6. kapitel

 (Magten set fra "den indre" opfattelse)

Federal Reserve Notes er ikke dollars

Euro ikke D-Mark

 

Tilliden til dollaren var gået fløjten. Men ansvaret skal placeres hos "ansvarlige pen­gemagere" overalt? Tilbage var der guldet? I august 1971 opgav U.S.A. indløselig­heden af dollaren i guld. Der er nemlig kun tilliden, og den kan gå fløjten, når svage, magt­hungrende regering­er i deres over­level­sestrang accel­lererer pengemængden med inflation, ustabi­litet, massear­bejdsløshed og gæld som eneste slutre­sul­tater i det lange løb. Den internationale monetære udvikling i Europa er taget op i appendiks 1. Det skal dog ikke glemmes, at 25 år med US-dollaren som forudsæt­ning for de allieredes sejr og venners og tidligere fjenders genopbygning efter krigen sammen med en stabil vækst i en længere periode, end verden tidligere havde set, i grunden ikke er så lidt. Man manglede tillid og produktion, når alt var smadret i det centrale Europa.

 

Nu er der bare det med krigen. Der er bare det med pengeplanerne før 1. Verdenskrig og penge-planerne i 2. Ver­denskrig. Det beundrings­værdige er den planlagte stringens, hvormed der tales med to tunger uden at skallen brydes, og maskerne ikke falder før efter ca. 25 år. En generation! [1] Kursen ændres hver gang de vokser til. Læseren opfordres til at se nøje på en 1 dollar seddel. Se grundigt på den i lyset af det her berettede.

 

Det var den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, som beordrede seglet trykt på en one dol-larseddel i 1933. 144 år efter havde Kongressen accepteret dette segl. Det symboliserer at Illuminati påberåber sig kontrol med Amerika, uanset hvem der er præsident. Årstallet MDCCLXXVI på pyra-miden står for 1776, hvor Ordenen Illuminati blev stiftet, det er også året, hvor den amerikanske repu-blik blev proklameret. Husk uafhængighedskrigen eller afhængighedskrigen, om du vil.

Keynes og White (=Weiss) døde begge i nærmest ubemærkethed og stor skuffelse. Weiss nåede dog at blive forhørt for kommunisme-sympatier af Russel A. Nixon, en ung uselvstændig advokat. Han skal ikke forveksles med den senere U.S.A.-præsident Richard Millhouse Nixon, der sluttelig afskaffede dollaren i august 1971. Weiss var naturligvis som Bill Clinton, George Bush og Richard M. Nixon sat ind af C.F.R.-logen [2].

Det er på denne baggrund, man kan sige, at det er lidt af en præstation, især når det tages i be-tragtning, at meningen fra starten var at sætte dollaren og guldet ud af spillet. At man så lod alt flyde fra 1971 til vel 2002 skal ikke undre, for der er et nyt system på bedding, og desuden går det fint med hovedop­gaverne, statsgældsæt­ning og nationernes afskaffelse over krig til Én-Verdens-Ordenen.

Den kendsgerning, at dollaren og guldet altså fra starten af Bretton-Woods-Aftalen var fast koblet via den faste guldpris i dollars, var skæbnesvan­ger, hvilket der var blevet advaret imod. Det var ligeledes således, at Franklin D. Roosevelt/Henry Morgen­thau-opfattel­sen af guldet [3] fra starten var helt lig Lord Keynes'. Guldet var "et  relikvie fra en barbarisk tids­alder", skrev de. Det giver jeg de herrer ret i; men vel at mærke med en ganske anden begrundel­se end deres [4]. Ordet barbari lyder i øvrigt fælt, når det kommer fra lige netop disse herrers organer.

Læser man, hvad hovedfiguren, den senere Lord John Maynard Keynes, i 1919 skrev i 'The Economic Consequences Of The Peace' på side 149 om inflat­ionen, vil man se et væsentl­igt sup­plement til barbari-betragtningen.

 

Jeg gentager:

"Der er ikke noget mere raffineret, noget mere sikkert middel til at styrte det ek­sister­ende grundlag for samfun­det end at fordær-ve pengene. Processen får alle de økonom­iske loves skju­lte kræf-ter til at stå på ødelæg­ge­lsens side, og gøre det på en måde, som ikke én ud af en million er i stand til at diagnosti­cere" (citat slut).

 

Man bliver ældre og måske mere forsonelig.

Visse personlige svagheder kunne meget vel have givet udslaget[5].

Se, det var datidens nye verdensorden. Den er den nyeste nye.

 

Kun én ide har bevidst eller ubevidst gennem­syret og befængt politik­eres og offentlighedens opfat­telse mere end netop denne mands og hans eftersnak­keres opskr­ift på, hvorledes samfundet "sikres og ud-vikles til alles vel ved offentlige keynesianske tiltag.” Hvad Karl Marx (hvis rigtige navn var Morde-cai) ikke helt formåede har keynesianerne og Keynes’ epigoner næsten ­klaret at fuldende nu.

Og vi er ikke helt færdige endnu.

IMF skulle fra guldindløselighedens endeligt vise sig at blive noget ganske andet end oprindelig aftalt. Flere meget gældsatte lande skulle have repræsentanter med og øve besluttende indfly­delse. I 5 år skete der ikke rigtig noget synligt udover komplet uansvarlig pen­geudstedelse[6]. Om IMF’s etablering og arbejdsmåde se appendiks 1. Så kom den danske generaldirektionssekretær i Verdensbanken – den anden tvilling - Sven Burmei­ster også på besøg i Danmark i 1991 og forklarede på dansk TV, at vi blot skulle sende nogle flere penge til ulandene. Så er der ingen proble­mer for Dan­mark. Han havde tilmed skrevet en bog sammen med Ritt Bjerregaard, og så er han kemiker ligesom Henning Dyremose og i tillæg har han en M. A. - grad i økonomi fra U.S.A. Så skulle alt være i bedste orden.

 

Ja, hvis vi dækker 3. Verdenens udsigtsløse gæld ind, må vi i vestna­tion­erne gerne gøre os endnu mere afhængige af interbankerne, for 3. Verdenen har de mistet interessen for de fleste steder, hvis der ikke ligefrem er noget i jorden eller udsigt til noget voldsomt, der passer ind i tegningen[7].

 

Jo flere man lukker ind i et egetnyttigt organ på ikke tilste­deværen­des ansvar - hvad det var blevet i IMF - des mere vrøvl og jo flere mag­tintriger i forsamlingen.

1976 i Jamaica - endnu mindre disciplineret, mindre karakter­fast, mindre seriøst end Rio - besluttede man så at fjerne guldet som måles­tok og i stedet indføre noget, der kaldes Special Drawing Rights (SDR = særlige trækningsrettighe­der). Disse blev i det oprindelige forslag fra Rio (1969) målt direkte i guld; men nu (fra 1976) skulle de udgøre det vejede gennemsnit af de 16 største valu­taer - senere reduceret til 5 valutaer.

Kun da IMF-fondets egne guldreserver skulle realiseres, var man dog interes­seret i guldprisen. Den synes jeg lige skulle med for smilet.[8]

EUROPA-UNIONs-etableringen tilstræbes at foregå efter en tilsvarende opskrift.

Der skal nu 85% af IMF's medlem­mer til for at genind­føre guldet eller et andet paritetssystem, even-tuelt et system byggende delvis på guld.

SDR (IMF’s særlige trækningsrettigheder) har været anvendt nærmest som falske penge, der blot deltes ud, i begyndelsen i forhold til med­lemssta­ternes kvoter i fondet, senere mere i forhold til, hvor ringe en begrun­delse man som almindelig bank ville kunne finde for at in­vestere købekraft. Man vil meget gerne udlåne til kommuner, amter og private virk­som­heder. Her er det ansvarligheden aldrig blev indført efter Keynes forslag.

 

Hvis den faste US$-guldpris fra Bretton Woods med guldet som inter­national målestok og en Verdensbank-funk­tion samtidig var voldtægt, må dette sidste betegnes blodskam. Et internationalt beta­lings­system ikke byggende på en af regerin­gerne uafhængig stan­dardenhed, er intet andet end bluff. Det, der var blevet kaldt en bank med tilbud om kortfristede betaling­sbalan­cekreditter, var blevet døbt en fond, og det der skulle have være en rekonstruk­tions- og ­udviklingsfond, var blevet kaldt en bank. Vel at mærke i 1944.  Bedraget er således gammelt.

 

I virkeligheden er det meget ældre, som også Erling Dissing berettede om på Radio Saxen, Århus den 11. december 1995, Bitten Nielsen ligeså samme sted den 25. marts og den 1. april 1996 samt englæn-deren David Icke den 6. maj 1996. Disse tre afslører bedrageriet fra helt andre vinkler end den forelig-gende gennemgang[9].

 

”Arbejdernes internationale kampdag”

Baggrunden:

Adam Weishaupt, født i Tyskland 6. februar 1748. Han blev præst i den katolske Jesuitter Orden. Han blev professor i Kanonisk Ret  ved Universitetet i Ingolfstadt. 1.

maj 1776 stiftede Weishaupt bevægelsen Illuminati – de oplyste. Ordenen bygger ifølge historike-ren Nesta Webster på gammel persisk, babylonisk, ægyptisk mysticisme. Bevægelsen Illuminati blev finansieret af Huset Rothschild i Frankfurt. I følge professor Robison har bevægelsen til formål:

-           at ødelægge alle fredelige regeringer

-           at fjerne alle borgerrettigheder

-           at fjerne al privat ejendomsret

-           at tilintetgøre patriotisme

-           at ødelægge familieenheden

-           at ødelægge alle religioner

-           at skabe en én-verdens-regering med en verdenshær.

Ved dengang gradvist at gå ind i tidens hemmelige selskaber og loger og øve indflydelse der – som et selskab i selskabet – skulle den reelle magt efterhånden komme til at ligge hos Illuminati.

Det første synlige resultat var Den franske Revolution. De første kendte kommunister var Ferdinand Lassalle, Karl Marx, Friedrich Engels.

Lassalle havde arvet en stor sum penge, og han arbejdede aldrig. Marx (hvis rigtige navn er Mordecai) var ledig og levede af sit ægteskab. Engels var en rig bomuldsfabrikant, der bl.a. beskæf-tigede børn på sine fabrik. Marx og Engels tog til Köln i 1848, hvor de grundlagde en kommunistisk avis, Neue Rheinische Zeitung. Den udkom første gang den 1. juni. Dens formål var at sprede propaganda. Illuminatis grundlægger Adam Weishaupt havde udtalt: ”Det er nødvendigt at gøre vore principper moderne, så unge skrivende kan blive i stand at sprede dem i samfundet og derved tjene vores formål.” Han understregede at journalisterne skal påvirkes, så at de ikke nærer nogen tvivl om Illuminatis skrivere. Dette var Marx’s job.

 

De første kommunister kaldte sig spartanere, fordi Adam Weishaupt kaldte sig selv Spartacus.

Bolshevik og Bolshevisme er russiske ord, der dækkede betegnelsen det socialdemokratiske parti. Fra 8. marts 1918 (altså efter den russiske revolution og lige før Zar-familien Romanov blev myrdet den 17. juli af Yankel Yurovsky og hans slagtere i Yekaterinburg) kaldte de russiske magthavere sig for kommunister på ordre fra New York. Trotsky blev folkets kommissær for militære anliggender.

 

Styring over det materielle:

Det er i Interim Committee i IMF der i dag besluttes, og det er mere end nogen­sinde de lande, der har bevist deres manglende kendskab til eller res­pekt for penge, der i dag har indfly­delse i den synlige del.

Marxister, ny-trotzkister og liberale i mange afskygninger (= Én-Verdens-Internationalister) har synligt givet dem den indflyd­else. Interbanker og deres stik-i-rend-drenge sidder på den usynlige del.

 

Det, der er og hele tiden har været behov for, er genskabelse af en disciplin, der kan sikre eller i alt fald hjælpe væsent­ligt med til, at holde betalingsmid­lerne på en lige og snæver vej sammen med behovet for at tilbyde landene et system til at sikre stabile valutakurser. Derved kan et sådant system hjælpe med til, at inter­national handel og kapi­talstr­ømme efter nationale ønsker kan passere de pen­gemæssige græn­selinier, der ellers vil være.

SDR-Klanen arbejdede ihærdigt i mere end to generationer på at skabe verdens kollekti­ve manage­ment via først falske penge, så "Blueprint", så "Gråzo­ne­styring" (trinvis over­gang); det sidste lidt svarende til flexkurssys­temet i EF under EMS. Systemet var udmærket uden obligatorisk EURO og den fælles europæiske centralbank. Det var valutaslange-samarbejdet, der gik ud på, at medlemslandenes valuta-kurser ikke måtte variere mere end 2,25 % - senere mere - i forhold til gennemsnittet. ECU-en blev opfundet i John Majors kontor, medens han var udenrigsminister under Margaret Thather. Det var en frivillig fælles europæisk valuta udstedt efter nøje fastlagte linier (der sikrede de nationale valutaer) i et fælles emissionshus. Den havde også været acceptabel, fordi den ikke fratog nationer deres valutasuverænitet. Således kunne borgerne veksle til ECU, hvis de blev utilfredse deres egen finansmi-nisters dispositioner. Herved blev seddelomløbet af den nationale valuta mindsket, fordi finansmini-steren måtte indskrænke nu du valgte en anden valuta, og omløbet af ECU øget på dit initiativ. Det skulle dog videremis­handles til fremme af den falske Europa- og Ver­densfrelse. Der skrives hundrede-tusin­devis af sider om denne frelse af "de ansvar­lige" - blot i økonomi- og sociologi-koder, så det ikke er nemt for uindviede at trænge ind i. Endemålet er fuldt erklæret en direkte koor­dinering og styring af alle landes ­økonomi­er og politikker.

 

En ny verdensorden!  Se på en såkaldt 1 dollarseddel - d.v.s. en Federal Reserve Note:

NOVUS ORDO SECLORUM står der.

 

Før som nu. Den skal ikke drøftes demokratisk. EU hænger i en tynd tråd. EU står og falder med den obligatoriske fælles mønt eller en militærunion. Ingen af disse indretninger er særlig populære nogen steder i de europæiske befolkninger. Det er dog kun her i Norden befolkningerne skal spørges ved reelt bindende folkeafstemninger, men først efter de er blevet grundigt manipuleret af medierne. Før som nu. Glipper mønten – og det gør den på et tidspunkt efter antal ”julelege” - skal unionsudvidelsen og diverse NATO-dominerede indretninger udvikles i raskere tempo.

Indblandingen i Eks-Jugoslavien og efterfølgende i Serbien var bl.a. et forsøg på at få et fælles mili-tærap­parat afprøvet, trods uofficielt modstridende udenrigspolitik blandt EU-landene. EU skulle slet ikke skulle beskæftige sig med uden­rigspoli­tik(?)

 

Krigsmandskunst eller skjult dagsorden:

Når menigmand straks kunne udregne konsekvenserne af NATO-luftkrigen (angrebet startedes 24. marts 1999) i Serbien og Kosovo, så er det ikke helt forkert at gå udfra, at disse konsekvenser netop indgik i de høje herrers planer. Formålet med NATO-krigen var blev ændret efter det oplyste: At sikre flygtningenes tilbagevenden ved hjælp af NATO-styrker og sikre et selvstyret Kosovo uden serbisk indblanding. Hvad der skete og sker i Kosovo kan man orientere sig om på: http://www.siri-us.com

 

Amerikanske efterretningskilder (fra NSA) oplyste i DR-TV’s Horizont den 26. april 1999, at formålet med krigen aldrig var at standse fordrivelsen af albanerne; man regnede sågar med, at NATO-angrebet ville accellerere flygtningestrømmen en hel del op fra Kosovo, der jo også angribes af NATO-flyene. 17. april 1999 blev den tyske NATO-general Klaus Naumann bragt i lettere affekt i Sabine Christian-sens debatprogram med politikere på tysk ARD-TV. ”Kosovo-krigen er en model for resten af Euro-pa”, sagde han afslutningsvis, da han var ubehagelig trængt. Kort tid efter fratrådte Naumann stillingen som NATO-general. Vi kender ikke årsagen til hans fratræden. Aha, jamen hvorfor skulle en sådan situation kunne opstå andre steder i Europa??

Fra russisk TV vistes i den første krigsmåned serbernes kampe med den mere end tvivlsomme separa-tistbevægelses hær kaldet Kosovas Befrielseshær (Kosova Liberation Army, KLA) og UCK, der købte våben i ”verdenssamfundet” for lånte midler i bl.a. Pakistan og Saudi-Arabien. Fra dansk og andet vesteuropæisk TV i øvrigt vistes NATOs billeder af flygtningestrømme, der begyndte den 24. marts, da NATO startede luftbombardementerne. Desværre var der sne på en del af disse arkivbilleder, selvom foråret for længst var nået Kosovo ved NATO-angrebets start den 24. marts.

30% af befolkningen i det lille fattige Makedonien var efter flygtningestrømmen albanere. Her frygter man UCKs mulige opbygning i lighed med den igangsatte UCK-aggression i Kosovo siden 1998. UCK har iøvrigt siden midten af 1980-erne kæmpet for et løsrevet Kosova, som de kalder det. Det fortalte medierne intet om. De fortalte heller ikke om 300.000 serberes fordrivelse fra Kreijna-distrik-tet.

Fra den 22. april meldtes tvetydigt, at landkrigen planlægges til trods for den var udelukket i følge de europæiske medier i det første forløb af krigen, men hele den lagte strategi gik ud på, at Slobodan Milosovic gav sig efter kort tids bombning. Det sidste meldte Madelaine Albright officielt med den sædvanlige patos den 24. marts, da NATO-angrebet startede. NATO havde aldrig haft en B-plan, der tog højde for, at Milosovic ikke gav sig efter kort tids bombning. Samme Albright har også ansvaret for, at Milosovic er blevet dæmoniseret i den planlagte mediepropaganda, der fra starten var styret af BBC og NATO.

 

Albright overtog Bill Clintons rolle i krigsplanlægningen fra den 19. januar, fordi præsidenten da stod overfor en mulig rigsretsanklage. I U.S.A. og i militærkredse har man hele tiden talt om og regnet med landkrigen som forudsætning. Tony Blair, England har først plæderet for landkrig, men siden i Underhuset tydeligt afvist og modargumenteret, at en sådan kunne være en mulighed. Det var virkelig dumt, hvis ikke dagsordenen er en ganske anden end den oplyste.

 

Fortrinsvis de europæiske tropper skulle sættes ind i ”denne såkaldte humanitære angrebskrig i Kosovo”; men europæerne kunne ikke stille med 180.000-200.000 mand, som krigsplanen krævede til en landkrig. Den 29. april meldes fra BBC muligheden for, at KLA-hæren bruges til landkrigen med støtte fra NATO. Dette afvises dog uden videre fra regeringskredse i Paris med henvisning til, at KLA’s ledere er simple gangstere.

Med NATOs (også) folkeretsstridige olieembargo mod Serbien i tillæg uden i øvrigt besluttede, virk-ningsfulde modforholdsregler og også på tværs af FN, Rusland og flere EU-lande syntes medie-fore-stillingen at nå nye højder efter fejringen af NATOs 50-årsdag i 1999.

Samtidig satte det internationale samfund sin lid til en ændret holdning i eller en ændret rolle for Rusland. Det skete samtidig med, at IMF ydede Rusland, der ellers var gået i total betalingsstandsning vedrørende statsgælden, et tillægslån på 31 mia. kr. Rusland udgør ingen reel trussel, melder alle TV-reporterne, fordi Rusland til stadighed mangler midler. Se alle landene i EU har også enorm statsgæld, så her er klart finansieringsproblemerne også. Kan man så sige, at EU heller ikke er reelt beslut-ningsdygtigt? USA er i øvrigt i næsten samme situation. Vi havde til gengæld flere gange hørt repræ-sentanter for Council On Foreign Relations, Royal Institute of International Affaires, fra Den Trilate-rale Kommission udtale sig i medierne om planer og strategi i Kosovo-krigen, men i mindre klare vendingen end Naumann.

Selvom den anden mulighed var, at Kosovo-albanerne bragtes tilbage, når og hvis ”verdenssam-fundet” havde erobret Kosovo til dem og muligvis fjernet serberne og evt. de 25 øvrige nationaliteter fra denne sydlige provins af Serbien (Mussolinis Stor-Albanien?), så havde man trods alt skabt præcedens med de 1500, der skulle til Danmark i den første bølge. Senere blev tallet planlagt øget til 300 om ugen – hvilket var mere end 10 gange så mange som den første bølge. Følelsespornografien virkede overraskende effektivt. Slutresultatet blev hen ved 45.000.

 

Problem – Reaktion – Løsning:

Lav et problem, vent på reaktionen, løs problemet ....  så situationen efter problemløsningen er nærme-re den hemmeligt lagte plan. Så kan vi vælge mellem et multietnisk Europa eller mere følelsespor-nografi og i tillæg måske få krig begyndende i Mellemøsten.

”Det internationale samfunds” fjende i Vesteuropa vil vel først og fremmest være de grupper og enkeltpersoner, der ikke tror på løgnene fra NATO-satelitterne med rekvirerede ”verdenssamfunds-kommentarer” (især ikke nåt billeder og tekst afviger helt vildt) og de, der i tillæg heller ikke tror på et multi-kulti-Europa a la Eks-Jugoslavien .

Hver eneste uge under Kosovo-krigen målte bl.a. tyske institutter vælgernes indstilling til den planlagte Europahær. Tilslutningen var stødt voksende. Bare vent til USA trapper ned og trapper op andre steder, nu kommer der i øvrigt danske og tyske ”Jenser” eventuelt kommer hjem i ligposer fra de internationa-le krigsaktiviteter.

Medens specielt venstrefløjen herhjemme klager over omgåelsen af ét mere af Danmarks såkaldte forbehold, EU-krigssamarbejdet, tager NATO (d.v.s. sige fortrinsvis USA, men d.v.s. Det halvhem-melige Netværk) over fra et i realiteten dybt splittet EU.

En journalist spurgte en repræsentant for C.F.R. i forsommeren 1999, om det i grunden ikke var meget sigende, at Bill Clinton, Gerhard Schröder, og (NATOs tidl. generalsekretær) Javier Solana alle tre var militærnægtere, da de burde have forsvaret deres egne lande. Svaret var ligegyldigt; noget med: ..de var kommet på bedre tanker.

De første efter disse bedre tanker angrebskrig på Balkan mod et suverænt land, der før angrebet havde Europas trediestærkeste hær, et angreb 100 pct. i strid med hele Folkeretten, i strid med NATOs og FNs charter, i strid med bl.a. Amerikas forfatning (ifølge ”Abuse of War Power Act” af Ron Paul, der repræsenterer Texas’ 14. distrikt i Kongressen) og i strid med Danmarks Grundlov. En krig, hvor top-politikerne og deres standins vel at mærke tilstræber at styre næsten alle detaljer i krigsoperationerne, så politikerne lider så lidt skade som muligt blandt deres vælgerne.

Blødt brød, bløde bomber, blød i bolden .... tilsyneladende! For så vidt havde den bløde biskop Keld Holm i Århus på TV 2 velsignet bomberne over Serbien. Bare rolig, de er ikke blevet mere humane; levebrødet og wienerbrødet og magten er fortsat sagen.

Der var en enkelt korporal, der gjorde det næsten lige så skidt....også i Jugoslavien, selvom hans propaganda nok var lidt mere overbevisende.

En enkelt afsluttende detalje, som også vil afsætte sine virkninger, er regningen på Balkan-krigen. 1½ mia. kr. om dagen i den første måned. Denne regning sender U.S.A. til europæerne, ligesom de sendte regningen for Golfkrigen til Kuwait og Saudi-Arabien. Nu er Kongressen kommet tilbage fra forårs-ferie til Washington. Den korte krigsoperation var alligevel en illusion. Nu kan EU måske så tage over.

Den 3. juni fik jeg oplyst af en såkaldt konservativ politiker, der var opstillet til Europa-parlaments-valget, at suverænitetsprincippet, der har været gældende siden den Westfalske Fred efter Kejserkrigen i 1600-tallet nu er brudt helt bevidst, fordi “menneskerettighederne” nu skal være gældende.

I bladet "The Economist" 5. september 1992 s. 8 kan man læse den bosniske præsident Izetbego-vic´s manifest, der bl.a. lyder som følger:

"Der kan ikke blive tale om nogen fred eller sameksistens mellem Islam og ikke-muslimske sociale og politiske institutioner. Den islamiske bevægelse skal og kan tage magten, så snart den er moralsk og antalsmæssigt stærk nok til det, ikke blot for at ødelægge den ikke-islamiske magt, men også for at bygge en ny islamisk magt op i stedet.”

Det er værd at betænke, at det var det såkaldt kristne Vesten, der med NATO bombede denne Izet-begovic og dermed Islam til magten. Det samme skete i 1998-1999 i Kosovo, da ”den islamiske bevægelse var antalsmæssigt stærk nok”, og sidste år var Makedonien stærkt truet på samme grund-lag og her har vi heller ikke hørt det sidste. Hvornår er det Allahs vilje, at det samme skal ske i Danmark?

Flere Kosovo-flygtninge til Danmark, efter særlov:

Om Kosovo-albanerne (maj 1999) skulle spredes til Vesteuropa i stor stil var et spørgsmål. Der skete en sortering i begyndelsen, hvor 1500 udvalgte Kosovo-albanere skulle til Danmark. De reelle sorterings-kriterier kunne være interessante at kende nærmere. Det var flere gange blevet fremhævet, at de udvalgte skulle være dem, der har mest behov. Sådanne 1500 skulle man vel hurtigt kunne udvælges i 500.000(?). Den 26. april 1999 kom TV 2 Nyheder så til at tale over sig: ”De 45 udvalgte indtil nu (efter en uge på stedet) havde alle tilknytning til Danmark.” Vi tolkede dette derhen, at når de to år under nød- eller særloven er gået, kan de søge fast ophold, fordi de har familie i Danmark. Vi skulle ikke vide det, men vi er ved at være erfarne med medieløgnene, meget på vagt og vi kender også Godhedsindustriens egne behov for fast beskæftigelse.

Stærke kræfter arbejdede ihærdigt på at få det antalsmæssige i orden. Et politisk parti gjorde opmærk-som på, at Thomas Strøbech havde oprettet en hjemmeside, ”Ticket to Denmark” (Billet til Danmark), som hjalp med til proforma-ægteskaber, hvorved udlændinge kan hjælpes til Danmark. Det er for-mentlig kun danske kvinder, der kan hente fremmede ægtefæller, for de muslimske kvinder må ikke ægte de ”vantro” danske mænd. Thomas Strøbech håbede på en sådan rift om ideen, at der bliver bun-

kebryllupper i Fælledparken.

Under besættelsen var der feltmadrasser (danske piger, der var kærester med tyske soldater).

Thomas Strøbech var dengang ansat i Integrationsministeriet, så han mener vel, at hans initiativ er et forsøg på at hjælpe til med integrationen. – Jeg foretrækker at kalde det ved dets rette navn, nem-lig landsskadelig virksomhed, som bør straffes som sådan. Jeg afventer at se, om integrationsmini-ster Bertel Haarder har hår nok på brystet til at afskedige manden på gråt papir. Hvorfor er det kun et enkelt dansk parti, som har gjort opmærksom på denne hæslige, moralsk og nationalt forkastelige aktivitet?

Udlændingestyrelsens medarbejdere måtte ned og besigtige flygtningene – ”det internationale sam-fund” kunne nemlig ikke sig påtage den særlige danske opgave med at finde familie til herboende alba-nier.

Så den 30. april kunne Jørgen Chemnitz, Dansk Røde Kors ikke lade være. I TV 2 Østjylland kunne han så berette i reportage fra Randers Kaserne, der ikke var råd til at drive, men ombygge for 8 mill. kr.: ”De første dage skal flygtningene slappe af....og friholdes for journalister... De skal bl.a. møde deres venner og pårørende,” sagde Chemnitz. Derfor tog det så lang tid af finde 1500 blandt ½ mill, der ellers stod med et akut behov for hjælp ifølge samme medier. Man skulle finde nogle der egner sig til mere permanent ophold og beskæftigelse for Godhedsindustrien. Glem ikke Strøbech.

Den 2. maj var der en sigende reportage på en af de danske kanaler (vi har ikke fået noteret hvilken). Et indslag om albanere, der tog over til Syditalien på tre kvarter ved at betale 3000 kr. Jo, man tog san-delig vel imod dem i Italien, hvor der ellers ikke er noget at byde på. Til gengæld, blev det fremhævet, stod italienerne og ”de humanitære” vældig til rådighed med assistance for dem, der ville videre til en ny destination. Slutbemærkningen faldt, medens vi så en busfuld albanere tage afsted: ”Nu er de ikke flygtninge mere; nu bliver de til nye nordeuropæere”, meldte reporteren. Hensigten skjultes ikke læn-gere. Om ansvaret kræves en dag, får stå hen.

De ledende var i øvrig også dengang opsatte på at få så mange muslimer som muligt med fast ophold i Danmark. Førsteprioriteringen har Godhedsindustrien. I dette perspektiv blev tidligere general Nau-manns bemærkning på tysk ARD-TV (se ovenfor) lettere at tolke rækkevidden af.

Under krigen i ”kludetæppet” Bosnien-Herzegovina skete udvælgelsen bl.a. ved bestikkelse af ”de danske humanitære.” De danske medier omtalte dette meget kortfattet, og der skete naturligvis ingen opfølgning. Nu har vi afsløret Strøbech, som ét eksempel.

 

Kosovo-krigspropaganda - Løgn over løgn:

 

Løgn: Nato måtte angribe serbiske mål, fordi Præsident Slobodan Milosovic ikke ville forhandle om Kosovo.

 

Sandhed: Da ”fredssamtalerne” førtes i Frankrig i februar 1999, indrømmede Madeleine Albright, US Secretary of State, at der ikke have været noget tilbud om ”forhandlinger.” Der var i stedet tale om et ultimatum med krav om, at serberne skulle gå ind på følgende: 1) Kosovo skulle garanteres autonomi, 2) 30.000 Nato-soldater skulle udstationeres i Kosovo til at sikre denne autonomi, 3) NATO skulle organisere en folkeafstemning, hvor der skulle stemmes om uafhængighed for Kosovo. Serberne accepterede det første krav, afslog nummer to og tre som en krænkelse af Serbiens suverænitet.

 

Løgn: NATO bomber serberne (og montenegrinerne, albanerne, ungarerne, romanerne (sigøjnere, ikke-rumænerne) og andre 22 folkeslag, der bor der på grund af deres bekymring for ”etnisk udrens-ning” og menneskelige lidelser.

 

Sandhed: NATO-medlemslandene, ikke mindst England, USA og Tyskland spillede en dominerende rolle i forsyningen med våben til de grupper, som kæmper for at opløse det tidligere Jugoslavien. Disse samme NATO-kræfter har været ansvarlige for en grænseløs strøm af etnisk folkedrab rundt omkring på jorden – tag bare USA-støtten til Pol Pot i Cambodia. Og hvor var disse selvudnævnte fredskrigere, da rædslen på Øst Timor og andre steder udfoldede sig for vores øjne? Jo, de kom til Øst Timor, men 1 år for sent. Sandheden er, at NATO simpelthen er en dræbermaskine, der dræber folk af alle nationali-teter. NATO er blevet tvunget til at indrømme ”beklagelige uheld”, når deres bomber bevisligt har dræbt civile, men den sande skala om antallet af disse ”beklagelige uheld” bliver bevidst undertrykt.

 

Løgn: Nato-bombningen er taget til og fortsætter således over mange måneder for at ødelægge det serbiske militær.

 

Sandhed: Denne påstand bør tages med den samme foragt. Har du set rumænske aviser - der i øvrigt bringer nyhederne hurtigere end de internationale propaganda-medier  - , der pr. 24. april (altså efter en måned efter starten) melder om bombning af 18 sygehuse og klinikker, offentlige bygninger og rege-ringsbygninger, TV- og pressebygninger, flygtningecentre og sanatorie, mere end 190 skoler, stiftelser og fakulteter, private firmaer, forretninger, huse, 17 satellitstationer. Kirker, klostre og ortodokse kirke-gårde og kulturhistoriske mindesmærker. Bombetogterne den første måned kostede 45 mia. kr. Måske skal vi også søge efter dem, der tjener pengene på bomberne, jetmotorerne eller på krigs- og flygt-ninge-billederne. Ved angrebets start den 24. marts vistes som nævnt billeder med sne på, selvom foråret forlængst var kommet til Kosovo. Det er sært som militærnægterne - bl.a. Clinton, Solana og Schröder - og alle defaitisterne pludselig er blevet krigsgale. Jeg var NATO-tilhænger. Men var det måske det, der var meningen med et forenet europæiske kontinent? Det var det i 1.Verdenskrig.

Ét af de interessante resultater på den mentale side er, at det lykkedes at få tidligere modstandere af NATO til at være tilhængere og tidligere tilhængere til at være modstandere. Det netop berettede skulle give et skoleeksempel på ordenens metoder.

Årsag og virkning, anstifter og offer, Isis-myten.

 

The Trilateral Commission (Den Trilaterale Kommission):

The Trilateral Commission's US-hovedkvarters adresse: 345 East 46th Street, Suite 711,New York, NY 10017.

I følge et informationsblad fra TC, dateret den 23. marts, 1994:
”Det europæiske samfund, Nordamerika (USA og Canada), og Japan – de tre vigtigste demokra-tiske industriområder I verden – er samtidig de tre sider af den Trilaterale Kommission. Kommis-sionens medlemmer er omkring 325 fremtrædende borgere, med forskelligt ledelsesansvar, fra disse tre regioner. Da Den Trilaterale Kommissions første treårsperiode var tilendebragt i 1973, var det mest umiddelbare formål trukket op – i en tid med betydelige gnidninger mellem regeringer – at have en så uofficiel gruppe som muligt på så højt niveau som muligt til at se sammen på de fælles problemer i de tre områder. På et dybere niveau var der en følelse af, at USA ikke længere var i en sådan situation af at være eneste magt, som det havde været tidligere i efterkrigstiden og at en mere delt lederskabsform – inkluderet Europa, og Japan i særdeleshed – ville være det der var behov for i det internationale system for at styre de store udfordringer succesfuldt gennem de kommende år. Disse formål dikterer stadig Kommissionens arbejde”.   

Den samlede Kommission samles én gang hvert år – Lissabon i 1992, i Washington i 1993, i Tokyo i 1994, i København i 1995. Et typisk dagbladsreferat ”Privat topmøde i København” af Kommis-sionens møde i København følger i kapitel 13. 

Det internationale, overordnede og halvhemmelige organ, der skal sammentømre verden først i tre ik-ke-demokratiske blokke, så afslutnin­gen kan ske med fejringen af The New World Order (Den Nye Ver­dens Or­den) efter at blokkene U.S.A., EU og Asien er totalkoordinerede. Den består af cirka 300 magtfulde medlemmer fra 14 lande i 3 afdelinger.

T.C. blev etableret i 1970 på initiativ af David Rockefeller og Zbigniew Brzezinski med den politiske top og forretningstopledere fra forskellige steder i verden. Initiatitagerne var således tillige medlemmer af logen Council on Foreign Relations (C.F.R. - se ovenfor), hvori verdens største finansfyrster og industrimagnater er placeret. C.F.R. gjorde R. Nixon, J. Carter, G. Bush, B. Clinton og de fleste andre siden 1919 til U.S.A.-præsidenter og optog Z. Brzezinski som medlem (se ovenfor). Den Trilaterale Kommission holdt hemmeligt møde i København 23. april 1995 (se Privat Topmøde i kapitel 13). Fire af de udførende kræfter i T. C. er foruden stifteren David Rockefeller, Henry Kissinger og Z. Brzezinski, der er Herbert Lehman professor i statskund­skab ved Columbia University og David Owen, der i 1984 var engelsk parlamentsmedlem og leder af the Social Demok­ratic Party, tidligere Labour Udenrigsmini-ster[10].

 

Hvad kan man så læse i Den Trilaterale Kommissions udgivelser:

I 1984-udgivelsen: Trilateral Commission Task Force Report, nr. 28: "Demo­cracy must work" (= "Demokratiet skal kunne fungere") skrives side 72 i konklu­sion­safsnittet:

"I bekneb for et godgørende­/velvilligt verdensdik­tatur med tilbøjelighed til reformer, er vi nødt til at arbejde inden for grænserne af et ineffektivt, internationalt system under opvækst, med alle dets lidel-ser, kriser og ir­rationalitet, som netop ungdommeligheden dikterer.”

Samtidig kan man på side 84 læse den præcise (i kort form) opskrift på den økonomiske/arbejdsmar­kedspoliti­ske krisepolitik, som den fra midten af 1980-erne føres overalt i Europa uanset regeringernes skiftende farve. Det var også herfra skiftende danske, udenrigsministre og økonomimi­nistre i 1980-erne og 1990-erne fik og får “De vises sten" ved hyppige konsul­tationer i bl.a. OECD. Det kan nævnes at tidligere kommis­sionsformand i EF/EU - nu Bilderberger - Jacques Delors hilser den danske or­lovs-camoufla­ge[11] velkommen i EU. Dette fremgår af EUROPA nr. 9 1996 fra EU-Kommissionen.

 

Lidt nyttig historie fra Kommissionens første director:

Zbigniew Brzezinski[12] lagde i bogen fra 1970, "Between Two Ages" (= "Mellem To Tidsaldre"), stor vægt på sit og Robert Baileys syn på den europæiske tidsånds skiften. "Vi skal (min kursiv) fra i dag (1970) gennemleve en tidsfase med følgende kendetegn: 1. Perioden uden fremskridt. 2. Den sociale udvikling kører i ring. 3. Vestens civilisation er inde i en periode uden integration (uden samling), og civilisationen aftager. 4. Mennesket er irrationelt eller ikke-rationelt. 5. Samfundet er sammensat af masser, som er ikke-rationelle, og da de er let påvirkelige, vil mennes­keheden reduceres til middelmå­dighe­der. 6. Videnskabelig sandhed og viden kan være skadelig for samfundet. 7. Myter og overtro kan være vel­gørende. 8. Et samfund er altid sammen­sat af interesser i konflikt. 9. Samfundet styres af eli-ten. 10. Demokrati og humanitære, sociale værdier er desværre misforståelser, der resulterer i de uud-dannede massers regimente. Og han anfører tillige, at menneskeheden skal gennemleve følgende faser i det lange historiske perspektiv: Fasen med (en eller anden) religiøs afklaring, den socialistiske fase, så nationalstater­nes tidsalder og endelig Én-Verdens-Samfundet", som kronen og afslutningen på vær-ket.

Blandt andet en bogudgivelse med sådanne ambitioner/visioner førte til etableringen af Den Trilaterale Kommission med Z. B. som en af grundlæggerne og direktør de første tre år til 1973. Man skal forstå, at der signaleres[13] eller "spås" i bogen[14], så derfor er planen ikke så tydelig beskrevet her. Drejer det sig om en uundgåelig skæbne for menneskene, eller skal denne proces skabes, måske blot tilskyndes? Det fremgår ikke eksakt. Det er dog i grundtonen den samme melodi, der synges overalt i den ideologisk prægede litteratur omkring FN med de mangfoldige bureaukratorganer.

Samme melodi blev såmænd sunget også af blandt andre forfatterne George Bernard Shaw[15], Israel Cohen, Israel Zangwill og Jean-Paul Sartre, hvoraf de tre førstnæ­vnte stiftede den erklærede socialis­meloge Fabian Society og alle fire var stamfædre med Bernard Henri Lévy som mellemled til SOS Racisme i Frankrig. Lyt til udtrykkene fra  danske Internationale Socialister og de Autonome. Deres sprog er selvsagt ikke det samme; men paramidestyringen er dog utvetydig[16].

 

Bilderberggruppen m.v. :

Baggrund:

Bilderberg er den mest magtfulde efter kommer efter Det Runde Bord, et hemmeligt selskab grund-lagt i testamente fra 1877 efter den imponerende chauvinist Cecil Rhodes. Rhodes blev finansielt understøttet af Lord Rothschild og af Alfred Beit of de Beers (en Rothschild agent), og hans vision var direkte inspireret af den pro-nazistiske John Ruskin, en professor i kunst ved Oxford. George-town professor Carroll Quingley (1910-1977) påstår i (sine digre bind fra 1966), ’Tragedy and Hope’ at Round Table blev formelt organiseret som et halvhemmeligt, multinationalt, anglofilt selskab begyndende i 1908 og at det samlende principle var en oligark føderation (centralt fåmands-styre ledet af grå eminenser) i den engelsktalende verden – øjensynlig den politiske, økonomiske og kulturelle rekonstruktion af det britiske imperium. Dette mål har udviklet sig til en oligark verdensføderation. 

Stiftet i 1954 på Hotel Bilderberg i Holland formelt af Prins Bernhard af Holland, men ideen hertil kom fra polakken Josef Retinger, der havde en høj grad i de svenske frimurerloger. Formålet er kontrol med verdensøkonomien. I Bilderberggruppen, der er den hemmelige verdensregering, sidder nogle af verdens rigeste mænd og kvinder, herunder prinser og prinsesser, højfinansens topfolk, toppolitikere, industritoppens folk og andre indflydel­sesrige personer. Også Robert Schumann og Jean Monnet (EU's stamfædre) var medlemmer. I dag er Jacques Delors (tidligere formand for EU-Kommissionen) også deltager.

Medierne omtaler ikke Bilderberggrup­pen og dens arbejde[17]. Målet er fælles økonomi for U.S.A. og Europa, fri folkevandring, fri varecirkulation (så fri den kan være med megamonopoler på alle vigtige områder), internationalt politi, afskaffelse af nationale forsvar, inter­national brigadehær begyndende med 100.000 mand fra 1996 og et Verdenspar­lament.

De fleste medlemmer af Bilderberggruppen er også medlemmer af C.F.R. David Rockefeller er gene-ralsekretær i den inderste cirkel. Danske politikere, enkelte i industritoppen og enkelte højt placerede mediefolk m.v. figurer også på medlems- og mødelisterne[18].

Hovedkraften bag EU, Jean Monnet, kom ind i den nye Bank of America sammen med Elisha Walker, da Amadeo Giannini, oprindelig ejer af Bank of Italy i Californien, med den nye banklov i 1930-erne skulle kaste sin bank ind i kampen med de dominerende Wall Street banker som spekulati­ons- og investeringsbank. Walker og Monnet forsøgte ved deres dis­positioner at fortrænge A. Giannini i 1930, mens Giannini formelt opholdt sig i Østrig på ferie. Det lykkedes dog ikke, for Giannini vendte tilbage, generobrede magten i sit eget firma ved øvrige aktionærers tilslutning og afskedigede E. Walker og Jean Monnet i 1932. Herefter forblev A. Giannini bankens øverste i endnu 13 år [19].

 Det internationale selskab i toppen af de udemokratisk styrede FN, Internationale Røde Kors, IMF (Valutafonden), Verdensbanken, EU-kom­missionen og logerne C.F.R., Bilderberggruppen, Trilateral Commis­sion, (The) Round Table, Commission 300 o. a. organer har længe (i princippet som arvtagere siden 1. maj 1776) haft planer om én verdens­regering.

Trilateral Commission har som anført ovenfor ­erklæret opgaven fra 1973 her i den 4. og sidste fase at samle verden først i tre ikke-demokratiske blokke: Amerika-kontinenterne (via nu NAFTA), Europa og Afrika (via nu EU) og Asien via Japan.

 

Forudsætningen for, at dette skulle kunne lykkes er bl.a., at de genstridige mennesker skal have fjernet deres selvbestemmelse og identitet. Det sker bl.a. ved, at en mængde kulturfrem­mede folkeslag gives adgang til at slå sig ned permanent i  Europa.

 

Derved skal vi komme til at ligne U.S.A. i første omgang, et U.S.A. som mange europæere i deres urealistiske drømme skabt af medierne ligger næsegrus under for. Det handler i virkeligheden om et U.S.A., der også er ved at gå helt i opløsning p.g.a. multietnicitet, kriminalitet og super-statsgæld­sætning på godt 18 billioner (1995)[20]. Den menige amerikaner har lige så lidt ansvaret herfor, som borgerne i Europa har ansvaret for statsgældens svøbe her.

Den muslimske verden er sideløbende hermed i færd med at realisere drømmen om en halal (=mus-limsk ren) verden. Det sker ved at sætte folkevandringer i gang og herfor finansiere vestnationerne og især EU ved långivning via Pariserklubben og arabiske ejede banker, f.eks. Bank of Credit and Commerce International; endnu i konkurrence med de traditio­nelle interbanker. Først og fremmest indtages de vestnationer, der står mest åbne og mest sårbare over for den muslimske folkevandring fra de overbefolkede, derfor fattige og derfor særdeles ustabile områder i Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Ulandenes muslimske ledere nyder også godt af Den Islamiske Udviklingsfond[21]. Indvandrin-gen fra muslimske enklaver på Balkan er det sidste skud på stammen og fra sommeren 1996 Kosovo-albanere i stor stil samt fortsat betydelig tilstrøm­ning fra Afrika[22]. Dette er beskrevet i flere detaljer i Appendiks 1.

 

Målene for det vestdominerede internationale selskabs mest indflydelsesrige personkreds og målene for den muslimske verdens ledere er ganske vist ikke de samme i det lange løb. Indtil videre passer midlerne og delmålene i begge planer dog til hinanden. Dette udnyttes af begge parter. Det drejer sig kun om magt over os. Vi er udset til være deres undersåtter. Dette er en magtkamp, som i princippet har stået på i alt fald siden år 711.

Olieindtæg­ternes himmelflugt i 1970-erne og vore slappe, derfor mag­thungrende, derfor gældsæt-nings-ivrige politikere har blot hældt den ekstra benzin på bålet, som skulle til for her­refolkenes for-nyede fremtrængen [23].

Ingen af Europas stater ser sig i stand til at stoppe vanviddet ved traditionelle politiske tiltag, fordi de alle (på nær Schweiz og Norge uden for EU) er netto gældsatte til langt op over borgernes, deres børns og børnebørns ører. Der er ikke andre til at betale. Den tyske statsgæld er mere end 2,5 billioner DM (1995), hvoraf kun godt 500 milliarder DM skyldtes Genforenin­gen eller DDR's fald og Sovjets sammenbrud.

 

Statsgældsætningen år for år holder netop svage, magthungrende politikere ved magten i længere tid, når grundlovene ikke forhindrer dette effektivt. Der er selvfølgelig tale om vore politiske lederes tilsyneladende magt, for de er rene marionetter i det internationale spil. Dette er nogle få af vore mest kendte politikere også fuldt bevidste om, for de er placeret i blandt andre to af ovennævnte hemmelige loger.

 

Historien vil de ikke, og må vi ikke lære af. De er i færd med at omskrive historiebøgerne i EU, mens Europa-staternes og U.S.A.'s statsgæld vokser stadigt vildere.

Nogle af nationalstaternes ledere forsøger i deres slappe magtesløshed at sammenstøbe EU; men unionen er netop i fuld overensstemmelse med begge internationale planer. Havde den ikke været, ville det dog ikke have nyttet meget, da alle medlemslan­denes ledere har gjort deres lande ganske afhængige af kreditorerne. Det går tilmed nemmere om et par år, når EU-blokken kan gældsættes ydeligere på én gang med én fælles mønt. Den hedder EURO i 12 lande. Der er altså indført én obligatorisk møntenhed i 12 EU-medlemslande, én fælles centralbank, d.v.s. én fælles penge- og kreditpolitik i EU. De resterende lande skal følge med senest 2002, hvis ikke planerne forskydes noget – det sidste er sket.

Den danske krones kurs blev fra den 1. januar 1999 fast koblet til EUROens kurs.

Det strider formentlig mod den danske Grundlov m.v., der giver Danmarks Nationalbank pengemo-nopol. Uden nogen folkeafstemning skal vi nu indrette vores finanspolitik efter anvisningerne fra Den Europæiske Centralbank og EU’s Ministeråd.

De 12 EURO-deltagende landes valuta-vekselkurser blev fastsat  i forhold til EURO-en fra den 2. maj 1998, således at disse landes nationale valutaer i realiteten er afskaffet.

Grundlaget for disse kursfastsættelser var bl.a. medlemslandenes statsgæld og deres ønsker om konkur-rencefordele. Alene Sverige blev sat udenfor og Danmark havde sine forbehold, som vi nu har set i realiteten delvis er gennemhullet af koblingen til Euro, som vi formentlig skal være tilfredse med, som sagerne står, og England har ikke taget stilling til enhedsvalutaen.

Kursfastsættelserne foregik i et rigtigt rivegilde. Efter fastsættelsen var de enkelte deltagerlandes valu-taer reelt helt ude af billedet fra 1. januar 1999, da de fra da af er fast koblet til EURO-en. England har simpelthen valgt at stå uden for ØMU-ens tredie fase med fælles mønt, indtil en folkeafstemning har været afholdt. Den er blevet lovet af Premier Minister Tony Blair på visse betingelser, som han des-værre selv kan øve indflydelse på. Faktum er, at enkeltstaterne havde seddeludstedelsen kørende helt vildt for at bringe den nødvendige, tilsyneladende orden i pengesagerne forud for kursfastsættelsen. England og Sverige, der heller ikke er med i møntfælleskabet, holder deres kurser flydende. Flydende kurser kunne være blevet endnu mere skæbnesvangere for Danmark, når EURO-en selv viser, hvad den er. Resultatet i 1999 blev at EURO-en faldt med 13,5 pct. i forhold til USD, med 19,8 pct. i forhold til japanske YEN og med 8,7 pct. i forhold til norske kroner (se i øvrigt tabellen nedenfor).

For at man kunne tale om EU skulle Frankrig være med i den fælles mønt og den fælles centralbank. Skulle Frankrig være med, skulle Spanien og Italien også være med, uanset deres super-dårlige økono-mikarakterer og netop disse landes enorme betalingsmiddelmængder. Det er en dårligt bevaret hemme-lighed, at betalingsmiddelmængderne i de sydeuropæiske lande end ikke er korrekt opgjorte. Desuden forsøgtes der svindlet med husholdningsbudget- og regnskabstallene i 1997 i hvert fald i Danmark, Frankrig  og Tyskland. EURO-en bliver en svag valuta, hvilket netop passer de amerikanske og japanske banker. Alle de europæiske nationer forsøgte fra primo 1998 at få sat deres omvekslingskurs, der skal være gældende til den nationale valuta endelig trækkes ud af omløbet 1. juli 2002, meget lavt p.g.a. landenes statsgæld og ønske om konkurrencefordel.

Dette vidste spekulanterne, og dette har de selvfølgelig vidst siden 1995/96. Fra 1997 har de søgt at undgå enkeltlandenes valutaer og i stedet placere sig i Dollars og Yen. Englands, Sveriges og Dan-marks[24] forsinkede deltagelse skabte blot ekstra usikkerhed. Da alle enkelt-landene er stærkt gældsatte og dermed uden reel selvstændighed, blev deres omvekslingskurs fastholdt på 1998-niveau-et.

Du bør have dine værdier i f.eks. Dollars, Pund eller norske kroner og al din gæld så vidt muligt i dan-ske kroner eller EURO. De første år efter EURO-ens indførelse vil EU køre en højrentepolitik for at holde kapitalen i Europa. D.v.s. samme høje rente på Sicilien og i Baden-Würtenberg. Det giver selvfølgelig et helt forrykt investeringsklima, meget mere arbejdsløshed og dermed ustabilitet, som tvinger EU til at gribe ind, fordi de nationale krav vil slå igennem, når alt kommer til alt. Alternativet er mere tilskuds-Europa og tilsidst en kopi af Østblokkens regimer. Der var allerede store problemer i delstaten Sicilien i januar 1999 med at finansieret et underskud på 1 mia. dollars.

Uden en uhæmmet Euro-udstedelse førte mønt-etableringen til negativ vækst og tæt på negativ vækst i både Italien, Frankrig og Tyskland i årene 2002, 2003 og 2004. Nu åbnes der så op for en lidt længere- varende Euro-udstedelse byggende på den arabiske olie (se appendiks 1)

 

1999 var valutaspekulanternes år:

Der var nok høje renter, men købekraften og valutakursen faldt mere end rentetilskrivningerne på de nedskrevne værdier. Husk på forholdene i 1920-erne (se kapitel 5).

Sådan afskaffer de statsgælden i Europa for din regning - tror de - måske afskaffer de også EU, der grundlæggende bygger på en løgn om bl.a. de finansielle forhold i verden.

 

 

EUROen i introduktionsåret 1999?

 

Møntfod	25/1-00	25/1-99	EURO-Kursudv. % *)
US-dollar	1,0063	1,1603	-13,2
Britiske £	0,6094	0,6995	-12,8
Jap. YEN	106,3000	132,7700	-19,9
Schweizer FR	1,6111	1,5963	0,9
Canadiske $	1,4514	1,7670	-17,8
Australske $	1,5376	1,8395	-16,4
Norske kr.	8,0859	8,6224	-6,2
Svenske kr.	8,9090	8,9632	-0,6
Danske kr.	7,43??	7,4368	0,0**)

 

 

1 EURO målt i diverse valutaer

*) Udregnet i forhold til kursen 25/1-99

**) Den danske krone er fast koblet til EURO-en

 

Denne udvikling kunne aflæses af www.oanda.com . Lad os forklare, hvad tabellen bl.a. viser ved et eksempel. Vi kan sige, at hvis ”muldvarpepungen”[25] indeholdt 100.000 danske kr. i januar 1999 og år i 2000, så har ejeren mistet 6.200 kr i købekraft (på et år) i forhold til situationen, hvor ejeren i stedet havde vekslet til norske kr. i januar 1999 og vekslet tilbage i januar 2000. Minus vekslegebyr og banken kursfortjeneste.

Har nogen oplevet, at valutakurserne angivet her er noget i underkanten af den reelle pris, da kan vi ikke give anden forklaring end, at bankfortjenesten aldrig er medregnet i oversigterne.

Havde vi sammenlignet den samme post i US-dollars i stedet for kroner eller EURO ville man have scoret 13,2 pct. eller kr. 13.200 på et år (fra 25/1-99 til 25/1-00) uden at røre en finger.

 

Sådanne ting oplyses ikke i de danske medier forstås. Derimod meldtes ultimo februar 2000, hvor der var udsigt til voldsomt dyk, hvis ikke krak, i alle aktiekurser, at aktiespekulation skal til være en folkesport. ”Lad dog børnene” kunne man læse i overskrift i et af de danske dagblade i august 2000.

 

De omtalte besparelser på vekselgebyrer, som EURO-tilhængerne har gjort en hel del ud af at love, stemmer ikke med virkeligheden. 10. marts 1999 påviste tysk ARD-TVs Tageschau, at det var blevet en hel del dyrere at veksle siden overgangen til EURO i de 12 lande. Nu kan man så hævde, at der ikke skal veksles så meget. Faktum er dog, at det er blevet dyrere at veksle valuta i Tyskland, og der er kommet en del nye samhandelslande til uden for EURO-zonen. Besparelserne er således mere end tvivlsomme selvom netop dette aspekt er af ren kosmetisk betydning. Markedets gennemsigtighed m.h.t. priser i euro har de også hævdet vil øge konkurrencen. Denne and er ikke meget bedre. Der er en mængde andre hindringer, der er værre end et simpelt forholdstal. Når vi dengang foreslog norske kroner eller allerbedst norske realværdier havde vi ikke taget højde for virkninger i Norge af derivat-boblen og finanskrakket i sommeren 1999. Dette førte til en devaluering af den norske krone. Mit argument var, at Norge ikke ville være nær så sårbar i længden, som andre svagere lande uden for EURO-gruppen, og desuden er det jo ulige nemmere at følge forholdene i Norge end i Japan, USA og Australien. Hvorledes Yen ville være stillet efter bankkrakkene i Japan kunne ligeså godt være bestemt af hr. Greenspans (direktør i Federal Reserve Fond) umiddelbare tilbøjelighed til at støtte Yen (med de amerikanske skatteyderes værdier). Her er vi uden for matematikkens love. Læseren er dog bedre orienterede efter at have læst kapitel 5 om Japans Keynesianer-metode, der fortsat dyrkes.

Nogle har nok undret sig over, at renten endnu ikke er steget så meget i Europa. Det hænger sammen med, at D-Marken, som nu realiteten er afskaffet, i modsætning til EURO-en ikke var en valuta, der faldt i kurs. Den udeblevne rentestigning er dog kun midlertidig og kunstigt funderet af hensyn til akti-viteten. Fra begyndelsen af år 2000 tales om rentestigninger i USA og EU. Så trues aktiviteten yder-ligere. Og vi skal i appendiks 1 se hvorledes Euro-udstedelsen lokkes frem fra 2001.

Renten er holdt kunstigt i ave, som sagt, for at få aktivitet og beskæftigelse i Europa. Men det ligner efterhånden deflation i Danmark (selvom deflation kun kan skabes). Med fortsat lave renter i Europa, vil kapitalen ikke kunne fastholdes her; den vil tværtimod søge væk afhængig af hvorledes renten behandles andre steder. Med en krigsfinansiering og en genopbygning af Serbien – der er ødelagt for mere end 1 billion indtil nu – vil efterspørgslen efter dollars formentlig vokse. Ikke USA, men de internationale banker kan udlåne her mod sikkerhed i f.eks. de europæiske lande. Landene har jo netop ikke noget at udlåne (bortset fra formentlig de arabiske oliestater og blandt få andre Norge og Schweiz), medmindre de skærer mere ned på aktivitet og/eller velfærd. Til gengæld kan de så aflevere noget mere selvstændighed.

 

Ny pengesedler hele tiden:

Nye nationale pengesedler fik vi flere gange, og det har undret mange. Den nye halvtredser var også blevet introduceret med en landsdækkende, postomdelt folder til hver husstand ligesom ved femhun-dredekroneseddelens introduktion. Det var dyrt! Hvorfor mon, så mange nye sedler?

1.       Dels vil myndighederne gerne have et fingerpeg om mængden af pengesedler, der veksles til andre valutaer eller gemmes i strømpeskafterne i ”punge af muldvarpe-skind” o.a.s. Den hastighed hvor-med de gamle sedler, der erstattes af nye, returnerer til nationalbanken giver dette fingerpeg. Dette har været antydet på TV for 2-3 år siden.

2.       Dels vil man gerne have fjernet folks følelsesforhold til de nationale pengesedler. Det sker ved at lave nye sedler hele tiden. Herved forventes overgangen til EURO præget af mindre vælgermod-stand, når der helt sikkert skal stemmes ingen.

Så kan man godt nævne sikkerheden mod falskmøntnere. Her er det et spørgsmål, om der er meget at stille op mod de største svindlere.

 

Valutasuverænitet og selvstændig finanspolitik:

(lidt mere fagligt præget gennemgang 2½ side frem)

Forudsætningen for at dkr. Er fast koblet til EUROen er, at den siddende regering lever op til de besparelses- og andre krav, der stilles fra ECB – Den Europæiske Centralbank. Det er ganske van-vittigt, at der kan være tale om fortsat national valutasuverænitet, når EURO-en er der, og kronen er fast koblet. Det kan kun betyde, at finanspolitikken plus penge- og rentepolitikken i Danmark styres direkte som modydelse til koblingen – og det endda forud for den danske EURO-afstemning. Indfries kravene ikke – både m.h.t. pengemængde, rente- og sågar finanspolitikken, bortfalder kob-lingen, så kronen svæver frit. Så længe der findes pengemonopoler – de nationale centralbanker har jo pengemonopol – kan der ikke sættes et monopol ovenover. De gør det alligevel.

I Maastricht-traktaten er det fastsat, at penge- og rentepolitikken fuldstændig overgår til ECB. Disse bestemmelser er klart møntet på euroens udstedelse. Så længe de nationale valutaer består, må na-tionalbankerne også være de ansvarlige for dem. Ellers ville Danmarks Nationalbank og den danske stat vel se sig stillet over for en forfatningsanklage.

 

Konvergenskrav - Stabilitet:

Konvergenskravene giver et fingerpeg om regelfastheden. For eksempel i Maastricht-traktatens artikel 104C står der: “Rådet ... fastslår efter en generel vurdering, om der foreligger et forholdmæs-sigt stort underskud.”

Det er noget andet end en streng regel om, at det årlige finanslovsunderskud ikke må være større end 3 pct. af BNP i markedspriser.

I traktaten står også, at fortolkningen af disse krav er Ministerrådets sag. Kravene er iøvrigt temme-lig tilfældigt valgt og indbyrdes modstridende. For eksempel det konvergenskrav, der angår inflationen størrelse. Det er det svageste.

Der står, at et land for at være prisstabilt kun må have 1,5 pct. højere inflation end gennemsnittet af de tre mest stabile lande. Det siger overhovedet intet om den egentlige størrelse af inflationen. Gældskravene er i sig selv inkonsekvente. Størrelsen af det offentlige budgetunderskud, som ikke må være mere end 3 pct. af BNP (minus forbrug af råvarer), er sikkert ikke så vigtigt som påbuddet om at få landets samlede offentlige gæld ned på 60 pct. For halvdelen af landene kan det sidste krav kun opfyldes ved at acceptere stabiliseringskriser.

Stabilitet måles ikke som et prisindeks, d.v.s når visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta. Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, økonomisk vækst, ny teknologi og høj produktivitet. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb, f.eks. et gennemsnit.

 

Kapitalflugt-Socialkrise-regelforfald:

Såvel udlændinge som indlændinge, der ikke har tillid til de nye penge, vil flytte over i andre valutaer. ØMU (‘s 3. fase) vil begynde med en krise. Kapitalflugten vil styrte Europa ud i en social krise, fordi med kapitalflugt må ECB hæve den fælles rente. Det kan landene mod syd - og Belgien, Irland og Danmark heller - ikke stå igennem.

Når så den sociale krise er der, så er fristelsen stor for at prøve at klare den med offentlige investeringer og en bevidst offentlig forøgelse af pengemængden. Det betyder underskud på de offentlige finanser, og så er vi tilbage i keynesianismen, hvor de ansvarlige i en nu 60 årig æra er sprunget over, hvor gærdet er lavest for at blive på taburetterne.

Så vil det ret hurtigt vise sig, at foranstaltningerne mod inflationen, som de er beskrevet i Maa-stricht-traktatens kriterier, ikke nytter meget. Så bliver det en varig krise p.g.a. enhedsvalutaen. Dette springer valutaunionen.

 

Inflation og socialkrise:

ECB’s kompetente personer vil sikkert ikke være samvittighedsløse inflationister. Gennem en prisstabilitetsorienteret politik vil de forsøge at gøre den nye valuta troværdig. Men de sidder med det problem, at den stabilitetssøgende politik må skærpes p.g.a. pengeflugten - og at denne politik vil støde på national modstand, der opstår på grund af den tilspidsede strukturelle og sociale krise. Det er nemlig renten og profitforventningerne mere end lønningerne, der bestemmer aktiviteten.

En valutareform, hvor man angiver datoer for de forskellige tiltag, og samtidig i princippet bevarer den nationale valutasuverænitet i en 3-årig overgangsperiode, som det skete, kan kun laves af poli-tikere uden nogen særlig indsigt og virkelighedsfjerne teknokrater eller af forrædere. Når samtidig spekulationen helt forudseligt er et af de helt store problemer ved selve etableringen, så er det helt hen i vejret. Ikke ganske uventet.

 

Eventuelt stop for kapital flugt:

Artikel 73F i Maastricht-traktaten taler om, at der i Europa kan indføres kontrol med kapital-bevægelser. Så kan investorerne ikke længere undvige til schwezerfranc, yen eller dollar. Som om investorerne ikke er skræmte i forvejen. Spekulanter og investorer følger alt dette meget nøje.

Dette er ukendt stof for næsten alle politikere, enkelte spiller dog med, og det gør centrale embeds-mænd også.

ECU-en, der ellers var frivillig fra starten, skræmte for mange i Tyskland, England og Danmark, folk forstod reelt meget lidt af pengeplanerne, men selvfølgelig anede mange rænkerne. Derfor bruger magthaverne nu det anførte trick med forstavelsen EURO[26]. I følge nyhedsbureauerne er EURO opfundet i tyskeren Theo Waigels finansminister­ium. Dette er et eksempel på, at ukendskab til ændrede realiteter i nogle tilfælde kan skabe mindre postyr, end hvis forandringerne til­syneladende er større og omtales noget mere. Her var magthaverne ikke forsigtige nok fra starten. Møntens navn er i realiteten af samme ringe betydning som sedlernes farve. Men det gælder om at skabe ro herom. Det skete ikke med det nye "nationale" EURO-træk. De begyndte at trykke sedlerne i Frankfurt allerede i 1995 og de første fremvistes fo­r offentligheden via mediet i efteråret 1996. Det skal hjælpe på markedsføringen.

Mønten bliver fælles og obligatorisk ligesom penge- og kreditpolitikken. Denne pengeindretning fører pr. automatik til ny EURO-statsdannelse svarende til, at virkninger af D-Markens indførelse i Eks-DDR samler Tyskland[27] , men systemet bryder sammen forinden (skrev vi i 1995). Der er ikke tale om en DM, ikke en KR, ikke et PUND, der bruges i EU fra år 1999 med de nationale penges borfaldt år 2002.

 

Euro år 2005 sejler i olie, men hvad hjælper det og hvor længe: http://www.lilliput-information.com/revalu.html

 

Det er for den enkelte fordelagtigt og praktisk vigtigt at kende et par ting udover det oplyste her. Du er velkommen til at skrive til Information om Danmark med disse praktiske spørgsmål[28].

 

Får de i øvrigt ikke England og Danmark væk fra pengeforbeholdene, vil de have EU udvidet og forsvarsdimensionen gjort kampklar hurtigere. Dette begrundede de utrovær­digt med og øvede de praktisk igennem i den selvskabte forlængelse af Balkankrigen, som sikkert ikke er slut endnu (skrev vi 1995). De træner videre i Afghanistan.

Nej, Kosovo-angrebskrigen startede den 24. marts 1999, og det ulmer kraftigt i Makedonien.

Kreditorerne er muslimske OPEC-lande, internationale grossistbanker og den internationale højfinans[29]. Mod disse pengemagtcentre og det iscenesatte internationale vanvid skabt af en syg ide i ovennævnte interorganer og loger er kun sandheden at tage i anvendelse.

Tidsfaktoren og en fælles kamp for sandheden er helt afgørende, hvis vi skal opnå det eneste, vi kan regne med på demokratisk vis: Vinde over inter­nationalisterne (læs: Lenins & Trotsky's Nyttige Idio-ter) i vor befolkning. De befolker alle væsentlige institutioner og dominerende medier i Danmark. Herfra lyves dag ud og dag ind for at bringe modtagernes psyke i de rette folder. Vi har desværre ikke mere tid at løbe på, hvis udviklingen skal kunne vendes uden ufred. Muligvis er det for sent. Vi skal som slutresultat bevare vort land, som danskernes hjemsted.

De forsøger som i den gamle Sovjetunionen og Hitler-tyskland at styre befolkningen. Det skal i vort demokrati være lige omvendt. Kun med effektivt sammenhold på tværs af al anden betyd­ningsløs uenighed kan vi standse dem i opløbet.

Dette forudsætter, at vi lader den barske sandhed blive kendt for de danskere, der vil bevare Danmark

Afgørende forskel på situationen i Danmark den 29. august 1943 og nu: Der kommer ingen og hjælper os udefra.

 

 

 

Til næste kapitel