Sandheden er (det,) hvad du tror på (?)

Internationalismens fødekæde

 

 

 

 

Jørn E. Vig

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse

Forord

 

Indledning

 

1. kapitel

Internationalisme er ikke bare snak og naivt tankespind..........................…......…12

De største løgne jeg er blevet fortalt - Knap en tredjedel af din personlige indkomstskat bruges til rentebeta-linger på statsgælden - Statsgældsproblemet - Statspapirgæld og lånegæld

 

2. kapitel

Mellem to verdenskrige...................................................................……………......…18

Professor L. V. Birck forfattede en historisk, statsgældsopgørelse for Europa i 1925 - Versailles-Traktatens krigsskadeserstatning - Nyt internationalt handels- og statslånesystem - Guldmøntfod - Kapitalisation og statsgæld - Arne Rasmussens afhandling - Om pengeforringelse, gæld og afhængighed - Samarbejdet med fjenden straks efter WWI - Stabiliseringsfonde - Bilateral udligning herunder J. O. Krags bemærkninger i 1944 om den tyske Storrumsplan - Bretton Woods forhandlingerne - Henry Morgenthau Jr., John M. Keynes, Harry D. White - Det britiske og det amerikanske systemforslag - Fælles Pengeenhed - Kritik fra Norges Bank på eksiladressen i London

 

3. kapitel

Fælleserklæringen fra  eksperterne........................................................…………….53

Et mystisk system ansporer regeringspolitikerne til statsgæld - Forpligter statsgæld ikke? - Tilbage til 1920-erne, 1930-erne og 1940-erne - Hvad bliver EURO-en midlet til? - Tilbage til guldet, 1. del og 2. del? - Det endelige sammenbrud og Den Nye Verdens Orden, "Den ydre" og "den indre" opfattelse - Systemets udvikling og kollaps efter krigen - Advarslerne fra Robert Triffin

 

4. kapitel

Bag ved scenen..............................................................................................................117

Rådet for Udenrigsanliggender i U.S.A. (C.F.R) - Det Federale Reserve System overtager det amerikanske pengesystem (“Privatisering af pengeudstedelsen”) - FDR's tilblivelseshistorie i uofficiel, kort version - Wie-ner-Kongressen  - Elitens totalitære interesser - Lenins transport gennem Tyskland, Danmark, Sverige og Fin-land til Rusland - Statsudlåner nr. 1

 

5. kapitel

TIDEVANDS-ØKONOMI………………………………………………………...133

Tema: Økonomiens op- og nedgange – hvor stammer de fra?

Dag-til-dag-kommentatorerne - Den amerikanske økonomi 2001 - Intet nyt under solen (1920-erne og 1890-erne) - Erfaringer med krigsfinansiering m.v. - Sammendrag - Kollapset i Japan-økonomien - USA-økonomien mellem flod og ebbe - Danske forhold 2002 - Før og nu

 

6. kapitel

Federal Reserve Notes erstatter Dollars.............................................…..……….....160

(Magten set mere fra "den indre" opfattelse)

“John Maynard Keynes drak whisky, Karl Marx øl” - Bedraget er gammelt - “Arbejdernes internationale kampdag”- Styring via det materielle - Krigsmandskunst eller skjult dagsorden - Kosovo, løgn over løgn - Den Trilaterale Kommission - Mellem To Tidsaldre - Bilderberggruppen - De internationales og muslimernes planer stemmer med hinanden - ECU eller EURO, vanskeligheder for magthaverne - EURO-ens deroute det første år som forudset af spekulanterne var for valutaspekulanterne. 

 

7. kapitel

Alt omfattende bedrag og terror...................................................…...………........190

At få de frihedselskende til at sige Ja - Det egentlige falskmøntneri i Danmark - Menneskeheden (først landbru-gerne og fiskerne) ved et vendepunkt - Der er noget råddent i denne stat, Danmark - Professor i Danmark går på pension - Grundlov og Europa - Verdensøkonomien, et falsk påskud for samling - ”Det er cool” at være kommunist igen - Terroren fra den 11. september 2001.                                                                     

 

8. kapitel

Hvad  kom  først,  hønen  eller  ægget...................................................………........226

Hvorfor den russiske revolution - Monopol og monopson - Vejen til undergangen for Danmark – Indvandrin-gens og statsgældens omkostninger - Jo længere desto værre - Indvandringen til Danmark i perioden 1600-1960 - Eksperimental-Psykologi

 

 

9. kapitel

Mental-tilstanden bliver til adfærd, herunder kriminel adfærd…........................246

Udviklingen i de kriminelle gerninger i Danmark 1960-1990 - Ressourcerne til at stoppe kriminaliteten eller de kriminelle - Forklaringer på kriminalitet - Kriminaliteten blandt indvandrerne - Spørgsmål til de ansvarlige myndigheder i 1995 og deres svar – Ny svindleriske kriminalitetssammenligninger - Danmarks Statistik falder

over matematikken - Et eksempel på konsekvenserne - Vi advarede i 1995 - Et andet eksempel på konse-kvenserne - Grundlaget for sammenligninger udviskes -  Københavns Politi om unges kriminalitet (2003) – Internationale sammenligninger af kriminalitet – Børnefødslernes fejlopgørelse fortegner ligeledes billedet

 

10. kapitel

“Det  nye  menneske”......................................................................……………….....279

"Leipzig-forbindelsen" - Egne erfaringerne ved at undervise HD-studerende i 12 år på Handelshøjskolen - Wilhelm Maximilian Wundt i Leipzig - G. W. F. Hegel - En af hovedfigurerne i "Det moderne gennembrud i Danmark" - Amerikansk psykologi bliver importeret fra Leipzig i Tyskland - To danske sandhedsvidner, hver fra sin tid - Dansklærerforeningen anno 2002 - Den nye verdensorden (NWO) kræver sine ofre - Andet dansk sandhedsvidne

 

11. kapitel

Overordnet filosofi bag marketing og pædagogik i 1980-erne..........…….............293

Filosofferne inklusive eksistentialisterne bag dansk marketing - Internationalisme, Den Tredie og Miljø, Den Fjerde Bølge - EU/UN-Pædagogig anno 1996

 

Forklaringsstumper bag kriminaliteten 1960-1990 og Trotsky Plan

 

12. kapitel

Eksempler på ændringer i et politisk områdes karakter og grænser.....................308

Fagforeningstvang og politisk tvang indføres ved lov i Danmark - Etnisk diskrimination ved lov i Danmark - Borgerovervågning, Spionkortet - Rockerkrig på TV - Lov om indførelse af undtagelseslov i England - Unions-propaganda, en del af bedraget - Princip for en god forfatning, EU-forfatning? - Det fortalte de ikke om den tyske besættelse af Danmark

 

13. kapitel

Hvad du skal vide, og hvad kan du gøre...........................................………………329

Hvad er magt - Højre-Venstre-1-2-1-2-Højre-Venstre - Ledigheden fejlopgøres - Dansk skole, uddannelse og produktion på retur - Privat Topmøde i København - Euro og dansk finanslov 1997 - Planens skibbrud - Vort sikreste brohoved - Efterskrift                                                                                                                                          

Appendix 1.……...….……………...……………………………….……………..379

Et nyt Europa – et tabt Europa

Ledighed før og nu - Grundlov og Europa - Nedsmeltning af det monetære system - Tre skridt frem, to tilbage – Når magten samles 

 

Appendix 2………………………………………………………………………...406

Finanskriser

De senere års finanskriser og kræfterne bag, en lettere gennemgang i hovedtræk af spørgsmålene behandlet i kapitel 5: TIDEVANDS-ØKONOMI.

 

Appendix 3

Landmandbank-krakket i forskellig belysning…………………………………419

Med udgangspunkt i Enron, USA, et dansk dejavue af Enron anno 1923.

 

Index………………………………………………………………………………...433

 

Litteraturliste

plus indstik

1.      udgave, 1995

2.      udgave, 1997

3.      udgave, 2000

4.      udgave, 2002

5.      udgave 2004

6.      udgave 2005

Privat udskrift

 

Forord

Europa ved et vendepunkt. Et århundrede med tre verdenskrige. Den sidste førtes i de finansielle og mentale systemer i det 20. århundrede inden den fortsatte i den fysiske verden i det 21. århundrede. Først en mystisk verdenskrig imod terror, der ikke lader sig bekæmpe reelt, så måske en frontkrig, men mellem hvem? Verdenskrigen begyndte officielt den 11. september 2001. Et Europa i 1950-erne og 1960-erne med en velstandsfremgang uden sidestykke i historien og for så vidt ej heller i fremtiden.

Integrationen af Europa-staterne var for "Freden i Europa.” Det var Sovjetunionen også. Hitler, Alexander den Store, Napoleon, Filip den Anden og Cæsar lovede det samme. Virkeligheden viste sig at være det modsatte af det proklamerede. Kendere af historien vil vide, at ingen union er blevet skabt uden krig.

Hvis blikket kastes på andre sider af udviklingen end de formelle europæisk-politiske med alle dens ord, planer, beslutninger, indretninger, gøremål og især billeder, som borgerne dagligt bombarderes med, vil et mere sandt billede tone frem.

Hvilke kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som vi stort set alle i princippet priser højt. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De formelle magthavere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige europæere blev én front i konflikten, der opstod. En uddannel-seseksplosion i Nordeuropa førte 50-60% af en ungdomsårgang i 1990-erne til en studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukratiske sektor, en anden front. Kampen om kundskaberne, eller kampen mod kundskaberne...?

Flere af disse unge syntes at tro at de kom op i universet eller måske himlen – i hver fald op til sandheden - ved at gå på universitetet. Der skabtes de gangbare ideologier, som havde magthavernes bevågenhed. Alt var nyt og smart, alt var brugbart, hvis det passede ind i den lagte plan.

Sandheden er det folk tror på.

Mange af studierne skulle få en andet indhold og en anden metode efter krigen. Noget tilpasning til tidens krav, kan vi kalde det til at begynde med. Nationaløkonomi-termerne blev efter Den anden Verdenskrig heller ikke forstået af ret mange mennesker, der havde sat sig ind i det, der kaldtes viden før krigen. Det var der, en helt oplagt ganske selvindlysende årsag til. Der skete noget med individerne, bl.a. via opdragelsen og den usande TV- og mediekultur; og ideologismen blev efterhånden markedsført på ny i 1960-erne og 1970-erne, da børnene født under eller lige efter krigen var vokset til. Nu var historie blevet et spørgsmål om rette teori, kendsgerninger forsvandt mere og mere.

Nu fik Europa det skidt efter opgangen i 1950-erne og 1960-erne. Den opfundne velfærd kom ind og afløste velstanden, velstanden omdannedes til såkaldt velfærd. Der var en verden uden for Europa, der kastede det formelle koloniherredømme af sig og stillede krav om mere selvstændig tilværelse. Aktiviteten blev fra begyndelsen af 1970-erne truet i et Europa suppleret af olieprisstignings-chokkene i 1974 (400 procent) og i 1979 langt mere end de professionelle politikere og journalisterne turde berette. Men var oileprisstigningerne, som vi blev foregøjlet var årsagen til ulykker, nu virkelig årsagen? Et Europa, hvor alt havde været muligt. Dynamikken forsvandt tilsyneladende med ansvaret, og statsgælden voksede på ny som i 1920-erne og 1930-erne.

Der kunne tales om statsgælden igen som et problem, men ikke seriøst i det brede forum og slet ikke blandt tidens dagsordensættere af postmodernismens politiske korrekthed.

Sandheden er måske det, man kan få folk til at tro. Virkeligheden var nu en individuel tænkt virkelighed. Sandheden blev relativ, og det gjaldt primært om at vælge den rigtige.

Der var lagt planer for et helt nyt Europa, et integreret Europa, en forbundsstat eller et statsforbund. Her kunne ansvarsforflygtigelsen over statsgælden og alt det andet, som denne gennemgang omhandler, måske fortsætte.

Jeg har valgt at redegøre for den del af historien, der angår de forældede økonomi-betragtningers tilbli-velse og den menneskelige ulykke, der skal findes i, at alt for mange individer synes at gå til grunde umiddelbart fra starten af deres skoletid.

Der førtes en anden krig end den fysiske under Den anden Verdenskrig, en finansiel krig, som ofte ind-leder krige. Et grundigt gennemprøvet tysk eksperimental-psykologisk projekt fra 1800-tallet erobrede opdragelses- og undervisningssystemet i U.S.A. før 2. Verdenskrig.  Efter 2. Verdenskrig gjaldt det Europa. Der var lagt en plan for Europa, en for verden, længe før du blev født. Den Nye Verdens Or-den eller Abernes Planet kan endemålet kaldes, alt efter smag.

Jeg viser noget af det, der har ført til et planøkonomisk, halvfascistisk, kaotisk tilskuds-Europa med i bedste fald et medie-demokrati eller et styret demokrati, som det kaldes nutidens officielle lydstater i en kort overgangsfase. 40 år tidligere havde man kaldt dem marionetter og marionetregimer. Det fra starten bedrageriske, internationale betalingssystem skabt under Den anden Verdenskrig var specielt egnet for eller designet til efterkrigstidens svage, professionelle politikere, der hellere ville springe over, hvor gærdet var lavest for levebrødet og lade andre bestemme.

Helt centralt har man forestillet sig Økonomisk-Monetære-Union vil trække magten tilbage til Europa måske med en hidtil ukendt hjælp fra nye kilder. Magten flyttedes til U.S.A. i tyverne og trediverne. Hvilken pris borgerne må betale for en sådan ny eller gammel Europa-indretning, forsøger jeg at for-tælle i et bramfrit og mundret sprog uden den sædvanlige heksekunst, der ellers præger europæiske økonomer uddannet efter Anden Verdenskrig. Jeg har til det sidste valgt en række konkrete mønstre set fra Danmark; men læseren vil se udviklingen i sin egen nation i det, som jeg redegør for. Forud-sætningen for at du ser det internationale bedrag, er at du åbner øjnene og tænker dig floskel-frit og selvstændigt om.

Danskerne sagde først fra med stemmesedlen over for løgnene omkring Europa-integrationen den 2. juni 1992, samme år som vi bankede Europa i fodbold. Den 18. maj 1993 vandt herrerne dog spillet med gulerod og piskeslag for 1 mia. kr. i medieomkostninger. Så fik vi afstemningen om den fælles, obligatoriske Europamønt Euro, hvortil danskerne stemte Nej den 28. september 2000.

Arbejdet med denne gennemgang startede i midten af 1990-erne. Gennemgangen er ajourført nogenlunde indtil omkring medio 2005. En særlig tak vil jeg rette til Afdelingsforstander ved Aalborg Universitetscenter P. H. Bering, til forfatter Jens Jackie Jensen, Herlev og til direktør Torvald Fonsbøl, Kolding for de mange kommentarer og forslag, disse har været mig behjælpelige med ved arbejdet med "Sandheden er (det,) hvad du tror på (?)” Og tak til min ven Knud Bagge Johansen.

 

                      "Den, der kender sandheden, og ikke

                      lader den komme frem - han er i

                      sandhed en ynkelig pjalt.”                                                                 

                      Willi Senff                                                                      Jørn E. Vig   

Indledning

Jeg mener at Danmark forgår. Ikke således at formen på sunde og bælter vil ændre sig væsentligt, men i den forstand at landet forstået som en i hovedsagen homogen nationalstat i løbet af højst to generationer fra dags dato (5. september 2005) vil være ukendeligt for en voksen nutidsdansker, med-mindre han præsenteres for et danmarkskort og får at vide at dette kort faktisk afbilder det stykke jord, han står på. Enhver vågen dansker kan i dag se, at dette virker sandsynligt, hvis de nu herskende ten-denser får lov at fortsætte. Følger man de officielle beskrivelser af landets/samfundets forhold, der stadig findes - ganske vist i stadigt aftagende kvalitet - vil man ikke være i tvivl om, hvor det med matematisk sikkerhed bærer hen for landet. Hvordan kunne det gå sådan, ende så galt?

[1]) Hvorfor skal Danmark, U.S.A. eller for så vidt enhver anden nation - forgå?

Hvorfor er i grunden et krævende ord. Hvilke motiver ligger bag den udvikling, der er sat i gang, eller skulle jeg hellere hævde, at opløsningen sker af logisk nødvendighed?

Den logiske følge, der fører til, at Danmark uden forstyrrende indgriben vil gå i opløsning er kun den ene halvdel af svaret på dette hvorfor. Landet er mig bekendt gået bankerot tre gange, og her der måske nogle regler , som i hvert fald gælder for logebrødre.

 

Da jeg efterhånden havde fået god tid efter have undervist 12 år ved Handel­shøjskolerne i København og Århus og arbejdet godt 7 år i bl.a. Centraladministratio­nen, besluttede jeg mig til at under­søge disse for mig selvsagt vedkommende spørgsmål.

"Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved’ til", sang John Mogensen i 1972. Louis Miehe-Renard sang, "Tro dem ikke" samme år. Kunstnere har jo sommetider en forunderlig sjet-te sans.

Det er grundlæggende en god ide som udgangspunkt at undersøge, hvem en forbrydelse gavner, når man skal søge dens årsag.[2]

Er jeg for påståelig, stejl og skråsikker i mine vurderinger? Måske. Døm selv. Jeg viser en udvikling, nogle forløb. Du får dem med sikkerhed ikke bekræftet af TV. Det kan jeg love dig for.

Var der ting, som du selv i din udvikling var faldet over, og som var forblevet gåder, tænkte jeg. For eksempel angst, skyldfølelse, mindreværdsfølelse, blot manglende selvværd eller bare ukendskab; det kender vi vel alle til. De begrænser os meget!

 

Afgørende for dit udbytte af denne gennemgang:

Vi har alle en ramme, hvorfra vi ræsonnerer, og vore rammer er selvføl­gelig forskellige. Du bliver antagelig nødt til at overskride dine nuværende grænser, hvis du vil videre og forstå disse sammen-hænge. Rammerne el­ler skallen omkring dit/mit univers begrænser dit/mit udsyn din/min indsigt. Og sådan er det for os alle for en tid. Jo længere tid du har tænkt i de givne rammer, desto vanskeligere har du nok ved at revidere dine tankevaner (fordomme). Hele din/min identitet knytter sig efterhånden til netop din/min vante forestillings- eller reference­ramme. Når den trues kan vi let blive vrede, aggressive og afvisende.

Er du utrænet, det er de fleste akademikere, fordi de indoktrineres en hel del, skal du overskride grænser i dig selv, for at se hvilket bedrag, du er sat i. Hvis du over­hovedet derefter kan se, at der er tale om et bedrag. Du vil muligvis blive chokeret under­vejs og måske afvise; men så husk på denne indledning:

Bedraget, er enkelt, men gjort kompliceret i din vante/tillærte referenceramme, og gjort enkelt i hen-seende til det, som er nok så sammensat i forhold til dine vante forestillinger. Problemet for mange er manglende evne til at koncentrere sig og det uvante i at forfølge en problemstilling stædigt og vedvarende til dens udspring. Alt i vort samfund indbyder til overfladiskhed og det lave gærde, der er lettere at sætte over.

 

Uden din accept af de netop beskrevne nævnte forudsætninger bør du standse læsningen her.

Jeg må starte med løgnene, de mest skæbnesvangre løgne jeg er blevet fortalt, og der må jeg på et tids-punkt falde over sporene der leder til Dan­marks grav.

 

Johannes Jørgensen indleder sin 'Klokke Roland'  (om løgnene om Første Verdenskrig) i 1916: 

                     

                      "Klokke Roland er mit Navn

                      "naar jeg klemter, er det Brand

                      "naar jeg kimer, er det Sejr i Flanderland!"

 

Sådan stod der i gamle dage på den store klokke i Gents Beffroi.

Klokke Roland ringer, Klokke Roland ringer, Flanderns store stridsklokke og sejrsklokke ringer ud i Ragnarok. Og lytter vi Nordboer godt til, så hører vi grant, at det er med vor moders tunge, den taler, og at den siger og synger som skjalden i den nordiske Højsang:               

                      Fæ dø,

                      Frænde dø,

                      Et véd jeg som aldrig dør,

                      Dommen over den døde. (citat slut)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. Kapitel

Internationalisme

Ikke bare snak og naivt tankespind

 

Jeg ledte efter de manglende spor. Man kan komme til gravens rand på en løgn, men aldrig komme tilbage igen, sagde en klog franskmand. Eller er det alligevel muligt? Er opløsningen af Danmark startet på det rette tidspunkt, således at der skulle være mulighed for en redning? Den, der lyver om én ting, lyver som regel også om andre ting. Det der gemmes i sne kommer frem i tø.

Afrika kan også bidrage med ordsprog: En løgn kan fortælles på syv måder, sandheden på én. Hvor erfaringen, prægningen i dag stammer fra, skal læseren få at se.

 

Den første løgn

Statsgæld uden betydning

I uddannelsen til universitetsøkonom havde man forsøgt at bilde mig ind uden ordentlig forklaring, forstås, at statsgæld er af totalt underordnet betydning.

Enhver bankansat ved at bankerne udlåner (penge-) anvisninger, der i alt lyder på 8-10 gange mere end der på noget tidspunkt er indskudt af, hvad jeg vil kalde reelle værdier eller reel købekraft. Sådanne pengeanvisninger er gældsbeviser ("ihændehaverbeviser"), hvor banken erklærer, at den skylder ihændehaveren af det pågældende dokument en vis sum værdier. Eftersom der kun er dækning for en lille del af dette beløb, er bankerne naturligvis reelt insolvente, og pengeanvisningerne kan betragtes som hovedsageligt falske. Ud fra den betragtning er der naturligvis noget rigtigt i at trække på skulderen af gæld. En person der intet ejer kan udmærket udstede gældsbeviser[3]. Som privatperson risikerer man ganske vist at komme i spjældet, hvis man udsteder penge, men det er vanskeligt at gøre det samme ved Nationalbanken (som efter loven har monopol herpå), Folketinget eller Finansmini-steriet, selv om det var nok så berettiget. Og i øvrigt kan fallentens gældsbeviser sagtens bruges som betalingsmiddel folk imellem, bare de involverede tror på, at de er noget værd. Det gælder jo også andre former for falske penge, for eksempel dem, der produceres af de såkaldte falskmøntnere [4].

Det var nærmest latterligt at beskæftige sig med statsgælden, både i teorien og i praksis, da jeg begynd-te på universitetets økonomistudium. Skulle betydningsløsheden imidlertid kunne begrundes med (tænkte jeg dengang), at alle banker netop udlåner pengeanvisninger/hæveret lydende på 8-10 gange mere, end der på noget tidspunkt er indskudt i bankerne af penge, så kunne det være interessant at vide, hvilken gæld, det er værd at tage alvorligt, nu det selvsagt er så svært at se på sedlerne og kreditterne, hvilke der netop er falske. Derimod rentefordringen, der naturligt følger enhver disposition over andres værdier eller andres falske penge[5] i en periode; rentefordringen - den samlede - skal man se på med største alvor. Det er der så også god grund til, al den stund renteudgiften på statsgælden og kommu-nernes gæld udgjorde knap 70 mia. kr. i 1995, og lønmodtagernes personlige indkomstskat til sammenligning skønnedes på Finansloven 1996 at have udgjort ca. 218 mia. kr. i Danmark i 1995. D. v. s. 30% af A-indkomstskatten går til renter på statsgælden, som du ikke har stiftet.[6]  

Da jeg blev undervist på Århus Universitet, var der således visse emner, man helst ikke skulle gå for dybt i; det var dårlig tone:

 

Gælden som nævnt

Det amerikanske pengesystem

Danmarks og Verdens historie herunder den økonomiske historie knyttende sig til den første fjerdedel af det 20. århundrede.

 

Tænk, jo flere penge staten bruger, desto rigere bliver vi, jo flere penge husholdningen bruger, desto fattigere bliver husholdningen. Det blev aldrig sagt, men det var konsekvensen af alt det vrøvl, der knytter sig til efterkrigstidens tekstbøger i økonomisk teori. Vi kunne gå til husholdningen og til en landsby, inden vi ræsonnerede på forholdene for landet som helhed.

 

Ja, fogeden kan besøge husholdningen og beslaglægge løsøre og bolig. Hvad med stater, kan svage regeringer da bare blive ved at låne?

Vi var to studenter på et forelæsningshold på 125, der undrede os synligt over den gang vrøvl. Han kom til tops i finansverdenen. Han må have lært at holde kæft i rette tid og på rette sted. Det har jeg altid haft svært ved.

 

Løgnen om statsgælden var bare én af en betragtelig bunke løgne, der tumlede i mit hoved i de første år på universitetet fra 1969. Jeg har lært en hel del brugbart, men også mange løgne.

 

Om Rusland statsgæld fik vi oplyst på danske og tyske tv-kanaler i foråret 1999 under Kosovo-krigen, at den forhindrede Rusland i at blande sig mere aktivt i krigen. Ruslands statsgæld var i 1999 cirka af samme størrelse som Danmarks.

Jeg har ikke undervist i løgnene siden hen. Efter at have skrevet to bøger i driftsøkonomi, fik jeg adgang til at undervise i sådanne fag ved handelshøjskolen.

 

Spørgsmålet kan stilles:

Kunne opløsningen af Danmark være foregået i 1950-erne?

Absolut ikke. Havde nogen vovet at forslå den igangsat dengang under slet skjulte undskyldninger om upersonlig humanitet[7] var vedkommende forslagsstiller utvivlsomt blevet hasteindlagt på den lukkede afdeling på "røde papirer" (d.v.s. omgående tvangsindlæggelse). For det er og var (også dengang) i strid med enhver statsræson og statsskik og helt uden diskussion i dyb modstrid med Grundlovens ånd og bogstav. I dag er det er stik modsat. Det er i øvrigt en af de væsentligste grunde til de lave grund-loven om. Hvorledes bedrager fortsætter over nye forfatningsplaner, se appendiks 1.

 

Mange af de øverste i Danmark har ikke kun meddelt os økonomiløgnene og deres konsekvenser. De har indrettet samfundet/samfundene herefter. Jamen, så dumme kunne de øverste da ikke være?

Nej, de virkeligt øverste er ikke dumme; jeg tænker så absolut ikke på Folketingets medlemmer…

De fleste af os troede nok på dem. Havde vi ikke gjort det, var Danmark aldrig blevet bragt i opløsning.

 

Ja, vore ledende kan tilmed underbudgettere hvert år på statens husholdningsbudget kaldet de offent-lige finanser og få det ufattelige opsving til at se ud..., mens gælden vokser videre, vort offentlige sygehusvæsen gradvist nedlægges og vore svageste forældre og bedsteforældre lider nød, selvom de har forudbetalt i overmål via skatterne for en blot anstændig tryghed i alderdommen(?)

Fra 1998 var det officielle opsving ganske vist ophørt; men som vi forstår de officielle forklaringer, skyldes det at danskerne ikke gider arbejde. Og sådan er der så meget. Du langsomt klogere.

Svikmøllen med den evige gældsætning, hvor stammer den fra? Hvornår startede den for alvor? I 1950-erne, 1960-erne, i 1970-erne?

Bankerot er den danske stat i alt fald gået før, under Erik Menved, der døde 1319, under Frederik III i 1660 og under Frederik VI i 1813, og gældssaneringerne var alt andet end behagelige. I dette århun-drede er det blevet mere tys, tys, når der laves statsgældssanering. Emnet kunne passende fylde en redegørelse for sig.

I dag er 2/3 af frugterne af al dansk foretagsomhed inde og vende ved de øverste. Vende er måske så meget sagt. Mere end 1/3 af de 2/3 (=2/9 eller godt 22% ) af frugterne forbruges offentligt, resten deles ud med mild hånd.

Men det er ikke nok. De øverste låner og udsteder også statsgældspapirer som ingensinde før. Og så stiger aktierne købt med kontanter eventuelt lånt mod statsobligationssikkerhed, og til sidst kunne fi-nansministeren ane et såkaldt opsving, der ikke var der rigtigt, fordi der kræves produktion og ansæt-telser. Og selvom der så var lidt, der kunne ligne opsving frem til 1998, så var det hele mest noget, der byggede på tilskud og papir, når ses bort fra Østtysklands behov for byggeri. Lønkonkurrencen forventes af Erhvervsministeriet og Ugebrevet Mandag Morgen at afstøde yderligere 100.000 danske jobs til Baltikum og Polen (2001-2003). Og fra maj 2004 får disse landes befolkninger mere fri adgang til at søge arbejde eller uddannelse i Danmark. 

 

I sommeren 1994 kunne BBC melde, at samhandelen mellem England og det øvrige EU/EF var gået tilbage med 15% siden det famøse indre markeds vedtagelse[8]. Det blev nemlig aldrig rigtig til noget med de lovede fælles lave afgiftssatser og harmoniseret skattelovgivning, for det drejede sig primært om monopolernes eller oligopolernes[9] og de opfindsomme bureaukraters Europa. Sådanne bekymrer sig mindre om grænser og skat. De betaler næsten ingen skat i deres internationale etablissement. For eksempel holdes utallige EU-møder på Ålandsøerne (mellem Sverige og Finland), fordi øerne ikke er med i EU, og alkoholen deroppe er afgiftsfri.

Det kan da ikke bare være økonomi, det hele. Og selv om økonomi vel kun udgør nogle få procent i et frugtbart og givende liv, var økonomien et af redskaberne, som jeg fortalte ovenfor, der kunne vende op og ned på alting, fordi der bag alle forandrende handlinger skal ligger økonomiske disposi-tioner som deres forudsætning i virkelighedens verden.

 

I virkeligheden var det etik, måske kristendommens og dens værdier det, som det netop skortede på: Vi har glemt, hvad der er rigtigt og forkert. For at sikre at vi ikke vender eller vender tilbage til vore rødder, fjernedes grundlaget for vort daglige virke, og dermed var vor skæbne lagt i andres hænder.

 

I dag er sondringen imellem indenrigsgæld og udenrigsgæld ikke mere relevant, da lånetilgodeha-vender og statspapirer kan handles, byttes, konverteres frit over grænserne. Geografien og nationalite-ten for fordringshaver har ingen betydning udover ved beskatningen. Derimod spiller pengeudstedelsen og statsobligationerne sammen, selvom det foregår over valutagrænserne. Netop indenrigsgælden har J. M. Keynes' eftersnakkere overalt i toppen dyrket helt vildt i troen på hans verdslige evangelium, så det bl.a. hævdedes at kræfter på linie med tyngdekraften uden videre kunne ophæves[10].

Sondringen imellem statspapirgæld og lånegæld er derimod relevant at se på af en grund mere. Statspapirgæld er kursbehæftet og dermed i princippet en mindre sikker fordring at ligge inde med end tilfældet er med et lånetilgodehavende. Nu regner de fleste staten for solvent[11] og opfatter derfor ikke statspapirets indløsning som problemfyldt. Kronekurspolitikken har ligget fast i næsten 30 år, og det forventes at fortsætte.

Den danske stat og kommunerne skyldte pr. 31. januar 1995 ca. 830 milliarder kr. efter 2. kvartal 1996 cirka 852 mia. kr. væk på papiret[12], svarende til mere end ét års salgbar produktion i Danmark eller 160.000 kr. pr. dansker pr. 31. januar 1995. I Sverige var statsgælden dengang såmænd ca. 180.000 kr. pr. svensker. I 2002 var den danske statsgæld ikke reduceret til mindre end 800 mia i alt. Mere præcist kan den ikke angives.

 

Sverige fik spekulations-lussingen efter have præsenteret et underskud på ca. 100 mia. kr. i samhan-delen i 1991, efter at danskerne troede, at de i det mindste havde sagt NEJ til Europa-Unionen, den glade 2. juni 1992. Sådan et afstemningsresultat skulle de styrende ikke have i Sverige. Lussingen var en påmindelse om, hvad der kunne hænde og måske blive meget værre. Sveriges statsgæld var cirka 1½ billion Skr i 1995. Tysklands statsgæld var på 2,5 billion DM i 1995 opbygget over ganske få år og med dengang godt ½ billion DM, der skyldtes DDR-sammenbruddet eller Genforeningen. I alt svarede dette til ca. 125.000 kr. pr. tysker.

 

Det skal understreges, at den gæld, der her er tale om, er den borgerne ikke har stiftet på anden måde, end at de har stemt på politikere, der for at indfri vælgernes, egne eller pengemagtens politiske ønsker og ambitioner så behændigt som muligt, har lånt en mængde penge uden overhovedet at fortælle dette, og uden at nogen rigtigt kræves til ansvar, for når stort set alle "ansvarlige" er med, er der intet ansvar at placere.

 

End ikke Tyskland levede op til ØMU-kravene i den tredje fase (1997), det skulle vise sig at fortsætte siden hen, kun Luxembourg, der lever af EU-bureaukratiet og diskret bankvæsen ligesom Schweiz, klarede kravene. I 2002 og 2003 havde både Tyskland, Frankrig og Italien negativ vækst, og Danmark var også tæt på begyndende deflation. Det er da i grunden tragikomisk selv for en unions-tilhænger. De ledende havde noget andet effektfuldt, men lige så falsk i baghånd.

 

Dette er sandheden, uanset hvad der oplystes af diverse tv-aktører som Hans Bischoff eller Poul Jør-gensen på dansk TV, indtil der ikke oplystes noget andet end, hvad de retarderede dukker kan præsentere kortfattet og dikteret ukompliceret i en øresnegl, eventuel ved hjælp af et piskeris, som Bischoff benyttede sig af, når det blev for kompliceret for ham. Disse er nyttige redskaber for toppen, de vidste i alt ikke bedre. Begge de to sidstnævnte har en afbrudt økonomiuddannelse bag sig.

 

Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og  Malaysia. Det skal vi se meget mere om i appendiks 1.

 

Til næste kapitel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. Kapitel

Mellem to verdenskrige –

Hvem skal nu betale – før og nu ?

 

Danmark var i Mellemkrigstiden (1918-1940) sat i skyldnerkategori med Etiopien, som dengang hed Abessinien. Alle europæiske lande var som nu stærkt gældsatte. Blandt de nordeuropæiske lande var Danmark dog helt enestående gældsat.

 

Allerede i 1925 havde en dansk rigsdagsmand og nationaløkonomiprofessor L. V. Birck skrevet et stort værk om staternes gæld. Europas Svøbe, var titlen på bogen, der i detaljer gennemgår gældsaf-hængighedens tilblivelse og udvikling gennem tiderne i de enkelte nationer.

 

Jeg skal ikke her gå i mange detaljer om mellemkrigstidens økonomiudvikling i Danmark og Europa, som inspirerede Birck til at advare; eller i alt fald til at  fortælle det, der skulle fortælles. Da Laurits V. Birck så skriften på væggen, han blev forbudt (trods løfte om det modsatte) at offentliggøre bedrageri­erne om Landmandsbankens krak i 1923. Det skal lige nævnes, at denne lille episode såmænd blot var en detalje i et langt større inter­nationalt sammenbrud, byggende alene på bedrageri. Kreditorer, deres stikirenddrenge, regeringspolitikere og embedsmænd i særdeleshed, kaldte sig ansvarlige, og havde ganske rigtig også ansvaret.

Nationerne forsøgte tilsyneladende at få det bedste ud af den forfærdelige situation skabt af vold imod sandhedens økonomiske love[13], og det internationale samarbejde blev til sammenbrud og krig. Intet tyder indtil nu på, at historien ikke gentager sig i en eller anden version, for vi har ikke fået lov at lære af den; derfor har vi heller ikke fjernet "de ansvarliges" dårlige indflydelse.

Straks ved Anden Verdenskrigs start gik man blandt vore senere allierede i gang med at planlægge et nyt økonomisk samhandels- og samarbejds- og statslånesystem til brug efter Den anden Verdenskrig.

 

 

Nyt samhandels- og statslånesystem

Den internationale guldstandard, som kun forstås, når den sættes ind i sin historiske sammenhæng i kapital 3,  forsvinder helt ud af det vante samhandels- og lånebillede med de indenlandske stabilise-ringsfonde i England fra 1932 og med Hitler-diktaturets bilaterale udlig­ningssystem fra 1933. Ved stabiliseringsfondssystemet, der omtales nærmere nedenfor, forbliver guldet i cirkulation mellem den kreds af lande, der har guldet og som særligt tilstræber at handle med hinanden og afskære andre lande fra handel byggende på guld som fælles værdimåler.

 

Vi skal kende en smule til grundlaget for den internationale samhandel og det internationale lånesystem; men vi vil her slet ikke gå i nogen overflødige detaljer, der ikke tjener andre egentlige formål end at tilsløre sandheden for folk uden for og så sandelig også inden for den national-økonomiske metier.

 

Det sidste har blandt andre Jesper Jespersen klaret i dagbladet Informations kronikker den 30. og 31. april 1995. Jeg har også lettere ved at fortælle sandheden og den fulde sandhed, det skal siges, uden ansættelse på Roskilde Univer­sitetscenter og uden på forhånd at skulle godkende Europa-integrationen.

Altså kort om: guldstandard, indenlandsk stabiliseringsfondssystem og bilateral udligning, men selvfølgelig i kortfattet forhåbentlig forståelig formulering uden det sædvanlige fagsprog:

 

Guldmøntfod er et forsøg på at lave en fælles international målestok for økonomiske værdier. Værdierne måles i de enkelte nationer i nationens valuta. Når valutaernes pålydende fremstår som en slags forholdstal i forhold til hinanden, når de sammenlignes, skyldes det prisen på guld, der er eftertragtet og dermed har værdi i hver eneste nation som basisværdital[14]. D.v.s. valutaernes værdi måles i forhold i værdien af guld. Ordningen som her er beskrevet er teoretisk; i næste kapital sættes der spørgsmålstegn ved guldmøntfodens egentlige eksistens, varighed og historien, der betinger dens opståen, gennemgås i flere detaljer.

 

Or­dningen var således, at hvis et land havde samhandelsunderskud i forhold til et andet land, måtte det aflevere en mængde guld, hvis værdi svarede til dette underskud. Omvendt for lande, der havde over-skud i samhandelen; de modtog så guld fra underskudslandet svarende til første lands overskud. Et sådant arrangement gjorde guldbeholdningen mindre i underskudslandet, og hvis der ellers var en ansvarlig regering i underskudslandet, så ville den mindske seddelmængden og stramme kreditmu-lighederne via centralbanken, vel at mærke, hvis den havde magt over og ansvaret for centralbanken.

Under guldstandarden flyttes guldet ikke, kun fordringerne[15] på guld flyttes. For en deltaljeret gennemgang af guldspørgsmålet, gå til kapitel 3. Ved disse nødvendige indgreb pressedes priser på varer og arbejde (løn) ned, fordi betalingsmiddelmængden og kreditten måtte tilpasses guldbehold-ningen[16]. De deraf følgende lavere omkostninger for erhvervene gjorde så eksport-erhvervene mere konkurrencedygtige. Sluttelig ville samhandelsforholdet så blive forbedret igen, og når det skete, vendte guldet tilbage, og der blev også mulighed større pengerigelighed, mere kredit og for højere lønninger igen.

Systemet blev stærkt kritiseret for at skabe ustabilitet - det med at lønninger og priser kunne bevæge sig i begge retninger. Systemet var dog egnet til at holde svage regeringer i ave - især under guldmønt-foden[17] - fordi en del af uordenen ikke kunne skjules.

 

Man skal dog ikke glemme, at i perioden, hvor guldstandarden - her flyttes kun anvisningerne på guld - især kan siges at have været herskende i store dele af verden fra tidligst 1879 til midten af 1920-erne (jfr. ovenstående link), florerede statsgældssætningen alligevel helt vildt (se i øvrigt appendiks 2 om danske forhold).[18] L. V. Birck ville ganske givet have givet mig ret, i et måske lidt mere floromvundet brug af sprogets finere nuancer:

"Er historien en morskabslæsning eller en belæring, skal teorien kun afgive diskussionsmateriale for national-økonomiske skolastikere, eller skal vi kende de økonomiske love, for at vi kan indrette os efter dem og ikke bare dem med os.”

 

Denne meget korte beskrivelse af før-1914-guld-standarden bringer et af de mest slående træk frem, nemlig, dens relativt korte varighed som redskab i det internationale monetære system – det korteste vi haft for et international monetært system, måske. Ligesom det ikke er muligt at datere den internationale guldstandards begyndelse præcist – den eksisterede ikke i 1879, men den gjorde i 1900 – markerede Den Første Verdenskrig som alle andre større krige dens afslutning. Det skal nævnes, at den forsøgtes genindført i en kort periode i midten af 1920-erne. Nogle vil sige, at borgerne havde fundet det bedre at skulle møde en hurtig skattefinansiering af verdenskrigens papirpenge. Den samlede varighed for guldstandarden: mindre end 30 år, vil jeg hævde.

Under dens relativt kortvarige eksistens, blev guldbasis ikke standardiseret eller gjort til et inter-nationalt monetært system, som mange faktisk troede i brede kredse i 1930-erne og senere, og også i dag. Der var 1800-tallet forskellige versioner af guldgrundlaget: således Guldmøntfod eller Klassisk Guldstandard, Guldindløselighedsstandard og endelig fra 1840-erne den Fleksible Guld-indløseligheds-Standard. De blev alle brugt, især den sidstnævnte. Her er det især de faktiske forhold i Storbritannien, der beskrives, fordi initiativerne stammede derfra.

De øvrige europæiske lande var ved 1870 enten på en sølvstandard, de tyske stater, Holland, Skandinavien – eller som Rusland Østrig-Ungarn, Italien, Grækenland og som noget nyt Frankrig var blevet tvunget af krigene og revolutionerne til at udstede uindløselige papirpenge. Uden for Europa var Orienten og Latinamerika på sølv, og USA havde uindløselige og værdinedsatte sedler (Greenbacks) udstedt under Borgerkrigen og sendt i omløb. Så omkring 1870 var guldstandarden langt fra at være en internationalt ordning. Kun England opererede på den lovfæstede guldindløse-ligheds-standard. Bimetalstandard eksisterede lovligt i USA, og den Latinske Møntunion og Tyskland, Holland, Skandinavien, Latinamerika og Orienten holdt fast ved sølvstandarden.

 

Kapitalisation og statsgæld

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder sig vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

 

Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen, som vi skal leve af mestendels materielt.

Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommando-økonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var. Naboen gøre som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud, som altid først i U.S.A., så her. Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr., var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr.[19], hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg. Det samme sker i dag, huslejen udgør de fleste op imod 50 pct. af en disponibel arbejdsindtægt mod cirka 25 pct. i 1950-erne.

 

Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen. Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibs-selskabers historie fra 1912 til 1920 (appendiks3 om Landmandsbankkrakket). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidobbelte overpris, som de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærer-nes lommer. Faldt tanken på de aktuelle USA-skandaler omkring Enron-firmaet og Worldcom. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse[20]. Det er præcis samme problemstillinger; salg af underskud og overvurderede aktiver og undervurderede passiver, overbe-låning og overkapitalisering var også kendt i visse kredse i 1923. Systemet gennemgås i deltaljer i kapitel 3 under gennemgangen af guldet som international værdimåler. I dag har vi så fået selskabs-tømning; det havde man såmænd også dengang, bortset fra de bagvedliggende bevæggrunde/moti-ver var lidt andre. Tømningerne har fået lov at fortsætte, medens myndighederne ser til eller har, måske uden at ville dette, selv deltagere med i nye kasketter.

 

Tænker man på de manøvrer, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirpenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente, forstår man, at dette kan intet samfund leve med. 

 

Det er/var galt overalt i Europa, før som nu – Schweiz og Norge undtaget i dag. Realkapitalen er

ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen[21] kunne magte at finansiere. Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter staterne EU-opbyg-ningen ad denne dødsrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande og arabiske lande (fra 2002 i konkurrence med USA), fordi den også sælger det tidligere benævnte indlandspa-pir i udlandet.

 

Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af, men tungere byrder for nutiden, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op.

Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “dansemyggenes” bedst skjulte hemmelighed.

Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt.

Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efterspør-gsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger prove-nuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da bor-gerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et ødselt forbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tror han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere.

Det går ufattelig godt! Opsvinget!

Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt - når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster.  Staten har nemlig ingen penge. 

Til det andet forløjede udtryk stammende fra fejlfortolkning af John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning - byggende på behov og ærligt tjent købekraft - og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet.

Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privatkapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag. Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale[22], medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer koreografien.

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles i begyndelsen af 1920-erne. Stats-bankerotten lurede i Danmark i 1923, men kun på grund af svig. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene - deflation, hvor alle værdierne begynder at blive ødelagt. Vejen ud herfra var ganske langvarig og smertefuld, fordi forsømmelser havde stået på tilsvarende længe. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig. 

Men man har forud kapitaliseret[23] fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.

 

Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os; men med vor krigsdeltagelse indtil nu. Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold i øvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europa-mønt[24], som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation. Hvorledes 12 gældsatte lande faktisk kan ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeles til erstatning for de ødelagte nationale monetære enheder er ikke umiddelbart indlysende. Der er mulighed for at udskyde de ganske vist stadigt voksende problemers løsning yderligere, som vi skal se i appendiks1. De kan også med Euroen ændre på noget andet, og det er i realiteten, hvad det drejer sig om (se nedenfor).

Om vi skal have finansmændene på kommandobroen, eller vi skal vågne af vor Tornerosesøvn og klare ærterne selv som rigtige danskere, bestemmer vælgeren/seeren/lytteren/læseren i et demokrati. For vi har da demokrati, har vi ikke?

"Statsgæld er umoralsk og ødelæggende; umærkelig underminerende statens grundvold, udleverer den de nulevende generationer til den næstes forbandelse" (citat: Napoleon I og L. V. Birck).

 

Stabiliseringsfondssystemet  fra 1932 går i korthed ud på, at valutapolitik og indenlands pengepolitik holdes adskilt. Det betyder at lande, der nok kunne hente guld hjem på anden vis end sædvanlig handel med sædva­nlige varer  - f.eks. ved gældsspekulation og praktisk bankvæsen - bare kunne opbygge en fond uafhængig af centralbanken, med hvilken der så kunne føres en pengepolitik, der friholdt priser og lønninger fra at skulle variere, selvom dette ellers skulle til af hensyn til varesamhandels-ulige-vægts-problemerne.[25]

Man bruger (misbruger) det ophobede ædelmetal i fonden i stedet for at foretage de nødvendige indgreb mod dårligdommen. Det var netop guldets opgave at tjene som et nyttigt redskab til afsløring af fejlindretningen i forhold til det nød­vendige.[26]

Muligheden for at anvende dette kunstige trick var kun tilstede, fordi Bank of England var på private hænder. England var det første land, der på denne måde stabiliserede pund-kursen, uden at penge-politikken via pengemængden, kreditpolitikken og løn- og indkomstpolitikken blev brugt.

Uha, det med økonomi er noget svært, vil nogle måske nu hævde.

Nej, vel er det ej, det er gjort kunstigt svært for at forvirre dig og gøre dig ufri. Det sker ved at sløre for dig, hvad der sker, hvad der kan, og hvad der ikke kan gøres med hvilke midler og med hvilke virkninger. Et eksempel på de fantastiske heksekunster blev bl.a. afsløret af Arne Rasmussen, der skrev og forsvarede doktordisputatsen "Pris- eller Parameterpolitik.” Hovedsigtet hermed er at vise, hvor-ledes ikke blot prisen på varerne kan anvendes analytisk som efterspørgselsbestemmende middel i marketingindsatsen. Arne Rasmussen viser, hvorledes prisen blev overtaget af driftsøkonomerne fra national-økonomerne. Prisen var den nemmeste at måle til formålet, og desuden var det langt hen ad vejen for matematisk krævende at arbejde med flerdimensionale sammenhænge til bestemmelse af efterspørgslen i modellerne af virkeligheden[27].

Hele videnskaben bygger i dag på antagelseslogik eller uvirkelig modelbetragtning.

Den 21. september 1996 overværede jeg et foredrag af en yngre og vel håbefuld politiker med en økonomisk uddannelse. Emnet var EU og Danmarks økonomi. Denne ambitiøse politiker hævdede, at det var vigtigt langt hen ad vejen for karrieren at opfatte og udtrykke ikke alene EU-problematikken, men også den nationaløkonomiske metier "på den rette måde.” Kun hvad EU angik var han at betragte som outsider i Folketinget, og han kunne stolt bedyre for forsamlingen, at der var mindst tre folketingsmed­lemmer mere i hans parti (Det Konservative Folkeparti) foruden ham selv, der således skejede ud [28] angående EU-tilslutningen. Dette er niveauet, når det går højt på Borgen.[29]

   

Om pengeforringelse, gæld og afhængighed

Betalingen for det, der produceres og sælges af vore virksom­heder (omsæt­ninge­n), kan selvfølgelig ikke bare udbetales til de ansatte eller bruges pri­vat af den, der ejer virksom­heden.

Alt det, der er blevet brugt for at producere, skal først afreg­nes (o­mkostnin­ger). Det kan være råvarer, arbejdstimer, maskinslid og maskinforældelse, strøm og varme og mange andre ting.

Hvis man udbetalte alt det, der kom ind, ville der blive vrøvl med leveran­dørerne. Måske ikke med arbejderne, før der var gået lidt tid, og de så, at virksomheden lukkede, fordi ingen ville levere den det fornødne. Det er på en lignende og alligevel anderledes måde, når vi ser på samfundets samlede økono­miske værdier og penge. Pengemidlerne, som vi bruger hver dag, er kun midler til at lette handelen med varer og gøre det nemt at trans­portere og opbevare vær­dier. Værdier er noget helt andet end penge.

Pengemid­lerne fordærves, som vi skal se i denne gennem­gang. Penge derimod er den ret, der følger af, at du har frembragt/skabt resultater, der efterspørges af andre. Denne ret fortabes mere eller mindre, når anvisningerne på retten ikke er i orden.

Der skal selvfølgelig være tiltro til pengemidlerne herunder kreditterne. At de er det værd, der står på dem. Derfor må de udvalgte, der står for ledelsen af et land altid sikre, at mæng­den af pengemidler nøje passer til det, der produceres.

Bliver produktionen større for hver måned, er det korrekt også at øge antallet af pengesed­ler, der så er anvisninger på retten til denne produktion. Dette forud­sætter selvfølgelig, at der ikke i forvejen er vrøvl med økonomien.

Pengeudstedelsen skal ske ved, at vor nationalbank trykker nogle flere penge og husker at notere de ansvar­lige ledere herfor, inden de begyn­der at bruge dem selv eller lader omløbet starte andetsteds. De skal nemlig huske at holde styr på, om pengemængden et andet sted så sam­tidig skal gøres mindre.

Pengemidlernes herunder kredittens vækst og produktionens og omsætnin­gens reale vækst skal altid svare til hinanden, forstår du nu. Fordi der i Danmark fra midten af 1960-erne og frem til 1996 ikke var den nødvendige orden i pengesagerne, måtte vi måske til sidst tage en op­synsmand med i ledelsen af vort land. Det er sket i Sverige. Det forlanger dem, vi skylder penge d.v.s skylder varer, for pengene i sig selv er jo ikke noget værd at have. De skal kunne ombyttes med varer eller andet gavnligt, man gerne vil anskaffe.

Er der noget tilbage af vareproduktionen, når alt er betalt i virksom­hederne, og danskerne har købt alt det, de kan ønske sig for deres penge, kan resten måske sælges til udlandets borgere eller virksom­heder. Dette kaldes eksport.

Er der for lidt vareproduktion i forhold til, hvad der efter­spørges med vore penge, kan vi mod ordentlig betaling im­portere nogle flere varer. Skal vi låne os til denne or­dentlige betaling, fordi udlandet ikke uden videre vil have vore sedler, så bliver vi noteret. Det er selvfølgelig altid staten, der kommer til at tage ansvaret for dette regnskab med udlandet. Et betalingsbalanceregnskab der opgør værdistrømmen ud af og ind i landet.

Dette fordi den enkelte borger eller virk­somhed må gå ud fra, at vore penge er gode nok og kan veksles til de uden­landske pengesed­ler, der forlanges for de udenlandske varer.

Nu er det meget nemt at udstede for mange pengemidler og øge statens kredit[30], og det er tilmed tillokkende for en regering at gøre det. Så mister midlerne værdi ligesom, hvis der er for mange kartofler på markedet. Det er derfor, at man i f.eks. Tyskland, der har meget dårlige er­faringer hermed, havde særlige officielle regler indtil 1997, i hvert fald. Regeringen der kunne ikke bare forlange pen­geudstedelse af nationalbanken eller Forbundsbanken, som den kaldes i Tyskland.

Indtil 1996 ringede finansministeren i Danmark derimod blot til sin natio­nalbank, og så var det hele klaret. Det kunne den tilsvarende finansmi­nister i Tyskland ikke med den mere grundlovssikrede tyske For­bundsbank officielt indtil 1997[31]. Forbundsbanken var uafhængig af regeringen og alene underlagt Grundloven indtil udgangen af 1998, hvor EURO indførtes til erstatning for D-Marken. Det fortsatte i Danmark og helt tilsvarende forpligter Den Europæiske Centralbank nu Danmarks Nationalbank, som modydelse til den faste kobling til Euroen fra 1999. Det sidste kan være Grundlovsbrud, idet det bryder vor centralbanks pengemonopol. Grunden til det er tillokkende for regeringer at udstede for mange penge er, at dens politikere så nemmere bliver genvalgt. Den for store pengemængde virker nemlig i første omgang, som om borg­erne lettere kan få afregnet deres køb, og der bliver ekstra interesse for at købe mere, fordi folk føler sig mere ved muffen. Og så mener mange desværre, at det må skyldes, at vi har en god regering. Det går dog galt, for priserne begynder efter­hånden at stige. Og så kan det være ét fedt, om der var lidt flere sedler at betale. Der er oven­i købet en tendens til, at varepri­serne tit stiger mere end de fleste af borger­nes indkomster, fordi andre landes regeringer gør ligeså. Det sker kun, fordi regerin­gen/regeringerne har sat det hele i gang.

Herved kan regeringen fristes til, at udvide pengemængden endnu mere, selvom, der stadig ikke er dækning. Det gjorde de også i Tyskland i 1920-erne. Det skal vi vende tilbage til og forklare nærmere nedenfor.

Skatterne og folks egen gæld mærkes heller ikke så meget, når der hele tiden laves falske penge eller trækkes veksler på ufødte generatio­ner.[32] [33]Det bliver til sidst en ond cirkel på en vis måde svarende til en for stor indtagelse af alkohol igennem lang tid. Til sidst melder abstinenserne og smerterne sig.

De ledende har på denne måde blandet sig kunstigt i køb og salg.

Det giver dog altid gæld i sidste ende, fordi de, som vi handler med i udlandet, efterhånden mærker, at vore varer er blevet noget dyrere at købe, for hver gang de køber hos os igen.

Det kan også ske, at vore långivere f.eks. i udlandet efterhånden indser, at vi aldrig vil kunne afvikle den gæld ordentligt igen, som vi i det lange løb har pådra­get os. Så kommer vi til at følge kreditorernes anvisninger.

Så sælger vi efterhånden mindre, men vi køber måske stadig meget i udlan­det, hvis der endnu ikke er blevet låneproblemer, og så bliver der selvfølgelig endnu mere underskud. For at vi alligevel skal kun-ne handle videre, må vi så noteres igen. Og sådan kan det fortsætte, indtil til kreditorerne siger stop.

Danmark er særligt sårbar overfor dette fænomen, der kaldes inflation (pengeforringelse), fordi vi skal handle så meget med udlandet for at holde det hele i gang, også i produktionslivet. Importkvoten (den andel af indkomsten, der bruges på import) er høj.

Der er flere ufine tricks, en regering kan gøre brug af, når det så er gået galt. Den kan ændre bytte-prisen på uden­landske penge (valutakursen) ved at meddele, at vore egne penge nu sættes lavere i værdi i forhold udlan­denes penge. Dette kaldes at devaluere. Men det er også kun en stakket frist, der er med den trafik. Lige til at begynde med får vi lavere afregn­ings­pris på vore eksportvarer målt med udlandets penge, og importen bliver dyrere målt med vore penge. Det skulle efterhånden bedre misforholdet i samhandelen, for så køber vi mindre og sælger mere. Gælden bliver blot opskrevet i danske kroner.

Da vi imidlertid importerer så stor en andel af det, vi bruger til at producere af også, kommer det efterhånden til at slå igennem på vore eksportpri­ser. Desuden fristes regering og embedsmænd til at øge seddeltrykningen for at dæmpe disse kedelige virkninger af devalue­rin­gen, så det bliver lettere at skaffe sig illusorisk købekraft og skabe falske forventninger i Danmark.

 

EU’s Euro

Fra begyndelsen af januar 1999 nedskrev de 12 EURO-deltagerlande deres valuta EURO med godt 1,4  pct. pr. måned regnet i norske kroner, men med næsten 3 pct. pr. måned, når regnes i forhold til US-dollars. Dette er tegn på at end ikke spekulanterne accepterer den nye valuta, så kapitalen flyder faktisk væk fra Europa. Derfor må renten hæves før eller siden. Og dette nødvendige træk giver pr. automatik mere arbejdsløshed og mere politisk ustabilitet.

For hele 1999 gjalt at EUROen faldt med 13,8 pct. i forhold US-Dollars, med 19,8 pct. i forhold til japanske YEN og med 8,7 pct. i forhold til norske kr. (se nedenstående tabel). Selvfølgelig kan der foretages forskellige krumsping for at holde kursen oppe, men i længden vil EURO være dømt til undergang, medmindre det lykkes at oprette og fastholde en gyldig Europa-stat og dermed nedlægge de europæiske nationer. En erobring/indlemmelse af Rusland for næsen af USA og England vil i øvrigt være det meste af en forudsætning for denne fastholdelse. Der var en falsk løsning mere, som vi skal se på i appendiks 1.

 

Om pengeforringelse, gæld og afhængighed - fortsat

...Vi kommer ikke udenom, at penge kun er papir og metal­mønter. Varer og arbejdsydel­ser er noget helt andet. Det er selvfølgelig fristende at tro, at vi bare kan fort­sætte med at lave penge uden ordentlig dækning.

Der kan herefter endda ske det, at inflationslandets udenlandske långivere indser, at landet aldrig kan få afviklet sin gæld på normal vis - hvorefter kreditorerne tropper op og dikterer landets fremtidige økonomiske politik - som det netop er skete i f.eks. Sverige. Hvis svikmøllen alligevel fortsætter kommer det tidspunkt, hvor kreditorerne simpelthen siger stop.[34]

Indtil da kan regeringen blive ved med at få det til at se ud, som om det går rigtig godt, eller ufattelig godt, som en ukyndig, eller naiv finansmini­ster blev ved med at fortælle folk på TV fra 1991 til 1993. Han vidste måske godt, det var helt galt fat. I så fald løj Henning Dyremose! Mogens Lykketoft havde derefter opsvinget indtil 1998, som danskerne ikke helt fornemmede.

Fra 2001 ville man satse på at privatisere administrationerne af socialhjælpen. Det indebærer bl.a., at der lægges planer om at afhente de udstødte om morgenen og bringe til noget arbejde, som man ikke helt har fundet frem til endnu (TV2 27. og 28/2-1999). Denne koncentrationslejr-model har været anvendt i bl.a. Middelfart.

Danskernes tilslutning til Europa-Unionen var begges store ønske. Dyremoses egen chef daværende statsminister Poul Schlüter havde bl.a. på et møde i Maastricht i Holland i december 1991 lovet at "få dan­skerne med på EU-vognen.” I 1986 havde samme Schlüter meddelt på møde i München, at Europa-unio­nen var stendød. Vi skulle ikke inden tilslutnin­gen til den døde union, som vi ganske vist skulle folkeafstemme om, m­ærke så meget til, hvordan det kneb med finan­serne. Ét NEJ til den døde union var dog ikke nok. Alene i 1991 lavede Dyremose ekstra penge for ca. 40 mia. kr. eller ca. 10.000 kr. pr. dansker over 18 år. Det skete ved  pr. telefon at bes­tille dem trykt i Dan­marks National­bank.

Mogens Lykketoft kørte en lignende trafik. Forskellen består kun i det, de siger, hvoraf det meste ikke betyder meget. Der er ingen reel forskel på det, de gør eller bringes til at gøre.

8. april 1992 kunne man i den danske provinsavis Aarhus Stiftstidende læse, at ledigheden blandt murersvende i Århus var 36% - altså mere end hver tredje - og at malerne var i næsten samme, men lidt værre situation.

Det førte til, at deres håndværksmestre bad kommunen om at igang­sætte håndværksarbejder. Der var f.eks. stort behov for at få istandsat skolerne i kommunen. Malernes fagforening havde måneden forin-den sendt følgende budskab til pressen: "Stop foræld­renes sorte arbejde, når vi er så mange ar­bejds-løse." [35] 

I 1991 havde man derimod istandsat bl.a. Gellerup Parken, betonkollektivistisk boligkompleks (Ghe­ttoen) vest for Århus i Brabrand for omkring 164 mio. kr. - med næsten udeluk­kende kommunale penge/­garantier. Medio august 1992 godkendte Århus Byråd endog ekstra ombygnings­arbej­der inden-dørs i lejlighederne til ca. 300.000 kr. pr. lejlighed; de fleste af midlerne hentet fra Bolig­selska­bernes Landsbyggefond.

 

Hertil er to centrale spør­gsmål:

1. "Hvorfor var is­tandsættels­erne/ombygninger af Gellerup Parken til i alt hen ved  ½ mia. kr., der kunne skaffe svendene arbejde i 1992 og mås­ke ved­ligehol­de/forbedre bygningerne, ikke sket noget før for de penge, som allerede var inddrevet i skat?"

2. "Hvorfor brugte kommunen henved ½ mia. kr. på at renove­re/ombygge nogle boli­ger, som ingen ville bo i, medmindre kom­munen eller staten betaler huslejen, der i forvejen var tårnhøj - efter ombyg-ningen stiger den igen, så den samlede boligudgift kunne forventes at blive 830 kr. pr. kv.m. pr. år, når de første 1000 lejlighederne stod færdige"?

Svar på 1. spørgsmål: Pengene var på forhånd brugt til andre formål.

Svar på 2. spørgsmål: Det må guderne vide, hvis ikke de også her er magtes­løse.

Kan et æble spises to gange?

Hvorfor kunne det ikke betale sig at igangsætte byggeri og reparati­ons­ar­bejder på normale betingel­ser, også på skolerne?

For at det skal kunne betale sig - blot en smule - skal der reserveres værdier til et afkast senere, når nogen skal placere værdierne i arbej­det nu, frem for at de selv råder over disse værdier til forbrug.

Sandheden er, at værdierne var forbrugt, og anvisningerne på værdierne forbrugte indtil flere gange.

Projekter af den beskrevne type kunne virke tillokkende; men desværre bli­ver det hele meget værre, hvis der bruges kommunale penge eller garan­tier, som i realiteten er det samme, til for­målet. Problemet forsky­des blot og bliver endnu større et par år efter. Så bliver ledigheden 45-50% i stedet for 36%, hvis ikke endnu flere falske kommunale penge kastes i projek­terne mod ledigheden. Men så fandt de sande-lig på orlovs-camouflagen, som var den danske miljøminister og tidligere arbejds-minister Svend Au-kens ambition fra slutningen af 1970-erne, hvor "miljøet begyndte at styre arbejds­markedet rent mini-sterielt.” Så faldt arbejdsløsheden lidt på papiret, for nu skulle de arbejdsløse "aktiviseres" i de orlovs-ramte jobs, næsten udelukkende i den offentlige sektor.

De socialistiske partier planlagde herved de dobbelte og tredobbelte ansættelser, der er blevet så kendte i den gamle, socialistiske østblok. Desuden er det af hensyn til image bedst at få fordelt alle de udstødte på nogle flere offentlige hyldefag, så de officielle optællinger af de arbejdsløse kan falde mere heldigt ud.

De såkaldt borgerlige så naivt hen til, at en mængde arbejde udført i den offentlige sektor af mere løs og billig arbejdskraft (8,25 kr. i timen udover bis­tandshjælpen første år for en ung under 25 år) på denne måde kunne forsvinde ad åre ud i det private initiativ, når de fastansatte i monopolsektoren måtte blive udkonkurreret af den løsere ansatte arbejdskraft uden fagforeningsmilliardærerne i ryggen. De skynder sig så at udslynge sloganet: “Brug for en ekstra hånd” – ikke en ekstra ånd.

Desuden var der med "opsvinget" skabt den stemning via medierne i den pyramideformede offent-lighed, at de arbejdsløse ikke gider arbejde. Så var det med at være med på noderne (se Trotzkis Plan nedenfor).

Og dårligdommen fortsætter til al normal aktivitet er gået i stå og erstattet med kom­munalprojekter eller med andet umuligt eller overflødig aktivitet, der ikke kan køre uden skattefinan­sieret tilskud. Dette er planøkonomi, i bedste EU-FN-stil.

Bøtten skal vendes, og der skal gøres op med bedra­get hele vejen rundt, ellers bliver det hele meget værre i sidste ende. I virkeligheden bad svendene og deres mestre om at komme på dobbelt offentlig understøttelse, da ingen nemlig havde efter­spurgt deres arbejde frivilligt for egne værdier.

Nu byfornyelse der hele vejen rundt for ikke ikke-eksisterende midler. Det blev som forudset til huslejeforhøjelser, som lejerne knap nok kan klare. Så skal de også have flere reelt ikke-eksisterende midler, der blot dræner købekraften yderligere. Selvfølgelig kunne svendene henvise til, at en mængde folk i kom­munens tekniske forvaltning og i andre forvaltninger i realiteten allerede var i samme situation. 

Burde det hele derfor gøres endnu værre, eller burde der i stedet ske kæmpe­for­andrin­ger i forvaltnin-ger?

Dette bliver forhåbentlig et enkelt meget afgørende spørgsmål ved finanslovfor­handlinger i 2002 med henblik på budgettet for 2003, såfremt man indser, at underskud på statshusholdningen på 30-40 mia. kr. pr. år er et ødelæg­gende dræn, når ikke andre tilsvarende reduktioner af betalingsmiddelmængden foretages.[36]

Det der ofte glemmes eller bevidst overses ved skattefinan­sierede ar­bejdsløshedsprojekter og anden aktivering er, at de værdier, der over­føres til projektak­tiviteter, tages fra et andet sted i økono­mien, hvor det private initiativ er rådende. Det betyder, at de penge så ikke kan bruges frivilligt i overensstem­melse med borgerens indkomster, ønsker og behov. Hver gang dette sker alligevel, går det mere galt og kører mere skævt. Herved skævvrides til sidst hele økonomiord­ningen, så større og større dele bliver planøkonomi eller komman­do-økonomi, h­vor bureauk­ra­ter dispo-nerer på borgernes vegne, men for borgernes værdier og med dem som trækdyr, fra  1996 i 3½ ud af 5 arbejds­dage i alt pr. uge.

Herved øges afhængigheden af bureaukraterne og kreditorerne gradvist, indtil hoved­parten af, måske hele økonomiens naturlige ordning, er sat ud af spillet. Dette var i realiteten sket i Danmark allerede i begyndelsen af 1980-erne.[37]

 

I 1990-erne kørtes der helt parallelt med tilskud i ekspresfart både i Europas enkeltlande og i EU, der nu også har fundet på sine egne afgifter. Om få år skal ikke konkurreres mere (se nedenfor under Den Trilaterale Kommission).

For at vi kan handle med andre lande må der (i den nuværende indretning), som du nu har set, note­res. Vi laver for mange pengemidler og bruger dem i stedet for at lade dem forblive i vareproduktionen. Vareproduktionen er det eneste, vi kan betale vor import med og afvikle vor gæld ordentligt med.

 

Hvis en mængde lande bare udsteder for mange pengemidler, så bliver det i sidste ende nogle få banker, der kommer til at bestemme, om der skal udlånes yderligere i den nuværende indretning. Det kan, som vi vil se lige straks, også føre til, at fremmede lande eller banker kommer til at bestemme meget mere over os og vort lands ledelse, end borgerne til­syneladende forestiller sig:

En oplagt trussel uden vor opvågning, en sikker trussel med EURO-en til den kikser.

Hvis alle lande bare laver større og større gæld, vil de efterhån­den skulle konkurrere om, hvem der hurtigst kan gæld­sætte sig. I virkeligheden er det falskmøntneri, det skader alle i sidste ende, bortset fra interbankudlånere, politikere, bureauk­rater, spekulanter, og det er en ret lang­sommelig og mere smertefuld proces at få standset og vendt.

 

Især er det svært, når lederne her har tiet eller talt usandt herom over for folk, der ikke kunne ane, hvad der foregik nærmest i det skjul­te. Pressen ville heller ikke følge, hvad der skete. Vi skulle ikke vide det.

Når det sker, at alle eller mange større lande på denne måde bluffer, kan det i det lange løb føre til store handelskrige eller rigtige krige. Dette er, hvad der sker nu.

I Danmark har vi fortsat alt for stor monopolsektor med skattefinansiering[38]. Det meste af det, den laver, kan ikke sælges, men det, som bureaukraterne selv forbru­ger, skal beta­les. Og så kan de penge jo ikke bruges til andet. Tillader regeringen, at pengeanvisninger al­ligevel bruges en ekstra gang, fordi den ikke inddrager og reserverer den fornødne sum, så er der igen lavet for mange pengemid­ler. Når skat­teborgerne i forvejen er hængt meget op, så er det nemmest for dem, der ønsker at blive ved mag-ten, at lave nogle flere sedler og give mere kredit. Hæver de skatterne yderligere mister de måske magten.

Mindre end 1/3 af alt, hvad der frembringes i Danmark ved arbejde, har det of­fentlige ikke blandet sig direkte i. Dette var/er ikke statens opgave i et demokrati, og det er en katastrofe, at det skete, hvis ikke man ønsker sig et diktatur.

Det havde udviklet sig særlig slemt til gennem en generation, at det offentlige havde blandet sig mere og mere med "produk­tionsløse penge" i alt, alt for meget. Det havde skævvredet hele vor økonomi, så 2/3 er mere eller mindre kunstigt indrettet. Vore varer er altså blevet alt for dyre at sælge til udlandet [39].

Nu kopierer de det let overskuelige forsøgsland overalt i EU (se nedenfor om Den Trilaterale Kommmission)[40].

Pengeløn­ningerne er for store og skatterne for høje til at produktionen kan beskæftige alle arbejdsløse. Herom skal der ikke diskuteres. Ved at reducere skatterne kan der opnås enighed om lavere pengeløn og dermed samme eller højere realløn ved naturlig afgang i offentlig­sek­torerne, der ødelægger landet med deres størrelse. Slutresultatet vil være større udenlandsk efterspørgsel og større efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark.

Optil den 2. juni 1992 stod vi fuld­stændig gældsat, og der fandtes kun én udvej, mente de 'ydre' magt-haveres 'indre' magthavere: "Meld Danmark ind i Europa Unio­nen.” Det ville danskerne dog ikke, bl.a. fordi det EF-tilhængerne havde lovet de første 20 år i EF, var blevet nærmest det modsatte af det love-de. Der blev endnu en folkeafstemning om en korrigeret Maastricht Traktat den 18. maj 1993. Det blev et Ja. Men så den 28. september 2000 stemte vi Nej til Euro. Så det er blevet noget værre rod med en delvis ”Maastricht” og i tillæg ingen Euro. 

Når vi har stemt Euroen ud tredje gang sker der forhåbentlig en forandring. Vi  kunne ændre Danmarks Riges Grundlov, så der blev ordentlige regler for pen­geudstedelsen, regler som ikke kan omgås i det skjulte. Vi be­gynder måske også på or­dentlig måde at afskaffe det of­fentliges vilde overforbrug af personale, store dele af de mangfoldige offentliges gøremål går måske samme vej.

Måske bliver det også nødvendigt løbende at fortælle borgerne, hvor meget de forskellige ting reelt koster, og hvor meget af økonomien, der bygger på de dårlige penge og manglende konkurrence og afgifter[41]. Det tager tid, men til­ sidst vil det begynde at gå op for de fleste, hvem der snyder hvem, når der laves falske penge og konfiskeres løn.

 

Beskatning kaldes det, når borgerne beholder hovedparten selv. De arbejdende i samhandels- og produktionssektoren, de ar­bejdsløse, pen­sionisterne og børnene (ca. 3,7 mill. ud af 5,3 mill. ) bliver snydt hver gang.

 

Tilbage til Krigs- og Mellemkrigstiden

Storbritannien var det første land, der stabiliserede valutakursen med en udligningsfond altså fraveg kravet om pen­gepolitiske indgreb i 1932.

I 1934 og 1936 fulgte U.S.A og Frankrig det britiske mønster og fra september 1936 enedes disse lande om at køre med fonden efter engelsk mønster og således, at de tre lande kunne holde deres respektive valutaer konstante i forhold til hinanden uanset behovet for pen­gepolitiske indgreb. Hol­land, Belgien og Schweiz tilsluttedes dette valuta-fondssamarbejde senere i 1936. De nordiske lande havde kørt helt sammenkoblet med Storbrita­nnien uden at have selvstændige fonde.

Selvstændigheden kunne - helt statsforskyldt - ligge på et meget lille sted, også dengang.

Valutakursstabiliteten sikredes især af det forhold, at fondene var forpligtet til at sælge guld til hinanden mod betaling i egen valuta, og at U.S.A. havde lagt sig fast på en fastsat pris på guld (35 dollars pr. ounce fint guld). Dette betød at dollars og guld kunne erstatte hinanden i et fast forhold til enhver tid.

Det bilaterale udligningssystem følger med Hitler-regimet og skal også ses på baggrund af de helt vilde internationale krav på Tyskland efter Den første Verdenskrig:

 

Versailles-Traktaten inklusive de tyske krigsskadeserstatninger fastlagdes af de allierede (minus Sovjetunionen) i Paris. 14 punkts-programmet udarbejdet på forhånd Præsident Woodrow Wilson skal ikke her listes op og diskuteres; hverken amerikanerne eller Fredskonferencens Kommission forstod meget af hans tankegang. Et resultat nåedes først da De fire Store (sejrherrerne), repræ-senteret af Woodrow Wilson, Lloyd George, Orlando og Clemenceau. To af dem talte dog ikke fransk og Orlando talte ikke engelsk, så det kneb. En forfatter (Erik Møller) har træffende skrevet, at deres samvær derfor til tider fik et forløb, som kan minde om det norske eventyr, hvor troldene kun havde ét for øje, der gik på omgang. Versailles-Pagtens 440 paragraffer plus tillægsbe-stemmelser i hovedtræk: Tyskland skulle afstå Alsace-Lorraine til Frankrig. Saar-distriktet skulle i 15 år være under international styre, derefter skulle der finde afstemning sted. Belgien fik det lille distrikt Moresnet, om Eupen-Malmedy-områderne skulle der holdes afstemning – de gik til Belgien. Slevigs statsforholod skulle ligeledes afgøres efter afstemning (Den danske Genforening med Sønderjylland syd for Kongeåen). Tyskland skulle afstå sine polske områder og anerkende Polens selvstændighed. I Øvre-Schlesien skulle der være folkeafstemning. Danzig skulle være fristat i toldunion med Polen, der kunne benytte den som havneby, og Polen fik et land – med gammel slavisk befolkning – op til Danzig – ”Korridoren”. Østpreussen blev derved afskåret fra direkte forbindelse med det øvrige Tyskland. Memel-distriktet skulle afstås. Østpreussiske, tyrolske o.a. distrikter, hvor der skulle være afstemning, stemte sig til Tyskland, og her forandredes altså intet i Europakortets udseende. Tyskland måtte give afkald på alle oversøiske rettigheder og territorier. Kolonierne skulle alle fratages Tyskland og blev – dog kun som mandater – tildelt de magter, der allerede havde erobret dem. Fredstraktatens territoriale bestemmelser blev i det væsentligste udformet i løbet af april 1919.  De samlede økonomiske erstatningskrav på Tyskland blev fastslået til mellem 137 og 150 millarder Guldmark. 20 milliarder skulle betales 1, maj 1921. 10. maj 1921 blev kravet reduceret med 42%. Tyskland skulle desuden udlevere alle handelsskibe over 1600 tons, halvdelen af tonagen mellem 1000 og 1600 tons, en fjerdedel af sin fiskerflåde og en del af sine flod skibe. Store mængder varer, navnlig byggematerialer til genrejsning af de krigshærgede egne, gennem 10 år kulmængder, og endelig skulle det gennem 5 år give de allierede toldbegunstigelser og andre handelsfordele. Dertil kom endnu bl.a. en række militære bestemmelser. Da de allierede var færdige med fredsbestemmelserne, blev Tyskland tilsagt til at give møde. De kom med tre særtog den 20. april – så mange eksperter var der med. Men først den 7. maj blev den tyske delegation lukket ind til konferencen. Allieret uenighed havde forsinket, forlød det. Delegationen bestod af udenrigsminister Grev Brockendorff-Rantzau og ministrene Landsberg og Giessberts. Forsamlingen hilste dem ved at rejse, og da den var placeret, rejste Clemenceau sig og holdt en kort tale – henvendt til ”Mine herrer fra det tyske kejserdømme”. Så blev traktaten et værk på 4-500 trykte sider – lagt foran delegationen, og derefter skulle mødet have været hævet. Men til almindelig forbløffelse gav Grev Brockendorff-Rantzau sig til at holde en skarp tale – og det endda uden at rejse sig. Han erkendte Tysklands afmagt, men protesterede imod, at man i traktaten havde fastslået, at Tyskland ene bar skylden for krigen. ”En sådan erkendelse ville i min mund være en løgn”. ”Måske”, sagde han videre, ”kunne der være begået uundskyldelige forbrydelser under kri-gen – men de hundredetusinder af civile, som efter den 11. november er døde på grund af hunger-blokaden, efter vore modstandere havde vundet krigen og sikret sig sejren, de blev dræbt med koldt overlæg”. – Dødstavshed, da han sluttede. Mødet hævet. – Og så læste tyskerne indholdet. – Foruden det deraf, som allerede er nævnt, bestemtes det bl.a., at Tyskland af sin krigsflåde skulle udlevere de fleste af de internerede skibe, og fremtidig tillodes kun en meget begrænset flådestyrke med i alt højest 15.000 mands besætning og af hær kun 100.000 mand hvervede tropper, ingen luftstyrke, udlevering af flyvemaskiner og Zeppelinere (luftskibe). Begrænsning af enhver for krigsudrustning, sløjfning af fæstninger m.m. Frankrig havde bl.a. regnet med fejlagtigt prisniveau og medregnet "tabet" af fabrikker og lignende, der var blevet nedlagt før krigens start. Der var flere andre medvirkende grunde til reduktionen, begrundelser der ikke i samme grad var så direkte iøjnefaldende.[42]

I tyverne forsøgte skiftende regeringer i Tysk­land (som nævnt) at seddeltrykke sig til tålelige forhold, ligesom den danske stat gjorde i mindre målestok, dog samtidig med at kronekursen i dag holdes kunstigt oppe af tyskerne og de internationale, indtil vi eventuelt dropper Europa-integra-tionen og koblingen til EURO-en ophører, eller Unionen dropper sig selv[43]. Under datidens forhold førte trafikken bl.a. til, at mange tyske aktieandele kom over på udenlandske hænder, fordi ingen i længden ville modtage de efterhånden værdiløse tyske pengesedler i udlandet, når der skulle leveres varer m.v.[44] Man tilbød simpelthen aktier for guld, dollars eller Sterling. Tyskland skaffede sig fremmed gangbar købekraft ad denne dødsrute [45]. Det lindrede en smule en tid.

Det var en kendsgerning, at to tredjedele af Tysklands fødevarebebeholdning måtte importeres. I New York Times den 7. august 1933 udtalte Samuel Untermeyer, at “denne økonomiske boykot er vores metode til selvforsvar. Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i National Recovery Admini-stration.[46]” De dumme angreb­spla­ner under Hitler indebar, at der dels skulle være fuldstændig valuta-kon­trol dels være udligningsaftaler om samhan­delen med hvert enkelt land for sig.

Der var således dels almene dels internationale begrundel­ser, men så sandelig også begrundelser, som direkte var koblet til en selvmod­sigende erobrings­p­olitik, herunder rustnings- og forsyningspolitik under krigsfor­hold. Guldet cirkulerede mellem landene, der var med i stabilise­ringsfonds-sys­temet sat i gang i England.

På denne baggrund var tyske virksomheder tvunget til at rette blikket mod Sovjetunionen, der mangle-de en mængde især teknik til opbygning af industrien. Sovjet kunne/ville betale med guld eller gangbar valuta og olie for tysk industriteknik. Sådan kan der sågar læses i de officielle historiebøger.

Forstå, at det engelske stabilise­ringsfondssystem især var sat op for at modvirke det forhold, at der skulle afleveres guld til Tyskland i tilfælde af et samhandel­soverskud i tysk favør. Fondssystemet for-hindrede guldafleveringen kunne blive aktuel, fond­ssystemet, der var tilrettelagt helt i tråd med erstatningskravet på Tyskland. Det var især Frankrig og England, der gjorde enorme krav på Tyskland efter Den første Ver­denskrig, ­men netto-til­godehavendet lå på Man­hattan[47] i de internationale banker.

Som man vil forstå blev handelsforbindelser ikke just de mest naturlige af disse systemer, og der taltes i disse år før krigen meget om, at den totale samhandel mellem verdens nationer blev mindsket ret så meget til ulempe for stort set alle. Det samme sker i dag med blokdannelserne. Forholdene dengang blev forværret yderligere ved, at told- og handel­shindringer udadtil også fulgte automatisk med datidens blokdan­nelser. Guldet påstod man, at Tyskland skulle betale eller lade sig forskrive for på Manhattan. Guld i disse mængder befandt sig ikke i Tyskland. Al statsøkonomi var totalt flydende efter krigen, som var ført på lån – dels indenlandske, dels landene imellem. Navnlig USA havde været den store långiver. Det havde i alt £1,9 mia. til gode, deraf f.eks. £842 mill. hos England, der igen hos andre havde £1,74 mia. til gode, deraf hos Italien £467 mill., hos Rusland £568 mill., og £508 mill. hos Frankrig, der igen havde £355 mill. til gode hos andre stater o.s.v. Men hvornår blev disse lån tilbage-betalt? Rusland vedstod ikke Zar-Rigets gæld. Parolen var: Tyskland skal betale! Det kan supplerende oplyses, at én enkelt international bank tjente 20 mia. US$ (= mere end 16.200 tons guld) på Den første Verdenskrig.

Varemangel i alle lande gav efter krigen høje priser, og derfor lønnende produktion, indtil voldsomt prisfald satte ind i november 1920, først i USA, snart efter i Europa. I alle lande levede man på papirpenge – som faldt. Næsten overalt i Europa var allerede under krigen papirpenge blev løsgjort fra guldet. Men selv guldet havde ikke sin tidligere købekraft – foråret 1920 endda kun 40 pct. deraf. Alle tal, forhold og begreber var relative. Intet under, at det tog tid at gøre erstatningsregnestykket op.

Talrige møder og konferencer blev holdt, den første i San Remo fra den 20. april 1920 efterfulgtes af andre i Hythe, Boulogne og Bruxelles. Ved konference i Spa den 16. juli 1920 deltog tyskerne for første gang efter krigen i forhandlingerne. Her enedes de Allierede om, at af det beløb man med tiden nåede til at fastsætte, skulle Frankrig have 52 pct., England 22, Italien 10, Belgien 8 pct., de øvrige stater tilsammen 8 pct. Derudover enedes man om en ny en konference. Det kan supplerende oplyses af Frankrig efter krigen havde opbygget en statsgæld på 150 mia. Franc.

Erstatningsbetalingernes størrelse var det altoverskyggende problem – mens den tyske mark faldt og faldt. På den aftalte konference i Paris i januar 1921 standsede politikerne – Erstatningskommissionen, som havde afgørelsen, havde endnu ikke talt – ved 269 mia. guldmark. Forbitrelsen i hele Tyskland over beløbets kæmpemæssighed! Skuffelse i de allierede lande, hvor man havde drømt om anderledes astronomiske tal – mest begrundet i egen statsgæld. Ny konference i London i marts. Tysk modforslag:

30 mia. – altså mindre end det i Fredstraktaten fastsatte a conto-beløb. Denne gang allieret forbitrelse. Tyskland knyttede endda betingelser til sit mini-tilbud: Det skulle beholde Øvre Schlesiens rige kulegne og have sikret et internationalt lån (der var klart tysk vælgerflertal i Øvre-Schlesien med 707.605 vælgere ud af 1.220.514 vælgere i alt og til trods herfor blev området skåret midt over til Polens klare fordel). Blank afvisning! Ultimatum til Tyskland: Betal, eller der bliver tale om en ny Rhin-besættelse. Tyskland afslog den 7. marts. Så skete det for Tyskland uventede – om morgenen den 8. marts rykkede allierede tropper ind i Düsseldorf, Duisdorf og Ruhrort – officielt motiveret med, at Tyskland ikke hidtil havde betalt, hvad det skulle. Tyskland hævdede at have betalt a conto 20 mia.. De allierede sagde 8. Uenighed om 12 mia.! Og de 8 mia. kunne endda ikke dække udgifterne til de allieredes Rhinlands-besættelse, som Tyskland skulle betale. Den 27. april faldt så endelig Erstat-ningskommissionens afgørelse af, hvad Tyskland havde at præstere: 132 mia. guldmark plus ekstra 6 mia. til Belgien. I alt 138 mia.

Om kravet på Tyskland var korrekt eller ej, spiller vel mindre rolle end det, der fulgte, kunne man ved første øjekast tro.[48] Indtil 1923 skulle Tyskland have betalt ca. 10 milliarder, hvoraf 2 milliarder i Guld, Sterling-veksler o.a., som f.eks. 15 mill. $ for Sønderjyl­lands-Annektionen fra 1864-1920, hvorunder bl.a. 4.140 dansksindede sønderjyder måtte lade livet i Første Verdenskrig i prøjsisk uni-form for en sag, der ikke var deres. Tyskerne opgjorde at have betalt 60 milliarder af erstatningerne. Institute of Economic, Eng­land, satte tallet til 25 milliarder. Fra den 11. januar 1923 og 2½ år frem besatte franske og belgiske tropper Ruhr-distriktet, der var Tysklands industrielle omdrejningspunkt. Ty­skerne nedlagde arbejdet og forlod området. Franskmændene satte nogle af dem i fængsel. Med massive kreditter fra USA stabiliseredes den tyske valuta en hel del fra 1924, den 17. april 1924 fulgte Dawes-Planen på amerikansk initiativ: Ruhr-Okkupationen ophævedes, erstatningerne skulle nu betales af indtægterne fra rigets jernbaner og af dets industri, der skulle udstede obligationer, dels også gennem forbrugsafgifter og andre skatter. Arbejdsløsheden gik ned og de yderligtgående partier mistede terræn. Da de allierede den 31. januar 1927 ophævede den internationale militærkontrol i Tyskland, var dette et første skridt, der skulle efterfølges af en senere rømning af Rhin-Zonen. Köln-Zonen var rømmet ved udgangen af 1926. Owen D. Young-Planen (forhandlet på to konferencer i Haag den 29. august og den 30. januar 1929) besluttede, at der skulle ydes 35,5 mia. guldmark, som skulle afvikles over 50 terminer indtil marts 1988 og med en ændret fordeling mellem modtager-landene Frankrig og England. Der blev samtidig stillet et internationalt lån til Tysklands rådighed, og betalingerne skulle foregå gennem en international bank (Bank for International Settlements fra 1930), som skulle oprettes i Basel. Ordningen betød en betydelig lettelse for Tyskland, på hvis vegne Rigsbankpræsident Schacht havde forhandlet. Men den store depression, der fulgte børskrakket i New York, ramte Tyskland langt værre end de fleste andre lande, især fordi landets økonomi endnu var relativt ustabil, og fordi de fleste af de amerikanske lån var kortfristede, og de blev straks sagt op, da de kunstige aktiekurser på den amerikanske børs pludselig revnede i oktober 1929. De kortfristede lån i Tyskland var placeret i langtidsprojekter. Derefter fulgte katastrofen, og Hitler fik vind i sejlene.

Se, nu skal man ikke tro, at det skortede på modinitiativer fra tysk side. Allerede i 1920 gik Gustav Krupp med det tyske marineministeriums fulde billigelse i kompagniskab med et skibsbygningsfirma i nærheden af Nagasaki. Hensigten var at udveksle tekniske informationer om produktion af under-vandsbåde. Dr. Techel (chef-konstruktør hos Krupp) rejste til sidst til Japan for at lede bygningen af U-både på Kawasaki værtet.

Forhold så fortvivlede, som de udviklede sig i Rusland i Sovjet-Styrets første år, har verden næppe før oplevet i en civiliseret stat. Høstudbyttet var 1920 nede på 14 pct. af det normale, råstoffrembringelsen næsten ophørt, køb i udlandet umuliggjort. Dette måtte skabe elendighed i 1921, og som altid fulgtes den slags forhold af hærgende epidemier. Millioner af mennesker omkom. Alt var i opløsning. Det var over for disse rædsler, Fridtjof Nansen og Herbert Hoover greb ind. Men de førte også resolut til en omlægning af Ruslands hidtidige politik, hvorom Lenin gav den første meddelelse den 12. marts – genindførelse i nogle tilfælde af ejendomsret, som var afskaffet ved Revolutionen, etablering af ret til

salg og køb, indrømmelse til bønderne af dispositionsret over kron, men til gengæld skattebetaling. Genindførelse af det delvis afskaffede pengesystem, tildeling af koncessioner til udenlandske syndi-kater – alt dog sådan, at den genindførte kapitalisme skulle være statskapitalisme eller afhængig af denne. Dog var dette et udtalt brud med kommunismens dybeste ideer – derimod næppe med Lenins oprindelige planer, som ikke havde regnet med øjeblikkelig gennemførelse af alle principperne; dertil var han blevet tvunget af den af ham selv skabte bevægelse, som var løbet alt for hurtigt. Lenin erkendte i flere kongrestaler, at dette var et tilbageskridt – men midlertidigt og påkrævet for at få produktionen i gang. Omslaget, som verden fik kundskab om i sommerens løb, og som blev fastslået i et dekret af den 8. august, betegnedes Novaja Ekonomitchiskaja Politika, i daglig tale betegnet NEP. Kun langsomt trængtes denne politik atter tilbage, hvis det overhovedet skete.

I april 1922 slog Tyskland og Rusland den officielle streg over uoverensstemmelserne fra krigens tid med Rapallo-traktaten. Endnu et initiativ taget af de høje herrer. Udover de diplomatiske forhandlinger (som var nok så intime under hele forløbet, som vi skal se nedenfor) var der hemmelige militære samtaler på højeste plan. Chefen for Tysklands forsvarsstyrker, General Seeckt, og den tyske kansler, dr. Wirth, deltog i forhandlinger, der førte til en hemmelig militærpagt mellem Den Røde Hær og den tyske hær. Den blev underskrevet den 29. juli 1922. Titlen ”foreløbig handelsoverenskomst” var rent humbug, eftersom formålet var at få de tyske våbenfirmaer som Krupp med i opbygningen af Ruslands våbenindustri. Det drejede sig om russisk fabrikation af nye Juncker bombemaskiner, uddannelse af tyske flyvere i Sovjetunionen og en fælles tilvirkning af giftgas og righoldigt udvalg af artilleriam-munition. Udover “den foreløbige handelsoverenskomst”, fik Krupp sig en landbrugskoncession i Ukraine, der selvsagt bedre kunne omtales, i samme år 1922. Nu tilbage til 1930-erne.

Det er ikke uden betydning at man forstår, at en Fredstraktat uden et militært nederlag er et tanke-eksperiment. At holde et overvundet folk og især dets magthavere permanent nedrustet lader sig ikke gøre, hvis man ikke besætter landet. Det er også helt hen i vejret som en slags straf at uddrive et over-vundet folk fra det overvundne land (Rhinlandets 2. besættelse). Endelig hører det til en slags teologisk tænkning ( jf. Keynes) at ville påføre et land et erstatningskrav, der skal afvikles over mindst 59 år.

 

Alene disse få kendsgerninger  viser, at dagsordenen var en helt anden end den meddelte.

 

Man var i den allierede lejr ret meget bekymrede for, at der nu blev råbt højt i Hitler-Tyskland, at det gamle system skulle afløses af et nyt efter tysk mønster med økonomisk og beskæftigelsesmæssig stabilitet, som det oprek­lameredes i propagandaen. Bilat­eral udligning (udligning med land for land uden mellem- og modregning på tværs af de valutariske grænser som svarende til udligningen efter et kortspil om penge) betyder, at man ikke kan overføre tilgodehavender i et land til et andet, når det drejer sig om nationers udligning, og det gør handelen noget vanskeligere.

Det var ikke alene Rusland, der samhandledes med ved byttehandler og kontanter - ofte indefrosne - afregninger, der kunne købes tyske varer for. Hele Balkan blev inddraget i dette system, der forløb nemt og gelinde - tilsyneladende. Sagen var den, at der fulgte både økonomisk og politiske afhængig-hed af Tyskland med i det lange løb. Mange indefrosne mark-tilgodehavender, en effektiv propa-ganderende, tysk udenrigstjeneste for at have afsat tyske industrivarer og hele industrier. Landbrugs-varer strømmede over Donau til Tyskland og industrivarer, herunder landbrugsmaskiner og våben gik den anden vej. Balkan-landene fik forbedret vej- og transportforhold betydeligt i samarbejdet med Tyskland. Det skulle dog vise sig, at systemet ikke alene inviterede til tysk dominans, det var simpelt-hen forudsætningen for det, der senere skete.

Samtidig lavede Ford kontrakt med Rusland om opførelse af den Sovjetiske automobilindustri. Ford lovede at bruge 30 mill. dollars (svarende til mere end 600 mill. dollars i dag). Således byggedes en Ford-fabrik i Nizhny Novgorod, som blev kaldt Molotov fabrikken og den producerede 140.000 biler pr. år i 1932. Senere Ford fabrikker i Ulyanovsk, Odessa og Pavlovsk, hvor der også produceredes tanks. Det amerikanske Electric Boat Compagny og britiske og italienske selskaber hjalp russerne med at bygge u-både fra 1930. Det amerikanske Seversky Aircraft Corporation hjalp Sovjeunionen med at bygge hydroplaner i 1937. ”Sovjetunionen lokkede 100.000 amerikanere til at tage til Rusland. De fleste af dem fik aldrig lov at vende tilbage” (se kapitel 4). 

Imens stod det internationale pengesystem til brug efter krigen stadig på den officielle dagsorden (det gør det også i dag efter Terror-krigens eller Jihads start). Det skulle dengang vise sig, at en af de kom-mende pengeplan­sak­tører, John M. Keynes, også i teorien var interesseret i den bilaterale udligning. Det samme var Premier­minister Neville Chamberlain, så. Initiativet var dog tysk, og af den grund kunne det ikke accepteres, således som den politiske situation havde udviklet sig.

EDB-udviklingen har måske fjernet denne hindring nu; det kunne nemt under­søges nærmere.

 

USA.'s historiske fordel i frihandel voksede sig netop i 1930-erne og 1940-erne større og større.

Storbritannien var i en anden situation. Monopol og eneop­købsret rundt om i det nu smul­rende impe-rium[49] harmonerede ingen­lun­de med det voksende krav om frihan­del fra USA, der først lige var begyndt den nye æra med udnyt­telse af de eno­rme rigdomme inden­lands på dette store kontinent. Mono­pol og en­eop­købsret er det modsatte af friha­ndel, der forudsæ­tter mange hver for sig ubetydelige udbydere og efterspør­gere af varer og tjenester. De handler under frihandel uden statslig el­ler overstatslig indblanding med told, afgifter og anden statslig regulering, især uden nogen form for beskyttelse mod konkurrence.

Landbrugskrisen hærgede stadig i Europa på grund af bl.a. det billige korn fra U.S.A. Udtrykt ganske ærligt og sagt uden omsvøb, men lidt forenklet. Storbritanni­ens befolkning kunne ikke nøjes med at leve af kolonistyre med følgeindustrier, bank- og spekula­tionsvæsen samt godsejerlandbrug i tiden fremover, hvor kolo­niher­redømmet måtte smuldre, og især ikke når guldet havde forladt den synkende skude til fordel det nye internationale finansielle centrum på Manhat­tan. De sidste krampe-trækninger med britiske pund-sterling - altså sølvmøn­tfod - var flittigt blevet udført; men det gik ikke efter Den første Ver­denskrig.

 

Gæld, gæld, gæld kan og må ikke konkurrere med effektiv produktion, når folk efterspørger denne med ærligt tjent købekraft. Desværre er det, hvad der sker, når statsgælden og oppustede aktiekurser bliver gjort til det, man som investor (den der investerer) skal forvente afkast fra, frem for reale investeringer i vareproduktionen.

 

Det er lige efter udbruddet af Den anden Verdenskrig, det mislykkede U.S.A.-forsøg på at skabe mere frihandel[50], især for alle andre, men beskyttelse af USA’s eget hjemmemarked  igen, blev afløst af et helt nyt forsøg på at skabe et nyt internationalt betalings- og clearings- og statslånesystem. Clearings-system betyder samhande­ls-uligevægts udligningssystem, der tager højde for valutakurserne. Hvor Cordell Hull som udenrigsminister havde arbejdet på en næ­rligg­ende amerikanske interesse; var det ikke frihandel, så var det en handelspolitik, der ved hjælp af internationale aftaler og reguleringer skulle fjerne hindringer for samhandelen og sætte den kraftigt i vejret. Problemet var dog fortsat USA’s betydelige produktionsoverskud.

Den nyudnævnte finansmi­nister Henry Morgenthau Junior, som efter en strid magtkamp kom ind i billedet efter det mystiske angreb på Pearl Harbor, nu overtage for­handlingerne som øverst ansvarlige. Morgenthau var langsomt talende bondemand og Roosevelts nabo. Hans fader havde været Amerikas ambassadør i Tyrkiet. Finansmin­ister Morgen­thau's nære medarbej­der Harry Dexter White[51] skulle tage ansvaret for udenrigsøkonomiske spørgsmål i finansmini­ste­riet (Treasury Department). I Storbri-ta­nnien hørte man også propagandaen fra Tyskland, og her blev Nobelpristageren John Maynard Keynes [52],.. [der udover noget korrekt matematik ikke vedrøren­de denne verden desuagtet anvender

den herpå ved bl.a. på langt sigt, at forudsætte, at vi alle er døde].., sat på opgaven at finde et system, der kunne få mere interesse og udbredelse end det tyske med bilateral udligning[53]. [54]

Det andet system skulle være både i U.S.A.'s og Storbritanniens interesse - blev det sagt - og være indrettet således, at det viste frihandelens og guldstandar­dens over­legenhed i forhold til det bilaterale udligningsystem. Keynes mente nok at frihandelstanker selv med guldet var for lidt at tilbyde et hensygnende britisk imperium med øvrigt nordvest­europæisk, gældst­ynget tilbehør, eftersom både frihandelen og guldanvisningerne vist var "afski­bet", om ikke fuldt ud til at virke i U.S.A. så dog til Manhattans interbanker.  Før krigen havde England større import end eksport - differencen blev dæk-ket ind af indtægter fra udenlandske kapital-investeringer (udlån) og fra handelsflåden. Efter krigen kunne England forudses at blive tvunget til at holde balance mellem importen og eksporten. De udenlandske kapitaler ville for en stor del være gået tabt, og om den britiske handelsflåde ville kunne genvinde sin førkrigsposition ansås for tvivlsomt. Alt dette gjorde selvfølgelig Storbritannien interes-seret i et system som Keynes-planen. Ellers ville England havne i et system med bilaterale aftaler. U.S.A. var altså i gang med at true med handelskrig her i begyndelsen af krigen, såfremt England ikke føjede sig.

Efterhånden havde de kvikkeste indset, at krigen med Hitler-Tyskland kunne blive en dyr, måske en vanskelig opgave at løse. Og hvem skal nu betale, og kan og vil de leve op til det efter krigen. Det var med at finde på noget, der kunne skabe en bedre at­mosfære, for det blev vist nødvendigt, meget nød-vendigt. Her er det da for det senere system og Storbritannien godt, at Henry Morgen­thau's W­hite var ret nem at tale med for Keynes trods de tilsyneladende forskel­ligheder. En sidste detalje i Keynes og White-plane­rne skal oplyses. Keynes ønskede sig en udlig­ningsunion, der stillede kreditorlandenes overskud midlertidigt til rådighed for debitorlan­dene på den måde, at underskud ikke automatisk tilskyndede svage regeringer til indgreb mod dårligdom­men.

En forestilling hvor også nye internationale betalings- og valutaenheder i form af henholdsvis UNI-TAS og BANKOR nåede at blive præsenteret. Det skal ikke undre, at Keynes' BANKOR skulle kunne købes for guld, men ikke omvendt. I den oprindelige Keynes-Plan, som aldrig blev realiseret, var det netop ikke tanken, at US-dollar skulle blive den sårbare reservevaluta med nominelt fastsatte valutakurser i deltagerlandene i forhold Dollars. Dette inviterede nemlig deltagerlandenes ledere til, som det skulle vise sig, med USA som forbillede til inflationsmisbrug. Keynes ville således ikke afskaffe de nationale valutaer, som det sker nu i EURO-zonen. Ved at indføre BANKOR som en hævdet realkursfast bogføringsvaluta, en “monetær normalmeter” var der skabt en afregnings- og reservevaluta, der kunne beskytte mod nationale kriser og store bankkriser, som følger af mange nationers ustyrlige betalingsmiddel- og kreditudstedelse. Keynes tanke var den, at nationerne kunne beslutte sig for faste vekselkurser og nul inflation eller for inflation og dermed flydende vekselkurser udregnet over et internationalt organ som IMF.

Al motivation til spekulation, som nu, ville ophøre og verden ville i de store linier være én verdens-nation. Professor Wilhelm Hankel[55], Tyskland anbefaler denne Keynes-tanke fremfor Euro-unionen, der helt afskaffer nationernes valutasuverænitet og ligedeler velfærden efter udligning med de svageste Syd- og Østeuropæiske lande. Vi må vel overveje om Keynes-tanken ikke blot et det næste skridt efter den planlagte politiske samling af det europæiske kontinent.

BANKOR-indretningen forudsætter to ting: En uafhængig “Verdens-Centralbank” uden politiker-indblanding og en “normal-meter mere”[56] at måle efter. Uden sidstnævnte ville mængden af disse verdenspenge blot være styret af en flok embedsmænd – ganske vist med indsigt i monetære forhold – men uden et reelt forhold til de materielle rettigheder, som betalingsmidler også skulle være udtryk for. Det lignede mest en trinvis tilbagevenden til den gamle guldstandard.   

White-planen var tænkt at skulle bygge på indskud af guld, medlemslan­denes valutaer og statsobli-gationer. Indflydelse på udlig­ningssystemets øverste organ skulle bygge på kvoteberegninger efter landenes økonomistørrelser og deres reserver af værdier. Altså, mestendels "en papirhandel.”

Der skabes i White-planen heller ikke nogen international clearingsunion med midler til at bremse varige underskud eller overskud på betalingsbalancerne. Der skabes ingen ny verdensvaluta uafhængig af guld og dækningsregler. Unitas er bare en ekstra 10-dollar tæt knyttet til guldet. Der lægges derimod stærk vægt på valutaernes stabilitet i forhold til unitas, d.v.s. dollars.

I Keynes-planen kan der finde valutaændringer sted; det er næsten umuligt i White-planen.

Hvilket land eller hvilke aktører, der med White fik afgørende beslut­ningsret på dette grundlag kan vel siges at være nærmest sel­vindlysende. U.S.A. og interbankerne. Keynes ville således give medlemslandene automatisk ret til en vis kredit, uden at de var forpligtet til at indskyde kapital på forhånd. Kun kredit­beløb over en vis grænse skulle behæftes med renter. Keynes ville også lade kreditorlandene betale renter, fordi på denne måde, hævdede Keynes, ville både kreditor- og debitorland blive tilskyndet til at få bragt ligevægt.

 

Kun hvis vi sammenblander begreberne stat og nation, vil jeg tilføje. Staten kan netop handle hen over hovederne på landets borgere, når medierne også lader stå til. Og politikerne af den professionelle type er ikke statsmænd, men udpræget privatmænd.

 

Keynes havde (som nævnt) ikke noget imod devalueringer inden for visse grænser og efter oversuveræn beslutning i unionen og med statens samtykke, forstås. White lagde vægt på, at den økonomiske politik skulle være midlet mod uligevægt sammen med pengepolitik indenlands i underskudsla­ndet. Nu skal man ikke hænge sig så meget i de præcise forskelle i oplægg­ene.

 

De blev kaldt et forhandlingsoplæg med en god del sort snak til scenen, men med en ganske anden målrettethed bag ved scenetæppet [57]. Slutresultatet skulle naturligvis ikke nås før krigen var til at se en ende på. De små gældsatte nationer var nemmere at tale med, medens deres regeringer sad i eksil og bomberegnen eller besættelserne/samar­bejdet med fjenden stod på i hjemlandet.

 

Danmark deltog slet ikke i pengeforhandlingerne, dels fordi vi ved krigsudbruddet og forhandlingernes start var officielt neutrale, dels fordi vi af datidens kreditvurderingsbureauer var placeret i laveste-kategori på linie med Etiopien.

 

Til næste kapitel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3.Kapitel

Fælles erklæringen af 21. april 1944[58]

efter den såkaldte guldmøntfods endelige afgang

Denne fælles erklæring var fælles mellem U.S.A. og Storbritannien, selvom der stod i forordet, at Norge og andre små lande var enige heri. Den var som det nævntes, ikke et færdigt system, men blot en oversigt over nogle af de vigtigste retningslinier, forlød det fra pressen.

Systemet bliver selvfølgelig aldrig færdigt, som vi skal se...., før et nyt med flere rænker og afpasset efter tiden og magthavernes i alt væsentligt hemmelige strategipla­ner er fastlagt.

Det blev dog både til et såkaldt udlignings- og statslånesystem med sidstnæ­vnte i en hovedrolle. Den amerikanske plan nærmede sig den engelske, da Verdensbanken kom ind billedet. Resultatet blev en enorm international kreditudvidelse. Det er ikke svært at gætte, hvilket land der blev det dominerende i handelen og kreditgivningen efter krigen. Amerikansk handelsimperialisme. Den kunne være realiseret med Keynes-planen i en mere central rolle også.

De kunstige trick-valutaer eller falske penge var væk i første omgang. Valutakurserne skulle udtrykkes i guld, selvom indskuddene kunne være lokal valuta. Hovedopgaverne var at yde banklån via noget, der skulle være en clearin­gsfond, men samtidig havde de en bank - en Verdensbank i reserve uden nævneværdige reserver [59]. Den skulle 'få lavet' nogle flere lån især til de mest kredithun­grende og mest kreditu­vær­dige.[60] Man kan have mange andre fine hensigter: [61]Nationerne skulle stille sikkerhed, intereksperterne blot formidle, råd­give og koordinere imellem låntager og privat anonym interbank og "de nationale garanter.” 

 

Dengang som nu:

Går vi nu et øjeblik 40 år frem fra 1944, så kan vi se noget af systemets virkem­åde:

Brasilien og Argentina kastede deres usigtsløse gæld på de ameri­kanske skatteborgere i 1983 under slet skjulte argumenter om dette og hint fra inter­banker/-intereksperterne. Polen gik samme vej, da jerngrebet tilsyneladende blev sluppet derovre. Nu venter vi bare på resten af Europa. Så kom Sverige og Færøerne. Derefter fulgte Sovjet, Japan, Argentina (sidstnævnte igen) og Tyrkiet. Mexico ligeså i januar 1995. Her måtte de amerikanske skatteydere punge ud, de tyske skatteydere ligeså. Og så bliver alting så godt. Journalisten på CNN tvivlede gudskelov tydeligt på, at andre end bankerne vandt ved det. Stort set ingen andre medier har behandlet noget om disse hændelser med andet end notitser på vore himmelstrøg. Den finansielle side, der hører til enhver økonomisk disposition taler altid sit enkle, tydelige sprog. "Derfor skal vi ikke trættes med disse uhyre komplice­rede ting"[62].

Lån og lån og så lån. ”På langt sigt er vi alle døde” kunne en ærlig præsenta­tion have indeholdt. Denne formulering ville i øvrigt have været i fuld harmoni med John M. Keynes' sære betragtninger, og i øvrigt frase Keynes selv anvendte.

 

Man skal forstå, at tidens løsen dengang som nu er at pumpe penge ud i systemerne og lade dem opbruge der, for så blev/bliver vi alle så rige, ja, selv de mindst kreditværdige. De mangler blot kapital. Selv den konservative cand. polit. i Folketinget Frank Dahlgaard kører på dansk videre med denne melodi (sidst hørt ved hans foredrag på Friheds­brevets årlige frokostmøde i Nyborg i 1995 og 1996). Når det kneb med argu­menta­tionen, henviste han blot til den nyligt pensionerede professor. dr. polit. Anders Ølgaard og til ligeledes pensionerede nationalbank­direktør Erik Hof­fmeyer. Som om det skulle hjælpe. De er og var alle ansat til at tjene den herskende Münchhausen­-myte[63], der går ud på, at fortælle "om rytteren, der blev hængende i sumpen med sin hest. Så kunne rytteren trække både sig selv og hesten op ved at trække sig selv i håret.” Sidste sætning er den korteste ikke-matematiske udlægning af den i Europa fortsat (delvis) herskende keynesianske eller ny-keynesianske vrøvlevise. I de senere år har man presset meget på for at få kommuner og amtskom­muner til låne også... selvfølgelig mod statsgaranti, og det vil sige på statens, eller rettere borgeres vegne enten de nulevende eller de fremtidige generationer. Det er i øvrigt derfor statsgaranti altid anses for det sikreste.

Birck skrev i 'Verdenskrisen og Danmark' i 1922[64]: Forpligter statsgæld ikke?

Kan man forestille sig, staten kan forpligte alle kommende generationer med sine sindssyge disposi-tioner i den nuværende indretning, eller det gør eller kan den måske slet ikke?[65]

"Vi lever i en verden, hvor den statsmaskine, vi i virkeligheden skulle støtte os til, er svækket i bund og grund, afskyet af de rige, kun lige tålt af de fattige. Det er i så henseende betegnende, at i Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt, den organiserede kapi-tal, betænkte på med udsigt til held at knuse den parlamentariske, såkaldte demokratiske, af "folkeviljen" influerede stat og selv tage magten. I United States er konflikten mellem politisk og økonomisk foreløbig udskudt ved, at den politiske magt ved sidste præsident­valg er kommen det økonomiske oligarki (mit: fåmandsvældet med C.F.R. og Federal Reserve System - se nedenfor) i hænde. Overalt ser vi tegn på statens afmagt, og de muligheder, der et øjeblik syntes at være for, at den økonomiske magt uden fare for økonomisk fåmandsv­ælde kunne etableres udenfor stater-ne...­ synes såre fjerne. Men statsgældens problem svæver over verden.”

 

 Man skal ikke glemme, at nogen forventes at opsamle den modstand, der måtte opstå, når der skaltes og valtes med forholdene for at konsolidere og udbygge egne positioner. Indtil videre er denne opsamling foretaget af de samme magthavere, der hver gang forstår at centralisere magten yderligere.

Bogen “Aktuelle Økonomiske Spørgsmål”, udgivet på Ejner Munksgaards forlag 1939 (se uddrag i fodnote 59) behandler emnet Keynesianisme eller New Economics på dansk.

 

“Penge kan fremstilles i ubegrænset mængde, og næsten uden omkostninger”, er trylleformularen. Desværre kører mange vestlige lande stadig med på denne vildfarelse. (se Kapitel 6). Der kommer dog heller ikke andet fra himlen, end velsignelser, i bedste fald. Pengemidler kan fremstilles, penge kan ikke på samme måde. Penge er retten til at købe eftertragtede ting og tjenester. Fremstilles der bare pengemidler, bliver retten ødelagt. Sådan er det, uanset hvad man måtte have læst hos Jørgen Pedersen eller andre fra selskabet. Det hjælper heller ikke at henvise til socialisten John Kenneth Galbraight, der er en anden af J. M. Keynes’ epigoner. Han har i øvrigt de samme forslag for Europa som tidligere EU-Kommissionsformand, nu Bilderberger Jacques Delors: Vi skal have Tilskuds-Europa. Dette er en Fælles-Europæisk-Socialistisk-Enhedsstat.

På linie med Indre Missions hang til skylden og marxisternes had til kapitalen, er der folk, der lige så ivrigt foragter rente og pengeudlånere. Mere åbne kort synes jeg absolut vi kunne forlange af dem og vore magthavere, og mere hæderlig folkeoplysning i ordets bedste betydning har længe været tiltrængt. Det er især utroligt - hvis man ikke har gjort sig klart, hvem der styrer - at vore medier har overset den verdensomspændende kollaps, der truer med at standse alle finansierings-aktiviteter i verden for en tid og sende tusindvis af banker til bankerot. Statsgældsætningen er den bagved liggende årsag, der har kunnet finde sted i al ubemærkethed. Renten er derimod blevet alt for høj, men det skyldes inflation, statsgæld og skatteregler. Den holdes af samme grund kunstigt nede.

Lån og rente drejer sig i al enkelhed om, at hvis man ikke ligger inde med værdier i en passende form til det formål, man vil forsøge at forfægte nu, så kan man låne. Her for skal man så betale lidt ekstra tilbage, fordi dispositionsretten overdrages. Udlåneren kunne have investeret værdierne i andet i stedet. En stat kan låne meget i udlandet, og det gør den desværre; men det går dog snart ud over selvstændigheden, for staten kan ikke betale uden at øge skatterne. Det er selvsagt uklogt at låne, hvis man ikke er i stand til at få mere ud af pengene end det, som det koster at låne de værdier, som lånesummen repræsenterer.

Den danske stat får ikke meget ud af - taber måske på - at investere det lånte i bureaukrati og kontrol af alle undersåtterne. Demokratiet er blevet til i bedste fald et mediedemokrati/styret demokrati, synes jeg. Mest med løgn og humbug.

Kører det i stor målestok med ufordelagtige investeringer, bliver der (rent økonomisk)  nemlig inflation og høj rente, så intet efterhånden kan betale sig. Derfor bør vi for at sikre de bedste kår for alle skikkelige mennesker, skaffe os meget lavere skatter på indkomst og på andet og skaffe os et lille kor af ærlige, kyndige forvaltere - ikke formyndere - , som ikke kun ønsker at udnytte taburet-terne til egen fordel som nu.

De områder, vi kan enes om, og som forvaltes bedst i fællesforbrug, skal så drives i fællesskab, men aldrig uden at opkræve de fornødne skatter til finansieringen. Retten kan ikke bruges flere gange. Det bedste er at knytte brugerbetalingen så nært til leverancen som vel muligt, hvis ikke det private initiativ skal være rådende. Kun herved sikres effektivitet og produktivitet. Man skal ikke se bort fra, at i et land, hvor hen ved 70 pct. af alt, der skal forbruges direkte eller som input i produktionen, skal importeres, vil også lånegælden til udlandet vokse så snart, der ikke er styr på de offentlige finanser eller statens husholdningsregnskab.

Verdens statsgæld skyldes i det alt væsentlige, at pengeudstedelsen (primær, sekundær, tertiær og nu også derivaterne) er gået fuldstændig over gevind og truer med at kvæle verden i papir. Dette har kun kunnet ske, fordi alle samfunds magthavere har tilladt det passere og gjort det fordelagtigt at spille på. Vi har engang haft renter på 4-5 pct., også her. Dengang var der mange nyttige produktioner, der betalte sig, selvom kapitalen til at gennemføre produktionen var lånt. Når spekulationen kører vildt nu, er det, fordi magthaverne har gældsat nationerne for at blive på magten[66]. At nogle østasiatiske banker har spillet fandango har kun været muligt med hjælp fra magthaverne på tinge. Undladelsessynder, udbredt korruption og især uvidenhed dominerer. Så kan spekulanterne udnytte situationen, og samtidig kan de bane vejen for den fra fødslen skrantne EURO. Det skulle have været en abort. Aktiekurserne er også her gledet urealistisk til skyerne sammen med en lind strøm statsgældsbeviser. Aktiekurserne er intet andet end forventninger til fremtidigt afkast. Men sådanne afkast, som kurserne udtrykker i dag, kan dog ikke skabes ved nogen real produktion. Er det sket før? Ja.

Statsgældspapirerne er i øvrigt ingenlunde længere blot et indenlands virkende instrument. Alle lande i Europa søgte i årene (før EUROen fra 1999) med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegælden, der er den mest presserende af de to byrder.

Efterhånden kan kun narkohandel, menneskesmugling og spekulation betale sig.

I Danmark “har man sikret sig yderligere” ved at offentligorientere og forringe uddannelserne og gøre landet til et af de mest omkostningstunge områder i verden via skatterne, der har trukket pengelønningerne vildt i vejret. Vore synlige øverste har tilsyneladende ikke forstået, at nogle af de økonomiske love er naturlove. Det kan dog ikke undre med den indoktrinering og forvirring, der bevidst skabes fra alle kanaler døgnet rundt. Arbejdsløsheden søgtes i 1930-erne bragt ned ved Keynesianske tiltag.

Man stod uforstående overfor Tysklands økonomiske udvikling under Hitler-diktaturet. Det gør vi ikke længere, bortset fra John Kenneth Galbraight, der måske vil have os til at tro noget andet i sin udgivelse (“Penge”). Galbraight har lagt sig efter hver gang han støder på et for ham uoverstigeligt forklaringsproblem at gribe efter mystikken i læserens fantasi. Han bruger ordet ”teknostrukturen” på alt det uløselige, som han ikke selv forstår. Typisk bortforklaring: ”Det ligger i teknostrukturen”. Og det er vældig berigende, i alt fald meget sigende.

Opgangen fra deflation i Tyskland – stilstand med 4,1 mill. arbejdsløse i 1932. I 1998 og 2004 havde tyskerne officielt 4,3 mill. arbejdsløse, muligvis mange flere p.g.a. samme opgørelsessvindel, som den jeg gennemgår for danske forhold senere i denne bog.

Det var ikke, som John Kenneth Galbraight hævder, ved i det alt væsentlige at satse på civil produktion, at tyskerne kom i arbejde. Motoriseringen var kommet som en gave fra teknikken, der var våbenproduktionen herunder dens motorisering, fortsatte byttehandler med Sovjet (se nedenfor), stram valutakontrol, belånbare skatte-rabat-sedler ved ansættelser, og ikke mindst suspendering af fagforeningstarifferne. Det var akserne i den tyske økonomiske genrejsningspolitik i 1930-erne sammen med den bilaterale udligning. I 1932 var der som nævnt officielt 4,1 mill. arbejdsløse, i 1934 officielt 2,4 mill. arbejdsløse. Guldmøntfod hjælper ikke meget, spekulationen og statsgælden afskaffes ikke med den. Guldet cirkulerede (som nævnt i kapitel 2 ) fra 1932 mellem landene, der var med i stabilise­ringsfonds-sys­temet sat i gang i England. Formålet hermed har vi set på.

Hjalmar Schacht var fra 1924 Rigsvalutakommissær, senere Præsident for Reichbank. Fra 7. april 1924 indledtes angrebet på inflationen med Schachts beslutning om kreditstop. Renten fór tilvejrs og sendte aktiekurserne ned til halvdelen. Med en kort pause fra marts 1930 var han igen reelt øverst ansvarlige for Reichbank under Hitler-regimet fra 1933 indtil 26. november 1937 [67].

Mange er blevet bildt ind, at det var ved at udstede pengemidler Hitler (eller rettere Schacht) fik bugt med arbejdsløshedens værste svøber. Tværtimod! Det var lønstop, det var behersket og kontrolleret offentlig udgiftspolitik til sikring af valutaen foruden det ovenfor nævnte, det var også fra politisk side løfter og vildt opskruede forventninger, der ikke i længden kunne indfries med eller uden krig. Hjalmar Schacht var ikke nazist, og han modarbejdede alle Hitlers planer om krig og forfølgelse[68], alene styrede Schacht økonomien og vogtede med sin stab på alle fejlindretninger fra gemeinde (kommune) til statens mangfoldige forgreninger. Han blev til november 1938 for at mildne virkningerne af diktaturet for det tyske folk.

Hjalmar Schacht opererede på højeste niveau i de fleste af 1920-er også, og hans linie var den samme hele vejen igennem skal vi nu se. Det var også Hjalmar Schacht der tilsidst fik mildnet Reparations-kravet med Owen D. Young-Planen (1929) efter fuldstændig saglig argumentation i London og i USA på foredragsturnéer. Men utak er verdens løn. Tyskland skaffede sig først og fremmest gangbar købekraft ad den udspekulerede vej med pengemiddeltrykningen og en forrykt rentepoltik. Det lin-drede en smule en tid som modspil til det, der var sat op mod Tyskland med erstatningskravene. Men det var en dødsrute. Med Schachts fuldstændige kreditstop fra Reichbank fra 7. april 1924 fulgte en reform af det tyske valutastyringssystem, men allerede fra 16. august 1924 trådte Dawes-planen i kraft, og med den blev Reichbank bundet. Reparations-bestemmelserne var nu også på plads trods protester fra alle virkelig kyndige på området, bl.a. J. M. Keynes, Gustav Cassel og Bertil Ohlin. Der blev hungersnød i Tyskland. Virkelig mange, især tyske børn, kom til at lide. Key-nes, der havde rejst i Tyskland og noteret sig elendigheden sagligt, skrev herom allerede i sin bog The Economic Consequences Of The Peace (12. december 1919), i hvilken han nedsablede Versail-les Traktatens bestemmelser om erstatningskravene. Året før (1918) i november havde Hjalmar Schacht skrevet i sin dagbog:

“Gewalt nicht noch Geld / Formen die Welt. / Geistige Kraft und sittliches Handeln /Ver-mögen Welten zu wandeln.”

 

To trediedele af Tysklands fødevarebebeholdning måtte fra starten importeres. Igen: I New York Times 7. august 1933 udtalte bl.a. Samuel Untermeyer som nævnt, at “denne økonomiske boykot er vores metode til selvforsvar. Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i National Recovery Administration.” Dette var keynesianisme efter J. M. Keynes havde fået Nobel-prisen. En sådan virkede ikke nær så skadelig (trods grundlæggende virkelighedsfjern og socialisme-fremmende) i USA, fordi dette land var/er meget selvforsynende i modsætning til f.eks. Tyskland og i særlig grel modsætning til Danmark.

 

 

 

Reaktioner på pengeplanerne 1940-erne:

 Se, nu kunne det være interessant at se reaktionerne fra norsk side, nu da Danmarks situation ikke betingede nogen som helst stil­lingtagen fra hverken en dansk finansminister, et dansk frihedsråds-medlem eller en dansk nationalbank; den var beslaglagt af besættelsesmagten.

 

Fra Norges Banks side blev det fremhævet ifølge 'Norge og grunnleggelsen af Bretton Woods-systemet' af Dag M. Halvorsen, at hvis alle lande førte en liberal handelspolitik og internationale investeringer fungerede normalt, ville den planlagte bank være overflødig. Krigen pressede dog på, og ingen kunne præcist forudse følgerne, herunder behovet for langtsigtede genopbygnings-lån efter krigen. Spores der måske en indirekte trussel her. Det var måske med at æde kritikken i sig(?)

 

Hvad bliver Euro midlet til?

 

Men først til aktørerne ved slutforhandlingerne i Bretton Woods i New Hampshire, New England, U.S.A. I slutforhandlingerne på Norges vegne var det Knut Gertz Wold, som trak læsset, som sekretær og sagsbehandler for pen­geplanerne. Han var ansat i Finansdepar­tementet. Ekspeditionsc­hef Christi­an Brinch og naturligvis finansminister Paul Hartm­ann var også involveret. Gertz Wold synes dog at have udført arbejdet. Ligesom i U.S.A. var der i Norge stor divergens mellem central­bankens ledere og finansminis­teriets embedsmænd.

Finansministerierne sejrede begge steder; i U.S.A. mens/fordi landet blev trukket aktivt ind i krigen efter det uvarslede angreb på Pearl Harbor i det mest overvågede område af Stillehavet. Og bemærk krigen med USA erklæredes af Nazi-tyskland den 11. dec. 1941.

Knud Getz Wold tilhørte gruppen af "yngre socialøkonomer", som var blevet uddannet af professor Ragnar Frisch i 1930-erne. Det samme gjorde den indflydelsesrige kontorchef Erik Brofoss fra gen­rejsnings- og for­syningsministeriet. Det så anderledes ud i Norges Banks direktion i London (e­ksiladre­ssen). Keilhau og Ræstad stod for helt andre synspunk­ter end de herskende på norsk side ved Bretton Woods.

Disse kan kort opridses som følger: De gav udtryk for, at hovedem­net efter det erklærede skulle være kortsigtede kredit­ter. Alene dette faktum har­monerede ikke ret godt med, at Norge ikke siden midten af det 18. år­hundrede havde haft problemer med at skaffe sig kortsig­tede kreditter i udlandet. Problemet for Norge var kun langsigtede kredit­ter; især med henblik på genrejsningen efter krigen, som man gerne ville have været foruden. Planerne og specielt Key-nes-planen tog ingenlunde højde for landenes varierende evne til at bære gæld, mente Norges Bank, uden at blive tvunget til at devaluere eller miste tillid hos uden­landske kreditorer.

Kreditværdighed, hævdede Norges Bank, kunne udtrykkes således[69]:

 

"Et lands evne til at bære gæld var efter Bankens opfattelse afhængig af en række kvalitative faktorer som f.eks. love, traditioner, folkekarakter, nærings­struktur, etc. At koble kursændrin­ger med betalingsbalan­ceproble­mer var efter bankens opfattelse uholdbart og et rent kvantitativt kriterium, der, hvis det anvendtes, kunne føre til helt forrykte forhold.”

 

Norges Bank foretrak, hvis den skulle vælge, dele af White-planen, mest fordi den ikke krævede devaluering, når et lands under­skud på den løbende betalings­balance nåede et vist punkt. Norges Bank ville have foretrukket, at man havde holdt fast ved det udvidede Tripartite Agreement-system fra 1936, fordi det tog sigte på at stabilisere valutaerne og ikke greb ind i de enkelte landes pengepolitik, også selvom dette system så tilskyndede svage, måske vidtløftige regeringer til at springe over nød­vendige pengepolitiske indgreb mod dårligdommen. Dette var systemet jeg nævnte med stabiliseri­ngsfon-dene[70]. 

 

Er penge det vigtigste af alt, spørger jeg? De er i alt fald vigtigere end krig, svarer jeg! Er der nogen baggrund for den hæslige krig, der ikke belyses i den officielle historie-version? Førtes der en anden krig med et andet sigte, og var der nogle andre aktører i hovedrollerne, der blot formelt var placeret længere nede på rollelisten bagved eller ovenover scenen? [71]

 

Den nævnte Münchhausen-myte er den korteste ikke-matematiske version af den keynesianske vrøv-levise i Europa. Sammenlign med Bircks bemærkning I 'Verdenskrisen og Danmark', som jeg gentager: Birck i 1922:

 

"Vi lever i en verden, hvor 'statsmaskinen', som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svækket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er betænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influerede stat for at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: (oligarki betyder fåmandsvælde), C.F.R. og Federal Reserve System). Overalt finder vi tegn på statens magtes-løshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket” (citat slut).

 

Danmark stod til statsbankerot i 1923 efter Landmandsbanksvindelen og Zahles 2. ministerium. Læs om Landmandsbankens kollaps i Appendix 3. Prøv at sammenligne med Enron, USA 2001!

 

Det ædle metal - som forgyldt møntfod - Del 1:

Løser en metallisk basis for en international værdistandard nogle af de problemer, det var hensigten den skulle i morgen

”To eller flere fænomener kan optræde samtidig i tid og rum, uden der af den grund lyser en sammenhæng fra dem”  

“Lad os lære af bedstefaders og oldefaders erfaringer, uanset den evigt herskende og altfortærende tidsånd.”

“Kendsgerninger tæller først i det lange løb, dels fordi der sammen med løgnene bliver for meget at vælge imellem, dels fordi de er universets byggeklodser.”

”Vi ligger alle sammen i rendestenen, men enkelte ser stadig efter stjernerne.”

”Det er bedre at tænde et lille lys, end blot at bande over mørket.”

 Denne historiske gennemgang tilstræber at vise, hvad guld- og sølvstandard ikke var, og hvilke virkninger man ikke kan hævde de havde. I udgangspunktet koncentreres gennemgangen fortrinsvis omkring engelske forhold og forhold på det europæiske fastland i 1800-tallet. Der skal ikke bruges to kontinenter for at vise effekterne af og intentionerne bag standarderne, der selvfølgelig havde lidt forskellig udformning. Det er således ikke tanken at give en historisk opregning og gennemgang af metalstandarderne i USA i det 18. og 19. århundrede, men at tilstræbe at tegne et generelt gyldigt billede af, hvad sådanne standarder var og stadig er i lyset af historien, i hvilken de blev introduce-ret ved lov eller aftaler og bragtes til at virke.

 

Op til sammenbruddet af den såkaldte guld-(exchange-)standard-basis (begrebet introduceres grad-vist neden for) havde verdens stater gældsat deres respektive nationer. Dette medførte at borgerne i disse nationer måtte betale for beslutningerne truffet af staternes ledere. Staternes ledere kunne afgjort ikke betale selv, og måske skulle de heller ikke betale for, hvad de havde gjort eller blot sanktioneret med guldet og andre aktiver i deres besiddelse eller uden for deres rækkevidde.  

 

Når verden i hver generation når til et vist punkt bestemt, måske af den menneskelige natur og menneskelivet i almindelighed, og i hvert fald som forudsætning tæt knyttet til skiftet fra bytteøko-nomi til forretningsøkonomi med pengeenheder, kommer det til handelskrige og rigtige krige. Man kan give den herskende moral blandt borgerne skylden, måske nationernes blotte eksistens, måske staterne, måske de politiske magthavere eller designerne bag det herskende monetære system. Så har jeg nævnt nogle muligheder. Og det ville ikke hjælpe at forsøge at forandre kultur og sprog hverken med våben og blodsudgydelser eller med tiden som fredsbevarende faktor. Et af resul-taterne af konflikter og krige ses ofte at være centralisering af magten. Erfaringen giver os gode huskeregler, selvom mange ting ændrer sig med tiden. Menneskets indre sæt af tænkemåder har ikke, tror jeg, udviklet sig meget i de sidste 2500 år, når alt kommer til alt. Ordet ”afvikling” er måske et mere beskrivende udtryk end ”udvikling”. Og resultatet af den såkaldt fredelige og altid gradvise centralisering af magten er ofte det samme, som når forandringer sker ved konflikter og krige. Måske vil nogen sige de kom af logisk nødvendighed?

 

Pengeenheder kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner og spare op og at flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder er også koblet sammen med risikoen for falsknere eller det at lovlige pengeudstedere kommer til at styre nogle ting, som andre faktisk har ansvaret for. Og hvis det faktisk bringes til at ske, kan man se helt bort fra de monetære enheders første opgaver.

Penge er ikke bare sedler, mønter og bankindeståender. Anonyme ihændehaveraktier, aktier på navn, obligationer, kreditter og som noget nyt de såkaldte derivater samt en lang række andre papirer er også mere eller mindre penge, al den stund de kan byttes uden videre for ressourcer, produkter du har behov for, jord, ejendomme og kontanter i brugbare former.

Når jeg hører at telefon-udbyderen Nokia har præsteret et årligt resultat, 50% større end året forinden, og samtidig at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investeret krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet være gået fuldstændigt skævt, enten med forventninger – som er det, der bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende tilgang af ny egenkapital, der er strømmet derfra ind i firmaet. 

 

Når jeg hører at Bolivia finansierer den offentlige aktivitet, ikke med skattebetalinger, men ved pengeudstedelse, må jeg sige, at dette faktisk er muligt at gøre, men samtidig understrege, at dette er en stor risiko at løbe for landets befolkning uden velud-dannede masser af demokratisk indstillede borgere eller en næsten utænkelig (derfor helt teoretisk) gruppe velmenende magt-havere i toppen. Det sidstnævnte er et typisk teoretisk, selvmodsigende fænomen. Jeg tror den har en indbygget modsigelse (når vi tager i betragtning hvad magt er) , og derfor vil den passe godt til grundlaget for den mest magtsamlende og derfor mest anerkendte videnskab. Men når jeg også hører at denne finansieringsmåde førte til en statsgæld – som vi ikke forventes at nævne, før de har fortalt os om den på TV, og det gjorde de sandelig også -  så stor, at IMF end ikke besvarede telefonop-kaldene fra de såkaldt ansvarlige i Bolivia, er et eller andet gået ragende galt med pengeudstedelsen i Bolivia, og magthaverne der er måske ikke meget forskellige fra magthavere andre steder på denne planet. Vi kan i hvert fald sige, at de ikke har været tilstrækkeligt forsigtige og omhyggelige med at lade monetære enheder indtage rollen som penge i Bolivia.    

 

Staten, dens ledere og din bank skulle også tage ansvaret, når du køber og sælger i udlandet ved at bruge dine nationale penge omvekslet til udenlandsk valuta derhjemme. Du må have tillid til dine hjemlige monetære enheder eller ægtheden af tallene på din konto, tillid til vekselkursen og omkostninger ved at veksle. For at sikre at den udenlandske modtager af dine pengeenhe-der får, hvad han fortjener i en transaktion, må han stole på de tilsvarende ting i sit land. Hvis han ikke kan stole på veks-lekursen, må den udenlandske modtager af monetære enheder simpelthen lide et tab (når/hvis han køber) eller henvende sig til sin stat, dens ledere eller sin bank og beklage sig, og forvente af dem, at de retter, hvad der er ukorrekt. Måske foretrækker den udenlandske modtager aktier i dit foretagende i dit land i stedet for penge, hvis han forventer at disse aktier giver et sikkert afkast, der er let at disponere over. At mindske disse praktiske trusler og få udenrigshandel og overførsel af kapital til at foregå på en måske mere glidende måde; det er hvad et international monetært system for penge og gæld skal gøre.

Lad det være nemt, ukompliceret, især uden uforklaret fagsprog og uden så megen truende personlig uduelighed som muligt.

I følge traditionen må vi enes om formålet med et international system for penge og kredit: at sikre udenrigshandelens gennemførelse blandt nationer, som udgangspunkt. Men da historien tilsyneladende helst skal gentage sig, lad os da se lidt på historien først; det kunne måske hjælpe lidt. Det skal være et system, der er egnet til at foretage økonomistyring for alle nationer i verden, og primært at tjene de typiske magthaveres interesser er der ikke særskilt behov for, skulle jeg mene. Et system med netop sådanne kvaliteter er tæt på den uorden, vi allerede har, tæt på kaos.

Forskellige standardværdienheder:                                                          

For at danne os et billede af, hvad guldstandard kunne gøre og ikke kunne gøre for at tjene sit formål i dag, må vi forstå, hvad guldstandarden faktisk var og også forstå lidt den verden, i hvilken den blev introduceret og sat til at virke på den internationale økonomi, handel og overførslerne, specielt (hvis muligt) effekterne på de fænomener, det var tanken den skulle virke på dengang, og hvad den i morgen skulle øve indflydelse på.

1820 besluttedes Guldstandarden ved lov I Storbritannien – lige efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen: Et ruineret Europa undtaget Rusland, bankerotte stater, og folkeslag som det var umuligt at plyndre mere i skat. Disse folkeslag var, set fra i dag, repræsenteret af monarker, prinser, prinsesser og deres agenter ved Wienerkongressen der skulle ende i freds-slutningen efter krigene. Disse kongresdeltagere i al deres pragt var ekstremt afvigende fra fattigdommen blandt de europæiske folkeslag. Bankerotter overalt. I Danmark (statsbankerot), en devaluering på 90 pct. i 1813. Du vågner om morgenen, og den ene krone, du måske havde (kronen kom ganske vist først til senere, faktisk i stedet en rigsdaler, hvormed to soldater afløn-nedes på månedsbasis), var blevet til en tiøre i stedet.

 

David Hume og Merkantilisterne:

 

Allerede den skotske filosof David Hume (1711-1776) berigede os med bidrag (”Om Penge” 1752 og ”Balance i Handelen”), der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som nu byggende på merkantelistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam Smith). Merkantelisterne fokuserede på for et land på at få fat i så meget guld, sølv og soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af guld- og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet) gjorde i deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller for efterspurgte varer. Tankegangen dækker over en forestilling blandt folk, der ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge med velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes gang: At forveksle penge med guld.

Udenrigshandel blev betragtet som en ensidig interesse, kan man sige. Kun én af handelspartnerne ville nyde gavn af handelen – de komparative fordele som forklares for et barn – var ikke nået tankegangen hos de 1700-tals-handlende. Tværtimod: ”Eksporter ikke dine gode naturlige eller producerede hjemlige varer, men prøv få fat i alt det du kan fra fremmede lande”. Hvis det lykkedes for dig med den taktik, blev du den rigeste. Vinderne var i korthed dem, der kunne samle de største mængder af værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at beskytte deres egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes varer og endog opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for, ønsket eller begæret.

 

Nogle ganske få af David Hume’s argumenter:

“Penge er ikke, ærligt talt, et af emnerne for handel, men kun et instrument, som handelsmænd blev enige om til et lette byttet af én vare med en anden.” (mit: bemærk dette restriktive og vel teoretiske udgangspunkt, der desværre får alt til at kikse)

 

 “Det er kun det offentlige, som høster en fordel af en stor pengerigelighed; og kun i krige og i forhandlinger med fremmede stater.” (mit: spekulanter drager også nytte af større pengerigelighed; men de handler også med penge)

 

“Og som for udenrigshandel, viser det sig, at den store pengerigelighed nærmere er en ulempe, idet den får prisen på al slags arbejde til at stige. Selvom den høje pris på varer er en nødvendig konsekvens af større mængder af guld og sølv, så er det ikke sådan, at prisstigningen følger umiddelbart, men der går nogen tid, før pengene cirkulerer i hele landet og dermed lader effekten virke på alle befolkningslag.”

 

”Efter min opfattelse, er det kun i det interval, altså i den mellemliggende periode mellem erhvervelsen af penge og stigningen i priserne, at den voksende mængde guld eller sølv er favorabel for aktiviteten. Når mængden af penge importeres ind i en nation, er den til at begynde med ikke spredt på flere hænder, men lagt i nogle få folks kufferter, folk som straks søger at sætte dem i fordelagtigt omløb.” 

 

“Det er ikke særlig almindeligt i nationer domineret af uvidenhed om handelens natur, at forbyde eksport af varer, holde alt hvad der kan tænkes at have værdi og nytte tilbage. De overvejer ikke, at ved dette forbud, handler de direkte imod deres egne intentioner, og at desto mere der eksporteres af ethvert gode, desto mere vil der blive udbudt derhjemme af de goder, som de altid vil være de første til at byde på.”

 

“Forestil dig at fire femtedele af alle penge I Storbritannien blev tilintetgjort på en nat, og at nationen blev reduceret til de samme forhold, med hensyn til guldomløbet, der kunne være som i Harry-ernes og Edwardernes tid, hvad ville konsekvensen være? Ville priserne på arbejde og varer ikke falde forholdsmæssigt, og ville alt ikke blive solgt lige så billigt som dengang.”

 

 “Igen, forestil dig, at pengemængden i Storbritannien blev femdoblet på en nat, ville den modsatte effekt ikke følge? Ville ikke alt arbejde og alle varer stige i pris, vokse til så umådelige højder, at ingen nabonation havde råd til at købe noget af os, medens deres varer, på den anden side, blev så billige i sammenligning, at uanset alle love, der kunne blive udarbejdet, ville virke mod os, og vores penge ville flyde væk; indtil vi faldt til niveau med udlandet og mistede de riges overlegenhed, som havde bragt os i sådan en ufordelagtig situation?”

 

 “Strømmen, ville, uden kontakt med de omkringboende, ved en sådan kunstig (en offentlig pengemængde ude af cirkulation) blive øget til et hvilket som helst omfang. For at bevise dette behøver vi blot at vende tilbage vores første antagelse, med til-intetgørelse af halvdelen af alle omsætningsmidler; hvor vi ville mærke den øjeblikkelige konsekvens af sådan en hændelse til at være tillokkelse af en tilsvarende sum fra alle nabonationer.” (slut på citater af David Hume)

 

Du kan finde den fuldstændige redegørelse af David Hume, der refereres til heri, på:

 http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/money.txt

og på: http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/trade.txt

 

Konklusion:

 

Penge er ikke en handelsvare, fastholdt Hume i sit udgangspunkt. Men jeg er bange for at penge allerede dengang og netop var en sådan ting i den virkelige verden.

”Det er kun det offentlige, som drager nogen fordel af en pengerigelighed.” Og spekulanter, må jeg tilføje. Hume understre-gede, at penge er lavet af guld og sølv. Han fastholdt også, at penge (altså guld og sølv) i cirkulation var det afgørende. I slut-ningen af det 18. århundrede var Storbritannien det eneste land, der var gået over til en faktisk klassisk guldstandard, efter en lang periode, hvor sølv stadig forsvandt mere og mere fra den hjemlige cirkulation. Guldets overvægt var begyndt så tidligt som 1717, da guld guinea fik tildelt værdien 21 shilling. Sølvs betydning som monetær enhed blev reduceret yderligere i 1774, hvor sølv som lovligt betalingsmiddel blev begrænset til betalinger op til £25. Imidlertid var sølv så undervurderet målt i guldværdi derefter, at det snart skulle indtage en sådan rolle som underordnet møntenhed, med de slidte sølvmønter i cirkulation, at det var ufordelagtigt at trække dem ud af cirkulation og smelte dem om til eksport. I 1797 blev Bank of England fritaget for at forpligte sig til at veksle dets sedler med guld på grund af Napoleonskrigene. Guldets overordnede rolle som regneenhed i Storbritannien blev sikret det år. Man kan sige at basis-værdi-måle-redskabet faktisk var i cirkulation, så at det rigtige udtryk blev guld-mønt-basis eller klassisk guldstandard og ikke bare guld-indløseligheds-standard, som vi skal definere separat senere. Var Hume ikke særlig kritisk over for guld og sølv trukket ind i definitionen af penge, var han til gengæld meget opmærksom på sondringen mellem redskabet, velegnet for handel, og de virkelige varer, som rent faktisk blev efterspurgt – men fortrinsvis teoretisk, må vi nok sige. 

 

Spørgsmålet er afgjort om England nogensinde vendte tilbage til nogen egentlig guldstandard efter krigsinflationen og fredsdeflationen til erstatning for statslån, for at sikre ”en eller anden balance”.

Bevægelsen mod skabelsen af den såkaldte guld-indløseligheds-standard i Storbritannien blev standset i krigsårene, da kontantbetalinger blev suspenderet som et typisk krigsfænomen (som nævnt i sidste afsnit). Umiddelbart efter krigen blev de facto guldstandarden fra det senere 18. århundrede faktisk endeligt indført ved lov i parlamentet i 1820. Det første var mønt-prægnings-loven af 1816, der tillod prægning af Guld Sovereign, et 20 shillings guldstykke; det første eksem-plar blev udstedt i det følgende år. Guldindholdet af Sovereignen blev fastsat i overensstemmelse med prægningsprisen i guld.

Den industrielle revolution begyndte i England omkring 1750. Behovet for kapital var meget begrænset i begyndelsen, og det samme var behovet for penge generelt i det 18. århundrede. 80% af befolkningen var smålandbrugere og husmænd, og bytteøkonomien var dominerende. Jordejerne finansierede primært de tidligere trin i produktions-omdannelses-processen på landet, primært bomuld. Importen af bomuld, mængdemæssigt blev ganget med 10 fra 1770 til 1800. 56 mill. engelske pund, og i 1830 var denne mængde blevet ganget med 5-6. Mål for produktionsmængden eller salget findes ikke, men eksportværdien af den forarbejdede bomuld eksisterer: 1764: £200,000, 1780: £1 mill., 1815: £22mill., 1830: $41 mill.

Bankhusene i det Absolutte Monarki (som var regeringsformen i de fleste stater) var forretnings-ejede af én mand eller af partnere. Dette skulle ikke fortsætte på denne måde, når papir-pengene blev til og lidt senere, hvor det såkaldte demokrati introduceredes. Banker som i dag eksisterede ikke, kun bankierhuse, gået i arv igennem generationer. Obligationer og aktier i nogle privilegerede kompagnier, og markeder for disse, havde deres oprindelse i det 17. århundrede – for eksempel huset Marselis Danmark og huset De Guerre i Sverige, med henholdsvis hollandsk og fransk oprindelse. De finansierede hver sin side i Den Store Nordiske Krig. I midten af det 18. århundrede, ved begyndelsen af den industrielle revolution var der knap et dusin bankhuse i England og Wales uden for London-området. 

Veksleteknikker og spekulation i papirer på privilegerede kompagnier var centralt fra begyndelsen, for eksempel den engelske John Law’s Southsea-Bubble og den franske Missisippi-Swindle af kolossale dimensioner er de mest kendte, og af mindre dimensioner spekulation i engelske, hollandske og danske kompagniaktier. Denne spekulation havde ofte betydning for den pågældende stat, som var betydelig aktionær (grundet de tildelte privilegier ved lov). Med store aktieandele i statsligt regi, var det ikke sjældent staten, der måtte bære tabene i sidste eller rettere næstsidste ende (og så lade skatteyderne betale, præcis som i dag). Når spekulation kunne opstå var grunden primært den stærkt varierende kredit udbudt af de pågældende stater. Rygter om krig eller f.eks. om en prinsedød kunne få obligationerne til at falde voldsomt.

Repeter det sjette afsnit i denne gennemgang af guldet:

Monetære enheder kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner, spare og flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder kan også have til følge, at en forfalsker eller selv lovlige pengeudstedere kommer til at styre nogle forretninger, som det slet ikke var deres opgave at have noget at gøre med.

 

To anerkendte store økonomi-tænkere i 1700- og 1800-tallene:

Det private aktieselskab var ikke særligt udbredt før 1800-årene. Al industri var i sin vorden, og for eksempel for at bygge en stor formforandrende produktion med installationer og udstyr, så skulle man bruge fabrikeret stål. Til jernbanerne havde man brug for både toget, drevet frem ved damp, og ikke mindst opfindelsen af hårdt-stål-fremstillingsprocessen, der stammede fra puddling-processen i de sene 1700-år og endelig Bessemer-processen i 1850-erne (efter Henry Bessemer; den blev udbredt 1850-60). Den sidstnævnte metode gjorde det muligt at forbedre stålfremstil-lingen så meget at enorme laster af korn kunne transporteres med fortjeneste fra det amerikanske Midtvesten og bringes i konkurrence med europæisk korn. De store laster forudsatte utroligt solide hårdt-ståls-skinner. Den enorme betydning af disse få opfindelser kan faktisk ikke overdrives.

”Men lad os ikke foregribe eller afspore hændelserne, selvom det kunne være fristende.”

Adam Smith, David Ricardo og det værdifulde metal:

Grundlæggeren af den økonomisk liberale tankegang og filosoffen Adam Smith (1723-1790) var en populær foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. 1776 (det samme år som David Hume døde, året hvor Adam Weisshaupt etablerede Illuminati[72] og året for Den Amerikanske Uafhængighedserklæring blev Adam Smith’s store arbej-de “Spørgsmål om naturen og årsagssammenhængene i nationernes velstand” udgivet. Det var den første systematiske gennemgang nogensinde inden for emnet Økonomi. Adam Smith beskæftigede sig faktisk ikke med pengespørgsmålet.

David Ricardo (1772-1823):

David Ricard var en glimrende forretningsmand og spekulant. Han var den første efter Adam Smith, der havde gennemgri-bende indflydelse på måden regeringen faktisk opførte sig, og var blandt de vidunderbørn, som tidsalderen valgte at specialisere sig i. Hans fader kom fra Amsterdam og var børsspekulant, han kom til London og blev udvalgt som en af et dusin spekulanter til at tjene jøderne i City. David lavede børsforretninger i en alder af 14 år. Han spekulerede dristigt i Øst Indisk Company og, som Nathan Rothschild, gjorde han bestillingsforretninger for mange af rege-ringslånene i perioden 1811-1815. Ved dette og ved geninvestering med umådelig succes i landejendomme erhvervede han sig en betydelig formue, og den gjorde ham i stand til at koncentrere sig om at skrive senere i sit liv. Blandt hans bøger var ”Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810) i hvilken han forklarer grundene til værdifaldene på britiske banksedler, ”Svar til Hr. Bosanquet og Forslag til en økonomisk og sikker valuta” (1816) og ”Principper for Politisk Økonomi og Beskatning” (1817). Han blev medlem af Underhuset (1819).

”Det bekymrede Ricardo, at en udækket papirvaluta næsten med sikkerhed førte til inflation, kan man læse i de traditionelle tekstbøgerne”, men jeg finder desværre ikke ordet ”inflation” eller noget synonym herfor i de nævnte af hans bøger, der er citeret ovenfor og nedenfor og udgivet 1810 og 1817.

Han fik derimod indført papirpenge, (og fortiede at penge skulle blive en vare) og hans forslag lød i øvrigt: ”Banken skal føre sit guldlager i standard guldblokke/barrer, der kan bruges af de handlende, som behøver barrer til at lave guldbetalinger i udlandet.” Han kom igennem med sit forslag i Underhuset, og de første guldbarrer blev udstedt den 1. februar 1820 med navnet ”Ricardos”.

Adam Smith’s arbejde som nævnte ikke med monetære emner (1776). David Ricardo (grund-læggeren af Guld-indløselighed-Standard, 1816) var student hos Adam Smith. Dette giver anled-ning til konklusionerne, der følger umiddelbart efter citaterne af David Ricardo. 

Man må forestille sig, at tidsånden var optimistisk og alt udpræget fremgangsrigt og uden meget at bekymre sig for blandt initiativets mænd, især efter Napoleonskrigene 1800-1815, og ny realkapital skulle bygges op næsten hurtigere end nogen mulig cirkulation af penge.

Historiske kendsgerninger:                                                                                                        

Statslån 1790-1816 blev ikke kun optaget i form af regeringsobligationer, men også som valutalån og forskud (i Bank of England), som skaffede sig midler ved at udstede pengesedler. I 1792 var det nået til 11 mill. med dækningsfond på £5½ mill. Uden en stigning i skatteopkrævningen steg statens udgifter til det dobbelte hvert år i perioden 1792 til 1794, 1797 var udgifterne mere end tredoblet, og i 1813 og 1814 var statens udgifter blevet ganget med 6 sammenlignet med 1790, og skatte-provenuet var ikke engang blevet hævet til det firdobbelte i samme periode. Budget-underskuddet på de offentlige finanser i perioden 1790-1816 var i alt £440 mill. Parlamentet tillod fra 1793 regeringen at optage rentefrie lån fra centralbanken, efter den netop havde overstået krisen 1792, da 300 banker gik bankerot. Men nu, tilsyneladende svækket af regeringens træk, steg budgetunder-skuddet fra £1/4 mill. i 1789, nåede de £10 mill. i 1793 og 12 £mill. i 1797, hvilket var tæt på den samlede seddel-mængde i omløb. England udlånte £11 mill. delvis i guld til dets allierede i 1790-erne. Det blev mere og vanskeligt for Bank of England at hjælpe forretninger og landbankerne, så regeringen gjorde sedlerne uindløselige i 1797.

Citater fra David Ricardo’s “Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810):

”Banksystemets fornemste opgave i et land er ved hjælp af papirpenge (ved altid at bevare deres standardværdi) at få dem til at fortsætte deres cirkulation med den mindst mulige mængde guld-penge og guldbarrer. Dette er, hvad denne plan vil resultere i. Og selv i en sølvpenge-tidsalder, bare i princippet, vil vi have den mest økonomiske, mest konstante valuta i verden. Prisudsvingene på barrer, uanset hvilken efterspørgsel der måtte være efter dem på kontinentet, og uanset hvilket udbud, der måtte bliver trukket ind fra minerne i Amerika, vil blive begrænset af priserne, som Banken køber barrer til, og udmøntningsprisen til hvilken de sælger dem. Mængden i cirkulation vil blive tilpasset behovene for handel med den største præcision; og hvis Banken et øjeblik var så indiskret at overvurdere cirkulationsbehovet ville den offentlige indsigt hurtigt rette dem i deres fejl. Som for landbankerne må de betaler for deres sedler (med guld), når de efterspørger Bank of Englands sedler. Det vil være til-strækkelig sikkerhed mod muligheden for stor papir-cirkulation. Der vil ikke være nogen fristelse til at omsmelte til mønter, og helt konsekvent arbejderne, der har været nyttesløst anbragt ved ét parti, der udmøntede de pengemidler, som et andet parti fandt interesse i at omsmelte til barrer, ville være effektivt frelst. Valutaen kunne hverken klippes eller blive forringet og ville have en værdi så uvarieret som guldet selv, det objekt som hollænderne havde i tankerne, og som de mest succesfuldt fuldendte med system meget lig det, som her foreslås” (citat slut)

Mit centrale og meget korte argument: En papirseddel kan måske gøres lige så sjælden som en guldmønt, men det er ulig meget nemmere at reproducere den. Og offentligheden indsigt i og evne til at rette fejl i cirkulationsbehovet er ikke en overestimering; det er en fed løgn, såvel dengang som nu. 

Kendsgerninger fra historien: 

I USA gik debatten om beskyttelse i 1790. I krigstiden mellem Frankrig og England var de sædvanlige kanaler for produktion og handel blokeret af den europæiske fastlandspærring. Krigs-tidens knaphed resulterede i en enorm stimulans til de brancher inden for den amerikanske industri, så som bomuld, uld og jernfremstilling, hvis produkter havde været importeret for ganske nylig forud. 

 

I 1815 udgjorde seddelcirkulationen £27½ mill. med en dækkende fond på 2 mill. i guld, og samtidig havde landbankerne i England oversvømmet landet med £30 mill. i sedler (det hele opgjort i årets priser). Dette forhold mellem sedler i cirkulation og den dækkende fond havde udviklet sig mere og mere ulige siden 1799. £13-13½ mill. i cirkulation med en dækkende fond på £7 mill. i 1799, 1802 en gennemsnitlig cirkulation på £16 mill med en dækning på £4 mill., i 1809 en cirkulation på £19 og en dækning på £4 mill., 1810-1812 £23 mill. i cirkulation med en dækning på £3-3½ mill. £1 skulle have værdien svarende til 123 ¼ guldkorn, i 1809 blev den reduceret til 107 og i 1813 til 87 ¼ guldkorn. Lord Stanhopes lov af 1811 tilsigtede at stoppe prisen på sedlerne, ikke direkte med en tvangspris, men ved at gøre det kriminelt at stifte opgæld (forskellen mellem pålydende og kursværdi) for guldmønter, men prisen på guld til guldbarrer var stadig fri, og de blev dyrere end guldmønter, hvilket førte til omsmeltning af mønterne.

Var det guldet, der havde fået priserne til at stige eller var Sterlingen faldet. Det var spørgsmålet Barrer-kommissionen af 1810 skulle besvare. Resultatet blev Edwin Cannan’s:

Når en papirvaluta oprindelig funderet på og omvekslelig med guldmønter er blevet uvekslelig, kan den kun holdes oppe på sin garanterede værdi ved at begrænse dens mængde byggende på observationer af guldbarre-prisen og kurserne på udenlandsk valu