To velfærdsgenerationer i Danmark

Derimod ser vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder, bearbejde grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskrivelser af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på oprindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende figurer, også i Velfærdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne og andre officielt utilgængelige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne et samlet, sandt billede af f.eks. økonomi-belastningen stammende fra indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. personaleressourcerne på uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været stillet i udsigt at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte grunde intet sket.

Vi har tilmed kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel af ældre over 65 år og en importeret gruppe indvandrere, der bidrager til den nuværende arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct. af alle bistandsklienter er indvandrere. I fremtiden vil misforholdet blive om muligt endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne højteknisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere.

Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, er der en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre uden en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.

Det er muligt at 68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal læse Velfærdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til en udligning af regnskabet i det lange løb[7]. Det er også muligt starten gik let med mange flere til at betale som skatteydere end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store efterkrigsgenerationer i arbejdsstyrken og i beskæftigelsen. Det var afgjort ikke noget folkeligt krav, der førte til den såkaldte danske model. Og der er ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét arbejdsliv med 68-erne er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.

At overse det skæbnesvangre i :

1.      Uddannelsespolitik med næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele skattefinansiere,

2.      Alle faste tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen afskaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. lov, der blev en slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed,

3.      Man hævede skatterne, så skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både mand og kone på arbejdsmarkedet, Herved kunne skatteprovenuet faktisk øges absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra 100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),

4.      Fertiliteten faldt drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, faldet fortsatte i alle 1970-erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag” [8]. Dette var ”arkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne,

det gjorde ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.

Nu lød alarmklokkerne, da vi gik i bund og fik den laveste fertilitet nogensinde, 1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste begribe at en varigt lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt finansieringsproblem m.h.t. velfærden på længere sigt, uanset livstidsbetragtningen – med mange servicekrævende ældre ”og alt for få i arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne”.

Netop da åbnedes adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på 650.000-750.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af offentlig service, således at 40 pct. af bistandshjælpen i 2005 eksempelvis tildeles disse 12-14 pct. af indbyggerne i landet. Desuden er 35 pct. af immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”.

Præcis da kunne det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna. Nu gjaldt det om, at få indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken?), der i hvert fald kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med en faktor 3 (?)    

Velfærdskommissionen, kilde 1, side 45:

”Når det drejer sig om højere beskæftigelse, er målet dobbelt. Det gavner de offentlige finanser, både fordi skatteindtægterne stiger, og fordi samfundet sparer udgifter til overførsler. Såvel for samfundet som for den enkelte er det en god løsning at øge beskæftigelsen. Der er bare to problemer: Det er svært, og der skal derfor reformer til. Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”

Både Velfærdskommissionen, men mest EU foreslår på denne baggrund en accelereret tilstrømning af immigranter, som en oplagt mulighed. Velfærdskommissionen spørger ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige 15.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

Foredragsholder Hans Kornø Rasmussen, kendt fra én regeringens mange tænketanke: "Har vi for få fremmede I Danmark?". Adspurgt af bladet "Social Forskning" nr. 1, 1998, svarede lektor Hans Kornø Rasmussen blandt andet: "Spørgsmålet om indvandringen er ikke længere et rent dansk anliggende…"

Hans Kornø Rasmussen henviser til Amsterdam-traktatens artikler om flygtninge og indvandrere, der overfører hele området til "den overstatslige søjle" i EU-regi. EU’s statistik EUROSTAT nr. 6, 1996 anbefaler en stærk forøgelse af indvandringen, og siger Hans Kornø Rasmussen: "I perioden 2007-2024 skal indvandringen være stigende med en faktor 8-14 gange i forhold til i år (1996), d.v.s. 8 gange flere år 2007 og 14 gange flere i år 2024. I 1996 kom officielt 525.000 (netto, nye) fremmede til EU. Antallet pr. år skulle altså være 4,5 mill. i år 2007 og derefter voksende til 7 mill. i år 2024". Det blev gentaget af den nyudnævnte EU-kommissær Vladimir Spidla den 18. marts 2005, der nu foreslog en gradvist acceleret indvandring indtil en 12-dobling af indtaget af ikke-vestlige til EU frem til 2024: Docerende EU-kommissær (nu glemte Hans Kornø Rasmussen, at Danmark rent faktisk har en række forbehold til de seneste EU-traktater startende med Maastricht-traktaten.)

I år 2000 havde Hans Kornø Rasmussen nedtonet sit forslag til det fremtidige indtag af fremmede pr. år til Danmark til det dobbelte af det daværende antal, godt 18.000. Det kan skyldes personlige erfaringer.

Ringen er sluttet…:

Et par af de spørgsmål, der ligger lige for, hvis vi forudsætter, at den øgede indvandring af kvalificeret arbejdskraft skal ske fra mere udviklede lande:

1.      Har vi opgivet at ændre den danske uddannelses- og forskningsverden væk fra tag-selv-princippet, desuagtet den har vist ikke at give de fornødne kvalifikationer og kompetencer, og blandt andet er skabt og støttet af flere af Velfærdskommissionens medlemmer?

2.      Da der ikke har været særlige adgangsbegrænsninger for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft fra udviklede lande, som kunne tiltræde stillinger i Danmark, skal der da gives særlige tillokkelser til at slå sig ned her i det, der gennem to generationer blev omgjort til lighedens Danmark?

3.      Er den del af den danske ungdom og de allerede videregående uddannede i titusindevis, der nu hæver dagpenge, kører som buschauffører eller går med aviser med en akademisk uddannelse for dårligt kvalificerede, måske fejluddannede, eller er det måske rekrutteringen af elever til gymnasierne og til de videregående uddannelser, der er blevet skævvredet ligeledes i lighedens/nomenklaturaens navn?

        Prøv: http://www.lilliput-information.com/skole/index.html

Om Hans Kornø Rasmussen ønsker indvandringen 14-doblet for at 11-doble den offentlige velfærds finansieringsproblem kan vi ikke vide (?)  

Én vej ud af moradset:

Keynesianer-tankegangen vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren forestiller sig. Der er tiltagende interesse for polvending-spørgsmålet i medierne, når det drejer sig om klodens geofysiske forhold på cirka 1000 års sigt. At der er akut behov for en mental polvending på individ-niveau er ikke noget der berøres.

Man starter ikke med arbejdsstyrken og beskæftigelsen, eksempelvis, man starter faktisk med efterspørgsel  i markedet for økonomiske goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over produktionsplanlægningen og ressourcerne og afslutter med arbejdsstyrken og beskæftigelsen.

Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til at hen ved 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere ikke kan tænke i mere end én dimension ad gangen. Er det sandt, kan det ikke undre, at de økonomiske kommentatorer i udlandet om noget er éndimensionelle.

Der er ingen danske.

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, eventuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsreferater af deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-)privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D.v.s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at lære.

Lønningerne skal ned med mindst 30 pct. Indkomstskatten ændret til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, primært for at spare indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønskatten skal ned med beløb mindst svarende til at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct., og selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske. De forskellige fondsbidrag på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50% i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

Herfra kommer øget salgbar produktion, der øger og trækker arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd til færre pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet.

Viden og kompetencer skal i front:

Skal Danmark have en chance i disse udflytningsår, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Magisterens Fagforening Danmarks Lærerforening kommer ikke på tværs her.

Midlerne til at rette kursen op på 2-3 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning[9]. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.  

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det samme gjorde England. Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

Universiteterne er også en større sag; den skal ordnes inden for de samme 2-3 år.

Den slagne vej vælges nok:

Her vil det vise sig hvorledes et land med mere end 67 pct. af vælgerbefolkningen ansat hos det offentlige eller sendt på overførselsindkomst møder sit endeligt om senest 15 år. Det bliver ikke noget kønt syn.

Skæbnesvangre prioriteringer i uddannelsespolitikken førte til deroute

Anbefal denne fil

Den 8. april 2005

Ebbe Vig, cand. oecon.

Information om Danmark