WALL
STREET
Manhattan anvendes i det følgende som
samlebetegnelse for det finansielle centrum omkring Wall Street i New York,
hvor Børsen og de multinationale koncerner og bankimperier i rigt mål er
repræsenteret. Wall Streets historie er lang. Her lidt om starten.
Oprindelig var der blot 13 kolonier i
Amerika. De kaldtes New England og var Englands erobringer/besiddelser. Her
brugte de deres egne penge. Der var mange forskellige; de kaldtes "co-lonial
script" og alt fungerede tilfredsstillende. Ved at koloni-sterne selv
lavede deres penge kunne de nemt kontrollere kø-bekraften. Dette var de
engelske bankfolk utilfredse med, fordi disse ligesom de gjorde i England,
ville styre pengeudstedel-sen. De indførte så deres pengesystem og mindskede
penge-mængden til cirka det halve.
Nu blev koloniernes lykkelige tilværelse totalt
forandret. Nu blev der arbejdsløshed og fattigdom. Vreden vendtes mod eng-lænderne
og førte til Frihedskrigen med efterfølgende Uaf-hængighedserklæringen. To af
anførerne bag denne revolu-tionære krig var finanseksperterne Robert Morris
og Alexan-der Hamilton, som blev finansmini-ster under George Wa-shington.
Det var en dårlig ide at søge krigen med England finansieret ved
skatteopkrævninger, mente de, fordi skatter altid generer folk. Derfor lod de
seddel-pressen køre i stedet, for krigen skulle de have. De trykte i stedet
statsobligationer og andre gældsbeviser af ihændehavertypen, som de solgte
til de almindelige, flittige borgere, der købte for deres surt tjente penge
via dels den federale regering, dels enkeltstaterne og kommunerne. Den
franske deltagelse i samme krig blev også finansieret (med Necker som
rådgiver) med lån (1,2 mia. Frcs). Necker var en stor finansmand, ingen
statsmand. Da krigen var ovre, stak de også sådanne obligationer (i enorme
mængder) sammen med lidt aflønning ud til de hjemvendte soldater. Papirernes
værdi afhang af, om staten blev solvent og kunne/ville indløse dem og i givet
fald til hvilken kurs. Der gik lang tid uden noget skete, og de fleste
regnede derfor papirerne for værdiløse. Med Hamilton som finansminister blev
der udsigt til, at situationen kunne udnyttes af nogle få.
Enkeltstaterne lavede papirpenge for 210 mill. og
Unionen for 360 mill. dollars under (U)afhængighedskrigen. Så måtte papir-dollaren
selvfølgelig falde. I 1779 skulle der 38 papir-dollars til at købe én
sølvdollar, året efter 100 og 1781 nogle gange 1000 papirdollars for at købe
en sølvdollar. De blev derefter indkaldte, og for hver 100 dollars fik man 5
dollars i rentebærende certifikater; der kom ikke så meget ind, for folk
brugte de værdiløse penge som tapet og etiketter (så havde de da den værdi).
Første gang glippede vedtagelsen, som var læn-ge ventet af nogle få; men i
1790 vendte Ambassadør Thomas Jefferson hjem fra Frankrig som ambassadør for
magthaverne i Amerika, lad os hellere sige, egentlig magthaverne i England.
Han havde bl.a. bistået de revolutionære med sin indsats ved Den Franske
Revolution. Med ham gik det som planlagt. Da kunne gennemføres en lov om, at
statspapirerne skulle indlø-ses - her 14 år efter Uafhængighedserklæringen af
1776.
Lovgiverne hørte på lovforslagets forelæggelse i
dybeste over-raskelse - men ikke spekulanterne, der havde planlagt det fra
starten. Papirerne skulle indløses til pålydende og enkeltesta-ternes gæld
skulle federalregeringen samtidig dække ind. Nu skyndte spekulanterne sig
rundt og købte op i al stilfærdighed, hvad der var af papirer rundt omkring i
skufferne hos almin-delige mennesker, der ikke kendte lovgivningen. Hamilton
skrev til George Washington: at han "for længe siden havde lært, at den
offentlige mening var uden værdi". Pengene til indløsningen kom fra salg
af nye statsobligationer til de samme borgere her henved 25 år (en
generation) efter krigen. På den-ne måde kom borgerne til at betale krigen og
betale for at blive mere styrede fremover. Det var Wadsworth, Kongresmedlem i
Connecticut, der sendte skibene til Sydstaterne for at opkøbe alt det papir,
de kunne få fat i. Rygterne om alle disse forkastelige manøvrer bag
kulisserne blev efterhånden så pågående, at New Yorker bladet Daily
Advertiser endog opstillede en beregning over, hvad de forskellige ville
tjene, når loven gik igennem. Efter denne ville Robert Morris stikke $18
mill. lommen (i årene 1790-1792), Jeremiah Wadsworth 9 mill. og Guvernør
Clinton 5 mill. Fisher Ames og Christopher Gore var også med i syndikatet.
Begejstringen var som man vil forstå på kogepunktet i Wall Streets kaffehuse,
hvor spekulanterne havde deres hovedkvarter.
Det der manglede var blot at få begrænset
adgangen til den omsiggribende aktivitet i Wall Street. For megen
offentlighed og for stor offentlig deltagelse kunne skade forretningerne og
gøre den for usikker for de deltagende. Dette sidste klaredes først rigtigt
efter Borgerkrigen i 1861-1865.
Mere om pengebedraget:
|