Medaljens forside:
På få år er 80 hollandske familier
flygtet eller flyttet til Norge. Det er ægtepar i 30’erne med børn. Hollænderen
Anne van Oorschot har mellem 250 og 300 navne på listen over
folk, som siger de kunne tænke sig at flytte til Norge. Vore mål er at få 20
familier til Bremanger før år 2003 er omme, siger hun. Efter en hollandsk
fjernsynsudsendelse om immigraterne på Vestkysten tog mange kontakt. Hun har
reklameret for et fredeligt liv i smuk natur i flere hollandske blade og gør det
hele tiden på Internettet. Når nogen lader sig lokke, hjælper Anne med at
skaffe job og hus, hun lodser indvandrerne gennem de offentlige kontorer og
ansøgningspapirerne, og hun fungerer som tolk. Anne arran-gerer konferencer og
selskaber med op til 7000 deltagere. Anne og hendes mand kom som sendt fra
himmelen til Bremanger Vekst, et halvoffentligt selskab, der bl.a. arbejder på at
forhindre fraflytning fra kommunen. Anne blev straks udset til at rekruttere
flere hollændere. På få år er mere end en 20 hollandske familier, med i alt 80
menne- sker med stort og småt, flygtet fra menneskemyretuen på kontinentet til
udkanterne helt ude vestpå i Sogn og Fjordane. Til Hovden, Fanøy, Svanøy. Til
øvre Hovden, Fanøy og Svanøy er de kommet med deres flyttekasser. I byerne
Grotle, Dyrstad, Davik, Botnane og Haukå har de slået sig ned. De har fundet
sig til rette i Ålfoten, Norddals- fjord, Eikefjord og Kalvvåg. To familier har
bosat sig mere centralt i industribyen Svelgen.
Hollænderne har ingen problemer med at
få opholdstilladelse. Hollænderne kommer selvfølgelig for at arbejde. De er godt
forberedte med norske sprogkundskaber indlært hjemmefra, og de søger straks til
foreningslivet for at lære det norske og nordmændene bedre at kende. Vi føler
os velkomne her, folk er hyggelige og bekymrer sig om hinanden. Og vi trives i
den flotte natur. Vi går meget tur i fjeldene. Det bedste af det hele er
alligevel at her er så stille og frede-ligt.
Medaljens bagside:
Holland
anno 1995:
Skulle vi
nu prøve et par førstehåndsvidner til Hollands tragedie. Naturligvis omtales
sådant ikke i danske eller for dens sags skyld i norske aviser. Her skal vi til
vidnerne Martin de Regt og J. de Jong, der repræsenterede det hollandske
indvandringsmodstanderparti Centrumsdemokraterne i Holland – dette parti må
endelig ikke forveksles med det danske med samme navn, som godt nok har forladt
det danske Folketing. Enkelte uddrag af Peter N. Buhls beretning i Danskeren nr.
5, 9. årgang, november 1995 er i anførselstegn:
De to
herrer gæstede Århus og København henholdsvis den 10. og den 11. september 1995
for at berette om forhol-dene i Holland. ”Dengang var der 40-50% fremmede i de
hollandske storbyer, og ud af de 150 parlamentsmedlem-mer var der dengang 30
fremmede. I politiet var der 20% fremmede, men det var ikke nok, idet man havde
sat det mål at der skulle en andel til svarende i befolkningen (25%).” Der boede
dengang 16 millioner i Holland, hvoraf altså de cirka 4 millioner var fremmede,
fortrinsvis tyrker og eks-jugoslaver af muslimsk observans. Holland var kommet
i den helt særegne situation, at folkegruppen molukkerne (indvandrere fra en tidligere
hollandsk koloni) faktisk søgte til Cen-trumsdemokraterne, fordi de følte sig
trykket præcis som Hollands stambefolkning. En spadseretur gennem Amster-dam på
1-1½ time kunne jævnligt byde på iagttagelse af 3-4 slagsmål med knive
undervejs i 1995, berettede Martin de Regt over for undertegnede, da de overnattede
hos os. Med forholdene i politiet som beskrevet ”opstår problemet bl.a. når marokkansk
betjent lader en marokkansk bilist slippe for en fartbøde, mens hollænderne i
samme situation får den fulde straf. Hollandske betjente skal derimod nok vare
sig for enhver ansats til at ”diskriminere”, hvorfor de også er særligt
forsigtige over for udlændinge.”
”Tendenser
til sådant spores som bekendt også i Danmark (i 1995), hvor alt tilsyneladende
gentager det hollandske scenario med ti års forsinkelse. Holland, hvor flere
ministre (dengang) var involveret i narkohandel med Marokko, er et
skræmmebillede på, hvordan det bliver her, hvis udviklingen forsætter”, skrev
Buhl i 1995. ”De hollandske CD’ere be-rettede, at man bliver fængslet, hvis man
i Holland siger, at Holland er for hollænderne, eller at indvandrere er mere
kriminelle end de indfødte”.
”De
politiske forhold er langt mere ”fremskredne” i Holland end i Danmark: CD kan
ikke få lavet sine tryksager i Hol-land, kun én avis optager CD’ernes
læserbreve og interviews med dem, og de kan overhovedet ikke holde offentlige
møder p.g.a., at ”anti-fascisterne” har frie tøjler.” Deres ganske få radio- og
tv-udsendelser er produceret og sendt ind over grænsen fra Belgien. ”Partiets
kendte repræsentanter må uafbrudt bevogtes af bevæbnede vagter, og deres mødelokaler
er blevet brændt og jævnet med jorden. J. de Jong fortalte, at han nær var
blevet dræbt af et slag i hovedet, mens en kvinde, som nu (1995) er
parlamentsmedlem for CD, mistede et ben p.g.a. et mødeoverfald. Derfor var både
de Jong og de Regt noget chokerede over Den Danske Forenings beskedne sikkerhedsforan- staltninger
ved mødet i København, som i øvrigt blev flyttet efter trusler mod Valby Medborgerhus.
Det forløb dog fredeligt, men en rude blev knust af demonstranter ved mødet i
Århus”…hvor mødedeltagerne blev mødt af flere byger af kartofler og sten ved indgangen.”
”Mange emner blev diskuteret på de to
møder, bl.a. det paradoks, at 80% af folket i både Holland og Danmark er imod
indvandringen, men alligevel protesterer kun få. De hollandske talere kom da
med et eksempel, der viser den massive hjernevask af befolkningen: På en skole
afholdes et parlaments-”valg” blandt eleverne, ifølge hvilket CD skulle være
blandt de to største partier. Da fortæller lærerne strengt eleverne, at et
omvalg skal holdes, og denne gang må de ikke stemme på CD. Da nogle holdt fast
ved det alligevel, blev der ugelang undervisning om ”racisme” og erfaringerne
fra 2. verdenskrig…”
"Hollands CD’erne står i en langt hårdere
kamp end danskerne – endnu (i 1995). Derfor kan der læres meget af dem. I dag
(1995) har de 10.000 medlemmer i partiet, som opstod i 1982 ved en
sammenslutning af flere små anti-indvan-dringspartier… Holland står ifølge de Regt
og de Jong næppe til at redde. I Danmark kan det stadig nås (i 1995).”
IoD:
Herfra kan vi konstatere, at med mindre
der er lagt en samlet plan for Europa, så er samtlige politikere i Europa
blevet sindsyge næsten samtidig. Det er da en tanke værd; er der andre
muligheder? Hvis folk ville lade være at tro så meget på noget af denne verden
og derimod holde sig til kendsgerningerne samt prøve at holde fast i dem eller
skrive dem ned, så ville der være faktisk håb, forudsat deres logiske evner ikke var ganske
forsvundet i nedbrydnin- gen. Det er for meget forlangt for i alt fald 60-70% af en sløv befolkning,
der nu får kam til sit hår…igen.
Det er disse 60-70% af befolkningen de synlige magthavere altid satser på.
Så prøv: http://www.lilliput-information.com/hed/sand1.html