Information om Danmark

Sigende eksempler på pengenes cirkulations-historie

 

WALL STREET

Manhattan anvendes i det følgende som samlebetegnelse for det finansielle centrum omkring Wall Street i New York, hvor Børsen og de multinationale koncerner og bankimperier i rigt mål er repræsenteret. Wall Streets historie er lang. Her lidt om starten.

Jamen, det er da ikke om Danmark. Er du sikker på det?

Oprindelig var der blot 13 kolonier i Amerika. De kaldtes New England og var Englands erobringer/ besid-delser. Her brugte de deres egne penge. Der var mange forskellige; de kaldtes "colonial script" og alt fungerede tilfredsstillende. Ved at kolonisterne selv lavede deres penge kunne de nemt kontrollere købe-kraften. Dette var de engelske bankfolk utilfredse med, fordi disse ligesom de gjorde i England, ville styre pengeudstedelsen. De indførte så deres pengesystem og mindskede pengemængden til cirka det halve. Nu blev ko-loniernes lykkelige tilværelse totalt forandret. Nu blev der arbejdsløshed og fattigdom.

Vreden vendtes mod englænderne og førte til Frihedskrigen med efterfølgende (U)afhængighedserklæringen. To af anførerne bag denne revolutionære krig var finanseksperterne Robert Morris og Alexander Hamilton, som blev finansminister under George Washington. Det var en dårlig ide at søge krigen med England finansieret ved skatteopkrævninger, mente de, fordi skatter altid generer folk. Derfor lod de seddelpressen køre i stedet, for krigen skulle de have. De trykte i stedet statsobligationer og andre gældsbeviser af ihænde-havertypen, som de solgte til de almindelige, flittige borgere, der købte for deres surt tjente penge via dels den federale regering, dels enkeltstaterne og kommunerne.

Den franske deltagelse i samme krig blev også finansieret (med Necker som rådgiver) med lån (1,2 mia. Frcs). Necker var en stor finansmand, ingen statsmand. Da krigen var ovre, stak de også sådanne obligationer (i enorme mængder) sammen med lidt aflønning ud til de hjemvendte soldater. Papirernes værdi afhang af, om staten blev solvent og kunne/ville indløse dem og i givet fald til hvilken kurs. Der gik lang tid uden noget skete, og de fleste regnede derfor papirerne for værdiløse.

Med Hamilton som finansminister blev der udsigt til, at situationen kunne udnyttes af nogle få. Enkeltstaterne lavede papirpenge for 210 mill. og Unionen for 360 mill. dollars under (U)afhængighedskrigen. Så måtte papirdollaren selvfølgelig falde. I 1779 skulle der 38 pa-pirdollars til at købe én sølvdollar, året efter 100 og 1781 nogle gange 1000 papirdollars for at købe en sølvdollar. De blev derefter indkaldte, og for hver 100 dollars fik man 5 dollars i rentebærende certifikater; der kom ikke så meget ind, for folk brugte de værdiløse penge som tapet og etiketter (så havde de da den værdi). Første gang glippede vedtagel-sen, som var længe ventet af nogle få; men i 1790 vendte Ambassadør Thomas Jefferson hjem fra Frankrig som ambassadør for magthaverne i Amerika, lad os hellere sige, egentlig magthaverne i England. Han havde bl.a. bistået de revolutionære med sin indsats ved Den Franske Revolution.

Med ham gik det som planlagt. Da kunne gennemføres en lov om, at statspapirerne skulle indløses - her 14 år efter (U)afhængighedserklæringen af 1776. Lovgiverne hørte på lovforslagets forelæggelse i dybeste over-raskelse - men ikke spekulanterne, der havde planlagt det fra starten. Papirerne skulle indløses til pålydende og enkeltestaternes gæld skulle federalregeringen samtidig dække ind. Nu skyndte spekulanterne sig rundt og købte op i al stilfærdighed, hvad der var af papirer rundt omkring i skufferne hos almindelige mennesker, der ikke kendte lovgivningen. Hamilton skrev til George Washington: at han "for længe siden havde lært, at den offentlige mening var uden værdi". Pengene til indløsningen kom fra salg af nye statsobligationer til de samme borgere og deres efterkommere her henved 25 år (en generation) efter krigen.

På denne måde kom borgerne til at betale krigen og betale for at blive mere styrede fremover. Det var Wads-worth, Kongresmedlem i Connecticut, der sendte skibene til Sydstaterne for at opkøbe alt det papir, de kunne få fat i. Rygterne om alle disse forkastelige manøvrer bag kulisserne blev efterhånden så pågående, at New Yorker bladet Daily Advertiser endog opstillede en beregning over, hvad de forskellige ville tjene, når loven gik igennem.

Efter denne ville Robert Morris stikke $18 mill. lommen (i årene 1790-1792), Jeremiah Wadsworth 9 mill. og Guvernør Clinton 5 mill. Fisher Ames og Christopher Gore var også med i syndikatet. Begejstringen var som man vil forstå på kogepunktet i Wall Streets kaffehuse, hvor spekulanterne havde deres hovedkvarter. Det der manglede var blot at få begrænset adgangen til den omsiggribende aktivitet i Wall Street. For megen offentlig-hed og for stor offentlig deltagelse kunne skade forretningerne og gøre den for usikker for de deltagende. Dette sidste klaredes først rigtigt efter Borgerkrigen i 1861-1865. Nu hed sedlerne Greenbacks.

 

Afslutningen på Napoleons 100 dage og de umiddelbare virkningerne i England

Nogle af Napoleonskrigenes omvæltninger af magtforholdene, en krig der kostede eng-lænderne £638 mill i perioden 1800-1815. Bank of England kunne ikke magte disse beløb:

 

Men:

Fra 1806 var Kurfyrsten af Hessen-Kassel Wilhelm IX’s formue[1] og også andre fastlands-kreditorers formuer blevet flyttet til London og en god del heraf i hænderne på Nathan Rothschild, der var flyttet fra tekstilområdet Manchester til London i 1804. N. M. Rothschild and Sons blev navnet på forretningen. Fra sidst i 1810 flyttede familien deres investeringer – også Wilhelm IX's, men i navnet Rothschild – til kapitalinvesteringer eller finansielle investe-ringer. Nathan udnyttede de muligheder, som Napoleon havde givet ham. Hans højhed fik så engelske rentebærende statsobligationer i stedet. 

 

Slaget ved Waterloo blev udkæmpet fra kl. 11.25 til omkring kl. 22 søndag den 18. juni 1815. Slaget gjorde England til den førende magt i Europa og Nathan Rothschild (1777-1836) til den mest indflydelsesrige skikkelse i sin tid. Det hårde arbejde var planlagt længe forinden. Så snart de fem Rothschild-brødre var blevet etableret i Frankfurt, Wien , Paris, Neapel og London begyndte de at udvikle deres egen nyhedstjeneste (fra London kunne Rothschild sende sine blåtklædte kurerer til Rio, Toronto eller Nairobi uden varsel indtil WW2). De opbyggede simpelthen deres egen efterretningstjeneste meget mere effektivt end de tilsvarende, som regeringen havde.

 

Ingen nyheder var så værdifulde for spekulanterne som nyhederne om udfaldet af Slaget ved Waterloo. London lyttede i flere dage. Hvis Napoleon vandt, ville kurserne på engelske regeringsobligationer falde. Hvis England vandt, ville Napoleons rige falde, og så ville regeringsobligationerne stige i kurs. Europas skæbne lå indhyldet i røg. Ved frokost man-dag den 19. juni 1815 krydsede en Rothschild-agent Rothworth fra Ghent til Folkestone på den engelske kyst i en hurtig fiskerbåd. Han rapporterede til Nathan Rothschild på New Court 2, St. Switin’s Lane i City, London, styrtede så hurtigst muligt til Lord Liverpool’s house i Westminster: Statsministeren fik nyhederne kl. 14. Wellingtons ordonnans, der havde været aktiv i krigen dagen før, og som roede over Kana-len, nåede London kl. 22, gik til Earl Bathurst’s House i Grosvenors Square, hvor Kabinettet spiste middag, derefter ned til St. James’s Palace for at præsentere ørneseglet for Prinsen af Wales. 

 

Med denne viden offentliggjort ville enhver have vidst, at de engelske regeringsobligationer ville stige i stedet for at falde, så enhver ville have købt regeringsobligationer. Men Nathan Rothschild havde planlagt at lave et såkaldt corner. Han begyndte med at sælge regeringsobligationer, idet han lænede sig til pillen, hvor han plejede at stå i børssalen. Hans ansigt var uden noget udtryk overhovedet, så det blev tolket som et engelsk nederlag mod Napoleon ved Waterloo. Alle hans agenter, som kun han kendte, solgte også obligationer og andre papirer. ”Rothschild ved besked”, blev det visket. Han vidste besked, men ikke hvad de andre var bragt til at frygte. Kurserne gik ned og ned, markedet kollapsede. Kurserne faldt fra minut til minut, der var ingen bund. De solide og stærkeste bank- og finanshuse begyndte at skælve. Papirerne slog bogstavelig talt salto-mortaler.

 

Men den dødblege Nathan (han havde ikke sovet natten før) lo i sit indre bag ved ansigtet. I hemmelighed beordrede han sine agenter til at begynde at købe i stedet for at sælge. Syv timer efter Rothworth havde infor-meret den britiske regering om udfaldet af Slaget ved Waterloo ankom Wellingtons kurer - 9 timer efter Nathan Rothschilds blåkitlede kurer - med den samme information og meddelte på samme tid, at Blücher havde vundet ved Ligny. Rothschild meddelte det for London Børsen. Kurserne steg så hurtigt og nåede indtil da ukendte højder.

 

Dette gav Rothschild familien fuldstændig kontrol med den britiske økonomi.

Dette var hverken første eller sidste corner lavet af verdensmesteren i spekulation og nu også statslån, der blev den fremtidige hovedbeskæftigelse.

 

I kølvandet på den fine Wienerkongres[2] blev der holdt en nu nærmest glemt supplerende kongres i Aix-la-Chapelle (fra nov. 1818) (nu den tyske Achen, hvor i øvrigt Neanderthalmanden blev fundet). Alt såkaldt nød-vendigt (når du lige glemmer ”tak” og ”undskyldninger”) har en finansiel side. Kongressen er blevet kaldt ”den glemte”, så det var måske ikke meningen, vi skulle mindes om den. Den var afgjort den vigtigste, når vi ser på den finansielle side. 

 

 

Kilder:

 

Wall Street af Robert Irving Warshow, Nordisk forlag, København 1933.

Rothschilderne af Ignaz Balla, Pios Boghandel 1914, København 1914.

Huset Rothschild, portræt af en familie, af Frederic Morton, Wangels Forlag, København 1962.

The Birth of the Modern (World society 1815-1830), af Paul Johnson, Phoenix, Storbritannien 1991.