5. Kapitel

Tidevands-Økonomi

 

Op- og nedgange i økonomien?

Virkeligheden foretrækkes af de fleste ærlige individer, teorier derimod bygger på en sum af simple/virkelighedstilpassede/snedigt udvalgte antagelser, hvorfra der resoneres blindt logisk til en fortsat tænkt virkelighed. Det er derfor teorierne altid stemmer med hele setuppet, men yderst sjældent eller aldrig med virkeligheden. Hjernespind kan også bruges til at indfange og dermed kulsejle med. Ikke desto mindre havde vi tidligt kunnet nærme den økonomiske videnskab mere til virkeligheden takket være blandt andre Friedrich von Hayek, Milton Friedman, Ludwig von Mises og Laurids V. Birck, der har haft samlet og skabt viden herom.

Vi er så heldige, at de fleste dispositioner, tilstande og resultater beskrevet i den national-økono-miske videnskab dels har en såkaldt realøkonomisk dels en finansiel side, og at det forholder sig sådan samtidig, at eksempelvis penge, finanser og bankvæsen ikke kun er teoribegreber. Ikke desto mindre var netop disse de første, der blev brugt til at forme den cyberspace-virkelighed, der siden har udviklet sig, så vi snart kun kan håbe ”guderne må sig forbarme”. Virkeligheden har det godt med betalinger, tilgodehavender, gæld, kapital og delvis godt med monetære forhold i øvrigt som betalingsmiddelmængde og rente. Ved at supplere med en monetær-, finans- og  kapitaltolkning, bliver vi i bedste fald mest i stand til at tolke og forudsige periode- og statusmål målt i tal og beløb som følge af menneskenes økonomiske gøren og laden.  Andet skal der ikke til.

[Kun de første små afsnit er præget af illustrerende talangivelser]

--------------------------------------

Den 12. december 2001 skrev DR-Teksttv: ”USA’s centralbank sænker renten med 0,25 procent-point, så renten bliver 1,75 %. Det er 11. gang i år og den laveste i 40 år. Selvom det  ikke ses tyde-ligt på beskæftigelsen, så har det påvirket boligmarkedet og bilsalget”.

”Deflation: Vedvarende prisfald over en bred front. Deflation bringer lønninger, priser, indkomster, produktion og beskæftigelse mere og mere til fald”.

”...deflationens kræfter i verden er stærkere lige nu end noget andet vi har set siden Den store De-pression ”, meldte Grek Jensen, Bridgewater Associates; Barrons 4/09/98.

”...på et eller andet sted bliver psykologien ”køb ikke nu” gældende, fordi det bliver billigere sene-re,” Barton Biggs, Strategist, Morgan Stanley; Barrons 29/06/98.

”Når som helst forbruget falder, kan omsætningen ikke dække afdragene og rentebetalinger på lån. Derfor bliver gældsbyrden tungere og tungere”, John Rocca, Land of the Rising Sun, February 1999.

……

Fra sidste kvartal 1998 og et år ind i det nye århundrede hørte vi tiraderne fra alverdens dominerende, men praktisk talt  uvidende mediekommentatorer: ”Kollaps, Deflation”, som en uafviselig skæbne vi må gennemleve. Først Asien (1997) (Japan: ”Kakadu hakai”), dernæst USA og Europa. Enkelte blandt såkaldt oplyste dele af de menige befolkninger har formentlig, hvis ikke før, så nu (2001) gjort økonomi til et trosspørgsmål lidt på linie med De Ti Bud eller Islams fem søjler, hvis de overhovedet rejser spørgsmålet.

Og det er i grunden ikke så sært.

Siden midten af 1980-erne har spørgsmål om økonomisk politik været fjernet fra den danske TV-skærm. Så galt står det ikke til andre steder i den civiliserede verden. Derudover har vi i øvrigt intet måttet lære om emnerne. Har vi forsøgt, er vi fortrinsvis helt fra ungdommen blevet indoktrineret med John Maynard Keynes’ sære betragtninger, der bl.a. har ført os til, hvor vi er.

Keynes            

Lad mig fjerne enhver tvivl straks og ligefremt: Deflation kan kun skabes, som verden ser ud i dag. I dag ved man nogenlunde, hvorledes den undgås. Det er ingen uafviselig skæbne. At der skulle være interesser knyttet til at skabe deflation, stilstand, måske krig og derpå yderligere magtsamling, skal jeg ikke afvise. En samling af de reelle monetære beslutninger som f.eks. i EU med EURO-en kan føre til både det ene og det andet. Beslutningerne er samlet på færre hænder.

EURO            EURO2

Hvorfor uddybe nogle økonomiske tilbagegange? Simpelthen fordi det, der sættes i værk angiveligt for at vende udviklingen til opgang, er grundlæggende forkert. Er det ikke forkert, er målet et andet end det erklærede.

Så enkelt er det.

Tager vi den amerikanske økonomi, uddybes tilbagegangen hele tiden. Ultimo oktober 2001 kunne læses af de officielle opgørelser, at  industriproduktionen faldt med 5,8 pct. i september efter et fald på 4,6 pct. i nærmeste foregående  måned. Den årlige vækstrate i detailsalget faldt til 0,2 pct. i sep-tember fra 3,7 pct. i august. Også bruttonationalproduktets vækstrate faldt til et årligt 0,3 pct. i 2. kvartal fra 1,3 pct. i det foregående kvartal. Desuden gik beskæftigelsen uden for landbruget tilbage med 200.000 i september 2001.

Nu er de økonomiske kommentatorer ikke sikre på, om dette peger på en yderligere svækkelse i de kommende måneder (i 2001). Og det bør ikke overraske. Har kommentatorerne fanget nogle tilfæl-dige tal for nogle få tilfældige måneder og i øvrigt koncentreret sig om at fange de relevante oplys-ninger?

Skal vi tage disse tal for noget, fortæller de noget relevant, så må det være klart for enhver, at Allan Greenspans (direktør for den amerikanske Federal Reserve (centralbanken)) ”easy-money” lavren-te-pengepolitik er slået fuldstændig fejl, når vi fastholder målet. 11 gange har han nedsat renten på et år. Og lige lidt hjalp det. Det gjorde det måske værre?

NAPM’s (National Association of Puchasing Management) seneste rapport (26/11/2001)  viser, at den økonomiske aktivitet i produktionssektoren har været faldende i de seneste 15 sammenhæn-gende måneder. Dette præsenteres samtidig med, bruttonationalproduktet på årsbasis fortsat måles til at være i vækst og samtidig med NAPM-salgs-indekset faldt fra 47 pct. i september til 39,8 pct. i oktober, og produktionsindekset faldt fra 50,3 pct. til 40,9 pct. NAPM-organisationens beskæftigel-sesindeks faldt 6,1 procentpoint til 35,1 pct. i den samme periode. Ikke en eneste af de 20 industrier i fremstillingssektoren rapporterede om vækst i oktober. Mr. Ore, NAPM-organisationen, meldte fejlagtigt, da man gav den 11. september skylden.

Han kunne lige så godt have henvist til stjerneskuddene i Danmark i august.

Én ting kan bekymre en del: I oktober (2001) konstaterer vi en detailsalgsstigning i USA på 7,1 pct., samtidig med beskæftigelsen og industriproduktionen gik ned og forbrugertillidsindexet også faldt. Enkelte hævdede, at det skyldes lagerreduktioner. Sandt nok, men på den anden side, så skal biler og andre dyre luksusvarer betales. Og vender læseren nu tilbage til indledningen af denne artikel, så vil det stå lysende klart, at det netop lige er på dette sted nationalbanken kommer ind på scenen. Allan Greenspan har oversvømmet markederne med billige kreditter, så kraftigt at lagrene tømmes. Men det, der spiller en rolle, er netop ikke om lagrene tømmes eller om forbruget øges.

Produktion og investering i produktion burde have første prioritet  for en ansvarlig nationalbank-direktør, som tingene ser ud.

I oktober (2001) faldt forbrugerprisindekset med 0,3 pct., medens producentprisindekset faldt med næsten 1,6 %.  Deflation råbtes der så i kor. Misforståelsen er til at tage og føle på. Generelle prisfald er ikke deflation, slet ikke generelle prisfald i en måned, i et kvartal eller to. Når afgørende dertil lægges, at pengemængden er blevet forøget med $800 milliarder i de sidste 12 måneder forud og i oktober og november alene med $240 milliarder, så kan alt om deflation lades ude af betragt-ning, lige for nuværende. *)

Deflation skyldes simpelthen en mindsket pengemængde og ikke noget andet. Her er jo tale om det modsatte. Nu er det i øvrigt ikke sådan, at fordi to eller flere fænomener optræder samtidig, så må der nødvendigvis af den grund lyse en sammenhæng ud af dem. Tilmed er der i flere vitale sam-menhænge tale om, at virkningerne af det ene og det andet først viser sig adskillige måneder senere.

Nu kunne man så spørge, hvorfor federalbankens lavrentepolitik ikke virker, eller måske hvorfor den virker forkert.

Dag til dag-kommentatorerne vil simpelthen melde om forbrugertilliden og forbruget. Og det er ligegyldigt. Hvis forbrugeren bruger flere penge, vil kommentatoren deklarere, at det er godt for be-skæftigelsen og tegn på vækst. Hvis forbruget falder, skal læserne eller seerne have at vide, hvor-ledes dette forhindrer beskæftigelsen og væksten.

Giv seeren ret, og han vælger din kanal og ser dine reklamer. Sludder og vrøvl.

Den måde at tænke på fører dig væk fra virkeligheden. Men det er lige meget, selvom økonomer allerede for 180 år siden slog en pæl igennem dette vrøvl. John Maynard Keynes genfremfandt  uhyret endog med særlig potent bryg godt podet med indbyrdes modstridende, forlorne iklædninger, så det kom til at fremstå som en original, dybsindig tænkning.

Det var ingen af delene. Hans fejltagelser har bl.a. bragt os i den helt latterlige situation, hvor vækst og opsparing behandles af de fleste som hønen-ægget-spørgsmålet, og hvor der sågar også endnu er folk, der søger at argumentere for at opsparing er farlig for økonomien.

Lad os nu slå fast, at forbruget ikke sætter vækst i gang. Så absolut ikke, uanset, hvad der måtte være sivet fra universiteterne og måske delvis være annammet af tidens daglige indpiskere medier-ne, spinddoktorer og andet letbenet godtfolk.

Forbrug eller forbrugertillid er aldrig et problem, men produktion og beskæftigelse er et problem. Selvom dette allerede blev indset af de klassiske økonomer, så skal det straks være sagt, at ikke enhver vigtig sammenhæng, specielt om værdi, priser og omkostninger var afklaret med de klas-siske økonomer. Så langt fra.

De såkaldte opgangstider stammer også fra en af de keynesianske myter. Hvis der er arbejdsløshed, ”skal aktiviteten stimuleres ved, siger myten, at den samlede (aggregerede) efterspørgsel skal pumpes op, i de typiske tilfælde ved at pengemængden i samfundet også øges.” Desværre reducerer pengemængdeudvidelsen arbejdsløsheden ved at lønomkostninger reduceres for-holdsvis mere end værdien af produktionsresultatet (inflation). Det der sker: hvis prisen på arbejdet er 105, og værdien af det tilhørende produktionsresultat kun er 100, så kan det selvsagt ikke betale sig at producere og derfor bliver der arbejdsløshed. Så kan man ved at øge betalingsmiddelmængden fjerne overprisen på arbejde ved at prisen på produktet nu i stedet  (kunstigt) bliver 105 eller mere.

Fabriksproduktionen havde været faldende i USA (1/11 2001) i de sidste 12 måneder. Ikke desto mindre insisterede kommentatorerne på at koncentrere sig om forbrugerefterspørgslen. End ikke de klassiske økonomer, selvom vi så tager Karl Marx med, var så dårligt oplyste. Der var mange af disse i 1930-erne, der dog argumenterede for, at forbrugerudgifterne måtte øges for at genvinde op-gangen. Enkelte andre som f.eks. Stagg Lawrence understregede, at forbruget blev holdt vedlige, selvom det var producentvareindustrierne, der havde nedgangen. Og det er nøjagtig, hvad der var sket i det forløbne år.

Havde denne ”forbrugerskole”  - som vi godt kan kalde den med Allan Greenspan som overlærer -  haft ret, ville præcis det modsatte have været sket med den økonomiske nedgang.

At opmuntre forbruget ved kunstig lav rente dirigerer ressourcerne væk fra investering til forbrugs-aktiviteter og derved forbruges opsparingen. Tilskudsjunglen med skattefinansierede tilskud til produktioner, der ikke ville kunne løbe rundt med for lave eller ingen fortjenstmarginer, har en lignende slutvirkning. Ressourcerne forskydes væk fra den naturlige ordning: D.v.s. produktioner, der ellers ville være fordelagtige uden det konkurrerende tilskud til andre produktioner falder bort til fordel for de produktioner, der ikke ville give sorte regnskabstal uden tilskuddet.

Enhver krone, der dirigeres mod forbrug, er en krone mindre til fremtidig produktion. Og al den misinvestering i underskudsforretninger, der foretages som følge af tilskud eller kunstigt lave renter, skal væk igen, før det kan føre til opgang. Der holdes med de rentelettelser, der hele tiden kører, liv i det, der skal væk for, at det kan køre (uden stadigt tiltagende centralisme og ufrihed).

Intet nyt under solen:

En ”ny økonomisk epoke”  en ”ny æra” kaldte man det. Det gør man altid. Det samme i 1920-erne. Investeringer i kapitalstrukturen på omkring 6,4% pr. år fik fremstillingsproduktiviteten pr. arbejder til at stige med 43%, samtidig med priserne forblev temmelig stabile. Omkring 1929  producerede USA faktisk lige så mange biler som i 1953, salget af elektriske produkter tredobledes, salget af radioer voksede fra omkring $10,7 millioner i 1920 til mere end $411 millioner i 1929. Et for-længet byggeboom gjorde det muligt for millioner af amerikanere at flytte ind deres første hus. At perioden var præget af hurtigt voksende forbrug blev ikke diskuteret. Se appendiks 2.

Som i 1890-erne var der imidlertid en skyggeside af denne succeshistorie. Uanset stigningen i produktiviteten fandt mange arbejdere det vanskeligt at fastholde købekraften af de penge de modtog i løn. Der var så også en begyndende tilgang til arbejdstyrken af kvinder, hvilket yderligere underbyggede dette faktum. Selvom om 1920-erne betragtes som en af de største boom-perioder i USA’s historie, må vi dog sige, at perioden 1896-1903 klart overhalede den, i alt fald hvad angår fysisk produktion, men slet ikke i finansielle dumheder. Opgørelserne viser, at næsten halvdelen af produktivitetsstigningen i 1920-erne  fandt sted i perioden 1921-1923. Når bortses fra landbruget steg den gennemsnitlige realløn med 6 % fra 1921 til 1929. For at sikre prisstabiliteten skævvredes forbruget (som nu), og der skabtes ubalance i produktionen. Den hurtige produktivitetsstigning burde have givet moderate prisfald. Sagen var den, at Federal Reserve tillod en massiv kreditud-videlse ved, at renten blev tvunget kunstigt ned (som nu).

Betalingsmiddelmængden var bemærkelsesværdig stabil, $3, 68 mia. i 1920 og 3, 64 mia. i 1929; men kreditten voksede fra $45,3 mia. i juni 1921 til $73 mia. juli  1929, en stigning på 61%. Men ved slutningen af 1928 var inflationen slut. Den totale pengemængde (sedler og kreditter) udgjorde $73 mia. ved udgangen af 1928 og $73,26 mia. ved udgangen juni 1929.

For at gøre det krystalklart skal oplyses, at prisfald stammende fra produktivitetsstigninger  - ikke fra pengemængdeekspansion - er til gavn for alle; det er simpelthen frugterne af de øgede investe-ringer, oftest i ny moderne teknik, der med ét kan reducere de variable enhedsomkostninger drastisk og dermed øge de marginer, der netop skaber fortjenesten ved masseproduktion. Forsøg på at stabilisere købekraften i monetære enheden blokerer for denne proces, idet den begrænser stigning i realindkomsten. 

Kreditekspansionen var et uvidenheds-prisstabiliserings-eksperiment, kan man godt forsvarende sige. Det var aktiemarkeds-vanviddet, der tredobledes via kurserne på bare 7 år, og som frembragte depressionen. Til sidst kunne man købe aktier på afbetaling. Ingen ville høre på advarslerne. Selv Keynes blev advaret mod at spekulere i aktier, hvortil han svarede: ”...der vil ikke blive noget kollaps i vor levetid”.

Det er grundlæggende det samme, der sker i dag bortset fra, at prisniveauet forblev mere stabilt i 1920-erne. Prisfald er bestemt ikke problemet. Tager vi England i 1800-tallet, så kan vi faktisk tale om faldende priser i hele perioden fra 1817 til 1896. Det var simpelthen, fordi produktiviteten steg hurtigere end pengemængden - og det har i øvrigt intet med guldmøntfod eller senere guld-standard at gøre. Det kostelige metal: Læs kapitel 3

Industrialismen var rigtig i gang. Prisen på guld steg målt i vareenheder, hvilket stimulerede eftersøgningen efter guld yderligere. En sådan udvikling førte automatisk til, at realindkomsterne (nominalindkomster korrigeret for prisændringer) steg. Der blev altså skabt større fortjenst-marginer, end hvad der kunne ædes op af pengemængdestigningen. Medens vi venter på krakket

Den lette adgang til billigere kreditter skabte det såkaldte boom i 1920-erne.

En mere restriktiv pengepolitik havde forhindret kæmpekollapset, der skete over aktierne. Den lette kredit forleder ligeledes kapitalinvestorerne til at tro, at en større opsparingstilbøjelighed har frigjort flere ressourcer til investering. Nu hvor presset på priserne er begyndt at vise sig og fortjenesterne faldende, er det et spørgsmål, om centralbanken vil slå bremserne i, før det såkaldte (og kunstige) boom går i selvødelæggelse. Antagelig; men det er præcis det modsatte der så skal til, når det er sket (ligesom i 1929, hvor det forkerte måske lidt mindre forudsigeligt også skete). Et andet tegn er spekulationen i aktiekursfortjenester, der bl.a. begynder at blive brugt til at finansiere uøkonomiske  selskabssammenslutninger. Det samme skete i 1899, 1902, 1924 og i 1929. Papirmøllen kaldte L. V. Birck denne trafik.

Indtil den første verdenskrig i Storbritannien og i USA indtil 1920-erne var det regeringernes politik at lade depressioner udtømme sig selv. Gentilpasningsperioden, hvor de usunde investeringer i det samlede kapitalapparat skulle likvideres, så økonomien kunne komme på fode igen.

Erfaringen med krigsfinansiering, statsgæld og veje til bankerot:

For at illustrere, hvilke beløb, der var tale om i datidens tælleenheder - om man vil - kan det oplyses, at i år 1900 var der ialt 100 mill. kr. i sedler i omløb i Danmark. I 1914 var omløbet i sedler 140 mill. kr. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr. Staten lod altså pengemidler trykke for at komme igennem 1. Verdenskrig så bekvemt som muligt. Finansministeriet misbrugte denne form for gæld, hævdede professor L. V. Birck.

Siden skal vi se statsgælden helt miste sin betydning, når vi når til J. M. Keynes og danskeren Jør-gen Pedersen fra 1930-ernes midte.

Forskuddene hos nationalbanken blev ikke afbetalt kontant, men ombyttet med nye gældsbeviser. Under krigen trak staterne overalt på denne måde på deres banker, helt absurd i Frankrig og Mel-lemeuropa, men selv i England nåede disse “advances, ways and means” i 1919 op på næsten ½ mia. Pd. Strl.

Når staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, så går det galt. Så stiger priserne, hævder Milton Friedman. Her er han ikke langt fra Birck, som vi skal se nedenfor. Det svarer lidt til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Så slås bunden ud af markedet, prisen på kartofler går i bund og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene, når der er for mange sedler og kreditter. Det svarer helt til, at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.

Når 1. verdenskrig samtidig skabte varemangel på grund af problemer med udenrigshandelen under krigsforhold, så syntes den med at trykke penge for at finansiere krigsperioden helt gal. Alt det, der ellers var slemt nok, blev meget værre, end det ville være blevet.

1. verdenskrig førtes ved et ud i karikaturen krænget falskmøntneri og en statsgæld af afsindige dimensioner. I den europæisk-amerikanske økonomi steg statsgælden fra 150 milliarder til 1 billion i 1918, til 1½ billion i 1919 og til 2 billioner danske kroner lidt senere. Og så er statsgælden ikke medregnet for de stater, hvis gælds tab blev for astronomiske. Men det var prøvet før.  (U)afhængigshedskrig

(U)afhængighedskrigen i USA og senere Borgerkrigen sammesteds finansieredes på lignende måde. Nu er det ikke nemt at få folk til at betale højere skatter for at finansiere en krig, som de samme borgere ikke ønsker. I øvrigt kunne en sådan finansiering hurtigt føre til noget ganske uoverskueligt under et parlamentarisk styre. Regeringen kunne falde. Også historien forud, der fortæller om Trediveårs- eller Kejserkrigen og Napoleonskrigene, havde nu gentaget sig i en ny, lidt anden version end den officielt berettede.

Ved 1. verdenskrigs udbrud var I. Zahle statsminister og Edvard Brandes finansminister. Sidst-nævnte var i øvrigt broder til litteraten Georg Brandes. Dette Zahles 2. ministerium, det 8. i alt i Danmark på 12 år, tiltrådte 21. juni 1913. Partiet Venstre bærer ansvaret 1902-1914. Det første ministerium Zahle (Radikale) sad fra 28. oktober 1909 til 5. juli 1910. Det 2. ministerium Zahle falder i marts 1921. Fra april 1921 (reelt) Niels Neergaards finansstyre.

Edvard Brandes særegne finansstyre falder i tre perioder. 1) Krigens første to år, hvor de offentlige udgifter ikke steg så meget som prisniveauet, men hvor Dr. Brandes barslede med en uheldssvanger lånepolitik, 2) de tre sidste krigsår, og 3) endelig afviklingsårene 1919-21 - de to sidste år foregik under højkonjunktur, men med et skæbnesvangert finansielt resultat.

Danmark stod til bankerot i 1923.

Gælden var fra 1919-1922 vokset med 50 pct., og den voksede med 100 pct. det næste år 1922-23. For at bedømme Dr. Brandes finansstyre, hvis reelle virkninger strækker sig fra 1914 til 1921, skal vi se på hans underskud på det egentlige offentlige budget i de 7 år - 237 mill. kr. - penge der burde være inddrevet i skatter og forhøjede takster allerede i de tre første krigsår. Den kritik der kan rettes mod finanspolitikken under og umiddelbart efter verdenskrigen er umiddelbart mest af økonomisk art. Man optog lån, da borgernes skatteevne var stor, og valgte at tilbagebetale i en tid, hvor skatteevnen var svag. Dertil kommer at disse statslån netop ikke var blevet udbudt bredt til publikum i form af obligationer, som det lå snublende nært at gøre netop i perioden med pengerigelighed. Hertil skal lånenes behagelige betingelser tages i betragtning. 

Danske finansskandaler i nyere tid

Pengemidler er primært sedlerne og kreditterne. Penge derimod er den rettighed til at købe, der modsvares af en modydelse eller en ledigheds-forsikring. Derfor er det snublende nært at fordærve pengemidlerne og dermed pengene og retten. Den internationale højfinans ord lød efter krigen: Den nationale valuta så nær pari (valutaens pris i guld) som muligt og statsgældens bevarelse i videst mulig omfang, i al fald ikke afbetaling på én gang, men en langsom amortisation, båret af de årlige ordinære skatter. Man vil efterhånden forandre statsgældens tomme rum til realkapital.

Man vidste altså godt, at realkapitalen var problemet.

Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer ikke betinger produktionen eller en ændret produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe. Kan tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et lavere produktionsniveau gennemføres det måske ved det lavere niveau, også for beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere.

Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men s.f.a. tilstrækkeligt fortjene-stegivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere ikke kan tænke i mere end én dimension af gangen. Er det sandt skal det ikke undre, at de økonomiske kommentatorer om nogen er éndimensionelle. Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces, ville Friedrich von Hayek og Ludwig von Mises hævde. 

Når uvidende journalister melder at det kun drejer sig om teoriforskelle, er det desværre ikke tilfældet.

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men holder blot apparatet vedlige, det er aldrig sket og vil aldrig ske at forbrugerne sætter økonomien i gang. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel.

For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-)privatforbruget til kun omkring 8,5 % af  producenternes udgifter til produktions-faktorer og andre producentvarer.

D.v.s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug gan-ske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares ( se næste afsnit) desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere i sidste ende.

Sammendrag:

Rentenedsættelse på rentenedsættelse:

Forbruget øges, lagrene tømmes. Prisfald betyder ikke deflation. Prisfald kan skyldes produktivi-tetsstigninger eller monetær stramning. Forbrugsfald har aldrig været et problem for hverken beskæftigelsen eller væksten i produktionen. Forbruget af faktorer i produktionen er langt større og langt mere krævende og samtidig en ufravigelig forudsætning for alle de efterfølgende led. Fald i opsparingen delvis hidrørende fra den monetære politik standser produktionen helt fra det første led i kapital-, produktions– og arbejdsdelings-processen bredt.

Kapitalisation og statsgæld belyst ved danske forhold i 1920-erne:

Real- og privatkapital er defineret i kapitel 2.

Tilskuddet får intiativet og pengene trukket et andet sted hen, hvor det var. Aktiviteten der øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommando-økonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene (som de gør nu) falder aktiviteten drastisk, og ledigheden bliver hurtigt meget større, end den først var. Naboen gør som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud.

Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr., var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr., hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg - den kapitaliserede værdi af 40 mill. kr. pr. år  efter Bircks målestok. Han ejede selv ejendomme. Bemærk, beløbene er angivet i 1925-kroner. Altså inaktiv kapital svarende til knap 4 gange seddelomløbet 10 år før Den første Verdenskrig.  Økonomi Lektion 2

Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen. Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibsselskabers historie fra 1912 til 1920 (se ovenfor). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den 10-dobbelte overpris, de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærernes lommer. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse.

I 1990-erne havde vi selskabstømning og offentlig skibskredit i ny upassende iklædning.

Tænker man på de manøvre, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirpenge og især kreditter skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente, forstår man, at dette kan intet samfund leve med.

[Det var galt igen (fra 1998) overalt i Europa, før som nu - Schweiz, Norge og Tjekkiet undtaget i dag.]

Realkapitalen er endnu ikke blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen kunne magte at finansiere. Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalings-midler, der skulle have gavnet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter den ad denne dødsrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande.

 Keynesianere har urigtigt talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af byrderne for nutiden, og man har talt om, at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op. Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “danse-myggenes” bedst skjulte hemmelighed. Dækningsløse checks på vore børn og børnebørn, kunne det korrekt kaldes.

Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt.

Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efter-spørgsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger provenuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes, hævdede L. V. Birck. Da borgerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et øselt forbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tro han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere, hævdede L. V. Birck. 

Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige krig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var før krigen 1100 mill. kr., i  1922 3500 mill.kr.

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra realaktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital (som forklaret ovenfor).

Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

 29. november 1922 skrev Finanstidende:

“Allerede i 1913 byggedes den første bro fra Finansministeret til Nationalbanken, og i det følgende år, da direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens ledelse fuldendtes brobygningsarbejdet, hvad etatsråd Glückstadt senere med så fuldendt mesterskab udnyttede.”

I Jyllandsposten kunne man ved den tid læse redaktør H. Hansens betragtninger på Zahles intelligens. Derimod Edvard Brandes og Ove Rode (i regeringen) viste sig at være gode hoveder til at ødelægge finanserne, skrev H. Hansen.

Valget efter krigen stod mellem at gå bankerot eller fortsætte den pantsætning og belåning af nationens grundværdier og arbejdskraft, der allerede var begyndt. Statens gæld var i 1923 2400 mill. kr., når kommunernes og havnenes gæld medregnes, og prisniveauet er fælles. I år 1900 var den ca. 200 mill. kr. Altså en 12-dobling på 23 år. Til statsgælden skulle egentlig lægges pensions-byrden omregnet til nutidsværdi.

I det officielle forum sammenlignede man dengang et sådant gældstal med statens og kommunernes rentebærende aktiver. De var bogført til 1800 mill. kr. i 1923. Statsgælden skulle officielt med J. M. Keynes betragtes helt modsat fra midten af 1930-erne.

[Det går ufattelig godt! Opsvinget i 1990-erne, som var også lidt svært at få øje på.]

Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt - når seddeludstedelsen, kreditterne og lønnen blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster. Og de går jo på den gang på gang, blot den ikke gentages for mange gange i et enkelt livsforløb.

Til John Maynard Keynes anden urigtige påstand om statens rolle er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning - byggende på behov og ærligt tjent købekraft - og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet uden at kunne det reelt, og borgerne betaler to gange for at blive styret yderligere.

Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privat-kapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag.

Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale, medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer koreografien.  Økonomi lektion 1

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles. Samtidig samledes der mægtige formu-er på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene - deflation, hvor alle værdierne begynder at øde-lægges. Deflationen var også skabt, som vi har set.  Landmandsbank Skandalen

Vejen ud herfra er ganske langvarig og smertefuld. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig. Man har forud kapitaliseret fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.

Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os, men hvad med vores unge?

Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold i øvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europamønt, som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation.   EURO, internationalt

Kollapset i Japan-økonomien:

Den keynesianske vidundermedicin blev et skoleeksempel under den Japanske finanskrise fra officielt 1995. Kommentatorerne var på pletten og kunne berette både dette og hint og sammenligne med 1930-erne.

Nu var det desværre perioden 1920-1927, hvor Japan håndterede præcis det samme problem lige så fejlagtigt, som det skete her fornylig igen, der ville have været rigtig at henvise til, hvis vi/de skulle lære af erfaringen. Det er ikke således, at historien gentager sig uden videre. Men det er nok således, at hvis de ledende anlægger den samme fejlagtige tankegang på det samme problem (f.eks. mod bedre vidende), så  fristes de overtroiske til at hævde, at historien gentager sig, og helt forkert er dette jo heller ikke, bortset fra uvidenhedens blinde skæbne vel bør rubriceres i kategorier henhørende til den sidste eller en ny kommende middelalder.

Første verdenskrig satte skub i den japanske økonomi, og den fik også sit brændstof fra ”billig-kreditpolitikken”.

Engrosprisindexet mere end tredobledes fra 1913 til marts 1920. Dette var et utvetydigt tegn på, at kreditpolitikken havde været helt ude af kontrol. Dette såkaldte boom fik en brat afslutning. Alle-rede i april 1920 havde deflationen presset prisindexet ned til 190; men end ikke dette pludselige og meget kraftige prisfald bragte Japan på konkurrenceniveau med samhandelspartnerne, da deres priser var faldet mere.

En ting som vanskeligt forstås - især for den ledende top, tilsyneladende - er at booms skabt af billige, let tilgængelige kreditter altid fører til en mængde dårlige investeringer, der ikke kan skabe de fornødne fortjenstmarginer. For eksempel har det været konstateret, at omkring 70% af alle nyinvesteringer her til lands ikke fører til succes. De billige kreditter til under markedsrenten fik gang i allehånde investeringer, hvoraf de fleste senere viste sig ikke at være fortjenstgivende, også fordi de billige kreditter ikke kunne blive ved at flyde i en jævn strøm; men netop fordi der ikke er tilstrækkelig kapital til faktorer og producentvarer i længden. Mange af investeringerne endte i finansiel baglås, når de viste sig senere ikke at kunne dække de stigende omkostninger. Det mest skæbnesvangre er, at regeringerne for at bekæmpe inflationen typisk tøver. Den anden mulighed er, at arbejdsløsheden vokser og den ledige kapital behandles, som om det drejede sig om frugterne af forbrugernes opsparingstilbøjelighed. Resultatet er det samme.

Hvad der skete i Japan dengang minder meget om, hvad der sker i dag. Regeringen, de store banker og industrigigant-sammenslutninger fandt sammen for at fastfryse den nødvendige tilpasnings-proces. Og det er det værste der kan ske. Ved at standse prisfaldet og dermed forhindre tilpasnings-processen blev Japan fanget i fejlinvesteringer skabt af discount-kreditterne, og det forhindrede den nødvendige kapital i at flyde til de reelle ekspansionsområder.   

Vi fik oplyst af kommentatorerne under sidste del at japaner-boomet, at den udslagsgivende forskel på Europa-økonomi og Japan-økonomi bl.a. var, japanernes tilbøjelighed til investere opsparede midler fra købekraften (13% p.t.), hvor europæernes investeringer derimod næsten helt byggede på lån. Det var delvis rigtigt, men slet ikke nok.

 

I hele syv år holdt Japan med sin politik priserne over verdensmarkeds- niveauet. I 1927 kom det til en brat ende p.g.a. denne politiks indre modsigelser. Det blev den hårdeste krise i Japans historie. Banksystemer og industrisammenslutninger forsvandt. Havde man fulgt USAs eksempel 1920-1921 var ulykkerne ikke blevet nær så store.

Det drejer sig om at lade de dårlige investeringer falde og rense ud for overskudskapacitet.

Og dette skal ske resolut og uden tøven, når inflationen er i gang.

 

Sammenligner vi nu 1980-boomet i Japan med det tilsvarende efter Den første Verdenskrig i 1920-erne, ville vi muligvis kunne lære af det, der er sket.

Keynesianere har kaldt det ”likviditets-fælden” denne gang. Og det er noget sludder. De hævder, at den japanske rentesats var faldet til et så lavt niveau, at efterspørgslen efter kontanter var vokset så vildt, at der var tale om hamstring i stedet for at lade kontanterne gå ind og dække likviditets-behovet.

Det er selvfølgelig helt hen i vejret. Man kunne lige så godt foreslå inflation for at rede Japans økonomi. Ideen fører til at regeringen skal udstede millarder af yen-sedler/nye kreditter, med hvilke bankernes dårlige lån kan opkøbes, formuegoderne skal overvurderes o.s.v., nærmest som under Weimar Republikken i Tyskland.

En sådan sindssyg politik gennemføres rent faktisk, idet der satses på negative rentesatser og stats-garanti for bankerne for at få priserne til at stige ”ved således at stimulere produktionen” på bedste keynesianer-maner.

Dette svarer lidt til at lave et afvænningsprogram for narkomaner byggende på heroin eller kokain.

 

At skabe fortjenstmarginer i fejlinvestringer svarer til at ville løse cirklens kvadratur. Men det er jo lige meget. Og så er der i øvrigt tale om en midlertidig og tilmed falsk løsning, når den næste gang udskriges fra medierne. Næste nedtur bliver så endnu dybere og længerevarende.

 

Inflationsløsninger har altid gået ud på at stimulere forbruget. Men desværre fjerner en sådan politik ikke fejlinvesteringerne, hvilket var opgaven.

Bliver regeringen tvunget til at slå de monetære bremserne i - der er jo noget der hedder statsgælds-tilgodehavender, jf. Argentina - bliver økonomien blot sendt ned i denne endnu dybere depression straks i stedet for senere.

 

At kurrere disse såkaldte konjunkturcykler med monetære indsprøjtninger  er som at udføre en pushers job. En pushers arbejder normalt for bagmanden, der har pengene tilgode og i det hele taget styrer herunder vedligeholder det organiserede tyveri, som narkohandel reelt er.

 

Tilbage til USA-økonomien mellem flod og ebbe:

Når opgangen går i selvdestruktion skal centralbanken gå til side og tillade fejlinvesteringer blive likvideret så hurtigt som muligt. Indblandingen i denne proces vil kun fordybe og forlænge denne pine, som det desværre skete 1930-erne igennem, medens krigen stundede til; men netop ikke under udrensningen af økonomien 1920-1921.

 

Pristoppet indført af Hoover/Roosevelt regeringerne forhindrede den nødvendige gentilpasning i at finde sted. Fejlen er i bedste fald en misforståelse af begrebet købekraft. Hvis lønningerne - der også er priser - overstiger værdien af lønmodtagerens produktionsresultat stiger arbejdsløsheden og den ledige kapacitet viser sig. Hoover-regeringen forsøgte i bedste keynesianer-stil at holde penge-lønninger oppe samtidig med øvrige priser faldt. Det betød at reallønnen steg samtidig med, at værdien af arbejdsresultatet faldt. Så svandt fortjenstmarginerne selvfølgelig ind, og ledigheden steg. Havde man i stedet  ladet omkostningerne herunder pengelønningerne gentilpasse sig som i 1920-1921, var kapaciteten ikke blevet fastholdt, men der ville have været skabt mere købekraft og nedgangen havde ikke været låst fast i depression lige indtil Den anden Verdenskrig.

 

I 1930 hævede Hoover skatterne og de offentlige udgifter. I 1931 var regeringen blevet bekymret for og ville imødegå underskuddet på de offentlige finanser. Så hævede han skatterne igen i decem-ber.

I 1932 vedtoges Omsætningsloven, der introducerede en lang række nye skattestigninger. Men desværre økonomien kom sig ikke. Skattestigninger førte faktisk til, at skatteprovenuet, der kom ind, blev mindre, fordi mere lukkede og flere indkomster forsvandt. Så kom Roosevelt til og hæve-de skatterne yderligere i 1935. Resultatet var fortsat depression samtidig med de offentlige udgifter til stadighed steg. New Economics kaldtes det, opfundet af englænderen J. M. Keynes. I perioden 1929-1935 udgjorde de offentlige underskud i gennemsnit 3,6% af bruttonationalproduktet og arbejdsløsheden i gennemsnit 18,6%.

 

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter stimulerer ikke, men dræner økono-mien. Dette er sandt uanset, om du finder disse udgifter retfærdige eller ej.

 

Nu er produktionen fra oktober 2001 og 15 måneder tilbage faldet i USA. Nu taler oppositionen om Bush-nedgangen. Man hævder at nedgangen skyldes nogle skattenedsættelse vedtaget i juni 2001. Men produktionsnedgangen startede allerede i september 2000. Så det kan ikke passe. Men det er jo lige meget. Faktisk startede den 3 måneder, før Bill Clinton forlod embedet. Vi kender den godt herhjemmefra, den med at beskylde den nye regering for noget man selv har sat i gang, da man vidste at løbet var kørt. Selvom der officielt kun har været talt om USA-nedgang siden marts i 2002, så er det fortsat umuligt at henvise til skattenedsættelser indført i juni samme år og sige de har virket i marts, april og maj. Det kan selv et barn forstå.

Nu kunne det selvfølgelig være interessant at få disse uvidenhedshoveder - der desværre også fylder umage-TV-kommentatorerne med deres hekse-kunster - til at forklare, hvorfor skattenedsættelser nu pludselig skulle skabe en nedgang. Er der ikke netop noget med, at skattenedsættelser netop øger forbruget ligesom de billige lån? Har man nogensinde før hørt om, at skattenedsættelser strammer økonomien? Selv en keynesianer ville da hævde præcis det modsatte. Se, nu vil de måske henvise til 1993-skattestigningerne. Tilsyneladende syntes disse skattestigninger at virke, men kun på grund af centralbankens fuldstændig ryggesløse pengeudstedelse samtidig. På den måde kan det camoufleres, hvor magten reelt går hen i længden, fordi borgeren ikke kan skelne mellem de falske og de ægte penge:

Fra 1993 er de offentlige udgifters andel af bruttonationalproduktet i USA steget fra 17,6% til 20,6% i 2000.

 

Først da denne fuldstændig løse og tossede pengepolitik begyndte at lukke fabrikkerne på grund af inflationen og dermed de faldende fortjenstmarginer som altid, blev det nødvendigt at hæve skat-terne yderligere for at kunne holde ”offentlighedsdyret” i stadig vækst. Altså som i 1930-erne.

 

Det drejer sig kun om at samle mere og mere magt. Nu har de fundet på en ny gospel: Politics After the Attack (Politik efter Angrebet) i form af en ny strategi-manual. Intet heri om patriotisme, om ansvarlighed, integritet og andet godt.

 

Når vi hører kommentatorer berette om aktiemarkedet efterlades ikke andet indtryk end, at her kan man tage pulsen på økonomien og nærmest på livet i almindelighed. Det er løgn og bedrag som næsten alt det andet.

Aktiekurserne har været pustet kunstigt højere og højere op gennem 1990-erne ene og alene, fordi inflationen, der følger enhver falsk pengeudstedelse, nu afsættes i aktiekurserne. Det er specielt den sekundære og den tertiære betalingsmiddelmængde - statsgældspapirer derivater og andet kram til andet end dagen og vejen - som sætter denne aktiespekulation i gang. Næsten intet af den sum af betalingsmidler, der tilflyder virksomhederne som angivelige investeringer i forretningernes egenkapital, er andet end papir og uansvarlig spekulativ virksomhed, og interessenterne er uden an-det engagement end hurtige kursgevinster byggende på køb og salg af papiret, eventuelt nyud-stedelse af aktier, der straks flyver til vejrs uden nogen produktion bag. Aktierne skal nemlig falde igen, og derfor drejer det sig om at få fordelt skaderne så meget som vel muligt for de, der har meget i klemme. Når der så registreres reel tilbagegang i alle fremstillingsvirksomheder er det selvsagt noget vanskeligt at holde kurserne. 

 

Kurserne ramler selvfølgelig, hvis ikke de igangsatte investeringer fortsat holdes kunstigt vedlige. Derfor de billige kreditter, derfor kampen for forbrugsudvidelse i enden af det eksisterende produktionsapparat uden nogen tanke på, at udrense 1980-ernes og 1990-ernes fejlinvesteringer.

Jo længere desto værre.

Når talen falder på pengeudstedelsen skal det i sandhed oplyses, at dette bestemt ikke er central-bankens eneret at styre denne længere. Finansmarkedet er for længst blevet givet særdeles frit. Kreditmarkedet er ikke styrbart længere og i forvejen udlånes henholdsvis bevilges de samme penge og kreditter ud 8-10 gange. Enhver bankansat ved at bankerne udlåner (penge-) anvisninger, der i alt lyder på 8-10 gange mere end der på noget tidspunkt er indskudt af, hvad kan kaldes reel købekraft. Sådanne pengeanvisninger er gældsbeviser ("ihændehaverbeviser"), hvor banken erklærer, at den skylder ihændehaveren af det pågældende dokument en vis sum penge. Eftersom der kun er dækning for en lille del af dette beløb, er bankerne naturligvis reelt insolvente, og pengeanvisningerne kan betragtes som hovedsageligt falske.

Reel opsparing (netto) er faktisk ophørt, for bankerne har slet ikke brug for, at der reserveres købekraft til fremtidigt forbrug.

Kun produktionsapparatet, de beskæftigede og forbrugerne - d.v.s. resten af samfundet -  har behov for fremtidig produktion. Det der ikke kan slæbe af, men som fremmer de seneste tanker på Capitol Hill kan holdes i gang med offentlige tilskud eller tilskud fra skattefrie fonde. Centralisme med mere ufrihed kan en sådan ordning kaldes.

 

Danske forhold 2002: