionens arbejde var afsluttet. Han er primærkilden, der har givet ovenstående (her kun i uddrag) til eftertiden.

Birck forlod Landmandsbankkommissionen som en træt og skuffet mand. Den udrensning, han havde kæmpet for, blev kun delvis til virkelighed. Eksempelvis kunne Harald Plum, der fik en dom, som af den offentlige mening nærmest opfattedes som frifindelse, fortsætte sin virksomhed med Crown Butter, og først skuddet på Thorø satte punktum for hans virksomhed, hvor-efter hans bedrageriske transaktioner ikke lod sig skjule. Men også på mange andre felter var udrensningen ikke ført til bunds, og år skulle hengå og yderligere misgreb gøres, inden forholdene bedredes. Tiden gav Bircks synspunkter ret.[9]

I 1933 mødte Lauritz V. Birck, knap 62 år gammel, den bratte død, han altid havde ønsket sig.

Undervisningsminister Byskov i 1924: “Det er rigtigere at sige, at vi styres og regeres af højfinan-sen, som forholdet er i de fleste andre lande, der har den lykke at styres parlamentarisk.[10]

 

Statens finanser og styring:

Først skal læseren forstå, at staten trykker pengemidler eller lader pengemidler trykke, staten låner penge, staten inddriver penge i skat, og staten bruger penge[11]. Det er snublende nemt at tolke kendsgerningerne aldeles forkert. Alle nationaløkonomer - stort set - har siden keynesianismens start i midten af 1930-erne haft til opgave at fylde folk med “en historie fra danse-myggenes korte sommer.”

Formålet kan ikke ses at have været andet end at få en ren kreditøkonomi etableret på den vestlige hemisfære efter 2. verdenskrig.

Altså, staten skaber ikke penge, den trykker sedler, låner, inddriver og forbruger penge. Helt svarende til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med velsig-nelser, kan staten ej heller skabe penge.

Vi nævnte ovenfor at seddelmængden udgjorde 140 mill. kr. i 1914. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr. Staten lod altså pengemidler trykke for at komme igennem 1. verdenskrig så bekvemt som muligt. Finansministeriet misbrugte denne form for gæld. Forskuddene hos nationalbanken nåede op til 100 mill. kr. De blev i øvrigt ikke afbetalt kontant, men blev ombyttet med gælds-beviser. Under krigen trak staterne overalt på denne måde på deres banker, helt absurd i Frankrig og Mellemeuropa, men selv i England nåede disse “advances, ways and means” i 1919 op på nær ½ mia. Pd. Strl.

Når staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, så går det galt. Så stiger priserne[12]. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Så slås bunden ud af marke-det, prisen på kartofler går i bund og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene, når der er for mange sedler. Det svarer helt til at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.

Når 1. verdenskrig samtidig skabte varemangel på grund af problemer med udenrigshandelen under krigsforhold, så syntes den med at trykke penge til for at finansiere krigsperioden helt gal. Alt det der var slemt nok blev meget værre, end det ellers ville være blevet. Men det var prøvet før.

Den såkaldte Uafhængighedskrig i USA og senere Borgerkrigen sammesteds finansieredes på lignende måde. Nu er det ikke nemt at få folk til at betale højere skatter for at finansiere en krig, som de samme borgere ikke ønsker. I øvrigt kunne en sådan finansiering hurtigt føre til noget ganske uoverskueligt under et parlamentarisk styre. Regeringen kunne jo falde. Også historien der fortæller om Trediveårs- eller Kejserkrigen og Napoleonskrigene havde nu gentaget sig i en ny, lidt anden version end den officielt berettede.

1. verdenskrig førtes ved et ud i karikaturen krænget falskmøntneri og en statsgæld af afsindige dimensioner. I den europæisk-amerikanske økonomi steg statsgælden fra 150 milliarder til 1 billion i 1918, til 1½ billion i 1919 og til 2 billioner danske kro-ner lidt senere. Og så er statsgælden ikke medregnet for de stater, hvis gældstab blev for astronomiske.[13]

Ved 1. verdenskrigs udbrud var I. Zahle statsminister og Edvard Brandes finansminister. Sidst-nævnte var i øvrigt broder til literaten Georg Brandes. Dette Zahles 2. ministerium, det 8. i alt i Danmark på 12 år, tiltrådte 21. juni 1913. Venstre bærer ansvaret 1902-1914. Det første ministe-rium Zahle (Radikale) sad fra 28. oktober 1909 til 5. juli 1910. Det 2. ministerium Zahle falder i marts 1921. Fra april 1921 (reelt) Niels Neergaards finansstyre[14].

Edvard Brandes særegne finansstyre falder i tre perioder. 1) Krigens første to år, hvor de offentlige udgifter ikke steg så meget som prisniveauet, men hvor Dr. Brandes barslede med en uheldssvanger lånepolitik, 2) de tre sidste krigsår, og 3) endelig afviklingsårene 1919-21 - de to sidste år foregik under højkonjunktur, men med et skæbnesvangert finansielt resultat. Landet stod til bankerot i 1923. Gælden var fra 1919-1922 vokset med 50 pct., og den voksede med 100 pct. det næste år 1922-23.

For at bedømme Dr. Brandes finansstyre, hvis reelle virkninger strækker sig fra 1914 til 1921, skal vi se på hans underskud på det egentlige budget i de 7 år - 237 mill. kr. - penge der burde være inddrevet i skatter og forhøjede takster allerede i de tre første krigsår.

Den kritik der kan rettes mod finanspolitikken under og umiddelbart efter verdenskrigen er umiddelbart mest af økonomisk art. Man optog lån, da borgernes skatteevne var stor, og valgte at tilbagebetale i en tid, hvor skatteevnen var svag. Dertil kommer at disse statslån netop ikke var blevet udbudt bredt til publikum i form af obligationer, som det lå snublende nært at gøre netop i perioden med pengerigelighed. Hertil skal lånenes behagelige betingelser tages i betragtning.

I oktober 1920 udstedes et dollarlån på 25 mill. 8 pct. til kurs 95, uden rente de første 5 år derefter forrentet i 20 år, i de før-ste 10 år til kurs 110 og i de sidste 10 år til kurs 107½. Det andet lån til 6 pct. er efter Lov december 1921 30 mill. dollars, kurs 90, tilbagebetales efter 20 års forløb til pari.

I statsregnskabet i 1922 opgøres de to lån med renter til ca. 287 mill. kr.

De er optaget gennem National City Compagny. Der er flere problemer; men f.eks. er 1920-lånet optaget til en dollarkurs på mellem 7 1/4 og 7 1/2; men det blev fra december solgt til herværende banker til kurser, der efterhånden falder til 5 kr. I gennemsnit 5,90.

Derudover garanterer  staten for det kommunale lån, som en række købstæder optog i januar 1923, 15 mill. Pd. Strl., rente 8 pct., overtagelseskurs 93 og tilbagebetalingskurs 107½. “Efter Bankkommissionens Betænkning er intiativet til udenlandske lån udgået fra de amerikanske firmaer, for hvilke Landmandsbanken faktisk var agent”, skrev Birck i 1925.

“Den kritik som eftertiden vil rette mod den daværende finansministers ansvar for disse låns tidspunkt, vil han med føje kunne henvise til den mærkbare mangel på støtte, han fik fra national-bankens side”, skriver Birck  i ‘Europas Svøbe’ i 1925.

Var krigen endt i 1916, kunne man have kørt videre, og kapitalen ville have tjent enormt, for gælden var dengang ikke større, end at både renter og afdrag kunne tages af de løbende skatter uden problemer...

Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige krig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var før krigen 1100 mill. kr., i 1922 3500 mill. kr.

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra realaktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital (se næste afsnit).

Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

 

29. november 1922 skrev Finanstidende:

“Allerede i 1913 byggedes den første bro fra Finansministeret til Nationalbanken, og i det følgende år, da direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens ledelse fuldendtes brobygningsarbejdet, hvad etatsråd Glückstadt senere med så fuldendt mesterskab udnyttede.”

 

I Jyllandsposten kunne man ved den tid læse redaktør H. Hansens betragtninger på Zahles intelligens. Derimod Edvard Brandes og Ove Rode (i regeringen) viste sig at være gode hoveder til at ødelægge finanserne, skrev H. Hansen.

 

Valget efter krigen stod mellem at gå bankerot eller fortsætte den pantsætning og belåning af nationens grundværdier og arbejdskraft, der allerede var begyndt. Statens gæld var i 1923 2400 mill. kr., når kommunernes og havnenes gæld medregnes, og prisniveauet er fælles. I år 1900 var den ca. 200 mill. kr. Altså en 12-dobling på 23 år. Til statsgælden skulle egentlig lægges pensionsbyrden omregnet til nutidsværdi.

 

I det officielle forum[15] sammenlignede man dengang et sådant gældstal med statens og kommuner-nes rentebærende aktiver. De var bogført til 1800 mill. kr. i 1923. Statsgælden skulle officielt betragtes helt modsat fra midten af 1930-erne (og stadigvæk) for nu skulle nationerne gældsættes af staternes ledere.