To slags
økonomisk videnskab:
Jeg vil hævde, der findes to slags nationaløkonomi: Den der gør nationen og verden til et teoretisk ideologi-projekt, og den, der videnskabeligt tager udgangspunkt i det, som vi ved er sandt med det ene formål at forstå på grundlag af erfaringen/historien.
Næsten
lige så umuligt som det er at gøre en postmodernist begribeligt, at historien
og traditionen er basis for mening og erkendelse, er det svært at få hæderlige
mennesker til at indse, at løgneren
ikke blot lyver om én ting, men at han netop anvender de mest behændige tricks
hele livet igennem under hensyntagen til
de umiddelbare, reelle magthaveres øjeblikkelige krav med det ene formål at
få det hele til at glide så gelinde som muligt - i hans retning - mod skyerne,
hvorfra det som bekendt ikke er nemt at se og høre jorden.
Virkeligheden
foretrækkes af de fleste ærlige individer, de anerkendte nationaløkonomiske
teorier her til lands og i EU derimod bygger på en sum af
simple/ideologi-tilpassede/ snedigt udvalgte antagelser, hvorfra der resoneres
blindt logisk til en fortsat tænkt virkelighed. Det er derfor teorierne altid
stemmer med hele setuppet/præmisserne/udgangspunktet, der også er teori, men
yderst sjældent eller aldrig stemmer med virkeligheden, som vi ser og erfarer
den. Prognoserne kikser derfor altid. Men hjernespind kan der gøres brug af
rettet mod dårlig hukommelse til at indfange og dermed kuldsejle virkeligheden
med.
Men
hvorfor? Hvad er magt?
Ikke desto mindre havde vi tidligt kunnet nærme den
økonomiske videnskab mere til virke-ligheden takket være blandt andre Friedrich
von Hayek, Milton Friedman, Ludwig von Mises og Laurids V. Birck, der har samlet
og skabt viden herom.
Vi er så heldige, at de fleste dispositioner, tilstande og resultater
beskrevet i den økonomiske videnskab dels har en såkaldt realøkonomisk (priser,
mængder, forbrug, antal ansatte, omsætning, fortjeneste) dels en finansiel side
(indbetalinger og udbetalinger, renter, afdrag, gæld, tilgodehavender og den
slags).
Samtidig forholder det sig sådan, at eksempelvis penge,
finanser og bankvæsen ikke kun er teoribegreber. Den realøkonomiske verden
indeholder også begreber som produktion, beskæftigelse, afsætning, ressourceforbrug
og den slags størrelser; men allerede her skal vi til at passe på – især når
man ser på årsag og virkning - men det vender vi tilbage til.
Bemærk altså: Selvom den finansielle side repræsenterer
typisk konkrete ting, var det den finansielle side, der blev brugt til at forme
den cyberspace-virkelighed, det glansbillede, det rædselskabinet, der siden har
udviklet sig, så vi kun kan håbe ”guderne må sig forbarme”.
Kan I huske Poul Jørgensen og Hans
Bischoff fra TV, når de skulle delagtiggøre os i landets og verdens økonomiske
forhold? Det sluttede med disse TV-klovne omkring det tidspunkt, hvor de
radikale gik med til at afskaffe pristalsreguleringen af lønninger i midten/slutningen
af 1980-erne, vist 1986/1987. Så mente man ikke borgerne længere skulle
orienteres om landets økonomiske forhold. Enten kunne ingen af folketingets
medlemmer længere klare mundtlige
redegørelser/debatter om nationaløkonomiske forhold, var de måske blevet enige
om den økonomiske politik i hele Folketinget, eller også fandt de blot ikke
vælgerne værdige til den slags oplysninger længere. Det kan jeg ikke afgøre.
Penge, finanser og bankvæsen er ikke bare teoribegreber:
Virkeligheden, som vi ser og erfarer den, har det ellers godt med betalinger, tilgodehavender, gæld, kapital og også godt med monetære forhold i øvrigt som betalingsmiddel-mængde og rente. Ved at supplere den realøkonomiske med en monetær-, finansiel- og kapitaltolkning, bliver vi i bedste fald mest i stand til at tolke og forudsige landets periode- og statusmål (resultatet for en periode og tilstanden på et tidspunkt beskrevet ved status) målt i tal og beløb som følge af menneskenes økonomiske gøren og laden i den reale sfære.Gør vi derimod brug af de opstillede teoretiske,
urealistiske modeller, der udsiger noget om sammenhængen/afhængigheden mellem
de realøkonomiske opmålinger af menneskenes adfærd og især deres økonomiske
gøren og laden, altså modellerne, der former verden og menneskene i menneskets
eget billede, så indfanges vi i et
spind, der styrer vores tankegang. Det er hvad der skal til, hvis nogen har til
hensigt at styre og undertrykke sine medmennesker. Vi kender det fra andre dele
af livet og omgangen med andre menne-sker. Lytter man for meget til en løgner
eller endog en psykopat og går ind på hans/ hendes tankegang eller blot
benytter hans sprog, mister man magten over én selv til sidst.
Men hvad er magt?
Søren Kierkegaard giver i Det æsthetiske
Stadium, i tekst 2-11: Fra "Enten-Eller" (1843), 1. del, følgende
lille, meget sigende betragtning:
"Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er
ofte ligesaa skuffende, som når man hos en Marchandiser læser på et skilt: Her
rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at få det rullet; saa var man narret,
thi Skiltet er blot til salgs" (citat slut).
Det store spring i de økonomiske samfundsteorier sker med overgangen fra at kunne (ikke kunne) forklare og forudsige
menneskets adfærd herunder den økonomiske adfærd til påvirkning af menneskets
adfærd. Mennesket er altså ikke godt nok som det er. Det skal ændres af dem,
der kun har set lyset og derfor er blevet forblindet. Den tilhørende
menneske-model ved forklaring og forudsigelse passer fint til den såkaldte
empirisme senere positivisme, hvis modelapparat arbejder meget med årsagsmodelbetragtningen,
der gør brug af fortiden til at forklare nutiden.
I
dag er det sådan:
Erfaringen
og fortiden samt i grunden årsagen anerkendes ikke, og dette er måske legitimt
nok at hævde, al den stund de teoretiske forklaringsmodeller ofte viser sig
ikke at stemme med omverdenen/virkeligheden, selvom man har gjort sig umage med
alle mulige fortolkningsmuligheder, navnlig i matematisk symbolsprog. Og det
er jo specielt interessant, når vi lige lader tanken falde lidt på en anden
emnekreds - som slet ikke er behandlet som den skulle nogetsteds:
Miljø, økologi, stratosfære, globaltrusler, indflydelse på helbred,
adfærdspåvirkning hos den enkelte i denne forbindelse og samspillet herunder
påvirkningen, virksomhed mod omgivelser samt kommissærs adfærdspåvirkning af
producent. Taget lidt i spredt fægtning efter kutymen i dette sagsfelt.
I disse emne- eller sagsfelter anses det - sjovt
nok - fortsat for fuldt korrekt "at påvise "sammenhænge herunder
årsagssammen-hænge" mellem dette og hint. Dette gøres i vid udstrækning
ved anvendelsen af de såkaldte statistiske,
kvatitative metoder. Her ser man på nogle fænomener, der kan beskrives med
talregistreringer. Statistiske
analysemetoder, der ligger bag de fleste 'såkaldte undersøgelser’, som I
sikkert tit ser refereret på TV som en rapport, en undersøgelser o. lign. , der
viser ....
Jeg kan forsikre jer om, at bl.a. to
af de anvendte metoder, Regression og
Chi-testen, er blevet misbrugt for at skaffe den ønskede sammenhæng eller
årsag ud af modellen i en række tilfælde.
Metoderne
fejler ikke så meget - de er jo dog matematik - men man kan nemt 1. Tolke problemstillingen
fejlagtigt 2. Vælge sig en nonsens-sammenhæng eller 3. Vælge fejl mellem
metoderne, 4. Anvende metoderne fejlagtigt,
5. Tolke model-resultaterne forkert, 6.
Drage en fejlagtig eller vidtløftig konklusion på grundlag af modellens
re-sultater og 7. Overføre den ukritisk
på virkeligheden. Endelig 8. kan man jo
udlevere materialet til en intet-anende, men "forstående" journalist
ved et slagkraftigt medie.
Og så er der jo karrieren. Connie Carøe Christiansen
husker vi måske med fertiliteten her i begyndelsen af 2004.
Som man vil forstå er muligheder og
især umulighederne mange. Én af dem er (jfr. 1. ovenfor) :
Fordi to fænomener
optræder samtidig, behøver der jo ikke lyse en uafviselig sammenhæng ud af dem.
Er f.eks. antallet af storkepar i Danmark om sommeren øget fra 12 til 25 par to
år i og på træk, er dette ikke nødvendigvis en sikker indikator for et såkaldt
babyboom blandt danskere. Baby-boom kørte de danske myndigheder og medier meget med i begyndelsen
af 1990-erne, selvom danskerne ikke fødte flere børn. Derimod udgjorde
antallet, som fødes af indvandrere og deres efterkommere snarere 25.000 af en
samlet fødselsårgang i Danmark på cirka 70.000 i begyndelsen af 1990-erne. Til
almindelig sammenligning skal det oplyses, at danskerne får 17.000 til 19.000
aborter årligt i 1990-erne. Sjovt nok afslørede Danmarks Statistik sig selv de
første to gange i foråret 1999, selv for den mere overfladiske. Dels var
konsekvensen af denne institutions meddelte nonsens, at 20 pct. af de fødende
kvinder er fjerntfremmede, selvom hele denne fremmedgruppe officielt kun skulle
udgøre 3,4 pct. af den samlede befolkning i landet i 1999. Siden hen har vi
brugt den gang på gang. Konsekvensen af Connies vrøvl var, at 43% af de fødende
var fremmede. I 1999 lod man en akademisk medarbejder nær pensionsalderen gå
til befolkningskonference i Landstingssalen, hvor man lod ham meddele, at
fortsætter indvandringen til landet som nu, bliver danskerne, som vi kender dem
i dag, i mindretal omkring år 2030. Herved gjorde denne medarbejder sig faktisk
“4 år værre” end undertegnede, der har redegjort fyldestgørende for disse
simple spørgsmål lige siden 1987. Lad det værre. Det er ikke alle, der når
pensions-alderen, og som så føler en større trang til at fortælle sandheden
efter en lang behagelig karriere.
På de strategiske
felterne miljø,
sygdom, sundhed og indsatserne i disse forbindelse,
hvor angsten for det ukendte, for det fjerne, for det hidtil uantastede, for
det uundersøgte, hvor tilmed forfinede målemetoder tit påvirker det iagttagede
kan meget vises og meget ikke afvises - påvise eller bevise derimod er noget
ganske andet. Der er nok af gangbare fænomener, nok at tage fat på. Og så er
der jo karrieren, som nævnt. Den skal vi ikke glemme. Forebyggelsens paradoks og
forebyggelsens dilemma – altså at den hæv-dede effekt viser sig først på langt
sigt, og det er vanskeligt, hvis ikke umuligt at afvise forebyggelses-effekten
a priori/på forhånd - er det moment, de løfter os ud af virkeligheden og
ubevidst ind i ideologien….under såkaldt videnskabeligt dække.
Det interessante er, at her kan årsagen nemt bruges, også selvom metoderne ikke er videnskabeligt dækkende, kategorierne ikke er
tilstrækkeligt virkelighedsnære og ikke praktisk håndterbare. Sådant er indiskutabelt
centrale problemer, der bare ses bort fra, selvom disse ofte er ganske
afgørende, fordi vi nemlig skal leve i teoretisk verden. Ideologer
tror teori bliver til virkelighed. Tro kan flytte bjerge…men det hjælper altså
med bl.a. en Bulldozer, vil jeg tilføje.
Det startede under Præsident John F. Kennedy i august
1963:
15 unge forskere, som man stolede på, blev blev sat i
en studiegruppe og lukket inde i et undergrunds-etablishement (Iron Mountain) nær
byen Hudson, New York. Formålet var de sammen skulle finde ud af, hvad der
skulle til for at samle magten yderligere og selvsagt bevare kontrollen med
menneskene uden krige. Keynesianer-økonomen John Kenneth Galbraith deltog
blandt andre. Svaret efter nogle måneder var:
Total fødselskontrol. Rapporten beskriver herudover,
hvad der skal til i den nye politik for erstatte krigen som effektiv
magtsamlende faktor: F.eks. få total kontrol med de nationale økonomierne, en
allestedsnærværende international politistyrke, til bevidstheden hos individerne
skulle man have en trussel fra rummet, d.v.s. invasion af rumvæsener, en massiv
forurening, nogle fiktive forskellige fjender, nye religioner, og andre myter.
Dokumentationen findes hos Leonard C. Lewis:
“Report from Iron Mountain On The Possibility And Desirability Of Peace”.
Der var altså en af deltagerne, der mente offentligheden
skulle vide besked. Siden hen kom Romklubben med en slags opfølgning
(”Grænser for vækst” og ”Menneskeheden ved et vendepunkt”), da vi bl.a. nåede
til Eu-ropaunionen og strukturproblemerne i bl.a. Europas landbrug, men rent
faktisk til et egentligt verdsligt testa-mente for den religiøse tro på bl.a.
udåndingsluften, CO2.
Man skal forstå: Formålet helliger midlet - især
for mange ambitiøse blandt "Tidens Jesuitter" for "Verdens Frelsen.”
Det var blot et lille sidespring ikke helt uden betydning. En samlet
redegørelse herfor burde have en gennemgang for sig.
Jean-Jacques Rousseau (1712-78) gav et meget personligt og engageret bidrag
til at forstå staten og dens såkaldte natur, hvoraf den opstår og hvad dens
formål er. Rousseau bringer endog sit syn på oplysning og kultur på banen. Hans
tanker har haft en enorm indflydelse på de vestlige samfund i 20. århundrede.
Han hævdede at kunne sondre mellem den falske og den sande kultur og mellem
hvad der er naturligt i naturstaten og i samfundsstaten. Han hævder at der er
en naturlig stræben i mennesket – en dominerende kraft – til at være åben,
spontan, god, sympatisk og taknemmelig. At disse instinktive og sande følelser
er mere originale end årsagen; det emotionelle liv alene gør mennesket stort og
godt; det er bestemt ikke hjernen. Rousseaus skrifter er fyldt med modsigelser
og særheder; men især hans skrivemåde gjorde et overvældende indtryk på
læserne, og det gør de også i dag. Og så var nogen der udgav hans bøger.
Allerede den skotske teolog og filosof David Hume
(1711-1776) berigede os med bidrag (”Om Penge” 1752 og ”Balance i Handelen”),
der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som nu (i EU) byggede på
merkantilistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam Smith).
Merkantilisterne fokuserede på for et land at få fat i så meget guld, sølv og
soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af guld-
og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet) gjorde i
deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller for
efterspurgte varer. Tanke-gangen dækker over en forestilling blandt folk, der
ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge med
velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes: At forveksle
penge med guld. Spanien gik i øvrigt bankerot efter mindre et århundrede.
David
Hume tog i øvrigt tre af Rousseau’s fem børn uden for ægteskab og med
forskellige kvinder, i pleje efter faderen havde afleveret dem på en
børneinstitution i Frankrig. Rosseau var så vores officielle forbillede indenfor børneopdragelse og
moderne pædagogik startende centralt med ”Samfundspagten” i Danmark 1889 og
videre-ført af reformpædagog Sofie Rifbjerg (Klaus’ faster) fra 1921, der skrev
”en bibel” på dette vigtige felt netop med udgangspunkt i Rousseaus tanker.
Merkantilismens - som David Hume var oppe
i mod - fortsat:
Udenrigshandel blev betragtet som en ensidig interesse, kan
man sige. Kun én af handelspartnerne ville ny-de gavn af handelen – de
komparative fordele som kan forklares for et barn – var ikke nået tankegangen
hos 1700-tallets handlende og ledende mænd. Tværtimod: ”Eksporter ikke dine
gode naturlige eller producerede hjemlige varer, men prøv få fat i alt det du
kan fra fremmede lande”. Hvis det lykkedes for dig med den taktik, blev du den
rigeste. Vinderne var i korthed dem, der kunne samle de største mængder af
værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at beskytte deres
egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes varer og endog
opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for, ønsket eller
begæret var i højsædet.
Nogle
ganske få af David
Hume’s argumenter:
“Penge er ikke, ærligt talt, et af emnerne for handel, men
kun et instrument, som handelsmænd blev enige om til et lette byttet af én vare
med en anden.” (mit: Bemærk dette restriktive og vel teoretiske
udgangspunkt, der desværre får alt til at kikse, når det kun er en teoretisk
betragtning)
Flere citater af Hume:
“Det er kun det offentlige, som høster en fordel af en stor
pengerigelighed; og kun i krige og i forhandlinger med fremmede stater.” (mit: spekulanter
drager også nytte af større pengerigelighed; og de handler også med penge.)
“Og som for udenrigshandel, viser det sig, at den store
pengerigelighed nærmere er en ulempe, idet den får prisen på al slags arbejde
til at stige. Selvom den høje pris på varer er en nødvendig konsekvens af
større mængder af guld og sølv, så er det ikke sådan, at prisstigningen følger
umiddelbart, men der går nogen tid, før pengene cirkulerer i hele landet og
dermed lader effekten virke på alle befolkningslag.”
”Efter min opfattelse, er det kun i det interval, altså i
den mellemliggende periode mellem erhvervelsen af penge og stigningen i
priserne, at den voksende mængde guld eller sølv er favorabel for aktiviteten.
Når mængden af penge importeres ind i en nation, er den til at begynde med ikke
spredt på flere hænder, men lagt i nogle få folks kufferter, folk som straks
søger at sætte dem i fordelagtigt omløb.”
“Det er ikke særlig almindeligt i nationer domineret af
uvidenhed om handelens natur, at forbyde eksport af varer, holde alt hvad der
kan tænkes at have værdi og nytte tilbage. De overvejer ikke, at ved dette
forbud, handler de direkte imod deres egne intentioner, og at desto mere der
eksporteres af ethvert gode, desto mere vil der blive udbudt derhjemme af de
goder, som de altid vil være de første til at byde på.”
“Forestil dig at fire femtedele af alle penge I
Storbritannien blev tilintetgjort på en nat, og at nationen blev reduceret til
de samme forhold, med hensyn til guldomløbet, der kunne være som i Harry-ernes
og Edwar-dernes tid, hvad ville konsekvensen være? Ville priserne på arbejde og
varer ikke falde forholdsmæssigt, og ville alt ikke blive solgt lige så billigt
som dengang.”
“Igen, forestil dig, at pengemængden i Storbritannien blev
femdoblet på en nat, ville den modsatte effekt ikke følge? Ville ikke alt
arbejde og alle varer stige i pris, vokse til så umådelige højder, at ingen
nabonation havde råd til at købe noget af os, medens deres varer, på den anden
side, blev så billige i sammenligning, at uanset alle love, der kunne blive udarbejdet;
ville dette ikke virke mod os, og vores penge ville flyde væk; indtil vi faldt
til niveau med udlandet og mistede de riges overlegenhed, som havde bragt os i
sådan en ufordelagtig situation?
“Strømmen, ville, uden kontakt med de omkringboende, ved en
sådan kunstig penge-mængde i cirkulation, blive øget til et hvilket som helst
omfang. For at bevise dette behøver vi blot at vende tilbage vores første
antagelse, med tilintetgørelse af halv-delen af alle omsætningsmidler; hvor vi
ville mærke den øjeblikkelige konsekvens af sådan en hændelse til at være
tillokkelse af en tilsvarende sum fra alle nabonationer.” (slut på citater af
David Hume) Du kan
finde den fuldstændige redegørelse af David Hume, der refereres til heri, på:
http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/money.txt
og på: http://socserv2.socsci.memaster.ca/~econ/ugem/3113/hume/trade.txt
”Penge er ikke en handelsvare”, fastholdt Hume i sit
udgangspunkt. Men jeg er bange for at penge allerede på Humes tid netop var en
sådan ting i den virkelige verden.
”Det er kun det offentlige, som drager nogen fordel af en
pengerigelighed”, skriver Hume Og spekulanterne, må jeg tilføje. David Hume
understregede, at penge er lavet af guld og sølv. Han fastholdt også, at penge
(altså guld og sølv) i cirkulation var det afgø-rende.
Til
2. del : Sigende eksempler på pengenes globale cirkulations-historie