60 års indoktrinering og så tavshed om de forløjede økonomiske termer i medierne skal afsløres nu.

1.       1929-børskrakket

2.      Bankerne er insolvente

3.      USA i 1920-erne

4.      USA i dag (år 2001)

Var det derfor vi skulle investere i aktier?: Aktiemarkedet kollapsede pludselig fra den 14. april 2000. Er det fordi Bill Gates taber en retssag? Er det kun IT-aktierne der dumper? Hvad kan medierne fortælle dig? De må ikke fortælle dig noget du kan bruge, så de giver dig nogle halve og efterhånden mest hele løgne, som mange af disse mediemedarbejdere ganskevist selv tror på. Nogle få af dem har ukritisk lært lidt økonomi-disciplin i kategorien "heksekunster og anden hokus-pokus", og de andre beretter bare, hvad de får besked på. De kritiske og selvstændigt tæn-kende bestod simpelthen ikke den adgangsgivende prøve til journalistfaget, så dem hører du ikke. De fleste i den sidste kategori har i øvrigt valgt at holde kæft. Det giver mest.

Der er nogle ganske få åbenmundede, der både har bestået prøverne til de videregående "GOD-kendelser" og samtidig bevaret den selvstændige, kritiske stillingtagen byggende på erfaringen og almindelig virkelighedsnær sund fornuft.
Man behøver ikke være senildement for at gøre brug af erfaringen, selvom mange heksekræfter gerne vil trække os i denne erkendelsesretning.

1. 1929-Børs-krakket:

Tyvernes USA var præget af umiddelbar velstand, gennemsnitsborgere kunne sågar lave mange penge på aktiemarkedet og samtidig gjorde en mængde nye opfindelsers brug - f.eks. elektricitet, automobil, radio - på mange måder mulighederne større og livet lettere. De, der dengang ikke forstod sig på baggrunden for et økonomisk såkaldt boom og sparede op, mistede deres opsparing, uanset om de havde placeret deres værdier i aktiemarkedet eller i de mere traditionelle opsparingsformer.Tidevand-Økonomi I 1920-er-nes USA oplevede folk næsten de samme fænomener, som vi gør i dag. Danmark var ved at gå statsbankerot i 1923. I Tyskland indførte man fra april 1924 kredit-stop, så renten fløj til vejrs. I Danmark havde vi først Landmandsbankens krak, og siden fulgte de verdenomspændende virk- ninger af det store krak på New Yorker børsen 1929.

Den økonomiske nedtur i USA startede i 1929, mange virksomheder luk-kede og mere end tyve procent af arbejdsstyrken mistede deres jobs. I Danmark var der 33 pct. arbejdsløshed i 1933.

Hitler og Roosevelt kom begge til den synlige magt netop dette år.

Mere om udviklingen i bl.a. Tyskland: http://www.lilliput-information.com/dkri.html#krise

Det internationale monetære system, der er kommet mere i omtale her på det sidste, har sin oprindelse ved en konference, der forløb under 2. Verdens- krig frem til 21. april 1944 i Bretton Woods, New Hamshire, USA.

Historien om dette systems tilblivelse og svaghederne fra starten er be- skrevet i Union tur retur eller Sandheden(,) er det hvad folk tror på(?). Historien blev skrevet, fordi sandheden er, at enden er nær. Sidste internationale finanskrise begyndte så småt i sommeren 1998. Den 23. september 1999 tog krisen en ny dramatisk og yderst alarmerende ven- ding. 16 internationale storbanker og finanshuse var til krisemøde i New York.

Verdens største spekulationsfond Long-Term Capital Management (LTCM) havde mistet hele sin egenkapital. Efter derivat-spekulations-investeringer, d.v.s. i korthed, at aktier og obligationer kastes i én pulje, hvor hele forestillingen reelt er blevet et casinospil, hvor man blot vædder om kursudviklingen. Her var i grunden tale om en nye form for spekulations-pengemidler udstedt ud i den blå luft.

Den amerikanske Føderalbank, der siges at styre pengeudstedelsen i USA, gik ind og reddede dette monster. Måske indeholdt fonden 1.250 mia. dollars (eller 1,25 billion dollars svarende 10 billioner kr.)regnet i derivat-kontrakter. Rusland stoppede handelen med rubler og statsob- ligationer og fastfrøs rubelkursen. Direktør i Federal Reserve Bank Alan Greenspan meldte, at det var sammenbruddet i den russiske økonomi, der var den direkte anledning til LTCM's dramatiske nedtur. Herfra tales der konstant med to tunger.

Man havde ellers fornylig uddelt Nobelprisen til Robert C. Merton og Myron S. Scholes for en formel til udregning af risikoen ved derivat-kontrakter. Formlen gav sikkerhed, meldte de.....på de givne forud- sætninger uden for virkeligheden.

Det reelle problem, som de amerikanske skatteydere og resten af verden nu skal lide under, er, at et sådant krak nemt kunne trække en mængde store indflydelsesrige banker i bankerot fulgt af mere nød og elendighed for folk. Det var dog kun den første bobbel med LTCM. Der er en anden påvej under overfladen, hvor den samler kræfter til et endnu større brag, måske det endelige, når den "fra oceanernes bund når ind på lavere dybde". Det var sidste gang den såkaldte redningplanke blev kastet ud, meldte Alan Green- span.

Hvis blot de ordførende vidste, hvad de talte om, ville der være en chance. Det skal for god orden skyld oplyses, at også danske realkredit-obligationer solgt i udlandet var med i LTCM-boblen. Der er endnu flere danske obliga- tioner med i den næste.

Lad os prøve med sandheden

Efter John Maynard Keynes blev udstyret med Nobelprisen blev han som Englands repræsentant i 1930-er sat til at finde på et nyt internationalt betalings-, clearings- og statslånesystem. Hans medcombatant var Harry Dexter White på amerikansk side. Bretton Woods-systemet var i grundrids færdigt 21. april 1944. Herefter skulle verden til at gå ind på Keynes' aldeles virke- lighedsfjerne og statsgældsfremmende tanker, som de blev realiseret, i alt fald.

Socialisme- og Én-Verdens-fremmende var tankerækken selvsagt også. Hans tanker har vundet fodfæste, næsten bedre end marxismen blandt de dårligst oplyste. Hver eneste tekstbog i Vesten har været fyldt op med "hans teoretiske sandheder i efterkrigstiden"....

Men sandheden!....."Statsfinansielt kollaps" byggede på viden om sandheden i historisk lys.

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder sig vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens processen forløber og evt. i lageret. Produktionsrocessen gentages typisk.

Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed.

Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløs- heden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigede af den grund. Jeg bliver det nok umiddel- bart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen.

Tilskuddet får intiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommandoøkonomien og funktionærstaten, og skævvridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var. Naboen gør som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud. Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

Hvordan kunne det da ske, at det udviklede sig så 95-99 pct. af de fleste større virksomheders omsætning i dag stammer fra spekulation? Realproduktion kan ikke betale sig, de fleste steder. Kun narkohandel, men- neskesmugling og spekulation kan betale sig efterhånden.

Hvorfor, spørger folk mig.

"Jamen, nu siger "Marianne Forskolelærerinde" fra Allerød i DR-TV 12/10 1999, at vi bruger for mange penge, og vi skal altså også spare noget mere op, ellers kommer hun med "SDS-Stavad II" og hæver lønkonfiskationen nærmere på de 100%. Det har hun selv fået at vide nede i EU, eller var det i OECD. Og så var det også på grund af opsvinget - det, der betyder, at folk køber meget mere på kredit og arbejder på tilskud - at hun lod folk låne noget mere i deres huse og lade dem afvikle gælden på 30 i stedet for 20 år. Og de gamle biler købte det offent- lige jo, og så skal de stadigt eksisterende, der ellers var dyre nok, også til syn hele tiden. Det giver beskæftigelse.., hvis de ellers kan nå det...og ubalance. Og så køber vi nogle flere biler, men kun hvis de kan afskrives over forretningen, eller de kan købes på kredit; i hvert fald i udlandet".

Det er skam nemt nok at forstå, ikke sandt?

Men jeg ved altså ikke, om landbrugsstøtten, der nu skal fjernes, er nogle milliarder eller nogle millioner, sagde Marianne Jelved 12/10 1999 på TV.

Vi vil have kapitalen til at indgå mere i real-produktion, går jeg ud fra (se iøvrigt ovenstående afsnit om realkapitalen).

Så skal statsgældsætningen ophøre. D.v.s. lå negælden skal afvikles og stats- papirgælden skal væk og forbydes fremover. Det sker ved at underskud på de offentlige finanser kriminaliseres, og overskud på betalingsbalancen ska- bes ved, at Danmark gøres reelt konkurrencedygtig. Indkomstskatterne og lønninger skal ned - skatterne mest. Der er ingen anden vej. Vi skulle endda have satset på vidensproduktion i stedet for den løntunge produktion, der søger væk i stor stil. Men de har sikret sig, at vore uddannelser mesten- dels er ødelagte også.

I de førende selskaber i EU og i USA taler man fortsat om tilskud til produk- tionen. Hvorledes dette forenes med EU-centralbank-reglerne i EU er lige så svært at forstå som fælles rente på Sicilien og i Baden Würtenberg med Ruhr-distriktet.

Der var 154 tyske økonomiprofessorer der delte min skepsis på tysk TV-ARD's Tageschau 12/2 1998.

En mere fuldstændig gennemgang af hele EURO-spørgsmålet - herunder historien bag - findes på:

http://members.fortunecity.com/ebbevig/iti.html

Det er en kendt sag, at under Keynes-æraen har vi skullet acceptere under- skud på de offentlige finanser for angiveligt at starte økonomien op. Det var simpelthen gavnligt, lærte vi alle. Der manglede altid ordentlig logik.

Det var også en forbryderisk løgn og misbrug af en begrænset metode. Det var ikke uvidenhed.

Herhjemme har vi finansieret de offentlige driftsudgifter med disse falske penge, og samtidig er statsobligationer blevet kastet ud for angiveligt at opsuge købekraft; men reelt for at give spekulanter noget at rive i. Statspapirerne er jo nemme at ombytte for aktier eller derivater, hvis man keder sig.

Især denne betalingsmiddelmængde skal væk. Derimod skal betalingsmid- delmængden til husholdningsbrug ikke styres af privatbankerne; men den skal være underkastet en national nationalbank med ufravigelige regler fastsat i en dansk, ikke en europæisk grundlov.

Ingen finansminister eller anden politiker skal have ét ord at sige her!

Fra midten af trediverne berørte den stadigt dybere depression enhver amerikaner på den ene eller den anden måde.

Hvorfor var USA-økonomien så god i begyndelsen og så pludselig ramlede det hele? Vi vil gå trinvis frem for at besvare disse to spørgsmål og dermed forklare de økonomiske principper.
Der er både tydelige og umiddelbart forståelige konsekvenser, men der er især skjulte og nærmest ukendte træk, der må frem i lyset efter 60 års indoktrinering særligt i Europa.

2. Bankerne er insolvente:

Banker udlåner en del af det deres indskydere har sat ind på deres c heckkonti eller andre bankkonti. Problemet her bliver tydeligt, når det oplyses at bankerne både må stå inde for at tilbagebetale alle de indskud- te midler, når du måtte ønske det efter den den gældende aftale, men samtidig låner de pengene ud på samme tid. Selvfølgelig, jo større en andel banken udlåner af indskuddene desto større risiko løber banken i det korte løb, når indskyderne kan trække deres midler ud. Det som kontoen eller checkhæftet viser står på kontoen til indskyderens rådig- hed, men banken udlåner summen eller dele heraf også. Regeringen i landet garanterer rent faktisk for dette bedrag, men hvad består garantien i? Intet, fordi regeringen har kun reserver til dækning af en lille smule af bankernes manko.

Set på en anden måde: Når en person indsætter 1000 kr. og reservekra-vet der stilles fra regeringens side er 10%, så vil banken holde de 100 kr. men udlåne 900 kr. Disse 900 kr. vil antagelig ende i en anden bank. Nu sker det samme igen. 90 kr. holdes i reserve, men de 810 kr. udlånes igen.

Slutresultatet er at for hver indsatte 1000 kr. udlånes optil 99.000 kr.

Resultatet er at der skabes pengemidler ud af den blå luft.

Det helt afgørende er, at pengemidler kun er midler til at lette byttehan-delen med goder, der efterspørges, men pengemidler bliver ved det netop beskrevne fænomen en trussel mod ordentligt handelsamkvem.

Penge er lette at transportere – pengeoverførsler endnu nemmere – og de letter arbejdsdeling i det små og udover hele kloden, der skaber den velstand, som alle gerne vil have. I stedet for at medbringe varer og rå-stoffer kan der udlignes ved, at der betales med penge, når handel fore-går. Penge i sig selv er jo blot papir, mønter, måske et digital-tal på en skærm eller blot en lind elektronstrøm, der former informationer af en særlig udløsende karakter.

Pengemidler mister deres værdi ved den trafik med at øge deres mængde ud af den blå luft, således at priserne på de virkelige varer stiger, og man så kan få mindre for de samme penge af nu ringere værdi. De falske an-visninger på værdier kaldes papirpenge, og fordi de ikke er sunde eller rigtige penge kan de bedst lignes ved en veksel, der skal indfries med rig-tige værdier. De kan godt bruges og tilsyneladende uden problemer, så-længe de modtagne værdier man får for de falske anvisninger svarer til det, der står på anvisningerne. Det går dog ikke i længden, den falske pengemængde får priserne på de efterspurgte varer til at stige.

Regeringerne gør det endnu værre:
Se, sådant er en rigtig fristelse for genvalgsivrige politikere ved magten. At love mere end man kan holde kaldes at gå bankerot. Regeringerne trykker også falske penge. Regeringerne er vældig interesserede i at bruge flere penge, end de kan få folk til at betale i skatter og afgifter. På den måde kan de indfri flere vælgerønsker og deres egne ambitioner og der-med lettere blive genvalgt. Med John Maynard Keynes idekompleks udformedes alle økonomiske tekstbøger i efterkrigstiden således, at politikernes tjenerskab - embedsmændene - hoppede på ideen, om at man kan stimulere et lands økonomi ved at forøge penge-mængden - f.eks. ved at holde højere offentlige udgifter, end der indkræves i skat. Man kan låne penge, trykke pengemidler og især øge denne trafik, når der ikke er udsigt til, at skatterne kan hæves mere i takt med politikernes uendelige behov for at opbruge vær-dier skabt af borgerne.

For at kunne styre retten til disse pengeanvisninger er det vigtigt for regeringerne at have en nationalbank, der låner midler ud til de private banker. På den måde behøver bankerne ikke holde så store reserver i forhold til indskuddene. D.v.s. betalingsmiddelmængden eller retten til værdierne i et land styres i høj grad af bankfolk og po-litikere, mest bankfolk, medens produktionen og arbejdet med at frem-bringe og omsætte værdier klares af helt andre, hvoraf langt hovedpar-ten intet aner om bedraget.

Jo mere regeringerne ønsker at låne desto mere må national- banken reducere reservekravet. Normalt sælger regeringen så statsobligationer - der for ihændehaveren er et rentebærende til- godebevis.

Se, regeringen sælger normalt disse statsobligationer til nationalbanken, der betaler med egne, trykte midler. Statsobligationerne vil typisk efter-følgende søges afsat til borgere, der har ledig kasse at investere. Ved den sidste operation opsuges der så den købekraft eller de penge, der i stedet bruges af regeringen. Den forpligter sig ganskevist til at betale mere til-bage for at få obligationerne afsat, men her kan man fuldt berettiget spørge, hvorledes regeringen skulle blive i stand til at betale mere tilbage end den lånte hos borgerne.

Det kan regeringen selvfølgelig ikke. Kun ved at hæve skatterne yderligere, låne noget mere eller udhule værdierne i samfundet med inflation "kan den betale". Hvordan skulle et postbud fra Vorbasse, der tilfædigvis sidder i en regering, være blevet i stand til at skabe sådanne omsætnings-værdier, der er efterspurgt af borgerne i et land ved at være udviklings-minister for u-landene?

Når betalingsmiddelmængden øges repræsenterer de udstedte pengemid-ler ikke øget velstand. Når de bruges, bliver goderne i samfundet omsat hurtigere, end de hidtil er blevet produceret og så reduceres varelagrene. Det var teoretikeren Keynes’ opfattelse, at knapheden på umiddelbart omsættelige goder så ville stimulere produktionen til stigning. Dette er selvfølgelig ingenlunde tilfældet. Virkeligheden fører til at priserne stiger, fordi dette netop typisk giver større fortjeneste end en øget produktion. Med denne overefterspørgsel efterspørges også flere udenlandske varer, så ubalancen i samhandelen forværres, fordi der så også importeres mere p.g.a. de falske penge.

Flere (u)fine tricks en regering kan gøre brug af, repiter:

http://www.lilliput-information.com/okono.html#tricks

Hvis borgerne sparer mere op i bankerne, vil bankerne, hvis de har nok at låne ud, sænke indlånsrenten

Den lavere rente vil også gælde udlånsrenten, således at forretningsfol-kene opmuntres til at låne mere til at få etableret kapitalapparat, der kan øge produktionen. Den øgede produktion gør varerpriserne lavere, og herved fristes borgerne til at efterspørge flere varer og spare mindre op. Lavere opsparing vil hæve renten og bringe opsparingen og kapital-opbygningen tilbage i balance. I et frit marked - som her illustreret - vil renterne være selvregulerende, der foregår en automatisk tilpasning op og ned til bedst mulige økonomiske vækst. Anderledes hvis regeringen blander sig:

Når regering/nationalbank fastsætter en kunstig lav rente, for at få akti-viteten mere i gang: Herved sendes der falske signaler til forretnings-verdenen så den overekspanderer. Til at begynde med fører den øgede kapitalopbygning til mere efterspørgsel efter arbejdskraft. Dette får løn-kravene til at stige. De fleste imødekommes, fordi arbejdsmarkedet her er ganske monopoliseret af fagforeningerne. I Danmark har sågar en lov der sikrer fagforeningstvangen. Fagforeningstvang Herved stiger omkostnin- gerne på almindelige forbrugsvarer, hvorved afsætningen dæmpes, salgs- volumet falder, lagrene vokser, og forretningerne begynder at afsætte til lavere priser for at komme af med varerne. Når virksomhederne begyn- der at miste penge ved den øgede produktion, begynder de også at afskedige medarbejderne, og nedgangen er igang. Det er nationalban- kens/regeringens lette og billigere kreditter, der skaber de kunstige booms og også fallitterne efterfølgende. Det samme med tilskuds-øko- nomien, der er blevet så altomfattende i EU. Tilskuddene driver aktiviteten hen, hvor den ellers ville have holdt sig væk, og i grelle tilfælde væk fra ellers fordelagtig aktivitet. Herved skævvrides økonomi- ordningen og værre endnu, fordi alle led vender sig til tilskuddet, så kalkuleres der med vedvarende større efterspørgsel efter råvarer, halvfabrikata og andet. Når så tilskuddene ophører eller blot ikke øges, så bliver tilbageslaget meget større end det falske opsving, og nedgangen sker til et endnu lavere niveau end før tilskuddene.

Byfornyelsestilskuddene ophører nu i Danmark. Dette giver kæmpearbejdsløshed i entreprenør-branchen igen.

3. USA i 1920-erne:
TIDEVANDS-ØKOKOMI

To dage før jul 1913 - hvor flere af senatorerne var taget på juleferie - vedtog Kongressen med Woodrow Wilson som præsident i USA The Federal Reserve Act, der reelt privatiserede pengeudstedelsen i landet - d.v.s. lagde den i hænderne på visse private personer uden for kredsen af folkevalgte. Den første handling herfra var at mindske reservekravet over for bankerne. Senere blev reservekravet mindsket yderligere for at regeringen kunne gå (u)finansieret ind i Den Første Verdenskrig - krige er vanskelige at skattefinansiere, fordi folk ikke ønsker krig. Først efter kri-gen påbegyndtes ødelæggelsen af pengene med inflation. Nu gjordes det muligt at udlåne 40% (eller 4 milliarder $ i begyndelsen af tyverne) mere i nytrykte sedler.

Folk troede at festen aldrig ophørte. Dette gav bankerne meget mere kredit at tilbyde end virksomhederne overhovedet kunne bruge, så ban-kerne blev opfordret til at udlåne til det krigshærgede Europa til genop- bygning. Indtil da havde det været nærmest umuligt at skaffe sig ameri-kanske dollars p.g.a. af de meget høje amerikanske import-tariffer; men nu kunne de låne dollars. Europæere købte de amerikanske produkter, og bankerne kom af med deres enorme bjerge af dollars.

Der var et lille problem her, import-tarifferne i USA opretholdtes, så europæerne havde næsten ingen mulighed fik for at tilbagebetale disse lån med dollars byttet for europæiske varer. Derfor valgte man at låne endnu mere ud til europæerne. Der blev også udlånt til at mildne erstat-ningskravet på Tyskland efter Den Første Verdenskrig (se første oven-nævnte link). Sidst i tyverne begyndte man så at indse, at efterspørgslen efter pengemidler stadig voksede i USA, og spekulation i alt fra jord til aktier blev hver mands mulighed, dårligdommen lurede med dramatik, uden almindelige mennesker anede uråd. Var det måske ikke deres venner der sad og styrede kreditgivningen i Federal Reserve Systemet?

Da handelsminister Hoover advarede, skiftede Federal Reserve fra at opkø- be regeringens statsobligationer til at sælge dem i stedet. Ved udgangen af 1928, efter at 63 pct. af alle statsobligationer i Federal Reserve’s depot var solgt, gik det stadig godt med økonomien. Dette hang bl.a sammen med, at bankerne fortsat kunne re-diskontere eller sælge deres lån til Federal Reserve svarende til nationalbanken i Danmark, der også reelt er privat. Sidst i august 1929 hævede Federal Reserve rediskonteringsrenten fra 5 pct. to 6 pct. Fordi penge altid flyder derhen, hvor renten er højest startede en strøm af guld til USA fra Storbritannien - her skal man huske at guld stadig bar basisværdien under Guldstandarden. Det betød at aktiemarkedets kurser steg yderligere på et ganske falsk grundlag. Den 23. september hævede England så renten med 62 pct. Inden for 48 timer gjorde Østrig, Danmark, Norge Sverige og den Irland næsten det samme. Nu flød guldet tilbage lige så hurtigt, som det var kommet over. De kunstigt høje aktiekurser i USA måtte nu ned, og bankerne måtte tilbagekalde de mange udlån til aktiespeku- lanter i millionsvis. Der var dog kun én måde de kunne tilbagebetale lånene på; det var ved at sælge aktierne. Så faldt kurserne yderligere, hvilket kræ- vede opsigelse af endnu flere lån. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til… og omvendt. Sådan startede det store krak. Hvor Federal Reserve skulle have begrænset kreditterne øgede de dem, og hvor penge- mængden blev reduceret skulle den hellere have været udviddet. Sjovt nok arbejdede danske nationalbank lige så fjollet i begyndelsen af tyverne (se næste link nedenfor). Gennem de næste tre år fra 1929, da de europæiske lande måtte misligholde deres dollarlån lukkede mere end 9000 banker i USA, pengeudbuddet faldt med 31 pct., og mere 9 millioner mennesker mistede deres opsparing.

Landmandsbank-krakket i 1920-ernes Danmark:

http://www.lilliput-information.com/leka.html

Hvorledes det kørte under derivatboblen 1998-1999 skulle måske repiteres:

http://www.lilliput-information.com/dkri.html#derivat

4. USA i dag:

25. juli 2001 meddelte tidligere Formand for US Federal Reserve Paul Volcker Senatets Bank Committee i en høring om risiko ved voksende betalingsbalance-underskud. "Vi er en skyldnernation med nul i personlig opsparing og suger en betydelig andel af andre landes opsparing. Disse enorme og voksende underskud i forhold til udlandet er tegn på ubalance landets nationaløkonomi, og verdensøkonomien kan ikke holdes oppe.

De europæiske lande er også skyldnernationer. Den altid manglende oplysning er, hvem USA og Europa-nationer skylder til.
Til private banker. Næsten alle lande skylder, fordi betalingsmiddelmængden blot stiger og stiger. Man forsøgt at mindske den primære betalingsmiddel- mængde sideløbende med at midlerne til spekulation udvidedes. De centrale problemer hermed er dog, at den relativt høje arbejdsløshed (reelt) i Europa, der følger umiddelbart heraf og kampen for med tilskud at holde produktionen igang, selvom det ikke rigtig betaler sig - selv ved lav lånerente - sammemlignet med spekulation i papir og andre mindre legale forretninger. Verden bliver kvalt i papir. Det er sket før. Den fælles europæiske valuta ramler ned i forhold til US-dollars, og Federal Reserve kan snart ikke andet end bruge rentevåbenet. Hæves renten i USA, vælter europæiske midler til USA, hvilket får dollaren til at stige endnu hurtigere i forhold til EURO. På det reale produktions- og arbejdsmarket fører dette til nedgang og endnu ringere US-balance i samhandelen. Problemet er at EURO hænger i en meget tynd tråd, fordi de ekspansive forventninger, der var til en faldende EURO udebliver, fordi spekulationen dominerer aktiviteterne i forhold til real-produktionen.

I 1981 underskrev Præsident Ronald Reagan en lov, der indebar store skattenedsættelser, indkomstskatten blev faktisk reduceret med 25 pct. Reagan reducerede dog ikke de offentlige udgifter, hvilket førte til en eksplosion i den nationale gæld. For at kunne finansiere den stigende gæld forblev renten høj. Hvad gav det af konsekvenser? Igen fordi kapitalen flyder til de mest profitable markeder, blev USA med de lave skatter og den høje rente meget attraktivt for udenlandske investorer. For at kunne købe amerikanske aktier og obligationer måtte udlændingene veksle deres penge til dollars. Denne efterspørgsel førte til knaphed på dollars i udlandet, og derfor måtte landene holde flere amerikanske dollars i reserve for at tage højde for denne vekslen til dollars. Se, dette her var vel ikke et led i nogen særlig bevidst plan? Nu måtte de udenlandske banker holde dollars i reserve, som de havde holdt guld i reserve tidligere.

Når Federal Reserve fortsat laver inflation med pengemiddeludbuddet - herunder budgetunderskuddet - og disse nye penge bruges til at købe importerede produkter for, sker der følgende:

For det første kommer de af med de nytrykte, udækkede pengemidler, hvilket har bidraget til at holde betalingsmiddelmængden stabil i USA . For det andet, sålænge udlændingene ikke bruger disse nye penge er det ligesom, hvis man ikke indløser en check, og på den måde har amerikanerne faktisk fået vores varer gratis. Ved at importere varer, som de ikke rent faktisk betaler for, vokser amerikanernes levestandard.

Det er denne stigning i velstanden sammen med eksporten af overskuds

pengemidlerne, der får dollaren til at holde sig på et højere niveau, end den reelt skulle være. Og dette sidste fænomen transformeres til lavere priser for amerikanerne i sidste ende.

Fordi amerikanske dollars er blevet internationalt betalingsmiddel holder udenlandske regeringer/natio nalbanker typisk 60 pct. af deres reserver i dollars. Disse reserver består ikke af dollars, men af amerikanske statsobligationer, som de køber i stedet for amerikanske varer. D.v.s. hele verden låner de amerikanske regeringer penge i større og større summer. Hver eneste dollar udenfor USA er et udlån til USA, der venter på tilbagebetalt. Det sker først, når der købes varer for pengemidlerne.

Papirmøllen underminerer os:
Når dansk TV i en lang periode i begyndelsen af 2000 opfordrede folk til at købe aktier og især IT-aktier var TV sædvanen tro, og det var nærmest som da det startede med de såkaldte investeringsforeninger i 1970-erne: Når toppen begynder at frygte for at spekulationsvanviddet får en ende plejer deres lakajer at tilbyde undersåtterne sådanne forretninger også. Med investeringsforeningerne skete det ikke sjældent, at bankernes dårli- ge spekulationsaffærer gennem et år havnede i investeringsforenin- gernes portefølje. Lidt af det blev trukket frem, men ikke det hele.

I tyvernes boom kunne almindelige amerikanere låne penge at spekulere for. Det sendte selvfølgelig kurserne tilvejrs, ikke mindst fordi et så meget større potentiale deltog i de arbejdsfri aktiviteter. Faktisk udtrykker en akties kurs forholdet imellem værdien af de de forventede afkast i den pågældende virksomhed og den indskudte kapital. Der udbetales ganskevist et udbytte som en generalforsamlingsaftalt procentdel af pålydende på aktien. Men den tid er ved at være forbi, hvor virksomhedernes aktivitet og indtjening har nogen primær interesse for hovedparten af investorerne. Det er blevet forvent ningerne til den fremtidige kursudvikling, der næsten er eneafgørende for, om der købes aktier. Aktiemarkedet bruges også i stigende omfang i Europa til at skaffe sig den fornødne kapital til en ekspansion på en nem måde. De mange små investorer er blevet det tynde øl, der får det hele til at glide, bare der nok af det. Går det galt fordeles skaderne ligeså. Og det går galt.

Opsparingen i dag går ikke til de traditionelle bankkonti længere, den placeres i obligationer og aktier (endnu), bl.a. fordi bankrenterne holdes kunstigt lave, så er det ikke profitabelt at spare op i de sædvanlige former længere. De vil gerne have os alle med i spekulationen, og aktiviteten må ikke falde for drastisk og dermed tydeligt. Man kan sige "de prøver at ophæve tyngdekraften ved at finde mange at stå på".

Med en politiker-opfundet EURO stærkt inspireret af internationale banker er der kommet en foreløbig redningplanke for amerikanerne. Kunstvalutaen EURO lagt over et højest diffentieret kontinent uden fælles sprog og kultur og iøvrigt en ukendt betalingsmiddelmængde (bl.a. Italien med en galaksestor lire pengemængde) samt en såkaldt pengepo- litik, der kan modificeres af nogle politikere, der er blevet ministre, skal en anational EURO falde, og dette driver selvfølgelig investorerne fra EURO-zonen mod dollar-, yen-, pund-markederne, som vi har set det første år med EURO i 11 EU-lande. Guldet har vi vel også set en minimumspris på (april 2000).
Med EURO strømmer kapitalen således ud af Europa. Derfor må renten hæves og hæves igen, og aktiviteten mindskes så yderligere. Der er sågar regler i Maastricht-traktaten, der kan aktiveres, om forbud mod kapitaleksport… ligesom i den nyligt nedlagte union ovre østpå og i Nazityskland iøvrigt.

J. O. Krag var tidligt ude for et Stor-Europa

Om EURO (en generel og en lidt specialiseret gennemgang):

http://www.lilliput-information.com/euro.html

Læs denne gennemgang igen og lær hvad der foregår. Kun sproget er tilpasset, indholdet er i top og vel nærmest unikt i Europa, skulle jeg mene. Hører gerne din kommentar, hvis du bruger hjernen, når du har noget på hjerte. Du kunne også lade dig inspirere af tanker om det kollapsede og et eventuelt nyt pengesystem på:

 Det kollapsede pengesystem i historisk lys

Om hvorfra op- og nedgange i økonomien stammer:
TIDEVANDS-ØKONOMI

Skitse til nyt internationalt pengesystem

e-post

Jørn E. Vig