4. kapitel

Bag ved scenen

Council On Foreign Relations (C.F.R. = Rådet For Udenrigsanlig­gender)  

og  Magten set mere fra "den indre" opfattelse

 

Etableret i 1919 er blevet kendt i U.S.A. under navne som "Det etablerede Samfund", "Den usynlige Regering" og "Rocke-feller's Uden­rigsministeri­um.” C. F. R. tog initiativ til FN, og Rockefeller skænkede grunden, hvorpå FN-bygningen i New York blev bygget. C. F. R.s første fornemme opgaver var at "privatisere den amerikanske pengeudstedelse" (=lægge den i visse private hænder) via Det Fødrale Reservefonds System i U.S.A. og at styre medie- og filmverdenen. Præsident Woodrow Wilson var sat ind af finansfyrsten Jacob Schiff (søn af Rothschild-huset i Frank­furt - se mere herom under Statsfinansier nr. 1 i dette kapitel. Jacob Schiff giftede sig med en datter af Loeb fra Kuhn & Loeb, købte Kuhn ud og bidrog til “Co” i Kuhn, Loeb & Compagny). J. Schiff og senator Nelson Aldrige fik med præsident Wilson d. 22. december 1913 vedtaget nogle skæbne­svangre tilføjelser til den amerikanske forfatning, der gjorde det muligt for nogle ganske få (cirka 13 familier og deres agenter) fremover at kontrollere og styre U.S.A.'s økonomi under alle forhold. Vel at mærke nogle få uden for kredsen af lovligt og demokratisk valgte. De få skulle derimod udvælges af den kommende selvsup­plerende C.F.R.-loge[1], som var på tegnebordet og skulle bruges efter 1. verdenskrig. Man fik ved samme lejlighed lagt grunden til indkomstskatten og samtidig grundstenen til de galaxe-store skattefrie, humanitære fonde, som var mangebillionærernes. De blev bl.a. brugt til at skabe "Det nye menneske" (se nærmere kapitel 10). Indkomstskatten blev gennemført uden enkeltstaternes godkendelse.

 

Planen CFR blev lagt i Jagtklubben på Jekyl Island i Georgia i efteråret 1908 (mere herom snere i dette kapitel). Da stod man med en nyvalgt præsident William Howard Taft (sagfører og dommer). Han ville - vidste man - nedlægge veto mod en sådan vedtagelse i Kongressen. Derfor måtte man vente til den mere skrupelløse, inter­nationalis­tiske og svage præsident Thomas Woodrow Wilson kunne forventes valgt i 1912. Når jeg betegner Wilson som svag, betyder dette ikke at han gjorde sig dårligt i markeds­føringen.

 

Den klare, specifikke, koncise Artikel 1, Section 8, Paragraf 5 i USA-forfatningen var med Federal Reserve Law (af den 22. december 1913) sat ud af kraft. Man havde via dagsordenen diskret fået placeret vedtagelsen på dette sene tidspunkt lige før jul. Flere i Kongressen var taget på juleferie før vedtagelsen, få forstod vel også konsekvenserne af denne bedrageriske 16. tilføjelse til Den Amerikan­ske Forfatning. Det blev ikke den sidste skæbnesvan­gre tilføjelse. Læs bl.a. den veldokumen-terede "The Federal Reserve Conspiracy" skrevet af Eustace Mullens. Denne udgivelse er lidt svær at finde på de offentlige danske statsbiblioteker.

 

Præsident Wilsons og selskabets interesser vedrørende Amerikas enga­ge­ment i Den første Verdenskrig kan ikke være uden interesse for den sandheds­søgende[2]: Da den store humanist Woodrow Wilson kørte kampagne for sit genvalg i 1916, var hans hoved­slogan: "Genvælg manden, der vil holde jeres sønner ude af krigen.” Republi­ka­nerpartiet anklagede Wilson officielt for i pressen, at han længe forinden var gået ind på at kaste ameri­kanerne ind i krigen. Efter genvalget i 1916 vendte han 180 grader og sendte U.S.A ind i krigen i 1917. Han anvendte sænkningen af Lusita­nia, et af den engelske Cunardlines største og hurtigste passager­dampskibe - på ruten Liverpool-New York. Den 7. maj 1915 blev det torpederet af en tysk U-båd ved Irlands sydkyst, hvorved ca. 1500 mennesker - deri­blandt kvinder og børn - omkom. Denne forfærdelige udåd skabte en nidkær noteveksling mellem U.S.A. og Tyskland, da der var en mængde amerikanere mellem de omkomne. Tyskland havde nemlig bestemt lovet ikke at torpedere pas­sagerskibe. Chefen på den torpederende U-båd var kaptajnløjtnant Schwieger. Han omkom senere, ved at hans U-båd forliste. Uanset dette, egnede denne rædselsfulde hændelse sig som redskab til at opildne folk med i U.S.A. Lusitania var ikke blot et passagerskib.

David Icke viser i bogen: '...And the truth shall set you free', at Lusitania foruden passagerne var lastet med militær udrustning til briterne.

 

Lenin og Wilson havde ikke så lidt tilfælles. De døde begge i 1924 af syfilis. De var grænseløst skruppelløse og begge sat ind og styret af det internationale selskab. I 1912 havde zionister og frimurercirkler hjulpet Thomas Woodrow Wilson til magten i USA. Som præsident arbejdede han flittigt på at få den russiske Zar afsat. En bagvaskelseskampagne blev sat i gang uden synderlige virkninger. Til gengæld havde Rusland lånt en stor (men ikke uoverkommelig) sum penge for at blive i stand til at gå ind i verdenskrigen. Det betød at landet var særlig sårbart. Ifølge Alexander Solzhenitsyn stillede Den International Højfinans den russiske regering et ultimatum: Jøderne i Rusland skulle tillades at handle som jøder. Al kredit blev øjeblikkelig suspenderet. Uden den kredit kunne Rusland ikke længere finansiere krigen. Udenrigsminister Segei Sazonov bekræftede, at de Allierede ikke kunne hjælpe Rusland heller, da de var afhængige af den finansielle elite. (A. Solzhenitsyn, ‘Collected Writing’, Paris, 1984, Vol. 13,  pp. 263-267).

 

Frimureren Winston Churchill lagde (efterfølgende) vægt på, at hvis USA ikke var gået ind i 1. verdenskrig, måtte der have været sluttet fred mellem England og Tyskland, og så var den russiske Zar ikke blevet fjernet. Da ville bolchevikkerne ikke have været i stand til at tage magten i Rusland (Social Justice Magazine, nr. 3, 1. juli 1939, p.). Sådan skulle det ikke være. Der blev spundet milliarder på 1. verdenskrig og senere på bolchevikiske udryddelsesregime. Wilson lovede at det ville blive den sidste krig i menneskehedens historie.

 

I 1941 blev U.S.A. inddraget i 2 verdenskrig, også ved en slags katastrofe - noget aldeles uventet - der savner fornuftsforkla­ring. Den ligeledes store humanist F. D. Roosevelt havde - præcis som Wilson i 1916 - lovende sagt i 1940, da han - som det var muligt dengang - for tredie gang søgte genvalg: "I say again and again and again that I will never send American boys to fight on foreing soil" (= "Jeg siger igen og igen og igen, at jeg aldrig vil sende amerikanske drenge ud og slås på fremmed jord").

 

Tilbage til de større linier:

 

Der var et reelt problem med Zarens Rusland, der ikke var eller ville blive hængt op på en uover-kommelig statsgæld efter 1. verdenskrigs kaos til fremme af Den Nye Verdensorden, Nationernes Liga. De andre europæiske nationer var blevet "sat på statsgældens skinner" allerede på Wiener-kongressen fra september 1814 til juni 1815 efter Napoleonskrigene [3](se mere herom nedenfor). Norge forsøgte med Kronprins Christian Frederik og den norske grundlovgivende forsamling på Eidsvold 10.-17. maj 1814 at få Kieler-Fredens[4] skæbnesvan­gre bestemmelser omgjort til ugunst for Carl Johans (Bernadotte) stor­magtsdrømme sammen med Grev Wedel-Jarlsberg i Norge. Danmarks u­selvstæ­ndighed og specielt Frederik VI's alliance, for sene alliances­skift og formentlig Kronprin­sens mang-lende sans for rænker førte til, at Norge kom i union med Sverige. Alt var afgjort for Norge den 14. august 1814..., de fornemme, ført an af Fyrst Metternich og "pigerne", skålede i Champag­ne i Wien.

 

En af C.F.R.s stiftere, finansfyrsten Paul Warburg, deltog i finansieringen af Lenins, Trotskis, Stalins og Hitlers propaganda og magtovertagelse[5]. Efter mislykkede revolutionsforsøg i Rusland i 1905 endte Lenin i exil i Schweiz, Trotsky i New York, og Stalin blev sendt til Sibirien.

 

Elitens totalitære interesser:

 

I 1915 etableredes et særligt selskab i New York til kordinering af hjælpen til Lenins bolshevikker. Det blev organiseret af Rockefeller, Morgan og bl.a. National City Bank, hvis præsident var Frank Wanderlip. De gjorde det ikke fordi de havde en særlig forkærlighed for kommunismen - som den senere blev benævnt. Den slags ideologi-vrøvl har aldrig interesseret sådanne folk, der ved bedre. De gjorde det kun, fordi de vidste revolutionen ville sikre deres egne mål bedre, verdensdominansen. Man skulle synes at international kommunisme skulle skræmme sådanne folk. Når alt kom til alt finansierede de bolshevikkernes magtovertagelse og samarbejdede med dem udelukkende for at kunne kontrollere dem. Kuhn, Loeb & Co understøttede senere gennem deres tyske afdelinger Trotskys magtovertagelse i Rusland i efteråret 1917 med 20 mill. dollars. Disse blev senere over halvårsperiode tilbagebetalt med 102,29 millioner dollars (jfr. New York Times 23. august 1921) Også umiddelbart efter revolutionen infiltrerede finansmændene Sovjetunionen ved at sende adskillige agenter derover og lade dem være ledet af Trotsky. De besatte alle ledende stillinger i regeringen. Efter revolutionen blev olieproduktionen skåret drastisk ned og Standard Oil - senere Exxon - ejet af Rockefeller, genvandt dets førende stilling på verdensmarkedet. I 1926 indgik Rockefeller og andre compagnier under hans kontrol en aftale med Sovjetunio-nen. Aftalen tillod de store compagnier at sælge russisk olie på de europæiske markeder mod til gengæld at yde Rusland et lån på 75 mill. dollars. Året efter bygge-de deres hemmelige amerikanske partner et olierafinaderi i Sovjetunionen. Det satte skub i den økonomiske udvikling i den sovjetiske økonomi (læs om NEP-politikken i kapitel 2). Det vil sige, at alle involverede i komplottet tjente formuer på det russiske folks lidelser.

 

Lige ved den tid (1924-1925) afløstes Lenins massemyrderier af Stalins, som i Vesten særlig er kendt for sine udryddelser af bønderne under kollektiviseringen, udrensnings-processerne og den allesteds nærværende terror vendt mod gud og hver mand i Sovjetunionen. Hvem af de tre der var værst i henseende til myrderier og menneskelige lidelser er vanskeligt at afgøre. Der opbyggedes forher-ligende myter om både Lenin, Trotsky og Stalin, og Vestens medløbere troede på dem uden at kende noget som helst til realiteterne. Sådan er vi mennesker, når vi ikke ved bedre, i alt fald.

 

I alt en trediedel af Sovjetuninonens befolkning myrdedes [6] og utalte millioner endte i lejrene i Gulag.

 

Løgnene om de tre er utallige og selvproducerede. Om Trotsky kan det anbefales at læse bl.a. histo-rikeren Kristian Gerners kronik “Russisk revolution”, Svenska Dagbladet, Sverige, 6. september 1988.  Det gik ikke blot udover almindelige bønder, som der var flest af. De startede med intelligensiaen. Senere myrdede de stort set alt omkring sig i en konstant blodrus. I 1929, umiddelbart efter fjernelsen af Trotsky, gik Stalin i gang med at forfølge trotskister overalt i kommunisternes kadre. Mange af dem var jøder, og de var som nævnt fulgt med de amerikanske og tyske investeringer i Sovjetunionen. Fra 1928-1934 gennemførtes tvangs-kollektiviseringen af det russiske landbrug, hvor utallige millioner udslettedes. Stalins virkelige interesse for at fjerne jøderne fra indflydelsesrige poster startede dog først omkring 1947. Formentlig var denne interesse den egentlige årsag til giftmordet på Stalin 1953.

 

Utallige blev dræbt eller fængslet. I 1938 blev de fleste af de gamle ledere fra revolutionstiden, generaler og politikere med direkte tilknytning til den bolshevikiske revolution fundet skyldig i forræderi og spionage, og så blev de også henrettet.

 

Var det den usynlige hånd, der gradvist var blevet tydeligere at erkende? Som mange før ham undervurderede han sine modstandere. Ingen socialiststat eller, hvad der er det samme, kommuniststat har nogensinde været sat i værk af de laveste lag. De magter intet, der ligner en revolution eller en statsopbygning for den sags skyld. Derimod snydes de hver gang. Ingen krig heller er blevet fremkaldt af de brede masser, men altid af deres skruppelløse ledere, mest af internationalt tilsnit.

 

Ved 1. Verdenskrigs udbrud boede Trotsky fortsat i New York, Lenin fortsat i Schweiz. Trotsky vandrede i aftentimerne ud og ind hos den store finansfyrste Jacob Schiff (senere medlem af C. F. R.). Pludselig den 27. marts 1917 forlod Trotsky sammen med 275 internationale terrorister og eventyrere New York på skibet S. S. Kristianiafjord sammen med 20 mill. US$ i guld til at finansiere den russiske revolution med[7]. De Canadiske myndigheder opbragte skibet den 3. april, da det lagde til ved Halifax, Nova Scotia. De fandt 10.000 US dollars (svarende til ca. 1 mill. US dollars i dag) på Trotsky personligt, så han blev arresteret sammen med sin kone og og deres to børn. Den egentlige årsag var at der blevet sendt et telegram fra London den 29. marts 1917. Det fortalte, at Bronstein-Trotsky og hans socialistvenner plus nogle børsspekulanter var på vej til Rusland for at starte en revolution. Trotsky hævdede at pengene, som de fandt på ham, stamme fra Tyskland. Canadierne anså ham for at være en kollaboratør på tyskernes side. De skulle bare have vidst. Uanset Trotsky’s amerikanske pas, afviste canadierne at frigive ham, fordi de udmærket kendte ham og vidste, hvor han ville hen – det havde telegrammet afsløret. På det tidspunkt var Canada, U.S.A. og Zar-Rusland i krig med Tyskland. Revolutionen var imod de almindelige politiske interesser i Amerika og Canada, fordi dens succes ville sætte Lenin i stand til at lave en fredsafslutning med Tyskland, der så kunne bruge alt krudtet på at gå mod vest. Det viste sig at dette netop var aftalt - se de næste afsnit. Under pres fra Woodrow Wilson, som var de sammenspistes mand, blev Trotsky alligevel løsladt fem dage senere. Canadierne und-skyldte, at de have afbrudt Trotsky’s rejse. Senere blev alt gjort for at skjule den kendsgerning for den canadiske offentlighed (særlig efter 1919), fordi myndighederne vidste de havde forlænget verdens-krigen med et år ved at løslade Trotsky. Alle dokumenterne der viser, hvad der skete er nu frigivet af de nationale canadiske arkiver.

 

Lenin forberedte på det tidspunkt en fest i sit luxus-eksil i Schweiz for at samle partitoppen. Ved denne fest deltog Max Warburg (hemmelig politichef i Tyskland og Paul Warburgs broder) og Colonel E. Mandel House. Sidst­nævnte var den amerikanske præsident Woodrow Wilsons rådgiver og "kæledægge" samt Jacob Schiffs - Rothschilds agent i U.S.A. - særligt fortrolige sendebud. Bemærk, at U.S. A. havde p.g.a. krigen afbrudt alle officielle forbindelser med kejserens Tyskland og var officielt allieret med Zarens Rusland. Max Warburg skulle sikre revoluti­onslede­rnes (Lenins og 32 mere) transport gennem Tyskland til Rusland uden den tyske regerin­gs officielle viden. Max Warburg var tillige storfinansier i Hamburg med sæde i den tyske Reichbanks Præsidium. Mortimer Schiff, Felix Warburg, Otto H. Kahn, Max Warburg, Jerome Hanauer, Alfred Mildner og kobber-familien Gug-genheim financierede bolchevikkerne, jfr. historikeren David Shub.

 

Et dokument (861.00/5339) i arkiverne i US State Department bekræfter at to navne mere skal nævnes i den forbindelse, Max Breitung og Isaac Seligman. I følge det samme dokument, var der lagt planer om at fjerne Zaren i februar 1916. Der er altid nogle folk, der tjener penge på krige og revolutioner. Det må man aldrig glemmer, når man forsøger at forstå historien. The New York Harald Tribune skrev: “Det ser ud som om den bolshevikiske revolution i Rusland i virkeligheden er en enorm finan-siel operation, hvis mål er at overføre kontrollen med uhyre sum penge fra russerne til europæiske og amerikanske banker.” 

 

Bankieren Max Warburg spillede en central rolle i fonds-finansieringen af kommunisternes propa-ganda i Rusland. Han sørgede for at industriejeren Hugo Stinnes gik ind på at give to millioner rubler til bolchevikkernes propaganda-aktiviteter den 12. august 1916 (Ifølge Jüri Lina i bogen ‘Under the Sign of the Scorpion’, Stockholm 1994, side 152, der refererer Zeman i ‘Germany and the revolution i Rusland, 1915-18. Dokumenter fra arkiverne i det tyske udenrigsministerium’, London, 1958, side 92).

 

Et lille uddrag af Jüri Linas ypperlige og veldokumenterede bog fra 1994:

“Russerne var ude af stand til at bygge de mere avancerede fabriksanlæg, heller ikke selvom amerika-nerne gav dem detaljerede instruktioner. Således indgik industripioneren Albert Kahn fra Detroit en aftale med Moska i februar 1930 ifølge hvilken han skulle bygge en række industrier i Sovjetunionen. De samlede omkostninger beløb sig til to milliarder dollars (1930). Af de store projekter som zionisten Albert Kahn gennemførte kan der nævnes elektromotorfabrik i Elmash i Ural og turbine-fabrikken i Kharkov (designet af General Electric). Hans nærmeste assistenter var rådgivere for Sovjetunionens regering i spørgsmål vedrørende den anden femårsplan, ifølge Encyclopaedia Judaica.”

 

[Vi har hørt om Stalins behandling af sine egne trofaste soldater, da mange vendte hjem efter at have været krigsfanger i vesten efter krigen – han slog de fleste ihjel og resten blev sendt til Gulag, formentlig kun fordi de ikke skulle kunne oplyse, at selv i krigstid var vesten lysår fra sovjetunionen m.h.t. effektiv samfundsindretning, men det følgende har været holdt skjult:]

 

“Sovjetunionen lokkede 100.000 amerikanere til at tage til Rusland. De fleste af dem fik aldrig lov at vende tilbage. De blev gjort til sovjetiske borgere mod deres vilje. Nogle af dem, der begyndte at protestere og kritisere kommunismen endte endog i fængselslejre. Dette for at fortælle hvor bekymrede magtspekulanterne var for at den amerikanske offentlighed skulle få detaljeret information i hænde om forholdene i det kommunistiske “paradis”. 60.000 tyskere arbejdere tog også til Stalins regime.”

 

“Der blev således designet utallige projekter i opbygningen af den falske front mod kommunismen. Den internationale finanselite (Kuhn, Loeb & Co, Morgan, Rockefeller, Warburgerne, Dillons, Cyrus Eaton, David Kendall o.a.), som tog sig så godt af bolshevikkerne, hjalp også Adolf Hitler til magten. Bl.a. Charles Highams, “Trading with the enemy”, New York 1983, dokumenterer dette til punkt og prikke.”

“Det er en myte, at kapitalisterne ikke vidste, hvad de gjorde. De vidste udmærket hvorfor de hjalp alle mulige politiske banditter. Stalin og Hitler havde også længe fælles forretningsinteresser, fordi de forberedte en udryddelse af hinanden.”

 

“Det blev i øvrigt besluttet i San Diego in maj 1941, at Hitler ville angribe Stalin og ikke omvendt. Dette ville blive mere fordelagtigt for den internationale elite. Admiral James Richardson var nået til det analyseresultat, at det ville være mest fordelagtigt for USA, hvis Hitler angreb Stalin først (jfr. Igor Bunich, “The Party’s Gold”, St. Petersburg, 1992, p.133).”

 

“Winston Churchill’s artikel “Zionism Versus Bolshevism”, der blev offentliggjort den 8. februar 1920 i Illustrated Sunday Herald, fortæller at Trotsky tilhørte den samme jødiske sammensværgelse som den, der begyndte med Adam Weishaupt (mit: som førende skikkelse i det åbne).” (Slut med citater fra Jüri Linas ‘Under the Sign of the Scorpion’, Stockholm, 1994).

 

Franske historikere har netop (1996/1997) afdækket via de nu tilgængelige Sovjetanaler og fået bevis for, at der forelå en hemmelig aftale mellem Lenin og det tyske kejserrige om, at så snart Lenin fik revolutionen iværksat, skulle de tyske hære forlade Østfronten, og kun dersom Lenins revolution mislykkedes, skulle krigen der genoptages.  

 

Så kan man spørge, hvorfor de amerikanske banker valgte Lenin til at udføre deres arbejde i Rusland. Simpelthen fordi hans program gik ud at nationalisere bankerne og kontrollere alt fra centralt hold. Monopol er selvsagt altid at foretrække for de få. Størrelsen af det pres, der kan udøves fra russisk side i dag som følge af tidligere hemmeligt, nu tilgængeligt materiale, er vanskeligt at fastslå. Tilbage til den mere officiøse version af verdens gang.

 

Alle nævnte pengeplansaktører og ministre på amerikansk side i denne gennemgang var medlemmer af C. F. R. logen. Flere C.F.R.-stiftere finansierede disse socialis­merevolutioner.[8]

 

Statsfinancier nr. 1:

 

Uddrag af ‘Rothschilderne’ forfattet af Ignaz Balla og oversat til dansk af Carl Behrens (forlagt af V. Pios Bog-handel, København 1914):

.”..Dette skete omkring året 1785, i hvilket Landgreven (af Hanau, Wilhelm IX, den senere Kurfyrst Wilhelm I af Hessen) besteg tronen i sit lille rige. Forretningsforbindelsen med Rothschild var endnu i lang tid ubetydelig, hans hele virksomhed i landgrevens tjeneste indskrænkede sig til levering af gamle mønter og til at indløse små veksler på London, som landgreven ligesom sin fader modtog fra ørigets regering for leverancen af soldater[9]. Den gang stod det enhver tysk fyrste frit for efter behag at holde en hær, og denne uindskrænkede højhedsret førte til den mest egenkærlige sjakren med sjæle. Allerede landgreve Karl af Hessen, en af Wilhelm IX’s forfædre, havde begyndt denne ågren med menneskekød og derved forøget sin formue med næsten tolv millioner thaler. Hans sønnesøn Friedrich II havde sin “vise” forgængers (mit: Friedrich den Weise, der skjulte Martin Luther for Kejseren, så han kunne oversætte Det nye Testamente til tysk i fred) spor og har ligeledes drevet den rigelig indbringende forretning. Efter hans død forsmåede Wilhelm IX heller ikke denne art pengeerhverv, og allerede i sin regerings andet år sluttede han overenskomst med England om levering af 12.000 mand. Han fik herfor på stedet udbetalt 675.000 thaler, som han kunne lægge til de 22 millioner thaler, som hans “glorige” forgænger havde stukket i lommen for de til de nordamerikanske kolonier solgte undersåtter.”[10]

 

“Disse uhyre summer, ved hvilke den unge landgreve og senere kurfyrste Wilhelm blev en af sin tids rigeste fyrster, dannede også den indirekte årsag til Rothschildernes opkomst. I løbet af mindre end et halvt århundrede blev de Europas “sjette stormagt.”

.”..På grund af denne tillid henvendte Rothschild sig i året 1789 med en ansøgning til Wilhelm IX, der allerede i fire år havde resideret i Kassel som sin faders efterfølger, om at denne allernådigst ville betro ham på samme måde som bankierne i Hanau salget af de engelske veksler.”

.”..Den danske finansforvaltning anbragte ligefra året 1780 sine statsgælds-obligationer i udlandet, især i Amsterdam; men senere anvendte den ofte i samme øjemed det største Franfurter bankhus Brødrene Bethmanns hjælp. I året 1804 skulle disse sælge resten af et sådant dansk lån, men det var dem imidlertid umuligt at udføre dette, dels på grund af den politiske stilling, dels på grund af den almindelige pengemangel.

I slutningen af oktober frembød sig visselig udsigt til at afsætte nogle hundrede-tusinde thaler, men kun med en rabat af 8%. På samme tid indtraf dog et betydeligt bedre tilbud fra en altonaer bankieren Lawaetz til København, men dette oversteg langt dette firmas materielle kræfter. Det var hermed klart, at denne offerte blev gjort på tredjemands vegne. Lawaetz bestred det heller ikke, men han ville ikke under nogen betingelse forråde navnet på sin mandant. I virkeligheden stod....Maier Amschel Rothschild bag hans tilbud. Naturligvis kunne heller ikke han operere med egne kapitaler - bag ham skjulte sig Wilhelm IX, hvad der var den egentlige grund til den hemmelighedsfulde fremgangsmåde.”

“Sandsynligvis var det Rothschild, der også i året 1802  på lignende måde skaffede det danske hof 100.000 thaler, men man erfarede aldrig i København, hvor pengene stammede fra. Men nu tilbød Lawaetz yderligere 200.000 thaler med den bemærkning, at hans mandant var en frankfurter, der ikke ønskede, at de derværende bankierer skulle få nys om forretningen, af hvilken grund statsobligationerne skulle sendes direkte til Kassel, hvor den tilsvarende valuta øjeblikkelig ville blive stillet til dispensation. Selv om  Rothschild heller ikke nu afslørede sig, så var dog betegnelsen af Kassel som betalingssted et tydeligt vidnesbyrd om, hvorfra pengene stammede. Da forretningen derefter blev definitivt afsluttet, stemte Lawaetz, at kuponerne skulle sendes til den hessiske overhofagent Maier Amschel Rothschild, der ville indløse dem. Heraf kunne den danske finansfor-valtning tydeligt se, hvem der var den egentlige tillidsmand og mægler.”

“I virkeligheden blev Danmark yderligere på lignende måde forstrakt med større summer, så at lånene i året 1806 beløb sig til næsten to millioner thaler. Betingelserne blev dog ikke gunstigere, men formede sig betydelig vanskeligere på grund af den almindelige pengemangel. Også de truende

politiske tilstande forøgede det hessiske hofs mistillid, så at et nyt dansk statslån i begyndelsen af 1806 på et hængende hår var mislykket. Denne gang rejste Rothschild ofte selv til Hamburg og Mecklenburg; han førte pengene med, og forhandlingerne nærmede sig allerede deres afslutning, da den danske finansforvaltning erklærede vilkårene for uantagelige. Senere kom dog forretningen til et beløb af 1.300.000 thaler i stand med Lawaetz, og ved denne afslutning hændte det for første gang, at Rothschilds navn figurerede offentlig i hans egenskab af kasselsk agent.”

“Ikke længe efter gjorde Brødrene Bethmann det danske hof et noget billigere tilbud på et lån på 500.000 gylden. De kunne dog ikke indfri deres løfte og var også ude af stand til at opfylde andre forpligtelser; ja de måtte endog forlange et lille forskud tilbage, som de i februar samme år havde ydet Danmark. Dette bestyrkede tilliden til Rothschild, hos hvem noget lignende aldrig passerede, og som altid punktlig holdt sit ord, uafhængig af den pengemangel, som forårsagedes af politiske forhold. Han kom også denne gang Danmark, der var bleven bragt i en slem forlegenhed ved Brødrene Bethmanns optræden, beredvilligt til hjælp, og stillede gennem Lawaetz i Altona 300.000 til 400.000 thaler til rådighed.”

“Det var i det hele året 1806, at Rothschilds lykkestjerne begyndte at stråle med forøget glans. Ved de danske lån var den gamle Maier Amschels formue vokset i betydelig grad; af større betydning var det dog, at han nu nød Wilhelm IX’s ubetingede og urokkelige tillid.”

“I sit lykkelige ægteskab med Meier Amschel, med hvem hun (Gudula) havde levet fredeligt i 42 år i huset med det grønne skilt, havde hun haft ti børn, fem sønner og fem døtre. Hendes døtre Charlotte, Isabella, Babette, Julie og Henriette giftede sig med mænd af familierne Worms, Bey-fusz, Sichel og Montefiore. Af hendes sønner blev Jacob grundlæggeren af Pariser-firmaet, Karl af Neapeler-firmaet, Nathan af Londonerfirmaet og Salomon af Wienerfirmaet. Den ældste, Anselm, førte Rothschildernes gamle stamhus i Frankfurt videre.”

“Gamle Maier Amschel Rothschilds sønner var bleven pengefyrster i fem verdensbyer. Og disse fem verdensbyer betyder fem riger...”

“Utvivlsomt har Rothschild i London under de “hundrede dage” ydet såvel den engelske som den preussiske stat uvurderlige tjenester. Men disse “hundrede dage”, ligesom den dag Napoleon led sit nederlag i slaget ved Waterloo, bragte Frankfurter Ghettoens sønner en kæmpemæssig avance, medens de nogle uger forinden havde stået overfor enorme tab. Bonapartes uventede tilbagekomst fra Elba havde slået en tyk streg over Nathan Rothschilds finansielle planer, og det lod et øjeblik næsten til, at hans hus, der allerede i vide kredse gjaldt for urokkeligt, næppe ville kunne modstå denne pludselige verdenshistoriske vending. Alt stod på spil for ham. Rådvild ilede han til fastlandet for at slutte sig til den engelske hær og overalt følge dens spor. Da den så ved den sydlige grænse af Soignes-Skoven traf forberedelser til det afgørende slag, kunne Nathan Rothschild, der ellers gøs tilbage for synet af blod, ikke længere beherske sin utålmodighed; han ville ikke opholde sig længere bag ved tropperne, men ilede i feberagtig ophidselse hen til slagmarken. Med beklemt hjerte, med bankende tindinger, med nerver, der var bristefærdige af spænding, og nær ved at blive vanvittig var han her fra et højdedrag øjenvidne til den store afgørende kamp.”

“I dette blodige slag fik Napoleons andet herredømme, der varede hundrede dage, sin skæbne beseglet. Og endnu før Napoleon foretog sit sidste, fortvivlede angreb, for selv med de blodigste tab at gennembryde fjendens slaglinier og ved hjælp af sin garde tvinge ham til tilbagetog, vendte Nathan slagmarken ryggen: det han havde fået at se, var ham et tydeligt varsel om Napoleons fald.”

“Nu forfærdede synet af de døde og sårede ham ikke mere: nu svævede kun hans egen slagmark på børsen ham for øje. Han drog i krig.”

“Med hjertet svulmende af grænseløs fryd galopperede han med slappe tøjler til Bryssel. Her lejede han uden at spilde så meget som et minut, til trods for den forlangte, uforskammede høje pris, en vogn, og jagede uden at unde hestene nogen skånsel, ventre à terre til Ostende, for derfra uden tøven at vende tilbage til London.”[11]

“Han nåede også lykkelig til Ostende, men dèr syntes det, som om alle hans anstrengelser havde været spildte: Overfarten var umulig, for der rasede en frygtelig storm over havet, og der fandtes ingen sømand, der i et sådant uvejr ville vove sit liv.”

“Men Rothschild, der ellers levede i evig angst for attentater, lod sig nu ikke afskrække af døden. Han, der visselig ikke var nogen helt, følte nu ikke frygt. Han tilbød den, der ville bringe ham til England, gennem de rasende bølger, 500, 800 og til sidst endog 1000 franc. Ingen vovede det. Han ville allerede til at opgive det hele, da der meldte sig en modig knøs, som erklærede sig rede til at sejle Londoner Krøsus’en over, hvis han på forhånd ville betale hans kone 2000 franc i rede penge. Forsynlighed var en borgmesterdyd, og hvis de nu begge gik hen og druknede, skulle han kone da i det mindste have noget i behold.”

“Med glæde betalte Nathan Rothschild det forlangte beløb og belønnede yderligere gavmildt den tapre skipper, da han kunne sætte sin fod på engelsk jord. Halvdød var han nået til den engelske kyst, men dog tøvede han heller ikke nu et øjeblik, men fortsatte med hurtigpost sin vej fra Dover til London.”

“Næste dags morgen stod han atter på sin sædvanlige plads i børssalen, lænet til en søjle. Kun var hans ansigt ualmindeligt blegt. Han stod der fuldstændig udmattet, med trætte øjne og vaklende knæ. Han så ud som en på sjæl og legeme nedbrudt mand, der i løbet af en eneste nat var bleven ti år ældre.”

“I den mægtige børssal herskede der en bevægelse som i en opskræmt bisværm. De ellers så koldblodige børsherrer gik i dag nervøse og urolige frem og tilbage, hviskede korte bemærkninger til hinanden, udvekslede forstående tegn, og hver enkelt af dem skælvede på sjæl og legeme for noget ubekendt. Jobsposterne fløj fra mund til mund. Med sagte stemme diskuterede de Blüchers nederlag, og fra øre til øre hviskedes efteretningen om, at Napoleons tunge livgarde også havde slået Wellingtons hær. Allerede de ubekræftede rygter var nok til i disse bekymrede øjeblikke at få folk til fuldstændig at tabe hovedet. Og denne uheldssvangre tilstand nåede sit højdepunkt, da de børsbesøgende fik øje på Nathan Rothschild. Dér lænede han sig, ligeså jaget til døde, mod en søjle og syntes i sin ynkværdige tilstand næppe at kunne holde sig oprejst - han, den koldblodige, rolige Cæsar, hvem ellers den mest rasende børspanik ikke formåede at bringe ud af ligevægt.” “Hvad man hidtil havde betragtet som ubekræftet snak, det antog nu skikkelse af uigendrivelig sandhed, thi mere eftertrykkelig end de omkring svirrende, ubestemte rygter talte Nathan Rothschilds ansigt. Og over hele børsen blussede som en elektrisk gnist den panikagtige frygt for, at England mest uforsonelige, mest lidenskabelige fjende atter var fri, og at ingen ville kunne standse ham på hans vej, når han atter som en svøbe fra Gud styrtede sig over Europa.”

“Som en ødelæggende cyclon bemægtigede angsten sig City. Efteretningerne antog stadig mere og mere bestemte former, de voksede lavineagtigt, og idet de formede sig til sande rædselsbilleder, fyldte de menneskene med forfærdelse. Der opstod vild panik. Kurserne fald fra minut til minut, der var til sidst ingen bund at finde, og da man bemærkede, at ikke alene Rothschild, men også hans agenter[12] tilbød papirerne til salg i store poster, ja, formelig kastede dem ud på markedet, da var der intet, som mere kunne standse værdipapirernes fald. Som om vanvid havde grebet mængden, begyndte i løbet af få minutter de solideste og stærkeste bankhuse at vakle, og kursen på de sikreste værdipapirer slog kolbøtter som afgudsbilleder, som de troende, der i deres skuffelse er blevne grebne af hævnlyst, styrter ned fra deres piedestaler og knuser.”

“Imidlertid lo den dødblege mand ved søjlen i skægget. Medens deltagende sjæle beklagede Nathan Rothschild, hvis mægtige firma, som de troede, nu også var trådt i støvet og ødelagt ved kæmpe-mæssige tab, lod han uden at vække opsigt sine hemmelige agenter, der i denne egenskab ikke var kendt af nogen som helst, opkøbe alle tilbudte værdipapirer.”

“Den følgende dag indtraf efterretningen om, at Blücher havde sejret ved Ligny og Wellington ved Waterloo. Rothschild meddelte det selv med strålende ansigt ved åbningen af børsen, kurserne steg rivende og nåede en hidtil ukendt højde. Han havde på en dag tjent hen ved tyve millioner kroner. Den gang opstod det bevingede ord: ”De allierede vandt slaget ved Waterloo, men i virkeligheden var det alene Rothschild, som vandt.”

 

“Det var ikke Italiens naturskønheder, som bevægede Rothschilderne til at vælge dette land til et felt for deres virksomhed, de havde tværtimod med stor grundighed udregnet, hvilke økonomiske resultater de kunne vinde i det på skatte så rige Italien.”

“På hint tidspunkt bestod det nuværende Italien endnu af talrige små stater, ganske på samme måde som datidens Tyskland. Men just denne politiske adsplittelse var en overordentlig gunstig faktor for den Rothschildske forretningsånd. Da Karl Rothschild valgte Neapel til residens, ville han ikke udelukkende indskrænke sine pengeoperationer til kongeriget Neapel alene, men tænkte på at udstrække dem til samtlige italienske stater.”

“I hele Italien var statskasserne tomme, og Vatikanet måtte også kæmpe med evige pengekvaler. Roms finanser var allerede under Pius VI’s ødsle regering kommen i en jammerlig tilstand.”

“I året 1821 nåede i kongeriget Neapel de renter, som årligt skulle betales, et beløb af næsten fire millioner neapolitanske dukater.”

Alle muligheder var opbrugte og forsøgt lige ned til saltmonopol og lotterispil.

.”..Karl Rothschild åbnede sit hus Neapel. Snart efter henvendte kongerigets regering sig til ham angående et lån, ved hjælp af hvilket den i det mindste kunne redde sig ud af sine øjeblikkelige pengevanskeligheder.”

“Karl Rothschild var nøje underrettet om Neapels finansielle forhold og vidste, at kongeriget bestandig havde at kæmpe med pengevanskeligheder. Men han vidste også, at grunden hertil ikke måtte søges i, at statskassen hverken formåede at bære de løbende eller de overordentlige udgifter, men udelukkende deri, at på den ene side var de gamle byrder altfor trykkende, på den anden side blev der i ledelsen af landets finanser begået alvorlige fejl.”

“Lånesummen var 16 millioner dukater, som Karl da også indbetalte i kongerigets statskasse. Men disse 16 mill. var aldeles ikke nok til fuldkommen at ordne kongerigets ødelagte pengeforhold. Hertil behøvedes et nyt lån, og angående et sådant henvendte regeringen sig påny til Rothschild-huset i Neapel.”

“Da følte Karl Rothschild for første gang den mægtige indflydelse, han besad i kongeriget Neapel. Han havde næppe nok opholdt sig et eller to år i landet og allerede personificerede han en magt, der var så stor, at hans ønske gjaldt som befaling. Og nu ønskede han at gøre sin vilje gældende.”

“Et intimt venskabsbånd forbandt Karl Rothschild med Cavaliere de Medici, en fornem italiensk artistokrat af fin smag og fremragende evner, der var en stor kunstkender, men samtidig også en

fortræffelig finansmand. Den neapolitanske regering havde imidlertid af politiske grunde forvist Cavaliere de Medici, og han levede den gang i landflygtighed i Florens.”

“Men Rothschild lod ikke sin ven i stikken. Det kan være, at han særlig stærkt følte fraværelsen af sin intimeste ven i Neapel, hvor han i grunden var en vildtfremmed og savnede passende selskab: i hvert fald knyttede han den absolutte betingelse til bevillingen af de nye statslån, at man skulle kalde Cavaliere de Medici tilbage fra forvisningen. Karl Rothschild kendte sin vens evner på det finansielle område, og han ville ikke blot se sin ven igen i sin kreds, men også binde den fremra-gende fagmand endnu fastere til sig og vide ham i sin nærhed for i det rette øjeblik at hjælpe ham til en stilling, der ikke blot ville betyde en ophøjelse for Cavaliere de Medici, men også ville yde ham, pengemanden Rothschild, en garanti.”

“Næppe en menneskealder efter hans fader, gamle Maier Amschel kun havde været en simpel bissekræmmer, var han bleven en sådan magt, at han ganske simpelt kunne diktere regeringen i et land, der nylig endnu havde været ham fremmed, sin vilje, og at der ikke var andet for denne rege-ring at gøre end at adlyde ham.”

Det andet lån beløb sig til 20 mill. Betingelsen herfor var, at den nuværende finansminister blev afskediget fra sit embede, og at Cavaliere de Medici blev udnævnt finansminister. Cavaliere de Medici, den landsforviste, blev næppe et år efter sin benåd-ning ene og alene på Karl Rothschilds tilskyndelse udnævnt til finansminister.

 

Til næste kapitel