Økonomi i politisk korrekt Danmark, 12. oktober 2005

"Der er gang i økonomien igen. Ja, det går ufattelig godt igen". Nu har journalist Lars Erik Skovgaard på Berlingske Tidende gjort det igen:

”En ekstra bil i garagen, en ny bluse i skabet og en ny lampe på klaveret. Danskerne bruger løs af pengene, og det holder god gang i den danske økonomi”, kan det læses på DR-teksttv.

Og det er ganske vist, for den 12. oktober er det samme sat stort op i Berlingske Tidendes reportage, udarbejdet af Lars Erik Skovgaard, samme nyhedformidler, der i artikel i Berlingske Tidende den 26. september - 2002, anmeldte den svenske professor Eskil Wadensjös regneresultat på de danske fremmedudgifter: Indvandrere (i Danmark) koster danskerne 8,8 mia. kr. pr. år, medens den danske stat kom til ca. 11 mia. kr. Ingen af de angivne beløb nåede dog 1/10 af udgifterne, men det er jo ligegyldigt. Lars Erik Skovgaard melder nu om den største vækst i dansk økonomi i de sidste 10 år i 2. kvartal 2005. Vi har simpelthen overhalet dem alle bortset fra Det Fjerne Østen.

Det blev til 4,3 pct. vækst i forbrugsøkonomien i ét kvartal, svarende til mere end 15 pct. pr. år, hvis det fortsætter resten af året.

Når der åbnes for et ekstra privatforbrug på ekstra 187 mia. kr. (5,3 pct. vækst), der ikke ligger en produktionsindsats bag, fordi pengene er lånt i ejendomsprisstigninger, fremskaffet ved salg af ejendommene eller frembragt via f.eks. offentlig lønstigninger (1,7 pct. vækst), der ligger langt udover produktivitetsstigningerne hos det offentlige, så sættes inflationen i gang, forudsat pengemænden ikke mindskes tilsvarende andetsteds i økonomien. Og lønkravet vil formentlig fortsætte ind i år 2006 med endnu en trussel mod produktionens fordelagtighed efter de seneste rekordstigninger i ejendomspriserne, der gør det dyrere at anskaffe bolig: http://informationomdanmark.blogspot.com/2005/10/ejendomspriserne.html.

Så røg også Danish Crown til udlandet, fordi det ikke længere var fordelagtigt at producere her i landet.

Det er fløjtende ligegyldigt, hvad detailforretningerne eller forbrugerne melder om henholdsvis omsætningen og de fremtidige forventninger til omsætningen/købekraften/forbruget. De er aktører i et spil de ikke kender, fordi de er henholdsvis næstsidste og sidste led i en ofte meget lang produktions- og forbrugskæde før slutsalg og slutforbrug. Deres placering svarer til den leverandørerne af materialer indtager under en skattefinansieret tilskudsrunde ved såkaldt ”byfornyelse”. Økonomien holdes mere og mere på vågeblus, så længe pengene blot kan forbruges uden nogen reel produktionsindsats – udover en forudseelig investeringspræmie fra det offentlige selv (der ingen penge skaber) til husejerne og dets egne ansatte.

Der er i øvrigt en af årsager til, at de private virksomheder sukker efter arbejdskraft fra de gamle østlande, der nu er blevet medlemmer af EU.

Den private gæld er nu godt 1 billion kroner (1000 milliarder) og den offentlige gæld er på mere ¾ billion kroner svarende samlet til 3 gange den årlige samhandelsproduktion i Danmark. Disse poster skal forrentes og afdrages og vil nødvendigvis mindske råderummet for alle, hvis ikke de påtrykte værdier sættes til at stige endnu mere ved yderligere udpumpning af falske penge.

Intet betinger et større investeringsomfang i realvækstskabende salgbar produktion i Danmark til erstatning for alt det, der flytter til udlandet, i år 7.000-10.000 jobs mod de officielt forventede 5.000 jobs.

Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til at hen ved 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Men det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Der er således god grund til at undre sig over flugten af danske virksomheder til udlandet, samtidig med der meldes om rekordvækst og keynesianer-opsving i vores lille land.

Keynesianer-tankegangen vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren forestiller sig. Der er tiltagende interesse for polvending-spørgsmålet i medierne, når det drejer sig om klodens geofysiske forhold på cirka 1000 års sigt. At der mere akut er behov for en mental polvending på individ-niveau er ikke noget der berøres i medierne.

Man starter i virkelighedens verden ikke med arbejdsstyrken og beskæftigelsen, eksempel på den uvirkelige keynesianer-tankegang, når et økonomisk resonnement skal gennemføres, man starter faktisk med efterspørgsel i markedet for økonomiske goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over produktionsplanlægningen og ressourcerne og afslutter med arbejdsstyrken og beskæftigelsen.

Tilføjelse den 20. december 2005: I JP Erhverv & Økonomi står at læse på side 9, at beskæftigelsen i IT-branchen faktisk faldt med 400 i tredje kvartal 2005, når der sæsonkorrigeres. Det må HK/Privat og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd erkende. Faldet svarer ikke til de tidligere udmeldinger fra arbejdsgiverne om, at der ville komme 10.000 nye job på området i år, og derfor vækker de nye tal bekymring."Hele vejen har vi været yderst kritiske over for branchens udmeldinger om 10.000 nye job, og jeg vil tilråde at udvise den samme skepsis, når it-branchen og regeringen skræpper op om at åbne grænserne for it-medarbejdere, fordi der er nærmest desparat mangel på arbejdskraft", siger sektorformand i HK/Privat Karin Retvig. IoD kan tilføje, at det er nærliggende for udkyndige og grådige spekulanter ubevidst/bevidst at forveksle finaninvesteringer (aktieboomet i 1990-erne) med realinvesteringer. Når mere vil have mere via aktiespekulationen/papirmøllen, så øges kravet til reelt kapitalafkast fra branchens realinvesteringer, senest når boomet ophører. Kan kravene ikke indfries, kan der sker mange ting, som f.eks. hvad der hændte med TDC. Allerede tidligere finansminister Mogens Lykketoft skræppede voldsomt op i efteråret 1995 om arbejdskraftmanglen i it-branchen, hvorefter han satte gang i indvandringen fra Somalia og Afghanistan. Men denne regering har ikke noget at lade den tidligere høre. Sådan er det nemlig indrettet på alle vitale områder.

 

Ebbe Vig, cand. oecon.

12. oktober 2005