Information
om Danmark
Centraliseringen af
Europa foreløbig standset
Sandheden
bagved: Med franskmændenes NEJ har vi
fået standset den politiske centralisering af Europas stater. I historisk
dejavue kan vi sige, at vælgerne ikke nåede det i nært samme omfang inden 1929.
Nu gør politikerne klogt i at tage sig af forholdene i deres egne
respektive lande. De sidste tre år har der været nul- eller negativ vækst
i Frankrig, Tyskland, Italien og Portugal, og Tyskland har haft for stort underskud på de offentlige finanser for femte år i træk, og det er ikke meget bedre i
Danmark alt i alt, når der renses for opgørelsesfusk og propagandaen i medierne. Der er
i særlig grad blevet løjet lodret om den faldende aktivitet og den fortsat stigende
udstødelse fra arbejdsmarkedet i Danmark. Det hævdes fortsat fra officiel
side medio 2005, at arbejdsløsheden er cirka 5%; den er nærmere 28%,
blandt danskerne 17-18 pct. Det er ikke bedre i Tyskland, Frankrig, Italien
og Portugal, snarere lidt værre. De bagvedliggende årsager til
den udvikling, som vi vil se, er nogle ganske andre end en række planlagte
folkeafstemninger og andet TV-gøjl fra nuværende og tidligere ambitiøse politikere
og medieklovne.
Og
folkeafstemninger er intet andet end lussinger til politikerne for deres
manglende engagement i dagen og vejen for dem, som de skulle repræsentere.
De
værste tiltag: I begyndelsen af
1990-erne påbegyndtes en typisk sidste dødssejler-økonomi, hvor man valgte
offentlige tilskud til at dæmpe de omkostninger, som de selv samme
politikere og deres velbjærgere fonds- og foreningsvenner havde bragt til et
konkurrence- fornyelsesmæssigt utåleligt niveau. Værst gik det med den såkaldte
"byfornyelse", der var et vrøvleord for foræringer til ejendomsejerne,
mest uden for produktionen. Kortvarigt fik det så den synlige arbejdsløshed for
murere og malere ned fra næsten 40% (grundet lav aktivitet), men nu er det slut
med de nationale tilskud, fordi staterne kvæles i statsgæld og udsigtløshed,
uanset der fifles rundhåndet med opgørelsen af gælden ligesom med
alle andre officielle opgørelser. Forbrugsafgifterne blev samtidig skruet
i vejret, så forbrugerpriserne på el, vand, varme blev henved 30
pct. dyrere end i andre civiliserede lande for at holde den offentlige
mølle i gang uanset vågeblusset (når bortses fra aktiemarkedernes spekulation i
varm luft), når vi så på den samlede salgsbare aktivitet.
Med "byfornyelses-kunsten" og den nye lejelov fik man primært
huslejerne op fra at udgøre 25 pct. af den disponible indkomst til i
gennemsnit at udgøre tæt på 50 pct. heraf. De offentlige tilskud
til bolig- og ejendomsejerne medførte værdistigninger på mere end 400 mia. kr.
i perioden 1995-2003. Det var trods alt halvdelen af statsgælden.
To
generationer af velfærd: http://www.lilliput-information.com/velg.html
Planen: var nu et tilskuds-europa, der skulle acceleres
op, så man med sikkerhed endte i en planøkonomisk kommando-økonomi uden nogen vælgerindflydelse
helt svarende til i det gamle DDR. Det kan ikke afvises, at ambitionerne blandt
uvidende politikere har været lidt anderledes, men så længere væk fra
virkeligheden, hvorfor det ender det samme sted, fordi der kun er ét sted at
ende for højtflyvende uvirkelighed. Hertil kunne der let skaffes Euro-midler i
bogstavelig talt i stride strømme, for oliehandelen fra Mellemøsten kunne
i lang tid holde denne junkvaluta oppe, uanset at al salgbar aktivitet
flyttedes ud af Europa hurtigere, end ellers ville være sket. Det sidste under
forudsætning af den Europæisk-Arabiske Dialog og Euro-Middelhavs-aftalerne
fortsat opretholdes.
Tre
skridt frem og to tilbage: http://www.lilliput-information.com/revalu.html
Man
opbyggede den Europæiske Union med en fælles obligatorisk møntenhed for at
kunne beskytte sig mod den internationale konkurrence. Euro-Union var derimod
af alle kyndige fra starten af forudset som prototypen på netop det modsatte.
De
globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende
konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise på krise (Asien, Mexico, Rusland,
Latinamerika).(IoD: "Kriserne bliver dybere p.g.a. af statsgældens mange
papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene.
Det bliver værre, når alle staternes ledere låner mere og mere.") Kriserne
skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer.
Krisernes
tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i
sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller
Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der
kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier.
Med
opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser
globaliseringen sig selv i sidste ende (IoD: "fordi politikerne ikke kan
stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større
byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste".)
Professor Wilhelm Hankel,
1998: http://www.lilliput-information.com/wh.htm
Euro-Union er en prototype på
denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv er a) angsten for
dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland
med tilhørende D-Mark-regimente.
Angst
bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele
i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas
træghed hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke
forhindrer Europas udvikling og integration, men siden "Maastricht"
har målet været afskaffelse af D-marken. Begrundelsen er, at netop D-marken
skulle have drevet Euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet
imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og
fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård Euroen.
Inflationen er forud programmeret.
Euro-Unionen
er ikke et middel imod globalismens udløste beskæftigelseskrise. Tværtimod:
Begge forstærker kapitalens magt og statens magtes-løshed i rollen at skulle
kunne gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er "fremskridt" mod det 19.
århundrede, ikke mod det 21. århundrede.
Euro-Unionen
er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som
inkompetente analytikere fra venstre side mener, den forstærker dem yderligere.
Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske
kommandoer. Den europæiske centralbank må føre fuldstændig fællespolitik for 12
forskelligt strukturerede lande, uden at kunne gribe tilbage til
vekselskursenes udligningsventil.
(IoD: "For at
hindre kapitalen i at forlade EURO-unionen må Centralbanken (ECB) hæve renten;
men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløs-heden yderligere".)
Når
overførslen af disse forbilleder på Euro-Unionen viser sig umulige eller møder
megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der
kan redde verdensfreden?
Ja,
der er brug for et nyt internationalt betalingssystem til erstatning for
det der brød sammen i
1971.