9. Kapitel
Mental-tilstand bliver til adfærd herunder kriminel adfærd[1]
Den repressive tolerances verdslige apostle oplært af de
sindelags-totalitære i Tyskland, Frankrig og U.S.A. gjorde selvfølgelig deres
indtog.
Lad os starte bagfra :
Kriminaliteten
og politiressourcerne i Danmark [2] med ca. 5,2 mill. indbyggere i 1991 (4,6 mill. i
1960), hvoraf under en 1/3 er/var bosat
i byer med mere end 10.000 indbyggere:
Opgørelserne
kan ikke føres meningsfyldt videre, idet pålidelige kriminalitetsbeskrivelser
fordelt på nationalitet, herefter er gået tabt i Danmark. [3]
Antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser er mere
end firedoblet 1960-1990, og i perioden 1980-1990 er der sket en stigning på
35% til 550.000 anmeldte overtrædelser pr.
år. Tidligere opklaredes ca. 30% af sådanne anmeldelser, i 1991
afsluttedes cirka hver femte (eller 20%) med opklaring. Jeg husker da tallet
faldt til under 50% i Danmark, og jeg er 46 år. I Berlin opklaredes 44% af
anmeldelser i 1996. I 1960 rådede politi- og anklagemyndighed over 7.375 medarbejdere,
i 1991 er antallet 14.500, hvor 10.200 er politifolk. I 1980-erne er antallet
af politifolk vokset fra 8.600 til 10.200.
Når man således sammenholder arbejdsbyrdens udvikling
med det antal, medarbejdere, der er sat til at tage sig af den, tegner der sig
et tydeligt misforhold.
Det
er dog vigtigt at se bag måden tingenes organiseres og udføres på, og samtidig
helt afgørende både at være opmærksom på, at domstole, kriminalforsorg, love,
regler og samfundet "har udviklet" sig i mellemtiden.
LOVENS
LANGE ARM:
I 1962 havde man på Svendborg Politistation (på Sydfyn)
ansat en ordensbetjent, som blandt de unge knægte blev kaldt "Lemmy"
- hentet fra en dengang populær biografkrimi, hvis hovedperson med samme navn,
de forbandt i det mindste en smule med byens ene ordensbetjent. Der var
lighedspunkter.
Det kunne Ove bevidne, Ove som måtte indrømme, at han
havde smadret ruderne på Svendborg Banegård for at gøre indtryk på nogle unge
piger.
"Lemmy" lod ikke de unge
førstegangsovertrædere i stikken.
Han fangede dem, og tog dem ind til en lang og ikke helt
behagelig nat i detentionen. Det eneste de unge ikke kunne lide ved
"Lemmy" var, at han altid var på pletten. Ellers syntes de skam godt
om ham. Ove fandt ud af, at det kostede at "lave ulykker" og skulle
derfor ikke videre ad forseelsernes og derefter forbrydelsernes vildveje.
UDVIKLINGEN
I DEN FARLIGERE KRIMINALITET:
Forsætlig vold og
legemsbeskadigelse forekom i 1960 kun i nogle få hundrede tilfælde, i 1991
sigtedes 6.400 hvert år herfor, i 1998 næsten 12.000. Cirka hvert tredje år
øges antallet af sådanne sager med 50%. Narkosager var nærmest ukendte i 1960,
i 1991 behandledes over 1700 narkosager hos kriminal-politi og anklagemyndighed
på et år.
De fleste kriminalsager drejer sig om tyveri,
brugstyveri og indbrud (i alt ca. 430.000 sager). Tyveri- og indbrudsantallene
pr. år er blevet næsten 5 gange større
fra 1960 til 1991.
Røveriantallet voksede i perioden fra ca. 300 pr. år til
næsten det 10-dobbelte antal. Alene i 1980-erne er antallet af røverisager
blevet mere end fordoblet.
PERSONALEINDSATS
OG ARBEJDSBYRDE VED RETTERNE:
Det næste skridt på vejen i retssystemet er domstolene
eller retterne. I 1960 var der 813 ansatte ved retterne, i 1991 var antallet
2.647, hvoraf godt 2.000 er kontorfolk og ca. 600 er juridisk uddannede
personer. Fra midten af 1980-erne er straffesagsantallet kun vokset fra
102.000 til 112.000 pr. år, og antallet af ansatte ved retterne er vokset med
blot 60 personer.
Det
ses klart, at antallet af straffesager ved retterne og anmeldelsesantallenes
voldsomme udvikling står i afgrundsdyb modstrid. Ja, og personaleudviklingen
har altså sat en helt naturlig grænse for, hvad der kunne gennemføres af
straffesager, og det til trods for "at helvedet tilsyneladende var
løs" i det omgivende samfund.
Holder denne forklaring?
Den borgerlige retspleje, skal vi huske, har også sine
sager, dem om penge, ejendomsret, skatter, arve-sager, erstatning, ting-lysning
og alt det der. Af det, der førte til egentlige domssager og sager om
økonomiske rettigheder herunder skattesager, var der i 1960 340.746, i 1989
385.400 sager. Det giver selvfølgelig et meget summarisk billede blot at
angive antal sager, både når det omhandler de borgerlige og de strafferetslige
sager. Nogle er komplicerede andre er mere simple. Nogle kæres videre i
domstolssystemet, andre ikke.
Ingen kan dog på denne baggrund være i tvivl om, hvad
retterne beskæftiger sig allermest med, og hvad samfundets magthavere således indirekte anviser skulle være det
vigtigste at tage sig af.
Sager,
der har med formue, penge herunder skatter at gøre, blokerer for sager om
overfald, narko, legemsbeskadigelser, tyverier og indbrud. 112.000
strafferetsager i 1989, der var 538.300 anmeldte overtrædelser, 1.918
tiltale-frafald og 21.659 sager, hvor tiltale blev undladt.
KRIMINALITETENS
OFFICIELLE ÅRSAGER:
Om årsager til og virkninger af, at tingene har udviklet
sig som her beskrevet kort, kan den synlige magtelite blandt kriminologer,
pædagoger, journalister, sociologer, psykologer, evaluatører og andre berette
dette og hint, og det har de også lejlighed til såvel tidligt som silde.
Det er altid "noget med en undersøgelse, der
viser...", den ene mere skabagtig eller bare uvidenskabelig end den anden[4].
I dagbladet Politiken den 23. juli 1989 kunne man læse
en rapportering fra Kriminologisk Institut. Vandringer fra
landdistrikter til byområder[5], forskelle i
folks økonomiske vilkår, og en påstået øget tilbøjelighed til at anmelde
forbrydelser fremdrages som årsagerne til den eksplosive udvikling i kriminaliteten.
"I begyndelsen af 1980-erne var det arbejdsløsheden, der skulle tildeles
skylden, i 1989 virkede arbejdsløsheden tværtimod så disciplinerende på
mange unge, at de i stedet koncentrerede sig om at leve sundt og
fornuftigt", kunne man læse i samme
anførte kronik i dagbladet Politiken. I 1990 (året efter) begynder man at
fortælle, at store andele af voldsforbrydelserne ikke anmeldes angiveligt af
frygt for repressalier fra forbryderen, der jo straks løslades efter endt
afhøring.
Ja,
vi skal høre meget, før ørene falder af, og se og læse meget, før øjnene falder
ud.
I 1960 talte folk sammen i bussen, og svejeren fløjtede
døgnets melodier, når han hastede gennem København. I 1975 var det blevet
tonen i skoleklasser, at ungerne skreg og råbte i timerne, mens læreren
forsøgte at finde på noget, de gad høre på. Fra 1980 stormede børnehaver ind i
busser og vælter ældre mennesker. I 1988 kunne under 200 BZ-ere uden
boligproblemer terrorisere hele kvarterer i København, mens en forskræmt flok
betjente nærmest blot så på af frygt forfølgelse i medierne, der repræsenterer
Overdanmark mindst på godt og mest på ondt. I 1991 forenedes "de
besattes" (d.v.s. BZ-erne, De autonome og Internationale Socialister) og 600 præsters
kræfter på at tilsidesætte lov og ret i Danmark. Blågårdskirkebesættelsen.
Herfra blev der beordret særlovgivning via medierne for nogle indrejste venner
fra Mellemøsten.[6]
Hvem
har magten, den egentlige magt, altså? Regering eller Internationalt Røde Kors?
Eller skal vi højere op? Vel ikke længere ned?
Således spurgte dengang (i 1991) en mængde fortvivlede
mennesker, når jeg rejste rundt og fortalte kendsgerninger.
Danmark
stod i 2005 tillige med 650.000-800.000 fremmede i landet (12-15%). De
beslaglægger mere 30% af de værste fængselspladser og sigtes 3-5 gange så
hyppigt i forhold til danskerne for de groveste og mest nederdrægtige
kriminelle gerninger.
Når det gælder kriminalitetens beskrivelse er det
afgørende vigtigt at kunne sammenholde befolk-ningsgrundlaget fordelt på
danskere og fremmede med deres respektive sigtelser inden for hver
hovedkategori af kriminelle gerninger[7]. I modsat fald har opregningerne ingen
mening.
Et
eksempel på konsekvenserne af den fejlindretning:
På det officielle befolkningsgrundlag fører
Rigspolitichefens Undersøgelse for årene 1993 og 1994 blandt mange andre
ting til følgende konklusion:
Af butikstyverierne i Danmark udførtes 4,5% af danske
statsborgere, 11,4% udførtes af udenlandske statsborgere og 84,1% af disse
tyverier udførtes af asylsøgere. Bemærk, den sidste procent. Vel at mærke,
84,1% af samtlige butikstyverier på landsplan og vel at mærke, hvis sigtelserne
er foretaget, og det fremgik som nævnt af Rigspolitichefens registreringer.
Denne kriminalitet er i konsekvens af det oplyste i undersøgelsen begået af
10,3% af asylsøgerne, som de betegnes i undersøgelsen, eller af 2.312
personer. De resterende har ikke været sigtet for kriminalitet. 84,1% af alle
butikstyverier i Dan-mark udgør i øvrigt kun 65,2% af disse asylsøgeres
straffelovsovertrædelser.
Det er en vild overdrivelse at hævde, at asylsøgere er 18-19 gange mere
kriminelle end danske statsborgere ved butikstyveri. Det er dog konsekvensen af
det officielt oplyste her. Det stemmer simpelthen ikke.
Sådan
er det med løgne. Hvis der officielt skal være meget få asylsøgere i landet, og
sigtelserne er foretaget mod asylsøgere, så må de nødvendigvis være meget
kriminelle. Er der derimod mange flere asylsøgere, så fordeles den registrerede
kriminalitet på disse mange flere, og så er de selvsagt ikke så kriminelle.
Denne
analyse, hvoraf et enkelt afslørende element er fremhævet her, tilgik i sin
helhed Folketinget. Der var ingen brugbare reaktioner derfra. Nu forstår
læseren måske bedre, hvorfor kriminalitetsop-gørelserne ikke blev offentliggjort
i tre år forud for 1993.
Justitsministeren
og Indenrigsministeren i Danmark, deres forgængere samt embedsmænd i
Direktoratet for Udlændinge og i Indenrigsministeriet pådrager sig herved et
alvorligt ansvar for den forvrængede beskrivelse af kriminaliteten i Danmark
for årene 1993 og 1994. Det fortsætter i efteråret 1998.
Det Kriminalpræventive Råd præsenterede i oktober 1998 en
rapport med titlen:
Etniske Grupper
- Kriminalitet og forebyggelse.
Rapporten er udarbejdet efter retningslinierne for politisk korrekthed. Det betyder, at
læseren ikke kan fæste lid til meget af rapportens indhold. Allerede i forordet
vrimler det med usandheder og smarte fordrejninger af den virkelighed, vi som
borgere og skatteydere faktisk har krav på at få en sandt billede af, når vi
skal betale for det.
I 1. afsnit 3. linie læses: "I Danmark er det omkring 100 unge, der sætter overskrifterne om
udlændingekriminaliteten.” Når vi
kikker i den sidste retvisende
kriminalitetsbeskrivelse for årene 1993 og 1994 fra Rigspolitichefen kan vi
læse for 1993: 10 manddrab, 44 forsøg på manddrab, 966 tilfælde af vold, 76
voldtægter, 90 blufærdighedskrænkelser 40 forsætlige brandstiftelser, 176
røverier, 895 indbrud, 7981 tyverier, 1708 tilfælde af dokumentsfalsk og
bedrageri, 1847 overtrædelser af Lov om euforiserende stoffer, 748
overtrædelser af våbenloven, og vi kunne fortsætte gennem alle
hovedkategorierne af kriminelle gerninger, vi kunne også angive tallene for
1994 i samme rækkefølge: 8, 49, 1013, 58, 70, 38, 176, 757, 6985, 926, 1549,
723.
Enten er det de samme fremmede, der omtales i aviserne
hele tiden, eller også må vi nok erkende, at der ”lissom” må have været flere
involverede i kriminaliteten udført af indvandrere og såkaldte asy-lanter. De
100, som rapporten nævner, kan vel ikke have nået så meget. Det tror jeg
læseren vil give mig ret i.
Rapportens forord hævder i 3. afsnit, at "disse 100 unge har skabt grobund for
en udbredt vrangforestilling i den danske befolkning.” Vrangforestillingen
bliver først "fuldkommen", når rappor-ten hævder, at disse
forbrydelser er begået af danskerne. Det er de ikke; men det hævder rapporten
faktisk indirekte!
På side 6 i fodnote 9 hævder rapporten, at der skal
tages højde for aldersfordelingen blandt udlændinge. Den er temmelig forskellig
fra danskernes aldersfordeling. Udlændingene har nemlig procentvis mange flere
børn og unge, end danskerne har. Dette mener rapportens forfattere har ført
til, at Danmarks Statistiks opgørelsesmetode lader noget tilbage i forhold til
Det Kriminalpræventive Råds metode.
Vore kommentarer: Begge metoderne
henhører under kategorien "propaganda.” De fremmedes mentale tilbøjelighed
til at begå kriminalitet har ingen særskilt interesse. Derfor er
aldersfordelingen i denne sammenhæng uden betydning. Vi ved det er de unge og
de yngre, der begår kriminaliteten. Det er afskrækkende, at jo flere de er, jo
større er kriminaliteten. Det er ikke ganske uventet. At alders-fordelingen
skal bruges til at nedtone de fremmedes andel af den af dem faktisk begåede
kriminalitet svarer til, at vi også skal undskylde, at det er de unge og de
yngre, der vandrer. Og det er da menings-løst først og fremmest, fordi det er
et faktum. Hvorledes deres kriminalitet havde set ud, såfremt den var begået
derhjemme i et land med en anden aldersfordeling kan vi heller ikke bruge som
begrundelse for at lyve om deres hyppighed ved kriminalitet i Danmark.
På side 7 læser vi, 64% flere af mandlige borgere af
typen efterkommere med udenlandsk
herkomst er blevet kendt skyldige i mindst et forhold end landsgennemsnittet, hvorimod kun 21% flere indvandrere er blevet kendt skyldige i mere end et forhold end landsgennemsnittet.
Vor kommentar: Landsgennemsnittet
er udregnet fælles for fremmede, øvrige udlændinge og danskere. Det betyder,
der er tale om pseudosammenligning svarende til, at man sammenligner farven på
blæk med farven på indholdet af et glas, ikke vand, men hvoraf 10%, 15% o.s.v.
er blæk og resten vand.
Den samme type stærkt proganderende sammenligning bruger
rapporten i 3. afsnit på side 8, hvor det hævdes:
"De mandlige efterkommere har en
kriminalitetshyppighed, som er 80% højere end lands-gennemsnittet både blandt
15-19 årige og 19-29 årige.”
Og
dette er løgnen, som blev bragt effektivt videre til hver eneste avis og hver
eneste tv-kanal i Danmark bl.a. i oktober 1998.
“Det er simpelthen genialt" med dette landsgennemsnit, for efterhånden som
årene går, bliver kriminalitetsforskellen mindre og mindre, selvom
kriminaliteten blandt udlændinge eventuelt eksplo-derer.
Formanden for Det Kriminalpræventive Råd hedder Eva Smidt. Eva Smidt er professor i jura og en af mediernes
40-50 politisk korrekte såkaldte
eksperter. Denne rapport fra Det Kriminalpræventive Råd bør ikke indgå i
indstillingsgrundlaget for en eventuel Nobelpris. Her sammenlignes bl.a. de
fremmede med de fremmede??
Det Kriminalpræventive Råds rapport indeholder en mængde
andet, der nærmest kan betegnes som uvidenskabeligt bras. Det skal tages i
betragtning, at arbejdet bl.a. er udført af en jurastuderende. Den
hovedansvarlige er Eva Smidt, der også præsenterede pseudoresultaterne på TV i
den bedste sendetid. Hverken undersøgelsesmagerne eller den ansvarlige synes af
have noget videre kendskab til statistisk metode og ditto analyse. I de højere
cirkler betyder dette ikke så meget, bare resultaterne viser verden, som
medierne og den åndløse formynderklasse ønsker, den skal se ud.
"Det skal være postmoderne", skal det.
Vi
advarede allerede i 1995:
Ingen ville høre. Nu ses
konsekvenserne, men det oplyses/afsløres ikke. At rette officielle fejl er
blevet misbrug.
Om
udlændinges overkriminalitet i Danmark i 1994 er det mest pålidelige billede
der kan tegnes, når alle forhold vurderes med
største forsigtighed følgende:
Hovedkategori af Udenlandske statsborgere
kriminel gerning overhyppighed
kriminalitet
gange hyppigere:
Forsøg på manddrab:
4,6 gange
Vold i alt: 2,3
Blufærdighedskrænkelse: 2,2
Forsætlig brandstiftelse: 1,5
Røveri: 2,8
Vold o.lign. mod off. ansat: 2,3
Indbrud i alt: 1,0
Tyveri i alt: 2,0
Butikstyveri: 2,3
Tyveri fra bil, rest., hosp. m.v.: 1,4
Salg af narkotika: 3,7
Våbenloven: 2.1
Lov om euforiserede stoffer: 2,4
Toldloven: 1,9
Hæleri: 2,4
Spiritus- og promillekørsel: 0,7
1,0
betyder samme kriminalitet som danske, 3,7 betyder 3,7 gange mere kriminelle og
0,7 betyder 30% mindre kriminelle end danske. Hvorledes f.eks. overtrædelser af
Toldloven sammenvejes med de kriminelle gerninger af kategori Manddrab vides
ikke. Er Etisk Råd i stand til at råde her også? Hvorledes kriminalitetens
over-hyppighed blandt de fremmede skulle ende på 1,8, som rapporten fra Det
Kriminalitetspræventive Råd hævder, har vi således også svært ved at forstå.
Tallene viser altså noget helt andet for de enkelte hovedkategorier af
kriminelle gerninger, men det ved de færreste nok, og det fortæller rapporten
da heller ikke noget om.
Den 4. september 1996 stod følgende opgørelse at læse i
Jyllands Posten:
Kriminaliteten blandt unge (under 18 år) i Århus:
Børn
og unge under 18 år, der (i Århus) har overtrådt straffe-, våben- eller
narkotikaloven :
|
År |
1993 |
1994 |
1995 |
|
Danske mænd |
255 |
272 |
209 |
|
Danske kvinder |
75 |
102 |
65 |
|
Fremmedsprog.
Mænd i procent
i alt |
123 (26,1%) |
125 (24, 1%) |
121 (29,2%) |
|
Fremmedsprogede
kvinder i procent
af i alt |
19 (4,0%) |
19 (3,7%) |
20 (4,8%) |
|
I
alt danske og fremmede |
472 |
518 |
415 |
Det oplyses i samme artikel[8], at fremmedgruppen under 18 år udgør 10% af alle i Århus under 18 år.
Af dette følger, at den mængde forbrydelser de fremmede
unge har begået i årene 1993, 1994 og 1995 udgør i procenter af alle
forbrydelser udført af unge under 18 år inden for disse kriminelle gerninger:
1993 1994 1995
30,1% 27,8% 34,0%
Det skal oplyses, at fremmedopgørelsernes
kvalitet i byen Århus ligger langt over kvaliteten på landsplan. De
naturaliserede og deres efterkommere figurerer ganske vist under danskerne,
hvilket nedtoner tallene lidt i følgende konklusion.
Da den fremmede aldersgruppe i Århus udgjorde 10%, har de fremmedes
overkriminalitet således været følgende:
År
1993 1994 1995
3,01
gange 2,78 gange 3,4 gange mere kriminelle
I september 1998
oplyser Århus Kommune, at de fremmede står for 2/3 af bedragerierne med de
offentlige forsørgelsesydelser (læs ovenfor). De udgør 12 pct. af
indbyggertallet, når de naturaliserede og deres børn medregnes. Her er
overhyppigheden således mellem 5 og 6, hvis fremmedopgørelserne fra Århus
Kommunes Statistiske kontor stemmer. Disse er faktisk nogle af de bedste i
landet.
Ovenstående
hyppigheder svarer meget nøje til vor ovenfor anførte korrigerede opgørelse af
krimi-naliteten på landsplan inden for disse kriminelle gerningskategorier. At
de fremmedes tilbøjelighed til kriminalitet skulle variere fra Århus til
København i samme aldersgruppe anså vi heller ikke for realistisk. I
sidstnævnte er aldersgrupperingen ikke medtaget; men det er uden afgørende
betydning ved besvarelsen af spørgsmålet om "kriminalitet og
indvandring?" Forfatterens spørgsmål om den Tværgående Analyse af Kriminaliteten i Danmark til
justitsmyndighederne via retspolitisk ordfører i folketingsparti er gengivet på
de næste fire sider sammen med svaret fra Justitsministeriet.
Spørgsmål
til de ansvarlige på baggrund af den Tværgående Analyse af Kriminaliteten, Infor-mation om Danmark,
den 8. november 1995:
1.
I perioden 1980-1994 har 58.048 (indtil
1999: 97.435) opnået dansk statsborgerskab ved naturalisation, hvoraf 72% eller
41.783 vedrørende bosatte fra lande uden for Vesteuropa og Nordamerika. Disse
tal drejer sig om voksne. Medregnes børnene, hvoraf mange er vokset til, bliver
tallet 100-150% større.
Bliver kriminalitetsopgørelserne på denne
baggrund indrettet således at det fremgår, om sigtelserne vedrører
naturaliserede?
2.
Spørgsmål 1 aktualiseres yderligere af,
at unge kvinder, som er børn af naturaliserede, i disse år begynder at føde
børn, der uanset sprog, kultur og faderen er at betegne som danske efter
definitionen på en dansker.
3.
Antallet af "asylsøgere" indgår
i Rigspolitiets kriminalitetsundersøgelser for årene 1993 og 1994. Antallet i
denne kategori angives for de to år til henholdsvis ca. 21.000 og 20.242.
Det er påvist i den foreliggende
gennemgang, at disse antal ikke kan inkludere alle asylanter herunder asylanter
under integration i de pågældende år.
Da der ikke foreligger offentligt
tilgængelige opgørelser af asylanter refererende til faste tidspunkter, ønskes
nærmere præciseret på hvilket grundlag antal "asylsøgere" som
delpopulation i kriminalitetsopgørelsen/undersøgelsen så er valgt. Når
antals-angivelserne i undersøgelsen fører til en systematisk overvurdering af
asylanters kriminalitet, forventes personoptællingsfejlen da rettet og det
samlede befolkningsregnskab bragt i orden?
4.
Tages fremover initiativ til, at
beskrivelser af kriminaliteten ved sigtelser foretages særskilt for hver
kategori af kriminelle gerninger og ikke samlede antal for dette og hint i
forhold til en delpopulation?
5.
Når Nyt fra Kriminalforsorgen i
sommernumrene 5, 6 og 7 1994 kan oplyse, at andelen af indsatte udlændinge i
vore fængsler i pågældende år udgør 10-12% og samtidig oplyses fra interne
kilder i fængselsvæsenet, at andelen i de af vore fængsler, hvor de hårdest
straffede er indsatte, udgør fra 28 til 32% af det samlede antal indsatte, skal
denne divergens så tilskrives en spredning i andelene på de enkelte
institutioner?
Eller skal den også betragtes som en
opgørelsesfejl, idet de 28-32% præcis svarer til vore beregnede overhyppigheder
blandt udlændinge ved den grovere kriminalitet?
6.
Såfremt kriminalitetsundersøgelsen p.g.a. fejl i populationsgrundlaget og/eller person-kategori-valget ikke lever op til videnskabskravene om adækvans og entydighed, vil den da blive rettet, så den viser et korrekt billede af kriminalitetsforholdene i Danmark herunder fordelingen på fremmede og danskere?
Dette var titlen på
en udgivelse fra Danmarks Statistik, december 1998. Bogen indeholdt 125 sider
fordelt på 10 kapitler. Flygtninge er ikke længere et emne at tage op, for det
viste sig de var indvandrere. Asylant-immigranter
er rette betegnelse.
Problembehandlingen
i denne gennemgang er da også indrettet efter, at "gæsterne" nu skal
betragtes som en fastboende del af befolkningen i Danmark. Udover
antals-spørgsmålet og nogle tænkte, derfor ukontrollable opregninger, så
gennemgås mest sammenligninger af en type, der kan kaldes den Eva Smidt'ske,
hvor de fremmede sammenlignes ikke
med resten af befolkningen, men med den samlede befolkning, hvori de fremmede
også indgår. Dette betyder så, at eventuelle forskelle via
sammen-lignings-metoden udjævnes efterhånden, som der kommer flere og flere
fremmede. Det er jo smart, for så er den såkaldte integration tilsyneladende lykkedes, også selvom den
er mislykkedes (jf. Det Kriminalpræventive Råds Rapport, oktober 1998 behandlet
i Danskeren, november 1998)
I 1991 indførtes en
ny officiel måde at opdele befolkningen på i Danmark - i indvandrere,
efter-kommere og Øvrige. Dette giver løbende (som meldt dengang) anledning til
en mængde forklarings-problemer og tvivlsspørgsmål. Dels er det altid sådan, at
fænomener, der skal kunne opgøres over et længere tidsforløb skal kunne
sammenlignes fra år til år. Det kan de fortsat ikke. Vi fastholder at
kategorierne, som anvendes i den svenske befolkningsopgørelse var og er den
bedste. Da der var opstået fejl i det danske befolkningsregnskab, hvilket vi
gjorde opmærksom på gang på gang, valgte man fra officiel side at indrette sig
med nogle helt nye personkategorier. Nu erkendes det så på s.11 under
definitioner og afgrænsninger, at de kan være vanskelige at få et overblik
over. Nu opereres der sågar med potentielle (mulige) indvandrere og potentielle
efterkommere. Helt centralt her er personnummerregistreringen, der skulle sætte
myndighederne i stand til at afgøre, om en person er det ene eller det andet.
Der var dog ikke taget højde for indvandringen - eller også var der!
Tag nu 2.102.926
bosatte personer, hvorom det ikke kan afgøres om deres forældre er det ene
eller det andet – simpel hen fordi forældrene døde før personregistreringen
startede, eller fordi forældrene var fremmede. Vi advarede om netop denne
gruppe som fejlkilde. Her har man så lavet en såkaldt supplerende optælling,
der ikke nærmere redegøres for. Den skulle angiveligt vise, at af disse er
2.116 udenlandske statsborgere og ikke almindelige danske pensionister. Men her
er man slet ikke nået frem til ordentligt dokumenteret klarhed endnu. Ellers
havde denne dokumentation vel været præsenteret. Nedenfor skal trækkes et
vægtigt indicium frem i denne forbindelse. Det kan kun ske, fordi myndighederne
måske ved en fejl har givet endnu en indrømmelse.
Vi
ved fortsat meget lidt om det samlede billede af befolkningsforholdene i
Danmark. I de nuværende opgørelser er der dog sket én forbedring i forhold til
tidligere. 2. (og senere) generationsindvandrere tælles nu med for så vidt at
begge forældre i alle generationer har beholdt det udenlandske statsborgerskab
(jf. øverst side 14). Men dette er typisk ikke tilfældet. Vi under-stregede netop,
at børn født efter forældrenes naturalisationstidspunkt fejlagtigt medregnedes
som danskere. Forudsætningen for, at man ved at se på registreret kan fastslå
eller afgøre om den pågældende er det ene eller det andet kan i en række
tilfælde bero på skøn (jf. Tabel 1. side 14 og afsnittet regler for
klassificering af oprindelses-land s. 15). Landegrupperingen er heller ikke en
ganske ubetydelig faktor. Den kan bruges til skabe den fornødne
usammenlignelighed, især når udviklingen skal fastslås over en længere
tidsperiode. Officielt vælges nu "mere" eller "mindre
udviklede" områder, men denne gruppering kan skifte fra år til år. Blot én
af konsekvenserne er, at dele af Sydøsteuropa og den gamle Sovjetunionen
figurerer under kategorien "mere udviklede.” Andet kapitel beskæftiger sig
med demografi – oplysninger vedrørende befolkningsstatiske forhold.
Her
blot et lille afslørende indicium som lovet ovenfor. Se, vi fastholdt, da der i
begyndelse af 1990-erne råbtes om babyboom blandt danskerne, at danske forældre
sætter i gennemsnit 1,3-1,4 barn i verden. Det officielle antal var dengang
1,7-1,8, og sådan oplystes også hvert år fra DS. Vi fastholdt, at børnene født
af de naturaliserede figurerede som danskere. Hvad ser vi nu? I tabel 2.1 side
18 angives for befolkningen som
helhed 1,7-1,8 barn pr. kvinde. Aha, vi havde altså ret. Indvandrerne fra de
mindre udviklede lande føder 3,2-3,5 barn hævder samme tabel. Jamen, det er jo
interessant.
Antager
vi, at vores 1,3-1,4 barn pr. dansk kvinde er rigtigt (vi hentede tallet fra
FN), så skal vi passe på, hvad vi skriver om det samlede antal fremmede i
Danmark. Der er nemlig noget, der hedder matematik herunder et vejet
gennemsnit. Lad os prøve, om vi kan:
(1,35
* X) + (1-X)* 3,35 = 1,75.
Af
denne skulle følge, at X er 0,8. D.v.s. af de fødende kvinder i Danmark, udgør
de danske og indvandrerne fra de mere udviklede lande 80%. Resten, de 20%, er
fødende kvinder fra de mindre udviklede lande. Dette er jo ikke helt
uinteressant, heller ikke, selvom aldersfordelingen blandt de fremmede
selvfølgelig betinger forholdsvis flere yngre kvinder i fremmedgruppen. I
bilagstabel 2A s.113 kan aflæses, at der bor 183.319 indvandrere og
efterkommere fra mindre udviklede lande. Dette tal udgør så 3,5 pct. af den
samlede befolkning. Det kan ikke stemme med, at 20 pct. af de fødende kvinder
tilhørende denne gruppe - heller ikke selvom der tages højde for en gigantisk
aldersfordelingsforskel. Er det pinligt? Jeg synes det.
Så
kan vi lige se kort på kapitel 5 om arbejdsmarkedet. Det meste har været sagt
og skrevet før. Arbejdsløsheden blandt danskere sættes til 3,4 pct. i tabel
5.3, blandt indvandrere fra mindre udviklede områder anføres en
arbejdsløshedsprocent på 12,3 pct. Begge
tal er rent fup.
Der er 2.863.330
samlet i arbejdsstyrken, og der er hen ved 600.000 arbejdsløse, der enten
modtager A-kasseunderstøttelse eller bistandshjælp. Det er dokumenteret af det
offentlige selv andetsteds. Så arbejdsløsheden blandt danske skal snarere
angives til mere end 20 pct. og for de fremmede 70-80 pct. Nu kan det så
hævdes, at andelen af de fremmede, der står til rådighed for arbejdsmarkedet
kun er godt 40 pct., og blandt danskerne er den snarere 70 pct. Det sidste tal
angives i nævnte tabel ganske vist til 55,2 pct. Men hvad Marianne Jelved glemte
også (i mini kronik i Århus Stiftstidende), at bistands-klienter skal give møde
på AF. Og sådan er der så meget. Sammenlign med afsnittet “Jo længere desto
værre” fra 1999 ovenfor.
- de officielle opgørelses- og analysemetoder af
befolkningsforholdene indrettes alle til det
Med et stadigt
voksende antal fremmede i Danmark foretages en række sammenlignende opgørelser
og analyser. Allerede her skal man være opmærksom på at sammenligninger kan
falde forkert ud i forhold til, hvad man kunne ønske sig. Der kan være forkerte
eller direkte urimelige sammen-ligninger. De sidste bør undgås.
I officielt regi
diskuteres om offentligheden skal præsenteres for sammenlignende
kriminalitets-opgørelser fremover, og om disse opgørelser eventuelt skal
offentliggøres hvert år eller kun hvert andet år.
Ledighedens
opgørelse:
Jævnligt oplyses
om ledigheden blandt fremmede og blandt danskere. Her er det blevet almindeligt
at holde modtagere af bistandshjælp uden for ledighedsopgørelserne, i
opgørelserne af såvel ledige fremmede som ledige danske. Strømmen til gruppen
af udstødte på bistandshjælp øges ellers, når den periode, ved ændret
lovgivning, du skal være i arbejde som medlem af en arbejdsløshedskasse for at
være dagpengeberettiget, gøres længere. Det samme er tilfældet, når
tilsvarende den periode, du kan oppebære dagpengeret som ledig, gøres
kortere.
Vil det sige,
at politikerne eksempelvis lovgiver og opgør sig væk fra ledigheden? Ja,
formålet kan ofte være noget andet, men det er en af konsekvenserne.
Ledigheden
opgøres i princippet som den procentdel antallet af ledige medlemmer af
arbejdsløs-hedskasse udgør af den samlede arbejdsstyrke – som er den del af
befolkningen, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Således er børn og
unge under uddannelse eller pensionister selvsagt ikke at finde i
arbejdsstyrken. Danskerne har en meget stor andel af befolkningen i
arbejdsstyrken, i 2001 76 pct. Vi kunne læse i stort opsat reportage i
Berlingske Tidende 18/8 2001 at danske mænd havde en ledighed på 4 pct., og de
danske kvinder en ledighed på 5 pct.
Faktisk var
den procentandel som alle de ledige udgjorde af arbejdsstyrken 4-5 gange
større, når bistandsklienterne medregnedes korrekt:
Dette er
gennemgået i detaljer på:
http://www.lilliput-information.com/led/index.html
og http://www.lilliput-information.com/frkost.
html
Når ledigheden
blandt ikke-vestlige indvandrere opgøres, kan resultaterne blive både det ene
og det andet. Rockwool Fonden skrev herom: ”I 2001 var 44 pct. af de voksne
ikke-vestlige indvandrere i job, mod 33 pct. i 1994. Indvandrernes
beskæftigelsesfrekvens i 2001 er dog kun godt halvdelen af danskernes på 76
pct., og deres beskæftigelsesfrekvens er også væsentligt dårligere end for et
par tiår siden”.
Lad os oversætte dette:
D.v.s. 56 pct. af ikke-vestlige indvandrere var ledige i
2001, mod 67 pct. i 1994… plus mange flere blandt de ikke-vestlige indvandrere,
hvoraf kun cirka 38-40 pct. altså var med i arbejdsstyrken, resten (60-62%)
var ikke børn og unge under uddannelse eller pensionister uden for
arbejdsmarkedet. 0-24 årige indvandrere og efterkommere udgjorde i øvrigt
omkring 41 pct. og pensionisterne 3,5 pct. af hele denne indvandregruppe, i alt
44,5 pct. i 2001.
Hvis vi
forudsætter, at indvandrerne opholder sig i Danmark på samme betingelser som
danskerne, var forskellen fra 38-40 pct. og optil 76 pct. også ledige eller i
alt fald 60 pct.- 44,5 pct. = 15,5 pct. eller 17,5 pct. skal lægges til de 56
pct.
D.v.s. mindst
3 ud af 4 ikke-vestlige indvandrere var ledige, på kommunal aktivering eller
førtidspensionerede. Andelen som ikke-vestlige indvandrere havde i
arbejdsstyrken i 2001, er endog blevet væsentligt reduceret siden 1981.
D.v.s flere og
flere ikke-vestlige indvandrere er blevet bistandsklienter og
førtidspensionerede. Det samme gælder for danskerne, fordi der ikke reelt er
meget andet end nedgang, og tiden der går.
For
ikke-vestlige indvandrekvinder har vi ikke anført nogle specifikke
ledighedstal, men beskæf-tigelsesfrekvensen (andelen af alle ikke-vestlige
indvandrekvinder i arbejdsstyrken) er langt lavere, og ledigheden blandt disse
kvinder meget højere end blandt de ikke-vestlige indvandrede mænd.
Ved opgørelsen
af kriminaliteten indløber optællinger fra landets politikredse. Rigspolitiet
foretager derefter den landsdækkende samlede opgørelse af antallet af
kriminelle gerninger i form af sigtelser og siden domfældelser. Disse
kriminelle gerninger opdeles i bl.a. hovedgerningskategorier efter de love der
er overtrådt, og ned i flere detaljer alt efter kriminalitetens karakter.
Nu kan der anlægges
forskellige synspunkter på, hvorledes disse antalsopgørelser af den samlede
kriminalitet skal sættes i forhold til eksempelvis kriminalitetens udøvere, til
aldersgrupperne blandt disse og til befolkningen som helhed. Antallet af
kriminelle personer og deres aldersfordeling inden de forskellige
hovedgerningskategorier kan for eksempel være af interesse for senere
efterforskning af tilsvarende forbrydelser og også af interesse i det
forebyggende arbejde for at hindre fremtidig kriminalitet.
Vil man kunne
sammenligne kriminaliteten mellem indvandrerne og danskerne, kan flere forhold
inddrages for at sikre at det billede, der tegnes er realistisk. Kriminaliteten
er mest udbredt blandt de unge og yngre mennesker. Derfor er det ikke
overraskende, at ”indvandrere” og deres
”efter-kommere” (i 1. generation) i Danmarks Statistiks opgørelser pr. 1.
januar 1998 og 2003 viser at 40,3 pct.
henholdsvis 52,2 pct. var under 30 år. Herved kommer de til at veje tungt i
opgørelserne, når danskernes andel under 30 år på de pågældende tidspunkter var
henholdsvis 37,7 pct. og 36,6 pct. Danskerne skal dog ikke tage ansvar for de
ikke-vestlige indvandreres kriminalitet. Årsagen til de ikke-vestlige har
forholdsmæssigt langt flere unge og yngre er at indvandrere føder mere end
dobbelt så mange børn end danskerne i gennemsnit, og det hænger også sammen med
at det netop er de yngre der dominerer de indvandrende.
(Som
argument eller undskyldende moment til en gruppevoldtaget dansk kvinde kan
aldersfordelingen blandt indvandrerne eller deres fertilitet vel næppe bruges.)
Vokser København med
250.000? (om aldersfordeling og aldersgruppeandele i København og i landet som
helhed) Den voldsomt stigende aldersandel under 30
år - fra 40,4 pct. i 1998 til 52,2 pct. i 2003 – kunne nemt få kriminaliteten
til at stige yderligere. Er dette tilfældet skal det forhåbentlig ikke skjules.
Antallet af
indvandrere og efterkommere opgøres således at alle senere generationer af
efterkommere end den første medregnes som danskere, danske statsborgere og
omtales nydanskere. Vi ser at uanset hvorledes begrebet dansker er fastslået i
Lov om Dansk Indfødsret som en person der er dansk statsborger med mindst én
forældre, der er dansk statsborger og født i Dan-mark, så er indholdet nu
udvandet så meget at der ved brug af den ændrede befolkningsopgørelse fra 1991,
at langt mere end halvdelen af ikke-vestlige indvandrere og deres børn
figurerer som danske i optællingerne.
Dette
medfører at stambefolkningen af danskere i opgørelserne til sammenligningsbrug
kommer til at stå for en hel del af den kriminalitet, der rent faktisk er
udført af ikke-vestlige indvandrere og deres børn, selv når sammenligningen vel
at mærke skal foretages ved angivelser i forhold til befolknings-gruppernes
størrelser.
Københavns
Politi om unges kriminalitet (2003):
Københavns Politi har valgt at oplyse om kriminaliteten
blandt unge indvandrere og efterkommere under 18 år i 2003: Jf. artiklen i BT
af Søren Larsen den 28. februar 2004: Unge indvandrere mere kriminelle http://www.bt.dk/krimi/artikel:
aid=257002/
Det ser endnu sortere ud end i den officielle rapport. Politiets efterforskningsregister, der ikke er offentligt tilgængeligt, indeholder for de uopklarede forbrydelsers vedkommende oplysninger om signalementer. Disse oplysninger peger i retning af en endnu større hyppighed af forbrydelser begåe