|
http://www.lilliput-information.com/indexx.htm Lilliput-information: http://www.lilliput-information.com
DANSK ØKONOMISK SAMFUNDSPERSPEKTIV: Arbejdsløsheden stiger voldsomt igen, og statsgælden vokser samtidig til nye rekordhøjder. Danmarks konkurrencesituation forringes fortsat, fordi problemerne fejlbehandles p.g.a. berøringsangst, og de indenlandske offentlige tilskudsordninger ophører ligeledes gradvist, fordi de selvfølgelig ikke virker reelt og kræver skatter for at statsgældsafviklingsmålet kan opretholdes samtidig. Ordningerne virker samtidig som narko: mere og mere skal hældes i for at give kunstvirkningen. Resultat: økonomiens struktur er skæv-vredet, fordi behandlingen er rettet ensidigt mod symptomerne, ikke mod ondets rod. Formålet med mange af sidstnævnte var primært at påvirke ledigheden blandt håndværkere m.v. "Byfornyelse" kaldte de de det, de fleste med tilskuds-foræringer til hus- og lejer-boligejerne, men ikke uden konsekvens: huslejestigninger på 15-30% og nye realisations-gevinster for privatkapitalen UDEN for produktionen. Kapitaliseringen i de private boliger og udlejningsejendomme voksede vildt: Kunstigt lav rente og nedvæltet tilskud fra staten har ført til, at boligmassen fremstår med en stigning i friværdien (den ikke belånte nominelle værdistigning) på 400 mia. kr. bare i perioden 1995-2000. Dette er kørsel på frihjul, lige så vel som arbejdsskyheden blandt enkelte ledige.
Uanset hvad, er kunst-effekten meget begrænset, og følgerne
meget værre end problemerne i udgangspunktet, når vi snart kommer til enden.
Her skal der oplyses om, at den holdbare løsning findes et helt andet sted.
Nye tal for økonomien i Frankrig viser, at dets økonomi er veget betydeligt i det sidste kvartal (2. kv. 2003). Hvilket betyder at de tre største Euro-zone-økonomier – Tyskland, Italien og Frankrig – alle udviser negativ vækst. Tilbagegangen i Frankrigs bruttonationalprodukt har tvunget Eurostat, det officielle statistiske kontor i EU, til at ned-revidere dets forudsigelser om nulvækst i Euro-zonen i det andet kvartal i år til et negativt tal. Deflation defineres som negativ vækst over en længere periode. Deflation er ingen uovervindelig samfundssygdom. Den er skabt af en fejlagtig behandling af samfundsøkonomien. UDDANNELSES-dilemmaet:I Danmark sendes fortsat godt 48.000 til de videregående uddannel- ser hvert år på det nærmeste efter de unge menneskers egne ønsker og interesser i en alder af 18-25 år, samtidig med at det offentlige påtager sig finansieringen af 85-90% af uddannelsesomkostningerne, og det har Danmark nu gjort i mere end 30 år under skiftende regeringer. Samfundsbehovet/efterspørgslen for/efter uddannelse bekymrer ingen sig for i offentlighedssektorerne, hvor det ikke lige netop brænder på, d.v.s. engang imellem kommer der et vink med en vognstang, når dele af uddannelsestoget (i øvrigt let forudseeligt) render helt af sporet i forhold til behovet.
Uddannelserne benyttes i vid udstrækning som opbevaringssted, til camouflage for den ekstra arbejdsløshed, der ellers ville være, og centralisterne satser samtidig på at udbygge den offentlige sektor ydeligere i Danmark, selvom hen ved 67% af befolkningen enten er på overførselsindkomst eller ansat hos det offentlige.
REGERINGS-planer: Nyrup-regeringen meldte om sin 10-årsplan 23. januar 2001, at der ville blive penge til både skoler, veje, gamle, syge, anden velfærd og mere privatforbrug. "Dansk økonomi kunne dog ikke vokse med mere end 1,5% i alt over de næste 10 år fra 2001", meldte såkaldt økono- misk vismand, dagen efter, "hvorimod vækstraten var 2,5% årligt i de lande, vi handlede og konkurrerede med".
Nu er vi tæt på deflation, hvis ikke den er nået, som tilfældet er i Tyskland, Frankrig og Italien, hvis negativvæksten fortsætter. Væksttallene i Danmark skal korrigeres behørigt for at fastslå, hvor vi er.
Nyrup-regerings-planerne meldte ligeledes i følge JP-Teksttv 24. januar 2001: "Siden 1993 er arbejdsstyrken (antallet, der tilbyder sig på arbejdsmarkedet i aldrene 15-66 år) officielt faldet med 10.000 i Danmark, hvor regeringen havde planlagt med en stigning på 70.000. Dette har givet et ekstra offentligt forbrug på 40 mia. kr (hertil kommer selve overførslerne, der tilregnes privatforbruget i opgørelserne). I perioden 1993-1999 er udgifterne til sociale ydelser steget fra 285 til 316 mia. kr. (Inflationen har i hele perioden været lav, hvorfor der ikke skal priskorrigeres ret meget). IoD-kommentar til Nyrup-regerings-planerne: Altså en stigning på ca. 31 mia. kr. Dette stemte selvfølgelig ikke med, at Nyrup-regeringen hævdede at have reduceret arbejdsløsheden til 150.000 (medlemmer af arbejdsløs- hedskasser). Når vi tilmed kombinerer med oplysningen lige ovenfor, ser vi, at ledighedsreduktionen er sket ved at sende folk på bistandshjælp eller et af de andre nævnte "opbevarings-hyldefag", hvorfra de såkaldte behandlere trækker efter egne behov for meningsløs aktivitet og hersen. Endelig giver fremmedtilstrømningen et stadig større antal klienter, ca.15.000 flere årligt. 75-85% af disse fremmede er fortsat uden egentlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er vel ikke overraskende, at når optjeningsperioden for dagpengeret i en arbejdsløshedskasse gøres længere, og perioden, hvori medlemmet er støtteberettiget gøres kortere, og kræver næppe den højere matematik at forstå, at strømmen ned til bistands-klassen så gøres kraftigere, når arbejdspladserne ikke findes, men tværtimod fjernes i større og større antal.
Fogh-regeringen har lovet at skaffe 85.000 flere ledige i arbejde og samtidig nedbringe statsgælden med 25% inden 2010. IoD-kommentarer til regeringsplanen: Planens realisering kommer til at ligne Nyrup-regeringens til forveksling med det, der stilles i udsigt at bekæmpe problemerne med. Vi kan sige: "der er gået mandater i økonomien."...og det har vi også set 20 gange før.
HVEM er skyldig?: Det er et bevidst planlagt samfundssystem, der indretter alt modsat produktionsapparatet, som jo orienterer sig mod markedet; og selvfølgelig opsluger dette samfundssystem med magt de ressourcer, som produktionen ellers skulle tilvejebringe og udvikle sig af.
AT BETALE SIG - lød fælt for nogle få år siden: Det betyder, at forskellen mellem alle omkostningerne ved hvert pro-duceret styks frembringelse og omsætningen af varerne/tjenesterne skal være tilstrækkeligt stor både til at dække investerings- og den private forsknings/udviklingsomkostning samt driftsomkostningerne ved produktionen. Dette kan ikke lade sig gøre, fordi en for stor andel af produktionsresultatet beslaglægges til forbrug hos de ansatte (inklusive gagelønnede og tantieme-nydere) og hos det offentlige. Det har ikke noget at gøre med renteniveauet, der er helt i bund, og heller ikke med forbrugerventninger og anden mystik opfundet af reklame-medierne og de værste bagmænd.
SOM LANDET LIGGER: bliver der end ikke plads til at produktionen kan
fortsætte med fortje-neste, hverken på det hidtidige niveau eller på noget
andet niveau. Det siger sig selv, at hvis det koster penge
(købekraft) at investere i pro-duktion og koster penge at producere
og sælge varer/tjenester, når det samlede interne regnskabsresultat udregnes, så
produceres og sælges der ikke.
Lønomkostningerne pr. produceret enhed skal reduceres, og det for-søger man at opnå ved automatisering og avanceret teknik, der kon-kurrerer arbejdskraften ud. Ejerne af virksomhederne er nødt til at tænke i disse baner, og her skal man huske, at fagforeningsfondene, ATP og andet spiller kraftigt med på ejersiden, som det har udviklet sig de sidste 30 år. Bidragene til disse fonde fordobler faktisk lønom-kostninger i Danmark.
Løsningen er at lønsatsen nedsættes med mindst 30 % og de centraldirigerede tvangsbidrag til tvivlsomme fonde helt skæres væk, samtidig med, at skatten mindskes med lidt mere end 30% - så lønmodtageren mærker en positiv forskel. Der skal således føres en regeringsstyret lønpolitik, når det er gået så galt, som tilfældet er. Der er ikke andre muligheder.
Denne løsning strider fælt mod lønmodtagerorganernes interesser. Disse organer har simpelthen monopoliseret arbejdsmarkedets udbud og holder bevidst andre ude, og det støttes sågar ved lovgivning i Danmark som det eneste land, bortset fra vist Cuba og Nordkorea.
Og løsningen med mere konkurrencedygtighed har rent faktisk været lodret imod hele EU-systemet, der bygger på centralisering og strukturforandringer (= mest lukninger) af de dele af erhvervslivet, der ikke passer ind i systemets rendyrkede planøkonomi. Resten skal så holdes kunstigt igang med EU-tilskud ("kunsigt åndedræt"), som vi har kendt dem i alle 1990-erne på både EU-niveau og dansk nationalt plan.
Grunden til at produktionerne ikke betaler sig er, at alt for store dele af købekraften, der kan repræsentere viden, råvarer, arbejdstimer, transport, færdigvarer og penge trækkes ud af virksomhederne i pengeform til privat og offentligt forbrug. Hertil kommer at proble-merne ydeligere forstærkes af, at en række svagere økonomier i Østeuropa og en række økonomier i Asien ikke er nær så forbrugs-tunge som de europæiske, specielt den danske.
Sådan ligger landet.
Ebbe
Vig, Information Danmark Netside: www.lilliput-information.com September 2003 |