Af POUL E. ANDERSEN

tidl. domprovst,

Sadolinsgade 114 a, Odense

I 70’ERNE og 80’erne hadede marxisterne det danske samfund. Det var ikke værd at bevare. Den samme holdning møder vi i dag hos mange personer bag det mangebenede mastodontdyr, som udgøres af de ideologiske humanitære organisationer, nævn, centre og foreninger, som mere og mere får karakter af ekspanderende flygtningeindustri.

Det indtryk får man i hvert fald, når man hører udtalelser fra ledende medlemmer herfra eller læser de mange publikationer, de udsender.

For nylig kunne man i pressen læse, at et af de statsstøttede centre, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, DRC, har modtaget 100.000 kr. fra kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen til oprettelse af en hjemmeside til at informere os om racisme, ligestilling og det multikulturelle samfund.

Hvem står så bag dette rådgivningscenter? Ja, det blev indviet af tidligere indenrigsminister Birte Weiss i 1994. Det støttes af Indenrigsministeriet, LO, SID, Kvindeligt Arbejderforbund, Politiken Fonden, 1. maj Fonden og Forskningsfonden af 1971.

DRC har netop i anledning af femårs jubilæet udsendt en såkaldt sortbog: “Hvem forsvarer det flerkulturelle Danmark?” af Moses Larsen.

I bogen fortælles i højstemt tone om den succes, centret har opnået. Den anklager de danske myndigheder for at have “et umodent forhold til det flerkulturelle samfund” og for at svigte beskyttelsen af de etniske minoriteter. Den fortæller, at det er lykkedes at skaffe flere tusinde klager fra etniske minoriteter. Blandt dem er udvalgt 48 sager, som kan “visualisere diskriminationens mange grimme ansigtsudtryk.”

Og så gennemgås i stort og småt diskrimination eller racisme hos Magasin, Shell, hos Undervisningsministeriet, på diskoteker i svømmehaller, på arbejdsmarkedet og talløse andre steder.

Danske traditioner

I en række øvrige publikationer afsøger DRC nidkært alle samfundets funktionsområder for at afdække danskernes muligheder for direkte eller indirekte racisme eller diskrimination.

I bogen “Etnisk ligestilling til forskel” af Amira Bada, Jane Skifte og Eric Tinor-Centi fremdrages flere interessante synspunkter. Jeg nævner blot et punkt. I et af afsnittene kræver forfatterne indførelse af adfærdsregulering i det danske samfund.

Alle virksomheder skal indføre adfærdskodeks for både ledelse og medarbejdere, så etnisk diskrimination undgås. F. eks. skal ansættelse af medarbejdere tjene formålet etnisk ligestilling, minoriteter skal have egne helligdage og særlig bespisning, racistiske vittigheder forbydes, arbejde skal afstemmes efter ramadan, og alle skal kunne udøve deres religion i arbejdstiden. Der sikres klageadgang og tilsyn med overholdelse af kodeks. En effektiv overvågning med konsekvenser er påkrævet, og en etnisk registrering af personalet skal afsløre racediskrimination.

Side 3