2. Kapitel

Mellem to verdenskrige –

Hvem skal nu betale – før og nu ?

 

Danmark var i Mellemkrigstiden (1918-1940) sat i skyldnerkategori med Etiopien, som dengang hed Abessinien. Alle europæiske lande var som nu stærkt gældsatte. Blandt de nordeuropæiske lande var Danmark dog helt enestående gældsat.

 

Allerede i 1925 havde en dansk rigsdagsmand og nationaløkonomiprofessor L. V. Birck skrevet et stort værk om staternes gæld. Europas Svøbe, var titlen på bogen, der i detaljer gennemgår gældsaf-hængighedens tilblivelse og udvikling gennem tiderne i de enkelte nationer.

 

Jeg skal ikke her gå i mange detaljer om mellemkrigstidens økonomiudvikling i Danmark og Europa, som inspirerede Birck til at advare; eller i alt fald til at  fortælle det, der skulle fortælles. Da Laurits V. Birck så skriften på væggen, han blev forbudt (trods løfte om det modsatte) at offentliggøre bedrageri­erne om Landmandsbankens krak i 1923. Det skal lige nævnes, at denne lille episode såmænd blot var en detalje i et langt større inter­nationalt sammenbrud, byggende alene på bedrageri. Kreditorer, deres stikirenddrenge, regeringspolitikere og embedsmænd i særdeleshed, kaldte sig ansvarlige, og havde ganske rigtig også ansvaret.

Nationerne forsøgte tilsyneladende at få det bedste ud af den forfærdelige situation skabt af vold imod sandhedens økonomiske love[1], og det internationale samarbejde blev til sammenbrud og krig. Intet tyder indtil nu på, at historien ikke gentager sig i en eller anden version, for vi har ikke fået lov at lære af den; derfor har vi heller ikke fjernet "de ansvarliges" dårlige indflydelse.

Straks ved Anden Verdenskrigs start gik man blandt vore senere allierede i gang med at planlægge et nyt økonomisk samhandels- og samarbejds- og statslånesystem til brug efter Den anden Verdenskrig.

 

 

Nyt samhandels- og statslånesystem

Den internationale guldstandard, som kun forstås, når den sættes ind i sin historiske sammenhæng i kapital 3,  forsvinder helt ud af det vante samhandels- og lånebillede med de indenlandske stabilise-ringsfonde i England fra 1932 og med Hitler-diktaturets bilaterale udlig­ningssystem fra 1933. Ved stabiliseringsfondssystemet, der omtales nærmere nedenfor, forbliver guldet i cirkulation mellem den kreds af lande, der har guldet og som særligt tilstræber at handle med hinanden og afskære andre lande fra handel byggende på guld som fælles værdimåler.

 

Vi skal kende en smule til grundlaget for den internationale samhandel og det internationale lånesystem; men vi vil her slet ikke gå i nogen overflødige detaljer, der ikke tjener andre egentlige formål end at tilsløre sandheden for folk uden for og så sandelig også inden for den national-økonomiske metier.

 

Det sidste har blandt andre Jesper Jespersen klaret i dagbladet Informations kronikker den 30. og 31. april 1995. Jeg har også lettere ved at fortælle sandheden og den fulde sandhed, det skal siges, uden ansættelse på Roskilde Univer­sitetscenter og uden på forhånd at skulle godkende Europa-integrationen.

Altså kort om: guldstandard, indenlandsk stabiliseringsfondssystem og bilateral udligning, men selvfølgelig i kortfattet forhåbentlig forståelig formulering uden det sædvanlige fagsprog:

 

Guldmøntfod er et forsøg på at lave en fælles international målestok for økonomiske værdier. Værdierne måles i de enkelte nationer i nationens valuta. Når valutaernes pålydende fremstår som en slags forholdstal i forhold til hinanden, når de sammenlignes, skyldes det prisen på guld, der er eftertragtet og dermed har værdi i hver eneste nation som basisværdital[2]. D.v.s. valutaernes værdi måles i forhold i værdien af guld. Ordningen som her er beskrevet er teoretisk; i næste kapital sættes der spørgsmålstegn ved guldmøntfodens egentlige eksistens, varighed og historien, der betinger dens opståen, gennemgås i flere detaljer.

 

Or­dningen var således, at hvis et land havde samhandelsunderskud i forhold til et andet land, måtte det aflevere en mængde guld, hvis værdi svarede til dette underskud. Omvendt for lande, der havde over-skud i samhandelen; de modtog så guld fra underskudslandet svarende til første lands overskud. Et sådant arrangement gjorde guldbeholdningen mindre i underskudslandet, og hvis der ellers var en ansvarlig regering i underskudslandet, så ville den mindske seddelmængden og stramme kreditmu-lighederne via centralbanken, vel at mærke, hvis den havde magt over og ansvaret for centralbanken.

Under guldstandarden flyttes guldet ikke, kun fordringerne[3] på guld flyttes. For en deltaljeret gennemgang af guldspørgsmålet, gå til kapitel 3. Ved disse nødvendige indgreb pressedes priser på varer og arbejde (løn) ned, fordi betalingsmiddelmængden og kreditten måtte tilpasses guldbehold-ningen[4]. De deraf følgende lavere omkostninger for erhvervene gjorde så eksport-erhvervene mere konkurrencedygtige. Sluttelig ville samhandelsforholdet så blive forbedret igen, og når det skete, vendte guldet tilbage, og der blev også mulighed større pengerigelighed, mere kredit og for højere lønninger igen.

Systemet blev stærkt kritiseret for at skabe ustabilitet - det med at lønninger og priser kunne bevæge sig i begge retninger. Systemet var dog egnet til at holde svage regeringer i ave - især under guldmønt-foden[5] - fordi en del af uordenen ikke kunne skjules.

 

Man skal dog ikke glemme, at i perioden, hvor guldstandarden - her flyttes kun anvisningerne på guld - især kan siges at have været herskende i store dele af verden fra tidligst 1879 til midten af 1920-erne (jfr. ovenstående link), florerede statsgældssætningen alligevel helt vildt (se i øvrigt appendiks 2 om danske forhold).[6] L. V. Birck ville ganske givet have givet mig ret, i et måske lidt mere floromvundet brug af sprogets finere nuancer:

"Er historien en morskabslæsning eller en belæring, skal teorien kun afgive diskussionsmateriale for national-økonomiske skolastikere, eller skal vi kende de økonomiske love, for at vi kan indrette os efter dem og ikke bare dem med os.”

 

Denne meget korte beskrivelse af før-1914-guld-standarden bringer et af de mest slående træk frem, nemlig, dens relativt korte varighed som redskab i det internationale monetære system – det korteste vi haft for et international monetært system, måske. Ligesom det ikke er muligt at datere den internationale guldstandards begyndelse præcist – den eksisterede ikke i 1879, men den gjorde i 1900 – markerede Den Første Verdenskrig som alle andre større krige dens afslutning. Det skal nævnes, at den forsøgtes genindført i en kort periode i midten af 1920-erne. Nogle vil sige, at borgerne havde fundet det bedre at skulle møde en hurtig skattefinansiering af verdenskrigens papirpenge. Den samlede varighed for guldstandarden: mindre end 30 år, vil jeg hævde.

Under dens relativt kortvarige eksistens, blev guldbasis ikke standardiseret eller gjort til et inter-nationalt monetært system, som mange faktisk troede i brede kredse i 1930-erne og senere, og også i dag. Der var 1800-tallet forskellige versioner af guldgrundlaget: således Guldmøntfod eller Klassisk Guldstandard, Guldindløselighedsstandard og endelig fra 1840-erne den Fleksible Guld-indløseligheds-Standard. De blev alle brugt, især den sidstnævnte. Her er det især de faktiske forhold i Storbritannien, der beskrives, fordi initiativerne stammede derfra.

De øvrige europæiske lande var ved 1870 enten på en sølvstandard, de tyske stater, Holland, Skandinavien – eller som Rusland Østrig-Ungarn, Italien, Grækenland og som noget nyt Frankrig var blevet tvunget af krigene og revolutionerne til at udstede uindløselige papirpenge. Uden for Europa var Orienten og Latinamerika på sølv, og USA havde uindløselige og værdinedsatte sedler (Greenbacks) udstedt under Borgerkrigen og sendt i omløb. Så omkring 1870 var guldstandarden langt fra at være en internationalt ordning. Kun England opererede på den lovfæstede guldindløse-ligheds-standard. Bimetalstandard eksisterede lovligt i USA, og den Latinske Møntunion og Tyskland, Holland, Skandinavien, Latinamerika og Orienten holdt fast ved sølvstandarden.

 

Kapitalisation og statsgæld

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder sig vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

 

Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen, som vi skal leve af mestendels materielt.

Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommando-økonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var. Naboen gøre som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud, som altid først i U.S.A., så her. Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr., var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr.[7], hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg. Det samme sker i dag, huslejen udgør de fleste op imod 50 pct. af en disponibel arbejdsindtægt mod cirka 25 pct. i 1950-erne.

 

Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen. Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibs-selskabers historie fra 1912 til 1920 (appendiks3 om Landmandsbankkrakket). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidobbelte overpris, som de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærer-nes lommer. Faldt tanken på de aktuelle USA-skandaler omkring Enron-firmaet og Worldcom. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse[8]. Det er præcis samme problemstillinger; salg af underskud og overvurderede aktiver og undervurderede passiver, overbe-låning og overkapitalisering var også kendt i visse kredse i 1923. Systemet gennemgås i deltaljer i kapitel 3 under gennemgangen af guldet som international værdimåler. I dag har vi så fået selskabs-tømning; det havde man såmænd også dengang, bortset fra de bagvedliggende bevæggrunde/moti-ver var lidt andre. Tømningerne har fået lov at fortsætte, medens myndighederne ser til eller har, måske uden at ville dette, selv deltagere med i nye kasketter.

 

Tænker man på de manøvrer, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirpenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente, forstår man, at dette kan intet samfund leve med. 

 

Det er/var galt overalt i Europa, før som nu – Schweiz og Norge undtaget i dag. Realkapitalen er

ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen[9] kunne magte at finansiere. Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter staterne EU-opbyg-ningen ad denne dødsrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande og arabiske lande (fra 2002 i konkurrence med USA), fordi den også sælger det tidligere benævnte indlandspa-pir i udlandet.

 

Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af, men tungere byrder for nutiden, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op.

Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “dansemyggenes” bedst skjulte hemmelighed.

Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt.

Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efterspør-gsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger prove-nuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da bor-gerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et ødselt forbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tror han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere.

Det går ufattelig godt! Opsvinget!

Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt - når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster.  Staten har nemlig ingen penge. 

Til det andet forløjede udtryk stammende fra fejlfortolkning af John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning - byggende på behov og ærligt tjent købekraft - og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet.

Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privatkapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag. Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale[10], medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer koreografien.

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles i begyndelsen af 1920-erne. Stats-bankerotten lurede i Danmark i 1923, men kun på grund af svig. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene - deflation, hvor alle værdierne begynder at blive ødelagt. Vejen ud herfra var ganske langvarig og smertefuld, fordi forsømmelser havde stået på tilsvarende længe. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig. 

Men man har forud kapitaliseret[11] fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.

 

Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os; men med vor krigsdeltagelse indtil nu. Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold i øvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europa-mønt[12], som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation. Hvorledes 12 gældsatte lande faktisk kan ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeles til erstatning for de ødelagte nationale monetære enheder er ikke umiddelbart indlysende. Der er mulighed for at udskyde de ganske vist stadigt voksende problemers løsning yderligere, som vi skal se i appendiks1. De kan også med Euroen ændre på noget andet, og det er i realiteten, hvad det drejer sig om (se nedenfor).

Om vi skal have finansmændene på kommandobroen, eller vi skal vågne af vor Tornerosesøvn og klare ærterne selv som rigtige danskere, bestemmer vælgeren/seeren/lytteren/læseren i et demokrati. For vi har da demokrati, har vi ikke?

"Statsgæld er umoralsk og ødelæggende; umærkelig underminerende statens grundvold, udleverer den de nulevende generationer til den næstes forbandelse" (citat: Napoleon I og L. V. Birck).

 

Stabiliseringsfondssystemet  fra 1932 går i korthed ud på, at valutapolitik og indenlands pengepolitik holdes adskilt. Det betyder at lande, der nok kunne hente guld hjem på anden vis end sædvanlig handel med sædva­nlige varer  - f.eks. ved gældsspekulation og praktisk bankvæsen - bare kunne opbygge en fond uafhængig af centralbanken, med hvilken der så kunne føres en pengepolitik, der friholdt priser og lønninger fra at skulle variere, selvom dette ellers skulle til af hensyn til varesamhandels-ulige-vægts-problemerne.[13]

Man bruger (misbruger) det ophobede ædelmetal i fonden i stedet for at foretage de nødvendige indgreb mod dårligdommen. Det var netop guldets opgave at tjene som et nyttigt redskab til afsløring af fejlindretningen i forhold til det nød­vendige.[14]

Muligheden for at anvende dette kunstige trick var kun tilstede, fordi Bank of England var på private hænder. England var det første land, der på denne måde stabiliserede pund-kursen, uden at penge-politikken via pengemængden, kreditpolitikken og løn- og indkomstpolitikken blev brugt.

Uha, det med økonomi er noget svært, vil nogle måske nu hævde.

Nej, vel er det ej, det er gjort kunstigt svært for at forvirre dig og gøre dig ufri. Det sker ved at sløre for dig, hvad der sker, hvad der kan, og hvad der ikke kan gøres med hvilke midler og med hvilke virkninger. Et eksempel på de fantastiske heksekunster blev bl.a. afsløret af Arne Rasmussen, der skrev og forsvarede doktordisputatsen "Pris- eller Parameterpolitik.” Hovedsigtet hermed er at vise, hvor-ledes ikke blot prisen på varerne kan anvendes analytisk som efterspørgselsbestemmende middel i marketingindsatsen. Arne Rasmussen viser, hvorledes prisen blev overtaget af driftsøkonomerne fra national-økonomerne. Prisen var den nemmeste at måle til formålet, og desuden var det langt hen ad vejen for matematisk krævende at arbejde med flerdimensionale sammenhænge til bestemmelse af efterspørgslen i modellerne af virkeligheden[15].

Hele videnskaben bygger i dag på antagelseslogik eller uvirkelig modelbetragtning.

Den 21. september 1996 overværede jeg et foredrag af en yngre og vel håbefuld politiker med en økonomisk uddannelse. Emnet var EU og Danmarks økonomi. Denne ambitiøse politiker hævdede, at det var vigtigt langt hen ad vejen for karrieren at opfatte og udtrykke ikke alene EU-problematikken, men også den nationaløkonomiske metier "på den rette måde.” Kun hvad EU angik var han at betragte som outsider i Folketinget, og han kunne stolt bedyre for forsamlingen, at der var mindst tre folketingsmed­lemmer mere i hans parti (Det Konservative Folkeparti) foruden ham selv, der således skejede ud [16] angående EU-tilslutningen. Dette er niveauet, når det går højt på Borgen.[17]

   

Om pengeforringelse, gæld og afhængighed

Betalingen for det, der produceres og sælges af vore virksom­heder (omsæt­ninge­n), kan selvfølgelig ikke bare udbetales til de ansatte eller bruges pri­vat af den, der ejer virksom­heden.

Alt det, der er blevet brugt for at producere, skal først afreg­nes (o­mkostnin­ger). Det kan være råvarer, arbejdstimer, maskinslid og maskinforældelse, strøm og varme og mange andre ting.

Hvis man udbetalte alt det, der kom ind, ville der blive vrøvl med leveran­dørerne. Måske ikke med arbejderne, før der var gået lidt tid, og de så, at virksomheden lukkede, fordi ingen ville levere den det fornødne. Det er på en lignende og alligevel anderledes måde, når vi ser på samfundets samlede økono­miske værdier og penge. Pengemidlerne, som vi bruger hver dag, er kun midler til at lette handelen med varer og gøre det nemt at trans­portere og opbevare vær­dier. Værdier er noget helt andet end penge.

Pengemid­lerne fordærves, som vi skal se i denne gennem­gang. Penge derimod er den ret, der følger af, at du har frembragt/skabt resultater, der efterspørges af andre. Denne ret fortabes mere eller mindre, når anvisningerne på retten ikke er i orden.

Der skal selvfølgelig være tiltro til pengemidlerne herunder kreditterne. At de er det værd, der står på dem. Derfor må de udvalgte, der står for ledelsen af et land altid sikre, at mæng­den af pengemidler nøje passer til det, der produceres.

Bliver produktionen større for hver måned, er det korrekt også at øge antallet af pengesed­ler, der så er anvisninger på retten til denne produktion. Dette forud­sætter selvfølgelig, at der ikke i forvejen er vrøvl med økonomien.

Pengeudstedelsen skal ske ved, at vor nationalbank trykker nogle flere penge og husker at notere de ansvar­lige ledere herfor, inden de begyn­der at bruge dem selv eller lader omløbet starte andetsteds. De skal nemlig huske at holde styr på, om pengemængden et andet sted så sam­tidig skal gøres mindre.

Pengemidlernes herunder kredittens vækst og produktionens og omsætnin­gens reale vækst skal altid svare til hinanden, forstår du nu. Fordi der i Danmark fra midten af 1960-erne og frem til 1996 ikke var den nødvendige orden i pengesagerne, måtte vi måske til sidst tage en op­synsmand med i ledelsen af vort land. Det er sket i Sverige. Det forlanger dem, vi skylder penge d.v.s skylder varer, for pengene i sig selv er jo ikke noget værd at have. De skal kunne ombyttes med varer eller andet gavnligt, man gerne vil anskaffe.

Er der noget tilbage af vareproduktionen, når alt er betalt i virksom­hederne, og danskerne har købt alt det, de kan ønske sig for deres penge, kan resten måske sælges til udlandets borgere eller virksom­heder. Dette kaldes eksport.

Er der for lidt vareproduktion i forhold til, hvad der efter­spørges med vore penge, kan vi mod ordentlig betaling im­portere nogle flere varer. Skal vi låne os til denne or­dentlige betaling, fordi udlandet ikke uden videre vil have vore sedler, så bliver vi noteret. Det er selvfølgelig altid staten, der kommer til at tage ansvaret for dette regnskab med udlandet. Et betalingsbalanceregnskab der opgør værdistrømmen ud af og ind i landet.

Dette fordi den enkelte borger eller virk­somhed må gå ud fra, at vore penge er gode nok og kan veksles til de uden­landske pengesed­ler, der forlanges for de udenlandske varer.

Nu er det meget nemt at udstede for mange pengemidler og øge statens kredit[18], og det er tilmed tillokkende for en regering at gøre det. Så mister midlerne værdi ligesom, hvis der er for mange kartofler på markedet. Det er derfor, at man i f.eks. Tyskland, der har meget dårlige er­faringer hermed, havde særlige officielle regler indtil 1997, i hvert fald. Regeringen der kunne ikke bare forlange pen­geudstedelse af nationalbanken eller Forbundsbanken, som den kaldes i Tyskland.

Indtil 1996 ringede finansministeren i Danmark derimod blot til sin natio­nalbank, og så var det hele klaret. Det kunne den tilsvarende finansmi­nister i Tyskland ikke med den mere grundlovssikrede tyske For­bundsbank officielt indtil 1997[19]. Forbundsbanken var uafhængig af regeringen og alene underlagt Grundloven indtil udgangen af 1998, hvor EURO indførtes til erstatning for D-Marken. Det fortsatte i Danmark og helt tilsvarende forpligter Den Europæiske Centralbank nu Danmarks Nationalbank, som modydelse til den faste kobling til Euroen fra 1999. Det sidste kan være Grundlovsbrud, idet det bryder vor centralbanks pengemonopol. Grunden til det er tillokkende for regeringer at udstede for mange penge er, at dens politikere så nemmere bliver genvalgt. Den for store pengemængde virker nemlig i første omgang, som om borg­erne lettere kan få afregnet deres køb, og der bliver ekstra interesse for at købe mere, fordi folk føler sig mere ved muffen. Og så mener mange desværre, at det må skyldes, at vi har en god regering. Det går dog galt, for priserne begynder efter­hånden at stige. Og så kan det være ét fedt, om der var lidt flere sedler at betale. Der er oven­i købet en tendens til, at varepri­serne tit stiger mere end de fleste af borger­nes indkomster, fordi andre landes regeringer gør ligeså. Det sker kun, fordi regerin­gen/regeringerne har sat det hele i gang.

Herved kan regeringen fristes til, at udvide pengemængden endnu mere, selvom, der stadig ikke er dækning. Det gjorde de også i Tyskland i 1920-erne. Det skal vi vende tilbage til og forklare nærmere nedenfor.

Skatterne og folks egen gæld mærkes heller ikke så meget, når der hele tiden laves falske penge eller trækkes veksler på ufødte generatio­ner.[20] [21]Det bliver til sidst en ond cirkel på en vis måde svarende til en for stor indtagelse af alkohol igennem lang tid. Til sidst melder abstinenserne og smerterne sig.

De ledende har på denne måde blandet sig kunstigt i køb og salg.

Det giver dog altid gæld i sidste ende, fordi de, som vi handler med i udlandet, efterhånden mærker, at vore varer er blevet noget dyrere at købe, for hver gang de køber hos os igen.

Det kan også ske, at vore långivere f.eks. i udlandet efterhånden indser, at vi aldrig vil kunne afvikle den gæld ordentligt igen, som vi i det lange løb har pådra­get os. Så kommer vi til at følge kreditorernes anvisninger.

Så sælger vi efterhånden mindre, men vi køber måske stadig meget i udlan­det, hvis der endnu ikke er blevet låneproblemer, og så bliver der selvfølgelig endnu mere underskud. For at vi alligevel skal kun-ne handle videre, må vi så noteres igen. Og sådan kan det fortsætte, indtil til kreditorerne siger stop.

Danmark er særligt sårbar overfor dette fænomen, der kaldes inflation (pengeforringelse), fordi vi skal handle så meget med udlandet for at holde det hele i gang, også i produktionslivet. Importkvoten (den andel af indkomsten, der bruges på import) er høj.

Der er flere ufine tricks, en regering kan gøre brug af, når det så er gået galt. Den kan ændre bytte-prisen på uden­landske penge (valutakursen) ved at meddele, at vore egne penge nu sættes lavere i værdi i forhold udlan­denes penge. Dette kaldes at devaluere. Men det er også kun en stakket frist, der er med den trafik. Lige til at begynde med får vi lavere afregn­ings­pris på vore eksportvarer målt med udlandets penge, og importen bliver dyrere målt med vore penge. Det skulle efterhånden bedre misforholdet i samhandelen, for så køber vi mindre og sælger mere. Gælden bliver blot opskrevet i danske kroner.

Da vi imidlertid importerer så stor en andel af det, vi bruger til at producere af også, kommer det efterhånden til at slå igennem på vore eksportpri­ser. Desuden fristes regering og embedsmænd til at øge seddeltrykningen for at dæmpe disse kedelige virkninger af devalue­rin­gen, så det bliver lettere at skaffe sig illusorisk købekraft og skabe falske forventninger i Danmark.

 

EU’s Euro

Fra begyndelsen af januar 1999 nedskrev de 12 EURO-deltagerlande deres valuta EURO med godt 1,4  pct. pr. måned regnet i norske kroner, men med næsten 3 pct. pr. måned, når regnes i forhold til US-dollars. Dette er tegn på at end ikke spekulanterne accepterer den nye valuta, så kapitalen flyder faktisk væk fra Europa. Derfor må renten hæves før eller siden. Og dette nødvendige træk giver pr. automatik mere arbejdsløshed og mere politisk ustabilitet.

For hele 1999 gjalt at EUROen faldt med 13,8 pct. i forhold US-Dollars, med 19,8 pct. i forhold til japanske YEN og med 8,7 pct. i forhold til norske kr. (se nedenstående tabel). Selvfølgelig kan der foretages forskellige krumsping for at holde kursen oppe, men i længden vil EURO være dømt til undergang, medmindre det lykkes at oprette og fastholde en gyldig Europa-stat og dermed nedlægge de europæiske nationer. En erobring/indlemmelse af Rusland for næsen af USA og England vil i øvrigt være det meste af en forudsætning for denne fastholdelse. Der var en falsk løsning mere, som vi skal se på i appendiks 1.

 

Om pengeforringelse, gæld og afhængighed - fortsat

...Vi kommer ikke udenom, at penge kun er papir og metal­mønter. Varer og arbejdsydel­ser er noget helt andet. Det er selvfølgelig fristende at tro, at vi bare kan fort­sætte med at lave penge uden ordentlig dækning.

Der kan herefter endda ske det, at inflationslandets udenlandske långivere indser, at landet aldrig kan få afviklet sin gæld på normal vis - hvorefter kreditorerne tropper op og dikterer landets fremtidige økonomiske politik - som det netop er skete i f.eks. Sverige. Hvis svikmøllen alligevel fortsætter kommer det tidspunkt, hvor kreditorerne simpelthen siger stop.[22]

Indtil da kan regeringen blive ved med at få det til at se ud, som om det går rigtig godt, eller ufattelig godt, som en ukyndig, eller naiv finansmini­ster blev ved med at fortælle folk på TV fra 1991 til 1993. Han vidste måske godt, det var helt galt fat. I så fald løj Henning Dyremose! Mogens Lykketoft havde derefter opsvinget indtil 1998, som danskerne ikke helt fornemmede.

Fra 2001 ville man satse på at privatisere administrationerne af socialhjælpen. Det indebærer bl.a., at der lægges planer om at afhente de udstødte om morgenen og bringe til noget arbejde, som man ikke helt har fundet frem til endnu (TV2 27. og 28/2-1999). Denne koncentrationslejr-model har været anvendt i bl.a. Middelfart.

Danskernes tilslutning til Europa-Unionen var begges store ønske. Dyremoses egen chef daværende statsminister Poul Schlüter havde bl.a. på et møde i Maastricht i Holland i december 1991 lovet at "få dan­skerne med på EU-vognen.” I 1986 havde samme Schlüter meddelt på møde i München, at Europa-unio­nen var stendød. Vi skulle ikke inden tilslutnin­gen til den døde union, som vi ganske vist skulle folkeafstemme om, m­ærke så meget til, hvordan det kneb med finan­serne. Ét NEJ til den døde union var dog ikke nok. Alene i 1991 lavede Dyremose ekstra penge for ca. 40 mia. kr. eller ca. 10.000 kr. pr. dansker over 18 år. Det skete ved  pr. telefon at bes­tille dem trykt i Dan­marks National­bank.

Mogens Lykketoft kørte en lignende trafik. Forskellen består kun i det, de siger, hvoraf det meste ikke betyder meget. Der er ingen reel forskel på det, de gør eller bringes til at gøre.

8. april 1992 kunne man i den danske provinsavis Aarhus Stiftstidende læse, at ledigheden blandt murersvende i Århus var 36% - altså mere end hver tredje - og at malerne var i næsten samme, men lidt værre situation.

Det førte til, at deres håndværksmestre bad kommunen om at igang­sætte håndværksarbejder. Der var f.eks. stort behov for at få istandsat skolerne i kommunen. Malernes fagforening havde måneden forin-den sendt følgende budskab til pressen: "Stop foræld­renes sorte arbejde, når vi er så mange ar­bejds-løse." [23] 

I 1991 havde man derimod istandsat bl.a. Gellerup Parken, betonkollektivistisk boligkompleks (Ghe­ttoen) vest for Århus i Brabrand for omkring 164 mio. kr. - med næsten udeluk­kende kommunale penge/­garantier. Medio august 1992 godkendte Århus Byråd endog ekstra ombygnings­arbej­der inden-dørs i lejlighederne til ca. 300.000 kr. pr. lejlighed; de fleste af midlerne hentet fra Bolig­selska­bernes Landsbyggefond.

 

Hertil er to centrale spør­gsmål:

1. "Hvorfor var is­tandsættels­erne/ombygninger af Gellerup Parken til i alt hen ved  ½ mia. kr., der kunne skaffe svendene arbejde i 1992 og mås­ke ved­ligehol­de/forbedre bygningerne, ikke sket noget før for de penge, som allerede var inddrevet i skat?"

2. "Hvorfor brugte kommunen henved ½ mia. kr. på at renove­re/ombygge nogle boli­ger, som ingen ville bo i, medmindre kom­munen eller staten betaler huslejen, der i forvejen var tårnhøj - efter ombyg-ningen stiger den igen, så den samlede boligudgift kunne forventes at blive 830 kr. pr. kv.m. pr. år, når de første 1000 lejlighederne stod færdige"?

Svar på 1. spørgsmål: Pengene var på forhånd brugt til andre formål.

Svar på 2. spørgsmål: Det må guderne vide, hvis ikke de også her er magtes­løse.

Kan et æble spises to gange?

Hvorfor kunne det ikke betale sig at igangsætte byggeri og reparati­ons­ar­bejder på normale betingel­ser, også på skolerne?

For at det skal kunne betale sig - blot en smule - skal der reserveres værdier til et afkast senere, når nogen skal placere værdierne i arbej­det nu, frem for at de selv råder over disse værdier til forbrug.

Sandheden er, at værdierne var forbrugt, og anvisningerne på værdierne forbrugte indtil flere gange.

Projekter af den beskrevne type kunne virke tillokkende; men desværre bli­ver det hele meget værre, hvis der bruges kommunale penge eller garan­tier, som i realiteten er det samme, til for­målet. Problemet forsky­des blot og bliver endnu større et par år efter. Så bliver ledigheden 45-50% i stedet for 36%, hvis ikke endnu flere falske kommunale penge kastes i projek­terne mod ledigheden. Men så fandt de sande-lig på orlovs-camouflagen, som var den danske miljøminister og tidligere arbejds-minister Svend Au-kens ambition fra slutningen af 1970-erne, hvor "miljøet begyndte at styre arbejds­markedet rent mini-sterielt.” Så faldt arbejdsløsheden lidt på papiret, for nu skulle de arbejdsløse "aktiviseres" i de orlovs-ramte jobs, næsten udelukkende i den offentlige sektor.

De socialistiske partier planlagde herved de dobbelte og tredobbelte ansættelser, der er blevet så kendte i den gamle, socialistiske østblok. Desuden er det af hensyn til image bedst at få fordelt alle de udstødte på nogle flere offentlige hyldefag, så de officielle optællinger af de arbejdsløse kan falde mere heldigt ud.

De såkaldt borgerlige så naivt hen til, at en mængde arbejde udført i den offentlige sektor af mere løs og billig arbejdskraft (8,25 kr. i timen udover bis­tandshjælpen første år for en ung under 25 år) på denne måde kunne forsvinde ad åre ud i det private initiativ, når de fastansatte i monopolsektoren måtte blive udkonkurreret af den løsere ansatte arbejdskraft uden fagforeningsmilliardærerne i ryggen. De skynder sig så at udslynge sloganet: “Brug for en ekstra hånd” – ikke en ekstra ånd.

Desuden var der med "opsvinget" skabt den stemning via medierne i den pyramideformede offent-lighed, at de arbejdsløse ikke gider arbejde. Så var det med at være med på noderne (se Trotzkis Plan nedenfor).

Og dårligdommen fortsætter til al normal aktivitet er gået i stå og erstattet med kom­munalprojekter eller med andet umuligt eller overflødig aktivitet, der ikke kan køre uden skattefinan­sieret tilskud. Dette er planøkonomi, i bedste EU-FN-stil.

Bøtten skal vendes, og der skal gøres op med bedra­get hele vejen rundt, ellers bliver det hele meget værre i sidste ende. I virkeligheden bad svendene og deres mestre om at komme på dobbelt offentlig understøttelse, da ingen nemlig havde efter­spurgt deres arbejde frivilligt for egne værdier.

Nu byfornyelse der hele vejen rundt for ikke ikke-eksisterende midler. Det blev som forudset til huslejeforhøjelser, som lejerne knap nok kan klare. Så skal de også have flere reelt ikke-eksisterende midler, der blot dræner købekraften yderligere. Selvfølgelig kunne svendene henvise til, at en mængde folk i kom­munens tekniske forvaltning og i andre forvaltninger i realiteten allerede var i samme situation. 

Burde det hele derfor gøres endnu værre, eller burde der i stedet ske kæmpe­for­andrin­ger i forvaltnin-ger?

Dette bliver forhåbentlig et enkelt meget afgørende spørgsmål ved finanslovfor­handlinger i 2002 med henblik på budgettet for 2003, såfremt man indser, at underskud på statshusholdningen på 30-40 mia. kr. pr. år er et ødelæg­gende dræn, når ikke andre tilsvarende reduktioner af betalingsmiddelmængden foretages.[24]