13.
Kapitel
Var vi 20.000 i Danmark, der sagde højlydt og synligt
fra, kunne bedraget ikke skjules, og vi kunne måske i tide hindre ulykkerne,
der er planlagt, uanset hvilken vinkel vi ser fra.
Prøv lige efter om vedlagte Trotsky-Plan udarbejdet til
formålet - i New York, Berlin og Frankfurt engang i perioden 1776-1900 - efter
din vurdering er ved at være gennemført sådan nogenlunde på de fleste af
planens 20 punkter, uanset de var udarbejdet til andet formål , måske også
forfalskede. Der blev indleveret et eksemplar i 1906 til British Museum i
London, hvor den kan ses.
Det mest
overraskede er nok, at mangebillionærer og socialister sidder i de samme
hemmelige selskaber, at venstre-højre-betegnelserne[1] er rent fup, og at
planen ikke kunne være bragt på plads for længst med militærmagt.
Men husk på:
Private monopoler
eller statslige monopoler er andre ord for socialisme i sidste ende. De fleste
af os er slet ikke orienterede om vigtige kendsgerninger. Alt væsentligt
forgås i de traditionelle medier. Vi
er derimod udvalgt efter vores personlige egenskaber (jfr. Wundt m.v.) til at
spille en mindre rolle, for det meste, og for de fleste af os helt ubevidst.
Næsten alle ser et andet sted hen end lige netop til det egentlige. Militærmagt
er alt for ustabilt i længden mod gamle tusindårige, homogene riger og
kulturer, og desuden har bl.a. alle amerikanere adgang til skydevåben,
Danmark har endnu det bevæbnede Hjemmeværnet, men uden kugler!
Se eller gense
filmene 'Abernes Planet', 'Citizen Cane'
og 'Network'. ‘The Fontaine Head’
“Der findes ikke
nationer, religioner, kulturer, folkeslag, ideologiske systemer. Alt dette er
uden betydning. Kun en strøm af elektroner, der styrer pengestrømmen.” (referat
af replik fra filmen Network). Når du næste gang ved talen om udviklingen af
forældrenes allerstørste aktiv, deres børn og disses uddannelse, hører
udtrykket "de videregående uddannelser", så tænk engang i stedet på:
"De videregående godkendelser.”
Min erfaring på
dette felt er ikke helt ringe. Med tanke på Dr. Wundt og hans eftersnakkere i
begyndelsen af århundredet i U.S.A., med tanke på de pædagogiske tiltag under
EU og FN'S UNESCO i dag og f.eks. marketing på dansk skulle belysningen være
forbedret.
Det vil
forhåbentlig stå læseren klarere, at der er andre nok så vigtige pyramider end
Maslows (jfr. ovenfor), som det er værd at hæfte sig ved, at se grundigt på.
Pyramiderne skal ikke vendes på hovedet. Om de skal lægges ned, ved jeg ikke.
Jeg har, som foreslået af bl.a. englænderen David Icke og landmand Erling
Dissing, Mors, ladet solen skinne på det, jeg kunne se i håbet om, at flere vil
få et bedre syn.
Det dårligste syn er efter min vurdering fjernsynet.
Vi står overfor en kæmpe kollektiv opvågning - i ordet
bedste forstand, beretter Icke. Kun ved at se, hvad du står overfor, kan du
gøre dig fri. Nogle få bliver hurtigt til mange i nogle tilfælde; men ikke i
alle.
Kun ved at træde ud
af rollen i den pyramide, hvori du er placeret, kan du rocke ved korthuset. Du
må holde op med at indtage den "rolle", som forventes af dig. Du skal
holde dig til sandheden, så bliver alting godt.
Friheden har sin
pris; men alternativet, som det tegner sig, skal du gøre op med dig selv og din
samvittighed, om dine børn og vore efterkommere skal leve i et sådan regime,
blot fordi vi her i landet ikke var 20.000 ud af cirka 3,7 mill. voksne
danskere (= 5 promille, som ikke havde det for godt til at være blinde
og døve samtidig), der sagde fra i tide.
Denne bog er et
forsøg på at komme sandheden nærmere. Tiden til at sætte mig ind i sagerne var
afgørende i en epoke, hvor næsten alle, der gives muligheden (i Danmark: under
1 mill. i salgbar produktion, ca. 1 mill. i statsmonopolsektoren) er for
for-travlede/forjagede/frustrerede til at se, undersøge, sammenholde og tænke
sig grundigt, selvstændigt om.
Nogen har altså betænkt nogle blandt de andre 3 mill.
med det fornødne. Nu skal du huske på, at 1 mill. i Danmark er børn og unge
under 18 år ligesom der er hen ved 1 mill. pensionister og efterlønsmodtagere,
og 600.000-750.000 (år 2002) foruden de illegalt indvandrede[2], der hører andetsteds hjemme.
Lidt
til tænkeren:
Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 [3] kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:
Bruttonationalproduktet:
(samfundskagen)
i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.
I skat
betaltes:
i 1960 26
pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia.
1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia.
1995-kr.[4]
Offentligt
ansatte:
i 1960 406.000,
i 2001 ca. 850.000.
Samlede antal
beskæftigede steget med:
600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000
til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.
Antal
modtagere af overførselsindkomst:
i 1960 var 600.000,
i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre,
hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som
modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden
overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).
Offentlige
pengeoverførsler og tjenesteydelser:
udgjorde 20
pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen[5].
Offentlige
tjenesteydelser:
udgjorde 14
pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen[6]
[7].
Offentlige
pengeoverførsler:
udgjorde 6
pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen[8].
Den danske
stat skyldte:
i 1960 59,3
mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.
Ændringer
kort i perioden 1960-2001:
At dele: 3 gange
mere
At betale i
skat: 2 gange mere plus
63,7 pct. af
produktionsforøgelsen
Til at hjælpe:
mere end 2 gange flere
At understøtte:
mere end 3 gange flere
Statens gæld:
9,7 gange
Velfærdskommissionens
hovedanvisning i kilde 1[9],
side 24 :
”Har det mening at øge arbejdsudbuddet? Vil der være behov for “alt det arbejde” i fremtiden? Det er der. Der er behov for arbejdskraft på mange områder. Det vil f.eks. kræve mange hænder at løse velfærdsopgaverne fremover i forhold til pleje og omsorg over for det voksende antal ældre. Der er også masser af muligheder i den internationale økonomi, hvis vi forbliver konkurrencedygtige. Som vi har set, er høj beskæftigelse den helt grundlæggende forudsætning for et højt service- og overførselsniveau i Danmark. Det er forkert at tro, at mængden af arbejde altid vil være konstant. At vi bare kan deles bedre om det arbejde, der er.”
Omdrejningsaksen
i hele Velfærdskommissionens redegørelse er, ”at en større arbejdsstyrke giver
større beskæftigelse”. Arbejdsstyrken er den del af befolkningen, der står til
rådighed for arbejdsmarkedet. Pensionister, børn og unge under uddannelse
fraregnes typisk i arbejdsstyrken. Hele tankegangen bygger på Says Lov og Karl
Marx: Udbud skaber efterspørgsel og traditionel velfærdsteoretisk tomgangssnak.
Hvad der rent
faktisk skete:
Udgangspunktet
for alle civiliserede samfund er produktion og afsætning, eksport og import i
et passende blandingsforhold, så efterspørgslen efter arbejdskraft og andre
ressourcer som forudsætning for produktionen danner et naturligt grundlag for
fortsat produktionsvækst, indtjening, forbrug og beskæftigelse. Til
økonomisk stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af
investeringsprocessen, sikring af økonomisk vækst, forskning og ny teknologi,
kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at
tage samfundsborgerne alvorligt.
Mere end 60 pct.
af produktionsforøgelsen i perioden er blevet inddraget til offentlige gøremål
og overførte lommepenge, og vi ser, at hen ved 28 pct. af det der skulle
være arbejdsstyrken ikke tilbydes arbejde, når indkomstskatterne ikke kan
hæves mere, og statsgælden samtidig knap 10-dobles. Der har været et
iøjnespringende misforhold mellem monopolsektoren og produktionssektoren, og
det er ikke et spørgsmål om nogle flere hænder til mere velfærds-service i
ældresektoren, som det foreslås centralt i kilde 1. Det er noget andet.
I områderne
'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge
Velfærds-kommssionens rapport, kilde 1) ansat 630.000 svarende til lige godt 25
pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte
tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste
målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige
oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere
end dobbelt så stort siden 1960, end målt ved andelen det optager af den
samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbentbart ikke kende sådanne
oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle former for
produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og for effektivitet
(målopfyldelse i forhold til ressourcerne).
Sådant
betegnes misbrug, når vi ser på f.eks. kriminalitetens fordeling på
nationalitet med udgangspunkt i korrekt registrerede kriminelle gerninger og
fejlagtigt beskrevne befolknings-forhold. Det kan dog ikke helt undgås, at lidt
falder af undervejs: Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af
folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man
måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever underviser dobbelt så meget
til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne
falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på
ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995. Uden detaljerede
ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser
TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i
Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og
tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser fagene naturfag
og teknik. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe
før skolen rent faktisk brød sammen.
Derimod ser
vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder bearbejde
grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskrivelser
af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på
oprindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på
klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende
figurer, også i Velfærdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne
og andre officielt utilgængelige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne
et samlet, sandt billede af f.eks. økonomi-belastningen stammende fra
indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. personaleressourcerne på
uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været
stillet i udsigt at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte
grunde intet sket.
Vi har tilmed
kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette
misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel af ældre over
65 år og en importeret gruppe indvandrere, der bidrager til den nuværende
arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct.
af alle bistandsklienter er indvandrere. I fremtiden vil misforholdet blive om
muligt endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne
højteknisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere.
Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, er der en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre uden en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.
Det er muligt at
68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal læse
Velfærdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at
velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og
skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til
en udligning af regnskabet i det lange løb[10]. Det
er også muligt starten gik let med mange flere til at betale som skatteydere
end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store
efterkrigsgenerationer i arbejdsstyrken og i beskæftigelsen. Det var afgjort
ikke noget folkeligt krav, der førte til den såkaldte danske model. Og der er
ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét arbejdsliv med 68-erne
er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.
At overse det
skæbnesvangre i :
1.
Uddannelsespolitik med
næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele
skattefinansiere,
2.
Alle faste
tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen
afskaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele
skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. lov, der blev en
slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed,
3.
Man hævede skatterne, så
skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både
mand og kone på arbejdsmarkedet, Herved kunne skatteprovenuet faktisk øges
absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra
100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),
4.
Fertiliteten faldt
drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, faldet
fortsatte i alle 1970-erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt
øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag” [11].
Dette var ”arkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne,
det gjorde
ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.
Nu lød
alarmklokkerne, da vi gik i bund og fik den laveste fertilitet nogensinde,
1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste begribe at en varigt
lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt
finansieringsproblem m.h.t. velfærden på længere sigt, uanset
livstidsbetragtningen – med mange servicekrævende ældre ”og alt for få i
arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne”.
Netop da åbnedes
adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på
650.000-750.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af
offentlig service, således at 40 pct. af bistandshjælpen i 2005 eksempelvis
tildeles disse 12-14 pct. af indbyggerne i landet. Desuden er 35 pct. af
immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og
overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke
skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget
skattegrundlag”.
Præcis da kunne
det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at
modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet
med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna. Nu gjaldt det om, at få
indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken?),
der i hvert fald kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med
en faktor 3
(?)
Velfærdskommissionen, kilde 1, side 45:
”Når det drejer sig om højere beskæftigelse, er målet dobbelt. Det gavner de offentlige finanser, både fordi skatteindtægterne stiger, og fordi samfundet sparer udgifter til overførsler. Såvel for samfundet som for den enkelte er det en god løsning at øge beskæftigelsen. Der er bare to problemer: Det er svært, og der skal derfor reformer til. Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”
Både Velfærdskommissionen, men mest EU foreslår på denne baggrund en accelereret tilstrømning af immigranter, som en oplagt mulighed. Velfærdskommissionen spørger ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige 15.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.
Foredragsholder Hans Kornø
Rasmussen, kendt fra én regeringens mange tænketanke: "Har vi for få
fremmede I Danmark?". Adspurgt af bladet "Social Forskning" nr.
1, 1998, svarede lektor Hans Kornø
Rasmussen blandt andet: "Spørgsmålet om indvandringen er ikke længere
et rent dansk anliggende…"
Hans Kornø Rasmussen
henviser til Amsterdam-traktatens artikler om flygtninge og indvandrere, der
overfører hele området til "den overstatslige søjle" i EU-regi. EU’s
statistik EUROSTAT nr. 6, 1996 anbefaler en stærk forøgelse af indvandringen,
og siger Hans Kornø Rasmussen: "I perioden 2007-2024 skal indvandringen
være stigende med en faktor 8-14 gange i forhold til i år (1996), d.v.s. 8
gange flere år 2007 og 14 gange flere i år 2024. I 1996 kom officielt 525.000 (netto, nye) fremmede
til EU. Antallet pr. år skulle altså
være 4,5 mill. i år 2007 og derefter voksende til 7 mill. i år 2024". Det
blev
gentaget af den nyudnævnte EU-kommissær Vladimir Spidla den 18. marts 2005, der
nu foreslog en gradvist acceleret indvandring indtil en 12-dobling af indtaget
af ikke-vestlige til EU frem til 2024: Docerende EU-kommissær (nu glemte Hans Kornø Rasmussen,
at Danmark rent faktisk har en række forbehold til de seneste EU-traktater
startende med Maastricht-traktaten.)
I år 2000 havde Hans Kornø Rasmussen nedtonet sit forslag til det
fremtidige indtag af fremmede pr. år til Danmark til det dobbelte af det
daværende antal, godt 18.000. Det kan skyldes personlige erfaringer.
Ringen
er sluttet…:
Et
par af de spørgsmål, der ligger lige for, hvis vi forudsætter, at den øgede
indvandring af kvalificeret arbejdskraft skal ske fra mere udviklede lande:
1.
Har vi
opgivet at ændre den danske uddannelses- og forskningsverden væk fra
tag-selv-princippet, desuagtet den har vist ikke at give de fornødne
kvalifikationer og kompetencer, og blandt andet er skabt og støttet af flere af
Velfærdskommissionens medlemmer?
2.
Da der ikke
har været særlige adgangsbegrænsninger for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft
fra udviklede lande, som kunne tiltræde stillinger i Danmark, skal der da gives
særlige tillokkelser til at slå sig ned her i det, der gennem to generationer
blev omgjort til lighedens Danmark?
3.
Er den del
af den danske ungdom og de allerede videregående uddannede i titusindevis, der
nu hæver dagpenge, kører som buschauffører eller går med aviser med en
akademisk uddannelse for dårligt kvalificerede, måske fejluddannede, eller er
det måske rekrutteringen af elever til gymnasierne og til de videregående
uddannelser, der er blevet skævvredet ligeledes i lighedens/nomenklaturaens
navn?
Prøv: http://www.lilliput-information.com/skole/index.html
Om
Hans Kornø Rasmussen ønsker indvandringen 14-doblet for at 11-doble den
offentlige velfærds finansieringsproblem kan vi ikke vide (?)
Én vej ud af moradset:
Det er keynesianer-tankegangen, der
vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren
forestiller sig.
Man starter ikke med arbejdsstyrken og
beskæftigelsen, eksempelvis, man starter faktisk i markedet for økonomiske
goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over
produktionsplanlægningen og ressourcerne
og afslutter med arbejdsstyrken og beskæf-tigelsen.
Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer
ikke betinger produktionen eller en ændret produktion. Forskellen mellem
omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen),
som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe. Kan
tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et lavere
produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår
beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke,
når vi ser på danske forhold. Derfor føres købekraften over i privat kapital
uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation
Forretninger/virksomheder investerer ikke
p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende
pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt
fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere
ikke kan tænke i mere end én dimension ad gangen. Er det sandt, kan det ikke
undre, at de økonomiske kommentatorer i udlandet om noget er éndimensionelle.
Der er ingen danske.
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.
Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke
økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og
vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at
udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede
efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det
modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes
(USA-)privatforbruget til kun omkring
8,5 % af producenternes udgifter til
produktionsfaktorer og andre producentvarer. D.v.s. at forbruget af
kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.
Produktionsprocessen består af et utal
komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede
udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug
ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste
kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over
adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra
produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive
produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det
sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så
der produceres og kan forbruges mere.
Man kunne rette sig efter følgende
faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner
økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller
ej. Dette er afgørende vigtigt at lære.
Lønningerne
skal ned med mindst 30 pct. Indkomstskatten ændret til en
kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og
endeligt ved kilden som en lønsumsskat, primært for at spare
indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønskatten skal ned med beløb mindst
svarende til at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct., og
selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske. De
forskellige fondsbidrag på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50% i ét
uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.
Herfra
kommer øget salgbar produktion, der trækker arbejdsstyrken i beskæftigelse og
skaber købekraften til den såkaldte velfærd til færre pr. automatik. Her følges
selvsagt jordens omdrejninger i universet.
Viden
og kompetencer skal i front:
Skal Danmark have en chance i disse udflytningsår, skal der
satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os
hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en
voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den
næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er
gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt
hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret
nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på
dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi
det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og
samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede
til det nye gymnasium.
Magisterens Fagforening Danmarks
Lærerforening kommer ikke på tværs her.
Midlerne til at rette kursen op på 2-3 år går over de
komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet
straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt
hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for
andres regning[12]. Vi er henvist til importere relevante
undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland,
England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse
nationer i nøglepositioner.
USA begyndte handlingsorienteret at
tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det
samme gjorde England. Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor
som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end
den danske.
Universiteterne er også en større sag; den skal ordnes inden
for de samme 2-3 år.
Bliver velfærden omlagt ?
alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.
Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier.
Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:
|
Tabel 1 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
År 2001: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Arbejdsstyrken: |
|
|
|
|
2.900.000 |
>= |
3.300.000 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Modtagere af
offentlige overførsler i de erhvervsaktive aldre: |
1.100.000 |
<= |
700.000 |
|||||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Øvrige
modtagere af overførsler: |
|
|
722.000 |
|
722.000 |
|||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Offentligt
ansatte: |
|
|
|
|
850.000 |
|
850.000 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ansatte med
salgbar produktion: |
|
|
950.000 |
|
1.050.000 |
|||
Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1. Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentligt tildelte overførselsindkomster i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).
Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelses-opgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med:
Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 % af indvandrere på bistands-hjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.
Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne (35% er under 25 år), vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt andre 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.
Af
"Årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling",
Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter
fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne
er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt
immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1.
Hvis indvandringen kunne have rettet op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel have indhentet denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt.
Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark. Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsør-gerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis de har deres familier med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.
Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser. Såfremt den tekniske udvikling - uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet - havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og i tillæg et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at projektet ikke bygger positivt på denne indsigt, hvis den meddelte hensigt med projektet er, hvad det drejer sig om?
Struktur-
og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive
udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og
økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og
socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner
overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende
(nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale
niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang
af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter
produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa. Opimod 10.000 jobs flytter ud i 2005.
Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til, at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation
Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt.
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.
Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, even-tuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomi-kom-mentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindi-katorer på deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privat-forbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt.
Problemet
kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og
nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller
også skal velfærdssystemet afskaffes.
En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning. De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på. Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”
Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. taksterne eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsalders-grænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet.
Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr. automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne.
USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af bl.a. adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobli-gationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere. Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyt-telsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op.
Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.
Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser. Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse.
Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til andet i "det evigtvarende ideologi-eksperiment" - den danske utopi - så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd.
Den slagne vej vælges nok:
Her får se hvorledes et land med mere end 67 pct. af
vælgerbefolkningen ansat hos det offentlige eller sendt på overførselsindkomst
møder sit endeligt om senest 15 år. Det bliver ikke noget kønt syn.
Skæbnesvangre prioriteringer i uddannelsespolitikken førte til deroute
D.v.s. måske
mere end 3 ud af 5 skal leve på restens nåde, de fleste uden at ville det.
Alternativet er de fleste kaster os ud
i et diktatur styret af den offentlige sektor. Samtidig forsøger de sidste knap
20% at indkapsle deres kapital i privat
indtægtsgivende erhvervelse uden for
produktionen. Det kan kun ske, fordi regeringerne er i evig pengenød og
derfor udsteder statsobligationer m.v., som let byttes for aktier og andre
papirer. Aktiernes kurser stiger mod himlen, så højt at ingen realproduktion
kan give det afkast, som papiret stiller i udsigt. Der kræves en enorm kraft
for at slippe ud af denne selvskabte dødsspiral, der således er skabt nærmest i
det skjulte. Kan det ordnes af det kor, vi har siddende på tinge nu eller efter
endnu et valg her eller i Euro-unionen, hvis vi forudsætter det kan foregå i
fordragelighed? Hvem siger det er fred, de vil have. Hitler talte også om fred
og Stalin talte om demokrati. Det betød bare det modsatte. Der kræves
kraftfulde statsmænd (m/k) med virkelig indsigt. Allerførst skal kortene lægges
fuldstændig ærligt på bordet. Det vil så være noget ganske nyt.
"Man
kurrerer ikke koldbrand med lavendel-olie", sagde Machiavelli til Fyrsten.
Det er helt
forfejlet, som det sker, men nemmest og mest uforpligtende for de 20%, at skyde
ansvaret på de arbejdsløse, de udstødte, pensionisterne eller de fremmede; de
sidste kommer kun, fordi de inviteres af fjenderne af nationen, af
landsforræderne, hvis forældre også lukkede tyskerne ind efter aftale i 1940. For
de samme penge, som bruges på fremmede her uden nogen udsigt i et
højteknologisk Europa, kunne 50 gange flere af de trængende hjælpes på stedet.
For eksempel kunne man også eftergive ulandene deres gæld. Samlet udgør
ulandenes statsgæld ikke mere end Vesteuropa gældsætter sig ekstra for hvert år. En sådan
foranstaltning ville bedre ulandene muligheder for at blive konkurrencedygtige
og mindske deres skatte-byrde, der mest stiger p.g.a. af våbenindkøb og
renterne til de internationale banker. Nogle
bliver hurtigt mange, når det gælder vore børn, deres og dit privatliv og deres
og dine menneskerettigheder!
Tre ting er afgørende:
1. Du skal, som jeg nævnte i indledningen, lade den
skal, du er omgivet af, sprænge.
2. Du skal øve dig i at se flere fænomeners udvikling i
tiden og på forskellige steder samtidig.
3. Du skal huske ikke blot at se udviklingen fra det
tidsspænd, som er dit eget.
Tidsproblemet kan
illustreres ved følgende billede: Du befinder dig i et InterCity-tog, der kører
hurtigt. På en del af strækningen er der to spor parallelt med hinanden, på det
andet spor kører et Regionaltog med lavere hastighed i samme eller modsat
retning. Dit tog er i færd med at passere det langsommere tog. I forbifarten
forsøger du fra kupévinduet at danne dig et indtryk af hvem, der rejser med det
andet tog.
Jeg har ikke
hævdet, at alt er planlagt, som Roosevelt hævdede om politik.
Systemernes indre logik jfr. Hegel tager udgangspunkt i intet og når derfra til intet[13]. Jeg har ikke hævdet, at planer ikke kikser lidt undervejs. Jeg har ikke villet hævde, at enhver ikke må være salig i sin tro. Jeg har villet vække de danskere, der ikke endnu kan se, at nogen er ved at forære vort fædreland væk for en ret linser og en - efter min opfattelse - syg ide, uden