giver enten mere
stilstand eller lidt øget aktivitet, hvis ECB tillader inflationen
Med et amerikansk
budgetunderskud af enorme dimensioner får vi fortalt af medierne, at der er
udsigt til et betydeligt såkaldt opsving – ”det keynesianske midlertidige
sædvanligvis korte ridt henover en luftboble i opadgående retning”. Men sådan
spiller klaveret lige knap. Europa ligger i dyb såkaldt recession og intet
hjælper i princippet udover en løsnen af økonomistrukturen og dermed
indtjeningsmulighederne ved at lade mere kapital forblive i og tilflyde
erhvervslivet ad naturens vej. Tilskud virker ikke, og det er udsigtsløs
planøkonomi. Mere kapital i virksomhederne kommer kun ved at sænke omkostninger
og skatter mest for de ansatte. EU vælger så som supplement at invitere lavlønsarbejdskraft
ind fra øst og syd for at bryde fagforeningernes arbejdskraft-udbyder-monopol.
Alle burde at have indset nu at det traditionelle rentenedsættelseredskab
virker som en skrædder i helvedet. Selv ved nul rente investeres ikke nok i ny
givtig produktion i Vesteuropa. Det er altså ikke prisen på kapital, det er
mangelen på produktionsivrig kapital fuldstændig udkonkurreret af papirspekulationen
og de langt lavere omkostninger ved udflagning eller såkaldte outsourcing til
lavlønsområder, der er problemet.
Når det amerikanske underskud på
de offentlige finanser ($200 mia. bare fra krigen indtil nu) kombineres med de
nyligt bebudede renteforhøjelser for at netop at hindre inflationen i at få tag
i det amerikanske samfund igen, så er mulighederne stukket ud for Europa. De
høje renter i USA trækker atter kapital fra Europa til USA som i begyndelsen og
midten af 1990-erne. Der er ikke andre effektive modtræk mod dette end
renteforhøjelser i Europa også, eller det der er værre, en lovgivning mod
kapitaleksport. Så centralistisk kan Europa være blevet.
Skal vi gætte på at
seddelpressen (med ineffektivitet til følge) får lov løbe vildt igen – uanset
en nyansat ansvarlig tysk nationalbankdirektør til, vel at mærke, de interne
anliggender i Tyskland –, og at renterne sættes i vejret i Europa også.
Initiativet ligger i EU’s ECB, der ikke har nogen væsentlige lighedspunkter med
den tyske forbundsbank. Dette (stabilitetspagten) ophørte reelt i 1995. Så betyder det inflation igen, lidt
begrænset opgang og endnu større problemer med vesteuropæisk arbejdsløshed
siden hen, ja, mere end de nu 10-15% - i Danmark nærmere 20% - , når de
medregnes alle sammen i de arbejdsdygtige aldre. Uden en renteforhøjelse i
Europa generelt skal vi nok regne med vedvarende negativvækst. Denne tilstand
kaldes og deflation (og den har det også ubehandlet med at galopere på
et tidspunkt, og det kunne snart blive tilfældet, hvis USA ikke udstikker andre
muligheder, nu Europa selv har begrænset sine sunde handlemuligheder),.
Deflationen frygter ”vore kompetente ledere” vistnok endnu mere, vil jeg gætte
på, især fordi de har det med at forveksle den med et naturfænomen.
Så er det i øvrigt vi ikke ønsker
tillykke de nye afdragsfrie lån og indekslånene, hvis ydelser hæves i takt med
inflationen. Den udvidede lejeform giver fortsat stigende boligpriser. Men vi
må også sige: Hvis det var svært, bliver det i hvert fald sværere.
Det vil med andre sige at intet
af det, som vi forud forventede i 1997 om Euro-zonen, som Danmark reelt er en
del af uanset, med kronen fast koblet til Euroen, og et EU uden tilstrækkelig
konkurrence, både indadtil og udadtil, der ikke slår til:
http://www.lilliput-information.com/euro.html
.
Ebbe
Vig, maj 2004