Sandheden er (det,) hvad du tror
på (?)
Internationalismens fødekæde
Jørn E. Vig
Indholdsfortegnelse
Forord
Indledning
Internationalisme er ikke bare snak og naivt tankespind..........................….12
De største løgne jeg er blevet
fortalt - Knap en tredjedel af din personlige indkomstskat bruges til
rentebetalinger på statsgælden - Statsgældsproblemet - Statspapirgæld og
lånegæld - Så kommer kollapsen
Mellem to verdenskrige...................................................................……26
Professor L. V. Birck forfattede en historisk, statsgældsopgørelse
for Europa i 1925 - Versailles-Traktatens krigsskadeserstatning - Nyt
internationalt handels- og statslånesystem - Guldmøntfod - Kapitalisation og
statsgæld - Arne Rasmussens afhandling - Om pengeforringelse, gæld og
afhængighed - Samarbejdet med fjenden straks efter WWI - Stabiliseringsfonde -
Bilateral udligning herunder J. O. Krags bemærkninger i 1944 om den tyske
Storrumsplan - Bretton Woods forhandlingerne - Henry Morgenthau Jr., John M.
Keynes, Harry D. White - Det britiske og det amerikanske systemforslag - Fælles
Pengeenhed - Kritik fra Norges Bank på eksiladressen i London
Fælleserklæringen fra
eksperterne......................................................63
Et mystisk system ansporer
regeringspolitikerne til statsgæld - Forpligter statsgæld ikke? - Tilbage til 1920-erne,
1930-erne og 1940-erne - Hvad bliver EURO-en midlet til? -
Tilbage til guldet, 1. del og 2. del? - Det endelige
sammenbrud og Den Nye Verdens Orden,
"Den ydre" og "den indre" opfattelse - Systemets udvikling
og kollaps efter krigen - Advarslerne fra Robert Triffin
Bag ved scenen.................................................................................117
Rådet for Udenrigsanliggender i
U.S.A. (C.F.R) - Det Federale Reserve System overtager det amerikanske
pengesystem (“Privatisering af pengeudstedelsen”) - FDR's tilblivelseshistorie
i uofficiel, kort version - Wiener-Kongressen
- Elitens totalitære interesser - Lenins transport gennem Tyskland,
Danmark, Sverige og Fin-land til Rusland - Statsudlåner nr. 1
TIDEVANDS-ØKONOMI………………………………………………………...133
Tema:
Økonomiens op- og nedgange – hvor stammer de fra?
Dag-til-dag-kommentatorerne - Den
amerikanske økonomi 2001 - Intet nyt under solen (1920-erne og 1890-erne) -
Erfaringer med krigsfinansiering m.v. - Sammendrag - Kollapset i
Japan-økonomien - USA-økonomien mellem flod og ebbe - Danske forhold 2002 - Før
og nu
Federal Reserve Notes erstatter Dollars........................................160
(Magten set mere fra "den indre" opfattelse)
“John Maynard Keynes drak whisky, Karl Marx øl” - Bedraget er
gammelt - “Arbejdernes internationale kampdag”- Styring via det materielle -
Krigsmandskunst eller skjult dagsorden - Kosovo, løgn over løgn - Den
Trilaterale Kommission - Mellem To Tidsaldre - Bilderberggruppen - De
internationales og muslimernes planer stemmer med hinanden - ECU eller EURO, vanskeligheder for
magthaverne - EURO-ens deroute det første år som forudset af spekulanterne var
for valutaspekulanterne.
Alt omfattende bedrag og terror...................................................190
At få de frihedselskende til at
sige Ja - Det egentlige falskmøntneri i Danmark - Menneskeheden (først
landbru-gerne og fiskerne) ved et vendepunkt - Der er noget råddent i denne
stat, Danmark - Professor i Danmark går på pension - Grundlov og Europa -
Verdensøkonomien, et falsk påskud for samling - ”Det er cool” at være kommunist
igen - Terroren fra den 11. september 2001.
Hvad kom først,
hønen eller ægget..........................................226
Hvorfor den russiske revolution
- Monopol og monopson - Vejen til undergangen for Danmark – Indvandringens og
statsgældens omkostninger - Jo længere desto værre - Globaliseringen uden ideologi kunne blive redningen - Eksperimental-Psykologi - Indvandringen til
Danmark i perioden 1600-1960
Mental-tilstanden bliver til adfærd, herunder kriminel
adfærd….246
Udviklingen i de kriminelle
gerninger i Danmark 1960-1990 - Ressourcerne til at stoppe kriminaliteten eller
de kriminelle - Forklaringer på kriminalitet - Kriminaliteten blandt
indvandrerne - Spørgsmål til de ansvarlige myndigheder i 1995 og deres svar –
Nye svindleriske kriminalitetssammenligninger - Danmarks Statistik falder over
matematikken - Et eksempel på konsekvenserne - Vi advarede i 1995 - Et andet
eksempel på konsekvenserne - Grundlaget for sammenligninger udviskes - Københavns Politi om unges kriminalitet
(2003) – Internationale sammenligninger af kriminalitet - Børnefødslernes
fejlopgørelse fortegner ligeledes billedet
“Det nye menneske”...............................................................279
"Leipzig-forbindelsen"
- Egne erfaringerne ved at undervise HD-studerende i 12 år på Handelshøjskolen
- Wilhelm Maximilian Wundt i Leipzig - G. W. F. Hegel - En af hovedfigurerne i "Det moderne
gennembrud i Danmark" - Amerikansk psykologi bliver importeret fra Leipzig
i Tyskland -
To
danske sandhedsvidner, hver fra sin tid - Dansklærerforeningen anno 2002 - Den
nye verdensorden (NWO) kræver sine ofre - Andet dansk sandhedsvidne
Overordnet filosofi bag marketing og pædagogik i
1980-erne...293
Filosofferne inklusive
eksistentialisterne bag dansk marketing - Internationalisme, Den Tredie og Miljø, Den Fjerde Bølge - EU/UN-Pædagogig anno
1996
Forklaringsstumper bag kriminaliteten 1960-1990 og
Trotsky Plan
Eksempler på ændringer i et politisk områdes karakter og
grænser....308
Fagforeningstvang og politisk
tvang indføres ved lov i Danmark - Etnisk diskrimination ved lov i Danmark -
Borgerovervågning, Spionkortet - Rockerkrig på TV - Lov om indførelse af
undtagelseslov i England - Unions-propaganda, en del af bedraget - Princip for
en god forfatning, EU-forfatning? - Det fortalte de ikke om den tyske
besættelse af Danmark
Hvad du skal vide, og hvad kan du gøre......................329
Hvad er magt -
Højre-Venstre-1-2-1-2-Højre-Venstre - Ledigheden fejlopgøres - Dansk skole,
uddannelse og produktion på retur - Privat Topmøde i København - Euro og dansk
finanslov 1997 - Planens skibbrud - Vort sikreste brohoved - Efterskrift
Appendix 1.……...….……………...……………………379
Et nyt Europa – et tabt Europa
Ledighed før og nu - Grundlov
og Europa - Nedsmeltning af det monetære system - Tre skridt frem, to tilbage –
Når magten samles
Appendix 2………………………………………………406
Finanskriser
De senere års finanskriser, ansvaret herfor eller
kræfterne bag, plus en lettere tilgængelig gennemgang i hovedtræk af
spørgsmålene behandlet i kapitel 5: TIDEVANDS-ØKONOMI.
Appendix 3
Landmandbank-krakket i forskellig belysning………419
Med udgangspunkt i Enron, USA, et dansk dejavue af
Enron anno 1923.
Guldet og
andre ædelmetaller
Om guldet som international værdimåler før det 20. århundrede.
Guldet, paritet,
økonomisk historie og selskabet
Fortsat om guldet, paritet og økonomisk historie i
tilrettet version og om selskabet med begrænset ansvar, og hvad deraf følger i
nutidsbelysning.
Index……………………………………………………433
Litteraturliste
plus indstik
1.
udgave,
1995
2.
udgave,
1997
3.
udgave, 2000
4.
udgave, 2002
5.
udgave 2004
6.
udgave 2005
7.
udgave
2006
8. udgave 2009
Privat udskrift
Forord
Europa ved
et vendepunkt. Et århundrede med tre
verdenskrige. Den sidste førtes i de finansielle og mentale systemer i det 20.
århundrede inden den fortsatte i den fysiske verden i det 21. århundrede. Først
en mystisk verdenskrig imod terror, der ikke lader sig bekæmpe reelt, så måske
en frontkrig, men mellem hvem? Verdenskrigen begyndte officielt den 11.
september 2001. Et Europa i 1950-erne og 1960-erne med en velstandsfremgang
uden sidestykke i historien og for så vidt ej heller i fremtiden.
Integrationen
af Europa-staterne var for "Freden i Europa.” Det var Sovjetunionen også.
Hitler, Alexander den Store, Napoleon,
Filip den Anden og Cæsar lovede det samme. Virkeligheden viste sig at være det
modsatte af det proklamerede. Kendere af historien vil vide, at ingen union er
blevet skabt uden krig.
Hvis
blikket kastes på andre sider af udviklingen end de formelle
europæisk-politiske med alle dens ord, planer, beslutninger, indretninger,
gøremål og især billeder, som borgerne dagligt bombarderes med, vil et mere
sandt billede tone frem.
Hvilke
kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som stort set alle
i princippet priser højt. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De
formelle magthavere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige
europæere blev én front i konflikten, der opstod. En uddannelseseksplosion i
Nordeuropa førte 50-60% af en ungdomsårgang i 1990-erne til en
studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukratiske sektor, en
anden front. Kampen om kundskaberne, eller kampen mod kundskaberne...?
Flere af
disse unge syntes at tro at de kom op i universet eller måske himlen – i hver
fald op til sandheden - ved at gå på universitetet. Der skabtes de gangbare
ideologier, som havde magthavernes bevågenhed. Alt var nyt og smart, alt var
brugbart, hvis det passede ind i den lagte plan.
Sandheden er det folk tror på.
Mange af
studierne skulle få en andet indhold og en anden metode efter krigen. Noget
tilpasning til tidens krav, kan vi kalde det til at begynde med.
Nationaløkonomi-termerne blev efter Den anden Verdenskrig heller ikke forstået
af ret mange mennesker, der havde sat sig ind i det, der kaldtes viden før
krigen. Det var der, en helt oplagt ganske selvindlysende årsag til. Der skete
noget med individerne, bl.a. via opdragelsen og den usande TV- og mediekultur;
og ideologismen blev efterhånden markedsført på ny i 1960-erne og 1970-erne, da
børnene født under eller lige efter krigen var vokset til. Nu var historie
blevet et spørgsmål om rette teori, kendsgerninger forsvandt mere og mere.
Nu fik
Europa det skidt efter opgangen i 1950-erne og 1960-erne. Den opfundne velfærd
kom ind og afløste velstanden, velstanden omdannedes til såkaldt velfærd. Der
var en verden uden for Europa, der kastede det formelle koloniherredømme af sig
og stillede krav om mere selvstændig tilværelse. Aktiviteten blev fra
begyndelsen af 1970-erne truet i et Europa suppleret af
olieprisstignings-chokkene i 1973 (400 procent) og i 1979 (175 procent) langt
mere end de professionelle politikere og journalisterne turde berette. Men var
olieprisstigningerne, som vi blev foregøjlet var årsagen til ulykkerne, nu også
virkelig årsagen? Et Europa, hvor alt havde været muligt. Dynamikken forsvandt
tilsyneladende med ansvaret, og statsgælden voksede på ny som i 1920-erne og
1930-erne.
Der kunne
tales om statsgælden igen som et
problem, men ikke seriøst i det brede forum og slet ikke blandt tidens
dagsordensættere af postmodernismens politiske korrekthed.
Sandheden er måske det, man kan få folk til at tro. Virkeligheden
var nu en individuel tænkt virke-lighed. Sandheden blev relativ, og det gjaldt
primært om at vælge den rigtige.
Der var
lagt planer for et helt nyt Europa, et integreret
Europa, en forbundsstat eller et statsforbund. Her kunne ansvarsforflygtigelsen
over statsgælden og alt det andet, som denne gennemgang omhandler, måske
fortsætte.
Jeg har
valgt at redegøre for den del af historien, der angår de forældede
økonomi-betragtningers tilbli-velse og den menneskelige ulykke, der skal findes
i, at alt for mange individer synes at gå til grunde umiddelbart fra starten af
deres skoletid.
Der førtes
en anden krig end den fysiske under Den Anden Verdenskrig, en finansiel krig,
som ofte indleder krige. Et grundigt gennemprøvet tysk eksperimental-psykologisk
projekt fra 1800-tallet erobrede opdragelses- og undervisningssystemet i U.S.A.
før 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig
gjaldt det Europa. Der var lagt en plan for Europa, en for verden, længe før du
blev født. Den Nye Verdens Orden eller Abernes Planet kan endemålet kaldes, alt
efter smag.
Jeg viser
noget af det, der har ført til et planøkonomisk, halvfascistisk, kaotisk
tilskuds-Europa med i bedste fald et medie-demokrati eller et styret demokrati,
som det kaldes nutidens officielle lydstater i en kort overgangsfase. 40 år
tidligere havde man kaldt dem marionetter og marionetregimer. Det fra starten
bedrageriske, internationale betalingssystem skabt under Den anden Verdenskrig
var specielt egnet for eller designet til efterkrigstidens svage,
professionelle politikere, der hellere ville springe over, hvor gærdet var
lavest for levebrødet og lade andre bestemme.
Helt
centralt har man forestillet sig Økonomisk-Monetære-Union vil trække magten tilbage til Europa måske med en hidtil
ukendt hjælp fra nye kilder. Magten flyttedes til U.S.A. i tyverne og
trediverne. Hvilken pris borgerne må betale for en sådan ny eller gammel
Europa-indretning, forsøger jeg at for-tælle i et bramfrit og mundret sprog
uden den sædvanlige heksekunst, der ellers præger europæiske økonomer uddannet
efter Anden Verdenskrig. Jeg har til det sidste valgt en række konkrete mønstre
set fra Danmark; men læseren vil se udviklingen i sin egen nation i det, som
jeg redegør for. Forud-sætningen for at du ser det internationale bedrag, er at
du åbner øjnene og tænker dig floskel-frit og selvstændigt om.
Danskerne
sagde først fra med stemmesedlen over for løgnene omkring Europa-integrationen
den 2. juni 1992, samme år som vi bankede Europa i fodbold. Den 18. maj 1993
vandt herrerne dog spillet med gulerod og piskeslag for 1 mia. kr. i
medieomkostninger. Så fik vi afstemningen om den fælles, obligatoriske
Europamønt Euro, hvortil danskerne stemte Nej den 28. september 2000.
Arbejdet
med denne gennemgang startede i midten af 1990-erne. Gennemgangen er ajourført
nogenlunde indtil omkring medio 2005. En særlig tak vil jeg rette til
Afdelingsforstander ved Aalborg Universitetscenter P. H. Bering, til forfatter
Jens Jackie Jensen, Herlev og til direktør Torvald Fonsbøl, Kolding for de
mange kommentarer og forslag, disse har været mig behjælpelige med ved arbejdet
med "Sandheden er (det,) hvad du
tror på (?)” Og tak til min ven Knud Bagge Johansen.
"Den, der kender
sandheden, og ikke
lader den komme frem - han er i
sandhed en ynkelig pjalt.”
Willi Senff
Jørn E. Vig
Indledning
Jeg mener
at Danmark forgår. Ikke
således at formen på sunde og bælter vil ændre sig væsentligt, men i den forstand at landet forstået som en i hovedsagen
homogen nationalstat i løbet af højst 1 1/2 generationer fra dags dato (21.
november 2008) vil være ukendeligt for en voksen nutidsdansker, medmindre han
præsenteres for et danmarkskort og får at vide at dette kort faktisk afbilder
det stykke jord, han står på. Enhver vågen dansker kan i dag se, at dette
virker sandsynligt, hvis de nu herskende tendenser får lov at fortsætte
udviklingen. Følger man de officielle beskrivelser af landets/samfundets
forhold, der stadig findes - ganske vist i stadigt aftagende kvalitet - vil man
ikke være i tvivl om, hvor det med matematisk sikkerhed bærer hen for landet.
Hvordan kunne det gå sådan, ende så galt?
[1]) Hvorfor
skal Danmark, U.S.A. eller for så vidt enhver anden nation - forgå?
Hvorfor er i grunden et krævende ord. Hvilke motiver ligger bag
den udvikling, der er sat i gang, eller skulle jeg hellere hævde, at
opløsningen sker af logisk nødvendighed?
Den logiske
følge, der fører til, at Danmark uden forstyrrende indgriben vil gå i opløsning
er kun den ene halvdel af svaret på dette hvorfor.
Landet er mig bekendt gået bankerot tre gange, og her er der måske nogle
regler, som i hvert fald gælder for logebrødre.
Da jeg
efterhånden havde fået god tid efter at have undervist 12 år ved Handelshøjskolerne
i København og Århus og arbejdet godt 7 år i bl.a. Centraladministrationen,
besluttede jeg mig til at undersøge disse for mig selvsagt vedkommende
spørgsmål.
"Der
er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved’ til", sang
John Mogensen i 1972. Louis Miehe-Renard sang, "Tro dem ikke" samme
år. Kunstnere har jo sommetider en forunderlig sjette sans.
Det er
grundlæggende en god ide som udgangspunkt at undersøge, hvem en forbrydelse
gavner, når man skal søge dens årsag.[2]
Er jeg for
påståelig, stejl og skråsikker i mine vurderinger? Måske. Døm selv. Jeg viser
en udvikling, nogle forløb. Du får dem med sikkerhed ikke bekræftet af TV. Det
kan jeg love dig for.
Var der
ting, som du selv i din udvikling var faldet over, og som var forblevet gåder,
tænkte jeg. For eksempel angst, skyldfølelse, mindreværdsfølelse, blot
manglende selvværd eller simpel ukendskab; det kender vi vel alle til. De
begrænser os meget!
Afgørende for dit udbytte af denne gennemgang:
Vi har alle en ramme, hvorfra vi ræsonnerer, og vore rammer er selvfølgelig
forskellige. Du bliver antagelig nødt til at overskride dine nuværende grænser,
hvis du vil videre og forstå disse sammen-hænge. Rammerne eller skallen
omkring dit/mit univers begrænser dit/mit udsyn din/ min indsigt. Og sådan er
det for os alle for en tid. Jo længere tid du har tænkt i de givne rammer,
desto vanskeligere har du nok ved at revidere dine tankevaner (fordomme). Hele
din/min identitet knytter sig efterhånden til netop din/min vante
forestillings- eller referenceramme. Når den trues kan vi let blive vrede,
aggressive og afvisende.
Er du utrænet, det er de fleste akademikere, fordi de indoktrineres en
hel del, skal du overskride grænser i dig selv, for at se hvilket bedrag, du er
sat i. Hvis du overhovedet derefter kan se, at der er tale om et bedrag. Du
vil muligvis blive chokeret undervejs og måske afvise; men så husk på denne
indledning:
Bedraget, er enkelt, men gjort kompliceret i din vante/tillærte
referenceramme, og gjort enkelt i henseende til det, som er nok så sammensat i
forhold til dine vante forestillinger. Problemet for mange er manglende evne
til at koncentrere sig og det uvante i at forfølge en problemstilling stædigt
og vedvarende til dens udspring. Alt i vort samfund indbyder til overfladiskhed
og det lave gærde, der er lettere at sætte over.
Uden din accept af de netop beskrevne nævnte forudsætninger bør du standse læsningen her.
Jeg må
starte med løgnene, de mest skæbnesvangre løgne jeg er blevet fortalt, og der
må jeg på et tids-punkt falde over sporene der leder til Danmarks grav.
Johannes Jørgensen indleder sin 'Klokke Roland' (om løgnene
om Første Verdenskrig) i 1916:
"Klokke
Roland er mit Navn
"naar
jeg klemter, er det Brand
"naar
jeg kimer, er det Sejr i Flanderland!"
Sådan stod
der i gamle dage på den store klokke i Gents
Beffroi.
Klokke
Roland ringer, Klokke Roland ringer, Flanderns store stridsklokke og
sejrsklokke ringer ud i Ragnarok. Og lytter vi Nordboer godt til, så hører vi
grant, at det er med vor moders tunge, den taler, og at den siger og synger som
skjalden i den nordiske Højsang:
Fæ dø,
Frænde
dø,
Et véd
jeg som aldrig dør,
Dommen
over den døde. (citat slut)
1. Kapitel
Internationalisme
Ikke bare snak og naivt tankespind
Jeg ledte efter de manglende spor. Man kan komme til gravens
rand på en løgn, men aldrig komme tilbage igen, sagde en klog franskmand. Eller
er det alligevel muligt? Er opløsningen af Danmark startet på det rette
tidspunkt, således at der skulle være mulighed for en redning? Den, der lyver
om én ting, lyver som regel også om andre ting. Det der gemmes i sne kommer
frem i tø. Afrika kan også bidrage med ordsprog: En løgn kan fortælles på syv
måder, sandheden på én. Hvor erfaringen, prægningen i dag stammer fra, skal
læseren få at se.
Den første løgn
Statsgæld
uden betydning…..(så længe det går)
I
uddannelsen til universitetsøkonom havde man forsøgt at bilde mig ind uden
ordentlig forklaring, forstås, at statsgæld er af totalt underordnet betydning.
Enhver
bankansat ved at bankerne udlåner (penge-) anvisninger, der i alt lyder på 8-10
gange mere end der på noget tidspunkt er indskudt af, hvad jeg vil kalde reelle
værdier eller reel købekraft. Sådanne pengeanvisninger er gældsbeviser
("ihændehaverbeviser"), hvor banken erklærer, at den skylder ihændehaveren
af det pågældende dokument en vis sum værdier. Eftersom der kun er dækning for
en lille del af dette beløb, er bankerne naturligvis reelt insol-vente, og
pengeanvisningerne kan betragtes som hovedsageligt falske. Ud fra den
betragtning er der naturligvis noget rigtigt i at trække på skulderen af gæld.
En person der intet ejer kan udmærket udstede gældsbeviser[3]. Som
privatperson risikerer man ganske vist at komme i spjældet, hvis man udsteder penge,
men det er vanskeligt at gøre det samme ved National-banken (som efter loven
har monopol herpå), Folketinget eller Finansministeriet, selv om det var nok så
berettiget. Og i øvrigt kan fallentens gældsbeviser sagtens bruges som
betalingsmiddel folk imellem, bare de involverede tror på, at
de er noget værd. Det gælder jo også andre former for falske penge, for
eksempel dem, der produceres af de såkaldte falskmøntnere [4].
Det var
nærmest latterligt at beskæftige sig med statsgælden, både i teorien og i
praksis, da jeg begyndte på universitetets økonomistudium. Skulle
betydningsløsheden imidlertid kunne begrundes med (tænkte jeg dengang), at alle
banker netop udlåner
pengeanvisninger/hæveret lydende på 8-10 gange mere, end der på noget tidspunkt
er indskudt i bankerne af penge, så kunne det være interessant at vide, hvilken
gæld, det er værd at tage alvorligt, nu det selvsagt er så svært at se på
sedlerne og kreditterne, hvilke der netop er falske. Derimod rentefordringen, der
naturligt følger enhver disposition over andres værdier eller andres falske
penge[5] i
en periode; rentefordringen - den samlede - skal man se på med største alvor.
Det er der så også god grund til, al den stund renteudgiften
på statsgælden og kommu-nernes gæld udgjorde knap 70 mia. kr. i 1995, og lønmodtagernes
personlige indkomstskat til sammen-ligning skønnedes på Finansloven 1996 at
have udgjort ca. 218 mia. kr. i Danmark i 1995. D. v. s. 30% af
A-indkomstskatten gik til renter på statsgælden, som du ikke har stiftet.[6]
Da jeg blev
undervist på Århus Universitet, var der således visse emner, man helst ikke
skulle gå for dybt i; det var dårlig tone:
Gælden som nævnt
Det amerikanske pengesyst
Den økonomiske historie knyttende sig til den første
fjerdedel af det 20. århundrede.
Tænk, jo
flere penge staten bruger, desto rigere bliver vi, jo flere penge husholdningen
bruger, desto fattigere bliver husholdningen. Det blev aldrig sagt, men det var
konsekvensen af alt det vrøvl, der knytter sig til efterkrigstidens tekstbøger
i økonomisk teori. Vi kunne gå til husholdningen og til en landsby, inden vi
ræsonnerede på forholdene for landet som helhed.
Ja, fogeden
kan besøge husholdningen og beslaglægge løsøre og bolig. Hvad med stater, kan
svage regeringer da bare blive ved at låne?
Vi var to studenter på et forelæsningshold på 125, der undrede os synligt over den gang vrøvl. Han kom til tops i finansverdenen. Han må have lært at holde kæft i rette tid og på rette sted. Det har jeg altid haft svært ved.
Løgnen om
statsgælden var bare én af en betragtelig bunke løgne, der tumlede i mit hoved
i de første år på universitetet fra 1969. Jeg har lært en hel del brugbart, men
også mange løgne.
Om Ruslands
statsgæld fik vi oplyst på danske og tyske tv-kanaler i foråret 1999 under
Kosovo-krigen, at den forhindrede Rusland i at blande sig mere aktivt i krigen.
Ruslands statsgæld var i 1999 cirka af samme størrelse som Danmarks.
Jeg har
ikke undervist i løgnene siden hen. Efter at have skrevet to bøger i
driftsøkonomi, fik jeg adgang til at undervise i sådanne fag ved
handelshøjskolen.
Spørgsmålet
kan stilles:
Kunne opløsningen af Danmark være foregået i 1950-erne?
Absolut
ikke. Havde nogen vovet at forslå den igangsat dengang under slet skjulte
undskyld-ninger om upersonlig humanitet[7]
var vedkommende forslagsstiller utvivlsomt blevet hasteind-lagt på den lukkede
afdeling på "røde papirer" (d.v.s. omgående tvangsindlæggelse). For
det er og var i strid med enhver statsræson og statsskik og helt uden
diskussion i dyb modstrid med Grundlovens ånd og bogstav. I dag er det
tilsyneladende stik modsat efter Grundloven fuld-stændig ignoreres i de værste tilfælde
af landsforrræderi. Det er i øvrigt en af de væsentligste begrundelser for, at
flere vil lave Grundloven om, så den på de resterende interessefelter inden for
Internationalen kommer til at stemme med tidens krav. Hvorledes bedraget
fortsætter over nye europæiske forfatningsplaner, se appendiks
1.
Mange af de
øverste i Danmark har ikke kun meddelt os økonomiløgnene og deres konsekvenser.
De har indrettet samfundet/samfundene efter løgnene i den naive, blinde tro at tanker
pr. automatik og vilje kan gøres til virkelighed. Jamen, så dumme kunne de
øverste da ikke være?
Nej, de virkeligt øverste er ikke dumme; jeg tænker så
absolut ikke på Folketingets medlem-mer…
De fleste
af os troede på de sidstnævnte. Havde vi ikke gjort det, var Danmark aldrig
blevet bragt i opløsning. Ja, vore ledende kunne tilmed underbudgettere år
efter år (i 1990erne) på statens husholdningsbudget kaldet de offentlige
finanser og få det ufattelige opsving til at se ud..., mens gælden voksede videre,
vort offentlige sygehusvæsen gradvist nedlagdes og vore svageste forældre og
bedsteforældre led nød, selvom de havde forudbetalt i overmål via skatterne for
en blot anstændig tryghed i alderdommen (?)
Fra 1998
var det officielle opsving ganske vist ophørt; men som vi forstår de officielle
forklaringer, skyldes det, at danskerne ikke gad arbejde. Og sådan er der så
meget. Du bliver langsomt klogere.
Svikmøllen med den evige
gældsætning, hvor stammer den fra? Hvornår
startede den for alvor? I 1950-erne, 1960-erne, i 1970-erne?
Bankerot
er den danske stat i alt fald gået før, under Erik Menved, der døde 1319, hvor
riget var helt i opløsning. 1332-1340 var Danmark reelt uden konge. Under
Frederik III i 1660 og under Frederik VI
i 1813, og gældssaneringerne var alt andet end behagelige. I det 20. århundrede
blev det blevet mere tys, tys, når der laves statsgældssanering. Emnet kunne
passende fylde en redegørelse for sig.
I dag er
2/3 af frugterne af al dansk foretagsomhed inde og vende ved de øverste. Vende
er måske så meget sagt. Mere end 1/3 af de 2/3 (=2/9 eller godt 22% ) af
frugterne forbruges offentligt, resten deles ud med mild hånd.
Men det er
ikke nok. De øverste låner og udsteder også statsgældspapirer som ingensinde
før. Og så stiger aktierne købt med kontanter eventuelt lånt mod
statsobligationssikkerhed, og til sidst kunne fi-nansministeren ane et såkaldt
opsving, der ikke var der rigtigt, fordi der kræves produktion og ansæt-telser.
Og selvom der så var lidt, der kunne ligne opsving frem til 1998, så var det
hele mest noget, der byggede på tilskud og papir, når ses bort fra Østtysklands
behov for byggeri. Lønkonkurrencen forventedes af Erhvervsministeriet og
Ugebrevet Mandag Morgen at afstøde yderligere 100.000 danske jobs til Baltikum
og Polen (2001-2003). Og fra maj 2004 fik disse landes befolkninger mere fri
adgang til at søge arbejde eller uddannelse i Danmark.
I sommeren
1994 kunne BBC melde, at samhandelen mellem England og det øvrige EU/EF var
gået tilbage med 15 pct. siden det famøse indre markeds vedtagelse[8].
Det blev nemlig aldrig rigtig til noget med de lovede fælles lave afgiftssatser
og harmoniseret skattelovgivning, for det drejede sig primært om monopolernes
eller oligopolernes[9] og
de opfindsomme bureaukraters Europa-stat. Sådanne bekymrer sig mindre om
grænser og skat. De betaler næsten ingen skat i deres internationale
etablissement. For eksempel holdes utallige EU-møder på Ålandsøerne (mellem
Sverige og Finland), fordi øerne ikke er med i EU, og alkoholen deroppe er
afgiftsfri.
Det kan da
ikke bare være økonomi, det hele.
Og selv om økonomi vel kun udgør nogle få procent i et frugtbart og givende
liv, var økonomien et af redskaberne, som
jeg fortalte oven-for, der kunne vende op og ned på alting, fordi der bag alle
forandrende handlinger med blot lidt rækkevidde skal ligge økonomiske
dispositioner, som deres forudsætning i virkelighedens verden.
I virkeligheden var det etik, måske kristendommens og dens værdier det, som det
netop skortede på: Vi har glemt,
hvad der er rigtigt og forkert. For at sikre at vi ikke vender eller
vender tilbage til vore rødder, fjernedes grundlaget for vort daglige virke, og
dermed var vor skæbne lagt i andres hænder.
I dag er
sondringen imellem indenrigsgæld
og udenrigsgæld
ikke mere relevant, da lånetil-godehavender og statspapirer kan handles,
byttes, konverteres frit over grænserne. Geografien og nationalite-ten for
fordringshaver har ingen betydning udover ved beskatningen. Derimod spiller
pengeudstedelsen og statsobligationerne sammen, selvom det foregår over
valuta-grænserne. Netop indenrigsgælden har J. M. Keynes' eftersnakkere overalt
i toppen dyrket helt vildt i troen på hans verdslige evangelium, så det bl.a.
hævdedes at kræfter på linie med tyngdekraften uden videre kunne ophæves[10].
Nogle eksempler herpå er er lån, gæld, og rente, hvorom der sjældent er megen
debat, når det kommer til stykket.
Sondringen
imellem statspapirgæld og lånegæld er derimod relevant at se på
af en grund mere. Statspapirgæld er kursbehæftet og dermed i princippet en
mindre sikker fordring at ligge inde med end tilfældet er med et
lånetilgodehavende. Nu regner de fleste staten for solvent[11] og
opfatter derfor ikke statspapirets indløsning som problemfyldt.
Kronekurspolitikken havde ligget fast i næsten 30 år, og det forventedes at
fortsætte. Efter udviklingen fra oktober 2008 synes intet sikkert længere.
Den
danske stat og kommunerne skyldte pr. 31. januar 1995 ca. 830 milliarder kr.
efter 2. kvartal 1996 cirka 852 mia. kr. væk på papiret[12],
svarende til mere end ét års salgbar produktion i Danmark eller 160.000 kr. pr.
dansker pr. 31. januar 1995. I
Sverige var statsgælden dengang såmænd ca. 180.000 kr. pr. svensker. I 2002 var
den danske statsgæld ikke reduceret til mindre end 800 mia i alt. Ultimo 2006 var den danske statsgæld 527,8 mia.kr. Af disse var 133,2 mia. kr. midlerne i Den Sociale Fond, som de
ledende har valgt at nedskrive statsgælden med. Ikke et erhverstrukturspørgsmål
men nærmere bogholderiteknik. Olie- og gasindtægterne fra Nordsøen har dog
forøget rigets indtægter betydeligt under de seneste prisstigninger. Mere
præcist kan den ikke angives.
Bemærk formuleringerne:
Ultimo 2005 skriver man i følgebrevet med udgivelsen
Statens Låntagning og Gæld fra Danmarks Nationalbank, at ”den danske statsgæld
faldt med 77 mia. kr. og rente-udgifterne på statsgælden er reduceret med 4
mia. kr”.
Ultimo 2006 skriver man i tilsvarende følgebrev at den
danske statsgæld ”er blevet reduceret i året med 90 mia. kr. til 328 mia. kr”.
Ultimo 2006
foretager man en morsom opstilling, hvor midlerne i Den Sociale Fond, der
gennem årene hvert år er blevet reduceret ved en vis modregning i statsgælden,
nu helt er fratrukket statsgælden. Man bytter således om på et aktiv og et
passiv i nærmest pengeform. Fondens midler stammer fra indefrosne dyrtidsprotioner,
og løftet angående fonden var, at midlerne skulle bruges til forbedring af de
sociale forhold i Danmark, deraf navnet. Det officielle statsgældsresultat
bliver derfor 328 mia. kr. i stedet
for reelt 463 mia. kr. (= 328+135).
Ved udgangen
af 2007 udgør den reelle statsgæld 383
mia. kr. hvoraf 137 mia. kr udgøres af den Den Sociale fond.
Oplægget til strejken blandt sygehus- og andet øvrige social- og
sundhedspersonale kom alle-rede i foråret 2006 med en aprilssnar i
Jyllands-Posten 31. Marts 2006: Statsgælden var pist væk.
Den 29. marts 2008 kunne vi igen læse noget lignende
vrøvl med endnu større detalje-ringsgrad i DR TTV: “Den
offentlige sektor i Danmark var ved udgangen af 2007 gældfri for første gang i
nyere tid med en nettoformue på 43 milliarder kr. Så sent som for 10 år siden
havde den offentlige sektor en nettogæld på 422 milliarder kr. Nedbringelsen af
gælden skyldes først og fremmest store offentlige overskud i de seneste år.
Alene i 2007 blev overskuddet på 75,6 mia. kr…”
Hvis
DR ville bekymre sig primært om sin egen skandale med koncerthuset på Amager,
var meget vundet.
“Thor Pedersen meldte på pressemødet i primetime den 26. september
2006, at vi snart er så rige, at vi ejer hele verden (sådan hørte seerne
det!):” at den samlede udlandsgæld (offentlig og privat) efter 60 år nu er væk,
og at omverdenen ved udgangen af 2007 forventes at skylde danskerne ca. 105
mia. kr. Herefter sagde Thor Pedersen:
“Hvis
vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst
globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er
dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede
modeller - at de har nok en begrænsning alligevel. Om ikke andet, så er det dog
positivt, at vi har den frihedsgrad, som grafen her viser.”
“Pointen var at anskueliggøre begrænsningen i lange
fremskrivninger - ikke at udtrykke en forventning om, at vi snart ejer hele
verden. Så er dét præciseret”, siger Thor Pedersen.
26. juni 2003 kunne vi i
Ekstrabladet og BT læse, at DREAM-gruppen delvis under finans-ministeriet, en
af regeringens analysegrupper, ifølge Ritzau var kommer frem til, at med mindre
60.000 indvandrere fik arbejde inden år 2010, og statsgælden ikke i samme
periode blev reduceret til halvdelen,
ville det koste os årligt 28,2 mia. kr. med indvandrerne
her i landet. Det vigtige her er halveringen af statsgælden, som det var planen
umiddelbart efter regeringens tiltrædelse i 2001. Resten er noget vrøvl, som
jeg vil påvise nedenfor.
Sverige
fik spekulations-lussingen efter have præsenteret et underskud på ca.100
mia. kr. i samhandelen i 1991, efter at danskerne troede, at de i det mindste havde
sagt NEJ til Europa-Unionen, den glade 2. juni 1992. Sådan et
afstemningsresultat skulle de styrende ikke have i Sve-rige. Den svenske krone
blev nedskrevet i samråd med IMF med 30 pct. Lussingen var en påmindelse om,
hvad der kunne hænde og måske blive meget værre. Sveriges statsgæld var cirka 1½ billion Skr i 1995. Tysklands statsgæld var på
2,5 billion DM i 1995 opbygget over ganske få år og med dengang godt ½ billion
DM, der skyldtes DDR-sammenbruddet eller Genforeningen. I alt svarede dette til
ca. 125.000 kr. pr. tysker. Tyskland statsgæld voksede fra at udgøre 60,7 pct.
af brutto-nationalproduktet i 1999 til at udgøre 65 pct. i november 2008, i alt
3,055 billioner DM.
Medens de fleste EU-lande
(med undtagelse af Frankrig) har forbedret sig mht. at styre de offentlige
udgifter, havde 7/15 af eurozonelandene sidste år (2007) en større
statsgæld end tilladt, deriblandt de 3 sværvægtere Tyskland (65%), Frankrig
(64.2%), og Italien (104%).
Det skal understreges, at den gæld, der her er tale om,
er den borgerne ikke har stiftet på anden måde, end at de har stemt på
politikere, der for at indfri vælgernes, egne eller pengemagtens politiske
ønsker og ambitioner så behændigt som muligt, har lånt en mængde penge uden
overhovedet at fortælle dette, og uden at nogen rigtigt kræves til ansvar, for
når stort set alle "ansvarlige" er med, er der intet ansvar at
placere.
End ikke
Tyskland levede op til ØMU-kravene i den tredje fase (1997), det skulle vise
sig at fortsætte siden hen, kun Luxembourg,
der lever af EU-bureaukratiet og diskret bankvæsen ligesom Schweiz, klarede
kravene. I 2002 og 2003 havde både Tyskland, Frankrig og Italien negativ vækst,
og Danmark var også tæt på begyndende deflation. Det er da i grunden
tragikomisk selv for en unions-tilhænger. De ledende havde noget andet
effektfuldt, men lige så falsk i baghånd som vi skal se. Hele OECD forventes at
udvise negativ vækst i 2009 efter baghånden. Negativt vækst i flere måneder
benævnes deflation. I efteråret 2006 [ http://www.business.dk/article/20061129/okonomi/111291139/ ] fik vi OECD’s ord for, at Danmark såkaldte
opsving fra 2005-2007 var bygget alene på indenlandsk forbrugsudvidelse.
Samtidig skabtes overskud på 60-80 mia. kr. på de offentlige finanser, så
statsgælden kunne reduceres ganske ubetydeligt.
Dette var
sandheden, uanset hvad der oplystes af diverse tv-aktører som Hans Bischoff eller Poul Jørgensen på dansk TV gennem årene, indtil der ikke
oplystes noget andet end, hvad de retarderede dukker kan præsentere kortfattet
pr. ukompliceret staccato-diktat i en øresnegl, eventuel ved at supplere med et
piskeris, som Hans Bischoff benyttede sig af, når det blev for kompliceret for
ham. Disse er nyttige redskaber for toppen, de vidste givet ikke bedre. Begge
de to sidstnævnte har en afbrudt økonomiuddannelse bag sig.
Det var
særligt morsomt at se en senioren Hans Bischhoff optræde på skærmen i
reklamerne for de kredit- og forbrugsudvidende boliglån via kreditforeningerne
under Bent Betjents og Hjort Frederik-sens aktive økonomi- og
arbejdsmarkedsregime byggende på kredit og papir.
En
nymerkanlistisk æra påbegyndes i Europa fra 2001. Forbrugsøkonomi og beskatning
af olielandene er
hovedredskaberne, der tages i brug. Som resultat får vi pr. naturlov først
finanskrise og derefter den økonomiske kollaps og betydeligt øget immigration
til Europa via Middelhavs-processen, der trækker langtidsplanen fuldt op fra
Den Europæisk-Arabiske Dialog i 1970erne.
Først blev aktierne indtil 2001 fyldt med varm luft ved at
selskaberne udstedte flere og flere, og da kurserne fortsat steg i visse nøgleindustrier,
som blev vildt overvurderet i medierne, blev det en hel mani at købe aktier og
at udbyde aktiepapirer, nu opsparingsrenterne i bankerne ikke var af nogen
særlig interesse mere. Først spekulerede verden sig skeløjet på et IT-boom,
dernæst på ejendomspriserne sat i gang af øget kreditgivning og
skattefinansierede tilskud til ejendomsejere via lovgivningen.
Engang i august 2001 kunne man læse i bladene ”Så lad dog
børnene”; de skulle investere deres spareskillinger i aktiemarkedet. Det går så
godt, og vi blev alle så rige. Og det var løgn. ”Mere spekulation, tak” var
titlen på en artikel i Berlingske Tidende. Den indeholdt derud-over kun tom
snak, altså informationstom.
Ansvaret
for finanskrisen fra oktober 2008 fejlplaceres
Dette udbytte, som virksomhederne skulle give, var ikke længere
bestemt så meget af ordinære virksomhedsforventningerne til fremtiden, som det fremgik.
Det var bestemt af aktiekursudviklingen, bestemt af udbudet og efterspørgslen
efter kursgevinst ved køb og salg af (aktie-) papir. Virksomheder i store
antal skulle børsnoteres og ud på markedet og hente kapital - for de tjente
faktisk alt for lidt mange af dem på normal vis. Børsnoteringen kunne
selvfølgelig kun ske ved at fremvise gode regnskabsresultater. Her skulle man
have en god revisor, hvis det skulle knibe, og et eller andet godt forhold til
sin bank. Og det kan betyde flere ting, som jeg kun vil antyde.
Når der investeres i aktierne, der flittigt udbydes, tilføres
virksomheden tiltrængt/eftertragtet kapital – måske havde den rent faktisk
netop ikke kunnet tjene så meget ved ordinær drift, som de øvrige ellers
udbytteorienterede aktionærer faktisk så hen til. Og det kunne meget let være
begrundelse for flere af disse til også at springe med på
vognen, spekulationsvognen, nu der var chancer for det.
Muligheden forelå nu: Du og flere andre investerede godt rådgivet
(effektivt i hvert fald) af banker og pressen. Andre gjorde det samme, og
efterhånden begyndte aktiekursen at stige, men kun fordi alle eller mange små i
markedet ville investere. Aktier var blevet gjort interessante for jævne
borgere med diverse spil i dagbladene og alt muligt andet.
Aktiekursen steg ikke, fordi firmaet udviste øget indtjening fra
det - husk det! -, som rent faktisk var firmaets valgte opgave at
producere og sælge. Men kurserne steg og flere stigninger fulgte på grund af
aktiepapirerne forelå i en mindre mængde, end hvad som efterspurgtes; det blev
et spil, udelukkende, fordi købekraften var tilstede, eller der kunne lånes til
det uskønne projekt, og så fordi firmaet udbød flere og flere papirer til salg
i et tilsyneladende umætteligt marked. Det gik jo med papirerne. Men hvad
med forretnin-gens ordinære drift? Pressen råbte op dagligt om
opsving, opsving, kurserne stiger - for at fastholde illusionen om en
opgang. Virkeligheden var: Kurserne og forventningerne til det fremtidige
afkast i forretningen snart ville melde sig i virkeligheden. Løbet var kørt
allerede i 1999.
Vil du med, inden det bliver for sent, for det bliver for sent?
Det var for sent! Når jeg midt i vanviddet hørte at telefonudbyderen Nokia for
få år siden lavede årligt resultat, 50% større end året forinden, og samtidig,
at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investeret
krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet være gået
fuld-stændigt skævt, enten med forventningerne – som er det, der bestemmer
aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende tilgang
af ny egenkapital, der var strømmet ind i firmaet. Der var mange andre.
Det kunne også gå anderledes: Kurserne steg, men kurserne var netop
forventninger til et fremtidigt afkast, der ikke kunne holde, fordi firmaet
ikke kunne leve op til de enorme krav, som kursstigningerne stillede – lave
eller ingen udbytter beregnet af pålydende hjalp en hel del på karu-sellens
videre rundtur, men til sidst ville de ordinære aktieejere ikke være med til at
smide mere papir på markedet, for de ville jo også have deres, det sikre,
f.eks. som ordinære ansvarlige investorer, medens det endnu kunne være
nogenlunde sikkert. Andre steder fandtes på konstruktioner, så ledelsen og
visse nøglefigurer i aktionærkredsen kunne stikke af med den indskudte kapital,
der pludselig var blevet til en art fremmekapital.
Sagen var den, at firmaerne i stor stil ikke magtede at forvalte
den indskudte kapital stam-mende fra aktiesalget på en forsvarlig måde, uden
selv at ty til spekulation. Medierne skreg fortsat dagligt om opsvinget, der,
når man lyttede, skulle tolkes, som om det simpelthen ingen ende ville
tage. Og det var løgn.
Den bagved liggende tanke kunne meget vel være at få fordelt
ulykkerne, nu det havde kørt for lang tid. Hvor smukt. I stedet for at
tjene penge på ordinær drift kunne man altså hente kapitalindskud via
aktiesalg, flere og flere til aktiepapirerne ikke kunne forrentes/give udbytte
længere ved nogen overskudsgivende aktivitet - det være sig realproduktion
eller ved anden spekulation.
Så åbnede politikerne muligheder med øget kredit i huse og
ejendomme. Så kunne næsten alle ejere være med til “at tjene penge” uden at
foretage sig noget. Virksomheder og banker sprang også med på vognen.
Ulykkerne, der var sat i gang, blev igen fordelt på mange flere.
Herefter var mulighederne opbrugt, og der er ikke andre/flere
spekulationsobjekter tilbage end pyramidespil - sådan er det ….lissom i
Albanien.
Desuden gav det sidste træk med husene og ejendommene en ekstra
mængde “rar skæv-vridende forbrugsbeskæftigelse” for en kort tid til de
kortsigtede politikere af alle slags, som vi berettede, når købekraften
blev trukket ud ved omsætning af huse og ejendomme og ved overbelåning af
opskruede værdier og nedvurderede passiver og forskellen så blev forbrugt.
Ingen havde reelt tjent pengene, men forretningerne indstillede sig på det, så
det bliver meget værre bagefter.
Al sammen pengeødelæggelse og ødelæggelse af værdifastsættelserne
for at holde spekulatio-nen i gang med god tro på løgnen - kaldet ’tillid’ hos
de ordinære i mediebranchen.
Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den
økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder ressourcerne i
bredeste forstand vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes
længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital
bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den
forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.
Privatkapital derimod er karakteriseret ved en mængde
rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og
kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv
virksomhed. Huspriserne har lige kørt i vild fart mod skyerne, så endnu mere
kapital er blevet trukket væk fra realproduktionen.
Staten skaber ikke penge, staten trykker sedler, slipper kredit
ud, mest til forbrug, låner, inddriver og forbruger penge, gør staten. Helt svarende
til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med i
bedste fald velsignelser, kan staten ej heller skabe penge.
Staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten
udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, og det går galt. Så
stiger priserne. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end
markedet har mulighed for at efterspørge dem. Priserne vil så modsat nu falde
og falde. Til sidst slås bunden ud af markedet, prisen på kartofler går helt i
bund, og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien
på pengene (d.v.s. rettigheden, som pengene skulle repræsentere bliver
ødelagt), når der er for mange sedler og for meget kredit. Det svarer til, at
varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet
mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.
Historien gentager sig i en ny version, når vi ikke må lære af
den: L. V. Birck i ”Verdens-krisen og Danmark”, 1922 og i ”Europa Svøbe”, 1925:
”Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige
verdenskrig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De
københavnske bankers balance var blevet mere end tredoblet fra før krigen til
1922. Danmark var på bankerottens rand i 1923.
En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at
råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu
mere til at drive vore kapitalværdier i vej-ret, aktier og faste ejendomme.
Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra real aktivi-tet til passiv
indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital. Borgerskabet var kortsynet,
det ville ikke redde det system, det selv sad i ved at få den mængde papirer ud
af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer
borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.”
Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den
koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere
kan være grådige, fagforeninger ligeså, men national gældsætning, inflation,
deflation eller massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke
regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter,
spiller med.
Og det kan ikke diskuteres, for dette her bygger lige så lidt på
teorier som 2-tabellen.
Så kommer kollapsen:
Det sker for det meste én gang i en gennemsnitlig levetid (så der
er ikke mange muligheder for at vænne sig til det), og det bliver meget værre
denne gang. Det skyldes i bund og grund menneskets egenskaber, når den
underliggende moral og etik går fløjten fra toppen af og nedefter,
vel at mærke.
Professor L. V. Birck skrev i 1922:
“Vi lever i en verden, hvor ’statsmaskinen’, som vi i virkeligheden
skulle læne os til, er svækket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun
lige tålt af de fattige. I Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske
samfundsmagt den organiserede kapital, der er betænkt på at ødelægge det
parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influerede stat for
at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske
og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste
præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: oligarki
betyder fåmandsvælde). Overalt finder vi tegn på statens magtesløshed, og
muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget
fjern for øjeblikket” (citat slut fra: “Danmark og Verdenskrisen”).
Professor L. V. Birck skrev ligeledes for en menneskealder siden:
“Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det
selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle
det økonomiske system, der bærer borgerskabet.”
Det samme sker i dag i endnu vildere omfang:
Hvad sker der, når staterne griber
ind
Svig, men ikke fra spekulanterne
Kan det indrettes, så spekulationen
ikke betaler sig? (engelsk version)
Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit
oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN
med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem
2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka
$30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med
30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der
forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland,
Brasilien, Italien og Malaysia. Det skal
vi se meget mere om i appendiks 1.