11. Kapitel

Overordnet filosofi på f.eks. marketing og pædagogig

i 1980-erne

 

Jeg kan ikke berette om overordnede referencerammer, tanker og filosofier eller psykologi bag dansk skolevæsen og pædagogig - det ved jeg for lidt om[1].

 

Den 19. maj 1996 oplyste et kort indslag i TV Avisen i Danmarks Radios TV 1, at (Flexners) amfeta-miner var taget i brug mod danske børn og unge, der ikke passer ind i systemerne i vort land. Sådan præsenteredes det selvsagt ikke. Den 26. maj 1996 bragte TV 2 en udsendelse om en skoleklasse på Fyn, hvori halvdelen af eleverne går til skolepsykolog.

 

Jeg har undervist, som jeg fandt det rigtigt, som det passede studenterne og i overensstemmelse med de forpligtelser, jeg kendte eller fornemmede jeg havde over for ek­samenskrav og ikke mindst i forhold til de unge menneskers ret til en vis erfaringstransfor­mation. Prioriteringen var min.  Tilbud om kurser har der været rigeligt af!

 

Jeg forestillede mig, at marketing- eller koncerndirektører i dagens Danmark og Europa ikke har meget tilfælles med socialismebevidste reform-pædagoger med lilla ble på hovedet fra 1970-ernes Danmark.

Denne forestilling var en vildfarelse.

 

I det obligatoriske pensum til HD (Afsætning), 2. del, indgik i alt fald indtil midten af 1980-erne kompendiet "Marketing" med undertitlen "En videnskabs­teoretisk analyse, Et humanistisk alternativ", forfattet af Stig Ingebrigtsen og Michael Pettersson, udgivet på forlaget Samfundslitteratur, 1979. Bogomslagets illustration er lavet efter kobberstik udført på grundlag af Raphaels "Skolen i Athen.”

 

Gennemgangen forsøger pænt sammenhængende, men nogle steder noget famlende, at redegøre for forskellige referen­cerammer, og at føre en debat om et udvidet paradigma - som det også skal kaldes - for læren om marketing i Danmark. Der redegøres kortfattet for eller henvises til forskellige filosofiske retninger og deres rammer generelt og specifikt rammerne for markedsførin­gen eller rettere marketing, som den i et noget bredere virkefelt kaldes i dag.

 

Forfatterne redegør for deres eget paradigma, eller overordenede grundsyn på side 23 og 24. Og det er jo for såvidt helt fint. Så skulle vi vide, hvor vi er.

 

Dette grundsyn er noget med "fundamental opfattelse af verden og mennes­ker m.v. eller et egentlig metasprog.” Hovedsagen er de tager udgangspunkt i J. Bärmarks anviste metode til analyse af Abra-ham Maslows arbejder, jfr. J. Bärmarks "Wärldbild och vetenskabsideal. Några ledande temata hos Abraham Maslow", Göteborg, 1976 (rap. nr. 84). D.v.s. de bruger den disposition, som Bärmark anvender, til at analysere Maslow og hans arbejder; den vil de to forfattere gøre brug af.  Så ved vi det.

Maslows centrale model til skrivelse af behov illustreres ved en pyramide med fysiologiske behov (grundlæggende som: føde, varme, husly), i næste niveau placeres trygheds- og socialt velfærdsbehov, i niveauet ovenover placeres anerken­delse og prestige-behov og øverst i pyramiden selvak­tualiserings-behov[2].

Modellen er i alt fald i denne sammenhæng uden central betydning; men for ikke at skabe forvirring, blot det netop anførte.

 

Forfatterne beskriver også forsøgsvis deres egne "interne og eksterne" etikker i forhold til det skrevne i kompendiet, som de på denne måde præsenterer. Her hæftede jeg mig ved én ting, som fandtes i denne redegørelse, vistnok om den såkaldte eksterne etik: "Ansvaret består således i, at det vi her producerer nu også er med til at fremelske dette samfundsideal (min oversættel­se: internat­ionali­smen) og det hermed tilgrundliggende menneskesyn.

 

Vi er dog opmærk­somme på problemerne, som vil kunne opstå i relation til sam­fundsidea­let på bekostning af den globale behovstilfredsstillelse og vort ansvar i denne forbin­delse.” (min kursiv og understregning)

 

Bare forfatterne ikke har søvnproblemer, fristes jeg til "ængsteligt" at bemærke. De nævner at enkelte af deres henvisninger vedrører litteraturgennemgange, de ikke helt forstået, selv. Derefter tog jeg det også helt roligt.

Nu skal man forstå, at en sådan gennemgang er kodet eller forpræget af det, de selv er kodet/præget med bl. a. således, at det tilsigtede lidt skjult søges opnået, og alt ikke træder for tydeligt frem for uvedkommende.

 

Vi får altså i mere end én forstand her et gensyn også med Hegel, Wundt, Dewey, Thorndike og nogle flere epigoner eller rodskud heraf med Lewin (Gestalt-teori), Wertheimer (Feltteori) og Goldstein (Holistisk neurofysiologi) i forsøgene ovenfra på at klare markedsfunktionen optimalt i private virksomheder, non-profit-organer, statsor­ganer, politiske partier, medier og den slags.

 

Her er det forfatterne med Bärmarks hjælp søger at indplacere Abraham Maslow, eventuelt få lagt hans pyramide ned på siden, som de antyder i en illustration og i denne forbindelse få det aktuelle (anno 1979) marketing-paradigma flyttet eller udvidet efter behov til at omfatte et mere eksistensialis­tisk tænkeske­ma.

 

Eksistensialismen er i yderste korthed knyttet til en række filosoffer, mest spekulative (eller "spekulanter" om man vil), der hævder, i deres forsøg på at få os andre til at forstå, at "eksistensen kommer før essensen" (=altså før tænknin­gen). I marketing-henseende: Da den egentlige eksistens er individets fortsat sammenhængende valg af sig selv under en totalopfattelse, må behovene for dette og hint opfattes som delvis sidestillede og ikke som Maslow hævder - hævder forfatterne - være hierakisk- eller pyramideopbyggede.

 

Da nu den verdenskendte danske Søren Kierkegaard nævnes i en sætning i forbifarten[3] sammen med disse førende eksistentialister overalt hos de førende, skal det for god ordens skyld nævnes her, at Kierkegaard peger på paradokset:

 

"Livet leves forlæns, mens det kun forstås baglæns, og der skal vælges under risiko. Kun naar man er saa forsigtig, at ville konstruere et System uden at tage Ethiken ind deri, saa gaar det, saa faar man et System, hvor man har Alt, alt det øvrige, og har udeladt det ene Fornødne", skrev Søren Kierkeg­aard i "Stadier på Livets Vei.”

 

Jean-Paul Sartre har især haft Marketing-forfatternes interesse i forhold til den mange gange tidligere nævnte Abraham Maslow. Side 77: "Vi støtter Maslows fokuseren på det individuelle, på den menneskelige naturs karakteristika og individualitet, om end vi i langt højere grad end Maslow ønsker at tage hensyn til personlighedens udvikling i et samspil med omver­densfaktorer, d.v.s. institutioner, samfundsstrukturer m.v. Det ene dannes ikke som funktion af det andet. Udvikling foregår som en vekselvirkningspro­ces. Men vi er enige med Maslow i, at dette menneskesyn kan finde sit filosofiske ståsted hos eksistentialisterne, dog således at menneskets indre (selvet) ikke kan skabes (omskabes) udelukkende og hele tiden gennem personens eget valg.” Sådan skriver forfatterne.

 

Abraham Maslows : "På vej mod en eksistenspsykologi", København 1976 (efter original af 1962): "Der er eksistentielle psykologer, der alt for ensidigt betoner selvets selvdannelse.”.."Dette er naturligvis i sin ekstreme form en overdrivelse, der er i direkte modstrid med arvelighedslærens og den konstitutionelle (=herskende i min oversættelse) psykologis kendsgerninger. Faktisk er det simpelthen tåbeligt.” "Dette ekstreme synspunkt kommer os bekendt primært hos Sartre (eksempelvis: J.-P. Sartres: "Eksiste­ntialisme er humanisme", København, 1968 (original 1946)).” [4]

"Maslow's focuseren på det indre menneske skal ses som en reaktion på behavioristernes [5] klare fremhævelse af miljøets betydning.”

Maslow fremstår med endnu et problem i forhold til forfatternes ærinde.

"Maslow har i følge forfatterne valgt at tro på menneskets medfødte godhed eller neutralitet, hvilket for Maslow medfører, at de selvaktualiserende mennesker bør styre landet", skriver forfatterne så øverst side 77.

Lad os ikke fortabe os disse betragtninger.

Se, Maslow tilhører den såkaldte "Tredie Kraft", efter den hidtil eksisterende og det rene marxistiske alternativ. Den "Tredie Kraft", bølge eller trend, sådan arbejdes der i billeder mest igen for mystikken. Dette er Internationalismen. 

 

M. h. t. Maslows pyramide skulle russeren Solsjenitsyn hilse og sige i Gulag Ø-havet, at en indholdsrig, opbyggelig samtale eller en opsporing, hvor man gør sig notater undervejs, godt kan foregå i en af de små franske tog­kupéer - anvendt i Sovjet, oprindeligt med plads til 6 personer - når der var proppet over 20 derind. Også selvom ens fødder ikke kunne nå gulvet, og det var flere dage siden, der sidst var blevet spist.

 

Men det var jo dengang; men løgn kan det ikke være, eftersom KGB, som han tilbød alle indtægter fra bogens salg i Vesten, såfremt de fandt én faktoriel fejl heri, endnu ikke har henvendt sig, mig bekendt.

 

Altså, denne pyramide kan vi gerne lægge ned, hvis det behager de herrer og damer i marketing-sektorerne i den såkaldt frie vestlige verden.

 

På side 105 skriver forfatterne til "Marketing":

"Ud af de potentielle alternativer har det været vor hensigt at fremhæve eksistentialismen som én alternativ psykologisk "skole" til behaviorismen[6], med troen på, at der hentes inspiration i eksistentialismen til opstilling af en alternativ menneskeopfattelse i marketings adfærdsteori. Dette problem arbejder den ene af nærværende forfattere på (Pettersson).” (citaterne slut).

 

Det store spring i de økonomiske samfundsteorier sker med overgangen fra at kunne (ikke kunne) forklare og forudsige menneskets adfærd til påvirkningen af adfærd. Den tilhørende menneskemodel ved forklaring og forudsigelse passer fint til den såkaldte empirisme senere positivisme, hvis modelapparat arbejder meget med årsagsmodel­betragtnin­gen, der gør brug af fortiden til at forklare nutiden.

Erfaringen og fortiden samt i grunden årsagen anerkendes ikke, og dette er måske legitimt nok at hævde, al den stund modellerne ofte viser sig ikke at stemme med omverdenen, selvom man har gjort sig umage med alle mulige fortolkningsmuli­gheder, navnlig i matematisk symbolsprog. Og det er jo specielt interessant, når vi lige lader tanken falde lidt på en anden emnekreds - som slet ikke er behandlet efter fortjeneste i nogetsteds:

 

Miljø, økologi, stratossfære, globaltrusler, indflydelse på helbred, adfærdspå­virk­ning hos den enkelte i denne forbindelse og samspillet herunder påvirknin­gen, virksomhed mod omgivelser samt kommissærs adfærdspåvirkning af producent. Taget lidt i spredt fægtning efter kutymen i dette sagsfelt.

 

I disse emne- eller sagsfelter anses det - sjovt nok - fortsat for fuldt korrekt "at påvise "sammenhænge herunder årsagssammenhænge" mellem dette og hint. Dette gøres i vid udstrækning ved anvendelsen af de såkaldte statistiske, kvatitative metoder.

Her ser man på nogle fænomener, der kan beskrives med talregistreringer.

Jeg kan forsikre læseren for, at bl.a. to af de anvendte metoder, Regression og Chi-testen[7], er blevet misbrugt for at skaffe den ønskede sammenhæng eller årsag ud af modellen i en række tilfælde.

 

Metoderne fejler ikke så meget - de er jo dog matematik - men man kan nemt 1. Tolke problemstillingen fejlagtigt 2. Vælge sig en nonsens-sammenhæng eller 3. Vælge fejl mellem metoderne, 4.  Anvende metoderne fej­lagtigt, 5. Tolke model-resultaterne forkert, 6.  Drage en fejlagtig eller vidtløftig konklusion på grundlag af modellens resultater og 7.  Overføre den på virkeligheden.  Endelig 8.  kan man jo udlevere materialet til en intetanende, men "forståen­de" journalist ved et slagkraftigt medie.

 

Som man vil forstå er muligheder og især umulighederne mange.

Én af dem er (jfr. 1. ovenfor) :

Fordi to fænomener optræder samtidig, behøver der jo ikke lyse en uafviselig sammenhæng ud af dem. Er f.eks. antallet af storkepar i Danmark om sommeren øget fra 12 til 25 par to år i og på træk, er dette ikke nødvendigvis en sikker indikator for et såkaldt babyboom blandt danskere[8]. På disse strategiske felter[9], hvor angsten for det ukendte, for det fjerne, for det hidtil uantastelige, for det uundersøgte, hvor tilmed forfinede målemetoder tit påvirker det iagttagede kan meget vises og meget ikke afvises - påvise eller bevise derimod er noget ganske andet. Der er nok af gangbare fænomener, nok at tage fat på. Og så er der jo karrieren. Den skal vi ikke glemme.[10]

 

Det interessante er, at her kan årsagen nemt bruges, også selvom adækvans, entydighed og funktionalitet [11] formelt er centrale problem­er, der ses bort fra, selvom disse ofte er ganske afgørende.

 

Man skal forstå: Formålet helliger midlet - især for mange ambitiøse blandt "Tidens Jesuitter" for "Verdens Frel­sen.” Det var blot et lille sidespring ikke helt uden betydning. En samlet redegørelse herfor burde have en gennem­gang for sig.

 

Om Den Fjerde Kraft, (efter eller samtidig med Den Tredie) ikke skulle findes netop omkring disse nye såkaldte "naturvidenskabslignende årsagspåvisninger", vil det undre mig.

Al Gore har netop meddelt at han stiller op til næste præsidentvalgt i USA. Han er meget miljøbevidst, som det vist hedder. Om ikke andet kan heksekunsterne på disse felter desværre bidrage til det, som David Icke[12] kalder "noget-må-der-gøres-effekten", stem­mende præcis med Hegels tese-, antitese-, syntese-betragtning.

Og det kan sågar ske samtidig med, at væsentlige forhold totalt overses - årsagen skal kun bruges efter behov… hov hov!

Ét eksempel på det sidste er f.eks. den famøse danske Vandmiljøplan til ca. 17. mia. kr., hvor en række kendsgerninger fuldstændig blev overset til trods for, at man blot kunne have kikket til Holland eller lært sig lidt mere uorganiske kemi. Frihedskæmperen Flemming Juncker beviste dette i kronik i Jyllands Posten.  Fra årsagsdeterminisme-modellerne sker overgangen så først til de filosofisk oriente-rede samfundstænkere. De beskriver, tolker og søger forståelse. Med dette udgangspunkt bliver årsags-bes­temmende modeller utilstrækkelige, fordi bl.a. personligheden ikke lader sig objektivt analysere[13].

"Marketing" beskæftiger sig med meget andet, der er mindre centralt for nærværende fremstilling; men f.eks. finder forfatterne det også ganske passende med markedsformen monopol, såfremt de pågæl-dende virksomheder altså arbejder i en internationalistisk målsætning.

 

Adfærdsteorien har en stor vægt, også generelt i HD-uddannelsen, og det er tunge kapacite­ter, der fører an i tilret­telæggelsen, forelæsninger, opgaver, øvelser og eksamen. I flere af 1970-er- og 1980-er-årene var professor Flemming Hansen den bærende kr­aft. Han er en betydelig personlighed. Han var mig bekendt hovedaktionær i det tidligere AIM- Instituttet, og han har udtrykt offentligt 21-11-1989 og 06-11-1992, at om 50 år "i Danmark bør bo 15 mill., hvoraf ikke over halvdelen behøver være født her.” I Politiken skrev han 22-11-89, at han ønskede 100.000 håndplukkede immigranter til Danmark om året.

 

Det første store spring sker således med eksperimen­tal-psykologien og Dr. Wundt.

Nu var det ikke enden med Wundt; vi skal derfor kort se på Sartres mennes­keopfattelse, som foreslået af forfatterne til "Marketing.”

 

Lad os se om det så er sagen:

 

"Den anti-racistiske racisme er ikke af nyere dato. Den knytter sig tilbage til 1960-ernes intellektuelle klima og til den tids ledende figurer, i særdeleshed Jean-Paul Sartre. Med Sartres Forord til Frantz Fanons bog ("Fordømte her på jorden", 1961; Rhodos, 1966) kan den "anti-racistiske" ideologi betragtes som allerede dannet. Uden den sartreske baggrund kan vore dages "anti-racisme" ikke forståes i dens specifikke mekanismer og indre legitimeringer. Fra Sartre går en direkte linje til "SOS-Racisme med Bernard-Henri Lévy som mellemled", således skrev  Monica Papazu i Tidehverv nr. 8, 68. Årgang oktober 1994.

 

Monica Papazu fortsatte: "Idet Sartre i forordet til Fanons bog udtrykker sin "antiracistiske" holdning, kommer han til at vise, uden at dette kunne have været hans hensigt, hvordan "anti-racismen antager form som omvendt racisme, hvordan den overtager racismens indhold. Sartres udgangspunkt og intellektuelle begrundelse er her "kampen mod racismen", d.v.s. mod de hvides "racisme.” Men i stedet for at blive rettet mod de hvides racisme retter denne kamp sig mod den hvide race. Det, Sartre fremstiller som modsætningen til racismen, er simpelthen en anden racisme, som i alle henseender efterligner den første. Til ringeagt svarer ringeagt, til kolonisering svarer kolonisering, til vold svarer vold, til drab svarer drab:"

"I går var I, europæere, herrer over zombierne, men "hver har sin tur (...) (i dag) er det jer, der er zombier" (s. 13)..  ”.. Først er der kun kolonistens vold, men snart deres egen (ikke-europæernes), det vil sige: den samme vold bliver kastet tilbage på os, således som vort spejlbillede kommer os i møde, når vi går hen imod et spejl" (s. 16) ..”..Før var vi dem, der skabte, og nu skaber andre historie med os som stof" (s. 24) ..”..Det er vor tur, skridt for skridt, at betræde den vej , der fører til det 'indfødte' niveau. Men for at vi helt kan blive indfødte, må vor jord besættes af tidligere koloniserede" (s. 25) ..”..Vi var mennesker på hans bekostning, han (ikke-europæeren) gør sig til menneske på vor. Et andet menneske: af højere kvalitet" (s. 21).

I spejlbilledet vender alting tilbage, selv racernes hieraki genopstår i omvendt rækkefølge, med europæeren som den inferiøre race, og ikke-europæeren som den overlegne race: et menneske "af høje-re kvalitet.”

"Det er racehadet, Sartre gennem en generel fordømmelse af de hvide (alle hvide er skyldige) eksplicit opfordrer til. Den europæiske hudfarve ("dette fede, blege kontinent" - s. 22) kan ifølge hans tekst ikke betragtes uden had."

Sanseindtrykket indgyder et uimodståeligt had, som kun kan finde sin udløsning i drabet: "at skyde en europæer ned er at slå to fluer med et smæk" (...) ": tilbage bliver en død mand og en fri mand" (s. 20).

Dette er Sartres inter­nationalisme.

 

"Efter mange års intens indsats lykkedes Sprogreform-Projektet i Frankrig i 1990. I flere årtier, med udgangspunkt i UNESCOs dokumenter (1953) (betydningen af den internationale institution må ikke overses!), er der blevet gjort forsøg på at reformere stavemåden (1961-1965, 1976/1977), forsøg som er mislykkedes - franskmændene ændrede ikke deres stavemåde i overensstem­melse med de officielle vejledninger, jfr. bl.a. Journal Officiel en Rapport om rettelser i stavemåde ved Det Højeste Sprognævn direkte under premier­ministeren i Frankrig.”

 

"Sproget er ikke et betydningsløst element i folks liv. Det er et folks liv. Spørgsmålet om sproget er et spørgsmål om nationen og dens ånd; det er et spørgsmål om traditionen og traditionens bevarelse; det er dernæst et spørgsmål om de nye generationer, dannelse og uddannelse, skolen; det er et spørgsmål om forholdet mellem et folk og indvandrerne; og det er sluttelig et spørgsmål om det politiske områdes karakter og grænser" (citat slut).

 

Således skrev Monica Papazu bl.a. i sit banebrydende Essay om en ny ideologi af totalitært tilsnit, der i dag er herskende i Vesteuropa: "antiracismen.” Under en humanitær facade genformuleres i en særegen sammenblanding af indholdet i de to hoved-ideologier i moderne tider: racismen og kommunismen. Essayet undersøger dens kilder, grundtemaer, organisationsformer og dens forhold til samfundets institutioner. Essayet titel: "Det vesteuropæiske tabu: Det nationale."[14] 

 

 

 

 

 

EU/UN-Pædagogik anno 1996:

 

Hvorledes udviklingen er fastholdt, kan der læses i en netop udkommet fransk bog med titlen "Machiavel Pedagogue" ou le ministere de la réforme psycholo­gigue" af Pascal Bernardin, forlag: Edi-tions Notre-Dame des Graces.

Fransk-læsende kan købe bogen i boghandelen:

La Joyeuse Garde - 5, Rue Fondary - 75015 Paris - France.

At der ingen fare er for at denne bog oversættes til dansk og udgives af et af "de etable­rede" forlag i Danmark skulle fremgå af følgende anmeldelse af bogen:

 

Bitten Kirsti Nielsen, der har været oversætter ved EF, anmelder bogen således:

"Sindelagskontrol og hjernevask i Europas skoler. Er skolevæsenet ved at blive en ny overvågnings-faktor for Europas borgere?

Pascal Bernardins bog, der behandler de undervisningsreformer, som er ved at holde deres indtog i bl.a. EU-landenes skoler, er skrevet på basis af et omfattende materiale af officielle dokumenter, herunder rapporter fra særlige afdelinger under (FN's) UNESCO og Europarådet, hvis opgave det er at lave videnskabeligt udarbejdede handlingsprogrammer til fremme af den "nye verdensorden" og eksportere psykologiske manipulationsteknikker til FN-medlemslandene. Bogen behandler en helt ny form for undervisning bestående af udspekulerede psykologiske overtalelsesmetoder, som har til formål at ændre elevernes værdinormer og adfærd. Dette sker f.eks. gennem rollespil eller arrangeret gruppepres på den enkelte (stadig gennem leg). En sådan bearbejdning af elevernes underbevidsthed, som der her er tale om, og hvor uønsket skepsis analyseres og fjernes, kaldes kommunikationsøvelser (i kodesprog) og svækker forholdsvis hurtigt barnets evne til at udvikle selvstændig stillingtagen, og får det til at reagere lydigt på bestemte propagandastimuli. Men ikke nok med det.

Skal vi tro Bernardin, bliver resultatet af den slags undervisning registreret for hvert barn på en edb-central for hele Frankrig som et led i den sindelagskon­trol, der føres med borgerne.

Disse manipulationsteknikker, der hovedsagligt har været afprøvet i U.S.A., har vist sig særdeles effek-tive, da de er i stand til at ændre børns adfærd totalt og få dem til at reagere i diametral modsæt-ning til det, der ville være naturligt for deres religiøse, moralske og politiske opfattelse.

Der er i denne fornedrelse af individet tale om indkørslen af helt nye kriterier for godt og ondt, rigtigt og forkert, som udgiver sig for at være videnskabelige (min kommentar: ja, sågar naturvidenskabeligt, som vi har set  hos Wundt), og ifølge hvilket barnet bibringes en ny international, multikulturel identi-tet i det nye verdens-samfund, hvor kollektivet går forud for den enkelte.

Men ikke alene skal de (af UNESCO m.fl. fastsatte) nye værdier fremmes, der skal også blokeres for overførslen af den moral og de værdier, der styrede de tidligere generationer, og som forældrene natur-ligt vil søge at viderebringe til deres børn, skriver Bernardin og henviser til en af Europaråds-rappor-terne. Dette brud med den gamle opfattelse af rigtigt og forkert - forældrenes opfattelse "afdækkes" over for barnet og bortforklares - vil naturligtvis skabe en overgang med moralsk og socialt kaos, men heraf skal der genopstå en ny orden (som det citeres i bogen fra en UNESCO-rapport) kontrolleret af staten og de inter­nationale organisationer.

Bogen beskriver endvidere den undervisning, lærerne modtager på specielt oprettede lærerhøjskoler i Frankrig "Institut universitaire de formation des maîtres", som udvælger egnede lærere og underviser dem i de nye værdinormer og psykologiske manipulationsteknikker.

Denne omfattende sindelagsbearbejdning i skolerne har trængt de boglige fag i baggrunden, men også på deres område er der sket en udskiftning af indlæringsmetoderne og undervisningsmaterialer. Undervisningen må ikke længere være præget af nationale holdninger, men skal følge FN's standard-anvisninger. Dette er som bekendt gået ud over historieundervisningen, der nu som en tilfældig fremstilling af spredte begivenheder i verdenshistorien skal fremme den kosmopolitiske ånd. Historien skal endda skrives om, så rødderne til fortiden kappes, og der skal undervises i forståelse af internationalisme, nedrustning og menneskerettigheder (min kommentar: de verdsligt hellige menne-skerettigheder i modsætning til de borgerlige frihedsrettigheder, der også kaldes menneskeret­tigheder, når de er nedfældet i en god grundlov), som ubestridelige elementer i den nye samfundsbæ-rende ideologi. Og så skal der arbejdes hen i mod et fælles sprog.

Som nævnt er den objektive fremstilling af undervisningsstoffet langtfra nok i den nye undervisnings-reform, udtænkt af UNESCO m.fl., eftersom viden ikke længere er afgørende. Bogens afsløringer er skræmmende og gør det nærliggende at stille spørgsmål v­ed, om det er helt tilfældigt, når unge i dag forlader skolen uden at kunne læse og skrive[15], eller om det er et resultat af bestræbelserne på at tilpasse dem i den såkaldt "nye verdensorden.”

 

Jeg skrev i 1991 bl.a. følgende forklaringsstumper til specielt kriminaliteten – håber læseren nu forstår, at vi alle kan blive klogere ved at åbne øjne og ører og rette vore endnu uspolerede sanser ikke mod blot symptom­erne, men mod ondets rod og endelig se på hele rodnettet i tid og rum:

 

 

 

Forklaringsstumper til kriminalitetsudviklingen 1960-1990 og

Trotsky-Plan:

 

Det er blevet lovløsheden, der regerer godt hjulpet på vej af landets "ypperste magthavere" af tydelig eller slet skjult socia­listisk obser­vans. Først var det blødsødenhed og pædagog-pyl­reri. "Har børn og unge hæmninger (=opdragelse) kan de ikke leve et godt liv.” Der var et par andre, der fortsat hævdede, at de ikke kunne leve uden. De blev ikke hørt, alt var jo nyt og smart. Siden blev det ligegyldighed med andre mennesker og også med deres ejendom. Alt kun­ne tolereres af "de finere kredse"; det var jo kun et udtryk for bevidsthed og frigjort­hed, og "de fine" holdt sig jo selv i pas­sende afstand. Disse mentale tilstands­former blev som altid fyldt op med tidens gumpe­tunge teo­ristumper og talemåder om et kommende lykkesam­fund, hvor alle bare kan gøre, som de vil. Alt skal prøves, og alt er tilladt.

Hele denne indoktrinering og falske frigørelse førte til hobevis af mennes­kelige ulykker og brudte skæbner både blandt lovovertræderne og dem, det gik udover. Og selvfølgelig gav det flere behandlerstil­linger i en såkaldt (A)social sektor, hvor alt nu nærmest drejede sig om for "halvstuderede røverknægte og knægtinder" (M/K) at skønne med 3 reolmeter bistandslov, der lagde stort set alt i hænderne på landets værste revsere. Det gjaldt bare om at finde en paragraf.

Programfladerne og tonen i de vægtigste medier bragtes i fuld­kommen harmoni med den såkaldte kritiske (= først maxistiske, senere internationalistiske) opgejlingsmetode.

 

SKYLDEN FLYTTES TIL OMGIVELSERNE:

Denne tidens tone bredte sig let og gelinde langt ind i store dele af vort retsvæsen og til de øverste i kriminalforsorgen. Nu kunne de sam­me eller tilsvarende "undersøgelsesmagere" i bl.a. universitets-kredse fra de juridiske, psykologiske, pædagogiske, sociologiske og krimino­lo­giske "sonde­rings-kaffe-klubber" omkring Ole Esper­sen, Ole Krarup, Preben Vil­hjelm Bernhard Baunsgaard og Erik Siegs-gaard, Tine Bryld[16] o.m.a. fortælle om, hvilken overlast de indsatte i vore fængs­ler måtte lide for overtrædel­ser, deres famili­ære ophav, deres mil­jøer, ­ja, samfundet (=naboerne) jo i virkelig­heden var skyld i ifølge under­søgelser udført af praktisk uvidende skrive­bordsge­neraler.

Kunne man ikke tvangsfjerne børnene i tide til "bæredygtige opvækst­vilkår", så kunne det jo ende med, at de kom til at stå ansigt til ansigt med en dommer, og det kunne til sidst føre til et fængsels-ophold, nogle gange dog først efter 17 tiltale­frafald og et alenlangt synderegister. Mere papir og flere sager!

 

Nu har de fundet ud af, at det er forældrene, der fik at vide af samme eller tilsvarende bedra-gere, at børnene ikke skulle opdrages, det er galt med. Nu skal de på kursus. Galskaben vil ingen ende tage.

 

FÆNGSLERNE ”FRIGØRES”:

Kriminalforsorgens fængsler havde op igennem 1980-erne i gennem­snit­ cirka lige så mange indsatte som ansatte, nemlig omkring 3.500 i hver gruppe, svarende til en omkostning på 314.000 kr. pr. indsat pr. år. Når kriminali­teten samtidig voksede drastisk og arresthuse og hæfteafsoning for lovover­trædel-ser, som ikke var vold, legemsbes­kadigelser, narkohan­del, indbrud og tyverier, opslugte den plads og det personale, der kunne have været anvendt til vægtigere formål, så blev den gennem­snitlige belæg-ning i fængslerne for meget grovere forbrydere den samme i 1980-erne, selvom kriminaliteten steg meget kraf­tigt. Kortere fængselsstraffe for de grovere sager gav jo også mere ledig celleplads, men flere genind­sættelser, mere papir og flere forbry­delser.

Det der hindrede større harmoni blandt de ledende var som altid manglende ressourcebevillinger d.v.s. altid mere personale, som forudsætning for mere frihed til fangerne, flere udgangs- og prøvetil­ladelser og flere personunder­søgelser følger jo auto­matiske med flere betinget straffede og flere til­ladelser, flere besøg, flere TV-ap­parater, mere under­holdning, specielt flere for­sorgssekretærer, evaluatører, kursus-magere og flere social­pædago­ger.

 

FARLIGE NORMER OG HOLDNINGER DANNEDE SKOLE:

Kriminologer og "førende retslær­de" (=rettroende) har som nævnt med de efter deres mening svageste som redskab ikke alene skabt den mængde pseudofor­klarin­ger, der skulle til for at skaffe deres egne kredse flere og flere stillinger i et sam­fund, hvor Bamse-Kylle, Voldborg-Vejrudsigter, Familien Simpson og Tommy Kenter-karri­katurer er sindbil­leder på danskeren med ubegrænset hjælp behov. Flere af de mest indflydelsesrige ideologer og propagandører sidder i dag i ledende stillinger i radio og fjernsyn. Det er "forsynets forud­seenhed", ikke tilfældet, erfaringerne eller de dokumenterede færdig-heder, der har banet vejen.

 

At personskadeerstatninger i modsætning til tingskadeerstat­ningerne i Danmark aldrig rigtig har haft nogen realistisk værdi, modsat i øvrigt f.eks. i  U.S.A., passer fuld­stændig de socialis­me-frelser-kredse, der ved at belære enhver om hvad som helst til egen fordel når som helst.

 

Det handler også ligesom om forsker-, behandler- og mediestillinger til de ledende og et stødt voksende klientel af afvigere, de kan øve deres kunster på og aktivere for deres egen sag.

De samme kræfter hilser naturligvis en militant retsreligion - muha­me­danis­men - velkommen i Danmark sammen med en mas­seindvandring på mange tusin­de vildt fremmede hvert år, og det selvom de fremmede udgør mere end 20-30% af de indsatte i vore fængs­ler. Af driftsbevillin­gen til politiet på 1.347 mill. kr. i 1991 er 503,7 mill. kr. (37,4%) afsat til underhold af asylan­søgere. Næsten alle asyl-ansøgere, godkendte asylanter og indvandrere ligger i øvrigt det offentlige til byrde på andre måder og-så[17]. Så det er ikke sært at de her­skende reelt af denne grund hilser folkevandringen yderst i velkom­men.

 

Det giver undervisnings- og kulturmagerjobs, forsorgsstil­linger, og pædago­giske- og socialrådgiv-ningsbehov i det uen­delige[18]. Selv­følgelig fore­trækkes indvan­drin­gen fra det totalitære Mellem­østen, dels fordi socia­lismen der fortsat giver gangbare slagord blandt de mest primi­tive eller militante, dels så skaber muhame­danerne mere uro og ustabilitet i Danmark end f.eks. de socia­lismeerfarne tyskere og russere.

 

Ofrene for kriminaliteten i almindelighed er jo som oftest nogle af de, der ikke ønsker socialisme eller de, som kan huske, hvorledes det gik galt, da Danmark bevægedes væk fra at være et land, hvor dan-skerne mest arbejdede, trivedes og hyggede sig med hinan­den.              

 

År 2004:

Kan læseren tilgive, at resten af "Fængslet" ikke var trådt utvetydigt frem i min bevidsthed for 8 år siden, har jeg til gengæld forståelse for, at min gennemgang må chokere de danske, der i deres magtesløshed har lidt - og desværre mest derfor indtil nu - har ladet stå til.

 

Til næste kapitel