|
Informationsfolder om brugen af
lovlig løgn overfor ikke-muslimer og ikke-islamiske myndigheder:
Taqija er islams lovlige dispensation for at lyve
overfor "vantro", dvs.
ikke-muslimer og myndigheder, kontorer, politi og domstole.
Ideen er at skabe forvirring, sløre sandheden og få modstandere til at
argumentere imod hinanden, således at islams sag fremmes og personens
ære reddes.
Forhandlingssituationer med overbeviste muslimer kan give pro-blemer. Man
oplever ofte, at muslimer ikke accepterer et "nej" eller en
begrundelse med henvisning til de gældende regler. De tror, at blot de bliver
ved med at presse på, vil modparten give efter. Når man så naturligt nok afslår
erkendtligheder og psykisk pres, kan samtalen helt løbe af sporet:
Vrede, krænket æresfølelse og opbragte familiemedlemmer. Betragter en muslim
forhandlingspartneren som modstander eller del af et såkaldt "vantro system", kan han lovligt
lyve: specielt for at opnå en fordel for muslimsk religion, islamiske love,
skikke og forordninger, eller hvis han føler, at han befinder sig i en
kamp-situation. Da kan han forvirre
"fjenden".
Godt nok er løgne syndige, "men ikke, hvor de udtales til en
muslims bedste eller for at redde ham fra en katastrofe" ("The 4. Conference of the
Academy of Islamic Reseach", Kairo 1970).
Teologisk rækker ideen om taqija tilbage i
tiden. "Islams bevis", den store teolog Al Ghazali (1056-1111)
udtrykte det sådan: "Af og til er det din pligt at lyve.... vi må lyve,
dersom sandheden fører til
ubehagelige resultater, men sige sandheden, når den fører til gode
resultater".
Muhammad lærte os at lyve (taqija i shia-islam) "Folk siger, ´Lyv ikke´.
Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah. Han lærte menne-sket at lyve,
således at vi kan redde os i vanskelige øjeblikke og forvirre vore fjender.
Skulle vi holde os til sandheden med den konsekvens, at troen udsættes for
fare eller nederlag? Nej. Folk siger: `Slå ikke ihjel`. Men den Almægtige
lærte os, hvordan man slår ihjel. Hvorfor skulle vi ikke slå ihjel, når det
er nødvendigt for at sikre troens sejr?...Bedrag, svindel, konspiration,
snyd, tyveri og mord er ikke andet end midler. I sig selv er det hverken godt
eller dårligt, uden de hensigter, der lå bag. Se på en køkkenkniv. Er den god
eller dårlig? En husmoder kan skære kød med den. Og en af islams soldater kan
gennembore hjertet på et skadedyr" (Teologen M. Navab-Safavi i A.
Taheri:"Holy Terror").
Han gav os taqujia for at forvirre de
vantro og fremme islam. En af islams doktriner er læren om
"taqiya", den religiøse dispen-sation, som muslimer har til
midlertidig at fornægte troen for eks. i en forhandlings-situation, således
at denne kan spille et fordækt spil, når det et gavnligt for sagen og for at
forvirre en modpart af anden religiøs observans. Det kan gå så vidt, at en
muslim, hvis det kræves af situationen, kan sværge falsk med hånden på
Koranen. (Et kendt eksempel findes i dokumentarromanen: "Ikke uden min
datter"). Dette kan endog gøres
overfor en ikke-mus-limsk ægtefælle. Denne dispensation har alvorlige følger,
når man skal vurdere værdien af aftaler, samtaler og forlig, da
"taqiya" har en direkte nedbrydende virkning for troværdigheden.
Den bruges desværre i mange sammenhænge: asylansøgninger, tilladelser, skat,
ansøgninger, og især i
forhandlings-situationer med "vantro systemer" eller såkaldte
"illegitime systemer" (offentlige myndig-heder).
Kun sjældent indrømmes brugen af taqija,
som i et indlæg af formanden for muslimske studerende i Danmark
("Islamic Student Organisation") Jahamir F. Abdallah i et indlæg i
Ekstra Bladet 6.4.97: "..vi er stolte af at være muslimer og finder os
ikke i at blive hundset med af ikke-troende. Vi er ingens kulier mere...den
tid er forbi.. At muslimer får flere børn end danskerne, at det sociale
system bliver udnyttet, osv. kan I kun takke jer selv for. Den kloge narrer den mindre kloge". At indrømme
brugen af taqija er egentlig imod selve metoden, da det netop er den narrede
parts mang-lende viden om brugen af taqija, som forvirrer. Den tyske
muslim-ske forfatter og filosof M.A. Rassoul anbefaler i sin bog "Allahs
letzte Botschaft, Argumente für den Dialog mit
Christen", at forvirre dialogpartneren ved at føre ham bag lyset.
Argumentet henter han i Sura 4,142: "Sandelig, hyklerne forsøger at
overliste Allah, men han vil overliste dem".
Undertiden møder man hos blandt sunnimuslimer den påstand, at taqija kun findes i
Shia-islam (f.eks. imam Leon Soudari i "Kommentar", Kristl. Dagblad
juli 98). Forskellen mellem shia- og sunnimuslimer er i denne sam-menhæng, at
taqija er udbredt blandt sunnimusli-mer, men påbudt blandt shiamuslimer.
Især når en muslim befinder sig i en
uheldig eller umulig situation, hvor
det gælder om at opnå fordele for islam eller sig selv. Taqija er et
strategisk middel for at forvirre omgivelserne. Taqija kan også oversættes og
tolkes med ordet "forsigtighed", hvilket bety-der, at den sande
muslim i vanskelige situationer bør skjule sine egentlige hensigter. Dette
at "skjule sandheden" har
"forstillelsen" som konsekvens.
Dette gælder f. eks. Korantolkningen, hvor man overfor den uvidende
vantro fremhæver de blide Koranvers fra Muhammads tidlige år. Men disse vers
er i modstrid med de senere Koranvers, hvor profeten fremhæver, hvordan den
fromme muslim med hårdhed skal underkaste de vantro og udrydde dem, hvis de
nægter underkastelse. (Sura 4.92 Islams fuldmagt over de vantro: Sura 47.4,
Sura 8 og 9. Overfor de vantro skal muslimen henvise til et korancitat, som
er sat ud af kraft (abrogeret): "Der er ikke tvang i religionen" og
således snyde den vantro og vække hans interesse).
Begrundelsen for taqija er, at Allah
snød sine fjender. Han snød dem ved ikke lade Jesus dø. Islam nægter derfor,
at Jesus blev korsfæstet ("det så kun sådan ud, det forekom dem
sådan"). Denne lære overtog profeten fra sekten
"doketisterne". Muhammed praktiserede taqija, han snød sine
modstandere, siger
islamiske teologer som begrundelse for metoden. Her henvises til "Freden
ved Al-Hudabija", hvor Muham-mad narrede sine mod-standere. Overenskomsten
ved Hudabija havde kun som formål ved forstillel-se at få modstanderne til at
tro, at han havde gode hensigter. Fredsaftalen var dog kun beregnet på at
samle kræfter til den endelige underkastelse af modstanderne i Mekka, hvilket
lykkedes. Med aftalen fik han afgang til byens hjerte, hvor han boede til han
og hans tilhænger kunne tage magten indefra.
Sunnimuslimer i Vesten fornægter overfor ikke-muslimer eksistensen af taqija.
Den konsekvente fornægtelse af, at man anvender forstillelse overfor
enkeltpersoner og "vantro" myndig-heder er en del af selve metoden
i taqija. Ofte medfører det grænseløs forvirring hos modstanderen eller de
forhandlende myndigheder, når de ofte langt senere opdager det. Det har endog
medført, at enkelte bøger og leksika om islam fejlagtig anfører at taqija kun
bruges af shiamuslimer. Anbefalingen af løgn i form af taqija, som fandt sted
på "The 4. Conference of Islamic Research" som en god og brugbar
metode blandt sunnimuslimer, er yderst betydningsfuld, idet sådanne udtalelser
fra Kairos Al Azar univer-sitet må anses som normgivende for sunnimuslimer.
Et kendt eksempel for aktiv anvendelse
af taqija, for at forvirre modstanderen ved løgn, kendes fra det overvejende
sunnimus-limske land Tyrkiet, hvor Erbakan, politisk leder for den tredjedel
af vælgerne, der stemmer fundamentalistisk i Tyrkiet, aldrig har fortiet
brugen af taqija. (Søsterbevægelsen i Danmark er Milli Görüs, DMGT).
Assia Harwazinski (tysk islamforsker)
henviser til, at brugen af taqija er så almindelig for mange muslimer, at det
er en "slags overlevelseskunst", en måde at leve på, både på det
personlige plan, men også i islamiske bevægelser, der både har en skjult
dagsorden og en åben dagsorden. De mest yderliggående er undertiden de mest
ærlige, da de ofte af lutter iver ikke kan holde sig tilbage. Pudsigt nok
bruges taqija ofte mere bevidst blandt personer, som man i Vesten anser som
moderate. Evnen til at bruge taqija ved at udnytte den "vantros"
naivitet, forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden
kan være yderst svært at se, hvem der har ret. Metoden har som et vigtigt
mål, at få ikkemuslimer til indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte
med et af følgende påstande:
1.a)"Taqija findes ikke", b) "det bruges kun af shiamuslimer",
c) "Det bruges kun af yderliggående".
2."Ikke muslimer har det godt, hvor muslimer har flertallet".
3. Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen.
4. Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion.
5. Ordet "islam" skal oversættes med fred, hvilket viser islams
sande
indhold (slm= salama= fred ). Problemet er blot, at ordet "islam"
faktisk betyder "underkastelse".
Tager en muslim udgangspunkt i et af
disse sætninger ved man, at der bruges "forstillelse", for at
forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes
taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævede)
Koranvers, for eks. verset: "Der er ingen tvang i religionen".
Taqija overfor vantro indledes gennemgående med Koranverset:
"Tvang findes ikke i Koranen", og påstanden: "islam er en
tolerant religion", "andre
religioner har det godt, hvor islams system her-sker". At
Koranverset er ugyldigt for ortodokse muslimer forties. I de muslimske lande
bruges i stedet de voldsomt diskriminerende vers, der forvandler slamiske
lande til gennemførte apartheid-systemer. Prof. Spuler Stegeman giver
eksempler på, hvordan taqija i Tyskland bruges overfor tyske myndigheder,
offentlige kontorer også af sunnier. Kilder for sunniislams brug af taqija
er A. Harwazinski, Gibb og Kramer og "Zentrum für Türkei-stu-dien".
Taqija anvendes især overfor såkaldte vantro myndigheder, dvs. politi,
domstole og myndigheder af enhver art, som ikke accep-terer eller underordner
sig islamisk lov. Nogle gange kan myndig-heder forbløffes over de utrolige og
helt usandsynlige historier, som bruges blot med det formål at forvirre. Da
flertallet aldrig har hørt om taqija, tolkes det som sygelig tilbøjelighed til
løgn, da det sjældent forbindes med noget religiøst.
Reaktionen er derfor undren og opgiven. Netop det sidste, at myn-digheden
eller personen opgiver, er et tilsigtet mål for taqija. Accepterer
myndigheden islamisk dominans og underordner sig alle krav, dæmpes brugen af
taqija.
"Folk siger, ´Lyv ikke´. Men dette gælder ikke, når vi tjener
Allah."
(Muhammad Navab-Safavi).
Amir Taheri ,tidligere redaktør i Teheran, peger i sin bog "Holy Terror" på "Skridt for skridt-metoden" i
taqija:
"Hvis den rettroende ikke har tilstrækkelig magt til at gennemføre islam
her og nu, må han gå gennem flere stadier. Han må starte med at fremme islam
gennem propaganda. Men midlerne kan i øvrigt omfatte alt lige fra
etableringen af koranskoler og til snigmord (Det engelske ord for snigmorder
"assassin" er direkte overtaget fra arabisk). Løgn er acceptabel,
når det er nødvendigt for at beskytte troens højere interesser....
Midlertidige tilbagetog i taktisk øjemed for at vildlede fjenden eller som
forberedelse til næste slag ("negira") er tilladelige."
_____________________________________________________
For yderligere info: Chris Hinrichsen :"Islam
Integration
eller...?", Rafael 1999 samt www.islaminfo.dk eller
www.danskkultur.dk
|