13. Kapitel

Hvad du skal vide, og hvad kan du gøre

Var vi 20.000 i Danmark, der sagde højlydt og synligt fra, kunne bedraget ikke skjules, og vi kunne måske i tide hindre ulykkerne, der er planlagt, uanset hvilken vinkel vi ser fra.

Prøv lige efter om vedlagte Trotsky-Plan udarbejdet til formålet - i New York, Berlin og Frankfurt engang i perioden 1776-1900 - efter din vurdering er ved at være gennemført sådan nogenlunde på de fleste af planens 20 punkter, uanset de var udarbejdet til andet formål , måske også forfalskede. Der blev indleveret et eksemplar i 1906 til British Museum i London, hvor den kan ses.

Det mest overraskede er nok, at mangebillionærer og socialister sidder i de samme hemmelige selskaber, at venstre-højre-betegnelserne[1] er rent fup, og at planen ikke kunne være bragt på plads for længst med militærmagt.

Men husk på:

Private monopoler eller statslige monopoler er andre ord for socialisme i sidste ende. De fleste af os er slet ikke orienterede om vigtige kendsgerninger. Alt væsentligt forgås i de traditionelle medier. Vi er derimod udvalgt efter vores personlige egenskaber (jfr. Wundt m.v.) til at spille en mindre rolle, for det meste, og for de fleste af os helt ubevidst. Næsten alle ser et andet sted hen end lige netop til det egentlige. Militærmagt er alt for ustabilt i længden mod gamle tusindårige, homogene riger og kulturer, og desuden har bl.a. alle amerikanere adgang til skydevåben, Danmark har endnu det bevæbnede Hjemmeværnet, men uden kugler!

Se eller gense filmene 'Abernes Planet', 'Citizen Cane' og 'Network'. ‘The Fontaine Head’

“Der findes ikke nationer, religioner, kulturer, folkeslag, ideologiske systemer. Alt dette er uden betydning. Kun en strøm af elektroner, der styrer pengestrømmen.” (referat af replik fra filmen Network). Når du næste gang ved talen om udviklingen af forældrenes allerstørste aktiv, deres børn og disses uddannelse, hører udtrykket "de videregående uddannelser", så tænk engang i stedet på: "De videregående godkendelser.”

Min erfaring på dette felt er ikke helt ringe. Med tanke på Dr. Wundt og hans eftersnakkere i begyndelsen af århundredet i U.S.A., med tanke på de pædagogiske tiltag under EU og FN'S UNESCO i dag og f.eks. marketing på dansk skulle belysningen være forbedret.

Det vil forhåbentlig stå læseren klarere, at der er andre nok så vigtige pyramider end Maslows (jfr. ovenfor), som det er værd at hæfte sig ved, at se grundigt på. Pyramiderne skal ikke vendes på hovedet. Om de skal lægges ned, ved jeg ikke. Jeg har, som foreslået af bl.a. englænderen David Icke og landmand Erling Dissing, Mors, ladet solen skinne på det, jeg kunne se i håbet om, at flere vil få et bedre syn.

Det dårligste syn er efter min vurdering fjernsynet.

Vi står overfor en kæmpe kollektiv opvågning - i ordet bedste forstand, beretter Icke. Kun ved at se, hvad du står overfor, kan du gøre dig fri. Nogle få bliver hurtigt til mange i nogle tilfælde; men ikke i alle.

Kun ved at træde ud af rollen i den pyramide, hvori du er placeret, kan du rocke ved korthuset. Du må holde op med at indtage den "rolle", som forventes af dig. Du skal holde dig til sandheden, så bliver alting godt.

Friheden har sin pris; men alternativet, som det tegner sig, skal du gøre op med dig selv og din samvittighed, om dine børn og vore efterkommere skal leve i et sådan regime, blot fordi vi her i landet ikke var 20.000 ud af cirka 3,7 mill. voksne danskere (= 5 promille, som ikke havde det for godt til at være blinde og døve samtidig), der sagde fra i tide.

Denne bog er et forsøg på at komme sandheden nærmere. Tiden til at sætte mig ind i sagerne var afgørende i en epoke, hvor næsten alle, der gives muligheden (i Danmark: under 1 mill. i salgbar produktion, ca. 1 mill. i statsmonopolsektoren) er for for-travlede/forjagede/frustrerede til at se, undersøge, sammenholde og tænke sig grundigt, selvstændigt om.

Nogen har altså betænkt nogle blandt de andre 3 mill. med det fornødne. Nu skal du huske på, at 1 mill. i Danmark er børn og unge under 18 år ligesom der er hen ved 1 mill. pensionister og efterlønsmodtagere, og 600.000-750.000 (år 2002) foruden de illegalt indvandrede[2], der hører andetsteds hjemme.

Lidt til tænkeren:

To velfærdsgenerationer i Danmark

Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 [3] kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:

Bruttonationalproduktet:

(samfundskagen) i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.

I skat betaltes:

i 1960 26 pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia. 1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia. 1995-kr.[4]

Offentligt ansatte:

i 1960 406.000, i 2001 ca. 850.000.

Samlede antal beskæftigede steget med:

600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000 til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.

Antal modtagere af overførselsindkomst:

i 1960 var 600.000, i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre, hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).

Offentlige pengeoverførsler og tjenesteydelser:

udgjorde 20 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen[5].

Offentlige tjenesteydelser:

udgjorde 14 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen[6] [7].

Offentlige pengeoverførsler:

udgjorde 6 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen[8].

Den danske stat skyldte:

i 1960 59,3 mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.

Ændringer kort i perioden 1960-2001:

At dele: 3 gange mere

At betale i skat: 2 gange mere plus

63,7 pct. af produktionsforøgelsen

Til at hjælpe: mere end 2 gange flere

At understøtte: mere end 3 gange flere

Statens gæld: 9,7 gange

Velfærdskommissionens hovedanvisning i kilde 1[9], side 24 :

”Har det mening at øge arbejdsudbuddet? Vil der være behov for “alt det arbejde” i fremtiden? Det er der. Der er behov for arbejdskraft på mange områder. Det vil f.eks. kræve mange hænder at løse velfærdsopgaverne fremover i forhold til pleje og omsorg over for det voksende antal ældre. Der er også masser af muligheder i den internationale økonomi, hvis vi forbliver konkurrencedygtige. Som vi har set, er høj beskæftigelse den helt grundlæggende forudsætning for et højt service- og overførselsniveau i Danmark. Det er forkert at tro, at mængden af arbejde altid vil være konstant. At vi bare kan deles bedre om det arbejde, der er.”

Omdrejningsaksen i hele Velfærdskommissionens redegørelse er, ”at en større arbejdsstyrke giver større beskæftigelse”. Arbejdsstyrken er den del af befolkningen, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Pensionister, børn og unge under uddannelse fraregnes typisk i arbejdsstyrken. Hele tankegangen bygger på Says Lov og Karl Marx: Udbud skaber efterspørgsel og traditionel velfærdsteoretisk tomgangssnak.

Hvad der rent faktisk skete:

Udgangspunktet for alle civiliserede samfund er produktion og afsætning, eksport og import i et passende blandingsforhold, så efterspørgslen efter arbejdskraft og andre ressourcer som forudsætning for produktionen danner et naturligt grundlag for fortsat produktionsvækst, indtjening, forbrug og beskæftigelse. Til økonomisk stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, sikring af økonomisk vækst, forskning og ny teknologi, kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage samfundsborgerne alvorligt.

Mere end 60 pct. af produktionsforøgelsen i perioden er blevet inddraget til offentlige gøremål og overførte lommepenge, og vi ser, at hen ved 28 pct. af det der skulle være arbejdsstyrken ikke tilbydes arbejde, når indkomstskatterne ikke kan hæves mere, og statsgælden samtidig knap 10-dobles. Der har været et iøjnespringende misforhold mellem monopolsektoren og produktionssektoren, og det er ikke et spørgsmål om nogle flere hænder til mere velfærds-service i ældresektoren, som det foreslås centralt i kilde 1. Det er noget andet.

I områderne 'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge Velfærds-kommssionens rapport, kilde 1) ansat 630.000 svarende til lige godt 25 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, end målt ved andelen det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbentbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle former for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).

Sådant betegnes misbrug, når vi ser på f.eks. kriminalitetens fordeling på nationalitet med udgangspunkt i korrekt registrerede kriminelle gerninger og fejlagtigt beskrevne befolknings-forhold. Det kan dog ikke helt undgås, at lidt falder af undervejs: Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever underviser dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995. Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser fagene naturfag og teknik. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen.

Derimod ser vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder bearbejde grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskrivelser af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på oprindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende figurer, også i Velfærdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne og andre officielt utilgængelige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne et samlet, sandt billede af f.eks. økonomi-belastningen stammende fra indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. personaleressourcerne på uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været stillet i udsigt at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte grunde intet sket.

Vi har tilmed kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel af ældre over 65 år og en importeret gruppe indvandrere, der bidrager til den nuværende arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct. af alle bistandsklienter er indvandrere. I fremtiden vil misforholdet blive om muligt endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne højteknisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere.

Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, er der en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre uden en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.

Det er muligt at 68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal læse Velfærdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til en udligning af regnskabet i det lange løb[10]. Det er også muligt starten gik let med mange flere til at betale som skatteydere end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store efterkrigsgenerationer i arbejdsstyrken og i beskæftigelsen. Det var afgjort ikke noget folkeligt krav, der førte til den såkaldte danske model. Og der er ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét arbejdsliv med 68-erne er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.

At overse det skæbnesvangre i :

1. Uddannelsespolitik med næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele skattefinansiere,

2. Alle faste tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen afskaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. lov, der blev en slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed,

3. Man hævede skatterne, så skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både mand og kone på arbejdsmarkedet, Herved kunne skatteprovenuet faktisk øges absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra 100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),

4. Fertiliteten faldt drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, faldet fortsatte i alle 1970-erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag” [11]. Dette var ”arkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne,

det gjorde ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.

Nu lød alarmklokkerne, da vi gik i bund og fik den laveste fertilitet nogensinde, 1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste begribe at en varigt lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt finansieringsproblem m.h.t. velfærden på længere sigt, uanset livstidsbetragtningen – med mange servicekrævende ældre ”og alt for få i arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne”.

Netop da åbnedes adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på 650.000-750.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af offentlig service, således at 40 pct. af bistandshjælpen i 2005 eksempelvis tildeles disse 12-14 pct. af indbyggerne i landet. Desuden er 35 pct. af immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”.

Præcis da kunne det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna. Nu gjaldt det om, at få indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken?), der i hvert fald kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med en faktor 3 (?)

Velfærdskommissionen, kilde 1, side 45:

”Når det drejer sig om højere beskæftigelse, er målet dobbelt. Det gavner de offentlige finanser, både fordi skatteindtægterne stiger, og fordi samfundet sparer udgifter til overførsler. Såvel for samfundet som for den enkelte er det en god løsning at øge beskæftigelsen. Der er bare to problemer: Det er svært, og der skal derfor reformer til. Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”

Både Velfærdskommissionen, men mest EU foreslår på denne baggrund en accelereret tilstrømning af immigranter, som en oplagt mulighed. Velfærdskommissionen spørger ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige 15.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

Foredragsholder Hans Kornø Rasmussen, kendt fra én regeringens mange tænketanke: "Har vi for få fremmede I Danmark?". Adspurgt af bladet "Social Forskning" nr. 1, 1998, svarede lektor Hans Kornø Rasmussen blandt andet: "Spørgsmålet om indvandringen er ikke længere et rent dansk anliggende…"

Hans Kornø Rasmussen henviser til Amsterdam-traktatens artikler om flygtninge og indvandrere, der overfører hele området til "den overstatslige søjle" i EU-regi. EU’s statistik EUROSTAT nr. 6, 1996 anbefaler en stærk forøgelse af indvandringen, og siger Hans Kornø Rasmussen: "I perioden 2007-2024 skal indvandringen være stigende med en faktor 8-14 gange i forhold til i år (1996), d.v.s. 8 gange flere år 2007 og 14 gange flere i år 2024. I 1996 kom officielt 525.000 (netto, nye) fremmede til EU. Antallet pr. år skulle altså være 4,5 mill. i år 2007 og derefter voksende til 7 mill. i år 2024". Det

blev gentaget af den nyudnævnte EU-kommissær Vladimir Spidla den 18. marts 2005, der nu foreslog en gradvist acceleret indvandring indtil en 12-dobling af indtaget af ikke-vestlige til EU frem til 2024: Docerende EU-kommissær (nu glemte Hans Kornø Rasmussen, at Danmark rent faktisk har en række forbehold til de seneste EU-traktater startende med Maastricht-traktaten.)

I år 2000 havde Hans Kornø Rasmussen nedtonet sit forslag til det fremtidige indtag af fremmede pr. år til Danmark til det dobbelte af det daværende antal, godt 18.000. Det kan skyldes personlige erfaringer.

Ringen er sluttet…:

Et par af de spørgsmål, der ligger lige for, hvis vi forudsætter, at den øgede indvandring af kvalificeret arbejdskraft skal ske fra mere udviklede lande:

1. Har vi opgivet at ændre den danske uddannelses- og forskningsverden væk fra tag-selv-princippet, desuagtet den har vist ikke at give de fornødne kvalifikationer og kompetencer, og blandt andet er skabt og støttet af flere af Velfærdskommissionens medlemmer?

2. Da der ikke har været særlige adgangsbegrænsninger for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft fra udviklede lande, som kunne tiltræde stillinger i Danmark, skal der da gives særlige tillokkelser til at slå sig ned her i det, der gennem to generationer blev omgjort til lighedens Danmark?

3. Er den del af den danske ungdom og de allerede videregående uddannede i titusindevis, der nu hæver dagpenge, kører som buschauffører eller går med aviser med en akademisk uddannelse for dårligt kvalificerede, måske fejluddannede, eller er det måske rekrutteringen af elever til gymnasierne og til de videregående uddannelser, der er blevet skævvredet ligeledes i lighedens/nomenklaturaens navn?

Prøv: http://www.lilliput-information.com/skole/index.html

Om Hans Kornø Rasmussen ønsker indvandringen 14-doblet for at 11-doble den offentlige velfærds finansieringsproblem kan vi ikke vide (?)

Én vej ud af moradset:

Det er keynesianer-tankegangen, der vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren forestiller sig.

Man starter ikke med arbejdsstyrken og beskæftigelsen, eksempelvis, man starter faktisk i markedet for økonomiske goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over

produktionsplanlægningen og ressourcerne og afslutter med arbejdsstyrken og beskæf-tigelsen.

Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer ikke betinger produktionen eller en ændret produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe. Kan tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere ikke kan tænke i mere end én dimension ad gangen. Er det sandt, kan det ikke undre, at de økonomiske kommentatorer i udlandet om noget er éndimensionelle.

Der er ingen danske.

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-)privatforbruget til kun omkring

8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D.v.s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at lære.

Lønningerne skal ned med mindst 30 pct. Indkomstskatten ændret til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, primært for at spare indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønskatten skal ned med beløb mindst svarende til at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct., og selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske. De forskellige fondsbidrag på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50% i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

Herfra kommer øget salgbar produktion, der trækker arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd til færre pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet.

Viden og kompetencer skal i front:

Skal Danmark have en chance i disse udflytningsår, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Magisterens Fagforening Danmarks Lærerforening kommer ikke på tværs her.

Midlerne til at rette kursen op på 2-3 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning[12]. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det samme gjorde England. Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

Universiteterne er også en større sag; den skal ordnes inden for de samme 2-3 år.

Bliver velfærden omlagt ?

alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.

Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier.

Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:

Tabel 1

År 2001:

Arbejdsstyrken:	2.900.000	>=	3.300.000

Modtagere af offentlige overførsler i de erhvervsaktive aldre:	1.100.000	<=	700.000

Øvrige modtagere af overførsler:	722.000		722.000

Offentligt ansatte:	850.000		850.000

Ansatte med salgbar produktion:	950.000		1.050.000

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1. Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentligt tildelte overførselsindkomster i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).

Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelses-opgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med:

Aldersfordelingens udvikling i retning af større andel af ældre med pensionsbehov
Immigranternes uegnethed til arbejdsmarkedet

Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 % af indvandrere på bistands-hjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.

Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne (35% er under 25 år), vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt andre 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.

Af "Årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling", Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt

immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1.

Hvis indvandringen kunne have rettet op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel have indhentet denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt.

Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark. Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsør-gerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis de har deres familier med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser. Såfremt den tekniske udvikling - uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet - havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og i tillæg et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at projektet ikke bygger positivt på denne indsigt, hvis den meddelte hensigt med projektet er, hvad det drejer sig om?

Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter

produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa. Opimod 10.000 jobs flytter ud i 2005.

Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til, at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, even-tuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomi-kom-mentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindi-katorer på deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privat-forbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt.

Problemet kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller også skal velfærdssystemet afskaffes.

En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning. De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på. Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”

Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. taksterne eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsalders-grænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet.

Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr. automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne.

USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af bl.a. adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobli-gationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere. Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyt-telsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op.

Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.

Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser. Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse.

Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til andet i "det evigtvarende ideologi-eksperiment" - den danske utopi - så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd.

Den slagne vej vælges nok:

Her får se hvorledes et land med mere end 67 pct. af vælgerbefolkningen ansat hos det offentlige eller sendt på overførselsindkomst møder sit endeligt om senest 15 år. Det bliver ikke noget kønt syn.

Skæbnesvangre prioriteringer i uddannelsespolitikken førte til deroute

D.v.s. måske mere end 3 ud af 5 skal leve på restens nåde, de fleste uden at ville det. Alternativet er de fleste kaster os ud i et diktatur styret af den offentlige sektor. Samtidig forsøger de sidste knap 20% at indkapsle deres kapital i privat indtægtsgivende erhvervelse uden for produktionen. Det kan kun ske, fordi regeringerne er i evig pengenød og derfor udsteder statsobligationer m.v., som let byttes for aktier og andre papirer. Aktiernes kurser stiger mod himlen, så højt at ingen realproduktion kan give det afkast, som papiret stiller i udsigt. Der kræves en enorm kraft for at slippe ud af denne selvskabte dødsspiral, der således er skabt nærmest i det skjulte. Kan det ordnes af det kor, vi har siddende på tinge nu eller efter endnu et valg her eller i Euro-unionen, hvis vi forudsætter det kan foregå i fordragelighed? Hvem siger det er fred, de vil have. Hitler talte også om fred og Stalin talte om demokrati. Det betød bare det modsatte. Der kræves kraftfulde statsmænd (m/k) med virkelig indsigt. Allerførst skal kortene lægges fuldstændig ærligt på bordet. Det vil så være noget ganske nyt.

"Man kurrerer ikke koldbrand med lavendel-olie", sagde Machiavelli til Fyrsten.

Det er helt forfejlet, som det sker, men nemmest og mest uforpligtende for de 20%, at skyde ansvaret på de arbejdsløse, de udstødte, pensionisterne eller de fremmede; de sidste kommer kun, fordi de inviteres af fjenderne af nationen, af landsforræderne, hvis forældre også lukkede tyskerne ind efter aftale i 1940. For de samme penge, som bruges på fremmede her uden nogen udsigt i et højteknologisk Europa, kunne 50 gange flere af de trængende hjælpes på stedet. For eksempel kunne man også eftergive ulandene deres gæld. Samlet udgør ulandenes statsgæld ikke mere end Vesteuropa gældsætter sig ekstra for hvert år. En sådan foranstaltning ville bedre ulandene muligheder for at blive konkurrencedygtige og mindske deres skatte-byrde, der mest stiger p.g.a. af våbenindkøb og renterne til de internationale banker. Nogle bliver hurtigt mange, når det gælder vore børn, deres og dit privatliv og deres og dine menneskerettigheder!

Tre ting er afgørende:

1. Du skal, som jeg nævnte i indledningen, lade den skal, du er omgivet af, sprænge.

2. Du skal øve dig i at se flere fænomeners udvikling i tiden og på forskellige steder samtidig.

3. Du skal huske ikke blot at se udviklingen fra det tidsspænd, som er dit eget.

Tidsproblemet kan illustreres ved følgende billede: Du befinder dig i et InterCity-tog, der kører hurtigt. På en del af strækningen er der to spor parallelt med hinanden, på det andet spor kører et Regionaltog med lavere hastighed i samme eller modsat retning. Dit tog er i færd med at passere det langsommere tog. I forbifarten forsøger du fra kupévinduet at danne dig et indtryk af hvem, der rejser med det andet tog.

Jeg har ikke hævdet, at alt er planlagt, som Roosevelt hævdede om politik.

Systemernes indre logik jfr. Hegel tager udgangspunkt i intet og når derfra til intet[13]. Jeg har ikke hævdet, at planer ikke kikser lidt undervejs. Jeg har ikke villet hævde, at enhver ikke må være salig i sin tro. Jeg har villet vække de danskere, der ikke endnu kan se, at nogen er ved at forære vort fædreland væk for en ret linser og en - efter min opfattelse - syg ide, uden