9. Kapitel

Mental-tilstand bliver til adfærd herunder kriminel adfærd[1]

 

­Den repressive tolerances verdslige apostle oplært af de sindelags-totalitære i Tyskland, Frankrig og U.S.A. gjorde selv­følge­lig deres indtog.

 

Lad os starte bagfra :

 

Kriminaliteten og politiressourcerne i Danmark [2] med ca. 5,2 mill. indbyg­gere i 1991 (4,6 mill. i 1960),  hvoraf under en 1/3 er/var bosat i byer med mere end 10.000 indbyggere:

Opgørelserne kan ikke føres meningsfyldt videre, idet pålidelige kriminali­tetsbe­skrivel­ser fordelt på nationalitet, herefter er gået tabt i Dan­mark. [3]

 

Antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser er mere end firedoblet 1960-1990, og i perioden 1980-1990 er der sket en stigning på 35% til 550.000 an­meldte overtrædelser pr. år. Tidligere opklaredes ca. 30% af sådanne anmeldelser, i 1991 afsluttedes cirka hver femte (eller 20%) med opklaring. Jeg husker da tallet faldt til under 50% i Danmark, og jeg er 46 år. I Berlin opklaredes 44% af anmeldelser i 1996. I 1960 rådede politi- og anklagemyndighed over 7.375 med­arbej­dere, i 1991 er antallet 14.500, hvor 10.200 er politifolk. I 1980-erne er antallet af politifolk vokset fra 8.600 til 10.200.

Når man således sammenholder arbejdsbyrdens udvikling med det an­tal, medarbejdere, der er sat til at tage sig af den, tegner der sig et tydeligt misfor­hold.

Det er dog vigtigt at se bag måden tingenes organiseres og udføres på, og samtidig helt afgørende både at være op­mærksom på, at dom­stole, kriminalforsorg, love, regler og samfundet "har udviklet" sig i mellem­tiden.


LOVENS LANGE ARM:

I 1962 havde man på Svendborg Politistation (på Sydfyn) ansat en ordensbe­tjent, som blandt de unge knægte blev kaldt "Lemmy" - hentet fra en dengang populær biografkri­mi, hvis hovedperson med samme navn, de forbandt i det mindste en smule med byens ene ordens­betjent. Der var ligheds­punkter.

Det kunne Ove bevidne, Ove som måtte indrømme, at han havde smadret ruderne på Svendborg Banegård for at gøre indtryk på nogle unge piger.


"Lemmy" lod ikke de unge førstegangsovertrædere i stikken.

Han fangede dem, og tog dem ind til en lang og ikke helt behagelig nat i detentionen. Det eneste de unge ikke kunne lide ved "Lemmy" var, at han altid var på pletten. Ellers syntes de skam godt om ham. Ove fandt ud af, at det kostede at "lave ulyk­ker" og skulle derfor ikke videre ad forseelsernes og derefter forbrydelsernes vildveje.

 

UDVIKLINGEN I DEN FARLIGERE KRIMINALITET:

Forsætlig vold og legemsbeskadigelse forekom i 1960 kun i nogle få hundrede tilfælde, i 1991 sigtedes 6.400 hvert år herfor, i 1998 næsten 12.000. Cirka hvert tredje år øges antallet af sådanne sager med 50%. Narkosager var nærmest ukendte i 1960, i 1991 behandledes over 1700 narkosager hos kriminal-politi og anklagemyndighed på et år.


De fleste kriminalsager drejer sig om tyveri, brugstyveri og indbrud (i alt ca. 430.000 sager). Tyveri- og indbrudsantal­lene pr. år  er blevet næsten 5 gange større fra 1960 til 1991.


Røveriantallet voksede i perioden fra ca. 300 pr. år til næsten det 10-dobbel­te antal. Alene i 1980-erne er antallet af røveri­sa­ger blevet mere end fordoblet.


 

PERSONALEINDSATS OG ARBEJDSBYRDE VED RETTERNE:

Det næste skridt på vejen i retssystemet er domstolene eller retterne. I 1960 var der 813 ansatte ved retterne, i 1991 var antallet 2.647, hvoraf godt 2.000 er kontorfolk og ca. 600 er juridisk uddan­nede personer. Fra midten af 1980-erne er straf­fesagsantallet kun vokset fra 102.000 til 112.000 pr. år, og antallet af ansatte ved retterne er vokset med blot 60 perso­ner.

 

Det ses klart, at antallet af straffesager ved retterne og anmeldel­sesantal­lenes voldsomme udvikling står i afgrundsdyb modstrid. Ja, og personaleudvik­lingen har altså sat en helt naturlig grænse for, hvad der kunne gennemføres af straffesa­ger, og det til trods for "at helvedet tilsyne­ladende var løs" i det omgivende samfund.  Holder denne forklaring?

 

Den borgerlige retspleje, skal vi huske, har også sine sager, dem om penge, ejendomsret, skatter, arve-sager, erstatning, ting-lysning og alt det der. Af det, der førte til egentlige domssager og sager om økonomiske ret­tigheder herunder skat­tesager, var der i 1960 340.746, i 1989 385.400 sager. Det giver selvføl­gelig et meget summarisk billede blot at angive antal sager, både når det omhandler de borgerlige og de straf­feretslige sager. Nogle er komplicerede andre er mere simple. Nogle kæres videre i domstolssystemet, andre ikke.


Ingen kan dog på denne baggrund være i tvivl om, hvad retterne beskæftiger sig allermest med, og hvad samfundets magthavere såle­des indirekte an­viser skulle være det vigtigste at tage sig af.

Sager, der har med formue, penge herunder skatter at gøre, blokerer for sager om overfald, narko, legemsbeskadigelser, tyverier og ind­brud. 112.000 strafferetsager i 1989, der var 538.300 anmeldte over­trædel­ser, 1.918 tiltale-frafald og 21.659 sager, hvor tiltale blev undladt.

 

KRIMINALITETENS OFFICIELLE ÅRSAGER:

Om årsager til og virkninger af, at tingene har udviklet sig som her beskrevet kort, kan den synlige magtelite blandt kriminologer, pædago­ger, journalister, sociologer, psykologer, evaluatører og andre berette dette og hint, og det har de også lejlighed til såvel tidligt som silde.

Det er altid "noget med en undersøgelse, der viser...", den ene mere skabagtig eller bare uvidenskabelig end den anden[4].

I dagbladet Politiken den 23. juli 1989 kunne man læse en rapportering fra Kriminolo­gisk Institut. Vandringer fra landdistrikter til byområder[5], forskel­le i folks økonomi­ske vilkår, og en påstået øget tilbøjelighed til at an­melde forbrydelser frem­drages som årsagerne til den eksplosive udvikling i kriminali­teten. "I begyn­delsen af 1980-erne var det ar­bejdsløsheden, der skulle tildeles skylden, i 1989 virkede ar­bejdsløs­he­den tværtimod så disciplinerende på mange unge, at de i stedet kon­centrerede sig om at leve sundt og fornuftigt", kunne man læse i samme an­førte kronik i dagbladet Politiken. I 1990 (året efter) begynder man at fortælle, at store andele af voldsforbrydelserne ikke anmeldes angiveligt af frygt for repressalier fra forbryderen, der jo straks løslades efter endt afhøring.

Ja, vi skal høre meget, før ørene falder af, og se og læse meget, før øjnene falder ud.

I 1960 talte folk sammen i bussen, og svejeren fløjtede døgnets melo­dier, når han hastede gennem København. I 1975 var det blevet tonen i skoleklasser, at ungerne skreg og råbte i timerne, mens læreren forsøgte at finde på noget, de gad høre på. Fra 1980 stormede bør­nehaver ind i busser og vælter ældre menne­sker. I 1988 kunne under 200 BZ-ere uden boligproblemer terrorisere hele kvarterer i København, mens en forskræmt flok be­tjente nær­mest blot så på af frygt forfølgelse i medierne, der repræsente­rer Overdanmark mindst på godt og mest på ondt. I 1991 forenedes "de besattes" (d.v.s. BZ-erne, De autonome og Inter­nationale Socialister) og 600 præsters kræfter på at tilsidesætte lov og ret i Danmark. Blågårdskirkebesættelsen. Herfra blev der beordret særlovgivning via medierne for nogle indrejste venner fra Mellemøsten.[6]

Hvem har magten, den egentlige magt, altså? Regering eller Internationalt Røde Kors? Eller skal vi højere op? Vel ikke længere ned?


Således spurgte dengang (i 1991) en mængde fortvivlede mennes­ker, når jeg rejste rundt og fortalte kendsgerninger.

Danmark stod i 2005 tillige med 650.000-800.000 fremmede i landet (12-15%). De beslaglægger mere 30% af de værste fængselspladser og sigtes 3-5 gange så hyppigt i forhold til danskerne for de groveste og mest neder­drægtige kriminelle gerninger.

Når det gælder kriminalitetens beskrivelse er det afgørende vigtigt at kunne sammenholde befolk-ningsgrundlaget fordelt på danskere og fremmede med deres respektive sigtelser inden for hver hovedkategori af kriminelle gerninger[7]. I modsat fald har opregningerne ingen mening.

 

Et eksempel på konsekvenserne af den fejlindretning:

På det officielle befolkningsgrundlag fører Rigspolitichefens Undersøgelse for årene 1993 og 1994 blandt mange andre ting til følgende konklusion:

Af butikstyverierne i Danmark udførtes 4,5% af danske statsborgere, 11,4% udførtes af udenlandske statsborgere og 84,1% af disse tyverier udførtes af asylsøgere. Bemærk, den sidste procent. Vel at mærke, 84,1% af samtlige butikstyverier på landsplan og vel at mærke, hvis sigtelserne er foretaget, og det fremgik som nævnt af Rigspolitichefens registreringer. Denne kriminalitet er i konsekvens af det oplyste i undersøgelsen begået af 10,3% af asylsøger­ne, som de betegnes i undersøgelsen, eller af 2.312 personer. De resterende har ikke været sigtet for kriminalitet. 84,1% af alle butikstyverier i Dan-mark udgør i øvrigt kun 65,2% af disse asylsøgeres straffelovsovertrædelser.

 

Det er en vild overdrivelse at hævde, at asylsøgere er 18-19 gange mere kriminelle end danske statsborgere ved butikstyveri. Det er dog konsekvensen af det officielt oplyste her. Det stemmer simpelthen ikke.

 

Sådan er det med løgne. Hvis der officielt skal være meget få asylsøgere i landet, og sigtelserne er foretaget mod asylsøgere, så må de nødvendigvis være meget kriminelle. Er der derimod mange flere asylsøgere, så fordeles den registrerede kriminalitet på disse mange flere, og så er de selvsagt ikke så kriminelle.

Denne analyse, hvoraf et enkelt afslørende element er fremhævet her, tilgik i sin helhed Folketinget. Der var ingen brugbare reaktioner derfra. Nu forstår læseren måske bedre, hvorfor kriminalitetsop-gørelserne ikke blev offentlig­gjort i tre år forud for 1993. 


 

Justitsministeren og Inden­rigsministeren i Danmark, deres forgængere samt embedsmænd i Direktoratet for Udlændinge og i Inden­rigsministeriet pådrager sig herved et alvorligt ansvar for den forvrængede beskrivelse af kriminaliteten i Danmark for årene 1993 og 1994. Det fortsætter i efteråret 1998.

 

Det Kriminalpræventive Råd præsenterede i oktober 1998 en rapport med titlen:

Etniske Grupper  - Kriminalitet og forebyggelse.

 

Rapporten er udarbejdet efter retningslinierne for politisk korrekthed. Det betyder, at læseren ikke kan fæste lid til meget af rapportens indhold. Allerede i forordet vrimler det med usandheder og smarte fordrejninger af den virkelighed, vi som borgere og skatteydere faktisk har krav på at få en sandt billede af, når vi skal betale for det.

 

I 1. afsnit 3. linie læses: "I Danmark er det omkring 100 unge, der sætter overskrifterne om udlændingekriminaliteten.”  Når vi kikker i den sidste retvisende kriminalitetsbeskrivelse for årene 1993 og 1994 fra Rigspolitichefen kan vi læse for 1993: 10 manddrab, 44 forsøg på manddrab, 966 tilfælde af vold, 76 voldtægter, 90 blufærdighedskrænkelser 40 forsætlige brandstiftelser, 176 røverier, 895 indbrud, 7981 tyverier, 1708 tilfælde af dokumentsfalsk og bedrageri, 1847 overtrædelser af Lov om euforiserende stoffer, 748 overtrædelser af våbenloven, og vi kunne fortsætte gennem alle hovedkategorierne af kriminelle gerninger, vi kunne også angive tallene for 1994 i samme rækkefølge: 8, 49, 1013, 58, 70, 38, 176, 757, 6985, 926, 1549, 723.

Enten er det de samme fremmede, der omtales i aviserne hele tiden, eller også må vi nok erkende, at der ”lissom” må have været flere involverede i kriminaliteten udført af indvandrere og såkaldte asy-lanter. De 100, som rapporten nævner, kan vel ikke have nået så meget. Det tror jeg læseren vil give mig ret i.

Rapportens forord hævder i 3. afsnit, at "disse 100 unge har skabt grobund for en udbredt vrangforestilling i den danske befolkning.” Vrangforestillingen bliver først "fuldkommen", når rappor-ten hævder, at disse forbrydelser er begået af danskerne. Det er de ikke; men det hævder rapporten faktisk indirekte!

På side 6 i fodnote 9 hævder rapporten, at der skal tages højde for aldersfordelingen blandt udlændinge. Den er temmelig forskellig fra danskernes aldersfordeling. Udlændingene har nemlig procentvis mange flere børn og unge, end danskerne har. Dette mener rapportens forfattere har ført til, at Danmarks Statistiks opgørelsesmetode lader noget tilbage i forhold til Det Kriminalpræventive Råds metode.

 

Vore kommentarer: Begge metoderne henhører under kategorien "propaganda.” De fremmedes mentale tilbøjelighed til at begå kriminalitet har ingen særskilt interesse. Derfor er aldersfordelingen i denne sammenhæng uden betydning. Vi ved det er de unge og de yngre, der begår kriminaliteten. Det er afskrækkende, at jo flere de er, jo større er kriminaliteten. Det er ikke ganske uventet. At alders-fordelingen skal bruges til at nedtone de fremmedes andel af den af dem faktisk begåede kriminalitet svarer til, at vi også skal undskylde, at det er de unge og de yngre, der vandrer. Og det er da menings-løst først og fremmest, fordi det er et faktum. Hvorledes deres kriminalitet havde set ud, såfremt den var begået derhjemme i et land med en anden aldersfordeling kan vi heller ikke bruge som begrundelse for at lyve om deres hyppighed ved kriminalitet i Danmark.

På side 7 læser vi, 64% flere af mandlige borgere af typen efterkommere med udenlandsk herkomst er blevet kendt skyldige i mindst et forhold end landsgennemsnittet, hvorimod kun 21% flere indvandrere er blevet kendt skyldige i mere end et forhold end landsgennemsnittet.

Vor kommentar: Landsgennemsnittet er udregnet fælles for fremmede, øvrige udlændinge og danskere. Det betyder, der er tale om pseudosammenligning svarende til, at man sammenligner farven på blæk med farven på indholdet af et glas, ikke vand, men hvoraf 10%, 15% o.s.v. er blæk og resten vand.

Den samme type stærkt proganderende sammenligning bruger rapporten i 3. afsnit på side 8, hvor det hævdes:

"De mandlige efterkommere har en kriminalitetshyppighed, som er 80% højere end lands-gennemsnittet både blandt 15-19 årige og 19-29 årige.”

 

Og dette er løgnen, som blev bragt effektivt videre til hver eneste avis og hver eneste tv-kanal i Danmark bl.a. i oktober 1998.

“Det er simpelthen genialt" med dette landsgennemsnit, for efterhånden som årene går, bliver kriminalitetsforskellen mindre og mindre, selvom kriminaliteten blandt udlændinge eventuelt eksplo-derer.

Formanden for Det Kriminalpræventive Råd hedder Eva Smidt. Eva Smidt er professor i jura og en af mediernes 40-50 politisk korrekte såkaldte eksperter. Denne rapport fra Det Kriminalpræventive Råd bør ikke indgå i indstillingsgrundlaget for en eventuel Nobelpris. Her sammenlignes bl.a. de fremmede med de fremmede??

 

Det Kriminalpræventive Råds rapport indeholder en mængde andet, der nærmest kan betegnes som uvidenskabeligt bras. Det skal tages i betragtning, at arbejdet bl.a. er udført af en jurastuderende. Den hovedansvarlige er Eva Smidt, der også præsenterede pseudoresultaterne på TV i den bedste sendetid. Hverken undersøgelsesmagerne eller den ansvarlige synes af have noget videre kendskab til statistisk metode og ditto analyse. I de højere cirkler betyder dette ikke så meget, bare resultaterne viser verden, som medierne og den åndløse formynderklasse ønsker, den skal se ud.

"Det skal være postmoderne", skal det.

 

Vi advarede allerede i 1995:

Ingen ville høre. Nu ses konsekvenserne, men det oplyses/afsløres ikke. At rette officielle fejl er blevet misbrug.

 

Om udlændinges overkriminalitet i Danmark i 1994 er det mest pålidelige billede der kan tegnes, når alle forhold vurderes med største forsigtighed følgende:

 

Hovedkategori af             Udenlandske statsborgere

kriminel gerning              overhyppighed 

kriminalitet

                                                 gange hyppigere:

 

Forsøg på manddrab: 4,6 gange
Vold i alt: 2,3
Blufærdighedskrænkelse: 2,2
Forsætlig brandstiftelse: 1,5
Røveri: 2,8
Vold o.lign. mod off. ansat: 2,3
Indbrud i alt: 1,0
Tyveri i alt: 2,0
Butikstyveri: 2,3
Tyveri fra bil, rest., hosp. m.v.: 1,4
Salg af narkotika: 3,7
Våbenloven: 2.1
Lov om euforiserede stoffer: 2,4
Toldloven: 1,9
Hæleri: 2,4
Spiritus- og promillekørsel: 0,7


1,0 betyder samme kriminalitet som danske, 3,7 betyder 3,7 gange mere kriminelle og 0,7 betyder 30% mindre kriminelle end danske. Hvorledes f.eks. overtrædelser af Toldloven sammenvejes med de kriminelle gerninger af kategori Manddrab vides ikke. Er Etisk Råd i stand til at råde her også? Hvorledes kriminalitetens over-hyppighed blandt de fremmede skulle ende på 1,8, som rapporten fra Det Kriminalitetspræventive Råd hævder, har vi således også svært ved at forstå. Tallene viser altså noget helt andet for de enkelte hovedkategorier af kriminelle gerninger, men det ved de færreste nok, og det fortæller rapporten da heller ikke noget om.


 

Den 4. september 1996 stod følgende opgørelse at læse i Jyllands Posten:

Kriminaliteten blandt unge (under 18 år) i Århus:

 

Børn og unge under 18 år, der (i Århus) har overtrådt straffe-, våben- eller narkotikaloven :

 

År

1993

1994

1995

Danske mænd

255

272

209

Danske kvinder

75

102

65

Fremmedsprog. Mænd

i procent i alt

123

(26,­1%)

125

(24,­ 1%)

121

(29,2%)

Fremmedsprogede kvi­nder

i procent af i alt

19

 

(4,0%)

19

 

(3,7%)

20

 

(4,8%)

I alt danske og fremmede

472

518

415

 

Det oplyses i samme artikel[8], at fremmedgruppen under 18 år udgør 10% af alle i Århus under 18 år.

Af dette følger, at den mængde forbrydelser de fremmede unge har begået i årene 1993, 1994 og 1995 udgør i procenter af alle forbrydelser udført af unge under 18 år inden for disse kriminelle gerninger:

1993                                                 1994                                                 1995

30,1%                                             27,8%                                             34,0%

 

Det skal oplyses, at fremmedopgørelsernes kvalitet i byen Århus ligger langt over kvaliteten på landsplan. De naturaliserede og deres efterkommere figurerer ganske vist under danskerne, hvilket nedtoner tallene lidt i følgende konklusion.

Da den fremmede aldersgruppe i Århus udgjorde 10%, har de fremmedes overkriminalitet således været følgende:

 

År 1993              1994             1995

3,01 gange          2,78 gange      3,4 gange mere kriminelle      

 

I september 1998 oplyser Århus Kommune, at de fremmede står for 2/3 af bedragerierne med de offentlige forsørgelsesydelser (læs ovenfor). De udgør 12 pct. af indbyggertallet, når de naturaliserede og deres børn medregnes. Her er overhyppigheden således mellem 5 og 6, hvis fremmedopgørelserne fra Århus Kommunes Statistiske kontor stemmer. Disse er faktisk nogle af de bedste i landet.

 

Ovenstående hyppigheder svarer meget nøje til vor ovenfor anførte korrigerede opgørelse af krimi-naliteten på landsplan inden for disse kriminelle gerningskategorier. At de fremmedes tilbøjelighed til kriminalitet skulle variere fra Århus til København i samme aldersgruppe anså vi heller ikke for realistisk. I sidstnævnte er aldersgrupperingen ikke medtaget; men det er uden afgørende betydning ved besvarelsen af spørgsmålet om "kriminalitet og indvandring?" Forfatterens spørgsmål om den Tværgående Analyse af Kriminaliteten i Danmark til justitsmyndighederne via retspolitisk ordfører i folketingsparti er gengivet på de næste fire sider sammen med svaret fra Justitsministeriet.

 

Spørgsmål til de ansvarlige på baggrund af den Tværgående Analyse af Kriminaliteten, Infor-mation om Danmark, den 8. november 1995:

1.

I perioden 1980-1994 har 58.048 (indtil 1999: 97.435) opnået dansk statsborgerskab ved naturalisation, hvoraf 72% eller 41.783 vedrørende bosatte fra lande uden for Vesteuropa og Nordamerika. Disse tal drejer sig om voksne. Medregnes børnene, hvoraf mange er vokset til, bliver tallet 100-150% større.

Bliver kriminalitetsopgørelserne på denne baggrund indrettet således at det fremgår, om sigtelserne vedrører naturaliserede?

2.

Spørgsmål 1 aktualiseres yderligere af, at unge kvinder, som er børn af naturaliserede, i disse år begynder at føde børn, der uanset sprog, kultur og faderen er at betegne som danske efter definitionen på en dansker.

3.

Antallet af "asylsøgere" indgår i Rigspolitiets kriminalitetsundersøgelser for årene 1993 og 1994. Antallet i denne kategori angives for de to år til henholdsvis ca. 21.000 og 20.242.

Det er påvist i den foreliggende gennemgang, at disse antal ikke kan inkludere alle asylanter herunder asylanter under integration i de pågældende år.

Da der ikke foreligger offentligt tilgængelige opgørelser af asylanter refererende til faste tidspunkter, ønskes nærmere præciseret på hvilket grundlag antal "asylsøgere" som delpopulation i kriminalitetsopgørelsen/undersøgelsen så er valgt. Når antals-angivelserne i undersøgelsen fører til en systematisk overvurdering af asylanters kriminalitet, forventes personoptællingsfejlen da rettet og det samlede befolkningsregnskab bragt i orden?

4.

Tages fremover initiativ til, at beskrivelser af kriminaliteten ved sigtelser foretages særskilt for hver kategori af kriminelle gerninger og ikke samlede antal for dette og hint i forhold til en delpopulation?

5.

Når Nyt fra Kriminalforsorgen i sommernumrene 5, 6 og 7 1994 kan oplyse, at andelen af indsatte udlændinge i vore fængsler i pågældende år udgør 10-12% og samtidig oplyses fra interne kilder i fængselsvæsenet, at andelen i de af vore fængsler, hvor de hårdest straffede er indsatte, udgør fra 28 til 32% af det samlede antal indsatte, skal denne divergens så tilskrives en spredning i andelene på de enkelte institutioner?

Eller skal den også betragtes som en opgørelsesfejl, idet de 28-32% præcis svarer til vore beregnede overhyppigheder blandt udlændinge ved den grovere kriminalitet?

6.

Såfremt kriminalitetsundersøgelsen p.g.a. fejl i populationsgrundlaget og/eller person-kategori-valget ikke lever op til videnskabskravene om adækvans og entydighed, vil den da blive rettet, så den viser et korrekt billede af kriminalitetsforholdene i Danmark herunder fordelingen på fremmede og danskere?

Den 8. november 1995, med en enkelt ajourføring i 1999

 

Et andet eksempel på konsekvenserne af fejlindretningen:

"Indvandrere i Danmark, 1998"

 

Dette var titlen på en udgivelse fra Danmarks Statistik, december 1998. Bogen indeholdt 125 sider fordelt på 10 kapitler. Flygtninge er ikke længere et emne at tage op, for det viste sig de var indvandrere. Asylant-immigranter er rette betegnelse.

 

Problembehandlingen i denne gennemgang er da også indrettet efter, at "gæsterne" nu skal betragtes som en fastboende del af befolkningen i Danmark. Udover antals-spørgsmålet og nogle tænkte, derfor ukontrollable opregninger, så gennemgås mest sammenligninger af en type, der kan kaldes den Eva Smidt'ske, hvor de fremmede sammenlignes ikke med resten af befolkningen, men med den samlede befolkning, hvori de fremmede også indgår. Dette betyder så, at eventuelle forskelle via sammen-lignings-metoden udjævnes efterhånden, som der kommer flere og flere fremmede. Det er jo smart, for så er den såkaldte integration tilsyneladende lykkedes, også selvom den er mislykkedes (jf. Det Kriminalpræventive Råds Rapport, oktober 1998 behandlet i Danskeren, november 1998)

 

I 1991 indførtes en ny officiel måde at opdele befolkningen på i Danmark - i indvandrere, efter-kommere og Øvrige. Dette giver løbende (som meldt dengang) anledning til en mængde forklarings-problemer og tvivlsspørgsmål. Dels er det altid sådan, at fænomener, der skal kunne opgøres over et længere tidsforløb skal kunne sammenlignes fra år til år. Det kan de fortsat ikke. Vi fastholder at kategorierne, som anvendes i den svenske befolkningsopgørelse var og er den bedste. Da der var opstået fejl i det danske befolkningsregnskab, hvilket vi gjorde opmærksom på gang på gang, valgte man fra officiel side at indrette sig med nogle helt nye personkategorier. Nu erkendes det så på s.11 under definitioner og afgrænsninger, at de kan være vanskelige at få et overblik over. Nu opereres der sågar med potentielle (mulige) indvandrere og potentielle efterkommere. Helt centralt her er personnummerregistreringen, der skulle sætte myndighederne i stand til at afgøre, om en person er det ene eller det andet. Der var dog ikke taget højde for indvandringen - eller også var der!

 

Tag nu 2.102.926 bosatte personer, hvorom det ikke kan afgøres om deres forældre er det ene eller det andet – simpel hen fordi forældrene døde før personregistreringen startede, eller fordi forældrene var fremmede. Vi advarede om netop denne gruppe som fejlkilde. Her har man så lavet en såkaldt supplerende optælling, der ikke nærmere redegøres for. Den skulle angiveligt vise, at af disse er 2.116 udenlandske statsborgere og ikke almindelige danske pensionister. Men her er man slet ikke nået frem til ordentligt dokumenteret klarhed endnu. Ellers havde denne dokumentation vel været præsenteret. Nedenfor skal trækkes et vægtigt indicium frem i denne forbindelse. Det kan kun ske, fordi myndighederne måske ved en fejl har givet endnu en indrømmelse. 

 

Vi ved fortsat meget lidt om det samlede billede af befolkningsforholdene i Danmark. I de nuværende opgørelser er der dog sket én forbedring i forhold til tidligere. 2. (og senere) generationsindvandrere tælles nu med for så vidt at begge forældre i alle generationer har beholdt det udenlandske statsborgerskab (jf. øverst side 14). Men dette er typisk ikke tilfældet. Vi under-stregede netop, at børn født efter forældrenes naturalisationstidspunkt fejlagtigt medregnedes som danskere. Forudsætningen for, at man ved at se på registreret kan fastslå eller afgøre om den pågældende er det ene eller det andet kan i en række tilfælde bero på skøn (jf. Tabel 1. side 14 og afsnittet regler for klassificering af oprindelses-land s. 15). Landegrupperingen er heller ikke en ganske ubetydelig faktor. Den kan bruges til skabe den fornødne usammenlignelighed, især når udviklingen skal fastslås over en længere tidsperiode. Officielt vælges nu "mere" eller "mindre udviklede" områder, men denne gruppering kan skifte fra år til år. Blot én af konsekvenserne er, at dele af Sydøsteuropa og den gamle Sovjetunionen figurerer under kategorien "mere udviklede.” Andet kapitel beskæftiger sig med demografi – oplysninger vedrørende befolkningsstatiske forhold.

 

Her blot et lille afslørende indicium som lovet ovenfor. Se, vi fastholdt, da der i begyndelse af 1990-erne råbtes om babyboom blandt danskerne, at danske forældre sætter i gennemsnit 1,3-1,4 barn i verden. Det officielle antal var dengang 1,7-1,8, og sådan oplystes også hvert år fra DS. Vi fastholdt, at børnene født af de naturaliserede figurerede som danskere. Hvad ser vi nu? I tabel 2.1 side 18 angives for befolkningen som helhed 1,7-1,8 barn pr. kvinde. Aha, vi havde altså ret. Indvandrerne fra de mindre udviklede lande føder 3,2-3,5 barn hævder samme tabel. Jamen, det er jo interessant.

 

Antager vi, at vores 1,3-1,4 barn pr. dansk kvinde er rigtigt (vi hentede tallet fra FN), så skal vi passe på, hvad vi skriver om det samlede antal fremmede i Danmark. Der er nemlig noget, der hedder matematik herunder et vejet gennemsnit. Lad os prøve, om vi kan:

 

(1,35 * X) + (1-X)* 3,35 = 1,75.

 

Af denne skulle følge, at X er 0,8. D.v.s. af de fødende kvinder i Danmark, udgør de danske og indvandrerne fra de mere udviklede lande 80%. Resten, de 20%, er fødende kvinder fra de mindre udviklede lande. Dette er jo ikke helt uinteressant, heller ikke, selvom aldersfordelingen blandt de fremmede selvfølgelig betinger forholdsvis flere yngre kvinder i fremmedgruppen. I bilagstabel 2A s.113 kan aflæses, at der bor 183.319 indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande. Dette tal udgør så 3,5 pct. af den samlede befolkning. Det kan ikke stemme med, at 20 pct. af de fødende kvinder tilhørende denne gruppe - heller ikke selvom der tages højde for en gigantisk aldersfordelingsforskel. Er det pinligt? Jeg synes det.

 

Så kan vi lige se kort på kapitel 5 om arbejdsmarkedet. Det meste har været sagt og skrevet før. Arbejdsløsheden blandt danskere sættes til 3,4 pct. i tabel 5.3, blandt indvandrere fra mindre udviklede områder anføres en arbejdsløshedsprocent på 12,3 pct. Begge tal er rent fup.

Der er 2.863.330 samlet i arbejdsstyrken, og der er hen ved 600.000 arbejdsløse, der enten modtager A-kasseunderstøttelse eller bistandshjælp. Det er dokumenteret af det offentlige selv andetsteds. Så arbejdsløsheden blandt danske skal snarere angives til mere end 20 pct. og for de fremmede 70-80 pct. Nu kan det så hævdes, at andelen af de fremmede, der står til rådighed for arbejdsmarkedet kun er godt 40 pct., og blandt danskerne er den snarere 70 pct. Det sidste tal angives i nævnte tabel ganske vist til 55,2 pct. Men hvad Marianne Jelved glemte også (i mini kronik i Århus Stiftstidende), at bistands-klienter skal give møde på AF.  Og sådan er der så meget.   Sammenlign med afsnittet “Jo længere desto værre” fra 1999 ovenfor.

 

 

Grundlaget for sammenligninger udviskes mere og mere:

- de officielle opgørelses- og analysemetoder af befolkningsforholdene indrettes alle til det

 

Med et stadigt voksende antal fremmede i Danmark foretages en række sammenlignende opgørelser og analyser. Allerede her skal man være opmærksom på at sammenligninger kan falde forkert ud i forhold til, hvad man kunne ønske sig. Der kan være forkerte eller direkte urimelige sammen-ligninger. De sidste bør undgås.

I officielt regi diskuteres om offentligheden skal præsenteres for sammenlignende kriminalitets-opgørelser fremover, og om disse opgørelser eventuelt skal offentliggøres hvert år eller kun hvert andet år.

 

Ledighedens opgørelse:

Jævnligt oplyses om ledigheden blandt fremmede og blandt danskere. Her er det blevet almindeligt at holde modtagere af bistandshjælp uden for ledighedsopgørelserne, i opgørelserne af såvel ledige fremmede som ledige danske. Strømmen til gruppen af udstødte på bistandshjælp øges ellers, når den periode, ved ændret lovgivning, du skal være i arbejde som medlem af en arbejdsløshedskasse for at være dagpengeberettiget, gøres længere. Det samme er tilfældet, når tilsvarende den periode, du kan oppebære dagpengeret som ledig, gøres kortere.

Vil det sige, at politikerne eksempelvis lovgiver og opgør sig væk fra ledigheden? Ja, formålet kan ofte være noget andet, men det er en af konsekvenserne.

 

Ledigheden opgøres i princippet som den procentdel antallet af ledige medlemmer af arbejdsløs-hedskasse udgør af den samlede arbejdsstyrke – som er den del af befolkningen, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Således er børn og unge under uddannelse eller pensionister selvsagt ikke at finde i arbejdsstyrken. Danskerne har en meget stor andel af befolkningen i arbejdsstyrken, i 2001 76 pct. Vi kunne læse i stort opsat reportage i Berlingske Tidende 18/8 2001 at danske mænd havde en ledighed på 4 pct., og de danske kvinder en ledighed på 5 pct.

 

Faktisk var den procentandel som alle de ledige udgjorde af arbejdsstyrken 4-5 gange større, når bistandsklienterne medregnedes korrekt:

 

Dette er gennemgået i detaljer på:

http://www.lilliput-information.com/led/index.html og http://www.lilliput-information.com/frkost. html

 

Når ledigheden blandt ikke-vestlige indvandrere opgøres, kan resultaterne blive både det ene og det andet. Rockwool Fonden skrev herom: ”I 2001 var 44 pct. af de voksne ikke-vestlige indvandrere i job, mod 33 pct. i 1994. Indvandrernes beskæftigelsesfrekvens i 2001 er dog kun godt halvdelen af danskernes på 76 pct., og deres beskæftigelsesfrekvens er også væsentligt dårligere end for et par tiår siden”. 

 

Lad os oversætte dette:

D.v.s. 56 pct. af ikke-vestlige indvandrere var ledige i 2001, mod 67 pct. i 1994… plus mange flere blandt de ikke-vestlige indvandrere, hvoraf kun cirka 38-40 pct. altså var med i arbejdsstyrken, resten (60-62%) var ikke børn og unge under uddannelse eller pensionister uden for arbejdsmarkedet. 0-24 årige indvandrere og efterkommere udgjorde i øvrigt omkring 41 pct. og pensionisterne 3,5 pct. af hele denne indvandregruppe, i alt 44,5 pct. i 2001.

 

Hvis vi forudsætter, at indvandrerne opholder sig i Danmark på samme betingelser som danskerne, var forskellen fra 38-40 pct. og optil 76 pct. også ledige eller i alt fald 60 pct.- 44,5 pct. = 15,5 pct. eller 17,5 pct. skal lægges til de 56 pct.

 

D.v.s. mindst 3 ud af 4 ikke-vestlige indvandrere var ledige, på kommunal aktivering eller førtidspensionerede. Andelen som ikke-vestlige indvandrere havde i arbejdsstyrken i 2001, er endog blevet væsentligt reduceret siden 1981.

 

D.v.s flere og flere ikke-vestlige indvandrere er blevet bistandsklienter og førtidspensionerede. Det samme gælder for danskerne, fordi der ikke reelt er meget andet end nedgang, og tiden der går.

 

For ikke-vestlige indvandrekvinder har vi ikke anført nogle specifikke ledighedstal, men beskæf-tigelsesfrekvensen (andelen af alle ikke-vestlige indvandrekvinder i arbejdsstyrken) er langt lavere, og ledigheden blandt disse kvinder meget højere end blandt de ikke-vestlige indvandrede mænd.

 

Sammenlignende kriminalitet:

 

Ved opgørelsen af kriminaliteten indløber optællinger fra landets politikredse. Rigspolitiet foretager derefter den landsdækkende samlede opgørelse af antallet af kriminelle gerninger i form af sigtelser og siden domfældelser. Disse kriminelle gerninger opdeles i bl.a. hovedgerningskategorier efter de love der er overtrådt, og ned i flere detaljer alt efter kriminalitetens karakter.

 

Nu kan der anlægges forskellige synspunkter på, hvorledes disse antalsopgørelser af den samlede kriminalitet skal sættes i forhold til eksempelvis kriminalitetens udøvere, til aldersgrupperne blandt disse og til befolkningen som helhed. Antallet af kriminelle personer og deres aldersfordeling inden de forskellige hovedgerningskategorier kan for eksempel være af interesse for senere efterforskning af tilsvarende forbrydelser og også af interesse i det forebyggende arbejde for at hindre fremtidig kriminalitet.

 

Vil man kunne sammenligne kriminaliteten mellem indvandrerne og danskerne, kan flere forhold inddrages for at sikre at det billede, der tegnes er realistisk. Kriminaliteten er mest udbredt blandt de unge og yngre mennesker. Derfor er det ikke overraskende, at ”indvandrere” og  deres ”efter-kommere” (i 1. generation) i Danmarks Statistiks opgørelser pr. 1. januar  1998 og 2003 viser at 40,3 pct. henholdsvis 52,2 pct. var under 30 år. Herved kommer de til at veje tungt i opgørelserne, når danskernes andel under 30 år på de pågældende tidspunkter var henholdsvis 37,7 pct. og 36,6 pct. Danskerne skal dog ikke tage ansvar for de ikke-vestlige indvandreres kriminalitet. Årsagen til de ikke-vestlige har forholdsmæssigt langt flere unge og yngre er at indvandrere føder mere end dobbelt så mange børn end danskerne i gennemsnit, og det hænger også sammen med at det netop er de yngre der dominerer de indvandrende.

(Som argument eller undskyldende moment til en gruppevoldtaget dansk kvinde kan aldersfordelingen blandt indvandrerne eller deres fertilitet vel næppe bruges.)

 

Vokser København med 250.000? (om aldersfordeling og aldersgruppeandele i København og i landet som helhed)  Den voldsomt stigende aldersandel under 30 år - fra 40,4 pct. i 1998 til 52,2 pct. i 2003 – kunne nemt få kriminaliteten til at stige yderligere. Er dette tilfældet skal det forhåbentlig ikke skjules.

 

Antallet af indvandrere og efterkommere opgøres således at alle senere generationer af efterkommere end den første medregnes som danskere, danske statsborgere og omtales nydanskere. Vi ser at uanset hvorledes begrebet dansker er fastslået i Lov om Dansk Indfødsret som en person der er dansk statsborger med mindst én forældre, der er dansk statsborger og født i Dan-mark, så er indholdet nu udvandet så meget at der ved brug af den ændrede befolkningsopgørelse fra 1991, at langt mere end halvdelen af ikke-vestlige indvandrere og deres børn figurerer som danske i optællingerne.

 

Dette medfører at stambefolkningen af danskere i opgørelserne til sammenligningsbrug kommer til at stå for en hel del af den kriminalitet, der rent faktisk er udført af ikke-vestlige indvandrere og deres børn, selv når sammenligningen vel at mærke skal foretages ved angivelser i forhold til befolknings-gruppernes størrelser.

 

Københavns Politi om unges kriminalitet (2003):

Københavns Politi har valgt at oplyse om kriminaliteten blandt unge indvandrere og efterkommere under 18 år i 2003: Jf. artiklen i BT af Søren Larsen den 28. februar 2004: Unge indvandrere mere kriminelle http://www.bt.dk/krimi/artikel: aid=257002/

 

DR, TV2 og Ritzau vil ikke bringe den slags oplysninger:

 

 

 Det ser endnu sortere ud end i den officielle rapport. Politiets efterforskningsregister, der ikke er offentligt tilgængeligt, indeholder for de uopklarede forbrydelsers vedkommende oplysninger om signalementer. Disse oplysninger peger i retning af en endnu større hyppighed af forbrydelser begåe