3.Kapitel

Fælles erklæringen af 21. april 1944[1]

 

efter den såkaldte guldmøntfods endelige afgang

 

 

Denne fælles erklæring var fælles mellem U.S.A. og Storbritannien, selvom der stod i forordet, at Norge og andre små lande var enige heri. Den var som det nævntes, ikke et færdigt system, men blot en oversigt over nogle af de vigtigste retningslinier, forlød det fra pressen.

Systemet bliver selvfølgelig aldrig færdigt, som vi skal se...., før et nyt med flere rænker og afpasset efter tiden og magthavernes i alt væsentligt hemmelige strategipla­ner er fastlagt.

Det blev dog både til et såkaldt udlignings- og statslånesystem med sidstnæ­vnte i en hovedrolle. Den amerikanske plan nærmede sig den engelske, da Verdensbanken kom ind billedet. Resultatet blev en enorm international kreditudvidelse. Det er ikke svært at gætte, hvilket land der blev det dominerende i handelen og kreditgivningen efter krigen. Amerikansk handelsimperialisme. Den kunne være realiseret med Keynes-planen i en mere central rolle også.

De kunstige trick-valutaer eller falske penge var væk i første omgang. Valutakurserne skulle udtrykkes i guld, selvom indskuddene kunne være lokal valuta. Hovedopgaverne var at yde banklån via noget, der skulle være en clearin­gsfond, men samtidig havde de en bank - en Verdensbank i reserve uden nævneværdige reserver [2]. Den skulle 'få lavet' nogle flere lån især til de mest kredithun­grende og mest kreditu­vær­dige.[3] Man kan have mange andre fine hensigter: [4]Nationerne skulle stille sikkerhed, intereksperterne blot formidle, råd­give og koordinere imellem låntager og privat anonym interbank og "de nationale garanter.” 

 

Dengang som nu:

Går vi nu et øjeblik 40 år frem fra 1944, så kan vi se noget af systemets virkem­åde:

Brasilien og Argentina kastede deres usigtsløse gæld på de ameri­kanske skatteborgere i 1983 under slet skjulte argumenter om dette og hint fra inter­banker/-intereksperterne. Polen gik samme vej, da jerngrebet tilsyneladende blev sluppet derovre. Nu venter vi bare på resten af Europa. Så kom Sverige og Færøerne. Derefter fulgte Sovjet, Japan, Argentina (sidstnævnte igen) og Tyrkiet. Mexico ligeså i januar 1995. Her måtte de amerikanske skatteydere punge ud, de tyske skatteydere ligeså. Og så bliver alting så godt. Journalisten på CNN tvivlede gudskelov tydeligt på, at andre end bankerne vandt ved det. Stort set ingen andre medier har behandlet noget om disse hændelser med andet end notitser på vore himmelstrøg. Den finansielle side, der hører til enhver økonomisk disposition taler altid sit enkle, tydelige sprog. "Derfor skal vi ikke trættes med disse uhyre komplice­rede ting"[5].

Lån og lån og så lån. ”På langt sigt er vi alle døde” kunne en ærlig præsenta­tion have indeholdt. Denne formulering ville i øvrigt have været i fuld harmoni med John M. Keynes' sære betragtninger, og i øvrigt frase Keynes selv anvendte.

 

Man skal forstå, at tidens løsen dengang som nu er at pumpe penge ud i systemerne og lade dem opbruge der, for så blev/bliver vi alle så rige, ja, selv de mindst kreditværdige. De mangler blot kapital. Selv den konservative cand. polit. i Folketinget Frank Dahlgaard kører på dansk videre med denne melodi (sidst hørt ved hans foredrag på Friheds­brevets årlige frokostmøde i Nyborg i 1995 og 1996). Når det kneb med argu­menta­tionen, henviste han blot til den nyligt pensionerede professor. dr. polit. Anders Ølgaard og til ligeledes pensionerede nationalbank­direktør Erik Hof­fmeyer. Som om det skulle hjælpe. De er og var alle ansat til at tjene den herskende Münchhausen­-myte[6], der går ud på, at fortælle "om rytteren, der blev hængende i sumpen med sin hest. Så kunne rytteren trække både sig selv og hesten op ved at trække sig selv i håret.” Sidste sætning er den korteste ikke-matematiske udlægning af den i Europa fortsat (delvis) herskende keynesianske eller ny-keynesianske vrøvlevise. I de senere år har man presset meget på for at få kommuner og amtskom­muner til låne også... selvfølgelig mod statsgaranti, og det vil sige på statens, eller rettere borgeres vegne enten de nulevende eller de fremtidige generationer. Det er i øvrigt derfor statsgaranti altid anses for det sikreste.

Birck skrev i 'Verdenskrisen og Danmark' i 1922[7]: Forpligter statsgæld ikke?

Kan man forestille sig, staten kan forpligte alle kommende generationer med sine sindssyge dispositioner i den nuværende indretning, eller det gør eller kan den måske slet ikke?[8]

"Vi lever i en verden, hvor den statsmaskine, vi i virkeligheden skulle støtte os til, er svækket i bund og grund, afskyet af de rige, kun lige tålt af de fattige. Det er i så henseende betegnende, at i Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt, den organiserede kapi-tal, betænkte på med udsigt til held at knuse den parlamentariske, såkaldte demokratiske, af "folkeviljen" influerede stat og selv tage magten. I United States er konflikten mellem politisk og økonomisk foreløbig udskudt ved, at den politiske magt ved sidste præsident­valg er kommen det økonomiske oligarki (mit: fåmandsvældet med C.F.R. og Federal Reserve System - se nedenfor) i hænde. Overalt ser vi tegn på statens afmagt, og de muligheder, der et øjeblik syntes at være for, at den økonomiske magt uden fare for økonomisk fåmandsv­ælde kunne etableres udenfor stater-ne...­ synes såre fjerne. Men statsgældens problem svæver over verden.”

 

 Man skal ikke glemme, at nogen forventes at opsamle den modstand, der måtte opstå, når der skaltes og valtes med forholdene for at konsolidere og udbygge egne positioner. Indtil videre er denne opsamling foretaget af de samme magthavere, der hver gang forstår at centralisere magten yderligere.

Bogen “Aktuelle Økonomiske Spørgsmål”, udgivet på Ejner Munksgaards forlag 1939 (se uddrag i fodnote 59) behandler emnet Keynesianisme eller New Economics på dansk.

 

“Penge kan fremstilles i ubegrænset mængde, og næsten uden omkostninger”, er trylleformularen. Desværre kører mange vestlige lande stadig med på denne vildfarelse. (se Kapitel 6). Der kommer dog heller ikke andet fra himlen, end velsignelser, i bedste fald. Pengemidler kan fremstilles, penge kan ikke på samme måde. Penge er retten til at købe eftertragtede ting og tjenester. Fremstilles der bare pengemidler, bliver retten ødelagt. Sådan er det, uanset hvad man måtte have læst hos Jørgen Pedersen eller andre fra selskabet. Det hjælper heller ikke at henvise til socialisten John Kenneth Galbraight, der er en anden af J. M. Keynes’ epigoner. Han har i øvrigt de samme forslag for Europa som tidligere EU-Kommissionsformand, nu Bilderberger Jacques Delors: Vi skal have Tilskuds-Europa. Dette er en Fælles-Europæisk-Socialistisk-Enhedsstat.

På linie med Indre Missions hang til skylden og marxisternes had til kapitalen, er der folk, der lige så ivrigt foragter rente og pengeudlånere. Mere åbne kort synes jeg absolut vi kunne forlange af dem og vore magthavere, og mere hæderlig folkeoplysning i ordets bedste betydning har længe været tiltrængt. Det er især utroligt - hvis man ikke har gjort sig klart, hvem der styrer - at vore medier har overset den verdensomspændende kollaps, der truer med at standse alle finansierings-aktiviteter i verden for en tid og sende tusindvis af banker til bankerot. Statsgældsætningen er den bagved liggende årsag, der har kunnet finde sted i al ubemærkethed. Renten er derimod blevet alt for høj, men det skyldes inflation, statsgæld og skatteregler. Den holdes af samme grund kunstigt nede.

Lån og rente drejer sig i al enkelhed om, at hvis man ikke ligger inde med værdier i en passende form til det formål, man vil forsøge at forfægte nu, så kan man låne. Her for skal man så betale lidt ekstra tilbage, fordi dispositionsretten overdrages. Udlåneren kunne have investeret værdierne i andet i stedet. En stat kan låne meget i udlandet, og det gør den desværre; men det går dog snart ud over selvstændigheden, for staten kan ikke betale uden at øge skatterne. Det er selvsagt uklogt at låne, hvis man ikke er i stand til at få mere ud af pengene end det, som det koster at låne de værdier, som lånesummen repræsenterer.

Den danske stat får ikke meget ud af - taber måske på - at investere det lånte i bureaukrati og kontrol af alle undersåtterne. Demokratiet er blevet til i bedste fald et mediedemokrati/styret demokrati, synes jeg. Mest med løgn og humbug.

Kører det i stor målestok med ufordelagtige investeringer, bliver der (rent økonomisk)  nemlig inflation og høj rente, så intet efterhånden kan betale sig. Derfor bør vi for at sikre de bedste kår for alle skikkelige mennesker, skaffe os meget lavere skatter på indkomst og på andet og skaffe os et lille kor af ærlige, kyndige forvaltere - ikke formyndere - , som ikke kun ønsker at udnytte taburet-terne til egen fordel som nu.

De områder, vi kan enes om, og som forvaltes bedst i fællesforbrug, skal så drives i fællesskab, men aldrig uden at opkræve de fornødne skatter til finansieringen. Retten kan ikke bruges flere gange. Det bedste er at knytte brugerbetalingen så nært til leverancen som vel muligt, hvis ikke det private initiativ skal være rådende. Kun herved sikres effektivitet og produktivitet. Man skal ikke se bort fra, at i et land, hvor hen ved 70 pct. af alt, der skal forbruges direkte eller som input i produktionen, skal importeres, vil også lånegælden til udlandet vokse så snart, der ikke er styr på de offentlige finanser eller statens husholdningsregnskab.

Verdens statsgæld skyldes i det alt væsentlige, at pengeudstedelsen (primær, sekundær, tertiær og nu også derivaterne) er gået fuldstændig over gevind og truer med at kvæle verden i papir. Dette har kun kunnet ske, fordi alle samfunds magthavere har tilladt det passere og gjort det fordelagtigt at spille på. Vi har engang haft renter på 4-5 pct., også her. Dengang var der mange nyttige produktioner, der betalte sig, selvom kapitalen til at gennemføre produktionen var lånt. Når spekulationen kører vildt nu, er det, fordi magthaverne har gældsat nationerne for at blive på magten[9]. At nogle østasiatiske banker har spillet fandango har kun været muligt med hjælp fra magthaverne på tinge. Undladelsessynder, udbredt korruption og især uvidenhed dominerer. Så kan spekulanterne udnytte situationen, og samtidig kan de bane vejen for den fra fødslen skrantne EURO. Det skulle have været en abort. Aktiekurserne er også her gledet urealistisk til skyerne sammen med en lind strøm statsgældsbeviser. Aktiekurserne er intet andet end forventninger til fremtidigt afkast. Men sådanne afkast, som kurserne udtrykker i dag, kan dog ikke skabes ved nogen real produktion. Er det sket før? Ja.

Statsgældspapirerne er i øvrigt ingenlunde længere blot et indenlands virkende instrument. Alle lande i Europa søgte i årene (før EUROen fra 1999) med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegælden, der er den mest presserende af de to byrder.

Efterhånden kan kun narkohandel, menneskesmugling og spekulation betale sig.

I Danmark “har man sikret sig yderligere” ved at offentligorientere og forringe uddannelserne og gøre landet til et af de mest omkostningstunge områder i verden via skatterne, der har trukket pengelønningerne vildt i vejret. Vore synlige øverste har tilsyneladende ikke forstået, at nogle af de økonomiske love er naturlove. Det kan dog ikke undre med den indoktrinering og forvirring, der bevidst skabes fra alle kanaler døgnet rundt. Arbejdsløsheden søgtes i 1930-erne bragt ned ved Keynesianske tiltag.

Man stod uforstående overfor Tysklands økonomiske udvikling under Hitler-diktaturet. Det gør vi ikke længere, bortset fra John Kenneth Galbraight, der måske vil have os til at tro noget andet i sin udgivelse (“Penge”). Galbraight har lagt sig efter hver gang han støder på et for ham uoverstigeligt forklaringsproblem at gribe efter mystikken i læserens fantasi. Han bruger ordet ”teknostrukturen” på alt det uløselige, som han ikke selv forstår. Typisk bortforklaring: ”Det ligger i teknostrukturen”. Og det er vældig berigende, i alt fald meget sigende.

Opgangen fra deflation i Tyskland – stilstand med 4,1 mill. arbejdsløse i 1932. I 1998 og 2004 havde tyskerne officielt 4,3 mill. arbejdsløse, muligvis mange flere p.g.a. samme opgørelsessvindel, som den jeg gennemgår for danske forhold senere i denne bog.

Det var ikke, som John Kenneth Galbraight hævder, ved i det alt væsentlige at satse på civil produktion, at tyskerne kom i arbejde. Motoriseringen var kommet som en gave fra teknikken, der var våbenproduktionen herunder dens motorisering, fortsatte byttehandler med Sovjet (se nedenfor), stram valutakontrol, belånbare skatte-rabat-sedler ved ansættelser, og ikke mindst suspendering af fagforeningstarifferne. Det var akserne i den tyske økonomiske genrejsningspolitik i 1930-erne sammen med den bilaterale udligning. I 1932 var der som nævnt officielt 4,1 mill. arbejdsløse, i 1934 officielt 2,4 mill. arbejdsløse. Guldmøntfod hjælper ikke meget, spekulationen og statsgælden afskaffes ikke med den. Guldet cirkulerede (som nævnt i kapitel 2 ) fra 1932 mellem landene, der var med i stabilise­ringsfonds-sys­temet sat i gang i England. Formålet hermed har vi set på.

Hjalmar Schacht var fra 1924 Rigsvalutakommissær, senere Præsident for Reichbank. Fra 7. april 1924 indledtes angrebet på inflationen med Schachts beslutning om kreditstop. Renten fór tilvejrs og sendte aktiekurserne ned til halvdelen. Med en kort pause fra marts 1930 var han igen reelt øverst ansvarlige for Reichbank under Hitler-regimet fra 1933 indtil 26. november 1937 [10].

Mange er blevet bildt ind, at det var ved at udstede pengemidler Hitler (eller rettere Schacht) fik bugt med arbejdsløshedens værste svøber. Tværtimod! Det var lønstop, det var behersket og kontrolleret offentlig udgiftspolitik til sikring af valutaen foruden det ovenfor nævnte, det var også fra politisk side løfter og vildt opskruede forventninger, der ikke i længden kunne indfries med eller uden krig. Hjalmar Schacht var ikke nazist, og han modarbejdede alle Hitlers planer om krig og forfølgelse[11], alene styrede Schacht økonomien og vogtede med sin stab på alle fejlindretninger fra gemeinde (kommune) til statens mangfoldige forgreninger. Han blev til november 1938 for at mildne virkningerne af diktaturet for det tyske folk.

Hjalmar Schacht opererede på højeste niveau i de fleste af 1920-er også, og hans linie var den samme hele vejen igennem skal vi nu se. Det var også Hjalmar Schacht der tilsidst fik mildnet Reparations-kravet med Owen D. Young-Planen (1929) efter fuldstændig saglig argumentation i London og i USA på foredragsturnéer. Men utak er verdens løn. Tyskland skaffede sig først og fremmest gangbar købekraft ad den udspekulerede vej med pengemiddeltrykningen og en forrykt rentepoltik. Det lin-drede en smule en tid som modspil til det, der var sat op mod Tyskland med erstatningskravene. Men det var en dødsrute. Med Schachts fuldstændige kreditstop fra Reichbank fra 7. april 1924 fulgte en reform af det tyske valutastyringssystem, men allerede fra 16. august 1924 trådte Dawes-planen i kraft, og med den blev Reichbank bundet. Reparations-bestemmelserne var nu også på plads trods protester fra alle virkelig kyndige på området, bl.a. J. M. Keynes, Gustav Cassel og Bertil Ohlin. Der blev hungersnød i Tyskland. Virkelig mange, især tyske børn, kom til at lide. Key-nes, der havde rejst i Tyskland og noteret sig elendigheden sagligt, skrev herom allerede i sin bog The Economic Consequences Of The Peace (12. december 1919), i hvilken han nedsablede Versail-les Traktatens bestemmelser om erstatningskravene. Året før (1918) i november havde Hjalmar Schacht skrevet i sin dagbog:

“Gewalt nicht noch Geld / Formen die Welt. / Geistige Kraft und sittliches Handeln /Ver-mögen Welten zu wandeln.”

 

To trediedele af Tysklands fødevarebebeholdning måtte fra starten importeres. Igen: I New York Times 7. august 1933 udtalte bl.a. Samuel Untermeyer som nævnt, at “denne økonomiske boykot er vores metode til selvforsvar. Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i National Recovery Administration.” Dette var keynesianisme efter J. M. Keynes havde fået Nobel-prisen. En sådan virkede ikke nær så skadelig (trods grundlæggende virkelighedsfjern og socialisme-fremmende) i USA, fordi dette land var/er meget selvforsynende i modsætning til f.eks. Tyskland og i særlig grel modsætning til Danmark.

 

 

 

Reaktioner på pengeplanerne 1940-erne:

 Se, nu kunne det være interessant at se reaktionerne fra norsk side, nu da Danmarks situation ikke betingede nogen som helst stil­lingtagen fra hverken en dansk finansminister, et dansk frihedsråds-medlem eller en dansk nationalbank; den var beslaglagt af besættelsesmagten.

 

Fra Norges Banks side blev det fremhævet ifølge 'Norge og grunnleggelsen af Bretton Woods-systemet' af Dag M. Halvorsen, at hvis alle lande førte en liberal handelspolitik og internationale investeringer fungerede normalt, ville den planlagte bank være overflødig. Krigen pressede dog på, og ingen kunne præcist forudse følgerne, herunder behovet for langtsigtede genopbygnings-lån efter krigen. Spores der måske en indirekte trussel her. Det var måske med at æde kritikken i sig(?)

 

Hvad bliver Euro midlet til?

 

Men først til aktørerne ved slutforhandlingerne i Bretton Woods i New Hampshire, New England, U.S.A. I slutforhandlingerne på Norges vegne var det Knut Gertz Wold, som trak læsset, som sekretær og sagsbehandler for pen­geplanerne. Han var ansat i Finansdepar­tementet. Ekspeditionsc­hef Christi­an Brinch og naturligvis finansminister Paul Hartm­ann var også involveret. Gertz Wold synes dog at have udført arbejdet. Ligesom i U.S.A. var der i Norge stor divergens mellem central­bankens ledere og finansminis­teriets embedsmænd.

Finansministerierne sejrede begge steder; i U.S.A. mens/fordi landet blev trukket aktivt ind i krigen efter det uvarslede angreb på Pearl Harbor i det mest overvågede område af Stillehavet. Og bemærk krigen med USA erklæredes af Nazi-tyskland den 11. dec. 1941.

Knud Getz Wold tilhørte gruppen af "yngre socialøkonomer", som var blevet uddannet af professor Ragnar Frisch i 1930-erne. Det samme gjorde den indflydelsesrige kontorchef Erik Brofoss fra gen­rejsnings- og for­syningsministeriet. Det så anderledes ud i Norges Banks direktion i London (e­ksiladre­ssen). Keilhau og Ræstad stod for helt andre synspunk­ter end de herskende på norsk side ved Bretton Woods.

Disse kan kort opridses som følger: De gav udtryk for, at hovedem­net efter det erklærede skulle være kortsigtede kredit­ter. Alene dette faktum har­monerede ikke ret godt med, at Norge ikke siden midten af det 18. år­hundrede havde haft problemer med at skaffe sig kortsig­tede kreditter i udlandet. Problemet for Norge var kun langsigtede kredit­ter; især med henblik på genrejsningen efter krigen, som man gerne ville have været foruden. Planerne og specielt Key-nes-planen tog ingenlunde højde for landenes varierende evne til at bære gæld, mente Norges Bank, uden at blive tvunget til at devaluere eller miste tillid hos uden­landske kreditorer.

Kreditværdighed, hævdede Norges Bank, kunne udtrykkes således[12]:

 

"Et lands evne til at bære gæld var efter Bankens opfattelse afhængig af en række kvalitative faktorer som f.eks. love, traditioner, folkekarakter, nærings­struktur, etc. At koble kursændrin­ger med betalingsbalan­ceproble­mer var efter bankens opfattelse uholdbart og et rent kvantitativt kriterium, der, hvis det anvendtes, kunne føre til helt forrykte forhold.”

 

Norges Bank foretrak, hvis den skulle vælge, dele af White-planen, mest fordi den ikke krævede devaluering, når et lands under­skud på den løbende betalings­balance nåede et vist punkt. Norges Bank ville have foretrukket, at man havde holdt fast ved det udvidede Tripartite Agreement-system fra 1936, fordi det tog sigte på at stabilisere valutaerne og ikke greb ind i de enkelte landes pengepolitik, også selvom dette system så tilskyndede svage, måske vidtløftige regeringer til at springe over nød­vendige pengepolitiske indgreb mod dårligdommen. Dette var systemet jeg nævnte med stabiliseri­ngsfon-dene[13]. 

 

Er penge det vigtigste af alt, spørger jeg? De er i alt fald vigtigere end krig, svarer jeg! Er der nogen baggrund for den hæslige krig, der ikke belyses i den officielle historie-version? Førtes der en anden krig med et andet sigte, og var der nogle andre aktører i hovedrollerne, der blot formelt var placeret længere nede på rollelisten bagved eller ovenover scenen? [14]

 

Den nævnte Münchhausen-myte er den korteste ikke-matematiske version af den keynesianske vrøv-levise i Europa. Sammenlign med Bircks bemærkning I 'Verdenskrisen og Danmark', som jeg gentager: Birck i 1922:

 

"Vi lever i en verden, hvor 'statsmaskinen', som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svækket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er betænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influerede stat for at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: (oligarki betyder fåmandsvælde), C.F.R. og Federal Reserve System). Overalt finder vi tegn på statens magtes-løshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket” (citat slut).

 

Danmark stod til statsbankerot i 1923 efter Landmandsbanksvindelen og Zahles 2. ministerium. Læs om Landmandsbankens kollaps i Appendix 3. Prøv at sammenligne med Enron, USA 2001!

 

Det ædle metal - som forgyldt møntfod - Del 1:

Løser en metallisk basis for en international værdistandard nogle af de problemer, det var hensigten den skulle i morgen

”To eller flere fænomener kan optræde samtidig i tid og rum, uden der af den grund lyser en sammenhæng fra dem”  

“Lad os lære af bedstefaders og oldefaders erfaringer, uanset den evigt herskende og altfortærende tidsånd.”

“Kendsgerninger tæller først i det lange løb, dels fordi der sammen med løgnene bliver for meget at vælge imellem, dels fordi de er universets byggeklodser.”

”Vi ligger alle sammen i rendestenen, men enkelte ser stadig efter stjernerne.”

”Det er bedre at tænde et lille lys, end blot at bande over mørket.”

 Denne historiske gennemgang tilstræber at vise, hvad guld- og sølvstandard ikke var, og hvilke virkninger man ikke kan hævde de havde. I udgangspunktet koncentreres gennemgangen fortrinsvis omkring engelske forhold og forhold på det europæiske fastland i 1800-tallet. Der skal ikke bruges to kontinenter for at vise effekterne af og intentionerne bag standarderne, der selvfølgelig havde lidt forskellig udformning. Det er således ikke tanken at give en historisk opregning og gennemgang af metalstandarderne i USA i det 18. og 19. århundrede, men at tilstræbe at tegne et generelt gyldigt billede af, hvad sådanne standarder var og stadig er i lyset af historien, i hvilken de blev introduce-ret ved lov eller aftaler og bragtes til at virke.

 

Op til sammenbruddet af den såkaldte guld-(exchange-)standard-basis (begrebet introduceres grad-vist neden for) havde verdens stater gældsat deres respektive nationer. Dette medførte at borgerne i disse nationer måtte betale for beslutningerne truffet af staternes ledere. Staternes ledere kunne afgjort ikke betale selv, og måske skulle de heller ikke betale for, hvad de havde gjort eller blot sanktioneret med guldet og andre aktiver i deres besiddelse eller uden for deres rækkevidde.  

 

Når verden i hver generation når til et vist punkt bestemt, måske af den menneskelige natur og menneskelivet i almindelighed, og i hvert fald som forudsætning tæt knyttet til skiftet fra bytteøko-nomi til forretningsøkonomi med pengeenheder, kommer det til handelskrige og rigtige krige. Man kan give den herskende moral blandt borgerne skylden, måske nationernes blotte eksistens, måske staterne, måske de politiske magthavere eller designerne bag det herskende monetære system. Så har jeg nævnt nogle muligheder. Og det ville ikke hjælpe at forsøge at forandre kultur og sprog hverken med våben og blodsudgydelser eller med tiden som fredsbevarende faktor. Et af resul-taterne af konflikter og krige ses ofte at være centralisering af magten. Erfaringen giver os gode huskeregler, selvom mange ting ændrer sig med tiden. Menneskets indre sæt af tænkemåder har ikke, tror jeg, udviklet sig meget i de sidste 2500 år, når alt kommer til alt. Ordet ”afvikling” er måske et mere beskrivende udtryk end ”udvikling”. Og resultatet af den såkaldt fredelige og altid gradvise centralisering af magten er ofte det samme, som når forandringer sker ved konflikter og krige. Måske vil nogen sige de kom af logisk nødvendighed?

 

Pengeenheder kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner og spare op og at flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder er også koblet sammen med risikoen for falsknere eller det at lovlige pengeudstedere kommer til at styre nogle ting, som andre faktisk har ansvaret for. Og hvis det faktisk bringes til at ske, kan man se helt bort fra de monetære enheders første opgaver.

Penge er ikke bare sedler, mønter og bankindeståender. Anonyme ihændehaveraktier, aktier på navn, obligationer, kreditter og som noget nyt de såkaldte derivater samt en lang række andre papirer er også mere eller mindre penge, al den stund de kan byttes uden videre for ressourcer, produkter du har behov for, jord, ejendomme og kontanter i brugbare former.

Når jeg hører at telefon-udbyderen Nokia har præsteret et årligt resultat, 50% større end året forinden, og samtidig at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investeret krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet være gået fuldstændigt skævt, enten med forventninger – som er det, der bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende tilgang af ny egenkapital, der er strømmet derfra ind i firmaet. 

 

Når jeg hører at Bolivia finansierer den offentlige aktivitet, ikke med skattebetalinger, men ved pengeudstedelse, må jeg sige, at dette faktisk er muligt at gøre, men samtidig understrege, at dette er en stor risiko at løbe for landets befolkning uden velud-dannede masser af demokratisk indstillede borgere eller en næsten utænkelig (derfor helt teoretisk) gruppe velmenende magt-havere i toppen. Det sidstnævnte er et typisk teoretisk, selvmodsigende fænomen. Jeg tror den har en indbygget modsigelse (når vi tager i betragtning hvad magt er) , og derfor vil den passe godt til grundlaget for den mest magtsamlende og derfor mest anerkendte videnskab. Men når jeg også hører at denne finansieringsmåde førte til en statsgæld – som vi ikke forventes at nævne, før de har fortalt os om den på TV, og det gjorde de sandelig også -  så stor, at IMF end ikke besvarede telefonop-kaldene fra de såkaldt ansvarlige i Bolivia, er et eller andet gået ragende galt med pengeudstedelsen i Bolivia, og magthaverne der er måske ikke meget forskellige fra magthavere andre steder på denne planet. Vi kan i hvert fald sige, at de ikke har været tilstrækkeligt forsigtige og omhyggelige med at lade monetære enheder indtage rollen som penge i Bolivia.    

 

Staten, dens ledere og din bank skulle også tage ansvaret, når du køber og sælger i udlandet ved at bruge dine nationale penge omvekslet til udenlandsk valuta derhjemme. Du må have tillid til dine hjemlige monetære enheder eller ægtheden af tallene på din konto, tillid til vekselkursen og omkostninger ved at veksle. For at sikre at den udenlandske modtager af dine pengeenhe-der får, hvad han fortjener i en transaktion, må han stole på de tilsvarende ting i sit land. Hvis han ikke kan stole på veks-lekursen, må den udenlandske modtager af monetære enheder simpelthen lide et tab (når/hvis han køber) eller henvende sig til sin stat, dens ledere eller sin bank og beklage sig, og forvente af dem, at de retter, hvad der er ukorrekt. Måske foretrækker den udenlandske modtager aktier i dit foretagende i dit land i stedet for penge, hvis han forventer at disse aktier giver et sikkert afkast, der er let at disponere over. At mindske disse praktiske trusler og få udenrigshandel og overførsel af kapital til at foregå på en måske mere glidende måde; det er hvad et international monetært system for penge og gæld skal gøre.

Lad det være nemt, ukompliceret, især uden uforklaret fagsprog og uden så megen truende personlig uduelighed som muligt.

I følge traditionen må vi enes om formålet med et international system for penge og kredit: at sikre udenrigshandelens gennemførelse blandt nationer, som udgangspunkt. Men da historien tilsyneladende helst skal gentage sig, lad os da se lidt på historien først; det kunne måske hjælpe lidt. Det skal være et system, der er egnet til at foretage økonomistyring for alle nationer i verden, og primært at tjene de typiske magthaveres interesser er der ikke særskilt behov for, skulle jeg mene. Et system med netop sådanne kvaliteter er tæt på den uorden, vi allerede har, tæt på kaos.

Forskellige standardværdienheder:                                                           

For at danne os et billede af, hvad guldstandard kunne gøre og ikke kunne gøre for at tjene sit formål i dag, må vi forstå, hvad guldstandarden faktisk var og også forstå lidt den verden, i hvilken den blev introduceret og sat til at virke på den internationale økonomi, handel og overførslerne, specielt (hvis muligt) effekterne på de fænomener, det var tanken den skulle virke på dengang, og hvad den i morgen skulle øve indflydelse på.

1820 besluttedes Guldstandarden ved lov I Storbritannien – lige efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen: Et ruineret Europa undtaget Rusland, bankerotte stater, og folkeslag som det var umuligt at plyndre mere i skat. Disse folkeslag var, set fra i dag, repræsenteret af monarker, prinser, prinsesser og deres agenter ved Wienerkongressen der skulle ende i freds-slutningen efter krigene. Disse kongresdeltagere i al deres pragt var ekstremt afvigende fra fattigdommen blandt de europæiske folkeslag. Bankerotter overalt. I Danmark (statsbankerot), en devaluering på 90 pct. i 1813. Du vågner om morgenen, og den ene krone, du måske havde (kronen kom ganske vist først til senere, faktisk i stedet en rigsdaler, hvormed to soldater afløn-nedes på månedsbasis), var blevet til en tiøre i stedet.

 

David Hume og Merkantilisterne:

 

Allerede den skotske filosof David Hume (1711-1776) berigede os med bidrag (”Om Penge” 1752 og ”Balance i Handelen”), der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som nu byggende på merkantelistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam Smith). Merkantelisterne fokuserede på for et land på at få fat i så meget guld, sølv og soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af guld- og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet) gjorde i deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller for efterspurgte varer. Tankegangen dækker over en forestilling blandt folk, der ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge med velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes gang: At forveksle penge med guld.

Udenrigshandel blev betragtet som en ensidig interesse, kan man sige. Kun én af handelspartnerne ville nyde gavn af handelen – de komparative fordele som forklares for et barn – var ikke nået tankegangen hos de 1700-tals-handlende. Tværtimod: ”Eksporter ikke dine gode naturlige eller producerede hjemlige varer, men prøv få fat i alt det du kan fra fremmede lande”. Hvis det lykkedes for dig med den taktik, blev du den rigeste. Vinderne var i korthed dem, der kunne samle de største mængder af værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at beskytte deres egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes varer og endog opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for, ønsket eller begæret.

 

Nogle ganske få af David Hume’s argumenter:

“Penge er ikke, ærligt talt, et af emnerne for handel, men kun et instrument, som handelsmænd blev enige om til et lette byttet af én vare med en anden.” (mit: bemærk dette restriktive og vel teoretiske udgangspunkt, der desværre får alt til at kikse)

 

 “Det er kun det offentlige, som høster en fordel af en stor pengerigelighed; og kun i krige og i forhandlinger med fremmede stater.” (mit: spekulanter drager også nytte af større pengerigelighed; men de handler også med penge)

 

“Og som for udenrigshandel, viser det sig, at den store pengerigelighed nærmere er en