8. Kapitel

Hvad kom først, hønen eller ægget?

 

De skæve udviklinger er mange tilbøjelig til at søge i tankernes, ideernes og især ideologiernes verden. Efter min vurdering er det klogest se på, hvad magt i grunden er og derefter se på ideologernes mak-værk.

 

De ideer og de ideologers makværk, der passer ind i tegningen hos magthaverne direkte eller indirekte vil altid nyde fremme. Camouflage-forklaringer har man så ansatte eksperter til at opfinde. Når ide-ologien bliver statsfinansieret eller internationalt finansieret, så bliver den farlig:

 

Zaren slog sig i tøjret på Wiener-kongressen 1814-1815 efter Napoleons­krigene ved Europas særegne opdeling og fremtidsplanen for Europa. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var olieudvin­dingen i Rusland ved at overhale olieproduktionen i monopolisternes U.S.A.[1] Rusland var faktisk ved lige netop i den periode at udvikle sig hastigt væk et fattigt agrarsamfund. Så kom revolutionen i 1917, Zar Nicolai den Anden og hans familie myrdedes på ordre fra de nye mag­thavere[2] 17. juli 1918.

 

Når det drejer sig om magt, er eneret altid at foretrække, med eneret kan der ikke vælges. Monopol, monopson, betyder henholdsvis én udbyder, én opkøber. Magthavere i et Ét-Parti-System - med befolkningen (=arb­ejderen/forbrugeren/familiemennesket/ samfundsborgeren) holdt i jerngreb - kan nemt komme til at mangle investorer.

 

Et uspoleret barn på 10 år kan umiddel­bart fortælle dig, at et sådant system i alle tilfælde så vil få brug for en god bankforbin­delse. Sådan kalkulerede nogle få bankbillionærer i U.S.A. også.

 

Til de andre var der skrevet 28 imponerende bind[3], mest indeholdende volapyk eller heksekunst, om man vil (se i øvrigt under "Det nye menneske"). I 1930-erne kunne man for markeds­førin­gen købe små hæfter med titler som "Karl Marx In Fünf Minuten.” Sådanne skrifter hjalp dengang mange ubefæ-stede sjæle til den sande forståelse af verdenshis­toriens vel næststørste og vel næstbedst planlagte fup-nummer.

 

De 15-20 pct., som skal flyde ovenpå i totalitære systemer, d.v.s. styre og kontrollere og udøve magt over de andre, skal nok få det, de har behov for, selv i en så syg indretning. Ineffektivitet og super lav produktivitet er her ingen hindring taget i betragtning, at de internationale altid er parate til at spille med, hvis det passer ind i tegningen. At sådanne indretninger også egnede sig til, at få Vestens befolk-ninger til at rette blikket væk fra det egentlige fremmede sagerne betydeligt. Tryllekunstneren afleder også tilskuernes opmærksomhed fra det egentlige.

 

Men nu skal du ikke tro vores system er meget forskelligt fra et totalitært regime. Læs f.eks. Jussi Merklins bog fra 1980, "Demokratiet undergraves ovenfra", udgivet på forlaget Rosenkilde og Bagger. Her er de danske bureaukratiforhold og ministeriekommunikationen i 1970-erne beskrevet med stor indføling af en intern aktør, der fik "kærligheden at føle", fordi han valgte sandheden, medens han var i systemet. For at få Sovjetunionen (= monopolstaten) op omstyrtedes samfundet, produktionen beslag-lag­des og bureaukratiet fik den førende rolle i samfundet. Dette førte straks til et mangelsamfund for 75-80% af befolkningen, også fordi prioriterin­gen ovenfra ensidigt rettedes mod magthaverne og bureaukraterne (20-25%) og deres behov for luksus og magtkonsolide­ring.

 

Vejen til undergangen for Danmark

I Danmark (og dernæst Vesteuropa i øvrigt) beslaglagde man gradvist forbruget for at sikre en stadigt større offentlig sektor styret af bureauk­ratiet, der er i den førende rolle i alle totalitære systemer[4]. Dette førte ikke øjeblikkelig til et mangelsamfund. Dernæst blandede staten sig i mere og mere i produk­tionslivet med skat, kontrol, overvågning m.v. og til sidst tilskud, ekspropriation og falske penge eller veksler på vore ufødte børn. Fornuften kunne ikke klare mere tyranni, og således fremstår nu næsten alle centrale dele af produk­tionslivet med monopol, delvis monopol eller oligopol (én eller nogle få store udbydere) eller på forbrugssiden monopson.

 

Dette fører per automatik til et mangelsam­fund den dag de fast indarbej­dede underskud hos stat og kommuner og samhandelsunderskuddene ikke længere finansieres.

 

Husk truslerne mod Sverige og også mod Finland i forbindelse med EU-overtalelsen, og fremmede sta-ters borgere har nu også overtaget næsten hele den offentlige såkaldte velfærd, der i virkeligheden blot er en ringere udgave af borgerskabt velstand. Borgerne betaler den i øvrigt selv, men alt for dyrt. Hvordan kunne der drives så meget gæk med os? Havde der været orden i Danmarks økonomi, havde det ikke med f. eks. de frem­mede som sidste redskab været muligt at fortrænge danske­rne.

 

Danskerne havde på grund af gælden i 1960-erne - den falske eller den ærlige - måttet aflevere noget af deres private forbrugsmulighed til kreditore­rne, men danskerne havde da aldrig frivilligt afleveret det hele og Danmark til de fremmede og magthavernes forgodtbefindende. Derimod kan de øverste bort-skære det overførte private forbrug og det offentlige forbrug fra danskerne og give det og dermed lan-det til fremmede magter.

 

Offentlige udgifter til indvandringen[5]

Forfatteren, der er modstander af de officielle løgne, udarbejdede et belastnin­gs-b­ud­get helt svarende til, hvad bruges af i f. eks. Sygehusvæ­senet, når ydelses­mængde og tyngde skal opgøres i mangel af bedre grundlag. Dette belastnings- eller tyngde­budget bygger på myndigheder­nes egne oplys­ninger om dette og hint, og så er det blot sam­menstykket med største forsigtig­hed (se nedenfor).

 

Desværre er udlændingepolitikkens regning 10 gange større, end de bevillinger staten skiltede med indtil 1993. Nu kan løgnen ikke bruges længere; det betyder ikke sandheden så accepteres og præ-senteres af myndig­hederne, hvis pligt det er at oplyse sandt herom. Man søger for en tid i stedet at holde lidt lavere profil - som det kaldes i signalsproget - kritikerne skal så adgangsforhi­ndres behørigt til medierne. Det sidste er i grunden meget enkelt.  I 1995 kunne vi beregne, at der brugtes  mellem 70 og 90 mia. kr. på fremmedes tilstedeværelse her i Danmark, i 1997 og 1998 mere 100 mia. kr. i offentlige udgifter. Tidligere statsminister Poul Schlüter, der sad sidder i EU-Parlamentet og jævnligt optrådte sammen med Carnegie Foundation (mere under "Det nye menneske"), bestemte at danskerne ikke skulle kende regningen på det samlede gilde, der tilsyneladende ikke er planlagt at skulle slutte før det ender med krig, melder bl.a. en rettroende tyrkisk muslim, bosat i Danmark.

 

SOCIALMINISTEREN SLÅR ALARM

Jyllandsposten 10. september 1999

Hver tredje på bistand er indvandrer

(i 2003 er 40 pct. modtagerne indvandrere)

 

Uddrag (af Internet-fil: www.lilliput-information.com/ok.html):

30 procent af gruppen på langvarig kontanthjælp er indvandrere (1999). Mens danskerne i stort tal kommer i arbejde (mit: meldes det), havner flere indvandrere på bistand. Kommunerne må udvikle mere målrettede tilbud, siger socialminister Karen Jespersen.

 

Indvandrere udgør kun 6 procent af befolkningen, men hele 30 procent af dem, der modtager lang-varig kontanthjælp. Jo længere folk er på bistand, desto større andel er indvandrere.

 

Det fremgår af nye beregninger, som Danmarks Statistik har foretaget for Socialministeriet. Karen Jes-persen ser tallene som et produkt af 'mange års forsømmelser', hvor politikerne blot lod folk i bistands-systemet passe sig selv:

'Kommunerne må tage den tunge gruppe af kontanthjælps-modtagere alvorligt ellers udvikler det sig til en skamplet på vores samfund. Det er afgørende, at man tager fat om dem, stiller krav og kommer med tilbud, der er bedre tilpasset til denne gruppe', siger socialministeren.

'Mange steder er indvandrerne kommet bagerst i køen ved tilbud om aktivering, fordi det er svært. Måske har der også været misforstået solidaritet - man syntes at det var synd, gav dem en check og lod dem passe sig selv'.

'Arbejdsgiverne er også nødt til tage deres sociale ansvar alvorligt. Det er disse indvandreres børn, der vokser op med risiko for at blive gadebander. Løsningen på de aktuelle problemer er nok så meget, at folk kommer i arbejde og kan forsørge sig selv', fastslår socialministeren. Tydeligt sprog.

 

Tallene taler da også deres tydelige sprog. Indvandrerne udgjorde 17 procent af dem, der har været på kontanthjælp under et år. 26 procent af dem på bistand i 1-2 år. Og hele 30 procent blandt dem på kon-tanthjælp over 2 år.

 

To procent af indvandrerne kommer fra EU og Norden og yderligere to procent fra Østeuropa. Men langt de fleste er fra såkaldte 'mindre udviklede lande'. Anden-generations-indvandrere tæller ikke med, da de er født i Danmark og dermed regnes som 'danskere' (mit: hvad de ikke er).

 

Mens antallet af kontanthjælpsmodtagere med dansk baggrund falder, stiger antallet af indvandrere:

'Vi ser, at den sociale indsats fungerer overfor mange danskere. Firkantet sagt risikerer vi, at det sociale system i stigende grad bliver et system for folk med fremmed baggrund. For nylig fik vi tal for kvinde-krisecentrene, hvor omkring en tredjedel af klienterne er mennesker med en fremmed baggrund,' siger Karen Jespersen.

 

Hun fremhæver sidste års integrationslov om en forstærket indsats overfor nye flygtninge og indvan-drere. Den næste store opgave bliver dem, der allerede har været her i en årrække.

Den høje ledighed blandt indvandrerne bliver blandt andet en sag for de nye sociale koordinations-udvalg, der i de enkelte kommuner samler forvaltning, læger, erhvervsliv og fagbevægelse ....

 

* * *

Information om Danmark

Undervisningslektion i national immigrations-økonomi

NR. 1

 

I ovenstående uddrag af artikel vil vi især hæfte os ved følgende oplysning:

 

”Indvandrere udgør kun 6 procent af befolkningen, men hele 30 procent af dem, der modtager langvarig kontanthjælp”

Vi tager dem på ordet, selvom de 6% skulle rettes til 10% i 1999 og 15-17% i 2003. Kan denne oplysning forklares nøjere?

 

1. Indvandrerne som gruppe har en større andel, der modtager bistandshjælp end tilsvarende dan-skerne har.

2. Indvandrere har en større andel af deres gruppe f.eks. m.h.t. alder, der kunne komme i gruppen af bistandsklienter. Alderfordelingen er meget anderledes i fremmedgruppen.

 

Hvis ikke 1 og/eller 2 var gældende, så ville 6 pct. af indbyggerne ligeledes have 6 pct. af samtlige bistandsklienter. Vi kan også sige, at disse 6 pct. modtager bistandshjælp, som om de udgjorde 30 pct. af indbyggerne. I 1993 tegnedes tilsvarende billede af forholdene i Århus:

 

Oplysninger om fremmedbelastningen på enkelte felter kan f.eks. hentes i Socialministeriet. En undersøgelse her viser således, at 87% af flygtningene bliver varige bistands-klienter, og blandt de resterende 13% er mange under uddannelse eller modtager anden form for støtte. En opgørelse fra Århus viser også, at udgifterne til flygtninge på kontanthjælp er fordoblet på fem år og i 1993 udgør 19% af den samlede kontanthjælpsudbetaling (se Ugebrev Mandag Morgen nr. 4/1993).

Oplysningerne her er af en anden type, idet der ikke ses på andelen af fremmedgruppen, der modtager bistandshjælp. Der ses derimod på andelen af de samlede udbetalinger.

Omkring samme tidspunkt oplyste medierne netop, at de 6 pct., som de fremmede dengang udgjorde (officielt) af indbyggertallet i Århus, hævede de 30 pct. af bistandshjælpen. Men bemærk at denne problemstilling ikke nødvendigvis er den samme som den i ovennævnte artikel.

Havde det været denne oplysning, som socialministeren nu havde givet om forholdene i landet som helhed, skulle et muligt forklaringselement mere have været inddraget:

 

3. Indvandrere udbetales i gennemsnit mere i bistandshjælp end den gennemsnitlige danske bistands-klient.

 

Ser vi nu på forklaringerne 1, 2 og 3, og samtidig landets samlede offentlige udgifter, så er det muligt skønsmæssigt at tegne et billede af fremmedbelastningen. (De ansvarlige kunne også have brugt per-sonnummeret, men det vil de ikke.) Her skal det huskes, at udgifterne ikke bare drejer sig om udbeta-linger, men også om service og dermed funtionærudgifterne m.v. Vi er så heldige, at der netop findes en opgørelse af nationens samlede offentlige udgifter – uden hensyntagen til de forskellige refusions-ordninger, d.v.s. ordninger, der går ud på, at staten og eller andre kommuner helt eller delvis dækker kommunens udgifter ind. Vi skal have fat i det offentliges funktionelle udgiftsfordeling.

 

Det skal understreges, at de omtalte 6% indvandrere som socialministeren omtaler pr. 1999 ikke stemmer med vore korrigerede opgørelser af indvandrerantallet i Danmark. Procentandelen var snarere henved 10% i 1999, når de naturaliserede og deres børn medregnes.

Det er heller ikke lykkedes for daværende Socialminister Karen Jespersen at definere en dansker efter Grundloven eller Indfødretsloven i JP-artiklen:

En dansker er dansk statsborger og mindst én af dennes forældre er både dansk stats-borger og født i Danmark.

 

Andelen af fremmede i Danmark er således hen ved 10 pct. (i 1999) af indbyggertallet. Dette bekræftes også indirekte af kriminalitetsopgørelsen (1994) fra Rigspolitichefen. Såfremt de 6 pct. havde været den korrekt andel ville f.eks. asylsøgere have været 15-18 gange mere kriminelle end danskerne. Dette er imidlertid en vild overdrivelse. Når der er flere til at dele den registrerede kriminalitet, er den enkelte i gennemsnit selvsagt ikke mindre tilbøjelig til kriminalitet. Vil du have dette uddybet nærmere, nu mange år efter, så læs opfølgningsartiklen:

http://www.lilliput-information.com/indv.html

Du kommer tilbage ved at lukke den, når du har læst.

 

Dette er også fuldstændig påvist på: http://www.angelfire.com/ct/unionism/kraka.html

Du kommer tilbage ved at trykke på tilbage, når du har læst færdig.

 

Ved beregning af fremmedbelastningen skal der ikke alene opregnes de direkte henførbare omkost-ninger, d.v.s. omkostninger som målgruppen helt separat giver anledning til. De fremmede belaster alle poster med enkelte undtagelser. Det er særomkostningerne, d.v.s. de omkostninger, der ikke ville være på kommunens eller statens budget, såfremt de fremmede ikke var her. Tidligere har man kunnet beregne, hvor meget studenter, de ældre og børn optager af kommunaludgifter i Århus Kommune. På

 

landsplan har man også brugt tyngdebudgetter i sygehusvæsenet. For områderne, hvor udgifterne ikke direkte kan udskilles, bruges målgruppeandelen, behandlings-/ressource-/udgiftstyngden og evt. over-hyppighed som retningspil for fordelingen af udgifterne på fremmede på den ene side og øvrige udlæn-dinge og danskere på den anden side.

 

Et par eksempler:

Hvis målgruppen f.eks. udgør 12%, og tyngden ved sagsbehandlingen/plejen/ servicen/ taksten er 1,75, men hyppigheden[1] den samme, bliver forholdstallet f.eks. 12% x 1,75 = 21%. Her kunne det f.eks. dreje sig om en børnehave. Vedr. bistandshjælpen har man flere gange tidligere oplyst præcist fra Århus Kommune til nyhedsbureauerne. Man skal være opmærksom på, at målgruppen har skiftende andele, fordi aldersfordelingen er så forskellig i fremmedgruppen i forhold danskernes aldersfordeling. Således kan indvandrerne godt have 18% af børnehavebørnene, selvom indvandrerne udgør samlet 10% alt i alt.

I oktober 1998 oplyste Århus Kommune, at 2/3 af socialbedragerierne med bistands-hjælpen udføres af indvandrere og asylanter, d.v.s. 67%, hvor målgruppeandelen var 10%. Det er 6,7 gange større samlet tyngde end svarende til deres andel af indbyggertallet på 10%. Hyppigheden eller udgiftstyngden[2], hvormed udlændinge optræder som bistandshjælpsmodtagere er godt 4 gange deres målgruppeandel, altså 40% [3]. Dermed kan det konkluderes, at udlændinges overhyppighed eller overvægt ved denne form for kriminalitet altså er 67/40 = 1,7.

Den nedenfor anførte funktionelle fordeling af de offentlige udgifter finder vi i Statistisk Ti-årsoversigt, 1999, fra Danmarks Statistik.

 

Statistisk Tiårsoversigt, 1999

fra Danmarks Statistik indeholder følgende udgiftsoversigt:

Funktionel fordeling af udgifter i offentlig forvaltning og service

(mio.kr.) efter funktion og tid. (her medtaget enkelte finansårs udgifter)
Årstal	1993	1995	1997	1998
I alt (mio kr.)	549836	603283	637683	652709
Funktionsfordelte udgifter i alt	484796	537169	573308	591157
Overordnede offentlige tjenester	65485	71571	77505	82625
Generelle offentlige tjenester	39436	43456	47743	52544
Generel administration	16831	18525	19844	21330
Forholdet til udlandet	20986	23002	25460	28912
I øvrigt	1619	1929	2439	2302
Forsvar mv.	17789	18309	19410	19124
Offentlig orden og sikkerhed	8260	9805	10352	10957
Samfundsmæssige og sociale                            forhold	371127	415357	441775	454740
Undervisning	68752	73616	83432	88492
Folkeskole og lignende	28756	30922	35279	37796
Ungdomsuddannelsesniveau	13328	16206	18288	19243
Højere og videregående              uddannelse	13993	15302	16009	16823
Voksen- og efteruddannelse	10144	8229	10718	11795
Tjenester knyttet til uddannelse	733	651	681	688
Administration	1758	2226	2386	2071
I øvrigt	40	79	71	76
Sundhedsvæsen	50310	52743	57480	59965
Hospitaler mv.	36083	38576	42390	45044
Individuel sundhedstjeneste	13142	13131	14269	13840
Administration	708	771	793	902
I øvrigt	378	266	28	179
Social tryghed og velfærd	229277	264128	273839	278843
Sikringsydelser	166672	194920	196315	197826
Velfærdsforanstaltninger	55081	60628	68075	71196
Administration	7501	8522	9376	9722
I øvrigt	23	58	73	98
Boligforhold mv.	9310	8877	9469	9770
Boligforhold	6994	5674	5721	5857
Samfundsplanlægning	440	887	922	846
Sanitære tjenester	1416	1822	2313	2555
I øvrigt	460	495	513	511
Religiøse, rekreative og    kulturelle
Tjenester	13478	15992	17555	17670
Religiøse tjenester	3450	4527	5038	5201
Rekreative tjenester	4378	4782	5194	5258
Kulturelle tjenester	5509	6506	7076	6937
I øvrigt	141	176	248	273
Erhvervsøkonomiske forhold	48183	50242	54028	53793
Energiforsyning	1262	2338	2738	3034
Landbrug, skovbrug og fiskeri mv.	3661	2443	3563	3640
Råstofudvinding, industri samt bygge- og anlæg	2447	2012	2514	2067
Samfærdsel og kommunikation	21666	25584	25309	24842
Veje og transport	14428	16256	15601	15172
Vandveje og havne	314	423	428	456
Kollektiv transport	6917	8884	9257	9193
I øvrigt	7	21	23	21
Handel og service samt generel
Erhvervsudvikling	19147	17864	19903	20210
Generel erhvervsudvikling	2019	2515	2233	1327
Handel og service mv.	17121	15340	17659	18873
I øvrigt	8	9	11	11
Ikke-funktionsfordelte udgifter	65040	66114	64375	61552

 

Disse offentlige udgifter er alt i alt blevet afholdt. Nu vil vi så forsøge, om vi kan at danne os et skøn over hvor mange af disse udgifter, der vedrører de fremmede.

Af den funtionelle udgiftsfordelings 52 poster kunne vi nu pille enkelte ud for 1998:

Sikringsydelser: 197.826 mio kr. Den har vi ligeledes givet kursiv og fremhævet i tabellen fra Danmarks Statistik. Går vi nu udfra, at de fremmede i gennemsnit modtager samme beløb som den gennemsnitlige danske bistandsklient, så bliver resultatet i følge socialministerens og Danmarks Statistiks egne oplysninger .... (men pas nu på, posterne i den funktionelle udgiftsfordeling er uens specificerede i Tiårsoversigtens forskellige udgaver fra år til år - bl.a. dette fremmer camouflagen):

30% x 197.826 mio. kr.= 59.347,8 mio. kr. eller 59,3 mia. kr. Nu skal vi så også huske, at de fremmede ikke har så stor en andel af gruppen i pensionistaldrene.

 

Økonomiministeren har netop måttet indrømme (1999), at de fremmede er 3½ gange så ofte arbejds-løse som danskerne i gennemsnit. Er det så (med de 6%?) 21%x71.196 mio. kr.  - 15 mia. kr.?

Arbejdsløsheden opgøres og præsenteres også helt vildledende i Danmark. Prøv:

http://www.lilliput-information.com/led/index.html

Tryk tilbage, når du har læst.

 

På samme måde kunne resten af posterne i udgiftsfordelingen ovenfor behandles under skønsom hen-syntagen til relevans, fasthed i forhold antal nydere, gruppeandel, hyppighed ved udgiften, og ressour-cetyngden ved servicering af danske henholdsvis fremmede. Vi ved f.eks., at de fremmede er mindst 3 gange hyppigere i fængslerne end svarende til deres andel. På de værste fængselspladser er 30-40% af de indsatte fremmede. D.v.s. 3x6%, når vi endda holder os til socialministerens fremmedandel på 6%.

Vil du lige checke, at de 3 gange hyppigere nu også er korrekt, så prøv:

http://www.lilliput-information.com/krim/krim.html

Tryk tilbage, når du har læst.

Såfremt tyngden – ressourceindsatsen - også er større ved en fremmed indsat skal dette selvfølgelig også udlignes. F.eks. bruges mange tolke i hele rets- og fængselsvæsenet.

 

Endnu et eksempel:

Århus Kommune regnede i sine budgetter med faktoren 1,75 gange større ressourceforbrug i børneha-verne med kun fremmede børn i 1989-1990. Antager vi noget blot lignende gør sig gældende i fængs-lerne, hos politiet og resten af retsvæsenet bliver andelen af driftsudgifterne her måske 1,75x3x6% = 31,5%.

Er du i tvivl, om der bruges meget energi på fremmede i retssalene, så prøver du lige:

http://www.lilliput-information.com/dom.html

Tryk tilbage, når du har læst færdig. Altså 10.957 mio kr x 0,315= 3,45 mia. kr.

 

Udføres dette regnestykke seriøst og forsigtigt fås resultatet vedrørende fremmedbelastningen til at være mere end 100 mia. kr. i 1998. Du må gerne forsøge at fratrække skattebetalingerne, blot vi ved, hvad vi taler om. 11 mia. kr. eller 30 mia. kr. er de udgiftsbeløb, der været at vælge imellem i medierne, når bortses fra IoD-analyserne. De er helt hen i vejret. 10 mia. kr. rækker ikke til huslejen. 30 mia. kr. er som bekendt godt 6% af de samlede offentlige udgifter (se tabellen ovenfor). Konse-kvensen af at de fremmede samtidig udgjorde 7% måske nærmere 10% af befolkningen er, har du lige lært, at de så må koste det offentlige meget mindre i gennemsnit end en dansker. Og det er jo noget vrøvl, har du også lige set på nogle af de væsentligst poster. Så let afvises de 30 mia. kr. Du bemærker nok, at i perioden 1993-1998 er de offentlige udgifter steget med næsten 100 mia. kr. Med den lave inflation, der trods alt har været i perioden, er det så udtryk for, at servicen for danskerne er blevet bedre eller blot sikret? Prøv at se på hvilke poster, der er steget procentvis mest.

 

Medlemmer af Det Norske Storting henviser til IoD-analyserne, når de skal give et overslag på de norske fremmedforhold.

--------------------------------------------------------------------------------

[1] Målgruppens tilbøjelighed til at bruge ordningen/posten er i almindelighed anderledes end for andre grupper.

[2] Denne faktor melder, om der udbetales større eller mindre beløb til udlændinge.

[3] Svarende til at indvandrere og asylanter hæver 40% af bistandshjælpen udbetalt af Århus Kommu-ne.

* * * * * * *

Simple, forsigtige beregninger viser således, at mere end halvdelen af, hvad danskeren betaler i personlig A-indkomstskat går til rente­betalinger på en gæld, danskeren ikke har stiftet eller bruges på de fremmede her i Dan­mark [6] [7] [8]­

 

Når man i Danmark taler til den laveste mellemproportional, så skal vi se Sydjysk Universitets eksperter eller Syddansk ditto melde, at samfundet ikke kan undvære de fremmede. Endog Børsens Nyhedsmagasin kunne melde i begyndelsen af 90-erne, at Danmark tjente på indvandringen. Artiklen blev bragt på glittet papir. Gid guderne ikke forbarmer sig. Når vi hæver os over bunden kan Dansk Folkeparti melde, at udgiftsposten samlet skulle være 30 mia. kr. pr. år. Det er jo sjovt at konstatere, at disse 30 mia. kr. udgør godt 5 % af de samlede offentlige udgifter på godt 650 mia. kr. pr. år (se fod-note 8). Se, de fremmede i landet og deres børn med eller uden naturalisation udgør mere end 10 % af landets samlede befolkning. Hermed kan det konkluderes på Dansk Folkepartis præmisser, at hver fremmede i gennemsnit kun nyder halvdelen af de offentlige udgifter, som en danske nyder i gennem-snit. Fremmede er ganske vist 3½ gange mere arbejds-løse og 3 gange så ofte kriminelle. Dette vil Dansk Folkeparti formentlig gerne vedgå. Så er det logikken det skorter på. Dette kan et barn forstå, når det har styr på 2-tabellen.

 

Jo længere desto værre: vor kritik i 1999

 

Statistisk Tiårsoversigt fra Danmark Statistik indeholder i 1999-udgaven et tema-afsnit med titlen Indvandrere i Danmark. Vi har herfra ved enhver lejlighed bestræbt os på at løse de knuder, som de ledende her til lands ønsker Danmarks befolkningsudvikling beskrevet efter. Lad os da gøre det igen ud fra princippet:

Ingen skal kunne hævde, at sandheden ikke er blevet fortalt.

 

Anita Lange, som er forfatter til artiklen, konstaterer til indledning, at antallet af personer i Danmark med udenlandsk baggrund er mere end fordoblet siden 1980.

Dette er korrekt, meget mere end fordoblet, kan vi tilføje.

Med begreberne indvandrere og efterkommere registreres f.eks. fremmede som efterkommere, men kun i første generation, selvom intet tyder på, at dette skulle være berettiget. Tværtimod er der de største problemer med de efterfølgende generationer.

 

D.v.s. bl. a. børn af de naturaliserede. De er ikke alle optalte som personer med en fremmed herkomst, men som danske statsborgere. Vi kan ikke længere rekonstruere det samlede be-folkningsregnskab, fordi et ukendt antal fremstår på papiret med ”ukendte forældre” (forældrene er enten døde før personnummer-registreringen, eller også er de fremmede). Hvis en person med dansk statsborgerskab f.eks. er født i Danmark, og der ikke findes oplysninger om vedkommedes forældre, så kan vedkommende være efterkommer af en indvandrer eller være dansker.

Kategorierne indvandrere og efterkommere er ikke gangbare, sidstnævnte end ikke entydig, hvilket vi har som nævnt understreget et utal af gange. Langt den overvejende del af de fremmede i Danmark (75%) er fra de mindre udviklede områder i modsætning til før indvandrings-boomet startende med den forræderiske 1983-lovgivning. Dette forhold tilskriver Anita Lange ”den politiske situation i verden”. Vi hævder fortsat, at den politiske situation i Danmark er eller burde være omdrejningspunkt for, hvad der sker med Danmark.

Fødselshyppighederne igen: På side 6 til sidst i 2. afsnit hævdes det, at kvinder fra mindre udvik-lede lande i Danmark nu føder 3,1 barn, mens de øvrige kvinder føder 1,7 barn. Det er nu morsomt at se, hvorledes det meste skrider. For ikke længe siden hævdede DS, at danske kvinder fødte 1,7-1,8 barn i gennemsnit. Nu er det så de øvrige – altså dem fra Danmark og øvrige fra de udviklede lande – der føder dette antal. Vi fastholder fortsat, at danske kvinder føder 1,3-1,4 barn. Dette er for længst fastslået af FN, senest 1,4 barn [9]. De fremmede føder flere end 3,1 barn i gennemsnit. Desværre er det jo ren matematik at bevise, at de nu anførte oplysninger ikke kan stemme. I 1998 brugte vi matematikken, og vi kom til det resultat, at de fremmede i konsekvens af det officielt oplyste måtte have ca. 20% af de fødende kvinder i Danmark. Jamen, så mange fremmede var her da heller ikke.

Ergo, stemmer det officielt oplyste ikke!!

 

Herefter følger nogle afsnit om fordelingen af de fremmede på landets geografi. Så om hvor-dan de bor. I tabeller 2 og 3 anføres nogle oplysninger om husstands-størrelserne blandt ind-vandrerne og opgørelser af familierne efter størrelse. Vi kan ikke tage stilling til disse tabeller uden henvisning til tilhørende pålideligt datagrundlag[10]; men vi kan oplyse, at tallet 3,1 barn i gennemsnit pr. fremmed familie stemmer ikke, hvilket vi netop har bevist. Længere er den ikke. Tabel 4 specificerer ud i hvilke typer af byggerier de fremmede har slået sig ned. Det skal vi heller ikke bruge en tabel for at se. Derefter følger der et afsnit om, hvor længe de forskellige udlændingegrupper har opholdt sig i Danmark.

 

Da der ikke er noget, der tyder på, at indlevelsen i det danske samfund fremmes med årene, og man fra officiel side end ikke kan opgøre det samlede antal fremmede her i landet korrekt, så er dette aspekt ved indvandringen af underordnet betydning. Det konstateres i artiklen, at ”Mere end halv-delen af indvandrerne har endnu ikke været her i 10 år” (overskrift side 12). Ja, det måske rigtigt, men betyder det så ikke, at tilstrømningen har været og er voldsom? Jo, 30.000-35.000 nye hvert år enten som asylant-immigranter eller fødte her i landet. I den anden ende gøres nu 30.000 (inklusiv børnene) hvert år til danske papir-statsborgere. Herefter kan vi så sige, at antallet af fremmede i landet ikke vokser længere, selvom de fortsat strømmer kraftigere ind i Danmark, medens danskerne i øvrigt flygter. 30.000 trækkes ud af fremmedregnskabet hvert år og 30.000 kommer ind i landet eller bliver født her. Resultat: ”Der er ikke blevet flere fremmede.”

 

Arbejdsmarkedet er det efterhånden blevet tradition at beskrive på en særdeles særegen måde. Ganske vist kom Danmarks Statistiks allerøverste chef økonomiminister Marianne Jelved hjem fra OECD med røde øren i efteråret 1999 og måtte lade medierne melde, at de fremmede var hen ved 3½ gange mere arbejdsløse end danskerne. Information om Danmark har bl.a. redegjort for denne kedelige historie i begyndelsen af november 1999 i Nyhedsbrev nr. 2:

”21/10 oplyste medierne, at de fremmede er 3½ gange mere arbejdsløse end danskerne. Det sidste stemmer dog ikke med "den dygtige økonomiministers" rapportering i 1998. Hun havde ladet de fremmede fremstår med en procentvis mindre andel af gruppen i arbejdsstyrken – den andel af alle de fremmede, der tilbyder sig på arbejdsmarkedet – for at nå sit mystiske resultat på langt under 3½ gang mere. Derved ville arbejdsløsheden på 84 pct. (se nedenfor) blandt de fremmede blive meget mindre, troede hun. Desværre opdagede OECD svindelen fornylig ...ja, og IoD så det straks og berettede herom i 1998, men det sidste er jo lige meget. Vi fristedes til at spørge, om de fremmede, der således ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet ("de skulle stå uden for arbejdsstyrken"), da ikke modtager understøttelse? Men det gør de, og det er jo ikke så godt. Det er så ulovligt, hvis de ikke figurerer som pensionister.”  

Så når ledigheden for 25-49 årige indvandrere fra mindre udviklede lande angives til 24,6% i følge tabel 9, så skal dertil lægges, at erhvervsfrekvensen – den andel af alle fra samme gruppe, der står tilrådighed for arbejdsmarkedet – angives til fra 40,5 – 59,8%  for henholdsvis fremmede kvinder og mænd i følge tabel 6. Når det drejer sig om danskerne angives de to sidstnævnte tal til  73,3 – 81,6 for henholdsvis kvinder og mænd i følge 2. afsnit side 15. Nu er der jo temmelig langt fra 40,5% til 73,3%; det er når vi tager de fremmede kvinder og de danske kvinder og så sammenligner, hvor stor en andel i de to grupper, der står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Hvorfor alt det postyr? Jo, det er ikke sjovt at skulle meddele konsekvenserne af OECD's og IoD's rettelser i den danske ledighedsstatistik: Indvandrerne fra de mindre udviklede lande har i Danmark har en ledighed på 3½ x 24 pct.= 84 pct. De 24 pct. er den samlede ledighed blandt danskerne, dels ledige, der modtager offentlige dagpenge via a-kasserne dels bistandsklienter, som de alle bliver, når de ikke kommer i arbejde.

Nu venter vi blot på, at det fra officiel side hævdes, at de 32,8% (73,3%-40,5%) i forskel er fremmede pensionister. Det er de slet ikke. Men så kan vi også fortsætte historien om, hvor-ledes der udbetales pension og ydes hjemmehjælp til de fremmede i strid med reglerne.

 

 

Sociale ydelser til de fremmede - medie-manipulation og sandheden bag:

Den 22. juli 1999 meddelte TV 2 Østjylland, at Bistandskontoret i Brabrand i Århus var blevet af-sløret i at have udbetalt Folkepension til ældre fremmede i strid med reglerne.

I 45 tilfælde havde kontoret således på særdeles mystisk vis efterfølgende bedt udlændinge begrunde deres adkomst til Riget ved at påberåbe sig at have haft flygtninge-status som begrun-delse for deres ophold her.

Socialforvaltningens motiv skulle være, fremgik det af TV 2 Nyheder, at ved dette tryllenummer ville Århus Kommune få refunderet en større del af de udbetalte beløb fra staten.

 

Den 4. oktober 2001 kunne TV2 tekst så melde, at der er problemer med at finde rundt i, hvilke udlændinge, der skal ”integreres” efter loven. Analysen har foreligget siden sommeren 2001, men kom først til offentlighedens kundskab ovennævnte tidspunkt.

 

Et fejlramt EDB-system (igen) anviser ikke som planlagt, om udlændinge hører under Integrations-loven. Det står faktisk værre til. Sagsbehandlerne er ikke altid klare over , hvor de skal søge oplysningerne. Da Information om Danmark i 1989 uden held bad staten registre de specifikke udlændinge-oplysninger på EDB, P-data, der er en del af Det Centrale Personregistreringssystem, fik vi indirekte oplyst, at udlændingeoplysninger alt efter kommunernes eget skøn foretoges på kartotekskort eller lokal edb-registrering.

 

14/12 2000 ville JP-Tekstv have os til at tro, at indvandrerne ikke tidligere har modtaget f.eks. bør-nepenge og folkepension. Oplysningen bragtes i forbindelse med en ny europæisk konvention, som lederne gerne vil have grønt lys for i Danmark. Jo, det er endog meget værre:

De modtager i en række tilfælde såmænd meget mere end folkepensionen, også selvom de ikke har opsparet retten til den. Så får de bistandshjælp i stedet. I Brabrand, Århus kørte en ganske særlig trafik én tid - som nævnt -  gående ud på, at de fremmede skulle skrive under på, de havde asyl-ad-komst-status, så fik de nemlig mere i støtte, end de ellers ville være berettiget til. Det var også galt i en nabokommune.

 

Børnepenge til de fremmede er da ikke noget, der først blev indført med en ny konvention i år 2000, men det antydes i ovennævnte nyhed fra 14/12 2000. Børnepengene har de modtaget i rigt mål nøjagtig som danskerne, bortset fra de har modtaget meget større beløb, fordi de har mange flere børn. 

 

Henved 40 pct. af al bistandshjælp går i dag til indvandrere og deres efterkommere i Århus. Når de udgør 10-14 pct af landets beboere (i 1999) - og en lidt større andel i Århus - , skal man ikke sige, de ikke får bistandshjælp i overmål. Samlet er deres tilbøjelighed til at tilhøre gruppen af bistandsklienter 3-4 gange større, eller det de får udbetalt således 3-4 gange så meget i forhold til danskerne, som det fremgår.

 

Den nævnte nye konvention skal kun sikre, at de overøses økonomisk straks, når de passerer græn-sen. I forvejen får asylsøgerne bilerne til en langt lavere afgiftstakst end danskerne, nemlig efter samme regler som ambassade-medarbejdere.

Dette er dokumenteret på :  http://www.lilliput-information.com/af2.html

med bl.a. indrømmelser og dårlige forsøg på bortforklaringer fra Folketingets talerstol.

JP-Teksttv var desværre langt ude  i propagandaen den 14/12 2000. Dette var blot et enkelt eksempel, som vi valgte ”at følge helt til dørs.”

Pension til de fremmede - og slut på en lidt længere gennemgang

Hele området ’pension’ tiltrækker sig større og større interesse, reglerne er indviklede, og der bliver flere og flere ældre og stadig flere ældre, uvedkommende fremmede, eftersom der er fred i deres hjemlande.

 

Vidste du for eksempel, at ”Retten til pension er betinget af, at modtageren har dansk indfødsret” i følge §2 i Lov om Sociale Ydelser, Social Pension? §2 gælder dog ikke: for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om konventionsflygtninge (§7 i Udlændingeloven) og heller ikke for flygtninge, der er kommet hertil som led i en aftale med FN’s Flygtningehøj-kommissariat (§8 i Udlændingeloven).

 

Information om Danmark har modtaget følgende supplement fra anonym kilde:

I en nabokommune til Århus, har man i årevis i stedet udbetalt Bistandshjælp til de ældre fremme-de, der var fyldt 67 år, som nævnt. Bistandshjælpen er et større beløb end Folkepensionen. Vort kvalificerede vidne, som er ansat hos den pågældende kommune, kan oplyse, at dels ville pension i næsten alle tilfælde af denne art slet ikke kunne tildeles efter optjeningsreglerne – der også er meget komplicerede og omhandler det antal år vedkommende har opholdt sig i landet, hvorefter beløbs-størrelsen beregnes – dels blev en ganske betragtelig del af beløbene refunderet af staten, når beløbet i stedet kaldtes bistandshjælp til flygtninge. Men det var fup. Men ikke nok med det!

 

Information om Danmark ligger desuden inde med dokumentation for at undervisningsmateria-lerne, som bruges på uddannelsen ”Social- og Sundhedsassistent”, bl. a. lærer de uddannelsessø-gende, at ”...Danmark har desuden indgået aftaler med en række lande.

Efter disse aftaler, der i øvrigt ikke oplyses nærmere i de pågældende undervisningsmaterialer[11], kan man have ret til dansk pension, selv om man ikke opfylder de almindelige bestemmelser”.

 

En sidste generel karakteristik af medarbejdernes følgagtighed i bl.a. Danmarks Statistik:

 

De ansatte på Danmarks Statistik retter ikke ind og ændrer tidligere ubehagelige fejlmed-delelser, end ikke når deres allerøverste chef har måttet gøre det, ganske vist uden indrøm-melse ved personligt fremmøde på tv-medierne.

 

*****

Men magten går i sidste ende over pengene; det er påvist centralt i 1. del af denne gennemgang. Men i næstsidste led...? Indvandrin­gen er ét enkelt stærkt middel i internationalismen.

 

Globaliseringen uden ideologi kunne blive redningen

 

Formanden for gymnasiernes rektorforeningen Peter Kuhlmann bekræftede 9. april 2006:

"...at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturviden-skabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenskabelig undervisning i Folkeskolen..."

 

Velfærd og globalisering er nært koblede problemstillinger. Et helhedssyn på de to dele i den danske virkelighed er forudsætningen for at nogen af dem løses. I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne en privat rettighed og finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkur-rence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten.

 

Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet standser kan ikke finansiere velfærden og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen tillige.

 

Det drejer sig således ikke kun om at få øget den andel, der deltager på arbejdsmarkedet, så skatteprovenuet kan øges; der er stærke interesser knyttet til at få os til at tro dette.

 

Det drejer om at gøre det attraktivt at etablere nye virksomheder og udvide den del af de bestående, der egner sig til udviklingen med international konkurrence og velfærd.   

 

Velfærden kan ikke finansieres, hvis landet skal fortsætte med at eksportere sig til de indtægter, hvoraf velfærden skal betales, sådan som landet er indrettet.

 

Fra dette udgangspunkt skal vejen findes, uanset hvad man måtte have lært af eller misbrugt af John Maynard Keynes’ værker og i øvrigt lært sig af velfærdsideologisk antagelses-logik. Der er nogle få valgmuligheder for tilpasning, men ikke mange, og det haster overhængende. Der skal simpelthen skaffes eksportindtægter. Og samtidig skal det samlede forbrug reduceres. Simpelthen fordi der rent faktisk er for lidt kapital investeret i produktionssektoren. Det er blevet fordelagtigt at placere kapitalen uden for produktionen i Danmark eller placerede den i udlandet, og så placeres den, hvor det er fordelagtigt. Det betyder at mere end 594.112 (i 2004) eller mere ned 22 pct. er arbejdsløse eller udstødte , jfr. henholdsvis tabel 2 og tabel 1 nedenfor.

 

Globaliseringen består i, at landene uden for Vesteuropa faktisk er blevet mere i stand til at overtage mange af de produktioner, som tidligere havde kronede dage her. Uden for Vesteuropa og USA har man ikke et fuldt udviklet industrisamfund, og tilmed beriget eller belastet af et velfærdssystem. Udviklingen har været igang siden cirka 1980, hvor udflytningerne begyndte fra USA. Virksomhederne flager ud, etablerer nye virksomheder i områder i Østeuropa og Asien, hvor omkostningsniveauet er betydeligt lavere end her, eller udlandet igangsætter virksomheder, der efterhånden nemt vil udkonkurrere det mest løntunge i Vesten.

 

Denne virkelighed må de respektive regeringer i Europa forsøge at tilpasse sig, selvom det måske betragtes som et voldsomt afbigt fra mindst ét mere eller mindre ideologisk projekt, når det kommer til velfærden og måske også EU. Der kan ikke kæmpes imod globaliseringen med andet end blok- og importpolitik, der kun udsætter smerten for en tid eller ender op i styreformer langt fra demokratiet. EU er også et sådant forsøg på at dæmme op for konkurrencen udadtil. Og da EU er et ideologisk projekt fortsætter EU tilsyneladende sin udsigtsløse kamp mod udviklingen. 

 

Det samme med alle ideologisk bevidste. De mener de bekæmper globaliseringen, som de desværre har helt misforstået, og de mener regeringerne i de rige lande har sat globaliseringen i gang, som netop et ideologisk projekt, hvis ikke må den være et resultatet udelukkende af den liberalistiske tankegang. Alt mens Verdens økonomiske top mødes indenfor, så er der gang i den uden for med demonstrationer. At deltagerne i topmødet forsøger at finde beskyttelse mod de værste virkninger af globaliseringen, der netop gavner ulandene og de mindre udviklede lande, som de kan kaldes. Det kan gadens demonstranter naturligvis ikke begribe. Vi kan også sige de lande, der tager udfordringen om udvikling op, er ikke nået så langt på afviklings- eller udviklingskursen som vore vestlige lande.

Faktum er imidlertid, at pendulslaget fører udviklingen til de lande, der efter egne sigtepunkter har behov for udvikling, og væk fra Vesten, der har udviklet sig mod sin egen afvikling, hvis ikke der ske store forandringer i Vestens måde at tænke og agere på. Al ideologi skader her.

 

Farvel til ideologierne – ellers sammenbrud

Indvandringen til Vesteuropa bygger langt hen ad vejen på ideologien eller verdensanskuelsen: at ved at flytte de mange fattige og undertrykte i Tredjeverdenen til Vesten, så løstes problemerne på verdensplan. At talstørrelserne og børnefødslerne beretter om projektets dimensioner og dets umulige succes, trænger ikke ind hos en ideolog, simpelthen fordi tal og logik er realisme – i idealismen dyrkes stemninger, fornemmelser, følelser og også falsk føleri, som det man orienterer sig efter i sine valg.

 

Mange virksomheder var også stærkt interesserede i at få billigere arbejdskraft ind for at trykke lønningerne til et mere tåleligt niveau, pengelønninger var blevet gennemtrumfet af stærke fagforeningsmonopoler, mens skatterne samtidig steg som aldrig før[12] for at velfærds-eliten kunne udvikle sit projekt mod skyerne. Denne virksomhedsinteresse og lavere lønsatser var nu ingen ideologi, selvom den ideologisk liberalistiske tankegang, snarere har været skyld i meget andet i denne forbindelse, som vi skal se.

 

Det viste sig imidlertid, at fortrinsvis indvandrere uden de fornødne kvalifikationer tog turen til Vesteuropa fra Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Nogle klarede sig, men langt de fleste kom ind og trak ekstra på velfærden, der var bygget op af de danske ambitiøse ideologer uden noget befolkningskrav.

 

Velfærdskommissionen har i maj-rapporten fra 2005 vist, at indvandrerne trækker tre gange mere på den offentlige sektor i forhold til deres andel end danskerne [Velfærdskommissionen refereret i Børsen den 1. december 2005].

 

At aldersfordeling og andet øver indflydelse på denne kendsgerning er uden den store relevans for problemstillingen ved en realistisk behandling. Det er påvist også af det offentlige selv i Danmark (bl.a. Rockwoolfonden), at meget af det, som man forventede sig af projektet ikke er blevet indfriet, refereret på : http://www.lilliput-information.com/seks.html

 

Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 pct. af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.

 

Den liberale fløj kan ikke afvise, at forestillingen om arbejdskraftens frie bevægelighed, der vel først skulle afprøves i virkeligheden kom til at se dagens lys i EF/EU-regi, et ideologisk fejlskud, der må rettes op efter, hvis det kan lade sig gøre. Det var nemt at nå til enighed med de øvrige ideologiske i familien. Internationalen havde altid sunget sangen om, at folk kunne slå sig ned, hvor de ville, for vi kunne få Jerico-basunerne at høre.

 

Men som altid fejl i de ideologiske hjemmeopgaver. Efter østblokkens sammenbrud burde det være tydeligt for enhver, hvad ideologi – enhver ideologi fører til. Men nej, nu blev de mange sagsbehandlere beskæftiget og en hel såkaldt flygtningeindustri skød op. Og det gav skattebetalinger til dem, der havde opfundet velfærdssystemet og de, der agerede i velfærdssystemet og bevogtede dets fortsat ubekymrede virke fra begyndelsen af 1980-erne.

 

I perioden 1960-2001: Mere end det dobbelte at betale i skat, samtidig med at statsgælden voksede 9,7 gange i faste priser, antallet af hjælpere steg til det dobbelte, mens antallet, der skulle hjælpes, tredobledes, og så gik landets stambefolkning endog tilbage hvert år fra 1968.

[dokumentation: http://www.lilliput-information.com/velg.html ]

 

På trods af disse kendsgerninger lød sangen, at indvandringen altså skabte beskæftigelse, og det var, hvad der var brug for, hævdede de ledende. Sidst er sangen ændret til, at vi mangler arbejdskraften – derfor må vi nu have nogle flere immigranter. Skulle det så være velkvalificerede denne gang, er spørgsmålet: Hvor skal de komme fra? Og det var ikke beskæftigelse, der vil begrænse den salgbare produktion og eksporten, der var brug for.

 

Det var igen eksportindtægter til at betale vort meget dyre velfærdssystem med. Det var hvad vi manglede.

 

Allerede fra 1968 var der som nævnt hvert år et fødselsunderskud blandt danskerne[13]. Og det går ikke i længden, når vi f.eks. har et system, hvis betalinger er indrettet sådan, at de cirka skulle udlignes mellem borgerne over levetiden. I første tiår af 21. århundrede begynder den store ældreandel som følge af dette fødselsunderskud, og den kommer samtidig med, at arbejdsstyrken – andelen i de arbejdsdygtige aldre, der tilbyder deres arbejdskraft - falder. Oveni har vi globaliserings-spørgsmålet, der er rent faktisk er blevet gjort til en endnu større hurdel netop af de mange ideologiske fejltrin.

 

Konkurrerende ideologier skabte skæbnesvangre indretning

I perioden mens økonomibetragtninger stadig blev debatteret offentligt blandt vore folkevalgte (indtil omkring midten af 1980-erne) kunne man jævnligt høre f.eks. import- og eksportkvoterne nævnt som henholdsvis den andel af bruttonationalproduktet, som importen henholdsvis eksporten udgjorde af dette samlede rådighedsbeløb. Sådant bekymrede de ansvarlige, fordi vi netop i Danmark skulle importere så meget for at skabe den nødvendige eksport med vores dygtighed. Danmark var yderst sårbart over for inflation. Og den kom, og den blev til sidst upopulær igen, selv blandt dens tidligere stærkeste fortalere. Den skyldtes - inspireret af Keynes’ teoristumper – et offentligt overforbrug, der i hele perioden 1960-2001 viste sig ved, at det offentliges forbrugsandel pr. velfærdsideologi voksede fra 14 pct. til 28 pct. af et tredoblet bruttonationalprodukt[14].

Virkeligheden viste sig.

 

Vi har også forstået at landets sårbarhed synes forsvundet, siden vi kom i EU, der ideologisk var tænkt at skulle være en næsten selvforsynende blok a la USA.

 

Nationalregnskabet i Danmark er imidlertid behæftet med særdeles grove ideologiske brokker, først hidrørende fra John Maynard Keynes’s værker, siden hen blev de indbygget direkte i det danske nationalregnskab af Viggo Kampmann. Vi vil derfor ikke gøre andet end perifert brug af det. I øvrigt indarbejdet medens Viggo Kampmann var embedsmand; siden hen blev hans statsminister fra 1960 til 1962.

 

Danmark er et land, der fra naturens hånd ikke har givet os meget andet i nyere tid end landbrugsproduktionen at byde på. Der skabtes dog forholdsvis sent en industriopbygning, der gradvist tog førerskabet i samhandelen med udlandet og i indtjeningen efter den 2. verdenskrig. Et effektivt skole- og uddannelsessystem var netop forudsætningen for, at dette kunne ske.

Så kom det til en brat omkalfatring af det samlede uddannelsessystem i 1960-erne og 1970-erne, fordi da gjaldt det opbygningen et skattefinansieret og ideologistyret velfærdssystem og en enorm offentlig sektor til at klare en mængde problemer, som stort set ingen uden for den ideologiske eliten havde opfattet de havde[15].

En stædigt og vedholdende propaganda om en ide fra 1930-erne bar nu frugt. Nuvel bedre sygehusvæsen og nye skoler var ikke det værste. Men det standsede ikke her. Ideologien var sat på skinner og ideologier fortsætter altid op i skyerne, hvorfra det som bekendt ikke er nemt at høre eller se jorden. 

Et lille indskud:

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne i et hvert samfund, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Hvad forbrugerne – private og offentlige - giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier – i dag langt flere. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug – privat og offentligt -  stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at forstå.

 

Resultaterne af skiftende ideologi-behandling aflæses

 

Tabel 1

Ikke arbejdende uden for de arbejdsdygtige aldre i 2004

[Arbejdsstyrken der tilbyder sig på arbejdsmarkedet: 2.867.000]

 

Uden for arbejdsmarkedet
Folkepensionister	749.435
Førtidspension[16]	269.135
Efterløns- og overgangsydelse	205.761
I alt	1.224.331

 

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005

 

Tabel 2

Ikke arbejdende i de arbejdsdygtige aldre (16-66 år) i 2004

I de arbejdsdygtige aldre 15-66 år
Registrerede arbejdsløse	335.000
Bistandsklienter	144.000
Revalidenter	26.748
Kommunalt aktiverede	49.268
AF-aktiverede	19.269
Orlovsydelse	7.535
Ledighedsydelse	12.302
I alt	594.142

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005 [17]

 

I alt tabel 1 og Tabel 2 : 1.818.473

 

Tabel 3

Modtagere af offentlige overførsler i øvrigt og offentligt ansatte i 2004:

 

Modtagere af syge- og barselsdagpenge	423.858
Offentligt ansatte	874.500
I alt	1.298.358

 

I alt tabel 1, tabel 2 og tabel 3 antal modtagere af overførsler som livsgrundlag og offentligt ansatte: 3.116.831

 

For at nå til det samlede folketal skal antallet af raske ansatte i salgbar produktion og ca. 1 mill. børn og unge under 18 år tillægges og antallet på syge- og barselsdagpenge i den offentlige sektor fratrækkes, nogle af sidstnævnte og nogle af de unge under 18 år er selvsagt inkluderet i ovennævnte antal.

 

Offentlige driftsudgifter: 771,6 mia. kr. i 2004 og 801,6 mia. kr. (budget 2006)

Heraf er overførsler: 336,7 mia. kr. i 2004 og 375,4 mia. kr. (budget 2006)

 

Eksportindtægter i alt: 656,6 mia. kr. i 2004 og 663,1 mia. kr. (budget 2006)

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 30, 24. januar 2006

Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 131, 29. marts 2006

 

Blot et enkelt eksempel:

I Irland var eksportindtægten i 2004 7,5 gange større end de offentlige overførslerne til ledige, udstødte og pensionerede. I Danmark faktoren 1,95.

Kilde:http://www.cso.ie/statistics/expend_social_welfare.htm og http://www.cso.ie/statistics/botrade.htm

Danmark har større offentlige driftsudgifter end eksportindtægter. For hver krone eksportindtægt bruges 51 øre på overførsler og for hver krone eksport bruges 66 øre på offentlige driftsudgifter, mest overførsler og ansættelser.

 

Det ses uden videre, at eksportindtægterne, som vi gerne ville øge for at skabe større råderum for finansieringen på hjemmefronten, ikke forventes at vokse i samme takt som de offentlige driftsudgifter og de offentlige overførsler.

 

Eksporten bruges her kun som en indikator, og det er med den opstilling netop forholdsvis nemt at sammenligne hele gennemgangen med resultaterne i andre lande, der har gjort det bedre, f.eks. Irland, Island og Tjekkiet.

 

Med 2.867.000 i arbejdsstyrken i 2004 fordelt på 594.142 ledige og udstødte, 874.500 offentligt ansatte og ca. 1.400.000 i salgbar produktion fratrukket i alt 423.858 syge- eller på barselsdagpengemodtagere[18] kan samfundet ikke fortsætte finansieringen af velfærdsydelserne og oveni finansiere de nødvendige udgifter vedrørende 1.224.331 pensionister m.v. reelt uden for arbejdsmarkedet.

Det sidste antal vokser endog forholdsmæssigt og ikke alene tilgangen til, men selve arbejdsstyrken kan forventes at falde absolut.

 

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken er øget med mere end 50.000 i samme periode. Endnu mere afstand forventes der at blive mellem en stadig mindre arbejdsstyrke og et øget antal i pensionistaldrene. I følge Erhvervsbladet 4. marts 2006 vurderer 10 ud af 14 arbejdsmarkedsråd, at arbejdsstyrken ville falde med 8.000 flere i år 2007. Velfærdskommissionen projicerer 350.000 færre i arbejdsstyrke og 400.000 flere i pensionistgruppen i år 2040, hvis udviklingsparametrene fastholdes som i dag. Dette vil så give et offentligt budgetunderskud på omkring 100 mia. kr. pr år. 

 

6. april 2006 oplyser Dansk Arbejdsgiverforening, at 50.000 vil forlade arbejdsmarkedet som pensionister m.v. de næste 4 år. Forudsat at deres pladser ikke besættes med andre, vil dette medfører et tab i indtjening og en ekstra offentlig udgift, der vil vokse til 15 mia. kr. pr. år på fire år.

 

En ting er at arbejdstagere udstødes af arbejdsstyrken, en anden ting er, at aldersgruppernes indbyrdes størrelsesforhold forskydes betydeligt mere fremover p. g. a. af aldringen og en manglende tilgang til arbejdsstyrken – fremkaldt af det lave fødselstal siden 1968 og dernæst af immigrationen, der bevisligt tre gange hyppigere end danskerne fører til modtagere af overførselsindkomst fra de unge år i anden og tredje generation: http://www.lilliput-information.com/seks.html#_ftn5 , Velfærdskommissionen i følge Børsen den 1. november 2005, og tidligere socialminister Henriette Kjær den 1. maj 2005, se nedenfor.

 

I grupperne førtidspensionister jfr. tabel 1 og ikke-arbejdende i øvrigt i aldrene 16-66 år jfr. tabel 2 var der i alt 863.277 heraf ca. 100.000 behandlingskrævende sindslidende, prostituerede, behand-lingskrævende alkoholikere, narkotikamisbrugere og hjemløse i følge Velfærdskommissionen.

Kilde: Velfærdskommissionens analyserapport, maj 2004, kapitel 9.

 

Immigranterne og deres senere efterkommere i alle generationer er i følge Velfærdskommissionen som nævnt repræsenteret 3 så hyppigt i forhold til træk på den offentlige sektor, og det kan oplyses, at i førtidspensionistgruppen er de endnu mere overrepræsenteret i forhold til deres andel. Rockwoolfonden oplyste i 2001, at 36 pct. af de ikke-vestlige kvinder står til rådighed for arbejdsmarkedet; blandt danske kvinder står 72 pct. til rådighed. D. v. s. 64 pct. af de ikke-vestlige står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet; af disse modtog ca. 13.000 ganske vist ikke noget offentlig hjælp, ifølge Ritzaus 10/3-2005 (et senere år, ganske vist), resten modtog førtidspension m.v. Til gengæld er de stærkt underrepræsenteret i folkepensionist- og efterlønsgruppen, hvor deres andel kun udgør ca. 10 pct. mod danskernes 22,6 pct. Holder vi os til korrektionen af udlændingeregnskabet gennem de sidste 25 år på http://www.lilliput-information.com/katrocia.html (godt 13 pct.), bliver andelen af immigranter i alle generationer blandt de ledige og udstødte: 3 multipliceret med godt 13 pct. lig med 40 pct. Det er trækket på ydelserne.

Dette tal svarer til tidl. socialminister Henriettes Kjærs oplysninger jfr. ovenfor for så vidt angår bistandshjælpen.

[I øvrigt den tredje kontrol af antalskorrektionen af antallet af fremmede]

 

Antal indvandrings-modtagere i de arbejdsdygtige aldre, jfr. tabel 1 og tabel 2 mindst:

(594.142 + 269.235)*0,40 = 345.351

 

D. v. s. ikke under 345.000 [i dag snarere godt 100.000 flere] af modtagerne af overførselsindkomster i de arbejdsdygtige aldre er immigranter og deres børn, og 458.000 er danske.

 

 

Øget salgbar produktion og eksport – og velfærdssystemet reformeret

 

Skal velfærden, som vi har kendt den i hen ved 40 år, bevares, skal landet nødvendigvis også kunne klare omstillingen til den forstærkede internationale konkurrence – som indvandringen er den liberale og internationale ideologiske del af. Derfor skal der ske forandringer, som er langt større end omlægningen fra vegetabilsk til animalsk produktion i sidste halvdel af 1800-årene under landbrugskrisen. I realiteten var krisen dengang opstået p. g. a. amerikanske jernbaneskinners nyvundne bæredygtighed som følge af pudlingsprocessens forbedrede hårde stål. Fragtraterne pr. ton styrtdykkede og dermed førte konkurrencen fra det amerikanske korn i Midtvesten til langt lavere verdensmarkedspriser på både foderkorn og brødkorn. Dette havde intet med ideologi at gøre. Det var en opfindelse. PC-eren var også en opfindelse.

 

Det bliver på det nærmeste umuligt lave forandring blandt politikerne, eftersom allerede VKR-regeringen accepterede den ideologiske velfærdspolitik så tidligt som i 1968 (og så var alle de fire gamle partier med), og fordi ingen politiker skal vove skindet, og alle ved det kan blive deres tur til at tage det politiske ansvar af nødvendighed ved et regeringsskifte. Derfor vil alle lurepasse og deltage med lidt og satse på, at andre får lov at tage skraldet, når projekterne som her har lange tidsmæssige virkninger. Desuden er mere end 60 pct. af vælgerne ansat hos det offentlige eller sendt på dagpenge eller anden offentlig forsørgelse. Systemet fortsætter til det opløser sig selv – præcis andre ideologiske eksperimenter - eller standses af kreditorerne.

 

Det kan forventes at blive til små justeringer næsten uden virkning i det politiske rum. Og dette fører med matematisk sikkerhed landet direkte i statsbankerot, hvor velfærdssystemet afskaffes tilfældigt styk for styk, forudsat krigen i Europa ikke kommer, før der realiseres hastigt voksende budgetunderskud. Samtidig vil vi se eksportindtjeningen falde, og outsourcingen øges p. g. a. forsømte skattenedsættelser, hastigere afgang fra arbejdsstyrken stammende fra både pensionistgruppens vækst, udstødelsen fra og manglende tilgang til arbejdsstyrken i den anden ende.

 

Ideologerne vil fortsat hævde, der er fred og ingen fare, og de sidste 20 pct. vil ikke opdage/indrømme, der er sket noget, end ikke efter krigen.

 

Ikke desto mindre må det være rigtigt at anvise nogle veje, som kunne redde det system, som folk har vænnet sig til er gældende og som de bl.a. betaler husleje efter. Noget af det må foreslås afviklet, fordi udviklingen har vist, det ikke har de virkninger, man argumenterede for herunder den gavn, som var forudsat ved dets tilblivelse.

 

Når det officielt hævdes, at formålet med forligsbestræbelser i de igangværende velfærdsforhandlinger (april 2006) ensidigt skulle være at skaffe flere til arbejdsstyrken, så virker det kun på skatteprovenuet i opadgående retning og samtidig øger det incitamenterne til at acceptere mere og hurtigere immigration.

 

Nuvel, man har ikke koblet globaliserings-spørgsmålet til velfærds-spørgsmålet. Det bliver utvivlsomt skæbnesvangert. Flere skattebetalinger til finansiering af velfærden løser ingen af problemerne grundlæggende. Problemet forværres derimod, som vi nu skal se. Måske udskydes katastrofen en smule, og dette er næsten i alle tilfælde det længste ivrige (professionelle) politikere vil strække sig i tanker og handling, når der skal ske noget stort i deres verden, der mestendels bygger på (parti)tro.

 

Lad os tage dem på ordet: Flere ind i arbejdsstyrken, d. v. s. flere der tilbyder sig på arbejdsmarkedet end i dag. Medfører dette flere ansættelser i salgbar produktion, eller medfører det flere offentligt ansatte? (besvares nedenfor)

 

Problemfelter

 

1. Børnefødsler i Danmark:

a. I gennemsnit fødes det første barn omkring kvindens 28. år  - herefter kniber det med at få flere børn.

b. 15-20 pct. af kvinderne i 40-årsalderen i de vestlige lande har ingen børn - dette tal er steget væsentligt.

c. Aborterne er atter steget til at udgøre mere end 15.000 af en fødselsårgang på 68.000-70.000 i Danmark.

 

For så vidt er b. kendetegnende i udpræget grad for stameuropæere, der er ledige eller udstødte fra arbejdsmarkedet, som ikke tør sætte børn i verden.

 

2. Immigranter

3. Velfærdsordninger, generelt

4. Uddannelser

5. Indkomst-skattenedsættelse

 

Skatterne skal dække de offentlige udgifter. Med en stigende afgang til gruppen over 65 år og samtidig en stadig mindre gruppe i arbejdsstyrken p. g. a. manglende fødsler og udstødning fra arbejdsmarkedet bliver det umuligt at få skatteprovenuet til at dække de offentlige udgifter. Allerede i 2010 vil 40 mia. kr. mangle i, at budgettet når sammen.

 

Hvis skatterne hæves, mindskes det samlede rådighedsbeløb, hvoraf skatterne beregnes og i øvrigt indregnes i, fordi den salgbare produktion og dermed eksporten går ned p. g. a. forringet konkurrencestatus.

 

Det kan umiddelbart virke som et problem svarende til cirklens kvadratur; men det er det ikke, da cirklen og kvadratet intet har med ideologi af gøre.

 

Velfærdssystemet bygger i Danmark på serviceydelser og overførsler som en privat rettighed, men indrettet med en kollektiv finansiering, forstået på den måde, at initiativtagerne til systemet forestillede sig alle samfundets individer over livsforløbet skulle modtage lidt mere fra det offentlige, end de rent faktisk betalte i skat. Det var selvfølgelig noget vås, fordi det offentlige ikke kan give nogen noget, før det offentlige har hentet det ind i skatter[19], trykt for mange pengemidler eller lånt pengene. Men denne detalje lader vi ligge. Vi nøjes med at vise virkningerne af tankegangen og forsøger at give nogle anvisninger på, hvor systemet kan renses for ideologi.

Al ideologi, velfærds-ideologi, liberalisme, internationalisme, keynesianisme og europæisme, skal fjernes fra det nuværende danske velfærdssystem:

 

1. Børnefødsler:

Det kunne være et forsøg værd at forsøge at påvirke alderen, hvor det første barn fødes, i nedgående retning og øge antallet af kvinder, der føder – ”uden at sende kvinderne nogen steder hen”. Herved kunne antallet af børn pr. kvinde muligvis øges. Regeringens forslag om variabel uddannelsesstøtte virker måske lidt, selvom forslaget i det åbne var tænkt blot at skulle øge antallet af skattebetalere ved, at uddannelsen afsluttes tidligere. Når vi ved, at en ganske vist ukendt mængde legater udbetales til unge, der spekulerer i legatudbetalingerne og gerne skifter studium for at opretholde udbetalingerne, så er det blevet til en slags udvidet supplerende bistandshjælp i en række tilfælde. Stramninger er her heller ikke uden virkning; måske skal der mere til (se nedenfor).

 

Ét forslag til hvorledes børnefødslerne kan øges blandt de ledige/udstødte:

Ledige og udstødte over 30 år, kunne tildeles et offentligt tilskud udbetalt månedsvis svarende til forskellen mellem understøttelsen og mindstelønnen på arbejdsmarkedet i 5 år, når de sætter deres første barn i verden efter det fyldte 30. år; gældende for begge barnets forældre.

 

Samtlige udgifter vedrørende aborter, der ikke har medicinsk eller kriminel indikation, kan vælges opkrævet ved den aborterende eller ved faderen.

Offentligt tildelte og udmålte gaver til børnefamilier øger afgjort ikke incitamentet til at sætte børn i verden blandt de barnløse. Ældre eller andre marginale vælgergrupper, der kunne være truende ved at valg, modtager også gaver. Dette kan ikke ses, at have andet end formel fordelingspolitiske begrundelse. I Tyrkiet og Thailand har man uddelt hårde hvidevarer til potentielle vælgere op til parlamentsvalg; der er ikke meget forskel. Alle disse offentligt tildelte gaver skal omarbejdes til fradrag i skatten, hvorved både udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft til produktionsformål øges.

 

2. Immigranter

Når 40 pct. af de ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre i Danmark tilhører en delpopulation, der udgør godt 13 pct., så er det vanskeligt også for Velfærdskommissionen at finde nogle løsninger på velfærdens fremtidige finansieringsproblem ved at manipulere 3/4 af samme problem i år 2006 efter 25 år masseindvandring til at være en central del af løsningen på problemet.

I nogle af regeringens tænketanke ser det ganske anderledes ud.

 

Det kan undre at Hans Kornø Rasmussen kan foreslå en gradvis voksende indvandring med en faktor 8-14 fra 2007 til 2024, når selv denne befolkningsudskiftning - som det er - ikke fører til andet end bankerot p.g.a. for store offentlige udgifter i forhold til produktionen. Ingen af tænketankene foreslår større produktion, fordi det vil strider mod EU's bestemmelser om Det indre marked. Her skal skeen desværre tages i en anden hånd, og europæismen må nedprioriteres, hvis landet skal bestå.

 

Indvandringen fortsatte med indstrømningsvækst fra 11.369 nye i 2004 til 12.644 nye udenlandske statsborgere i 2005, hvoraf 9.730 kom fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.

Det er ikke nok.

 

2006: Fri indvandring:

Ingen tvivl, liberalen vil også til fadet efter internationalen har høstet hovedparten af byttet fra indvandringen igennem 25 år:

 

Allerede før valget i 2001 var der indført en såkaldt jobkort-ordning (Greencard i USA), der indebærer en maksimal skatteprocent på 25 pct. af indtjeningen de første tre år for udenlandske, højtuddannede nøglemedarbejdere. Med denne beskatning opnår de pågældende samme rettigheder og samme adgange til den offentligt finansierede danske velfærd som danskerne, der ganske vist skal betale den fulde pris. Tilmed en så høj pris at vore salgbare produkter ikke kan produceres og afsættes i tilstrækkelig mængde til, at velfærden kan finansieres i fremtiden. De ledende ved altså godt, det er hel galt fat. Dokumentationen: http://www.workindenmark.dk/ Taxation/0/1/0

 

Ordningen har vist sig ikke at virke efter hensigten. Det hænger sammen med, at de kvalificerede begyndte at sive til USA og England i begyndelsen af 1980-erne.

 

Der foreslås netop i foråret 2006 en ordning, der tillader immigranter uden videre at tage til Danmark og søge job i 6 måneder, uden der skal indgives nogen ansøgning til udlændingestyrelsen. Onkler, fætre og svogre er her allerede.

 

Løsningen er ikke svært se. Det kræver kun overvindelse af de ideologisk anfægtelser. Og den opgave lader sig måske ikke løse, inden lyset slukkes over Europa.

 

3. Velfærdsordninger, generelt

 Efterlønsordningen blev i sin tid indført med den argumentation, at hård fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet havde skabt et behov for tidlig, gradvis overgang til pensionisttilværelsen, og desuden hævdede man, at ordningen ville reducere ungdomsarbejdsløsheden/udstødelsen væsentligt. Ordningen har især været benyttet af skolelærere, pædagoger og bibliotekarer. Med stigende gennemsnitlig levealder og en igangværende overgang til mindre fysisk krævende arbejde generelt, er ordningen blevet en generel førtidspensioneringsordning, men en sådan findes allerede.

 

At hæve folkepensionsalderen gavner en ganske lille smule.

Offentlig finansieret gældseftergivelse til ledige og udstødte som foreslået vil gavne meget.

 

Velfærdsordninger som diverse orlovsordninger, der giver frihed for forældre i arbejde i helt op til et år pr. barnefødsel ser kun at fordyre vareproduktionen, uden der er andet end et ideologisk bestemt behov. At små virksomheder heller ikke tør ansætte kvinder er til at forstå, da der skal ansættes hen ved to for én, når de er i de fødedygtige aldre.

 

4. Uddannelser

er yderst centrale at få indrettet realistisk. Ideologi har erstattet indføringen i redskaber og færdigheder, så det er blevet til en katastrofe.

 

I områderne 'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge Velfærdskommissionens rapport, ”Velfærden kommer ikke af sig selv”) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap 22 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, endda målt ved andelen, det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbenbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle mål for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og mål for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).

 

Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Den situation er skabt af adskillige skolelove og overenskomstaftaler gennem flere årtier siden "Den Blå Betænkning". Det startede meget højere oppe, ikke ved en tilfældighed og blev videreført igennem henved 40 år her til lands, både med såkaldte liberale og mere formelt socialistiske initiativtagere som nyttige idioter blandt de politisk topansvarlige. Det startede med at livets basisværdierne formelig skulle ændres. Forældrene var ikke egnede, hvis de ikke antog de samme nye værdier. Siden hen skulle vi høre, at nu måtte lærerne sandelig overtage overdragerrollen; forældrene var faktisk ikke egnede; ikke sært da de selv havde været i de samme mølle og de fleste var fundet for lette, når de ikke have været på et målrettet kursus i sindelagsteori tilrettelagt af de vidende lærermestre: http://www.lilliput-information.com/revo.html Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995[20].

 

Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser i fagene naturfag og teknik[21]. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen. At eleverne tilegner sig ideologien indgår helt centralt i bedømmelsen af hvilke elever, der klarer sig godt og hvilke skidt helt nede fra folkeskole- og børnehaveniveau.

 

Viden og kompetencer skal i front:

Skal Danmark have en chance i disse år med virksomhedsudflytning, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

 

Midlerne til at rette kursen op på 3-5 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner. 

 

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det samme gjorde England.

 

Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, forvente den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem. 

En lang række af humaniora uddannelserne må simpelthen have meget lav eller ingen tilgang af studerende. Og kan det ikke lykkes at nedbryde ideologien, om hvad det frie uddannelsesvalg fører til efter de tre års prægning i gymnasiet, må der indføres studieafgifter svarende til de samlede uddannelsesudgifter og ophør af tildeling af offentlige legater til de uddannelser, der ikke vil give beskæftigelse i samhandelssektoren, og ikke ved andet end naturlig afgang andetsteds i mange år frem.

De offentligt finansierede legater kunne fjernes og erstattes af lån, ligesom en uddannelsesafgift svarende til de faktiske omkostningerne kunne indføres. Legater og gratis uddannelse er flot og skævt, dels fordi en mængde uddannede ikke opnår beskæftigelse med deres uddannelsesvalg, dels fordi de, der ikke tager en videregående uddannelse, faktisk betaler for uddannelsen, der tilmed medfører en højere løn. Dette kan kun begrundes i ren elite-tænkning. Samtidig ”forbruges” vort produktionsapparat til dets egen udslettelse/udflytning ad den vej.

Afviklingen af de private uddannelsesomkostninger kan ske i annuitetslån med 20 års varighed[22].

 

5. Indkomst-skattenedsættelse

Lønningerne skal ned med mindst 30-35 pct.[23] Indkomstskatten kan ændres til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, indbetalt direkte af arbejdsgiveren, primært for at spare indkomstskattekontrollen[24]. Provenuet fra lønsumsskatten skal ned med beløb mindst svarende til, at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct. Selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske, og det kan blive eneste virksomhedsskat. De forskellige fondsbidrag bortset fra pensionsopsparing på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50 pct. i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

 

Alle dagpenge, understøttelser og pensioner udbetales som skattefrie beløb.

 

Dette vil naturligvis give nogle offentlige budgetunderskud de første år, men da indretningen tiltrækker mange avancerede virksomheder, vil skatteprovenutabet inden 10 år være fuldt genoprettet, fordi der netop tilføres kapital til produktionssektoren modsat nu, hvor den tappes til sidste blodsdråbe og derfor stikker af efter omkostningsbesparelser. Tilbage vil vi have en dominerende vidensbaseret produktion med højtuddannede og vellønnede medarbejdere. 

 

Mange nye virksomheder og øget salgbar produktion i de bestående virksomheder er resultatet.  Derved trækkes arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet. At der skal en mental polvending til, skal ingen være i tvivl om. Fyrre år med pyramiden vendt på hovedet af ideologien.

"Nu kan vi komme tilbage til virkeligheden” kan vi kalde projektet efter 40 års utopi.

 

Først eksperimental-psykologi, så indvandring

via forsøg med dyr og mennesker til ændret mening med og ændret mening med mennesket, ændret individadfærd skulle der til for at sætte tingene på rette spor - på hovedet - sporet til graven for Danmark og U.S.A. Psykologisk pædagogig måtte til af nødvendighed i en meget tidlig fase, for at fjerne den naturlige nysgerrighed, der altid har kendeteg­net nor­deuropæere og nordamerikanere; de sidste stammer i første række herfra. De udvandrede fra Europa, indordnede sig og arbejdede hårdt overalt, hvor de kom frem, mest som landarbejdere, de opdyrkede nyt land. Ud­vandringen fandt sted i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet.

Det er meget yndet hos indvandrerlobbyen at henvise til, at indvandring har altid fundet sted. Og det er der så ingen problemer i.

 

Fra 1600-tallet til 1960 indvandrede ialt 10.000 mennesker fra vor egen kulturkreds[25]. Altså på 350 år. Nu (2001) kommer der 15-20.000 pr. år, hvoraf 75% kommer fra fremmede kul-turer. Der er altså siden 1960 sket en mere end 350-dobling af indstrømningen og endog fra de mest fremmede kulturer.

 

Ca.1600-1660 : Enkelte tyske adelsslægter, der arbejdede i kongens tjeneste. Rantzau, Ahlefeldt, Bernstorff og Moltke stammer herfra.

Så var der hollandske bønder, der hentedes til Amager.

Tyske og hollandske arbejdere i forbindelse med opbygningen af manufakturer og industrien i 1700-tallet.

1720, nogle franske, forfulgte calvinister slog sig ned ved Fredericia.

1760, “Kartoffeltyskerne” der bosatte sig på den jyske hede.

1770, tyske hernhutter bosætter sig i Christiansfeld.

1880-erne, Svenskere og Skåninge indvandrede til København som industriarbejdere.

1904-1917, Jøder forfulgt i Rusland.

1956-1957, Ungarnske flygtninge efter mislykket oprør mod Sovjet.

1960-erne, Udenlandske adoptioner, fra Korea.

1970-erne, polske jøder forfulgt i hjemlandet.

 

Sådan virker registreringen af borgere i Danmark også:

Vi hævdede i 1989 at myndighederne for at kamouflere indvandringen på et senere tidspunkt, når bestanden af fremmede i landet var større og antallet af tildelte danske statsborgerskaber på årsbasis kunne øges betydeligt, ville hævde at indvandringen var stoppet, fordi antallet udlændinge ikke øgedes eller ligefrem gik ned. Det var hvad der skete fra slutningen af 2004, hvor man fra begyndelsen af året hævdede at tilstrømningen var gået i stå: ”Antallet af flygtninge er historisk lavt, skrev Kristeligt Dagblad den 24. december 2004. Det betød, skrev bladet at 338 personer fik bevilget asyl i 2004 mod 1326 personer året før. Sandheden var en ganske anden - men nu skal man jo tænke på julen der er familiernes fest - I 2004 var antallet af nyindvandrede ikke-vestlige: ca. 8.498, og da vil alle de fødte og de døde blandt naturaliserede i årets løb ikke være medregnet. Alle de fødte og de døde i Danmark, der er børn af naturaliserede, medregnes som danske statsborgere eller som danskere, uden det fremgår særskilt af de officielle opgørelser. I 2003 var antallet nyindvandrede ikke-vestlige statsborgere beregnet efter samme mønster ca. 9.950, jfr.: http://www. lilliput-information.com/status05.htm, selvom de opgjorte udenlandske statsborgere fra ikke-vestlige lande tilsyneladende kun steg med 3.894. Men blev meget værre endnu. Jyllandsposten den 9. august 2005: ”Udlændinge siger farvel til Danmark”

Af HENRIK VINTHER OLESEN og AXEL PIHL-ANDERSEN

”For første gang i 25 år har der været en periode, hvor udenlandske statsborgere har forladt landet i større antal, end de er kommet ind…” Men det var som nu har set altså en lodret løgn.

 

Jeg skal lige redegøre for reaktionerne på vor kritik af udlændingeregistreringen med tilhørende opgø-relser, som vi havde fremført fra sommeren 1987. I 1991 skete der noget nyt, der gjorde hele endnu mere forvirrende. I 1991 blev Betænkning nr. 1214, ”Bedre statistik om flygtninge og indvandrere”, afgivet. Heri fandtes redegørelse fra arbejdsgruppen til forbedring af statistikken over flygtninge og indvandrere. Sidstnævnte blev udgivet af Danmarks Statistik som undersøgelse nr. 43 1991 redigeret af Lars Haagen Pedersen.

Som det vil fremgå behandles indfødsretten i det daglige ud fra øjeblikkets behov; det kan være bestemt af et edb-systems oplysninger, af lovgivning med tilknytning til indfødsretten eller af mediernes og interesseorganisationers umiddelbare engagement. Vi har fået bl.a. udtrykkene ”dansker” (dansker sat i anførselstegn), ”nydansker” og ”gammeldansker” [26]uden at nogen kan redegøre korrekt for begrebernes indhold. Fordi retten ofte bliver til ved hævd på daglige sædvaner, og ikke mindst fordi centraladministrationen har bidraget til denne forvirring, skal de vigtigste begreber efter Indfødsretsloven repeteres, og brugbare begreber til den fremtidige optælling og identificering af indvandrere skal introduceres.

Følgende er et uddrag af filen: http://www.lilliput-information.com/atva/index.html

Af Indfødsretsloven fremgår at dansk af fødsel forudsætter mindst én dansk forældre, som er barn af mindst en forældre, som er dansk af fødsel o.s.v. Børn af ikke-gifte forældre forudsættes yderligere at være født i Danmark.

Til brug i udlændingestatistikken mente man allerede i 1989, at statsborgerskabs-kendetegnet skulle suppleres med fødestedskriteriet, fordi statsborgerskab og fødeland ikke sjældent er forskellige. Det skulle vise sig at netop kendetegnet fødested blev skæbnesvangert, når vi ser på optællingernes effektivitet i Danmark.[27][2]

12 år senere: 26. juni 2003 fra Ritzau:

Det fremgår af en ny analyse, som "de uafhængige forskere" i forskerenheden DREAM har udført for Integrationsministeriet: ”At går regeringens ambitiøse 2010-plan for økonomien ikke i opfyldelse med halvering af gælden og 60.000 flere i job over de resterende år, eller der laves andre ændringer i finanspolitikken, betyder det, at enten skal der spares 28,2 mia. kr. årligt på finans-loven frem til 2050 for at få råd til de øgede udgifter. Alternativet er at hæve bundskatten med 4,9 procent - hvilket vil give et tilsvarende provenu.”

Det blev værre endnu:

Samfundet bliver hvert år 33 milliarder kroner fattigere, hvis ikke der kommer mere gang i integrationen af indvandrere. Det viser en chokrapport fra forskergruppen DREAM, der for første gang har beregnet, hvad staten i kroner og øre går glip af, så længe en meget stor andel af indvandrerne og deres efterkommere modtager kontanthjælp og dagpenge i stedet for at komme i arbejde, skrev B.T. Rapporten er bestilt af integrationsminister Bertel Haarder og bliver i sin ende-lige form offentliggjort i midten af oktober.

Værre endnu: I bl.a. Metro-Xpress side 15 den 31. oktober 2003 med overskriften ”Dyrt for samfundet ikke at integrere?” kunne vi også læse: Integrationsministeriet skal have fået en af de her tænketanke (”af hensyn påfuglefjerene”) til at udarbejde seks scenarier, med og uden succesinte-gration af ikke-vestlige: Det uafhængige institut Dream fastslår i en analyse, at hvis integration ikke forbedres, vil det belaste statsbudgettet med godt 35 mia. kr. hver eneste år frem til 2040. De mange penge skal hentes ind ved besparelser, højere skatter eller lån.

Chefen for Dream-gruppen var således lederen af undersøgelsesarbejdet, der førte til undersøgelse nr. 43 af 1991 med introduktion af de nye begreber ”indvandrere” og ”efterkommere”, Lars Haagen Pedersen. Disse begreber var hverken i 1991 eller i 2005 entydige, funktionelle eller adækvate. På almindelig dansk: Uvidenskabelige begreber, der gør at myndighederne ikke kan tælle de immigranter og deres børn derefter, og derfor heller ikke kan økonomiopregne på det samlede immigrationsprojekt, hvor hovedparten af posterne ikke er direkte synlige på finanslovene.

1991:

Udenlandske statsborgere kan opgøres eksakt, bemærkede denne arbejdsgruppe. Herefter krydstabulerede arbejdsgruppen fødeland og statsborgerskab (Danmark og udland, hvilket giver 2x2 muligheder side 6 nederst i undersøgelse nr. 43). Arbejdsgruppen hævdede videre:

”Egentlig har vi ikke opnået meget ved denne krydstabulering (jf. oversigtsskema 1 side 6 i undersøgelsen), idet der i alle grupper findes større eller mindre grupper af danske, den største naturligt nok i gruppe 1, altså danske statsborgere født i Danmark.”

Dette er som vi nu har set ganske ukorrekt. Statsborgerskabet forveksles simpelthen med det at være dansk af fødsel.

Nu hævdede gruppen nederst side 10, at danske er: "Personer, hvor mindst en af forældrene er dansk statsborger født i Danmark, uanset personernes eget fødeland eller statsborgerskab."

Det stemmer heller ikke, men strider direkte mod §1 i indfødsretsloven.

§ 1 Et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er barnets forældre ikke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet kun dansk indfødsret, hvis det er født her i riget

Hovedproblemet med de nye begreber ”indvandrere” og ”efterkommere” var det allerede nævnte at de var valgt, så spørgsmålet om personens forældre ikke kunne afdækkes via personregistret i 1991. Dels var mange af de danske voksnes forældre døde før personregistreringer påbegyndtes i 1968 dels dækker personregistreringen selvsagt ikke udlandet. De danske statsborgere med såkaldte ”ukendte forældre” udgjorde fra 2,7-2,9 mill. personer eller mere end halvdelen af den samlede befolkning i Danmark. På dette grundlag valgte man at ser bort fra forældrekendetegnet.

Vort forslag i 2005

Efter vi har set at udviklingen kom til at gå præcis som havde hævdet straks ved undersøgelsen offentliggørelse i 1991 og adskillige gange fra da af og indtil 2005:

Statsborgerskabsopgørelsen skal fastholdes og kombineres med oversigten over samtlige naturaliserede og deres efterkommere.

Herefter arbejdes med følgende kategorier:

·        Udenlandske statsborgere fordelt på nationalitet.

·        Naturaliserede danske statsborgere, inklusive naturaliserede sammen en eller begge forældre fordelt på nationalitet ved naturalisationen.

·        Efterkommere af naturaliserede danske statsborgere fordelt på nationalitet ved forældrenes naturalisation.

Der ligger ingen overvejelser bag om indførelse af nogen andre særregler end dem, der er gældende i dag.

Anledningen til arbejdsgruppens undersøgelse nr. 43 af 1991 var indførelsen af nye begreber, der skulle rumme udlændingene, der gives ophold i Danmark. Lad os se om de gjorde.

Citat fra indledningen til undersøgelse nr. 4: ”Med udvidelser af statistikken bør udviklingen kunne belyses inden for flere persongrupper end det er muligt i dag. Oplysninger bør dække demografiske forhold, beskrive levevilkår samt opgøre de offentlige udgifter for udlændingeområdet (1991).”

Problemet var derimod ganske enkelt at få en udlændingestatistik, der tegnede et retvisende billede af indvandrernes tilstedeværelse i Danmark. I stedet fik vi, som arbejdsgruppen foreslog, en række nye begreber, der ikke kan tælles bedre efter end de begreber vi havde haft hidtil. Optællingerne skaber forvirring.

I 2. kvartal 2005 øgedes antallet af udenlandske statsborgere 6.000-7.500[28], men opgørelsen efter de nye begreber viste et fald på 58. Det optalte antal udenlandske statsborgere var 141 færre i 2. kvartal 2005. At tallene kan tolkes lidt forskellige skyldes ikke os, men at der er et skiftende antal tildelinger ved lov og at året har fire kvartaler. Ja, og de egentlige bedragere er de danske myndigheder. Uanset vil se at der et pænt stykke til de 141 færre udlændinge i Danmark.

Både regeringens såkaldte tænketank Rockwool Fonden og det nyoprettede Integrationsministerium har for længst erkendt at befolkningsopgørelserne fra Danmarks Statistik ikke kan bruges efter indførelsen af nye definitioner, ”indvandrere” og ”efterkommere”, fra 1991.

 

 

 

Til næste kapitel