13. Kapitel

Hvad du skal vide, og hvad kan du gøre

 

Var vi 20.000 i Danmark, der sagde højlydt og synligt fra, kunne bedraget ikke skjules, og vi kunne måske i tide hindre ulykkerne, der er planlagt, uanset hvilken vinkel vi ser fra. 

Prøv lige efter om vedlagte Trotsky-Plan udarbejdet til formålet - i New York, Berlin og Frank­furt engang i perioden 1776-1900 - efter din vurdering er ved at være gennemført sådan nogenlunde på de fleste af planens 20 punkter, uanset de var udarbejdet til andet formål , måske også forfalskede. Der blev indleveret et eksemplar i 1906 til British Museum i London, hvor den kan ses.

 

Det mest overraskede er nok, at mangebillionærer og socialister sidder i de samme hemmelige selskaber, at venstre-højre-betegnelserne[1] er rent fup, og at planen ikke kunne være bragt på plads for længst med militærmagt.

 

Men husk på:

Private monopoler eller statslige monopoler er andre ord for socialisme i sidste ende. De fleste af os er slet ikke orienterede om vigtige kendsger­ninger. Alt væsentligt forgås i de traditionelle medier. Vi er derimod udvalgt efter vores personlige egenskaber (jfr. Wundt m.v.) til at spille en mindre rolle, for det meste, og for de fleste af os helt ubevidst. Næsten alle ser et andet sted hen end lige netop til det egentlige. Militærmagt er alt for ustabilt i længden mod gamle tusindårige, homogene riger og kulturer, og desuden har bl.a. alle amerika­nere adgang til skydevå­ben, Danmark har endnu det bevæbnede Hjemmeværnet, men uden kugler!

 

Se eller gense filmene 'Abernes Planet', 'Citizen Cane' og 'Network'. ‘The Fontaine Head’

“Der findes ikke nationer, religioner, kulturer, folkeslag, ideologiske systemer. Alt dette er uden betydning. Kun en strøm af elektroner, der styrer pengestrømmen.” (referat af replik fra filmen Network). Når du næste gang ved talen om udviklingen af forældrenes allerstørste ak­tiv, deres børn og disses uddannelse, hører udtrykket "de videregående uddannel­ser", så tænk engang i stedet på: "De videregående godkendelser.” 

 

Min erfaring på dette felt er ikke helt ringe. Med tanke på Dr. Wundt og hans eftersnakkere i begyndelsen af århundredet i U.S.A., med tanke på de pædagog­iske tiltag under EU og FN'S UNESCO i dag og f.eks. marketing på dansk skulle belysningen være forbedret.

 

Det vil forhåbentlig stå læseren klarere, at der er andre nok så vigtige pyramider end Maslows (jfr. ovenfor), som det er værd at hæfte sig ved, at se grundigt på. Pyramiderne skal ikke vendes på hovedet. Om de skal lægges ned, ved jeg ikke. Jeg har, som foreslået af bl.a. englænderen David Icke og landmand Erling Dissing, Mors, ladet solen skinne på det, jeg kunne se i håbet om, at flere vil få et bedre syn.

 

Det dårligste syn er efter min vurdering fjernsynet.

 

Vi står overfor en kæmpe kollektiv opvågning - i ordet bedste forstand, beretter Icke. Kun ved at se, hvad du står overfor, kan du gøre dig fri. Nogle få bliver hurtigt til mange i nogle tilfælde; men ikke i alle.

Kun ved at træde ud af rollen i den pyramide, hvori du er placeret, kan du rocke ved korthuset. Du må holde op med at indtage den "rolle", som forventes af dig. Du skal holde dig til sandheden, så bliver alting godt.

Friheden har sin pris; men alternativet, som det tegner sig, skal du gøre op med dig selv og din samvittighed, om dine børn og vore efterkommere skal leve i et sådan regime, blot fordi vi her i landet ikke var 20.000 ud af cirka 3,7 mill. voksne danskere (= 5 promille, som ikke havde det for godt til at være blinde og døve samtidig), der sagde fra i tide. 

 

Denne bog er et forsøg på at komme sandheden nærmere. Tiden til at sætte mig ind i sagerne var afgørende i en epoke, hvor næsten alle, der gives muligheden (i Danmark: under 1 mill. i salgbar produktion, ca. 1 mill. i statsmonopolsektoren) er for for-travlede/forjagede/frustrerede til at se, undersøge, sammenholde og tænke sig grundigt, selvstændigt om.

 

Nogen har altså betænkt nogle blandt de andre 3 mill. med det fornødne. Nu skal du huske på, at 1 mill. i Danmark er børn og unge under 18 år ligesom der er hen ved 1 mill. pensionister og efterlønsmodtagere, og 600.000-750.000 (år 2002) foruden de illegalt indvandrede[2], der hører andetsteds hjemme.

 

Lidt til tænkeren:

To velfærdsgenerationer i Danmark

Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 [3] kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:

  

Bruttonationalproduktet:

(samfundskagen) i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.

 

I skat betaltes:

i 1960 26 pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia. 1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia. 1995-kr.[4]

 

Offentligt ansatte:

i 1960 406.000, i 2001 ca. 850.000.

 

Samlede antal beskæftigede steget med:

600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000 til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.

 

Antal modtagere af overførselsindkomst:

i 1960 var 600.000, i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre, hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).

 

Offentlige pengeoverførsler og tjenesteydelser:

udgjorde 20 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen[5].

 

Offentlige tjenesteydelser:

udgjorde 14 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen[6] [7].

 

Offentlige pengeoverførsler:

udgjorde 6 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen[8].

 

Den danske stat skyldte:

i 1960 59,3 mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.

 

 

Ændringer kort i perioden 1960-2001:

At dele: 3 gange mere

At betale i skat: 2 gange mere plus

63,7 pct. af produktionsforøgelsen

 

Til at hjælpe: mere end 2 gange flere

At understøtte: mere end 3 gange flere

Statens gæld: 9,7 gange

 

Velfærdskommissionens hovedanvisning i kilde 1[9], side 24 :

”Har det mening at øge arbejdsudbuddet? Vil der være behov for “alt det arbejde” i fremtiden? Det er der. Der er behov for arbejdskraft på mange områder. Det vil f.eks. kræve mange hænder at løse velfærdsopgaverne fremover i forhold til pleje og omsorg over for det voksende antal ældre. Der er også masser af muligheder i den internationale økonomi, hvis vi forbliver konkurrencedygtige. Som vi har set, er høj beskæftigelse den helt grundlæggende forudsætning for et højt service- og overførselsniveau i Danmark. Det er forkert at tro, at mængden af arbejde altid vil være konstant. At vi bare kan deles bedre om det arbejde, der er.”

 

Omdrejningsaksen i hele Velfærdskommissionens redegørelse er, ”at en større arbejdsstyrke giver større beskæftigelse”. Arbejdsstyrken er den del af befolkningen, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Pensionister, børn og unge under uddannelse fraregnes typisk i arbejdsstyrken. Hele tankegangen bygger på Says Lov og Karl Marx: Udbud skaber efterspørgsel og traditionel velfærdsteoretisk tomgangssnak.

 

Hvad der rent faktisk skete:

Udgangspunktet for alle civiliserede samfund er produktion og afsætning, eksport og import i et passende blandingsforhold, så efterspørgslen efter arbejdskraft og andre ressourcer som forudsætning for produktionen danner et naturligt grundlag for fortsat produktionsvækst, indtjening, forbrug og beskæftigelse. Til økonomisk stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, sikring af økonomisk vækst, forskning og ny teknologi, kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage samfundsborgerne alvorligt.

 

Mere end 60 pct. af produktionsforøgelsen i perioden er blevet inddraget til offentlige gøremål og overførte lommepenge, og vi ser, at hen ved 28 pct. af det der skulle være arbejdsstyrken ikke tilbydes arbejde, når indkomstskatterne ikke kan hæves mere, og statsgælden samtidig knap 10-dobles. Der har været et iøjnespringende misforhold mellem monopolsektoren og produktionssektoren, og det er ikke et spørgsmål om nogle flere hænder til mere velfærds-service i ældresektoren, som det foreslås centralt i kilde 1. Det er noget andet.

 

I områderne 'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge Velfærds-kommssionens rapport, kilde 1) ansat 630.000 svarende til lige godt 25 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, end målt ved andelen det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbentbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle former for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).

 

Sådant betegnes misbrug, når vi ser på f.eks. kriminalitetens fordeling på nationalitet med udgangspunkt i korrekt registrerede kriminelle gerninger og fejlagtigt beskrevne befolknings-forhold. Det kan dog ikke helt undgås, at lidt falder af undervejs: Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever underviser dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995. Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser fagene naturfag og teknik. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen.

 

 

 

Derimod ser vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder bearbejde grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskrivelser af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på oprindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende figurer, også i Velfærdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne og andre officielt utilgængelige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne et samlet, sandt billede af f.eks. økonomi-belastningen stammende fra indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. personaleressourcerne på uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været stillet i udsigt at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte grunde intet sket.

 

Vi har tilmed kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel af ældre over 65 år og en importeret gruppe indvandrere, der bidrager til den nuværende arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct. af alle bistandsklienter er indvandrere. I fremtiden vil misforholdet blive om muligt endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne højteknisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere.

 

Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, er der en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre uden en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.

 

Det er muligt at 68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal læse Velfærdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til en udligning af regnskabet i det lange løb[10]. Det er også muligt starten gik let med mange flere til at betale som skatteydere end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store efterkrigsgenerationer i arbejdsstyrken og i beskæftigelsen. Det var afgjort ikke noget folkeligt krav, der førte til den såkaldte danske model. Og der er ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét arbejdsliv med 68-erne er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.

 

At overse det skæbnesvangre i :

 

1.      Uddannelsespolitik med næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele skattefinansiere,

2.      Alle faste tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen afskaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. lov, der blev en slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed,

3.      Man hævede skatterne, så skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både mand og kone på arbejdsmarkedet, Herved kunne skatteprovenuet faktisk øges absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra 100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),

4.      Fertiliteten faldt drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, faldet fortsatte i alle 1970-erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag” [11]. Dette var ”arkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne,

 

det gjorde ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.

 

Nu lød alarmklokkerne, da vi gik i bund og fik den laveste fertilitet nogensinde, 1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste begribe at en varigt lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt finansieringsproblem m.h.t. velfærden på længere sigt, uanset livstidsbetragtningen – med mange servicekrævende ældre ”og alt for få i arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne”.

 

Netop da åbnedes adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på 650.000-750.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af offentlig service, således at 40 pct. af bistandshjælpen i 2005 eksempelvis tildeles disse 12-14 pct. af indbyggerne i landet. Desuden er 35 pct. af immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”.

 

Præcis da kunne det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna. Nu gjaldt det om, at få indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken?), der i hvert fald kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med en faktor 3 (?)    

 

Velfærdskommissionen, kilde 1, side 45:

”Når det drejer sig om højere beskæftigelse, er målet dobbelt. Det gavner de offentlige finanser, både fordi skatteindtægterne stiger, og fordi samfundet sparer udgifter til overførsler. Såvel for samfundet som for den enkelte er det en god løsning at øge beskæftigelsen. Der er bare to problemer: Det er svært, og der skal derfor reformer til. Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”

 

Både Velfærdskommissionen, men mest EU foreslår på denne baggrund en accelereret tilstrømning af immigranter, som en oplagt mulighed. Velfærdskommissionen spørger ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige 15.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

 

Foredragsholder Hans Kornø Rasmussen, kendt fra én regeringens mange tænketanke: "Har vi for få fremmede I Danmark?". Adspurgt af bladet "Social Forskning" nr. 1, 1998, svarede lektor Hans Kornø Rasmussen blandt andet: "Spørgsmålet om indvandringen er ikke længere et rent dansk anliggende…"

Hans Kornø Rasmussen henviser til Amsterdam-traktatens artikler om flygtninge og indvandrere, der overfører hele området til "den overstatslige søjle" i EU-regi. EU’s statistik EUROSTAT nr. 6, 1996 anbefaler en stærk forøgelse af indvandringen, og siger Hans Kornø Rasmussen: "I perioden 2007-2024 skal indvandringen være stigende med en faktor 8-14 gange i forhold til i år (1996), d.v.s. 8 gange flere år 2007 og 14 gange flere i år 2024. I 1996 kom officielt 525.000 (netto, nye) fremmede til EU. Antallet pr. år skulle altså være 4,5 mill. i år 2007 og derefter voksende til 7 mill. i år 2024". Det

 

blev gentaget af den nyudnævnte EU-kommissær Vladimir Spidla den 18. marts 2005, der nu foreslog en gradvist acceleret indvandring indtil en 12-dobling af indtaget af ikke-vestlige til EU frem til 2024: Docerende EU-kommissær (nu glemte Hans Kornø Rasmussen, at Danmark rent faktisk har en række forbehold til de seneste EU-traktater startende med Maastricht-traktaten.)

 

I år 2000 havde Hans Kornø Rasmussen nedtonet sit forslag til det fremtidige indtag af fremmede pr. år til Danmark til det dobbelte af det daværende antal, godt 18.000. Det kan skyldes personlige erfaringer.

 

 Ringen er sluttet…:

 

Et par af de spørgsmål, der ligger lige for, hvis vi forudsætter, at den øgede indvandring af kvalificeret arbejdskraft skal ske fra mere udviklede lande:

 

1.      Har vi opgivet at ændre den danske uddannelses- og forskningsverden væk fra tag-selv-princippet, desuagtet den har vist ikke at give de fornødne kvalifikationer og kompetencer, og blandt andet er skabt og støttet af flere af Velfærdskommissionens medlemmer?

 

2.      Da der ikke har været særlige adgangsbegrænsninger for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft fra udviklede lande, som kunne tiltræde stillinger i Danmark, skal der da gives særlige tillokkelser til at slå sig ned her i det, der gennem to generationer blev omgjort til lighedens Danmark?

 

3.      Er den del af den danske ungdom og de allerede videregående uddannede i titusindevis, der nu hæver dagpenge, kører som buschauffører eller går med aviser med en akademisk uddannelse for dårligt kvalificerede, måske fejluddannede, eller er det måske rekrutteringen af elever til gymnasierne og til de videregående uddannelser, der er blevet skævvredet ligeledes i lighedens/nomenklaturaens navn?

        Prøv: http://www.lilliput-information.com/skole/index.html

 

 

Om Hans Kornø Rasmussen ønsker indvandringen 14-doblet for at 11-doble den offentlige velfærds finansieringsproblem kan vi ikke vide (?) 

 

Én vej ud af moradset:

Det er keynesianer-tankegangen, der vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren forestiller sig.

Man starter ikke med arbejdsstyrken og beskæftigelsen, eksempelvis, man starter faktisk i markedet for økonomiske goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over

produktionsplanlægningen og ressourcerne og afslutter med arbejdsstyrken og beskæf-tigelsen.

 

Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer ikke betinger produktionen eller en ændret produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe. Kan tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

 

Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere ikke kan tænke i mere end én dimension ad gangen. Er det sandt, kan det ikke undre, at de økonomiske kommentatorer i udlandet om noget er éndimensionelle.

Der er ingen danske.

 

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

 

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-)privatforbruget til kun omkring

 

8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D.v.s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.

 

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

 

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at lære.

 

Lønningerne skal ned med mindst 30 pct. Indkomstskatten ændret til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, primært for at spare indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønskatten skal ned med beløb mindst svarende til at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct., og selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske. De forskellige fondsbidrag på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50% i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

 

Herfra kommer øget salgbar produktion, der trækker arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd til færre pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet.

 

Viden og kompetencer skal i front:

 

 

Skal Danmark have en chance i disse udflytningsår, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

 

Magisterens Fagforening Danmarks Lærerforening kommer ikke på tværs her.

 

Midlerne til at rette kursen op på 2-3 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning[12]. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner. 

 

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det samme gjorde England. Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

 

Universiteterne er også en større sag; den skal ordnes inden for de samme 2-3 år.

 

Bliver velfærden omlagt ?

 

 

 alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.

Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier.

Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:

Tabel 1
År 2001:
Arbejdsstyrken:						2.900.000	>=	3.300.000
Modtagere af offentlige overførsler i de erhvervsaktive aldre:						1.100.000	<=	700.000
Øvrige modtagere af overførsler:						722.000		722.000
Offentligt ansatte:						850.000		850.000
Ansatte med salgbar produktion:						950.000		1.050.000

 

 

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1. Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentligt tildelte overførselsindkomster i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).

Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelses-opgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med:

• Aldersfordelingens udvikling i retning af større andel af ældre med pensionsbehov
• Immigranternes uegnethed til arbejdsmarkedet

Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 % af indvandrere på bistands-hjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.

Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne (35% er under 25 år), vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt andre 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.

Af "Årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling", Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt

 

 

immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1.

Hvis indvandringen kunne have rettet op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel have indhentet denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt.

Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark. Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsør-gerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis de har deres familier med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser. Såfremt den tekniske udvikling - uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet - havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og i tillæg et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at projektet ikke bygger positivt på denne indsigt, hvis den meddelte hensigt med projektet er, hvad det drejer sig om?

Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter

 

produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa. Opimod 10.000 jobs flytter ud i 2005.

Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til,  at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt.

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, even-tuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomi-kom-mentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindi-katorer på deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privat-forbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt.

Problemet kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller også skal velfærdssystemet afskaffes.

 

En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning. De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på.  Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”

Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. taksterne eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsalders-grænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet.

Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr. automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne.

USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af bl.a. adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobli-gationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere.  Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyt-telsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op.

Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af  varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem. 

 

 

Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser.  Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse.

Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til andet i "det evigtvarende ideologi-eksperiment" - den danske utopi - så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd.

 

Den slagne vej vælges nok:

 Her får se hvorledes et land med mere end 67 pct. af vælgerbefolkningen ansat hos det offentlige eller sendt på overførselsindkomst møder sit endeligt om senest 15 år. Det bliver ikke noget kønt syn.

Skæbnesvangre prioriteringer i uddannelsespolitikken førte til deroute

 

D.v.s. måske mere end 3 ud af 5 skal leve på restens nåde, de fleste uden at ville det. Alternativet er de fleste  kaster os ud i et diktatur styret af den offentlige sektor. Samtidig forsøger de sidste knap 20% at indkapsle deres kapital i privat indtægtsgivende erhvervelse uden for produktionen. Det kan kun ske, fordi regeringerne er i evig pengenød og derfor udsteder statsobligationer m.v., som let byttes for aktier og andre papirer. Aktiernes kurser stiger mod himlen, så højt at ingen realproduktion kan give det afkast, som papiret stiller i udsigt. Der kræves en enorm kraft for at slippe ud af denne selvskabte dødsspiral, der således er skabt nærmest i det skjulte. Kan det ordnes af det kor, vi har siddende på tinge nu eller efter endnu et valg her eller i Euro-unionen, hvis vi forudsætter det kan foregå i fordragelighed? Hvem siger det er fred, de vil have. Hitler talte også om fred og Stalin talte om demokrati. Det betød bare det modsatte. Der kræves kraftfulde statsmænd (m/k) med virkelig indsigt. Allerførst skal kortene lægges fuldstændig ærligt på bordet. Det vil så være noget ganske nyt.

 

"Man kurrerer ikke koldbrand med lavendel-olie", sagde Machiavelli til Fyrsten.

 

Det er helt forfejlet, som det sker, men nemmest og mest uforpligtende for de 20%, at skyde ansvaret på de arbejdsløse, de udstødte, pensionisterne eller de fremmede; de sidste kommer kun, fordi de inviteres af fjenderne af nationen, af landsforræderne, hvis forældre også lukkede tyskerne ind efter aftale i 1940. For de samme penge, som bruges på fremmede her uden nogen udsigt i et højteknologisk Europa, kunne 50 gange flere af de trængende hjælpes på stedet. For eksempel kunne man også eftergive ulandene deres gæld. Samlet udgør ulandenes statsgæld ikke mere end Vesteuropa gældsætter sig ekstra for hvert år. En sådan foranstaltning ville bedre ulandene muligheder for at blive konkurrencedygtige og mindske deres skatte-byrde, der mest stiger p.g.a. af våbenindkøb og renterne til de internationale banker. Nogle bliver hurtigt mange, når det gælder vore børn, deres og dit privatliv og deres og dine menneskerettigheder!

 

Tre ting er afgørende:

1. Du skal, som jeg nævnte i indledningen, lade den skal, du er omgivet af, sprænge.

2. Du skal øve dig i at se flere fænomeners udvikling i tiden og på forskellige steder samtidig.

3. Du skal huske ikke blot at se udviklingen fra det tidsspænd, som er dit eget.

 

Tidsproblemet kan illustreres ved følgende billede: Du befinder dig i et InterCity-tog, der kører hurtigt. På en del af strækningen er der to spor parallelt med hinanden, på det andet spor kører et Regionaltog med lavere hastighed i samme eller modsat retning. Dit tog er i færd med at passere det langsommere tog. I forbifarten forsøger du fra kupévinduet at danne dig et indtryk af hvem, der rejser med det andet tog.

 

Jeg har ikke hævdet, at alt er planlagt, som Roosevelt hævdede om politik.

Systemernes indre logik jfr. Hegel tager udgangspunkt i intet og når derfra til intet[13]. Jeg har ikke hævdet, at planer ikke kikser lidt undervejs. Jeg har ikke villet hævde, at enhver ikke må være salig i sin tro. Jeg har villet vække de danskere, der ikke endnu kan se, at nogen er ved at forære vort fædreland væk for en ret linser og en - efter min opfattelse - syg ide, uden at danskerne er blevet spurgt, men uden de sætter sig det mindste til modværge.

 

Jeg vil sluttelig hævde uden at komme nærmere ind herpå, indtil tingene præsenteres mig ordentligt, at ingen af de officielle argumenter, der trods alt, men lidt spredt, er blevet fremført for den planlagte Orden, holder. Absolut ingen af dem! Jeg må på det foreliggende grundlag eller mangel på samme konkludere, at det netop er derfor de ikke kommer frem i dagens lys.  De tåler ikke dagens lys? Indtil nu er alle gennemtænkte argumenter mod Ordenen kun blevet mødt med løgn, arrige dårligt funderede bortforklaringer, bevidste fordrejninger, ondsindet sludder eller vold i den gamle, totalitære stil. Svar udbedes ikke læn-gere. Vi ser hen til mere forfølgelse med største fortrøstning. Den viser vi har ret.

 

Harry Dexter White 

Han var en vred og opfarende mand, jfr. "Den Skjulte Magt" af Anthony Sampson, tidligere sekretær ved Willy Brandt Kommissionen, der stod for den såkaldte Nord-Syd Dialog mellem udviklings-landene og industrilandene.

 

Georg W. F. Hegel 

Hans forelæsninger var en skuffende oplevelse. Han var pirrelig, oftest bladrende i sin notesbog, ledende og søgende. Sætningerne ofte isoleret fra hinanden. Udviste stor anstrengelse og kunne udvise umådelig vrede og heftighed. Enhver person han angreb kom til at skælve. Således kan man læse hos professor Justus Hartnack i "Fra Kant til Hegel, En nyfortolkning", Berlingske Forlag, 1979, under henvisning til en af Hegels disciple, den senere professor i æstestik Heinrich Hotho.

 

Alexander Hamilton 

beskrives således af Robert Warshow i bogen Wall Street; "Hamiltons kolossale indflydelse på de Forenede Staters kommercielle udvikling er i grunden kun blevet anerkendt af ganske få; og dette skyldes måske den kendsgerning, at han ikke alene blandt sine modstandere, men også blandt sine tilhængere var i høj grad upopulær. Hans natur tålte ingen modstand, selv ikke af den mildeste art, og hans utålmodighed gjorde ham ganske ufølsom over for andres meninger. Han var en mester ikke alene i de abstrakte problemers kunst, men også i deres praktiske gennemførelse[14]. Men han forstod ikke at behandle folk. Og her må man finde grunden til, at selv så tilbageholdende folk som John Quincy Adams og Thomas Jefferson ganske åbenlyst omtalte ham som "Basta­rden"[15]. Hamilton blev dræbt i en duel med en af sine værste politiske konkurrenter Aaron Burr, som han havde beskyldt for forskellige misligheder.

 

"Colonel" Edward House

I følge John Daniels veldokumenterede bog Scarlet and the Beast fra 1995 var hans fader Thomas W. House, hans bedste-fader var agent for the Rothschild Bank i London. Bedstefaderen tjente en formue på at smugle våben per skib gennem Unions-blokaden til Texas under Borgerkrigen (1861-1865). Thomas W. House gav sin søn en anti-amerikansk og promarxistisk uddannelse på Bath i England. Senere vendte Edward House tilbage til Texas for at styre sin faders bomuldsplantager. "Colonel" House (en titel han gav sig selv) betragtede U.S.A. som fjendeland. Han hadede også Rusland for at have støttet Lincoln under borgerkrigen.

 

Hvad er magt?

 

I vore nuværende systemer og indretninger er magt først og fremmest, hvad man kan proppe ind i hjernerne på folk. Ved at ændre sproget, som det i denne gennemgang er blevet illustreret med eksempler fra Frankrig og EU, kan der fjernes ord og laves nye. Disse sidste bliver så en del af virkeligheden, også selvom de kun optræder i en kunstig virkelighed på TV. De gamle ord forlader virkeligheden. Virkeligheden er den, som tegnes med "de korrekte" ord og billeder, resten eksisterer ikke. Mind-Control er en yderst avanceret og udbredt metier. Mange unge mennesker kan ikke undvære rytmisk støj eller TV-billedmix et par timer om dagen. Deres passivitet og frustraktion styres herfra. Selve styresystemerne i menneskets hjerne er magthaver­ne i stand til at ændre på via deres villige tjenere længere nede i pyramiden. Fra at iagttage, undersøge, forklare og forstå har man taget skri­dtet til plan, design, påvirkning og kontrol [16] [17].

Grænsen mellem "godt" og "ondt" skal udviskes, i stedet skal de bevæges mod hinanden[18]. Det der fortælles og vises på TV ”er virkelighed­en”. Det, der ikke vises, ”er ikke virkelig­hed”. Det, der bevidst forvrænges (uden at du kan se det) på TV ”bliver til virkelighed” i din bevidsthed. Virkeligheden er dermed falsk.

 

Når al officiel svensk historieskrivning til skolebrug starter med året 1932 - hvor Socialde­mok­ratiet kom til magten i Sverige - så eksisterer resten ikke, berettede forfatter Jens Jackie Jensen ligeledes på Radio Saxen, Århus den 18. september 1995. Han fortalte også, at professor David Fauerholt, Syddansk Universitetscenter havde gjort det til en vane at stille de nyimmatrikulerede studenter en række spørgsmål ved den første forelæsning på universitetet. En række spørgsmål, der skulle vise, hvad studenter vidste om sig selv og deres historie, inden de gik i gang med en videregående uddannelse.

 

Hvornår gik Romerriget under? Hvem var Cæsar? Det Byzantinske Rige, hvad var det? Hvem var Karl den Store? Hvem var Columbus? Og til Danmark: Stavnsbåndet, hvad er det? Hvem var Niels Ebbesen? Hvem var Niels Juul, Bernsdorff, Rewentlow, Høeg Guldberg? Ti­lbagetoget fra Dannevirke? Tabet af Sønderjylland og Gen-foreningen?

 

De var fuldstændig blanke. De kunne ikke svare på disse spørgsmål.

Martin Luther, svarede de, var en sort præst i Amerika. Cæsar, en dansk popsanger, som ingen længere gad høre på. Reak-tionen på ”Det Byzantinske Rige”: Fnis, fnis, det var da et mærkeligt ord. På ”Stavnbåndet”: Strømpebånd? Ved jeg hvad er. De kender ikke deres eget folk og dets historie. De er fuldstændig identitetsløse. Dette kalkuleres der med. Så kan de nemmere styres.

 

Du er afskåret fra at fortælle disse unge mennesker, hvad det er, de ikke ved af betydning. Du kan heller ikke forklare en totalt farveblind, hvad farver er. Ja, du kan fortælle en mængde om farverne og farveteori; men han har ingen mulighed for at forstå det, der skal ses. Han kan jo ikke se farverne, berettede Jens Jackie Jensen på Radio Saxen. Du kan også forsøge at forklare en tonedøv om toner.

 

Jeg spurgte i august 1994 25 studenter, der netop havde bestået økonomi-eksamen HD 1. del på Handels­højskolen i Århus:

Er den danske statsgæld vokset eller faldet i året 1993, vokset eller faldet med cirka hvor meget? Ingen kunne besvare spørgsmålet nogenlunde tilfredsstillende. To af disse håbefulde studerende svarede, at den danske statsgæld var vokset i 1993, 18 svarede, at den var faldet, og resten svarede ikke. De vidste det ikke. Statsgælden eller den nationale gæld i Danmark voksede i 1993 med 53 mia. kr. svarende til 10.000 kr., som hver borger - lille som stor - så er afskåret fra at bruge, hvis danskerne skal overleve som folk. Der er intet at sige de unge mennesker på. De er kvikke og videbegærlige, og de har bestået de eksaminer, de skulle. De udgør den forrådte generation, meldte Jens Jackie Jensen. Det er sandt.

 

Højre-Venstre-1-2-1-2-Højre-Venstre

I 1978 blev jeg kort efter min karrieres start sat til bl.a. at sagsbehandle, godkende og underskrive ansøgninger om tilskud til ansættelse af unge ledige i en dansk (Venstre-Liberalt-domineret) amtskommune. Også når ansøgninger ikke kunne godkendes efter reglerne udformet af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg skulle de dog godkendes, tilmed i strid med den officielle hensigt med loven. Reglerne var udmøntet med udgangspunkt i bl. a. Lov nr. 488 om Ekstraordinær beskæftigelse for unge ledige. Loven blev genanvendt i stor stil på initiativ af daværende Arbejdsminister Svend Auken, da arbejdsløsheden var blevet et politisk problem. Jeg fastholdt, at loven skulle overholdes og ville ikke godkende og ikke underskrive. Ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at den bagvedliggende strategi var:

 

Venstre-Liberalt-dominerede kommuner havde i en årrække modtaget flere inddrevne midler end de udbetalte over de offent-lige udgifter - hvilket havde ført til en ret stor ophobning i visse kommunale kasser og fonde. Denne trafik kunne fortsætte, indtil en såkaldt kommunalreform forhindrede fortsat opsamling. Sagen var jo den, at Venstre-Liberalt-dominerede kommuner - officielt i hvert fald – ikke skulle have den samme interesse i skatteindkræv­ninger og offentlige udgifter, som de i flere år siddende socialdemokratisk dominerede regeringer. Aukens guldæg blev der således pludselig en kærkommen mulighed for at realisere med Venstre-Liberale-stemmer også. Så kunne de tilsvarende kommuner få sendt pengene, som var opkrævet for meget i skat - efter deres vurdering - tilbage til i alt fald virksomhederne.

 

Om reglerne overholdtes, om det gav reel merbeskæftigelse, om de tilskudsan­satte forud var ledige, om de blot flyttedes fra anden ansættelse, f.eks. fra nabovirksomheden, var af mindre eller uden betydning, set med liberale og socialdemokratiske parti- og embedsmandsøjne ude i regionerne. Christiansborgerne var som sædvanlig fuldstændig uden nogen viden om, hvad der skete rundtom i praksis. Jeg stod fast i den region, hvor jeg var ansat, og reglerne blev ændret en ubetydelig smule. Social-demokraterne var tilfredse, fordi nu havde de fået søsat et socialistisk slagskib, der skulle vise sig særligt effektiv i kampen mod det frie initiativ, "selvfølgelig under dække af den store dybtfølte ansvarlighed over for de unge ledige.” I grunden genialt, ikke sandt, så var alle glade, undtagen de anfægtede. Sådanne fik ved denne første prøve især lejlighed til at sige fra eller køre med på glidebanen.

 

Næsten lige så umuligt som det er at gøre en postmodernist begribeligt, at historien og traditionen er basis for mening og erkendelse, er det svært at få hæderlige mennesker til at indse, at løgneren ikke blot lyver om én ting, men at han netop anvender de mest behændige tricks under hensyntagen til de umiddelbare, reelle magthaveres øjeblikkelige krav med det ene formål at få det hele til at glide så gelinde som muligt i hans retning - mod skyerne.

 

Ledigheden fejlopgøres (med udgangspunkt i forholdene i 1998)

I Danmark måles arbejdsløsheden eller ledigheden enten ved det absolutte antal, f.eks. 500.000 eller ved den procentvise arbejdsløshed eller ledighed, f.eks. 15 pct.. Ved sidstnævnte forstås reelt antallet af ledige medlemmer af arbejdsløshedskas-serne divideret med antallet af arbejdsløsheds-kassemedlemmer i alt (angivet i procent). Detaljerne findes i de virkeligheds-problematiske RAS-register, CRAM-register og ‘Befolkningens arbejdsløshed’. CRAM-registret medtager lidt mere af virkeligheden. Disse systemer lå på bedding i slutningen 1970-erne. Ved disse officielle definitioner og opgørelser omgås sandheden om arbejdsløsheden meget behændigt lemfældigt af det offentlige, fordi det offentlige så reelt forudsætter at kun medlemmer af arbejdsløshedskasserne kan være ledige og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette er ingenlunde tilfældet.

 

Der er mange flere problemer med ledigheden og ledighedsopgørelser, hvoraf nogle skal gennemgås her. Den korrekte, entydige opgørelse af ledigheden skal selvfølgelig tage udgangspunkt i arbejdsstyrken; d.v.s. den del (eller procentandel) af befolkningen, der udbyder sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet (kontrolleret ved fremmøde på Arbejdsformidlingen eller som foreslået fra flere sider i fagforeningen). Den del af arbejdsstyrken, der ikke kan tilbydes arbejde - angivet i antal eller i procent - kaldes ledigheden. Foruden børn og mange unge i undervisnings- og uddannelsessystemet indgår følgende grupper ikke i arbejdsstyrken:

Folkepensionister - Førtidspensionister - Efterlønsmodtagere - Modtagere af overgangsydelse - Modtagere af nedsatte dagpenge (§ 32)

 

Antallet af Alm. førtidspensionister, Efterlønsmodtagere og antallet af Modtagere af overgangsydelse udgjorde i 1. kvartal 1997 henholdsvis 110.000[19], 126.258 og 44.174 personer. Tilsvarende tal for 1998 jfr. Jyllandsposten 26/8-98: 274.000 (inkl. invalidepensionister), 142.000, 31.000, se tabellen nedenfor. Ved opgørelsen af antallet af ledige og ledigheds-procenten medregnes følgende grupper i midlertidige, såkaldte arbejds-markedspolitiske ordninger, ikke helt eller delvis[20]:

 

Kontanthjælpsmodtagere i jobtræning - Kontanthjælpsmodtagere uden for jobtræning - Igangsætningsydelses-modtagere - Etableringsydelsesmodtagere - Orlov til sabbat - Orlov til børnepasning - Orlov til uddannelse - Uddannelse med voksen-udd.støtte - Uddannelse med udd.-godtgørelse - Produktionsskole – Arbejdsmar-kedsuddannelse - Daghøjskole - Uoplyst - Voksen- og efteruddannelse - Særligt aktiverende forløb - Forsøg - Uoplyst [21]

 

De listede ordninger omfattede i alt 130.637 personer i 1. kvartal 1997. Disse står til rådighed for arbejdsmarkedet, men de indgår ikke alle i den officielle ledighedsopgørelse. Overgangsydelsen i 1993 og 1994, der m.h.t. målgruppen til sidst udvidedes helt ned til 50-årrige - nu afskaffet for tilgang - blev måske brugt til at reducere den opgjorte ledighed og arbejdsstyrken yderligere, eller den sigtede på at få flere unge ind på arbejdsmarkedet.

 

Jyllandsposten 26. august 1998 angav med finansministeriet som kilde følgende: Modtagere af overførselsindkomst i aldersgruppen 16-66 år - det har ikke været muligt at sammenstykke dette af den officielt tilgængelige statistik:

 

Førtidspensionister                                                                                                        274.000[22]

A-kassepenge-modtagere                                                                                              145.000

Efterlønsmodtagere                                                                                                       142.000

Revalideringsydelses-modtagere og øvrige på kontanthjælp                                            82.000

Modtagere af syge- og barselsdagpenge                                                                                         85.000

Modtagere af orlovsydelser                                                                                             32.000

Kontanthjælpsmodtagere                                                                                                 30.000          

Modtagere af overgangsydelse                                                                                          31.000

Modtagere af delpension og delefterløn                                                                              7.000

I Nyt fra DS 1997:20 står at læse i Tabel 1, der angiveligt skal vise:

Gennemsnitlig ledighed opdelt efter køn, alder og forsikringsforhold. Faktiske og sæsonkorrigerede ledighedstal:

I juni 1997 udgjorde det faktiske antal ledige, der ikke var forsikrede[23]: 33.000.

 

Der er her tale om det officielle antal; men det antal der faktisk møder på Arbejdsformidlingen til kontrolafstempling er langt større. Arbejdsstyrkeopgørelsen og ledigheden skal uden ændrede regler omfatte i alt fald mange flere end de nævnte 33.000 foruden ledige medlemmer af A-kasse:  

 

For eksempel:

Modtagere af A-kasse-dagpenge jfr JP:                                                                                  145.000

Modtagere af kontanthjælp i 1. kvt. 1998:                                             197.387 

(Jfr. tabel 1 i Nyt fra DS nr. 222 af 12.06.1998)

 

Hvor mange der reelt skal medregnes herudover i tabellen for 1998 får stå hen.

De 33.000, der ikke var forsikrede jfr. DS 1997:20 ovenfor, kan det ses på den viste baggrund er helt hen i vejret at give som antallet af ledige ikke-forsikrede.

 

Løbende opgørelser af ressourcerne - herunder personaleansættelserne - i de sektorer, der administrerer og “behand-ler” alle disse mange ordninger, overførsler har længe været bebudet af Danmarks Statistik, seneste til medio august 1998. Sådanne opgørelser ville kaste mere lys over blandt andet det bedrag, som denne effektløse hersen med de udstødte er.   

 

Der skulle i øvrigt være tilføjet en såkaldt “tørklædeparagraf”, der efter hvad Århus Kommune oplyser, skulle være møntet på kvinder af fremmed herkomst. Forudsat disse forlader arbejdsstyrken, tilbydes de kr. 2.400 pr. måned. Hvor mange der benytter sig af denne forskelsbehandlende regel vides ikke.

 

Eksempler, der viser effekten af, at f.eks. 300.000 fejlagtigt ikke er medtaget i arbejdsstyrken, ikke i ledigheden eller ikke er medtaget begge steder:

200.000/2.766.000 (+ 300.000) = 7,2%  (6,5%)

200.000 (+300.000)/2.766.000  = 7,2%  ( 18,1%)

200.000 (+300.000)/2.766.000 (+300.000) = 7,2%  (16,3%)

 

Retten til medlemskab af A-kasse forudsætter du har arbejde, og retten til A-kasse-dagpenge opnås først som medlem ved ledighed efter at du har arbejdet 1924 timer, som A-kassemedlem. Dagpengeretten opretholdes i max. 5 år for medlem-mer af en A-kasse, forudsat at den ledige aktiveres efter to år, såfremt denne ikke på ny har erhvervet retten til dagpenge efter første ledighedsperiode. Reglerne er ændret så hastigt de senere år, at end ikke Karnows Lovsamling har kunnet følge med.

 

Afkortes perioden for dagpengeretten, vil ledige A-kassemedlemmer hurtigere fortabe retten til dagpenge, og dermed vokser gruppen af bistandsklienter m.v hurtigere[24]. Strammes kravet til opnåelse af dagpengeretten, f.eks. ved at medlemskabet skal have længere varighed, inden retten opnås, bliver det vanskeligere for unge på arbejdsmarkedet at opnå denne dagpengeret. Dette øger også gruppen af bistandsklienter i de helt unge årgange. De unge er helt uforskyldte.  Det samme gælder ledighe-dens – eller den såkaldte krises - varighed. Jo længere tid der går desto flere kastes ud af A-kasse-systemet og henvises til kommunernes skalten og valten på diverse nyttesløse hyldefag, hvor udsigten til et ordentlig liv med pligter og ansvar ganske forsvinder.

 

“Dansk Koncentrationslejr” kalder de unge kommunalprojekterne og aktiveringen, der tilsyneladende mest går ud på at give de offentlige funktionærer et skiftende klientel af “afvigere” de kan øve deres kunster på. Det er uværdigt udover alle grænser. Med afhentningen om morgenen af privatansatte i f.eks. Middelfart fra år 2001, så minder det ikke så lidt om Hitlers programmer sammen med I. G. Farben og Siemens.

 

Danske skoleelevers og studenters niveau

Viser, hvor galt det står til, også med det producerende Danmarks fremtid. Til sidst vil vi se på, hvorfor det er gået, som det er gået.

Ugebrevet Mandag Morgen nr. 36 fra 21. oktober 1996 bidrager bl.a. til kendsgerningerne sammen med Henning Fonsmark i bogen ‘Kampen mod kundskaber’, Gyldendal 1996. Først vil vi stille diagnosen på Danmarks sygdom i uddannelsen, i skolen, i konkurrencen. Herefter vil vi grave i forklaringerne på sygdommens opståen. Globaliseringen, den globale landsby, er et sigende ord. En jernbanestation, hvor ekspressen suser forbi hver time, siger også noget som billede på de arbejdsløses si-tuation. Kan vi som nation følge med de planer, der tilsyneladende er lagt, uanset hvorfra vi ser og uanset, hvilke tænkende mennesker vi kontakter. “Det er ikke sandsynligt, at Danmark kan kompensere med videnstung produktion til erstatning for, at den løntunge produktion flyttes til udlandet i stor stil.”

 

Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen (se ovenfor) “halter Danmark på 10 udvalgte nøgleområder efter andre lande.” “Vi kan langt fra præstere resultater, der skal modsvare, at Danmark i forvejen er et af verdens mindste markeder med et af de højeste omkostningsniveauer.” “Danmark repræsenterer den internationale middelmådighed. Det skyldes årtiers forkert satsning. Danmark kan ikke blive hjemstedet for de upræget vidensintensive produktioner. Danmark har forpasset chancen for at blive højteknologisk industri-nation.”

 

“Danmark “skal skabe” 100.000 jobs de næste 15 år til kortuddannede eller videreuddanne dem”, konkluderede Erhvervs-ministeriet i en bekymret analyse. Økonomi- og Finansministeriet forhindrede vurderingen i at blive offentliggjort og gennem-tvang omfattende ændringer i regeringsnotatet. ”Rent teknisk diskussion”, sagde Jelved. Desværre harmonerede vurderingen i notatet ingenlunde med de konklusioner man forud samme år havde draget vedrørende konkurrencen med Østeuropa i et EU-papir. Det kan man jo ikke have. Der er altså fundamental uenighed om globaliseringens konsekvenser. Og der er måske alt for mange hensyn at tage til virkeligheden. Det finder virkeligheden sig ikke i.

 

Vidensøkonomiske nøgleområder, som Ugebrevet Mandag Morgen anvender i sin analyse:

“1. Antal årlige undervisningstimer i Folkeskolen

2. Uddannelsesniveau i befolkningen

3. Andel af de beskæftigede i højteknologiske områder i industrien.

4. Værdien af produktionen i den private sektor

5. Antal forskere i arbejdsstyrken

6. Nationale patentansøgninger i forhold til indbyggertallet

7. Investeringer i informationsteknologi i procent af bruttonationalproduktet.

8. Antal IT-patenter optaget i U.S.A. sat i forhold til de nationale forsknings- og udviklingsudgifter.

9. Erhvervslivets samlede udgifter til forskning og udvikling

10. Antal innovative - fornyelsesskabende - virksomheder “

 

“De 1000 vigtigste danske virksomheder forventer at investere 45 mia. kr. og oprette 50.000 arbejdspladser uden for landets grænser de næste 5 år”, melder undersøgelse udført af Ugebrev Mandag Morgen. “Dette er et dramatisk skred, idet virk-somhederne i dag skønnes at have 30.000 ansatte i udlandet.” “Fremtrædende erhvervsfolk taler nu om udflytning i stor skala. Grundfoss vil flytte hovedparten af den traditionelle pumpeproduktion væk fra Danmark de næste 10 år. Bestyrelsesformand Niels Due Jensen advarer mod investeringsefterslæbet i det danske  uddannelses- og forskningssystem. Dette kan fører til færre arbejdspladser i år 2000 end i dag. Administrerende direktør Erik Sørensen i Christian Hansen - et stort dansk labora-torie-firma - har sagt at virksomheden kan blive tvunget til at drive hovedparten af sin forskning og udvikling i udlandet, hvis kvaliteten af danske kandidater ikke forbedres.”

 

“Bekymrende træk på alle niveauer i Danmarks kompetencepyramide

 

Overvejelserne i Christian Hansen - en af Danmarks mest succesrige virksomheder - bidrager til indtrykket af, at Danmark ikke i tilstrækkeligt omfang udnytter mulighederne for at opbygge kompentence i international topklasse.” “Regeringen har ved flere lejligheder - f.eks. i Erhvervsredegørelsen - slået fast, at Danmark skal satse på at skabe jobs med et højt vidensindhold. Der er ikke fremtid i lavtlønsjobbene. De vil i høj grad flytte til udlandet p.g.a. af globaliseringen af markederne.”

 

“De aktuelle advarselssignaler, skriver Ugebrevet Mandag Morgen

Regeringens Velfærdskommission sagde, at Danmark er karakteriseret ved lav beskæftigelsesandel i højteknologiske brancher i forhold til andre OECD-lande.” 

“Den sagde også lavt teknologiindhold i produktionen i forhold til andre OECD-lande var karakteristisk for Danmark. Danmark ligger under OECD-gennemsnittet i midlerne til forskning.  50 pct. fald i antallet af ingeniører i Danmark. Stort frafald på universiteterne. 30 pct. af en ungdomsårgang får ikke en erhvervskompetence-givende uddannelse. Stor merarbejdsløshed. Kritik af voksenuddannelserne indhold og effekt. Stigende kritik af Folkeskolens resultater.”

 

“Højteknologiske og videntunge miljøer skabes ikke kun i virksomhederne, men grundlaget skabes i forsknings-verdenen, på erhvervsskolerne og allerede i de tidlige undervisningsår. Vidensintensive arbejdspladser er et slut-produkt, hvor kvaliteten af det, der foregår i børnehaverne og Folkeskolen, også spiller en rolle og indgår i det, der kan kaldes Danmarks kompetence-pyramide. Den starter nede ved førskolestadiet, børnehaver og vugge-stuer, så kommer Folkeskolen, så arbejdsliv uden erhvervskompetenceuddannelse, gymnasier, HF og erhvervs-uddannelserne, de videregående uddannelser, offentlig og privat forskning, produktionsmetoder i erhvervslivet og endelige erhvervslivets produkter.”

 

“Siden 1993 har Poul Nyrup Rasmussen personligt været fortaler for dette helhedssyn på uddannelsen. De socialdemokra-tiske regeringer kom til i 1993. De varslede bedre uddannelser på alle niveauer, øget satsning på forskning og bedre incitamenter til virksomhedernes udvikling af medarbejdernes kompetencer i erhvervslivet. På trods af disse hensigter er det tvivlsomt om denne vidensstrategi er tilstrækkelig effektiv.”

 

“En række advarselslamper afslører svaghedstegnene

 

Undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Institut viser at børnene i de danske 1-3. klasser har den svageste læseudvikling i de nordiske lande. I Folkeskolen er driftsudgifterne pr. elev steget med 20 pct. 1985-1994 uden, at det har ført til flere undervis-ningstimer pr. elev. Der er samtidig udbredt kritik af Folkeskolens resultater. Danmark har en stor merarbejdsløshed blandt de kortuddannede, samtidig med at 30 pct. af en ungdomsårgang ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse. Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct.[25] fra 1985-1995.” “På alle niveauer er der eksempler på, hvorledes danskerne er for lidt ambitiøse. Danmark står ikke i nogen unik dårlig position, men mulighederne forspildes, skrev Ugebrev Mandag Morgen. At skabe flere vellønnede vidensjob undersøges med udgangspunkt i det datagrundlag, der er til rådighed fra OECD og EU Kommissionen.”

 

“Nederst i kompetencepyramiden er resultaterne markante, skriver Mandag Morgen

Den danske Folkeskole ligger i bund med antallet af elevernes undervisningstimer sammenlignet med andre lande. Eleverne modtager relativt få undervisningstimer samtidig med de er blandt de dyreste elever i hele OECD-området. I Holland undervises 9 årige næsten dobbelt så meget som i Danmark samtidig med, at udgiften er næsten den halve. Mere end 40 pct. af be-folkningen har kun en folkeskoleuddannelse at gøre godt med på arbejdsmarkedet. I Tyskland er dette tal under 20 pct. Danmarks jævne uddannelsesniveau matcher beskæftigelsen i industrien. Her er det kun lidt mere end 10 pct., der er beskæftiget med højteknologisk fremstilling. OECD har undersøgt de enkelte landes investeringer i informationsteknologi. De danske virksomheder følger pænt med m.h.t. investeringer i forskning og udvikling; men der bruges dog kun halvt så mange midler til formålet som i Sverige i procent af bruttonational-produktet. Danmark ligger langt fra OECD-eliten målt med antal forskere pr. tusind indbyggere. Japan har dobbelt så mange forskere som Danmark. Også Norge, Sverige og Finland ligger et stykke over Danmark. Antallet af danske patentansøgninger i forhold til indbyggertallet ligger langt under OECD-gennemsnittet. I Danmark søges kun lidt over en tredjedel af de patenter, der søges om i de andre lande. Værdien af teknologien i den private sektor i forhold til bruttonationalproduktet er lavere i Danmark end i de fleste andre OECD-lande. Tallene viser at værdien ligger på niveau med det italienske, langt under lande som Storbritannien og Holland. Det danske omkostningsniveau hører til de højeste i verden. I følge The World Competiveness Yearbook 1995 udgivet af IMD i Schweiz har kun 7 af 43 lande højere lønomkostninger i industrien. Selvom om lønomkostningerne kun er en begrænset årsag til danske virksomheders globalisering i de kommende år, vidner lønniveauet om høje krav til værditilvækst for virksomhederne, der skal konkurrere i Danmark.”

 

“Den utilstrækkelige udvikling af kompetencer på alle niveauer i kompetencepyramiden peger på en risiko for at Danmark udhuler sit vækstpotentiale. En mere gunstig international position skabes langt fra på et par år. Internationale forskningsmiljøer opbygges f.eks. over mange år.”

“Dagens danske velstand er skabt på baggrund af tidligere tiders satsninger. De 10 nøgletal viser, at nedslidningen kan være godt igang.”

Sådan konkluderer Ugebrevet Mandag Morgen, der er et af de medier, som læses i de centrale og øverste rådgiverkredse omkring Christiansborg.

 

Fra diagnosen til sydommens årsager

I november 1996 udkom ‘Kampen mod kundskaber’ med undertitlen ‘Et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skole-politik’ af Henning Fonsmark. Lidt kendsgerninger fra denne knivskarpe gennemgang afslører, hvad der er sket på området:

Omkring 1980 blev det i USA anslået, at 57 mio. - af en befolkning på ca. 240 mio. - var klassificeret som “funktionelle analfabeter”[26]. Kun femten år senere oplyser USA’s undervisningsministerium, at antallet på de amerikanere, der “reelt ikke kan læse”, nu andrager ca. 80-90 mio. I Danmark er dog det noget bedre, men stadig skidt. I begyndelsen af 1980-erne udgjorde denne gruppe, der har mistet deres læsekompetence 3-5% (150.000-250.000). I 1990 udførtes en landsdækkende undersøgelse blandt 18-67 årige. Den afslørede, at tallet i Danmark da var 420.000 (ca. 12 pct.).

Professor dr. phil. Leif Rasmussen fra Odense Universitet meddelte i indlæg i Weekendavisen, at adskillige studerende staver forkert, selv når det drejer sig om simple ord. På Ålborg Universitetscenter har man måttet indføre introduktionskurser i elementær grammatik på tyskstudiet.

 

I Povl Skovs rapport “Fremtid for unge” (1994) vurderer knap halvdelen af de adspurgte elever i 9. og 10. klasse, at de har problemer med skriftlig fremstilling, stavning (samt matematik og engelsk). Af en anden undersøgelse, foretaget af Taleinstituttet i Odense 1994, fremgår det, at 40% af kursisterne på vore tekniske skoler og AMU-centre læser på et niveau, der svarer til den gennemsnitlige læsefærdighed i en almindelig dansk 5. klasse. På erhvervsskolernes håndværks-linier - “Bygge og Anlæg”, “Jern og Metal” - læser kun halvdelen bedre end børn i 5. klasse. Ligeledes i 1994 viser en rapport om standarden i gymnasierne i Roskilde Amt, at i hvert fald 10% af amtets gymnasiaster læser for dårligt til at kunne følge undervisningen – mange kan ikke følge underteksterne på tv. Københavns Handelshøjskole har måttet tilbyde eleverne på første år træningskurser i læse- og skrivefærdighed. Hvorfor er det gået så galt.

Det er ingen uafvendelig skæbne - eller et deprimerende historisk tidehverv, som vi alligevel ikke kan stille noget op over for, skriver Henning Fonsmark, men vi må se på den del af problemet, der vitterligt er et dansk problem.

 

I 1991 deltog danske børn i 3. og 8. klasse i den største undersøgelse af læsning nogensinde. Undersøgelsen omfattede 32 lande herunder alle lande i Norden. De danske 3. klasser læste både langsommere og mindre præcist end eleverne i samtlige andre industrilande i undersøgelsen. Den omfattede lande som Trinidad og Tabago. I 8. klasse klarede de danske elever sig relativt bedre, men stadig markant dårligere end eleverne i f.eks. Sverige og Finland. I en ny sammenlignende undersøgelse af 1200 elever fra i alt 60 danske, svenske og finske 1.-3. klasser gennemført i 1995, bliver det desværre igen bekræftet, at de danske deltagere klarer sig dårligst (undersøgelsens titel er “Nordlæs. En nordisk undersøgelse af læsefærdighed i 1.-3. klasse, 1996” udført af Marianne Sommer, Jytte Lau, Jan Mejding).

 

Herefter gennemgår Henning Fonsmark som kirurg alle skolereformer og andre væsentlige tiltag på skoleområdet. Intet er overladt til tilfældighederne. Alle og alt er med. Intet væsentligt er glemt. Hvad de sagde, hvad de besluttede, hvor de gjorde det, og hvornår de gjorde det. Fra Rousseau til Ritt Bjerregaard.

 

Til sidst i ‘Kampen mod kundskaber’ kan man læse om en John Dewey på dansk. Allerede i 1921 mødtes reform-pædagogikkens fremmeste bl.a reform-pædagogen Sofie Rifbjerg[27] fra Danmark med de amerikanske repræsentanter for New Education Fellowship (N.E.F) i Calais. Herefter tog det fart i Europa, tilsyneladende mest i Danmark. Men hvad var der sket før mødet i Calais. Hvor stammede det hele fra. Hvem var denne John Dewey? John Dewey & Co behandlede jeg indgående i kapitel 10 i lyset af Leipzig Konnektionen.

 

Den 23. april 1995 holdt Den Trilaterale Kommission møde i København, jfr. det danske formiddagsblad Ekstra Bladets artikel af Jakob Andersen:

Privat Topmøde

"Den Trilaterale Kommission er en slags mellemting mellem en tænketank og en diskussionsklub", skrev Jakob Andersen. Den holder jævnligt seminarer og producerer rapporter om emner som 'Hvordan Bevarer Vi Freden I Verden Efter Den Kolde Krig', skrev Jakob Andersen.

"Imellem møderne prøver medlemmerne så at påvirke deres egne regeringer, erhvervsliv og alle andre til at gøre, som kommissionen ønsker", skrev Jakob Andersen.

"Den Trilaterale Kommission angribes af både højreekstremister og venstreeks­tre­mister. Den beskyldes blandt andet for at ville etablere en verdensregering", skrev Jakob Andersen.

"Kommissionen står bag den internationale narkohandel, siger den halvfascistiske amerikanske politiker Lyndon LaRouche", skrev Jakob Andersen.

"Fra venstrefløjen lyder denne karakteristik i aktivisten Holly Sklars udgave:

Kommissionen repræsenterer de multinationale firmaer og bankers interesser. Derfor er den i modstrid med arbejdernes og Den Tredje Verdens interesser",  skrev Jakob Andersen.

“A. Volcker (bl.a. tidligere chef for det amerikanske Federal Reserve System) og mange andre kan trække i tråde, der er usynlige for os andre dødelige", skrev Jakob Andersen.

Ritt Bjerregaard (Socialdemokratiet), Jørgen Schleimann (Venstre Liberal) er medlemmer og var indbudt sammen med andre indflydelsesrige i den synlige top i Danmark.

"Den danske socialdemokrat og den amerikanske storkapitalist går således hånd i hånd. Den danske redaktørtrold (mit: Thøger Seidenfaden) og den erfarne gigant (mit: Henry Kis­singer) fra verdenspolitikkens intimscene er i partnerskab", skrev Jakob Andersen. (Så vidt artiklens indhold).

 

Er du for rethaverisk, fordi du eventuelt har fået en "forkvaklet opdragelse", passer du sjældent ind i systemerne/organerne/ kommissionerne/grupperne, end ikke på laveste niveau. Det har jeg ladet mig belære om. Flid og dygtighed accepteres med dette store MEN.

Hvad det sidste angår, synes Jakob Andersen i forhold til ovennævnte politisk korrekte artikel (her i uddrag) ikke at have givet problemer. Det skulle da også bare mangle, når nu det er første gang, der skrives en artikel herom i et dansk dagblad, og der i øvrigt så ikke skrives noget. Og dog:

 

Venstreekstremister, Højreekstremister, Kapitalister, Storkapitalister, Halvfascis­tisk, Socialistisk, Intellektuelt niveau, Venstrefløjen, Freden, Den Kolde Krig, Os dødelige, Aktivisten, Det politisk-økonomisk-akademiske over-drev....

 

Jo, ordvalget var i orden og rækkefølgen vistnok også. Måske mangler Jacob for ordenens skyld "Sto­rsocialister"; hvis dette begreb altså ikke skulle være omfattet af de øvrige brugte kategorier fra Det Almene, styret af Det Almene, som er sig selv - hul eller tomgang i hovedet.

Læseren er måske bekendt med, at visse tekstbehandlingssystemer skulle være udstyret med en såkaldt stavekontrol, også til andre sprog. Kontrollen skal kunne suppleres op af brugeren selv, og det er jo helt fint i mange tilfælde. Men h­vad stiller stavekontrollen op med:

"Solens skind" eller med "Trækvind­en.”

Derimod er det bestemt nemmere for stavekontrollen med:

Får får får? Får får ikke får, får får lam.  

Det bliver spændende, når den oversætter til engelsk eller tysk.

 

Euro og dansk Finanslov anno 1997  

Euro

Finanspolitikken i Danmark stod i et særligt tegn op til starten af 1997. EU havde udstukket nogle betingelser for at landene kunne deltage i ØMU-ens tredje og sidste fase - en fælles europæisk,

 

obligatorisk møntenhed til erstatning for de nationale betalingsenheder i de deltagende lande. De var ganske vist indbyrdes delvis modstridende med vel også tænkt som en mildere form for disciplinopbyggende træning. De bilaterale kursfastsættelser i forhold til euroen fandt sted fra primo maj 1998 i følge ECOFIN-beslutning meddelte Den Danske Bank.

Der var oprindelig fem temmelig tilfældige krav. Således meldtes fra Information om Danmark i 1996, og det samme forlød fra bl.a. prof. Wilhelm Hankel - den ene i de ovenfor nævnte 154 tyske økonomiprofessorer. Måske var tanken at indøve en ny og ukendt disciplin, der kunne gå ud på, at den struktur, der fremkalder underskud og statsgældsætning alene virker på uvæsenet. Alle de andre heksekunster, der blev indført i trediverne med Keynes og videreført af “dansemyggene” efter 2. verdenskrig førte kun til målet, statsgæld. Dette mål er nu nået overalt i EU-medlemsstaterne.

Det sidste ØMU-krav var, at underskuddet på de offentlige finanser[28] ikke måtte udgøre mere end 3 pct. af bruttonational-produktet i markedspriser i året 1997.

Med den nye møntenhed er det planen at vende udviklingen væk fra statsgældsætningen og dermed et for lidt aktivt og for afhængigt Europa. Det skal ske ved, at strukturerne endelig forandres væk fra den ineffektive anvendelse af kapitalen i offentligheds- og fondssektorerne og fra den passive private indtægtsgivende erhvervelse og over til anvendelse i produktionen af nyttige ting. 

Et væsentligt forhøjet fælles renteniveau besluttet efter de nye fælles-europæiske centralbankregler og en svag euro bliver re-sultatet. Kapitalflugt fra Europa først i en inflationskrise, der ubehandlet - hvilket strider mod centralbankreglerne - bringer magthaverne til at vælge mellem en dyb deflationskrise og en merkantelistisk tilskuds-kommando-økonomi for hele Europa. Men denne aktive finanspolitik kan ikke føres efter centralbankreglerne. Derfor vil nationalstaterne i sidste ende være nødsaget at trække sig fra unionsbestræbelserne. Sker dette ikke og reglerne tilsidesættes, som det allerede er sket i Tyskland, så ken-der vi udviklingen:

Der er så kun én udvikling mod den form for økonomi, man for tiden forsøger at skaffe i Østeuropa.

Dette er ikke tro og håb eller det modsatte. Det er ren logik.  

Tidligere var nogle begreber, indenrigsgæld og udenrigsgæld, dem, der hyppigt refereredes til, når der skulle sondres mellem indenlandske instrumenter og udenlandsk virkende kapitaltilførende instrumenter. I dag anvendes statsgældspapirerne næsten udelukkende til at suge valuta hjem. Det skete overalt i EU-medlemslandene i 1980-erne og 1990-erne. Mange af disse rente-bærende papirer havnede i de olieproducerende arabiske lande. Nu vil de nok ikke æde flere.

At sondre mellem indenrigs- og udenrigsgæld i dag er direkte bevidst misinformerende. I øvrigt har sondringen ikke væsentlig relevans, når bortses fra hæftelsen og det faktum, at statspapiret opkøbt indenlands fjerner realkapital til privatsfæren.

England og Danmark har ikke besluttet deltagelse i Euroen - i Danmark skal det ske efter en folkeafstemning, så vidt det er korrekt oplyst spørges den engelske vælgerbefolkning måske også denne gang - men strategisk set er det for Danmarks vedkommende muligvis en let sag at lade det komme an på en prøve: sælges de mange statsgældspapirer, som bl.a. Tyskland har overtaget, falder kronevurderingen måske mere og hurtigere end Euroen i første omgang. Med den faste kobling af kronen til euroen fra 1. januar 1999, var det uhyre nemt at give danskerne en øvelsesopgave i disse mekanismer virkning, så længe vi havde en sikker storopkøber af danske statsobligationer.

Valget blev udskrevet i dag 19. februar til afholdelse 11. marts. 1998. Så var spørgsmålet ikke særlig relevant at tage ind i valgkampen.

 

Dette træk vil kunne overbevise nogle tvivlende danskere. Her skal det huskes, at årsagen til den høje danske krone gennem de senere år slet ikke skyldes dansk styring. Det skyldes ene og alene, at den tyske stat har dækket os ind med opkøb, som slippes, når vi dropper unionen. Betalingsbalance-overskuddene fra 1980-erne er væk fra 1998, konkurrenceforholdene for Danmark er ingenlunde gode, de blev værre i 1999, strukturen forværres fortsat i Danmark, og statsgælden stiger derfor hurtigere år for år.   

Så kan man godt fuppe med opgørelsesmetoden, men underskud på betalingsbalancen løbende poster og underskud på de offentlige finanser skaffer os kun mere gæld. Når man f.eks. så Profilen Vest 31. maj 1999 referere de officielle gældstal, brugtes salget af statens aktieandel i Tele Danmark som en forbedring af de offentlige finanser. Sådan betragtning svarer lidt til den svenske medie-berømmelige Carlzon, der kom til SAS og straks solgte en mængde flyvemaskiner, hvilket gav et klækkeligt overskud for SAS... det første år og forudsatte at antallet flyveselskaber i Europa ville blive reduceret helt svarende til, hvad der var tilfældet i USA. Uden flyvemaskiner kan man som kendt ikke flyve, ”og det var vistnok det sidste, der indgik centralt i formålet hos SAS.” 

 

Alle værdiangivelser vil med Euroen i perioden 1999-2002 blive ændret til denne nye valuta. Bliver det en svag valuta[29] [30], som selv Den Danske Bank ved direktør Mads Jacobsen i pressemeddelelse mere end antydede 29. november 1996, kommer der en for staterne ikke uinteressant sideeffekt: Statsgælden bliver fjernet, fordi alle indehavere af objektiveret besiddelse af ejendom, anden formue eller tilgodehavender på papiret, så mister værdier sammen med en svag Euro.

 

Dansk finanspolitik i internationalt uvejr – helt konkret referat

Uddrag af interview på Radio Falcon, Frederiksberg 6. februar 1997 kl. 8.20-9.20:

De er vel ikke så dumme, de politikere, at de tror de kan få folk til at tro det går så godt med økonomien, når de har måttet låne så meget, og fortsat gør det, spørger intervieweren.

 

Den adspurgte folketingspolitiker:

“Der er noget helt fundamentalt galt i den måde man driver og taler politik på. Man nedgør i virkeligheden den danske vælger. Det bør altid være en regerings interesse, ærligt at fortælle, hvilke problemer man står med. Finde forståelse for at man er nødt til at gøre noget, som politiker, som folkevalgt, som lovgiver. Det er derfor taldebatten kommer op, fordi de siger det går så godt. Er vi f.eks. sikre på, at vi i Danmark så fører den politik, der gør at danske virksomheder så også er konkurrencedygtige. Det bekymrer dem, der er sat til at sige den slags ting, at inflationen er godt i gang og konkurrenceevnen er vigende igen, og at det vil den også være til næste år. Vi taber danske arbejdspladser eller eksporterer danske arbejdspladser til udlan-det i stedet for at eksportere varer, som er produceret i Danmark. Det er et problem som man burde forholde sig til. Hvad gør regeringen, ja, de lukker øjnene. Det går jo godt, og på den nye finanslov lægger man så nye byrder over på de danske virksomheder i milliard-størrelse, og siger, jamen det må de så kunne klare at betale ekstra. Tre tal, der belyser dette: De administrative byrder i virksomhederne blev mindsket med en besparelse for virksomhederne på ca. 200 millioner. Med den anden hånd har man lagt ca. 1 milliard ekstra i Finansloven i arbejdsgiverafgifter, og man har forringet likviditeten i firmaerne ved at de skal indbetale feriepengene tidligere; ved dette forringes likviditeten i virksomhederne med 5 milliarder i 1997. For disse mange penge ansætter man så flere i den offentlige sektor på bekostning af ansættelser i virksomhederne. Regeringen siger ét og gør i virkeligheden noget andet.”

 

“Ét eksempel. Det er ikke mit yndlingstema at tale om regeringens fiflerier, fup og fiduser. Men jeg føler, det er min pligt at fortælle, hvordan man egentlig agerer. De sidste fire år er statsgælden steget med ca. 175 milliarder samtidig med at skatterne er sat op med godt 100 milliarder i faste priser. Der kunne altså let have været sket en afbetaling af gælden, men pengene er soldet op. Det mest alvorlige, det mest beklagelige, det som er blevet vanen på Christiansborg; det er uærligheden, eller den rene politiske uhæderlighed. Jeg finder det fuldstændig uacceptabelt, at de krav man stiller til en almindelig dansk virksomhed, en privat forretning; at der skal være et større etisk krav at stille til aktionærerne, end det krav regeringen stiller til sig selv.”

“Et par eksempler: Havde man samme kodeks, som man har i regeringen, så ville den private bestyrelse blive sigtet for ulovligheder. Hvis jeg oplevede det samme i en privat bestyrelse, som jeg oplever på Christiansborg, så ville jeg være tvunget til at træde ud af bestyrelsen, for det ville ikke være lovligt. Det man oplevede i Finansministeriet, da man skulle lave Finanslov for 1997,  da var der egentlig var et under-skud på Finansloven på 25-26 mia. kr. Det var efter man havde medtaget en ekstra måneds kildeskat (ca. 9 mia.). Endelig var der en embedsmand, der spurgte, hvem har sagt at et år kun har 12 måneder. Hvis man har et år med 13 måneders indtægter og 12 måneders udgifter, så ser det hele jo egentlig meget pænere ud. “Top”, sagde finansministeren, nok står der i den Gregorianske Kalender noget med 12 måneder, men det står hverken i Grundloven eller i De Ti Bud , at et år egentlig har 12 måneder, når vi ser på indtægterne. Derfor vedtog man sammen med Finansloven, at man flytter en måneds indtægter fra 1998 til 1997. Så kan man selvfølgelig spørge, hvad vil du så gøre i 1998, så bliver du nødt til at gå ind i 1999. Hvis man gjorde det samme i en privat virksomhed, så ville det være i strid med årsregnskabsloven, fordi det hedder her man skal give et retvisende billede af virksomhedens økonomi. Man ønsker ikke at give et retvisende billede af landets økonomi, man forsøger at narre fru Jensen og hr. Olsen: jamen, det går jo godt. Det er direkte bedrag. Det er rent pynt.”

“Dette her er bare et eksempel, det er virkeligheden værre. Man vil oprette et statsligt aktieselskab, der skal eje statens ejendomme, hvor man overfører ejendomme, som staten i dag ejer og bruger. Det kan være dårlige arealer i forbindelse med jernbane-terræner, det kan være kontorejendomme, som staten selv bruger fuld tud. Dem fører man over i et statsligt aktieselskab med det ene formål, at man så kan belåne dem i Realkreditten. Det er sådan noget som virksomheder i yderste nød har gjort. Men enhver bestyrelse vil afstå fra sådan noget, nemlig sælge ejendommene til sig selv, alene med det formål at belåne dem. Der er ikke sat nogen grænse for, hvor meget et sådan aktieselskab kan eje. Dette sidste er en ren øvelse, der går ud på at undgå, at staten skulle ud og sælge statsobligationer. Der er Søkrigs-kassen....., og jeg kan blive ved i to timer, så lytterne falder ned at stolene.”

 

30. maj 1997:

Pressemeddelse via Finansministeriet:

Tele Danmark A/S: Rothschild udpeget som finansiel rådgiver for staten.

Som nævnt i pressemeddelelser af henholdsvis 31. januar 1997 (Forskningsministeriet) og 9. april 1997 var der nedsat en arbejdsgruppe af repræsentanter for Finans-ministeriet og Forskningsministeriet med henblik på at analysere perspektiverne for statens ejerskab af Tele Danmark. Den Danske Bank har rådgivet gruppen siden begyndelsen af april, herunder om valget af en yderligere finansiel rådgiver. Staten har i dag udpeget N. M. Rothschild & Sons Limited som den anden part i statens rådgivningsteam.

 

27. oktober 1997

Pressemeddelelse fra Finansministeriet:

Den danske stat sælger betydelig aktiepost i Tele Danmark til Ameritech, var overskriften. Herunder kan bl.a. læses:

“Statens provenu ved den samlede transaktion var på ca. 29 mia. kr., hvis indløsning var sket til slutkursen på B-aktier den 24. oktober. Provenuet fra aktiesalget og indløsningen indgik på Finans-loven for 1998 og medvirkede til at nedbringe statens gæld.” [31]

For den engagerede modstander af aktiesalget kunne følgende tanke måske strejfe: Når vi ved at Rothschild udover de dominerende statslån har været direkte involveret i jernbanedrift i bl.a. Frankrig, Østrig og Rusland, så kunne det, den tekniske udvikling taget i betragtning, være spændende at få besvaret følgende spørgsmål:

 

Den dominerende aktiepost i Ameritech? Andre har andre bekymringer, der går langt videre end det perspektiv, der vises på skærmen og sågar videre end til, hvad der udspiller sig i virkeligheden omkring os. Vi kunne måske ændre virkeligheden i tide, hvis vi havde mulighed for at gøre brug af ærligt udarbejdede beskrivelser af virkeligheden. Forud-sætningerne for at få sand information ud til en bredere offentlighed er ikke tilstede.

På sin vis er der taget højde for alt.

 

Planens Skibbrud

Ved Nürnberg-processerne, der sluttede mere end 50 år siden, lagde anklagerne og dommerne afgørende vægt på, at nazi-regimet byggede på en sam­mensværgelse. Flere af de udvalgt anklagede og dømte havde deltaget i denne sam­mensvær­gelse, og Den anden Verdenskrig var en planlagt angrebskrig, blev det fastslået. Det er ganske givet rigtigt.

 

Efter krigen blomstrede et stærkt Tyskland hurtigt op, trukket i gang af Marshall's plan (eller amerikansk seddeltrykning) og tysk flid og dygtighed. Et økonomisk stærkt og stabilt Amerikasikret Vesttysk­land som bolværk mod den planlagte og etablerede kommunismesfære i øst.

Ligeledes begynder erstatningen for Folkeforbundet, det under krigen planlagte FN med sine mangfoldige specialorganer sammen med IMF og Ver­densban­ken at virke. Forud var det forlængst planlagt sikret, at det amerikanske pengesys­tem var "privatiseret" via Federal Reserve System, og U.S.A-præsiden­ternes udklækningsorgan C.F.R. var planlagt på plads, som vi har set i denne gennemgang. EF er på skinner netop, da dollaren afskaffes endeligt i U.S.A. Der måtte lyves gennem 20 år for at holde frihandels-EF-konstruktionen med kun delvis folkelig opbakning på banen. Tyskland genforenes, Sovjetunionen bryder sammen, Europa Unionen, der var erklæret død, levede. Rusland og den gamle østblok skal sandelig med, siger Henry Kissinger - som har optaget Gorbi i selskabet - til vor magtfulde udenrigsmi­nister Niels Helveg Petersen. Et planlagt halv times møde blev sandelig til en hel time med Kissinger (jfr. BT den 25. september 1996). Indvandringen til Vesteuropa fra Den tredie Verden accel­lereredes planlagt op fra begyndelsen af 1980-erne mod befolknin­gernes massive ønsker, for udstillings-humanite­ten, efter aftale og efter magtbalancens sammenbrud. Alle lande i Vesteuropa på nær Norge og Schweiz er stærkt statsgæld­satte i direkte konsekvens af det etablerede, et planlagt, let undergravelige, internationale pengesystem, der har væ-ret brudt sammen siden 1971, og vore slappe politikere.

 

Det var blevet nemmere på skrømt at regere med underskud, lån og seddeltryk­ning end med reelle, krævende indgreb mod dårligdommen, i alt fald i det kortere sigt. Alle korte sigt blive lange, når det fortsætter, som en planlagt sammensværgelse, planlagt at skulle virke fra fødselsfor­beredelse til kirke-gården.

 

Nationalstaterne sættes uden for reel indflydelse. Tyskland er nu også håbløst gældsat ved EU's tilsyneladen­de ratificeringer rundtom i enkeltstaterne primo 1990-erne. Over-Stats-Til­skuds-Braklæg­nings-Gældsbundet-Europa med produktionskvoter og prisfastsættel­se i gammel- og ny-keynesiansk samt marxistisk stil, planlagte realiteter. Bureau-kra­ter og teknokrater i EU-Kommis­sionen planlægger og aktiverer sig selv med bl.a. de ledige i orlovsansættelser og på et offentligt sekunda arbejds-marked som i Folkerepublikken DDR i sin tid. De beslutter og udsteder direktiver og dekreter og herser med de etniske stam­befolkninger i Europa, som synes mest til besvær. EU-Kommis­sionen overdæk­ker 70-80% af parlaments­lov­givningen i enkeltlan­dene. EU-Ministerådet holder hemmelige

 

møder, der ikke må refereres. Demokratiet afskaffes. I EU-Parlamen­tets næsten indflydelses­løse diskussions­klub placeres de værste, i alt fald de mest besværlige af delstaternes politikere med tårnhøje skattefrie gager og diæter. Portugiserne t­aler portugisisk, italienerne italiensk, franskmæn­dene fransk, danskerne dansk, et rigtigt Babelstårn, mens beslutninger træffes i kredse omkring Kommissionen. Det går ufattelig godt! Frihandel, lavere skatter, lavere afgifter og ingen told, et borgernes Eu-ropa, fortalte de folkene i Euro-pa. De planlagde og realiserede det stik modsatte.

 

Alt blev udviklet stik modsat af den officielt lagte plan. Det var løgn fra start til slut, jfr. Jørgen Schlei­mann ovenfor; de kvikkeste havde for længst set det.

Myter og overtro kan være velgørende, skrev Brzezinski i 1970. Vi har behov for et verdensdiktatur med tilbøjelighed til reformer. Den halvhemmelige Trilaterale Kommission, som skal samle verden først i tre blokke, etableredes 1973 af C.F.R.-logen fra 1919 - med Brzezinski som dens første direktør.

Ved du at den virkelig internationale bevidste 68-eres foretrukne periode er tiden i slutningen 1100årene og begyndelsen af 1200årene, hvortil han knytter nogle fantasier om en dejligt skabende brydninger mellem øst og vest, mellem kristnere, muhamedanere og jøder (med slaver som udførende kraft i alle lejre). Det Byzantinske rigets undergang åbner op for brobygningen, hvilket han straks ligestiller med Sovjet-sammenbruddet - hovedingredienser om overhovedet nogen er geografi og kirke. Han går så vidt som til i dag at lovprise muhamedanerne (dengang) i en fornyer- og formidlerrolle (især af det klassiske grækenland kultur). I virkeligheden skal man opfatte 68eren som nostalgisk,tom, og mytesøgende entitet, der har fået lov at eksperimentere, fordi han (M/K) ramte toppens ønsker om omdannelsen af os alle til nulliteter.

 

Ved alle disse kloge folk da ikke, hvad der sker, når der kompletteres med Trotskys plan, og "vi" inviterer alverdens vildt fremmede folkeslag med alverdens kulturer og umulige forudsætninger til at slå sig ned permanent i et planlagt højtek­nologisk Vesteuropa med massearbejdsløshed. Først var det udstillings-humanitet på skærmen. Da den gav metaltræthed hos seerne, var aborterne i Norden nået op på 1/4 af en fødselsår­gang? "Så nu kan der pludselig forudses mangel på forsørgere i fremtidens Europa, melder de synlige magthavere flovt.”

Find dig en årsag! Find dig en løgn! Eller repeter Trotskys Plan til formålet.

De såkaldt kloge hoveder ved alt om, hvad der sker og skal ske. Præcis det som alle vi dødelige i alt fald fornemmer (jfr. Jakob Andersens "Privat Topmøde" overfor).

Der er kun den forskel, at lederne - de egentlige magthave­re - vil at det sker, ligesom de pustede/puster til ilden på Balkan. Den var/er prøvekluden på det fælles mere integrerede samarbejde om udenrigspolitikken i EU - et EU, som ikke skulle be-skæftige sig hermed. Krigen blev brugt til at afprøve EU/ UN's inter­nationale hær (se under Bi­lderberg-Gruppen ovenfor), Den Danske Internationale Brigade.

Vil nogen hævde, at alle disse konstruerede ordninger, fænomener og indretnin­ger siden sidste Europakr­ig inders inde ikke er de brede befolkninger så inderligt imod, så lyver de igen. Vil nogen hævde de ikke er planlagte, så må jeg le.

 

Ingen Union i den samlede Verdenshistorie er blevet til uden ved krig. Derimod er flere blevet opløst uden krig.

 

Krigen, våbnet bliver brugt, når hele grundlaget glipper materielt og åndeligt, som det planlagt skal. Med en ung og en yngre generation af praktisk talt uvidende individer er grundlaget skabt for ikke at sige planlagt til krigen, der er i gang nu (2003).

Tese og Antitese er ikke længere ØST og VEST, men nu NORD og SYD.

Hegels, ikke Guds: Tese, mod Antitese, som går op i Syntesen eller Noget-Må-Der-Gøres-effekten, eller Problem-Reac-tion-Solution, som Icke formulerer den også.

Vi kunne måske leve med, at de mange påfund og træk vendt imod det såkaldte sam-fund kiksede i 3 måske 5 tilfælde ud af 10. Når de kikser i 100 ud af 100 tilfælde, så er det ikke tilfældigt.

Om krigen skal føres i Europa eller syd for Middelhavet får vi se. Terror-krig?Ja, det blev det så til (2003). Kender du nogen, der ønsker sig dumme børn som forudsætning for et verdensdiktatur? Kender du nogen, der ønsker krig som middel til isme-diktaturet? Måske?

Din overlevelse kræves ikke, der kalkuleres ikke med den, refererer den amerikanske politiofficer McLamb fra Police Against The New World Order en gammel amerikaner for at have betroet ham. Jeg ved han har ret. Intet i historien giver mig den svageste begrundelse for at tvivle.

Krigen kommer kun, hvis tilstrækkelig mange mister besindelsen, og det er sket.

Derfor skal du sikre dig viden og fortælle den videre, medens tid er. Det haster. Du skal huske at benytte de fire p-er: Protect, Publice, Prepair and Pray. (= Beskyt, Offentliggør, Vær Beredt, og Bed)

 

Afsløres løgnen i tide, kan bedraget ikke fortsætte, og krigen ikke startes/fortsættes

Vi har haft chancen for at se, gennem to generationer nu, det haster.

Er vi for få, må vi påregne Wiener-, Nürnberg-, Berliner-, Paris-, Moskvakongresser eller ditto processer ved indgangen til Hegels, ikke Guds, Syntese: KOM-UN-ISMEN – opfundet til formålet i New York og "eksporteret" til Rusland i april 1918 - eller en anden ISME, der er det samme. Bolschevismen - russisk ord - var 1917-Revolutionens ismeord. 

 

Meningen er, at vi dødelige skal åbne øjene, holde stand og krudtet tørt.

 

Derfor de to generationer uden materiel storkrig i Europa. Den åndelige og den finansielle krig mod danskerne og andre europæere er i fuld gang.

 

Den var med den stærke ensretning af informationskanalerne og de stadigt snævrere institutionelle rammer i og over vore nati-oner ikke nok til at narre danskerne ind i EU første gang den 2. juni 1992, men tilstrækkeligt til at bringe os i knæ den anden gang. Selvom danskerne kan hævdes nu at ligne en forløjet, barnlig, godtroende, forskræmt, velfærdsstyret flok, hvor man for 40 år siden mødte et flittigt, ærligt og skikkeligt folk i velstand, der mest arbejdede og hyggede sig med hinanden, så hader de fleste dog stadig løgnen, når den per naturlov eller logik skader dem selv.

Derfor er der håb!

 

Om Europa-Unionen venter vi på den fjerde - uanset Nej til Euro den 28. september 2000 - og dermed en afgørende match ligesom i fodbold­sporten. Bare kom an, vi er ikke bange for Europa eller andet. Danskerne bankede Europa i netop denne sport­sgren samme år, vi vandt over EU første gang. I kvindehåndbold plejer vi også at vinde[32].Vi ved vort første afstem­ningsresultat virkede rundt om i de europæiske lande.

 

Mange nye ord og betegnelser, mange regler, bestemmelser, planlagte indretninger, fortolkninger af internationale aftaler og procedurer er sande rænker og falsk reklame.

 

En del af magtens redskaber. De kursiverede kategorier er magthavern­es midler til at tilrane sig og befæste magten. Går du derfor ind på at spørge, svare og agere i de opsatte rammer, er din argumentation og handlefrihed som regel på forhånd svag sat over for magthaver­nes systemsatte vilje.

 

Anonymiteten om den samlede magtstruktur skal brydes, hvis tilliden i befolkninger skal genvindes. Den anonyme ejendoms- og spekulationsret byg­gende på statsgældens mange ihændehaverpapirer skal fjernes. De professionelle politikere i parlamentet skal udskiftes, og professionelle bestyrelses­medlemmer i virksom­hedernes bestyrelser skal i stedet for egen regning involvere sig i det, de kalder deres interesse med eget navn og med egne penge [33].

Inflation og statsgæld, der starter hele møllen, har intet med styre- eller samfunds-formen som sådan at gøre.

Og dog, uærligheden kommer først. Fordi en flok ansvarsløse, på det nærmeste uvidende politikere, forventer sig styrket i deres kollektive bedrageri i en Europastat, behøver befolkningerne ikke at skulle lide under et nyt topstyret, institutionelt Europa, hvor demokratiet endog formelt er opløst. Det tekniske herunder kommunikationsudviklingen forudsætter heller ingen europastat. Uddannelsernes betydning og især deres virkninger er vildt overdrevet. Det ses også tydeligt af, at i Danmark er uddannelserne i den sidste generation blevet brugt til holdnings- ikke kundskabs-udvikling. Husk, folk, der intet ved og intet kan, forguder uddannelse mest, når formålet så samtidig er den laveste mellem-proportional, så ligger alt på sin rette hylde[34]. Danske studenter, der diskuterer seriøst, om Lissabon ligger i Spanien eller Italien (jeg har oplevet det i Statsbibliotekets kantine i Århus primo 1990-erne), er studenter, der end ikke når skyerne, hvorfra det som bekendt er vanskeligt at få øje på virkeligheden. Engang morede vi os her til lands lidt over de amerikanske doktorgrader og de meget eliteprægede uddannelser i England og Frankrig. Vore universitetsuddannelser var lidt i samme retning, indtil 1968-genera-tionen fik tildelt det meste af den synlige magt i Danmark. Herefter blev universiteterne udklækningsanstalter for netop deres civile “garde civile.” De nye magthavere overtog simpelthen Enevældens institutioner – for det var de i grunden bogstavelig talt - og befolkede dem med folk fra egne rækker af sindelagsapostle.

Hovedprincipperne var nu: “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og “Alt hvad der rager op skal høvles ned.”

Det værste er, at den skæve udvikling ikke alene skyldes fejl og misforståelser. Som det  er blevet påvist i denne gennemgang var det hensigten lige fra 1700-tallet.

Et Napoleon-inspireret, regionaliseret prefektstyre eller et Hitler-Stalin-inspireret kommissærstyre i Europa stiller ikke nogle særlige krav til individerne – udover det særligt skrappe krav for nogen at de skal underordne sig. Resten ordner sig af sig selv.

Da Wolfgang Amadeus Mozart i sidste halvdel af 1700-tallet ville udtrykke de menneskelige følelser blev han afvist hos den super-gældsatte kejser i Wien, der var den adgangsgivende for en ny og ukendt kombination af fransk åndfuldhed, italiensk melodrama og tysk følsomhed. Allerede på det tidspunkt blev mulighederne for et integreret Europa forspildt, efter min vurdering. Mozart forblev fattig og hvis ikke udstødt ildeset af de ledende i hele sine korte tilværelse sammen med Constance Weber...., også selvom filmen “Amadeus” viser lidt andet.

“Alt hvad der rager op, skal høvles ned.”

I 1700-tallets Europa var det de strenge, styrende traditioner, der herskede. At det alligevel gik galt viste Den franske Revolution. Den var skabt af de samme menneskedyrkere. Siden hen kiksede Napoleon, der også var voks i den usynlige magts hænder. Hans tilbagevenden kom faktisk magthaverne meget på tværs.

Alle misererne skyldes alene forræderisk og derfor utilgivelig dumhed og magt-syge.

De synlige magthaverne behøver ikke det diktatur, som de eksperimenterer med  i Europa gang på gang for at udføre det fornødne. Det er kun politikernes sludder, og udvejen for de politikere, der frygter den offentlige harme over de fejlgreb, der er blevet gjort, men ikke har vilje til at rette dem.

 

Vort sikreste brohoved

Europa Staten er væsentligst initieret af amerikanske, internationalistiske magtinteresser[35]. Deres fantasibillede af kontinentet er som vores af U.S.A., uhyre forenklet. De opfatter Europa som et land-område med samme slags folk. Grænser, sprog og nationalitet har i deres virkefelt ingen interesse. At gå udfra at landene i Europa ikke er mere forskellige end staterne i U.S.A. I guder! En sådan ignorering af væsentlige kendsgerninger bidrager mere end selve Europa-institutionerne til at åbne øjnene på europæerne[36]. Man fristes til at sammenlig­­ne dette syn på de europæiske nationalstater med Storbritanniens syn (dengang) på sine fordums kolonier.

At Den europæiske Valutaunion vil bryde sammen, når enkeltstaterne mærker dens konsekvenser, med en svag fælles-valuta, inflation, høj rente, endnu ringere konkurren­ceevne, øget arbejdsløshed, og nedskæringer er der ingen tvivl om. At statsgæl­den i Europa kan fjernes ad denne bedrageriske erstatningsvej for krig er ikke usandsynligt; men at det kommer til at ske i fred er ikke sandsynligt[37]. En verden/et Europa byggende på et multietnisk[38] European Federal Reserve Babel vil ikke blive et tusindårsrige heller, selvom om det magtsikrede 15-20 pct-mindretal fortsat fantaserer tumpetosset herom. Det sikreste middel for magthaverne er krig.

I virkeligheden betragter vore naiveste politikere Euro-unionen som en beskyttelse mod globaliseringens totalkonkurrence på alle magtfordelte markeder og samtidig som en inddæmning af et forenet DM-Tyskland. Enkelte, der mener at have fundet “de vises sten”, vrøvler om et monetært magtopgør med USA. Eurounionen er tværtimod sidste mellemstation inden Én-Verdens-Ordenen, hvor de europæiske politikere i pæn samdrægtighed med valutaspekulanterne og af bitter nødvendighed p.g.a. statsgælden har besluttet at opløse de nationale stater i Europa både indefra og udefra. Et forenet DM-Tyskland var en langt mindre trussel end vore lederes skalten og valten med finanserne i en 60 årig Keynes-Æra  for egen vinding. Nationalstaters opløsning fører til krig. Når man fjerner tilliden, stoler menigmand ikke på magthaverne mere, og så må han til at tro i stedet. Er han i forvejen tom for tro kan det føre til de samme sindssygt motiverede krige og regimer igen.

 

Én-verdensøkonomisk orden - i modsætning til den nuværende Én-Verdens-Uorden behøver ikke at føre til nationernes opløsning. Vore ledere skal være kompetente og ærlige, så er der ingen problemer. Tværtimod vil vi kunne opleve et 21. år-hundrede med fremgang og glæde for alle klodens folkeslag, hvis de selv vil.

 

I 1995 gik Bernard Connolly, en senior embedsmand, på orlov fra sit job som leder af Europa Kommissionens afdeling for monetære anliggender for at skrive en kontroversiel bog. Den var et produkt af hans arbejdsfrihed. ’Europas Rådne Hjerte’ (’The Rotten Heart Of Europe’) var titlen på bogen.

Han argumenterer for, at den obligatoriske enhedsmønt bliver brugt til at generere et uimodståeligt moment, der kan løfte en politiske union i fuld skala på plads. Eliten i Tyskland og Frankrig skal dele magten. Mr. Connolly blev afskediget på stedet. Nu har han fået lov til at søge at forsvare sig ved Europa Domstolen i Luxembourg efter i periode at have levet livet farligt.

Han skriver bl.a. at mange europæiske politikere sjældent har følt behov for at skjule, deres ønske, at skabe United States of Europe, især ikke når de taler indbyrdes og uden for perioder med valg.

"Helt fra starten argumenterede Jean Monnet kraftfuldt og præcist i forberedelses-perioden før 1956-traktaten for at overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et kraftfelt, hvori en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt skulle begynde med relativt ikke-trovertielle økonomiske funktioner og stål-fremstillingen, for at minimere bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold garanteret af traktat-doktrinen acquis communautaire, der sikrer at al magt overført til (de europæiske) samfundsinstitutioner bliver gjort til permanent europæisk lov og så samtidig, at de tages ud af de nationale lovsæt i medlemslandene."

 

Jean Monnet's lidt besynderlige baggrund kan du se på: http://www.lilliput-information.com/mon.html. Connolly skriver også:

 

"I de nye Europa er magt og ansvar udpræget adskilte. Selv der, hvor der er en formelt offentlig ansvarlighed, er dette ikke fastslået ved lov, at det skal være sådan. Det er opstået mere eller mindre tilfældigt. Den Europæiske Centralbank (ECB), for eksempel, gør krav på at være "den mest gennemskuelige centralbank" i verden, fordi den trykker et communique efter hvert møde i Rådet. Men selvom dette komiske krav blev taget for pålydende er bankens ansvarlighed ikke engang lovfæstet – det er simpelthen en politik banken har valgt efter bekvem-melighed og for øjeblikket. "

 

og videre:

"Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kan sikre, at centralbanken ter sig næsten som den gamle tyske forbundsbank og holder tøjlerne fuldstændigt stramme. Emnet faldt allerede på Dublin topmødet i december 1998. Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB er fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske For-bundsbank er meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod er den meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har afleveret deres krav til forholdene omkring Euroen. Nu er Helmuth Kohl helt væk og den nye tyske forbundskansler er selv centralist. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke bliver tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu 2/3 af de vægtede stemmer hos de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den montære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for Euroen."

 

Glem alt om den hårde, stabile Euro; det var kun lokkemad for noget ganske andet.

Desuden vil den rene (økonomiske) stabilitetspagt indført, uden at landene har orden i deres økonomier, fører til virkelig politisk ustabilitet. Årsagen er ganske enkel:

Må pengemængden ikke diskuteres over den samlede Euro-zone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konse-kvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der bliver ballade. For at bøde på dette, kan man så ind-føre, at de mere velgående lande skal "aflevere noget overskud" på de offentlige finanser eller "forpligte sig til det på forhånd" (men problemet er, at ingen kan eller vil dette her og nu, fordi det går af H til), til de mindre godt gående lande, Italien, Belgien, Danmark, Sverige, Portugal, snart Polen, snart Ungarn. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele Euro-zonen. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, også mange andre.

Mærkeligt nok har man midt i alt dette besluttet sammen med FN, at EU skal modtage yderligere 75 mill. fremmede fra Sydasien og Afrika (i følge TV2 Teksttv 25. juli 1999).

Når man skal dømme efter den faldende DM og den stigende Lire, må markedet få det indtryk, at der bliver tale om blød medgørlig Euro. Der var en simpelthen ukendt men super-enorm Lire-mængde, der skulle have evigt fastlagt Euro-kurs i juli 1998. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle betale Italiens enorme gældsbjerg - det er sket tilsyneladende, ville det ødelægge Euroen fra starten af. Vi skrev det, og understregede, at dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande. I 2002 og 2003 havde Tyskland, Frankrig og Italien negativ vækst i økonomien, de offentlige budgetunderskud overskred ØMU-konvergenskriterierne, som havde fastholdt var ufravigelige unde sanktioner mod enkeltnationer indtil 1995, som det fremgår af Connollys afsløringer.

På denne måde håbede man i øvrigt på der ville skabes en alliance, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den Euro-monetære politik uden at have det. Det er også sket.

 

Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med to eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation. Herved mistes den politiske stabilitet, som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om.

 

Nu ved du, at tingene ikke er, som de tilsyneladende tager sig ud og rapporteres.

”Som et strejf af en tåge fik vi love til at håbe på de ting som skal komme, før livet er omme”, skrev troubaduren Kim Larsen.. Alt er muligt, og du bestemmer selv, hvis du vel at mærke ved og indretter dig efter, hvad der sker omkring dig. Du kan blande dig i jordens gang, men kun i overensstemmelse med den kapitaliserede værdi af din egen materielle fremtid. Du kan få lov at være i fred, hvis du svarer enhver sit - helt uden tanke på den udvidede ret, som magthaverne og deres tjenere nyder - , når du også kender baggrunden for og målet med det, der sker omkring dig. Det forudsætter at du fortsat er et tænkende menneske, en væsentlig forudsætning, som vi har set. Jeg håber jeg har givet dig et bidrag til denne forståelse. Når de ved, at du ved, at de ved, så foregår tingene ikke direkte i konflikt, men med en gennemsigtig glasmur mellem dem og dig, en grænse, der ikke lader sig nedbryde af nogen kraft, du behøver at frygte. Kærligheden er den stærkeste kraft.

 

Efterskrift

 

I Stenstrup har vi Grethe Cykelsmeds dreng, hendes mellemste - Henrik. Henrik skulle i skoletiden (i midten af 1960-erne) skrive dansk stil ovre på den nye, store centralskole. Frøkenen stillede opgaven: Religio­nen i vore dage? Henriks besvarelse lød: Vi har det onde og det gode, ja, og dem ude fra Løges­kov. Vælg selv!

For god ordens skyld skal det oplyses, at Henrik uden selv - 14 år gammel - at kende til mange af datidens, endsige nutidens fine ord, hverken var ufri i forhold til sin fromhed eller politisk korrekt.

 

Søren Kierkegaard giver i Det æsthetiske Stadium, i tekst 2-11: Fra "Enten-Eller" (1843), 1. del, ligeledes følgende lille, meget sigende betragtning:

"Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte ligesaa skuffende, som når man hos en Marchandiser læser på et skilt: Her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at få det rullet; saa var man narret, thi Skiltet er blot til salgs" (citat slut).

 

Sproget, som vi kun har været lidt inde på i forbindelse med Frankrig i uddrag af Papazu's Essay, er yderst betydningsfuldt, og det er endnu en indgangsvinkel til det samme bedrag. Hvis vi er bevidsthedsvæsener, har vi bevidsthed om noget. Det følger af, at et sprog er et sprog om noget. At afvise sprogproblemet, også i den forstand, er at se bort fra muligheden af argumenter, der fortæller, at noget er menings­løst eller at noget er meningsfuldt.

 

Sigmund Freud, der udskifter det meste med seksualisme, har jeg ikke berørt. Efter sigende var han lidt skræmt af (langtids-planen) startende med Dr. Wilhelm Wundts laboratorieforsøg. Han fremmede sagerne for Ordenen i det kortere sigt og på individplan.

 

Et bedragerisk internationalt pengesystem er brudt sammen for 25 år siden uden mange anede, hvad det mon kunne betyde. Vi kunne leve med næsten et hvilket som helst pengesystem, der sætter grænser for alles materielle magt og indflydelse, hvis sammenbrud­det ikke samtidig havde været parret med planen om at bringe vore børn og børnebørn i uvidenhed, så de blev til vildfarne, kaotiske menneske-væsener, der selv-centrerede cykler i fodgængerf­elterne, mod færselsret­ningen og på fortovet iført cykelh­jelm, "Abernes planet.” Den 18. juni 1999 medens jeg næstsidste gang sad og skrev det sidste, kommer en skole-pige forbi på fortovet trækkende med sin cykel. På bagagebæreren havde hun et lille skab, hun på skolen formentligt havde lavet i faget sløjt. Pludselige tipper skabet, og hun udstøder et lille ærligt hyl. Jeg forudså hændelsen, jeg ser det ske, og jeg råber til hende, vent, stå stille, jeg kommer og hjælper dig. Finder et stykke snor og vil binde skabet fast, så det ikke tipper for hende igen under denne umage hjemtransport. Nu underviste denne lille størrelse mig i, hvorledes skabet skal ligge på bagagebæreren og i, hvorledes snoren bedst bindes. Forsigtigt svarer jeg hende: Du har et problem, jeg løser det, da du til syneladende har dummet dig og giver hende et smil. Sagen var, så jeg igen, hun ville gerne cykle videre på fortovet med sin cykelhjelm og sit skab..., om så tyngdeloven skulle overtrædes. Jeg nævner hende kun, fordi der er millioner af dem. I sådanne hoveder kan den totalitære tanke over den 1., 2., 3., eller den 4. bølge plantes uden store problemer. Penge er vigtige, men ingenlunde det vigtigste af alt. Værdinihilismen, ”Form uden indhold”, "Ringen i din næse", "Støvlen på din fod" følger direkte af dansen om gulvkalven og udstillingshumanismen. Allerede Moses indså dette, da han gav sit folk De Ti Bud. Disse regler var ikke retsregler, hvorefter menneskene kunne dømme hinanden - i den version jeg har fik dem ind med børnelærdom­men. De Ti Bud skulle være Guds og efter disse skulle hvert enkelt menneske leve sit liv, selvom det ikke var muligt.

 

At vore “ydre”, postmodernistiske magthavere skulle komme til besindelse, på andre tanker på et enkelt, endsige nogle få af bedrageriets felter kan man lade helt ude af betragtning. Denne vurdering deles vist af alle aktive i den spredte kamp for sandheden, der er det modsatte af løgn. På det plan kunne man tænke den tanke, at det måske er lige stærkt nok, at deres børn skal belemres med  virkelighedseffekten af forældrenes tåbelige ideer og alle deres bevidste løgne.

Er sandheden det, som du tror på ?

 

Jørn E. Vig - Stadion Allé 48  - 8000  Århus C

e-post:  mail@lilliput-information.com

Hjemmeside: http://www.lilliput-information.com/

 

 

 

 

 

Til Appendix 1