Refereret af Jens Otto Krag, 1943.
Den forhenværende danske statsminister Jens Otto Krag underskrev traktaten om
Danmarks tilslutning til EF i 1972, hvorefter han valgte at gå af som dansk
statsminister.
Allerede under Den anden
Verdenskrig var J. O. Krag engageret i Europas samling. Han skrev bogen
”Krigsøkonomi og Efterkrigsproblemer” sammen med P. Gersmann. Bogen blev
udgivet på Det Danske Forlag, København, 1944.
Her er et uddrag: Afsnittet ”Den
tyske Storrumsplan” side 177 til side 180:
(citat begyndt:) Det må straks understreges, at de
tyske planer ikke tilsigter en international ordning, men kun en ordning for
det europæiske Storrum. Dette begreb er til gengæld temmelig elastisk, idet
Tysklands livsrum ifølge Hitler (februar 1940) er alt land, ”som er
blevet udviklet og civiliseret og
gjort tilgængeligt af tyskere”. Hvorledes denne Storrumsordning tænkes iværksat
i detaljer, foreligger der ingen officielle planer for. Den største samlede
officielle redegørelse, man har, er en udtalelse, som den tyske
Rigsøkonomi-minister og Rigsbankpræsident Funk fremsatte overfor Pressen den
25. juli 1940 – godt en måned efter Frankrigs kapitulation. Heri opstiller Dr.
Funk følgende fem grundsætninger for efterkrigspolitikken i Europa:
Selv om denne udtalelse siger
meget, og f.eks. med hensyn til spørgsmålet om guldets fremtidige stilling er
entydig og klar, er det indlysende, at en økonomisk plan for en hel verdensdel
ikke kan fremstilles udtømmende i fem korte punkter. Er må naturligvis blive en
del tvivlsspørgsmål tilbage – spørgsmål, om hvis løsning de tyske autoriteter
sikkert har visse meninger, men som man ikke på indeværende tidspunkt har
ønsket at udtale sig officielt om.
De europæiske lande skal næppe
indgå møntunion med Tyskland, men kan nøjes med at omregne til mark, når de
afregner med hinanden over Berlin. Et af tvivlsspørgsmålene er imidlertid,
hvorledes kursfastsættelsen skal ske. Det er her klart, at den tilsigtede
kursstabilitet vil forudsætte, at de enkelte lande ikke må ændre deres kurs
uden ved aftale med Berlin, men hvordan vil man finde, hvilke kurser mellem
valutaerne der er de rigtige – at de nugældende kurser ikke giver den ønskede
ligevægt er jo givet? Problemerne omkring den dansk-tyske samhandel efter 1940,
hvor man havde valget mellem at hæve den danske krones kurs i forhold til
marken (kronen var – for at bruge et nationaløkonomisk specialudtryk – undervurderet)
eller at lade det danske prisniveau tilpasse sig det tyske gennem en kraftig
prisopgang, viser, hvilke vanskeligheder der kan rejse sig på dette punkt. Vi
vil senere se, hvorledes de engelsk-amerikanske planer frembyder nøjagtig de
samme problemer.
Endnu vigtigere end disse
tvivlsspørgsmål er imidlertid spørgsmålene om, hvilke retningslinier man fra
tysk side vil anlægge, når den europæiske Overledelse skal afgøre, hvorledes den
i punkt 3 omtalte arbejdsdeling skal tilrettelægges, d.v.s. hvilke erhverv får
de enkelte lande lejlighed til at udøve? Hvem skal være råstoffrembringende og hvem
forædle råstofferne? Der er ligeledes spørgsmålet om, hvilke lande der får
lejlighed til handle direkte med hinanden, og efter hvilke retningslinier
udenrigshandelens priser skal fastsættes (markedsprisen eksisterer jo ikke). De
enkelte landes levefod vil i vid udstrækning komme til at bero netop på de
afgørelser. Endelig er der samhandelen med oversøiske lande. Kan de enkelte
europæiske lande handel direkte og selvstændigt med andre Storrum eller kun via
Centralledelsen?
Det fuldt ud forståeligt, at de
tyske myndigheder ikke kan binde sig til bestemte løsninger af disse spørgsmål,
men må nøjes med lidt efter lidt, efterhånden som planerne afklares, at antyde
deres omrids. Nogen vejledning kan det dog give, at Dr. Funk har fremhævet
Tysklands forhold til Danmark som et eksempel på, hvorledes problemerne kan
løses:
”Vi vil som med Danmark fremelske
et handelsbytte, som afvejes med hensynet til begge parter…”
Blandt de seneste tyske udtalelser
kan fremhæves en artikel af den tyske nationaløkonom Fried Zimmermann fra maj
1943, hvori udtales, at det vil være bagvendt at tvinge så ensartede stater som
Sverige og Svejts ind i Storrummet. Der er overhovedet ikke tale om at danne et
”tvangsfællesskab” under en stormagts herredømme, men et virkeligt forbund af
ligeberettigede, en slags kammeratskab mellem de tilsluttede folk.(citat slut)
J. O. Krag og P. O. Gersmann skriver også i "Krigsøkonomi og Efterkrigsproblemer", 1944:
"Hvad enten man lægger hovedvægten på det økonomiske eller det politiske, må det imidlertid betragtes som et fremskridt, der måske kan give anledning til en vis optimisme, at de planer, der er kommet frem under denne krig (2. verdenskrig), i højere grad end Wilsons kendte 14 punkter (efter 1. verdenkrig) tager hensyn til verdens økonomiske fundament og ser en nyordning som en nødvendig forudsætning for, at en politisk nyordning kan lykkes. Skabes de to forudsætninger for en bedre verden samtidig, kan det i og for sig være ligegyldigt, i hvilken rækkefølge man vil tildele dem rang af vigtighed (min fodnote). Såvel for de tysk-europæiske efterkrigsplaner som for de vigtigste af de planer, der er fremkommet fra engelsk-amerikansk side, er det således et fremtrædende træk, at man vil skabe centrale økonomiske kontrolorganer, som kan overvåge de enkelte landes økonomiske politik, som forudsættes at være baseret på en eller anden national planøkonomi. Disse lande må naturligvis afgive en - efter de forskellige udkast større eller mindre - del af deres selvstændighed med hensyn til den økonomiske politik til centralorganerne. Det er prisen." IoD: Prisen for hvad, ville vi gerne have spurgt forfatterne? Alt har nok en pris, selv sandheden, også sandheden.
Jørgen Schleimann priser løgnen
For en præcis, veldokumenteret gennemgang af kredsen og ideologifællesskaberne omkring Globus skal jeg henvise til Frihedsbrevet artikel 'Nazismens røde bog' af Jørgen H. Hansen i nr. 4 , Årgang 1998: http://www.frihedsbrevet.dk Nu kunne man få den tanke, at Hitlers stormagtdrømme stod alene. Ingenlunde. Allerede før Krag blev født havde hans senere så kære venner fra historien Lenin og Trotsky propaganderet for et Forenet Europa. I oktober 1917 udtalte Trotsky: "Det forenede Europa skal grundlægges". Det er besynderligt som Europa er og var nævenyttige magthaveres tumleplads. Cæsar, Filip II, Napoleon, Kaiser Wilhelm havde den samme ambition. …………………………………………………………………. IoD vurderer denne beskrivelse som
værende nært beslægtet med de beskrivelserne, som de forelå umiddelbart før
1999-afsættet til den obligatoriske europæiske mønt med efterfølgende EU-grundlov blev taget. Naturligvis
skal "Tyskland" og "tysk" udskiftes med "Europa" og "europæisk". I øvrigt samtaltes forsigtigt og udpræget indeforstået
om lige netop disse ligheder allerede ved 1970-ernes slutning i Danmark. Velkommen
til Hitlers Europa !