13.
Kapitel
Var vi 20.000 i Danmark, der sagde højlydt og synligt
fra, kunne bedraget ikke skjules, og vi kunne måske i tide hindre ulykkerne,
der er planlagt, uanset hvilken vinkel vi ser fra.
Prøv lige efter om vedlagte Trotsky-Plan udarbejdet til
formålet - i New York, Berlin og Frankfurt engang i perioden 1776-1900 - efter
din vurdering er ved at være gennemført sådan nogenlunde på de fleste af
planens 20 punkter, uanset de var udarbejdet til andet formål , måske også
forfalskede. Der blev indleveret et eksemplar i 1906 til British Museum i
London, hvor den kan ses.
Det mest
overraskede er nok, at mangebillionærer og socialister sidder i de samme
hemmelige selskaber, at venstre-højre-betegnelserne[1] er rent fup, og at
planen ikke kunne være bragt på plads for længst med militærmagt.
Men husk på:
Private monopoler
eller statslige monopoler er andre ord for socialisme i sidste ende. De fleste
af os er slet ikke orienterede om vigtige kendsgerninger. Alt væsentligt
forgås i de traditionelle medier. Vi
er derimod udvalgt efter vores personlige egenskaber (jfr. Wundt m.v.) til at
spille en mindre rolle, for det meste, og for de fleste af os helt ubevidst.
Næsten alle ser et andet sted hen end lige netop til det egentlige. Militærmagt
er alt for ustabilt i længden mod gamle tusindårige, homogene riger og
kulturer, og desuden har bl.a. alle amerikanere adgang til skydevåben,
Danmark har endnu det bevæbnede Hjemmeværnet, men uden kugler!
Se eller gense
filmene 'Abernes Planet', 'Citizen Cane'
og 'Network'. ‘The Fontaine Head’
“Der findes ikke
nationer, religioner, kulturer, folkeslag, ideologiske systemer. Alt dette er
uden betydning. Kun en strøm af elektroner, der styrer pengestrømmen.” (referat
af replik fra filmen Network). Når du næste gang ved talen om udviklingen af
forældrenes allerstørste aktiv, deres børn og disses uddannelse, hører
udtrykket "de videregående uddannelser", så tænk engang i stedet på:
"De videregående godkendelser.”
Min erfaring på
dette felt er ikke helt ringe. Med tanke på Dr. Wundt og hans eftersnakkere i
begyndelsen af århundredet i U.S.A., med tanke på de pædagogiske tiltag under
EU og FN'S UNESCO i dag og f.eks. marketing på dansk skulle belysningen være
forbedret.
Det vil
forhåbentlig stå læseren klarere, at der er andre nok så vigtige pyramider end
Maslows (jfr. ovenfor), som det er værd at hæfte sig ved, at se grundigt på.
Pyramiderne skal ikke vendes på hovedet. Om de skal lægges ned, ved jeg ikke.
Jeg har, som foreslået af bl.a. englænderen David Icke og landmand Erling
Dissing, Mors, ladet solen skinne på det, jeg kunne se i håbet om, at flere vil
få et bedre syn.
Det dårligste syn er efter min vurdering fjernsynet.
Vi står overfor en kæmpe kollektiv opvågning - i ordet
bedste forstand, beretter Icke. Kun ved at se, hvad du står overfor, kan du
gøre dig fri. Nogle få bliver hurtigt til mange i nogle tilfælde; men ikke i
alle.
Kun ved at træde ud
af rollen i den pyramide, hvori du er placeret, kan du rocke ved korthuset. Du
må holde op med at indtage den "rolle", som forventes af dig. Du skal
holde dig til sandheden, så bliver alting godt.
Friheden har sin
pris; men alternativet, som det tegner sig, skal du gøre op med dig selv og din
samvittighed, om dine børn og vore efterkommere skal leve i et sådan regime,
blot fordi vi her i landet ikke var 20.000 ud af cirka 3,7 mill. voksne
danskere (= 5 promille, som ikke havde det for godt til at være blinde
og døve samtidig), der sagde fra i tide.
Denne bog er et
forsøg på at komme sandheden nærmere. Tiden til at sætte mig ind i sagerne var
afgørende i en epoke, hvor næsten alle, der gives muligheden (i Danmark: under
1 mill. i salgbar produktion, ca. 1 mill. i statsmonopolsektoren) er for
for-travlede/forjagede/frustrerede til at se, undersøge, sammenholde og tænke
sig grundigt, selvstændigt om.
Nogen har altså betænkt nogle blandt de andre 3 mill.
med det fornødne. Nu skal du huske på, at 1 mill. i Danmark er børn og unge
under 18 år ligesom der er hen ved 1 mill. pensionister og efterlønsmodtagere,
og 600.000-750.000 (år 2002) foruden de illegalt indvandrede[2], der hører andetsteds hjemme.
Lidt
til tænkeren:
Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 [3] kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:
Bruttonationalproduktet:
(samfundskagen)
i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.
I skat
betaltes:
i 1960 26
pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia.
1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia.
1995-kr.[4]
Offentligt
ansatte:
i 1960 406.000,
i 2001 ca. 850.000.
Samlede antal
beskæftigede steget med:
600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000
til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.
Antal
modtagere af overførselsindkomst:
i 1960 var 600.000,
i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre,
hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som
modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden
overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).
Offentlige
pengeoverførsler og tjenesteydelser:
udgjorde 20
pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen[5].
Offentlige
tjenesteydelser:
udgjorde 14
pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen[6]
[7].
Offentlige
pengeoverførsler:
udgjorde 6
pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen[8].
Den danske
stat skyldte:
i 1960 59,3
mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.
Ændringer
kort i perioden 1960-2001:
At dele: 3 gange
mere
At betale i
skat: 2 gange mere plus
63,7 pct. af
produktionsforøgelsen
Til at hjælpe:
mere end 2 gange flere
At understøtte:
mere end 3 gange flere
Statens gæld:
9,7 gange
Velfærdskommissionens
hovedanvisning i kilde 1[9],
side 24 :
”Har det mening at øge arbejdsudbuddet? Vil der være behov for “alt det arbejde” i fremtiden? Det er der. Der er behov for arbejdskraft på mange områder. Det vil f.eks. kræve mange hænder at løse velfærdsopgaverne fremover i forhold til pleje og omsorg over for det voksende antal ældre. Der er også masser af muligheder i den internationale økonomi, hvis vi forbliver konkurrencedygtige. Som vi har set, er høj beskæftigelse den helt grundlæggende forudsætning for et højt service- og overførselsniveau i Danmark. Det er forkert at tro, at mængden af arbejde altid vil være konstant. At vi bare kan deles bedre om det arbejde, der er.”
Omdrejningsaksen
i hele Velfærdskommissionens redegørelse er, ”at en større arbejdsstyrke giver
større beskæftigelse”. Arbejdsstyrken er den del af befolkningen, der står til
rådighed for arbejdsmarkedet. Pensionister, børn og unge under uddannelse
fraregnes typisk i arbejdsstyrken. Hele tankegangen bygger på Says Lov og Karl
Marx: Udbud skaber efterspørgsel og traditionel velfærdsteoretisk tomgangssnak.
Hvad der rent
faktisk skete:
Udgangspunktet
for alle civiliserede samfund er produktion og afsætning, eksport og import i
et passende blandingsforhold, så efterspørgslen efter arbejdskraft og andre
ressourcer som forudsætning for produktionen danner et naturligt grundlag for
fortsat produktionsvækst, indtjening, forbrug og beskæftigelse. Til
økonomisk stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af
investeringsprocessen, sikring af økonomisk vækst, forskning og ny teknologi,
kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at
tage samfundsborgerne alvorligt.
Mere end 60 pct.
af produktionsforøgelsen i perioden er blevet inddraget til offentlige gøremål
og overførte lommepenge, og vi ser, at hen ved 28 pct. af det der skulle
være arbejdsstyrken ikke tilbydes arbejde, når indkomstskatterne ikke kan
hæves mere, og statsgælden samtidig knap 10-dobles. Der har været et
iøjnespringende misforhold mellem monopolsektoren og produktionssektoren, og
det er ikke et spørgsmål om nogle flere hænder til mere velfærds-service i
ældresektoren, som det foreslås centralt i kilde 1. Det er noget andet.
I områderne
'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge
Velfærds-kommssionens rapport, kilde 1) ansat 630.000 svarende til lige godt 25
pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte
tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste
målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige
oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere
end dobbelt så stort siden 1960, end målt ved andelen det optager af den
samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbentbart ikke kende sådanne
oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle former for
produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og for effektivitet
(målopfyldelse i forhold til ressourcerne).
Sådant
betegnes misbrug, når vi ser på f.eks. kriminalitetens fordeling på
nationalitet med udgangspunkt i korrekt registrerede kriminelle gerninger og
fejlagtigt beskrevne befolknings-forhold. Det kan dog ikke helt undgås, at lidt
falder af undervejs: Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af
folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man
måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever underviser dobbelt så meget
til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne
falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på
ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995. Uden detaljerede
ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser
TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i
Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og
tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser fagene naturfag
og teknik. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe
før skolen rent faktisk brød sammen.
Derimod ser
vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder bearbejde
grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskrivelser
af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på
oprindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på
klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende
figurer, også i Velfærdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne
og andre officielt utilgængelige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne
et samlet, sandt billede af f.eks. økonomi-belastningen stammende fra
indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. personaleressourcerne på
uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været
stillet i udsigt at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte
grunde intet sket.
Vi har tilmed
kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette
misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel af ældre over
65 år og en importeret gruppe indvandrere, der bidrager til den nuværende
arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct.
af alle bistandsklienter er indvandrere. I fremtiden vil misforholdet blive om
muligt endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne
højteknisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere.
Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, er der en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre uden en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.
Det er muligt at
68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal læse
Velfærdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at
velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og
skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til
en udligning af regnskabet i det lange løb[10]. Det
er også muligt starten gik let med mange flere til at betale som skatteydere
end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store
efterkrigsgenerationer i arbejdsstyrken og i beskæftigelsen. Det var afgjort
ikke noget folkeligt krav, der førte til den såkaldte danske model. Og der er
ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét arbejdsliv med 68-erne
er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.
At overse det
skæbnesvangre i :
1.
Uddannelsespolitik med
næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele
skattefinansiere,
2.
Alle faste
tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen
afskaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele
skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. lov, der blev en
slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed,
3.
Man hævede skatterne, så
skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både
mand og kone på arbejdsmarkedet, Herved kunne skatteprovenuet faktisk øges
absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra
100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),
4.
Fertiliteten faldt
drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, faldet
fortsatte i alle 1970-erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt
øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag” [11].
Dette var ”arkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne,
det gjorde
ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.
Nu lød
alarmklokkerne, da vi gik i bund og fik den laveste fertilitet nogensinde,
1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste begribe at en varigt
lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt
finansieringsproblem m.h.t. velfærden på længere sigt, uanset
livstidsbetragtningen – med mange servicekrævende ældre ”og alt for få i
arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne”.
Netop da åbnedes
adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på
650.000-750.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af
offentlig service, således at 40 pct. af bistandshjælpen i 2005 eksempelvis
tildeles disse 12-14 pct. af indbyggerne i landet. Desuden er 35 pct. af
immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og
overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke
skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget
skattegrundlag”.
Præcis da kunne
det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at
modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet
med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna. Nu gjaldt det om, at få
indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken?),
der i hvert fald kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med
en faktor 3
(?)
Velfærdskommissionen, kilde 1, side 45:
”Når det drejer sig om højere beskæftigelse, er målet dobbelt. Det gavner de offentlige finanser, både fordi skatteindtægterne stiger, og fordi samfundet sparer udgifter til overførsler. Såvel for samfundet som for den enkelte er det en god løsning at øge beskæftigelsen. Der er bare to problemer: Det er svært, og der skal derfor reformer til. Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”
Både Velfærdskommissionen, men mest EU foreslår på denne baggrund en accelereret tilstrømning af immigranter, som en oplagt mulighed. Velfærdskommissionen spørger ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige 15.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.
Foredragsholder Hans Kornø
Rasmussen, kendt fra én regeringens mange tænketanke: "Har vi for få
fremmede I Danmark?". Adspurgt af bladet "Social Forskning" nr.
1, 1998, svarede lektor Hans Kornø
Rasmussen blandt andet: "Spørgsmålet om indvandringen er ikke længere
et rent dansk anliggende…"
Hans Kornø Rasmussen
henviser til Amsterdam-traktatens artikler om flygtninge og indvandrere, der
overfører hele området til "den overstatslige søjle" i EU-regi. EU’s
statistik EUROSTAT nr. 6, 1996 anbefaler en stærk forøgelse af indvandringen,
og siger Hans Kornø Rasmussen: "I perioden 2007-2024 skal indvandringen
være stigende med en faktor 8-14 gange i forhold til i år (1996), d.v.s. 8
gange flere år 2007 og 14 gange flere i år 2024. I 1996 kom officielt 525.000 (netto, nye) fremmede
til EU. Antallet pr. år skulle altså
være 4,5 mill. i år 2007 og derefter voksende til 7 mill. i år 2024". Det
blev
gentaget af den nyudnævnte EU-kommissær Vladimir Spidla den 18. marts 2005, der
nu foreslog en gradvist acceleret indvandring indtil en 12-dobling af indtaget
af ikke-vestlige til EU frem til 2024: Docerende EU-kommissær (nu glemte Hans Kornø Rasmussen,
at Danmark rent faktisk har en række forbehold til de seneste EU-traktater
startende med Maastricht-traktaten.)
I år 2000 havde Hans Kornø Rasmussen nedtonet sit forslag til det
fremtidige indtag af fremmede pr. år til Danmark til det dobbelte af det
daværende antal, godt 18.000. Det kan skyldes personlige erfaringer.
Ringen
er sluttet…:
Et
par af de spørgsmål, der ligger lige for, hvis vi forudsætter, at den øgede
indvandring af kvalificeret arbejdskraft skal ske fra mere udviklede lande:
1.
Har vi
opgivet at ændre den danske uddannelses- og forskningsverden væk fra
tag-selv-princippet, desuagtet den har vist ikke at give de fornødne
kvalifikationer og kompetencer, og blandt andet er skabt og støttet af flere af
Velfærdskommissionens medlemmer?
2.
Da der ikke
har været særlige adgangsbegrænsninger for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft
fra udviklede lande, som kunne tiltræde stillinger i Danmark, skal der da gives
særlige tillokkelser til at slå sig ned her i det, der gennem to generationer
blev omgjort til lighedens Danmark?
3.
Er den del
af den danske ungdom og de allerede videregående uddannede i titusindevis, der
nu hæver dagpenge, kører som buschauffører eller går med aviser med en
akademisk uddannelse for dårligt kvalificerede, måske fejluddannede, eller er
det måske rekrutteringen af elever til gymnasierne og til de videregående
uddannelser, der er blevet skævvredet ligeledes i lighedens/nomenklaturaens
navn?
Prøv: http://www.lilliput-information.com/skole/index.html
Om
Hans Kornø Rasmussen ønsker indvandringen 14-doblet for at 11-doble den
offentlige velfærds finansieringsproblem kan vi ikke vide (?)
Én vej ud af moradset:
Det er keynesianer-tankegangen, der
vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren
forestiller sig.
Man starter ikke med arbejdsstyrken og
beskæftigelsen, eksempelvis, man starter faktisk i markedet for økonomiske
goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over
produktionsplanlægningen og ressourcerne
og afslutter med arbejdsstyrken og beskæf-tigelsen.
Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer
ikke betinger produktionen eller en ændret produktion. Forskellen mellem
omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen),
som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe. Kan
tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et lavere
produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår
beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke,
når vi ser på danske forhold. Derfor føres købekraften over i privat kapital
uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation
Forretninger/virksomheder investerer ikke
p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende
pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt
fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere
ikke kan tænke i mere end én dimension ad gangen. Er det sandt, kan det ikke
undre, at de økonomiske kommentatorer i udlandet om noget er éndimensionelle.
Der er ingen danske.
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.
Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke
økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og
vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at
udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede
efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det
modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes
(USA-)privatforbruget til kun omkring
8,5 % af producenternes udgifter til
produktionsfaktorer og andre producentvarer. D.v.s. at forbruget af
kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.
Produktionsprocessen består af et utal
komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede
udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug
ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste
kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over
adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra
produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive
produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det
sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så
der produceres og kan forbruges mere.
Man kunne rette sig efter følgende
faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner
økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller
ej. Dette er afgørende vigtigt at lære.
Lønningerne
skal ned med mindst 30 pct. Indkomstskatten ændret til en
kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og
endeligt ved kilden som en lønsumsskat, primært for at spare
indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønskatten skal ned med beløb mindst
svarende til at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct., og
selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske. De
forskellige fondsbidrag på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50% i ét
uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.
Herfra
kommer øget salgbar produktion, der trækker arbejdsstyrken i beskæftigelse og
skaber købekraften til den såkaldte velfærd til færre pr. automatik. Her følges
selvsagt jordens omdrejninger i universet.
Viden
og kompetencer skal i front:
Skal Danmark have en chance i disse udflytningsår, skal der
satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os
hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en
voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den
næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er
gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt
hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret
nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på
dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi
det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og
samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede
til det nye gymnasium.
Magisterens Fagforening Danmarks
Lærerforening kommer ikke på tværs her.
Midlerne til at rette kursen op på 2-3 år går over de
komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet
straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt
hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for
andres regning[12]. Vi er henvist til importere relevante
undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland,
England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse
nationer i nøglepositioner.
USA begyndte handlingsorienteret at
tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det
samme gjorde England. Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor
som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end
den danske.
Universiteterne er også en større sag; den skal ordnes inden
for de samme 2-3 år.
Bliver velfærden omlagt ?
alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.
Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier.
Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:
|
Tabel 1 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
År 2001: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Arbejdsstyrken: |
|
|
|
|
2.900.000 |
>= |
3.300.000 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Modtagere af
offentlige overførsler i de erhvervsaktive aldre: |
1.100.000 |
<= |
700.000 |
|||||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Øvrige
modtagere af overførsler: |
|
|
722.000 |
|
722.000 |
|||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Offentligt
ansatte: |
|
|
|
|
850.000 |
|
850.000 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ansatte med
salgbar produktion: |
|
|
950.000 |
|
1.050.000 |
|||
Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1. Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentligt tildelte overførselsindkomster i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).
Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelses-opgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med:
Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 % af indvandrere på bistands-hjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.
Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne (35% er under 25 år), vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt andre 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.
Af
"Årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling",
Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter
fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne
er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt
immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1.
Hvis indvandringen kunne have rettet op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel have indhentet denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt.
Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark. Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsør-gerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis de har deres familier med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.
Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser. Såfremt den tekniske udvikling - uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet - havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og i tillæg et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at projektet ikke bygger positivt på denne indsigt, hvis den meddelte hensigt med projektet er, hvad det drejer sig om?
Struktur-
og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive
udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og
økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og
socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner
overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende
(nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale
niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang
af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter
produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa. Opimod 10.000 jobs flytter ud i 2005.
Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til, at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation
Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt.
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.
Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, even-tuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomi-kom-mentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindi-katorer på deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privat-forbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt.
Problemet
kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og
nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller
også skal velfærdssystemet afskaffes.
En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning. De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på. Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”
Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. taksterne eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsalders-grænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet.
Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr. automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne.
USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af bl.a. adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobli-gationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere. Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyt-telsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op.
Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.
Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser. Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse.
Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til andet i "det evigtvarende ideologi-eksperiment" - den danske utopi - så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd.
Den slagne vej vælges nok:
Her får se hvorledes et land med mere end 67 pct. af
vælgerbefolkningen ansat hos det offentlige eller sendt på overførselsindkomst
møder sit endeligt om senest 15 år. Det bliver ikke noget kønt syn.
Skæbnesvangre prioriteringer i uddannelsespolitikken førte til deroute
D.v.s. måske
mere end 3 ud af 5 skal leve på restens nåde, de fleste uden at ville det.
Alternativet er de fleste kaster os ud
i et diktatur styret af den offentlige sektor. Samtidig forsøger de sidste knap
20% at indkapsle deres kapital i privat
indtægtsgivende erhvervelse uden for
produktionen. Det kan kun ske, fordi regeringerne er i evig pengenød og
derfor udsteder statsobligationer m.v., som let byttes for aktier og andre
papirer. Aktiernes kurser stiger mod himlen, så højt at ingen realproduktion
kan give det afkast, som papiret stiller i udsigt. Der kræves en enorm kraft
for at slippe ud af denne selvskabte dødsspiral, der således er skabt nærmest i
det skjulte. Kan det ordnes af det kor, vi har siddende på tinge nu eller efter
endnu et valg her eller i Euro-unionen, hvis vi forudsætter det kan foregå i
fordragelighed? Hvem siger det er fred, de vil have. Hitler talte også om fred
og Stalin talte om demokrati. Det betød bare det modsatte. Der kræves
kraftfulde statsmænd (m/k) med virkelig indsigt. Allerførst skal kortene lægges
fuldstændig ærligt på bordet. Det vil så være noget ganske nyt.
"Man
kurrerer ikke koldbrand med lavendel-olie", sagde Machiavelli til Fyrsten.
Det er helt
forfejlet, som det sker, men nemmest og mest uforpligtende for de 20%, at skyde
ansvaret på de arbejdsløse, de udstødte, pensionisterne eller de fremmede; de
sidste kommer kun, fordi de inviteres af fjenderne af nationen, af
landsforræderne, hvis forældre også lukkede tyskerne ind efter aftale i 1940. For
de samme penge, som bruges på fremmede her uden nogen udsigt i et
højteknologisk Europa, kunne 50 gange flere af de trængende hjælpes på stedet.
For eksempel kunne man også eftergive ulandene deres gæld. Samlet udgør
ulandenes statsgæld ikke mere end Vesteuropa gældsætter sig ekstra for hvert år. En sådan
foranstaltning ville bedre ulandene muligheder for at blive konkurrencedygtige
og mindske deres skatte-byrde, der mest stiger p.g.a. af våbenindkøb og
renterne til de internationale banker. Nogle
bliver hurtigt mange, når det gælder vore børn, deres og dit privatliv og deres
og dine menneskerettigheder!
Tre ting er afgørende:
1. Du skal, som jeg nævnte i indledningen, lade den
skal, du er omgivet af, sprænge.
2. Du skal øve dig i at se flere fænomeners udvikling i
tiden og på forskellige steder samtidig.
3. Du skal huske ikke blot at se udviklingen fra det
tidsspænd, som er dit eget.
Tidsproblemet kan
illustreres ved følgende billede: Du befinder dig i et InterCity-tog, der kører
hurtigt. På en del af strækningen er der to spor parallelt med hinanden, på det
andet spor kører et Regionaltog med lavere hastighed i samme eller modsat
retning. Dit tog er i færd med at passere det langsommere tog. I forbifarten
forsøger du fra kupévinduet at danne dig et indtryk af hvem, der rejser med det
andet tog.
Jeg har ikke
hævdet, at alt er planlagt, som Roosevelt hævdede om politik.
Systemernes indre
logik jfr. Hegel tager udgangspunkt i intet og når derfra til intet[13]. Jeg har ikke
hævdet, at planer ikke kikser lidt undervejs. Jeg har ikke villet hævde, at
enhver ikke må være salig i sin tro. Jeg
har villet vække de danskere, der ikke endnu kan se, at nogen er ved at forære
vort fædreland væk for en ret linser og en - efter min opfattelse - syg ide,
uden at danskerne er blevet spurgt, men uden de sætter sig det mindste til
modværge.
Jeg vil sluttelig
hævde uden at komme nærmere ind herpå, indtil tingene præsenteres mig
ordentligt, at ingen af de officielle argumenter, der trods alt, men lidt
spredt, er blevet fremført for den planlagte Orden, holder. Absolut ingen af
dem! Jeg må på det foreliggende grundlag eller mangel på samme konkludere, at
det netop er derfor de ikke kommer frem i dagens lys. De tåler ikke dagens lys? Indtil nu er alle gennemtænkte
argumenter mod Ordenen kun blevet mødt med løgn, arrige dårligt funderede
bortforklaringer, bevidste fordrejninger, ondsindet sludder eller vold i den
gamle, totalitære stil. Svar udbedes ikke læn-gere. Vi ser hen til mere
forfølgelse med største fortrøstning. Den viser vi har ret.
Harry Dexter White
Han var en vred og
opfarende mand, jfr. "Den Skjulte Magt" af Anthony Sampson, tidligere
sekretær ved Willy Brandt Kommissionen, der stod for den såkaldte Nord-Syd Dialog
mellem udviklings-landene og industrilandene.
Georg W. F. Hegel
Hans forelæsninger
var en skuffende oplevelse. Han var pirrelig, oftest bladrende i sin notesbog,
ledende og søgende. Sætningerne ofte isoleret fra hinanden. Udviste stor
anstrengelse og kunne udvise umådelig vrede og heftighed. Enhver person han
angreb kom til at skælve. Således kan man læse hos professor Justus Hartnack i
"Fra Kant til Hegel, En
nyfortolkning", Berlingske Forlag, 1979, under henvisning til en af Hegels
disciple, den senere professor i æstestik Heinrich Hotho.
Alexander Hamilton
beskrives således
af Robert Warshow i bogen Wall Street; "Hamiltons kolossale indflydelse på
de Forenede Staters kommercielle udvikling er i grunden kun blevet anerkendt af
ganske få; og dette skyldes måske den kendsgerning, at han ikke alene blandt
sine modstandere, men også blandt sine tilhængere var i høj grad upopulær. Hans
natur tålte ingen modstand, selv ikke af den mildeste art, og hans utålmodighed
gjorde ham ganske ufølsom over for andres meninger. Han var en mester ikke
alene i de abstrakte problemers kunst, men også i deres praktiske gennemførelse[14]. Men han forstod
ikke at behandle folk. Og her må man finde grunden til, at selv så
tilbageholdende folk som John Quincy Adams og Thomas Jefferson ganske åbenlyst omtalte ham som "Bastarden"[15]. Hamilton blev
dræbt i en duel med en af sine værste politiske konkurrenter Aaron Burr, som
han havde beskyldt for forskellige misligheder.
"Colonel" Edward House
I følge John
Daniels veldokumenterede bog Scarlet and the Beast fra 1995 var hans fader Thomas W. House, hans
bedste-fader var agent for the Rothschild Bank i London. Bedstefaderen tjente en formue
på at smugle våben per skib gennem Unions-blokaden til Texas under Borgerkrigen
(1861-1865). Thomas W. House gav sin søn en anti-amerikansk og promarxistisk
uddannelse på Bath i England. Senere vendte Edward House tilbage til Texas for
at styre sin faders bomuldsplantager. "Colonel" House (en titel han
gav sig selv) betragtede U.S.A. som fjendeland. Han hadede også Rusland for at
have støttet Lincoln under borgerkrigen.
Hvad er magt?
I vore nuværende
systemer og indretninger er magt først og fremmest, hvad man kan proppe ind i
hjernerne på folk. Ved at ændre sproget, som det i denne gennemgang er blevet
illustreret med eksempler fra Frankrig og EU, kan der fjernes ord og laves nye.
Disse sidste bliver så en del af virkeligheden, også selvom de kun optræder i
en kunstig virkelighed på TV. De gamle ord forlader virkeligheden.
Virkeligheden er den, som tegnes med "de korrekte" ord og billeder,
resten eksisterer ikke. Mind-Control
er en yderst avanceret og udbredt metier. Mange unge mennesker kan ikke undvære
rytmisk støj eller TV-billedmix et par timer om dagen. Deres passivitet og
frustraktion styres herfra. Selve styresystemerne i menneskets hjerne er
magthaverne i stand til at ændre på via deres villige tjenere længere nede i
pyramiden. Fra at iagttage, undersøge,
forklare og forstå har man taget skridtet til plan, design, påvirkning og kontrol [16] [17].
Grænsen mellem
"godt" og "ondt" skal udviskes, i stedet skal de bevæges
mod hinanden[18]. Det der fortælles
og vises på TV ”er virkeligheden”. Det, der ikke vises, ”er ikke virkelighed”.
Det, der bevidst forvrænges (uden at du kan se det) på TV ”bliver til
virkelighed” i din bevidsthed. Virkeligheden er dermed falsk.
Når al officiel
svensk historieskrivning til skolebrug starter med året 1932 - hvor Socialdemokratiet
kom til magten i Sverige - så eksisterer resten ikke, berettede forfatter Jens Jackie Jensen ligeledes på Radio
Saxen, Århus den 18. september 1995. Han fortalte også, at professor David Fauerholt, Syddansk
Universitetscenter havde gjort det til en vane at stille de nyimmatrikulerede
studenter en række spørgsmål ved den første forelæsning på universitetet. En
række spørgsmål, der skulle vise, hvad studenter vidste om sig selv og deres
historie, inden de gik i gang med en videregående uddannelse.
Hvornår gik Romerriget under? Hvem var Cæsar? Det
Byzantinske Rige, hvad var det? Hvem var Karl den Store? Hvem var Columbus? Og
til Danmark: Stavnsbåndet, hvad er det? Hvem var Niels Ebbesen? Hvem var Niels
Juul, Bernsdorff, Rewentlow, Høeg Guldberg? Tilbagetoget fra Dannevirke? Tabet
af Sønderjylland og Gen-foreningen?
De var fuldstændig blanke. De kunne ikke svare på disse
spørgsmål.
Martin Luther, svarede de, var en sort præst i Amerika. Cæsar, en dansk popsanger, som ingen
længere gad høre på. Reak-tionen på ”Det Byzantinske Rige”: Fnis, fnis, det var
da et mærkeligt ord. På ”Stavnbåndet”: Strømpebånd? Ved jeg hvad er. De kender ikke deres eget folk og dets
historie. De er fuldstændig identitetsløse. Dette kalkuleres der med. Så kan de
nemmere styres.
Du er afskåret fra
at fortælle disse unge mennesker, hvad det er, de ikke ved af betydning. Du kan
heller ikke forklare en totalt farveblind, hvad farver er. Ja, du kan fortælle
en mængde om farverne og farveteori; men han har ingen mulighed for at forstå
det, der skal ses. Han kan jo ikke se farverne, berettede Jens Jackie Jensen på
Radio Saxen. Du kan også forsøge at forklare en tonedøv om toner.
Jeg spurgte i
august 1994 25 studenter, der netop havde bestået økonomi-eksamen HD 1. del på
Handelshøjskolen i Århus:
Er den danske statsgæld vokset eller faldet i året 1993,
vokset eller faldet med cirka hvor meget? Ingen kunne besvare spørgsmålet
nogenlunde tilfredsstillende. To af disse håbefulde studerende svarede, at den
danske statsgæld var vokset i 1993, 18 svarede, at den var faldet, og resten
svarede ikke. De vidste det ikke. Statsgælden
eller den nationale gæld i Danmark voksede i 1993 med 53 mia. kr. svarende til
10.000 kr., som hver borger - lille som stor - så er afskåret fra at bruge,
hvis danskerne skal overleve som folk. Der er intet at sige de unge
mennesker på. De er kvikke og videbegærlige, og de har bestået de eksaminer, de
skulle. De udgør den forrådte generation, meldte Jens Jackie Jensen. Det er
sandt.
I 1978 blev jeg
kort efter min karrieres start sat til bl.a. at sagsbehandle, godkende og
underskrive ansøgninger om tilskud til ansættelse af unge ledige i en dansk
(Venstre-Liberalt-domineret) amtskommune. Også når ansøgninger ikke kunne
godkendes efter reglerne udformet af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg skulle
de dog godkendes, tilmed i strid med den officielle hensigt med loven. Reglerne
var udmøntet med udgangspunkt i bl. a. Lov nr. 488 om Ekstraordinær
beskæftigelse for unge ledige. Loven blev genanvendt i stor stil på initiativ
af daværende Arbejdsminister Svend Auken, da arbejdsløsheden var blevet et
politisk problem. Jeg fastholdt, at loven skulle overholdes og ville ikke
godkende og ikke underskrive. Ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at den
bagvedliggende strategi var:
Venstre-Liberalt-dominerede
kommuner havde i en årrække modtaget flere inddrevne midler end de udbetalte
over de offent-lige udgifter - hvilket havde ført til en ret stor ophobning i
visse kommunale kasser og fonde. Denne trafik kunne fortsætte, indtil en
såkaldt kommunalreform forhindrede fortsat opsamling. Sagen var jo den, at
Venstre-Liberalt-dominerede kommuner - officielt i hvert fald – ikke skulle
have den samme interesse i skatteindkrævninger og offentlige udgifter, som de
i flere år siddende socialdemokratisk dominerede regeringer. Aukens guldæg blev
der således pludselig en kærkommen mulighed for at realisere med
Venstre-Liberale-stemmer også. Så kunne de tilsvarende kommuner få sendt
pengene, som var opkrævet for meget i skat - efter deres vurdering - tilbage
til i alt fald virksomhederne.
Om reglerne
overholdtes, om det gav reel merbeskæftigelse, om de tilskudsansatte forud var
ledige, om de blot flyttedes fra anden ansættelse, f.eks. fra nabovirksomheden,
var af mindre eller uden betydning, set med liberale og socialdemokratiske
parti- og embedsmandsøjne ude i regionerne. Christiansborgerne var som
sædvanlig fuldstændig uden nogen viden om, hvad der skete rundtom i praksis.
Jeg stod fast i den region, hvor jeg var ansat, og reglerne blev ændret en
ubetydelig smule. Social-demokraterne var tilfredse, fordi nu havde de fået
søsat et socialistisk slagskib, der skulle vise sig særligt effektiv i kampen
mod det frie initiativ, "selvfølgelig under dække af den store dybtfølte
ansvarlighed over for de unge ledige.” I grunden genialt, ikke sandt, så var
alle glade, undtagen de anfægtede. Sådanne fik ved denne første prøve især lejlighed til at sige fra eller køre med på
glidebanen.
Næsten
lige så umuligt som det er at gøre en postmodernist begribeligt, at historien
og traditionen er basis for mening og erkendelse, er det svært at få hæderlige
mennesker til at indse, at løgneren ikke blot lyver om én ting, men at han
netop anvender de mest behændige tricks under hensyntagen til de umiddelbare,
reelle magthaveres øjeblikkelige krav med det ene formål at få det hele til at
glide så gelinde som muligt i hans retning - mod skyerne.
I Danmark måles arbejdsløsheden eller
ledigheden enten ved det absolutte antal, f.eks. 500.000 eller ved den
procentvise arbejdsløshed eller ledighed, f.eks. 15 pct.. Ved sidstnævnte
forstås reelt antallet af ledige medlemmer af arbejdsløshedskas-serne divideret
med antallet af arbejdsløsheds-kassemedlemmer i alt (angivet i procent).
Detaljerne findes i de virkeligheds-problematiske
RAS-register, CRAM-register og ‘Befolkningens arbejdsløshed’. CRAM-registret
medtager lidt mere af virkeligheden. Disse systemer lå på bedding i slutningen
1970-erne. Ved disse officielle definitioner og opgørelser omgås sandheden om
arbejdsløsheden meget behændigt lemfældigt af det offentlige, fordi det
offentlige så reelt forudsætter at kun medlemmer af arbejdsløshedskasserne kan
være ledige og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette er ingenlunde
tilfældet.
Der er mange flere problemer med
ledigheden og ledighedsopgørelser, hvoraf nogle skal gennemgås her. Den
korrekte, entydige opgørelse af ledigheden skal selvfølgelig tage udgangspunkt
i arbejdsstyrken; d.v.s. den del
(eller procentandel) af befolkningen, der udbyder sin arbejdskraft på
arbejdsmarkedet (kontrolleret ved fremmøde på Arbejdsformidlingen eller som
foreslået fra flere sider i fagforeningen). Den del af arbejdsstyrken, der ikke
kan tilbydes arbejde - angivet i antal eller i procent - kaldes ledigheden.
Foruden børn og mange unge i undervisnings- og uddannelsessystemet indgår
følgende grupper ikke i arbejdsstyrken:
Folkepensionister
- Førtidspensionister - Efterlønsmodtagere - Modtagere af overgangsydelse -
Modtagere af nedsatte dagpenge (§ 32)
Antallet af Alm. førtidspensionister, Efterlønsmodtagere
og antallet af Modtagere af
overgangsydelse udgjorde i 1. kvartal 1997 henholdsvis 110.000[19],
126.258 og 44.174 personer. Tilsvarende tal for
1998 jfr. Jyllandsposten 26/8-98: 274.000
(inkl. invalidepensionister), 142.000,
31.000, se tabellen nedenfor. Ved opgørelsen af antallet af ledige og ledigheds-procenten medregnes følgende
grupper i midlertidige, såkaldte arbejds-markedspolitiske
ordninger, ikke helt eller delvis[20]:
Kontanthjælpsmodtagere i jobtræning -
Kontanthjælpsmodtagere uden for jobtræning - Igangsætningsydelses-modtagere -
Etableringsydelsesmodtagere - Orlov til sabbat - Orlov til børnepasning - Orlov
til uddannelse - Uddannelse med voksen-udd.støtte - Uddannelse med
udd.-godtgørelse - Produktionsskole – Arbejdsmar-kedsuddannelse - Daghøjskole -
Uoplyst - Voksen- og efteruddannelse - Særligt aktiverende forløb - Forsøg -
Uoplyst [21]
De listede ordninger omfattede i alt 130.637 personer i 1. kvartal 1997.
Disse står til rådighed for arbejdsmarkedet, men de indgår ikke alle i den
officielle ledighedsopgørelse. Overgangsydelsen i 1993 og 1994, der m.h.t. målgruppen
til sidst udvidedes helt ned til 50-årrige - nu afskaffet for tilgang - blev
måske brugt til at reducere den opgjorte ledighed og arbejdsstyrken yderligere,
eller den sigtede på at få flere unge ind på arbejdsmarkedet.
Jyllandsposten
26. august 1998 angav
med finansministeriet som kilde følgende: Modtagere
af overførselsindkomst i aldersgruppen 16-66 år - det har ikke været muligt
at sammenstykke dette af den officielt tilgængelige statistik:
Førtidspensionister 274.000[22]
A-kassepenge-modtagere 145.000
Efterlønsmodtagere 142.000
Revalideringsydelses-modtagere og øvrige
på kontanthjælp 82.000
Modtagere af syge- og barselsdagpenge 85.000
Modtagere af orlovsydelser 32.000
Kontanthjælpsmodtagere 30.000
Modtagere af overgangsydelse 31.000
Modtagere af delpension og delefterløn 7.000
I Nyt fra DS 1997:20 står at læse i Tabel
1, der angiveligt skal vise:
Gennemsnitlig
ledighed opdelt efter køn, alder og forsikringsforhold. Faktiske og
sæsonkorrigerede ledighedstal:
I juni 1997 udgjorde det faktiske antal
ledige, der ikke var forsikrede[23]: 33.000.
Der er her tale om det officielle antal;
men det antal der faktisk møder på Arbejdsformidlingen til kontrolafstempling
er langt større. Arbejdsstyrkeopgørelsen og ledigheden skal uden ændrede regler
omfatte i alt fald mange flere end de nævnte 33.000 foruden ledige medlemmer af
A-kasse:
For eksempel:
Modtagere af A-kasse-dagpenge jfr JP: 145.000
Modtagere af kontanthjælp i 1. kvt. 1998: 197.387
(Jfr.
tabel 1 i Nyt fra DS nr. 222 af 12.06.1998)
Hvor mange der
reelt skal medregnes herudover i tabellen for 1998 får stå hen.
De 33.000, der ikke var forsikrede jfr. DS 1997:20 ovenfor, kan det ses
på den viste baggrund er helt hen i vejret at give som antallet af ledige
ikke-forsikrede.
Løbende
opgørelser af ressourcerne - herunder personaleansættelserne - i de sektorer,
der administrerer og “behand-ler” alle disse mange ordninger, overførsler har
længe været bebudet af Danmarks
Statistik, seneste til medio august 1998. Sådanne opgørelser ville kaste
mere lys over blandt andet det bedrag, som denne effektløse hersen med de
udstødte er.
Der skulle i øvrigt være tilføjet en
såkaldt “tørklædeparagraf”, der efter hvad Århus Kommune oplyser, skulle være
møntet på kvinder af fremmed herkomst. Forudsat disse forlader arbejdsstyrken, tilbydes de kr. 2.400
pr. måned. Hvor mange der benytter sig af denne forskelsbehandlende regel vides
ikke.
Eksempler, der viser effekten af, at
f.eks. 300.000 fejlagtigt ikke er
medtaget i arbejdsstyrken, ikke i ledigheden eller ikke er medtaget begge steder:
200.000/2.766.000 (+ 300.000) = 7,2% (6,5%)
200.000 (+300.000)/2.766.000 =
7,2% ( 18,1%)
200.000 (+300.000)/2.766.000 (+300.000)
= 7,2% (16,3%)
Retten
til medlemskab af A-kasse forudsætter
du har arbejde, og retten til A-kasse-dagpenge opnås først som medlem ved
ledighed efter at du har arbejdet 1924 timer, som A-kassemedlem. Dagpengeretten opretholdes i max. 5 år
for medlem-mer af en A-kasse, forudsat at den ledige aktiveres efter to år,
såfremt denne ikke på ny har erhvervet retten til dagpenge efter første
ledighedsperiode. Reglerne er ændret så
hastigt de senere år, at end ikke Karnows Lovsamling har kunnet følge med.
Afkortes perioden for dagpengeretten, vil
ledige A-kassemedlemmer hurtigere fortabe retten til dagpenge, og dermed vokser
gruppen af bistandsklienter m.v hurtigere[24].
Strammes kravet til opnåelse af dagpengeretten, f.eks. ved at medlemskabet skal
have længere varighed, inden retten opnås, bliver det vanskeligere for unge på
arbejdsmarkedet at opnå denne dagpengeret. Dette øger også gruppen af
bistandsklienter i de helt unge årgange. De unge er helt uforskyldte. Det samme gælder ledighe-dens – eller den såkaldte krises - varighed. Jo længere
tid der går desto flere kastes ud af A-kasse-systemet og henvises til
kommunernes skalten og valten på diverse nyttesløse hyldefag, hvor udsigten til
et ordentlig liv med pligter og ansvar ganske forsvinder.
“Dansk
Koncentrationslejr” kalder de unge kommunalprojekterne og aktiveringen, der
tilsyneladende mest går ud på at give de offentlige funktionærer et skiftende
klientel af “afvigere” de kan øve deres kunster på. Det er uværdigt udover alle
grænser. Med afhentningen om morgenen af privatansatte i f.eks. Middelfart fra
år 2001, så minder det ikke så lidt om Hitlers programmer sammen med I. G.
Farben og Siemens.
Danske skoleelevers og studenters niveau
Viser,
hvor galt det står til, også med det producerende Danmarks fremtid. Til sidst
vil vi se på, hvorfor det er gået, som det er gået.
Ugebrevet
Mandag Morgen nr. 36 fra
21. oktober 1996 bidrager bl.a. til kendsgerningerne sammen med Henning
Fonsmark i bogen ‘Kampen mod kundskaber’,
Gyldendal 1996. Først vil vi stille diagnosen på Danmarks sygdom i uddannelsen,
i skolen, i konkurrencen. Herefter vil vi grave i forklaringerne på sygdommens
opståen. Globaliseringen, den globale landsby, er et sigende ord. En
jernbanestation, hvor ekspressen suser forbi hver time, siger også noget som
billede på de arbejdsløses si-tuation. Kan vi som nation følge med de planer,
der tilsyneladende er lagt, uanset hvorfra vi ser og uanset, hvilke tænkende
mennesker vi kontakter. “Det er ikke sandsynligt, at Danmark kan kompensere med
videnstung produktion til erstatning for, at den løntunge produktion flyttes
til udlandet i stor stil.”
Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen (se ovenfor) “halter Danmark på 10 udvalgte nøgleområder efter
andre lande.” “Vi kan langt fra præstere resultater, der skal modsvare, at
Danmark i forvejen er et af verdens mindste markeder med et af de højeste omkostningsniveauer.”
“Danmark repræsenterer den internationale middelmådighed. Det skyldes årtiers
forkert satsning. Danmark kan ikke blive hjemstedet for de upræget
vidensintensive produktioner. Danmark har forpasset chancen for at blive
højteknologisk industri-nation.”
“Danmark “skal skabe” 100.000 jobs de
næste 15 år til kortuddannede eller videreuddanne dem”, konkluderede
Erhvervs-ministeriet i en bekymret analyse. Økonomi- og Finansministeriet
forhindrede vurderingen i at blive offentliggjort og gennem-tvang omfattende
ændringer i regeringsnotatet. ”Rent teknisk diskussion”, sagde Jelved. Desværre
harmonerede vurderingen i notatet ingenlunde med de konklusioner man forud
samme år havde draget vedrørende konkurrencen med Østeuropa i et EU-papir. Det
kan man jo ikke have. Der er altså fundamental uenighed om globaliseringens
konsekvenser. Og der er måske alt for mange hensyn at tage til virkeligheden.
Det finder virkeligheden sig ikke i.
Vidensøkonomiske nøgleområder, som Ugebrevet Mandag Morgen anvender i sin analyse:
“1. Antal årlige undervisningstimer i
Folkeskolen
2. Uddannelsesniveau i befolkningen
3. Andel af de beskæftigede i
højteknologiske områder i industrien.
4. Værdien af produktionen i den private
sektor
5. Antal forskere i arbejdsstyrken
6. Nationale patentansøgninger i forhold
til indbyggertallet
7. Investeringer i informationsteknologi
i procent af bruttonationalproduktet.
8. Antal IT-patenter optaget i U.S.A. sat
i forhold til de nationale forsknings- og udviklingsudgifter.
9. Erhvervslivets samlede udgifter til
forskning og udvikling
10. Antal innovative - fornyelsesskabende
- virksomheder “
“De 1000 vigtigste danske virksomheder
forventer at investere 45 mia. kr. og oprette 50.000 arbejdspladser uden for
landets grænser de næste 5 år”, melder undersøgelse udført af Ugebrev Mandag Morgen. “Dette er et
dramatisk skred, idet virk-somhederne i dag skønnes at have 30.000 ansatte i
udlandet.” “Fremtrædende erhvervsfolk taler nu om udflytning i stor skala.
Grundfoss vil flytte hovedparten af den traditionelle pumpeproduktion væk fra
Danmark de næste 10 år. Bestyrelsesformand Niels Due Jensen advarer mod
investeringsefterslæbet i det danske
uddannelses- og forskningssystem. Dette kan fører til færre
arbejdspladser i år 2000 end i dag. Administrerende direktør Erik Sørensen i Christian Hansen -
et stort dansk labora-torie-firma - har sagt at virksomheden kan blive tvunget
til at drive hovedparten af sin forskning og udvikling i udlandet, hvis
kvaliteten af danske kandidater ikke forbedres.”
“Bekymrende træk på alle niveauer i
Danmarks kompetencepyramide
Overvejelserne i Christian Hansen - en af
Danmarks mest succesrige virksomheder - bidrager til indtrykket af, at Danmark
ikke i tilstrækkeligt omfang udnytter mulighederne for at opbygge kompentence i
international topklasse.” “Regeringen har ved flere lejligheder - f.eks. i
Erhvervsredegørelsen - slået fast, at Danmark skal satse på at skabe jobs med
et højt vidensindhold. Der er ikke fremtid i lavtlønsjobbene. De vil i høj grad
flytte til udlandet p.g.a. af globaliseringen af markederne.”
“De aktuelle advarselssignaler, skriver
Ugebrevet Mandag Morgen
Regeringens Velfærdskommission sagde, at
Danmark er karakteriseret ved lav beskæftigelsesandel i højteknologiske
brancher i forhold til andre OECD-lande.”
“Den sagde også lavt teknologiindhold i
produktionen i forhold til andre OECD-lande var karakteristisk for Danmark.
Danmark ligger under OECD-gennemsnittet i midlerne til forskning. 50 pct. fald i antallet af ingeniører i
Danmark. Stort frafald på universiteterne. 30 pct. af en ungdomsårgang får ikke
en erhvervskompetence-givende uddannelse. Stor merarbejdsløshed. Kritik af
voksenuddannelserne indhold og effekt. Stigende kritik af Folkeskolens
resultater.”
“Højteknologiske
og videntunge miljøer skabes ikke kun i virksomhederne, men grundlaget skabes i
forsknings-verdenen, på erhvervsskolerne og allerede i de tidlige
undervisningsår. Vidensintensive arbejdspladser er et slut-produkt, hvor
kvaliteten af det, der foregår i børnehaverne og Folkeskolen, også spiller en
rolle og indgår i det, der kan kaldes Danmarks kompetence-pyramide. Den starter
nede ved førskolestadiet, børnehaver og vugge-stuer, så kommer Folkeskolen, så
arbejdsliv uden erhvervskompetenceuddannelse, gymnasier, HF og
erhvervs-uddannelserne, de videregående uddannelser, offentlig og privat
forskning, produktionsmetoder i erhvervslivet og endelige erhvervslivets
produkter.”
“Siden 1993 har Poul Nyrup Rasmussen personligt været
fortaler for dette helhedssyn på uddannelsen. De socialdemokra-tiske regeringer
kom til i 1993. De varslede bedre uddannelser på alle niveauer, øget satsning
på forskning og bedre incitamenter til virksomhedernes udvikling af
medarbejdernes kompetencer i erhvervslivet. På trods af disse hensigter er det
tvivlsomt om denne vidensstrategi er tilstrækkelig effektiv.”
“En række advarselslamper afslører
svaghedstegnene
Undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske
Institut viser at børnene i de danske 1-3. klasser har den svageste
læseudvikling i de nordiske lande. I Folkeskolen er driftsudgifterne pr. elev
steget med 20 pct. 1985-1994 uden, at det har ført til flere
undervis-ningstimer pr. elev. Der er samtidig udbredt kritik af Folkeskolens
resultater. Danmark har en stor merarbejdsløshed blandt de kortuddannede,
samtidig med at 30 pct. af en ungdomsårgang ikke får en
erhvervskompetencegivende uddannelse. Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på
de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er
faldet med 50 pct.[25] fra
1985-1995.” “På alle niveauer er der eksempler på, hvorledes danskerne er for
lidt ambitiøse. Danmark står ikke i nogen unik dårlig position, men
mulighederne forspildes, skrev Ugebrev
Mandag Morgen. At skabe flere vellønnede vidensjob undersøges med
udgangspunkt i det datagrundlag, der er til rådighed fra OECD og EU
Kommissionen.”
“Nederst i kompetencepyramiden er
resultaterne markante, skriver Mandag Morgen
Den
danske Folkeskole ligger i bund med antallet af elevernes undervisningstimer
sammenlignet med andre lande. Eleverne modtager relativt få undervisningstimer
samtidig med de er blandt de dyreste elever i hele OECD-området. I Holland
undervises 9 årige næsten dobbelt så meget som i Danmark samtidig med, at udgiften
er næsten den halve. Mere end 40 pct. af be-folkningen har kun en
folkeskoleuddannelse at gøre godt med på arbejdsmarkedet. I Tyskland er dette
tal under 20 pct. Danmarks jævne uddannelsesniveau matcher beskæftigelsen i
industrien. Her er det kun lidt mere end 10 pct., der er beskæftiget med
højteknologisk fremstilling. OECD har undersøgt de enkelte landes investeringer
i informationsteknologi. De danske virksomheder følger pænt med m.h.t.
investeringer i forskning og udvikling; men der bruges dog kun halvt så mange
midler til formålet som i Sverige i procent af bruttonational-produktet.
Danmark ligger langt fra OECD-eliten målt med antal forskere pr. tusind
indbyggere. Japan har dobbelt så mange forskere som Danmark. Også Norge,
Sverige og Finland ligger et stykke over Danmark. Antallet af danske
patentansøgninger i forhold til indbyggertallet ligger langt under
OECD-gennemsnittet. I Danmark søges kun lidt over en tredjedel af de patenter,
der søges om i de andre lande. Værdien af teknologien i den private sektor i
forhold til bruttonationalproduktet er lavere i Danmark end i de fleste andre
OECD-lande. Tallene viser at værdien ligger på niveau med det italienske, langt
under lande som Storbritannien og Holland. Det danske omkostningsniveau hører
til de højeste i verden. I følge The World Competiveness Yearbook 1995 udgivet
af IMD i Schweiz har kun 7 af 43 lande højere lønomkostninger i industrien.
Selvom om lønomkostningerne kun er en begrænset årsag til danske virksomheders
globalisering i de kommende år, vidner lønniveauet om høje krav til
værditilvækst for virksomhederne, der skal konkurrere i Danmark.”
“Den utilstrækkelige udvikling af
kompetencer på alle niveauer i kompetencepyramiden peger på en risiko for at
Danmark udhuler sit vækstpotentiale. En mere gunstig international position
skabes langt fra på et par år. Internationale forskningsmiljøer opbygges f.eks.
over mange år.”
“Dagens
danske velstand er skabt på baggrund af tidligere tiders satsninger. De 10
nøgletal viser, at nedslidningen kan være godt igang.”
Sådan konkluderer Ugebrevet Mandag Morgen, der er et af de medier, som læses i de
centrale og øverste rådgiverkredse omkring Christiansborg.
I november 1996 udkom ‘Kampen mod kundskaber’ med undertitlen
‘Et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skole-politik’ af Henning
Fonsmark. Lidt kendsgerninger fra denne knivskarpe gennemgang afslører, hvad
der er sket på området:
Omkring 1980 blev det i USA anslået, at
57 mio. - af en befolkning på ca. 240 mio. - var klassificeret som
“funktionelle analfabeter”[26]. Kun
femten år senere oplyser USA’s undervisningsministerium, at antallet på de
amerikanere, der “reelt ikke kan læse”, nu andrager ca. 80-90 mio. I Danmark er
dog det noget bedre, men stadig skidt. I begyndelsen af 1980-erne udgjorde
denne gruppe, der har mistet deres læsekompetence 3-5% (150.000-250.000). I
1990 udførtes en landsdækkende undersøgelse blandt 18-67 årige. Den afslørede,
at tallet i Danmark da var 420.000 (ca. 12 pct.).
Professor dr. phil. Leif Rasmussen fra Odense
Universitet meddelte i indlæg i Weekendavisen, at adskillige studerende staver
forkert, selv når det drejer sig om simple ord. På Ålborg Universitetscenter
har man måttet indføre introduktionskurser i elementær grammatik på
tyskstudiet.
I Povl Skovs rapport “Fremtid for unge”
(1994) vurderer knap halvdelen af de adspurgte elever i 9. og 10. klasse, at de
har problemer med skriftlig fremstilling, stavning (samt matematik og engelsk).
Af en anden undersøgelse, foretaget af Taleinstituttet i Odense 1994, fremgår
det, at 40% af kursisterne på vore tekniske skoler og AMU-centre læser på et
niveau, der svarer til den gennemsnitlige læsefærdighed i en almindelig dansk
5. klasse. På erhvervsskolernes håndværks-linier - “Bygge og Anlæg”, “Jern og
Metal” - læser kun halvdelen bedre end børn i 5. klasse. Ligeledes i 1994 viser
en rapport om standarden i gymnasierne i Roskilde Amt, at i hvert fald 10% af
amtets gymnasiaster læser for dårligt til at kunne følge undervisningen – mange
kan ikke følge underteksterne på tv. Københavns Handelshøjskole har måttet
tilbyde eleverne på første år træningskurser i læse- og skrivefærdighed.
Hvorfor er det gået så galt.
Det
er ingen uafvendelig skæbne - eller et deprimerende historisk tidehverv, som vi
alligevel ikke kan stille noget op over for, skriver Henning Fonsmark, men vi
må se på den del af problemet, der vitterligt er et dansk problem.
I 1991 deltog danske børn i 3. og 8.
klasse i den største undersøgelse af læsning nogensinde. Undersøgelsen
omfattede 32 lande herunder alle lande i Norden. De danske 3. klasser læste
både langsommere og mindre præcist end eleverne i samtlige andre industrilande
i undersøgelsen. Den omfattede lande som Trinidad og Tabago. I 8. klasse
klarede de danske elever sig relativt bedre, men stadig markant dårligere end
eleverne i f.eks. Sverige og Finland. I en ny sammenlignende undersøgelse af
1200 elever fra i alt 60 danske, svenske og finske 1.-3. klasser gennemført i
1995, bliver det desværre igen bekræftet, at de danske deltagere klarer sig
dårligst (undersøgelsens titel er “Nordlæs. En nordisk undersøgelse af
læsefærdighed i 1.-3. klasse, 1996” udført af Marianne Sommer, Jytte Lau, Jan Mejding).
Herefter
gennemgår Henning Fonsmark som kirurg alle skolereformer og andre
væsentlige tiltag på skoleområdet. Intet er overladt til tilfældighederne. Alle
og alt er med. Intet væsentligt er glemt. Hvad de sagde, hvad de besluttede,
hvor de gjorde det, og hvornår de gjorde det. Fra Rousseau til Ritt
Bjerregaard.
Til sidst i ‘Kampen mod kundskaber’ kan man læse om en John Dewey på dansk. Allerede i 1921 mødtes reform-pædagogikkens fremmeste bl.a
reform-pædagogen Sofie Rifbjerg[27] fra
Danmark med de amerikanske repræsentanter for New Education Fellowship (N.E.F)
i Calais. Herefter tog det fart i Europa, tilsyneladende mest i Danmark. Men
hvad var der sket før mødet i Calais. Hvor stammede det hele fra. Hvem var denne John Dewey? John Dewey & Co behandlede jeg
indgående i kapitel 10 i lyset af Leipzig Konnektionen.
Den 23. april 1995 holdt Den Trilaterale Kommission møde
i København, jfr. det danske formiddagsblad Ekstra Bladets artikel af Jakob
Andersen:
"Den
Trilaterale Kommission er en slags mellemting mellem en tænketank og en
diskussionsklub", skrev Jakob Andersen. Den holder
jævnligt seminarer og producerer rapporter om emner som 'Hvordan Bevarer Vi
Freden I Verden Efter Den Kolde Krig', skrev Jakob Andersen.
"Imellem
møderne prøver medlemmerne så at påvirke deres egne regeringer, erhvervsliv og
alle andre til at gøre, som kommissionen ønsker", skrev Jakob Andersen.
"Den
Trilaterale Kommission angribes af både højreekstremister og venstreekstremister.
Den beskyldes blandt andet for at ville etablere en verdensregering",
skrev Jakob Andersen.
"Kommissionen
står bag den internationale narkohandel, siger den halvfascistiske amerikanske
politiker Lyndon LaRouche", skrev Jakob Andersen.
"Fra
venstrefløjen lyder denne karakteristik i aktivisten Holly Sklars udgave:
Kommissionen
repræsenterer de multinationale firmaer og bankers interesser. Derfor er den i
modstrid med arbejdernes og Den Tredje Verdens interesser", skrev Jakob Andersen.
“A. Volcker (bl.a. tidligere chef for det amerikanske Federal Reserve System) og mange andre kan trække i tråde, der er
usynlige for os andre dødelige", skrev Jakob Andersen.
Ritt Bjerregaard (Socialdemokratiet), Jørgen Schleimann (Venstre Liberal) er medlemmer og var indbudt
sammen med andre indflydelsesrige i den synlige
top i Danmark.
"Den danske
socialdemokrat og den amerikanske storkapitalist går således hånd i hånd. Den
danske redaktørtrold (mit: Thøger Seidenfaden) og den erfarne gigant (mit:
Henry Kissinger) fra verdenspolitikkens intimscene er i partnerskab",
skrev Jakob Andersen. (Så vidt artiklens indhold).
Er du for
rethaverisk, fordi du eventuelt har fået en "forkvaklet opdragelse",
passer du sjældent ind i systemerne/organerne/ kommissionerne/grupperne, end
ikke på laveste niveau. Det har jeg ladet mig belære om. Flid og dygtighed
accepteres med dette store MEN.
Hvad det sidste angår,
synes Jakob Andersen i forhold til ovennævnte politisk korrekte artikel (her i uddrag) ikke at have givet
problemer. Det skulle da også bare mangle, når nu det er første gang, der
skrives en artikel herom i et dansk dagblad, og der i øvrigt så ikke skrives
noget. Og dog:
Venstreekstremister, Højreekstremister, Kapitalister,
Storkapitalister, Halvfascistisk, Socialistisk, Intellektuelt niveau,
Venstrefløjen, Freden, Den Kolde Krig, Os dødelige, Aktivisten, Det
politisk-økonomisk-akademiske over-drev....
Jo, ordvalget var i
orden og rækkefølgen vistnok også. Måske mangler Jacob for ordenens skyld "Storsocialister"; hvis
dette begreb altså ikke skulle være
omfattet af de øvrige brugte kategorier fra Det Almene, styret af Det Almene,
som er sig selv - hul eller tomgang i hovedet.
Læseren er måske
bekendt med, at visse tekstbehandlingssystemer skulle være udstyret med en
såkaldt stavekontrol, også til andre sprog. Kontrollen skal kunne suppleres op
af brugeren selv, og det er jo helt fint i mange tilfælde. Men hvad stiller
stavekontrollen op med:
"Solens skind" eller med "Trækvinden.”
Derimod er det
bestemt nemmere for stavekontrollen med:
Får får får? Får får ikke får, får får lam.
Det bliver
spændende, når den oversætter til engelsk eller tysk.
Euro og dansk Finanslov anno 1997
Euro
Finanspolitikken i Danmark stod i et
særligt tegn op til starten af 1997. EU havde udstukket nogle betingelser for
at landene kunne deltage i ØMU-ens tredje og sidste fase - en fælles europæisk,
obligatorisk møntenhed til erstatning for
de nationale betalingsenheder i de deltagende lande. De var ganske vist
indbyrdes delvis modstridende med vel også tænkt som en mildere form for
disciplinopbyggende træning. De bilaterale kursfastsættelser i forhold til
euroen fandt sted fra primo maj 1998 i følge ECOFIN-beslutning meddelte Den
Danske Bank.
Der var oprindelig fem temmelig
tilfældige krav. Således meldtes fra Information om Danmark i 1996, og det
samme forlød fra bl.a. prof. Wilhelm
Hankel - den ene i de ovenfor nævnte 154 tyske
økonomiprofessorer. Måske var tanken at indøve en ny og ukendt disciplin, der
kunne gå ud på, at den struktur, der fremkalder underskud og statsgældsætning
alene virker på uvæsenet. Alle de andre heksekunster, der blev indført i
trediverne med Keynes og videreført af “dansemyggene” efter 2. verdenskrig førte kun til
målet, statsgæld. Dette mål er nu nået
overalt i EU-medlemsstaterne.
Det sidste ØMU-krav var, at underskuddet
på de offentlige finanser[28] ikke
måtte udgøre mere end 3 pct. af bruttonational-produktet i markedspriser i året
1997.
Med den nye møntenhed er det planen at
vende udviklingen væk fra statsgældsætningen og dermed et for lidt aktivt og
for afhængigt Europa. Det skal ske ved, at strukturerne endelig forandres væk
fra den ineffektive anvendelse af kapitalen i offentligheds- og fondssektorerne
og fra den passive private indtægtsgivende erhvervelse og over til anvendelse i
produktionen af nyttige ting.
Et væsentligt forhøjet fælles renteniveau
besluttet efter de nye fælles-europæiske centralbankregler og en svag euro
bliver re-sultatet. Kapitalflugt fra Europa først i en inflationskrise, der
ubehandlet - hvilket strider mod centralbankreglerne - bringer magthaverne til
at vælge mellem en dyb deflationskrise og en merkantelistisk
tilskuds-kommando-økonomi for hele Europa. Men denne aktive finanspolitik kan
ikke føres efter centralbankreglerne. Derfor vil nationalstaterne i sidste ende
være nødsaget at trække sig fra unionsbestræbelserne. Sker dette ikke og
reglerne tilsidesættes, som det allerede er sket i Tyskland, så ken-der vi
udviklingen:
Der
er så kun én udvikling mod den form for økonomi, man for tiden forsøger at
skaffe i Østeuropa.
Dette er ikke tro og håb eller det
modsatte. Det er ren logik.
Tidligere var nogle begreber, indenrigsgæld og udenrigsgæld, dem, der
hyppigt refereredes til, når der skulle sondres mellem indenlandske
instrumenter og udenlandsk virkende kapitaltilførende instrumenter. I dag
anvendes statsgældspapirerne næsten udelukkende til at suge valuta hjem. Det
skete overalt i EU-medlemslandene i 1980-erne og 1990-erne. Mange af disse
rente-bærende papirer havnede i de olieproducerende arabiske lande. Nu vil de
nok ikke æde flere.
At
sondre mellem indenrigs- og udenrigsgæld i dag er direkte bevidst
misinformerende. I øvrigt har sondringen ikke væsentlig relevans, når bortses
fra hæftelsen og det faktum, at statspapiret opkøbt indenlands fjerner
realkapital til privatsfæren.
England og Danmark har ikke besluttet
deltagelse i Euroen - i Danmark skal det ske efter en folkeafstemning, så vidt
det er korrekt oplyst spørges den engelske vælgerbefolkning måske også denne
gang - men strategisk set er det for Danmarks vedkommende muligvis en let sag at
lade det komme an på en prøve: sælges de mange statsgældspapirer, som bl.a.
Tyskland har overtaget, falder kronevurderingen måske mere og hurtigere end
Euroen i første omgang. Med den faste kobling af kronen til euroen fra 1.
januar 1999, var det uhyre nemt at give danskerne en øvelsesopgave i disse
mekanismer virkning, så længe vi havde en sikker storopkøber af danske
statsobligationer.
Valget
blev udskrevet i dag 19. februar til afholdelse 11. marts. 1998. Så var
spørgsmålet ikke særlig relevant at tage ind i valgkampen.
Dette træk vil kunne overbevise nogle
tvivlende danskere. Her skal det huskes, at årsagen til den høje danske krone
gennem de senere år slet ikke skyldes dansk styring. Det skyldes ene og alene,
at den tyske stat har dækket os ind med opkøb, som slippes, når vi dropper
unionen. Betalingsbalance-overskuddene fra 1980-erne er væk fra 1998,
konkurrenceforholdene for Danmark er ingenlunde gode, de blev værre i 1999,
strukturen forværres fortsat i Danmark, og statsgælden stiger derfor hurtigere
år for år.
Så kan man godt fuppe med
opgørelsesmetoden, men underskud på betalingsbalancen løbende poster og
underskud på de offentlige finanser skaffer os kun mere gæld. Når man f.eks. så
Profilen Vest 31. maj 1999 referere de officielle gældstal, brugtes salget af
statens aktieandel i Tele Danmark som en forbedring af de offentlige finanser.
Sådan betragtning svarer lidt til den svenske medie-berømmelige Carlzon, der
kom til SAS og straks solgte en mængde flyvemaskiner, hvilket gav et klækkeligt
overskud for SAS... det første år og forudsatte at antallet flyveselskaber i
Europa ville blive reduceret helt svarende til, hvad der var tilfældet i USA.
Uden flyvemaskiner kan man som kendt ikke flyve, ”og det var vistnok det
sidste, der indgik centralt i formålet hos SAS.”
Alle
værdiangivelser vil med Euroen i perioden 1999-2002 blive ændret til denne nye
valuta. Bliver det en svag valuta[29] [30],
som selv Den Danske Bank ved direktør Mads Jacobsen i pressemeddelelse mere end
antydede 29. november 1996, kommer der en for staterne ikke uinteressant sideeffekt: Statsgælden bliver fjernet,
fordi alle indehavere af objektiveret
besiddelse af ejendom, anden
formue eller tilgodehavender på papiret, så mister værdier sammen med en svag
Euro.
Uddrag
af interview på Radio Falcon, Frederiksberg 6. februar 1997 kl.
8.20-9.20:
De er vel ikke så dumme, de politikere,
at de tror de kan få folk til at tro det går så godt med økonomien, når de har
måttet låne så meget, og fortsat gør det, spørger intervieweren.
Den adspurgte folketingspolitiker:
“Der er noget helt fundamentalt galt i
den måde man driver og taler politik på. Man nedgør i virkeligheden den danske
vælger. Det bør altid være en regerings interesse, ærligt at fortælle, hvilke
problemer man står med. Finde forståelse for at man er nødt til at gøre noget,
som politiker, som folkevalgt, som lovgiver. Det er derfor taldebatten kommer
op, fordi de siger det går så godt. Er vi f.eks. sikre på, at vi i Danmark så
fører den politik, der gør at danske virksomheder så også er
konkurrencedygtige. Det bekymrer dem, der
er sat til at sige den slags ting, at inflationen er godt i gang og
konkurrenceevnen er vigende igen, og at det vil den også være til næste år. Vi
taber danske arbejdspladser eller eksporterer danske arbejdspladser til
udlan-det i stedet for at eksportere varer, som er produceret i Danmark. Det er
et problem som man burde forholde sig til. Hvad gør regeringen, ja, de lukker
øjnene. Det går jo godt, og på den nye finanslov lægger man så nye byrder over
på de danske virksomheder i milliard-størrelse, og siger, jamen det må de så
kunne klare at betale ekstra. Tre tal, der belyser dette: De administrative
byrder i virksomhederne blev mindsket med en besparelse for virksomhederne på
ca. 200 millioner. Med den anden hånd har man lagt ca. 1 milliard ekstra i
Finansloven i arbejdsgiverafgifter, og man har forringet likviditeten i
firmaerne ved at de skal indbetale feriepengene tidligere; ved dette forringes
likviditeten i virksomhederne med 5 milliarder i 1997. For disse mange penge
ansætter man så flere i den offentlige sektor på bekostning af ansættelser i
virksomhederne. Regeringen siger ét og gør i virkeligheden noget andet.”
“Ét eksempel. Det er ikke mit
yndlingstema at tale om regeringens fiflerier, fup og fiduser. Men jeg føler,
det er min pligt at fortælle, hvordan man egentlig agerer. De sidste fire år er
statsgælden steget med ca. 175 milliarder samtidig med at skatterne er sat op
med godt 100 milliarder i faste priser. Der kunne altså let have været sket en
afbetaling af gælden, men pengene er soldet op. Det mest alvorlige, det mest
beklagelige, det som er blevet vanen på Christiansborg; det er uærligheden,
eller den rene politiske uhæderlighed. Jeg finder det fuldstændig uacceptabelt,
at de krav man stiller til en almindelig dansk virksomhed, en privat
forretning; at der skal være et større etisk krav at stille til aktionærerne,
end det krav regeringen stiller til sig selv.”
“Et par eksempler: Havde man samme
kodeks, som man har i regeringen, så ville den private bestyrelse blive sigtet
for ulovligheder. Hvis jeg oplevede det samme i en privat bestyrelse, som jeg
oplever på Christiansborg, så ville jeg være tvunget til at træde ud af
bestyrelsen, for det ville ikke være lovligt. Det man oplevede i
Finansministeriet, da man skulle lave Finanslov for 1997, da var der egentlig var et under-skud på
Finansloven på 25-26 mia. kr. Det var efter man havde medtaget en ekstra måneds
kildeskat (ca. 9 mia.). Endelig var der en embedsmand, der spurgte, hvem har
sagt at et år kun har 12 måneder. Hvis man har et år med 13 måneders indtægter
og 12 måneders udgifter, så ser det hele jo egentlig meget pænere ud. “Top”,
sagde finansministeren, nok står der i den Gregorianske Kalender noget med 12
måneder, men det står hverken i Grundloven eller i De Ti Bud , at et år
egentlig har 12 måneder, når vi ser på indtægterne. Derfor vedtog man sammen
med Finansloven, at man flytter en måneds indtægter fra 1998 til 1997. Så kan
man selvfølgelig spørge, hvad vil du så gøre i 1998, så bliver du nødt til at
gå ind i 1999. Hvis man gjorde det samme i en privat virksomhed, så ville det
være i strid med årsregnskabsloven, fordi det hedder her man skal give et retvisende
billede af virksomhedens økonomi. Man ønsker ikke at give et retvisende billede
af landets økonomi, man forsøger at narre fru Jensen og hr. Olsen: jamen, det
går jo godt. Det er direkte bedrag. Det er rent pynt.”
“Dette her er bare et eksempel, det er virkeligheden
værre. Man vil oprette et statsligt aktieselskab, der skal eje statens
ejendomme, hvor man overfører ejendomme, som staten i dag ejer og bruger. Det
kan være dårlige arealer i forbindelse med jernbane-terræner, det kan være
kontorejendomme, som staten selv bruger fuld tud. Dem fører man over i et
statsligt aktieselskab med det ene formål, at man så kan belåne dem i
Realkreditten. Det er sådan noget som virksomheder i yderste nød har gjort. Men
enhver bestyrelse vil afstå fra sådan noget, nemlig sælge ejendommene til sig
selv, alene med det formål at belåne dem. Der er ikke sat nogen grænse for,
hvor meget et sådan aktieselskab kan eje. Dette sidste er en ren øvelse, der
går ud på at undgå, at staten skulle ud og sælge statsobligationer. Der er Søkrigs-kassen.....,
og jeg kan blive ved i to timer, så lytterne falder ned at stolene.”
30.
maj 1997:
Pressemeddelse via Finansministeriet:
Tele
Danmark A/S: Rothschild udpeget som finansiel rådgiver for staten.
Som nævnt i pressemeddelelser af
henholdsvis 31. januar 1997 (Forskningsministeriet) og 9. april 1997 var der
nedsat en arbejdsgruppe af repræsentanter for Finans-ministeriet og
Forskningsministeriet med henblik på at analysere perspektiverne for statens
ejerskab af Tele Danmark. Den Danske Bank har rådgivet gruppen siden
begyndelsen af april, herunder om valget af en yderligere finansiel rådgiver.
Staten har i dag udpeget N. M. Rothschild & Sons Limited som den anden part i statens
rådgivningsteam.
Pressemeddelelse fra Finansministeriet:
Den
danske stat sælger betydelig aktiepost i Tele Danmark til Ameritech, var overskriften. Herunder kan bl.a.
læses:
“Statens provenu ved den samlede
transaktion var på ca. 29 mia. kr., hvis indløsning var sket til slutkursen på
B-aktier den 24. oktober. Provenuet fra aktiesalget og indløsningen indgik på
Finans-loven for 1998 og medvirkede til at nedbringe statens gæld.” [31]
For
den engagerede modstander af aktiesalget kunne følgende tanke måske strejfe: Når vi ved at Rothschild udover de
dominerende statslån har været direkte involveret i jernbanedrift i bl.a.
Frankrig, Østrig og Rusland, så kunne det, den tekniske udvikling taget i
betragtning, være spændende at få besvaret følgende spørgsmål:
Den dominerende aktiepost i Ameritech? Andre har andre bekymringer, der går langt
videre end det perspektiv, der vises på skærmen og sågar videre end til, hvad
der udspiller sig i virkeligheden omkring os. Vi kunne måske ændre
virkeligheden i tide, hvis vi havde mulighed for at gøre brug af ærligt
udarbejdede beskrivelser af virkeligheden. Forud-sætningerne for at få sand
information ud til en bredere offentlighed er ikke tilstede.
På sin vis er der taget højde for alt.
Planens Skibbrud
Ved Nürnberg-processerne,
der sluttede mere end 50 år siden, lagde anklagerne og dommerne afgørende vægt
på, at nazi-regimet byggede på en sammensværgelse. Flere af de udvalgt anklagede og dømte havde
deltaget i denne sammensværgelse,
og Den anden Verdenskrig var en planlagt
angrebskrig, blev det fastslået. Det
er ganske givet rigtigt.
Efter krigen
blomstrede et stærkt Tyskland hurtigt op, trukket i gang af Marshall's plan
(eller amerikansk seddeltrykning) og tysk flid og dygtighed. Et økonomisk
stærkt og stabilt Amerikasikret Vesttyskland som bolværk mod den planlagte og etablerede kommunismesfære
i øst.
Ligeledes begynder
erstatningen for Folkeforbundet, det under krigen planlagte FN med sine mangfoldige specialorganer sammen med IMF og
Verdensbanken at virke. Forud
var det forlængst planlagt sikret, at
det amerikanske pengesystem var "privatiseret" via Federal Reserve
System, og U.S.A-præsidenternes udklækningsorgan C.F.R. var planlagt på plads, som vi har set i
denne gennemgang. EF er på skinner
netop, da dollaren afskaffes endeligt i U.S.A. Der måtte lyves gennem 20 år for
at holde frihandels-EF-konstruktionen med kun delvis folkelig opbakning på
banen. Tyskland genforenes, Sovjetunionen bryder sammen, Europa Unionen, der
var erklæret død, levede. Rusland og den gamle østblok skal sandelig med, siger
Henry Kissinger - som har optaget Gorbi i selskabet - til vor magtfulde
udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Et planlagt halv times møde blev
sandelig til en hel time med Kissinger (jfr. BT den 25. september 1996).
Indvandringen til Vesteuropa fra Den tredie Verden accellereredes planlagt op fra begyndelsen af 1980-erne mod
befolkningernes massive ønsker, for udstillings-humaniteten,
efter aftale og efter magtbalancens sammenbrud. Alle lande i Vesteuropa på
nær Norge og Schweiz er stærkt statsgældsatte i direkte konsekvens af det
etablerede, et planlagt, let
undergravelige, internationale pengesystem, der har væ-ret brudt sammen siden
1971, og vore slappe politikere.
Det var blevet nemmere på skrømt at regere med
underskud, lån og seddeltrykning end med reelle, krævende indgreb mod
dårligdommen, i alt fald i det kortere sigt. Alle korte sigt blive lange, når
det fortsætter, som en planlagt sammensværgelse, planlagt at skulle virke fra
fødselsforberedelse til kirke-gården.
Nationalstaterne
sættes uden for reel indflydelse. Tyskland er nu også håbløst gældsat ved EU's
tilsyneladende ratificeringer rundtom i enkeltstaterne primo 1990-erne.
Over-Stats-Tilskuds-Braklægnings-Gældsbundet-Europa med produktionskvoter og
prisfastsættelse i gammel- og ny-keynesiansk samt marxistisk stil, planlagte realiteter. Bureau-krater og
teknokrater i EU-Kommissionen planlægger
og aktiverer sig selv med bl.a. de ledige i orlovsansættelser og på et
offentligt sekunda arbejds-marked som i Folkerepublikken DDR i sin tid. De
beslutter og udsteder direktiver og dekreter og herser med de etniske stambefolkninger
i Europa, som synes mest til besvær. EU-Kommissionen overdækker 70-80% af
parlamentslovgivningen i enkeltlandene. EU-Ministerådet holder hemmelige
møder, der ikke må
refereres. Demokratiet afskaffes. I EU-Parlamentets næsten indflydelsesløse
diskussionsklub placeres de værste, i alt fald de mest besværlige af
delstaternes politikere med tårnhøje skattefrie gager og diæter. Portugiserne taler
portugisisk, italienerne italiensk, franskmændene fransk, danskerne dansk, et
rigtigt Babelstårn, mens beslutninger træffes i kredse omkring Kommissionen.
Det går ufattelig godt! Frihandel, lavere skatter, lavere afgifter og ingen
told, et borgernes Eu-ropa, fortalte de folkene i Euro-pa. De planlagde og realiserede det stik
modsatte.
Alt blev udviklet stik modsat af den officielt lagte
plan. Det var løgn fra start til slut, jfr. Jørgen Schleimann ovenfor; de kvikkeste havde for længst set det.
Myter og overtro kan være velgørende, skrev Brzezinski i
1970. Vi har behov for et verdensdiktatur med tilbøjelighed til reformer. Den
halvhemmelige Trilaterale Kommission, som skal samle verden først i tre blokke,
etableredes 1973 af C.F.R.-logen fra 1919 - med Brzezinski som dens første
direktør.
Ved du at den virkelig internationale bevidste 68-eres foretrukne periode er tiden i slutningen 1100årene og begyndelsen af 1200årene, hvortil han knytter nogle fantasier om en dejligt skabende brydninger mellem øst og vest, mellem kristnere, muhamedanere og jøder (med slaver som udførende kraft i alle lejre). Det Byzantinske rigets undergang åbner op for brobygningen, hvilket han straks ligestiller med Sovjet-sammenbruddet - hovedingredienser om overhovedet nogen er geografi og kirke. Han går så vidt som til i dag at lovprise muhamedanerne (dengang) i en fornyer- og formidlerrolle (især af det klassiske grækenland kultur). I virkeligheden skal man opfatte 68eren som nostalgisk,tom, og mytesøgende entitet, der har fået lov at eksperimentere, fordi han (M/K) ramte toppens ønsker om omdannelsen af os alle til nulliteter.
Ved alle disse
kloge folk da ikke, hvad der sker, når der kompletteres med Trotskys plan, og
"vi" inviterer alverdens vildt fremmede folkeslag med alverdens
kulturer og umulige forudsætninger til at slå sig ned permanent i et planlagt
højteknologisk Vesteuropa med massearbejdsløshed. Først var det udstillings-humanitet på skærmen. Da den
gav metaltræthed hos seerne, var aborterne i Norden nået op på 1/4 af en
fødselsårgang? "Så nu kan der
pludselig forudses mangel på forsørgere i fremtidens Europa, melder de synlige
magthavere flovt.”
Find dig en årsag!
Find dig en løgn! Eller repeter Trotskys Plan til formålet.
De såkaldt kloge
hoveder ved alt om, hvad der sker og skal ske. Præcis det som alle vi dødelige
i alt fald fornemmer (jfr. Jakob Andersens "Privat Topmøde" overfor).
Der er kun den
forskel, at lederne - de egentlige magthavere - vil at det sker, ligesom de
pustede/puster til ilden på Balkan. Den var/er prøvekluden på det fælles mere
integrerede samarbejde om udenrigspolitikken i EU - et EU, som ikke skulle
be-skæftige sig hermed. Krigen blev brugt til at afprøve EU/ UN's internationale
hær (se under Bilderberg-Gruppen ovenfor), Den Danske Internationale Brigade.
Vil nogen hævde, at alle disse konstruerede ordninger,
fænomener og indretninger siden sidste Europakrig inders inde ikke er de
brede befolkninger så inderligt imod, så lyver de igen. Vil nogen hævde de ikke
er planlagte, så må jeg le.
Ingen Union i den samlede Verdenshistorie er blevet til
uden ved krig. Derimod er flere blevet opløst uden krig.
Krigen, våbnet
bliver brugt, når hele grundlaget glipper materielt og åndeligt, som det planlagt skal. Med en ung og en yngre
generation af praktisk talt uvidende individer er grundlaget skabt for ikke at
sige planlagt til krigen, der er i
gang nu (2003).
Tese og Antitese er
ikke længere ØST og VEST, men nu NORD og SYD.
Hegels, ikke Guds:
Tese, mod Antitese, som går op i Syntesen eller Noget-Må-Der-Gøres-effekten, eller Problem-Reac-tion-Solution, som Icke
formulerer den også.
Vi kunne måske leve
med, at de mange påfund og træk vendt imod det såkaldte sam-fund kiksede i 3
måske 5 tilfælde ud af 10. Når de kikser i 100 ud af 100 tilfælde, så er det
ikke tilfældigt.
Om krigen skal føres i Europa eller syd for Middelhavet
får vi se. Terror-krig?Ja, det blev det så til (2003). Kender du nogen, der
ønsker sig dumme børn som forudsætning for et verdensdiktatur? Kender du nogen,
der ønsker krig som middel til isme-diktaturet? Måske?
Din overlevelse
kræves ikke, der kalkuleres ikke med den, refererer den amerikanske
politiofficer McLamb fra Police
Against The New World Order en
gammel amerikaner for at have betroet ham. Jeg ved han har ret. Intet i
historien giver mig den svageste begrundelse for at tvivle.
Krigen kommer kun,
hvis tilstrækkelig mange mister besindelsen, og det er sket.
Derfor skal du
sikre dig viden og fortælle den videre, medens tid er. Det haster. Du skal
huske at benytte de fire p-er: Protect,
Publice, Prepair and Pray. (=
Beskyt, Offentliggør, Vær Beredt, og Bed)
Afsløres løgnen i tide, kan bedraget ikke fortsætte, og
krigen ikke startes/fortsættes
Vi har haft chancen
for at se, gennem to generationer nu, det haster.
Er vi for få, må vi
påregne Wiener-, Nürnberg-, Berliner-, Paris-, Moskvakongresser eller ditto
processer ved indgangen til Hegels, ikke Guds, Syntese: KOM-UN-ISMEN – opfundet til formålet i New York og
"eksporteret" til Rusland i april 1918 - eller en anden ISME, der er
det samme. Bolschevismen - russisk ord -
var 1917-Revolutionens ismeord.
Meningen er, at vi dødelige skal åbne øjene, holde stand
og krudtet tørt.
Derfor de to
generationer uden materiel storkrig i Europa. Den åndelige og den finansielle
krig mod danskerne og andre europæere er i fuld gang.
Den var med den
stærke ensretning af informationskanalerne og de stadigt snævrere
institutionelle rammer i og over vore nati-oner ikke nok til at narre danskerne
ind i EU første gang den 2. juni 1992, men tilstrækkeligt til at bringe os i
knæ den anden gang. Selvom danskerne kan hævdes nu at ligne en forløjet,
barnlig, godtroende, forskræmt, velfærdsstyret flok, hvor man for 40 år siden
mødte et flittigt, ærligt og skikkeligt folk i velstand, der mest arbejdede og
hyggede sig med hinanden, så hader de fleste dog stadig løgnen, når den per
naturlov eller logik skader dem selv.
Derfor er der håb!
Om Europa-Unionen
venter vi på den fjerde - uanset Nej til Euro den 28. september 2000 - og
dermed en afgørende match ligesom i fodboldsporten. Bare kom an, vi er ikke
bange for Europa eller andet. Danskerne bankede Europa i netop denne sportsgren
samme år, vi vandt over EU første gang. I kvindehåndbold plejer vi også at
vinde[32].Vi ved vort første
afstemningsresultat virkede rundt om
i de europæiske lande.
Mange nye ord og betegnelser, mange regler,
bestemmelser, planlagte indretninger, fortolkninger af internationale aftaler
og procedurer er sande rænker og falsk reklame.
En del af magtens redskaber. De kursiverede
kategorier er magthavernes midler til at tilrane sig og befæste magten. Går du
derfor ind på at spørge, svare og agere i de opsatte rammer, er din
argumentation og handlefrihed som regel på forhånd svag sat over for magthavernes systemsatte vilje.
Anonymiteten om den samlede magtstruktur skal brydes, hvis tilliden i befolkninger skal
genvindes. Den anonyme ejendoms- og spekulationsret byggende på statsgældens
mange ihændehaverpapirer skal fjernes. De professionelle
politikere i parlamentet skal udskiftes, og professionelle bestyrelsesmedlemmer
i virksomhedernes bestyrelser skal i stedet for egen regning involvere sig i
det, de kalder deres interesse med eget navn og med egne penge [33].
Inflation og statsgæld, der starter hele møllen, har intet
med styre- eller samfunds-formen som sådan at gøre.
Og dog, uærligheden
kommer først. Fordi en flok ansvarsløse, på det nærmeste uvidende
politikere, forventer sig styrket i deres kollektive bedrageri i en Europastat,
behøver befolkningerne ikke at skulle lide under et nyt topstyret,
institutionelt Europa, hvor demokratiet endog formelt er opløst. Det tekniske
herunder kommunikationsudviklingen forudsætter heller ingen europastat.
Uddannelsernes betydning og især deres virkninger er vildt overdrevet. Det ses
også tydeligt af, at i Danmark er uddannelserne i den sidste generation blevet
brugt til holdnings- ikke kundskabs-udvikling. Husk, folk, der intet ved og
intet kan, forguder uddannelse mest, når formålet så samtidig er den laveste
mellem-proportional, så ligger alt på sin rette hylde[34]. Danske studenter,
der diskuterer seriøst, om Lissabon ligger i Spanien eller Italien (jeg har
oplevet det i Statsbibliotekets kantine i Århus primo 1990-erne), er studenter,
der end ikke når skyerne, hvorfra det som bekendt er vanskeligt at få øje på
virkeligheden. Engang morede vi os her til lands lidt over de amerikanske
doktorgrader og de meget eliteprægede uddannelser i England og Frankrig. Vore
universitetsuddannelser var lidt i samme retning, indtil 1968-genera-tionen fik
tildelt det meste af den synlige magt i Danmark. Herefter blev universiteterne
udklækningsanstalter for netop deres civile “garde civile.” De nye magthavere
overtog simpelthen Enevældens institutioner – for det var de i grunden
bogstavelig talt - og befolkede dem med folk fra egne rækker af
sindelagsapostle.
Hovedprincipperne
var nu: “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og “Alt hvad der rager op
skal høvles ned.”
Det værste er, at
den skæve udvikling ikke alene skyldes fejl og misforståelser. Som det er blevet påvist i denne gennemgang var det
hensigten lige fra 1700-tallet.
Et Napoleon-inspireret,
regionaliseret prefektstyre eller et Hitler-Stalin-inspireret kommissærstyre i
Europa stiller ikke nogle særlige krav til individerne – udover det særligt
skrappe krav for nogen at de skal underordne sig. Resten ordner sig af sig
selv.
Da Wolfgang Amadeus Mozart i sidste halvdel af 1700-tallet ville
udtrykke de menneskelige følelser blev han afvist hos den super-gældsatte
kejser i Wien, der var den adgangsgivende for en ny og ukendt kombination af
fransk åndfuldhed, italiensk melodrama og tysk følsomhed. Allerede på det
tidspunkt blev mulighederne for et integreret Europa forspildt, efter min vurdering.
Mozart forblev fattig og hvis ikke udstødt ildeset
af de ledende i hele sine korte tilværelse sammen med Constance Weber...., også selvom
filmen “Amadeus” viser lidt andet.
“Alt hvad der rager op, skal høvles ned.”
I 1700-tallets Europa var det de
strenge, styrende traditioner, der herskede. At det alligevel gik galt viste
Den franske Revolution. Den var skabt af de samme menneskedyrkere. Siden hen
kiksede Napoleon, der også var voks i den usynlige magts hænder. Hans
tilbagevenden kom faktisk magthaverne meget på tværs.
Alle misererne skyldes alene forræderisk og derfor
utilgivelig dumhed og magt-syge.
De synlige
magthaverne behøver ikke det diktatur, som de eksperimenterer med i Europa gang på gang for at udføre det
fornødne. Det er kun politikernes sludder, og udvejen for de politikere, der
frygter den offentlige harme over de fejlgreb, der er blevet gjort, men ikke
har vilje til at rette dem.
Vort sikreste
brohoved
Europa Staten er
væsentligst initieret af amerikanske, internationalistiske magtinteresser[35]. Deres
fantasibillede af kontinentet er som vores af U.S.A., uhyre forenklet. De
opfatter Europa som et land-område med samme slags folk. Grænser, sprog og
nationalitet har i deres virkefelt ingen interesse. At gå udfra at landene i
Europa ikke er mere forskellige end staterne i U.S.A. I guder! En sådan ignorering af væsentlige kendsgerninger bidrager
mere end selve Europa-institutionerne til at åbne øjnene på europæerne[36]. Man fristes til
at sammenligne dette syn på de europæiske nationalstater med Storbritanniens
syn (dengang) på sine fordums kolonier.
At Den europæiske Valutaunion vil bryde
sammen, når enkeltstaterne mærker dens konsekvenser, med en svag fælles-valuta,
inflation, høj rente, endnu ringere konkurrenceevne, øget arbejdsløshed, og
nedskæringer er der ingen tvivl om. At statsgælden i Europa kan fjernes ad
denne bedrageriske erstatningsvej for krig er ikke usandsynligt; men at det
kommer til at ske i fred er ikke sandsynligt[37]. En verden/et Europa
byggende på et multietnisk[38] European Federal
Reserve Babel vil ikke blive et tusindårsrige heller, selvom om det magtsikrede
15-20 pct-mindretal fortsat fantaserer tumpetosset herom. Det sikreste middel
for magthaverne er krig.
I virkeligheden betragter vore naiveste politikere
Euro-unionen som en beskyttelse mod globaliseringens totalkonkurrence på alle
magtfordelte markeder og samtidig som en inddæmning af et forenet DM-Tyskland.
Enkelte, der mener at have fundet “de vises sten”, vrøvler om et monetært
magtopgør med USA. Eurounionen er tværtimod sidste mellemstation inden
Én-Verdens-Ordenen, hvor de europæiske politikere i pæn samdrægtighed med
valutaspekulanterne og af bitter nødvendighed p.g.a. statsgælden har besluttet
at opløse de nationale stater i Europa både indefra og udefra. Et forenet
DM-Tyskland var en langt mindre trussel end vore lederes skalten og valten med
finanserne i en 60 årig Keynes-Æra for
egen vinding. Nationalstaters opløsning fører til krig. Når man fjerner
tilliden, stoler menigmand ikke på magthaverne mere, og så må han til at tro i
stedet. Er han i forvejen tom for tro kan det føre til de samme sindssygt
motiverede krige og regimer igen.
Én-verdensøkonomisk orden - i modsætning til den nuværende
Én-Verdens-Uorden behøver ikke at føre til nationernes opløsning. Vore ledere
skal være kompetente og ærlige, så er der ingen problemer. Tværtimod vil vi
kunne opleve et 21. år-hundrede med fremgang og glæde for alle klodens
folkeslag, hvis de selv vil.
I 1995 gik
Bernard Connolly, en senior embedsmand, på orlov fra sit job som leder af
Europa Kommissionens afdeling for monetære anliggender for at skrive en
kontroversiel bog. Den var et produkt af hans arbejdsfrihed. ’Europas Rådne
Hjerte’ (’The Rotten Heart Of Europe’) var titlen på bogen.
Han argumenterer
for, at den obligatoriske enhedsmønt
bliver brugt til at generere et uimodståeligt moment, der kan løfte en
politiske union i fuld skala på plads. Eliten i Tyskland og Frankrig skal dele
magten. Mr. Connolly blev afskediget på stedet. Nu har han fået lov til at søge
at forsvare sig ved Europa Domstolen i Luxembourg efter i periode at have levet
livet farligt.
Han skriver
bl.a. at mange europæiske politikere sjældent har følt behov for at skjule,
deres ønske, at skabe United States of Europe, især ikke når de taler indbyrdes
og uden for perioder med valg.
"Helt fra
starten argumenterede Jean Monnet
kraftfuldt og præcist i forberedelses-perioden før 1956-traktaten for at
overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den
funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et
kraftfelt, hvori en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt
skulle begynde med relativt ikke-trovertielle økonomiske funktioner og
stål-fremstillingen, for at minimere bekymringerne for, at den nationale
suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle
overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold
garanteret af traktat-doktrinen acquis
communautaire, der sikrer at al magt overført til (de europæiske)
samfundsinstitutioner bliver gjort til permanent europæisk lov og så samtidig,
at de tages ud af de nationale lovsæt i medlemslandene."
Jean Monnet's
lidt besynderlige baggrund kan du se på: http://www.lilliput-information.com/mon.html.
Connolly skriver også:
"I de nye Europa er magt og ansvar
udpræget adskilte. Selv der, hvor der er en formelt offentlig ansvarlighed, er
dette ikke fastslået ved lov, at det skal være sådan. Det er opstået mere eller
mindre tilfældigt. Den Europæiske Centralbank (ECB), for eksempel, gør krav på
at være "den mest gennemskuelige centralbank" i verden, fordi den
trykker et communique efter hvert møde i Rådet. Men selvom dette komiske krav
blev taget for pålydende er bankens ansvarlighed ikke engang lovfæstet – det er
simpelthen en politik banken har valgt efter bekvem-melighed og for øjeblikket.
"
og videre:
"Frankrig
og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kan sikre, at centralbanken ter sig næsten som
den gamle tyske forbundsbank og holder tøjlerne fuldstændigt stramme. Emnet
faldt allerede på Dublin topmødet i december 1998. Kampen om hvem der skal
udpege præsidenten i ECB er fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den
Tyske For-bundsbank er meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle
og industrielle elite. Derimod er den meget populær i den tyske offentlige
mening. Derfor var Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske
politiske Establishment. De franske
socialister har afleveret deres krav til forholdene omkring Euroen. Nu er
Helmuth Kohl helt væk og den nye tyske forbundskansler er selv centralist. Så
har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale
Valutafond). Kohl måtte også æde, at der
ikke bliver tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende
underskud. Der kræves nu 2/3 af de vægtede stemmer hos de aktivt deltagende
ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte
politisk rolle ført ind i den montære politik ved, at der nu f.eks. skal
formuleres vekselkursretningslinier for Euroen."
Glem alt om den hårde, stabile Euro; det
var kun lokkemad for noget ganske andet.
Desuden vil den
rene (økonomiske) stabilitetspagt
indført, uden at landene har orden i deres økonomier, fører til virkelig politisk ustabilitet. Årsagen er ganske
enkel:
Må pengemængden
ikke diskuteres over den samlede Euro-zone, fordi den skal fastsættes af en
hård ECB, så vil konse-kvenserne for visse områder være så afsindigt hårde
umiddelbart, at der bliver ballade. For at bøde på dette, kan man så ind-føre,
at de mere velgående lande skal "aflevere noget overskud" på de
offentlige finanser eller "forpligte sig til det på forhånd" (men
problemet er, at ingen kan eller vil dette her og nu, fordi det går af H til),
til de mindre godt gående lande, Italien, Belgien, Danmark, Sverige, Portugal,
snart Polen, snart Ungarn. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige
udgifter skal styres krone for krone i hele Euro-zonen. Under den forudsætning
skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, også
mange andre.
Mærkeligt nok
har man midt i alt dette besluttet sammen med FN, at EU skal modtage yderligere
75 mill. fremmede fra Sydasien og Afrika (i
følge TV2 Teksttv 25. juli 1999).
Når man skal
dømme efter den faldende DM og den stigende Lire, må markedet få det indtryk,
at der bliver tale om blød medgørlig Euro. Der var en simpelthen ukendt men
super-enorm Lire-mængde, der skulle have evigt fastlagt Euro-kurs i juli 1998.
Hvordan kunne det lade sig gøre?
Allerede i 1996
kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle betale Italiens
enorme gældsbjerg - det er sket tilsyneladende, ville det ødelægge Euroen fra
starten af. Vi skrev det, og understregede, at dette ville føre til, at ECB
også skulle tage sig at garantere for solvensen fremover for både Italien,
Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande. I 2002 og 2003
havde Tyskland, Frankrig og Italien negativ vækst i økonomien, de offentlige
budgetunderskud overskred ØMU-konvergenskriterierne, som havde fastholdt var
ufravigelige unde sanktioner mod enkeltnationer indtil 1995, som det fremgår af
Connollys afsløringer.
På denne måde
håbede man i øvrigt på der ville skabes en alliance, der ville lægge pres på
ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den
Euro-monetære politik uden at have det. Det
er også sket.
Reel ØMU-strenghed
efter bogen ganget med to eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det
skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation. Herved
mistes den politiske stabilitet, som
forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til
modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om.
Nu ved du, at
tingene ikke er, som de tilsyneladende tager sig ud og rapporteres.
”Som et strejf
af en tåge fik vi love til at håbe på de ting som skal komme, før livet er omme”,
skrev troubaduren Kim Larsen.. Alt er muligt, og du bestemmer selv, hvis du vel
at mærke ved og indretter dig efter, hvad der sker omkring dig. Du kan blande
dig i jordens gang, men kun i overensstemmelse med den kapitaliserede værdi af
din egen materielle fremtid. Du kan få lov at være i fred, hvis du svarer
enhver sit - helt uden tanke på den udvidede ret, som magthaverne og deres
tjenere nyder - , når du også kender baggrunden for og målet med det, der sker
omkring dig. Det forudsætter at du fortsat er et tænkende menneske, en
væsentlig forudsætning, som vi har set. Jeg håber jeg har givet dig et bidrag
til denne forståelse. Når de ved, at du ved, at de ved, så foregår tingene ikke
direkte i konflikt, men med en gennemsigtig glasmur mellem dem og dig, en
grænse, der ikke lader sig nedbryde af nogen kraft, du behøver at frygte.
Kærligheden er den stærkeste kraft.
I Stenstrup har vi
Grethe Cykelsmeds dreng, hendes mellemste - Henrik. Henrik skulle i skoletiden (i midten af 1960-erne) skrive dansk
stil ovre på den nye, store centralskole. Frøkenen stillede opgaven: Religionen i vore dage? Henriks
besvarelse lød: Vi har det onde og det
gode, ja, og dem ude fra Løgeskov. Vælg selv!
For god ordens
skyld skal det oplyses, at Henrik uden selv - 14 år gammel - at kende til mange
af datidens, endsige nutidens fine ord, hverken var ufri i forhold til sin
fromhed eller politisk korrekt.
Søren Kierkegaard giver i Det æsthetiske Stadium, i tekst 2-11:
Fra "Enten-Eller" (1843), 1. del, ligeledes følgende lille, meget
sigende betragtning:
"Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte
ligesaa skuffende, som når man hos en Marchandiser læser på et skilt: Her
rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at få det rullet; saa var man narret,
thi Skiltet er blot til salgs" (citat slut).
Sproget, som vi kun har været lidt inde på i forbindelse med
Frankrig i uddrag af Papazu's Essay, er yderst betydningsfuldt, og det er endnu
en indgangsvinkel til det samme bedrag. Hvis vi er bevidsthedsvæsener, har vi
bevidsthed om noget. Det følger af, at et sprog er et sprog om noget. At afvise
sprogproblemet, også i den forstand, er at se bort fra muligheden af
argumenter, der fortæller, at noget er meningsløst eller at noget er
meningsfuldt.
Sigmund Freud, der udskifter det meste med seksualisme, har jeg ikke
berørt. Efter sigende var han lidt skræmt af (langtids-planen) startende med
Dr. Wilhelm Wundts laboratorieforsøg. Han fremmede sagerne for Ordenen i det
kortere sigt og på individplan.
Et bedragerisk
internationalt pengesystem er brudt sammen for 25 år siden uden mange anede,
hvad det mon kunne betyde. Vi kunne leve med næsten et hvilket som helst
pengesystem, der sætter grænser for alles materielle magt og indflydelse, hvis
sammenbruddet ikke samtidig havde været parret med planen om at bringe vore
børn og børnebørn i uvidenhed, så de blev til vildfarne, kaotiske
menneske-væsener, der selv-centrerede cykler i fodgængerfelterne, mod
færselsretningen og på fortovet iført cykelhjelm, "Abernes planet.” Den
18. juni 1999 medens jeg næstsidste gang sad og skrev det sidste, kommer en
skole-pige forbi på fortovet trækkende med sin cykel. På bagagebæreren havde
hun et lille skab, hun på skolen formentligt havde lavet i faget sløjt.
Pludselige tipper skabet, og hun udstøder et lille ærligt hyl. Jeg forudså
hændelsen, jeg ser det ske, og jeg råber til hende, vent, stå stille, jeg
kommer og hjælper dig. Finder et stykke snor og vil binde skabet fast, så det
ikke tipper for hende igen under denne umage hjemtransport. Nu underviste denne
lille størrelse mig i, hvorledes skabet skal ligge på bagagebæreren og i,
hvorledes snoren bedst bindes. Forsigtigt svarer jeg hende: Du har et problem,
jeg løser det, da du til syneladende har dummet dig og giver hende et smil.
Sagen var, så jeg igen, hun ville gerne cykle videre på fortovet med sin
cykelhjelm og sit skab..., om så tyngdeloven skulle overtrædes. Jeg nævner
hende kun, fordi der er millioner af dem. I sådanne hoveder kan den totalitære
tanke over den 1., 2., 3., eller den 4. bølge plantes uden store problemer.
Penge er vigtige, men ingenlunde det vigtigste af alt. Værdinihilismen, ”Form uden indhold”, "Ringen i din
næse", "Støvlen på din fod" følger direkte af dansen om
gulvkalven og udstillingshumanismen. Allerede Moses indså dette, da han gav sit
folk De Ti Bud. Disse regler var ikke retsregler, hvorefter menneskene kunne
dømme hinanden - i den version jeg har fik dem ind med børnelærdommen. De Ti
Bud skulle være Guds og efter disse skulle hvert enkelt menneske leve sit liv, selvom det ikke var muligt.
At
vore “ydre”, postmodernistiske magthavere skulle komme til besindelse, på andre
tanker på et enkelt, endsige nogle få af bedrageriets felter kan man lade helt
ude af betragtning. Denne vurdering deles vist af alle aktive i den spredte
kamp for sandheden, der er det modsatte af løgn. På det plan kunne man tænke
den tanke, at det måske er lige stærkt nok, at deres børn skal belemres
med virkelighedseffekten af forældrenes
tåbelige ideer og alle deres bevidste løgne.
Er sandheden det, som du tror på ?
Jørn E. Vig - Stadion Allé 48 - 8000 Århus C
e-post: mail@lilliput-information.com
Hjemmeside: http://www.lilliput-information.com/
[1] Opfundet i Den Franske Nationalforsamling i 1700-tallet. Den blev
flyttet ind i en gamle manege på Rue de Rivoli i oktober 1789. De såkaldte
radicals (røde) sad til venstre for formanden, de kon-servative sad til højre.
Således skabte Illuminati ”venstre” og ”højre” tankegangen i
verdens-po-litikken. Se eksempel herpå nedenfor under ”Højre-Venstre.…”
[2] I sommeren 1996 melder grænsebetjentene i Sønderjylland, at de fanger i
gennemsnit 60 illegale om dagen svarende til 21.900 pr. år ved
Krusaa-grænsen til Tyskland. I 1996 blev det til 33.000 fan-gede indtrængere
ved den sønderjyske grænse til Tyskland.
[3] Kilde 1: Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv,
kilde 2: Fremtidens velfærd og globaliseringen, hentet fra www.velfaerd.dk.
[4]
Bemærk, en fordobling af andelen, men udregnet på et basisbeløb, der tredobles
i perioden.
[5] På basis af
et tredoblet BNP.
[6] På basis af
et tredoblet BNP.
[7]
Antallet af anmeldte
straffelovsovertrædelser er mere end firedoblet 1960-1990, og i perioden
1980-1990 er der sket en stigning på 35% til 550.000 anmeldte overtrædelser pr. år. Tidligere opklaredes ca. 30%
af sådanne anmeldelser, i 1991 afsluttedes cirka hver femte (eller 20%) med
opklaring. Jeg husker da tallet faldt til under 50% i Danmark, og jeg var 46 år
i 1996. I Berlin opklaredes 44% af anmeldelser i 1996. I 1960 rådede politi- og
anklagemyndighed over 7.375 medarbejdere, i 1991 er antallet 14.500, hvor
10.200 er politifolk. I 1980-erne er antallet af politifolk vokset fra 8.600
til 10.200.
Når man således sammenholder
arbejdsbyrdens udvikling med det antal, medarbejdere, der er sat til at tage
sig af den, tegner der sig et tydeligt misforhold. Se på årsagerne: http://www.lilliput-information.com/hed/sand9.html
[8] På basis af
et tredoblet BNP.
[9] Kilde 1: Fremtidens velfærd komme ikke af sig selv
kilde 2: Fremtidens velfærd og globaliseringen.
[10] Dette kendetegner den særligt danske skattefinansierede
velfærdsmodel.
[11] Hvad der er
årsag, og hvad der er virkning spiller en mindre rolle for en Keynesianer.
[12] I FN
var svaret på den dengang præsenterede U-90 (Perspektivplan for uddannelse i
Danmark indtil 1990): ”I må have råd til det”.
[13] At
ideologier har taget sit udgangspunkt i Hegels og Platons o.a. idesystemer kan
bestemt ikke afvises; men det er ganske mangelfuldt at se bort fra den
generelle indflydelse, som Oplysningstiden tænkere har haft på fremkomsten af ideen om verdenssamfundet med Socialistisk
Internationales start netop i 1840-erne. Det er
hvad Henry Morgenthau Jr. gør efter 2. Verdenskrig. At han ser bort fra
kommunismen, samtidig med han foreslår Tyskland omdannet til en delt landbrugsstat,
kan ikke tilskrives intelligent amerikansk tænkning. Det kræver andre
forklaringer.
Supplerende skal det oplyse, at i 1918-1919 tog
kommunisterne magten i Bayern i nogle dage. Rosa
Luxenbourg og Karl Liebknecht erobrede regeringsmangten i tre
dage. Faktisk flygtede “der Kaiser”, da Den første Verdenskrig sluttede, til
Holland, fordi han regnede med, at kommunisterne ville overtage Tyskland,
således som de gjorde i Rusland, og at han ville lide samme skæbne som zaren.
Disse forhold havde John M. Keynes personlig kunne følge, idet han besøgte
Tyskland for bedre at kunne bedømme landets forhold ud fra kendsgerninger om
dette og hint. Dette hans detailkendskab til f.eks. ernæringsituationen i
Tyskland og de mulige konsekvenser af et gigantist udvandrings-projekt, der var
på tegnebordet blandt de sejrende, kan man læse om i hans berømte bog fra 1919 ‘The Economic Consequences of the Peace’.
Tyskland kunne brødføde cirka 40 millioner, da det
var et landbrugsland, skrev John M. Keynes i 'The Economic Consequences Of The Peace' den 12. december 1919. Så
tidligt i industriudviklingen ville dette have haft som konsekvens, at ca. 15 mill. måtte have forsøgt at
udvandre fra Tyskland, skrev Keynes. Keynes gennemgår også de ringe muligheder
for at et sådant udvandringsprojekt skulle kunne lykkes (i 1919).
Konsekvenserne af en lignende ny-ordning efter 2. Verdenskrig, som foreslået af
Henry Morgenthau, må bygge primært på teologiske
betragtninger, som endog Keynes selv be-nævnte lignende reaktioner efter
den 1. Verdenskrig.
"De der underskriver Versaillestraktaten vil underskrive dødsdommen for mange millioner mænd, kvinder og børn", skrev J. M. Keynes i sidstnævnte bog på side 146. Keynes tænkte på tyskere.
[14] De abstrakte problemers kunst kunne han tackle og
omsætte til praksis; den evne genfinder vi hos John M. Keynes. Bemærk,
hvorledes udviklingen er forløbet. Selv efter
at være blevet advaret mod at spekulere i aktier i 1929, svarede Keynes I juli
1929: ”Der bliver intet sammenbrud i vor levetid”.
[15] Alexander Hamilton var vestindisk immigrantsøn. Faderen var skotte.
[16] Jævnfør afsnittet om marketing. Keynesianisme skal
ud, i alt fald af "det ydre.” Om noget skal erstatte den i "det
ydre" kan der berettiget tvivles på. Mon ikke der skal gå en ½ til 1
generation, inden det går an. I "det indre" tjente den blot sit formål.
[17] Stifteren af logen Illuminati (fra 1. maj 1776) Adam Weishaupt skrev: Min situation tilsiger mig, at de
fleste medlemmer forbliver under et dække, indtil jeg er død. Jeg har mulighed
for at gøre hvad som helst ved hjælp af fem eller seks mennesker. Det vi vil
bevise er, at et klogt hoved kan styre hundreder af tusinder. Kilde: Winrad Geralds ‘Adam
Weishaupt’ side 33.
[18] Delfimetoden,
Tavistock Instituttet i Sussex og i Danmark Landforeningen af Mental-hygiejne
er nøgleord her. "Kriminologi" suppleres i den ånd med
"Victimologi.”
[19] Derudover er der modtagere af
højeste og mellemste førtidspension (tidl. kaldet invalidepension), der
udgjorde 168.000 i 1997.
[20] Nogle
ordninger er for medlemmer af en arbejdsløshedskasse, andre for ikke-forsikrede.
[21] Uoplyst indgår
flere steder i kategorierne, og antallene i disse grupper er ganske betydelige.
[22] Heri er
invalidepensionister i 1998 medregnet.
[23] D.v.s. ikke
medlem af en arbejdsløshedskasse.
[24] Søndagsavisen
18. oktober 1998 refererede Akademikernes Centralorganisation for følgende:
“Den store stigning skyldes bl.a. et stort antal ledige siden årsskiftet er
rykket fra dagpenge-perioden over til at være langtidsledige, efter
dagpengeperioden er blevet forkortet som følge af den seneste revision af
arbejdsmarkedsreformen.” 60% flere langtidsledige akademikere inden for det
sidste års tid, skrev Søndagsavisen.
[25] Mevirkende er bl.a. det
forringede matematik-niveau i gymnasiet. I slutningen af 1980-erne, meldte
forstanderen på civilingeniørstudiet i Lundtofte, at studenter møder op uden de
fornødne kundskaber. F.eks. er vektorregningen - som forudsætning for bl.a.
elektronikken og statikken - blevet fjernet, angiveligt fordi mange
gymnasiaster fandt den vanskelig.
[26] Har lært at læse, men de kan ikke læse mere.
[27] Klaus Rifbjergs faster.
[28] Forskellen mellem de offentlige udgifter og indtægter.
[29] Med
økonomikaraktererne og betalingsmiddelmængderne i Spanien, Italien, Portugal og
Grækenland er det en forholdsvis umulig opgave at skabe en stærk Euro fra starten.
Alene i Italien var der tale om en mega-enorm lire-mængde af ukendte
dimensioner. Selve Euroens konstruktion
betinger ligeledes en stadigt svagere valuta på længere sigt.
[30] Citat: “Faren
ved en svag euro er, at den finansielle kapital vil flyde ud af euro-landene,
så infla-tions- og renteniveauet presses i vejret. Euro-zonen vil nemlig kun
have et meget beskedent overskud på sin betalingsbalance til at kunne modvirke
kapitaleksport. Spørgsmålet er derfor, om der - for eksempel via en
stabilitetspagt - vil blive sikret det nødvendige finanspolitiske funda-ment
for en stærk euro”, skriver direktør Mads
Jacobsen, Den Danske Bank (1996).
IOD’s kommentar: Hvad
stabilitetspagt her skal betyde andet end tilskud og fælles finanspolitik, kan
ikke vides, og det er heller ikke så vigtigt. Hitler arbejdede med det samme
udtryk.
[31] Summen
blev brugt til at nedbringe underskuddet - finansiere overforbruget - på de
offentlige finanser i verdens højest beskattede land. Gælden vokser stadig, og
hvad mon de sælger næste gang. Nu kunne så i bladet ”Profilen” (Vest) udgivet
31. maj 1999 læses, at statsgælden fra 1997 til 1999 er faldet med 42
milliarder. Hermed forventes statsgælden at være nede på 559,5 milliarder ved
årets udgang. Vi har tidligere i denne gennemgang redegjort for
opgørelsesproblemerne for statsgælden. Den er meget større. Den faldende rente
har betydet, at renteudgifterne er faldet en smule. Men da der var
kæmpeunderskud på både de offentlige finanser og på betalingsbalancen til og
med år 1998, kan gælden ikke falde. Et overskud på betalingsbalancen på 6 mia.
kr. i 1999 med mere end 600.000 arbejdsløse batter ingen steder. Udregningen af den samlede statsgæld må være
af samme tvivl-somme
karat som det netop anførte indhold af finanslovsforhandlinger op til 1997.
[32] "Det gælder om at slå på det, vi forventes at
være optaget af døgnet rundt. Markedet er formentlig her.”
[33] Men hele dette emne, "Hvad der skal til", er ikke bare en bog for sig. Det er som vi har set meget andet.
[34] Rektor ved Colombia Universitetet
i New York, Niclas Butler har en gang udtalt: ” Verden består at tre
slags folk. Først, den mindste gruppe – der er i stand til at omsætte deres planer
i handling. Så er der den anden gruppe, der en smule større. Denne gruppe ser og
forudser, hvad der sker. Sidste gruppe er den store majoritet, som aldrig
opdager, hvad der sker.
[35] Ikke af
amerikanerne, der i alle henseender føler sig lige så trængte af det
internationale magtmisbrug som europæerne.
[36] At det er
Europa-staten med valutaunionen eller en ny Europa-krig, der kan vælges imellem
i den lagte strategiplan har de udvalgte aktører i parlamenterne haft svært ved
at få vendt for vælgerbefolkningerne. Tyskerne
har holdt sig meget i ro; det var ikke meningen, for de plejer at skulle tage
ansvaret, som vi har set det i denne gennemgang. På
den anden side, nu er de sat godt igang på Balkan med
Kosovo/Kosova/Kosovo/Kosova.
“Én ting er dog vist, ved næste EU-traktat-afstemning måske i 2000 eller i år 2001 forventes stemt JA til mere integration. Det er så et spørgsmål om vælgerne får oplyst ret meget om, hvad de egentlig skal stemme om inden, for det forudsætter at politikerne ved det, og at de tør fortælle det.” Ved det netop afholdte valg til Europa Parlamentet 10. juni 1999 vidste næsten ingen af de opstillede noget særligt af interesse for vælgerne. Kun 49,9% af de valgberettigede mødte op. I England afgav 23% deres stemme.
[37] De
nationale sparere bliver sendt til tiggerstaven igen som i tyverne.
[38] Selv muslimer fra landdistrikterne i Tyrkiet bekræfter, at sådan vil det gå, såfremt folkeblan-dingen fortsætter, og de ikke sendes hjem. Her kunne vi også have spurgt et uspoleret dansk barn på 10 år.