Information om Danmark

Finansskandaler i småt og stort:

Lektion nr. 2b i virkelighedsforståelse omfatter historien:

 

 

                      Færøernes Sag

                      Landmandsbankskandalen

                      Statens finanser og styring

Kapitalisation og Statsgæld

 

Næsten lige så umuligt som det er at gøre en postmodernist begribeligt, at historien og traditionen er basis for mening og erkendelse, er det svært at få hæderlige mennesker til at indse, at løgneren ikke blot lyver om én ting, men at han netop anvender de mest behændige tricks under hensyntagen til de umiddelbare, reelle magthaveres øjeblikkelige krav med det  ene formål at få det hele til at glide så gelinde som muligt i hans retning  mod skyerne.

 

 

 

Færøernes Sag

Denne sag er helt naturligt forløberen for, hvad der vil ske i Danmark og i andre europæiske lande. Hvad var det, der skete på Færøerne. Stod det lysende klart efter den langvarige folketingsdebat 26/1 og efter firmaet Grønborgs fyldige gennemgang af de forhold, som de ledende ikke kunne og derfor ikke ønskede at skjule mere?

Færøerne gik bankerot primo oktober 1992.

 

1. Strukturproblemet

Størrelsesforholdet imellem Danmark og Færøerne svarer til forholdet imellem Danmark og EU. Færøerne udgør mindre end 1 procent af Rigsfællesskabet både hvad angår folketallet, arealet og økonomiens størrelse. Før krisen ramte Færøerne, eller den blev sat i værk efter det danske bureaukratis velinstruerede drejebog boede mere end 48.000 mennesker deroppe. Fra oktober 1992 til 1996 faldt befolkningen til godt 43.000. Nu er de begyndt at vende tilbage.

 

Siden Hjemmestyrelovens indførelse har Færøerne i større og større udstrækning indtil for nylig været indrettet efter en dansk læst. Færingerne kender udmærket den dobbeltstilling eller det tveæggede sværd, som er billedet på en øvrighed, der pådutter udefra eller fraoven og som sættes op imod det almindelige ønske om en indretning efter sine hjemlige forhold.

 

Den danske statsstøtte til Færøerne kommer nu som en blok, tidligere som en refusion[1] svarende til, hvad Danmark modtager fra EU. Uanset hvorledes pengene betales, så har man en følelse af, at der følger en for pligtelse med. Prisen på Færøerne har været, at færingerne har fået en rig offentlig sektor. En større landskasse end færingernes egne ressourcer og deres egen produktion ville kunne berettige. Størrre skoler, større institutioner, der koster mere at drive.

 

Disse indretninger er etableret af Danmark på betingelse af et bestemt personale, der skal følge helt bestemte, udefra kommende normer. Og når en færøsk skolelærer eller en færøsk magister, funktionær, sygeplejerske eller læge får en løn, der bestemmes af de overenskomster, som vedkommendes fagforening har i Danmark, så vil en færøsk håndværker sige, er det så ikke rimeligt, at håndværkslønnen kommer op på højde med funktionærens.

 

Eller skal vi have en tvedeling i samfundet med en ”Løn-efter-ansat-luksus-klasse”, der selvfølgelig rent loyalt tænker i bureaukratiske baner og på den anden led  og det bliver så medaljens bagside  have en ”grå-finansieret” underklasse, d.v.s. den færøske lønmodtager, håndværker, fisker og arbejder? Der må vel være et vist forhold imellem indsats og aflønning.

 

Med en stærk offentlig sektor, der styrkes af penge. der kommer udefra, så får økonomien en stærk opdrift fra den offentlige sektors side. Den suger så den samlede lønnings og omkostningsniveau med sig. Den danske stat betaler den ene trediedel af Lagtingets budgetindtægt, men skaden pengene gør er langt større.

 

Det er faktisk denne pengesum påført udefra, der ødelægger mulighederne. Resultatet blev i 1970erne, da færingerne ikke længere kunne fiske frit, så måtte de indskrænke deres arbejdsområde fra hele Nordatlanten til hovedsaglig de færøske fiskebanker. Det blev derfor umuligt for dem selv at finansiere den vækst, der var nødvendig.

 

Der begyndte en låntagning, der ikke fik en ende før sidst i 80erne. Selve indskrænkningen af fiskeriet på færøerne var så radikalt som svarende til, at det danske landbrug kun måtte praktiseres på Lolland og Falster, forudsat desuden at landbruget var det eneste danskerne levede af.

 

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Færingernes udnyttelsesgrad i fiskeriet og af fiskeressoucerne skærpedes. 1970erne var altså omvæltningernes tid. Vi husker oliekriserne 1 og 2, der fik danskene til at tænke sig om. Det var også i 1973, at Danmark meldtes ind i EF. 1970erne var også inflationens topscorer, som det fremgår af nedenstående tabel med lønudviklingen.

 

Færingerne stemte i Lagtinget enstemmigt for at holde færingerne ude af EF/EU, da landsstyremændene  havde tænkt sig godt om i nogle måneder efter det danske EFJA. Færingerne fik i stedet en gensidig frihandelsaftale om fiskeri med EF, der fornyes hvert år. Dette på trods af følgende kendsgerning:

Europa køber cirka 80 % af færingernes eksportværdi, og Færøernes eksport består for 98 % af fisk og fiskevarer. Derfor sidder de i en meget udsat position.

 

 Den færøske lønudvikling:

      (i løbende priser)

      Årstal    Timeløn 

1940	1,00
1950	2,50
1960	5,00
1970	10,00
1980	40,00
1990	80,00

 

10 kr. i timen var en flot timeløn, mente færingerne. Det skete siden stammer fra ydre omstændigheder. Specielt denne konstante opdrift, der automatisk sker, når der kommer en tilstrømning af penge uden, at der foreligger en tilsvarende produktion.

 

Landbruget i Danmark har oplevet noget lignende; men mon ikke den enkelte landbrugsfamilie har det strengere i Danmark i dag end for 30 år siden, og den har måske en lavere reel indkomst nu end dengang.

 

Lige en lille af stikker:

Uddrag af “Sandheden er det hvad du tror på (?)”: “Helt tilsvarende gjorde man med landbruget og fiskeriet i Danmark. Det startede med den underlige private Romklubben, en studiegruppe som det internationale selskab med kendte mangebillionærer bagved initierede. Den udgav "Grænser for vækst" (1973)[2] 

 

Herefter fulgte "Mankind At A Turning Point" (menne­skeheden ved et vendepunkt); heri stilles bl.a. planlagt chock­terapi for samfundene i udsigt. Således kunne dr. Aurelio Peccei berette i et TVinterview. Ovennævnte "Grænser for vækst" var dedikeret til Peccei. Den anden bog er tilsyneladende forsvundet igen fra de fleste ellers velassorterede biblioteker. Noget var måske blevet for tydeligt, for kontrover­sielt  "for masserne" (?). Resultaterne er dog ikke udeblevet.

 

Lærdommen fra dette MIT-projekt udviklede sig på de vestlige himmelstrøg til, at man indtil primo 1980erne forsatte med at fortælle landbrugerne, som var blevet lokket i EF, at de bare skulle investere og eventuelt låne noget mere. Der blev nemlig mangel på alt, lige fra råstoffer til landbrugs­varer; sådan lød sangen. Man gik så vidt, at man sendte landbrugskon­sulenterne rundt for at forklare landbrugerne, at de endelig måtte belåne f.eks. deres svinestalde om nødvendigt for at skaffe penge til svinefoder. Fra midten af 1980erne fandt de samme bedragere på, at nu kom vi til at leve i en verden med overskud af alt og overproduktion af alt. Nu skulle der være produk­tionskvoter og prisfastsættel­ser via EF, så bedrifter ikke kunne løbe rundt. Nu skulle der braklægges, for nu var der sandelig overskudslagre og miljøproblemer overalt. Dette krævede selvfølgelig registrerings og kontrolapparat sat i gang med ydeligere gener. Dette førte i Danmark bl.a. til, at der opstod en helt ny stand af ansatte landbrugere på overbelånte landbrugsbedrifter, der reelt er ejet af kreditforeningerne m.v. En mængde mælkeproducenter begik­ desværre selvmord m­idt i ulykken[3].  Det var et planlagt bistandsprojekt af de værste. Der skulle mere til. Er nogen i tvivl om, hvad en eneret fører til. Det bør man ikke være. MD Foods havde i 1991 et nettooverskud på henved 875 mill. kr. Efter aftale, der gjalt  med mælkeprod­ucen­terne, sendtes mindre end 200 mill. kr. tilbage til landbruget i form af revideret prisafregning. Dette år havde MD Foods 6000 ansatte; der var kun cirka dobbelt så mange malkekvægs­besætnin­ger i Danmark samme år[4]. Har nogen optalt antallet af tvangsauktioner blandt danske mælkepro­duc­enter i netop 1991?[5]

 

Det drejede sig om at få dem over på bistanden og tage deres jord. En naturlig død eller at skulle skifte heste i vadestedet, der altid har været landbrugernes lod,  kunne man ikke unde dem”.

 

Tilbage til Nordatlanten

Den færøske fisker har mindre fisk at fange. Fiskens markedsværdi følger hønsekødets pris, og når man tænker på det potentiale, man har for at avle kyllinger i f.eks. Kina, så forstår man, at det er ikke så nemt at være afhængig  som færingerne er  af denne ene fødevareproduktion.

 

Der er kun halvt så mange fisk til færingerne som islænderne har. Islænderne har varme kilder, der giver en meget billig elektricitet o.m.a. Dette sparer dem for meget.

Islands krone er i dag kun 9 øre værd  efter kæmpedevalueringen for få år siden, som vi ikke hørte så meget til. Island har fået has på inflationen nu. Stabiliteten er idag stor på Island. Island er ikke medlem af EU. Island har en real vækst på 4,5 % pr. år, hvilket er ganske betydeligt set i eurpæisk sammenhæng.

 

Lønsatsen på Island er 97% mindre end i Danmark nominelt før skat. Efter skat er forskellen kun 14%. Sådan ser det ud, når der tages højde for forskelle i købekraft, for valutakursen og for skatten. Det følger af Nordisk Kontakt, der udgives af Nordisk Råd.

 

Når Island nævnes her er det, fordi det færøske samfund kan sammenlignes med Island i mange henseender. Færøerne har et problem, som islænderne ikke har, at det er danske normer, der sædvanligvis bliver kopieret på færøerne. Disse forhold er ikke uden interesse, når en mulig ændring i forhold til Rigsfællesskabet vurderes på Færøerne.

 

“Den tredie fiskebanke” for færingerne vejer imidlertid meget tungt i mange færingers bevidsthed. Denne fiskebakke er “Frederiksholm Kanal”, ikke mindst blandt de mange statsansatte eller ansatte efter danske aftaler og overenskomster.

 

Ovenstående om strukturproblemet på Færøerne var et forkortet referat af Olí Breckman’s prægtige foredrag holdt på Frihedsbrevets Frokostmødet på Nyborg Slot 1996.

 

 

2. Bankskandalen på Færøerne i kort version

Når den ene færøbanks ejerforhold er domineret af Den Danske Bank, og denne har set til at tvivlsomme projekter  oftest med offentlig indsigt også og/eller garantier  begyndte at tage overhånd, og færøbankens aktiver efterhånden reelt var opbrugte, når projekterne vurderedes forsigtigt og korrekt, så kan det kun forventes, at Den Danske Bank agter at skille sig af med sin aktiepost i færøbanken så gunstigt som muligt. Dette skulle statens finanstilsyn have meldt rettidigt, såfremt det handlede i statens og færingernes interesser[6]. Når samtidig Den Danske Bank i den grad ligger inde med fordringer på den danske stat og har mange andre måske tvivlsomme forpligtende krav på samme, så skal det ikke overraske, at Den Danske Bank ser hen til og kan gennemtrumfe, at den danske stat og/eller færingerne påføres det tab, som aktiesalget på normale forretningsbetingelser ellers givet ville have påført Den Danske Bank. Her drejer det sig som altid om den reelle magt. Den ligger ikke i Folketinget eller hos Regeringen, sådan som landet ligger. Det skal vi også se nærmere på nedenfor.

 

Hertil kommer, og ikke alene i denne sag, spørgsmålet om ministrenes sædvanligvis forsinkede og ofte tvivlsomme orientering af de folkevalgte.

 

Den overordentlige Kommission

af 8. august 1914

Magtens mænd var overskriften på tre sider i Ekstra Bladet 28. december 1997. Her kunne bl.a. læses med  følgende undertitlen, Kan knuse Dansk Økonomi: “Som nævnt findes der i den vestlige verden ingen parallel til den enstående magt, som Den danske Bank i ledtog med A. P. Møller besidder i det danske samfund. Men et enkelt eksempel hentet fra erhvervshistorien dokumenterer, hvor galt det kan gå, hvis en sådan magtkoncentration ikke forvaltes med forsigtighed og hæderlighed”.

 

“Vi skal tilbage til Danmark under 1. verdenskrig og starten af 20erne. Dengang eksisterede der også en magtakse mellem Danmarks største bank og Danmarks mægtigste virksomhed”.

“Da var Landmandsbanken, som Den Danske Bank hed dengang, allieret med tidens mægtigste mand, H. N. Andersen og hans ØK”(citat slut).

 

Herefter skriver Ekstra Bladet særdeles kryptisk om årsagen til det passerede dengang. Det er da ret forståeligt, at sandheden ikke skrives. Den kan Ekstra Bladet vanskelig kende, eftersom næsten alt konkret blev mørkelagt om Landmandsbankkrakket, herunder Kommissionens Betænkning. Derfor er ordet, som vi har understreget i ovenstående uddrag af Ekstra Bladets artikel af Jan Michaelsen, ikke særlig velvalgt.

 

Anderledes stiller det sig, når førstehåndkilder er for hånden, kilder der fulgte tingene og hændelserne på allernærmeste hold. Landmandsbanken var udsprunget af en af børsverdenens mest usunde vækster. Sadelmagersvend og børsspekulant, ’baron’ Gottlieb Abraham Gedalia, der 1849 (samme år som fik grundloven) grundlagde en vekselererforretning i København. Han startede Landmandsbanken i 1873[7].

Han gik fallit i 1875.

 

Efter Landmandsbankkrakket i 1923 og Emil Glückstadts endeligt skiftede banken præg endegyldigt. A. P. Møller blev inflydelsesrig aktionær direkte og gennem årene også mere indirekte dominerende via diverse selskaber ejet af A. P. Møller.

 

Når vi derimod ser på perioden fra 1900 til 1923, så er den officielle historieskrivningen ikke så tip top. Den er noget stykkevis og meget spredt, nogle steder direkte misvisende og mangelfuld.

Den overordentlige Kommission med det lange imponerende navn, der i det daglige blev kaldt Prisreguleringskommissionen, havde til opgave gennem den første Verdenskrig 1914-1918 og i den vanskelige situation i efterkrigstiden indtil 1921, at afbøde varermangelen og de uheldige markedsvilkår, der uden indgriben opstår, når leverancerne fra udlandet bliver knappe og uregelmæssige. Her skal det huskes, at den uindskrænkede undervandsbådskrig og den udvidede blokade fra 1. februar 1917 skabte en meget uholdbart situation for både danske virksomheder og forbrugerne. Under den næste verdenskrig etableredes tilsvarende Priskontrolrådet og Vareforsyningsdirektoratet, hvis navne vel er mere betegnende.

Kommissionens økonomiske sekretariatsforretninger udførtes af  senere økonomidirektør Holger Koed og den senere kontorchef i Store Nordiske Selskab B. GloerfeltTarp. Med et større arbejdsfelt måtte sekretariatet udvides med senere landsdommer  T. Spang-Hansen og senere kontorchef i Udenrigsministeriet Hans Jacob Hansen. Taget i betragtning hvilken bemanding tilsvarende institutioner var udstyret med er det forbløffende, hvor få medarbejdere Prisreguleringskommissionen klarede sig med; det samlede antal var 25.

 

Kommissionen havde dengang (under krigen) til huse i Zahlkammerporten, som er forbindelsesbygningen mellem Christiansborg og den røde bygning. Triumviratet, hvis medlemmer udgjorde forretningsudvalget og ledede Kommissionsarbejdet, var formanden, overformynder M. P. Friis, (med)direktør Heilbuth i Landmandsbanken og konsul Lauritzen. Af øvrige medlemmer af Kommissionen kan nævnes professor L. V. Birck, redaktør (senere minister) Hauge, Niels Frederiksen, JensenKlejs og industriens store fører, Alex Foss, der også var medlem indtil 1918.

 

Allerede i 1916 havde Birck stærkt kritiseret overkapitaliseringen[8] og børsmanøvrene ved sammenslutningen, som Ballin og Hertz foretog af 10 skotøjsfabrikker til A/S De forenede Skotøjsfabrikker. Ikke alene sattes aktiekapitalen helt urealistisk højt til 9 mill. kr (i 1916), men indehaverne af de hidtidige foretagender blev også stillet i udsigt, at de nye aktier i sammenslutningen, som de skulle overtage som vederlag for de gamle, ville kunne sælges for kurs 200. Kursen blev inden emissionen  nyudstedelsen af aktier i sammenslutningen  drevet helt op i 300.

Om emissionen står det senere (1923) i Landmandsbankkommissionens beretning:

 

“Stemningen var præpareret, og da kun 2 mill. af de 9 mill. kr. udbødes (til 110 pct.)[9], blev der et run på Landmandsbanken for at tegne aktier. I Emil Glückstadts korrespondance findes adskillige breve fra kendte supplikanter (ansøgere) om at få lov at være med. Inden emissionen omsattes aktierne til 300, så folk stod i kø for at få fat i de 2 millioner. Beløbet overtegnedes 100 gange, 2.700 personer tegnede sig for større eller mindre poster.  400 personer fik de 2 mill. kr. aktier, og kun de mest begunstigede fik over 10.000 kr. Max Ballin overtog selv af de 2 mill. kr. 750.000 plus 20.000 som han mulig har foræret bort blandt sine venner. Ellers gaves poster på over 20.000 kr. kun til ledende mænd i finansverdenen; de øvrige accepterede tegninger havde karakteren af et nådessekretariats gaver, givet til folk, der enten stod Glückstadt, Ballin eller vekselerer I.  M. Levin nær, eller som ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd. Ved at gennemgå listen over de smukke navne, der var interesseret i kursens opretholdelse, forstår man, hvilken halsløs gerning det måtte være at kritisere denne emission”.

 

Nu skal man ikke hæfte sig så meget ved beløbsstørrelserne i millioner. Der kan selvsagt ingenlunde sammenlignes med noget millionbeløb af dags dato. For at illustrere, hvilke beløb, der var tale om i datidens tælleenheder om man vil  kan det oplyses, at i år 1900 var der ialt 100 mill. kr. i sedler i omløb i Danmark. I 1914 var omløbet i sedler 140 mill. kr.

 

De udbudte aktier faldt efterhånden, og et par år efter stod de i 160. Noget måtte gøres for at holde kursen oppe, og udvejen blev den store sammenslutning i 1918, der ganske manglede teknisk og økonomisk ide, men gav anledning til børsrygter og kursstigning for de tre enkeltselskabers aktier, samt til et par mill. kr.s fortjeneste til et konsortium. L. V. Birck fremsatte også en kraftig kritik af denne sammensluning.

 

Ved de forhandlinger om branchens forhold, der så begyndte i 1918, var der grobund for en voldsom modsætning og intrige imellem Birck og Ballin. Birck blev hængt ud i hele den københavnske presse af Ballins forbindelser. Bølgerne gik højt og ved en lejlighed var det nær kommet til et direkte korporligt optrin de to herrer imellem.

Max Ballin tilhørte den kreds af spekulanter, der samledes om Landmandsbanken og vekselererfirmaet I. M. Levin & Co, og hans død for egen hånd i april 1921 efter en kæmpemæssig mislykket spekulation i chevreauskind bragte kursen på Landsmandsbankens aktier til at vakle.

 

I svindelperioden efter den første verdenskrig var den lette og behændige etatsråd Emil Glückstadt den førende. Gennem arvefølge var han i 1910, 35 år gammel, blevet administerende direktør i landets største bank, Landmandsbanken. Han samlede under verdenskrigen og i efterkrigstiden en sluttet kreds af børsspekulanter og projektmagere om sig og banken. Det var folk der ubekymret regnede med, at krigsperiodens højkonjunktur[10] ville vare evigt, og som derfra i deres vurderinger kapitaliserede årsindtægter[11], der kun beroede på konjunkturen. Haussespekulationen[12] florerede. Landmandsbanken og dens kreds er sikkert den største kapitalistiske magtkoncentration, vort land havde kendt indtil da. Har der nogensinde her i landet eksisteret et “tredie ting”, har det været, medens denne taffelrunde beherskede vort økonomiske liv.

 

Ikke blot indenfor sin egen kreds, men også i pressen og dermed i den offentlige bevidsthed, gik Glückstadt for at være en finansmand i verdensformat, for hvem alt lykkedes. Regeringen benyttede ham i vigtige missioner: Ordningen af de finansielle forhold i forbindelse med Genforeningen, Finanskonferencen i Brüssel. For Folkeforbundet undersøgte han i 1921 Østrig finanser. Nationalbanken så ydmygt op til hans storhed, pressen lå i støvet for hans magt.

 

Dels nogle store industri og handelsforetagender, deriblandt ØK og den Ballin’ske læder og skotøjstrust, dels en række vekselerer og spekulationskonsortier, der (indtil udgangen af  1921) lededes af Harald Plum, og for hvilke Glückstadt var formand, var knyttet nært til Landmandsbanken. (Harald Plums) Transatlantisk Kompagni, der havde et net af filialer over hele kloden, var et typisk udtryk for de letsindige storhedsdrømme, der dengang sigtede mod at gøre København  Østersøens Stabelplads  til et centrum for verdenshandelen efter krigens ødelæggelser.

 

Medens Glückstadt endnu stod på magtens og ærens tinder, satte Brick sit angreb ind.

På Transatlantisk Kompagny’s generalforsamling den 10. juni 1922, hvor regnskabet for 1921 blev forelagt med forslag om likvidation eller overdragelse til et nyt selskab mod betaling af 15% til aktionærerne, rettede Birck en stærk og indgående kritik mod grundlaget for det aflagte regnskab og mod den overdrevne finansiering af kompagniet. Han kritiserede dets organisation, der var et æskesystem, dets slette og dyre administration og dets handel, der havde kædehandelens karakter, og som ikke afgav nogen profit. “Om årsagen til krakket siger bestyrelsens formand: “Konjunkturerne”,  I de gode år hed det: Ledelsens dygtighed, i de dårlige år får Vorherre skylden.”

 

Mod slutningen af sin lange tale vendte Birck sig direkte mod formanden, Etatsråd Glückstadt, idet han udtalte:

“Det er ikke mod Etatsråd Glückstadt personligt, at jeg optræder, men mod hans ulykkelige finanssystem, som for at skaffe forrentning til den for store kapitalisation[13] tvinger den ene industri efter den anden ud i forretninger, som må ødelægge dem. Denne finansiering er en snylteplante på dansk erhvervsliv, og når dertil slutter sig mangel på vilje til i tide at trække i land, så bliver resultatet, som vi har set, at hvor Etatsråd Glückstadt har trådt med sin finansieringskunst, der vokser der aldrig græs mere. De, hr. Etatsråd Glückstadt, er en stor mand  efter den københavnske presses enstemnige udtalelse i 5 år af dimensioner, som næsten sprænger vort stakkels lille lands økonomi. De har magt og forbindelser, og dog  der ligger dansk erhvervsliv, og der ligger dansk industri, svækket og ødelagt på grund af Deres finanspolitik og Deres uvilje mod at tage den endelige opgørelse. At sunde og nye foretagender ikke kan få den nødvendige kapital, fordi denne skal bruges til at holde værdier oppe, der forlængst er forsvundne, herfor har De æren og ansvaret. Jo, visseligen er De en stor mand! Nu ender De med dette fyrværkeri: for 4½ million kr. køb af et underskud, der angives til 3½ million, men efter mit skøn er 8½. Det er en ganske net afslutning for aktionærerne, men for selve det Transatlantiske eventyr, for koncernen og måske for Dem selv er det ikke en afslutning, men en udsættelse  en frist.”

 

Part 1

 

Vi du kende til de centrale baggrunde for op- og nedgangene i økonomien med historiske bidrag:

Tilbage til index

Tilbage til begyndelsen

TIDEVANDS-ØKONOMI (lektion 3)

Tilbage til guldet? (lektion 4)