Internettet:
www.lilliput-information.com
E-post: mail@lilliput-information.com
Dr. med. Bent Faber –Vestergaard
fastslår i Ugeskrift for Praktisk Lægegerning,
december 1999:
Gør de globale landsbytosser verden syg ?
Det siges blandt folk at tage en
halv snes dage at komme sig over en influenza, hvis man søger læge. Og gør man
det ikke, tager det godt en uge. Spørgsmålet er ikke om, men hvornår vi får den
næste store influenzaepidemi, og om designerne af årets influenzavaccine har
skønnet rigtigt. Det kommer sig nok ikke så nøje, selvom vaccination har en
begrænset men nyttig virkning – men kun hvis de mest udsatte får den.
Nye lægelige undersøgelser,
forsøg og udviklingsarbejder har derudover ført til fremkomst af visse nye og
lovende medicintyper. De kan ganske vist ikke gøre alt men dog noget, når det
kommer an på at gå i krig mod den berygtede vintersnotnæse med højere
uddannelse.
Inden for 24 timer efter visse
slags influenzaudbrud kan nye medicinarter mildne belastende sygdomstegn og
afkorte sygdomsvarigheden med henved tre dage og spare dyrebare kræfter hos de
angrebne. Den opdagelse kan gavne små børn, ældre mennesker og folk med lunge-
og hjertelidelser – altså de mest truede under influenzaepidemier, hvor
lungebetændelse ikke sjældent opstår som livsfarlig følgesygdom under
virusangrebet.
Efter en nogenlunde enkel test
på lægens klinik kan det fastslås, om patienten har fået en influenza, der kan
behandles med de nye medicintyper. Men også den medalje har en bagside. I
virkelighedens verden taler meget nemlig for, at de mindst syge får stillet sig
forrest i køen, når det brænder på. For det er ikke al slags influenza, der kan
mildnes på den måde. De svageste, som kunne behøve medicinen, må af
selvforklarende grunde blive væk.
De praktiserende lægers
venteværelser bliver sandsynligvis da oversvømmet af højfebrile men rørige
patienter, der vil have recept her og nu, ligesom der i tumulten derved bliver
"risiko for en betydelig overbehandling uden eksakt diagnostik",
fastslår dr. med. Bent Faber Vestergaard i december-nummeret fra 1999 af Månedsskrift
for Praktisk Lægegerning.
"Hvad gør vi?"
Dette enkle men hårdtslående, svære og vedkommende spørgsmål stilles da også af
dr. Vestergaard, der er overlæge og daglig leder af virologisk afdeling ved
Statens Serum Institut – jævnsides med, at han er en ledende arbejdskraft ved
FN-sundhedsorganisationen WHOs center for dataindsamling og forskning omkring
virus.
Et svar kan være, at
sagkundskabens tunge skyts bør sættes ind mod de farligste og mest
angrebsdygtige – såkaldt "virulente" – virustyper, der kan angribe
forholdsvis mange typer af menneskeorganismens i alt 300 milliarder celler:
Dem, der hærgede med A-influenzaen i 1957, Hong Konginfluenzaen i 1968 og den
russiske influenza i 1977 er eksempler. Særligt ondartet var "Den Spanske
Syge", der i årene 1918-19 kostede mindst 25 millioner dødsfald på
verdensplan.
Sammen med sin kollega, cand.
med. vet. og ph. d. Per Chr. Grauballe i spidsen for seruminstituttets
influenzalaboratorium, opregner Vestergaard i artiklen en række vigtige
erkendelser om udbrud af virusepidemier og muligheder for lægelig behandling
heraf. Men dr. Vestergaard er heller ikke bleg for at påpege, at
lægevidenskaben som alt andet også har sine grænser. Også i december 1995
påviste han i fagbladet Sygeplejersken tungtvejende vanskeligheder, der
ligger uden for rækkevidden af hans eget fagområde men alligevel knytter sig
tættere dertil end ærtehalm:
"Virus får fodfæste, hvor
mange mennesker lever tæt sammen, og vi må håbe, vores bioteknologiske viden og
kunnen kan holde trit med den eksplosive vækst i verdensbefolkningen. Egentlig
forebyggelse af virusepidemier består ikke i forfinelse af genteknologisk
kunnen, men politisk prioritering af kampen mod overbefolkning, uvidenhed og
fattigdom."
Spørgsmålet er vel ligefrem, om
dygtige og produktive læger kan hamle op med en verden i bevægelse – samt i
uligevægt og af lave. Vestergaard bemærker:
"AIDS-epidemien har vist,
at menneskeheden er sårbar, og vores viden og kunnen stadigvæk begrænset. Vi
vil kunne opleve nye influenza-epidemier med stor dødelighed, som det skete i
1918. Det tager kun seks måneder at udvikle en influenzavaccine mod en ny
virusstamme, men det er lang tid for en virus, der kan inficere hele
verdensbefolkningen på under to år."
I en stor artikel i det
amerikanske tidsskrift Foreign Affairs (januar/februar-udgaven, 1996)
kommer forfatteren og journalisten Laurie Garrett ind på det samme. Garrett,
der dækker lægevidenskabeligt stof for bladet Newsday, anlægger tilmed
en udpræget snusfornuftig synsvinkel i forlængelse af den lægelige: Selv før
den kommercielle luftfarts dage løb den Den Spanske Syge på 18 måneder fem
gange rundt på planeten, ligesom der i Kina bestandigt er influenza-epidemier i
gang på grund af landets størrelse og store klimatiske forskelle.
Når det er givet, at
inkubationstiden for mange uhelbredelige sygdomme i dag kan strække sig over
mere end tre uger, skriver Garrett, er den "sundhed for alle i år
2000", som FN optimistisk proklamerede i 1978, ikke videre nærliggende.
Slet ikke med tanke på, at over én million mennesker nu hver eneste dag krydser
en grænse, og at et tilsvarende antal hver eneste uge rejser på kryds og tværs
mellem industrilande og udviklingslande.
Det er også erkendt, at virus og
andre sygdomsfremkaldende mikrober bestandigt muterer og bliver usårlige over
for de antibiotika, der førhen var deres banemænd: Den penicillin, amerikanske
feltlæger fra slutningen af 1944 havde med i taskerne under Stillehavskrigen,
viste sig et årti senere virkningsløs mod bakterier, den i starten kunne slå
ned.
Amerikanske sundhedsmyndigheder,
fortæller Garrett, har også fastslået, at der siden 1973 er opdukket 29 hidtil
ukendte sygdomme, ligesom en snes velkendte fortidige plager er genopdukket –
men nu i en mere dødbringende form, der ikke lader sig slå ned af kendt
medicin.
Studier af den frygtede
HIV-virus, der giver AIDS, viser, at sygdommen indtil midten af 1970erne var
afsondret til Afrika og højst havde angrebet en brøkdel af en promille af
verdensbefolkningen. Men den begyndte rigtigt at sprede sig på grund af
voldsomme sociale forandringer, anfører Garrett:
Store befolkningskoncentrationer
i Afrika; opsving i stiknarkomanien i Europa og USA; en øget
"tolerance" og "liberalitet", der i de europæiske og
amerikanske storbyer opmuntrede til de famøse homoseksuelle orgier i
forskellige klubber og saunaer. Opkomsten af storstilet, organiseret
prostitution i verdens stigende antal af "megabyer" med mere end ti
millioner indbyggere, bærer også ved til bålet. Afgørende for spredningen af
AIDS i – og senere fra – Afrika var også krigen mellem Uganda og Tanzania i
1977-79, hvor massevoldtægter var et våben i etniske stridigheder. Den
løbeildsagtige AIDS-spredning i Zimbabwe blev verdenskendt i 1999.
I USA og Vesteuropa – derunder
Danmark – genopdukker nu tuberkulosen som en af indvandringens
"berigelser".
Og i et land, der åbner sine grænser
som en ladeport for hvem som helst med lyst til ophold med luftigt og tvivlsomt
belæg i et FN-papir, trækker trafikken utvivlsomt i hel-bredstruende retning.
Meget tyder på, at vi ligger sådan, som vi selv har redt, og at det er bedre at
forebygge end at helbrede. Influenza og andre, jævnligt tilbagevendende
syg-domme kan danskerne og andre folkeslag næppe undgå i deres egne lande fra
tid til anden. Men der er i influenzatider – og indimellem – de allerbedste
grunde til at besinde sig på de sundhedsmæssige følger, der kan opstå i
Vesteuropa, herunder Danmark, som følge af de seneste 25 års tiltagende
folkevandring fra Mellemøsten og Afrika.
Sygdomfare forstærkes i
allerhøjeste grad af politik – især den syge slags, der dyrkes af de
internationalistiske, globale landsbytosser. Hvad mon der om føje år sker i
Brøndby på grund af familiesammenføringsreglerne, der mange steder i kommunen
fører til sammenklumpning af 10-15 mennesker i én lejlighed? De udsanerede
baggårdshuse i Vesterbro står næppe tilbage for overbefolket tresserbyggeri med
dårligt indeklima.
Når det kommer an på
folkesundheden, må danskerne påregne nye plager fra sangens berømte led, der er
af lave. Medmindre, dog, der kommer nye boller på suppen.
Keld Rasmussen
Information om Danmark
De fremmede bringer livstruende sygdomme hertil
Epidemiske
sygdomme breder sig med de fremmede: Tuberkulosen var næsten udrydet
i Danmark, indtil den begyndte at brede sig igen med indvandringen af fremmede.
"Der anmeldes stadig flere tilfælde af tuberkulose blandt personer født i
udlandet og deres børn", hedder det. Forekomsten af nye tilfælde blandt
danskerne er fortsat lav: 3,7 pr. 100.000. Men de mange tilfælde blandt de
fremmede bringer den samlede forekomst op på 9,1 pr. 100.000. Samtidig er der
en iøjnefaldende forskel mellem de to befolkningsgrupper. Danskere der rammes
tilhører den ældre generation med en medioalder på 47 år for mænd og 53 år for
kvinder. Den tilsvarende alder hos de fremmede er kun 28 år.
Epidemiforskerne
på Statens Seruminstitut sammenfatter udviklingen således:
"Det stigende antal tilfælde af TB hos udlændinge afspejler, at der i
disse år kommer et stigende antal flygtninge og deres familier fra de
højepidemiske områder syd for Sahara. De fleste af disse tilfælde repræsenterer
formentlig smitte inden ankomsten til Danmark, men der ses også småudbrud, der
skyldes nysmitte." Sundhedsstyrelsens meldesystem for smitsomme
sygdomme, EPI-NYT, fra uge 34-35, 1997 :
Statens
Seruminstitut meddeler, at man i årets tre første kvartaler har
registreret det højeste antal tilfælde af tuberkulose i flere årtier. Der blev
fundet 444 tilfælde af smitte - 26 pct. flere end i samme periode i 1996.
Årsagen er de mange indvandrere og flygtninge, der er smittede med sygdommen. 2
ud af 3, der er smittede, er født i udlandet, eller er børn af udlændinge.
Samtidig er der nu danskere, der rammes af den mest smittefarlige type af
sygdommen. DR Tekst-TV den 24-11-97 med Jydske Vestkysten og de 3
Stiftstidender som kilde.
Det oplystes af tuberkulosen er
kommet til Danmark igen med indvandringen. Der opdages 2 tilfælde af TB om
dagen og årsagen skal findes i de fremmede, der kommer over grænsen med
smitten. Flere tilfælde har vist sig at være resistente og kan ikke behandles
med antibiotika. 50-60 pct. vil dø, hvis sygdommen er ubehandlet. Der blev
afsløret et tilfælde med en mand fra Pakistan, der først efter syv års ophold i
Danmark blev afsløret som smittebærer. TV 2's Morgen TV den 07-04-98.
Hver fjerde HIV-positive i
Danmark er indvandrer eller asylant. I 1990 er der i Danmark registeret 2.267
HIV-positive, hvoraf 25 pct. er udlændinge. (Dengang udgjorde de fremmede ikke
mere end 4-5 pct. I dag nærmere 10 pct.). TV 2 , Tekst-TV den 01-12-97.
Citat af overlæge, dr. med. John-Erik
Stig Hansen fra Hvidovre Hospital: "Vi står med en epidemi, som raser
afsted i resten af verden, og vi kan deværre ikke lukke grænserne for den. Der
er 30 mio. HIV-smittede på verdensplan, og kun mellem 1 og 5 mio. har mulighed
for at blive behandlet. Resten spreder smitten og dør selv af AIDS. Berlingske
Tidende den 23-08-98.
Det oplystes, at vi inden år
2000 vil have 4000 HIV-smittede i Danmark. DR 1 Nyheder den 23-05-98.
90 pct. af samtlige HIV-smittede
bor i U-landene, og også andre sygdomme som tuberkulose, kopper, polio og
kønssygdomme er igen begyndt at vinde frem. Politiken den 01-01-98.
En dansk læge kommenterer besk:
"Det er fortsat ufatteligt at Sundhedstyrelsen, (tidl.) fru Weiss'
forlængede arm, ikke HIV-tester alle ankomne. Har jeg en patient, der skal
udsendes til f.eks. visse baltiske lande, eller en student, der skal være
tjener i Spanien i blot én sommermåned, kræver de HIV-certifikat".
Under overskriften
"Afrikanske indvandrere udgør en stigende del af de HIV-smittede"
stod følgende at læse: det drejer sig bl.a. om indvandrere fra det centrale og
vestlige Afrika. Der stod videre: "Det er konklusionen på en række nye tal
fra Statens Serumsinstitut. Hvor hovedparten af Danmarks HIV-smittede indtil
for to år siden kom fra bøssemiljøet, udgør den største gruppe i dag de
heteroseksuelle. 42 pct. af de HIV-smittede er heteroseksuelle, hvoraf
halvdelen er indvandrere. I de centralafrikanske lande er omtrent en tiendel af
befolkningen smittet med HIV. Tallet må nødvendigvis være nogenlunde det samme
for de indvandrere, der kommer (fra disse områder) til Danmark", siger
professor dr. med. Peter Skinhøj fra Rigshospitalet.
Blandt de heteroseksuelle
smittede i Danmark er 58 pct. af kvinderne af ikke-dansk oprindelse, mens en
trediedel af mændene er født og opvokset uden for Danmark. Samlet tegner
indvandrerne sig for godt en femtedel af samtlige nye HIV-tilfælde i landet.
Tyngdepunktet blandt de indvandrere og asylansøgerne, der bliver HIV-positive i
Danmark, er afrikanske lande syd for Sahara, typisk folk fra Tanzania, Uganda,
Zambia og Somalia. Også Thailand er godt med i statistikken. Men hele 78
pct. af de HIV-positive heteroseksuelle kvinder og 63 pct. af mændene er fra
Afrika. Politiken den 02-11-97.
I følge Udlændingestyrelsen:
Medmindre asylansøgerne selv bringer deres HIV- eller AIDS-sygdom på bane, har
vi intet kendskab til sygdommen, og vi spørger ikke positivt til sagen.
"Om man måtte være HIV-positiv eller ej, spiller ingen rolle i
asylvurderingen", siger Anni Fode, der er underdirektør i
Udlændingestyrelsens asylafdeling.
En helt ny sygdom er kommet til
Danmark med indvandringen. Det drejer sig om den uhelbredelige blodsygdom
Thalassæmi, der stammer fra Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Den viser sig når
hel- og halvsøskende får børn sammen.
Specialist i arveforskning dr.
med. Peter K. A. Jensen omtalte denne sygdom som et ikke ubetydeligt nyt
arvemæssigt islæt i Danmarks befolkning. Den har medført at 25 børn indtil nu
fødes med denne sygdom. Jyllands-Posten
den 03-02-97
Fætter-kusine-ægteskaber mellem
pakistanere udgør cirka halvdelen af alle ægteskaber og medfører et stort antal
handicappede børn. Også blandt tyrker er denne indgiftning udbredt.
Ugeskrift for læger, 89,
151:1103, L. B. Knudsen, og Indenrigsministeriets pjece "Indvandrerbørn og
handicap. Konferencerapport, august 1989."
Information om Danmark – v/ Ebbe
Vig – Stadion Allé 48 - 8000 Århus C