Af Joern E. Vig

John M. Keynes var officiel repræsentant for de engelske myndigheder ved Reparations-kommissionens forhandlinger i juni 1919 (Kommissionen om krigsskadeserstatnigerne i forbindelse med Versailles Freden) i Paris efter Den første Verdenskrig.

I 'De Udvalgte Skrifter' ('The Collected Writings') af John Maynard Keynes, bind 17 skrives i kapitel 1 på side 3: "Han opgav sin indflydelsesrige rolle bag ved scenen og trådte frem i rampelyset som publicist og propagandist.”Resten af sit liv var han beskæftiget med gradvise forsøge at overtale verden til at gå ind på hans tænkemåde. I det første kapitel af sin 'Revision of the Treaty' sondrer Keynes mellem, hvad han kalder 'den indre' og 'den ydre' opfattelse.

'Den ydre' opfattelse var den offentligt udtalte af politikere og aviser, medens 'den indre' var journalisters, tjenestemænds og rådgiveres, bagved eller ovenover scenen, udtrykt i lukkede cirkler. Han skrev denne sidste i 'The Economic Consequences of the Peace' (De Økonomiske Konsekvenser af Freden) i august og september i Charleston. Den udkom 12. december 1919. Udover at den stiller sig overmåde kritisk over for de besluttede (senere reviderede) krav på Tyskland og de dermed afledte konsekvenser for Europa, så giver den et nærmest latterliggørende indtryk af Præsident Wilson og den engelske Premierminister Lloyd George, som deltog i Reparationskonferencen (om erstatningskravene på Tyskland). Keynes troede at 'den ydre' opfattelse nu var klar til 'den indre' opfattelses afsløring. Keynes blev berømt på bogen; men nu fulgte nogle måneder, hvor hans egen fremtid skulle afgøres. Han havde opsagt sin stilling i Treasury (Englands Finansministerium) den 21. juli 1919. Det skulle vise sig, at han slet ikke var ude af billedet - blot flyttet til 'det ydre' billede, propaganderende for 'den ydre' opfattelse, som han selv kaldte det.

Det skal for god orden nævnes, at den omfattende valutaspekulation, som den særegne Mark-udvikling lige efter krigen gav anledning til, deltog Keynes også selv i. Indtil den 20. oktober 1919 havde Keynes tabt £ 13.125 af sine egne penge og £ 8.498, som tilhørte et mindre syndikat for hvem Keynes spekulerede. Dødssejlerøkonomi-teorierne til brug i de enkelte lande, og som bidrog stærkt til Nobelprisen, skulle vi først rigtig lære om efter Den anden Verdenskrig. Prøv at sammenligne forrige sides note (om Professor L.V. Birck's vurderinger fra 1935) med følgende hentet fra Professor Jørgen Pedersens bog fra 1939 'Aktuelle økonomiske spørgsmål':

Skal statslån tilbagebetales?

..."det er ingen naturlov, at statslån overhovedet skal tilbagebetales. Staten må selvfølgelig tilbagebetale et lån, når det forfalder til betaling, men hvis det ikke findes hensigtsmæssigt at formindske gælden, kan tilbagebetalingen altid ske ved optagelse af et nyt lån……Det gælder såvel for optagelse af lån som for tilbagebetaling, at det eneste, det kommer an på, er, hvorledes det virker på det økonomiske liv eller på samfundets velfærd. Det kan ikke fornuftsmæssigt begrundes at tilbagebetale statsgæld, medmindre de virkninger, tilbagebetalingen har, anses for ønskelige. Hvis der på et eller andet tidspunkt i samfundet er stærk efterspørgsel efter arbejdskraft under fuld beskæftigelse, således at resultatet kun kan blive en stigning i lønnen, der atter nødvendigvis må føre til en stigning i priserne, ja, så er det formentlig hensigtsmæssigt at opkræve flere skatter end nødvendigt til at dække de løbende udgifter, altså tilbagebetaling af gæld, idet der derved vil blive lagt en dæmper på efterspørgslen efter ressourcer; før en sådan tilstand er indtrådt eller rettere, før man ønsker at reducere efterspørgslen og indtægten i samfundet eller dog hæmme dens stigning, kan det ikke fornuftsmæssigt begrundes at reducere statsgælden...

Når staten (derimod) giver penge ud, modtages langt den overvejende del af beløbet altid af en eller flere af borgerne og skaber således direkte en indtægt, der svarer til udgiften minus den del, der går til udlandet. Hvis vi et øjeblik regner med, at der holdes ligevægt på betalingsbalancens løbende poster overfor udlandet, idet der til enhver importforøgelse svarer en lige så stor eksportforøgelse, skabes der altså sammen med enhver udgift en lige så stor indtægt i samfundet.

Hvis staten nu i samme tempo, som den giver penge ud, opkræver skatter, der betales af midler, som ellers af skatteyderne ville være blevet givet ud til forbrug, eller optager lån, som ydes af midler, der ellers ville være blevet givet ud til arbejdskraft og materialer, sker der åbenbart hverken formindskelse eller forøgelse af den samlede indtægt i samfundet; der sker blot dette, at staten nu lægger beslag på ressourcer, der ellers ville være beslaglagt til private formål, eller i hvert fald ville være kommet andre personer til gode end dem, der nu får pengene.”

"Hvis staten derimod skaffer sig de pågældende midler ved at trække på sin konto i Nationalbanken og denne ikke inddrager kredit andet steds fra, eller hvis staten låner på obligationsmarkedet og Nationalbanken ved passende opkøb af obligationer hindrer kursfald, betyder statens udgift ikke alene, at der direkte skabes en hel ny indtægt af samme størrelse, men at de, der modtager pengene, giver en del af dem ud igen til folk, der atter forøger deres udgift. På denne måde skaber en statsudgift, f.eks. i løbet af 1 år, en forøgelse af indtægten i samfundet i samme år, der måske løber op til 2-3 gange det udgivne beløb, og da skatterne her i landet under de gældende skattelove udgør ca. 25% af indtægten, vil en sådan udgift i det pågældende og det følgende år måske give staten og kommunerne en forøget skatteindkomst på halvdelen eller tre fjerdedele af beløbet, der kan danne basis for nye udgifter eller benyttes til skattenedsættelse.”

Under 'Statens Status' (i ovennævte udgivelse af Jørgen Pedersen):

"Hvis man endelig vil operere med et statusbegreb for statens vedkommende som udtryk for dens økonomiske stilling, må det vel blive borgernes skatteevne i forhold til de udgifter, som staten planlægger.."(citat slut)

Keynesianismen, som Jørgen Pedersen her markedfører, beskæftiger sig yderst virkelighedsfjernt med samfundets centrale problemer. De gøres til problemstillinger i matematisk symbolsprog eller noget lige så begrænset, der udredes (som her) en logisk sammenhængende tankefølge, der hverken beskriver det pågældende problem, som det er i virkeligheden, eller medtager alle de tiltag, der i praksis øver indflydelse på problemets løsning.

For eksempel har pengemidlernes indflydelse på samfundsøkonomien eller inflationen en ringe placering hos Keynes og hans eftersnakkere. Det samme kan siges om statsgælden, som det fremgår. Det nye system, som skulle opbygges for efterkrigstiden, skulle netop bygge på noget nær fri adgang til statsgældsætning.

Målene for samfundet er altid noget med beskæftigelse, aktivitet og lignende. Den offentlige sektors virkning på økonomien interesserer man sig slet ikke for, og man bliver straks i tvivl om de erklærede mål er andet end til "den ydre" opfattelse, som Keynes selv skriver om. Hele angrebssynsvinklen i den keynesianske tankegang vidner om en fatal mangel på virkelighedsinteresse, f.eks. interesse for om de valgte forudsætninger overhovedet sammen og hver for sig tegner et billede af den virkelighed, der forsøges spået om. Det bliver en opgave i sig selv for keynesianeren til stadighed at søge at dække sig ind, så det han har sagt hænger logisk sammen, når alle forbehold er husket. Om disse logisk sammenhængende skoleridt fortæller noget om virkningerne af en række forskellige politisk-økonomiske tiltag fra myndighederne mod nogle korrekt beskrevne fænomener i samfundet, interesserer i princippet ikke keynesianeren. Her skal han have sin ryg fri, som det også er en central dellære i keynesianismen at indøve i alle henseender.

Derfor kan det kun beklages, hvis vi interesserer os for keynesianeren eller lader os besnakke af ham.

Det skal for god orden skyld oplyses, at Jørgen Pedersen, der blev Rockefeller Fellow, antagelig kunne have fået Nobelprisen i stedet for John Maynard Keynes. Han var dog ikke så kendt i Akademiet og skrev ikke meget på engelsk.

Der tales fra 1994 om at afvikle statsgælden i hele det partipolitisk såkaldt borgerlige spektrum i Danmark, der sker dog ikke noget andet end det modsatte, den forøges hvert år. Såfremt statsgælden afvikledes, ville arbejdsløsheden forøges, ifølge de keynesianske resonementer. Arbejdsløsheden i Danmark i 1996 er henved 700.000 eller 20-24 pct af arbejdsstyrken, ikke som fænomenet beskrives af eleverne fra Keynes' skoler 240.000-250.000 medlemmer af en arbejdsløshedskasse. I 1999 er det offficielle tal blevet til 150.000.

I 1933 var arbejdsløsheden i Danmark opgjort til 33% (den største nogensinde) af den dengang opgjorte arbejsstyrke. I september 1939 (ved krigsudbruddet) steg arbejdsløsheden med 16.000, selvom 20-30.000 indkaldtes til militæret. Den nedbragtes dengang mest ved offentlige beskæftigelsesarbejder, eksport til et oprustende Tyskland og statsgæld, som "satte gang i økonomien" ved den i dag benævnte "kick-start-operation. ”At pengene blev ødelagt nåede (næsten) ingen at opdage, fordi krigen skabte et helt nyt internationalt pengesystem, der alene byggede på kreditøkonomien. At effekten af den blinde anvendelse af Keynes' teorien førte til en bureaukratisk styret offentlig sektor, der blev en god del større end det, der styres af private, individuelle dispositioner plus en mamut-statsgæld burde være forudset; men det fortalte teorierne, der i princippet fulgtes blindt, meget behændigt intet om.

Statsgældspapirerne er ingenlunde længere blot et indenlands virkende instrument. Alle lande i Europa søger i disse år med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegælden, der er den mest presserende af de to byrder.

I 1935 skrev Professor L. V. Birck: "Politikere er klasselig prægede, selv når de undtagelsesvis forstår de økonomiske problemer, og deres udsyn standser ved den kommende valgdag; endelig kan staten ikke længere regne med loyalitet fra sine borgeres side. Økonomisk undermineret ved en 10-cifret gæld, der ved hver fornyelse tvinger den til at gå tiggergang hos højfinansen, er staten ikke i stand til at betale underklassen den sociale antirevolutionære forsikringspræmie, som de offentlige understøttelser er, og de besiddende, der efterhånden har vænnet sig til inflationsformuer, vender sig forbitrede mod skatterne, der synes dem uden forhold til de (synlige) fordele, de har af staten, og strækker tilmed hånden ud efter de indtægtskilder, staten har udenfor beskatningen, og hvorpå der ved kapitalisering kan opbygges privat kapital.” (Citat slut fra: 'Under Højkapitalismen', 1935)

Mit: Statsgælden er ultimo 1996 lige knap 13 cifret (1 billion kr.), d.v.s. 1000 gange større end i 1935; men det er værdien af den produktion, der skal dække den ind i dag og fremover, ikke.

I 1922 kunne L. V. Birck redegøre i 'Verdenskrisen og Danmark' i deltaljer og tørre tal for statens formue, "hvis indtægter er optagne lån og solgte værdier, og hvis udgifter er tilbagebetalinger af lån og pengeanbringelser... M.h.t. fremtiden er der efter min mening 3 veje at gå, og alle veje er lige umulige i øjeblikket, fordi tiden er forpasset.” 1. "At gøre åben og ærlig bankerot. Det er en grusom uretfærdighed mod de mennesker, der tilfældigvis ligger inde med papirerne.” 2. "Så kan man prøve at afbetale.” "Straks i det første år (efter 1. verdenskrig) afbetalte England på sin statsgæld, det andet år forrentede det den, og tredie og fjerde år gjorde det, som andre pæne lande gør, betalte renter ved at øge den svævende gæld" - korttidsgæld, som kan være boggæld eller kontokurantgæld. 3. "Endelig kan man ødelægge sin valuta", og se om man kan ødelægge den lige så hurtigt som de andre gældsatte nationer.” Dengang efter første verdenskrig (1922) skrev Birck i samme bog også: "Det nytter ikke at tro, at verden kan gå ud af krigen uden at se anderledes ud end før, eller at de folk, der har fået disse papirer (gældspapirer, tyske Marksedler og oppustede aktier), skal kunne leve trygt af dem, hvad de fordrer.

Disse papirer skal ud af verden på den ene eller den anden måde; samfundet kan ikke bestå, hvis det skal forrente disse penge, det er en krise, der kommer over verden på den ene eller den anden måde, og som også vil ramme os ad sympatiens vej, fordi vi alligevel er engt (tæt) sammenknyttede med det øvrige Europa. Det samme kan siges med hensyn til vore aktier, der er 1000 millioner fra det, de var på højdepunktet, og de skal formentlig 500 millioner ned i de næste halvandet eller to år. Vore landejendomme skal også skrives ned. Men alle afskrivninger af værdier kan kun ske ved individuelle tab.

Jeg påstår, at det, der sker nu (1925-30) er en verdensrevolution, der i virkeligheden er større end den, Bolschevikerne laver, hvor der slås nogle borgere ihjel og skydes nogle arbejdere ned... Formuen, som verden tror, at den har, men som ikke er til stede, skal skrives ned med 30 á 40 pct. Det kan gå ud over Dem og mig, i alt fald virker det i mange retninger revolutionært. Det er sket før" (citat slut).

Omsætningen på de fem nordiske børser lå i september 1998 godt 30 pct. højere end i samme måned sidste år. Københavns fondsbørs handlede aktier for 214 mia. kr. i september måned. Køb og salg af aktier i de nordiske lande er indtil september 1998 29,3 pct. højere end i de første ni måneder af 1997. Dette kunne læses i Søndagsavisen 18. oktober 1998. 18. august 2001 slog dagbladene til lyd for ekstra aktiekøb, Berlingske Tidende gjorde det med overskriften ” Så lad dog børnene”.

Skal vi sige ”Toppen” ønsker at fordele ulykkerne mest muligt, når smækket kommer inden længe.

Har J. M. Keynes da ikke bidraget med noget til løsning af de nutidige problemerne med de internationale finanser? Blev hans teorier da ikke blot misbrugt af og på en verden, der ikke lod sig gøre til en teori?

Det vil du finde ud af ved at læse det første af neden stående link.

Keynes’ Fjerde Essential

Den danske statsgæld